Møde i salen

Mødet er åbnet.

I dag er der følgende anmeldelse:

Christina Olumeko (ALT) m.fl.:

Beslutningsforslag nr. B 208 (Forslag til folketingsbeslutning om udvidelse af den økonomiske afrapportering og planlægning til også at omfatte trivsel, miljøpåvirkning og natur).

Titlen på den anmeldte sag vil fremgå af www.folketingstidende.dk (jf. ovenfor).

Afslutningsdebatten i dag vil blive tolket på tegnsprog, således at døve kan følge debatten. Tegnsprogstolkningen kan ses direkte på Folketingets hjemmeside, www.ft.dk, og efterfølgende on demand.

Jeg gør opmærksom på, at afstemningen om eventuelle forslag til vedtagelse ikke udsættes. Så vil jeg give ordføreren for forespørgerne, hr. Christian Rabjerg Madsen, ordet til en begrundelse. Velkommen.

Det kan jeg gøre kort. Vi har en god tradition for i Folketinget en gang om året at spørge statsministeren, hvad statsministeren kan oplyse om den indenrigs- og udenrigspolitiske situation, og det vil jeg således også i år på vegne af et samlet Folketing opfordre statsministeren til. Jeg ser frem til en rigtig god og formentlig også lang debat. Tak.

Tak til ordføreren. Så giver vi ordet til statsministeren. Velkommen.

Der er en fantastisk scene i »Blinkende lygter«, filmen om de fire venner Torkild, Peter, Stefan og Arne, der er på flugt efter et røveri. De ender i en forladt og faldefærdig gammel restaurant uden for Fredericia. Den ene af vennerne, Peter, er såret og afhængig af kokain, men fordi han har kontaktet en pusher her i København og dermed risikerer at afsløre deres gemmested, låser Torkild og Arne ham inde i et kølerum. Han råber ret febrilsk: Luk mig ud. Men i stedet for at lukke ham ud kalder de på egnens læge, Carl. Det er ham, der bliver spillet af Frits Helmuth; jeg tænker, at mange her i salen godt kan huske ham. Han tilser Peter og konstaterer, at han bare skal have noget mad, noget vand og salt og en flaske snaps. Stefan er lidt skeptisk – I ved, Stefan er ham med den irriterende kæreste, der godt kan lide at puste æg – og han spørger, om Carl nu er sikker på den behandling. Er du læge? spørger Carl og nedstirrer Stefan, der sådan lidt betuttet må svare nej, hvortil Carl så tørt konstaterer: Så gør, som jeg siger. Læger er jo portrætteret i mange forskellige roller i film, nogle lidt mere flatterende end andre, men nok oftest som helte. For heldigvis er Carl fra »Blinkende lygter« i hvert fald ikke så repræsentativ. Hver især har vi jo i Danmark vores egen læge. Eller har vi nu også det? På papiret er svaret ja, men som med så meget andet ser virkeligheden anderledes ud. Tag f.eks. Lolland. Mange af jer, der bor på Lolland, har haft nogle af de allerhårdeste job i vores samfund. I har knoklet igennem, og helbredet er ikke altid helt så godt. Lolland er et af de steder i landet, hvor rigtig mange danskere har hjerte-kar-sygdomme, og hvor middellevealderen i øvrigt er ca. 5 år kortere end for dem, der bor i Rudersdal. Alligevel er der mange lægeklinikker på Lolland, der har lukket for tilgang. Groft sagt, og det er groft, kan man sige, at der, hvor der er flest danskere, der er syge, er der også færrest læger. Det burde jo være lige omvendt. Og det her er en ulighed, der er grundlæggende og helt og aldeles uretfærdig. For alle danskere har jo brug for deres egen læge, også dem, der bor på Lolland. Derfor skal lægerne derud, hvor de danskere, der er mest syge, bor. Det er godt, at vi her i Folketinget har fokus på at uddanne flere læger i almen medicin. Først kom lægeuddannelsen til Aalborg. Det er gået godt, og som noget nyt sker det nu også i Esbjerg, hvor den nye uddannelse i medicin det første år fik 1.389 ansøgere til 32 pladser. Og i store dele af Danmark kan vi se et nyt samarbejde, der bobler frem. Især yngre læger går nu sammen med kolleger i stedet for at være alene i deres egen praksis. Nogle steder er det faktisk sågar lykkedes at vende udviklingen. Det gælder bl.a. i Thisted. Alt det er godt. Det er bare ikke nok. For allerede i dag er der ca. 300.000 danskere, der lider af diabetes. Det er rigtig mange mennesker. Det er en kronisk sygdom. Den giver en ret stor risiko for skader i blodkar og sygdomme i nyrer, øjne og fødder. Og diabetes er en af de folkesygdomme, som flere og flere danskere vil blive ramt af, i takt med at vi lever længere. Samtidig rammes hver tredje af os på et tidspunkt af psykisk sygdom, og andelen af børn, der får stillet en psykiatrisk diagnose, går kun én vej, og det er op. Alt det her er vores sundhedsvæsen ganske enkelt ikke rustet til at håndtere. I mange år har vi investeret i den højt specialiserede behandling på landets sygehuse. Det er godt. Se bare på jeres egne familier. I dag er der mange flere, der overlever kræft og andre alvorlige sygdomme. Den hurtige og professionelle behandling på sygehusene skal vi holde fast i, og den skal udvikles, men mange kronikere og mange ældre mennesker kan få mere livskvalitet, hvis vi kan undgå de mange hospitalsindlæggelser, og her skal lægerne spille en afgørende rolle i forhold til hurtig opsporing, udredning, bedre sammenhæng mellem sygehuset, genoptræning, rehabilitering og behandling i hverdagen, måske endda derhjemme. Derfor har vi brug for at skabe en bedre fordeling, så der bliver flere læger der, hvor der er flest syge danskere.

I dag er det normen, at en lægepraksis har 1.600 patienter pr. læge, og det er, uanset om den ligger i Rudersdal eller den ligger på Lolland. Men hvorfor egentlig det? Og hvorfor tager vi ikke udgangspunkt i det, det handler om, nemlig patienterne, så lægen i Rudersdal i fremtiden tager imod flere patienter, der alt andet lige ofte er mindre syge, og så lægen på Lolland kan have færre patienter, der alt andet lige oftere er mere syge? For gør vi det, og det synes vi at vi skal, vil det betyde, at der er brug for færre læger i Rudersdal, og at flere læger i fremtiden skal arbejde i de områder af Danmark, hvor behovet er størst. At differentiere, i forhold til hvor mange patienter en læge kan have, er et af vores forslag. Noget andet er at se på lægens honorarer, så vi som samfund betaler mere, når man behandler mange af de mest syge patienter, og mindre, når man som læge behandler patienter, der er mindre syge. En bedre lægedækning i hele Danmark er et eksempel på, at selv om vi har gjort noget politisk, skal vi gøre mere. For sådan er det med meget, hvis ikke det meste i politik. Man kan godt både glæde sig over fremskridt og samtidig være utålmodig efter de næste skridt, for et fremskridt er netop kun et skridt frem. Det var den svenske statsminister Olof Palme, der sagde om politik, at det handler om at ville. Jeg vil tilføje, at det også handler om at kunne. Nogle gange kan man virkelig se resultaterne – en mærkbar forandring i menneskers liv. Lønløftet er et eksempel, som sammen med de offentlige overenskomster giver pædagoger, social- og sundhedsassistenter og -hjælpere, fængselsbetjente og andre flere tusind kroner mere om måneden. Det er før skat, ja, men skatten letter vi også, især for de enlige forsørgere. Der er meget, jeg er glad for. Der er selvfølgelig også meget, jeg ikke er tilfreds med. Søndag morgen var der en 30-årig yngre mand på Hovedbanen her i København. Enten var han tidligt på færde, eller også var han på vej hjem fra en god fest. Jeg ved det ikke, og det er også ligegyldigt. For lige nu ligger han på hospitalet og kæmper for sin egen fremtid. Han blev brutalt overfaldet af to mænd. Han blev trampet i hovedet. De efterlod ham alene og smadret. Ifølge de første meldinger fra politiet tyder det mest på, at det her overfald var helt umotiveret. Jeg kan ikke se, at livet for ham og hans familie nogen sinde bliver det samme igen. Og hvad er det for en ligegyldighed over for andre mennesker, og hvorfor er der den her ekstreme forråelse? For en uge siden sluttede livet for en kun 15-årig dreng. Han steg af bussen i Husum. Han blev knivdræbt, og en af de formodede gerningsmænd er kun 14 år gammel. I de sidste par dage har der været voldsomme overfald i Viborg, i Esbjerg, og jeg kunne blive ved, og jeg kunne blive ved. Jeg sender min dybeste medfølelse til ofrenes familier. Jeg synes, at det her er noget af det mest smertefulde, der sker i vores land, og det er dybt ulykkeligt. Det kan ikke få lov til at fortsætte. Det er vores fælles frihed og tillid, der er på spil, og byrden af volden i Danmark er grundlæggende ulige fordelt. For hvad gør nogle forældre? De henter deres store børn fra festen, så de ikke skal tage S-toget hjem alene mere. De bestiller vagter til private fester. De betaler for en taxa til deres unge mennesker for at minimere risikoen. Men hvad med alle de andre familier – dem, der ikke har mulighed for at hente midt om natten, fordi de på arbejde; dem, der ikke har råd til købe vagter eller betale for en taxa hver weekend; og dem, der er bange for, at det netop er deres pige eller dreng, der bliver den næste i statistikken, enten som offer eller som gerningsmand? Og ved I hvad her i Folketinget? Skaden er sket. Et knivdrab går i breaking, og en time efter går livet videre. Det er ikke det Danmark, jeg ønsker, og derfor bliver vi nødt til her i Folketinget at være villige til at gøre endnu mere for at komme det her til livs.

Vi har allerede strammet meget op med strengere straffe for våben, for vanvidskørsel og nu også for at bære kniv. Til dem, der siger, at vi ikke bare skal stramme, vil jeg sige, at der er blevet brugt millioner og atter millioner af kroner på forebyggelse. Det er bare ikke nok. Vores fornemste opgave i det her Ting er at passe på fællesskabet. Det er at passe på de uskyldige og på ofrene. Det er at passe på Danmark. Lad os derfor på tværs af partierne tage de næste skridt. Jeg vil foreslå, at vi ser på, hvordan vi gør endnu mere for at få udvist flere. Jeg vil foreslå, at vi straffer hurtigere og hårdere. Voldsmændene skal væk fra gaden, og familierne skal ansvarliggøres noget mere. De grupper af drenge og unge mænd, der ødelægger det og skaber utryghed der, hvor vi andre færdes, bør politiet få bedre mulighed for at tvinge væk. For jo, der er en kraftig overrepræsentation af unge mænd med etnisk minoritetsbaggrund som gerningsmænd. Der er mange flere af dem, der overfalder i flok. Der er for mange, der dræber med kniv. Der er for mange, der ødelægger andre menneskers liv. Derfor er en stram udlændingepolitik afgørende for alle os, der uanset etnicitet bare gerne have et trygt Danmark, og som ikke skal være bange for at få en opringning midt om natten på grund af de få – de få, der er blevet for mange. Finansministeriet har igen opjusteret råderummet. Jeg er sikker på, at debatten i dag kommer til at flyde med gode idéer til, hvordan de penge skal bruges. Men skulle vi ikke, inden vi kommer til den diskussion, passe bedre på alle de helt almindelige mennesker, der bare gerne vil have et trygt Danmark tilbage, og bruge noget af vores fælles rigdom på at sikre en bedre retspolitik? Noget andet, jeg ikke er tilfreds med, er, at udgifterne til administration er steget markant. Noget af det har vi gjort med åbne øjne. Vi har styrket skattevæsenet efter mange års besparelser. Vi har ansat flere i politi og i domstolene. Vi er i gang med en gang markant styrkelse af forsvaret, men det forklarer ikke hele stigningen. Når vi beder kommuner og regioner om at skære ned på bureaukratiet, skal vi være villige til at tage vores egen medicin. Derfor vil vi reducere den statslige administration med 1.000 årsværk det første år og flere i de kommende år. Jeg vil gerne sige meget klart i dag, at det her ikke er en kritik af alle jer dygtige medarbejdere, som bliver berørt af det her. I udfører sådan set bare det arbejde, regeringen har bedt jer om. Så det er politikken, der skal laves om. Der er opgaver, der skal væk, og vi skal acceptere, at der er noget, vi ikke længere kan få svar på, fordi vi har besluttet, at alt ikke længere skal dokumenteres og kontrolleres. Jeg har efterhånden holdt mange taler om bureaukrati, og jeg ved godt, at alle statsministre lige siden Poul Schlüter har prøvet at gøre noget ved det. Men nu er vi faktisk i gang, og det vil være min påstand, at vi igennem det seneste år i det her Folketing har frisat velfærden mere, end vi har gjort i mange år. Vi fjerner ni ud af ti centrale mål i folkeskolens fag. Vi giver de ældre mere selvbestemmelse, fjerner meget af den politiske styring og overlader ansvaret til dem, det handler om, nemlig borgerne, medarbejderne og lederne. Vi kontrollerer mindre. Med ældreaftalen bliver 98 lokale ældretilsyn fremover til ét, og i stedet for at plejehjemmet den ene dag får besøg af nogle, der kigger på medicin, den anden dag af et ældretilsyn, og den tredje dag af nogle, der kigger på arbejdsmiljøet, så skal tilsynene nu koordinere deres indsats, så deres planlagte besøg på plejehjemmet foregår på den samme dag. Alt det her gør vi for at få mere tid til det, der er det vigtigste for vores ældre og det, de har fortjent, nemlig mere tid til omsorg og relationer, værdighed og selvbestemmelse. Den lovgivning, der i dag skaber bureaukrati, har vi sådan set selv vedtaget herinde, eller også har vi gjort det i EU. Tag f.eks. børn og unges fritidsjob. Et eksempel er, at en 13-årig gerne må sætte bøger op på biblioteket, men at det er forbudt at gøre det i en boghandel. Et andet eksempel er, at en 13-årig gerne må tage imod varer i en butik, men at det er forbudt på et plejehjem. Et tredje eksempel er, at en 13-årig gerne må hjælpe med at rydde op på en legeplads i vuggestuen, men at han ikke må smøre rugbrødsmadder til børnene om eftermiddagen. Der er jo ikke noget at sige til, at der er nogle arbejdsgivere, der synes, at det er lige besværligt nok at ansætte fritidsjobbere, og nok også derfor lader være. Tilbage i midten af 1980'erne var det syv ud af ti unge under 18 år, der tjente deres egne penge. I dag er det kun omkring halvdelen. Den nye formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Morten Skov, har om det at være flaskedreng i Valby sagt: »Jeg kunne organisere, arbejde hurtigt og effektivt, oplære nye medarbejdere, jeg fik ros og oplevede at være en del af et socialt og kollegialt fællesskab. For første gang i rigtig mange år følte jeg mig ikke mindreværdig.« Og videre har han sagt: »Her blev jeg mødt af tilfredse chefer i stedet for skuffede skolelærere.« Det her citat indrammer for regeringen alt, hvad det handler om. Derfor vil vi foreslå en omfattende ændring af reglerne, så det bliver markant nemmere at få et fritidsjob, få den første løn, vokse med ansvaret og blive en del af et forpligtende fællesskab. Jeg glæder mig til at drøfte vores forslag her i salen og med arbejdsmarkedets parter, så vi kan ændre tilgangen.

I EU-direktivet står det direkte, og hold nu fast: »Børns sårbarhed kræver, at medlemsstaterne indfører forbud mod, at de arbejder.« Men er det i virkeligheden ikke omvendt, altså at det at have et fritidsjob faktisk gør en mindre sårbar og mere robust? Helt absurd bliver det i hvert fald, når man tænker på, hvad vi omvendt ikke er lykkedes med at beskytte vores børn og unge imod. Oxycodon, tramadol og fentanyl – der er ikke mange danskere, der kender ordene. Det er nogle af de stoffer, der i dag i går under betegnelsen opioider. Det er euforiserende stoffer, der er betydelig farligere end kokain. De er helt utrolig vanedannende, og de er mere udbredte, end vi tror, i Danmark, også blandt vores teenagere. Derfor bliver vi nødt til at skærpe indsatsen markant. Personer, der sælger opioider eller har dem på sig, skal have en langt hårdere straf. Køretøjer, der bliver brugt til salg af narkotika, skal kunne konfiskeres, som vi gør det ved vanvidsbilister; og sælger man opioider fra en kiosk, synes jeg faktisk ikke man skal have lov til at drive kiosk i Danmark. Men det her er ikke nok, for vi bliver også nødt til at gøre noget ved tilgængeligheden. Det er alt for nemt i dag. Det er faktisk bare en kode på Snapchat, så kommer beskeden. Salget af stoffer er ikke længere noget, der sker ved den lokale pusher nede på gadehjørnet; det foregår i høj grad på de sociale medier. Og her er vi så ved det næste emne, hvor man ikke rigtig kan sige, at vi er lykkedes med at beskytte vores børn og unge. Mens 13-årige ikke har lov til at skrælle kartofler i en daginstitution, må de gerne være på TikTok, Snapchat eller Instagram. Jeg tror, at man skal se på de negative virkninger af de sociale medier på børn og unge, i hvert fald for deres mentale helbred, med samme alvor, som dengang vi forstod, hvor skadeligt det var, når læreren røg i klasseværelset. Hvis ikke vi gør noget hurtigt og effektivt, er jeg bange for, at danske børn om 20 år vil se tilbage på vores generation og anklagende spørge: Hvordan kunne I tillade det? Jeg synes, det er tankevækkende, at DR-dokumentaren »Alene hjemme på nettet«, som jeg tænker at mange af jer har set, og som netop handler om, hvad børn eksponeres for – der er klip med vold, mord, dødsulykker, selvskade, tortur og selvmordsforsøg – er mærket med advarslen uegnet for børn på grund af billeder, børn har set. Og problemet i dag for os alle sammen er jo, at vi forældre ikke aner, hvad der sker på nettet, og nok også er blevet overrumplet af, hvor mange timer børn og unge i dag er på deres telefoner. Jeg finder det selv ret chokerende, at en undersøgelse viser, at der er flere elever i 7. klasse, der hellere vil være på telefonen i deres fritid end at være sammen med andre mennesker, ligesom det ikke er nemt at være de eneste forældre til et barn i 3. klasse, som ikke tillader, at barnet må have telefonen. Det er heller ikke nemt at være den 14-årige dreng eller pige, der godt ved, at han eller hun bruger alt for mange timer på telefonen, og som ikke kan lade være, for selvfølgelig kan de ikke lade være. Og den selvfølgelighed hænger jo sammen med, at techgiganterne har udviklet og designet deres algoritmer på en måde, der skaber afhængighed. Med milliarder af data om adfærd optimerer de konstant, hvordan brugernes opmærksomhed bedst fastholdes. Nogle vil helt sikkert sige: Er der slet ikke noget godt at sige om sociale medier? Det er der selvfølgelig. Der er fællesskaber, der opstår online. Vi kan alle sammen være i kontakt med flere mennesker, end vi kunne før, og verden er blevet mere forbundet. Men hvor de sociale medier på nogle stræk er med til at åbne vores øjne for uretfærdigheder i hele verden, er de nok også med til at gøre os enøjede. I takt med at de ved mere og mere om, hvem vi er, og hvad vi synes, begynder de at bekræfte vores egne holdninger. Vi ser primært opslag, vi selv er enige i, i stedet for at se på dem, der udfordrer os. Og som om der ikke er nuancer nok, kan man nu med kunstig intelligens manipulere virkeligheden fuldstændig. Man kan fremstille lyd og billeder, der virker ægte, men som fra ende til anden er falske. Nogle kalder det satire, men er det egentlig særlig sjovt? For er virkeligheden ikke den, at vi risikerer at sætte vores tillid til hinanden over styr, når vi ikke aner, om det, vi ser, er ægte? Jeg tror sådan set, at vi lever i en tid, der kalder på det modsatte: på viden, på fakta, på samarbejde, på nysgerrighed og respekt.

Ser vi rundt i verdens brændpunkter, er det desværre mistillid, splittelse, polarisering, foragt, ja, ligefrem had, der dominerer. Det gælder ikke mindst i Mellemøsten. Der er akut behov for mere nødhjælp til Gaza og for en øjeblikkelig humanitær våbenhvile. Hamas skal frigive de gidsler, der nu har været holdt fanget i mere end et halvt år, og Hamas skal nedlægge sig selv, for verden har ikke plads til terrororganisationer. Israel skal give lastbilerne med nødhjælp passage, og de skal lade være med at foretage en landoffensiv i Rafah. Raketter, der rammer ned i tæt befolkede områder fyldt med mennesker på flugt, er total uacceptabelt. Det internationale verdenssamfund må presse endnu hårdere på for en løsning, som parterne på begge sider desværre ikke ønsker, men som er det eneste svar: to stater, der lever side om side og anerkender hinandens ret til at eksistere, så både israelske og palæstinensiske børn kan få lov til at vokse op i fred og sikkerhed. Da »Blinkende lygter« kom i biograferne i år 2000, var der også uro i Mellemøsten. Der var præsidentvalg i USA, og Putin var præsident i Rusland. Det er meget det samme her 24 år senere, men det meste synes alligevel forandret. Det er, som om uenighederne er blevet uforsonlige, at afstande bliver til afgrunde, og at det, vi i mange år tog for givet, ikke længere er givet. På mange måder lever vi i paradoksernes tid. Lige præcis i år afholdes der valg i flere lande i verden end nogen sinde før, men samtidig udfordres de regler, vi siden anden verdenskrig har bygget det internationale verdenssamfund op omkring, og demokratierne er under pres. Det er tydeligst i Ukraine, hvor Rusland fortsætter sin brutale angrebskrig. Jeg har sagt det før og vil gerne sige det igen: Det var Putin, der bestemte, at krigen begyndte, og det er Putin, der, hvis han vil, kan stoppe den i dag – trække sine tropper væk fra Ukraine, stoppe bombardementerne af uskyldige og truslerne mod Europa. Men der er ikke noget, der tyder på, at Putin stopper. Tværtimod tror jeg, at vi skal indstille os på, at Ukraine kun er starten på en ny æra. Rusland er en reel trussel mod Europas frihed. Med påvirkningskampagner direkte ind i vores demokratiske valg, med cyberangreb og med destabilisering i lande og i regioner verden over. Derfor opruster vi. Det gør vi i Europa, og det gør vi i Danmark. Og vi styrker samarbejdet i Arktis og i Nordatlanten – tak til både Grønland og Færøerne for vores fortrolige og gode samarbejde i en stadig mere urolig verden. Med den nye forsvarsaftale, som et bredt flertal af partierne her i huset står bag, investerer vi nu endelig mere end 2 pct. af vores samlede velstand i forsvaret og i støtten til Ukraine. Vi står på den rigtige side i den verdenshistorie, der skrives i de her år. Vi er blevet en allieret, som man ikke alene kan regne med; vi er også nu en allieret, der ikke længere ligger i læ af andre. Vi opbygger en kampklar brigade i hæren med op til 6.000 soldater. Vi indkøber luftforsvar, og vi indkalder markant flere værnepligtige – mænd og fremover også kvinder. Vi donerer det, som Ukraines modige soldater har brug for, og vi stopper ikke fra dansk side, før der igen er fred. Når vores F-16-fly lander på ukrainsk jord, vil det ikke i sig selv være nok til at vende udviklingen på slagmarken, men de kommer til at gøre en stor forskel, og det tjener os til ære, at vi tør gå forrest. Man siger tit om valg, at der er meget på spil, og når europæerne skal stemme til Europa-Parlamentet i starten af juni, er det vitterlig rigtigt. Det handler om fred og om sikkerhed, og det handler om Europas frihed. De næste 5 år kan for Europa blive definerende for de næste fem årtier, og derfor er det ikke tiden til at ryste på hånden. Dertil kommer alle de andre udfordringer, som vi kun kan løse i et stærkt internationalt forpligtende samarbejde. Det gælder klimaforandringer, hvor vi som land kan inspirere resten af Europa ved at vise, at man godt kan gennemføre en ambitiøs grøn omstilling og samtidig sikre almindelige menneskers arbejdspladser. I forhold til migration går Danmark foran ved at føre en stram udlændingepolitik, men vi er også afhængige af, at der er styr på Europas ydre grænser. Techgiganterne skal reguleres hårdere og tvinges til at tage et langt større ansvar, inden de stjæler barndommen fra vores børn. EU har brug for vores danske idéer og den danske realisme, og Danmark har brug for et stærkt og handlekraftigt EU. Vores europæiske samarbejde er i dag det bedste værn mod krig og ufrihed. Når man går ned og stemmer den 9. juni her i Danmark, er det selvfølgelig en stemme på det parti og på de holdninger, man vil støtte i europæisk politik. Men den her gang skal det også være en stemme for europæisk sammenhold og en stemme imod Putin.

Mens store dele af verden går til valg i år og vi selv skal stemme til Europa-Parlamentet, må vi vente med valg til Folketinget. Jeg kan godt se, at det ærgrer et parti eller to og måske også en mulig statsministerkandidat. Men vi er jo ikke engang halvvejs i valgperioden, og der er meget, vi stadig skal nå. Lige nu forhandler vi med kommuner og regioner om økonomien for næste år. Her har vi én fælles interesse, og det er, at der bliver råd til at løfte den nære velfærd, for det siger sig selv, at når råderummet i dansk økonomi opjusteres, skal det også komme danskernes lokale velfærd til gavn. Vi er også i gang med at forhandle en trepartsaftale på plads, der skal føre til en CO 2 -afgift i landbruget, bedre natur, rent drikkevand og mere skov. Fremskrivningerne viser nu, at vi når vores klimamål i 2025 – det er godt, det er mere end godt. Nu er opgaven jo at bruge erfaringerne fra det til at give en trængt dansk natur bedre vilkår. Om ikke længe åbner vi de første naturnationalparker – det er vi mange der glæder os til – men vi skal have livet tilbage i fjordene, og vi skal have en ordentlig og bæredygtig udvikling i vores kystvande. Vi er på vej med udspil om bl.a. bedre vilkår for iværksættere. I mandags gjaldt det støtte til investeringer i vores grønne industri, og efter sommer kommer der et omfattende sundhedsudspil, for nu bare at nævne noget af det, regeringen er i gang med. Det var Svend Auken, der engang sagde, at der midt på vejen kun findes hvide striber og døde fluer. I dag kan man tilføje, at der også findes en regering, der ganske vist ikke er blevet kendt for sin popularitet. Jeg undervurderede modstanden mod vores forslag om at afskaffe store bededag. Det var drevet af et behov for at finansiere et løft af forsvaret, hvor der blandt partierne var en større iver for at bruge penge end for at finde dem, og så var det drevet af ønsket om at øge beskæftigelsen. Og netop det, at der er historisk mange mennesker i arbejde i Danmark, flere end nogen sinde før, er sådan set den afgørende forklaring på, at vi i de kommende år kan investere langt mere i vores samfund, end vi havde troet bare for få år siden. Det er fantastisk. Vi har højere beskæftigelse end nogen sinde før og en meget, meget lav arbejdsløshed. Danskernes arbejdsmoral er i top, og langt de fleste danskere er glade for deres arbejde – selvfølgelig. Derfor var det nok heller ikke det rigtige tidspunkt at starte en debat om arbejdstid på. Jeg forsøgte at gå op imod den italesættelse, jeg synes der findes i nogle kredse, hvor man taler det at arbejde ned, bruger udtryk som hamsterhjul og giver indtryk af, at vores arbejdsliv altid kan være spændende og udviklende for den enkelte. Men i virkeligheden begik jeg nok en fejl, for jeg blev selv fanget ind af Instagram og fortællinger om nogle få, der helt vælger arbejdslivet fra – for det er jo slet ikke det generelle billede. Jeg har det selv sådan, og jeg tror egentlig, at de fleste danskere har det på samme måde, nemlig at vi sætter en stor ære i at gå på arbejde, at vi gerne vil gøre det godt, og at vi har en glæde ved at tjene vores egne penge. Og ja, vi ved også godt som danskere, at det er vores individuelle arbejdsindsats, der gør, at vores samfund fungerer og er rigt. Der er nogle, der skal hente skrald; der er nogle, der skal operere, når vi bliver syge; der er nogle, der skal passe vores gamle; og der er nogle, der skal servere og lave mad på restauranterne. Men måske ramte jeg bolden skævt eller blev misforstået eller begge dele på samme tid, for i hvert fald blev oversat til, at danskerne skal arbejde mere, og det beder hverken jeg eller regeringen om. Vi har sådan set stor tillid til, at den enkelte dansker selv kan styre, hvor mange timer han eller hun arbejder. Og vi kan alle sammen undervejs i vores liv få brug for at være mere til stede derhjemme. Det kan være i perioder, hvor vi har små børn, eller i perioder med sygdom. Det ændrer bare ikke på, at det fortsat bør være en dyd i Danmark at gå på arbejde og forsørge sig selv, og det ændrer ikke på, at det er den høje beskæftigelse, der gør, at vi lever i et af verdens bedste samfund. Med alt det sagt kommer der en dag, hvor hvert parti må svare på, om man har tænkt sig at genindføre store bededag, og hvor de 3 mia. kr., som det vil koste, skal komme fra. Og endnu vigtigere: Hvordan vil man skaffe den nødvendige arbejdskraft på plejehjemmene og i den grønne omstilling? Hvordan vil man gøre det? Eller hvor skal pengene komme fra, hvis man ønsker et opgør med velfærdsforliget?

I det hele taget er det på tide at anholde noget af den dobbeltmoral, jeg synes kendetegner dele af den politiske debat. Hvorfor går man egentlig med i en finanslovsaftale, hvis man synes, den er uambitiøs, ligegyldig og uden retning? Hvorfor er man med i en klimalov, hvis man ikke vil omsætte den til handling? Og kan det virkelig passe, at man er så meget imod en CO 2 -afgift i landbruget, at man lader andre om besværet og kritikken for så bare at acceptere det efter et valg? Én ting er, at man ikke vil tage ansvaret for upopulære beslutninger, men så kan man i det mindste tage ansvaret for de valg, man selv træffer. Jeg forstår godt, at man skal vænne sig til en situation, hvor politiske modstandere er gået sammen om at lede landet. Men jeg tror, at det er kommet for at blive, at regeringsmagten i Danmark ikke altid er forankret i en rød eller en blå blok. Koster det på identiteten for os tre partier, der er i regering? Ja. For når man er en del af et kollektiv, kan man ikke helt lige så klart som andre sige, hvad man selv står for. Men det betyder jo ikke, at partierne ikke står for det, vi altid har gjort. Det gør Venstre, det gør Moderaterne, og det gør Socialdemokratiet. Det skal der være plads til at fortælle om, og det øver vi os på i respekt for hinandens udgangspunkter. Nogle er meget optaget af skat, andre mere af velfærd. Det er ligesom en af de klassiske konflikter i dansk politik. Men det er ikke en konflikt, der behøver at være så stor, at vi ikke kan finde et godt kompromis. Det er ikke et nederlag for os i Socialdemokratiet, at der nu gennemføres skattelettelser, og det er heller ikke et nederlag for Venstre, at der nu kommer en toptopskat på de højeste indkomster, og det er slet ikke et nederlag for Moderaterne, for det var vistnok deres ide. Venstrefløjen har i årevis kæmpet for en højere beskatning af de rigeste, og den kommer nu. Højrefløjen har i årevis kæmpet for skattelettelser, og de kommer nu. Er det et nederlag, eller er det en sejr? Hvis det er begge dele, så kan det jo i hvert fald ikke kun være en af delene. Derfor handler det jo om balancer: En ambitiøs grøn omstilling, ja, men på en måde, så det samtidig gavner danske arbejdspladser, vores lønmodtagere og vores konkurrenceevne. Det skal kunne betale sig at arbejde mere, ja, men på en måde, hvor der stadig væk er et ordentligt sikkerhedsnet, for alle kan blive ramt af sygdom eller sociale problemer. En ansvarlig økonomisk politik, ja, selvfølgelig, men på en måde, hvor vi jo, når der er inflation, hjælper dem, der er hårdest ramt, bl.a. ved at forhøje ældrechecken. Så er der jo de områder, hvor det viser sig, når man begynder at samarbejde rigtigt, at der er flere fællesmængder, end man måske egentlig troede, altså noget, der går på tværs af de traditionelle skel: Organdonationer, abortgrænsen, diskussionen om aktiv dødshjælp. Alt det er vigtigt for danskerne, og det er nu blevet frigjort fra de traditionelle uenigheder. Nogle gange skal vi gå nye veje, og nogle gange skal vi gå foran, især i en verden, hvor kvinders rettigheder rulles tilbage. Jeg glæder mig til, at vi efter sommeren kan præsentere regeringens udspil til en ny værdighed i socialpolitikken, som bliver et eksempel på det nye. Men for nu og her til sidst vil jeg gerne lige dvæle lidt ved uddannelsespolitikken. Det er selvfølgelig alt for tidligt at gøre det samlede regnestykke op. Men vi kommer til at prioritere massivt i vores uddannelser, og det er her, vi som regering kommer til at gennemføre nogle af de vigtigste blivende og største forandringer af vores samfund. Vi har indgået aftaler og fremlagt udspil om folkeskolen, fgu'erne, universiteterne og erhvervsuddannelserne. »Forberedt på Fremtiden«, kalder vi det, og vi kunne også have kaldt det Tilbage til Grundtvig. For det var ham, der for mere end 100 år siden lærte os, at solen står med bonden op, slet ikke med de lærde. Alligevel har vi i dansk uddannelsespolitik indsnævret dannelsesbegrebet. Vi har gjort det teoretisk, abstrakt, bogligt og akademisk. Og vi har mistet synet for håndens arbejde, det praktiske, det jordnære og det konkrete. Men ingen af delene kan fungere uden hinanden, og det er vi nu i gang med at gøre noget ved. Det næste bliver ungdomsuddannelserne og de uddannelser, der retter sig mod velfærdsfagene. Jeg forstår godt, at det for mange 14-15-årige kan være svært at vælge, hvad man skal resten af livet. Men det er sådan, vores uddannelsessystem er skruet sammen, medmindre man gør som de fleste og bare tager en stx. Det bliver vi nødt til at genoverveje, så endnu flere unge får lidt mere tid til at finde ud af, hvad det er, de gerne vil bruge deres liv på. Og enten forsøger vi at gøre de enkelte ungdomsuddannelser – og dem er der mange af – lidt bedre, eller også prøver vi at skabe noget helt nyt, som både gavner dem, der er meget dygtige, dem, der i dag slet ikke får nogen uddannelse, og dem, der er flest af, altså alle os midtimellem.

I regeringen tror vi mere og mere på behovet for en helt ny ungdomsuddannelse, som både skal give vores unge bedre tid og en bedre faglig ballast. Så er vi også i gang med at gøre op med det, man kan kalde uddannelsessnobberiet. I alt for lang tid er pengene og prestigen fulgt med de uddannelser, der tager længst tid og er mest teoretiske, og nu går vi den anden vej, og med reformen af universiteterne sikrer vi penge til en massiv investering i erhvervsuddannelserne, så de unge her får bedre udstyr og dygtige undervisere og flere kan komme på en studietur eller andet ligesom deres kammerater i gymnasiet, ligesom vi også gør uddannelserne i Danmark mere praktisk orienterede. I mange år har det været teorien, der har fyldt, og det samme har afstanden til den virkelige verden. Derfor fjerner vi de abstrakte mål i folkeskolen, vi indfører igen obligatorisk erhvervspraktik, og vi skaber en bedre sammenhæng mellem teori og praksis. Så indfører vi juniormesterlære i folkeskolen, så de drenge og piger, der måske er kørt træt i skolen, kan komme ud på en arbejdsplads et par dage om ugen og med det måske også få lyst til faktisk at gøre den der 9. klasse færdig alligevel. Vi kommer også til at foreslå, at det praktiske indhold skal fylde mere i de uddannelser, der retter sig mod velfærden. Her er frafaldet stort, og relationsarbejdet synes vi igen skal i centrum. Så er der det vigtige, at vi skal sikre uddannelser i hele Danmark. Derfor kan man snart læse til dyrlæge i Foulum, blive maskinmester oppe i Thisted og pædagog i Holbæk. Og ja, det bør også være sådan, at man fremover kan læse til lærer i Skive. Den næste opgave bliver at undgå, at små gymnasier og erhvervsuddannelser må lukke på grund af faldende ungdomsårgange, og sidst, men ikke mindst, skal der, når vi taler uddannelse, være klare værdier, altså mindre skærm, flere bøger, at læreren skal tilbage som en autoritet, mindre larm og uro i klasserne, en undervisning tættere på virkeligheden, nye veje til en start og flere muligheder for at vende tilbage til uddannelse igennem arbejdslivet, fordi vi mennesker er forskellige, og fordi vi lærer forskelligt. Alt det er den røde tråd i uddannelsespolitikken. Der er ikke noget, der er så håbefuldt som at se unge mennesker, der stolte og glade fejrer, at de er blevet færdige med at gå i skole eller med en uddannelse. Det har vi en god tradition for her i Danmark, og om en lille måneds tid ser vi de første eksamenskørsler. Vi ser de unge med en studenterhue, og jeg håber, at vi også får lov at se dem med et svendebrev i hånden. Vi ser 9. klasserne, der nu læser til eksamen, men som lige har kastet karameller, og som måske også har haft vandkamp med deres lærere. Så har vi vores egne traditioner her i Folketinget. Solen skinner, og vi bliver indenfor, vi hejser Dannebrog, og om lidt tager vi hul på en maratondebat, mens dagene bliver længere og æbletræerne er sprunget ud. Jeg elsker alle vores traditioner, og jeg elsker også vores årstiders skiften. Men jeg elsker i særdeleshed foråret, når man ser de første anemoner i skovbunden og man hører lærken og man ser bøgens grønne blade, som vokser sig større, og de første grillaftener. »Det var forår og Danmark frit«, synger vi den 4. maj, hvor vi sætter lys i vinduet og fejrer Danmarks befrielse, og så en nat bliver det sommer med alle sine lyse nætter. Vi tænder bål og ønsker fred her til lands og måske også ude i verden. Vi tager på festival og markeder, mens det summer af sol over engen, og kløvermarken får lov at stå i blomst. Blæst, salt og vand, koldskål og jordbærboder med eller uden videoovervågning, og med fare for, at nogen vil påstå, at jeg om lidt er kandidat til et job hos turistorganisationen Visit Denmark, så forestil jer alligevel, at man i år i stedet for at køre sydpå på ferie så pakker bilen og kører rundt i Danmark. Hvad ser man så? Ud over at man vil opdage, at der altid er vejarbejde, så vil man også finde ud af, at afstandene imellem os er utrolig korte, i hvert fald geografisk. Sætter man sig for at køre fra Rudersdal til Lolland eller fra Lolland til Rudersdal, kan man faktisk gøre det på halvanden time. Man kan også stå op med solen over Øresund og nå at nyde skumringstimen ved Vesterhavet, mens bølgerne slår ind over vores kyst. På sådan en tur rundt i landet kan man køre over broer og forbi rapsgule marker, så langt øjet rækker. Man kan se vindmøller og solceller, og man kan mangle insekterne på forruden.

Tager man så en afstikker fra alfarvej, kommer man hurtigt til en af de mange danske provinsbyer, der med sit kirketårn og sit lokale særpræg byder én velkommen. Her gør vi måske et lille stop, går omkring på byens torv, sætter os på en bænk, og måske lægger vi telefonen fra os og falder i snak. To tilfældige danskere, den enes hjemstavn, og den anden udenbys fra, og vi vender helt sikkert, at vejret blev dårligere, end vi håbede på. Vi kommer til at snakke om EM i fodbold, og om Vingegaard klarer den tredje gang i streg i Tour de France. For selv om janteloven siges at være dansk, så er det for intet at regne mod den stolthed, vi har, når en af vores egne klarer sig godt. Mon ikke vi, når vi sidder der på bænken, også bekræfter hinanden i, at verden er lidt af lave, og spørger, hvad det betyder for os? Og sådan kunne samtalen sådan set godt slutte, men måske bliver vi hængende. Måske er der noget, der har fanget vores opmærksomhed, en henkastet bemærkning, en fuge i panden eller et smil i øjet. Det kan være, at vi spørger ind, og at vi er blevet nysgerrige. Måske kigger vi på billeder af børn og børnebørn og taler om, hvordan det mon vil gå dem. Går de en bedre fremtid i møde? Måske lytter vi så pludselig til hinandens drømme og forventninger – blev livet, som vi havde håbet? – eller bekymringer om renten eller for sygdom i familien. Og da vi så lidt forsinkede fortsætter køreturen, kan det være, at der er en eftertanke, der melder sig om alt det, vi kunne genkende i den anden fra vores eget liv, en påmindelse om, hvor meget vi ligner hinanden her i Danmark, og hvor meget vi har tilfælles, altså alt det, der ikke har noget med politik at gøre, og som alligevel har alt med politik at gøre. Tænk sig, at vi, der er her i salen i dag, for en stund er betroet det politiske ansvar for det her lille fantastiske land, et land, der er stort nok til at gøre en forskel for vores egne og for verden derude, men også et land, der er for lille til store forskelle. Og selv på de dage, der viser sig at blive værre, end de var i går, så står vi alligevel op og gør alt, hvad vi kan, for at i morgen bliver bedre. Tak for det til alle jer kolleger, og tak for det til alle jer derude, og med de ord vil jeg glæde mig til dagens debat.

Tak til statsministeren for besvarelsen. Vi går i gang med forhandlingen. Den første er ordføreren for forespørgerne, hr. Christian Rabjerg Madsen fra Socialdemokratiet. Velkommen.

Tak for det, og tak til statsministeren for en god tale. »Alex & Ansvaret« hedder et populært politisk roadshow, hvor hr. Alex Vanopslagh sågar lykkes med at tage entré til sine politiske taler. Det er svært ikke at være en lille smule imponeret over, at det er muligt at opkræve en entré på 100 kr. til et politisk arrangement, selv om jeg – og det er mere alvorligt – synes, at man kan diskutere, hvor meget ansvarlighed der er over hr. Alex Vanopslaghs autografer på snuspakker og idéer om legalisering af kokainforbrug, når man som hr. Alex Vanopslagh samtidig åbenlyst og med en betydelig succes kommunikerer meget direkte til unge mennesker. Jeg har ligeledes svært ved at se det ansvarlige i, at Liberal Alliance fremlægger en historisk skæv skatteplan, som ikke alene forgylder direktørerne, men også er historisk skæv, uden at man besværer sig med at forklare, hvor pengene skal komme fra. Det er muligvis i et vælgermæssigt perspektiv smart; det er ikke ansvarligt. Kigger jeg rundt i Folketingssalen, bliver jeg i det hele taget mere og mere sikker på, at vejen til ansvar ikke går over Liberal Alliance, men over den socialdemokratisk ledede midterregering. For hvilke udfordringer er det egentlig, man skal finde løsninger på, hvis man med nogen som helst ret vil kunne kalde sig ansvarlig? Fire bud kunne være: velfærd, den grønne omstilling, sikkerhed og økonomi. Velfærdssamfundet er alle andre samfundsmodeller overlegen, og for regeringen er det afgørende, at vi styrker vores samfundsmodel. Med lønløftet har vi bidraget til, at det omsorgsarbejde, der er grundlæggende for vores velfærdssamfund, belønnes mere rimeligt, og vi gør det samtidig lettere at rekruttere de helt afgørende pædagoger, sygeplejersker, sosu-assistenter og fængselsbetjente i fremtiden. Med den nødvendige økonomiske indsprøjtning på op mod 1 mia. kr. til erhvervsskolerne – den største i 20 år – og muligheden for fremover at få løn under uddannelse til sosu-hjælper, hvis man er over 25 år, bidrager vi forhåbentlig også til, at flere i fremtiden vil finde det attraktivt at uddanne sig til det afgørende omsorgsarbejde på ældreområdet. Med et betydeligt løft af vores sundhedsvæsen, vores sygehuse og vores psykiatri tager vi et opgør med for lange ventelister de nævnte steder. Er der så fortsat udfordringer i velfærdssamfundet? Så afgjort. Vi skal blive ved med at øge investeringerne i den nære velfærd, og vi er ikke i mål med at nedbringe bureaukratiet for til gengæld at løfte både kvaliteten og arbejdsglæden. Men vi er – og det synes jeg er vigtigt – i modsætning til tidligere regeringer, som har haft de samme ambitioner, på vej. Vi har gennemført en politireform, der skaber en bedre balance mellem Rigspolitiet og betjentene på gaden. Vi får flere betjente tættere på danskerne. Vi sætter hårdt ind mod bander og banditter i habitter – mennesker, hvis groteske mangel på moral og samfundssind vi så udfoldet i fuldt flor på fjernsynet i går. Vi har lavet en bred aftale på ældreområdet, der betyder, at ældre fremover møder færre, men også flere gennemgående plejepersoner. For vi tror på, at det er tillid og nære relationer, som er det mest afgørende for en god og værdig ældrepleje. Vi har lavet en folkeskoleaftale, der bringer praktisk undervisning i centrum, som skærer ned på mål og vejledninger, og som frisætter læreren i klasselokalet. Da den socialdemokratiske regering kom til for snart nogle år siden, satte vi verdens mest ambitiøse klimamål. Vi lavede i den sidste regering 75 grønne aftaler om alt fra jordfordeling til CO 2 -fangst og en grøn skattereform for industrien. Den nye regering viderefører det arbejde. Det er en indsats, som betyder, at vi til næste år ikke alene når vores 2025-mål for klimaet, men faktisk når endnu længere end det. Det er en indsats, der betyder, at vi i dag er ganske tæt på at nå vores 2030-mål. Det er en indsats, der betyder, at vi kan sige, at vi med sikkerhed kommer til at nå vores 2030-mål. Det har været en rettesnor for den socialdemokratiske klimapolitik, at de store, strukturelle grønne forandringer skal gennemføres på en socialt afbalanceret måde. Det er fuldstændig afgørende, at vi får alle danskere med. Det er en grøn omstilling uden gule veste.

Det er jo sådan, at klimapolitikken udgøres af hundredvis af vanskelige beslutninger, som det selvfølgelig er nemmest at vende ryggen til. At påstå, at man skam bakker op om klimakampen, men reelt lader andre partier tage slæbet, er den vej, fru Inger Støjberg trods landbrugets indgående opfordringer om det modsatte har valgt. Det er den vej, som hr. Morten Messerschmidt hårdt presset af fru Inger Støjberg nu åbenlyst flirter med. Det er meget lidt heroisk, og det er meget lidt ansvarligt. I klimapolitikken har Dansk Folkeparti på det seneste mest mindet om et barn, der hidsigt smider cyklen og opgiver at lære at cykle, fordi det er svært. Det kan jo som bekendt ikke nytte noget. Vi bliver nødt til at finde en vej, som finder balancerne og forener klima på den ene side og sociale hensyn på den anden. Det er præcis det, som regeringen er i færd med. I Danmark koster den grønne omstilling ikke job. Den grønne omstilling skaber job i titusindvis. Og heldigvis ligger langt de fleste af de gode industrijob til folk inden for metal og til 3F'ere uden for de største byer; de ligger i Jylland. Konfrontationen med Rusland adskiller sig helt grundlæggende fra de sikkerhedsudfordringer, som vi har stået over for de seneste årtier. Der er ikke nogen tvivl om, at Balkankrigene var en menneskelig katastrofe, men vi frygtede aldrig, at de ville sprede sig til vores del af Europa. Terrortruslen udfordrer til stadighed vores frie samfund, men det er ikke en trussel, der i sidste ende kan betyde og forårsage en tredje verdenskrig. Derfor mener jeg også, at håndteringen af Rusland og den nye sikkerhedssituation er den formentlig vigtigste opgave for europæiske politikere i de kommende årtier. Det er afgørende, at Ukraine ikke taber krigen. Det er afgørende, at vi endegyldigt kan afskrække Putin fra nye territorielle vanvidsprojekter. Det er afgørende, at Europa kan løfte flere militære opgaver selv i en situation, hvor USA's fokus i stigende grad vender sig mod Asien. Det er afgørende, at Europas indflydelse ikke fortrænges i verden. Hvis de mål skal indfries, kommer det til at kræve betydelige prioriteringer i hele Europa. Og det er selvfølgelig i det lys, at de massive danske investeringer i forsvaret skal ses. Jeg er helt ind i hjertet stolt af, at vi her i Folketinget og vi i regeringen repræsenterer det land, der i forhold til vores størrelse leverer allerallermest til ukrainernes frihedskamp. Men det er også klart, at forudsætningen for, at regeringen kan levere på klima, velfærd og forsvar, er, at der er styr på økonomien. Den tidligere socialdemokratiske regering fik Danmark godt igennem coronakrisen, og den nuværende har håndteret den værste inflationskrise i årtier. Med et ansvarligt mådehold i finanspolitikken er der kommet styr på prisstigningerne, samtidig med at regeringen med inflationspakke, skattelettelser, lønløft og en forhøjet ældrecheck nu styrker danskernes desværre meget udfordrede købekraft. I en periode, hvor landene omkring os er økonomisk udfordret, er dansk økonomi bomstærk. Socialdemokratiet er et arbejderparti, og derfor er jeg selvfølgelig også stolt af at kunne sige, at der aldrig har været flere mennesker i Danmark, der har et arbejde. Over 3 millioner mennesker er i beskæftigelse. Sjældent har arbejdsløsheden været lavere. Men det er jo også sådan, at en stærk økonomi ikke kommer af sig selv. Den står på et fundament af modige og fremsynede reformer. Det er sjældent populært, når man tager fat i de reformer, men politik må aldrig reduceres til alene en popularitetskonkurrence. Vi er valgt til at tage ansvar for Danmark, også når det er svært. Selv om hr. Karsten Hønge og SF kan slå ud med armene og muntert kalde velfærdsaftalens penge for styrkelse af råderummet for matadorpenge, er der jo ikke nogen partier i Folketinget, der med seriøsiteten i behold kan love danskerne en ordentlig velfærd i fremtiden, hvis ikke man samtidig er villig til at acceptere, at når vi i gennemsnit lever lidt længere, må vi også blive lidt længere på arbejdsmarkedet, sådan som vi aftalte det i 2006 med velfærdsaftalen. Man kan selvfølgelig vælge at love danskerne bedre velfærd og så lade andre tage regningen. Men det er ikke ansvarligt. Kigger man på meningsmålingerne, kan man konstatere, at ansvar er lidt sværere at praktisere, end det er at tale om. Man kan måske endda sige, at ansvar slider. Omvendt mener jeg mig ganske sikker, når jeg siger, at dansk politisk historie er fuld af eksempler på partier, der momentvis opnår stor tilslutning med nemme løsninger på svære spørgsmål og med løfter og ufinansierede gaver. Fælles for de historier er, at de aldrig holder i længden. Derfor vil regeringen også fortsætte med at tage ansvar for helheden. Regeringen vil fortsætte med at tage ansvar for Danmarks fremtid. Tak for ordet. Så vil jeg læse en vedtagelsestekst op på vegne af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at det går godt i Danmark. Økonomien er stærk, og beskæftigelsen slår rekorder. Derfor har det været muligt at investere betydeligt i bedre velfærd, den grønne omstilling, forsvaret samt at sænke skatten. Det er afgørende, at dansk økonomi forbliver sund, samt at vi i den kommende tid forbedrer vilkårene for iværksættere og styrker sundhedsvæsenet. Regeringen har sammen med partier i Folketinget leveret på ambitionen om frisættelse af den offentlige sektor. Det gælder folkeskolen, hvor der nu kommer mere lokal frihed og højere kvalitet. Det gælder ældreområdet, hvor kvalitet og mere selvbestemmelse sættes i højsædet. Og så har et bredt flertal aftalt et mere enkelt og værdigt sygedagpengesystem med større frihedsgrader. Folketinget konstaterer, at Danmark går forrest i den grønne omstilling, og bemærker, at Danmark med sikkerhed når det ambitiøse 2025-klimamål. Politik gør en forskel.« (Forslag til vedtagelse nr. V 82).

Tak til ordføreren. Vedtagelsesteksten vil indgå i forhandlingerne. Så er der en række spørgere, der har bedt om ordet, så vi går i gang, og den første er fru Inger Støjberg.

Tak. Nu indledte statsministeren jo med en reference til »Blinkende lygter«, hvor vennerne Peter, Arne og Stefan var henholdsvis besat af, tror jeg, stoffer, skydevåben og mad. Så virker det jo lidt, som om den socialdemokratiske ordfører mest af alt er besat af hr. Alex Vanopslagh. Men forleden kunne vi læse i Berlingske, at den nuværende erhvervsminister og toptopminister, hr. Morten Bødskov, havde deltaget i, hvad man må kalde for et mildt sagt kulørt arrangement – et vælgermøde for den socialdemokratiske kandidat Yasir Iqbal. Vælgermødet blev indledt med koranrecitationer, og en imam messede for deltagerne, at man skal frygte Gud. Alt i alt kan man sige, at det var noget af et vældigt arrangement, han var kommet til, som i øvrigt også var kønsopdelt. Hverken statsministeren eller erhvervsministeren har kunnet kommentere på det her. De har desværre ikke haft tid til det, må man forstå. Nu har hr. Christian Rabjerg Madsen så muligheden for at sige, hvad hr. Christian Rabjerg Madsen egentlig mener om sådan et vælgerarrangement.

Ordføreren.

Tak for det. Fru Inger Støjberg indleder med at sige, at jeg skulle være besat af hr. Alex Vanopslagh. Det er ikke rigtigt, men jeg har lagt mærke til, at Liberal Alliance og hr. Alex Vanopslagh taler enormt meget om ansvar. Jeg synes, at ansvar er det måske mest centrale ord, når man er blevet overladt netop ansvaret for at varetage fremtiden for det her land. Jeg synes ikke, at hr. Alex Vanopslagh lever op til den meget tale om ansvar, og derfor bruger jeg også lidt tid på, synes jeg selv, at komme med en ganske udførlig beskrivelse af, hvordan jeg mener man bør tage ansvar for det her land. Det synes jeg er en meget vigtig debat, også selv om den starter med lidt fokus på en af mine politiske kollegaer. Jeg bider mærke i, at det arrangement, som fru Inger Støjberg også spørger til, ligger ganske mange år tilbage i tiden, og jeg tror ikke, at der er nogen, der kan være i tvivl om, at hverken hr. Morten Bødskov eller Socialdemokratiet i det hele taget har en ganske hård kurs, når det kommer til udlændingepolitik helt generelt.

Spørgeren.

Årh, det må jeg nu nok sige jeg er meget i tvivl om, når man kan se, at hr. Morten Bødskov sidder fuldstændig roligt og lytter til koranvers og til, at man skal frygte Gud, og jeg ved ikke hvad. Altså, hr. Christian Rabjerg Madsen, det er lidt svært at fornemme, at Socialdemokraterne bærer deres krav om, at man skal tage Danmark til sig, i hjertet. Hr. Christian Rabjerg Madsen, jeg bliver nødt til at bede om et rigtigt svar på: Synes hr. Christian Rabjerg Madsen, at et sådant arrangement burde finde sted i Danmark?

Ordføreren.

Jeg kan sige helt og aldeles klart, at Socialdemokratiet bærer ønsket om, at nytilkomne skal bære Danmark i hjertet, og jeg kan også sige meget klart, at Socialdemokratiet og den nuværende regering kører en ganske hård kurs, hvad angår vores udlændingepolitik – også på mange områder en noget hårdere kurs end den, fru Inger Støjberg selv stod bag. Jeg kan se på tallene, at dengang fru Inger Støjberg havde ansvaret, blev der uddelt +20.000 statsborgerskaber på 4 år. Vi har på 5 år har uddelt mindre end 13.000 statsborgerskaber. Så jeg vil bare sige og understrege, at den stramme udlændingepolitik bliver der ikke rokket en tøddel ved.

Så er det fru Pia Olsen Dyhr.

Ja, sikke en konkurrence! Egentlig sad jeg og tænkte på hr. Christian Rabjerg Madsens tale som ganske polemisk og egentlig også som en lille smule uværdig af en socialdemokrat, men fred være med det. Det, jeg egentlig gerne vil stille spørgsmål til, vedrører velfærd og skattelettelser. For nu gjorde ordføreren meget ud af, at der er mange ting, man ikke kan i Danmark, og at det er vigtigt at være ansvarlig. Jeg lyttede også til statsministerens tale og var faktisk enig i meget af det, statsministeren sagde, bl.a. det her med forråelsen af det danske samfund, og at vi er nødt til at gøre noget mere, gribe mere ind. Og måske er det noget af det, vi skal diskutere, i stedet for at bruge penge på meget andet. I SF er vi sådan set villige til at sætte penge af til den diskussion. Vi er også villige til at sætte penge af til børnekræftafdelingen på Riget, som lige nu har masser af skimmelsvamp, hvilket jeg kan forstå sundhedsministeren mener de selv må fikse. Vi er sådan set villige til at kigge på, at de ældre ude i kommunerne får en mere værdig ældrepleje. Det har vi penge til i det danske samfund, men der er jo tale om en prioritering. Man kan ikke både lave skattelettelser og lave velfærd. Hvad vil Socialdemokratiet?

Ordføreren.

Jeg tror, at det nok er i forbindelse med den sidste del af spørgsmålet, at vejene skiller. For den nuværende regering har jo bevist, at vi kan investere meget, meget betydeligt i vores velfærdssamfund. Vi bruger sådan set flere penge i den nuværende midterregering på vores velfærdssamfund, end vi brugte, da det var en ren S-ledet regering med SF som støtteparti. Så vi har bevist, at hvis man fører en ansvarlig økonomisk politik, at hvis man har modet til også at gennemføre reformer, når de er upopulære, så har man faktisk mulighed for at bruge en meget, meget betydelig del af råderummet på at løfte vores velfærdssamfund lige præcis på de områder – på sundhedsområdet og i forhold til bekæmpelsen af bander – som fru Pia Olsen Dyhr taler om. Samtidig har vi set nogle danskere, som har fået udhulet deres købekraft; som har oplevet, at pengene er mindre værd, når de kommer ned og handler ind, på grund af meget betydelige prisstigninger. Der har vi sat ind på to måder. Vi har fået styr på prisstigningerne, og vi har styrket danskernes købekraft, bl.a. med skattelettelser, primært i bunden til de mennesker, der går på arbejde. Det kan jeg meget, meget nemt som socialdemokrat stå på mål for.

Spørgeren.

Nu sagde ordføreren jo meget polemisk, at alle andre partier i Folketinget ikke var ansvarlige; det var jo nærmest kun regeringen, der var det. Men det handler jo om prioriteringer. Jeg anerkender, at jeg er uenig med hr. Alex Vanopslagh, når han vil lave skattelettelser, men han er så også villig til at få noget mindre velfærd. Jeg vil ikke lave skattelettelser, jeg vil lave noget mere velfærd. Begge dele er jo ansvarligt. Man kan så være uenig i det. Og jeg synes faktisk, at det er en bedre måde at diskutere politik på. Grundlæggende handler det jo om en prioritering. Og vil Socialdemokratiet endnu en gang her inden for det næste år prioritere skattelettelser frem for velfærd?

Ordføreren.

Jeg synes, at SF er et eksempel på et parti, der på lange stræk tager ansvar – i forbindelse med en forsvarsaftale, grønne aftaler og aftaler om velfærd. Det har jeg intet problem med på talerstolen at anerkende SF for, men jeg føler mig også kaldet til meget klart at sige, at der er nogle reformer, der er fundamentet for, at vi kan have et velfærdssamfund i fremtiden, eksempelvis velfærdsaftalen. Og der synes jeg, at det er på sin plads at kritisere SF. Det mener jeg der må være plads til. Så vil jeg bare love, at regeringen vil fortsætte en kurs, hvor vi vil bruge betydelige midler på at investere i velfærdssamfundet – også flere penge, end vi brugte, da SF var støtteparti.

Tak. Hr. Alex Vanopslagh.

Tak for det, og først og fremmest tak for al opmærksomheden, altså ikke bare i dag, men generelt på det seneste. Altså, næsten hver dag vågner jeg op og tjekker vores Infomedia og ser al den opmærksomhed, jeg får af Socialdemokratiet. Jeg kniber mig i armen og tænker: Jeg kan ikke tro mit eget held med al den reklame, jeg får! Så bliv endelig ved med det. Men jeg vil egentlig vende tilbage til noget, som vi var inde på tidligere, nemlig dette, som er regeringens udgave af »Alex og Ansvaret«: Morten Bødskov og imamerne, kunne man kalde det med det her møde, der har været for nogle år siden. For ikke så længe siden var det en af Moderaternes kandidater til europaparlamentsvalget, som deltog i et lignende møde med kønsopdeling, og det startede med koranvers og bønnesang. Altså, kan vi ikke bare få et klart og tydeligt svar på: Er det foreneligt med Socialdemokratiets værdigrundlag, at man som folkevalgt eller kandidat stiller op til sådan en type vælgermøder?

Ordføreren.

Først og fremmest tak for rosen fra hr. Alex Vanopslagh. Det er jo rigtigt nok, at når vi diskuterer politik, kan man nogle gange komme til at give sine politiske modstandere noget opmærksomhed. Jeg kommer til at tænke på det gamle citat af Simon Spies. Han var kendt for at sige, at al opmærksomhed er positiv opmærksomhed. Jeg vil bare advare hr. Alex Vanopslagh om, at jeg ikke er helt sikker på, at den logik kan overføres fra forretningsverdenen til det politiske. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Socialdemokratiet er modstandere af, at man kønsopdeler ved arrangementer. Vi er modstandere af, at der skal være kønsopdelt svømning i vores svømmehaller. Vi mener, at de konservative værdier skal pakkes væk, skal tales midt imod, og det gælder både til politiske arrangementer og i vores velfærdssamfund i det hele taget.

Spørgeren.

Så det må jo være et bekræftende svar på, at hvis man er folkevalgt eller har en ambition om at være det, behøver man ikke deltage i sådanne møder, i hvert fald hvis man vil agere ansvarligt, og jeg kan forstå, at det optager ordføreren enormt meget at være ansvarlig, og det er så de tre regeringspartier, der er det. Men det må jeg jo tage som en bekræftelse på det, og lad os bare få det bekræftet entydigt, så der ikke er nogen tvivl om det.

Ordføreren.

Ja, det, jeg meget klart vil sige, er, at Socialdemokratiet ikke er tilhængere af kønsopdelte arrangementer. Det er bl.a. derfor, at en socialdemokratisk minister har skrevet et brev til kommunerne, hvor man beder om at få en klarhed over, om der i kommunalt finansierede, fællesskabsfinansierede svømmehaller foregår kønsopdelte arrangementer, kønsopdelt svømning. Så der er ikke nogen tvivl om, hvor Socialdemokratiet ligger henne på det her spørgsmål.

Den næste er fru Mona Juul.

Tak for det. Sidste år opjusterede regeringen råderummet to gange; først var det jo med 16 mia. kr., og så var det efterfølgende med 4 mia. kr. I år er det så blevet opjusteret yderligere med godt 11 mia. kr. Vi betaler tydeligvis for meget til fælleskassen. Jeg tænker: Hvor mange gange skal råderummet egentlig opjusteres, før Socialdemokratiet vil overveje at give pengene tilbage, bl.a. til de pressede familier, så man selv kan bestemme, hvad man vil bruge pengene til? For vi har selvfølgelig som mennesker forskellige behov og forskellige ønsker til velfærdsstaten, hvis vi skal kalde den det.

Ordføreren.

Jeg anser det bestemt ikke for nogen udfordring, at vi fører en økonomisk politik, der står på ryggen af ansvarlige reformer, og investerer i vores grønne omstilling på en måde, der gør, at dansk erhvervsliv har det sådan, at vi kan blive ved med at opjustere råderummet. Det synes jeg er positivt. Har vi så en økonomi, der giver rum til, at vi på den ene side kan styrke vores velfærdssamfund, investere i forsvaret, håndtere klimaforandringerne og leve op til vores klimamål, samtidig med at vi på den anden side giver skattelettelser? Ja, det har vi.

Spørgeren.

Men nu er staten jo egentlig ikke en forretning, der skal have et overskud. Staten har jo ikke behov for et overskud. Staten har behov for, at hvis vi betaler for meget, så skal vi have pengene tilbage. Og jeg vil bare lige minde om, at for 11 mia. kr. kan vi afskaffe både toptopskatten, topskatten og mellemskatten, og det illustrerer jo, at det her ekstra råderum, der nu er til rådighed, giver nogle muligheder, hvis der er en politisk vilje. Det er jo ikke sådan, at jeg tænker, at bare fordi der står penge på bogen, skal vi bruge dem alle sammen. Det tænker jeg slet ikke. Men jeg tænker, at vi skal finde ud af, at skat jo bare er et værktøj. Det er jo ikke et spørgsmål om lavere skat eller velfærd, for det at give skatten tilbage til borgerne er jo præcis den velfærd, sådan at vi selv kan beslutte, hvad vi gerne vil med pengene.

Ordføreren.

Hvis vi afskaffede topskatten, som jeg forstår bliver foreslået her fra De Konservatives side, så ville de 100 rigeste danskere få en skattelettelse på 20 mio. kr. hver. Hvis vi ikke havde et progressivt skattesystem i det her land, ville vi få alt for store sociale og økonomiske forskelle, og vi ville underminere vores mulighed for at finansiere vores velfærdssamfund. For jeg er ikke enig i, at det eneste, der er behov for at bruge penge på, er skattelettelser. Jeg synes, at vi har nogle sygehuse, hvor vi skal have bragt ventelisterne ned; jeg synes, at vi har en psykiatri, hvor vi skal gøre mere for, at unge ikke oplever udfordringer med mentale lidelser; jeg synes, at vi har klimaudfordringer; jeg synes, at vi har forsvaret at tænke på. Så jeg kan finde på mange områder, hvor vi har behov for at gøre mere.

Hr. Pelle Dragsted.

Tak for det, og tak for talen. Jeg vil holde lidt fast i det her spørgsmål om velfærd eller skattelettelser, for selv om ordføreren gør sig umage med at få det til at lyde på en anden måde, kan man jo kun bruge pengene én gang. Jeg regner med, at vi kan være enige om, at de penge, man bruger på at sænke skatten – f.eks. når regeringen har brugt 1 mia. kr. på at give skattelettelser til Blackstone og andre ejendomsspekulanter, fordi man ikke gennemførte den aftale, vi havde lavet før valget, eller når man lader LEGO-familiens arvinger få 12 mia. kr. i skattelettelser, fordi man laver en særrabat på arveskatten til lige præcis virksomhedsarvinger, og sådan kunne jeg blive ved – så er det jo penge, som ellers kunne have været brugt, f.eks. på at løfte indkomsten for vores folkepensionister. Deres indkomst er hægtet fuldstændig af alle andre danskeres, og de må gå og vende hver en krone. Eller man kunne have brugt dem til at sikre, at de mennesker, som er ramt af handicap eller har pårørende, som er det, kunne få den hjælp og støtte, de skal have, så de ikke behøvede at stå hernede og demonstrere i tusindvis. Så anerkender ordføreren, at det er et valg, og at den krone, man bruger på at sænke skatten, f.eks. i toppen, kan man ikke bruge til at forbedre vores velfærdssamfund eller løfte f.eks. de fattigste grupper?

Ordføreren.

Man kan i hvert fald konstatere, at regeringens projekt er et midterprojekt, når man det ene sekund får meget hårde spørgsmål og krav om store skattelettelser fra højre side og det næste sekund får hård kritik for ikke at bruge nok penge på velfærd fra venstre side. Det viser vel egentlig noget om, at vi er en ærlig regering, og at vi forsøger at placere os rigtigt i midten. Det, vi nemlig gør, er, at vi fører en økonomisk ansvarlig politik, der gør, at vi har mulighed for at investere massivt i vores velfærdssamfund, samtidig med at vi også prioriterer at sænke skatten for et langt mindre beløb, men dog prioriterer at sænke skatten. Hvorfor har vi den prioritering? Det har vi jo, fordi der er flere udfordringer, vi som ansvarlig regering skal løse. Vi har dels en udfordring, som handler om, at danskerne har oplevet, at deres købekraft er blevet udhulet. Derfor er det fornuftigt at give skattelettelser, så man kan få noget mere for sin løn, når man handler ind og har oplevet, at priserne er steget. Men vi har jo også en udfordring, der handler om, at vi har svært ved at skaffe arbejdskraft, eksempelvis på vores velfærdsområde. Der giver det god mening at sænke skatten for dem, der tjener mindst, fordi vi så kan få flere til at yde mere, særlig på velfærdsområdet, hvor vi i den grad har brug for pædagoger, sygeplejersker og sosu-assistenter.

Spørgeren.

Nu troede jeg så lige, at jeg hørte statsministeren sige, at det ikke var en ambition, at danskerne skulle arbejde mere, men det er det så alligevel, kan jeg forstå på ordføreren. Jeg vil egentlig gerne have et klart svar. Nu er det her råderum forøget ret betydeligt igen, og det er det jo, fordi danskerne arbejder hårdt, og måske også fordi man er gået lidt hårdt til dem med reformer. Det er jo virkeligheden, at noget af det her skyldes, at man har hævet pensionsalderen i princippet mere, end hvad der var nødvendigt for at have holdbarhed i økonomien. Det er den situation, vi står i. Så man kunne også spørge: Vil Socialdemokraterne holde fast i, at mine børn, som er i den begyndende voksenalder, skal arbejde, til de er 75 år, eller vil man bruge de her gode tider til at kigge på, om man måske har strammet de krav, man stiller til helt almindelige danskere, en anelse for meget?

Tak! Ordføreren.

Hr. Pelle Dragsted får mig simpelt hen ikke hen et sted, hvor jeg skal tale om, at det, at vi har ført en økonomisk politik, der gør, at vi har et større råderum, er en udfordring. Jeg synes, det er udtryk for, at vi fører den helt rigtige politik, og jeg er stolt af, at vi har en politik, der gør, at vi kan investere i velfærd i det omfang, som vi gør. Socialdemokratiet står på mål for velfærdsaftalen, for i modsætning til det, som Pelle Dragsted siger, så er velfærdsaftalen fra 2006 fundamentet under, at vi kan love Pelle Dragsteds børn, at der også i fremtiden er et stærkt velfærdssamfund.

Hr. Martin Lidegaard.

Tak. Nu fyldte Europa ikke meget i ordførerens tale og heller ikke i statsministerens tale, men dog fyldte det, som fylder os alle sammen, nemlig den frygtelige krig i Ukraine, meget. Jeg har det helt ligesom den socialdemokratiske ordfører og statsministeren, jeg er stolt over den hjælp, vi yder til Ukraine, både militært og økonomisk. Jeg er mindre stolt over den støtte, vi fortsat yder til Putins krigsmaskine gennem vores fortsatte import af fossile brændsler. I 2022 var det 100 mia. euro, vi postede ind i Putins krigsmaskine fra EU's side. Det er faldet dramatisk, men i slutningen af 2023 var det stadig væk gas for ca. 2 mia. euro om måneden, som vi importerede. Synes den socialdemokratiske ordfører, at det er tilfredsstillende, også set fra Danmarks synspunkt? Vi har præcis det samme gasforbrug i Danmark i dag, som vi havde for 1 år siden, og som vi havde for 2 år siden. Er det godt nok, at vi er for magelige til at droppe støtten til Putin?

Ordføreren.

I Socialdemokratiet er vi altid villige til at diskutere veje, der fører os hen til, at vi sikrer, at vi i EU samlet set gør alt, hvad vi kan for, at vi ikke på nogen som helst måde økonomisk set opfører os, sådan at vi støtter Putin. Det gælder også i forhold til gas. Regeringen står bag en meget ambitiøs plan for, hvordan vi skal udfase fossile brændsler, når vi opvarmer vores huse, hvordan fjernvarme skal fylde mere, og hvordan vi i det hele taget i vores produktion skal bruge færre fossile brændsler. Det er klart, at det også er en vej til, at vi bliver mindre afhængige af Putins gas. Så er det oplagt, at der er en mellemperiode, hvor man bruger forskellige kilder, og det skal vi håndtere på en måde, så vi bruger så lidt gas som overhovedet muligt. Det skal vi arrangere på en måde, så vi i EU gør alt, hvad vi kan for at tilrettelægge vores energipolitik på en måde, så vi ikke på nogen som helst facon støtter op om Putins forfærdelige regime.

Spørgeren.

Jamen udfordringen er jo bare, at hvis vi kigger på de kolde tal, kan vi se, at Danmark bruger lige så meget gas i dag, som vi gjorde for et år siden. Det, vi i det mindste kunne gøre, var f.eks. at sige, at nu installerer vi ikke nye gasfyr, eller nu fremrykker vi nogle af investeringerne i grøn fjernvarme. Ligesom vi har forceret nogle investeringer i det danske forsvar, kunne man jo også forcere en omstilling. Det gør man bare ikke, og det er jo et valg. Og det valg har den konsekvens, at der går flere penge til Putins krigsmaskine. Det er derfor, at valget til Europa-Parlamentet også er lidt vigtigt, både i forhold til hvad vi gør i Danmark, men også i EU.

Ordføreren.

Jeg er helt enig med hr. Martin Lidegaard i, at når man sætter kryds til europaparlamentsvalget om få uger, sætter man også kryds, i forhold til om man vil et Europa, der står sammen, og et Europa, som modarbejder Putin, og som leverer til indsatsen i Ukraine. Jeg deler til fulde den utålmodighed, som ordføreren giver udtryk for i forhold til at få udskiftet gasfyr, få varmepumper installeret og frem for alt at få fjernvarme rullet ud, fordi det jo er fjernvarme, der er det store værktøj i for alvor at ændre energiforbruget i danske huse.

Hr. Morten Messerschmidt.

Jeg kan godt forstå, at hr. Christian Rabjerg Madsen gerne vil tale om de velfærdssucceser, som hans parti har opnået igennem de seneste år. En af de grupper, som for alvor kan mærke, at velfærden vokser, er medlemmerne af Danmarks Jurist- og Økonomforbund – Djøf. Jeg tror ikke, der er et enkelt område, hvor så få mennesker har fået så mange flere penge. Er det 11 mia. kr. mere i ren administration blot i staten, vi bruger mere i dag under statsministeren? Men den anden gruppe, som måske har allermest at takke hr. Christian Rabjerg Madsen for, er selvfølgelig udlændingene, og det var noget af det, som statsministeren var inde på i sin tale, nemlig at man godt ville gøre op med det. Jeg forstod det sådan, at man ville have flere ud, men måske også have færre ind. Hvordan hænger det så sammen med den indfødsretslov, som vi skal stemme om lige om lidt? Der er jo flere af dem, som hr. Christian Rabjerg Madsen giver indfødsret, der både hylder terroristerne i Israel og er kriminelle og på ingen måde er værdige eller lever op til det, som statsministeren sagde om at høre til i Danmark

Ordføreren.

Der skal ikke være nogen tvivl om, at Socialdemokratiet står vagt om en stram udlændingepolitik, og vi er klar til at diskutere alle stramninger, også af indfødsretsregler, inden for gældende konventioner. Jeg mener egentlig, at jeg har en vis vægt bag ordene, når jeg som repræsentant for Socialdemokratiet taler om, at vi fører en stram udlændingepolitik. Hvis man eksempelvis kigger på, hvor mange danske pas der bliver givet, hvor mange statsborgerskaber der bliver givet, er det tal langt lavere end eksempelvis dengang, da fru Inger Støjberg havde ansvar og indflydelse. I dag er det sådan, at der under den nuværende regering rejser flere flygtninge og familiesammenførte ud af Danmark, end der kommer til. Dengang fru Inger Støjberg havde ansvaret, var der 1.200 udviste kriminelle, der sad på Kærshovedgård og andre steder. Det tal er i dag 400. Så jeg er stolt af den stramme udlændingepolitik, som vi fører. Det er en stram udlændingepolitik, som er helt nødvendig, og som er strammere end eksempelvis dengang, da fru Inger Støjberg havde ansvaret.

Spørgeren.

Nu er jeg ikke så optaget af fru Inger Støjberg. Jeg er mere optaget af hr. Christian Rabjerg Madsen, hvis han vil have mig den godhed. I 2019 kom der 4.500 muslimske indvandrere. Året efter kom næsten det samme antal, og det samme var tilfældet året efter igen. Men i 2022 kommer der så 6.500, og i 2023 er vi så oppe på 7.000. Så der sker i øjeblikket en stigning af muslimsk indvandring til Danmark. Men det, jeg egentlig spurgte om, er den indfødsretslov, som hr. Christian Rabjerg Madsens ministerkollega har fremsat. Der er folk, der jublede den 7. oktober over terrorangrebet på Israel, der er folk, der er dømt for straffelovsovertrædelser, for overtrædelse af hvidvaskloven osv. osv. Hvorfor vil hr. Christian Rabjerg Madsen give dem indfødsret, når han siger, han fører en stram udlændingepolitik?

Ordføreren.

Jeg er dybt beskæmmet, hvis mennesker hylder terrorangrebet mod Israel. Det er fuldstændig afgørende, at nytilkomne tager danske værdier til sig, og de eksempler, som hr. Morten Messerschmidt nævner her, er ikke eksempler på det. Det er også derfor, jeg meget klart siger, at Socialdemokratiet og regeringen altid er villig til at diskutere ændringer af indfødsretsreglerne, så længe de ændringer holder sig inden for konventionerne.

Fru Sascha Faxe.

Tak. Jeg vil gerne spørge ordføreren om infiltration. (Spørgeren fremviser et Anders And-blad) . Jeg har nemlig kunnet læse mig til i den her nye rapport, at titusindvis af socialdemokratiske partimedlemmer har relationer til rockergrupperinger og bruger deres position, ifølge den her rapport, til at infiltrere og undergrave det danske samfund indefra. Det er herskerattitude i sin fuldkomne form. Det er jo selvfølgelig noget vrøvl, jeg står og siger – eller det er lige så sandt som det, hr. Frederik Vad udtalte i sin berømte tale her i salen i april. Det er rigtigt, at der findes socialdemokrater med rockerrelationer. Det har Ekstra Bladet afdækket for nylig, men at det skulle være titusindvis, er lige så usandt som hr. Frederik Vads påstand om, at titusindvis af danskere af anden etnisk herkomst udnytter deres position til at undergrave det danske samfund indefra. Det er efterhånden helt almindeligt, at politikere generaliserer groft om minoriteter i det her samfund. Kan Socialdemokraternes ordfører godt forstå, at det falder mange danskere for brystet, når en ordfører for et regeringsparti taler usandt og laver grove mistænkeliggørende generaliseringer om udsatte befolkningsgrupper?

Ordføreren.

Vi ved, at der er meget, meget betydelige udfordringer med social kontrol i Danmark. Det er en udfordring, at der tages rettigheder og frihed fra særlig etniske kvinder. Vi ved, at direktøren for RED, Center mod æresrelaterede konflikter, har fortalt, at organisationen oplever, at unge kvinder generelt er bange for, at RED-centrene, når de kommer med deres udfordringer, kontakter kommunen, hvis nogen fra deres eget miljø er ansat dér. Vi ved fra undersøgelser, bl.a. af ph.d. Tina Maegaard, at der er de her udfordringer, som vi taler om, med etniske medborgere. De fleste passer deres arbejde på bedste vis, men nogle etniske medborgere tager deres værdier med på arbejde og udøver en forkert myndighedsudøvelse, eksempelvis over for medlemmer af deres egen klan eller kultur. At man tager den udfordring så lidt alvorligt, at man står og flagrer med et Anders And-blad i Folketingssalen, har jeg svært ved at forstå.

Spørgeren.

Nu gentager ordføreren jo noget af det, vi hørte i hr. Frederik Vads indlæg, hvor der er generaliseringer om nogle grupper af danskere. Så for at skabe lidt balance i det vil jeg give ordføreren mulighed for at sige noget positivt om den indvandring, som jo er rimelig afgørende for, at vores velfærdssamfund overhovedet kan fungere, så vi laver lidt balance i den ellers lidt negative fortælling her.

Ordføreren.

Jeg tror egentlig ikke, jeg gider at lege med her. Jeg synes, problemet er for alvorligt. Vi taler om social kontrol, som ødelægger unge kvinders liv. Vi taler om medborgere, der tager deres forældede islamisme med på arbejde og tager friheder fra herboende etniske kvinder. Jeg kan slet ikke forstå, at man i så alvorlig en debat anlægger så useriøs en tone. Socialdemokratiet, jeg selv og hr. Frederik Vad har jo sagt masser af gange, at langt de fleste udlændinge yder et positivt bidrag til det danske samfund, men det skal jo ikke betyde, at vi ikke kan tale om de meget alvorlige problemer, som bl.a. hr. Frederik Vad på forbilledlig vis har rejst.

Tak. Så er det fru Susie Jessen.

Tak. Det er jo netop det her, der er problemet. Det er, at Socialdemokratiet taler. De taler og taler rigtig meget, men politisk sker der jo ikke så meget. Nu bed jeg lige mærke i, at hr. Christian Rabjerg Madsen sagde, at Socialdemokratiet ikke er tilhængere af kønsopdelte arrangementer. Det er vi heller ikke i Danmarksdemokraterne, og jeg kan godt love for, at hvis der er et byrådsmedlem i Danmarksdemokraterne, der f.eks. er for kønsopdelt svømning, så kan man ikke være medlem af Danmarksdemokraterne mere. Men det, der sker i Socialdemokratiet, er: I Aarhus har Socialdemokratiet f.eks. en borgmester, der hedder Jacob Bundsgaard. Han vil ikke forbyde kønsopdelt svømning. Det har han faktisk stemt imod, da Danmarksdemokraterne bragte det ind på bordet. Der er ni foreninger i Aarhus, der har kønsopdelt svømning. Man står her og prædiker inde på Christiansborg og siger: Det er noget værre noget, det vil vi ikke have osv. Så kommer det ud til kommunerne, og så stemmer Socialdemokratiet imod deres egen politik. Altså, kan man godt være medlem af Socialdemokratiet og borgmester i Aarhus, samtidig med at man åbenlyst modarbejder Socialdemokratiets egen politik?

Ordføreren.

Der skal ikke være nogen tvivl om, at jeg personligt er modstander af, at religion betyder, at man kønsopdeler arrangementer. Men den der påstand om, at Socialdemokratiet er et parti, der taler om udlændingepolitik og ikke gennemfører ændringer, er selvfølgelig lodret forkert. Det er jo ikke bare noget, jeg påstår. Det er noget, jeg kan bakke op med tal, for hvis man sammenligner vores udlændingepolitik, de konkrete tal og resultater, med dengang, hvor fru Susie Jessens formand havde ansvaret i det her land, så leverer vi i langt højere grad. Vi er garant for, vores politik er garant for, at færre får tilkendt dansk statsborgerskab. Vi er garant for, at langt færre kriminelle udlændinge sidder på Kærshovedgård og skaber usikkerhed i lokalområdet; i stedet for får vi dem sendt hjem. Så kritikken om, at Socialdemokratiet skulle være et parti, der taler og ikke handler, er forkert. Det ville i højere grad være en kritik, der ville kunne rettes imod den embedsperiode, som fru Inger Støjberg havde, da fru Inger Støjberg sad med ansvaret.

Spørgeren.

Det er jo simpelt hen ikke rigtigt. Det, som Socialdemokratiet gør lige nu, er, at de høster frugterne af fru Inger Støjbergs udlændingepolitik. Men det var sådan set ikke det, jeg spurgte om. Jeg spurgte, om man godt kan være socialdemokrat og samtidig modarbejde Socialdemokratiets politik ude i kommunerne. Udlændinge- og integrationsministeren sendte et brev ud til kommunerne om, at de skulle forbyde kønsopdelt svømning, for det var noget værre noget, og det, der sker ude i kommunerne, er: I Aarhus Kommune, hvor man har en borgmester fra Socialdemokratiet, stemmer man imod. Kan man godt være fra Socialdemokratiet og stemme imod sit eget partis politik?

Ordføreren.

I Socialdemokratiet er medlemskab noget, der bliver afgjort lokalt af de lokale forsamlinger, som har opstillet vores politikere. Det her med, at Socialdemokratiet skulle høste frugterne af fru Inger Støjbergs arbejde, er forkert. Der er masser af ting, man kan rose fru Inger Støjberg for i forhold til udlændingepolitikken, men man kommer jo ikke uden om, at fru Inger Støjberg sad med ansvaret i 4 år. I 4 år sad man og administrerede regler, der betød, at man gav 20.000 nye statsborgerskaber. Vi har givet 13.000 nye statsborgerskaber på 5 år. Det er en meget konkret forskel.

Så er det hr. Sigurd Agersnap.

Tak for det. Statsministeren sagde i talen, at man havde gjort sig nogle overvejelser på baggrund af diskussionen om arbejdstid; at man måske ikke altid havde ramt bolden helt rent – jeg tror, der blev sagt, at man havde ramt den lidt skævt – og at man i hvert fald ikke længere mener, at danskernes arbejdsmoral ikke er god nok. Sådan forstod jeg det. Jeg kunne godt tænke mig at høre Socialdemokratiets ordfører, hr. Christian Rabjerg Madsen, om den erkendelse også er nået i forhold til det, der hedder pensionsalderen, altså til de sidste år, man har på arbejdsmarkedet. Er Socialdemokratiet nået til den erkendelse, at man godt kan forbedre mulighederne for tilbagetrækning, uden at det er økonomisk uansvarligt, uden at det gør, at en masse danskere ikke vil arbejde? For det er jo en ting, vi har gjort i et samarbejde tidligere, altså forbedret tilbagetrækningsvilkårene, bl.a. ved at forbedre Arnepensionen.

Ordføreren.

Tusind tak til hr. Sigurd Agersnap for spørgsmålet. Ja, selvfølgelig kan man forbedre forholdene for nedslidte. Det har vi gjort med Arnepensionen, et af de største politiske resultater for Socialdemokratiet i nyere tid; det har vi gjort, når vi har forbedret mulighederne for at tage efteruddannelse, så man kan uddanne sig over i et fag, som man rent faktisk kan holde til at arbejde med. Vi har forbedret forholdene for seniorer, når vi har fjernet modregning i pensionen, hvis man tager et arbejde som folkepensionist. Så det er vi i den grad enige om at man kan, og at man skal, særlig fordi vi jo har velfærdsaftalen, som betyder, at vi har aftalt med hinanden, at når vi i gennemsnit bliver en lille smule ældre, skal vi også arbejde en lille smule længere. Det understreger da behovet for og ansvaret for, at vi sikrer, at der er gode forhold for de mennesker, som ikke kan arbejde.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Tak for svaret. Ordførerens tale handlede meget om ansvarlighed – er et parti ansvarligt, eller er det ikke ansvarligt – og det blev gjort op, som om det var skalaen for politiske diskussioner. Og det, jeg hører ordføreren sige nu, er jo, at det netop er ansvarligt også at sige, at dem, der er mest nedslidte på vores arbejdsmarked, skal have mulighed for at trække sig tilbage før. Det var jo også det, der var baggrunden for velfærdsaftalen. Der lå jo en efterløn i den aftale. Kan ordføreren så ikke uddybe, hvad det er, der er uansvarligt i, at andre partier siger, at selvfølgelig skal man forbedre tilbagetrækningsmulighederne for dem, der er mest nedslidte?

Ordføreren.

Vi har i Socialdemokratiet været enormt glade for at diskutere nedslidningsudfordringer med SF og endda lavet aftaler om det, flere aftaler. Vi er altid åbne over for at diskutere forholdene for nedslidte. Det, der er uansvarligt, er jo den lidt svære del af diskussionen, nemlig velfærdsaftalen, hvor vi er enige med hinanden om, at når vi i gennemsnit bliver ældre, skal vi også arbejde lidt længere. Den aftale er tilbage fra 2006. Det kan lyde lidt tørt, men det er jo bare sådan, at hvis man fastholder, som SF i hvert fald tidligere har foreslået, pensionsalderen på 68 år eller 69 år, så mangler der næsten 70 mia. kr. til velfærden i fremtiden. Så hvis man vil gennemføre den slags politik, skal man også kunne finde pengene.

Tak. Tak! Tiden er gået, så vi går videre til næste spørger, og det er fru Sólbjørg Jakobsen, Liberal Alliance.

Tak, og tak til ordføreren for talen. Jeg vil gerne spørge lidt mere ind til ordførerens begrundelse for, at man sagtens kan mene det rigtige og også gøre det rigtige, og at Socialdemokratiet også handler derefter. Jeg har lidt svært ved at se det. F.eks. har Socialdemokratiet stået op for ytringsfriheden, men lavet koranloven, som så gjorde det meget svært at udføre religionskritik. Samtidig hører vi også ordføreren i dag understrege vigtigheden af erkendelsen af, at der kan sidde brodne kar i vores offentlige systemer både i kommunerne og andre steder, og det er noget, vi skal kunne turde sige højt. Alligevel vælger Socialdemokratiet og regeringen at indføre en begrænsning af gennemsigtigheden i det offentlige, som vil beskytte netop disse brodne kar. Nu har I også i partiprogrammet her skrevet, at religiøse særhensyn skal vige for demokrati og ligestilling, men alligevel kan I ikke få jer selv til at sige, at det er en fejl, at erhvervsministeren deltog i et kønsopdelt vælgermøde. Hvordan kan det være?

Ordføreren.

Jeg er grundlæggende uenig i, at koranloven og det forhold, at man ikke kan brænde bøger af, gør det svært at udtrykke religionskritik. Det der billede af, af koranloven skulle have skabt en situation, hvor vi ikke længere har ytringsfrihed, synes jeg er fortegnet. Jeg synes, det er en useriøs måde at tage en vigtig debat om ytringsfrihed på. Snart sagt alle lande i EU har på forskellig vis begrænsninger, i forhold til hvorvidt man må brænde bøger af. Det er jo ikke sådan, at fru Sólbjørg Jakobsen vil sige – det håber jeg ikke – at man ikke har ytringsfrihed i Tyskland og i Frankrig og en række andre europæiske lande. Selvfølgelig har man det. Vi har en stærk ytringsfrihed i Danmark, som vi står på mål for, men vi har også et hensyn til dansk sikkerhed i forhold til terrorisme, og det er de hensyn – vigtige hensyn – som vi har afbalanceret i en koranlov, som jeg til fulde kan stå på mål for.

Spørgeren for den anden korte bemærkning. Værsgo.

Jeg finder det mageløst. Der kommer ikke engang et svar på spørgsmålet. Vi bor i Danmark, hvor en politiker som mig, selv om jeg er kvinde, vil kunne tage til et vælgermøde og sige, hvad jeg synes. Hvorfor er det så svært at svare? Når man mener, at religiøse særhensyn skal vige for demokrati og ligestilling, ville det åbenlyse jo være, at man ville modarbejde, at nogle ville forbyde kvinder at tale i politiske for samlinger f.eks. Men Socialdemokratiet og ordføreren kan ikke engang tage de ord i sin mund og sige, at det var en klokkeklar fejl at deltage og bakke op om sådan et arrangement. Hvordan kan det være?

Ordføreren.

Jeg kan garantere, at Socialdemokratiet vil modarbejde det, hver eneste gang religiøse hensyn står i vejen for demokratiet. Jeg har også meget, meget klart sagt, at vi fra Socialdemokratiets side ikke finder det hensigtsmæssigt at lave politiske møder, hvor man opdeler efter køn på grund af religiøse hensyn. Så det har jeg svaret krystalklart på.

Så er det fru Mette Abildgaard, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. For nylig blev der offentliggjort et meget stort forskningsprojekt fra Cambridge University, hvor man havde sat sig for at undersøge, hvad der har allerstørst betydning for, at vores børn udvikler mental robusthed og udvikler karaktertræk som venlighed, omsorg og hjælpsomhed, nogle af de karaktertræk, der jo nok skal til for at bekæmpe den forråelse, som statsministeren faktisk talte om i sin tale. Svaret var klokkeklart: Det allermest afgørende er børnenes nærvær med deres forældre i de første leveår. Det klarer vi ikke ret godt i Danmark forstået på den måde, at vores børn er nogle af dem, der er allermest i institution i hele verden. Hvorfor vil Socialdemokratiet ikke være med til at bruge bare lidt af det nye råderum, der er fundet, på at lette skatten og lade danske familier arbejde lidt mindre i de år, hvor man har små børn, og lade råderummet udvikle sig til hjerterum i familierne, hvor vi investerer i fremtidige samfundsborgere, så vi netop ikke får den forråelse, der blev talt om tidligere?

Ordføreren.

Jeg synes, det er en ekstremt interessant debat om, hvad for nogle samfundsmæssige beslutninger vi kan træffe for at sikre, at børn får den robusthed, som fru Mette Abildgaard taler om. Jeg er stolt af, at vi er et land, hvor vi har nogle af de bedste barselsordninger i verden; at vi nu også sikrer, at mænd tager noget af den barsel. Jeg er selv lige kommet tilbage fra 3 måneders barsel, og det kan klart anbefales. Vi har også med den økonomiske politik, vi fører, skabt muligheden for, at vi med den ene hånd kan investere i vores forsvar, i klima og i velfærd og samtidig med den anden hånd give skattelettelser, særlig i bunden for dem, der tjener mindst. Men jeg anerkender, at der mellem Socialdemokratiet og Konservative er forskel på, hvor meget vi ønsker at bruge på skattelettelser. Tidligere hørte jeg fru Mona Juul tale om en total afskaffelse af topskatten, noget, som ville få meget voldsomme konsekvenser for sammenhængskraften i vores velfærdssamfund.

Spørgeren for den anden korte bemærkning. Værsgo.

Tak for den venlige anbefaling af barsel. Det tænker jeg kunne ske at blive aktuelt! Det, der egentlig er allervigtigst for os Konservative, er at lette skatten i bunden og give danskerne mulighed for at prioritere at passe familien i de år, hvor det er allermest nødvendigt. Vi kan eksempelvis se børn og unge mennesker, der mistrives, og der er forældrenes skilsmisse en væsentlig del af forklaringen på det. Kunne vi ikke gøre mere for at investere i danske familier? Det kan vi både gøre ved via et råderum at lette skatten, men også ved andre initiativer. Hvad har Socialdemokratiet af gode forslag til at hjælpe de pressede danske børnefamilier?

Ordføreren.

Jeg synes, at den skattepolitik, vi har vedtaget at føre, er et godt eksempel på netop det. Hvis man kigger på, hvordan vi bruger de penge, vi har prioriteret til skattelettelser, er det sådan, at 75 pct. af de midler, vi bruger på skattelettelser, går lige præcis til den gruppe, der tjener relativt mindst. Den gruppe, der får mest ud af vores skattelettelser, er enlige forsørgere. Så jeg mener, at vi klart, også med vores skattepolitik, som spørgeren er optaget af, understøtter netop familien.

Tak. Så er det fru Victoria Velasquez, Enhedslisten. Værsgo.

Statsministeren nævner selv, at der er en fuldstændig skæv fordeling i forhold til levetid landet over. De antal år, som du bliver frarøvet, afhængigt af hvad det er for et arbejdsliv, du har haft, sætter sig i kroppen. Det er uretfærdigt. Det er fuldstændig urimeligt. I Enhedslisten og SF er vi kommet med et konkret forslag til, hvordan vi kunne forbedre retten til tidlig pension og faktisk forbedre pensionsmulighederne. Det har fået opbakning, og lige nu er det faktisk kun Socialdemokratiet, der blokerer for, at der kunne være et flertal her, sådan at en 17-årig Arne faktisk ikke skal arbejde, til han er oppe over 70 år, for at kunne gå på tidlig pension. Derfor vil jeg bare gerne spørge, hvorfor det er, Socialdemokratiet mener, det er rimeligt, at oprustning, skattelettelser og velfærd skal prioriteres på ryggen af de mennesker.

Ordføreren.

Det mener jeg også er en forkert karakteristik. Vi fører en økonomisk politik, der gør, at vi har mulighed for at investere massivt i vores velfærdssamfund, samtidig med at vi heldigvis har råd til at investere i at bekæmpe klimaforandringerne, passe på vores sikkerhed og investere i forsvaret, hvad jeg mener er fuldstændig afgørende, og samtidig med at vi har råd til at lette skatten. Jeg er stolt af, at vi fik gennemført Arnepensionen, som gør, at nedslidte mennesker får nogle mere rimelige vilkår. Jeg så også den dokumentar, som jeg næsten kan høre klinge i baggrunden af fru Victoria Velasquez' spørgsmål, hvor DR viste den her kæmpe forskel i levetid og sundhed med få hundrede meters mellemrum i Aalborg. Det er bl.a. en af årsagerne til, at vi har indført Arnepensionen. Vi har jo også haft nogle tanker om at forbedre Arnepensionen, men måtte også konstatere, at det var der ikke flertal bag. Men vi er stolte af Arnepensionen, og vi er altid villige til at diskutere, hvordan man eksempelvis på sundhedsområdet, som statsministeren også var inde på, kan gøre mere for at bekæmpe de helt urimelige forskelle, der er i forhold til lighed i sundhed, mellem rig og fattig.

Tak. Så går vi til spørgeren og den allersidste korte bemærkning. Værsgo.

Men hvorfor er det, at vi skal diskutere det? Jeg henviste egentlig ikke til dokumentaren. Jeg er fra det gamle Sydhavnen, så det er naboer. Jeg kan se, hvordan det mærker deres krop, og nogle af dem er inden for brancher, hvor de ikke engang klarer den til pensionsalderen, heller ikke den pensionsalder, der er ved tidlig pension. Vi har et flertal, hvis det var, at Socialdemokratiet rent faktisk ville bruge det. Vi har faktisk muligheden for at sige i forhold til tidlig pension og pensionsalderen for nogle af dem, som har haft nogle arbejdsliv, der er startet, allerede fra de har været 17 år eller tidligt, at den ikke bare skal blive ved og ved med at stige. Så hvorfor vil Socialdemokratiet ikke være med til det?

Ordføreren.

I Socialdemokratiet er vi afgørende optaget af at bekæmpe de uligheder i sundhed, som fru Victoria Velasquez taler om. Jeg er meget, meget glad for, at vi har vedtaget Arnepensionen, men det her handler jo også om, at vi investerer betydeligt i vores arbejdsmiljø, sådan at vi sikrer, at mennesker ikke bliver syge af at gå på arbejde. Det handler om, at vi investerer i efteruddannelsesmuligheder, så man kan uddanne sig væk fra jobbeskrivelser og stillinger, som man måske kan klare i dag, men ikke kan klare på et senere tidspunkt. Så vi er altid klar til at diskutere, hvordan vi også på sundhedsområdet kommer ulighed i sundhed til livs. Det er helt afgørende.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Vi når ikke flere korte bemærkninger, selv om der er en række på listen, desværre. Vi går videre i ordførerrækken, og nu er det hr. Torsten Schack Pedersen fra Venstre. Værsgo.

Tak for ordet. Det har været et bemærkelsesværdigt folketingsår, vi kan se tilbage på. Vi har mistet en kær kollega, som på tragisk vis faldt om, mens han kæmpede for alt det, han troede på. Det har sat spor i os alle, og hr. Søren Pape Poulsen er savnet hos os alle. Men helt i hans ånd er arbejdet gået videre med mange politiske aftaler, for det har været nødvendigt i en urolig verden med terror, krig og ødelæggelse. Også lige uden for Folketingssalen har året efterladt sig dybe spor, ja, bare lige ovre på den anden side af vejen, ovre ved vores naboer. Jeg taler om situationen den 16. april, hvor danskerne vågnede op til, at rutinerne blev afbrudt, mens der var brand i Børsen. For i århundreder har børsbygningen stået der som et symbol på meget af det, der har gjort Danmark til det, vi er i dag, gennem handel, innovation og et stærkt, stærkt erhvervsliv. Oven på bygningen var der Dragespiret, der skulle beskytte Børsen mod flammer og fjender, men pludselig havde det, der formentlig bare var startet som en enkelt gnist, udviklet sig til et frådende flammehav, der på en enkelt formiddag formåede at udviske store dele af 400 års historie – en enkelt gnist. Det understreger for mig, at vi ikke kan tage tingene for givet, at vi skal lære at stoppe gnisterne, før de får fat, for der slår desværre gnister mange steder omkring os både i Danmark og i verden omkring os. I de her dage er vi i gang med en valgkamp til europaparlamentsvalget, og der er der markante modstandere af det europæiske samarbejde, der står til en markant fremgang. Ærlig talt kan jeg også blive lidt forundret over, at man her i Folketinget stadig møder medlemmer, der mener, at vi i Danmark skal træde helt ud af EU. For så sætter vi jo netop i den sammenhæng ild i den innovation og i de kloge investeringer, der har gjort Danmark til det fantastiske land, vi lever i i dag. Skulle man være i tvivl om konsekvenserne af en udtrædelse af EU, kan man jo kigge over til Storbritannien og spørge sig selv, hvor godt det er gået efter brexit. På det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område slår det ikke bare gnister; der er bål, brand, død og ødelæggelse. Rusland har på allermest modbydelig vis angrebet Ukraine, og vi kan med al tydelighed se, at Putins ambitioner om at ødelægge det frie Europa ikke stopper her. Vi må jo nok alle sammen herinde erkende, at vi tidligere alt for længe tog vores sikkerhed for givet, og at vi ikke så fare signalerne fra Rusland i tide. Men den tid er slut. Regeringen er i fuld gang med at styrke vores forsvar, så vi lever op til de løfter, vi for mange år siden gav vores venner i NATO. Det har der været bred politisk opbakning til, og det tjener vores folkestyre til ære, at vi nu samler handsken op. Endelig lader vi ikke andre betale for brandforsikringen til NATO. Nu betaler vi også selv de 2 pct., som forsikringen koster, og tak for opbakningen til det. Da denne regering blev født, slog økonomien også gnister. Der var global usikkerhed; der var inflation; der var rigtig mange mørke skyer i horisonten. Men regeringen gik til det med krum hals, tog fat – ofte med brede flertal i Folketinget – og har gennemført reformer. Den strukturelle beskæftigelse er igennem de sidste godt halvandet års reformer løftet med mere end 29.000 fuldtidspersoner. Det er i omegnen af fem gange så meget, som de to foregående regeringer kunne magte tilsammen. Og det er arbejdspladser og arbejdskraft, der falder på et utrolig tørt sted, for der er mangel på arbejdskraft både på det private arbejdsmarked og på det offentlige arbejdsmarked.

Det betyder, at flere mennesker oplever at være en del af det arbejdende fællesskab, og det er der heldigvis historisk mange danskere der er. For det er alle de danskere, der hver morgen står op, smører madpakke, tager på arbejde og tager fat, der er årsagen til, at dansk økonomi og Danmark er et så godt sted. Vi skylder de mange, mange hårdtarbejdende danskere en kæmpe tak. Det er årsagen til vores velstand. Med det massivt styrkede forsvar, skattelettelser til tre millioner danskere og endnu flere i arbejde har vi været med til at handle mod mange truende gnister, og det kan vi som danskere – og det tillader jeg mig også som borgerlig-liberal at være – være ganske stolt over. Så har jeg ikke nævnt stribevis af andre resultater. Vi har lavet en kontanthjælpsreform, som sikrer, at det i endnu højere grad kan betale sig at arbejde. Vi har fjernet det midlertidige børnetilskud, som særlig gjaldt for arbejdsløse indvandrere. Vi har indført en 37-timersarbejdspligt, der er målrettet ikkevestlige indvandrere. Vi halverer topskatten for 280.000 hårdtarbejdende danskere. Vi har afskaffet tvangsfordelingen af gymnasieelever på baggrund af deres forældres indkomst. Vi er i gang med et historisk løft af psykiatrien. Vi investerer markant i sundhedsområdet, særlig kræftområdet. Vi styrker fertilitetsbehandlingen, så endnu flere nu kan få opfyldt drømmen om at blive forældre. Vi har frisat den offentlige sektor både på ældreområdet og på folkeskoleområdet. Vi investerer massivt i vores erhvervsuddannelser. Vi har netop igangsat danmarkshistoriens største udbud af havvindmøller. Og vi har indført det fulde landevejsprincip for ikkebrofaste øer og givet højere kørselsfradrag til folk, der bor lidt længere væk fra de største byer. Derudover skal vi snart i gang med at sænke generationsskifteskatten, præsentere et iværksætterudspil på 1 mia. kr. og gennemføre en strafreform, der for alvor tager fat, og så skal vi styrke indsatsen yderligere for vores landdistrikter blandt meget mere. Det er ikke så ringe endda. Så vi har en regering, der leverer resultater, som udviser rettidig omhu – en regering, der griber ind, før gnisterne spreder sig. Når det daglige arbejde her i Folketingssalen om kort tid rinder ud, fortsætter vores politiske arbejde i Venstre, for der er meget mere, der skal gøres. Vi skal bl.a. gøre noget ved vores cybersikkerhed, så borgere og virksomheder overalt i EU kan være bedre beskyttet mod de stort set daglige cyberangreb, der kommer, primært fra Rusland. Vi er ikke polstret godt nok til den kampplads, og derfor foreslår vi i Venstre i forbindelse med europaparlamentsvalgkampen, at vi på EU-niveau etablerer en cyberbrigade – en cyberbrigade, der kan trykke igen i den hybridkrig, der er mod fremmede magter, når der udføres koordinerede angreb mod EU's medlemslande. I den offentlige sektor er det alt for ofte kommet til at handle lidt for meget om systemer og kontrol og alt for lidt om dem, det handler om, nemlig borgerne og brugerne. Den udvikling er vi i gang med at vende gennem frisættelse af både folkeskole og ældrepleje, for de ældre skal have mere selvbestemmelse, og der skal være mere fagligt ansvar til både medarbejdere og ledelse, og vi skal give bedre mulighed for friplejehjem. Vi arbejder for mere frisættelse i Venstre. Det naturlige næste skridt er selvfølgelig børnene og daginstitutionerne. Det gælder både de fysiske rammer, som vi mener skal forbedres, men også regler og styringsmæssige rammer, som tegner hverdagen i vuggestuer og børnehaver, skal vi have gjort noget ved. Vi skal sikre mere frihed og handlerum for børnefamilier og de ansatte. Frie børn leger bedst. Når børnene så bliver ældre, skal de også have meget nemmere ved at få et fritidsjob. Der er alt for mange barrierer, der står i vejen i dag, alt for mange bånd, der snærer, og det er simpelt hen for dumt, for fritidsjob er en fremragende måde at få dannelse og arbejdserfaring, tjene sine egne penge og lære værdien af hårdt arbejde af på. Det er sundt, og det skal vi have noget mere af. Der er kort sagt rigtig mange gnister at forholde sig til og meget ild, som vi skal forhindre. Så hvor jeg i min tale måske lagde ud i en lidt dyster tone, vil jeg slutte lidt mere optimistisk af, for jeg tror, at vi nok skal komme godt videre herfra. Det tror jeg på, for selv om Børsen som bygning ikke længere står, kæmper vi i hvert fald i Venstre fortsat for de værdier, den repræsenterer – værdier, som at vi i Danmark er en aktiv del af samfundet, at vi samhandler med omverdenen og ikke lukker os om os selv, at vi tænker nyt, innoverer og vil reformere, at vi forbereder os på fremtiden, at vi sætter tæring efter næring og vi tjener pengene, før vi bruger dem, og at vi kræver friheden, selv om vi godt ved, at den bestemt ikke er gratis. Det er løftet, at børsbygningen om få år vil stå stærkere end nogen sinde før. Det tror jeg også på at Danmark vil. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger. Vi skal lige være opmærksom på larmen herinde. Det kan være svært at høre, hvad der bliver sagt, hvis der er for meget snak. Så er det fru Inger Støjberg, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak. Nu er jeg jo sådan en, der indimellem lige runder de sociale medier, og for nylig blev jeg nærmest bombarderet med opslag og annoncer fra Venstre, hvor man tordnede imod Moderaternes spidskandidats forslag om at skrotte den danske krone og i stedet for skifte over til euroen. Det gjorde mig ærlig talt lidt forvirret. Jeg tror godt, at man kan sige, at jeg vel er sådan en Venstrekender – man kan godt sige, at jeg kender Venstre indefra, ikke? – og derfor ved jeg også, at der i Venstres principprogram står, at »Danmark bør være med i den fælles valuta, Euro’en ...« Derfor er mit spørgsmål her i dag til hr. Torsten Schack Pedersen sådan set bare: Hvad gælder egentlig? Altså, ønsker man at indføre euroen, eller ønsker man at holde fast i kronen?

Ordføreren.

Jeg tror med fordel, fru Inger Støjberg kunne læse vores valgprogram til europaparlamentsvalget. Der er ingen tvivl om, at vi i Venstre grundlæggende har den tanke og det ønske, at vi skal være så tæt på kernen i Europa som muligt. Vi spurgte danskerne i år 2000, og der var der et nej til euroen. Vi spurgte danskerne om en tilvalgsordning i 2015. Det sagde danskernes nej til, og det respekterer vi, så vi har ingen planer om, at vi skal have nye folkeafstemninger om de danske forbehold.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Nu spurgte jeg jo egentlig ikke bare om, om man syntes, at der skulle være afstemning. Jeg spurgte egentlig om, hvad man mente. Jeg er med på, at det går lidt frem og tilbage med, hvad Venstre mener om ting, og derfor er det måske ofte dagsformen, man lige skal holde lidt øje med. Men jeg har sådan set også noteret mig, at Venstre er indgået i et valgforbund med det, man kunne kalde for de to andre radikale partier, som jo vil knuselske en indførelse af euroen, nemlig Radikale Venstre og Moderaterne. De Radikale vil så også skære 200 mia. kr. på landbrugsstøtten, og Moderaterne vil have 7.000 flygtninge til Danmark. Vil hr. Torsten Schack Pedersen ikke bare lige bekræfte, at en stemme på Venstre sådan set også er en stemme på at skære 200 mia. kr. på landbrugsstøtten og i øvrigt få en flodbølge af flygtninge ind i Danmark?

Tak. Ordføreren.

Det får jeg nok svært ved at bekræfte fru Inger Støjberg i. Vi er i valgforbund med de partier, som vi sidder i partigruppe med i parlamentet. Det er sådan set set ganske ofte. Der er nok lidt uenigheder mellem partierne, det er ikke nogen hemmelighed. Jeg tror også, at fru Inger Støjberg vil mene, at der nok er en vis forskel på fru Inger Støjberg og nogle af de partier, som fru Inger Støjberg har sagt at hun ønsker at sidde i Europa-Parlamentet med.

Så er det fru Pia Olsen Dyhr, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Først vil jeg sige tak for ordene om hr. Søren Pape Poulsen, det synes jeg var rigtig fint, og tak for talen. Så vil jeg gå til havet, for det er jo kommet frem, at Miljøstyrelsen gennem flere år har givet tilladelser til virksomheder i strid med både dansk og europæisk lovgivning i forhold til udledning i vores fælles hav. Det er problematisk. Det gælder jo f.eks. en virksomhed som Cheminova, og det gælder en virksomhed som Koppers, som ligger Nyborg. Jeg vil egentlig bare gerne spørge til, hvad Venstres politik er på det her område. Miljøministeren har været i flere samråd, og så sent som i går var miljøministeren i samråd. Men det, der jo står tilbage, er, at regeringen vil fortsætte med en vejledning, som eksperterne nu siger er i strid med EU-reglerne og i strid med den danske lovgivning, og at den stadig væk vil give muligheder til de her virksomheder for at udlede giftstoffer i områder, hvor det er stærkt forurenende. Så jeg vil gerne spørge Venstres ordfører: Er det jeres politik? Er hensynet til forurenende virksomheder vigtigere end lov og ret?

Ordføreren.

Der er ingen tvivl om, at vi har været vidne til nogle skrækkelige billeder fra vores havmiljø mange steder i Danmark, og det er en situation, vi skal tage dybt alvorligt. Derfor er jeg også glad for, at SF er et af de partier, der i forskellige aftaler har været med til at prioritere ret store beløb til en indsats for vores havmiljø. For det er klart, at den situation, vi ser, ikke er tilfredsstillende og ikke er acceptabel. Der skal også være mulighed for at fange fisk i de danske farvande i fremtiden, og det er klart, at det kræver en indsats, og den er vi i fuld gang med i fællesskab. Jeg tror, det var med finanslovsaftalen, at vi afsatte yderligere godt 400 mio. kr. til en akutpakke for vores havmiljø. Så vi er enige i, at situationen ikke er god nok, og at vi er nødt til at lave forbedringer. Så bemærkede jeg også i går, hvor der var samråd, at miljøministeren nu igangsætter et analysearbejde for at se på, om tingene er, som de skal være, og det skal de selvfølgelig være, og det er jeg glad for at ministeren har igangsat.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Det, der er praksis lige nu, er det, der også var praksis i dansk miljøpolitik i 1970'erne, hvor man fik lov til at hælde beskidt spildevand eller overfladevand ud fra virksomheder og ud i vores fjorde, åer og vandløb. Det betyder, at man lader det fortynde af havvand, men det er jo stadig væk stærkt forurenende, og det er derfor, det er ulovligt. Jeg håber sådan set, at Venstre vil sige til regeringen, at det skal man stoppe med. Det er ikke nok med et analysearbejde. Man behøver ikke gentage fortidens synder. Jeg har så også noteret mig, at udenrigsministeren siger, at han begik mange fejl, dengang han var formand for Venstre, bl.a. landbrugsaftalen i 2015. Derfor er det også oplagt at spørge Venstre, for han er jo ikke formand for Venstre mere: Har Venstre også fortrudt landbrugsaftalen fra 2015?

Ordføreren.

Jeg synes, det er vigtigt at slå fast, at selvfølgelig skal vi sørge for, at danske regler også er i overensstemmelse med vores EU-forpligtelser. Jeg skal ikke gøre mig til juridisk dommer over, om den ene ekspert eller den anden ekspert har ret, og derfor synes jeg, det arbejde, som miljøministeren har sat i gang, er ganske fornuftigt. Jeg tror, at det kan blive en lang dag, hvis jeg skal forholde mig til alle de ting, som udenrigsministeren har meddelt at han ser anderledes på i dag end tidligere, men vi står ved den aftale, vi lavede 2015.

Tak. Så er det hr. Alex Vanopslagh, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Og tak for ordførertalen, ikke mindst for de fine ord om hr. Søren Pape Poulsen; det var en fin måde at starte talen på. Jeg vil gerne spørge ind til det øgede økonomiske råderum, hvor vi jo endnu en gang har fået den glædelige nyhed, at man igen igen vælter sig i penge så at sige, og at man nu kan opjustere råderummet yderligere med mere end 11 mia. kr. den her gang. Og der har stort set alle de borgerlige partier uden for regeringen jo været ude at sige, at der ville det kun være rimeligt, hvis mindst halvdelen af de penge gik tilbage til danskerne i form af lavere skatter. Jeg har også bemærket, at Venstres formand har sagt, at Venstre gerne ser, at der er nogle af pengene, der går til lavere skatter. Jeg vil egentlig bare høre ordføreren, hvad Venstre vil betegne som en sejr. Altså, hvor stor en andel af det skal gå til skattelettelser? Ville det være en sejr, hvis det kun var 1 mia. kr. ud af 11 mia. kr., der gik til lavere skatter? Eller hvor skal vi ligge henne, før man kan sige, at det var et godt Venstreaftryk?

Ordføreren.

Tak for kommentaren, og tak for ordene. Jeg synes jo, det er en enormt positiv situation, vi står i i dansk økonomi, og det er jo ikke kommet af sig selv. Det er jo kommet af, at vi har gennemført en lang række reformer. Vi har gjort det mere attraktivt at tiltrække international arbejdskraft. Derfor er dansk økonomi et bedre sted, og det giver os nogle nye muligheder. Jeg synes da, at der er tre områder, som jeg mener er væsentlige at prioritere. Der er en borgernær velfærd, der er udfordret. Der er en grøn omstilling, som det er nødvendigt at skubbe på. Og så synes jeg selvfølgelig helt i tråd med hr. Alex Vanopslagh, at danskerne også skal have lov at beholde nogle flere af deres egne penge, for det er en gunstig situation, vi er i. Så det er klart, at jeg også har kun et ønske om, at en del af pengene går til, at danskerne oplever lavere skatter og afgifter.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Nu vil jeg bare for god ordens skyld stille spørgsmålet igen. Altså, hvor stor en andel af de 11 mia. kr. mener Venstre ideelt set skulle gå til skattelettelser? I forlængelse af det – bare for at få et ekstra spørgsmål ind – så jeg i medierne forleden i en diskussion om skattelettelser, at Venstres skatteordfører sagde, at det rent samfundsøkonomisk set var bedre at lette skatten i bunden end i toppen. Og der vil jeg bare høre, om ordføreren, også med den rige erfaring som finansordfører og meget andet, er enig i og mener, det er udtryk for noget, der er fagligt korrekt, at det samfundsøkonomisk er bedre at lette skatten i bunden end i toppen.

Ordføreren.

Jeg synes jo, at der er mange hensyn, man skal tage, når man sænker skatter og afgifter. Det er, i forhold til hvad der giver de største effekter; der er i hvert fald en række områder, hvor det er i den højere del af indkomstskalaen. Omvendt er det jo også i forhold til beslutningen om og værdien af, om det bedre kan betale sig at arbejde; der er en større effekt i bunden af det. Så afhængigt hvad man sådan lægger specifikt til grund, kan man nok få det resultat ud af det, man vil. For mig er det grundlæggende positivt, hver gang der er penge, som går tilbage til, at hårdtarbejdende danskere kan beholde nogle flere af deres egne penge.

Tak. Så er det fru Mona Juul, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for talen, og tak for ordene om Søren Pape Poulsen; det betyder rigtig meget for os. Regeringen har jo tidligere omtalt sig selv som en reformregering, og selv om den socialdemokratiske ordfører ikke rigtig mener, at for meget betalt skat skal tilbage til borgerne, og at det heller ikke kan betragtes som velfærd, så blev jeg også lidt overrasket over, at Venstres bagland måske er ved at blive lovlig farvet af lige præcis Socialdemokratiet på det punkt. Jeg var i hvert fald ikke enig, kunne jeg læse mig til, med Venstres formand i, at det kunne der måske godt være noget ræson i. Men kunne man så forestille sig, at Venstre i det mindste vil prioritere råderummet til nogle initiativer, som vil give størst mulig effekt på arbejdsudbud og vækst og altså understøtte den reformdagsorden, som jo var hele årsagen, som jeg forstår det, til, at Venstre nu er i denne regering?

Ordføreren.

Tak for kommentaren. Jeg tror faktisk ikke, at jeg har oplevet i de snart 20 år, jeg har været her, at der i Venstres kommunale bagland har været sådan et ønske om at sige: Stop, stop, I må ikke sende flere penge ud til kernevelfærd. Det erindrer jeg ikke. Så at det også nogenlunde er det samme budskab, der kommer i dag, er der ikke så stor en overraskelse i. Jeg tror også, at jeg kan finde en enkelt konservativ borgmester, som mener, at finansministeren er en lille smule karrig med pengene. Så der er udfordringer i forhold til at sikre, at den borgernære velfærd også når det niveau, som borgerne med rette kan forvente, og som også vores kommunalbestyrelsesmedlemmer og borgmestre ønsker. Men jeg er stadig væk, som jeg siger, af den opfattelse, og det er vigtigt for Venstre, at når der er en mulighed på grund af et større råderum, så skal en del af pengene også gå til lavere skatter og afgifter. Jeg har ikke lagt mig fast på, hvor stort et omfang der skal være tale om, og jeg har heller ikke lagt mig fast på, præcis hvilke formål der er vigtigst at fremme i den her omgang.

Tak. Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Så er det jo næsten lige før, man kan kende Venstre igen. Og det ville jo faktisk være rigtig, rigtig dejligt, for nu nævnte statsministeren her i sin tale, at der var en bold, der var ramt skævt. Så ærlig talt: Hvor mange bolde er det, der skal ramme skævt, før Venstre hopper ud af den regering?

Ordføreren.

Jeg synes ikke, at det er at ramme bolden skævt, når vi leverer markant mere på reformdagsordenen, end de sidste to regeringer har været i stand til. Jeg synes ikke, at det er at ramme bolden markant skævt, når vi sikrer indkomstskattelettelser for 10 mia. kr., som vi stemte igennem her for få uger siden – og tak for, at De Konservative bakkede op om det. Jeg synes ikke, at det er skævt for en borgerlig-liberal at sænke generationsskifteskatten. Det var bare for at tage nogle eksempler. Så jeg synes faktisk, at vi laver rigtig mange sublime frisparksmål.

Tak. Så er det hr. Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Jeg vil starte med et citat fra hr. Lars Løkke Rasmussen: Løkke tog fejl, og eksperterne fik ret. Det er med henblik på Lars Løkke Rasmussens blå landbrugspakke fra 2015, som gav landbruget lov til at bruge mere gødning, afskaffede randzonerne og lavede et farligt sats på frivillige aftaler med landbruget. Det har været en katastrofe for vores vandmiljø og givet døde fjorde, og Enhedslisten er meget enig med de eksperter, som advarede på en stor høring i starten af 2016. Jeg kunne godt tænke mig at høre, om hr. Lars Løkkes Rasmussens selvransagelse her 8 år efter også er en selvransagelse, der er kommet til Venstre. Den blå landbrugspakke fra 2015 har ikke forbedret vandmiljøet. Jeg kunne godt tænke mig at høre, om Venstre erkender, at den blå landbrugspakke var en fejl. Mener Venstre konkret, at vi skal leve op til EU's vandrammedirektiv?

Ordføreren.

Det sidste er jo en givet ting. Vi skal leve op til de fælles EU-regler. Det er derfor, vi laver dem. Det er i øvrigt noget, som jeg af og til undrer mig over, altså at man plukker lidt i, hvad man mener at man skal leve op til af EU-krav. Men det er så en anden diskussion. Selvransagelse hos andre politikere er nok bedre at spørge dem om, end det er at spørge mig om det. Men i Venstre står vi ved den aftale, vi lavede i 2015. Den var nødvendig. Så var der nogle af målene, vi ikke fik realiseret, og det er vi da selvfølgelig ærgerlige over. Men at der var brug for at tage de initiativer, fortryder jeg bestemt ikke.

Spørgeren for den anden korte bemærkning. Værsgo.

Man kunne høre fra Venstres statsminister tidligere i dag, at politik handler om at ville og kunne. Så må jeg bare konstatere her: Venstre vil og kan ikke leve op til EU's vandrammedirektiv, når man står her og roser den blå landbrugspakke og ikke vil lave nogen som helst selvransagelse. Det var der, hvor man gav landbruget lov til at gøde mere, og det er derfor, vi ikke har set en eneste reduktion i kvælstofudledningen. Man har gjort landbruget en bjørnetjeneste. Kan ordføreren ikke se, at der er et kæmpe problem i forhold til at nå i mål med den kvælstofreduktion, der skal til for at leve op til vandrammedirektivet? Hvad vil Venstre bruge af virkemidler for at leve op til vandrammedirektivet?

Ordføreren.

Nu er det jo ikke sådan, at der ikke er sket andet i forhold til vandmiljø siden 2015 end landbrugspakken fra dengang. Der er taget andre initiativer. Vi har lavet en bred, bred landbrugsaftale fra 2021, hvor der også er markante reduktionsmål for kvælstofudvaskning for at forbedre vores vandmiljø. Det er jo sådan set det, vi er optaget af, altså at vi gør det så klogt og effektivt som muligt. Så de ambitioner, der ligger i forhold til at sikre, at vandrammedirektivet bliver overholdt, står vi selvfølgelig ved.

Tak. Så er det hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for talen, og tak for ordene om Europa og Ukraine, som jeg deler et langt stykke ad vejen. Men når det kommer til at støtte Ukraine, deler Venstres ordfører så ikke vores frustration over, at det ikke er lykkedes os at stoppe vores indirekte støtte til Putins krigsmaskine gennem den fortsatte import af gas til EU? Vi er kommet længere ned, men det er jo stadig væk milliarder af euro, som vi giver til Rusland, fordi vi importerer gas og olie derfra. Har vi ikke også et ansvar for i Danmark at få nedbragt vores forbrug af gas? Faktisk har vi jo set en lille stigning i vores samlede gasforbrug fra 2022 til 2023. Og er det ikke noget, som Venstre kunne påtage sig i den her regering at stå i front for? For jeg synes ikke, at vi kan være det bekendt.

Ordføreren.

Der er ingen tvivl om, at energipolitik er sikkerhedspolitik og rå udenrigspolitik. Det er jo derfor, vi er optaget af, at vi gør Danmark uafhængig af fossile brændsler, og at vi i fællesskab bl.a. sætter penge af løbende til en fjernvarmepulje, så vi får koblet flere af naturgas og over på fjernvarme og varmepumper. Det er jo derfor, vi mener, at Europa i højere og højere grad selv skal kunne levere sin energi. For jeg deler opfattelsen. Jeg har ikke lyst til at skulle købe russisk gas. Jeg glæder mig over, at nu er gasproduktionen i Nordsøen lige ved at blive genetableret, og det vil selvfølgelig også sikre, at vi i højere grad kan levere den gas, der stadig væk er brug for.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Men gør vi det godt nok? Gør regeringen det godt nok, når gasforbruget ikke er faldet, men steget en lille smule, og når importen på EU-niveau, som vi jo er en del af, er steget og ikke faldet det seneste år? Kunne man forestille sig, at vi måske begyndte at tænke både vores europæiske politik og vores danske energipolitik sammen f.eks. ved at sige: Nu stopper vi altså med installation af nye gasfyr, og nu fremmer og forcerer vi en udrulning af grøn fjernvarme i stedet for den der klatbevilling her og der, som vi andre skal forhandle igennem? Kunne vi ikke betragte det som sikkerhedspolitik og så handle mere effektivt på det?

Ordføreren.

Det kan godt være, at jeg har læst nogle andre tal, men jeg er i hvert fald faldet over, at vi nu ligger 20 pct. lavere, end vi har gjort i gennemsnit over de senere år. Men det skal ikke være en talkrig. Jeg deler ambitionen om sådan set at blive uafhængig af Putins gas. Det er sådan set det, der driver vores energipolitik. Jeg har altid været af den opfattelse, at vi skulle være i stand til at føre en konsekvent udenrigspolitik, også når det var koldt udenfor, og ikke være bange for, at vores energiforsyning kunne bruges som et strategisk våben imod os. Det er derfor, det er vigtigt, at vi bliver selvforsynende på energiområdet, så vi ikke er afhængige af hverken Rusland eller andre regimer med meget, meget tvivlsomme forhold til menneskerettigheder.

Tak. Så er det hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Det tror jeg sådan set at Dansk Folkeparti og Venstre er meget enige om. Men er hr. Torsten Schack Pedersen så ikke også bekymret for den drejning, klimapolitikken har taget? Altså, det er ved at blive mere og mere gak, må jeg indrømme. Nu har vi en energiø ude i Østersøen ved Bornholm, hvor vi oprindelig for bare halvandet år siden fik at vide, at det nok ville koste omkring 1 mia. kr. Den seneste fremskrivning fra Energistyrelsen siger så, at det kommer til at koste 31 mia. kr., samtidig med at der er andre energiøer, hvor man kan opsætte dem, uden at skatteyderne skal have penge op af lommen. Vi ser område på område inden for klimapolitikken, hvor det jo bare er socialistisk politik i grønne klæder. Skatter og afgifter vælter ud af Finansministeriet, og det eneste, det betyder, er, at den danske konkurrenceevne bliver ringere, og at det bliver dyrere at være dansker. Fødevarepriserne stiger. Jeg tror faktisk, at Danmark i dag er det land i EU, hvor fødevarerne er allerallerdyrest. Og derfor vil jeg høre hr. Torsten Schack Pedersen, om ikke han deler vores bekymring for, at klimapolitikken bevæger sig længere og længere væk fra den virkelighed, som de fleste danskere befinder sig i, og at det bliver mere og mere en gang rød politik i grønne klæder.

Ordføreren.

At sikre, at vi er uafhængige af andre landes luner og det, der er værre, når det gælder vores energiforsyning, og at vi dermed ikke er hæmmet i at føre den udenrigspolitik og sikkerhedspolitik, vi mener, i forhold til at skulle være bekymret for, om nogen kan slukke for varmetilførslen til Danmark, synes jeg er uhyre vigtigt. Og det er derfor, den grønne omstilling også har et sikkerhedspolitisk sigte, som jeg sagde, og som jeg er glad for at hr. Morten Messerschmidt anerkender. For mig handler det jo ikke om, at den grønne omstilling skal være et udtryk for, at vi skal genere hinanden mest muligt. Vi skal gøre det så effektivt som muligt. Vi skal bruge den grønne omstilling til at vise, at her er muligheder for dansk erhvervsliv. Det er vi sådan set rigtig gode til. Vi leverer rigtig mange arbejdspladser rundtom i hele Danmark, som er afhængige af den grønne omstilling. Og derfor mener jeg, at den grønne omstilling er en kæmpefordel for det danske samfund. Vi skal gøre det klogt, og vi skal jo ikke genere danskerne unødvendigt.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Men er det klogt at bruge 30 mia. kr. på en energiø ud for Bornholm, når man oprindelig fik at vide, den ville koste sådan omkring 1 mia. kr.? Altså, ville det så ikke være klogere, at vi købte os ind i et af de svenske kernekraftværker, man er ved at udvikle nu? Hvad, hvis vi sagde til svenskerne: Vi vil sådan set godt være med til at drive et af jeres kernekraftværker; I skal bare sørge for at opskalere, sådan at vi kan få noget strøm fra jer eller Tyskland, eller hvad ved jeg? Er det smart, er det klogt, hr. Torsten Schack Pedersen, at lægge en CO 2 -skat på landbruget, når de rapporter, vi har, viser, at det bare flytter produktionen til Polen og til Tyskland? Altså, hvem er det, der får gavn af det? Det bliver dyrere for forbrugerne på grund af fragtpriserne, og det bliver dårligere for klimaet, fordi de notorisk har mere svinende landbrug, end vi har. Er det klogt?

Tak. Ordføreren.

Det er altid klogt at tænke sig godt om. Og i forhold til en CO 2 -afgift på landbruget tænker vi os rigtig godt om. Vi tager jo ikke bare de tre modeller, som et ekspertudvalg har foreslået, ned, og siger: Så vælger vi en af dem, og så kører vi videre. For de lever ikke op til de politiske ambitioner, vi har i Venstre. For vi ønsker at bevare konkurrenceevnen. Vi ønsker, at landbruget skal udvikles og ikke afvikles. Og det er derfor, der i øjeblikket er en grøn trepart, så det ikke bare bliver en økonommodel, men også en model, der har politisk gang på jorden og lever op til de ambitioner, vi har i Venstre.

Tak. Så er det hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Tak, formand. Og tak for talen. Jeg er lige kommet ned fra et meget, meget skønt naturmøde i Hirtshals. Det særlige op til naturmødet var, at vi er en lang række partier, der nu sammen går ind for, at 10 pct. af Danmarks natur bliver strengt beskyttet inden 2030. Det er Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet, men det er også LA og Konservative. Det vil sige, at vi er en bred gruppe, der gerne vil have det her nye naturmål. Hvorfor slår regeringen ikke til? Vi kan jo lave et nyt 2030-mål nu, et nyt grønt 2030-mål, og vi har sådan set regeringens ryg fra begge sider af salen og kan være med til at få det løst. Hvorfor hugger regeringen ikke til her og skriver historie med et nyt dansk grønt mål?

Ordføreren.

Jeg synes, det er vigtigt, at vi sikrer biodiversitet, og at vi sikrer, at vores natur ikke bare er i en ordentlig stand, men også i en bedre tilstand end i dag. På havområdet har vi lavet politiske aftaler om at sikre 30 pct. beskyttet havareal, 10 pct. strengt beskyttet. Det var lidt svært at komme derhen for at finde balancerne, og derfor ligger vi på, jeg tror, vi har aftalt omkring 6-7 pct. nu, men ambitionen er at nå de 10 pct. For udfordringen er lidt, hvor det præcis er, det skal være henne, og der kunne det måske gøre det lidt nemmere for mig at tage stilling, hvis der nu var et konkret forslag til, hvor det var, at de her 10 pct. strengt beskyttet natur skulle være. Så er det nemmere at forholde sig til, end hvis det bare er et arbitrært tal.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Det synes jeg er et konstruktivt svar. Det er virkelig spændende, også fordi vi meget, meget gerne vil komme med et forslag til, hvordan det kunne se ud. Så jeg vil straks tale med de partier og prøve at komme med et mere konkret forslag. Det er selvfølgelig rigtigt, det skal involvere meget forskellig natur – det kan være statslig natur, det kan være kommunale områder, det kan være private områder. Vi er nødt til at få en naturlov, der gør, at vi kan realisere det her. Så tak for svaret. Der vil komme et forslag.

Ordføreren.

Det vil jeg se frem til, for det er nogle gange, når ambitionerne møder virkeligheden, at det bliver det vanskeligt. 10 pct. er ret meget, og hvilke konsekvenser det har for lodsejere og alt mulig andet er jo rimelig væsentligt at få afdækket. Det er ikke svært at slå ud med armene og være ambitiøse og have flotte mål – det er jo, når det rammer virkeligheden, at det bliver svært. Så handler det selvfølgelig meget om, hvordan det så er, man håndterer det. Jeg synes jo, at den måde, vi i sin tid etablerede eksempelvis Nationalpark Thy på, var et fremragende eksempel. Det tog 3-4 år med lokal dialog, hvor man fandt ud af, hvordan man kunne mødes om at finde en model, der var brugbar, og det tror jeg er langt mere konstruktivt, end når der kommer et diktat ovenfra.

Tak. Så er det fru Aki-Matilda Høegh-Dam, Siumut. Værsgo.

Qujanaq (tak).

[Taleren talte grønlandsk].

Tak for talen. Jeg vil gerne komme ind på hele den her sprogdebat. For Venstre har også været med til at sikre, at man gerne må snakke grønlandsk i salen, hvilket jeg jo lige har gjort, men kun, hvis jeg med det samme oversætter det, jeg har sagt, til dansk. Nu snakker man jo også om europaparlamentsvalget, og vi kan jo se i gaderne, at der bliver ført valgkamp på dansk. Hvis man så går ind på Europa-Parlamentets hjemmeside, står det klart og tydeligt, og jeg citerer: Medlemmerne af Europa-Parlamentet vælges for at repræsentere de borgere, der stemmer på dem, og deres interesser – de vælges ikke på grundlag af deres kendskab til fremmedsprog. Og for at sikre de samme arbejdsforhold for alle skal de desuden have adgang til alle oplysninger og kunne snakke deres eget sprog i Parlamentet, hvor det så bliver simultantolket. Hvordan kan det være, at jeg skal bruge ekstra af både min og vores medarbejderes kostbare tid til sådan nogle debatter som den her? Burde det ikke være det samme som i Europa-Parlamentet, når vi har alt udstyret og mulighederne er der?

Ordføreren.

Jeg synes, det var en god model, der blev fundet, og som mig bekendt nød meget, meget bred opbakning i Folketinget, da der kom et ønske fra ordføreren om at få mulighed for at tale grønlandsk i Folketingssalen. Der blev så fundet en model, som sikrede, at det kunne lade sig gøre, at man kan få hjælp til oversættelse. Det synes jeg sådan set imødekommer det ønske, som er blevet udtrykt, om, at man også skal have mulighed for at udtrykke sig på grønlandsk eller færøsk. Jeg synes, det er en god og pragmatisk løsning, der er fundet. Jeg tror også, man skal være ærlig og sige, at der økonomisk er en væsentlig forskel på den model, vi har valgt, og så en model med fuld simultantolkning af alt, hvad der foregår i Folketingssalen. For det kan jo ikke være sådan, at vi så siger at det ikke gælder om onsdagen, eller at det ikke gælder til visse behandlinger. Så jeg synes faktisk, det er en god, pragmatisk løsning, som jeg mener alle Folketingets partier bakker op om.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

[Taleren talte grønlandsk].

Det, som ordføreren siger her, er jo desværre bare ikke helt rigtigt, idet vi med de økonomiske midler, man nu allerede har sat af til tolkning, og som de nordatlantiske grupper kan søge om, nu har fundet en løsning på at kunne gennemføre simultantolkning med det tillæg, som Folketingets Præsidium har givet os. Vi har bedt om at kunne gøre det bl.a. til debatten i dag, men har fået en direkte afvisning, på trods af at det økonomisk godt kunne svare sig. Så hvis det er så god en løsning, burde det næsten være noget, Venstre kunne foreslå i Europa-Parlamentet, idet Europa-Parlamentet jo også skal spare penge.

Ordføreren.

Jeg er sådan set tryg ved, at Folketingets Præsidium og Udvalget for Forretningsordenen håndterer den her sag. Det er noget ganske nyt, at det er blevet muligt at tale grønlandsk eller færøsk i Folketingssalen. Det har ikke været muligt tidligere. Det har været et ønske, og det synes jeg der er blevet fundet en god og konstruktiv måde at håndtere på, men jeg er sikker på, at det er noget, spørgeren har mulighed for at drøfte videre med Præsidiet og Udvalget for Forretningsordenen.

Tak. Så er det hr. Peter Skaarup, Danmarksdemokraterne.

Tak for det. Venstre er medlem af regeringen; regeringen vil gerne have en CO 2 -afgift på landbruget. Jeg kunne godt tænke mig at spørge Venstre: Kan vi få en garanti her i Folketingssalen i dag for, at det ikke kommer til at betyde tab af arbejdspladser i landdistrikterne? Man er meget optaget af, selvfølgelig blandt landmænd, slagtere, vognmænd, alle dem, der lever i vores landdistrikter i dag, at CO 2 -afgiften ikke kommer til at ramme dem, sådan at der bliver færre ansatte i landdistrikterne, og sådan at vi får en endnu dårligere balance mellem land og by. Kan Venstre garantere, at CO 2 -afgiften ikke betyder, at man taber arbejdspladser i landdistrikterne?

Ordføreren.

Vi er om nogen optaget af, at vi sikrer et Danmark i balance. Det er derfor, vi i regeringsgrundlaget har skrevet, at vi ønsker at indføre en CO 2 -afgift på landbruget, som udvikler og ikke afvikler dansk landbrug, som sikrer erhvervets konkurrenceevne, og som ikke koster arbejdspladser samlet set. Samtidig tager vi stribevis af initiativer på landdistriktsområdet, f.eks. fuldt landevejsprincip, som jeg omtalte, et højere befordringsfradrag, hvis man bor i en såkaldt yderkommune og har langt til arbejde, og ministeren for byer og landdistrikter barsler med et landdistriktsudspil, som er finansieret af den finanslovsaftale, der blev indgået sidste år, og hvor der er en økonomisk ramme, men hvor det også, i hvert fald set med Venstres øjne, er meget vigtigt, at vi siger, at der også er nogle bånd, der binder vores landdistrikter, altså hvor det er regler, eksempelvis her planlovens regler, der står i vejen for, at man kan give noget mere rum til udvikling. Og i min optik er den bedste form for landdistriktspolitik, at vi fjerner nogle af de bånd, der er lagt fra Christiansborgs side, og giver noget mere beslutningskraft ude lokalt. Alt det er vi optaget af, fordi vi ønsker et Danmark i bedre balance, og derfor betyder landdistrikterne utrolig meget for Venstre, og det vedbliver de med at gøre.

Spørgeren.

Tak for de pæne ord om alt muligt andet end det, jeg spurgte om. Jeg spurgte, om ordføreren kunne garantere, om Venstre kunne garantere, at CO 2 -afgiften, der jo kommer – det er det, regeringen vil – kommer til at betyde, at man taber arbejdspladser i landdistrikterne. Kan ordføreren garantere, at det ikke kommer til at ske? Jeg vil minde om, at det er sådan, at regeringspartneren Moderaterne jo klart siger i en udtalelse den 29. februar til Børsen: Vi er klart villige til at acceptere tab af arbejdspladser direkte i landbruget, som det her vil medføre. Kan ordføreren på Venstres vegne garantere, at det kommer det ikke til at betyde, altså at man ikke kommer til at tabe arbejdspladser i landdistrikterne?

Tak. Ordføreren.

Jeg gentager gerne mit svar, altså at målet med en CO 2 -afgift er, at vi skal udvikle og ikke afvikle dansk landbrug, at vi skal sikre erhvervets konkurrenceevne, og at det ikke må koste arbejdspladser samlet set. Det er det, der står i regeringsgrundlaget, og det er det, der er drivende for det. Det har det sådan set været, siden regeringen blev stiftet, og det er det, som den grønne trepart nu skal levere svar på. Jeg kan så blive lidt mere i tvivl om, hvad det er, Danmarksdemokraterne vil, for til åbningsdebatten stod fru Inger Støjberg her på talerstolen og læste et forslag til vedtagelse op om, at det var afgørende, at man nåede i mål med klimalovens mål. Og det må jeg sige ikke er det, jeg hører fra Danmarksdemokraterne nu; der er det sådan lidt: Nå ja, måske, hvis det kan lade sig gøre.

Så er det hr. Carl Valentin, Socialistisk Folkeparti.

Tak. Jeg er godt nok forundret over, at man står her, næsten 10 år efter man indgik den landbrugsaftale i 2015, og stadig væk står på mål for den, når man ser, hvordan tilstanden er i det danske havmiljø. Man siger så samtidig, at det er en givet ting, at vi i Danmark skal leve op til vandrammedirektivet, og det er jeg jo sådan set enig i, men kan ordføreren ikke se, at Danmark lige nu styrer direkte i retning af en traktatkrænkelsessag netop som konsekvens af, at vi ikke har fået styr på vores kvælstofudledning?

Ordføreren.

Måske er det på sin plads bare lige at sige, at kvælstofudledningen jo er reduceret markant over årene. Det håber jeg trods alt at SF anerkender. Havde vi så for høje ambitioner eller for stor tiltro til de virkemidler? Ja, vi lavede dem, fordi vi troede på, at det virkede, og resultatet og effekterne var ikke så store, som vi forventede, og det er jo derfor, at vi tager yderligere initiativer. Det er derfor, vi er en del af en landbrugsaftale, hvor de reduktionsmål skal nås, for det er afgørende for at sikre et ordentligt vandmiljø. Så det er jo ikke sådan, at man lavede en aftale i 2015, og så tænkte man, at alt var alt godt, og så skete der ikke mere. Der er jo løbende kommet nye initiativer for at sikre, at vi når i mål i forhold til at sikre en ordentlig kvalitet af vores vandmiljø.

Spørgeren for den anden korte bemærkning. Værsgo.

Det er jo netop det, at man ikke har fulgt tilstrækkeligt op, som gør, at vi står i den situation, som vi gør nu, og den reduktion i kvælstofudledningen, som hr. Torsten Schack Pedersen taler om her, er vel ikke en, der er kommet siden 2015? Det må vel være noget, han taler om, som er sket tidligere, altså inden den blå aftale i 2015, for det er jo netop i de senere år, vi har kunnet se udviklingen. Og jeg er ret overbevist om, at Venstre virkelig er ude af trit med den danske befolkning, hvis man ikke er mere forfærdet over det iltsvind, som der er lige nu, og hvis man ikke kan forstå, at man selv har ansvaret for den situation, Danmark står i.

Ordføreren.

Jeg tror, at vi alle er forfærdede over den tilstand, vi har set i vores indre fjorde forskellige steder, og det er også derfor, at vi desværre må have et lidt længere tilløb, end nogen af os egentlig har lyst til, for at etablere vådområder rundtomkring, som jo netop har til formål at sikre, at kvælstofudvaskningen forsvinder. Jeg var til indvielsen af et område for 3-4 uger siden på Mors, som havde en klar effekt på vandmiljøet, og det var gået relativt hurtigt. Jeg tror, det havde taget 4 eller 6 år, og vi ønsker selvfølgelig, at det generelt skal gå noget hurtigere, så vi får effekten på vores vandmiljø.

Tak. Så er det fru Sólbjørg Jakobsen, Liberal Alliance.

Tak, og tak til ordføreren for talen. Nu har jeg som mange andre medlemmer af Liberal Alliance en fortid i Venstre, og dengang jeg var medlem af Venstre, sagde man: Sådan noget som barsel skal politikere ikke blande sig i; det er simpelt hen op til familierne. Og sådan noget som bestyrelser i virksomheder skal bestyrelserne selv styre. Selvfølgelig skal der ikke ske diskrimination på baggrund af køn; det mener vi der skal slås ned på, men ud over det skal vi have et frit samfund, hvor folk gør, hvad de vil. Det er så ikke det Venstre, jeg kan se længere, fordi man både går ind for måltal og øremærket barsel og mener, at det er ligestilling, og det må så være, fordi vi har et forskelligt syn på det grundlæggende. Det er det nye Venstre, og vi er stadig Liberal Alliance, som ikke gør det. Men det, der bekymrer mig lidt, er, at på Instagram har vi en ligestillingsminister, som giver udtryk for, at Liberal Alliance har et skrækkeligt kvindesyn. Og som kvinde i Liberal Alliance bliver jeg nødt til at spørge, hvad Venstre mener. Hvorfor er Liberal Alliance skrækkeligt? Hvorfor har vi et skrækkeligt kvindesyn?

Ordføreren.

Jeg har ikke fulgt den konkrete debat, og hvad der bliver henvist til, så hvad der specifikt ligger bag det, tør jeg ikke sige. Jeg deler dog i allerhøjeste grad den forundring, som flere har haft, over, at det blev til en diskussion. Jeg tror, at det var en af Liberal Alliances kandidater til europaparlamentsvalget, som mente, at det var for dårligt at sende kvinder i krig, både fordi kvinders æg var mere værd end mænds sæd, og fordi kvinder i øvrigt var dårligere til at spille skak og scrabble. Det ved jeg ikke helt om jeg synes er et superliberalt menneskesyn.

Spørgeren.

Uden at skulle kommentere på, hvad ordføreren mener om den udtalelse, undrer det mig alligevel, at man holder fast i, at det er sådan, at man kan stemple et helt parti som kvindefjendsk, fordi vi står vagt om ligestillingen. Jeg kan f.eks. se, at Venstre har en kandidat til EP-valget, som helt klart ikke støtter Ukraine. Er det så sådan, at fordi vi siger, at det synes vi ikke er at støtte Ukraine, så støtter Venstre ikke Ukraine?

Ordføreren.

Som sagt: Jeg kendte ikke den konkrete debat, og derfor nævnte jeg et konkret eksempel, hvor der i hvert fald havde været noget, jeg havde svært ved at genkende som et liberalt standpunkt. Der er ingen slinger i valsen i forhold til Venstres opbakning til Ukraine overhovedet.

Så er det fru Helle Bonnesen, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak. Også jeg har behov for at sige tak for ordførerens start på talen; det betyder noget. I november sidste år fremlagde regeringen en 2030-plan, hvor man jo bl.a. forholdt sig til råderummet på de her 66 mia. kr., og dengang skulle 13 pct., altså 8-9 mia. kr., gå til skattelettelser. Er det et niveau, som Venstre er tilfredse med, og er det et niveau, hvor Venstre mener at man har fået markante borgerlige indrømmelser?

Ordføreren.

Jeg er rigtig glad for, at vi er med til at sikre, at 3 millioner hårdtarbejdende danskere får mulighed for at beholde nogle flere af deres egne penge, at 280.000 danskere får halveret deres topskat, at vi kommer til at bruge 1,3 mia. kr. på at sænke den generationsskifteskat for familieejede virksomheder, som vi i Venstre og Konservative jo i fællesskab i mange, mange år har kæmpet for at få bragt ned. Det har været en meget, meget vanskelig kamp, og derfor er jeg glad for, at vi nu med Venstres deltagelse får en regering hen over midten, der træffer den beslutning, at der er en sikkerhed for, hvad det er for nogle vilkår, der gælder for vores familieejede virksomheder, som er kernen i vores erhvervsliv, som er kernen på vores private arbejdsmarked, som er dem, der står for den største andel af beskæftigelsen herhjemme. Det er jeg rigtig, rigtig glad for. Jeg mener, det er vigtigt, at vi bruger ekstra midler, der opstår, et råderum, til at sikre, at danskerne oplever lavere skatter eller afgifter, for det synes jeg kun er rimeligt.

Tak. Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Hvis ordføreren er så tilfreds med det niveau, som blev leveret dengang, og man så skal overføre det til de 11 mia. kr., der er i det nyopfundne råderum, så vil det jo betyde, at man vil være tilfreds med omkring 1 mia. kr., måske godt 1 mia. kr., tilbage til borgerne i skattelettelser, tilbage til de familier, som har brug for dem. Så er det et niveau, som vi kan regne med at Venstres udspil ligger på?

Ordføreren.

Jeg lægger mig ikke fast på noget niveau, men det råderum, der er brugt frem mod 2030, indeholder jo i allerhøjeste grad de ting, som vi i Venstre er gået til valg på: at vi sikrer det demografiske træk, at vi sikrer ekstra penge til kræftbehandling, at vi sikrer en massiv investering i forsvaret, at vi sikrer penge til den grønne omstilling, og at vi løfter vores erhvervsuddannelser. Så det er ikke sådan, at jeg mener, at det er penge, vi ikke har et ejerskab til. Det er i høj grad penge, jeg mener vi har et ejerskab til, nemlig ved at vi endelig får løst nogle af de udfordringer, som vi har kæmpet med i for mange år.

Tak. Så går vi til den sidste korte bemærkning, som går til fru Runa Friis Hansen, Enhedslisten.

Tak for det. Først vil jeg starte med at sige tak for det gode samarbejde, vi i Enhedslisten har haft med Venstre på sundhedsområdet på det sidste, herunder især i forhold til abort. Så jeg vil lige starte med en lille ros. Det er sundhedsområdet, jeg fortsætter med, for ligesom Enhedslisten er I jo også optaget af sundhedstilbuddene rundtomkring i landet, den nære sundhed og det, at man har en ordentlig læge, som man kender, og som man kan gå til, når man er syg. Men en lang række af de her lægehuse, der findes i Fjerritslev, i Thyborøn og andre steder, ejes af alles Lægehus, som er det, vi i Enhedslisten kalder stråmandsklinikker. Her kan en læge eje op til seks ydernumre, og vedkommende har slet ikke sin faste gang dagligt i lægehuset. Hvad mener Venstre om de her stråmandsklinikker? Vil I være med til sammen med os og de andre partier, som skulle støtte det, at sætte en stopper for stråmandsklinikkerne og så sikre danskerne uden for de større byer, at de også kan gå til en egen læge, de kender?

Tak. Man skal lige være opmærksom på, at vi ikke anvender direkte tiltale. Ordføreren, værsgo.

Tak for spørgsmålet og for rosen. Jeg tror heldigvis, det er et ønske, der er meget, meget bredt funderet i Folketinget, at udgangspunktet er, at vi alle sammen skal have en familielæge, at udgangspunktet er, at man har sin egen faste læge, som man kan gå til, når man skranter helbredsmæssigt, for det sikrer, at der er en kontinuitet, og at lægen har en god indsigt i, hvordan ens helbredssituation har været gennem tiden. Det er jo derfor, at vi har aftalt, og det er vi i fuld gang med, markant at øge uddannelsen af læger, markant at øge antallet af privatpraktiserende læger, for det er afgørende, at vi får det. Den situation er vi ikke i alle steder, og derfor er der så de her klinikker, hvor vi sikrer, at der er en lægedækning. Og det mener jeg sådan set er et fornuftigt tiltag i en situation, hvor vi ikke med et fingerknips kan trylle bunker af privatpraktiserende læger frem. Og tingene skal selvfølgelig foregå efter bogen; det siger sig selv.

Spørgeren for den anden korte bemærkning. Værsgo.

Jamen jeg er jo sådan set godt klar over, at Venstre langt hen ad vejen er enige. Det, som jeg jo godt kunne tænke mig at hr. Torsten Schack Pedersen sagde, var, at I også er enige i, at disse stråmandsklinikker ikke er en del af fremtiden, når vi nu skal se ind i en ny sundhedsstruktur.

Ordføreren.

Jeg tror, at det at foregribe Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger og den efterfølgende politiske proces nok ville være lidt modigt af mig, men jeg kan sige, at grundlæggende er vi optaget af i Venstre, at vi sikrer, at der er privatpraktiserende læger nok. Og de steder, hvor løsningen i dag er, at man har en regionsklinik eller en klinik, hvor der i hvert fald ikke nødvendigvis er tilknyttet faste læger, er det en bedre løsning, end at der ikke var nogen læge. Der er nogle regler sat op for det, og selvfølgelig skal de overholdes.

Tak til Venstres ordfører. Vi når ikke flere korte bemærkninger, så nu går vi videre i ordførerrækken. Nu er det fru Inger Støjberg, Danmarksdemokraterne. Det bliver jo sådan, at efter talen bliver der ringet af til pause, og så genoptages mødet efterfølgende. Så de korte bemærkninger kommer først efterfølgende, når vi genoptager mødet kl. 13.00. Værsgo.

Tak for det. Det er jo godt, at vi har en tradition for en afslutningsdebat her ved Folketingets afslutning hvert år. På den måde sikrer vi også, at der i hvert fald for en gangs skyld er en statsminister til stede på dansk grund. Jeg har i hvert fald sat mig for, at jeg vil nyde debatten her i dag, for man ved jo aldrig, om det bliver den sidste, hvor vi har fornøjelse af den nuværende statsministers tilstedeværelse. Dansk politik kan se helt anderledes ud om nogle få uger. I hvert fald kan persongalleriet komme til at se fuldstændig anderledes ud, men mit håb er faktisk også, at dansk politik er et andet sted, når vi kommer tilbage til den nye sæson. Jeg har jo et lyst sind, så lad mig starte med at fremhæve et par af de ting fra det forgangne folketingsår, som jeg er glad for at Danmarksdemokraterne har deltaget i, og hvor vi, synes jeg, har sat nogle tydelige fingeraftryk. En fin lille finanslovsaftale, hvor vi dog satte nogle klare aftryk til gavn for landdistrikterne i form af flere penge til et styrket akutberedskab i hele landet, udkantstilskud til de små gymnasier, stormflodspulje, penge til landsbyfornyelse og et markant løft af støtten til vores tilskadekomne ansatte i dansk politi. Der er tale om en forsvarsaftale, der investerer 95 mia. kr. i en tung brigade, luftforsvar og derudover også indfører nogle gode hr-initiativer, som skal bidrage til fastholdelse, men også rekruttering i forsvaret og produktion af ammunition på dansk grund. Endvidere drejer det sig om en ældreaftale, hvor vi bl.a. igennem et rigtig godt samarbejde med SF sikrede et større og tidligere økonomisk løft af ældreplejen, end regeringen havde lagt op til, samtidig med at der også afsættes midler til at udbrede faste teams i ældreplejen, og det er altså om noget noget, der styrker trygheden for rigtig mange ældre, altså at de ved, hvem det er, der kommer i deres hjem hver eneste dag. Men det handler også om en skattereform, der jo bl.a. letter skatten på arbejde for de laveste indkomster, så det bedre kan betale sig at arbejde, men også gør det mere attraktivt for nogle af vores seniorer at blive lidt længere tid på arbejdsmarkedet ved en forhøjet seniorpræmie. Det drejer sig også om en bandepakke, der sætter konsekvent ind over for den brutalitet, som vi ser i bandemiljøet – som i øvrigt også statsministeren berørte i sin tale, og jeg er helt enig i det, statsministeren sagde – ved at indføre flere gode initiativer, men også hårdere straffe og øget overvågning i forbindelse med kriminalitetsbekæmpelse. Jeg synes også, at man skal sige, at de seneste dages afsløringer omkring organiseret kriminalitet på TV 2 viser, at vi så langtfra er i mål, og det tænker jeg vi alle sammen er enige om. Det er gode aftaler, som alle sammen trækker i den rigtige retning. Men som det jo nok også er tilhørerne bekendt, er jeg ikke den allerstørste fan af den her regering. Alle ved, at Danmarksdemokraterne har et særligt blik for, at livet skal kunne leves i hele Danmark, og desværre fortsætter regeringen altså med en kurs, der trækker Danmark skævt. Man har forhøjet afgiften på diesel, der særlig rammer dem uden for de store byer, som har et dagligt transportbehov, hvor en elbil altså ikke er løsningen. Faktisk mødte jeg egentlig repræsentanter fra et af de såkaldt grønne partier her i europaparlamentsvalgkampen. Nu skal jeg nok være flink, så jeg nævner ikke hvem, men man havde faktisk aktivt fravalgt at bruge en elbil som kampagnebil, fordi man simpelt hen ikke kunne spilde så meget tid i ladestanderen. Det er jo en fair betragtning. Vi er mange, der ikke gider at spilde vores tid i en ladestander, men det er lidt underligt, at helt almindelige mennesker i landdistrikterne så skal straffes med en højere dieselafgift for netop at træffe præcis det samme valg. Man har også indført en ny flyafgift, det truer de små lufthavne i provinsen, og desværre har regeringen stadig endnu større planer for at dræbe livet på landet, nemlig når man inden længe kommer med en ødelæggende CO 2 -afgift på dansk landbrug. Michael Svarers grundige rapport har jo fuldstændig gennemhullet regeringsgrundlagets ord om CO 2 -afgiften, som jeg ellers forstår Venstres formand er ophavsmand til. Det er nu slået fast med syvtommersøm, at man selvfølgelig ikke kan indføre en CO 2 -afgift, uden at det går ud over arbejdspladserne i landbruget og i vores landdistrikter. Nu skal regeringen så bare vælge, hvor mange mennesker der skal gøres arbejdsløse. Samtidig har Svarerrapporten også dokumenteret sort på hvidt, at en CO 2 -afgift selvfølgelig vil gøre vores fødevarer dyrere. Der røg så statsministerens løfte til den enlige mor om, at kødsovsen ikke må blive dyrere.

Jeg kommer aldrig nogen sinde til at kunne forstå, hvorfor en regering, ovenikøbet med deltagelse af Venstre, der i hvert fald engang var et landbrugsparti, aktivt vil nedlægge gode danske arbejdspladser i vores land, rundtomkring ude på landet, hvor der jo i høj grad er brug for dem. Derfor har vi også helt fra begyndelsen som det eneste parti i Folketinget sagt blankt nej tak til, at vi som det eneste land i hele verden skal indføre en CO 2 -afgift på vores landbrug. Der er også brug for en ny kurs i værdipolitikken. Jeg så et par af Venstres ministre være ude at tale for assimilation for nylig. Det lød jo fint, men det kniber med handling. Foreløbig må man sige, at den eneste assimilation, vi har set i praksis, er, når regeringen har valgt at indrette ytringsfriheden efter mullahernes ønske, når det handler om en kujonagtig koranlov. Og her gik jeg sådan set og troede, at det skulle være den anden vej rundt, så det var folk, der kom hertil, der skulle indrette sig efter os, og at det ikke var os, der skulle indrette os efter nogle mullaher i Mellemøsten, og hvad fintfølende muslimer her i Danmark måtte føle. Samtidig bliver unge skolepiger stadig påtvunget det islamiske tørklæde, og ude i kommunerne kæmper Socialdemokratiet direkte med næb og kløer for at bevare kønsopdelt svømning. De barnebrudsægteskaber, som jeg fik 60 dages ubetinget fængsel for at standse, er fortsat under fru Mette Frederiksen som statsminister, men det giver jo på sin vis egentlig også mening, når man ser, at adskillige socialdemokratiske byrådsmedlemmer er mere loyale over for Erdogan end over for Danmark, mens en socialdemokratisk minister sågar deltager i islamiske bønnemøder op til et vælgermøde. Det er ærlig talt rystende at være vidne til de her ting, og man får jo i høj grad fornemmelsen af, at det er ord, men at det er ord, uden at man rigtig bærer det i hjertet. Jeg må sige, det er en mistanke, jeg har haft igennem lang tid, nemlig at det er sådan, det er, men man må også bare sige det, når man så ser handlingerne eller mangel på samme. Erhvervsministeren kunne jo have rejst sig og være gået fra det her møde, hvis han virkelig mente det af hjertet, og hvis det ikke bare var noget, man siger. Det ville man jo kunne have gjort så let som ingenting og have sagt, at det her ikke hører til på et dansk vælgermøde. Men sådan var det ikke. Det er bare fine ord, og jeg må indrømme, at der er mange fine ord, men de bliver bare ikke omsat til handling. Samtidig rejser udenrigsministerens spidskandidat, fru Stine Bosse, rundt med planer om at afskaffe det danske retsforbehold og overlade udlændingepolitikken til bureaukraterne i Bruxelles. Det eneste, vi åbenbart selv skal stå for, er at hente 7.000 migranter til landet, så de kan få glæde af de højere offentlige ydelser, som regeringen har besluttet sig for at sende ud i ghettoerne – offentlige ydelser, som de så ovenikøbet kan få betalt i euro, fordi fru Stine Bosse og Moderaterne også vil afskaffe kronen. Helt ærligt, den her midterregeringen er et principløst politisk misfoster. Der er brug for en ny retning, ja, man får næsten lyst til at sige, at der er brug for bare en retning i det mindste. Der er brug for en ny regering, og der er brug for en borgerlig statsminister ved roret. Så på vegne af Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti vil jeg gerne fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget ønsker et EU, der i højere grad respekterer nærhedsprincippet og fokuserer på grænseoverskridende problemer. Folketinget glæder sig over stigningen i det økonomiske råderum, som bør komme danskerne til gode i form af bedre velfærdsydelser og lavere skatter og afgifter, som kan styrke samfundets sammenhængskraft og skabe mere vækst og fremgang. Folketinget opfordrer regeringen til at reducere offentligt bureaukrati og tilbagerulle den store stigning i antallet af akademikere i staten siden 2019. Folketinget understreger vigtigheden af igen at føre en stram udlændingepolitik med flere hjemsendelser, hvor man ikke bukker under for mellemøstlig herskermentalitet, som vi så det med koranloven. Folketinget ser med bekymring på det værdimæssige skred i abortloven og organdonation, hvor der brydes med sunde borgerlige principper. Folketinget opfordrer regeringen til et øget fokus på et Danmark i balance, bedre forhold for danske familier og en styrket indsats for et grønnere Danmark, både til lands og til vands.« (Forslag til vedtagelse nr. V 83).

Tak for det. Det vil indgå i den videre forhandling. De korte bemærkninger bliver taget efter pausen, men man kan allerede nu trykke sig ind.

Mødet genoptages kl. 13.00.

Mødet er udsat. (Kl. 11:49).

Mødet er genoptaget. Da vi sluttede før pausen, var det fru Inger Støjberg, som holdt sin ordførertale, og derfor byder jeg igen velkommen til fru Inger Støjberg på talerstolen, således at vi kan starte på rækken af korte bemærkninger. Jeg skal sige, at der er afsat 45 minutter til korte bemærkninger til ordføreren. Den første, som jeg giver ordet til, er fru Ida Auken fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Mange tak, og tak for talen. Fru Inger Støjberg er meget oprørt over, at regeringen fører klimapolitik og f.eks. har forhøjet en dieselafgift og nu også kommer til at lave en CO 2 -afgift på landbruget. Men er det egentlig et krav fra Danmarksdemokraternes side for at gå i regering, at de to ting bliver rullet tilbage?

Fru Inger Støjberg.

Altså, der er jo ingen tvivl om, at vi gerne så, at de ting bliver rullet tilbage, og det er jo selvfølgelig også derfor, at hvis mandaterne falder sådan, at der kommer en blå regering – for vi har kun ét ultimativt krav, og det er, at vi vil have en blå statsminister; vi er ikke til salg for ministerbiler, som Venstre har været – så kan man også godt regne med, at hvis vi skal sidde og forhandle regeringsgrundlag, så er det noget af det, vi vil presse rigtig meget på for. Men i og med at vi ikke er et parti med ultimative krav ud over at ville have en blå statsminister, så kan jeg selvfølgelig ikke garantere, at vi kan komme igennem med det – men jeg vil gøre alt, hvad jeg overhovedet kan, for at komme igennem med det, og jeg vil gøre alt, hvad jeg overhovedet kan, for at trække det i den rigtige retning.

Fru Ida Auken.

Så vi skal altså forstå det her nej til handling som sådan et lidt på den ene side og på den anden side – I mener det alligevel ikke rigtigt. Hvis I bare kan komme ind i regeringskontorerne, kan man ikke regne med, at Danmarksdemokraterne går ind igen og ruller noget tilbage, som man åbenbart er så meget imod, som vi kan forstå ordføreren er.

Ordføreren.

Det er jo sådan lidt en underlig måde at stille tingene op på. Jeg kan jo ikke vide, hvor mange ulykker den her regering kan nå at gennemføre, hvis den her regering har 2 år mere til at gennemføre ulykker, for det er den ene afgift efter den anden. Det er penge ind i ghettoerne til udlændinge, der ikke er i arbejde. Altså, det er jo snart sagt på alle områder. Det er store bededag, der er væk. Så jeg kan jo ikke i dag stå og garantere, at med alle de ulykker, den her regering kommer med, for det er rigtig mange, kan jeg ene mand nå at rulle det tilbage, men jeg vil gøre, hvad jeg kan – det kan jeg garantere fru Ida Auken. Jeg kan også godt i dag allerede melde ud til fru Ida Auken, at hun nok ikke kommer til at stemme på Danmarksdemokraterne.

Fru Pia Olsen Dyhr, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Det tror jeg så ikke er nogen overraskelse for nogen af os. Jeg ved, at fru Inger Støjberg og jeg er enige om, at det, der skete den 7. oktober i Israel, var et forfærdeligt terrorangreb fra Hamas' side. Jeg ved også, at vi er enige om, at de sidste israelske gidsler må og skal frigives, og jeg ved også, at vi er enige om, at palæstinenserne jo er nødt til at forholde sig til en alliance med slyngelstater som Iran og Rusland, og at terrororganisationer som Islamisk Jihad og Hamas er dybt skadelige for palæstinensernes sag. Men når det er sagt, er Israel jo også udfordret, fordi antallet af dræbte civile palæstinensere er ekstremt højt og ulovlige bosættelser i årevis, både på Vestbredden og på grænsen til Gaza, har undergravet tiltroen til en fredelig løsning, og fordi Israel med sin meget hårde adfærd i de her måneder, senest i Rafah, er med til at skubbe venner af Israel længere væk. Derfor vil jeg gerne spørge fru Inger Støjberg om to ting. Anerkender fru Inger Støjberg, at civile palæstinensere også har ret til et liv i fred og frihed og bag deres egne sikre grænser? Og hvordan anser fru Inger Støjberg det mål for bedst fremskudt?

Ordføreren.

Jeg ønsker alle mennesker et liv i fred og frihed. Men jeg vil også ærligt sige, at jeg, for at vi når derhen, mener, at de israelske gidsler skal frigives. Jeg mener, at det er løsningen på det her. Jeg står last og brast med Israel, og det tror jeg også at fru Pia Olsen Dyhr ved. Israel er et lille velfungerende demokrati, der er omringet af ufrie kræfter, og det er de ufrie kræfter, der – det så vi den 7. oktober – er villige til at bruge alle midler, altså også drab på civile, gidseltagninger og de mest barbariske angreb, jeg tror jeg nogen sinde har hørt omtalt. Så jeg har meget, meget svært ved at se – og det er så i forhold til det andet spørgsmål fra fru Pia Olsen Dyhr – en løsning på det her, medmindre gidslerne bliver frigivet.

Fru Pia Olsen Dyhr.

Ja, jeg er jo helt med på, at fru Inger Støjberg står last og brast med Israel, men vi står jo også i en meget tragisk situation, hvor en meget gammel konflikt har bevæget sig fra slemt til værre, og lige nu tror jeg at fødekæden til fremtidens konflikter skabes, fordi så mange børn og unge vokser op med meget voldsomme hændelser tæt inde på livet. De har krigsoplevelser, de har sult, de har tab, de har frygt, og jeg kan ikke se, at det er andet end opskriften på fremtidens konflikter. Så kan fru Inger Støjberg ikke også godt forstå, at vi har en fælles forpligtigelse til at løfte blikket og prøve at arbejde på en fælles løsning mellem Israel og Palæstina?

Ordføreren.

Jeg er faktisk enig med fru Pia Olsen Dyhr i, at vi i øjeblikket oplever en radikalisering, men desværre foregår en del af den radikalisering jo altså også på UNRWA-skoler og i UNRWA-børnehaver. Fru Pia Olsen Dyhr og jeg besøgte selv bl.a. den israelske formand for Knesset, altså deres parlament, der kunne fremvise et kort, der var taget ned fra en børnehave, som var drevet af UNRWA i Gaza, og hvor Israel ikke eksisterede, og det er radikalisering. Så vi kunne jo stoppe med at støtte UNRWA, indtil der bliver ryddet op i den her slags.

Hr. Alex Vanopslagh, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Tak for talen og samarbejdet i al almindelighed. Jeg vil gerne tale om velfærd, og hvordan vi får bedre velfærd i fremtiden. Jeg synes jo, at noget af det interessante, der er sket med den her midterregering, er, at en af de ting, man lidt har fået brudt ned, er den her sådan falske modsætning mellem skattelettelser og velfærd og den falske påstand om, at den eneste måde og den bedste måde til at gøre velfærden bedre er ved at tilføre den flere penge, og at man jo også skal ændre måden, hvorpå velfærden blive leveret. Der vil jeg egentlig bare høre fru Inger Støjberg, hvordan Danmarksdemokraterne ser på mulighederne for at få en bedre velfærd i fremtiden, så det ikke kun er ved at bruge flere penge, og om der er nogle forslag, nogle visioner hos partiet.

Ordføreren.

Jeg tror, vi har en meget stor fælles dagsorden omkring frihed og frisættelse i den offentlige sektor. Det var jo i øvrigt også noget af det, som regeringen anmeldte at man ville med ældrereformen, men jeg synes ikke, man nåede ret langt med det. Man nåede et stykke af vejen, men det var et meget, meget kort stykke. Så for mig at se handler velfærd jo i høj grad også om selvbestemmelse og medbestemmelse, og det tror jeg i øvrigt også er noget af det, som Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne har en meget stor fællesmængde omkring. Så det er jo noget af det, jeg håber at vi kunne samarbejde endnu mere om i fremtiden, om end jeg allerede nu kan sige, at jeg synes, vores samarbejde er fremragende, og at jeg bare glæder mig til endnu mere samarbejde med hr. Alex Vanopslagh og resten af det efterhånden store hold, som Liberal Alliance har.

Hr. Alex Vanopslagh.

Tak. Det vil næsten være for meget smiger, hvis jeg sagde noget om, at fru Inger Støjbergs hold jo også vokser i den her valgperiode, men lad det ligge. For vi ser jo ens på sådan behovet for en retning, hvor man giver mere frit valg og mere selvbestemmelse og også mere konkurrence. Og en af de gode idéer, som jeg synes kom ud af ældrereformen, var jo den her idé om det, jeg i øvrigt tror hedder et lokalplejehjem, altså en ny type offentligt plejehjem, men hvor der er sådan et reelt selvejerskab, og hvor det ikke er kommunen, der driver det, og hvor der er gennemsigtighed i økonomien. Mener Danmarksdemokraterne, at det vil være en fordel for Danmark at bevæge sig yderligere ned ad det spor end de småtterier, man her i første omgang har gjort?

Ordføreren.

Alt hvad der kan give mere frihed til selvbestemmelse og medbestemmelse, synes jeg er den rette vej. Jeg vil så også sige, at vi også skal anerkende, at der vil være forskel fra sted til sted, og at det i virkeligheden også er noget, man kommer til at konkurrere om. Vi skal så også anerkende, at når der så sker fejl, må det være op til ledelsen på det enkelte plejehjem at få ryddet op i det, og at det så ikke nødvendigvis er noget, man skal stå herinde i Folketingssalen og gøre hver eneste gang. Men det betyder jo også, at ledelsesretten virkelig skal ud på plejehjemmene, og at vi skal turde at give ledelsen ud på plejehjemmene, så det ikke er sådan, at det er hver eneste gang, når et folketingsmedlem synes, at man skal til at begynde med at rydde op i tingene. Så det kommer i virkeligheden til at kræve mod af Folketinget at gennemføre de ting, men det mod håber jeg vi i fællesskab har.

Hr. Mohammad Rona, Moderaterne. Værsgo.

Tak for ordet, og tak for talen. Mit spørgsmål går sådan set mere på, at vi jo nu er i EP-valgkamp. Jeg vil prøve at stille et spørgsmål om den del af det. Vi kunne se på TV 2 i sidste uge, hvor fru Inger Støjberg deltog sammen med spidskandidaten Kristoffer Storm, at man har sat sig i gruppe med Viktor Orbáns parti. Det vil sige, at man nu vil samarbejde med Viktor Orbán i Europa-Parlamentet. Så mit spørgsmål er sådan set bare, hvorfor man vil arbejde sammen med en, der støtter Putin.

Ordføreren.

Jeg tror, at der har været knas på linjen, som hr. Mohammad Rona har fulgt. For jeg sagde jo netop, at vi ikke kommer til at sidde i en gruppe med folk, der ikke kan finde ud af at tage afstand fra Putin, og at vi heller ikke kommer til at sidde i gruppe med folk, der ikke kan finde ud af at tage afstand fra nynazister. Nu er det så sådan, at vi desværre slet ikke sidder i Europa-Parlamentet endnu. Så vi skal jo til på et eller andet tidspunkt at prøve at se på, hvilken gruppe vi eventuelt skal ind i. ECR-gruppen, som jeg tror ordføreren henviser til, er den ene mulighed. Den anden mulighed, som jeg ser det, er EPP-gruppen. Nu må vi jo se, hvordan sammensætningen af Europa-Parlamentet bliver. Men vi kan godt finde ud af at tage afstand fra udemokratiske kræfter. Ligesådan har vi heller ingen kandidater, der render rundt til bønnemøder og møder, hvor imamer står og messer og det hele foregår på arabisk, eller hvad det var – det var i hvert fald et sprog, som jeg ikke forstod. Undskyld, hr. ordfører, sådan noget hører ikke til i Danmark. Der kan jeg sige, at det kan vi godt finde ud af at tage afstand fra. Jeg synes også, at det kunne være rigtig godt, hvis Moderaterne kunne finde ud af at tage afstand fra det.

Hr. Mohammad Rona.

Tak for det. Det var bare ikke det, der blev sagt på TV 2 i den udsendelse, som fru Inger Støjberg selv var med i. Man kan også bare sige, at hvis man kigger i Altinget den 21. april i år, kan man se, at Kristoffer Storm, som er spidskandidat for Danmarksdemokraterne, bl.a. siger, at hvis man kan finde en eller anden form for løsning, hvor det bliver tilstrækkeligt, ville han da i hvert fald ikke udelukke det på forhånd. Det vil sige, at man gerne vil samarbejde med Viktor Orbáns parti.

Ordføreren.

Men er det ikke lige præcis det, Kristoffer Storm siger? Vi kommer ikke til at sidde i gruppe med nogen, der ikke kan finde ud af tage afstand fra Putin eller ikke kan finde ud af tage afstand fra nynazister. Jeg kan se, at der er andre partier her i Folketinget, der har problemer. Venstre har åbenbart også problemer med en kandidat, der så ikke kan finde ud af at tage afstand fra Putin. Det kan vi godt. Det kan jeg sige. Vi er hundrede procent på ukrainernes side i den her sag. Så det kan vi godt finde ud af. Og vi render ikke rundt til bønnemøder; det gør vi simpelt hen ikke.

Hr. Per Larsen, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak til fru Inger Støjberg for en fin tale. Respekt for, at partiformanden selv stiller sig op på talerstolen i fuldt pensum. Ikke et ondt ord om dem, der sender en politisk ordfører, men jeg synes, det aftvinger respekt. Vi kommer jo begge to fra Nordjylland, og der ved vi godt at der er stor ulighed i sundhed på den måde, at vi har alt for få praktiserende læger. Statsministeren var rent faktisk også inde på det i sin tale. Hvordan vil man fra Danmarksdemokraternes side sikre, at vi fremadrettet også kan sørge for at have læger nok udeomkring i periferien, hvor der måske er lidt længere mellem husene?

Ordføreren.

Vi er kommet med et udspil, også omkring landdistrikterne, som faktisk også indeholder noget af det her. For jeg er fuldstændig enig med hr. Per Larsen i, at noget af det helt afgørende for trygheden er, at man har en egen læge. Vi har faktisk foreslået flere ting, men vi har bl.a. foreslået, at man kan få sløjfet sin su-gæld, og at der også kan være et højere rekrutterings- og fastholdelsestillæg, hvis man etablerer sig ude i yderområderne. For det er helt afgørende. Jeg abonnerer ikke helt på udenrigsministerens idé. Han er jo sådan en eller anden form for evighedsmaskine. Han bygger et eller andet kæmpe system op for så at rive det ned og så give alle andre skylden og sige, at det var dem, der fandt på det, og så vil han til at bygge et nyt system op. Så alt det der med, om det er struktur og sådan noget, er ikke sikkert er det, vi går allermest op i. Det, vi går allermest op i, er, at folk har en læge, og at finde nogle helt konkrete løsninger på det. Det kunne f.eks. være at få et fastholdelsestillæg i yderområderne, men måske også at sløjfe su-gælden for nyuddannede læger – sådan nogle ting.

Hr. Per Larsen.

Tak. Vi er jo meget på linje, i forhold til at vi skal sørge for at sikre, at alle har en læge, som de kender, og som kender sine patienter. Vi har heldigvis også lavet en aftale i Folketinget om, at vi skal op at have 5.000 praktiserende læger i hele Danmark imod de der omkring 3.500, vi har nu. Så der bliver jo behov for nogle initiativer for netop at sikre, at lægerne kommer derud, hvor der er størst behov for dem. For vi har jo den her skævvridning, hvor der faktisk er færrest læger der, hvor der er mest sygdom, og det kan vi ikke være tjent med. Så jeg hører også, at der fra Danmarksdemokraternes side åbnes mulighed for at give en eller anden form for økonomisk kompensation for at få den fordeling af læger fremadrettet.

Ordføreren.

Jeg tror lige præcis, at i forhold til de her ting taler vi fuldstændig samme sprog. Eller jeg vil sige: Også på det her område taler vi fuldstændig samme sprog som Det Konservative Folkeparti. Jeg er meget glad for, at vi efterhånden er rigtig mange partier herinde, der har et stort fokus på sådan noget som lægedækning, også i yderområderne. Jeg tror bare, man kan spørge den børnefamilie eller den ældre borger, der har stået uden egen læge, hvor utrygt det er. Det er i sagens natur kernevelfærd, og det skal bare være på plads, og derfor er det også sådan nogle konkrete løsninger som dem, som både hr. Per Larsen og vi selv fra Danmarksdemokraternes side har peget på, der skal til.

Fru Rosa Lund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak til fru Inger Støjberg for talen. Hvis der er noget, man ved om fru Inger Støjberg, så er det, at fru Inger Støjberg rigtig gerne vil negativ social kontrol til livs. Der er ikke noget, fru Inger Støjberg hellere vil, end at hjælpe unge kvinder, der er presset ned i nogle patriarkalske strukturer af deres forældre. Derfor undrer det os i Enhedslisten, at fru Inger Støjberg ikke er med i aftalen om at afskaffe forældresamtykket for unge kvinder, som bliver uønsket gravide. Så jeg skal bare spørge fru Inger Støjberg: Stopper den her kamp mod negativ social kontrol ved livmoren? Det er svært for os at se sammenhængen i forhold til de unge kvinder, der bliver uønsket gravide. Det er da så vigtigt, at de selv bestemmer, om de skal have en abort, så de ikke skal hjem og spørge deres mor og far om lov til det.

Ordføreren.

Jeg er faktisk enig med fru Rosa Lund, men det gode er efter vores mening, at man ikke behøver at ændre lovgivningen for det, for i dag er der faktisk nogle meget velfungerende abortråd rundtomkring, som jo gør, at man som ung kvinde, f.eks. med muslimsk baggrund, ikke behøver at tale med sine forældre om, om man skal have en abort, for så ville man få det ad den vej. Det er derfor, jeg ikke synes, at det er nogen god idé. Jeg synes, at forældre sådan i almindelighed skal inddrages i den her diskussion, altså hvis man skal have en abort, for det mener jeg ligger i forældrerollen også. Jeg mener også, at det ligger i det, man kan kalde et efterværn, altså den hjælp, der skal til efterfølgende, i forhold til at man også kan tale med sine forældre om det. Men jeg anerkender fuldstændig, at der kan være piger med muslimsk baggrund eller måske med stærk missionsk baggrund, der ikke kan komme hjem til forældrene, og det er jo derfor, at der er et abortråd allerede i dag, som man kan tale med.

Fru Rosa Lund.

Jeg er simpelt hen ikke enig i, at de her abortråd, der findes i dag, er velfungerende. Derfor laver vi heldigvis også dem om. Det ændrer bare ikke på, at det, at man selv har retten til at bestemme, om man vil have en abort eller ej, er fuldstændig grundlæggende. Det, som jeg jo mener at fru Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne har misforstået, er, at det vigtigste led i kampen mod negativ social kontrol er at give unge mennesker rettigheder, og det er det, vi gør med den her abortaftale. Det er rettigheder, vi giver.

Fru Inger Støjberg.

Jamen jeg tror bare, at vi som ved så meget andet ser meget forskelligt på verden, fru Rosa Lund. Jeg ved ikke, om jeg har sagt det før, men fru Rosa Lund er på en eller anden måde som et fyrtårn for mig, og det er hr. Pelle Dragsted også. Man skal holde behørig afstand, for ellers går man ofte på grund. Så man skal holde lang afstand. Vi ser bare forskelligt på verden, men derfor kan vi jo godt have samme ønske, når det kommer til social kontrol, og det tror jeg vitterlig vi har. Jeg tror bare, vi har to forskellige veje derhen.

Hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak, formand. Det er ikke så ofte, at jeg finder anledning til at læse avisen Politiken, men fru Inger Støjberg gav mig i går netop den anledning. For jeg ved jo, at grænsekontrol er noget, som vi begge to interesserer os rigtig meget for, men der er åbenbart den forskel, at fru Inger Støjberg og hendes EP-kandidat ikke er så glade for at tale om det. De stiller i hvert fald ikke op til interview, og derfor ved jeg heller ikke, om fru Inger Støjberg i dag svarer på spørgsmål om det. Men nu vover jeg i hvert fald halsen her, og så må vi jo se på det. For hvis man vil have permanent grænsekontrol i Danmark, må man jo træde ud af Schengen. Og der er det jo ligesom apropos abort, at man ikke kan være sådan halvt gravid. Altså, man må ligesom vælge enten at sige, at man er uden for Schengen, og så laver man permanent grænsekontrol, eller at sige, at man er inden for Schengen, og så danser man efter Kommissionens pibe. Nu står fru Inger Støjberg jo selv på stemmesedlen her den 9. juni, så hun må også have gjort sig nogle tanker, tænker jeg, om, hvad det er for en vej, man vælger. Så måske hun i dag, hvis hun svarer på spørgsmål i dag, vil gøre os lidt klogere på det.

Ordføreren.

Det er jo på en eller anden måde lidt ærgerligt, at hr. Morten Messerschmidt ikke også stillede spørgsmålet i går, da vi jo sad sammen i en times tid. Men bortset fra det vil jeg sige, at vi fra Danmarksdemokraternes side altid gerne svarer på spørgsmål. Omkring grænsekontrollen og Schengen var jeg jo den, der indførte grænsekontrollen i sin tid, så jeg tror, at jeg rimelig godt ved, hvordan det fungerer. Det, jeg ikke synes fungerer i dag, er, at man igen og igen ligesom skal finde på en årsag til at forlænge grænsekontrollen, og det vil jeg gerne ud over. Det er derfor, jeg har sagt og Danmarksdemokraterne siger, at vi ønsker, at landene selv kan bestemme, om der skal være en permanent grænsekontrol. Deri antager jeg at Dansk Folkeparti er enige og at hr. Morten Messerschmidt er enig. Så er der lige det ved det, at der kan være en diskussion om, hvorvidt det er inden for eller uden for Schengenreglerne. Men hvis jeg nu kigger tilbage på gamle citater fra hr. Morten Messerschmidt, siger han i hvert fald her til Ritzau, at en genindførelse af en fast grænsekontrol ved de danske grænser under ingen omstændigheder betyder et totalt opgør med det europæiske Schengensamarbejde. Og det er jeg da bare enig med hr. Morten Messerschmidt i.

Hr. Morten Messerschmidt.

Der er bare det problem, at Schengenreglerne jo er forandret efterfølgende, og det har fru Inger Støjberg selv stemt for som medlem af Venstre, så derfor er det jo lidt fattigt at komme med gamle citater. Altså, virkeligheden i dag er jo, at den grænsekontrol, vi har, er midlertidig. Og jeg er helt enig i analysen af, hvor tåbeligt det er. Det, der bare interesserer mig, er, hvordan fru Inger Støjberg så inden for Europa-Parlamentet vil lave det om. Altså, nu kan vi forstå, at det ikke engang er sikkert, at Danmarksdemokraterne har en gruppe at sidde i, og som medlem af Europa-Parlamentet kan man ikke fremsætte forslag; det er noget, Kommissionen står for. Så man må jo i dag tage stilling til, om man enten er for Schengen eller for grænsekontrollen.

Ordføreren.

Det er fuldstændig rigtigt, at vi godt kan finde ud af at tage afstand fra nynazister, og det står bare tindrende klart. Vi skal ikke sidde i gruppe med nogen, der er nynazister; vi skal slet ikke stille os i spidsen for en gruppe, hvor den slags sker. Vi er for en permanent grænsekontrol, og med den højredrejning, der forhåbentlig er, og det tror jeg at sammensætningen af Europa-Parlamentet vil betyde, er det jo også op til Parlamentet at få ændret de her regler, og det vil vi komme til at presse på for, hr. Morten Messerschmidt.

Hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre. Værsgo.

Mange tak, og tak for talen. Der er nok nogle ting, som fru Inger Støjberg og jeg ikke bliver enige om, herunder udlændingepolitik og CO 2 -afgift på landbruget, så det vil jeg ikke engang bruge vores fælles kostbare tid på her. Men der er et andet tema, som jeg er stærkt optaget af. Jeg havde fornøjelsen af her i frokostpausen at have besøg af Jevhenija Kravtjuk, som er præsident Zelenskyjs næstforkvinde i parlamentet i Kyiv. Jeg havde en samtale med hende om krigen i Ukraine, og der ved jeg, at vi til gengæld har en fælles bekymring og føler, at vi har et fælles ansvar fra dansk side. Vi har også været enige og bakket op, begge partier, om at støtte Ukraine både militært og økonomisk, men noget af det, som efter min mening går alt, alt for langsomt, er at stoppe den europæiske import af russisk olie og gas, som jo faktisk er nerven i hele Putins krigsøkonomi. Her i Danmark har vi heller ikke været i stand til at nedsætte vores gasforbrug over det seneste år, og det synes jeg bare ikke vi kan være bekendt. Jeg synes, at den dagsorden trænger til at blive taget op, og her vil jeg spørge, om vi kan regne med Danmarksdemokraterne.

Ordføreren.

Der er mange ting, jeg synes man kan glæde sig over i Folketinget, og en af de ting, jeg synes man kan glæde sig allermest over, næsten, er, at vi står last og brast i vores støtte til Ukraine, og det er fra den ene side til den anden side af Folketingssalen. Det er der ikke ret mange lande der kan bryste sig af, altså at man stort set ikke kan stikke et stykke papir ned. Det synes jeg vi skal bruge rigtig mange kræfter på at fortælle ude i verden, og hvis jeg for en gangs skyld skal rose statsministeren, vil jeg godt sige til statsministeren, at det gør hun ude i verden. Det er anerkendelsesværdigt, og det er der fuld opbakning til. Omkring gasforbruget kan Radikale Venstre roligt regne med os. Det var i øvrigt noget af det, som også var til debat, da vi havde inflationspakkerne, hvor vi jo fik afsat puljer til at rulle fjernvarme ud og alle sådan nogle ting. Så det er jo også sådan helt nede i det konkrete, vi gerne vil være med til at løse det problem.

Hr. Martin Lidegaard.

Det glæder mig. Når jeg rejser det her, er det bare, fordi vi ikke kan se det i det danske gasforbrug. Det er ikke faldet over det seneste år; det er faktisk steget en lille smule. Det vil sige, at Danmark også er med til at pumpe milliarder ind i krigsmaskinen. Det er ca. 2 mia. euro om måneden, som EU importerer gas for fra Rusland og altså det, man pumper ind i krigsmaskinen. Derfor vil jeg også høre, om vi kan regne med, at Danmarksdemokraterne netop i de konkrete løsninger i Danmark og i Europa, hvis Danmarksdemokraterne får en valgt dernede, også vil hjælpe med at få den europæiske lovgivning i retning af, at vi får gjort op med det her, som jeg simpelt hen ikke synes vi kan være bekendt.

Fru Inger Støjberg.

Jamen det kan man, men der er jo nogle hensyn, der skal tages. Vi har jo diskuteret mange gange, hvordan vedvarende energi skal produceres og sådan nogle ting. Altså, vi synes, vindmøllerne skal ud på havet og ikke stå på land. Vi synes, at der skal kigges på reglerne for solceller. Vi synes ikke, at det er en fordel, at man omringer hele landsbyer med solcelleanlæg, men at vi skal prøve at kigge på reglerne for, at man i højere grad kan få lagt dem op på tagene af kommunale bygninger. Alle sådan nogle ting skal jo ind i det her billede. Men hvis hr. Martin Lidegaard mener, om vi sådan i det store billede gerne vil være med til at hindre den russiske økonomi alt det, vi overhovedet kan, er svaret ja. Altså, vi står last og brast, når det handler om at få bekæmpet det uvæsen, som Putin og alt det, han står for, er.

Fru Franciska Rosenkilde, Alternativet. Værsgo.

Tak for det. Det danske landbrug har både fru Inger Støjberg og jeg stærke holdninger til. Fakta er dog, at landbruget ikke har reduceret deres CO 2 -udledning de sidste 15 år. De har ikke reduceret udledningen af kvælstof, hvilket har resulteret i et dødt havmiljø. Der er stigende dårlig dyrevelfærd. Biodiversiteten er for nedadgående, fordi det intensive landbrug fylder alt for meget i vores land. Derudover er beskæftigelsen i landbruget nærmest halveret de seneste 40 år, og bedrifter går dagligt konkurs i Danmark. I Alternativet ønsker vi en bæredygtig omstilling af landbruget, sådan at vi har en bæredygtig fødevareproduktion i fremtiden. Hvordan ønsker Inger Støjberg at det danske landbrug skal se ud i fremtiden?

Ordføreren.

Jeg ønsker, at det danske landbrug er en stor medspiller i den grønne omstilling, men jeg ønsker også, at landbruget skal bevares, og at danske landmænd skal blive ved med at producere også dyr og skal producere mælk. Det er jo nok der, vores veje skilles. Jeg har sådan lidt en fornemmelse af, at det, fru Franciska Rosenkilde måske vil hen til, er, at CO 2 -afgiften er det eneste saliggørende. Det mener vi ikke. Vi mener godt, at dansk landbrug kan omstille sig uden en CO 2 -afgift. Bare lige for at erindre om tallene er man i dansk landbrug jo meget mere klimabevidst, end man er i stort set resten af verden. Lad os tage en dansk landmand som Asger Christensen, der allerede sidder i Europa-Parlamentet. Når han producerer 1 l mælk, udleder han 0,91 kg CO 2 . Når hans polske kollega producerer 1 l mælk, udleder han 1,44 kg CO 2 . Er det så ikke bedre at få produceret mælken i Danmark end i Polen? Så er det da bedre at få den produceret i Danmark og skubbe endnu mere på den grønne omstilling.

Fru Franciska Rosenkilde.

Det er sådan, at en tredjedel af Danmarks CO 2 -udledninger kommer fra landbruget, så det er overdrevet at sige, at det danske landbrug i dag er en del af den grønne omstilling. Faktisk er det det modsatte. Det er faktisk en af de allertungeste CO 2 -udledende industrier, vi har i Danmark. Som jeg også sagde tidligere, er de ikke blevet reduceret de sidste 15 år. Det vil sige, at de frivillige aftaler, der er blevet indgået med landbruget, jo netop har vist, at landbruget ikke selv kan omstille sig. Så hvis fru Inger Støjberg anerkender, at vi har behov for en grøn omstilling, og at landbruget skal tage sit ansvar, hvordan skal de så gøre det?

Fru Inger Støjberg.

Men den glade nyhed er jo, at det ikke er helt korrekt, hvad fru Franciska Rosenkilde siger her, for danske landmænd er blevet langt mere klimaeffektive, end de var tidligere. Det er de bl.a., fordi Arla har indført et program, der hedder FarmAhead™ Incentive, hvor man simpelt hen aflønner landmændene, efter hvor dygtige de er til at producere 1 l mælk klimabevidst. Så du får simpelt hen mere for din mælk, hvis du producerer den klimabevidst, end hvis du ikke gør, og det har samlet set reduceret Arlas landmænds udledning af CO 2 drastisk. Det er jo grøn omstilling i praksis.

Fru Aki-Matilda Høegh-Dam, Siumut. Værsgo.

[Taleren talte grønlandsk].

Tak til fru Inger Støjberg. Vi ved jo, at Inger Støjberg er en kvinde, der elsker sit land, Danmark, og som går meget ind for de danske værdier og synes, det danske sprog er meget vigtigt. Jeg ved også, at Inger Støjberg og hendes parti har haft en form for indflydelse på, hvorvidt det kunne lade sig gøre, at vi kunne få lov til at snakke grønlandsk, så længe vi oversatte det med det samme til dansk. Men jeg skal lige spørge, om Danmarksdemokraterne bakker op om, at man skal kunne snakke grønlandsk i Folketinget.

Fru Inger Støjberg.

Nej, vi var ikke for, at man indførte den her regel, og det er jo ganske enkelt, fordi jeg synes, at når man bliver valgt til Folketinget, skal sproget være dansk. Nu er reglerne jo sådan, og det er derfor, vi har debatten på den måde, som vi har i dag, og sådan er det.

Fru Aki-Matilda Høegh-Dam.

[Taleren talte grønlandsk].

Tak for svaret. Det er jo således, at hvis vi kigger på Europa-Parlamentet, kan man se på deres hjemmeside, at der står, at det er et grundlæggende demokratisk princip, at enhver EU-borger skal kunne blive medlem af Europa-Parlamentet, selv om han eller hun ikke taler et fremmedsprog. Det vil sige, at det også er muligt, at en fra Danmark kan blive valgt til Europa-Parlamentet og snakke dansk i Parlamentet. Så lad os lave det scenarie, at der er en, der på grund af det samme grundlæggende demokratiske princip bliver valgt fra Grønland, men ikke kan dansk, vil Danmarksdemokraterne så lave en anden ordning?

Ordføreren.

Nej. Men altså, reglerne er, som de er i dag, og jeg tror ikke, de bliver lavet om, uanset hvad vi mener om det. Vi står fast på, at i det danske Folketing synes vi fra Danmarksdemokraternes side at man skal tale dansk, men jeg accepterer også virkeligheden, som den er.

Fru Trine Bramsen, Socialdemokratiet, værsgo.

Man kan jo næsten ikke være her i Folketingssalen for den kærlighedsalliance, der er opstået mellem Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne. Men nu brugte fru Inger Støjberg jo en del af sin taletid på at bakke op om det meget vigtige budskab, som statsministeren havde med i sin tale, der handler om, at der skal være tryghed i alle dele af landet, og at vi ikke vil se unge mennesker eller nogen som helst blive slået ned på gaderne. Derfor kan det undre mig lidt, at den her kærlighedsalliance, der er mellem Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance, ikke adresserer det forhold, at Liberal Alliance jo er imod overvågning og er imod f.eks. det tryghedsskabende opholdsforbud, som netop skal sikre, at man kan være alle steder i Danmark uden at blive slået ned, og som netop skal sikre, at politiet har gode redskaber, når den her type af kriminalitet pågår. Så mit spørgsmål er, om kærlighed måske har gjort blind, når det kommer til tryghed.

Ordføreren.

Så du tænker, om det er sådan noget overvåget kærlighed på en eller anden måde? Det tror jeg ikke der er nogen der har godt af. Men jeg vil sige det sådan, at der jo selvfølgelig også er forskelle imellem Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne. Det ændrer bare ikke på, at det forhold, vi har til Liberal Alliance og til den resterende blå familie, er et forhold, der bygger på både tillid og en grundlæggende meget, meget stor fællesmængde af ting, som vi går ind for, f.eks. frihed, som vi talte om lige før, til selvbestemmelse og medbestemmelse, hvis man f.eks. er ældre, men også i skolerne og alle steder, hvor vi overhovedet kan indføre mere frit valg. Derfor kan der jo godt være nogle ting, som vi ikke er hundrede procent enige om, men hvis man har den grundlæggende tillid og et virkelig godt samarbejde, som vi har, så overkommer man jo også den slags. Jeg er godt klar over, at Socialdemokratiet i øjeblikket er i en eller anden form for underligt tvangsægteskab, hvor man ikke under hinanden sejre, og derfor tager tingene meget lang tid, og det hele bliver lidt udvandet. Vi kan godt tale om tingene ovre hos os, og vi er altså forskellige partier, men jeg kan garantere fru Trine Bramsen for, at fællesmængden er enormt stor.

Fru Trine Bramsen.

Men det er jo ikke ligegyldige ting, vi taler om her. Det er tryghed i gaderne i Danmark; det er at sikre, at politiet har det overvågningsmateriale, der skal til, når uskyldige mennesker er blevet slået ned; det er at sikre, at man kan sætte ind i de udsatte boligområder med tryghedszoner og med dobbeltstraf; det er at sikre, at lov og orden bliver overholdt alle steder i Danmark. Så det er jo ikke ligegyldige og tilfældige ting, vi taler om her. Det er hele fundamentet under trygheden for alle i Danmark. Så jeg håber, at ordføreren vil forholde sig til det her spørgsmål lidt mere grundigt end bare at sige, at der er noget, man er enig i, og der er noget, man er uenig i. Det her er vigtigt.

Fru Inger Støjberg.

Jamen det er der da rigtig mange ting, der er. Jeg tænker da også, at Venstres vælgere i sin tid syntes, at det var vigtigt at sige nej til en CO 2 -afgift, hvilket man havde sagt før valget, altså at man ikke gik ind for afgifter og skattestigninger fra Venstre side, og at man ikke ville have en socialdemokratisk statsminister, men det opgav man så. Der er jeg da godt klar over, at det da er noget nemmere så at være socialdemokrat, for det er da Socialdemokraterne, der har vundet stort på det her tvangsægteskab, som man på en eller anden måde er gået ind i. Så det er bare for at sige igen, at vi har en enorm stor fællesmængde med især Liberal Alliance og De Konservative, og det er en fællesmængde, som vi har tænkt os at dyrke. Jeg kan love fru Trine Bramsen, at vi skal nok finde ud af de der småtterier, som vi ikke er helt enige om. Og var vi helt enige om alt, havde vi nok slået os sammen til et parti, og det er vi altså ikke endnu.

Hr. Anders Kronborg, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil også godt hive lidt fat i det, som fru Trine Bramsen spørger om, nemlig det samarbejde, der er mellem fru Inger Støjberg og hr. Alex Vanopslagh. Der er jo ingen tvivl om, at vi ikke rigtig kan få at vide, om der er en statsministerkandidat, men det, vi klart kan få at vide, er, at begge partier gerne vil indgå i en regering, og at det skal være en blå statsminister. Der synes jeg jo, at der er nogle helt essentielle spørgsmål, der er vigtige at få svar på, f.eks. om fru Inger Støjberg kan være i en regering, der f.eks. vil halvere topskatten. Er det noget, fru Inger Støjberg kan se sig selv i?

Fru Inger Støjberg.

Det er jo da en utrolig interesse, der er for det her spørgsmål fra Socialdemokraternes side. Altså, det er jo sådan helt rørende. Jeg ved ikke, om det er det, Socialdemokraterne bruger deres gruppemøder på, for det ville da nok være bedre at prøve at udvikle noget socialdemokratisk politik i stedet for at sidde og kigge på de amoriner, der tydeligvis er i luften herovre i den borgerlige lejr – og hvor er det dejligt. Men prøv at høre her, hr. Anders Kronborg: Vi er, fordi man igen fandt et noget større råderum, lige kommet med en udmelding om, hvordan det skulle bruges. Der ser vi jo for os, at det bl.a. skal bruges på skattelettelser. Det er klart, at vi meget gerne ser skattelettelser i bunden, men det er jo ikke, fordi vi ikke kan unde nogen, at der også skal skattelettelser til i toppen. Og så synes jeg da, at man skulle tage at rulle nogle af de helt absurd mange afgifter, som er blevet indført under den her lidt mystiske i regering, tilbage – hvor det åbenbart er blevet et mål i sig selv bare at pålægge afgifter for det ene, det andet og det tredje. Det er, som om det er sådan en konkurrence om, hvem der kan finde på flest afgifter, der især kan genere dem, der bor ude på landet. Så tak for interessen. Jeg lover, at vi nok skal finde ud af det, og jeg kan også love, at hr. Anders Kronborg nok ikke bliver en del af regeringsforhandlingerne, hvis der skulle blive blå regeringsforhandlinger.

Hr. Anders Kronborg.

Det vil fru Inger Støjberg så ikke svare konkret på. Så lad os prøve at tage noget andet, for vi sidder jo og udvikler politik løbende, og noget af det, vi udviklede, og noget af det, der blev et resultat, var jo Arnepensionen. Og Arnepensionen har hr. Alex Vanopslagh og Liberal Alliance jo sagt helt klart og tydeligt skal på møddingen og skal afskaffes. Kan fru Inger Støjberg se sig i en regering, der vil afskaffe Arnepensionen – ja eller nej?

Fru Inger Støjberg.

Jamen jeg tror ikke, at Arnepensionen kommer på møddingen; nu synes jeg også, at det er et lidt vildt udtryk. Jeg tror simpelt hen ikke, at Arne skal derover; det tror jeg ikke han skal. Da jeg annoncerede partiet, var det jo en af de ting, som jeg straks tog til mig. Jeg sagde, at Arnepensionen er, hvor den nu er, og det er den også den dag i dag. Og ja, det tror jeg sådan set også den er i morgen. Det er mit bedste bud.

Hr. Frederik Vad, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. I 2015 besluttede fru Inger Støjberg at placere Udrejsecenter Kærshovedgård ved Bording, og det vil Danmarksdemokraterne gerne flytte. Hvor skal det ligge henne i Danmark?

Fru Inger Støjberg.

Allerede da jeg sad som minister, foreslog vi jo, at det skulle ud på Lindholm. Det aflyste den socialdemokratiske regering jo desværre. Det er jo træls, vil jeg sige, for det var et rigtig godt sted. Så bed jeg mærke i, at hr. Mattias Tesfaye som udlændingeminister rejste en tur til Langeland og sagde, at nu skulle det være her, og så blev han simpelt hen så bange for sin egen skygge, at man glemte det; så lagde man det simpelt hen bare væk, og siden da har vi aldrig nogen sinde hørt noget fra Socialdemokraterne om det – jo, masser af flotte ord. Og hvis der er en, der indeholder mange ord i det her Folketing, så er det da i hvert fald hr. Frederik Vad. Hold da op! Men det bliver jo aldrig rigtig til noget. Jeg kan da bare sige, at jeg indførte 114 stramninger, og jeg havde flere i skuffen. Eller lad mig sige det sådan, at jeg havde flere stearinlys i skuffen, men jeg fik ikke lov til at sætte dem alle sammen op. Og nu indeholder hr. Frederik Vads taler altid ufattelig mange ord, men jeg ved ikke, om det er hr. Lars Løkke Rasmussen, der er begyndt med at bremse alle de gode idéer, for jeg kan i hvert fald sige, at jeg blev bremset mange gange af hr. Lars Løkke Rasmussen, da han var statsminister.

Hr. Frederik Vad.

Det var godt nok mange ord, men overhovedet ikke nogen svar på spørgsmålene. Altså, fru Inger Støjberg lavede Støjbergcenteret, som de lokale kalder det, uden for Bording. I valgkampen stod hr. Peter Skaarup og afviste Lindholm som en placering. Fru Inger Støjbergs parti har gentagne gange sagt, at vi skal finde en ny placering, men har skøjtet rundt, i forhold til hvor det skal være henne. Vi kan ikke få svar på det. Det er fru Inger Støjberg, der lavede Udrejsecenter Kærshovedgård. Det er fru Inger Støjberg, der siger, at nu skal vi ikke længere have Kærshovedgård. Fru Inger Støjberg er utilfreds med den her regerings arbejde på området. Hvor skal Udrejsecenter Kærshovedgård placeres henne?

Ordføreren.

Jeg har simpelt hen ikke sagt, at Udrejsecenter Kærshovedgård skal væk, hr. Frederik Vad. Jeg har sagt, at der er nogle, altså de mest kriminelle fra Kærshovedgård, der skal væk, og de skulle efter min mening ud på Lindholm. Det var vi enige om i sin tid. Så kommer den socialdemokratiske regering, som bliver så bange for sin egen skygge og i stedet for render rundt til bønnemøder, og jeg ved ikke hvad, hr. Frederik Vad. Måske man skulle tage og prøve at stramme en lille smule op og så omsætte nogle af ordene til handling. Jeg har gennemført 114 stramninger. Hr. Frederik Vad har vist ikke gennemført mange. Og i hvert fald er det sådan, at der altså også var socialdemokrater, der stemte imod nogle af de stramninger, som jeg gennemførte i sin tid. Men tak for, at I viderefører de fleste af dem – bortset fra det med pengene ud i ghettoerne; det synes jeg er ærgerligt.

Hr. Steffen Larsen fra Liberal Alliance. Værsgo.

Tak. Jeg kan forstå på salens socialdemokrater, at det må være et stort problem, at Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne ikke er enige om alting. Men lad mig så derfor stille et spørgsmål til fru Inger Støjberg nu, hvor det er et stort problem, at man ikke er enig om alting med partier, man skal samarbejde med: Tror hun, at Socialdemokratiet er enige med Venstre i alting, og tror hun, at Socialdemokratiet måske er enige med SF i alting?

Ordføreren.

Det der med Venstre og Socialdemokratiet er altså et rigtig svært spørgsmål, synes jeg. Det er lidt, som om Venstre solgte kiosken for så bare at sætte socialdemokratiske varer på hylderne. Man forestiller sig, at de sådan lige tager den der kioskbestyrerjakke på, og at så går de bare og sætter socialdemokratiske varer op på hylderne i ét væk nu, ikke? Det er sådan lidt en underlig måde at gøre det på. Så altså, jeg ved simpelt hen ikke, hvor meget de er enige om. Jeg kan i hvert fald bare konstatere, hvem det er, der bestemmer. Det er jo på en eller anden måde blevet Lars Løkke Rasmussen, når det handler om værdipolitik, og så er der nogle ting, Socialdemokraterne bestemmer. Jeg ved ikke lige, hvad det er for nogle varer, Venstre har sat på hylden, og som der står Venstre på. Jeg har meget, meget svært ved at se det.

Hr. Steffen Larsen.

Mange tak for det. Jeg er egentlig bare interesseret i, om det er et problem, at man er uenige om nogle ting. Det tror jeg ikke altid det er i politik. Jeg tror faktisk også, det kan være en styrke, at man får skærpet sine positioner og får nævnt, hvor man selv står. Det tror jeg sådan set er en styrke, og det gør også, at det er meget mere tydeligt for vælgerne, hvad de stemmer på. Så jeg vil egentlig bare takke Inger Støjberg for en udmærket ordførertale.

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig enig med hr. Steffen Larsen i, at man jo ikke kan være enige om alting, hvis man er forskellige partier. Det, det handler om, er at omsætte fællesmængden til noget godt. Det kræver, at man under hinanden nogle sejre, og det kræver, at man har et godt og ærligt samarbejde, og det er ærlig talt det, jeg oplever imellem Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne. Det synes jeg vi har vist ad flere omgange, og jeg har en eller anden helt fantastisk fornemmelse af, at det samarbejde bare kun bliver bedre og bedre.

Det sidste spørgsmål til fru Inger Støjberg bliver stillet af Sofie Lippert fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Og tak for talen, og tak for samarbejdet på nogle områder. Jeg har samarbejdet godt med ordførere for Danmarksdemokraterne om landdistrikter, om studerende med funktionsnedsættelser og om professionsuddannelser. Derfor blev jeg også enormt ærgerlig over at erfare, at Danmarksdemokraterne kommer til at stemme for den nye su-reform, som rammer netop studerende med funktionsnedsættelse og på professionsuddannelserne. Vi ved nemlig, at studerende med funktionsnedsættelse oftere bliver forsinket end andre studerende og dermed i højere grad vil blive nødsaget til at tage lån for at gennemføre deres uddannelse, fordi de ikke kan få finansiering, altså su-klip, til den sidste del af deres uddannelse, hvis de bliver forsinket. Er man i Danmarksdemokraterne ikke bekymret for konsekvenserne for den ordblinde sygeplejerske, der skal bruge lidt ekstra tid på at læse pensum og derfor nu er tvunget til at starte sit arbejdsliv med en større gæld?

Fru Inger Støjberg.

Jeg kan faktisk godt se problemstillingen, som ordføreren rejser her, men jeg tror måske, at man i højere grad skal sætte ind andre steder og netop hjælpe via hjælpemidler og give al den hjælp og støtte, man overhovedet kan give til de mennesker, der desværre lider af ordblindhed. For det er jo også sådan med ordblindhed, at hjælpemidler og ekstra støtte heldigvis kan gøre rigtig meget. Så jeg er ikke sikker på, at den eneste vej er igennem su-systemet. Derfor står jeg selvfølgelig fuldstændig ved den aftale, som vi har indgået, men det ændrer ikke på, at jeg godt kan se, at der er et problem for studerende, der kommer ind i uddannelsessystemet, og som f.eks. lider af ordblindhed, men så mener jeg bare, det er et andet sted, man skal støtte op.

Fru Sofie Lippert.

Vi er jo som sådan meget enige i, at løsningen på studerende med funktionsnedsættelsers udfordringer aldrig bliver blot at give dem mere su. Men bør vi ikke i det mindste vente med at tage su'en fra de studerende, vi ved har større risiko for at blive forsinket, til vi har lavet et system, der faktisk er i stand til at understøtte, at man kan tage en uddannelse, uanset hvilken funktionsnedsættelse man har?

Fru Inger Støjberg.

Jeg synes, vi skulle se at komme i gang med et samarbejde omkring lige præcis det, og det tror jeg faktisk ville være noget, der kunne samle rigtig mange partier i Folketinget, for det er et helt relevant problem, ordføreren rejser. Jeg kan også fra min tid som beskæftigelsesminister huske, hvor mange mennesker der faktisk helt oppe i en voksen alder har måttet lide under ordblindhed, men hvor vi også fik sat et arbejde i gang og fik givet folk f.eks. læserygsække og alle de her ting med hjem. Jeg glemmer aldrig nogen sinde en gang, da jeg var ude på en virksomhed, hvor der kom en mand hen til mig, faktisk med tårer i øjnene, og sagde, at nu kunne han læse lektier med sit barn. Det er helt livsomvæltende på den allerbedste måde, når det kan ske. Så vi skal aldrig give op, når det handler om ordblindhed, og det tror jeg godt vi kunne samle mange partier om her i Folketinget.

Det afslutter spørgsmålene til fru Inger Støjberg. Vi siger tak til fru Inger Støjberg fra Danmarksdemokraterne. Jeg byder nu velkommen til fru Pia Olsen Dyhr fra Socialistisk Folkeparti.

For et par uger siden lagde KL en video ud. I videoen ser man en stribe af landets borgmestre strække en elastik til det yderste. Og spørgsmålet i filmen lyder: Hvornår springer elastikken? Ja, hvornår springer elastikken? Budskabet er ikke til at tage fejl af. Der er for milliarder af kroner i skattelettelser på vej ud til de i forvejen mest velhavende danskere. Og vi har som samfund aldrig været rigere end i dag. Imens strækkes elastikken til det yderste ude i kommunerne, og det samme gælder i regionerne. Det rammer mennesker med handicap. Det rammer de ældre. Det rammer vores børn i skolerne. Der er børn, der mistrives, børn, der ikke lærer det, de har behov for, ældre, som sidder alene uden den omsorg, personlige pleje eller den veltillavede mad, de har brug for. Nogle af vores allermest udsatte borgere i Danmark, mennesker med handicap, låses med regeringens nye aftale ind i en endnu strammere økonomistyring. Der er blevet flere borgere med behov for hjælp. Der er blevet flere plejekrævende ældre. Der er kommet flere børn med udfordringer. Så hvornår springer elastikken? Faktisk tror jeg, at den er sprunget mange steder. Den stramme kommunale økonomi betyder, at der hver eneste dag er problemer, der ikke bliver løst. Der er fysiske rammer, der ikke vedligeholdes. Der er alarmklokker, som man vælger at sidde overhørig, for hvis man reagerer på klokken, vil det koste penge – penge, man vel at mærke ikke har i kommunens kasse, penge, der vil gå fra noget andet, som jo også er vigtigt. Man siger, at en lille sten kan vælte hele læsset. Så når Randers Kommune f.eks. selv skal betale hovedparten af regningen for oprydningen efter ulykken i Ølst, rammer det efterfølgende på kernevelfærden. Helt sagesløse borgere får forringet velfærd, fordi kommunerne ikke har rum til uforudsete udgifter og regningen for ét område så skal fordeles på de andre. Vi har simpelt hen brug for at få vores prioriteringer i orden. Vi har brug for som land, som nation, som borgere, som politikere at få vores værdier på plads. Gennem mere end 20 år er danskernes generelle velstand steget. År efter år er råderummet opjusteret. Beskæftigelsen er tårnhøj. Og skattelettelse er fulgt på skattelettelse. De mest velhavende 10 pct. af danskerne bliver bare rigere og rigere, og den rigeste 1 pct. øger bare deres formue og ejer mange, mange gange mere end størstedelen af resten af danskerne. Samtidig står vi i en fuldstændig vanvittig tilspidset sikkerhedspolitisk situation og med et dramatisk forværret trusselsbillede. Den meningsløse, vilkårlige vold, som statsministeren nævnte tidligere i dag i sin tale, giver store problemer, men der er også bander og advokater, der i forening dræner samfundets kasser. Vi har også en fuldstændig uafviselig klimakrise, og lige bag ved den har vi en migrantkrise. Og så vælger regeringen at dele skattelettelser ud. Vi har altså brug for at tage de virkelige problemer alvorligt, og vi har brug for at agere i overensstemmelse med dem. Men regeringen lader skattelettelser komme foran velfærd. Og regeringen kører i et slæbespor i forhold til klimaindsatsen. Og kommunerne, ja, de kan ikke følge med det demografiske træk og mere end 10 års efterslæb, som har barberet velfærden ned. Imens deler regeringen skattelettelser ud. Det går bare ikke. Det går ikke længere. Ikke nok med det simrer der også hele tiden en diskussion om højere pensionsalder. Det er en diskussion om, at pensionsalderen bare kan blive ved med at stige for alle, uanset hvor hårdt et job man har, eller hvor længe man har været på arbejdsmarkedet. Og de familier, der er ved at bukke under – den tømrer og sygeplejerske, der ikke har fleksibiliteten i deres arbejdstid, og som oplever, at institutionen lukker tidligt, fordi kommunen ikke har råd, eller åbner så sent, at de ikke kan nå på arbejde til tiden – presser man reelt til, at den ene, som typisk er kvinden, hvis vi skal være ærlige, må gå ned i tid. Bagefter bliver man så lidt skældt ud, når man forsøger at indrette sig efter omstændighederne.

Hvad med familien, hvor barnet mistrives, hvor angst, en spiseforstyrrelse, et selvmordsforsøg vender alt på hovedet, hvor nætterne er søvnløse og frygten og uroen er konstant og sidder som en knude i maven, som en trykken mod brystet og som en snærende løkke om halsen? Og når man så må strække våben og ikke både kan redde sit barn og passe sit fuldtidsarbejde og derfor træffer det eneste mulige valg i en umulig situation, nemlig at passe sit barn, så kan man opleve, at kommuner og regioner ikke har kapaciteten til at hjælpe og udrede, fordi regeringen prioriterer skattelettelser. Børnekræftafdelingen på landets største hospital slås lige nu med skimmelsvamp, og i forvejen alvorligt syge børn bliver dårligere. Og regeringen deler skattelettelser ud. Og blå blok kræver med den nye opjustering af råderummet nu endnu flere skattelettelser. De her ting hører sammen: stress, nedsat tid, mistrivsel, udbrændthed, antisocial adfærd, nedskæringer og forringelser. Imens deles der skattelettelser ud i milliardklassen, og de hurtige gevinster på aktier og til energihandlerne bliver belønnet med bonusser. Det ødelægger vores samfund, og det ødelægger tilliden til vores samfundsmodel. Elastikken springer. Lad os da i stedet investere i mennesker. Lad os investere i alt det, der holder vores samfund sammen. Lad os investere i vores tryghed, netop som statsministeren understregede i talen, og i vores fælles sikkerhed. For det kan vi godt. Vi kan godt bygge vores samfund bedre og stærkere. Vi har råd til at udvikle og forbedre velfærden. Vi kan tage de næste store skridt til gavn for vores klima, natur og miljø og for vores hav og vores drikkevand. Vi kan være et fyrtårn i verden og vise styrken ved at være et mere lige og mere retfærdigt samfund. Og vi kan være en stærkere international stemme i arbejdet for frihed, demokrati, bæredygtighed og menneskerettigheder, og det kan vi gøre ved eksemplets magt. Men det kræver, at vi løfter blikket: løfter blikket fra regnearket og kigger på det enkelte menneske, løfter blikket fra den hurtige gevinst og ser på de langsigtede værdier, løfter blikket fra særinteresser og i stedet kaster blikket på alt det, der binder os sammen, og løfter blikket fra lobbyorganisationerne og kigger på vores natur. I forhold til fællesskabet, sammenhængskraften, samarbejdet, ligheden, retfærdigheden og bæredygtigheden synes jeg, at vi forpasser nogle muligheder i de her år. Elastikkerne er strakt til bristepunktet, og nogle steder er de endda bristet. Det skøre er, at det ikke er nødvendigt. SF har igen og igen vist viljen og evnen til at tage ansvar for svære beslutninger, og det bliver vi ved med. Men vi er endnu mere klar til at tage ansvar for både nødvendige og kloge beslutninger, der kan gøre dejlige Danmark endnu stærkere og endnu bedre. Jeg skal på vegne af SF, Enhedslisten og Alternativet læse følgende forslag til vedtagelse op:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at Danmark står med en historisk mulighed for at styrke og udvikle sin position som et grønt foregangsland og som et af verdens frieste, mest lige og mest demokratiske samfund. Danmarks stærke økonomiske situation og historisk høje beskæftigelse skal bruges til at hæve ambitionerne for den grønne omstilling og styrke indsatsen mod ulighed og skævvridning af muligheder for den enkelte. Det markant styrkede økonomiske råderum skal bruges til at udvikle velfærden og den grønne omstilling – ikke bruges på skattelettelser. Danmark skal fortsat sætte nye standarder for ambitiøse løsninger for CO 2 -nedbringning og bane vejen for yderligere tiltag, der mindsker klimabelastningen, og som styrker vores natur, miljø, havmiljø og biodiversitet samt sikrer rent drikkevand. Danmark skal desuden bruge de økonomisk gode – men sikkerhedspolitisk usikre – tider til at styrke dansk sikkerhed og forsvar, herunder øge Danmarks engagement og position i EU, NATO og FN samt stå vagt om international lov og menneskerettigheder.« (Forslag til vedtagelse nr. V 84).

Tak for ordet.

Tak for det. Forslaget til vedtagelse vil indgå i de videre drøftelser. Det er nu sådan, at der er 45 minutter til korte bemærkninger til fru Pia Olsen Dyhr. Jeg anmoder om, at man overholder taletiden, som er 1 minut og derefter ½ minut. Den første, jeg giver ordet til, er hr. Christian Rabjerg Madsen fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. I 2006 går SF ikke med i velfærdsaftalen, der kobler en stigende gennemsnitlige levealder til pensionsalderen. Det er ellers det helt afgørende fundament under vores velfærd i fremtiden. I 2011 stemmer SF så alligevel for at hæve pensionsalderen i regering. I april 2023 udtaler hr. Karsten Hønge fra SF, at SF's udgangspunkt er, at man skal stoppe pensionsalderen ved 68 år. I oktober samme år modsiges det af fru Pia Olsen Dyhr. Den 1. maj laver SF og Enhedslisten en fælles video, hvor hr. Pelle Dragsted siger, at hverken Enhedslisten eller SF er tilhængere af, at den generelle pensionsalder skal blive ved med at stige. Den 12. maj 2024 bekræfter Karsten Hønge og udtaler til Politiken, at styrkelsen af de offentlige finanser som følge af velfærdsaftalen er matadorpenge. Den 14. maj taler fru Pia Olsen Dyhr så modsat om, at pensionsalderen måske godt kan stige alligevel. Jeg anerkender, at det lidt var en hurtig opremsning, men hvad er egentlig den dybereliggende årsag til den zigzagkurs, og er det seriøst, når vi taler om en aftale, som er fundamentet under fremtidens velfærd?

Fru Pia Olsen Dyhr.

Jeg har hørt hr. Christian Rabjerg Madsen turnere med et beløb, der handler om 70 mia. kr., og at det i virkeligheden er det, velfærdsaftalen handler om på den lange bane. Jeg synes også, hr. Christian Rabjerg Madsen skal notere sig det svar, der er kommet fra Finansministeriet, nemlig at det kun er 26 mia. kr. Men jeg erkender, at det er 26 mia. kr. Nu er jeg bare lidt træt af, at der er så mange forkerte tal derude, og Finansministeriet har jo selv sagt, at på grund af overholdbarheden handler det om 26 mia. kr. Men ligegyldigt hvad er det er mange penge, og det er væsentligt i dansk økonomi. SF har derfor sagt, at vi ikke er afvisende over for at kigge på at hæve pensionsalderen, vel at mærke hvis vi har løsninger for nogle af de mennesker, der har været mange år på vores arbejdsmarked eller er nedslidte. Og ved du hvad – nej, ved ordføreren hvad? Jeg er jo ny i Folketinget, skulle jeg til at sige. Nej, ved ordføreren hvad? Jeg troede faktisk også, det var Socialdemokraternes position. Men Socialdemokratiet har overrasket mig lidt her på det sidste, for Socialdemokratiet går åbenbart ind for, at vi alle sammen skal blive her, til vi er 75 år.

Spørgeren.

68 mia. kr. er ifølge Finansministeriet det hul, som SF's position slår i kassen. Så er det rigtigt nok, at man kan fylde noget af det hul op med råderummet, men det ændrer jo ikke på, at hvis man fjerner 68 mia. kr., må man svare på, hvor de 68 mia. kr. kommer fra. Det plejer at være god skik på Christiansborg. Derfor undrer det mig også, at man kan have en så voldsom zigzagkurs på det spørgsmål, som vel er det enkeltstående spørgsmål, der er mest afgørende for, at vi kan love fremtidige generationer et ordentligt velfærdssamfund. Hvad skal der til, for at SF tilslutter sig velfærdsforliget? Vi er jo helt enige om, at gode forhold for nedslidte er afgørende. Det var derfor, vi lavede Arnepensionen sammen. Men hvad skal der til, for at SF træder ind og er med til at tage ansvar for fremtidens velfærd?

Fru Pia Olsen Dyhr.

Jeg kan anbefale hr. Christian Rabjerg Madsen at kigge på svaret på spørgsmål nr. 238 fra Finansudvalget. Der står jo netop, at det er 27 mia. kr. Men fred være med det. Jeg synes bare, man skal lade være med at turnere med forkerte tal og dermed også forvirre offentligheden. Men når vi er færdige med den diskussion – det er jo ligesom slået fast nu af finansministeren – så er den anden del af diskussionen jo, at vi gerne kigger på at øge pensionsalderen for folk som hr. Christian Rabjerg Madsen og mig selv, som er kommet ganske sent ud på arbejdsmarkedet. Men folk som min mor, som jo kom ud på arbejdsmarkedet som 14-årig, synes jeg ikke det er rimeligt at kigge på en forhøjet pensionsalder for, og derfor er vi nødt til at have en anden diskussion, hvad jeg troede Socialdemokraterne også gerne ville.

Hr. Torsten Schack Pedersen fra Venstre. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Når SF gerne vil bruge nogle penge, må SF også lige redegøre for, hvor pengene kommer fra. Grunden til, at dansk økonomi har det godt, er bl.a. velfærdsaftalen, som SF i sin tid var imod. Det var en forkortelse af dagpengeperioden, som SF var imod. Det var en forkortelse af efterlønsperioden, som SF var imod. Det var en afskaffelse af mellemskatten tilbage i 2009, og det var lettere adgang til international arbejdskraft. Vil fru Pia Olsen Dyhr anerkende, at hvis det havde været SF's økonomiske politik, der havde ligget til grund for dansk økonomi, så havde den her diskussion aldrig fundet sted? Så havde der ikke været noget råderum, så havde der ikke været den velstand, som vi har i dag, og så havde beskæftigelsen ikke været så høj. Gør det ikke et vist indtryk, at det er på grund af beslutninger, som SF har været imod, at SF nu kan slå ud med armene og se på, hvor mange herlige penge der er, som SF mener at SF har en ret til at anvende?

Ordføreren.

Det er rigtigt, at SF var imod en forringelse af efterlønnen og SF var imod en forringelse at dagpengene. Lad mig bare nævne de her to eksempler, for det drejer sig om nogle af de mennesker, som f.eks. har været arbejdsløse i mere end 2 år. Vi sad selv i regering på det tidspunkt, og jeg kunne se, at folk faldt ud over skrænten, og de var nødt til at gå fra hus og hjem, fordi vi havde en stigende arbejdsløshed i Danmark. Der var en tårnhøj arbejdsløshed, og jeg kunne godt mærke de blå politikere sige: Det er ikke noget problem. Men det var den helt almindelige lønmodtager, der ikke blev grebet af vores fælles sikkerhedsnet. Så jo, det var SF imod. Er det, fordi vi ikke vil finde økonomi, eller fordi vi ikke vil finde arbejdsudbud. Nej, vi prioriterer bare anderledes. Vi kunne for det første starte med at beskatte nogle af energimellemhandlerne. Jeg hører jo, at skatteministeren har udviklet en glimrende model. Men jeg forstår, at det jo åbenbart ikke er noget, I kan blive enige om i regeringen. Det ville jo være noget af det, der var retfærdigt, og som i virkeligheden også ville sørge for, at det var dem, der havde de bredeste skuldre, der bar.

Torsten Schack Pedersen.

Jeg tror generelt, at beskatning med tilbagevirkende kraft har de fleste af os det en lille smule anspændt med. Jeg glemte en enkelt reform, som jeg godt ville have rost SF for. Det var den skatteaftale fra 2012, som øgede arbejdsudbuddet. Fru Pia Olsen Dyhr tordner nu mod de skattelettelser, vi er rigtig stolte over at vi har indført i den her regeringsperiode. Vi vedtog dem for få uger siden. Så for at der ligesom skal være lidt mål med forargelsen over, at det primært er til dem, der har allermest, vil jeg bare spørge: Kan SF så bekræfte, at effekten på Ginikoefficienten var 0,21 med skattereformen i 2012, og at den er 0,07 med den her skattelettelse?

Ordføreren.

Det er helt korrekt. Det har ordføreren helt styr på, nemlig at Ginikoefficienten var større, da vi selv sad i regering. Jeg tror så også, at ordføreren ved, at vi stod i en helt anden økonomisk situation i Danmark, da SF sad i regering fra 2011 til 2014. Vi brugte kræfterne på at rydde op efter det økonomiske morads, de borgerlige havde lavet, efter finanskrisen. Man havde i virkeligheden i den grad ikke taget ansvar for at få gang i dansk økonomien. Så der skulle nogle greb til. Synes vi, at der var de rigtige balancer i skattereformen. Nej, vi havde da gerne set noget mere retfærdigt end det, der blev lagt frem.

Fru Inger Støjberg, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for det. Der var jo engang, hvor Socialdemokraterne havde et slogan, der hed: velfærd eller skattelettelser. Jeg tror, at man må sige, at det slogan på en eller anden måde nok er blevet arkiveret nogenlunde samme sted, som statsministerens sms'er er. Men jeg forstår, at SF stadig væk har samme tilgang til politik. Et andet sted, hvor SF også har overtaget Socialdemokraternes plads, er forholdet til fagbevægelsen, hvor store dele af fagbevægelsen jo har meget svært ved at genkende, tror jeg, Socialdemokratiet efter angrebet omkring store bededag og ikke mindst den danske model. Forleden fik vi en opjustering af det økonomiske råderum, og i den forbindelse var en af fagbevægelsens helt tunge spillere, nemlig Dansk Metals Claus Jensen, ude at tale for, at man skulle bruge en del af det opjusterede råderum på skattelettelser. Jeg kunne godt tænke mig at spørge: Hvor står SF i forhold til det?

Pia Olsen Dyhr.

Jeg har stor respekt for Claus Jensen og også for Dansk Metal og samarbejder gladelig med Claus Jensen om mange ting, herunder også hele diskussionen om, hvordan vi skal sammensætte fremtidens arbejdsliv. Det er jeg meget optaget af og har gode diskussioner med Claus Jensen om. Men jeg vil sige, at her er vi uenige. Her skilles vores veje. Jeg er ikke enig i, at vi skal prioritere skattelettelser i en tid, hvor velfærden i den grad bløder, og hvor vi har brug for at investere i vores fælles velfærd. Men der er jo heldigvis også andre kræfter i fagbevægelsen, f.eks. 3F's formand, Henning Overgaard, som jo netop siger: Det er en dårlig idé med skattelettelser; lad os investere det her i fællesskabet.

Fru Inger Støjberg.

Jeg anerkender faktisk fuldstændig, at der er steder i vores velfærdssamfund, hvor der mangler penge, og jeg vil også gerne takke for det gode samarbejde, som jeg synes vi havde omkring ældreaftalen for ikke lang tid siden, hvor vi fik flere penge presset hurtigere ud. Men alligevel vil jeg sige: Når vi nu har flere penge, end vi havde forventet og regnet med, kunne det så ikke være en idé at kigge på skatten for helt almindelige indkomster, altså f.eks. i forhold til sygeplejersker, så de får lidt mere ud for den indsats, som de gør?

Fru Pia Olsen Dyhr.

Regeringen har jo lige lavet en skattepakke, som det, lidt fordelt, hovedsagelig er dem der har mest i vores samfund der får andel i, men hvor en helt almindelig lønmodtager, f.eks. en sygeplejerske, får 200 kr. mere om måneden. Og jeg kan sige, at jeg ikke tror , det er den rigtige måde at investere vores fælles penge på. Jeg er helt sikker på, at hvis du spørger hovedparten af vores sygeplejersker, social- og sundhedshjælpere eller andre, vil de sige, at de langt hellere vil have en ekstra kollega eller lidt mere tid hos den ældre, end de vil have skattelettelser, og dem er jeg enig med.

Fru Sandra Elisabeth Skalvig, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak, og tak for talen. Der er ingen tvivl om, at SF og Liberal Alliance ikke er enige om alting. Men jeg vil faktisk gerne starte med at takke SF for et godt samarbejde, særlig i forbindelse med forhandlingerne om universitetsreformen, hvor vi jo var en lidt uvant alliance. Mit spørgsmål kommer også til at omhandle uddannelse, for Liberal Alliance har jo sammen med regeringen og andre partier indgået en ny su-aftale. SF har jo stillet ændringsforslag til ændringen på su-området, og jeg kunne godt tænke mig at høre, om SF har tænkt sig, hvis det er, at de her ændringsforslag bliver stemt igennem, at stemme for hele den ændrede su-lov.

Ordføreren.

Nej, det har vi ikke tænkt os, men vi vil sige, at de ændringsforslag vil gøre tingene en smule bedre. Vores problem med den su-aftale, regeringen har indgået med bl.a. Liberal Alliance, er jo grundlæggende, at det bliver sværere at skifte uddannelse. Hvis du er startet på statskundskab og finder ud af undervejs, at du egentlig hellere vil være sygeplejerske, så gør det skifte faktisk, at du, når du så har skiftet uddannelse, ikke kan få hele din su, eller hvis du skifter mellem to universitetsuddannelser, f.eks. hvis du starter på litteraturvidenskab og finder ud af, du vil læse engelsk, så kan du endda med tilbagevirkende kraft risikere at miste nogle af dine su-klip. Men når det så er sagt, vil jeg også meget gerne kvittere tilbage til Liberal Alliance og til Det Konservative Folkeparti, for jeg synes, vi havde et rigtig godt samarbejde, og det betød jo, at regeringen var nødt til at ændre retning i forhold til det, der lå til universiteterne, og vi kom ned på, at det i stedet for, at halvdelen af kandidatuddannelserne skulle være 1-årige, så blev 8 pct. Det synes jeg var et godt samarbejde.

Spørgeren.

Det er jeg meget enig med fru Pia Olsen Dyhr i. Jeg skal bare lige forstå det rigtigt. Du snakker om det her med, hvornår folk er startet, og hvor mange klip man har, men så vidt jeg kan forstå på de ændringsforslag, SF har stillet, handler det jo om at sidestille studerende, der modtager SPS med dem, der modtager su-handicaptillæg, det vil sige, at de ændringsforslag vil kun omhandle dem. Men kunne man ikke have kigget på SPS-støtten på en anderledes måde, altså sådan at det ikke omhandler su, men så man f.eks. går ind og kigger på, om SPS-støtten er skruet rigtigt sammen?

Ordføreren.

Det er vi bestemt villige til i SF. Vores bekymring er jo, at mennesker med handicap kan komme i klemme i det su-system, vi kommer til at se fremtiden. I forvejen er mennesker med handicap under meget pres i vores systemer. De oplever ude i kommunerne, at de ikke kan få den hjælp, de har brug for, de oplever, når de henvender sig til offentlige myndigheder, at de hele tiden skal slås, og at det i virkeligheden ud over at have et handicap så også er med til at slide dem ned, og det er min store bekymring. Men jeg er da ikke afvisende over for at kigge på andre modeller.

Fru Monika Rubin, Moderaterne. Værsgo.

Mange tak. Jeg kan jo forstå, at Socialistisk Folkeparti meget gerne vil lave det her modsætningsforhold mellem skattelettelser og velfærd. Men det er jo i vores velfærdssamfund bl.a. også sådan, at der, når man giver skattelettelser, så er nogle, der arbejder mere. Så jeg vil bare lige spørge fru Pia Olsen Dyhr, om skattelettelser ikke også godt kan gøre noget positivt for velfærden ved f.eks. netop at få flere i arbejde.

Fru Pia Olsen Dyhr.

Jeg vil jo aldrig afvise, at nogle skattelettelser, hvis man tænker dem virkelig klogt, kan være med til at gøre det der. Men min bekymring er jo, at vi smører dem ud på alle, og at folk, der f.eks. i dag betaler topskat, og som oplever, at de får en stor skattelettelse, går ned i tid. Jeg kan som et eksempel bare nævne min egen mand, som faktisk går og overvejer, om han så ikke skal gå lidt ned i tid. For han kan jo ikke arbejde mere, end han gør, og det samme er jo tilfældet for rigtig mange andre af de mennesker, der får skattelettelser. De kan ikke arbejde mere. Jeg tror f.eks., når man spørger vores sygeplejersker ude på landets sygehuse, som jo – det er jeg også sikker på at ordføreren kender til – i nogle uger arbejder 30 timer, og som i andre uger har prikkevagter, og som derved kan komme op at arbejde 60 timer, om de kan arbejde mere, så ikke synes, at de kan det, og der tror jeg ikke, en skattelettelse er det, der gør, at de arbejder mere. Men til gengæld synes jeg jo, det er positivt, at regeringen så har valgt at lave det her ligelønsløft, som kan være med til at gøre deres liv lidt nemmere, uden at de nødvendigvis behøver at arbejde flere timer.

Fru Monika Rubin.

Mange tak. Men så hører jeg jo også ordføreren sige, at de får flere penge mellem hænderne, når det er sådan, at man giver en skattelettelse, og det er om noget også positivt. Hvis man kigger på topskattelettelserne, er det jo, når vi giver dem, om noget et øget arbejdsudbud, vi får. Det er jo ikke nødvendigvis på velfærdsområdet, selv om jeg også har lægefaglige kollegaer, der får topskattelettelser, fordi nogle af dem faktisk arbejder dobbelt. Men nu mangler vi jo i Danmark generelt set arbejdskraft. Så vil ordføreren lige komme med nogle eksempler på, hvordan vi øger arbejdsudbuddet, når det nu i hvert fald ikke må være skattelettelser?

Fru Pia Olsen Dyhr.

Jeg synes jo, at man, når man kigger tilbage på historien, og det må man jo godt gøre, og hvor der gennem mange år er blevet givet topskattelettelser, kan se, at det flere gange ikke har medført, at de mennesker har arbejdet mere, og det er jo meget tankevækkende. For det er nogle af de mennesker, der i forvejen arbejder allermest i vores samfund. Vi har bare valgt at belønne dem noget mere. Så er det jo interessant, at de ifølge regnemodellerne siger, at det betyder noget, men jeg tror jo, at noget af det, der ville betyde allermest, var, hvis vi fik nogle af dem, der i dag var på deltid, og som gerne vil op på fuld tid, op på fuldtid. Det er der mange sygeplejersker der gerne vil, det er der pædagoger der gerne vil, og det er der social- og sundhedsassistenter der gerne vil, men de kan ikke gøre det, fordi kommunerne ikke har råd til at lade dem komme på fuld tid.

Fru Brigitte Klintskov Jerkel, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak. Jeg vil gerne starte med at takke SF for det gode samarbejde, som vi indtil videre igennem flere år har haft på social- og handicapområdet, hvor der har været flere tiltag, som vi har været enige om, bl.a. i forbindelse med barnets lov. Derfor var jeg også meget ærgerlig over, at SF forlod forhandlingerne om rammeaftalen for en bæredygtig udvikling på handicapområdet på grund af økonomistyringen. Jeg vil derfor høre, om SF slet ikke mener, at der er behov for at styre økonomien bedre på det specialiserede socialområde, og hvor SF, hvis det ikke er tilfældet, så mener at man skal finde de mange milliarder kroner, som kommer til at mangle.

Ordføreren.

Det er jo en kæmpe udfordring, det har ordføreren ret i, i forhold til kommunernes økonomi. Det er et kæmpe pres på økonomien, at vi i virkeligheden har nogle stigende udgifter for mennesker med handicap. Men det er jo ikke, fordi det enkelte menneske får en større bevilling. For det er jo ikke det, der er sket, men vi har bare fået flere mennesker, der har diagnoser, eller som har definitionen, hvor de ryger ind under betegnelsen mennesker med handicap. Faktisk er ydelsen pr. person blevet mindre, og det, der kan være min bekymring, er, at vi ender med at spare så meget, at det handler om kernevelfærden, f.eks. når jeg møder en mand med muskelsvind, der får at vide, at han, når han flytter fra den ene kommune til den anden kommune, så mister sin personlige hjælper, eller at han skal søge om det igen, på trods af at han ikke kan leve uden en personlig hjælper. Og det er jo på grund af, at kommunerne er så pressede på økonomien, at det er det, de kigger ind i, og det er det, der er min bekymring, altså at vi er med til at underminere nogle menneskers helt grundlæggende rettigheder.

Spørgeren.

Jamen når SF nu ikke er med i aftalen om en bæredygtig udvikling på handicapområdet, så betyder det jo, at SF nu er sat uden for indflydelse på social- og handicappolitikken i de kommende år. SF vil samtidig også gerne være et ansvarligt og et potentielt regeringsdueligt parti. Så derfor kunne jeg godt tænke mig at høre, hvordan SF forholder sig til det, at man nu er sat fuldstændig uden for indflydelse på et område, som netop trænger til politisk bevågenhed og handling. For det er i mine øjne ikke at være ansvarlig og at tage ansvar og være rede til at tage de nødvendige greb, selv om det kan være svært.

Fru Pia Olsen Dyhr.

Jeg tror, at ordføreren kender mig godt nok til at vide, at jeg egentlig har lyst til at få indflydelse på alting. Jeg tror, det er bedst, at SF er med i alle aftaler, og at det bliver de bedre af, men tingene bliver nogle gange også så dårlige, at man bliver nødt til at sige fra. Der har her den 22. maj lige været en demonstration nede på Slotspladsen, hvor rigtig mange mennesker med handicap kom og sagde: Hold nu op, undskyld, vi er her. Prøv lige at lægge mærke til de mennesker, og hvad de råber op om, og det er jo noget helt grundlæggende. For det handler om det, at de ikke kan leve et helt almindeligt liv, og jeg vil sige, at den aftale, regeringen kom med, kunne vi ikke se os selv i. Tro mig, jeg havde gerne gjort så meget, jeg kunne, men vi kunne bare ikke komme langt nok.

Hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak for en rigtig fin tale, også om de konsekvenser, altså de menneskelige konsekvenser, der er, når vi snakker velfærd. Nogle gange lyder det, som om man snakker offentlig sektor og kommuner og regioner, men det er jo mennesker og deres frihed og muligheder og tilværelser, vi taler om. Så er SF og fru Pia Olsen Dyhr blevet angrebet for at sætte spørgsmålstegn ved pensionsaftalen, det såkaldte velfærdsforlig, selv om det egentlig handlede om at skære i velfærden – folks pensionsalder er jo også en del af velfærden. Det, jeg synes er så bizart ved den debat, er, at dengang man gennemførte den reform, sagde man: Vi skal fremtidssikre velfærden; vi skal have penge til at sikre den samme velfærd i fremtiden som i dag. Så kan man være uenige om, om det var den rigtige måde, eller om man skulle have gjort det på andre måder. Men det var det løfte, man gav de danskere, der blev tvunget til at arbejde længere. Hvad er der sket siden? Man har skåret 50 mia. kr. i velfærden, i forhold til hvad man skulle have haft, hvis man skulle have fulgt den udvikling, som man lovede, altså det såkaldte velstandskorrigerede træk. Og nu, hvor der er et råderum, kommer man så og siger: Jamen de skal slet ikke bruges på velfærden; de penge skal bruges på skattelettelser til dem oppe i toppen af samfundet. Hvad vil ordføreren kalde den måde at føre politik på?

Fru Pia Olsen Dyhr.

I virkeligheden er det et aftalebrud. Nu er SF ikke en del af aftalen, og alle dem, der er inde i aftalen, har faktisk brudt med præmisserne for aftalen. For man har aftalt, at man kunne leve med, at pensionsalderen steg, men forudsætningen for det var, at man havde en god efterløn, og at man også investerede pengene i fælles velfærd. Det interessante er, at efterlønnen jo er blevet udhulet. Jeg tror, det var et af hr. Lars Løkke Rasmussens store projekter. Jeg tror, det var i en nytårstale, hvor han meget tydeligt sagde, at han ville afskaffe efterlønnen, og senere fik han så også Radikale Venstre med. Ergo blev efterlønnen langsomt afmonteret, kan man sige, og der er ikke meget tilbage af den. Så jeg synes, nogle af præmisserne for den velfærdsaftale er forsvundet. Man må rose statsministeren for, at man i den foregående regeringsperiode faktisk lykkedes med Arnepensionen, som er lidt et skridt i den rigtige retning i forhold til en efterløn, for det er en rettighed, men den er jo slet ikke på samme præmisser som efterlønnen, og derudover kan vi se, at der desværre er alt for få, der benytter sig af den. Og det beløb, vi har i overskud, fordi der ikke er mange, der benytter sig af den, burde vi egentlig reinvestere. Det gør man så ikke i regeringen.

Hr. Pelle Dragsted.

Det var så egentlig også det næste, jeg ville spørge om. For Arnepensionen kan den tidligere regering være stolt af. Det synes jeg nu også at vores to partier og Dansk Folkeparti kan være; vi var flere, der var med til at sikre flertallet for det. Men sagen er, at Arnepensionen jo er indrettet på den måde, at den flytter op med den stigende pensionsalder. Så når pensionsalderen bliver 75 år om nogle år, er Arnepensionsalderen så 70 år. Så mit spørgsmål er: Kan vi leve med det? Jeg oplever fra Socialdemokraternes side, at man er meget glade for Arnepensionen, men man vil ikke rigtig være med til at forbedre den. Hvad kan årsagen være til, at man ligesom er meget stolt af noget, men når det så langsomt udhules, vil man ikke være med til at sikre det?

Ordføreren.

Jeg lagde jo mærke til, at det i Socialdemokratiets ordførers svar til mig bliver understreget: Vi lever op til velfærdsaftalen. Det vil sige, at pensionsalderen kommer til at stige, til man er 75 år. Man kan forestille sig det scenarie, at man er 75 år, når man går på pension, og hvis man skal gå tidligere fra, skal man være 72 år. Jeg vil sige, at i min familie har vi både tømrere og murere og metalarbejdere. Jeg har svært ved at se, at de kan være på arbejdsmarkedet, til de er 72 år. Derfor bliver vi jo nødt til at have en diskussion med hinanden om, om det er retfærdigt.

Hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre. Værsgo.

Jeg tror, at grunden til at så mange ikke vælger Arnepension, er, at de vælger seniorpension, som både har en højere ydelse, og som alle kan få, ikke kun nogle, der har haft en bestemt profession. Men det, jeg egentlig ville spørge fru Pia Olsen Dyhr om – og i øvrigt vil jeg gerne takke for godt samarbejde, ikke mindst på det grønne område – er et område inden for det grønne, hvor vi har haft en uenighed, som handler om den her flyafgift, som ikke er blevet høj nok, synes vi, og ikke bliver brugt til det rigtige, nemlig at sætte CO 2 -reduktionen ned. Så vi er endt med en flyafgift, der ikke rigtig har nogen CO 2 -effekt. Når jeg nævner det, er det, fordi jeg er ekstremt optaget af at få stoppet importen af gas og olie og flybrændstof fra Rusland til det europæiske marked, fordi vi jo fortsat poster milliarder af kroner i den russiske krigsmaskine. Jeg har lige haft møde i dag med Zelenskyjs viceformand, en kvinde, og det gjorde et stort indtryk på mig. Derfor vil jeg bare spørge SF's formand her: Hvor meget har man bundet sig op på, at provenuet for den flyafgift skal gå til en ældrecheck, og kan man forestille sig, at man efter et valg både kan hæve flyafgiften og måske bruge den til grøn omstilling i stedet for ældrecheck?

Fru Pia Olsen Dyhr.

Åh, hvor ville jeg ønske, at vi var i 2019-2022, hvor vi havde vores grønne samarbejde. Jeg ved godt, at Radikale Venstre ikke synes særlig godt om det og også derfor væltede regeringen dengang, men jeg synes jo, der skete noget ambitiøst. Hvis vi nu kunne forestille os, at det grønne flertal kom igen, kunne vi skrue på flyafgiften. Det ville vi i SF være helt klar til. Men jeg kan være bekymret for, om det Radikale Venstres så vælter det igen, og at vi så aldrig får det gennemført. Men grundlæggende mener jeg, vi er gået et skridt ad vejen. Vi har fået den indført, og det er så en knap, man kan dreje på. Det er jo det, der er afgørende. Samtidig må man sige, at jeg synes, det er godt, vi har brugt nogle af pengene til nogle af de mennesker i vores samfund, der har allerfærrest penge, nogle af vores ældre, på en bedre ældrecheck, så de også, når vi nu har CO 2 -afgifter i vores samfund og priserne bliver højere, har mulighed for f.eks. at tage en flyrejse med deres børnebørn. Sådan synes jeg faktisk det er meget retfærdigt. Så må jeg om pensionsalderen og seniorpension sige, at det godt kan være, at Radikale Venstre synes, seniorpensionen er bedre, og det er den jo også både i antal år og i beløb, men helt ærligt: Det er jo ikke en rettighed.

Hr. Martin Lidegaard.

Det er da en rettighed, at enhver ældre kan gå ned til sin læge, og hvis vedkommende faktisk er nedslidt fysisk eller psykisk – i modsætning til med Arnepensionen og efterlønnen – kan få den højeste og den længste ydelse. Det er derfor, vi sikrede seniorpension sammen med de borgerlige partier. Men jeg er egentlig ikke ude på sådan noget parlamentarisk drilleri. Jeg synes, det er ærgerligt, vi har fået en flyafgift, der er ingen CO 2 -effekt har. Så kan man spørge sig selv: Hvorfor skal man overhovedet indføre den? Vi synes ikke, vi åbner en social massegrav, ved at ældre skal betale 30 kr. ekstra for billetten til Mallorca, 50 kr. i 2030. Men jeg er glad for, at man gerne vil være med til at hæve beløbet og bruge det til grøn omstilling. Hørte jeg også det?

Fru Pia Olsen Dyhr.

Jeg er virkelig ked af det, men jeg hørte ikke det sidste. ( Martin Lidegaard (RV): Det var bare spørgsmålet, om man også kan bruge provenuet på den grønne omstilling). Tak. Undskyld, jeg hører åbenbart ikke så godt. Jeg er blevet lidt forkølet. Det har også sat sig på min stemme. Vi er både villige til at kigge på at forhøje flyafgiften – og jeg synes sådan set, der er god grund til det, for vi ved, at det, at man flyver, er noget af det, der er allermest forurenende, og vi ved også, at den har en generelt god social balance, fordi det er færrest af dem, der ikke har nogen penge, der har råd til at flyve, så det kigger vi gerne på – og ja, vi kigger også gerne på, om noget af beløbet skal bruges på den grønne omstilling. Jeg synes bare også, det er vigtigt at huske, at der skal være nogle sociale balancer i det her.

Hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Det er jo et præcist eksempel på, hvordan klimapolitikken er i hænderne på fanatikere herinde, for flybrændstoffer er omfattet af EU's kvotehandelssystem. Så det burde markedet bare ordne. Det, jeg ville spørge til, er faktisk et område, hvor der måske er lidt mere fordragelighed mellem Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti. For jeg synes, at statsministeren, der så godt nok ikke beriger os med sit selskab lige nu, jo kom med en halv indrømmelse i forhold til det med store bededag. Jeg tror i hvert fald, at det i statsministerens terminologi er en halv indrømmelse at sige, at hun var overrasket. Jeg tror, at hun er sådan en, hvor alting er beregnet og kalkuleret ned til mindste detalje. Det åbner måske for, at vi kan gøre noget i fællesskab. Vi har i hvert fald finansieret en genindførelse af store bededag som en fri- og helligdag i vores 2030-plan. Derfor vil jeg bare høre, om fru Pia Olsen Dyhr kan give samme garanti for, at vi, hvis nu vore partier, måske sammen med et par andre, har flertal for det efter næste folketingsvalg, så genindfører store bededag som en fri- og helligdag.

Fru Pia Olsen Dyhr.

Der er altså et eller andet i ordførerens indlæg, som jeg støder mig meget på. Den der måde at sige på, at statsministeren er kalkuleret, beregnende og alt muligt, synes jeg ikke er i orden. Det er ikke i orden at tale sådan om hinanden. Man kan være politisk uenig. Det er rimeligt nok. Det er jeg helt med på. Jeg er ikke med på alt det der, og jeg synes, at det er en virkelig dårlig måde at diskutere på. Fred være med det. I forhold til store bededag stemte vi jo imod en afskaffelse. Vi ser sådan set gerne store bededag genindført. Men vi skal jo lige være opmærksom på, at vi ikke skal gøre det på samme måde, som regeringen afskaffede den, fordi det her er altså noget, man er nødt til at have arbejdsmarkedets parter ind over. For hvis man genindfører store bededag, betyder det faktisk noget for de mange lokale overenskomster, som nu er indgået. Jeg kender til masser af steder, hvor man i overenskomsterne har indført en store bededag. Så det bliver ikke helt så simpelt. Jeg bliver bare nødt til at sige på forhånd, at det her er noget, jeg mener arbejdsmarkedets parter skal ind over, før vi genindfører noget.

Hr. Morten Messerschmidt.

Nu er vi jo ikke sat i verden for at undgå sager, der er vanskelige. Vi er her jo for at løse selv vanskelige sager. Jeg synes ikke helt, at jeg hørte et svar fra fru Pia Olsen Dyhr. Vil man gå ind i den proces? Har man i givet fald i sin økonomiske plan afsat penge til det, så vi kan gøre det i fællesskab? Jeg er fuldstændig enig i, at vi både skal have folkekirken med, og at vi skal have fagbevægelsen med osv. Vi skal ikke begå alle de fejl, som statsministeren har begået. Men jeg må bare vide, om vi kan regne med SF, når den dag kommer.

Fru Pia Olsen Dyhr.

Hvis der er et flertal i Folketinget, genindfører SF gerne store bededag. Og ja, vi har det som en del af vores økonomiske plan, at vi skal genindføre store bededag. Jeg synes, det er svært at se det flertal, der vil gøre det, for det var jo ikke kun regeringen, der ville afskaffe store bededag, det var også Radikale Venstre. Jeg vil bare gerne sige, at det ikke er helt så simpelt som så, fordi man netop har lavet mange lokaloverenskomster, hvor man stadig væk har fastholdt store bededag. Det er den ene del af det. Folkekirken er alligevel en smule nemmere, eftersom man har fastholdt den i den bog, man følger, når man har forskellige højtider.

Hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Tak for en veloplagt tale. Og tak for at være med i kravet om, at vi skal have 10 pct. strengt beskyttet natur i Danmark. Det er et krav, som den rød-grønne fløj sammen med LA og K har spidsformuleret her op til Naturmødet. Regeringen siger så, at nu skal vi til at være meget specifikke om, præcis hvad det skal være for 10 pct. Det er jo lidt mærkeligt, for da vi lavede klimaloven, var alt jo uvist. Vi lavede love frem til 2030, og grunden til, at vi snakker om hockeystavseffekten, er jo netop, at der skal ske en hel masse forskning, som vi meget, meget gerne vil støtte, men som vi ikke helt har styr på. Her skal vi være fuldstændig specifikke, før vi nærmest må nævne det. Hvordan tænker fru Pia Olsen Dyhr at vi kan komme videre med den sag?

Fru Pia Olsen Dyhr.

Jeg synes først og fremmest, det er fantastisk, at vi har seks partier i Folketinget, der går ind for 10 pct. strengt beskyttet natur. Jeg vidste godt, at Enhedslisten, SF, Radikale Venstre og Alternativet ville mene det, men jeg synes, det er godt, at vi er flere partier, og jeg håber også, at vi kan få regeringen med på det. Der står i Montrealprotokollen, at man skal levere 10 pct. strengt beskyttet natur og alt i alt 30 pct. beskyttet natur. Jeg har hørt kommentatorerne blande alt det her sammen, så jeg synes, det er lidt vigtigt, at det bliver slået fast. Forudsætningen for, at vi kan gøre det, er selvfølgelig også, at vi sætter os ned og kigger konkret på landkortet. Det er jo derfor, at vi for flere finanslove siden nedsatte et Biodiversitetsråd, som jeg har fornemmelsen af, at regeringen slet ikke lytter til. Måske skal det have samme muskler, som Klimarådet har – det har det ikke helt – for så kan det være, at der bliver lyttet mere til dem. Men jeg er ikke i tvivl om, at Biodiversitetsrådet – det har jeg også hørt fra dem – sådan set er villige til at påtage sig opgaven, så vi kan levere på de 10 pct. strengt beskyttet natur. Så jeg synes bare, at regeringen skal springe ud i det.

Hr. Torsten Gejl.

Jamen jeg kan ikke være mere enig. Jeg er bare lidt i tvivl, for jeg mistænkte lidt regeringen for at sige, at nu skal vi være helt konkrete, for at de kan få et eller andet at pille i, hvor de kan sige: Det duer ikke, det duer ikke, og det duer ikke. Så jeg spekulerer på: Skal vi lave en ramme? Skal vi pege på et større område? Skal vi lade Biodiversitetsrådet gøre det? Skal vi selv spørge de bedste eksperter? Jeg synes, at vi har et momentum, som partiforkvinden også siger: Det er nu. Og der er jo opbakning til regeringen fra begge sider af salen, så der er faktisk en lidt speciel mulighed for at lave noget ekstraordinært. Så skal vi prøve at turde at blive rigtig konkrete?

Ordføreren.

Altså, min bekymring på det grønne område – ikke så meget mere i forhold til klima, men i forhold til natur, biodiversitet og miljø – går på, at vi jo igen og igen har fået anbefalinger på de her områder. Helt tilbage, da SF sad i regering med Socialdemokratiet og Radikale Venstre, havde vi Natur- og Landbrugskommissionen, der jo fremlagde et udspil til, hvordan vi kunne 1) levere på mere biodiversitet, 2) levere på landbrugets kvælstofudledninger og 3) levere på CO 2 -reduktioner. Det her var altså tilbage i 2015, og om end hr. Lars Løkke Rasmussen ødelagde det hele med landbrugspakken, ligger arbejdet der. Nu starter vi så bare forfra igen, og det er min bekymring, for jeg tror, at det bliver arbejde på arbejde i stedet for bare handling.

Fru Anne Paulin, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil også gerne spørge ind til SF's politik angående pensionsalder, som jeg synes det er svært at blive klog på. Det vil koste 68 mia. kr. at stoppe pensionsalderen ved 69 år. Så er det rigtigt nok, som ordføreren er inde på, at de offentlige finanser er overholdbare på lang sigt, og at man derfor ville kunne nøjes med at skulle stramme finanspolitikken med 27 mia. kr., men det forudsætter jo så, at man har opbrugt hele det råderum, som der så ville have været til andre, nye prioriteter, og man skal ud at finde 27 mia. kr. Hvordan vil SF finde de her 27 mia. kr.? Og jeg vil gerne komme med det benspænd, at ordføreren ikke må pege på en annullering af regeringens skattelettelser, for det ville jo på ingen måde kunne dække de 27 mia. kr.

Ordføreren.

Først vil jeg sige tak for et meget ordentligt spørgsmål fra Socialdemokratiet. Det sætter jeg virkelig stor pris på. Vi har jo sagt, at vi faktisk ikke er afvisende over for at kigge på en forhøjelse af pensionsalderen; allerede i 2022 siger jeg i Børsen, og det kom på forsiden, at vi ikke er afvisende over for at kigge på det her. Men det skal være i balance med, og det er det, der er pointen, at vi skal forbedre Arnepensionen og vi skal forbedre seniorpensionen. Vi kan ikke bare lade pensionsalderen stige for alle. Jeg er helt sikker på, at fru Anne Paulin jo godt kender mennesker derude, der ikke vil kunne arbejde, til de er 75 år. Det var også derfor, der i den tidligere regering blev nedsat en kommission, der faktisk kom med nogle anbefalinger, i forhold til at vi kunne kigge på, at den ikke skulle stige helt til 75 år, men til 73 år i stedet for, og at man skulle kigge på en anden indeksering. Jeg har en fornemmelse af, at den her regering bare har skubbet de anbefalinger til side, men det er jo sådan noget, I bliver nødt til at diskutere med hinanden, for det er ikke alle, der kan holde til at arbejde, til de er 75 år.

Spørgeren.

Tak for det. Det, som er forskellen på situationen i dag og dengang, da velfærdsaftalen blev indgået, er jo, at i dag har vi en differentieret pensionsalder baseret på anciennitet, fordi vi har indført Arnepensionen. Og derfor mangler jeg, at ordføreren så også svarer på spørgsmålet om, hvor pengene skal komme fra. Hvordan er det, at ordføreren vil finde finansiering til at dække det her hul på de her 27 mia. kr., som alt andet lige vil være der, hvis man ikke følger velfærdsaftalen?

Tak. Ordføreren.

SF har jo netop sagt, at vi ikke er afvisende over for at kigge på at lade pensionsalderen stige, men det er vel at mærke, hvis vi forbedrer Arne. Arne er jo sådan i dag – altså ikke Arne som i personen Arne, men selve Arne i forhold til retten til tidlig pension – at der er den udfordring, at det er en lavere ydelse end seniorpensionen, og at det er 3 år før, man ellers ville kunne gå på pension. Det vil sige, at hvis pensionsalderen ender med at være på 75 år, er det som 72-årig, at bryggeriarbejderen Arne vil have lov til at gå på pension. Det er jo ikke holdbart, og vi siger, at forudsætningen for at have den her diskussion er, at vi også forbedrer det andet. Så er vi ikke afvisende over for det.

Tak. Så er det hr. Rasmus Stoklund, Socialdemokratiet. Værsgo.

I går aftes sagde SF's udlændingeordfører her i salen, at »det er vigtigt, at vi i det europæiske fællesskab tager et fælles ansvar for at fordele flygtningene.« Er fru Pia Olsen Dyhr enig?

Ordføreren.

Ja.

Spørgeren.

Betyder det så, at vi skal tilslutte os solidaritetspagten, og at vi på den måde skal være tvunget til at tage imod et potentielt meget stort antal flygtninge – et antal, som vi ikke selv har nogen mulighed for at have indflydelse på?

Ordføreren.

Altså, vi står jo lige nu i en situation, hvor danskerne ikke har sagt ja til det med retsforbeholdet. Vi sendte det jo til afstemning i 2015, og SF anbefalede sådan set, at man skulle afskaffe det, men det ville danskerne ikke. Derfor synes jeg, vi skal tænke os godt om og ikke bare male tingene så sort-hvidt op. For jo, fra SF's side vil vi gerne have, at vi gør det her i fællesskab, men jeg vil meget gerne have danskerne med på den her beslutning. Så det er ikke så sort-hvidt, som ordføreren gerne vil gøre det til.

Hr. Kristian Bøgsted, Danmarksdemokraterne.

Tak for det. Og tak for talen – der var rigtig mange gode ting i den. Jeg vil egentlig gerne lidt ind på det maritime, havmiljøet osv. Jeg har tænkt lidt tilbage på, da hr. Torsten Gejl fra Alternativet, mener jeg det var, spurgte miljøministeren om de maritime naturnationalparker, og hvornår der sker noget, og om ikke der blev rykket på det. Dertil svarede vores miljøminister, at det er ikke rigtig kunne svare sig at gå i gang med noget nu, for så snart man havde oprettet det, ville der jo dagen efter komme en dansk eller hollandsk trawler hamrende igennem og ødelægge hele havbunden. Om end vi måske partierne imellem har lidt forskelligt syn på, hvad man skal gøre med fiskeriet, vil jeg gerne høre ordføreren, om ordføreren mener, at det er rimeligt, at miljøministeren på den måde på en urigtig baggrund smider et erhverv under bussen for at dække over, at man ikke selv gør noget, når vi ved, at der aldrig har været hollandske trawlere igennem Øresund, fordi der har været trawlforbud side 1926 af hensyn til skibssikkerheden. Mener ordføreren, at det er rimeligt af miljøministeren?

Ordføreren.

Altså, nu ved jeg ikke, hvad miljøministeren har udtalt, og jeg har heller ikke set citatet, og derfor synes jeg, det er rimeligt, at jeg lige ser, hvilken sammenhæng det indgår i, for ikke at blive for polemisk. Ordføreren nævner Øresund, og det er jo et af de steder, hvor vi er lykkedes. Det er her, hvor der ikke fiskes med bundtrawl; det er her, hvor der faktisk er liv på bunden; det er her, hvor torsken trives. Jeg hører fra nogle af dem, der fisker med garn, at de desværre stadig væk oplever, at der fiskes med bundtrawl i området, men det er jo ulovligt, og der mener jeg jo at man må sætte ind, hvis der faktisk findes folk, der fisker med bundtrawl på steder, hvor man ikke må gøre det. Jeg synes, man skal være meget påpasselig – og det synes jeg generelt man skal – med at skyde nogen noget i skoene, medmindre der er beviser for det.

Spørgeren for den anden korte bemærkning. Værsgo.

Jeg har nu ikke hørt, at der er nogen, der trawler. Jeg har hørt, at der er trawlere, der har sejlet igennem uden at have nettet ude, fordi de skulle til Østersøen, da der var noget at fange der. Men når vi så ellers kigger på fiskeriet, så ved jeg, at SF også går meget op i landdistrikterne, og igen har vi et lidt forskelligt syn på, hvordan man måske skal gøre tingene, men når man så snakker om, at der er en CO 2 -afgift på vej til fiskerne, der allerede er på vej i mål i forhold til målsætningen – de er allerede i dag oppe på en reducering på 66-67-68 pct., så de skal nok nå det – er SF så ikke bekymret for, at den CO 2 -afgift faktisk bare betyder, at man måske mister 50 pct. af landingerne i havnene og mister arbejdspladser, fordi fiskeflåden bare bunker i udlandet?

Tak. Ordføreren.

Altså, jeg må faktisk sige helt ærligt, at jeg ikke har hørt, at der er en CO 2 -afgift på vej til fiskerne – det kan jeg så se på min ordfører og på andre i salen at der er. Fair nok. Der kan også være ting, man ikke ved, selv om man står heroppe på Folketingets talerstol. Jeg synes jo grundlæggende, at alle erhverv skal være med til at bidrage til at løse den klimaudfordring, vi har. Jeg noterede mig, at hr. Morten Messerschmidt kaldte det klimafanatisme. Det synes jeg jo ikke det er. Jeg synes, det er en fælles opgave for os, at vi for vores børn og børnebørns skyld beslutter at gå en fornuftig vej. Vi er den sidste generation, der kan ændre på den udvikling, der er i gang.

Tak. Så er det fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak. Meget politik ville være bedre med mere indflydelse fra SF. Det var det, fru Pia Olsen Dyhr lige sagde til en af mine kollegaers spørgsmål. Så lad os kigge til Langeland, hvor I jo virkelig har indflydelse. I sidder på flertallet i kommunalbestyrelsen, og I har jeres eneste borgmester dernede. Ældreområdet sejler, socialområdet sejler, børnehaver lukkes, fordi man ikke har styr på brandtilsyn. Man lukker Nordskolen, så skolebørn skal køre i timevis i busser for at komme i skole nu. Er det virkelig klasseeksemplet på, hvad der sker med velfærd, når SF får mere indflydelse?

Tak til ordføreren. Jeg vil minde om, at vi ikke anvender direkte tiltale. Værsgo til ordføreren.

For det første bliver jeg nødt til at korrekse spørgeren. Det er ikke SF's eneste borgmester, SF har faktisk flere borgmestre; vi har også borgmesterposten i Hvidovre, vi har en borgmester i København, vi har en rådmand i Odense og en rådmand i Aarhus – bare sådan at der ikke kommer misinformation derude. Derudover bliver jeg nødt til at sige, at det er sådan grundlæggende i min demokratiforståelse, at de beslutninger, der skal træffes lokalt, også skal træffes lokalt. Der skal jeg jo ikke sidde på Christiansborg og diktere, hvad man skal gøre lokalt. Jeg kan godt have en holdning til det, men jeg mener faktisk, at man skal have noget tillid til de byrødder, vi har valgt rundtomkring i landet. Det troede jeg faktisk også var Liberal Alliances syn på demokratiet, altså at det måtte være så nært på borgeren som overhovedet muligt. Det har vi faktisk tillid til i SF. Og så må jeg sige, at man godt kan være uenig i det, men det er jo ikke SF alene, der bestemmer på Langeland, desværre, det ville jeg da ønske, men vi sidder altså også i en koalition på Langeland.

Spørgeren.

Jamen i LA er det sådan, at alle vores kommunalpolitikere selvfølgelig fører LA's politik. Det går jeg da også ud fra at SF's politikere gør lokalt. Ordføreren snakker selv om menneskesyn og om flere penge og vil ligesom ikke rigtig svare på de spørgsmål, der bliver stillet i forhold til at bruge pengene bedre. I Langeland Kommune kan man jo bare se, at pengene bliver brugt forkert, fordi de bliver brugt på lovbrud, omgørelser osv. Det kan da ikke være sådan, at vi skal hælde flere penge efter den måde at bruge penge på?

Tak. Ordføreren.

Altså, jeg vil virkelig advare mod, at vi inde på Christiansborg skal begynde at detailstyre samtlige kommuner i landet. Jeg kan godt finde kommuner, hvor jeg tænker: Hvorfor gør de dog det? Men det må da være op til borgerne i den konkrete kommune at vælge nogle andre byrødder. Det troede jeg faktisk at vi og Liberal Alliance var enige om, altså at vi i høj grad tror på det decentrale demokrati. Det er jo det, vi går til valg på i 2025, og så må vælgerne jo vælge nogle andre lokalpolitikere. Jeg er lidt overrasket over Liberal Alliance, og at det er hr. Alex Vanopslagh, der bestemmer alt, hvad byrødderne gør derude, men det er interessant.

Tak til ordføreren. Tiden er gået. Den sidste korte bemærkning går til fru Lise Bertelsen, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Mange tak. Tak for en rigtig god tale. Jeg vil også gerne takke for det gode samarbejde, jeg har med ordførerne fra partiet. SF går ligesom Det Konservative Folkeparti op i, at pårørende skal inddrages langt mere, end tilfældet er i dag. Man ved, at inddragelse af pårørende i sundhedsvæsenet har kæmpestor betydning for prognosen. Derfor kan det også virke paradoksalt, at man på den ene side både sådan fagligt og politisk kalder på prioriteringer af, at de pårørende skal have mere inddragelse og bedre information, og på den anden side er virkeligheden den, at de pårørende faktisk oplever sig afvist og underinformeret. Hvordan ser SF på inddragelse af pårørende i langt større grad, end tilfældet er i dag? Og har SF nogen konkrete bud?

Ordføreren.

Jeg tror, det er rigtig vigtigt at inddrage de pårørende, både for deres trygheds skyld, men også for deres forældres, deres ægtefælles eller deres børns. Når vi snakker om mennesker med handicap, er det jo ofte f.eks. en forælder, der håndterer alt det praktiske i dagligdagen og derfor også ofte er nødt til at råbe op, når det gælder eget barns rettigheder. Der er det jo afgørende, at man også har adgang til oplysninger, for det har man ikke umiddelbart i dag, når ens barn er myndigt, men det kan man jo godt have brug for, fordi det voksne barn ikke har muligheden for at agere på egne vegne. Vi vil faktisk gerne kigge på, om der kan være nogen muligheder – ikke at vi overhovedet vil tage ansvaret fra det enkelte menneske. Vi vil bare give dem lidt flere muskler i den samtale, der kan være med systemet.

Spørgeren for den anden korte bemærkning. Værsgo.

I Det Konservative Folkeparti har vi jo fremsat et beslutningsforslag, som har til hensigt at modernisere den 22 år gamle vejledning om tavshedspligten, da pårørende oplever, at de ikke inddrages, fordi der tages et misforstået hensyn til tavshedspligten. I et presset sundhedsvæsen kan vi vel kun være enige om, at alle sejl skal sættes til. Både pårørende og civilsamfundsorganisationer bør inviteres med som medspillere. Har SF gjort sig nogen konkrete overvejelser om, hvordan man kunne gøre det?

Ordføreren.

For det første synes vi, at det er et godt beslutningsforslag, så det vil vi gerne takke De Konservative for. Jeg tror også, at det er vigtigt, at vi som samfund husker, at når vi lovgiver herinde, er det jo ikke bare sådan lovgivning ud af ingenting. Det er jo mennesker, vi taler om. Det er konkrete mennesker og deres skæbner, og hvis vi ikke ser dem eller giver dem mulighed for at blive hørt, forsvinder deres stemme. Det er derfor, vi også er nødt til at tale om de pårørende og udvide mulighederne. Min eneste bekymring, og det skal man jo også nogle gange have, er, hvis man oplever, at den pårørende overtager det hele for den enkelte, og den enkelte så ikke føler sig hørt, men det tænker jeg godt at vi kan finde ud af at balancere.

Tak til fru Pia Olsen Dyhr. Vi går videre til hr. Alex Vanopslagh fra Liberal Alliance. Værsgo.

Tak. Jeg er enormt taknemmelig over at være dansker, og jeg er taknemmelig over at være europæer. For her i Europa har vi haft en helt unik evne til at stræbe efter viden og sandhed, og vi har haft en helt unik evne til at dyrke skønhed og åndelighed i kunsten, i litteraturen, i kulturen, i musikken, i arkitekturen og i alt omkring os. Og samtidig med det har vi skabt enestående succesfulde samfund baseret på nogle helt gennemgribende idéer; det er bl.a. idéen om, at alle mennesker fødes med en iboende værdighed og nogle ukrænkelige rettigheder, og deraf også idéerne om magtens tredeling, om retsstaten, om det liberale demokrati, om det frie marked og om meritokratiet. De idéer udgør fundamentet under den europæiske civilisation og det liberale demokrati, og det er noget af det mest dyrebare, vi har. Man kan sige, at de idéer udgør Vestens blomst. Men den blomst er i fare for at visne. Europa står i en skæbnestund. Der er krig på det europæiske kontinent, og Vladimir Putins mål er klart og tydeligt, nemlig at den vestlige verdensorden skal væltes, og det er det samme mål, de har i Nordkorea, i Iran og i Kina. Vestens blomst skal ikke bare visne, nej, den skal rives op med rødder. De kigger ind på Europa og på Vesten og fornemmer en aftagende styrke og en svigtende selvtillid. De ser, hvordan den økonomiske vækst i Europa er stagneret, og de ser også, hvordan splittelse og polarisering og en stigende mistillid til det liberale demokratis institutioner vinder frem i de europæiske lande; at vi sådan vakler i troen på vores egne idéer og værdier og derfor også ser en voldsom fremvækst rundtomkring af både radikal højrepopulisme, radikal identitetspolitik på venstrefløjen og blandt alt for mange indvandrere også en radikal islamisme. Så hvis man skal gøre det helt kort, ser Vestens fjender et Europa, som har sine bedste dage bag sig, men sådan behøver det ikke at være. Europa behøver ikke at have sine bedste dage bag sig. Vestens blomst behøver heldigvis ikke at visne bort, og lige ved EU's østlige grænse, i Ukraine, finder vi det første sted, hvor Europa kan vise, at vi ikke er visnet endnu. For her kæmper ukrainerne ikke bare for deres eget liv og deres egen frihed, men også for vores. Tilbage i 2014, da vi i Vesten så passivt til, at Putin annekterede Krim og invaderede dele af Donbass, svigtede vi ukrainerne, og det var desværre med til at give Putin blod på tanden efter mere. Men fordi det ukrainske folk forsvarede sig selv heroisk, mindede de os om, at man ikke bare behøver at dukke nakken for den stærke mand. De indgød et håb i os. De inspirerede os til handling, og i Danmark, og også med den her regering, kan vi være enormt stolte over den hjælp, som vi har ydet ukrainerne. Men i det store billede bliver Europa ved med at halte efter udviklingen. Hjælpen kommer for lidt, for sent og for nølende. I starten af 2023 lovede man fra EU's side, at man ville levere 1 million artillerigranater til Ukraine. Det endte så på 300.000, og det var ikke, fordi vi ikke fik produceret mere. Det var bare, fordi vi valgte at eksportere en stor del af det, vi producerede, ud i verden, så vi kunne tjene penge, i stedet for at hjælpe ukrainerne. Til gengæld har Nordkorea på 1 måned formået at levere 1 million artillerigranater og raketter til Rusland, og på den måde har et fattigt kommunistisk regime – på 1 måned – leveret mere, end hvad alle EU-lande formåede tilsammen på 12 måneder. Det er for dårligt. Vi både må, kan og skal hjælpe ukrainerne langt mere. I starten af krigen blev det set som et uhørt synspunkt, hvis man foreslog, at man skulle sende enten kampvogne eller kampfly til Ukraine frem for madpakker og regnjakker. For tænk, hvis man nu provokerede Rusland. Det skulle vi da for alt i verden undgå. Men som tiden gik, indså vi, at det faktisk var helt legitimt, og at det var i vores egen interesse at hjælpe ukrainerne med tungere våben. Og gennem de sidste 2 år har tendensen entydigt været, at de beslutninger, der fremstår utænkelige og drastiske i dag, ofte viser sig at være de nødvendige beslutninger i morgen. Anders Fogh Rasmussen har for nylig foreslået, at NATO bruger de luftforsvarssystemer, som vi har i Polen og i Rumænien, til at danne sådan en no-fly-zone, et skjold, over det vestlige Ukraine, og det er jo et forslag, der i hvert fald i dag fremstår utænkeligt.

Det samme kan man sige om Macrons forslag om, at NATO-landene skulle overveje at sende tropper til Ukraine, eksempelvis for at bevogte grænsen op mod Hviderusland. Det ville kunne frigøre minimum 30-40.000 ukrainske soldater, som kunne komme til den varme front. Jeg ved ikke, om de to forslag, som jeg her har fremhævet, reelt er de klogeste forslag til at hjælpe Ukraine, men jeg ved med sikkerhed, at vi har brug for et mentalitetsskifte. Så i stedet for at vi blot giver ukrainerne hjælp til at undgå et nederlag, skal vi begynde at give den hjælp, der skal til, for at de kan vinde en klar og tydelig sejr over Rusland. For det er den bedste afskrækkelse, vi kan bruge, hvis vi ønsker at undgå en direkte krig med Rusland. Det er desværre ikke kun, hvad angår evnen til at forsvare os selv og opruste, at vi halter bagefter i Europa. Det gør vi også i forhold til de forudsætninger, der skal til, nemlig i forhold til vækst og innovation. Vi er desværre endt et sted, hvor vi med direktiver og forordninger og langsommelige godkendelsesprocesser er i gang med at kvæle innovationen og opfindsomheden i Europa. Alene mellem 2017 og 2022 blev danske virksomheder pålagt mere end 850 nye regulatoriske krav fra EU, svarende til næsten 5.500 sider med forskellige krav fordelt på 80 forordninger og 36 nye direktiver, og konsekvenserne af det ser vi altså klart og tydeligt; vi halter bagefter. Når man ser på EU's økonomi, har vi nul virksomheder blandt de 20 største techvirksomheder, og vi har nul virksomheder blandt de 20 bedste startups, og de sidste 15 år er vi haltet bagefter resten af verden. Vi er gået fra at have en lige så stor økonomi som USA, til at USA i dag, 15 år senere, har en økonomi, der er dobbelt så stor, fordi den økonomiske vækst i EU i det store hele er stagneret siden finanskrisen. Men jeg tror på, at vi kan vende den her udvikling, hvis vi fokuserer på et EU, der bruger energien på at sikre konkurrencedygtige rammevilkår og nem adgang til kapital og arbejdskraft, og det er derfor, at vi i Liberal Alliance til det kommende EP-valg går til valg på et blåt Europa; på et EU, som bruger energien på kerneopgaverne, og som respekterer nærhedens fornuft, så at sige. For vi har ikke brug for et EU, som dikterer, hvordan man skal fordele barslen mellem mor og far. Vi har ikke brug for et EU, som dikterer, hvor mange kvinder der skal sidde i en eller anden virksomheds bestyrelse. Vi har ikke brug for et EU, der tvinger virksomheder til at lave dyre og ligegyldige bæredygtighedsrapporter, og vi har ikke brug for et EU, der tvinger os til at registrere arbejdstider. Hvad vi til gengæld har brug for, er et stærkt EU, som kan løse de grænseoverskridende problemer, et stærkt EU, som kan få styr på EU's ydre grænse og få lavet de rette aftaler med tredjelande om modtagecentre, et stærkt EU, der kan blive ved med at skubbe på for den grønne omstilling og sikre en ensartet og høj pris på CO 2 -udledninger, og et stærkt EU, der gør en hidtil uset forskel for ukrainerne og våbenstøtten til dem. For EU er for vigtigt til dårlig politik, og Europa er for vigtigt til, at EU-systemet fokuserer sin energi på ligegyldigheder, der skaber mere splittelse end gavn, og det er nu, det gælder. Andre har også været inde på det i deres taler, og jeg tror på, at vi kan sikre den lyse fremtid for Europa og sikre, at vi har vores bedste dage foran os. Men det kræver, at vi tager fat. Den samme optimisme har jeg egentlig også på vegne af Danmark. Vi har alle tiders muligheder for at skabe en endnu lysere fremtid med mere vækst, mere sikkerhed, mere frihed, flere muligheder, mere optimisme og glæde og mere tro på frihed og ansvar. Jeg tror, vi har brug for en frisk start for Danmark, og på det seneste er jeg begyndt at tro, at statsministeren måske egentlig er enig. Forleden opfordrede statsministeren mig i hvert fald til at melde mig på banen til at erstatte hende som statsminister. Det må da have fået nogle øjenbryn til at løfte sig i de socialdemokratiske kaffeklubber, men jeg kan da egentlig godt forstå, hvis man begynder at gøre sig den slags overvejelser som statsminister. For regeringen fremstår metaltræt, uden energi, mod eller nogen reel eksistensberettigelse, fanget i lange interne forhandlinger, hvor det hele handler om at blive trukket ned på laveste fællesnævner. Men der er jo heldigvis en løsning på regeringens lidelser: Hvis I hele tiden vil tale om valg, så udskriv da det valg. Lad os da give danskerne det valg. Det er vi i hvert fald klar til.

Tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger. Den første er fra fru Trine Bramsen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Jeg er oprigtig optaget af at høre, hvad Liberal Alliance mener om den lovgivning, vi for få år siden vedtog, når det gælder voldtægter. Der har været forskellige diskussioner, som Liberal Alliance har startet, og hvor man godt kan blive i tvivl om Liberal Alliances holdning. Så hvad mener Liberal Alliance om den lovgivning, vi for få år siden fik på voldtægtsområdet?

Ordføreren.

Jeg går ud fra, at spørgeren mener samtykkeloven og de ændringer, der var dér. Altså, jeg vil bare sige, at det at sige loven om voldtægter er sådan en meget banal og usofistikeret måde at stille et spørgsmål på. Men jeg går ud fra, at det handler om samtykkeloven. Den stemte vi for, og den bakkede vi op om, for der var jo helt klart en udfordring med det at skulle løfte bevisbyrden i sager, hvor der helt åbenlyst var noget på spil, som man ikke ville acceptere som samfund, og det skulle gøres nemmere. Siden hen har der jo så været en stor diskussion af, om man har fundet de rette balancer i den lovgivning, og det har jo også gjort, at bl.a. Retsudvalget her i Folketinget har indkaldt til en høring og spurgt til en evaluering. Jeg har sådan set også hørt ministeren give udtryk for, at man selvfølgelig løbende skal evaluere, om man har fundet den rette balance. Det mener vi er en god tilgang. Så jeg går ud fra, at vi nok mener det samme her, selv om spørgeren jo også lidt har en historik med nogle gange at sige nogle ting, som regeringen ikke mener.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Når jeg spørger, er det jo, fordi Liberal Alliances retsordfører for nylig har givet udtryk for, at med samtykkeloven bliver, hvad der ellers ville have været et helt almindeligt akavet moment, årsagen til, at drenge bliver dømt som voldtægtsforbrydere, og det, selv om Rigsadvokaten klart har affejet, at der er sket omvendt bevisbyrde, og klart har sagt, at de ikke kan genkende, når de kigger alle sagerne igennem, at uskyldige bliver dømt for voldtægt. Så når Liberal Alliances retsordfører kommer med sådan nogle udsagn, er det da klart, at man må blive i tvivl om, hvad Liberal Alliances holdning til en så vigtig lovændring er.

Ordføreren.

Altså, der har jo lige været en høring, hvor en lang række mennesker har deltaget. Det er mennesker, der har bidraget med relevante anekdoter, og der er også eksperter, der har været ude at kritisere det her. Det har fyldt enormt meget i forskellige medier, hvor der har været en diskussion af, om vi har fundet den rette balance. Der er jeg da stolt over at tilhøre et parti, der, selv om vi støtter op om loven og stemte for den, så også har evnen og lysten til og nysgerrigheden på at tjekke efter: Hov, har vi ramt den rette balance, eller er der nogle ting, der skal justeres? Den samme tilgang vil jeg da også forvente at Socialdemokratiet vil have.

Tak. Så er det hr. Torsten Schack Pedersen, Venstre.

Tak for det, og tak for en stærk europæisk tale. Det er noget, vi og vores mange kandidater jo alle sammen bruger rigtig meget tid på i øjeblikket. Jeg synes, det er vigtigt også at have det fokus. Der er ingen tvivl om, at Europa har en række udfordringer, også i forhold til at sikre, at Europa bevarer sin styrke, også økonomisk, i forhold til kraftcentre rundtomkring i verden. Så på mange, lange stræk er det noget, vi ser fælles på. Vi har et forslag fra Venstres side i forhold til det europæiske samarbejde: at vi skal have en håndhævelseskommissær, som bl.a. skal sikre, at de fælles regler, vi aftaler, også kommer til at gælde i hele EU. Derfor vil jeg bare høre, om det er noget, som Liberal Alliance ser ens med os i Venstre på, altså at det er problematisk, hvis Portugal, Ungarn og Rumænien nægter at implementere fælles regler – hvis landene nægter at implementere det lovgrundlag, som er demokratisk vedtaget i det europæiske system.

Ordføreren.

Det er jo et godt spørgsmål, for jeg tror ikke, det sådan er helt sort-hvidt, selv om man jo godt kan reducere det til at være det, forstået på den måde, at på den ene side er det åbenlyst, at hvis man skal have et regelbaseret samfund og et forpligtende samarbejde, skal man jo implementere de aftaler og de forpligtelser, man nu engang har. Der er jo en lang række direktiver, hvor det, hvis ikke man implementerer det, har ret fatale konsekvenser. Man kan jo bare tage vandrammedirektivet og Danmark som et eksempel, men lad det ligge. På den anden side er der jo også enormt mange eksempler på EU-direktiver om noget, som jeg ikke mener der er nogen som helst grund til at EU skal blande sig i, og hvor man fuldstændig har glemt alt om nærhedsprincippet. Det kan eksempelvis være, om man skal registrere arbejdstider på en bestemt måde i de enkelte lande, eller hvordan man fordeler en barsel. Derfor tror jeg, der er to problemer, der skal løses. Det ene problem er, at de direktiver, der kommer, i højere grad skal gælde grænseoverskridende problemer og ikke, hvad der burde være nationale anliggender. Derudover skal der så være en større grad af håndhævelse. Men jeg synes, der er to særskilte problemer her.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Jeg er grundlæggende enig i, at det er centralt, at EU tager sig af det, der er grænseoverskridende, men det hænder jo alligevel, at der bliver vedtaget noget, som er i strid med det, som har været den danske regerings vilje, og det danske Folketings mandatgivning til regeringen. Der spørger jeg så bare i forhold til det store forsvar for det internationale regelbaserede samfund, om hr. Alex Vanopslagh så mener, det er regeringsdueligt at sige: Okay, der ligger nogle klare EU-regler; det kan godt være, at vi er imod dem, men vi nægter at implementere dem i Danmark. Det har vi desværre set eksempler på at Liberal Alliance har nægtet.

Tak. Ordføreren.

Jeg har jo også bemærket, at flere af regeringspartierne er meget optaget af at tale om regeringsduelighed. Der bliver det jo ofte reduceret til, at hvis ikke man er enig med regeringen, er man pr. definition ikke regeringsduelig. Men jeg hører godt, at det ikke er spørgsmålet her. Det handler mere om, hvad man gør, når der er direktiver, man er imod, men som så alligevel kommer igennem fra EU. Der mener jeg, at den regering, vi har, og den regering, vi måtte få i fremtiden, i langt højere grad skal blive bedre til i samarbejde med andre lande at udfordre det ved domstolene, i forhold til om det respekterer nærhedsprincippet, altså at man i højere grad prøver at lave et pushback. Men jeg er med på, at det er dilemmafyldt, for man kan jo ikke have et forpligtende samarbejde, hvis man ikke gider at forpligte sig på noget af det.

Tak. Så er det hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne.

Tak for det, og tak til formanden for Liberal Alliance for en rigtig god tale. Jeg vil også starte med at takke Liberal Alliance for et rigtig godt samarbejde. Jeg har haft fornøjelsen af at sidde på samme gang som Liberal Alliance rigtig længe, og jeg bliver bare nødt til sige til dem, der frygter Liberal Alliance, at det er hårdtarbejdende, dygtige mennesker, som går på arbejde hver eneste dag med højt humør. Og så er der også noget, der overrasker mig, for hr. Alex Vanopslagh blev jo beskyldt for, at der var amoriner i luften mellem ham og fru Inger Støjberg, og det er jeg også blevet beskyldt for tidligere, og hr. Alex Vanopslagh har jo også taget imod en virkelig dygtig tidligere kvindelig kollega, så vi må jo have den samme smag for kvinder. Derfor bekymrer det mig alligevel lidt på deres vegne, at to kvinder, som jeg har set som stærke, selvstændige og hårdtarbejdende, bliver tiltrukket af et parti, der ifølge Venstre har et så enormt grimt kvindesyn, selv om man har en fantastisk kvindelig politisk ordfører, som jo også har et, som man ser på det i Nordjylland, sådan meget normalt kvindesyn. Men jeg har simpelt hen behov for at vide, hvor det her billede, Venstre tegner af, at hr. Alex Vanopslagh har et grimt kvindesyn, kommer fra. For han ser ud til at tiltrække stærke kvinder med ben i næsen og bagdel i bukserne. Så hvordan kan det være, at man kan være begge dele?

Tak. Ordføreren.

Lad mig lige starte med at kommentere på det første, som ordføreren kom ind på, nemlig det her med, at der jo ikke er grund til at være bange for Liberal Alliance, fordi vi faktisk er flittige og hårdtarbejdende. Men det er måske netop derfor, at der er nogle, der er bange. Det er jo, fordi vi er hårdtarbejdende og flittige og målrettede. Men lad os se. Og tak for de pæne ord i øvrigt og for det gode samarbejde mellem vores partier i al almindelighed i den borgerlige familie. De diskussioner, der har været mellem Venstre og Liberal Alliance er jo gået på den sådan lidt mere moderne ligestillingsdebat, som jo i høj grad er præget af stærke følelser og udbrud, og der har vi nogle politiske uenigheder, i forhold til om man skal blande sig i, hvordan en barsel bliver fordelt i en familie, og om man skal blande sig i, hvordan bestyrelsesposter fordeles i en virksomhed. Og så er der nok også bare ret stor forskel på os – i hvert fald med udgangspunkt i, hvad ligestillingsministeren fra Venstre mener – i forhold til om vi mener, at kvinder i Danmark generelt er undertrykte. Det mener vi ikke at de er.

Spørgeren for den anden korte bemærkning, værsgo.

Tak for det. Når formanden for Liberal Alliance går den vej, bliver jeg nødt til at stille et andet spørgsmål. For det er tilsyneladende ikke kun ligestillingsministeren. Man kunne jo se, at fru Monika Rubin var ude at blive stærkt forarget over, at der var et billede af nogle af de valgte EU-medlemmer, og der var så fem mænd og tre kvinder, og det var simpelt hen frygteligt, følte fru Monika Rubin. Der skulle man ligesom have sørget for, at der var lige mange af hver. Og der vil jeg gerne spørge hr. Alex Vanopslagh: Er det ikke nu engang sådan, at hvis man fra Politikens side vælger at lave et billede af dem, der er blevet valgt, både som mand og som kvinde, så skal man sørge for at tage fire mænd og fire kvinder med, hvis det er dem, der er blevet valgt, eller 12 mænd og 0 kvinder, hvis det er dem, der er blevet valgt? Altså, vi behøver ikke alle sammen tage en paryk på, selv om hr. Henrik Dahl har gjort det tidligere. Vi behøver ikke alle sammen ligne kvinder i lighedens tegn. Vi må godt stå som det biologiske køn, vi er.

Når formanden rejser sig, er tiden gået. Ordføreren, værsgo.

Så vi behøver ikke at ligne kvinder, bare fordi vi identificerer os som det? Nej, men jeg tror, at spørgeren og jeg ser ret ens på det her spørgsmål om, om man skal stræbe efter sådan en fifty-fifty-fordeling. Altså, det kan jo kun ske ved, at man begrænser folks frihed. Det kan jeg ikke være frihed, at man prøver at tvinge folk til at træffe nogle andre valg end dem, de har truffet. Når det så er sagt, tror jeg, at vi alle sammen herinde kender til – ligesom man gør i private virksomheder, organisationer og foreninger – at der jo også er en styrke i diversiteten; at netop fordi mænd og kvinder i gennemsnit er forskellige, bliver et hold stærkere af, at begge køn er repræsenteret.

Så er det fru Signe Munk, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Idéen bag en CO 2 -afgift er sådan set meget simpel. Det skal være forureneren, der betaler. Det er jo egentlig sådan et gængs økonomisk princip, og jeg har også bemærket, at tænketanken CEPOS, som er en borgerlig tænketank, var en af de første organisationer, der faktisk var ude at bakke op omkring hele tankegangen bag en CO 2 -beskatning i Danmark. Uden at jeg sådan kender til Liberal Alliances medlemskartotek, tror jeg der er lidt overlap og holdningsfællesskab mellem Liberal Alliance og CEPOS. Jeg har også bemærket, at partiets landbrugsordfører har været ude at sige, at CO 2- beskatning er et af de mest effektive redskaber i klimakampen. Det tegner jo til, at ordføreren bliver en ledende skikkelse i et kommende blåt samarbejde. Derfor vil jeg bare høre til, om det er Liberal Alliances holdning, at en CO 2 -afgift, både den, der er for industrien, og den, vi forhåbentlig får skabt for landbruget, skal være en hjørnesten i klimapolitikken i et blåt samarbejde.

Ordføreren.

Uanset om vi får en rød regering, en eller anden ny, mærkelig midterregering eller en mere blå regering, tror jeg at det er mest sandsynligt, at vi på de sådan helt store spørgsmål vil vi løse det bredt hen over midten, f.eks. med hensyn til om skal der være en CO 2 -afgift eller ej. Det er jo også vores tilgang til det, nemlig at vi går ind for, at man bibeholder den afgift, der allerede er aftalt for industrien. Vi vil sandsynligvis også ende med at være med i en aftale i forhold til en afgift på landbruget, men vi bliver nødt til at se den konkrete udformning. For hvis man indretter en afgift på en måde, hvor man bare skubber CO 2 -udledningerne syd for grænsen, har man jo ikke gjort en forskel for klimaet. Men jeg tror på, det er muligt at indrette en CO 2 -afgift på en klog måde, og det er et effektivt værktøj, som vi ser positivt på.

Spørgeren for den anden korte bemærkning. Værsgo.

Man må også bare sige, at alternativet jo er at fortsætte med det massive tilskud, der f.eks. er til landbruget i dag. 1 mia. kr. i støtte om måneden er jo ret markant. Jeg spørger også, fordi jeg har bemærket, at ordføreren har et godt og tæt samarbejde med Danmarksdemokraterne, og det er jo ikke just noget, der kendetegner Danmarksdemokraterne, nemlig at det er klimakrisen, de er allermest bekymret for. Jeg lagde også mærke til, at da ordføreren var i Børsen for at fortælle om de bærende søjler i et blåt samarbejde, var klimaet og naturen ikke nævnt med ét ord. Så jeg vil bare høre, om det, når det kommer til den armlægning, så vil være vigtigt for ordføreren at stå fast på, at klimapolitikken fortsat skal spille en vigtig rolle, og at der skal være en CO 2 -afgift.

Ordføreren.

Jeg tror, at uanset hvilken regering vi får, er læren, at der på klima, og forhåbentlig også i fremtiden på natur- og miljøområdet, skal laves nogle langsigtede aftaler bredt i Folketinget. Det er min tilgang til det. Nu havde vi for nylig et fælles udspil om 10 pct. strengt beskyttet-natur. Det vil da ikke give mening at lave det i en helt vildt snæver kreds, hvor flertallet så er væk efter et valg. Det skal da være bredt forankret. Når det så er sagt, er noget af det, jeg har stor respekt for hos fru Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne, at de rent faktisk går op i, at der er gode rammevilkår for Produktionsdanmark og for Landbrugsanmark, for det er det, der er fundamentet under vækst, velstand og udvikling i Udkantsdanmark. Det deler jeg med Danmarksdemokraterne. Så har vi nogle uenigheder i forhold til værktøjerne, og det må man jo finde en løsning på.

Tak. Så er det fru Nanna W. Gotfredsen fra Moderaterne.

Også jeg vil gerne sige tak for talen. Jeg har lyst til også at sige tak for samtalen – den samtale, hr. Alex Vanopslagh og jeg selv har haft i årevis. Jeg har oplevet det som meget berigende med oprigtig interesse, respekt for viden og som ejer af tvivlens nådegave. Også tak for at have modet til at sætte svære temaer på dagsordenen. Det er faktisk den dagsorden, der er i den offentlige debat, jeg gerne vil spørge hr. Alex Vanopslagh om. Jeg synes jo, vi skulle tale meget mere om rusmidler og narkotikapolitik, også fordi vi måske kunne have gavn af at gøre lidt ved vores alkoholkultur, det suverænt mest skadelige rusmiddel, vi har, skadeforvoldende, også på samfundsmæssig plan. Men jeg er mest optaget af narkotikapolitikken, og opioiderne var også oppe. Hvad kan vi gøre for at få en bedre samtale? Er den god nok, er den oplyst nok, er den bragende videnstom? Hvad gør vi for at få en bedre samtale?

Tak. Ordføreren.

Jeg havde ikke forventet, at det skulle være, hvad jeg lidt betragter som en ven af partiet, der skulle bringe det her emne op. Men ikke desto mindre vil jeg sige tak for spørgsmålet. Hvad skal man gøre for at få en mere nuanceret offentlig debat om det? Jeg har i hvert fald gjort mig nogle erfaringer med, hvad man ikke skal gøre, og det har jeg så selv taget til efterretning. Jeg tror jo, at det, man skal tage udgangspunkt i, er nogle af de gode erfaringer, vi allerede har. I Danmark har vi faktisk taget nogle initiativer i forhold til fixerum og i forhold til at se på de mennesker, som har en meget stor stofafhængighed og er socialt udsatte, som nogle, man skubber længere væk og skaber større problemer for, hvis man behandler dem som kriminelle, men at man i højere grad skal se det som nogle mennesker, der skal have hjælp til selvhjælp. Og der ved jeg jo, at spørgeren selv har en masse gode erfaringer fra sit arbejde hos Gadejuristen tidligere, og jeg tror, at det er med udgangspunkt i det, at man skal nuancere billedet og bygge videre på nogle initiativer, der er målrettet dem, der er de mest udsatte borgere.

Spørgeren for den anden korte bemærkning. Værsgo.

Jeg er faktisk slet ikke tvivl om, at vi er på samme hold, når det handler om de allermest udsatte. Flertallet, der bruger cannabis f.eks. eller andre p.t. kriminaliserede rusmidler, har jo et kontrolleret brug af rusmidler, men de deltager stort set ikke i debatten. Der er tale om økonomer, bankfolk, journalister, der har et kontrolleret brug af cannabis. De står jo ikke ved det. Hvordan kan vi få en mere nuanceret samtale, hvor alle brugere bliver hørt? Har hr. Alex Vanopslagh et bud på det?

Ordføreren.

Med fare for at dyrke en eller anden stor uenighed vil jeg sige, at debatten om lige præcis cannabis i høj grad ofte er ret nuanceret. I de seneste målinger, jeg har set, er der også et folkeligt flertal for at få ændret politikken på det område. Så er det jo rigtigt, at der også er nogle stemmer i den debat, som bidrager til noget unuanceret, men min generelle oplevelse er, at der i den debat er plads til langt flere nuancer, end der er i så mange andre debatter. Så der er jeg da lidt mere fortrøstningsfuld.

Tak. Så er det fru Lise Bertelsen, Det Konservative Folkeparti.

Tak for talen, og også tak for et rigtig godt samarbejde, især med de ordførere, som jeg ofte er sammen med. Vi kan her fra Christiansborg udarbejde reformer – og for nylig havde vi folkeskolereformen, hvor jeg i øvrigt havde et fantastisk godt samarbejde med LA's ordfører om kortere skoledage, bevarelse af timeantallet i historie, kristendom og samfundsfag, flere beslutninger truffet ude lokalt, slankning af læreplaner og fokus tilbage på kerneopgaven og mange andre ting. Men hvis vi skal lykkes med en bedre folkeskole, stiller det også krav til forældrene om, at deres børn faktisk møder op veludhvilet og undervisningsparate og med en solid madpakke, får dyrket motion og fællesskaber i fritiden og ikke udsættes for bekymrende indhold på TikTok. Hvordan stiller LA sig til dilemmaet mellem på den ene side familiens frie valg og på den anden side fællesskabets krav om, at forældrene er nødt til at tage ansvar?

Ordføreren.

Jeg ser jo ikke nødvendigvis den store modsætning mellem frihed og ansvar. Tværtimod er det hinandens forudsætninger. Hvis man gjorde det til en offentlig opgave, at man skulle sørge for madpakker i skolen, havde forældrene hverken frihed eller ansvar. Og hvis de skal have ansvaret for at sørge for, at børnene kommer velernærede i skole, skal de jo også have friheden til at fejle. Altså, jeg synes, at det er et lidt falsk modsætningsforhold, i hvert fald sådan rent filosofisk, men jeg forstår spørgsmålet. Jeg tror i det hele taget, at der er brug for en større, jeg havde nær sagt en kulturkamp og værdikamp i samfundet, hvor vi hele tiden minder om, at selv om vi har et ansvar politisk og ude i kommunerne for at regulere og passe på, og hvad ved jeg, har forældrene også et ansvar. Og den debat synes jeg ikke at vi er gode nok til at rejse, hvad enten det drejer sig om, at man har et ansvar for, at børnene er veludhvilede og velernærede og i øvrigt også har et mere ansvarligt brug af sociale medier.

Spørgeren for den anden korte bemærkning. Værsgo.

Jeg vil gerne sige utrolig mange tak for svaret, for det er en holdning, vi deler i Det Konservative Folkeparti. Hvilke konkrete initiativer tænker LA at man kunne tage i forhold til det her med, at forældrene skal påtage sig deres egentlig basale opdragelsesansvar? Har I gjort jer nogen overvejelser om det? Der er jeg nemlig ret nysgerrig.

Ordføreren.

Men det er jo der, det bliver svært. Vi kan jo ikke fremsætte nogen forslag her i salen, for hvad skulle det hedde – L 163 om, at forældre skal tage mere ansvar? Altså, det er jo en svær ting. Det, der indimellem gør det svært at være borgerlig, er, at vi godt ved, at det gode samfund kommer af noget, der gror nedefra og op – at familien tager mere ansvar, og at folk i det hele taget gør det i deres dagligdag og engagerer sig mere i civilsamfundet og foreningslivet. Men man kan jo ikke tvinge folk til det. Så derfor er mit bedste bud, at det i høj grad også handler om en kulturkamp, om det talte ord og om at italesætte det.

Tak. Så er det fru Rosa Lund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jeg må sige til ordføreren, at vi ikke helt er færdige med at diskutere ligestilling. Nu hørte jeg ordføreren før sige, at ligestilling handler om frihed, og det er jeg enig i. Derfor undrer det mig, at Liberal Alliance står uden for aftalen om at hæve abortgrænsen, ligesom det undrer mig, at Liberal Alliance er imod kvindelig værnepligt ud fra det argument, at kvinders æg er mere værd end mænds sæd, og at vi ikke ville kunne holde til at miste en stor andel kvinder i en generation i forhold til fødselsraten. Så jeg skal bare spørge, om Liberal Alliance mener, at staten skal regulere kvindens krop.

Ordføreren.

Nej, vi mener, at staten skal beskytte ethvert menneskes krop, fordi mennesket har en iboende værdighed, og det er, uanset hvilket køn de har eller identificerer sig med. Men lad os bare tage den her med værnepligten. Selvfølgelig skal vi rives nogle af de der lidt mere uheldige og skæve udtalelser lidt i næsen. Men det, der er vores position, og som jeg også er overbevist om at spørgeren udmærket er klar over, er, at vi ikke tror på, at vi får et stærkt, moderne og professionelt forsvar, der kan løse de opgaver, vi skal i regi af NATO, hvis en for stor del af de værnepligtige er nogle, der er blevet tvunget ind mod deres vilje. Derfor vil vi gerne forsvare unge kvinders ret til at kunne sige nej og ikke blive tvunget ind i forsvaret. Hvis man påstår, at man går så meget op i retten til egen krop, er det da i hvert fald noget mærkelig noget, hvis man samtidig mener, at man skal gå ind for at kunne tvinge folk ind i forsvaret imod deres vilje.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Det er jo bare, hr. Alex Vanopslagh, fordi Liberal Alliance selv siger, at grunden til, at I ikke går ind for kvindelig værnepligt, er, at kvinder skal føde flere børn. Samtidig er I så også imod, at vi selv skal vælge, om vi vil have en abort. Derfor kunne man jo godt få den mistanke, og den kan ordføreren jo så afkræfte, at Liberal Alliances frihedsbegreb stopper der, hvor livmoren starter.

Ordføreren.

Det bliver jo en anelse polemisk. Det er jo i bund og grund en gentagelse af spørgsmålet fra før, hvor jeg svarer: Jo, jo, selvfølgelig kan man tage de her skæve udtalelser, vi har haft, og som ikke var de mest heldige. Så forklarer jeg vores position, i forhold til hvorfor vi er imod kvindelig værnepligt. Så tager spørgeren ordet igen og lader, som om man slet ikke har hørt svaret, og bygger den gamle stråmand op. Altså, det bliver sådan lidt spild af tid. Jeg synes bare, at ordføreren må gå ind på Folketingets tv og se, hvad jeg svarede lige før. Det svarer jeg også på spørgsmål nummer to.

Tak. Så er det hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre.

Tak, og tak for en god tale. Det var dejligt at høre så meget fokus på Europa og på EU. Jeg vil være krævende og stille tre hurtige spørgsmål, idet jeg også samtidig takker for vores gode samarbejde i KLAR-alliancen. Jeg tror, der kan svares hurtigt på det første spørgsmål: Er hr. Alex Vanopslagh ikke enig i, at vi bør skrue op for frigørelsen af russisk gas og olie i Danmark såvel som i EU, og at det er lidt en skændsel, at vi bliver ved med at importere for milliarder af euro og dermed pumper milliarder af euro i Putins krigsmaskine? Det er det ene spørgsmål. Det andet, og der går jeg lidt mere hr. Alex Vanopslagh på klingen, er i forhold til det uddannelsesforlig, som man er med i. Det kommer til at koste det danske samfund, når mine børn bliver voksne, i omegnen af 230 mia. kr. om året i tabt samfundsøkonomi, altså syv gange minkerstatningen. Sådan plejer Liberal Alliance da ikke at tænke samfundsøkonomi, altså det, at man skærer på de unges uddannelse og dermed sænker produktiviteten. Det sidste spørgsmål kan jeg tage i næste omgang.

Ordføreren.

Helt kort deler vi selvfølgelig ambitionen om, at vi skal frigøre os både fra russisk gas og olie. Det er lidt svært at gøre i Danmark alene. Man kan sige, at hele energisystemet er jo fælles i EU, og det kræver selvfølgelig også, at man har noget at erstatte med. Derfor er det jo godt, at man også importerer likvide gasser, og det er godt, hvis vi i EU i højere grad bakker op om, at man kan investere i kernekraft. Jeg er egentlig nysgerrig på, om Radikale sidder lidt fast i fortiden, eller om man også har en progressiv tilgang til tingene der. Hvad angår vores opbakning til, at man dels sørger for, at der er færre, der kommer på universitetet, men også, at man får ændret på længden af universitetsuddannelserne, vil jeg sige, at det i hvert fald var det første, der var vigtigst for os, altså at få den her højere grad af dimensionering, fordi vi ikke mener, at det samlet set er til gavn for de unge og for samfundet, hvis der er alt for mange, der kommer ind og tager lange uddannelser, som der ikke er efterspørgsel på. Så ville det være bedre, hvis de tog nogle andre og nogle kortere uddannelser. Så var det et kompromis med regeringen, at der også skulle være det her forsøg med, at uddannelseslængden skulle være 1 år kortere på nogle uddannelser. Det følger vi løbende op på, for der har vi også lidt en skepsis over for, om det kan komme til at fungere i praksis.

Tak. Så er det spørgeren for den anden korte bemærkning.

Det sidste er jeg glad for at høre, for jeg hører også det her tilsagn om, at hvis det ikke lykkes at lave de erhvervskandidatuddannelser, så vil man faktisk måske sætte foden ned, så vi ikke får afkortet helt op til 38 pct. af vores nuværende universitetsuddannelser. Jeg vil bare sige i forhold til det der med kernekraften, at faktisk er importen af uran fra Rusland steget til 1 mia. euro om året til EU også, så det er også problematisk. Hvad er der dog i vejen med vores egen stabile, billige grønne energi, som vi kan indføre i Danmark såvel som i EU? Det sidste spørgsmål, jeg ikke fik stillet, er i forhold til kvinders frihed på abortområdet. For der undrer det mig godt nok, at min gode liberale allierede ikke sætter kvindernes selvbestemmelse over egen krop højere i forhold til spørgsmålet om abort.

Tak. Ordføreren.

Jeg kunne godt gå ind i en længere diskussion om, hvor stabilt energinettet er i Danmark, men lad det ligge. I forhold til spørgsmålet om abort: Bare for at fjerne enhver tvivl har vi jo aldrig sagt, at abortgrænsen skal sættes ned. For 1 år siden var vi alle sammen enige om, at Danmark var sådan et progressivt land, og det var frit, og abort til 12. uge var rigtig godt, og det skulle vi være stolte af. Nu er det, som om at hvis man mener det, der var helt almindeligt for et halvt år siden, er man sådan en eller anden reaktionær type. Diskussionen om, hvor grænsen skal gå for, hvornår man må få foretaget en abort, er jo et etisk spørgsmål, og det er sådan med etiske emner, at det vækker stærke følelser i de enkelte mennesker, og man kan komme med sådan et facit på, hvad der er rigtigt og forkert. Derfor egner det sig ikke altid så meget til sådan store politiske drøftelser. Vi landede et sted, hvor vi sagde, at vi godt kunne være med til hæve grænsen lidt – op til 18 uger var vi et stort flertal i gruppen, der synes stred imod vores etik.

Tak. Så er det hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Jeg vil spørge lidt ind til Liberal Alliances holdninger på indfødsretsområdet, for vi er jo i dag i en situation, hvor Liberal Alliance er det eneste parti i den borgerlige opposition, der stadig stemmer grønt til lovforslag om indfødsrets meddelelse her i salen – gang på gang. Og det er, på trods af at der det seneste år er afdækket en lang række, et helt katalog af administrationsfejl, hvor eksempelvis folk, der ikke lever op til beskæftigelseskravet, og folk, der er dybt kriminelle, kommer på lovforslaget. I morgen skal vi andenbehandle et lovforslag om indfødsrets meddelelse, som er fyldt med kriminelle mennesker, der står til at få dansk statsborgerskab. Der er mennesker på lovforslaget, der åbent har hyldet terror. Der er eksempelvis en person, der siger, at han håber, at han kan fejre terrorangrebet mod Israel igen næste år, altså at der sker et nyt terrorangreb på Israel igen næste år. Hvordan kan Liberal Alliance forsvare som det eneste parti i den borgerlige opposition at blive ved med at stemme grønt til lovforslag om indfødsrets meddelelse hernede i salen, når der er så mange fejl, og når dybt kriminelle mennesker gang på gang får dansk statsborgerskab?

Tak. Ordføreren.

Jamen vi er jo med i indfødsretsaftalen, og vi står ved de aftaler, vi indgår, og så stemmer man også grønt nede i salen, uanset hvad der så måtte være af uenigheder undervejs. Og det er jo klart, at hvis ikke den kontrol og gennemgang, der skal være på området, er tilstrækkelig grundig, eller at hvis reglerne ikke er tilstrækkelig skarpe, så vil vi jo presse på for, at de bliver det. Nu nævner ordføreren jo nogle eksempler på, at der også er nogle af dem med sympati for terror og muligvis sympati for Hamas – jeg tror ikke, at det var det specifikke eksempel – går hen og bliver danske statsborgere. Der tror jeg jo, at det er et af de områder, hvor man godt kunne se på, om man skulle ændre indfødsretsreglerne. For det er jo, som hr. Frederik Vad pointerede forleden, ganske rigtigt, at man jo godt kan have et arbejde og være aktiv i civilsamfundet, men stadig væk have et grundlæggende had til det liberale demokrati og til minoriteters rettigheder. Og har man det, skal man da ikke tildeles et statsborgerskab. Så det kan godt være, at det er et område, som man skal se på om skal fylde mere i spørgsmålet om tildeling af statsborgerskab.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Tak for det. Jamen det er jo helt rigtigt, at Liberal Alliance er med i aftalen, men forudsætningen for at stemme for udmøntningen af aftalen er jo også, at det, man har aftalt, rent faktisk bliver overholdt. Og det er bare ikke det, der er tilfældet i øjeblikket. På den måde ender Liberal Alliance i virkeligheden lidt med at løbe regeringens ærinde, for hvis Liberal Alliance ligesom Konservative og Danmarksdemokraterne begyndte at stemme gult eller måske som Dansk Folkeparti at stemme rødt, så er jeg helt overbevist om, at regeringen, der er meget glad for brede aftaler, ville være tvunget til at indkalde til forhandlinger på det her område. Det vil jeg godt høre fra Liberal Alliancem om: Hvorfor gør man ikke det?

Ordføreren.

Nu har jeg jo af gode grunde ikke været nede i den konkrete sagsbehandling af de enkelte statsborgerskabsansøgninger, men jeg kan sige, at det, der er vores helt generelle, principielle tilgang til alle politiske aftaler, også på indfødsretsområdet, er, at vi altid vil foretage en afvejning af, om der er større ulemper, end der er fordele, ved at være med i aftalen, for så vil vi stå udenfor, eller om der er flere og større fordele end ulemper, for så vil vi selvfølgelig være med i aftalen. Den afvejning har vores ordfører og gruppen jo også foretaget på det område, altså vurderet, om der er flere fordele end ulemper.

Tak. Så er det hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Tak, og tak for talen. Der er jo en del, der skiller Alternativet og Liberal Alliance, men der er også noget, der samler os, f.eks. at vi gerne vil have en forvaltningsdomstol. Der er altså en vis etisk samstemning på retsområdet, men også på naturområdet, hvor vi jo også mener, at der skal være 10 pct. strengt beskyttet dansk natur i 2030, og det har Liberal Alliance jo også skrevet under på her for nylig i et fælles indlæg, også sammen med Konservative. Vi synes jo, det gør den her sag utrolig meget stærkere, at vi er nogle på hver side af regeringen, der er klar til at putte hånden på kogepladen for at realisere et så ambitiøst mål, som det jo er. Det ville være det største grønne mål siden klimaloven. Hvis Liberal Alliance i fremtiden bliver et markant støtteparti eller måske endda et regeringsparti eller endog et markant regeringsparti eller endda et bærende regeringsparti, kan vi så regne med, at det er en stærk position, som Liberal Alliance tager med ind helt centralt i den magtudøvende position?

Ordføreren.

Det er et vigtigt synspunkt for os. Det er en vigtig del af vores politik og har i øvrigt været det i flere år. Vi mente jo faktisk det her, inden det så at sige blev populært. Jeg jokede jo lidt med det til Naturmødet. Jeg sagde: Hvor er det dog dejligt, at den yderste venstrefløj endelig er kommet op på LA's ambitionsniveau, når det kommer til naturpolitikken. Så det er vigtigt for os, og jeg vil også gerne være ærlig og sige, at sådan personligt kan jeg få mere ild i øjnene så at sige i forhold til at gøre noget godt for at beskytte vores miljø og vores natur, for jeg mener, det er noget af det allervigtigste, vi giver videre i arv. Det er også noget, der kan vække en større politisk ild, end hele diskussionen om CO 2 kan. For her er vi jo på en helt anden måde inde at snakke om forudsætningerne for livskvalitet i menneskers liv, og det er i sidste ende livskvaliteten, man kan risikere at ramme, hvis ikke man er omgivet af smuk og ordentlig natur, og der er vi ikke gode nok i Danmark, og vi skal gøre mere.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Tak. Jeg er glad for, at ordføreren endelig synes, at Alternativet er ved at komme op på siden af Liberal Alliance, når det gælder grøn politik. Regeringens svar på det her er jo, at vi skal være mere specifikke. Man kan sagtens komme med et mål. Da vi lavede klimaloven, kom vi med et meget uspecifikt mål: 70 pct.s CO 2 -reduktion i 2030. Og så skulle vi finde ud af, hvordan det kunne løses. Det er jo det med at sætte mål: Man forpligter sig. Man sætter hånden på kogepladen, og så er man nødt til i et bredt flertal at løse det. Nu skal vi pludselig være meget konkrete for at have lov til at tale om det og sætte meget konkrete mål. Hvad gør vi? Prøver vi at lave et meget konkret mål, en ramme? Hvordan sikrer vi, at regeringen ikke får et eller andet, de bare kan sige nej til og pille i? Hvordan kommer vi videre med det?

Tak. Ordføreren.

Ordføreren har jo erfaring med at fremme synspunktet om, at man skulle have en bindende klimalov. Altså, det blev set som et outreret synspunkt engang. Jeg har da også i sin tid kritiseret det, men selv håbløse tilfælde som mig selv er jo blevet rykket på den dagsorden. Så kan man måske også rykke en håbløs regering. Det er jo at blive ved med at presse på for, at den her dagsorden er vigtigere. Det tror jeg der er en stor folkelig opbakning til. Og ordføreren har jo helt ret i, at der faktisk er noget godt i den der metode med at sige: Nu forpligter vi os på målene, selv om vi ikke har løsningerne, og så må vi finde dem undervejs. Vi foreslår det samme med en bindende bureaukratilov, og det skulle vi også have indset, dengang man lavede klimaloven.

Tak. Så det er fru Camilla Fabricius, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for talen. Jeg må ærligt sige, at jeg lige blev lidt forvirret for lidt siden, da ordføreren talte om den samtykkebaserede lovgivning. Jeg skal bare være helt sikker: Mener ordføreren, at uskyldige bliver dømt, eller mener hr. Alex Vanopslagh, at uskyldige ikke bliver dømt?

Ordføreren.

Jeg mener jo bare, det skal afdækkes, i hvor udbredt grad de ændringer, vi har foretaget og bakket op om i forhold til samtykkeloven, har medført en situation, hvor man har svækket noget sådan basal retssikkerhed hos nogle borgere. Der har været en stribe af artikler i Weekendavisen med nogle ret voldsomme historier, og der mener jeg da at vi har en pligt til som lovgivere i det her land at tage den kritik alvorligt, at vi undersøger, evaluerer og eventuelt justerer, hvis det viser sig at være nødvendigt. Men det er jo klart, at hvis de forskellige undersøgelser og evalueringer, der er, viser, at der absolut ingen problemer er, at det bare nogle, der klynker i medierne, så er der jo ikke noget problem. Men vi mener, det skal undersøges. Og jeg må ærlig talt sige, at jeg er lidt forundret over det, hvis ikke Socialdemokratiet har samme position.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Tak for det. Jeg synes, at der her virkelig bliver gået langt udenom på et ellers meget simpelt spørgsmål, for jeg spurgte egentlig ordføreren, hvad han mente, så jeg gentager: Mener ordføreren, at den samtykkebaserede lovgivning gør, at uskyldige bliver dømt, eller mener han, at uskyldige ikke bliver dømt?

Ordføreren.

Når jeg svarede, at jeg mener, det skal undersøges, er det jo, fordi jeg ikke ved det. Men jeg ved, at jeg mener, det skal undersøges, og jeg ved, at der i hvert fald er en del derude, der påstår – også blandt eksperter – at loven rammer skævt. Det kunne da være rart at få at vide, om Socialdemokratiet mener, at man bare skal være ligeglad med den kritik, at vi ikke skal have nogen evaluering, at vi ikke skal have nogen høringer, at vi ikke skal samle mere viden ind for at se, om der er nogle ting, der skal justeres. Hvis det er socialdemokratisk politik, så okay. Men det synes jeg ikke er en god ting.

Så er det hr. Jesper Petersen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Liberal Alliance foreslog for ikke så længe siden en meget markant og meget ulighedsskabende skattepolitik for den kommende valgperiode. Det var så i øvrigt bare første skridt i forhold til de her 50 mia. kr., som man vil lette skatten med i næste valgperiode eller sætte skatten ned med. Men trods det, at man både holder foredrag og udgiver bøger og holder taler her i dag, fortæller Liberal Alliance ikke noget om, hvordan man skal finansiere det, hvor de penge skal komme fra, og hvad prioriteringen er her. Det ville vel egentlig være mest ansvarligt at fortælle det, ville det ikke? Hr. Alex Vanopslagh har jo chancen nu for at give det svar, som det ville være sundt for den politiske debat at få.

Ordføreren.

Bare for at få det faktuelle på plads, vil jeg sige, at vi jo er gået til valg i samtlige valgkampe på en fuldt ud finansieret økonomisk plan. Det har vi så som regel gjort med et 10-årigt sigte, og så har vi sagt, at vi ved næste valg kommer til at have et 4-årigt sigte. Og det betyder, at på den del, der handler om personskattespørgsmålet, indkomstskattespørgsmålet, vil vi cirka kunne nå halvt så langt, som vi kunne tidligere i vores 10-årsplaner så at sige. Så det er, at man får fjernet halvdelen af den byrde, som topskatten er, og at man får gjort de første 5.500 kr., man tjener hver måned, helt skattefri som det første skridt mod, at de første 7.000 kr. skal være skattefri, og det er så cirka i runde tal 30 mia. kr. – 31,4 mia. kr. for at være helt specifik – på den del, der handler om personskatterne. Der har vi så fremlagt finansiering af mere end halvdelen ved at rulle den stigning i antallet af administrativt ansatte, der har været i staten, tilbage til 2018-niveau. Alene det forslag vil give 9 mia. kr. Så kan man jo tilsvarende have nogle krav, som vi har beskrevet i vores udspil om en bindende bureaukratilov, om mindre administration i regionerne og overadministration i kommunerne, og så er der en stor del af finansieringen der. Og som sagt fremlægger vi resten af planen i god tid inden et valg. Og det kan jeg jo forstå at I glæder jer til.

Tak. Så er det spørgeren for den anden korte bemærkning.

Ja, det tror jeg da at der er mange der glæder sig til, fordi det jo hører med til det at have en ordentlig og redelig politisk debat om, hvordan vores samfund skal udvikle sig, og hvad vores prioriteringer egentlig er. Og hvis vi andre kom med et tilsvarende forslag i den overskriftsform og uden at levere en egentlig finansieret pakke om så voldsomt stort et milliardbeløb – og så taler vi slet ikke om, hvor meget det vil øge uligheden, hvad jeg også er uenig i – ville det jo blive betragtet som stærkt, ja, uansvarligt og mangelfuldt. Så jeg synes egentlig bare, at det samme krav bør stilles til Liberal Alliance og hr. Alex Vanopslagh. Når man lægger så store løfter frem, må der også følge finansieringsforslag med.

Tak! Ordføreren.

Vi kommer også til at fremlægge den fulde finansiering inden et valg. Vi er aldrig gået til valg på en plan, der ikke har været fuldt ud finansieret. Så det kommer vi jo til. Og det er jo fair nok, at det optager Socialdemokratiet meget, at det skulle være et tegn på uansvarlighed, at vi lige venter lidt med at fremlægge hele planen, og jeg synes, det er meget spændende med den optagethed af Liberal Alliance. Og hvis jeg på den måde kan udgøre noget lim i regeringen, der kan holde den her regering sammen og give den en mening, bidrager jeg jo gerne til det.

Tak. Så er det hr. Thomas Skriver Jensen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil godt starte med at rose hr. Alex Vanopslagh. Jeg synes, det var en rigtig god tale i de første 7-8 minutter omkring Ukraine og deres frihedskamp og om, hvordan det også er vores frihedskamp, og jeg er fuldstændig enig. Så knækkede det lidt for mig i slutningen, da hr. Alex Vanopslagh så kigger ned, hvor den danske regering sidder, og siger: Så giv os da det valg, for I er for uambitiøse. Det afføder jo det helt naturlige spørgsmål: Kan hr. Alex Vanopslagh ikke nævne bare ét andet europæisk land, der gør mere, end Danmark gør, i forhold til vores størrelse, for at hjælpe Ukraine – bare ét?

Ordføreren.

Næh, men det giver jo heller ikke mening, at jeg skal nævne et land, for det, jeg sagde i talen, er, at vi i Danmark har al grund til at være meget stolte af vores indsats. Det kan godt være, jeg ikke sagde det så tydeligt i talen; jeg har sagt det i andre sammenhænge. Jeg er stolt af regeringen på det her område. Jeg synes, vores statsminister gør det fremragende på spørgsmålet om Ukraine, uanset om hun er motiveret af et ønske om et jobskifte eller et oprigtigt ønske om at hjælpe Ukraine. Jeg er fløjtende ligeglad. Jeg synes, regeringen gør det supergodt på spørgsmålet om Ukraine. Jeg synes, at Europa samlet set slet ikke gør nok, og at man er fanget i den her tankegang de fleste steder i Europa – ikke så meget i Østeuropa – at det hele handler om, at man ikke må provokere Rusland og Putin. Og det, man ikke har forstået, er, at det eneste, der provokerer ham, er nøleri. Det er, at man ikke stempler hårdere ind. Det er det eneste, der provokerer ham. Men at anklage den danske regering for at være nølende her har jeg aldrig gjort og ønsker heller ikke at gøre.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Det bliver ikke en særlig lang en. Det bliver en kvittering, for det er godt at høre. Jeg var lidt i tvivl om, om ordføreren var i stand til at rose regeringen. Men jeg er fuldstændig enig. Vi har en god regering, og jeg gør mig ingen forestillinger om, at det har noget med jobjagt at gøre. Jeg tror rent faktisk og ved og er ret sikker på helt ind i hjertet, at statsministeren mener, at ukrainernes frihedskamp også er vores frihedskamp. Så det er jeg glad for at høre. Jeg er glad for at høre, at Liberal Alliance også kan rose regeringen. Det synes jeg hæver niveauet i debatten væsentligt.

Ordføreren.

Jamen sikke en fred og fordragelighed vi har i salen lige nu. Det skal vi jo nyde. Det fortsætter nok ikke hele valgperioden ud.

Den sidste korte bemærkning går til fru Betina Kastbjerg, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for det, og tak for en god tale, og også tak for et godt samarbejde med Liberal Alliances ordfører. Det er jo i dag kommet frem, at en europaparlamentskandidat fra Venstre har deltaget i nogle prorussiske møder, som var arrangeret af en FSB-agent. Jeg kunne bare i den anledning godt tænke mig at høre hr. Alex Vanopslagh, hvad han tænker om det. Og var det en kandidat, der kunne være hos Liberal Alliance?

Ordføreren.

Jeg prøver lidt at veje mine ord med omhu her, for man ved jo ikke, hvad der kommer af yderligere historier. Man kender jo B.T. Når de har skrevet to historier, stopper det jo ikke der. Hvis det viser sig, at der er tale om en person, der reelt på en eller anden måde agerer agent for Rusland eller bare tilnærmelsesvis har fået nogle dårlige idéer ind i hovedet, så siger vi: Nej, det er da ikke noget, vi vil acceptere. Det tror jeg heller ikke de vil i Venstre. Hvis der er tale om, at der er en person, der for en del år siden, i øvrigt også længe før den store invasion af Ukraine, havde en nysgerrighed på at blive klogere på, hvordan russerne ser på politik, og ikke anede, at det der forum var arrangeret af nogle skumle typer, så tror jeg også, man skal passe på med at lægge for meget i det. Men jeg tror, at der ikke er sagt det sidste i den sag. Jeg tror, de fleste i det her Folketing ikke ville acceptere nogen, der er reelle Putin-apologeter, i deres parti, og jeg vil også tro, at Venstre ville smide vedkommende ud, hvis det viste sig at være tilfældet.

Spørgeren for den anden korte bemærkning. Værsgo.

Så vil jeg gerne lige spørge lidt ind til LA's egen kandidat til europaparlamentsvalget. Jeg følger jo lidt med på de sociale medier og kan se, at hr. Henrik Dahl søger meget opmærksomhed hos hr. Alex Vanopslagh, og jeg så også, at han forstyrrede hr. Alex Vanopslagh hernede i salen. Så jeg vil bare gerne lige høre hr. Alex Vanopslagh: Hvor meget vil han gerne have ham sendt til Bruxelles, og hvor hurtigt kan han komme af med ham?

Ordføreren.

Vores kampagne laver i hvert fald meget sjov med, at det ikke kan gå hurtigt nok. Men sandheden er jo den, at hvis vi opnår et valg til Europa-Parlamentet – det er ikke givet – og hvis det bliver vores spidskandidat, Henrik Dahl, vil jeg også savne ham herhjemme, men jeg tror, han vil gøre en god figur dernede. Og så må vi jo se, hvor nem han bliver at styre her fra København. Det kan så være en bekymring, jeg skal have på sigt.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så går vi videre til den næste ordfører, som er fru Monika Rubin fra Moderaterne. Værsgo.

Mange tak. Jeg skal lige have den her lidt ned, når sådan en høj herre har været på før mig. I starten af 1980'erne landede et fly i Kastrup Lufthavn, og dengang var sæderne betrukket med groft uld, og askebægerne på armlænene var proppede med cigaretskodder. Tiden var en anden, og luften i det fly må have været tyk af mere end bare cigaretrøg; en anspændthed må have hængt der. Passagererne var nemlig ikke de glade turister, som vi efterhånden forventer lander i lufthavnen, men stakåndede iranske flygtninge, der i slipstrømmen på revolutionen i Iran havde bevidnet deres hjemland smuldre for øjnene af dem – fra et vestligt orienteret monarki til et islamisk teokrati med et fingerknips. Flugten var ikke nem. Mange fløj under påskud af turist- eller forretningsrejser, og nogle brugte også falske dokumenter eller bestak embedsmænd for at få udrejsevisum. Jeg kender historierne. En af flygtningene var min far. Han kan ikke lide at gå i detaljer, men historien taler sit eget tydelige sprog. Han var på flugt fra præstestyret, på flugt fra en fremtid som kanonføde i en endeløs voldsspiral mellem Iran og Irak og ankommet til et land, hvor alt var fremmed. Da min far endelig kom igennem den søvnige danske immigration, fik stemplet i sit pas og trådte ud på den anden side af svingdørene, var det ikke kun den kølige danske luft, der ramte ham; det var også den danske virkelighed med visheden om, at han nu var i et land, hvor hans tanker kunne flyve frit – uden frygt for moralpoliti eller sindelagskontrol. Han gjorde Danmark til sit hjem, og det er igennem hans øjne, at jeg nu ser på de frihedsrettigheder, som Danmark og Europa er bygget på: retten til at tro på, hvad man vil, retten til at sige, hvad man vil, og retten til at færdes frit i et fredeligt land. Det er rettigheder, som jeg sammen med havregrynene om morgenen er blevet proppet med fra barnsben af ikke at tage for givet. I mit ene øre er jeg blevet fortalt historien om det absolutte kollaps af frihedsrettigheder i Iran, og i mit andet øre har jeg hørt min mors polske historie, der ligesom min fars, er en fortælling om flugten fra et liv, hvor fremtiden så sort ud. Deres fortællinger er både slående lige og diametrale modsætninger. Kort efter at min far fik stemplet sit pas, krydsede min mor nemlig grænsen mellem Tyskland og Danmark efter en lang køretur. I bilen sad hun med sin mor, og bag dem havde de efterladt hundredvis af kilometer og deres hjemland Polen. Polen i 1980'erne var ingen solskinsfortælling. Økonomien hang i laser efter årtier med sovjetisk planøkonomi, og folk gemte penge i madrassen, fordi de ikke stolede på bankerne. Køerne til dagligvarebutikkerne var timelange, og der var rationeringsmærker og hyperinflation. Grænsen mellem øst og vest var tegnet med mursten gennem Berlin, og oprustningen havde bragt middelklassen i knæ. Det var den virkelighed, min mor flygtede fra. Og mine forældre deler en gang imellem et sjældent tomt blik, når de tænker tilbage på de lande, der engang var deres hjem, og taknemligheden for at bo i et samfund med lige adgang til uddannelse, velfærd og sundhed. Det er spejdermærker, som vi kan sy på samfundsskjorten som beviser på et vellykket velfærdssamfund, som mange lande skuer til med misundelige blikke. Det ansvar er vi os bevidst i regeringen, og vi knokler for at beholde de hædersmærker. Vi forbedrer uddannelserne, vi frisætter folkeskolen og ældreplejen, og snart giver vi også sundhedsvæsenet en total renovering. Men hvor Iran stadig er fanget i en dystopisk voldsspiral, har Polen brudt vandet med sådan en kraft, at det kan måles på Richterskalaen. Siden Polen blev optaget i EU, har de oplevet de tre økonomisk bedste årtier i landets historie. De er blevet 40 pct. rigere. Og Polen var det eneste land i EU, der ikke oplevede en recession under finanskrisen. Engang kom polske håndværkere hertil for at få et arbejde, men det svinder ind, for polakkerne kan også få en god løn derhjemme. Historien om Polen er en historie om undertrykkelse og behovet for at flygte – først fra nazisterne og så fra russerne. Men det er også historien om, hvad internationalt samarbejde, frihandel og udsyn kan gøre ved et land, der ellers var presset i bund. I dag er Polen demokratisk sikkert, har en god økonomi og en velfærd, der matcher andre vellykkede staters. Det er NATO- og EU-effekten. På trods af den kendsgerning hører jeg ofte mistænkeliggørelse af og modstand mod international arbejdskraft – og endda røster i Danmark, som vil trække os ud af EU, og som ikke vil have Ukraine og andre lande i Øst med i den europæiske familie. Men virkeligheden stritter imod de påstande. Beskæftigelsen vokser og vokser, og havde det ikke været for international arbejdskraft, så ville det vokseværk være i slowmotion.

Det er simpelt hen en gave for samfundet, at arbejdsduelige personer kommer hertil med en uddannelse, de har taget derhjemme, og alligevel betaler vores høje skat og medfinansierer vores velfærd og bidrager til vores virksomheders vækst. Vi har rundet over 3 millioner beskæftigede. Lønmodtagerbeskæftigelsen er vokset med i alt 370.000 personer siden 2015, og af dem er 155.000 international arbejdskraft. Tak til jer, I knokler, og I skal virkelig anerkendes! I er en af årsagerne til, at det økonomiske råderum år efter år justeres opad. Mange af de ekstra milliarder kroner kommer fra international arbejdskraft, og en pæn del kommer fra, at vi heldigvis også har fået flere og flere herboende fra tredjelande i arbejde. Så derfor kan mine øjenbryn ikke rigtig gøre andet end at trække sig ret langt op i panden, når jeg gang på gang hører særlig højrefløjen tale med store bogstaver om, at vi skal have færre mennesker ind i EU. Det er klart, at vi skal have færre illegale immigranter, og det skal hele EU, men vi har brug for, at kvalificeret arbejdskraft kan komme hertil, for uden dem går regnestykket jo ikke op. Hele Europas befolkning bliver ældre og ældre, og vi får færre børn. Inden for få årtier vil vi i Danmark mangle hundredtusindvis af personer i den arbejdsdygtige alder. I EU er tallet i millionklassen. Så helt ærligt: Hvor regner I med vi skal kunne få arbejdskraft fra? Så mange jobparate med handicap og seniorer har vi slet ikke. Hvad vil I gøre, når det er tomme træsko på hospitalsgangen, som skal lægge jer i narkose efter en operation, eller når det er biler uden sosu'er, der kører hjem til jer for at yde omsorg og varme maden, når I ikke selv kan? Her ville det fornuftige svar være at gøre det så nemt som muligt for de medarbejdere, vi mangler, at komme hertil, men vi har i Danmark pakket vejene ind i et krat af papirarbejde – så stort et krat, at nogle virksomheder simpelt hen giver op over for at finde medarbejdere ad den vej. Så hvorfor ikke bare sige til vores virksomheder, at de må trække al den arbejdskraft hertil, som de overhovedet har brug for og kan betale for, så længe det bare er på en fælles kollektiv overenskomst? Bum – fri for at bøvle med myndigheder og styrelser og garanteret ordentlige arbejdsforhold og vilkår, hvor ingen arbejder til underpris. Det burde Danmark gøre, og I behøver ikke at tage mit ord for det. Både Dansk Industri og Fagbevægelsens Hovedorganisation synger samme sang. Det gør de, fordi de ved, at vores bruttonationalprodukt var 140 mia. kr. større i 2021, end det havde været, hvis Danmark ikke havde været medlem af EU. I 2022 var halvdelen af vores samlede handel med udlandet til landene i EU's indre marked, og over en halv million danske jobs findes i eksporten. Det går vi glip af, hvis vi begynder at møde verden med korslagte arme. Det er der ingen grund til. Udenlandsk arbejdskraft bider ikke. Det virkelige problem er, at tre ud af fire faktisk tror, at integrationen går værre, end den gør, og at vi er begyndt at mistænkeliggøre de mennesker, der bidrager til vores land og støtter op om de værdier, som vi har bygget det på. Integrationen går jo generelt godt. Flere kommer i uddannelse, og flere kommer i arbejde. Det giver simpelt hen ikke mening at vende ryggen til verden. Heller ikke set fra et sikkerhedspolitisk perspektiv er det en god strategi at sætte sig over i hjørnet og have nok i sig selv. Mellemøsten brænder, og Iran spreder deres indflydelse til nabolandene. Houthierne forsøger at forpurre den globale handel, og Rusland forsøger at tage, hvad der ikke er deres. Og Kina leger storpolitisk kispus. De udfordringer, som mine forældre flygtede fra, er begyndt at spøge igen. Vi ser revolutioner i glemte stater og totalitære kræfter på fremmarch. Derfor er vores analyse helt klar: De globale udfordringer løses bedst i fællesskab. EU og Danmark skal tage ansvar for egen sikkerhed og gå all in på det europæiske samarbejde. Putins Rusland stopper ikke med Ukraine, hvis vi ikke stopper ham. Et stærkt europæisk modstykke er nødvendigt, hvis mine børn og børnebørn også skal føle sig frie og sikre. Jeg siger det, fordi jeg virkelig ikke føler mig sikker på, at det er gået op for alle, hvor truede de grundpiller, vi har støbt vores fundament på, er. I Ungarn har Viktor Orbán en lemfældig omgang med de demokratiske værdier. Slovakiet oplever tumult, efter at deres premierminister blev udsat for et politisk motiveret attentat. I Kroatien, Rumænien, Moldova og Serbien kæmper den frie tanke imod korrupte politikere, og journalister bliver overfaldet. Og i Polen, hvor min grandkusine stadig væk bor, oplever lgbtq+-personer diskrimination, både kulturelt og institutionelt. Klokkerne ringer for et fælles forsvar for europæiske værdier, og Europa skal fortsat være et refugium for de frie tanker. Den chance fik mine forældre. Og hvilken modløs skæbne, der havde formet sig for dem, hvis vi havde lukket døren i hovedet på dem, ved jeg ikke. Men en ting er dog sikker: Jeg havde ikke stået på den her talerstol.

Tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger, og den første er til fru Inger Støjberg, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for det. Nu talte jeg jo med fru Monika Rubins socialdemokratiske kollega om de artikler, som Berlingske i øjeblikket bringer, og hvori de kan fortælle om kønsopdelte vælgermøder. Det ser ud til nu her, at problemet åbenbart er større end først antaget, i og med at jeg kan forstå, at der er flere, endda også den socialdemokratiske spidskandidat, som angiveligt har deltaget i den her slags møder, som ifølge eksperter foregår i en islamisk atmosfære. Møderne bliver jo indledt med koranrecitationer og muslimsk bøn. Mener fru Monika Rubin, at det er acceptabelt, at der her i Danmark bliver afholdt vælgermøder i regi af Moderaterne, der foregår i en islamisk atmosfære med kønsfordeling?

Ordføreren.

Mange tak for spørgsmålet. Jeg havde forventet, at det spørgsmål kom. Jeg kunne godt fornemme, at man allerede varmede op til det med Socialdemokratiet. Jeg tænker, at ordføreren henviser til et møde, der blev afholdt af nogle andre and Moderaterne, men hvor der var en moderat europaparlamentskandidat til stede. Det tænker jeg er korrekt, ikke? Det er ét møde. Moderaterne har efterfølgende afholdt et vælgermøde samme sted, hvor vi har gjort en dyd ud af, at der skal være diversitet. For det er klart, at jo større diversitet der er i en forsamling, jo bedre bliver samtalerne også. Når det så er sagt, går vi i Moderaterne mere op i, hvad vi siger, end hvem, vi siger det til.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Jeg må simpelt hen indrømme, at jeg synes, at det var et decideret rigtig dårligt svar, og at jeg synes, at det var decideret nedslående. Fru Monika Rubin indleder sin tale med at fortælle om sin far, der kommer hertil og dufter friheden og lever i friheden, for så efterfølgende at stå og forsvare, at der bliver holdt kønsopdelte møder med en moderat kandidat. Hvad er det dog for noget? Det er alt andet end duften af frihed og ligestilling.

Ordføreren.

Jeg er da ked af det, hvis ordføreren synes, det var et dårligt svar. Jeg forsøgte faktisk bare at svare på det spørgsmål, som ordføreren stillede. Det var ikke et møde, Moderaterne holdt. Det var et møde, Moderaterne deltog i. Forsamlingsfriheden i Danmark er jo også frihed, og der kommer vi ikke til at stille krav til, hvem der forsamler sig og hvordan. Så vi taler om de moderate politiske værdier, når vi deltager i et vælgermøde. Når vi selv afholder vælgermøder, tilstræber vi diversitet, og vi plejer faktisk primært at synge sange, når vi afholder møder.

Tak. Det var godt, at hr. Pelle Dragsted blev viklet ud af det strikketøj nede i salen. Så er det fru Signe Munk, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Ja, det var en mere indviklet affære end som så, men alt endte jo godt. Der, hvor jeg bor, er det nærmeste lægetilbud en privat lægeklinik under alles Lægehus. Jeg siger det egentlig sådan meget alvorligt ment, men med et lille glimt i øjet, at jobrotation virkelig er noget, der bliver lavet i praksis der, for de læger, man møder, er meget forskellige fra den ene dag til den anden og fra den ene uge til den anden. Det er en alvorlig sag, for vi ved, at det at have en læge, der kender dig og kender din historik og din historie, har en afgørende indflydelse på, om du får opsporet sygdom tidligt, og om du i det hele taget får et sundt og længere liv. Der er simpelt hen forskel. Jeg kan forstå på fru Monika Rubin, at en del af løsningen for Moderaterne er, at der skal være en central tildeling af ydernumre. Det kan jeg ikke rigtig forstå skulle hjælpe på noget. For problemet der, hvor jeg bor, er jo ikke, at der ikke er et ydernummer, men at der ikke er læger, der griber det ydernummer og opretter egen praksis.

Ordføreren.

Tusind tak for spørgsmålet. Det er virkelig et vigtigt emne, hvordan vi mindsker uligheden i sundhed i Danmark. Der er jo mange greb, vi bliver nødt til at kigge på. Det er derfor, regeringen har nedsat en Sundhedsstrukturkommission, som kommer med nogle anbefalinger lige om lidt, og det er grunden til, at vi gerne vil lave en decideret sundhedsreform. I forhold til almen praksis-området er der også flere knapper, vi skal trykke på. Bl.a. er et af vores forslag at kigge på tildelingen af ydernumre, for sådan som det er på nuværende tidspunkt, er det regionerne, der beslutter, hvor ydernumrene skal placeres henne, og de skeler ikke nødvendigvis til en naboregion. Det vil sige, at når der bliver slået ydernumre op i København sammenlignet med Region Sjælland, så er der langt flere læger, der gerne vil arbejde i København. Når man taler med PLO, som jeg også har været ude at lave et interview sammen med, så siger de præcis det her med, at der bliver nødt til at være en national styring af ydernumrene, for at vi bedre kan kigge på danmarkskortet og se, hvor det giver mening at placere ydernumrene, både for de almenpraktiserende læger, men også for de praktiserende speciallæger.

Tak. Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Jeg må indrømme, at jeg ikke kan se linjen i det. Noget af det, vi kan se faktisk virker ude i landdistrikterne dér, hvor der er ydernumre, men hvor der ikke er læger, der bruger ydernumrene, er jo netop at oprette regionsklinikker. Men det er enormt svært for regionerne i dag. Det er heldigvis det, der kommer til at ske i Thyborøn, hvor der var et helt elendigt tilbud fra Alles Lægehus. Det undrer mig, at det mangler i Moderaternes sundhedspolitik, at man vil tage fat om de her licensklinikker og få dem ryddet af vejen, for der er ikke et ordentligt lægetilbud i yderområderne, hvis det fortsætter med at være en del af løsningen.

Ordføreren.

Tak for det opfølgende spørgsmål. Vi sidder jo netop i en regering, som har gjort det nemmere for regionerne at lave regionsklinikker. Grunden til, at alles Lægehus er opstået, er, at regionerne ikke har formået at lave de her regionsklinikker. Det er ikke alle læger, der har lyst til at slå sig ned og have egen praksis, så derfor bliver vi nødt til at have flere forskellige tilbud til lægerne, sådan at vi får lægerne ud i hele Danmark, og der skal vi kigge på danmarkskortet bredt set og ikke på de enkelte regioner. Det er i hvert fald vores forslag, og det støtter PLO også op om.

Tak. Så er det hr. Alex Vanopslagh, Liberal Alliance.

Tak for det, og tak for en fin tale i øvrigt. Jeg vil gerne tage fat på et emne, som ordførerens formand, hr. Lars Løkke Rasmussen, også berører i sin seneste bog – eller det er jo ikke en bog; det er en podbook. Det er jo den dovne forfatters svar på en bog. Men der er den flittige forfatter jo så inde på sådan at tænke lidt over, at hvis nu det økonogiske råderum havde været så stort, som det er i dag, dengang man lavede regeringsgrundlaget, var man ikke gået med til så uambitiøst et regeringsgrundlag, for så skulle der naturligvis have været kanaliseret flere penge til bedre rammevilkår for dansk erhvervsliv og bedre forudsætninger for vækst og velstand. Der vil jeg egentlig bare høre: I forhold til at det økonomiske råderum nu bliver opjusteret med mere end 11 mia. kr., hvor stor en andel af det råderum skal man så forvente, at Moderaterne og Venstre får til bedre rammevilkår for iværksættere og lavere skatter?

Ordføreren.

Tusind tak for spørgsmålet. Det er jo et vigtigt spørgsmål at diskutere, men når Moderaterne går til det her spørgsmål, går vi faktisk til det med fire ben, altså både velfærd, skattelettelser, sikkerhed og klima, og jeg kommer ikke til at stå her på Folketingets talerstol og øremærke en bestemt andel til f.eks. iværksætteri og skattelettelser. Jeg må bare sige, at jeg egentlig undrede mig over, at hr. Alex Vanopslagh i et interview her for en uges tid siden kom med de fire vigtige ting, hvis hr. Alex Vanopslagh kommer i regering, og hvor klima slet ikke var nævnt. Det synes jeg faktisk er rigtig ærgerligt, for klimaet er jo også noget, vi skal bruge rigtig mange penge på, hvis vi gerne vil igennem med den grønne omstilling. Hvis man kigger i kapitel 8 i 2030-planen, kan man jo se, at vi kommer til at mangle mange milliarder kroner, hvis vi kommer fuldt i mål med den grønne omstilling. Så klimaet er vigtigt.

Hr. Alex Vanopslagh.

Jeg er så glad for, at der er så mange, der læser de interviews, jeg giver. Klimaet er netop så vigtigt, at uanset farven på regeringen og hvem, der leder den, skal det jo laves hen over midten i et bredt forpligtende samarbejde. Når jeg snakker om, hvad en borgerlig regering skal kunne, som en socialdemokratisk ledet regering øjensynligt ikke kan, er det de her emner, jeg nævner. Det er nogle ting, hvor jeg også ofte fornemmer Moderaterne og LA faktisk er på linje med hinanden, eksempelvis i forhold til at man burde sænke aktiebeskatningen mere. Men det, jeg oplever, sådan set udefra, er, at det hele tiden støder på grund, fordi der er sådan en socialdemokratisk betonklods i regeringen. Deler ordføreren den oplevelse?

Ordføreren.

Altså, jeg må sige, at jeg synes, vi i Moderaterne har et rigtig godt samarbejde med Socialdemokratiet i regeringen. Men jeg er rigtig glad for, at ordføreren siger, at klimapolitikken skal laves hen over midten, for hvis vi får en blå regering, som er afhængig af de yderste blå mandater eller bare af fru Inger Støjberg, er klimaet jo et fatamorgana. Altså, vi behøver ikke at nå vores 70-procentsmålkrav i 2030, og DF vil melde sig ud af klimaloven. Så jeg er rigtig glad for at høre, at vi kommer til at samarbejde hen over midten, når det gælder klima, også selv om der eventuelt måske skulle komme en blå regering.

Fru Mona Juul, Det Konservative Folkeparti.

Tak for en rigtig god tale. Jeg er da overbevist om, at der nok skal komme en blå regering igen. Det håber jeg da i hvert fald, og så kan det være, at Moderaterne kommer med i den; det ville jo være dejligt, at vi er flere partier, der kæmper for klimadagsordenen. Den grønne dagsorden, når det handler om miljø, natur og biodiversitet, kunne jeg godt tænke mig at Moderaterne stemplede lidt mere ind på. Det var jo sådan, at da vi skulle forhandle i forbindelse med vandmiljø – det var i hvert fald det, vi bragte på banen – havde regeringen ikke påtænkt at skulle bruge nogen som helst kroner på det. Det lykkedes at få en lille akutpakke, akutpakke 1, og der har jeg jo så hørt havets minister være meget munter over, at så var der 2 områder ud af de 109 fjorde, hvoraf de 104 faktisk trænger til en virkelig kærlig hånd og har brug for hjælp, der nu får lidt hjælp. Vi har foreslået en akutpakke 2, så vi ligesom kan komme videre. Det handler bl.a. også om at sikre, at nogle af de aftaler, vi allerede har lavet i forhold til landbruget, rent faktisk kommer i gang. Men der sker ikke noget. Så lad mig spørge ordføreren: Har Moderaterne tænkt sig at redde havet fra havets minister?

Ordføreren.

Mange tak for spørgsmålet. Det er virkelig vigtigt, at vi gør langt mere for at hjælpe vores nødlidende hav. Vores havmiljø har det elendigt; det har vi jo alle sammen set. Desværre er det jo ikke noget, der er sket hen over natten. Det er jo noget, der er sket over lang tid. Nu er jeg bare rigtig glad for, at hele Folketinget faktisk er enige om, at vi simpelt hen bliver nødt til at steppe op her. Det er også derfor, regeringen har lavet den her akutpakke til det nødlidende havmiljø. I Moderaterne mener vi jo faktisk også, at vi bliver nødt til også at kigge på det her i EU. Det er derfor, vi har sagt, at man i EU bliver nødt til at lave det, der hedder en blue deal. Ligesom du har en green deal på klimaområdet, bliver vi simpelt hen også nødt til at have et langt større samarbejde i EU, når det gælder vores havmiljø. For vi kan gøre det nok så forbilledligt i Danmark, men vores nabolande, f.eks. Tyskland, kan gøre det helt anderledes, og det er jo det samme hav, vi deler. Så vi skal også løfte det her på EU-plan.

Fru Mona Juul.

Men hører jeg ordføreren være tilfreds? For der er lavet en akutpakke, der handler om 2 fjorde ud af de 109, vi har, og hvis vi så trækker de 5 fra, hvor der er en nogenlunde økologisk tilstand, er der altså rimelig mange tilbage. Der er 102 tilbage. Så vi kan jo ikke være tilfredse, eller hvordan ser ordføreren på det? Jeg skal beklage, at jeg står op under det hele, men det er, fordi jeg ellers simpelt hen ikke kan se ordføreren, når jeg stiller spørgsmål. Skal Moderaterne ikke til at stemple igennem på det her? Jeg har hørt Moderaternes formand på Naturmødet, og jeg tænkte egentlig, at nu var man ved at forlade nogle gamle aftaler. Hvor er I henne på det her område? Er I tilfredse med det, der sker?

Ordføreren.

Tak, og tak til ordføreren for, at ordføreren står op. Jeg havde også problemet, dengang Søren Pape Poulsen sad i samme stol, så det er jeg virkelig glad for. Jo, vi skal gøre langt mere. Det er jo også derfor, vores egen formand har været ude at sige, at de frivillige aftaler, der blev lavet med landbruget i 2015, ikke var nok, desværre. Derfor skyder vi det jo også ind i trepartsforhandlingerne i forhold til CO 2 -afgiften, hvor vi også mener man skal kigge på kvælstofområdet, og på, hvor meget man udleder der.

Hr. Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten.

Jamen den grønne trepart har jo fået en opgave. Den kan jo ikke bare påtage sig alle mulige ekstraopgaver hen ad vejen. Jeg noterer mig, at Moderaterne har været på udflugt til Roskilde Fjord og efterfølgende har lavet et opslag på de sociale medier, hvor der står: »Ingen af EU's 27 lande lever op til de krav, der er til vandmiljøet. Derfor skal vi skrue bissen på. Også over for os selv. Vi er nødt til at lave en Blue Deal, hvor vi stiller anderledes forpligtende krav til, at alle EU's lande når deres mål for at sikre rent drikkevand, rene vandløb og rene fjorde. Vand er liv. Både for mennesker og dyr.« Det er, hvad der står på de sociale medier. Men virkeligheden er jo, at Danmark svigter vandmiljøet. Danmark lever ikke op til vandrammedirektivet. Vi skal nå i mål om 3 år – vi har ikke brug for en eller andet fiktiv blue deal, der bliver nævnt i forbindelse med en valgkamp; vi har brug for, at Danmark lever op til de forpligtelser, vi har i forhold til EU. Så det er simpelt hen en måde at italesætte, at man vil gøre et eller andet, uden at man gør noget. Jeg vil gerne spørge Moderaternes ordfører: Vil Moderaterne være med til at sikre, at Danmark lever op til EU's vandrammedirektiv?

Ordføreren.

Jeg synes egentlig, at jeg lige har stået og svaret på det en gang før. Det kan godt være, jeg ikke fik formuleret mig klart nok, men så skal jeg gerne prøve igen. Først vil jeg sige tusind tak for opremsningen af hvad det er, vi gerne vil gøre, for det slår jo netop hovedet på sømmet, med hensyn til at vi både skal gøre noget i Danmark, men at vi også skal gøre langt mere i EU. Man har ikke haft nok fokus på det i EU. Det er derfor, vi præsenterer vores tanker om behovet for at lave en blue deal sammen med de andre europæiske lande. Det er det, vi kommer til at kæmpe for, hvis vi bliver repræsenteret i EU, for det er ikke nok, at vi kun gør i noget i Danmark. Men jo, vi skal helt klart gøre mere i Danmark. Det er jo derfor, regeringen har afsat penge i akutplanen, og det er jo også derfor, at vi skyder det ind i trepartsforhandlingerne.

Hr. Søren Egge Rasmussen.

Jamen det er jo der, det bliver totalt hyklerisk, for den her regering er taget ned til EU og har forsøgt at udvande EU's vandrammedirektiv. Det er jo det, vi skal forholde os til i Europaudvalget på fredag. Regeringen har forsøgt at udvande det eksisterende EU-vandrammedirektiv, så regeringen inklusive Moderaterne gør lige det modsatte af, hvad ordføreren står og siger man vil gøre. Hvis ikke man tager det nuværende EU-vandrammedirektiv alvorligt, svigter man vandmiljøet. Så det, Moderaterne gør, er helt på månen. Kan ordføreren ikke se, at man er gået over i den forkerte grøft?

Ordføreren.

Jeg er da ked af, at ordføreren synes, at det, som Moderaterne gør, er helt på månen. Skulle vi i stedet for overhovedet ikke italesætte behovet for, at man går sammen i EU og gør langt mere i forhold til vandmiljøet? Skulle vi hellere lade være med at afsætte penge i en akutpakke til vores havmiljø her i Danmark? Skulle vi hellere lade være med at tage spørgsmålet om kvælstof med ind i trepartsforhandlingerne? Jeg forstår egentlig ikke, hvorfor der er den her surhed fra Enhedslistens side. Jeg tror, vi kæmper for det samme.

Martin Lidegaard, Radikale Venstre.

Lad mig først takke for ordførerens virkelig gode tale. Vi er jo meget enige, når det handler om flygtninge, international arbejdskraft og de grundlæggende værdier i EU, så det ser jeg ikke behov for at gå ind i. Men der, hvor jeg må sige jeg stadig væk ser ret store forskelle på Moderaterne og Radikale Venstre, er i forbindelse med den grønne politik. For det er jo rigtigt, når hr. Søren Egge Rasmussen gør opmærksom på, at behovet jo ikke er at få fastsat mål og lavet aftaler på EU-niveau, for de er der. Der er et vandrammedirektiv, men problemet er, at Danmark ikke har levet op til det vandrammedirektiv i 10 år, og hr. Lars Løkke Rasmussen har jo selv erkendt, at bl.a. de beslutninger, der blev taget under hans statsministertid, har ført til det. Men den her regering har heller ikke taget det alvorligt, for vi skulle allerede her i foråret have haft et genbesøg af den landbrugspakke, vi lavede, men man har udskudt det til en trepart. Så der er ikke brug for en ny blue deal i EU; der er brug for, at medlemslandene begynder at leve op til deres forpligtelser. Det samme gælder jo i forhold til udfasningen af russisk gas og olie, og her har Moderaterne jo den ministerpost med ansvar for det område, men det er i den her regerings tid ikke lykkedes at få forbruget af gas ned i Danmark og dermed importen mindsket.

Ordføreren.

Mange tak til ordføreren for spørgsmålet. Jeg tænkte nok, at det var det, ordføreren vil spørge om, når han nu også har spurgt alle de andre ordførere om det. Det er jo sådan, at det er en EU-opgave at blive helt fri for Putins gas, men det er også en dansk opgave. Jeg tror, det er på mandag, at man genstarter Tyrafeltet; man har renoveret det eller gjort noget, som gør, at når det kommer helt op at køre, bliver vi fri for den gas i Danmark, og vi får vi faktisk også nok til, at vi kan eksportere. Det her med gassen er en af de ting, vi skal gøre. Vi skal blive fri for Putins gas, og det er vi i regeringen også på vej til at gøre noget for at vi bliver. Men vi skal også have den grønne omstilling endnu højere op i fart, og det er jo også derfor, at regeringen nu laver det største udbud på havvindmøller, hvilket jo også vil få os i mål. Så vi gør, hvad vi kan. Men vi vil meget gerne have flere input – det er altid godt at tale sammen.

Hr. Martin Lidegaard.

Det, som EU-landene gav hinanden håndslag på, og det, som indgik i det danske nationale kompromis, var, at vi ville sænke vores gasforbrug. Det hjælper ikke noget på Danmarks import af russisk gas, at vi har et Tyrafelt i funktion, for vi er jo en del af det europæiske marked, så man kan ikke bruge det til at sige, at Danmark bruger mindre russisk gas. Den gas, vi producerer, ryger ind på det fælleseuropæiske marked, og det fælleseuropæiske marked importerer i dag 15 pct. af sin gas fra Rusland. Det er 2 mia. euro om måneden, og vi har i Danmark ikke været i stand til at nedbringe vores forbrug af den gas i det seneste halvandet år. Det kan ikke være tilfredsstillende.

Ordføreren.

Jeg synes, der bliver sagt mange ting på en gang her. Men EU har jo på 2 år formået at reducere importen af russisk gas fra ca. 45 pct. af deres samlede gasimport til ca. 15 pct. Så vi er jo også godt på vej i EU. Men vi skal jo gøre noget både i EU og i Danmark, og Tyrafeltet er jo styret fra dansk side. Så kan det godt være, at det ikke er nok for ordføreren, men det er jo også et greb, man kan benytte.

Fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti.

Tusind tak, og tak for talen. Jeg vil egentlig bare sige, at når vi i Dansk Folkeparti taler om hjemsendelser, handler det jo ikke om tomme træsko på sygehusene. Så handler det tværtimod om tomme fængsler, tomme ghettoer og tomme jobcentre, og hvor ville det dog være velsignet. Når Moderaterne har en EP-kandidat, som deltager i, hvad man bedst kan kalde et shariamøde, og når man har en spidskandidat til EP-valget, som gerne vil have 7.000 migranter til Danmark, kunne jeg godt tænke mig at høre ordføreren, om man mener, at det virkelig er at stå for en stram og fair udlændingepolitik, som jeg tror man fra Moderaternes side kalder det.

Ordføreren.

Tak til fru Mette Thiesen for spørgsmålet. Jeg synes lidt, at der blev gået vældig let hen over det her med de tomme træsko, for det er et kæmpeproblem, at vi mangler arbejdskraft i Danmark. Jeg kan forstå på ordførerens parti, at man jo helst heller ikke må have tørklæde på, når man arbejder i vores velfærdssamfund, og at seniorerne skal komme og redde hele vores velfærdssamfund, fordi vi har så mange seniorer, der er helt jobparate og bare klar til at tage et arbejde på arbejdsmarkedet. Men vi er jo ikke Norge. Vi er jo et andet land. Så vi kan heller ikke bare sammenligne tallene fra Norge med Danmark. Så jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre, hvad ordføreren vil gøre ved den mangel på arbejdskraft, vi har. Når det så er sagt, skal vi styrke de ydre grænser i EU. Det er vores klare ambition, at vi skal sørge for og kæmpe for i EU, at vores grænser dernede holder. For hvis de først bryder sammen, er 7.000 eller 5 millioner eller 10 millioner dit mindste problem. Så kan vi simpelt hen ikke holde vores grænser, heller ikke i Danmark.

Fru Mette Thiesen.

Eller 8 milliarder – nå, spøg til side. Ordføreren formår fuldstændig effektivt at omgå det, jeg egentlig stillede som spørgsmål. Når man har en EP-kandidat, som deltager i, hvad man bedst kan kalde et shariamøde, og når man har en spidskandidat, som mener, at der skal komme 7.000 migranter til Danmark, hvordan i alverden kan man så mene, at man fører en stram og fair udlændingepolitik? Eller er det sådan – og det kan jeg godt sidde og tænke med mit kendskab til udenrigsministerens kynisme – at man egentlig bare gerne vil støvsuge alle de her indvandrerstemmer, der er i Danmark? Er det egentlig bare det, der ligger bag?

Ordføreren.

Indvandrerstemmer? Undskyld mig, men hvad er det for en måde at tale om vores medborgere på? Det synes jeg simpelt hen er meget, meget mærkværdigt. Hver en stemme i Danmark tæller og er vigtig. Jeg er ked af, hvis ordføreren føler, at jeg omgik spørgsmålet. Jeg synes, at jeg har svaret på det med vælgermødet, som Moderaterne ikke afholdt, men deltog i. Og jeg prøvede også at svare på det med vores ydre grænser i EU. Men ordføreren svarede jo ikke på det med international arbejdskraft.

Fru Sascha Faxe, Alternativet.

Tak, og tak til ordføreren for talen. Det kan betale sig at forurene i det her land, så derfor vil jeg fortsætte der, hvor min ærede kollega fru Mona Juul og ordførerne fra Radikale og Enhedslisten slap. At det kan betale sig, har vi set med IWS ved Agersø Sund, hvor vi tillader udledning af norsk oliespildevand. Vi ser det også ved pesticidfabrikken Cheminova, som har udledt kemikalier længere, end nogen herinde næsten kan huske, og hvor der stadig udledes miljøfarlige kemikalier, uagtet dårlige kemiske og økologiske tilstande, uagtet at grænseværdierne allerede er overskredet. Nu tager Moderaterne til Bruxelles for at lave en Blue Deal, men hvad med herhjemme? Hertillands sidder I på magten, og det kan godt være, at ordføreren selv er lige så ny i politik som undertegnede, men I sidder der med partier og politikere, der har siddet på magten samlet set i rigtig, rigtig mange år, og som har ansvaret for, at vores hav er dødt. Derfor har jeg et ja-nej-spørgsmål: Kan Moderaterne stå fuldt på mål for den politik, miljøministeren fører herhjemme? Fører han Moderaternes politik?

Ordføreren.

Tak til ordføreren for spørgsmålet. Og ja, det er jo korrekt, at Moderaterne er et parti, der ikke har siddet i Folketinget i meget, meget lang tid. Vi har været her i halvandet år, og den politik, der er blevet ført hen over de sidste mange år, er jo den, der er skyld i, at vores hav har det på den måde, som det har nu. Det skal vi jo så forsøge at rydde op i nu. Det gør vi ved netop at trække i arbejdstøjet og sætte penge af i en akutpakke og tage kvælstof med ind i trepartsforhandlingerne. Vi kommer også til at løfte det i EU, og vi kommer simpelt hen til at gøre, hvad vi kan. Jeg har tillid til, at vores miljøminister også gør, hvad han kan på det her område. Han har også sagt, at han kommer til at stramme vejledningerne. Så hvis der spørges til flere tekniske detaljer om det, bliver jeg nødt til at henvise til miljøministeren. Men i Moderaterne har vi tillid til, at miljøministeren også gør, hvad han kan for at forbedre vores havmiljø i Danmark.

Fru Sascha Faxe.

Tak. Henvisningen til, at Moderaterne er nye, går jo kun så langt til, at chefen er lidt mere erfaren i politik. Og det med at henvise til andre ordførere synes jeg måske også efterhånden er en lille smule tyndt. Men så lad mig spørge på en anden måde: Hvordan ville Blue Deal se ud, hvis det blev rullet ud i Danmark?

Ordføreren.

Mange tak for spørgsmålet. Det er jo svært for mig at svare på på nuværende tidspunkt, for det er jo ikke en realitet, det findes ikke i EU. Men vi kommer til at kæmpe for, at det kommer til at findes i EU, ligesom Green Deal findes i EU. Så derfor skal man jo sammen på EU-niveau finde ud af, hvordan man strikker det her sammen. Hvordan får vi et større samarbejde, og hvordan får vi sat EU-krav i forhold til vores havmiljø, ligesom vi gør med klimaet? For havmiljøet er også en vigtig del af hele vores liv i princippet.

Hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne.

Tak for det, og tak til ordføreren. Det startede jo som en rigtig god tale, hvor ordføreren fortæller om sin fars flugt fra Iran. Det er jo en dejlig, varm historie, som vi alle sammen kan forholde os til, og det føles godt i maven, og hvis ikke man har fulgt, hvordan Moderaterne stort set siger noget nyt, hver eneste gang de går på talerstolen, kunne man godt forledes til at tro, at det var et rigtig rart parti. Men ordføreren er også kendt for på sin hjemmeside at skrive, at vi skal fjerne tolkegebyret, men Moderaterne stemmer for tolkegebyret. Gruppeformanden er imod, at vi skal have fjernet håndtrykket, men Moderaterne stemmer for, at håndtrykket skal blive. Og ordførerens egen formand var aktivt opsøgende i forhold til OSCE for at få indført en koranlov i Danmark, som lige nøjagtig indfører det, som ordførerens egen far er flygtet fra, nemlig et misforstået religiøst samfund, hvor vi lige pludselig skal gøre vold på vores egen ytringsfrihed – den ytringsfrihed, som ordførerens far er kommet for at få. Hvordan har ordføreren det i maven med at være i et parti, hvor ordførerens formand har været aktivt opsøgende for at indføre det – aktivt opsøgende!

Ordføreren.

Tak til ordføreren for de mange spørgsmål på en gang. Jeg skal prøve at se, om jeg kan besvare dem, men jeg vil helst ikke skydes det i skoene, hvis ikke jeg når det hele, for jeg har kun 1 minut. For det første vil jeg gerne lige starte med sige, at det ikke er en dejlig, varm historie at flygte fra et land. Det er ikke en dejlig, varm historie at skulle efterlade alt det, man er opvokset med, efterlade hele sin familie bag sig, det er ikke en dejlig, varm historie. I forhold til tolkegebyret vil jeg sige, at ja, jeg gik til valg på at fjerne tolkegebyret, for jeg mener ikke, det er godt i forhold til ulighed i sundhed, men Moderaterne er også en del af en regering, og i en regering går man på kompromis. Vi kommer ikke til at vælte en regering på baggrund af et tolkegebyr. Det er jo helt absurd at tro det. Men jeg kommer til at forsøge at overbevise mine regeringskolleger fortsat, for jeg mener ikke, at det er god idé. I forhold til det sidste må jeg bede spørgeren om at stille spørgsmålet igen, for tiden er gået.

Spørgeren.

Man skal jo altid have det bedste til sidst, så hvordan har ordføreren det med at have en formand, som aktivt har sørget for at indføre dele af den lovgivning, som ordførerens egen far er kommet hertil for at undgå? Det er jo det, der er problemstillingen. Koranloven er indført som et eller andet misforstået knæfald for en religion, der får ondt i maven over, at vi har ytringsfrihed – præcis den ytringsfrihed, som ordførerens er kommet til Danmark for. Nu har ordføreren valgt at komme i et parti, og hvordan har ordføreren det med, at ordførerens egen formand har været den, der aktivt opsøgte OSCE for at søge et venskabsbånd med islamiske samfund, som ønsker, at vi ikke har ytringsfrihed i Danmark?

Ordføreren.

Tak til ordføreren for at gentage spørgsmålet. Jeg var af sted som statsrevisor i Kenya, kort tid efter det her kørte på sit allerhøjeste. Sikkerheden for vores udsendte rundtom i verden var kompromitteret. De var bange for at køre rundt med danske flag på deres ambassadebiler, fordi vi blev set som nogle, der faciliterede de her koranafbrændinger i Danmark. Så jeg støtter op om det, regeringen har besluttet, og jeg støtter op om vores udenrigsminister.

Fru Pernille Vermund, Liberal Alliance.

Tak for det, og også herfra tak for en fin tale. Man får sådan lyst til at spørge som den tidligere ordfører: Hvordan føles det at komme med så fin en fortælling om en far, der flygter fra undertrykkelse og de islamiske værdier, der er og hersker i Iran, og så nu oplever at være en del af et parti, hvor der bliver afholdt møder, som er kønsopdelte og med recitation af Koranen osv.? Men jeg vil egentlig følge op på et andet spørgsmål, som handler om miljøet. Jeg har siden 2014 kæmpet for, at der ikke skulle være sandsugning i Øresund. Dengang sagde man fra den daværende regerings side, at det var bæredygtigt og ikke noget problem, og at det med havbunden løste sig med tiden. Efterfølgende er man blevet klogere. Jeg har også været med til at kæmpe for, at vi på havmiljøområdet kom op på 10 pct. strengt beskyttet havmiljø, og der var også nogle forhandlinger i sidste valgperiode, hvor det var meget svært at få bl.a. Venstre – dengang var hr. Lars Løkke Rasmussen i Venstre – og Socialdemokratiet med på det. Det er nu lykkedes. Vi er nu nogle partier, som gerne vil have 10 pct. strengt beskyttet natur på landjorden. Jeg forestiller mig, at det også bliver en kamp, hvor man vil se en fodslæbende midte i dansk politik. Så hvor står Moderaterne dér, og hvor lang tid skal der gå, før vi får det?

Ordføreren.

Tak til ordføreren for spørgsmålet. Jeg vil bare gerne lige igen understrege, at jeg ikke er en del af et parti, der faciliterer vælgermøder, hvor der er kønsopdeling. Vi har en EP-kandidat, der har deltaget i et møde afholdt af andre, hvor der desværre kun var mænd til stede. Når Moderaterne afholder vælgermøder, som vi gjorde i søndags samme sted med samme type borgere, var der også kvinder til stede. For diversitet skaber bedre grundlag for diskussionerne. Derfor er jeg også ked af det, når jeg deltager i et møde om måske ligestilling, hvor der primært er kvinder til stede – jeg ved ikke, om jeg har deltaget i sådan et, men jeg kan forestille mig, at jeg ville kunne komme til det. Der håber jeg også, at der er flere mænd, der gerne være til stede dér. I forhold til det med de 10 pct. ønsker jeg faktisk at blive klogere på, hvad det præcis er, I mener med strengt beskyttet natur. Hvordan skal det foregå? Kan ordføreren være mere konkret?

Fru Pernille Vermund.

For det første er der jo stor forskel på, hvem der møder op, når alle er inviteret, og på et møde, hvor det alene er for mænd, fordi kvinder ikke må deltage. Man kan jo som kandidat vælge at sige nej tak, når man møder op og ser, at det her er et arrangement med et islamisk islæt, hvor det kun er mænd, der deltager. Den del må jo stå for ordførerens og partiets egen regning. I forhold til strengt beskyttet natur er det da helt afgørende, at vi ser på nogle af de store områder, som i dag bliver udlagt til solcelleparker, og også de områder, som har høj miljøværdi. Burde vi ikke gøre det mere attraktivt f.eks. for landmændene at have vild natur og større biodiversitet frem for f.eks. at industrialisere med solceller?

Ordføreren.

Det er svært, når der kommer flere spørgsmål på en gang og kommentarer til to forskellige emner. Så jeg vælger altså lige at forholde mig til det første. I Moderaterne taler vi altså ikke kun til kristne forsamlinger. Vi kan også godt tale til muslimske forsamlinger. Vi kan også godt tale til buddhistiske forsamlinger, jødiske forsamlinger, hinduistiske forsamlinger. For os handler det om, hvad vi siger, og hvem vi siger det til. Så kunne jeg bare godt tænke mig at stille et spørgsmål. Jeg fik ikke stillet det før, og måske giver det heller ikke helt mening her. Men jeg undrer mig over, at man er med i et forslag til vedtagelse, hvor der står, at der er et værdimæssigt skred i abortloven, når man er et liberalt parti. Jeg kan faktisk ikke forstå det.

Fru Kirsten Normann Andersen, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det, og tak for en rigtig fin tale. Vi har lige indgået en ældreaftale, som har til formål at give de ældre mere selvbestemmelse i deres eget liv. Det synes jeg er rigtig godt. Samtidig har vi konstateret, at der bliver lavet aftaler med socialministeren inde i en anden bygning om, at vi skal kunne bruge mere magtanvendelse i ældreplejen. Det er jo knap så godt. Og sidst, men ikke mindst, venter vi jo stadig væk på, at sundhedsministeren kommer med et udspil til, hvordan vi kan tage os af de 70 pct. af de ældre i ældreplejen, som har brug for meget mere sundhedsbehandling, end der nogen sinde har været brug for før. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan Moderaterne tænker at det rimer på et mere nært sundhedsvæsen og på mindre bureaukrati, når det er sådan, at vi ikke engang herinde på Christiansborg kan finde ud af at sørge for tværfaglighed i forhold til det arbejde, der skal gøres på velfærdsområdet.

Ordføreren.

Tak til ordføreren for spørgsmålene. Jeg ved ikke helt, om jeg fangede den røde tråd i det, der blev spurgt ind til. Men i forhold til tværfaglighed mellem sundheds- og ældreområdet er det jo klart, at når vi skal til at lave en sundhedsreform, som skal styrke det nære sundhedsvæsen, så skal vi have for øje, at vi bliver langt flere ældre medborgere i Danmark, og det betyder også, at ældreområdet, socialområdet og sundhedsområdet skal tale bedre sammen. I forhold til sundhedsområdet er der meget af det, der lige nu foregår på hospitalerne, som måske kunne foregå tættere på borgernes eget hjem, hvis vi ellers formår at understøtte udviklingen hen imod f.eks. mere hjemmebehandling, bedre digitalisering af vores sundhedsvæsen osv. Så der er mange ting, vi skal skrue på på én gang, men vi har blik for, at vi bliver langt flere ældre.

Spørgeren.

Min pointe er sådan set, at for fru Hansen er det lidt ligegyldigt, hvor vi træffer beslutningerne. Hvis ikke vi kan finde ud at lave aftaler, som hænger sammen, herinde på Christiansborg, er vi jo lige vidt i forhold til det nære sundhedsvæsen. Men lad mig lige blive lidt ved magtanvendelsen, for i ældreplejen er den jo ofte forårsaget af, at borgere med demens har svært ved at udtrykke deres egne behov. Derfor er det også vigtigt, at der er personale til stede, som kan aflæse den demente borgers behov, når det er sådan, at man har brug for at give udtryk for, hvad det er, man har brug for lige nu. Det handler jo i høj grad om normeringer. Derfor er jeg også lidt optaget af, hvordan Moderaterne ser på muligheden for at bruge en større del af råderummet til at sikre mere personale til de velfærdsområder, der bløder lige nu i forhold til personale.

Ordføreren.

Tak til ordføreren for spørgsmålet. Nu er det desværre sådan, at vi har en enorm mangel på arbejdskraft i Danmark, og det bliver kun værre med årene, fordi vi står med en demografisk udfordring. Det er også derfor, at jeg brugte en del af min tale på at tale om international arbejdskraft. For lige meget hvor mange penge vi afsætter og hvor stort et lønløft vi giver, hvilket regeringen jo har prioriteret, så kan vi ikke trylle flere mennesker frem. Derfor bliver vi også nødt til at blive bedre til at tiltrække international arbejdskraft.

Fru Brigitte Klintskov Jerkel, Det Konservative Folkeparti.

Tak. Jeg vil gerne spørge lidt ind til Moderaternes kvindesyn. For nu er det jo kommet frem, som flere også har været inde på her i dag, at Moderaternes kandidat til Europa-Parlamentet Abdinoor Adam Hassan deltog i et vælgermøde i Aarhus, hvor kun mænd med udenlandsk baggrund var til stede. Vil ordføreren derfor uddybe, om Moderaterne ville synes, at det var i orden, hvis vi nu bad alle kvinderne om at forlade Folketingssalen, sådan at mændene kunne få lov til at diskutere i fred?

Ordføreren.

Jeg synes ærlig talt, det er et lidt mærkværdigt spørgsmål. For der er jo ikke nogen, der har bedt nogen om at gå sin vej nogen steder. Men ordføreren spørger om Moderaternes kvindesyn, hvilket jeg synes er ret interessant, når man jo vælger ikke at være med i hele aftalen om abortlovgivningen. Altså, man vælger ikke at sætte ugegrænsen op til de 12 uger, ligesom Liberal Alliance jo heller ikke valgte at gøre det, selv om der absolut intet sundhedsfagligt belæg er for at skulle holde den omkring 12 uger. Men hvis man hæver den til de 18 uger, formår man jo netop at give kvinderne en øget selvbestemmelse over egen krop. Det er Moderaternes kvindesyn. Vi mener ikke, at der skal være den ulighed, som der er på nuværende tidspunkt, hvor det er de ressourcestærke, der gerne vil have en abort, som tager til Sverige for at få en abort, fordi ugegrænsen der er 18 uger. Så det er Moderaternes kvindesyn, og Moderaternes kvindesyn er, at kvinder selv skal have lov til at bestemme over egen krop. Man skal ikke bære en graviditet, hvis man ikke har lyst.

Spørgeren.

Jeg synes, at ordføreren svarer udenom. Men så vil jeg spørge om noget andet. Moderaterne har skrevet under på en vedtagelsestekst, V 61, hvor der står, og jeg citerer: »... ægte integration ikke kun opnås gennem beskæftigelse, uddannelse og danskkundskaber, men gennem en fuld tilslutning til danske værdier. Folketinget deler ønsket om et større og vedholdende fokus på, hvordan vi som samfund gør op med negativ social kontrol, så både mænd og kvinder med indvandrerbaggrund nyder rettigheder og frihed som danske kvinder og mænd«. Mener ordføreren, at den her tekst stemmer overens med en afholdelse af muslimske kønsopdelte vælgermøder?

Ordføreren.

Altså, jeg synes efterhånden, jeg har svaret på det en milliard gange: Moderaterne har ikke afholdt det, som ordføreren siger. Men jeg er rigtig glad for, at ordføreren nævner det her med negativ social kontrol også af mænd. For vi taler rigtig ofte om negativ social kontrol af kvinder, men det foregår også med mænd i nogle af de minoritetsetniske miljøer, og det skal vi tale meget mere om. For det er bl.a. derfor, at nogle af de unge mænd hænger rundt ude på gaderne.

Fru Susie Jessen, Danmarksdemokraterne.

Tak, og tak for talen, som jo blev indledt med fru Monika Rubins fars egen historie. Der er også en anden historie om en anden iraner, der er bosat her i Danmark, der hedder Firoozeh Bazrafkan. Hun er kunstner, og hun er en af dem, der igennem sin kunst har udtrykt sit store mishag mod det iranske præstestyre, som har undertrykt og i dag undertrykker masser af iranske kvinder. Hun er jo en af dem, som ikke kan få lov til at udøve sin kunst i dag, fordi regeringen har indført den her koranlov. Det er jo velkendt, at det er Moderaterne og udenrigsministeren, der har været bannerfører for det her og har haft en god kontakt med OIC og de her stater, f.eks. Irak og Iran. Jeg ved godt, der er blevet spurgt om det her før, men ordføreren er jo selv halvt fra Iran og starter sin egen tale med en afstandtagen til alt det, de står for, og så står ordførerens eget parti og indfører en koranlov. Hvad er det da for noget?

Ordføreren.

Tak til ordføreren for spørgsmålet. Det er jo sådan, at vi i forvejen har 400 begrænsninger af ytringsfriheden rundtomkring i vores forskellige lovgivning, så det at sige, at man begrænser ytringsfriheden, fordi man ikke skal kunne stå og brænde folks hellige bøger af midt på gaden, køber jeg simpelt hen ikke. Altså, vi bliver også nødt til at tage et hensyn til hinanden i det her land. Mig bekendt er der ikke nogen muslimer i min familie, som har lyst til, at man brænder koranen af. Så lad os nu tage et hensyn til hinanden i stedet for hele tiden at skulle kæmpe om at være stram, strammere på retorikken og i forhold til vores handlinger osv. og så vise en lille smule medmenneskelighed. Det her er noget, der gør nogle mennesker rigtig, rigtig kede af det. Hvorfor er det, vi ikke kan tage det hensyn? Det forstår jeg ikke. Det er jo bare en anden flig af det end det, jeg startede med sige, som er om hele sikkerhedssituationen i udlandet.

Spørgeren.

Det er jo så forskellen på Moderaterne og Danmarksdemokraterne, nemlig at vi ikke har noget behov for at tage hensyn til islamister. Vi har ikke noget behov for at tage hensyn til OIC og Iran og Irak, som gerne vil presse os til at knægte vores ytringsfrihed. Det har vi ikke noget behov for. Det har Moderaterne åbenbart, og det er ærgerligt. I forhold til det bønnemøde der, som Moderaterne holdt sammen med deres spidskandidat til EP, var det faktisk kun Moderaternes kandidat, der var der, og der var Moderaterneplakater over det hele – det var jo et moderat bønnemøde.

Ordføreren.

Jeg synes simpelt hen, at retorikken er en lille smule fjollet. Altså, så hvis man deltager i et vælgermøde, hvor der er nogen, der læser et stykke af Bibelen, er det så også et kristent bønnemøde? Og nej, der er ikke nogen, der lefler for nogen islamister, men vi tager hensyn til nogle muslimske medborgere i det her land.

Sidste spørgsmål kommer fra fru Sólbjørg Jakobsen, Liberal Alliance.

Jeg bliver simpelt hen nødt til at følge op, selv om det kan være fjollet eller svært at besvare det samme spørgsmål hele tiden. Det handler om det her vælgermøde, som ikke er blevet afholdt af Moderaterne. Det har vi alle sammen hørt. Det er heller ikke det, vi har spurgt om gentagne gange. Vi spørger om, om det er i tråd med Moderaterne som parti at bakke op om eksempelvis at deltage i et møde, hvor kvinder ikke må være der. Det er ikke, fordi mænd har valgt at samles, fordi de vælger hinanden til, men fordi man har en kultur, hvor man mener, at kvinder er andenrangsborgere og derfor ikke skal være til stede. Er det sådan, at Moderaterne kan tage afstand fra sådan nogle arrangementer og sige: Det bakker vi ikke op om, det synes vi ikke er rigtigt i Danmark, og hvis I vil have besøg af os, skal I ikke diskvalificere kvinder, fordi I ikke tror på, at de skal lytte med i den her forsamling?

Ordføreren.

Tusind tak for spørgsmålet endnu en gang. Jeg håbede ellers, da ordføreren sagde, at hun ville følge op, at det så var på det forslag til vedtagelse, som man som et liberalt parti vælger at være med i, hvor der står, at man ser med bekymring på det værdimæssige skred i abortloven. Det forstår jeg ikke hvordan man kan gå med til som et liberalt parti. Det er jo netop liberalt at kæmpe for kvindernes egen frie ret til deres egen krop. Og nej, det var ikke os, der afholdt det møde. Jeg ved ikke, hvor mange ressourcer ordførerens parti har, men vi har ikke ressourcer til at tjekke alle de møder, vi bliver inviteret til, altså hvordan sammensætningen af medlemmer er på de møder. Jeg ville virkelig gerne have et svar på, hvad det er, ordføreren mener med, at man ser med bekymring på det værdimæssige skred i abortloven. Hvad er det for et værdimæssigt skred?

Fru Sólbjørg Jakobsen.

Det er rigtigt, at man ikke altid kan screene, men så kan man tage afstand. Det har partiet ikke kunnet gøre, og det finder jeg er en fuldstændig skændsel. I øvrigt spurgte hr. Alex Vanopslagh om skattepolitik, og det blev besvaret med klima. Hr. Kim Edberg Andersen spurgte om alt muligt og havde så mange spørgsmål, at ordføreren ikke helt kunne huske dem alle sammen, men valgte alligevel at svare på noget, som hr. Kim Edberg Andersen ikke havde spurgt om. Og det er ordføreren, der står på talerstolen og skal forsvare partiets politik. Det er ikke ordføreren, der stiller spørgsmålene her, for det er der bare ikke tid til. Derfor er det ærgerligt, at vi ikke kan få svar på, hvorfor Moderaterne ikke kunne tage afstand fra sådan et arrangement.

Ordføreren.

Helt ærligt har jeg faktisk svaret på de spørgsmål, der kom. Jeg svarer, så godt jeg kan, på alle de spørgsmål, der kommer, og jeg svarer også så fyldestgørende, som jeg kan. Men ordførerens formand, der stod her på talerstolen, blev også spurgt ind til abort, og svarede altså ikke særlig grundigt. Jeg forstår ikke, at man som et liberalt parti mener, at det er et værdimæssigt skred at give kvinder flere rettigheder i forhold til deres egen krop.

Dermed siger vi tak til ordføreren for Moderaterne. Vi går videre i ordførerrækken, og næste taler er fru Mona Juul, Det Konservative Folkeparti.

Tak for ordet. Det her er min første afslutningsdebat, og de sidste par dage har jeg studset lidt over ordet afslutningsdebat. Det er i hvert fald min første tale til en afslutningsdebat, men det her med, at det er en afslutningsdebat, er egentlig lidt underligt, for der er rigtig meget, vi ikke har fået afsluttet her på Christiansborg i forhold til klima, omstilling af landbruget, iværksætteri, sundhed og at give luft til familierne. Jeg synes, at vi hænger i bremsen. Inde på teatret venter man på Godot, men herinde venter vi på regeringen, som så igen venter på selvbestaltede kommissioner, udvalg og second opinions, og det bliver ofte syltet og syltet. Så kære alle, lad os nu komme i gang, og lad os få det afsluttet. Det skylder vi danskerne og de næste generationer. Men næsten værre end det, altså at vi ikke har fået afsluttet, er, at der er alt det, vi ikke er startet på, f.eks. erhvervspolitikken. Det er lige præcis det, jeg gerne vil bruge min første afslutningsdebat på at tale om, altså hvordan vi skaber fremtidens arbejdspladser, får mere udvikling og bygger vores velstand og bager samfundskagen større, så skiverne ikke bare bliver tyndere og tyndere. For i bund og grund burde det jo lige være dér, alle andre debatter startede. Nu ved jeg godt, at vi i Det Konservative Folkeparti siger, at alting starter med familien. Det er også rigtigt, men hvis vi her fra Christiansborgs side både i rød og blå familie vil gøre en forskel for familierne og for danskerne, bør vi ikke kun tale om, hvad pengene skal bruges på, men også, hvor de skal komme fra. Og nej, jeg ved godt, at erhvervspolitik normalt ikke får hormonerne i sving herinde eller i de danske stuer for den sags skyld. Det er jo ikke ord som fantomskat, der får banket fertiliteten i vejret, vel? Men selv om det måske ikke er så sexet, er det vigtigt også for familierne. Godt nok handler erhvervspolitik ikke om, hvor mange børn vi får i fremtiden, men det handler om, hvad det er for en fremtid, vi giver vores børn. Det handler om, at der er et arbejde til mor og far, det handler om, at der er råd til at investere i skoler og plejehjem, i et ordentligt forsvar, der kan holde Danmark og Europa sikker, i den grønne omstilling, i kunst og kultur – og måske endda i et landshold, der gider at vinde nogle kampe. Hvor starter vi så? Vi kan f.eks. starte der, hvor virksomhedernes starter, nemlig med iværksætterne. Vi kan starte med at gøre det nemmere at starte og drive og ikke mindst fastholde og skalere og vækste og udvikle sin virksomhed og sin arbejdsplads i Danmark. I 9 år har vi aldrig haft så få nystartede virksomheder i Danmark, som vi har nu, og samtidig er det bare ti virksomheder, der står for en tredjedel af hele vores eksport. Jeg synes, det er lidt usikkert sårbart. Og nu er mit ærinde selvfølgelig ikke, at de store skal være mindre. Mit ærinde er, at vi skal blive bedre til at gøre nogle af de små større, måske endda skabe det næste Novo Nordisk. For vores fuldvoksne virksomheder gør det fremragende, ingen tvivl om det, men det er på tide, at vi støtter de danskere, der gerne vil lave nogle efternølere, ikke bare i familielivet, men også i erhvervslivet. Og ligesom i familielivet er det altså ikke flere pjecer og puljer, der skal til. Det er plads, det er luft, og det er også forståelse. Min store drøm er, at vi begynder at fremme en selvstændighedskultur. Faktisk kunne vi starte med at anerkende, at de selvstændige findes, frisøren, foredragsholderen, cykelsmeden og programmøren, for det er nogle gange, som om vi helt glemmer, at de er til. Vi glemmer, at det ikke er alle på arbejdsmarkedet, som har en hverdag med frokostordning, arbejdsgiverbetalt pension og barnets første sygedag, og som måske er så heldige at få de der chokoladeovertrukne lakridser til jul. Vi har indrettet et helt system ud fra en lønmodtagerlogik, og er man selvstændig eller iværksætter i dag, er man det derfor på trods. Det synes jeg er hamrende ærgerligt, for det er ikke bare at svigte de selvstændige og iværksætterne. Det er også et svigt af de næste generationer, som vil nyde godt af, at vi fik skabt fremtidens arbejdspladser og friere erhvervseventyr. Bevares, regeringen har en iværksætterstrategi på vej, må vi forstå, men det har vist sig at være en meget lang vej, så lang, at vi i Danmarks royale parti har givet forhandlingerne valgsproget »forsømte, forsinkede, for evigt – måske for evigt«.

Jeg havde jo håbet, at tempoet ville komme op og ikke ned med Venstre og Moderaterne i regering, men sådan er det desværre overhovedet ikke gået. Faktisk har vi ventet i mere end 1.000 dage. Og ved I hvad, der er nogle rigtige mennesker, der venter derude, som så gerne vil skabe noget for Danmark: arbejdspladser, udvikling, fremtid og den gode idé, som kan gøre verden grønnere og Danmark bedre. Men i stedet tynger vi dem med fantomskat, med lagerbeskatning på børsnoteringer, med den højeste aktieavancebeskatning i Norden og med rent ud sagt uhensigtsmæssige regler, der modarbejder alt fra medarbejderaktier til crowdfunding. Og når iværksætterne ikke får kapital ind, flytter mange ud eller drejer nøglen om, og de får slukket deres drøm om at drive egen virksomhed i Danmark. Hvis nogen nu tænker, at det her bare er et europæisk problem, og at vi bare må få det fikset nede i Bruxelles, så må jeg bare sige: Nej, venner, det her er et dansk problem, og det skal løses lige præcis her. Så lad os nu få de forhandlinger startet, og lad os få dem afsluttet. Det næste, vi kunne gøre, var at skære ned på byrderne og bureaukratiet, på papiret og pseudoarbejdet og de mange regler, som ingen har bedt om, ingen har gavn af, og som ingen længere husker hvorfor blev indført. Selv om jeg faktisk gerne vil rose regeringen for at have skabt et større arbejdsudbud, og det skal I have tak for, forslår det jo bare slet ikke, når antallet af offentligt fuldtidsansatte, der beskæftiger sig med administration, nu er oppe på næsten 100.000. Det er mennesker, der i stedet kunne bidrage i de danske virksomheder. Gør de mennesker et dårligt arbejde? Nej, det gør de ikke, men det gør vi da politisk, hvis vi har skabt så meget bøvl, at man har måttet hyre næsten lige så mange, som der bor i hele Randers Kommune, til at taste og regulere og administrere. Og vi har ellers talt meget om at gøre op med bureaukrati, papir og kontrol. Der har været nedsat et hav af udvalg og grupper igennem årene. Så lad os starte et andet sted den her gang. Hvad med at sætte et mål for alt det bøvl, virksomhederne egentlig skal trækkes med? Lad os sætte en grænse, og så arbejder vi ud fra det. Lad os få det startet, og lad os få det afsluttet. I Det Konservative Folkeparti plejer vi at sige, at vi skal forandre for at bevare, men jo længere vi venter med at forandre, jo mindre er der at bevare. Og det er egentlig min største frygt, at vi igen og igen først tager os sammen til det her, når toget er kørt. Sådan var det med forsvaret. Jeg er jo rigtig glad for, at vi endelig investerer i nyt materiel, at vi endelig får flere værnepligtige, og at vi nu endelig får et jordbaseret luftforsvar. Men det tog bogstavelig talt en krig, før vi kom i gang, selv om vi var advaret og år efter år fik at vide, at nu er det nu, venner. Eller vi kan tage vandmiljøet. Vores fjorde gisper efter vejret, og det samme burde vores miljøminister, selv om det på ingen måde kan komme som en overraskelse, at den manglende indsats og aftaler, der ikke eksekveres, selvfølgelig har konsekvenser med iltsvind, liglagener, dårlig lugt og alger. Lad os nu forandre, mens der er noget at bevare. For forandringens vinde blæser lige nu både i øst og i vest. I øst er Kina ikke længere verdens kopimaskine, men en seriøs konkurrent til os, som stormer frem i de brancher, som danske og europæiske virksomheder før dominerede. Og i vest investerer USA ikke bare massivt i tech og kunstig intelligens, men også i grøn innovation. Vi kan ikke udfordre USA eller konkurrere med Kina med statsstøtte og puljer, men vi kan gøre vilkårene for at drive virksomhed i Danmark langt bedre, end de er i dag. Derfor håber jeg, at vi politisk begynder at vende diskussionen om. I stedet for kun at tale om, hvad vi vil bruge det famøse råderum til, så lad os tale om, hvordan vi gør rummet større, hvordan vi får et råderum med walk-in-closet, ti meter til loftet, plads til overnattende gæster og en rød løber for de selvstændige og virksomhederne og arbejdspladserne. For ellers risikerer vi simpelt hen at suge al ilten ud af rummet, så de næste generationer arver et Danmark, der er mindre godt end det, mange af os her i salen har arvet. I Det Konservative Folkeparti er vi klar. Vi er klar til at skabe lys og liv og plads for virksomhederne, for familierne og for Danmark. Så lad os nu komme i gang, lad os påtage os ansvaret sammen, og lad os få startet en seriøs erhvervspolitik med bedre rammevilkår, bedre vækstvilkår, bedre retssikkerhed, bedre generationsskifte, bedre mulighed for at skabe produktion. Lad os få det startet, og lad os få det afsluttet – af hensyn til Danmark.

Tak til Det Konservative Folkeparti. Der er en række korte bemærkninger, og den første er fra fru Camilla Fabricius, Socialdemokratiet.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Jeg kender jo ordføreren som en, som går op i den grønne omstilling, og ordføreren afslutter jo også sin tale med at sige, at lad os få lys og liv og plads. Og så bliver jeg alligevel sådan lidt forundret, for de seneste 5 år har ordførerens parti desværre stået for noget helt andet dernede i Bruxelles. De Konservative har nemlig stemt imod CO 2 -standarder for lastbiler og busser, emballageregulering og naturgenopretningsplaner. Så hvordan hænger det sammen med lys og liv og plads for naturen?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Det tror jeg ordføreren udmærket godt er klar over. Det er sådan, at vi her lige nu er i en kæmpestor valgkampagne, og det, man må tage for gode varer, er, at Det Konservative Folkeparti har lyst til at skabe lys, liv, luft og plads for den grønne omstilling. At der er blevet stemt nogle andre ting i Europa-Parlamentet, må vi desværre beklage, for det har ikke været konservativ politik.

Spørgeren.

Tak for det. Det synes jeg faktisk er et godt og interessant svar. For hvordan kan danskerne så stole på, at Det Konservative Folkeparti rent faktisk mener det samme i Danmark som i Bruxelles, så det ikke er kulsort, og så man netop får det her lys og liv og den plads? Mener man også det nede i Europa? Så hvor står Det Konservative Folkeparti nu her lige om lidt, når vi skal stemme til Europa-Parlamentet?

Ordføreren.

Man kan stole et tusind procent på, at Det Konservative Folkeparti får valgt en kandidat – det håber vi i hvert fald på – som i den grad kommer til at føre konservativ politik.

Så er det hr. Torsten Schack Pedersen fra Venstre.

Tak for det, og tak for en god tale i forhold til, at værdierne skal skabes. Det er vi meget enige om. Jeg har bare lige et par betragtninger. Når Det Konservative Folkeparti kritiserer regeringen for at have nedsat for mange kommissioner, vil jeg dog bemærke, at et af de konservative forslag til at forbedre familiepolitikken i Danmark er at nedsætte en familiekommission. Så det er blot for at sige, at kommissioner synes vi jo åbenbart begge kan noget fornuftigt. Så er der blot en betragtning i forhold til iværksætterudspillet. For jeg er sådan set også utålmodig, og jeg tror, vi under den tidligere regering sammen var til det allerførste indledende møde. Jeg vil dog bare lige oplyse, at ventetiden har betydet, at hvor det i regeringsgrundlaget var 300 mio. kr. og det i 2027 er 450 mio. kr., så er det i 2030-planen altså løftet til 1 mia. kr. Så selv om der er en utålmodighed, har ventetiden trods alt kastet nogle penge af sig, og ambitionsniveauet er vokset. Nu er der en EP-valgkamp, og jeg ville bare høre, om De Konservative mener, at det er helt naturligt, at vi som Folketing, når der bliver truffet beslutninger i EU, så også er forpligtet til at sørge for, at EU-reglerne bliver vedtaget til gældende lovgivning i Danmark.

Ordføreren.

Ja, det er vi som udgangspunkt, men vi må bare erkende, at regeringen nogle gange har det med at implementere på en usædvanlig uhensigtsmæssig måde, og at vi jo så er nødt til at markere og sørge for, at regeringen kommer til at implementere den lovgivning, som bliver lavet på EU-plan, på en ordentlig måde. Lad mig lige sige med hensyn til kommissioner, at vi sådan set ikke har noget imod kommissioner, men at vi har noget imod, at der ikke sker en bønne, fra at man beslutter sig for en kommission, og så frem til at man får lavet den færdig. Der er jo masser af ting, vi politisk kan lave hen ad vejen, og som vi burde tage os af, og det kan jo ikke nytte noget, at man skal vente i 2-3 år, og at det altså nu her i forhold til iværksætteriet er 1.000 dage. Det er jo meget fint, at der er afsat lidt flere millioner. Lad mig bare minde om, hvor mange virksomheder der lige nu står med en kæmpe gæld til det offentlige, fordi deres lagerbeskatning på børsnoteringer smadrer dem, og at der er rigtig mange virksomheder, der har forladt Danmark, fordi de simpelt hen har måttet gå nedenom og hjem, eller fordi de har kunnet se, at forholdene i Danmark simpelt hen ikke egner sig til at starte en virksomhed. Så den offeromkostning er jo meget, meget større end de få millioner, der her er fundet ekstra.

Spørgeren.

Jo, men jeg synes trods alt, at det, at der har været mere end en tredobling af den økonomiske ramme til et iværksætterudspil, også er værd at tage med, og jeg ønsker kun, at det skal gå så hurtigt som muligt. Den ambition deler vi. Jeg vil godt lige vende tilbage til den sidste del af mit spørgsmål. Der er jo af og til lovgivning i Kommissionen og i Europa-Parlamentet, som går imod danske interesser, og der vil jeg bare lige bede om en bekræftelse af, at vi, selv om vi synes, det er dårlige regler, så er forpligtede til at gennemføre dem i Danmark, ligesom polakkerne og portugiserne også er forpligtede til at gennemføre dem. For det er ikke sådan et tag selv-bord, hvor det, vi synes er fjollet, lader vi være med. Vi er forpligtede til at køre efter de fælles regler.

Ordføreren.

Ja, men jeg er bare nødt til at sige til ordføreren, at vi jo ikke er forpligtet til at gennemføre noget, der er fjollet. Altså, vi er jo simpelt hen også nødt til at sørge for, at de implementeringer, vi laver i Danmark, rent faktisk også følger det, der var intentionen. Vi har jo set i forhold til flere direktiver, at der er nogle andre lande, der har været langt mere intelligente i implementeringen af det, og det er jo egentlig bare det, jeg prøver at sige tilbage at vi også er nødt til. Lad mig også lige sige, at det er godt, at ordføreren glæder sig til iværksætterforhandlingerne, men at det jo er Venstre, der har stemt imod vores beslutningsforslag om en fantomskat, og har stemt imod vores forslag vedrørende en lagerbeskatning på børsnoteringer. Så jeg håber, at I bliver mere begejstret, end I har været.

Så virker teknikken igen heroppe. Nu er det fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne.

Mange tak. Først tak til fru Mona Juul for en rigtig fin tale. Derudover vil vi i Danmarksdemokraterne gerne spørge ind til det her om at kunne bo og leve i hele Danmark, for det er noget, der i hvert fald ligger vores hjerter nær i Danmarksdemokraterne. Det er det her med, at når man bor i et yderområde – det kunne være i Thy – så skal der også være mulighed for f.eks. at komme til lægen og have lægeadgang, ligesom der er for f.eks. dem, der bor i København. Men sådan er det jo ikke i dag, og det skaber en utrolig stor utryghed, fordi man kan have kroniske sygdomme, som man har behov for behandling af. Men vi kan også risikere, at der er nogle, der vælger ikke at bosætte sig i de her områder. Så det er en ond spiral, hvor de her områder rent faktisk bliver affolket mere og mere. Så hvad vil den konservative ordfører gøre på det her område? I Danmarksdemokraterne foreslår vi jo f.eks. at eftergive uddannelseslægers su-gæld. Var det noget, man kunne være med på fra De Konservatives side?

Ordføreren.

Tak for et rigtig relevant spørgsmål. Det er jo bare til stor gene, at vi ikke har den lægekapacitet, som vi ønsker. Der er ikke nogen tvivl om, at i Det Konservative Folkeparti har vi arbejdet meget længe med det her begreb, vi kalder familielægen. Det er jo, fordi vi ved, at det, at lægen kender dig, er med til at sikre, at du kommer igennem nogle sygdomme; det bliver opdaget i tide. Det, vi har foreslået, og som der jo er lavet en politisk aftale om, men som vi venter lidt på, er, at der skal 1.500 flere privatpraktiserende læger til. Vi skal simpelt hen uddanne flere, så vi kommer op på 5.000 læger. Og alle andre gode forslag kigger vi i hvert fald meget nøje på. Jeg ved, at vores sundhedsordfører jævnligt er i dialog med også Danmarksdemokraterne herom.

Spørgeren.

Tak for det rigtig fine svar. Jeg er glad for at høre, at vi også på det her område kan have et rigtig godt og tæt samarbejde. For det er vigtigt at kunne få adgang til en læge, uanset hvor man bor i Danmark, så der er lige adgang, og så det er lige så rart og godt at bo i Udkantsdanmark, som det er at bo tæt på de store byer. Nu kommer Sundhedsstrukturkommissionen jo også med deres oplæg til en ny struktur for sundhedsvæsenet i hele Danmark, og der tænker jeg, at vi da også må slå pjalterne sammen i Danmarksdemokraterne og Det Konservative Folkeparti i forhold til at sikre nærheden til ikke kun læger, men i det hele taget til sundhedsbehandlingen.

Ordføreren.

Ja, det tænker jeg bestemt også vi skal. Jeg håber også, at vi på tværs her i Folketinget kan tage os af lige præcis de udfordringer, der er i vores sundhedsvæsen, både i forhold til hvor man bor, men også mange andre udfordringer. Jeg glæder mig rigtig meget til den sundhedsstrukturreform, og jeg glæder mig til de rapporter og den viden. Og jeg glæder mig rigtig meget til, at regeringen bringer noget på bane, som vi kan forholde os til. Hvor ville jeg ønske, at der var nogle af udfordringerne, vi også havde taget os af i mellemtiden.

Så er det fru Signe Munk.

Nu har i hvert fald særlig Socialdemokratiet udråbt hr. Alex Vanopslagh til den kommende leder af blå blok. Så vil jeg udråbe fru Mona Juul til den grønne ledestjerne i blå blok. For jeg ved, at der banker en oprigtig kærlighed til naturen hos fru Mona Juul og en oprigtig vilje til at tage livtag med klimakrisen og lave en grøn omstilling, der faktisk skaber udvikling og omstilling. Konservative var jo også med i aftalen om en CO 2 -afgift for industrien. Det er en aftale, som har vist sig at give CO 2 -reduktioner, søreme så, og grøn omstilling i industrien. Derfor vil jeg høre fru Mona Juul om noget. Nu skal vi forhåbentlig, når treparten er færdig med at diskutere med sine syv parter, aftale en CO 2 -afgift for landbruget. Hvilke perspektiver ser fru Mona Juul for dansk landbrug med en CO 2 -afgift?

Ordføreren.

Tak for det, fru Signe Munk. Det er en fornøjelse at arbejde sammen på den grønne agenda, og det gør vi jo heldigvis på tværs af mange partier. Jeg glæder mig så meget til, at vi langt om længe skal i gang med at se på landbruget, og det gør landbruget ærlig talt også. Det handler om det her med at sætte et erhverv på bænken i 3 år, hvor man ikke aner, hvad det er, man skal investere i, og hvordan man skal forvalte det erhverv, man nu arbejder med, og de arbejdspladser, man har ansvaret for. Man aner ikke, hvad rammevilkårene er, eller hvordan spillereglerne er. Det er simpelt hen helt utilgiveligt, synes jeg. Så jeg glæder mig rigtig meget til, at vi skal i gang med det. Og jeg håber inderligt ikke, at det er sådan noget med, at nu laver regeringen det færdigt med de der seks-syv parter, og så kan vi ellers sige ja eller nej. Jeg håber virkelig – og det håber jeg at hele Folketinget vil bakke op om – at det er en politisk prioritering, hvordan vi laver politik i det her land. Det er altså ikke noget, der skal ligge i en syvpartsforhandling.

Spørgeren.

Det er jeg helt enig med ordføreren i. Der er jo også det perspektiv, at hvis man laver CO 2 -afgiften klogt, kan den også hjælpe vores lidende fjorde, for der er en sammenhæng mellem klimaet og kvælstoffet; det er rart og godt. Men det kræver jo en politisk løsning, hvor man får taget greb om begge dele. Jeg vil bare høre, om det er noget, der også bliver vigtigt for Det Konservative Folkeparti, når der skal laves en CO 2 -afgift. Det vil både hjælpe klimaet, men også vores nødlidende fjorde.

Ordføreren.

Tak for det. Det er der slet ikke nogen tvivl om. Nu er vi blevet enige på tværs af mange partier om, at vi skal have fundet 10 pct. strengt beskyttet land. Det har vi jo allerede lavet til havs, og der var der ikke nogen i regeringen, der havde problemer med at lave en målsætning, hvor vi ikke præcis vidste, hvordan vi lige skulle finde det. Men det har man så nu, når det er til lands, og det er sådan lidt underligt. Men der er ikke nogen tvivl om, at tingene hænger sammen. Og vi er jo nødt til at udtage nogle jorder, der ligger rundt omkring de fjorde, som er allerhårdest ramt. Vi er nødt til at få fat i nogle af de greb, som vi allerede har aftalt. Jeg minder bare lige om, at vi har aftalt skovrejsning, og at vi har aftalt udtagning af lavbundsjorder, bare for at nævne to af de store ting.

Fru Pernille Vermund.

Tak for det, også herfra. Og tak for en rigtig god tale om budskabet om, at vi skal lempe byrderne for dansk erhvervsliv og sikre, at der også i fremtiden er plads til, at virksomheder kan blomstre og blive store i Danmark. Statsministeren og regeringen var i går ude med et budskab om, at man i 2025 vil begrænse antallet af administratorer i staten med 1.000 medarbejdere. Det lyder jo flot, men det betyder rundt regnet, hvis man skal være lidt venlig over for regeringen, at det vil tage ca. 10 år at rydde op efter det rod, som statsministeren har brugt 5 år på at skabe. Så det er måske ikke sådan superambitiøst. Tilsvarende er der i forhold til vores virksomheder et kæmpe oprydningsarbejde. Små og mellemstore virksomheder fortæller, hvordan de bruger enorme ressourcer på de mange regler, vi har lagt ned over dem. Ca. 16 mia. kr. om året koster det for små og mellemstore virksomheder, alene. Vi har foreslået en bindende bureaukratilov. Er det noget, som Konservative vil være med til?

Ordføreren.

Tak for det. Det er bestemt noget, vi rigtig, rigtig gerne vil være med til. Det er der slet ikke nogen tvivl om. For det er jo rigtigt, som statsministeren faktisk også selv har sagt flere gange, at der er blevet snakket meget om bureaukrati, bøvl og byrder osv. Som jeg nævner i min tale, kan vi næsten ikke engang huske, hvor det kommer fra. Der er i hvert fald sket mange gange, at jeg har prøvet at trævle op, hvem der dog har fundet på den tåbelige idé. Det må man tilgive dem, der har gjort det i tidernes morgen, men vi er jo simpelt hen nødt til at få ryddet op i det. Derfor tænker jeg, at det er godt, at regeringen vil kigge på det. Jeg tror, at det er rigtig godt, at vi andre også kigger på det, så vi kan få noget fremdrift i sagerne. Det er rigtigt, som ordføreren siger, at der skal lidt mere tempo på end kun at kigge på 1.000 årsværk.

Spørgeren.

Tak for det. Der er vi jo så helt enige. Et andet sted, hvor jeg i sin tid kunne mærke, at mit sådan mere liberale hjerte havde det lidt svært med Det Konservative Folkeparti, var på området omkring et forældrepanel, altså sådan et opdragelsespanel, som man jo ønskede for nogle år siden og også nedsatte med en konservativ socialminister i spidsen. Jeg ved, at familiepolitik er rigtig vigtig for Konservative, og det er også rigtig vigtigt for os, men vi har nok forskellige tilgange til, hvordan det her skal udfolde sig. Et sådan reelt opdragelsepanel nedsat af staten, er det stadig konservativ politik?

Ordføreren.

Jeg kan ikke huske det her opdragelsespanel, eller hvad det er ordføreren kalder det. Men der er ikke nogen tvivl om, at der jo er forskel på at være – og undskyld, at jeg nu bruger det ord om Liberal Alliance – ultraliberalistisk og så at være Konservative. Det er der. Der er stor forskel i forhold til lige præcis det område, for vi synes jo også, at der er mange ting, som man skal tage ansvaret for sammen, og som man ikke bare selv skal påtage sig ansvaret for. Så der kan godt være nogle forskelle der, men mon ikke vi er to partier, der lige præcis på den front også kan blive meget enige. Det forestiller jeg mig.

Fru Charlotte Bagge Hansen.

Tak for ordet. Først vil jeg sige tak for en entusiastisk og passioneret første tale som partileder. Det glæder mig, også som tidligere kollega i erhvervssammenhæng, og det takker jeg meget for. Altså, der har vi ikke krydset klinger endnu. Vi er rimelig enige om, hvordan vi synes vilkårene skal være for erhvervslivet. Men for at berolige partilederen vil jeg sige, at mine kolleger fra de to andre regeringspartier deler den samme passion. Og jeg håber trods alt, at partilederen har lagt mærke til, at de første 300 mio. kr., der var sat af, er vokset til 1,5 mia. kr. indtil 2027, og fra 2030 vil der blive afsat en ekstra milliard. Men der er jo mange ting. Det er jo ikke givet med bare at gå ud at sige: Nu skal virksomhederne have lempet de her regler. Nej, vi skal hele vejen rundt. Jeg vil spørge partilederen: Er partilederen glad for, at der bliver afsat flere penge til iværksætteri? Tror partilederen på, at det er noget, regeringen vil?

Tak. Ordføreren.

Selv tak, og selv tak for det rigtig gode samarbejde, som vi bestemt har haft i Erhvervsudvalget og i andre sammenhænge. Det sætter jeg rigtig stor pris på. Jeg må også bare konstatere, at regeringen og Moderaterne jo har stemt vores forslag ned, som nu ligger i forhandlingerne. Og hvis det betyder, at det er, fordi I selv vil foreslå det, så kom med det. Kom nu med det, så vi kan komme videre! For hver dag er der simpelt hen virksomheder, der tænker: Det er bedre at starte et andet sted. Handler det kun om penge? Nej, det gør det altså ikke. Men der er noget, som handler om langsigtede strukturelle ændringer, som handler om, at vi er nødt til at fjerne nogle afgifter og nogle skatter, for at det er attraktivt nok at være her. Og derfor er det vigtigt, at der bliver afsat midler. Om det er nok, bliver spændende at se. Vi kommer i hvert fald og byder på, at aktieavancebeskatningen skal sænkes. Lagerbeskatning på børsnoteringer skal væk. Det skal fantomskatten også. Og så er der meget andet, der ikke koster noget.

Spørgeren.

Jeg konstaterer med ordførerens tale, at De Konservative ønsker en iværksætterstrategi lige så meget, som regeringen gør. Vi glæder os til samarbejdet, når vi skal i gang med forhandlingerne.

Ordføreren.

Det bliver en fest, og jeg var lige ved at sige ren bada-bing, men lad os nu vente og se.

Hr. Søren Søndergaard.

Tak for talen. Sammen med Putins overfald på Ukraine er krigen i Mellemøsten den mest alvorlige konflikt, som vi har i vores del af verden. Derfor må vi alle forholde os til, hvad vi kan gøre for at få konflikten nedtrappet og finde en varig løsning, som sikrer fred og sikkerhed for både palæstinensere og israelere. Et problem i den forbindelse har været, at Israel relativt systematisk fjerner palæstinensiske ledere, som kunne udgøre et alternativ til Hamas, og sådan et er bestemt nødvendigt. Det gælder f.eks. Marwan Barghouti, som har siddet 22 år i israelsk fangenskab, ofte under kummerlige forhold. Derfor blev jeg utrolig glad, da jeg læste et indlæg af den tidligere konservative formand hr. Per Stig Møller, hvor han opfordrede, og jeg citerer, den danske regering til at kræve Marwan Barghouti løsladt og straks arbejde for, at både EU og USA gør det samme. Derfor er mit enkle spørgsmål sådan set, om fru Mona Juul er enig med Per Stig Møller i det synspunkt.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg har til gode lige at læse den artikel af Per Stig Møller, men jeg så faktisk godt overskriften, og jeg skal også nok få den læst. Jeg er simpelt hen nødt til at sige, at jeg ikke ved, hvad der præcis er op og ned i den sag. Men at der lige nu sker forfærdelige ting i Gaza, kan vi hurtigt blive enige om, og hvis vi skal se en vej frem, er vi også nødt til at se på, hvordan vi kan løse nogle af de udfordringer, der er. Om det betyder en løsladelse af en tidligere terrorist, tvivler jeg på.

Spørgeren.

Det er helt fint; man kan ikke nå at læse alting. Jeg synes bare, det var en vigtig artikel, for det var fire tidligere udenrigsministre i Danmark fra fire forskellige partier, som var blevet enige om at komme med det fælles opråb, og som bl.a. sagde: Konflikten mellem Israel og palæstinenserne virker uendelig. Men der er en vej frem: en tostatsløsning. Derfor går vejen hverken via Hamas eller Netanyahu. Alt tyder på, at når krigen slutter, falder Netanyahu. Palæstinenserne har brug for en ny leder, der har autoritet og folkelig opbakning, til at lede dem til fred og mod en tostatsløsning. Og så peger de på Marwan Barghouti, så jeg vil bare opfordre den konservative leder til at få læst den artikel.

Ordføreren.

Tusind tak. Den opfordring er modtaget. Det skal jeg selvfølgelig få gjort. Lad mig så også bare sige, at der også er rigtig mange ting i den konflikt, som foregår lige nu, som vi i hvert fald kan have mange meninger om, men som vi jo nok ikke har den helt store indflydelse på.

Hr. Martin Lidegaard.

Først og fremmest tillykke til fru Mona Juul både med at stå der og med en rigtig god tale. Vi er enige et langt stykke ad vejen, og vi har også haft den store fornøjelse at lave et fælles udspil om iværksætteri i KLAR-alliancen. Jeg kunne så tænke mig at spørge fru Mona Juul om to områder, hvor jeg håber vi også kunne finde noget enighed. Det ene har jeg nævnt for de fleste partier, og det er min frustration over, at vi 2 år efter krigen i Ukraine og Ruslands aggression stadig væk importerer så utrolig store mængder gas og olie og dermed pumper, kan man sige, penge ind i Putins krigsmaskine. Hvad kan vi gøre for at komme længere i Danmark, hvor vi har det samme gasforbrug i dag, som vi havde for et år siden? Vil Konservative være med til at prøve at løfte den opgave? Det andet handler så om noget, hvor der måske er lidt større uenighed. Det handler om uddannelsespolitikken. For netop på grund af hensynet til erhvervslivet har jeg en stor frustration over, at der nu bliver skåret i STEM-uddannelserne, at der bliver skåret i kvaliteten af vores universitetsuddannelser, som har givet vores erhvervsliv så meget godt. Kan man få De Konservative i tale om måske at ændre på den uddannelsesaftale, der er indgået?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet, og rigtig mange tak for samarbejdet. Det er jeg rigtig glad for, og jeg synes også, at vi i KLAR-alliancen har rigtig mange gode dialoger og meldinger. Det håber jeg også at regeringen vil lytte til. Der er ikke nogen tvivl om, at hr. Martin Lidegaard har fuldstændig fat i den lange ende, i forhold til at vi skal være fri for de fossile brændstoffer. Det er vi nødt til at være, og vi er nødt til at være det af mange årsager, nemlig både på grund af klimaet og for at slippe for nogle af de diktaturstater, som vi på ingen som helst måde har lyst til at samhandle med mere. Alt, hvad vi arbejder på i forhold til klima, synes jeg handler lige præcis om det. Det er så træls og kedeligt at sige, der skal mere tempo på, men det er jo reelt set rent faktisk det, der skal ske. Jeg vil også sige, at jeg ikke tror, at kernekraft løser noget som helst i løbet af ganske kort tid. Det er jo et af de steder, hvor vi også godt kunne kigge på det, i hvert fald så vi med et tidsperspektiv kan se på nogle af de nye teknologier, som er til rådighed, og som kan hjælpe os. I forhold til uddannelse vil jeg sige, at hvor er det ærgerligt, at I ikke er tilbage eller stadig væk er med i nogle af de aftaler, for så kunne det jo være, vi kunne arbejde med nogle af de ting sammen, som vi er utilfredse med.

Spørgeren.

Det tager jeg som et tilsagn om, at vi sammen kan prøve at skubbe lidt på regeringen, når det handler om at komme hurtigere fri af russisk gas, og tak for det. I forhold til uddannelse er det nok vores opfattelse, at den uddannelsesaftale, der er indgået, har store konsekvenser for kvaliteten af uddannelserne på universiteterne – især hvis man bibeholder det element, at hvis ikke man lykkes med at få alle de erhvervskandidater, der er, skærer man simpelt hen bare tilsvarende i kandidatuddannelserne. Hvis nu man kommer i den situation, at man ikke når målene for erhvervskandidater, kunne man så håbe på – og jeg fik et næsten ja fra Liberal Alliance – at Konservative så ville kigge på, om der skal være den automatik i aftalen, i hvert fald efter et folketingsvalg?

Ordføreren.

Der er ikke nogen tvivl om, at vi er villige til at se på alt, hvad der er med til at fremme, at vi får et så uddannet Danmark som overhovedet muligt, og at vi sikrer, at vi har de uddannede, der skal til i de danske virksomheder. Det siger sig selv. Men jeg vil også sige, og det skal jeg nok lade være med at stå og læse op her, at der er fundet mange balancer i den aftale, og jeg synes faktisk, at det samarbejde, vi havde på tværs – det var med SF, og det var med LA – virkelig er et godt og gedigent samarbejde. Vi havde et stærkt samarbejde med de danske universiteter, så vi rent faktisk kunne gå imod det oplæg, det udspil, som regeringen kom med, og lande et meget mere fornuftigt sted. Det havde jeg håbet på at Radikale også havde haft lyst til.

Fru Mette Thiesen.

Tusind tak. Tak for talen, og tillykke med den første tale. Jeg vil egentlig bare rose ordføreren og ordførerens parti for også at stå fast på, at børn selvfølgelig skal have hjælp af familien, hvis de står i den situation, at de skal have en abort. Og det kan undre sådan en som mig, der er nationalkonservativ helt ind i hjertekulen, lidt, at man mener, det er en liberal sejr, at børn nu i stedet for at søge trøst og hjælp i familien skal søge hjælp hos staten. Er ordføreren ikke enig med mig i det?

Ordføreren.

Tusind tak. Vi har haft nogle meget, meget grundige overvejelser og drøftelser i den konservative folketingsgruppe. Når vi har så store etiske spørgsmål som f.eks. abort oppe og vi lige pludselig skal til – hvad der egentlig kom lidt ud af det blå, ikke – at snakke om, om børn på ned til 15 år skal have lov til at få en abort, uden at forældrene er vidende om det, så må jeg bare sige, at det godt nok skal være i meget, meget særlige tilfælde, hvor barnet er udsat for trusler på sit liv, eller hvad det nu kan være. Der har vi jo allerede før den her lovgivning en meget, meget fin ordning. Og det er omkring 30 børn, der hvert år får den mulighed. Jeg har ikke selv børn, men hvis jeg havde børn, ville jeg godt nok være ked af at have en 15-årig datter, som jeg ikke selv ville kunne holde i hånden og rådgive i så svær en situation. Det her med at få en abort, lytter jeg mig til, og har jeg læst mig til og drøftet med den konservative folketingsgruppe, er altså noget, der kan sidde i en resten af livet. Derfor er det familiens ansvar.

Spørgeren.

Jeg er meget enig. Det var også derfor, det undrede mig, at man gik ud og meldte ud, at det er en liberal sejr, at man smider børn i statens hænder i stedet for at lade dem blive passet på af dem, som alt andet lige kender dem bedst og elsker dem allerhøjest i hele verden. For det er ikke bare lige sådan at få en abort. Så jeg vil egentlig bare sige tak for det. Det er vigtigt. Og i Dansk Folkeparti er vi jo også hele Danmarks familieparti og går selvfølgelig meget op i, at det skal være i familien. Hvis vi har stærke familier, skaber vi også et stærkt samfund, og det tror jeg sådan set også at ordføreren er enig i.

Ordføreren.

Tusind tak. Det er vi meget, meget enige i. Jeg må bare lige notere, at der jo altså er lidt blåt sammenhold her. Hvis der var en enkelt inde i Folketingssalen, der skulle have glemt det, er vi faktisk rigtig godt i gang. Der er god stemning her. Er der meget, vi er uenige om? Ja, det skal jeg love for. Det er der. Der er godt nok nogle knaster, der skal files af. Men det ser ud, som om det godt kan lade sig gøre. Det synes jeg er nyttigt. Tak for det.

Fru Sascha Faxe.

Tillykke med en meget, meget stærk afslutningstale for første gang. I dag har vi i Alternativet haft meget fokus på natur i vores spørgsmål, og derfor vil jeg fortsætte med også at stille fru Mona Juul et spørgsmål i den sammenhæng. Konservative er nemlig blandt de partier, der har udtrykt krav om, at Danmark skal have 10 pct. strengt beskyttet natur, og først og fremmest tak for det. Vi er på begge sider af salen klar til at forpligte os på en bindende biodiversitetslov, som er lige så stærk som klimaloven. Når De Konservative så på et tidspunkt bliver regeringsbærende eller støtteparti, vil De Konservative så tage det her krav med ind i et regeringsgrundlag?

Ordføreren.

Mange tak selv, også for samarbejdet. Det er virkelig en fornøjelse, og jeg vil bare lige minde om, at det godt kan ske, at regeringen stemte imod vores beslutningsforslag om lagerbeskatning på børsnoteringer, men Alternativet var medforslagsstiller, og det siger måske bare lidt om, at vi også godt kan på tværs. Der er ikke nogen tvivl om, at de her 10 pct. strengt beskyttet natur til lands er meget, meget vigtigt. Vi stiller ikke ultimative krav, men det er vigtigt, og det er noget, vi også vil gå til valg på; naturligvis er det det.

Spørgeren.

Tak, og tak for, at I gerne vil gå til valg på det. Når vi så siger det til regeringen, den siddende regering vel at mærke, siger de: Kan I udpege konkret på et landkort, hvor de 10 pct. skal være? Det er jo en omvendt logik af, hvad vi havde, dengang vi lavede klimaloven, hvor vi startede med principperne, og så fandt vi ud af det bagefter. Men det skal jo ikke stå i vejen. Altså, vi må jo ud over rampen. Vil Konservative være med til at konkretisere det danske landkort, så vi kan komme i gang med de 10 pct. strengt beskyttet natur, vel vidende at der nok på den anden side vil være noget forhandling?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Ja, det vil vi i allerhøjeste grad. Vi har mange hensyn, der skal tages, ligesom vi havde det til områder til havs, ligesom vi havde det i klimaloven. Det har ordføreren fuldstændig ret i. Vi har et dejligt landbrug, der forhåbentlig også skal producere nogle fødevarer til os, når vi er færdige med den grønne omstilling. Vi har skovarealer. Vi har mountainbikerne, der altid skal brokke sig, hvis det er, at de får lidt hegn op osv., men sådan er det. Det er jo forståeligt, for vi vil alle sammen gerne have en del af naturen, som vi på en eller anden måde oplever er gratis, men vi er nødt til at lave en arealfordeling af, hvordan vi ser Danmark fremadrettet, ja!

Hr. Anders Kronborg.

Da fru Inger Støjberg var udlændingeminister, blev der givet mere end 21.000 danske pas – 21.000. Der var Konservative med til at stramme reglerne i en stærk indfødsretsaftale, så der i en længere periode – en længere periode – end den, fru Inger Støjberg sad, er givet mindre end 13.000 pas. Det er en væsentlig stramning. Og så er det jo, jeg bliver bekymret, når der er en ny formand på broen, når vi nu kan se, at der er slingrekurs på indfødsretsområdet i forhold til De Konservative. I tirsdags afgav vi en betænkning, og jeg kan forstå, at De Konservative først til andenbehandlingen vil redegøre for, hvordan de stemmer til ændringsforslagene, og først til tredjebehandlingen vil De Konservative redegøre for, hvordan man stemmer til lovforslaget som helhed. Er det ordentlighed, når man er aftalepartner? Er det sikkerhed i forhold til en stærk politik på indfødsretsområdet?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Ja, det er dæleme ordentlighed, for når vi har en aftale, skal regeringen jo også levere i forhold til den aftale, som vi har, og det mener vi ikke regeringen gør lige nu. Lige nu sidder vi og skal stemme om borgere, der søger om det fineste, man kan få i Danmark, nemlig et statsborgerskab, som vi ikke på nogen som helst måde kan eller skal acceptere. Det burde regeringen også være interesseret i at sørge for at vi får ryddet op i og får styr på. Det er det signal, vi sender til jer nu. Sørg nu for at få styr på det, så vi rent faktisk stadig væk kan være med til at være med i den aftale. Det håber jeg rigtig meget at ordføreren vil tage med tilbage til sin minister, for det har vi simpelt hen brug for en melding om.

Der kom lige et ord der, vi ikke godkender, fra ordføreren. Men det er så fint, vi fortsætter igen. Så det spørgeren.

Der er møder, der er samråd, der er seriøse drøftelser i en aftalekreds, og fakta er, at der med en socialdemokratisk udlændingeminister bliver givet væsentlig færre statsborgerskaber, end dengang fru Inger Støjberg sad i ministeriet. Altså, man fik næsten indtryk af, at man dengang kunne trække et statsborgerskab i en automat. Det kan man heldigvis ikke mere. Et seriøst parti, der sidder i en aftalekreds, går ind til bordet, hvis der er fejl, de begynder jo ikke bare at stemme gult eller rødt eller på den måde zigzagge i forhold til det her. Så hvis man er et ordentligt, om man så må sige, parti, må man enten vælge at melde sig ud eller i hvert fald fortælle Folketinget, hvad man vil stemme.

Ordføreren.

Der er nul zigzagkurs for Det Konservative Folkeparti, det er jeg bare nødt til at sige. Og det er op til ordføreren selv at beslutte sig for, om ordføreren har lyst til at stemme statsborgerskab igennem til nogle mennesker, som er seriekriminelle, vanekriminelle, og som har begået nogle meget, meget voldsomme forbrydelser. Det er jeg bare nødt til at sige. Der er vi nødt til at sætte en fod ned. Og jeg tror vitterlig ikke, man kan sammenligne tidsperioder på antal. Det synes jeg simpelt hen er dybt useriøst. Så lad os få en ordentlig snak om det, og lad mig bare lige sige, at det jo ikke er en ny diskussion. Det Konservative Folkeparti har stemt gult, fordi vi i alt, alt for lang tid har set, at regeringen har været nølende på det her område.

Fru Louise Mehnke.

Tillykke med den første tale ved en afslutningsdebat. Her kommer så mit første spørgsmål ved en afslutningsdebat. Hvordan tænker fru Mona Juul at vi bedst sørger for, at kvinder med indvandrerbaggrund, der fastholdes i et ægteskab imod deres vilje, i højere grad kan blive skilt fra deres ægtefælle og gøre sig fri?

Ordføreren.

Altså, spørgsmålet handler om, hvordan jeg tænker at man i højere grad kan blive skilt, hvis man er i et ulykkeligt ægteskab. Er det sådan, det skal forstås? Jeg ville simpelt hen så gerne have givet dig verdens bedste svar lige nu og her, men jeg må erkende, at jeg måske er blank og ikke forstod spørgsmålet ordentligt. Det er jeg virkelig, virkelig ked af. Kan jeg få spørgsmålet en gang mere, tak?

Men så har spørgeren i hvert fald en kort bemærkning til, og det er jo godt, så værsgo.

I dag er der kvinder, der ikke tør bryde ud af et voldeligt ægteskab, fordi de derved mister deres opholdstilladelse og dermed også deres børn. Så har ordføreren et bud på, hvordan vi kan hjælpe denne gruppe af kvinder?

Ordføreren.

Det har jeg ikke nok indsigt i til at kunne svare på, og det var ikke derfor, jeg ikke ville svare på det i første omgang. Men nu forstår jeg spørgsmålet, for det handler jo så om, at man ved en skilsmisse kan risikere at skulle ud af landet, og det ville være uhensigtsmæssigt. Det har jeg simpelt hen ikke nok indsigt i, og der foregår sikkert nogle forhandlinger. Der er garanteret nogle mennesker herinde, der lige nu sidder med en kæmpe viden om det, og det har jeg desværre ikke. Jeg beklager.

Så er det hr. Jan E. Jørgensen.

Tak for det. Jeg synes, fru Mona Juul slipper lidt let om ved det i svaret på spørgsmålet fra Anders Kronborg vedrørende dansk statsborgerskab. Danmark har vel nok de strammeste regler i hele Europa for tildeling af statsborgerskab. Det Konservative Folkeparti er medunderskriver på den aftale, der er indgået, Det Konservative Folkeparti har haft justitsministerposten osv. i tidligere regeringer, og hvis man vil være et regeringsegnet og regeringsdueligt parti, nytter det altså ikke noget, at man stemmer gult, når aftaler, man selv har indgået, skal udmøntes her i Folketingssalen. Kunne vi ikke godt fremover sørge for, at Konservative enten forlader aftalen eller begynder at stemme i overensstemmelse med aftalen, altså stemme grønt, når vi skal give statsborgerskab?

Ordføreren.

Nej, det kan man ikke bare lige bede om. Altså, når regeringen ikke lever op til de kriterier, som vi har lavet en aftale om, er vi jo nødt til at markere, at vi ikke bare kan stemme for. Det er klart, at man kan have en holdning om, at når man er med i en aftale, så er man bare med med hovedet under armen, og så er det bare videre. Det har vi simpelt hen ikke lyst til. Vi har lyst til, at vi får en ordentlig drøftelse af, hvordan vi sikrer, at vi ikke får kriminelle ind som statsborgere, hvordan vi sikrer, at der ikke er så meget snyd, som vi kan se der er, og hvordan vi sikrer os mod nogle af de uhensigtsmæssigheder, som vi jo kan se foregår hver evige eneste dag, f.eks. at folk bare søger igen og igen. Hvorfor har ordføreren ikke lyst til at tage den drøftelse? For det er da den drøftelse, vi har brug for i den aftalekreds.

Spørgeren.

Det er jo totalt at køre på frihjul. Altså, hvis alle partier stemte gult, var der ingen, der fik statsborgerskab. Så det, Det Konservative Folkeparti gør, er, at man tager en hel masse mennesker som gidsler – mennesker, som til fulde lever op til alle krav, som har boet og arbejdet i Danmark i årevis, og som nu har levet op til aftalen og skal have dansk statsborgerskab. Så siger Det Konservative Folkeparti, at det kan de ikke få, på trods af at man står bag den aftale, som udmøntes, ved at vi stemmer her i Folketingssalen. Jeg synes simpelt hen ikke, at det er Det Konservative Folkeparti værdigt, at man forholder sig på den måde til aftaler, man har indgået.

Ordføreren.

Jeg synes, det er rigtig værdigt at sørge for, at Danmark slipper for, at der er nogle, der får et statsborgerskab, som de på ingen som helst måde har fortjent, og som vi aldrig nogen sinde kan få ud af hænderne på dem igen. Det er simpelt hen ikke i orden, at vi er slappe på det punkt. Det er jeg bare nødt til at sige. Vi vil hellere end gerne sørge for, at alle lovlydige dejlige mennesker, der har lyst til at bo og være i det her land, får statsborgerskab, hvis de har fortjent det. Det vil vi hellere end gerne stemme grønt til til hver en tid.

Hr. Thomas Skriver Jensen.

Tak for det. Og tillykke med en flot debuttale. Jeg synes, den var god. Jeg håber, der sidder nogle politiske analytikere rundtomkring og lægger mærke til, hvor meget regeringen egentlig bliver rost, også af oppositionspartier i fru Mona Juuls tilfælde, for, hvor meget arbejdsudbud der er leveret. Og det er jo helt korrekt – der er leveret næsten seks gange så meget, som VLAK-regeringen leverede. Så det er rigtig godt, for det er også noget af det, jeg hører virksomhederne er bekymret for, hvis de også skal kunne producere og levere i fremtiden. Noget andet, jeg hører nævnt som et kæmpestort problem, og det nævner fru Mona Juul faktisk også, er investeringerne i ny teknologi, i kunstig intelligens. Der er vi bagud. Vi er det i Danmark, og vi er det i Europa. Fru Mona Juul nævner primært Danmark, og derfor vil jeg godt spørge lidt ind til, om Det Konservative Folkeparti også synes, det er et problem, at Europa, altså det samlede Europa, sakker bagud i forhold til mastodonter som Kina og USA.

Ordføreren.

Tusind tak for spørgsmålet. Der er ikke nogen tvivl om, at vi sakker lidt bagud lige nu og her på europæisk plan. Vores vækstrater er for lave, og vi kan bare se, at nogle af de mange milliarder, der bliver pumpet i f.eks. grøn innovation og teknologi på hver sin side, Øst og Vest, hvilket jeg også havde med i min tale, er noget, der presser os rigtig, rigtig meget i Danmark, og det er vi nødt til at have langt mere fokus på. Lad mig bare lige minde om, at dengang med VLAK-regeringen var det lidt noget andet, for så havde vi jo lige en socialdemokratisk regering, der formåede at lave et arbejdsudbud på, og prøv nu lige at holde fast, var det ikke 1.200? Uuh! Det kunne vi altså hverken leve eller dø af. Det duer ikke. Så derfor er det godt og nyttigt, at den her regering har haft det fokus, men vi skal også videre derfra. Det kan ikke nytte noget, at regeringen nu sidder og klapper sig selv på skulderen, bare fordi der er nogle af os, der er glade for det. Vi skal videre derfra, og det tror jeg også at vi kommer, og der vil Det Konservative Folkeparti i hvert fald rigtig gerne være med til at spille ind med noget.

Spørgeren.

Det er jeg glad for at høre. Jeg stiller lige det andet spørgsmål igen; det var egentlig det, jeg helst ville have svar på. Er det et europæisk problem, at vi sakker bagud og eksempelvis i Europa i størrelsesforholdet en til ti er bagud i forhold til forskning i ny teknologi, kunstig intelligens, i forhold til Kina og USA? Er det et europæisk problem? Og hvis man siger ja til, at det er et europæisk problem, kommer De Konservatives europaparlamentsmedlem, skulle man være så heldig at få sådan et, så til at presse på for, at det er noget, man vil gå foran med i Europa, og er man i yderste konsekvens parat til at stå imod i EPP, når de med ret stor sandsynlighed kommer til at stille sig på tværs?

Ordføreren.

Jeg synes jo, vi er så heldige, at vi har været i Europa-Parlamentets EPP-gruppe i 25 år. Man skal ikke underkende værdien af det. Man skal ikke underkende værdien af at have netværket og dialogen på tværs. Forleden besøgte Ursula von der Leyen jo også vores spidskandidat og mig selv for lige præcis at have en drøftelse om nogle af de her ting, og det er et centralt punkt at arbejde med det teknologiske spor og det innovative spor på det område, og det kommer vi til, ja.

Fru Susie Jessen.

Tak til fru Mona Juul for en rigtig god tale og også rigtig mange gode svar. Jeg har hørt rigtig mange gode takter i forhold til familiepolitik, abort, sundhed og lægedækning osv. Så tak for det. Mit spørgsmål går på balancerne i klimapolitikken. I Danmarksdemokraterne er vi meget optaget af, at der skal være nogle ordentlige hensyn til de folk, som i øjeblikket oplever, at deres landskab forandres. Nede i Vordingborg Kommune, hvor jeg bor, er der 120 fodboldbaner på vej med solcelleanlæg. Oppe i det jyske er der det her Megatonprojekt på vej, der er større end Ringkøbing og Herning tilsammen, så vidt jeg kan huske. Så der sker meget derude i øjeblikket, som gør, at mange mennesker måske føler sig trynet og ser deres huspriser falde rigtig meget, så de reelt bliver stavnsbundet. Så jeg kunne godt tænke mig at høre Konservatives holdning til, om vi ikke på en eller anden måde skulle få sikret nogle lidt bedre rammer for de her borgere, som jo bor de steder, hvor den grønne omstilling foregår. Det er jo ikke noget, man ser herinde; man ser det ude på landet.

Ordføreren.

Rigtig mange tak, og også tak for det gode samarbejde til ordføreren. Jamen der er ikke nogen tvivl om, at noget af det, der er nødt til at ske i forbindelse med den grønne omstilling, er, at man sandsynligvis kommer til at se en vindmølle og et solcelleanlæg osv. Man kommer også til at køre i nogle andre biler, og måske kommer man endda til at spise en lille smule anderledes. Der kommer nogle forandringer, og dem må vi selvfølgelig tage på os, fordi vi har behov for at give vores natur og vores jordklode videre til den næste generation på så god en måde som muligt. Det er sådan, det må være. Det kommer vi ikke udenom. Er der så nogle steder? Ja, det er der. Jeg har også været ude at besøge nogle familier, hvor der lige skulle være solceller hele vejen rundt om og helt tæt op ad haven. Det går ikke. Altså, det går ikke. Der skal vi simpelt hen politisk kunne være bedre til at støtte op om det, så man netop ikke risikerer at være teknisk insolvent i sit hus. Der er nogle løsninger, men jeg er ikke sikker på, at de er gode nok endnu. Og jeg er også nødt til at sige, at den aftale, vi lavede om energiparker, bare er et lillebitte skridt.

Spørgeren.

Tak for det. Det lyder også, som om der fra Konservatives side kan være et blik for, at der også bor folk, som oplever, at deres omgivelser forandres markant. Så har jeg et spørgsmål om det her med kyst- og strandbeskyttelseshensyn. For vi ser jo, at erhvervslivet tit ikke har mulighed for at udvikle sig, fordi man nærmest ikke må sætte en bænk op nogen steder. Samtidig ser vi jo, at man sagtens godt kan rulle en masse grøn energi ud mange steder. Så vil Konservative være med til måske at prøve at løsne lidt op for de her balancer, så vi f.eks. kan få mere turisme i Vandkantsdanmark?

Ordføreren.

Ja, måske. Det er jo ikke bare lige at sætte en bænk op. Der sker jo altid det, at lige pludselig er det Palles Tivoli, og så er der ikke meget natur tilbage. Det er jeg simpelt hen nødt til at sige. Det er vi altså et parti der kommer til at værne om for tid og evighed. Det er jo planloven, som ordføreren henviser til. Der er fundet nogle meget skarpe balancer. Er der også områder, hvor vi er nødt til at løsne en lille smule? Ja, det er der. Og det synes jeg faktisk vi har en rigtig god dialog med ministeren om, så vi kan lave nogle forsøg der. Men det er et sted, hvor vi er meget forsigtige.

Så er det den sidste spørger, og det er hr. Sigurd Agersnap. Værsgo.

Tak for ordet. Og tak til fru Mona Juul for talen. Jeg noterede især billedet af råderummet, som gerne måtte være større, og at der gerne måtte være lidt højt til loftet og måske plads til overnattende gæster. Og jeg fik lyst til at sige, at det synes jeg er et rigtig godt billede. Det er fedt at bygge et godt rum, men det skal jo også bruges. Det er jo ikke noget værd bare at have et rum, hvis der aldrig nogen sinde er nogen, der bruger det. Men det, jeg ville spørge til, er jo så det, fru Mona Juuls tale også handlede meget om, nemlig erhvervspolitikken, altså at man skulle udvide råderummet og sørge for, at der var gode vilkår for dansk erhvervsliv. Noget af det, vi ser omkring erhvervspolitikken, er jo, at markedskoncentrationen stiger, altså at de største virksomheder i Danmark sætter sig på en større del af markedet. Og vi har haft en debat i det sidste halve år, hvor man ville styrke Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens muligheder for at føre kontrol med konkurrencen, men der var Det Konservative Folkeparti imod. Derfor er mit spørgsmål: Er Konservative ikke bekymrede for den her markedskoncentration, altså at vi får mindre konkurrence på markederne?

Ordføreren.

Tusind tak for spørgsmålet, og også tak for det gode samarbejde. Selv om vi bestemt ikke altid er enige om det skattepolitiske, synes jeg altid, at det er nyttigt at høre ordførerens gode input. Der er ikke nogen tvivl om, at vi jo er nødt til at have en form for kontrol. Det giver sig selv, og det har vi også i Danmark. Det, vi somme tider lige har det lidt problematisk med, er, at vi ser, at nogle af de regler og lovgivninger, som vi formår at få linet op i forhold til dansk erhvervsliv, betyder, at vilkårene bliver så snævre, at det er enormt svært at drive sin virksomhed. Og lige præcis der med konkurrenceloven var der altså bare rigtig mange elementer, som jeg også tror I i SF har været nødt til at diskutere om egentlig er hensigtsmæssige eller ej – både for borgerne og virksomhederne, men også i en retsstat.

Spørgeren.

Jeg hørte svaret sådan, at man i Konservative også er bekymrede for en for stor markedskoncentration, altså at man synes, at der skal være konkurrence, men så ikke synes, at det her lovforslag løser det på en god måde. Derfor får jeg lyst til at spørge om to andre forslag, vi i SF har arbejdet med i noget tid, og som handler om, at man skal have ret til en erhvervskonto i bankerne, altså at små virksomheder skal have mulighed for at få en konto og dermed starte op, men også, at der sættes et loft over betalingsfrister, hvilket der netop arbejdes med i EU-systemet lige nu, så store virksomheder ikke kan tryne de små i forhandlingerne om, hvornår betalinger skal falde. Er Konservative med på de to forslag?

Ordføreren.

Det der med loftet bliver lidt problematisk herfra, men vi har jo meldt rimelig positivt ind i forhold til en erhvervskonto. Der er vi bare nødt til lige at sikre én ting, og det er derfor, vi glæder os til at se regeringens udspil, som jo også har ladet vente lidt på sig. Og jeg ved, at SF's ordfører på området har været rimelig utålmodig, for I har jo fremsat forslaget mange gange. Men det, vi venter på, er jo at se, hvordan vi kan hegne det ind, for det kan jo ikke nytte noget, at enhver rockertype bare har adgang til at åbne en konto, og så kommer der penge igennem, der ikke skal komme igennem. Så vi skal have lukket det hul, og så er vi klar.

Vi når ikke mere. Vi siger tak til fru Mona Juul. Så går vi videre til den næste, og det er hr. Pelle Dragsted fra Enhedslisten. Velkommen.

Jeg vil gerne bruge den her fine lejlighed og det, som også er min første tale som ordfører ved en afslutningsdebat, til at tale om Europa. For om bare 10 dage kan 400 millioner europæere gå ned og stemme på det parti, som de synes repræsenterer dem bedst i Europa-Parlamentet. Jeg kunne godt vælge at anlægge sådan en dyster tone og advare om konsekvenserne, hvis nogle af de her mere sorte klimafornægtende partier vinder frem og stiller sig i vejen for den grønne omstilling. Men jeg vil hellere tale om det Europa, som vi i Enhedslisten arbejder for, og som vi drømmer om; det Europa, som jeg drømmer om. Jeg drømmer om et Europa, hvor alle mennesker kan gå trygt på arbejde i gode job, og hvor ingen skal være bange for at blive skadet eller dø af at gå på arbejde. Hvor der ikke er arbejdsgivere, der kan spekulere i at underbetale importeret arbejdskraft; hvor lønmodtagere på tværs af grænserne står sammen og forsvarer deres rettigheder. Jeg drømmer om et Europa med mere lighed, hvor vi lægger en skat på milliardærernes formuer og bruger indtægterne på at gøre livet bedre for dem, der lever af at arbejde, og ikke af andres arbejde. Jeg drømmer om et Europa, hvor adgangen til sundhedspleje, til medicin og til uddannelse er fundamentale rettigheder, som samfundet garanterer for alle, hvor velfærden er der for borgerne og ikke for private koncerner og medicinalselskaber, der skal tjene kassen. Jeg drømmer om et Europa, hvor alle har tryghed om deres hjem og råd til at bo tæt på, hvor de arbejder, og hvor de er vokset op; hvor vi sparker ejendomsspekulanter og kapitalfonde ud af vores storbyer og i stedet for bygger hundredetusinder af betalbare boliger. Jeg drømmer om et Europa, hvor forbrugerne beskyttes mod grådighed, uanset om det er fra bankerne eller fra energispekulanter, der spekulerer varme- og elregninger op i det ubetalelige, og hvor uhæmmede markedskræfter i det hele taget aldrig får lov til at undergrave almindelige menneskers levevilkår. Jeg drømmer sågar stort om et Europa, hvor alle europæere har adgang til en gebyrfri bankkonto i en offentlig bank, som ikke er sat i verden for at skabe profit til de få, men til at være der for almindelige mennesker. Jeg drømmer ikke mindst om et Europa fyldt med vild natur, hvor vi igen giver plads til skov og enge og heder og til fugle og biller og bier, og hvor livet vender tilbage i vores have og vores fjorde og vores floder. Jeg drømmer om et Europa med højhastighedstog, som kører på kryds og tværs af kontinentet, hvor man kan lægge sig til at sove i Aarhus eller København og vågne op i Paris eller Prag eller Milano, og hvor det altid er billigere at tage det grønne valg end at flyve. Jeg drømmer også om et Europa, der står benhårdt fast på alle menneskers ligeværd, og hvor alle kan være den, de er, og elske dem, de elsker; hvor kvinders ret til egen krop er en selvfølge på hele kontinentet. Et Europa, der står fast på menneskerettigheder og folkeret, uanset om det er i Ukraine eller i Palæstina. Jeg drømmer om et Europa, som tager ansvar i verden, og som fører en handels- og bistandspolitik, som kan give f.eks. unge afrikanere et håb om en god fremtid med uddannelse og job i deres eget land frem for en livsfarlig tur mod Europa i usikre gummibåde. Jeg drømmer om et Europa, der, når Ukraine har fået sparket Rusland ud af deres land, arbejder henimod en fremtid med fred og samarbejde, og hvor vi måske ikke behøver at bruge vores bedste hjerner på at opfinde den næste generation af våben, men på at opfinde den næste vindmølle, den næste solcelle, det næste batteri. Jeg drømmer med andre ord om et mere socialistisk og mere demokratisk og mere grønt Europa, og vi drømmer ikke bare om det i Enhedslisten. Vi arbejder hver eneste dag sammen med resten af den europæiske venstrefløj for at gøre præcis det Europa til virkelighed. Ja, EU er en svær bane at spille på for socialister og progressive kræfter. Traktater og love er i alt for høj grad skrevet af hænder, der har været bundet af og i nogle tilfælde betalt af snævre lobbyinteresser. Og de seneste årtiers naive tro på uregulerede markedskræfter har desværre sat sit dybe præg på de nuværende institutioner og traktater, men intet af det er jo uforanderligt. For Europas historie er jo en historie om forandring, om almindelige mennesker, der har organiseret sig sammen for at forandre deres egne og deres medmenneskers liv, også på tværs af grænserne, og når det har set umuligt ud.

Når vi i dag kan holde fri i weekenden eller kun har en 8 timers arbejdsdag, er det jo ikke, fordi den økonomiske elite syntes, at det var en fantastisk idé. Det er, fordi europæiske arbejdere mødtes helt tilbage i 1889 på en kongres i Paris og gjorde kravet til en fælles sag i alle europæiske stater og kæmpede og vandt. Når vi har almindelig valgret, er det, fordi suffragetterne og andre modige feminister inspirerede hinanden i den dengang radikale kamp for kvinders valgret og ligestilling. At vi i dag lever i demokratier, er takket være de titusinder af unge europæere, der ofrede deres liv i kampen mod fascismen i Spaniens bjerge, hvor de forsvarede den unge spanske demokratiske republik, eller i modstandskampen mod nazistisk besættelse. Og kampen mod totalitarisme blev jo fortsat af Lech Wałęsa og de modige værftsfagforeningsfolk fra Solidaritet og tusinder af andre, der rejste sig mod stalinismens undertrykkelse. I vores tid har vi set, hvordan tusinder af unge efter finanskrisens fattigdom besatte de centrale pladser i Madrid og Barcelona og Lissabon for at kræve økonomisk retfærdighed eller stillede sig i vejen, når deres naboer blev sat på gaden af deres griske bolighajer. Og der er Greta Thunberg, der stædigt satte sig foran det svenske parlament og krævede, at de voksne tog ansvar for vores klode, og som dermed satte gang i en af de største globale mobiliseringer af børn og unge i verdenshistorien. Det er det Europa, vi skal bygge videre på – arbejderbevægelsens Europa, suffragetternes Europa, antifascismen og modstandskampens Europa, Lech Wałęsa og Solidaritets Europa og de unge pladsbesætteres og Greta Thunbergs Europa. Det er deres stræben, den her vedvarende stræben efter mere retfærdighed, mere demokrati og mere lighed og mere solidaritet, som vi i Enhedslisten sammen med den europæiske venstrefløj går til valg på at uddybe og fortsætte. I 1972 skrev en af venstrefløjens store sangskrivere, Jesper Jensen, den smukke sang Europavalsen: »Jeg rejser i et Europa/grønt af menneskers håb/gult af korn og glæde/rødt af hjerteblod.« Jeg har måske nogle gange lidt savnet det håb og den forandringskraft på venstrefløjen i de diskussioner. Der er nogle gange blevet sunget mere i mol end i dur. Det har der også nogle gange været grund til. Men nu slår vi de håbefulde toner an i europapolitikken, og på den måde har vi trukket en tråd tilbage, synes jeg, til Jesper Jensens fine sang om visionerne for et grønt og rødt Europa. For Europa er en politisk kampplads mellem højre og venstre og mellem sort og grøn, og i Europa er det som i alle andre klassesamfund: Politik handler om at vælge side. Stiller man sig på side med de platformsvirksomheder, som forsøger at undgå at betale for deres medarbejderes sociale tryghed, pension og sygedagpenge, eller stiller man sig på side med de cykelbude, som kræver de samme rettigheder som alle andre lønmodtagere? Står man på side med det industrielle landbrug og de kemiske industrier eller med den generation af unge, der kæmper for naturen og klimaet og fremtiden? Står man på side med den økonomiske elite, som unddrager sig skat ved at placere deres formuer i skattely eller med de borgere, som kræver økonomisk retfærdighed, på side med beboere eller boligspekulanter eller på side med borgerne eller bankerne? Politik handler om at vælge side, og det gør det også i Europa. Hvis du er lønmodtager, hvis du er en lille selvstændig erhvervsdrivende, eller hvis du er pensionist, lærling eller studerende, så kan du regne med at have Enhedslisten på din side, også i Europa-Parlamentet. Jeg vil gerne slutte med at ønske alle mine kollegaer her i salen og deres partier den allerbedste slutspurt i den valgkamp, der kommer nu. Lad os alle sammen bruge de sidste 10 dage på at udfolde de drømme, vi hver især har for Europa, og på at lade vores idéer og meninger brydes i en demokratisk debat. Til alle jer, der ser med derhjemmefra: Brug jeres stemme; det er vigtigt, det er et afgørende valg for Europa, ikke mindst for den grønne omstilling; stem med hjertet på det parti eller det valgforbund, som I bedst tror vil repræsentere jer og jeres ønsker og håb for Europa. Lad mig slutte med en strofe mere fra Jesper Jensens fine sang: »Engang vil jeg rejse i Europa/og møde venner overalt./Engang vil tårnenes kobber/grønnes i renere luft./Engang vil det røde Europa/stige af vores kamp./Engang vil jeg ta dig i hånden/og vise den verden vi tog.« Tak for ordet, jeg ser frem til debatten.

Tak til ordføreren, og vi går i gang med en række spørgere. Den første er hr. Frederik Vad.

Tak for det. Vores udlændinge- og retspolitik i mit parti bliver altid set efter i sømmene, og vi skal altid stå til ansvar for konsekvenserne af den. Og det er jo meget typisk, når man er i regering. Jeg synes aldrig, Enhedslisten skal forholde sig til konsekvenserne af deres udlændinge- og retspolitik i Danmark. Og derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge hr. Pelle Dragsted, hvad han egentlig mener konsekvenserne af Enhedslistens udlændinge- og retspolitik vil være for Danmark, når det kommer til kriminalitet. Hvis man ser på de første 6 måneder af 2023, offentliggjorde Justitsministeriet tal, der viste, at 307 unge mellem 15 og 18 år blev taget med ulovlige knive. Knap halvdelen, over 43 pct., af de her unge mellem 15 og 18 år var enten indvandrere eller efterkommere af samme. Over 43 pct. af dem, der i de første seks måneder af 2023 blev taget med ulovlig kniv, var indvandrere eller efterkommere. Og så er det bare, jeg er nødt til at spørge Enhedslistens ordfører: Hvilken konsekvens vil Enhedslistens udlændinge- og retspolitik have for kriminaliteten i Danmark?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Lad mig starte med at sige, at jeg synes, det er helt forfærdeligt, altså med nogle af de begivenheder, som også statsministeren talte om før. Jeg bor selv ude på Frederiksberg, og der har vi også haft nogle forfærdelige voldsepisoder her på det seneste, altså helt unge mennesker, som er blevet skudt eller slået ihjel eller stukket ned, og det er jo bare fortvivlende på alle tænkelige måder. Enhedslistens retspolitik bygger på, at vi tror meget på social indsats og forebyggelse som et helt afgørende instrument til at undgå kriminalitet. Det er ikke, fordi vi ikke siger, at folk skal straffes eller i fængsel, når de har begået kriminalitet. Men vi synes, det bedste er at undgå, at kriminaliteten overhovedet bliver begået. Og der synes vi, det er rigtig ærgerligt – nu er det ikke for at skyde på regeringen – at man f.eks. har valgt at skære på mange af de integrationsindsatser, der har været. Vi tror også, at det, at man kaster flere familier ud i fattigdom, kan have negative konsekvenser. Der er ikke noget nemt svar. Nå, nu løber tiden ud. Vi tager endnu en omgang.

Spørgeren.

Men det er faktisk ikke polemisk ment. Det er faktisk helt alvorligt. For vi står i en situation, hvor folk bliver skudt, og der er knivdrab, og der er hardcore vold, bl.a. på Kalundborg Station her i forrige uge. Og selv om den gruppe af mennesker, som i nogle statistikker udgør op mod halvdelen af tilfældene, samlet set kun udgør under 10 pct. af befolkningen, kan vi jo se i tallene, at de fylder i de her statistikker. Derfor mener jeg, det er et relevant spørgsmål for Enhedslisten at forholde sig til. Når Enhedslisten er imod midlertidighed i flygtningepolitikken, og når man er imod de indsatser, vi har lavet for at sende folk ud af landet i tide – højere straffe for vold osv. – hvad mener man så er konsekvenserne af, at man er imod alt det, vi har gjort de sidste mange år?

Ordføreren.

At der er en overrepræsentation i kriminalitetsstatistikkerne af mennesker med anden etnisk baggrund eller efterkommere, er jo et eksempel på eller et udtryk for, at vi har lavet en integration, der ikke har fungeret ordentligt, og at der er nogle mennesker, der er kommet helt forkert ind på deres livsbane. Som statsministeren sagde, er det jo næsten lige så forfærdeligt med den 14-årige – nu ved jeg ikke, hvad for en etnicitet den person havde – som den 15-årige, der blev slået ihjel. Altså, tænk, at ens barn gør sådan noget. Jeg tror ikke, der er noget nemt svar. Sorry, men det er en lang og kompliceret debat. Bare helt kort får det mig ikke til at sige, at vi i Danmark ikke skal tage imod mennesker, der flygter fra tortur eller undertrykkelse. Vi må gøre det og så løse de her problemer samtidig.

Hr. Torsten Schack Pedersen.

Oven på Ruslands invasion af Ukraine revurderede Enhedslisten sit syn på NATO, og det var sådan set positivt. Jeg vil gerne følge op på det, som hr. Frederik Vad spurgte om. Når man ser på situationen i Sverige kontra Danmark, er der så noget ved den, der får Enhedslisten til at reflektere over, at Enhedslisten mig bekendt har været imod enhver stramning, der er indført i dansk udlændingepolitik siden 2001, og ethvert forsøg på at sikre, at der kommer færre til Danmark, og ethvert forsøg på at skubbe kriminelle udlændinge hurtigere ud af Danmark? Mig bekendt har Enhedslisten været imod det hele, og jeg kunne bare godt tænke mig at vide, om den refleksion, som Ruslands invasion af Ukraine fik Enhedslisten til at gøre i forhold til NATO, og om den situation, man kan se, når man kigger over på den anden side af Øresundsbroen, får Enhedslisten til at gøre sig en refleksion i forhold til udlændingepolitikken.

Ordføreren.

Jeg tror ikke, det er rigtigt, at vi har været imod alle stramninger af udlændingepolitikken. Altså, der, hvor det handler om f.eks. misbrug af udenlandsk arbejdskraft, hvilket jo også er en vigtig del af vores udlændingepolitik, har vi sådan set i modsætning til Venstre været ret optaget af at beskytte den danske arbejdsmarkedsmodel mod social dumping, altså arbejdsgivere, som misbruger og udnytter udenlandsk arbejdskraft. Det, jeg kan konstatere, er, at i Danmark går det jo rigtig godt med integrationen lige nu. Altså, på trods af de her rigtig trælse historier er den anden historie, der er, jo historien om, at vi aldrig har haft en højere andel af mennesker med anden etnisk baggrund, som er i arbejde, og at vi også ude i vores belastede boligområder ser et enormt fremskridt, i forhold til hvem der får en uddannelse og er i arbejde. Jeg synes, det er lidt synd, at den del af historien aldrig bliver fortalt, for jeg tror på en eller anden måde også lidt, at det kan blive en ond cirkel, sådan at folk kun hører de negative historier, og at det på en eller anden måde også sætter sig i den måde, som folk ser sig selv og deres deltagelse i samfundet på.

Spørgeren.

Men så lad os tage enhver stramning af familiesammenføringsreglerne: Dem har Enhedslisten været imod. Men kunne man komme så langt, at man kan få den erkendelse, at Enhedslisten vil vedstå sig, at antallet af mennesker, der kommer til Danmark, har en betydning, i forhold til om man kan integrere dem, altså om de kan lære sproget, kan komme i arbejde og kan tilegne sig danske værdier? Eller er det stadig væk Enhedslistens rygmarvsreaktion, at enhver stramning pr. definition er dårlig, og at man ser Sverige for sig som en humanitær stormagt?

Ordføreren.

Jeg synes ikke, at integrationen er gået supergodt i Sverige. I forhold til spørgsmålet om familiesammenføring – og der er Venstre jo et liberalt parti – synes jeg, at retten til f.eks. at kunne bo i sit eget land med en, man gifter sig med, når man er i udlandet, for mig er en sådan ret central frihedsværdi, og derfor står jeg og Enhedslisten ret hårdt fast på den frihedsrettighed. Vi mener ikke, at antallet ikke betyder noget. Det har vi sagt i mange år; selvfølgelig gør det det. Det er jo ikke nemt at tage imod mennesker, der er på flugt. Det skaber udfordringer, og vi ikke altid været gode til at løse dem, men vi mener ikke – det er i hvert fald mange år siden, at vi har påstået det – at antallet ikke betyder noget. Det er helt åbenlyst, at det gør det.

Fru Charlotte Munch.

Tak. Tak for en meget fin tale. Jeg vil bringe det et lidt andet sted hen, for i går stod fru Trine Pertou Mach på talerstolen, og vi var mange, der var meget interesserede i at høre lidt om Enhedslistens holdning til den her afstandtagen til medlemmer, der havde udtalt, at de ønskede at fortsætte samarbejdet med DFLP. Det fik vi ikke rigtig noget svar på, og så tænker jeg bare: Måske kunne ordføreren bringe os lidt nærmere et svar.

Ordføreren.

Jeg tror, at spørgeren refererer til den her, synes jeg, virkelig tragiske historie om, at Enhedslisten gennem det, der hedder Dansk Institut for Partier og Demokrati, som er sådan et institut, der er under Udenrigsministeriet, som alle partier i øvrigt har repræsentanter i bestyrelsen for, har haft et bistandsprojekt gennem en årrække på den besatte Vestbred. En af de organisationer, man har samarbejdet med, er den, som ordføreren nævner, nemlig DFLP, som på det tidspunkt af eksperter var opfattet som en organisation, der havde, om jeg så må sige, forladt idéen om vold og var en del af de fredsforhandlinger, som foregik med Israel – i hvert fald sådan som jeg kender historien. Det har jo så vist sig efter den 7. oktober, at deres søsterorganisation eller organisationens gren i Gaza eller en væbnet gren, som har tilknytning til organisationen, deltog i angrebet den 7. oktober, og det er jo fuldstændig forfærdeligt og fortvivlende. Der er ikke gået én krone af dansk ulandsbistand til terror. Det har DIPD gjort meget, meget klart. Det var et projekt, der handlede om uddannelse og demokrati, unge kvinder blandt nogle ungdomsorganisationer, sådan som jeg er orienteret, på Vestbredden. Men jeg vil gerne sige ...

Tak! Spørgeren.

Tak. Det forstår jeg godt, og jeg sidder selv i DIPD, så det er jeg helt opmærksom på, men min bekymring er nok mere de her medlemmer af Enhedslisten. Er det virkelig Enhedslistens politik, at man ikke vil smide medlemmer ud med så voldsom en holdning om, at man direkte ønsker at genoptage et samarbejde med den her organisation, som jo faktisk har været med i angrebet den 7. oktober 2023?

Ordføreren.

Jeg tror, jeg sagde det meget klart, også i medierne, at det synes jeg er fuldstændig hul i hovedet, altså fuldstændig vanvittigt. Allerede på det tidspunkt var der jo i hvert fald meget, der pegede på, at den her organisation havde deltaget i en eller anden grad i det angreb. Og at der var medlemmer, der kunne finde på at sige, at så skulle vi samarbejde med dem, synes jeg er vanvittig, og det sagde jeg der, og det vil jeg gerne gentage nu. Enhedslisten tager fuldstændig og entydigt afstand fra enhver form for vold og krigsforbrydelser mod civile, uanset om det i øvrigt er palæstinensiske civile eller israelske civile. Det skal man bare lade være med. Det er krigsforbrydelser. Det er terror. Det er forfærdeligt.

Fru Pia Olsen Dyhr.

Først tak for en rigtig god tale, og tak for det gode og tillidsfulde samarbejde mellem SF og Enhedslisten. Det er der jo brug for i de her tider, men jeg er også virkelig glad for, at det er der. Jeg synes jo, at en af de store udfordringer, vi har på vores arbejdsmarked, er, at vi ikke alle sammen har de samme muligheder. Der er nogle, der har fået en lang videregående uddannelse, og som kommer sent ud på arbejdsmarkedet, altså når de måske er 30 eller 32 år, og de har måske ikke et så hårdt fysisk eller psykisk arbejdsmiljø, og de kan måske godt klare sig til den pensionsalder, der er. Så er der folk, der kommer meget tidligt ud på vores arbejdsmarked, og som i virkeligheden skal levere til den samme pensionsalder. Det virker ikke retfærdigt i mine øjne. Jeg synes, der er noget grundlæggende uretfærdigt i, at min mor, der kom på arbejdsmarkedet som 14-årig, og jeg, der kom på arbejdsmarkedet som 30-årig, har den samme pensionsalder, og noget af det har vi jo prøvet at gøre op med bl.a. ved at lave en rettighed med en Arnepension. Men det er jo ikke kun det, for noget af arbejdet er jo også mere slidsomt. Så kunne Enhedslisten ikke forestille sig, at man sammen med SF og også gerne sammen med Socialdemokraterne, hvis de får lyst til at vende tilbage, laver en mere retfærdig måde at trække sig tilbage på?

Tak. Ordføreren.

Først tusind tak også for samarbejdet den anden vej. Det sætter vi meget, meget stor pris på i Enhedslisten, og vi håber på, at det kan vise vejen for noget, der forhåbentlig sker, når den her ulyksalige regering på et tidspunkt er færdig med at eksistere. Pension er et klassespørgsmål, og det snakker vi for lidt om. Når man øger pensionsalderen, rammer det jo ikke alle. Det er ikke for at hænge nogen ud, for jeg kan sagtens unde nogen det, men jeg så, at direktøren for Tryg Forsikring, som gik på pension, jeg tror, det var som 58-årig, sagde, at nu var det også tid til at prøve noget andet end at arbejde, og det er jo skønt og dejligt. Nogle har sparet mange penge op, og de kan selvpensionere sig, men der er jo bare rigtig mange mennesker, der ikke har mulighed for at træffe det valg. Så det her spørgsmål er jo et klassespørgsmål, hvor det rammer forskellige grupper forskelligt, og derfor skal vi også have et pensionssystem, som tager højde for det, og som sikrer, at dem, som har slidt hårdt og i mange år, også kan have nogle gode år efter arbejdslivet.

Spørgeren.

Det var jo derfor, at det var godt, at vi indførte retten til tidlig pension, og ros til Socialdemokratiet og ikke mindst også til statsministeren for at komme med idéen. For statsministeren sagde for nylig til mig i spørgetimen, at det også var en af de største politiske sejre i hendes virke, og der tænker jeg jo så: Men hvad så med det næste skridt? For vi kan jo se, at Arnepensionen i dag ikke bliver benyttet af så mange, som vi faktisk satte penge af til. Derudover er Arnepensionen jo ikke lige så god som andre ordninger, og det vil jo højst sandsynligt også være sådan, at alle os herinde vil få en langt bedre pensionsordning, end Arne nogen sinde vil få.

Ordføreren.

Ja, det sidste er der i hvert fald ikke nogen tvivl om, og det skal vi måske også kigge på igen. Men når det gælder Arnepensionen, er jeg også stolt af, at vi var med til at lave den. Jeg synes, det var en vigtig reform, og det viste også for første gang i mange år, at man også kan forbedre vilkårene for lønmodtagerne og ikke kun forringe dem. Men det, der er problemet med Arnepensionen, er jo selvfølgelig, at den er knyttet til den stadig stigende pensionsalder. Så hvis mine børn kan gå på pension, når de er 75 år, og det er 3 år før, man kan gå på Arnepension, så kan de, når de er 72 år, gå på Arnepension, og nu ved jeg ikke, om mine børn får behov for det. Men det er bare for at sige, at vi bliver nødt til at gøre noget, for vi har jo ikke løst problemet. Vi har taget et første skridt, men vi har slet, slet ikke løst problemet med den stadig stigende pensionsalder.

Så når vi en mere før pausen, og det er fru Pernille Vermund.

Tak for det. Jeg vil egentlig gerne følge op på Danmarksdemokraternes spørgsmål, som vi jo også havde her i salen i går, og hvor det var meget svært for ordføreren, fru Trine Pertou Mach, at svare på spørgsmålet, som handlede om, om man som medlem af Folketinget – og nu er det så til ordføreren og lederen af partiet – kan sidde i et parti, som kan rumme terrorsympatisører. For det er jo det, man gør. Én ting er, at man tager afstand, og det er jo sådan lidt en gratis omgang, men som leder af et parti har man jo et særligt ansvar, og det ved jeg om nogen, og kan man som politisk leder, når der er medlemmer af ens parti, som sympatiserer så meget med terror, at man er villig til at støtte en terrororganisation, en organisation, der har været ude at sige, at de deltog i terrorangrebet den 7. oktober 2023 mod Israel, så være en del af sådan et parti? Eller er der behov for noget selvransagelse i Enhedslisten og måske også et behov for, at de medlemmer ikke længere er medlemmer?

Ordføreren.

Jeg tror, jeg har snakket om selvransagelse, og jeg synes virkelig, det er en forfærdelig sag med det, der skete der, altså hele det her forløb omkring DIPD. Der var ikke noget projekt på det tidspunkt, men jeg er glad for, at vi handlede prompte og stoppede det, og at vi i hvert fald sagde, at det ikke skulle genoptages, og det her er meget principielt. Jeg synes, at krigsforbrydelser og drab på civile mennesker, og det gælder både drab på civile israelere, som vi så det den 7. oktober, men selvfølgelig også de krigsforbrydelser, der bliver begået mod palæstinenserne, er forfærdeligt, og jeg kan ikke på nogen måde acceptere det. Det er også derfor, at jeg, som jeg også svarede før, hvis man har de holdninger – og nu er der jo kommet nogle ting frem i de seneste uger, og jeg har ikke hørt nogen være ude at støtte op om det siden, men hvis man har dem – så absolut ikke mener, at man hører hjemme i Enhedslisten.

Spørgeren.

Men det er jo stadig en gratis omgang. For vi må jo formode, at de her medlemmer, medmindre de selv har meldt sig ud, så endnu er medlemmer, eftersom vi jo ikke har hørt, at de er blevet ekskluderet, og der er jo tale om opbakning til en organisation, som man ved har deltaget den 7. oktober. Det kommer vi ikke udenom. Det er en gratis omgang. Når det så er sagt, står vi jo også her i en situation, hvor ordføreren har kaldt min egen partiformand for farlig. Der må jeg jo bare sige, at det, i lyset af hvordan man behandler terrorsympatisører i eget parti, så måske er lidt voldsomme ord at bruge om en partileder for et andet parti i Folketinget. Hvad tænker ordføreren eller den politiske leder om det?

Ordføreren.

Nej, det sidste her vil jeg nu gerne anfægte, for det var jo så mig selv, der sagde det i min tale, og ordene faldt sådan her: Jeg har stor sympati og respekt for Alex Vanopslagh, han er en både sympatisk og dygtig kollega, men han er også en mand med et farligt projekt for Danmark. Så jeg har altså ikke kaldt Alex Vanopslagh for farlig. Det synes jeg overhovedet ikke han er, og jeg er sikker på, at han kunne blive en glimrende statsminister, men bare med en politik, jeg bestemt ikke er enig i. Så det er bare for at sige, at jeg generelt ikke går og kalder politiske modstandere for farlige.

Så holder vi en pause, og mødet genoptages igen kl. 19.00, hvor vi fortsætter med hr. Pelle Dragsted.

Mødet er udsat. (Kl. 18:01).

Mødet er genoptaget. Det er fortsat Enhedslistens hr. Pelle Dragsted, der er på talerstolen. Første korte bemærkning er til fru Rosa Eriksen, Moderaterne.

Tak. Jeg vil gerne lede samtalen lidt hen på handicappolitik. Vi har jo lige lavet en ny aftale om handicapområdet for netop at mindske eksempelvis bureaukrati. Det er jo også med inspiration fra #enmillionstemmer, der har lavet nogle vidnesbyrd med mennesker med handicap, der beskriver, at de bruger længere tid på kommunen end på egentlig at få den reelle hjælp første gang. Men Enhedslisten vil ikke være med. Og jeg er faktisk i tvivl om, hvad jeres handicappolitik er. Hvad for en struktur vil I gerne have? Og tror I på, at det er flere penge, der skal til, i et system, som vi i Moderaterne i hvert fald i den grad mener skal lappes?

Fru Rosa Eriksen ved godt, at når vi er i Folketinget, skal vi undgå direkte tiltale. Det gælder også flertalsformer. Hr. Pelle Dragsted, værsgo.

Tak for det. Handicappolitik er noget, der virkelig ligger os meget på sinde, for dybest set handler det jo om frihed. Det handler om, at mennesker, der har eller får et handicap, skal have de samme muligheder og den samme frihed som alle andre mennesker. Sådan er det ikke i Danmark i dag. Derfor havde vi i Enhedslisten også set frem til de her store forhandlinger om handicapområdet. Vi synes, at hele idéen om det her med Sammen om handicap, hvor man inddrog organisationerne og havde dem inde over, var den helt rigtige måde at gøre det på. Men som jeg er sikker på at ordføreren også godt ved, endte det jo med, at rigtig mange af de organisationer forlod de her forhandlinger. De kunne ikke bakke op om det resultat, der lå. Det var dels på grund af det her med øget magtanvendelse mod mennesker med handicap, dels en række andre forhold, herunder altså en fuldstændig mangel på økonomiske ambitioner på området. Så jeg tror ikke, at #enmillionstemmer ville være rigtig glade for, at ordføreren tager dem til indtægt for den aftale, der ligger der. Jeg var nede til den demonstration, der var i sidste uge, og det var altså ikke sådan, at de stod og fejrede den aftale, der var indgået – snarere tværtimod.

Spørgeren.

Det var mere vidnesbyrdene, jeg mente. Men nu nævner hr. Pelle Dragsted selv det her med frihed. Det er jo netop det, den aftale gerne skulle udmønte, altså at der er mere frihed til mennesker med handicap, og at de bliver behandlet med værdighed og respekt, og at man ikke mistænkeliggør dem. Det gør vi jo i dag, for de skal dokumentere alt – alt! – for få den rigtige hjælp, og det er det, vi gerne vil gøre op med, f.eks. på merudgifter. Der var også mange, der blev under de her forhandlinger. Og den her præmis om, at den aftale vil sænke udgifterne, er ikke rigtig. Vi skal bare bruge pengene bedre.