Møde i salen

Mødet er åbnet.

I dag er der følgende anmeldelse:

Leif Lahn Jensen (S), Lars Christian Lilleholt (V), Peter Skaarup (DD), Theresa Berg Andersen (SF), Ole Birk Olesen (LA), Henrik Frandsen (M), Mona Juul (KF), Peder Hvelplund (EL), Peter Kofod (DF), Martin Lidegaard (RV), Helene Brydensholt (ALT), Lars Boje Mathiesen (BP), Aaja Chemnitz (IA), Mike Villa Fonseca (UFG) og Jeppe Søe (UFG):

Beslutningsforslag nr. B 178 (Forslag til folketingsbeslutning om et barns ret til pasning i eget hjem af en forælder/primær omsorgsperson ved akut opstået sygdom, indtil barnet er raskt igen (borgerforslag)).

Titlen på den anmeldte sag vil fremgå af www.folketingstidende.dk (jf. ovenfor).

Der er ikke stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse, og afstemningen starter. Afstemningen slutter.

For stemte 109 (S, V, DD, SF, LA, M, KF, EL, DF, RV, ALT, BP, Jon Stephensen (UFG), Mike Villa Fonseca (UFG) og Jeppe Søe (UFG)), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0.

Lovforslaget er enstemmigt vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.

Der er ikke stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse, og afstemningen starter. Afstemningen slutter.

For stemte 108 (S, V, DD, SF, LA, M, KF, EL, DF, RV, ALT, BP, Jon Stephensen (UFG), Mike Villa Fonseca (UFG) og Jeppe Søe (UFG)), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0.

Lovforslaget er enstemmigt vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.

Der er ikke stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Der stemmes om forslagets endelige vedtagelse. Afstemningen starter. Afstemningen slutter.

For stemte 20 (DD, KF, DF og BP), imod stemte 88 (S, V, SF, LA, M, EL, RV, ALT og Jon Stephensen (UFG)), hverken for eller imod stemte 0.

Forslaget til folketingsbeslutning er forkastet.

Der er ikke stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Der stemmes om forslagets endelige vedtagelse. Afstemningen starter. Afstemningen slutter.

For stemte 5 (DF og BP), imod stemte 103 (S, V, DD, SF, LA, M, KF, EL, RV, ALT og Jon Stephensen (UFG)), hverken for eller imod stemte 0.

Forslaget til folketingsbeslutning er forkastet.

Der er ikke stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Der stemmes om forslagets endelige vedtagelse. Afstemningen starter. Afstemningen slutter.

For stemte 5 (DF og BP), imod stemte 89 (S, V, SF, LA, M, EL, RV, ALT, Jeppe Søe (UFG), Jon Stephensen (UFG) og Mike Villa Fonseca (UFG)), hverken for eller imod stemte 15 (DD og KF).

Forslaget til folketingsbeslutning er forkastet.

Der er ikke stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Der stemmes om forslagets endelige vedtagelse. Afstemningen starter. Afstemningen slutter.

For stemte 23 (DD, LA, DF, BP og Jeppe Søe (UFG)), imod stemte 77 (S, V, SF, M, EL, RV, ALT og Jon Stephensen (UFG)), hverken for eller imod stemte 7 (KF og Mike Villa Fonseca (UFG)).

Forslaget til folketingsbeslutning er forkastet.

Der er stillet ændringsforslag, og jeg giver nu ordet til fru Theresa Scavenius, uden for grupperne.

Tak. Jeg vil bare helt kort begrunde mine ændringsforslag til det her lovforslag. Lovforslaget handler jo om den politiske armslængde til kvalitetskontrollen af vores uddannelser, og det er for at spare penge eller for at omprioritere ressourcerne, at regeringen vil lukke den uafhængige akkrediteringsinstitution og flytte sekretariatet tættere på ministeren. Det vil selvfølgelig ske på bekostning af den politiske armslængde og uafhængigheden. Men vi skal faktisk leve op til de europæiske standarder, der bl.a. lægger vægt på, at vi skal have organisatorisk uafhængighed i vores kvalitetskontrol, og det var også derfor, Akkrediteringsinstitutionen oprindeligt blev lavet. Når lovforslaget flytter kontrollen fra den uafhængige institution til ministeriet, bliver armslængden altså forringet, og den politiske uafhængighed øges. Men hvor vil ministeren konkret flytte sekretariatet hen? I lovteksten står der, at sekretariatet flytter ind i en statslig enhed under ministeriet. Hvad betyder det? I bemærkningerne står der, at det både kan være i departementet og i en styrelse. Men der er i forhold til politisk armslængde meget, meget stor forskel på, om det ligger i departementet lige under ministeren eller i en styrelse, som alligevel kan laves lidt mere uafhængig. Derfor har jeg stillet et ændringsforslag, der foreslår, at ordet departement slettes, således at det ikke er muligt, at vores kvalitetskontrol af uddannelserne ligger lige under ministeren. Jeg går ud fra, at vi alle sammen er enige om, at kvalitetskontrol af uddannelser selvfølgelig ikke er en politisk øvelse. Det andet forslag handler om, at brancheorganisationer og interesseorganisationer ikke skal rådgive ministeren i forhold til at udpege rådsmedlemmer. Grunden til, at jeg har stillet det, er, at det står ordret i lovforslaget, at det nu er en mulighed. Det mener jeg vi skal pille ud. Dem, der arbejder med kvalitetskontrol af vores uddannelser, skal selvfølgelig ikke være udpeget direkte eller indirekte af organisationer med økonomiske interesser i, hvordan viden formes i det her samfund. Jeg håber, at I vil tage konstruktivt imod forslagene og stemme for.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Theresa Scavenius, uden for grupperne. Er der flere, der ønsker at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen sluttet, og vi går til afstemning.

Da jeg anser udfaldet for givet, betragter jeg ændringsforslag nr. 1 og 2, stillet af uddannelses- og forskningsministeren og tiltrådt af udvalget, som vedtaget. De er vedtaget.

LA, Mike Villa Fonseca (UFG) og Theresa Scavenius (UFG) har ønsket afstemning om ændringsforslag nr. 4, stillet af Theresa Scavenius (UFG) uden for betænkningen. Da LA, Mike Villa Fonseca (UFG) og Theresa Scavenius (UFG) udgør mindst 17 medlemmer, stemmer vi om ændringsforslaget. Afstemningen starter. Afstemningen slutter.

For stemte 37 (SF, LA, KF, EL, RV, BP, Jeppe Søe (UFG), Mike Villa Fonseca (UFG) og Theresa Scavenius (UFG)), imod stemte 70 (S, V, DD, M og DF), hverken for eller imod stemte 4 (ALT og Jon Stephensen (UFG)).

Ændringsforslaget er forkastet.

LA, Mike Villa Fonseca (UFG) og Theresa Scavenius (UFG) har ønsket afstemning om ændringsforslag nr. 5, stillet af Theresa Scavenius (UFG) uden for betænkningen. Da LA, Mike Villa Fonseca (UFG) og Theresa Scavenius (UFG) udgør mindst 17 medlemmer, stemmer vi om ændringsforslaget. Afstemningen starter. Afstemningen slutter.

For stemte 18 (LA, KF, BP, Jeppe Søe (UFG) og Theresa Scavenius (UFG)), imod stemte 85 (S, V, DD, SF, M, DF, RV, Jon Stephensen (UFG) og 1 EL (ved en fejl)), hverken for eller imod stemte 7 (EL, ALT og Mike Villa Fonseca (UFG)).

Ændringsforslaget er forkastet.

Da jeg anser udfaldet for givet, betragter jeg ændringsforslag nr. 3, stillet af uddannelses- og forskningsministeren og tiltrådt af udvalget, som vedtaget. Det er vedtaget.

Jeg foreslår, at lovforslaget går direkte til tredje behandling uden fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget. Det er vedtaget.

Så holder vi lige en lille pause, så dem, der ikke har mere at gøre i salen, kan forlade salen. Det bliver en hurtig dag i dag.

Så fortsætter vi med dagsordenen.

Der er ikke stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget går direkte til tredje behandling uden fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget. Det er vedtaget.

Der er stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen sluttet, og vi går til afstemning.

Da jeg anser udfaldet for givet, betragter jeg ændringsforslag nr. 1 om deling af lovforslaget i to lovforslag, stillet af et mindretal (DD) og tiltrådt af et flertal (det øvrige udvalg), som vedtaget.

[A. Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsmiljø, lov om folkeskolen og lov om kommunalindsats for unge under 25 år. (Implementering af dele af »Aftale om flere unge i fritidsjob«)

B. Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsmiljø, lov om arbejdsskadesikring, lov om Arbejdsretten og faglige voldgiftsretter og lov om mægling i arbejdsstridigheder. (Nedlæggelse af arbejdsmiljøcertifikatordningen og justering af reglerne om årsløn m.v.)]

Delingen af lovforslaget i to lovforslag er vedtaget.

Vi stemmer nu om det under B nævnte lovforslag:

Da jeg anser udfaldet for givet, betragter jeg ændringsforslag nr. 2-6, stillet af beskæftigelsesministeren og tiltrådt af udvalget, som vedtaget. De er vedtaget.

Jeg foreslår, at lovforslagene går direkte til tredje behandling uden fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget. Det er vedtaget.

Forhandlingen er åbnet. Er der nogen, der ønsket ordet? Da ingen har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Ønskes der udvalgsbehandling? Da det ikke er tilfældet, går forslaget til folketingsbeslutning direkte til anden (sidste) behandling.

Forhandlingen er åbnet. Jeg byder velkommen til den første ordfører, hr. Benny Engelbrecht fra Socialdemokratiet.

Tak, formand. Med dette lovforslag, som vi nu førstebehandler, omsættes den del af aftalen om en styrkelse af forsvarets kampkraft, der har konsekvens for udgiftsloftet i dansk økonomi, til lov. Det er en aftale, som er indgået af regeringen bestående af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne samt af Danmarksdemokraterne, SF, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre i februar. Jeg vil gerne benytte mig af lejligheden til her at sige tak til partierne bag denne vigtige aftale. Det er virkelig godt at have et så bredt flertal bag styrkelsen af forsvarets kampkraft. Med disse ord skal jeg blot meddele, at Socialdemokratiet selvfølgelig støtter forslaget.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Benny Engelbrecht fra Socialdemokratiet. Jeg byder nu velkommen til hr. Hans Andersen fra Venstre.

Tak for det. Jeg er fuldstændig enig med Socialdemokratiets ordfører i det, der er nævnt. Venstre støtter også op om det her lovforslag. Det er jo helt afgørende, at vi nu har lavet Accelerationsfonden til at styrke forsvarets kampkraft og ikke mindst tempoet i oprustningen. Vi investerer nu også i fartøjer og jordbaseret luftforsvar, anskaffelse af droner og ammunition m.v. Det kræver en investering her og nu. Det her sikrer finansiering af investeringerne, og det støtter Venstre op om. Tak.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Hans Andersen fra Venstre. Jeg byder nu velkommen til hr. Dennis Flydtkjær fra Danmarksdemokraterne.

Tak for ordet, formand. Jeg skal gøre det kort. Normalen er jo, at vi vedtager udgiftslofter en gang om året, men det er klart, at når der bliver lavet en så stor aftale som den, der er med oprustning i forsvaret, er man også nødt til at flytte på udgiftslofter for kommuner, regioner og staten, for at det også er muligt at afholde de udgifter. Det synes vi er i god forlængelse af den aftale, vi har været med i, så derfor støtter Danmarksdemokraterne det her lovforslag.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Dennis Flydtkjær fra Danmarksdemokraterne. Jeg byder nu velkommen til hr. Sigurd Agersnap fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for ordet, formand. Lovforslaget opjusterer udgiftslofterne som følge af aftalen om en acceleration af investeringerne i forsvaret og øget kampkraft i forsvaret. Det er en aftale, vi i SF er med i, og vi synes, at det er vigtigt. Vi har tidligere i forbindelse med opjusteringen af udgiftslofterne sagt, at vi synes, at det er en lille smule uklart, hvornår de kan opjusteres, og det mener vi fortsat. Men vi synes, at det er fornuftigt at gøre det, så Danmark er rustet til fremtiden. Så SF støtter lovforslaget.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Sigurd Agersnap fra Socialistisk Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til hr. Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance.

I lyset af at Europa og Danmark ikke kan være helt sikre på samme opbakning fra USA, som vi tidligere har troet at vi kunne få i tilfælde af en krig med Rusland, skal Europa og Danmark nu i højere grad tage ansvar for selv at kunne finansiere eget forsvar. Derfor har vi besluttet at opjustere udgifterne til forsvaret i de kommende år, og derfor skal vi også have opjusteret udgiftslofterne, og det gør vi så med det her lovforslag, som vi stemmer for.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Ole Birk Olesen, Liberal Alliance. Jeg byder nu velkommen til fru Charlotte Bagge Hansen fra Moderaterne.

Rettidig omhu må man sige at der er tale om her. Det er jo helt fantastisk, når vi kigger ud i Folketingssalen, at alle støtter op omkring, at vi selvfølgelig og naturligvis justerer budgetloftet, når der nu kommer ekstra udgifter. Så det, jeg tager med i forhold til det her lovforslag, er en glæde over, at når det gælder og det ser svært ud, står vi sammen i det danske Folketing. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Charlotte Bagge Hansen fra Moderaterne. Jeg byder nu velkommen til fru Samira Nawa, Radikale Venstre.

Tak, formand. Det bliver heller ikke en længere tale herfra. Radikale Venstre er også med i aftalen om styrkelse af forsvaret, og det er som følge af den aftale, at udgiftsloftet skal hæves. Det bakker vi i Radikale Venstre op om. Tak.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Samira Nawa fra Radikale Venstre. Det afsluttede ordførerrækken, og derfor byder jeg nu velkommen til finansministeren.

Jeg skal også gøre det kort. Jeg vil gerne takke de ordførere, der har været på talerstolen, og partierne for den meget, meget venlige modtagelse. Lovforslaget har til formål at ændre de konkrete niveauer for de gældende udgiftslofter fra 2025 til 2028. Det følger af budgetloven, at der i særlige tilfælde kan fremsættes lovforslag om ændring af gældende udgiftslofter ved lov. Der er tale om en ekstraordinær sikkerhedspolitisk situation, hvor Danmark har anmodet om at aktivere den nationale undtagelsesklausul i EU's finanspolitiske rammer med henblik på at støtte op om øget fleksibilitet i EU til at øge forsvarsudgifterne. I Danmark har vi senest lavet en Accelerationsfond for at styrke forsvarets kampkraft og tempoet i oprustningen. Aftalen om Accelerationsfonden indebærer en meget væsentlig ændring af den udgiftspolitiske planlægning, og med lovforslaget korrigeres udgiftslofterne, så de afspejler løftet af forsvarsudgifterne i »Aftale om styrkelse af Forsvarets kampkraft«. Derudover afspejles ændringer fra andre politiske aftaler. Det gælder f.eks. »Aftale om Implementering af et Grønt Danmark«.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger til finansministeren, så vi siger tak til finansministeren. Der er så en kollega, der har bedt om ordet, så det giver jeg nu til fru Helle Bonnesen fra Det Konservative Folkeparti.

Tak for det, og tak for, at jeg fik lov til at komme til. Jeg skal blot sige, at hr. Rasmus Jarlov desværre er forhindret i at være her, og at jeg har en kort meddelelse, som er, at Konservative naturligvis stemmer for lovforslaget, som er en nødvendighed for at sikre tilstrækkeligt med midler til at nå, at forsvaret kan gennemføre den oprustning, som vi har aftalt, og som i øvrigt burde ske endnu hurtigere og kraftigere, end vi har aftalt. Tak.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Helle Bonnesen fra Det Konservative Folkeparti. Nu er der ikke flere, der har bedt om ordet, og derfor er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Finansudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget. Det er vedtaget.

Forhandlingen er åbnet, og den første ordfører, jeg byder velkommen, er hr. Thorkild Holmboe-Hay fra Socialdemokratiet.

Tak for ordet, formand. Det lovforslag, vi behandler her, udspringer af finanslovsaftalen for 2025. Lovforslaget består af to elementer. Vi får forbedret barselsvilkårene for forældre til nyfødte børn, der må hospitalindlægges, og samtidig sidestiller vi børn i tidligt hjemmeophold med børn, der er hospitalsindlagt. Og vi forbedrer vilkårene for sorgorlov for forældre, der har mistet deres barn. I forhold til den første del vil vi forbedre barselsvilkårene for forældre til nyfødte børn, der er indlagt på hospitalet, således at forældrenes ret til fravær og barselsdagpenge udvides i forhold til de nuværende regler, hvor forældrene har ret til 3 måneders fravær og barselsdagpenge tilsammen, til en ret til fravær og barselsdagpenge i 12 måneder for hver forælder. Som noget nyt foreslås det, at børn i tidligt hjemmeophold sidestilles med børn, der er hospitalsindlagt. Det vil sige, at forældre til børn i tidligt hjemmeophold, altså der, hvor forældrene passer deres syge barn hjemme, får samme rettigheder som forældre, der passer deres syge barn på hospitalet. Med de nuværende regler er forældre, der har et hospitalsindlagt nyfødt barn, henvist til selv at finde en løsning, hvis deres barn er indlagt i mere end 3 måneder. Det har f.eks. været løsninger, hvor den ene forælder har måttet opsige sit arbejde eller fået orlov uden løn for sit arbejde for at kunne passe barnet. Det sætter en i forvejen hårdt presset familie under et endnu hårdere økonomisk pres. Det er hverken ideelt for familien eller for barnet. Det retter vi op på nu. I forhold til den anden del vil vi forbedre forholdene omkring sorgorlov for forældre, der mister deres barn. Med de nuværende regler har hver af forældrene ret til fravær i 26 uger efter barnets død. For at opnå ret til barselsdagpenge i denne periode skal den enkelte forælder opfylde et beskæftigelseskrav. Ved vurderingen af, om beskæftigelseskravet er opfyldt, ses der i dag bort fra perioder på indtil 2 år, hvor der er ydet godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste til hjemmepasning af et sygt barn. Med nærværende lovforslag foreslås det, at der ved vurderingen af, om beskæftigelseskravet er opfyldt, ses bort fra alle perioder, hvor der er ydet godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste, også perioder på mere end 2 år. Lovforslaget er altså en håndsrækning til forældre, der har passet deres syge barn derhjemme i mere end 2 år inden dødsfaldet. Lovforslaget vil således forbedre de økonomiske vilkår for disse forældre under sorgorloven, der uændret er på 26 uger. Jeg skal takke partierne bag finanslovsaftalen og bag den aftale, der har gjort dette lovforslag muligt, og slutte med at markere, at Socialdemokratiet støtter lovforslaget. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Thorkild Holmboe-Hay fra Socialdemokratiet. Jeg byder nu velkommen til hr. Kim Valentin fra Venstre.

Tak til formanden, og tak for ordet. Der er næppe noget, som berører os mere, end når en nyfødt bliver alvorligt syg og må tilbringe den første tid på hospitalet. Med det her lovforslag tager vi et vigtigt skridt for at sikre, at disse børn og deres familier får langt bedre muligheder for en tryg og rolig start på livet. Lovforslaget udmønter to initiativer på barselsområdet, som følger af finanslovsforslaget for 2025, og det forbedrer barselsvilkårene markant for forældre til nyfødte børn, der er indlagt på et hospital. Det betyder bl.a., at forældrenes ret til fravær og barselsdagpenge udvides fra i alt 3 måneder til 12 måneder for hver forælder, når barnet er indlagt. På den måde sikres familier i en svær tid bedre muligheder for at være tæt på deres barn – en tilstedeværelse, der har stor betydning for både barnets trivsel og forældrenes mentale helbred. Som noget nyt bliver fravær i forbindelse med behandling i hjemmet under et tidligt hjemmeophold også sidestillet med hospitalsindlæggelse. Det er en vigtig forbedring, for mange familier fortsætter behandlingen i hjemmet, og det skal naturligvis ikke fratage dem retten til fravær og barselsdagpenge. Det handler i bund og grund om at skabe tryghed og stabilitet for familien i en tid, hvor alt andet er usikkert. Lovforslaget rummer også en ændring, der sikrer øget økonomisk tryghed for familier, der mister et barn, men som har modtaget godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste ved hjemmepasning af et sygt barn i mere end 2 år. Retten til dagpenge under sorgorlov bliver udvidet, så disse forældre ligestilles med dem, der har modtaget godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste i kortere tid. Med disse tiltag giver vi familier større ro og tryghed i nogle af deres mest sårbare perioder. Venstre bakker fuldt op om forslaget. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Kim Valentin fra Venstre. Jeg byder nu velkommen til fru Charlotte Munch fra Danmarksdemokraterne.

Der er langt fra Provianthuset og herover, vil jeg bare sige. ( Taleren er forpustet ). Tak for ordet. Lovforslaget her har til formål at forbedre barselsvilkårene for forældre med indlagte nyfødte børn. Lovforslaget udmønter en aftale, som er indgået i forbindelse med finansloven 2025 mellem regeringen, Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne, SF og Radikale Venstre. Lovforslaget indebærer, at forældrenes ret til fravær og barselsdagpenge forlænges fra i alt 3 til 6 måneder for hver forælder i forbindelse med barnets hospitalsindlæggelser. Derudover sidestilles såkaldte tidlige hjemmeophold med behandling i hjemmet med hospitalsindlæggelser. Det skal understøtte, at indlagte nyfødte børn får bedre mulighed for en god start på livet sammen med deres forældre. Lovforslaget har desuden til formål at udvide retten til dagpenge under sorgorlov, når forældre mister et barn. I Danmarksdemokraterne mener vi, at forslaget er meget sympatisk, da det vil betyde en mere rolig start for de familier, hvor deres nyfødte børn indlægges. Det er en svær og sårbar tid for forældrene, når et barn kommer til verden og samtidig har behov for hospitalsindlæggelse, og selv om der findes løsninger på det private arbejdsmarked, hvor der i overenskomster på store dele af arbejdsmarkedet er ret til fri løn i op til 5 dage ved barns hospitalsindlæggelse for den ene forælder, er det helt rimeligt, at forældre i den situation får bedre mulighed for at være til stede og tage vare på deres barn uden at skulle bekymre sig om økonomien. Vi støtter også udvidelsen af sorgorloven i de tilfælde, hvor forældre tillige har modtaget ydelser i form af tabt arbejdsfortjeneste for pasning af et sygt barn i hjemmet i mere end 2 år. Lovforslaget retter op på en tidligere utilsigtet retsstilling, hvor man i situationer ved vurdering af retten til dagpenge under sygeorlov ikke har kunnet se bort fra de perioder, hvor forældrene har modtaget tabt arbejdsfortjeneste. Hvis nogen stadig væk skulle være i tvivl, kan jeg sige, at vi støtter forslaget.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, og vi siger tak til fru Charlotte Munch fra Danmarksdemokraterne. Jeg byder nu velkommen til hr. Carl Valentin fra Socialistisk Folkeparti.

Mange tak. Der findes lovforslag, der korrigerer og implementerer og finjusterer, og så findes der lovforslag, der for alvor rækker ind i menneskers liv. Det her lovforslag hører til i den sidste kategori. Det handler om det lille barn, der melder sin ankomst til livet alt for tidligt, og om forældre, som har brug for støtte, tid og nærvær. Og det handler om de forældre, der skal sige alt for tidligt farvel til et barn, der ikke fik lov til at blive voksen. Lad mig starte med de for tidligt fødte. I 2023 blev 615 børn født enten ekstremt for tidligt eller meget for tidligt, altså før uge 32. Alligevel har forældre i dag kun ret til op til 3 måneders forlænget barsel ved indlæggelse – 3 måneder i situationer, der ofte varer væsentlig længere. Det er situationer, hvor tiden i maven blev kortere, end den burde have været, hvor tiden efter fødslen bliver længere, sværere, mere uforudsigelig, hvor et hospitalsophold bliver til måneder i alarmberedskab, og hvor det eneste, man har brug for, er plads til det nære. Vi har hørt de hjerteskærende historier som med Olivia, der fødte sit barn 16 uger for tidligt, en datter på bare 573 gram, og om Pernille, der måtte vente 3½ måned, før hun kunne få sin søn med hjem fra hospitalet, da han kom ud 14 uger før termin. Lovforslaget er også et opgør med en anden urimelighed, nemlig at forældre, der vælger hjemmebehandling, det, vi kalder tidligt hjemmeophold, ikke har samme rettigheder som dem, der bliver på hospitalet. Jeg forstår godt, at man gerne vil hjem i trygge rammer, men når hjemmet i praksis bliver en forlænget hospitalsafdeling med kontrolbesøg, sondemad og døgnkontakt til sygehuset, giver det ikke mening, at vi administrativt stiller de familier dårligere, især ikke, når det i virkeligheden aflaster sundhedsvæsenet. Med det her lovforslag giver vi tid og fleksibilitet til, at de her familier kan komme godt fra start. Vi tager også fat et andet sted. Når livet slutter alt for tidligt, når et barn går bort, inden det bliver voksen, siger vi til de forældre, som har brugt 2 år på at passe et sygt barn: I skal have ro til at komme på fode igen, I skal have mulighed for at sørge uden at bekymre jer om privatøkonomi og beskæftigelseskrav. Og vi siger: Vi kan ikke tage smerten fra jer, men vi kan give jer tid, et pusterum. Vi siger: I skal ikke stå alene. Heldigvis er der bred opbakning i høringssvarene. Mange forstår behovet for og vigtigheden af, at de her familier får plads til omsorg og nærvær, men det er også tydeligt, at man sjældent får store politiske landvindinger igennem uden modstand. Dansk Arbejdsgiverforening kalder forslaget sympatisk, men siger også, at det er besynderligt og problematisk, at man ikke har regnet på konsekvenserne for arbejdsgiverne. Og Kommunernes Landsforening peger på risikoen for, at det kan påvirke arbejdsudbuddet. Det er selvfølgelig legitimt at rejse de spørgsmål, fair nok, men jeg vil gerne minde om proportionerne her. Det handler om forældre i nogle af livets mest ekstreme situationer, forældre, der bruger deres barns første måneder ind og ud af sygehuset med frygten for, at det hele slutter, før det er begyndt, og forældre, som efter lang tids sygdom må sige farvel til deres børn, før de nåede at se dem vokse op. De forældre fortjener ikke kalkuler om arbejdsudbud, de fortjener tid og ro, og det giver vi dem nu. Derfor støtter vi i Socialistisk Folkeparti forslaget. Tak.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning. Fru Mette Abildgaard fra Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Jeg vil egentlig blot kvittere for et meget flot stykke arbejde fra SF i forhold til de her for tidligt fødte og muligheden for selvfølgelig at holde den barsel, man har brug for, også selv om man får hjemmebehandling. SF var et af de partier, der allerførst bragte det her op og satte fokus på problemstillingen. Så vil jeg også tillade mig at takke SF for et virkelig godt samarbejde omkring den anden del af lovforslaget, nemlig det her med sorgorlov til forældre, som har passet deres døende børn derhjemme og derfor ikke lever op til beskæftigelseskravet og falder ud af systemet. Det var en sag, vi fra Konservatives side rejste og stillede rigtig mange spørgsmål til ministeren om, og vi blev totalt hældt ned af brættet i forhold til at finde en løsning på det her. Vi tog det op i spørgetimen med statsministeren uden at blive imødekommet i forhold til en løsning. Det tror jeg også satte noget i gang hos SF, som tog det her videre til finanslovsforhandlingerne. Så tusind tak for et godt samarbejde omkring den her sag.

Ordføreren.

Selv tak, fru Mette Abildgaard, og tak for rosen. Vi kender bestemt også De Konservatives rolle i det her. Jeg synes, det er så dejligt, når vi på venstre- og højrefløjen kan stå sammen om sådan noget som familiepolitikken, som jeg ved betyder rigtig meget for Konservative og også betyder meget for os i SF. Så det er jeg glad for.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, og vi siger tak til hr. Carl Valentin fra Socialistisk Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til fru Sólbjørg Jakobsen fra Liberal Alliance.

Mange tak. Lovforslaget i dag omhandler ikke særlig mange personer, men for de personer, det omhandler, betyder det rigtig meget. Jeg synes, at de justeringer, der bliver lagt op til, er nødvendige justeringer, som jeg tror de fleste kan se fornuften i. Især når jeg kigger på de nyfødte og dem, der bliver indlagt, og på den måde, som vi beregner barslen på, er det ikke helt den samme start, de får, som de fleste af os er så heldige at få ved familieforøgelse. I forhold til det, som SF kom ind på lige før med beregningsgrundlaget, og hvad konsekvenserne er, er vi enige i Liberal Alliance i, at det ikke er det, der skal stå i vejen for, at vi laver de her ændringer, men man kunne godt også kigge bedre på, hvad det så er, det har af konsekvenser, hvad det koster, og hvad det vil have af påvirkning, uden at det nødvendigvis skal være årsag til, at man ikke bakker op. Så det håber vi i hvert fald at man vil kunne få klarlagt noget bedre. Sorgorloven er jo også blevet debatteret jævnligt. Jeg synes, det er et enormt svært emne. Det er jo enormt forskelligt, hvad det er, vi har behov for som mennesker. Der er nogle, der har behov for ikke at blive sat i en kasse, og der er nogle, der har behov for tryghed til med god samvittighed at komme sig efter et forfærdeligt tab af et barn, hvad man jo ikke ønsker for nogen. At vi kigger på beskæftigelseskravet i forbindelse med den her ordning, synes jeg er meget godt, og at vi kommer væk fra det, når man har været på tabt arbejdsfortjeneste. Det er da helt klokkeklart, når det er, man netop ikke har været på arbejde, fordi man i flere år har haft et sygt barn. Alt i alt bakker Liberal Alliance op om forslaget.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Sólbjørg Jakobsen fra Liberal Alliance. Jeg byder nu velkommen til fru Nanna W. Gotfredsen fra Moderaterne.

Tak for ordet, formand. Noget af det mest forfærdelige, man overhovedet kan forestille sig at opleve som forælder, er jo at have alvorligt syge børn, i det hele taget at have syge børn, men endnu værre er det at miste et barn. Jeg er sådan en, der har prøvet at stå ved siden af. Jeg har prøvet at stå der med en nybagt mor med en dødfødt lille pige. Moren var knust. Moren magtede ikke at give den lille pige en lille, fin kjole på, før hun blev lagt i kisten. Det gjorde jeg. Den oplevelse sidder i mig og kommer til at sidde der altid. Jeg er ikke sikker på, at man kan sige, at moren nogen sinde kommer sig. Det er simpelt hen ubærligt. Så vi er selvfølgelig i Moderaterne glade for, at vi står med det her lovforslag. Andre har været inde på, at vi skal sikre mere økonomisk tryghed for familier, der er i så frygtelig en situation, og man fristes til at sige: Det manglede bare. Med forslaget forbedrer vi altså barselsvilkårene for forældre med indlagte nyfødte børn, udvider retten til dagpenge under sorgorlov og sidestiller tidligt hjemmeophold med behandling i hospitalsregi. Alle børn fortjener omsorg og hjælp fra deres forældre, ikke mindst og i særdeleshed når de er svært syge. Alle forældre fortjener at se deres børn vokse op, men skulle det helt ubeskrivelige og ubærlige ske, er det mindste, vi kan gøre, at træde til. Jeg synes egentlig, at der har været god stemning om det. Jeg er superglad for, at regeringen løftede det sidst. Ingen nævnt, ingen glemt. Nu er jeg tilbage i tiden faktisk ligefrem citeret i pressen for, og derfor må jeg gerne sige det, at sige, at jeg fandeme ikke er politiker, og derfor har jeg selvfølgelig bemærket, at fru Mette Abildgaard har kæmpet kampen igen og igen. Tak for det. Det er vigtigt. Tak for ordet. Moderaterne bakker op.

Så har jeg bare lige en lille, venlig henstilling om ikke at bande fra talerstolen. ( Nanna W. Gotfredsen (M): Det var et citat fra en overskrift i en avis). Ja, men man bander stadig væk ikke i Folketingssalen. Vi siger tak til fru Nanna W. Gotfredsen fra Moderaterne. Jeg byder nu velkommen til fru Dina Raabjerg fra Det Konservative Folkeparti.

Tak for ordet, formand. Jeg skal nok love, at jeg ikke bander eller i hvert fald skal forsøge ikke at gøre det. Det her er jo vores sag. Derfor er det en glædens dag for os at stå her i dag. Jeg vil sige tak til de ordførere, som har holdt tale indtil nu, for nogle rigtig gode taler, hvor man har uddybet, hvad den her sag handler om. Det er en glædens dag, at vi kan stå her og se en konservativ mærkesag blive til virkelighed. Er det mange forældre, vi går ind og hjælper her? Nej, det er det ikke, men det er jo lige præcis sådan nogle mennesker, vi har med at gøre her, som velfærdssamfundet skal træde til for. Så vi bakker selvfølgelig op om lovforslaget. Når livet rammer allerhårdest, skal samfundet stå klar. Vi står her med et lovforslag, som vil gøre en forskel i de værst tænkelige situationer, altså når man mister et barn efter barnets alvorlige sygdom, eller når ens nyfødte er alvorligt syg. Her skal vi som samfund ikke se på uger, satser og systemkrav. Vi skal se på mennesker og på de familier i krise, der har brug for tid, ro, omsorg og støtte. Sorgorlov til de her forældre er noget, vi har kæmpet for længe, og vi har nogle ret sjove svar fra ministeren i arkivet fra dengang, da vi blev holdt hen med svar. Det kan min kollega fru Mette Abildgaard fortælle mere om. Men nu er der altså en løsning, og jeg vil ligesom fru Mette Abildgaard sige tak til SF, som var med til at få den her så vigtige mærkesag for os ind i finansloven, da vi ikke selv havde mulighed for at gøre det. Lovforslaget sikrer først og fremmest bedre sorgorlov, og det er det, vi har kæmpet så meget for. Det sikrer også en hjælp til forældre, der har passet alvorligt syge børn i lang tid. Derudover sikres der bedre vilkår for forældre til nyfødte børn, i og med at begge forældre får mulighed for at sætte deres barsel på pause og få op til 12 måneders ekstra fravær, så de kan være ved deres syge barns side. Det er nogle kloge ændringer, som vi er rigtig glade for nu forhåbentlig bliver stemt igennem. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Dina Raabjerg fra Det Konservative Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til fru Victoria Velasquez fra Enhedslisten.

Jeg synes virkelig, at det her er Folketinget, når det er bedst. Man sikrer bedre rettigheder og muligheder for nogle af dem, som har allermest brug for det. Til forberedelserne til det her lovforslag var der noget, der blev ved med at gå igen. Noget af det, jeg synes er allerstærkest og mest rørende ved det, vi gør nu, er ikke partierne eller alt muligt andet herinde, men faktisk de forældre, som har stået i den sværeste krise, man overhovedet kan forestille sig, og så alligevel finder styrken til at bruge deres stemme til at lave en ændring, sådan at andre, der i fremtiden risikerer at stå i den værst tænkelige situation, som de har stået i, ikke skal gøre det, og sådan at andre trods alt står bare lidt bedre i noget, der er så svært. Det synes jeg virkelig er noget af det, der er det smukkeste overhovedet, altså at man finder den styrke til at gøre det. At få et barn er en stor og livsforandrende oplevelse. For mange er det en tid med kærlighed, håb og glæde, men det kan også være en tid med meget usikkerhed og bekymringer. Man får en ny rolle, og selv under gode forhold kan det være helt overvældende. Hvis man så får et barn med en svær start på livet, eller, endnu værre, hvis barnet mister livet og man skal have hjælp fra sundhedsvæsenet, så bliver situationen kun meget mere sårbar. I de tilfælde er det så vigtigt, at forældrene har tryghed omkring deres rettigheder, og at de skal kunne være sammen med hinanden og med deres barn uden at skulle bekymre sig om job, økonomi og alt muligt andet, og det er netop det, lovforslaget her skal sikre. Forslaget forbedrer forholdene for forældre til nyfødte. Fremover vil begge forældre have ret til 12 måneders barselsdagpenge, hvis deres barn er på hospitalet. I dag har de kun ret til 3 måneder. Det er så stor en forbedring og noget, som er så nødvendigt. For der er ingen, der skal miste deres rettigheder, mens deres barn kæmper for livet. Lovforslaget slår også fast, at såkaldt tidligt hjemmeophold skal tælle som hospitalsindlæggelse. Det gælder, når barnet er hjemme, men stadig får behandling, og det er også virkelig en god og vigtig ændring. Forældrene skal nemlig ikke stilles dårligere, fordi barnet bliver behandlet i hjemmet. Man skal slet ikke stå i det dilemma, hvor man spørger sig selv, om det giver bedst mening at være på hospitalet eller derhjemme. Det er det, der er allerbedst for barnet og for familien, der skal afgøre det. Et barn, der udskrives til hjemmebehandling, har stadig brug for både medicin og kontrol. Det, at det kan give problemer, løser vi med det her forslag, og det synes jeg er virkelig godt. Tidligere kunne det betyde, at forældre ellers mistede retten til barselsdagpenge. Derfor bakker vi selvfølgelig op om at udvide retten til sorgorlov og alt, hvad vi kan gøre i den fuldstændig ubærlige situation, det er at miste et barn, og derfor er det også kun rimeligt, at man ikke skal opfylde et beskæftigelseskrav, hvis man har brugt flere år på at passe sit syge barn. Noget andet, man kan se i høringssvarene, er bl.a., at Akademikerne og CFU har sendt nogle forslag. De foreslår bl.a., at man justerer barselslovens §§ 13-15, så perioderne bliver mere ensartede. I dag gælder nogle rettigheder i 46 uger, andre i 1 år. Det skaber forvirring, men derudover har vi jo faktisk også her en mulighed for at stille nogle bedre ved at ensarte reglerne. Derfor opfordrer vi regeringen til at kigge på de forslag, der er i de høringssvar. Dem bakker vi i hvert fald op om. Til sidst vil jeg bare klart sige tusind tak. Enhedslisten støtter lovforslaget, der hjælper familier i en svær tid. Det skaber tryghed, og det giver forældrene mulighed for at være hos deres barn, som er der, hvor de hører til. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Victoria Velasquez fra Enhedslisten. Jeg byder nu velkommen til hr. Nick Zimmermann fra Dansk Folkeparti.

Tak for det. Vi ved selvfølgelig godt i Dansk Folkeparti, at det her ikke er en løsning, der kommer til at ændre verden, men det er jo en lille og vigtig forbedring for de familier, der har været ramt allerhårdest. Det handler selvfølgelig om at stå vagt om nogle af de helt grundlæggende værdier, som vi i Dansk Folkeparti altid har kæmpet for. Når et barn bliver alvorligt syg eller skal behandles hjemme eller på hospitalet i lang tid, ændres alt jo. Hverdagen forsvinder, og arbejdsliv, økonomi og planer må sættes til side. Det eneste, der betyder noget, er at være der og kunne give sit barn tryghed, nærvær og støtte. I sådan en situation skal det aldrig være sådan, at man også skal kæmpe imod systemet. Tak.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Nick Zimmermann fra Dansk Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til fru Samira Nawa, Radikale Venstre.

Tak. Det her lovforslag udspringer af finanslovsaftalen, som vi i Radikale Venstre også var med i, men man kan jo høre på salen, at det rækker langt ud over finanslovspartierne. Det handler om nogle af de familier i Danmark, som har oplevet den allerstørste sorg, som man som forælder kan opleve. Lovforslaget drejer sig bl.a. om familier, hvor der kommer nyt liv til, men alt, alt for tidligt – så tidligt, at der følger hospitalsindlæggelser og behandling med, måske på hospitalet og måske i hjemmet. Det, vi gør med lovforslaget, er, at vi ligestiller behandling i hjemmet med hospitalsindlæggelse, således at forældre, der står i en situation, hvor der er kommet nyt liv til i familien, men hvor det er kommet til alt for tidligt, får ret til fravær og barselsdagpenge, også mere end hvad man i dag har ret til, nemlig 3 måneder i alt. Med det her lovforslag bliver det 12 måneder til hver forælder. Den anden del af lovforslaget udspringer ligeledes af finansloven og finanslovsaftalen og handler om at udvide retten til dagpenge under sorgorlov. For det er sådan, at hvis man i dag har hjemmepasset sit døende barn i mere end 2 år, lever man ikke op til beskæftigelseskravet og kan derfor ikke få ret til dagpenge under sorgorlov. Nu ligestiller vi det, sådan at man får den ret, uanset om man har hjemmepasset sit døende barn under eller over 2 år. Vi kan aldrig her fra Folketingets side løfte den smerte og den sorg væk, som de her familier står i, men vi kan sikre, at der er en økonomisk tryghed, og at man ikke skal kæmpe mod systemet og opfylde beskæftigelseskrav og andet. Selvfølgelig støtter vi i Radikale Venstre lovforslaget. Tak, formand.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Samira Nawa fra Radikale Venstre. Jeg byder nu velkommen til fru Karin Liltorp fra Alternativet.

Tak for ordet. I Alternativet støtter vi helhjertet det her lovforslag, og det kan jeg høre at alle andre partier i Folketinget også gør. For det handler om det allerdyrebareste, vi har, nemlig vores børn, og om det allervanskeligste, vi kan stå i som mennesker, nemlig den situation, hvor et nyfødt barn kæmper for livet, eller hvor man som forælder mister sit barn. Så det er ikke bare små justeringer i en barselslov. Det er en anerkendelse af, at forældreskab ikke altid følger en lykkelig og planlagt rute, at nogle børn må starte livet på en neonatalafdeling omgivet af slanger, måleudstyr og bekymrede blikke, og at nogle forældre må starte deres forældreskab i sorg. Det skal vores samfund kunne rumme. Så det her lovforslag er en meget vigtig forbedring, der gør, at forældre, som i årevis har opgivet indkomst og arbejdstimer for at passe et sygt barn, nu ikke stilles ringere i sorgen, hvis barnet dør. Det burde være selvfølgeligt, og nu bliver det heldigvis til virkelighed. Det koster penge. Ja, det gør det. Men hvad er prisen på tryghed, på værdig omsorg og på værdighed? Vi siger tak til forældrene, der har råbt op, tak til de politikere, der har kæmpet for forslaget, tak til organisationerne, der har dokumenteret behovet, og tak til regeringen for at gøre det til virkelighed. Så vi støtter naturligvis også forslaget.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Karin Liltorp fra Alternativet. Det afsluttede ordførerrækken, og derfor byder jeg nu velkommen til beskæftigelsesministeren.

Mange tak for det. Også tak til rækken af ordførere for at kunne mærke det her lovforslag helt ned i maven, det kan man tydeligt mærke. Det er, som flere også har været inde på, en udløber af finanslovsaftalen for 2025, der også omfatter to vigtige initiativer på barselsområdet. Initiativerne er vigtige, fordi de kommer til at hjælpe, måske ikke mange, men til gengæld mennesker, der virkelig har brug for det. Det handler om forældre, som oplever, at deres helt små børn starter deres liv med at være indlagt på hospitalet og derefter skal færdigbehandles hjemme, og de forældre, der står i den fuldstændig ubærlige og forfærdelige situation at miste et barn, som de i årevis har gjort, hvad de kunne for at passe derhjemme. De her to forslag kommer til at gøre en forskel for de mennesker, der befinder sig i ubærlige situationer. Helt konkret betyder det, vi står med i dag, at forældrenes ret til fravær og barselsdagpenge bliver forlænget fra i alt 3 måneder for forældrene tilsammen til 12 måneder for hver forælder i forbindelse med barnets hospitalsindlæggelse. Som noget nyt bliver fravær under tidlig hjemmeophold sidestillet med hospitalsindlæggelse, så forældrene sammen kan hjælpe hinanden i overgangen fra indlæggelse til et mere almindeligt barselsliv. Som der også blev sagt før, vil det også afhjælpe den situation at skulle vælge at tage hjemmeopholdet, hvis det er det, der bedst giver mening for familien i situationen uden at blive straffet for det. Med lovforslaget er vi også med til at give større økonomisk tryghed for familier, der mister et barn, men som har modtaget godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste ved hjemmepasning af et sygt barn i mere end 2 år. Vi udvider nemlig retten til dagpenge under sorgorlov, så de her forældre får samme rettigheder som forældre, der har modtaget godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste i mindre end 2 år. Det er gode tiltag, det er vigtige tiltag. Forhåbentlig vil det kunne lette livet en smule for familier, der virkelig står et svært sted. Dermed også tak herfra og en anerkendelse af et lovforslag, der, ganske som fru Samira Nawa siger, udspringer af finansloven, men som bor i hjerterne på mange flere end finanslovspartierne. Tak til de af jer, der har båret det ind. Man kan mærke på stemningen, at ikke alene gør de her familiers situationer indtryk på os alle sammen, tror jeg, men man fornemmer også, at vi er mange, der har været meget tæt på den sorg, der er så altopslugende at stå i. Som fru Karin Liltorp sluttede med at sige: Jovist, det koster penge, men det er også det rigtige at gøre. Jeg vil i hvert fald afslutte min tale med at anerkende de finanslovspartier, der så også anerkender, at det her koster penge, og som dermed er med til at gøre det til virkelighed ved at tage ansvar dér. Tak for ordet.

Tak for det. Der er foreløbig to korte bemærkninger. Først er det fru Mette Abildgaard fra Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Den her lovændring, som giver forældre ret til sorgorlov, når de har passet deres eget døende barn, udsprang af en mail fra en socialrådgiver, Cecilie, som i sit arbejde mødte de her forældre, og som skrev til mig og fortalte om sine oplevelser. Jeg stillede spørgsmål til ministeren: Hvor mange drejer det sig om årligt? Hvad koster det? Ministeren svarede, at det kun er omkring ti forældre om året. Det koster småpenge at ændre. Jeg spurgte ministeren: Skal vi ikke ændre det her sammen? Ministeren råder jo over et stort budget. Der er ingen grund til at udsætte det her. Lad os handle og få ændret det her, så vi kan hjælpe de forældre, Cecilie møder i sit arbejde, som står og har mistet et barn, de har passet, og som bliver mødt af en kold skulder fra systemets side. Jeg havde ikke forventet, at de mennesker også skulle møde en kold skulder hos ministeren. Svaret var klokkeklart, og jeg har det her: På den baggrund har regeringen ikke planer om at indføre nye regler om ret til sorgorlov. Jeg spurgte mange gange, og svaret var det samme. Hvorfor skulle de her forældre vente så længe på det her, frem for at vi havde handlet dengang, jeg første gang skrev til ministeren?

Ministeren.

Ganske som jeg afsluttede min tale med at sige, anerkender jeg til fulde det arbejde, der ligger i, at man som folketingsmedlem lytter, når den slags bliver sagt, og bærer det videre. Det er et knoklearbejde som folketingsmedlem at fornemme, når der er noget i vores system, man slår sig på, lave grundarbejdet til at bære det ind og faktisk også få afprøvet og se, om der er noget her, vi kan. Det andet knoklearbejde er jo så at finde de penge, det koster. Jeg har aldrig nogen sinde ønsket at give en kold skulder til mennesker, der har passet et barn, der ender med at afgå ved døden. Men jeg har til gengæld haft et behov for, når det koster noget, at vi så også ansvarligt finder pengene. Det er derfor, jeg siger i min tale, at det er en kæmpe anerkendelse af det grundlæggende arbejde, der ligger i at få de her eksempler på, at vores systemer kan forbedres for mennesker, ind, men også en anerkendelse af, at det kræver, at der så også er partier, der træder ind i rummet, når det samlede budget skal laves, og så faktisk prioriterer det. Det er jo det, der er sket her, og det er derfor, vi står her i dag. Jeg synes, at begge dele af det arbejde fortjener anerkendelse.

Fru Mette Abildgaard.

Ministeren lyttede hverken til socialrådgiveren eller til forældrene. Ministeren skriver ordret i svaret til mig, at man har været i dialog med arbejdsmarkedets parter, som ikke oplever det her som værende et problem, og at regeringen på den baggrund ikke har nogen planer om at ændre lovgrundlaget. Man lyttede ikke. Ministeren lyttede til sit system, som ikke syntes, at der var nogen grund til det her, og som syntes, det var bøvlet. Det her er et eksempel på, når vi som politikere glemmer den sunde fornuft og lytter til de systemer, der synes, at tingene er bøvlede og besværlige, fordi det her skal aftales og alt muligt andet. Jeg synes, det er så ærgerligt, at ministeren ikke greb den her bold. Det er så få penge, det drejer sig om, og det gør så stor en forskel for de familier.

Ministeren.

Man kan jo godt mene, at fordi det ikke er milliarder, er det lige meget, men det plejer ikke at være den måde, heller ikke fru Mette Abildgaards parti går til forhandlinger om finanslov på. Det har jeg sådan set ret stor respekt for. Jeg oplever, at begge vores partier har en anerkendelse af, at hvis man bruger penge, skal man også finde dem. Det er også sådan, vi plejer at gøre det. Det er det, vi har gjort i forhold til finansloven. Jeg havde ingen oplevelse af, at der var nogen modstand blandt nogen af finanslovspartierne mod at få det her båret ind, hvis ellers pengene kunne findes; det kunne de, og derfor står vi her i dag.

Fru Victoria Velasquez, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne rette blikket mod de høringssvar, der er fra Akademikerne og CFU i forhold til at justere reglerne, sådan at perioderne bliver mere ensartede. Jeg vil bare høre ministeren, om det er ved at blive set på, og om man eventuelt er ved at lave nogle ændringsforslag, der kommer til at imødekomme det. Det kedelige svar kunne jo være, at det ville være godt for afbureaukratisering osv., og det varme, gode svar ville jo være, at man også havde mulighed for at stille nogle mennesker bedre. Så som jeg ser det, er der nogle rigtig gode muligheder for at kigge på det her. Hvad tænker ministeren?

Ministeren.

Ministeren tænker, at der også er en tredje udgave, som også er et kedeligt svar, som handler om, at det her lovforslag loyalt udmønter den finanslovsaftale, der er lavet. Det vil sige, at hvis der skal tages yderligere skridt, skal det jo så også ind i en politisk proces. Så det her er en loyal udmøntning af den aftale, der er indgået, og dertil kan der jo godt komme yderligere ønsker til yderligere forbedringer.

Spørgeren.

Hvis vi samlet i Beskæftigelsesudvalget kan blive enige om at skulle ændre de her dele, hvordan vil ministeriet så tage imod den anmodning fra Folketinget?

Ministeren.

Jeg står ikke her og forbedrer barselssystemet uden at kende konsekvenserne af det, og uden at der har været en politisk drøftelse af det, men jeg afviser heller aldrig på forhånd at kunne se på, hvordan barselssystemet i det hele taget kan både forenkles og forbedres.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til beskæftigelsesministeren. Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Beskæftigelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget. Det er vedtaget.

Forhandlingen er åbnet. Den første ordfører, jeg byder velkommen til, er hr. Jens Joel fra Socialdemokratiet.

Tak for det, formand. Med det her lovforslag bliver internationalt adopterede ligestillet med personer født i riget i forhold til det, der hedder beskæftigelses- og opholdskravene ved ansøgning om kontanthjælp. Det betyder, at internationalt adopterede hverken vil være omfattet af mindstesatsen i kontanthjælpssystemet eller af arbejdspligten, alene fordi de er indrejst i forbindelse med adoptionen. Det er, om man så må sige, den politiske løsning eller handling, altså konsekvensen af noget, som er sket, men som vi også, synes jeg, skal starte med at sige undskyld for, nemlig det, at rigtig mange adopterede og deres familier har følt sig mindre danske og følt, at de ikke hører til, som en konsekvens ikke bare af de nye regler, men faktisk af de regler, vi har kendt siden 2018. Det har vi ikke været opmærksomme nok på, og det er der grund til at beklage og undskylde for. Jeg er også glad for, at der har været bred politisk opbakning til så at handle på det og lave den undtagelse, som lovforslaget her handler om. Vi drøfter også, om der skal være andre undtagelser, i den gode dialog, vi har med partierne bag den her aftale, men det er vigtigt, at når man laver de her undtagelser, skal det jo være objektivt begrundet; man skal ikke forskelsbehandle, og vi skal stadig væk stå vagt om det, der er helt centralt set med Socialdemokratiets øjne, nemlig at vi fastholder kravet om, at kommer man hertil udefra, skal man bidrage, og derfor er arbejdspligten en vigtig del, som også skal bestå efter det her lovforslag. Jeg er glad for, at vi med forslaget i dag retter op, og jeg er glad for, at rigtig mange også har beklaget og undskyldt over for de adopterede og deres familier, som har følt, at de ikke hørte til, for selvfølgelig gør de det – fuldstændig på linje med alle andre.

Tak for det. Der er foreløbig tre med korte bemærkninger. Hr. Karsten Hønge fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Det er selvfølgelig et rigtig godt lovforslag, vi behandler i dag. Jeg kunne godt tænke mig at spørge hr. Jens Joel, om hr. Jens Joel vil give Sara Vergo, der er formand for Djøf, og Michael Bach Petersen, der er generalsekretær i den organisation, der hedder Danes Worldwide, ret, når de vurderer, at der kan være over 400.000 mennesker, der er omfattet af det, fordi det ikke kun handler om nogle, der er født der, men også om mennesker, der opholder sig mere end 12 måneder i udlandet. Er det sådan et antal mennesker, som hr. Jens Joel vurderer nok er den målgruppe, vi taler om?

Ordføreren.

Det er jo helt åbenlyst – og det har vi sådan set også diskuteret fra starten af her – at når vi indfører arbejdspligten, omfatter den også folk, der har været udrejst af landet i en periode. Det kunne f.eks. være, hvis man har arbejdet et sted i udlandet og har betalt sin skat et andet sted, og der har vi jo i lighed med på andre områder som pension, førtidspension og børnepenge nogle optjeningsregler, som betyder, at kommer man hertil udefra, starter man ikke med at få, om man så må sige, den fulde pakke i forhold til nogle velfærdsydelser. Og man kan sige, at det har vi været åbne omkring hele vejen igennem det her. Vi har fastholdt, at vi skulle have arbejdspligten. Vi ved også godt, at når man ikke kan diskriminere og man ikke kan forskelsbehandle, vil der jo også være danskere i den her gruppe. Det er der sådan set ikke noget odiøst i. Det, vi diskuterer her, er jo, at nogle adopterede og deres familier har følt, at de kom i en anden kasse end folk, der er født her, og det er det, vi retter op på med lovforslaget i dag.

Hr. Karsten Hønge.

Jeg giver da ordføreren fuldstændig ret i, at det, at internationalt adopterede bliver ramt af det, er fuldstændig langt ude. Det, jeg prøver at lede efter, er bare det med, at man jo har været meget offensiv i sin kommunikation omkring det oprindelige lovforslag, i forhold til at man ønskede at, jeg tror, man brugte et pænt ord som motivere især kvinder fra etniske minoritetsgrupper til at komme ud på arbejdsmarkedet. Så hvis det er kommunikationen, tænker jeg bare på, at det måske kan vise sig, at det omhandler flere hundrede tusinde. Politiken har en historie om Anders og Johanne, der i 2007 tog til Ukraine for at udvikle software for deres danske firma, og de får så en datter, mens de er i Ukraine, og kommer så tilbage. Mener hr. Jens Joel, at det vil være fair, at den datter, som Anders og Johanne fik i Ukraine, skal omfattes af loven om arbejdspligt og lavere ydelser?

Ordføreren.

Hr. Karsten Hønge har fuldstændig ret i, at da vi lavede den her lovgivning og kommunikerede omkring den, sagde vi, at en af de vigtigste ting i den her sammenhæng er at få gjort op med det, at når du kommer hertil, ender du på kanten af arbejdsmarkedet eller uden for arbejdsmarkedet, altså i passivitet. Vi er nødt til at sikre, at dem, der kommer hertil udefra, bliver en del af arbejdsmarkedet. Og ja, vi har store udfordringer, bl.a. med nogle af de kvinder med anden etnisk baggrund, som lige nu, måske også fordi deres mænd bidrager til at holde dem hjemme, ikke bliver en del af arbejdsmarkedet. Og ja, det er en meget stor del af grunden til, at arbejdspligten er vigtig. Men det, vi diskuterer i dag, er jo, hvordan vi kan sikre, at internationalt adopterede ikke bliver omfattet af den lovgivning, som vi har lavet, og som vi i øvrigt står fuldstændig fast på er en god lovgivning og er helt nødvendig.

Fru Victoria Velasquez, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg synes, der er noget, der ikke giver mening, og det er det med, at man vil sige, hvad formålet med arbejdspligten er, og så siger de argumenter, der er knyttet op på arbejdspligten. Jeg synes, det var helt vildt, at der skulle gå så lang tid, før internationalt adopterede ligesom bliver undtaget. Men det, der ikke giver mening, er, at hvis man siger, at det her om arbejdspligt ikke er diskrimination, hvorfor er det så, at Socialdemokratiet også bakker op om, at vi skal undtage nogle mennesker fra det? For hvis det er, at det her med arbejdspligten skulle være så godt og rent faktisk virke – modsat jeres egne tal – i forhold til at få folk tættere på arbejdsmarkedet, hvorfor er det så, I har lavet så mange undtagelser til loven?

Ordføreren.

Den her diskussion udsprang jo af, at man syntes, der var for få undtagelser til loven. Altså, vi har jo en diskussion nu om at undtage nogle grupper, men vi har også en diskussion, som handler om at fastholde det, at kommer man hertil udefra, så skal man bidrage. Det er set med Socialdemokratiets briller en meget, meget vigtig del. Det er et meget vigtigt princip, og jeg tror også, uanset at jeg godt ved, at jeg er uenig med Enhedslistens ordfører i det, at det vil føre til, at flere af dem, der er kommet hertil udefra, vil blive en del af vores arbejdsfællesskab. Det er vi jo uenige om, og derfor har vores partier også stemt forskelligt om det her. Det, vi diskuterer i dag, er jo, at vi i den lovgivning ikke skal omfatte internationalt adopterede.

Fru Victoria Velasquez.

Men det giver simpelt hen ikke nogen mening, at man siger, at nogen skal blive en del af arbejdsmarkedet og det ordinære arbejdsmarked, ved meget aktivt at sige, at de ikke skal blive en del af det ordinære arbejdsmarked, og ved meget aktivt at sige, at de ikke skal have et rigtigt job, ikke en rigtig løn, ikke tillidsvalgte, ikke rigtige rettigheder – ikke alle de ting, vi forbinder med at være en del af det ordinære arbejdsmarked, til trods for at der ligger forskning, der viser, at det skubber folk længere væk fra arbejdsmarkedet i stedet for at knytte dem tættere på. Derfor forstår jeg også godt, at man laver ændringsforslag og undtager ukrainere. Nu er det internationalt adopterede, og jeg synes, man burde undtage endnu flere, så så få som muligt bliver ramt af det her. Men jeg synes simpelt hen, argumentationen fra Socialdemokratiets side er modsigende.

Ordføreren.

Det, som man bliver omfattet af, når man bliver omfattet af arbejdspligt, er jo at arbejde for sin ydelse, men det at yde noget for sin ydelse kan jo godt være forskellige ting; det er rigtigt, som ordføreren også siger. Det kan jo f.eks. være nyttejob, men det kan jo også være danskundervisning, det kan også være forberedelsen til det, og det kan også være hjælp til at komme ind på arbejdsmarkedet. Det er klart, at jo mere vi kan sikre, at dem, der er kommet hertil, ender med at bidrage, og jo tættere de kan komme på det ordinære arbejdsmarked, jo bedre er det. Men løsningen er ikke, hvilket man desværre har gjort for meget, at man ikke stiller krav til de mennesker, at man ikke beder dem om at bidrage, og at man ikke har en situation i de familier, hvor far og mor går ud ad døren om morgenen og viser børnene, at det er sådan, vi gør, og uanset om man er mand eller kvinde, og uanset hvor vi er i livet, så bidrager vi til det fællesskab, vi er en del af.

Fru Samira Nawa, Radikale Venstre.

Tak. Det er jo rigtig godt, at internationalt adopterede bliver undtaget fra arbejdspligten. Det var også regeringen, der tidligere stillede ændringsforslag om, at ukrainere omfattet af særloven kunne blive undtaget. Så jeg synes jo, at regeringen stille og roligt – og det glæder mig – er i gang med at pille lovforslaget og hele arbejdspligten fra hinanden, for det nemmeste ville jo være helt at sløjfe arbejdspligten. Det ville give rigtig god mening også økonomisk set, fordi vi jo betaler rigtig mange penge for at hjælpe få mennesker. Jeg vil høre ordføreren for Socialdemokratiet, om ikke der er andre grupper, der også bør undtages, nu vi er i gang. Det drejer sig f.eks. om forskere, der flytter til udlandet med danske virksomheder, eller om diplomater. Ordføreren siger, at de jo ikke betaler deres skat i Danmark, og at det derfor ville være ret og rimeligt, at de bliver stillet anderledes, når de kommer retur til Danmark, men hvad med de medfølgende børn, de måtte have? Det er jo ikke børn, der alternativt havde betalt skat i Danmark.

Ordføreren.

Tak for det. Jeg er først og fremmest glad for, at der er bred opbakning til det, lovforslaget her handler om, nemlig at undtage de internationalt adopterede, men det er også klart, at den diskussion, vi har lige nu, jo minder lidt om den, vi havde om arbejdspligten, for jeg er jo helt med på, at Radikale Venstre og fru Samira Nawa er imod overhovedet at indføre en arbejdspligt. Nej, vi er ikke ved at undergrave arbejdspligten. Vi holder fast i, at det er en vigtig del, og at det også er vigtigt at stille krav til folk, der kommer hertil udefra, om at blive en del af arbejdsfællesskabet. Så det er jo faktisk det, vi ikke går på kompromis med. Vi vil ikke undergrave arbejdspligten, men vi har sagt meget tydeligt, at vi gerne vil lave den her undtagelse, og at vi gerne vil diskutere – og det gør vi i øvrigt med de partier, som sidder med ved bordet, og som ikke på forhånd har meldt sig ud – om vi kan lave undtagelser uden at undergrave arbejdspligten, og hvis der er et politisk ønske om det, gør vi det gerne.

Fru Samira Nawa.

Det glæder mig, at de partier, der står sammen om arbejdspligten, også har den diskussion. Vil Socialdemokratiets ordfører indvie os andre i, hvor Socialdemokratiet står f.eks. med hensyn til det eksempel, jeg fremførte før? Hvis man er flyttet ud af Danmark for en årrække for at arbejde eller forske eller for at arbejde som diplomat og har børn med, så kunne de børn, når de så vender retur til Danmark og på et tidspunkt fylder 18 år, jo i princippet være omfattet af kontanthjælpssystemet og af arbejdspligten. Hvordan skal de børn stilles? Bør de ikke også undtages?

Ordføreren.

Jeg er også rigtig glad for den dialog, vi har med aftalepartierne, bl.a. om, hvad for nogle politiske ønsker man kan have om undtagelser, uden at vi går på kompromis med arbejdspligten, og selvfølgelig uden at man diskriminerer eller forskelsbehandler på et usagligt grundlag. Den diskussion har vi med aftalepartierne, og når den diskussion er færdig, kommer vi selvfølgelig også til at præsentere, hvad aftalepartierne bag arbejdspligten mener er det rigtige snit i forhold til at sikre arbejdspligten, men også de undtagelser, som er nødvendige.

Fru Dina Raabjerg, Det Konservative Folkeparti.

Tak. Jeg vil bevæge mig ned ad et lidt andet spor. Grunden til, at vi står her i dag med det her lovforslag, er jo, at vi har vedtaget en lovgivning, hvor vi ikke var klar over, at internationalt adopterede ville blive ramt af en arbejdspligt. Jeg vil spørge ordføreren om, hvornår han først blev opmærksom på, at der var et problem, der skulle rettes op på.

Ordføreren.

Man kan sige, at der jo står i lovgivningen og i de papirer, vi har forhandlet, på baggrund af at dem, der er omfattet her, er dem, der er indrejst. For så vidt har vi jo vidst hele tiden, at det også var internationalt adopterede. Og når ordføreren spørger om, hvornår man blev klar over, at der var noget andet på spil her, var det i virkeligheden det, jeg startede med at undskylde for. Vi har hele tiden vidst, at der ville være danskere iblandt. Vi har hele tiden vidst, at en lille del af dem, der blev omfattet, ville være danskere. Det, vi ikke har været nok opmærksomme på, er den følelse, som de internationalt adopterede og deres familier har stået med, altså at de ikke hørte rigtigt til, og at de blev sat i kategori med nogle, der var vandret hertil. Det har vi jo aldrig tænkt, fordi der netop hele tiden har været danskere, men det ændrer ikke på, at de følelser, som den her lovgivning har vakt – og også den lovgivning, vi faktisk har kendt siden 2018 – har ramt de adopterede og deres familier på en måde, som vi ikke kan eller skal forsvare, og det er det, vi har sagt undskyld for. Det er derfor, vi har fremsat det her lovforslag, som ændrer det.

Spørgeren.

Jeg hører det på den måde – og det kan være, at jeg misforstår det – at det har ordføreren faktisk vidst hele tiden, men det var først, da man fandt ud af, at der var nogle følelser, der blev sat i spil, at det var relevant at kigge på. For mit eget vedkommende har jeg ingen steder i hele lovprocessen kunnet se, at der var noget omkring adopterede, der var omfattet her, men jeg er vidende om, at der parallelt med lovprocessen blev lavet en vejledning, hvoraf det fremgår. Hvad tænker ordføreren om, at der er nogle vejledninger, hvoraf der fremgår noget, som vi ikke er blevet forelagt i en lovproces?

Ordføreren.

Det er jo rigtigt, at det, vi reagerer på politisk, er følelserne, som kommer frem. I virkeligheden synes jeg – og det har vi også beklaget – at det er uheldigt, at det ikke har fyldt mere i den politiske diskussion, både omkring det her lovforslag, men jo for så vidt også, da man diskuterede det i 2018. For sandheden er jo, at det, vi har bygget videre på, er en målgruppe, som man har kendt siden 2018. Jeg synes altid, at jo mere oplysning man har om tingene, jo bedre. Men det er også åbenlyst, at vi har vidst, at var man indrejst til landet, var man omfattet – for det står jo i lovgivningen og i alle papirer. Det, vi ikke har været nok opmærksomme på, er, at det har fået de adopterede og deres familier til at føle, at de ikke var rigtige, at de ikke hørte til, og at de ikke var en del af det her land. Der tror jeg, at der er noget særligt på spil for adopterede, som vi skal være meget opmærksomme på, og som vi helt åbenlyst skulle have været mere opmærksomme på tidligere.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Jens Joel fra Socialdemokratiet. Jeg byder nu velkommen til hr. Kim Valentin fra Venstre.

Tak til formanden. Dette lovforslag er et reparationsarbejde, fordi der blev lavet en fejl. Fejl sker desværre, men denne fejl kom til at berøre familier, som i forvejen var og er et sted, som kræver mere forståelse og indsigt, end der blev givet. Det vil jeg gerne beklage. Jeg har tidligere undskyldt, og jeg vil gerne undskylde igen. Det er det, der ikke må ske, men det er sket. Samtidig er loven om arbejdspligt også en vigtig lov. Arbejdspligten er nemlig et vigtigt redskab for, at flere kan blive en del af det, vi kalder arbejdsfællesskabet. Men det har aldrig været Venstres hensigt, at den skulle omfatte internationalt adopterede. Det er ikke rimeligt, at vi har stillet adopterede i en situation, hvor de alene på grund af deres indrejse via adoption blev behandlet anderledes end danskfødte. Mange adopterede og deres familier kæmper i forvejen med følelsen af at være anderledes, og vi skal ikke fra Folketingets side være med til ligesom at forstærke den oplevelse. Med det her forslag retter vi op på den skævhed. Fremover vil internationalt adopterede have ret til de højere satser for kontanthjælp og bliver ikke omfattet af arbejdspligten, præcis som hvis de var født her i landet. Det er godt. Dermed ligestilles internationalt adopterede fuldt ud med personer født i riget, når det gælder beskæftigelses- og opholdskrav ved ansøgning om kontanthjælp. De vil altså hverken være omfattet af mindstesatsen i kontanthjælpssystemet eller af arbejdspligten alene på grund af deres adoptionsbaggrund. Samtidig fastholder vi naturligvis, at alle uanset baggrund skal opfylde beskæftigelseskravet, hvis de senere vælger at opholde sig i udlandet i mere end 12 sammenhængende måneder. Lad mig fremhæve, at det fortsat er helt centralt for Venstre at holde fast i kravene om beskæftigelse og ophold i forbindelse med arbejdspligten, da det er med til at understøtte, at det bedre kan betale sig at arbejde. Samtidig sikrer det, at de danske velfærdsydelser ikke bliver en tiltrækningsfaktor for udlændinge. Med arbejdspligten tager vi på den måde et nødvendigt opgør med den passive forsørgelseskultur, som desværre stadig præger dele af samfundet. Venstre bakker fuldt ud op om lovforslaget.

Tak for det. Der er foreløbig tre korte bemærkninger. Først er det fru Victoria Velasquez. Værsgo.

Tak til Venstre for talen. Venstre siger, at det var en fejl, og efter hvad vi kan forstå på Socialdemokratiet, var det ikke en fejl, men en fejlvurdering af menneskers følelser. Jeg vil gerne spørge ind til sydslesvigerne. Vil Venstre være åbne for at bakke op om et ændringsforslag om at undtage dem? For der er åbenlyst mange – og det er også blevet udtrykt – som oplever det ydmygende i at skulle udføre et job ligesom danske kollegaer, men modsat dem blive anset for at være andenrangsborger og få 40 kr. for det. Derfor vil jeg spørge, om Venstre vil bakke op om det ændringsforslag.

Ordføreren.

Der er en lang række andre undtagelser, som bliver drøftet i øjeblikket, og der er ikke helt klarhed over, hvordan de juridiske konsekvenser af de ting er. Der er med det her lovforslag fra start af lagt op til, at vi netop drøfter andre undtagelser som ændringsforslag til den her lov. Derfor kan jeg ikke sådan hundrede procent præcist svare på de spørgsmål, der måtte være her i forhold til andre grupper. Men jeg vil sige, at det er min forventning, at der vil være andre grupper, som også kommer ind under her. Om det så er den gruppe, eller om det er nogle andre grupper, vil jeg afholde mig fra at svare præcist på i dag, for jeg har ikke det juridiske grundlag at gøre det på.

Spørgeren.

Vi kommer i hvert fald fra Enhedslistens side til at stille ændringsforslag med de undtagelser, som vi har hørt fra andre partier, og som vi bakker op om. Der er en gruppe, som der ikke er blevet talt om, og som vi også kommer til at stille et ændringsforslag omkring, og det er mennesker, der er ramt af invaliderende handicap og sygdom. Jeg synes, det er virkelig kynisk, at man vælger en så ydmygende tilgang til mennesker, som i forvejen er marginaliseret, fordi de er ramt af sygdom og arbejdsløshed. Det er jo ikke med til at fremme, at de pludselig bliver mere sunde og raske. Derfor vil jeg spørge, om Venstre vil bakke op om det ændringsforslag.

Ordføreren.

Det er er jo en gentagelse af den diskussion, vi også havde under debatten om arbejdspligt og ændringer i kontanthjælpssystemet, og der er Enhedslisten bare et andet sted, end Venstre er. Det fandt vi jo ud af med den diskussion. Enhedslisten er generelt imod arbejdspligt, og den diskussion skal vi også passe på med ligesom at tage med ind her, synes jeg. Venstre er ikke imod en arbejdspligt. Vi er for en arbejdspligt. Vi er for, at det skal kunne betale sig at arbejde. Vi er for, at der skal være en beskyttelse af vores velfærdsydelser, hvis man kommer hertil. Det er jo det, det lovforslag er til for. Derfor vil der nok også være noget, vi vil sige nej til, også i forhold til hvad Enhedslisten kommer med af ændringsforslag. Men jeg har jo ikke set ændringsforslaget, så det er svært at svare præcist på.

Hr. Karsten Hønge, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Det er altså en spændende sproglig akrobatøvelse, hr. Kim Valentin er ude i. Det er en fejl, men ministeren siger, at vi har vidst det hele tiden. Altså, man kan jo ikke sige begge dele. Det er en fejl – vi har vidst det hele tiden. Så kunne man jo også have grebet ind noget tidligere, men det er altså godt, at man så tager fat i det nu. Venstre har jo fra starten af argumenteret for, at det her er et redskab til at få især kvinder med etnisk minoritets-baggrund ud på arbejdsmarkedet. Derfor vil jeg bede hr. Kim Valentin om at forholde sig til, at Sara Vergo, der er formand for Djøf, og Michael Bach Petersen, der er generalsekretær i den organisation, der hedder Danes Worldwide, vurderer, at det her potentielt kan komme til at ramme over 400.000 mennesker. Jeg mener bare: Hvad er så idéen i det? Man argumenterer for, at det især er kvinder med etnisk minoritets-baggrund, men det kan ramme over 400.000. Er det et tal, som Kim Valentin vurderer kan være realistisk?

Ordføreren.

Jeg har slet ikke hørt det tal blive nævnt, vil jeg sige, men det er da rigtigt, at der er 400.000, mener jeg, der ikke bor i Danmark. Det må være det tal, som ordføreren så mener. Man kan sagtens have en fejl, selv om der ikke er nogen sådan generel fejl i det, man troede man lavede. Det er jo netop, fordi vi burde have diskuteret og drøftet internationalt adopterede mere under behandlingen af det eksisterende lovforslag om arbejdspligten. Det gjorde vi ikke. Det gjorde vi heller ikke i 2018; der sad jeg her ikke selv. Så problemet er jo nedarvet i vores system, om jeg så må sige. Det er noget, som vi burde have taget stilling til tidligere. Det er det, jeg har beklaget. Det er det, jeg har undskyldt for. Men det er ikke godt nok, at vi gør det sådan. Det burde vi lære af. Det skal vi lære af.

Hr. Karsten Hønge.

Jeg tror nok, at ordføreren skal være opmærksom på, at det ikke er 2018, der er problemet. Problemet er, at man skruer tiden tilbage til 1968, og så er der pludselig nogle mennesker, der bliver omfattet. Det er der, man skulle have opdaget det. Men det kan ikke både være en fejl og noget, man altid har vidst. Dagbladet Politiken har jo skrevet en historie her om Anders og Johanne, der i 2007 tog til Ukraine for at lede en gruppe af softwareudviklere. Da de så kommer tilbage, bliver deres datter omfattet af både arbejdspligt og lavere socialydelser. Og det er jo godt, at vi med ændringsforslaget i dag ligesom kan redde de internationalt adopterede, om jeg så må sige, men hvor længe skal alle de andre mennesker holdes på stegepanden og ikke vide, hvilke rettigheder de har?

Ordføreren.

Til det sidste vil jeg sige, at det jo er noget, vi beslutter i løbet af behandlingen af L 208. Og ja, der vil være nogen, som bliver berørt af det, for det har vi jo sagt fra start af, altså at 90 pct. var af anden etnisk oprindelse end vestlig, og at der var 10 pct., der var danskere. Vi vidste jo godt, at der var 10 pct., der var danskere. Det, jeg sagde til den tidligere ordfører var en fejl, var jo netop, at vi burde have behandlet internationalt adopterede meget mere indgående og have vidst det på det tidspunkt, så vi kunne have lavet en undtagelse der. Men om den anden gruppe kommer med, har jeg også prøvet at sige at jeg ikke kan svare på nu, men jeg vil meget gerne svare på det i løbet af behandlingen.

Fru Samira Nawa, Radikale Venstre. Værsgo.

Grunden til, at vi er havnet her, hvor vi er nødt til at undtage den ene gruppe efter den anden og diskutere, om det ikke også skal være muligt at undtage yderligere grupper, er, at regeringen i sin iver efter at indføre en symbolpolitisk udlændingepolitik accepterer, at der er nogle med dansk statsborgerskab, der også bliver omfattet af det her. Hr. Kim Valentin siger i sin tale, at det aldrig har været Venstres hensigt, at internationalt adopterede skulle være omfattet. Jeg synes da, at hr. Kim Valentin skylder et svar på, om det så har været Venstres hensigt, at børn af diplomater, forskere eller folk, der er udsendt for private virksomheder, skal være omfattet.

Ordføreren.

Nu er Radikale Venstre jo generelt imod, at det bedre skal kunne betale sig at arbejde, og at man laver en beskyttelse af velfærdsydelserne, og det er jo på det grundlag, der bliver stillet det her spørgsmål. Så derfor er jeg jo nødt til at sige, at det ikke er symbolpolitik, når man prøver at få en gruppe, der har været uden for arbejdsmarkedet i mange, mange år, ind på arbejdsmarkedet. Og det er det, der ligger til grund for arbejdspligten. Når vi så snakker internationalt adopterede her, er det jo, fordi det er en fejl, som burde have været set – det er noget, vi burde have set. Det er det, som vi taler om i dag. Men når man generelt er imod det hele, forvirrer det selvfølgelig debatten en lille smule. Det er jeg godt klar over.

Spørgeren.

Hvis vi endelig skal tale om, at noget skal kunne betale sig, synes jeg, ordføreren skylder at forklare, hvordan arbejdspligten i det hele taget kan betale sig, for det er jo noget med, at det koster op imod 1 mio. kr. pr. person, som regeringen selv regner med at få i beskæftigelse. Og set med mine økonombriller synes jeg i hvert fald ikke, det hænger særlig godt sammen. Venstre bliver ved med at kredse om noget andet i stedet for bare at svare på, om man synes, at børn af diplomater – lad os bare nøjes med det – der har været væk fra Danmark i mere end 12 måneder, fordi deres forældre har arbejdet for Danmark i udlandet, ikke også bør undtages.

Ordføreren.

Jeg vil godt gentage det, jeg har sagt, for det er en vigtig forståelse: I løbet af behandlingen af det her lovforslag finder vi nok ud af, at der vil være andre grupper, som også kan blive undtaget. Det er jeg ret sikker på, men jeg ved det ikke endnu. Jeg ved ikke, hvilke grupper det er; jeg ved ikke, hvad det er for nogle juridiske betingelser, der ligger bag. Men jeg er ret sikker på, at vi i løbet af behandlingen af det her finder ud af, at der er andre grupper end internationalt adopterede, som også kan undtages. Og det er derfor, jeg ikke kan svare præcist på det lige nu, men jeg lover, at det skal jeg nok gøre i løbet af behandlingen af det her forslag.

Den næste er fru Dina Raabjerg.

Tak. Og tak for en fin tale. Ordføreren siger, at vi burde have set det her, og det er jeg meget enig med ordføreren i. Når vi ikke så det, er det, fordi der står noget med indrejste, og indrejste er en kategori, vi har i CPR-registeret. Man kunne jo drøfte alle mulige kategoriseringer, internationalt adopteret eller alt muligt andet, og så ville de ikke have været ramt. Burde man ikke sammen med lovbehandlingen have haft en liste over, hvem de indrejste egentlig var, og hvad for nogle der så ikke er indrejste?

Ordføreren.

Der er i hvert fald brug for, at vi har noget refleksion over den proces, vi havde, for det kommer vi jo tilbage til i andre sammenhænge, og det kan sagtens være, at den proces, som ordføreren foreslår, ville have været bedre. Det er noget, vi skal tænke over, så derfor synes jeg, det er et godt forslag, at man eventuelt tager det ind til bordet på et meget tidligt tidspunkt og får drøftet nogle af de her mere definitoriske ting, f.eks. hvad en indrejst er. Det blev der ikke rigtig sat spørgsmålstegn ved, fordi det jo er et princip, vi har haft siden 2018; hvad en indrejst er, lå ligesom under hele lovgivningen. Det er en forklaring, men det er ikke en undskyldning, og det er derfor, jeg siger: Det her er beklageligt. Det er noget, vi ikke skal gøre. Det er derfor, at jeg har undskyldt, og det er derfor, jeg gentager den undskyldning her.

Spørgeren.

Tusind tak for at modtage spørgsmålet på den måde her. I processen og i hele høringsprocessen omkring lovforslaget har adoptionsorganisationerne jo været høringsparter, og de har ikke reageret, for de og deres medlemmer har aldrig set sig selv som indrejst. Ligesom alle os andre har de jo ikke kunnet gætte sig til, at de var kategoriseret som indrejst og derfor omfattet af det her. Så jeg vil bare kvittere for den reaktion, der var her.

Ordføreren.

Tak for det.

Så siger vi tak til ordføreren. Vi går videre til den næste, og det er fru Charlotte Munch fra Danmarksdemokraterne. Velkommen.

Tak for ordet. Jeg vil gøre det ganske kort. I Danmarksdemokraterne er vi glade for, at ministeriet har lyttet, og at vi i dag står med et lovforslag, der vil undtage adopterede fra beskæftigelseskravet og arbejdspligten i kontanthjælpssystemet. Det har aldrig været vores intention, da vi indgik aftalen om indførelse af arbejdspligten tilbage i efteråret 2023, at denne arbejdsgruppe skulle omfatte adopterede danskere. Jeg er ærgerlig over, at ministeriet ikke sørgede for, at dette blev en større del af forhandlingerne om arbejdspligten, for formålet med arbejdspligten er at få de mange ikkevestlige indvandrere i Danmark, som ikke bidrager tilstrækkeligt til fællesskabet, op af sofaen og ud på arbejdsmarkedet. Aftalen er ikke rettet mod danske borgere, der er adopteret fra udlandet og har været en integreret del af det danske samfund hele deres liv. Det er vi heldigvis alle i aftalepartierne enige om. Derfor støtter vi dette lovforslag, og vi ser frem til udvalgsbehandlingen, hvor vi kan arbejde videre med forslaget og vurdere, om der også skulle være andre grupper, der utilsigtet er blevet omfattet af lovgivningen på området. Til alle jer danskere, der er adopteret, vil jeg give en stor undskyldning fra os i Danmarksdemokraterne. Tak.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger. Først er det hr. Karsten Hønge.

Vi er opmærksomme på, at Danmarksdemokraterne aldrig lader en chance gå fra sig for at komme til at tale lidt ondt om mennesker med etnisk minoritets-baggrund. Det har også været hele kommunikationen omkring det her lovforslag, at man ønskede – ganske vist på en ekstremt dyr måde, hvor prisen er oppe i 0,5 mio. kr. for hver enkelt, man får i arbejde, og helt ineffektivt – en stærk symbolværdi i det. Men når jeg nu netop taler til en ordfører fra Danmarks demokraterne, hvordan har fru Charlotte Munch det så med Vibeke Würtz Jürgensen, der til DR Syd fortæller, at hun tilhører det danske mindretal i Tyskland, hun er en form for talsmand for de her borgere, og de bliver også ramt af det. Vibeke her siger: »Det er så ekskluderende. Det er at trampe på nogle følelser, der ligger dybt indeni. Det er som at sige, at jeg er andenrangsborger ...«. Det siger denne nationalt orienterede dansker i Tyskland. Er det virkelig meningen, at de skal omfattes af den her lov?

Ordføreren.

Det kan jeg godt forstå at hun føler, og derfor kan jeg også sige, at lige præcis vi i Danmarksdemokraterne har bragt det op som et af fokusområderne, altså netop borgere, der bor i Sydslesvig. Men hvad angår, hvad der sker, må jeg læne mig op ad, hvad min kollega hr. Kim Valentin sagde for ganske kort tid siden, nemlig at de her grupper, som kan risikere at havne i en utilsigtet gruppe med hensyn til arbejdspligten, foreløbig skal undersøges. Så det må vi tage, når vi når dertil. Det handlede først og fremmest om at få det her lovforslag igennem, for det var det, der kunne lade sig gøre her og nu, og det var det, jeg syntes var vigtigt at gøre, når man kan gøre det så hurtigt som muligt.

Spørgeren.

Jeg skal forstå det rigtigt: Man har begået en fejl, selv om man hele tiden har vidst, at det var en fejl, og det har ministeren sagt. Nu begår man altså en fejl over for nogle andre. Hvor lang tid skal de så holdes på stegepanden? Nu har man begået en fejl i forhold til de internationalt adopterede, og jeg kan høre på fru Charlotte Munch, at der vist også er begået en fejl i forhold til sydslesvigere. Så hvornår får vi rettet op på det? Eller er det også bare sådan en fejl, hvor vi skal afvente – et eller andet stykke tid, til de her mennesker kommer i klemme – at de her forligspartier tager sig sammen til at få rettet op på en fejlagtig lovgivning?

Ordføreren.

Den fejl, jeg anerkender, er den, vi står og behandler i dag, altså vedrørende de adopterede. De andre vil jeg ikke anerkende nu. Det var det, jeg prøvede at sige, da jeg henviste til min kollega Kim Valentin om, i forhold til hvad der skal undersøges, og hvad der juridisk kan lade sig gøre, og om det overhovedet er grupper, vi kan tage med, og sådan nogle forskellige ting. Så er vi selvfølgelig også nogle aftalepartier, der skal blive enige, og respekt for det. Sådan skal det også være. Men det er da klart, at det ikke nytter noget, at man laver en fejl og en fejl og en fejl. Nu må det laves ordentligt. Derfor synes jeg også, det er vigtigt, at vi tager den tid, det skal tage, også selv om det ikke er supersjovt at være dem, der skal stå og vente.

Så er det fru Victoria Velasquez.

Jeg håber, at Danmarksdemokraterne kommer til at støtte de ændringsforslag, som vi kommer til at stille, for det tror jeg virkelig er vigtigt, for at folk ikke kommer til at opleve, at et flertal i Folketinget ser dem som andenrangsborgere. Nogle af dem, som er enormt frustrerede over love som den her, er seniorerne på vores arbejdsmarked, for de jobs, folk bliver sendt ud i, er f.eks. at skulle gøre rent eller skulle ordne nogle af de ting, som jo før blev gjort af specialarbejdere på overenskomstmæssige vilkår, eller som flere af FOA's medlemmer har gjort, og det skaber en fortrængning, og rigtig, rigtig mange af dem oplever, at arbejdsgiverne simpelt hen ikke indkalder dem til samtale eller ikke ansætter dem, og nogle af de stillinger, som nogle af dem faktisk havde set sig selv få, laver man så om til nyttejob, hvor folk får 40 kr. i timen for det. Så hvad tænker Danmarksdemokraterne man kan gøre for ikke at skabe den her fortrængning, der går ud over seniorerne?

Ordføreren.

Nu har jeg selv i sidste periode siddet i arbejdsmarkedsudvalget i en kommune, og det her handler jo ikke om at tage jobs fra andre. Det her handler om nyttejobs, altså nogle af de ting, der ikke bliver gjort. Så trods ordførerens indikation af, at det er noget, der bliver gjort, kan jeg bare fortælle, at det er det ikke. Det kan f.eks. være rengøring af ribberne i en gymnastiksal, som måske er noget, der ikke er tid til at få gjort i løbet af året. Det synes jeg sådan set er glimrende. Nyttejobs er det, der skal til, og jeg synes, det er så fint, at man er en del af en arbejdspligt, altså at man bidrager til det samfund, man rejser til.

Spørgeren.

Derfor ville det give mening, at man gav dem et rigtigt arbejde i stedet for sådan et udnyttejob. Men jeg er ikke helt sikker på, at det er den opdaterede information, som kom fra ordføreren, for der blev jo ændret i loven omkring nyttejob af ministeren, så man netop kunne udvide det, i forhold til hvad for nogle jobs det var. Så har jeg spurgt ind til, hvad det er for nogle jobs, og det svar, der kom tilbage, var, at det er jobs, der i dag eksisterer på overenskomstmæssige vilkår. Det er også derfor, at fagforeninger på stribe har kritiseret netop den her lov for at fortrænge. Så skaber det ikke nogle problemer, sådan som ordføreren ser det, i forhold til seniorer, der har svært ved at få en fod indenfor på arbejdsmarkedet, at vi fortrænger flere jobs?

Ordføreren.

Først vil jeg sige, at jeg tror, det skal ses lidt i det lys, at nogle kommuner, sådan som jeg husker det, meldte ud, at de ikke havde de her nyttejobs. Jeg tror, at nogle af de kommuner måske skal se lidt indad, for jeg tror faktisk, at rigtig mange har dem, hvis de virkelig kigger grundigt efter. Så nævner ordføreren noget om et rigtigt arbejde. Men der er jo intet til hinder for, at de indvandrere, som vi lige nu ikke har på arbejdsmarkedet, går ud og tager sig et job, får en overenskomst, bliver en del af et fællesskab – det er der jo intet til hinder for. Så slipper man for 40 kr. i timen og et nyttejob.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Så er den næste hr. Karsten Hønge fra SF. Velkommen.

Onsdag den 26. februar havde jeg beskæftigelsesministeren her i Folketingssalen med et spørgsmål om præcis det, vi skal behandle i dag, nemlig situationen for de internationalt adopterede. Ministeren meddelte så, lige et par timer før jeg skulle have diskussion med ministeren her, at ministeren så trak det med de internationalt adopterede ud, og at det så skulle behandles separat. Den samme dag forsøgte jeg flere gange at få ministeren til at undskylde for den behandling, som de adopterede har været udsat for. Det kunne ikke lade sig gøre. Den undskyldning, som kom senere, var en fødsel, der skulle tages med tang. Ministeren skulle presses; ministeren skulle udsættes for en direkte konfrontation over for adopterede, hvor facaden så til sidst krakelerede, og så fik man den undskyldning afleveret, som skulle have været afleveret fra starten af. Det er selvfølgelig godt, at det bliver gjort nu, ikke bare af ministeren, men også af ordførerne for partierne bag. Jeg vil også sige, at jeg selv besøgte en familie i Nyborg og oplevede, hvordan de følte sig dybt ramt af det her forslag om, at deres adopterede børn skulle omfattes af en anden lovgivning end andre danskere. Argumentationen for, at man overhovedet er kommet i den her situation, er jo, at man har en meget stærk tro på, at hvis man gør livet surt for nogle mennesker, kan man nok få dem til at komme ud på arbejdsmarkedet. Man har i kommunikationen hele tiden rettet det mod især kvinder med etnisk minoritets-baggrund. Nu har man så fundet ud af at undtage de internationalt adopterede, og det synes jeg selvfølgelig er en rigtig god idé. SF stemmer selvfølgelig for det ændringsforslag, det er jo klart. Men det er nok så interessant at se på, hvilke andre grupper der så kan blive undtaget. Sara Vergo, formand for Djøf, og Michael Bach Petersen, der er generalsekretær i organisationen, der hedder Danes Worldwide, vurderer altså, at op mod mellem 400.000 og en halv million mennesker kan blive berørt af det, for det omfatter ikke kun folk, der er født i udlandet, men også folk, der har været bortrejst i mere end 12 måneder. De peger også på det bekymrende i, at det her er en lov med tilbagevirkende kraft. Så jeg synes, der er god grund til at se på, hvilke andre mennesker der skal omfattes. Der forstår jeg ikke, at man ikke rigtig har lært af sine fejl. Man kan undre sig over, at man kan kalde det en fejl, når ministeren siger, at man hele tiden har vidst det, men lad det nu lige hvile et øjeblik; det er lidt mystisk. Man har i hvert fald åbenlyst begået en fejl i forhold til de internationalt adopterede, men hvor lang tid skal vi så lade andre mennesker vente på, at de kan få deres rettigheder? Jeg kan jo give stemme til nogle konkrete mennesker her. En af dem er Peter Thygesen, der arbejder som korrespondent for Weekendavisen i Zimbabwe og Sydafrika, og i en periode arbejdede han også for Folkekirkens Nødhjælp. Det gjorde han fra 1988 til 1992. Peter Thygesen og hans kone fik en datter, Christine. De vendte så hjem til Danmark i 1992. Men nu kan jeg så forstå, at Christine, altså datteren, skal rammes af arbejdspligt og lavere sociale ydelser. Hvor er det rimelige i det? I Politiken står Anders og Johanne frem med deres historie. Ægteparret arbejdet i 2007 og 2 år frem i Ukraine med at lede en gruppe af softwareudviklere. De var så af sted i 2 år. Deres datter bliver så bagefter opfattet som indrejst i Danmark og bliver nu ramt af arbejdspligt og lavere sociale ydelser. Er det rimeligt? Overhovedet ikke. Vi har set Vibeke Würtz Jürgensen, som tilhører det danske mindretal i Tyskland, stå frem i DR Syd som en form for talsmand for de dansksindede i Sydslesvig. Der udtaler hun til DR Syd: »Det er så ekskluderende. Det er at trampe på nogle følelser, der ligger dybt indeni. Det er som at sige, at jeg er andenrangsborger ...«. Det er jo så bare nogle eksempler på de mennesker, som kan blive omfattet af loven, hvilket jeg forestiller mig umuligt kan være forligspartiernes idé med den. Man har anerkendt nu, at det var en fejl med de internationalt adopterede, selv om man har vidst det hele tiden – det var i hvert fald en fejl. Ville det ikke være rimeligt, at man også nu fortalte til en række andre mennesker, at de selvfølgelig er danskere på lige fod med alle os andre? Hvor lang tid skal de holdes på stegepanden uden at kende deres rettigheder? Men SF stemmer selvfølgelig for det her ændringsforslag, for så redder vi da den ene gruppe. Vi venter bare på, at der kan komme rimelighed og retfærdighed for så mange andre.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste er fru Sólbjørg Jakobsen fra Liberal Alliance. Velkommen.

Mange tak. Der har været et gennemgående ord fra de tidligere talere, nemlig undskyld. Det er det eneste rigtige ord, der har været sagt i dag, og så har der været en masse gentagelser af alt muligt pladder om arbejdspligten. Uanset hvor mange gange jeg hører ordførere stå heroppe og forsvare den, giver den bare ikke mening. Kommer man hertil udefra, skal man bidrage. Ja, det kan man sagtens uden at lave en arbejdspligt. For man skal for det første betale mange bureaukratiske kroner og arbejdskraft til at holde den kørende, og for det andet formodes den ifølge egne beregninger ikke engang at virke. Så har man lavet den, fordi der er nogle, der har et integrationsbehov, og det er da også helt fair, og det er der jo mange der har. De er bare ikke adopterede. Nu er jeg ikke selv adopteret, men hvis man snakker med nogen, der er adopteret, så er der rigtig mange, der på den ene eller anden måde har følelser i klemme om, hvor de hører til, hvor de kommer fra, og hvem de er, og det her har ramt lige ind i de følelser, og det har gjort ondt. Vi er i Liberal Alliance ikke med i aftalen om arbejdspligten, så derfor er det meget nemt for mig at sige, at vi bakker op om det her, og at vi også vil bakke op i forhold til alle de andre grupper, man vil undtage. For vi vil gerne undtage alle fra arbejdspligten og have det som en konkret og individuel vurdering. Men det skal dog siges, at Liberal Alliance har sin del af ansvaret her, da vi stod bag aftalen fra 2018, hvor man lavede den her målgruppe. Der var så ikke det samme behov, så man lavede arbejdspligten, og derfor indgår vi også i et samarbejde om at få rettet op på det her, så det rammer den målgruppe, det skal ramme. Det var så første generation fra mit parti, men jeg har så fornøjelsen af at arbejde videre med det, og derfor ser vi også frem til den videre behandling i forhold til at lave ændringsforslag, så vi i hvert fald kan sikre, at den, når den nu engang skal være der, også er til mindst mulig gene. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste er fru Nanna W. Gotfredsen fra Moderaterne. Velkommen.

Tak for ordet, formand. Nogle gange sker der jo fejl, helt beklagelige fejl, forfærdelige fejl, alle mulige fejl, og jeg står personligt et sted, hvor jeg mener, at dyrkelsen af nulfejlskulturen er håbløs. Væsentligst må det være, om man får rettet op på det. Jeg er og vi er i Moderaterne alle virkelig kede af det, og vi undskylder og gør ved. Samtidig må jeg også sige, at jeg stadig føler mig som lidt ny. Jeg var ikke beskæftigelsesordfører endnu, da diskussionen startede, og jeg føler mig stadig lidt ny, og jeg kan høre på debatten, at I har meget historik med hinanden, og jeg vil se at få læst mere op. Adopterede skulle selvfølgelig fra starten – for det er I – sidestilles med os andre, som så lige er født i Danmark, når det kommer til disse spørgsmål. I er helt lige så danske, som vi andre er, og med lovforslaget sikrer vi nu, at internationalt adopterede bliver undtaget. Jeg ser frem til det videre arbejde, og jeg benytter anledningen til at sige undskyld nok en gang. Moderaterne bakker op om forslaget. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er nogle korte bemærkninger. Den første er til hr. Karsten Hønge.

Jeg må igen sige, at jeg synes, det er en forunderlig proces, vi er inde i. Man siger, det er en fejl, og ministeren siger, at man har vidst det hele tiden. Men man kan vel ikke sige begge dele, fru Nanna W. Gotfredsen? Formanden for Moderaterne er jo landets udenrigsminister, og det, jeg egentlig vil spørge om, er, om fru Nanna W. Gotfredsen mener, at det ville være rimeligt, at børn af vores diplomater, som den danske stat har sendt til udlandet, skal omfattes af arbejdspligt og lavere sociale ydelser.

Ordføreren.

Spørgeren bruger begrebet diplomatbørn. Det bryder jeg mig meget lidt om. Men der er forskellige forslag til undtagelser på bordet, og det her kunne sagtens være et af dem, hvor vi kunne være positivt stemt. Under alle omstændigheder foregår det. Der er også undersøgelser af de juridiske rammer og implikationer, og hvad der ellers er, og det foregår jo, som andre har sagt før mig, med aftalepartierne. Så det kommer der svar på, håber jeg, under behandlingen af det her forslag.

Spørgeren.

Så skal vi altså igennem processen igen om et stykke tid. Nu siger fru Nanna W. Gotfredsen: Det var en fejl, og vi undskylder, selv om vi har vidst det hele tiden. I forhold til børn født af danske diplomater eller andre udsendt af Danmark, og det kan jo også være folk, der er udsendt af Folkekirkens Nødhjælp, af Røde Kors eller af andre, er det så virkelig så vanskeligt for fru Nanna W. Gotfredsen at sige, at de børn selvfølgelig ikke skal omfattes af lavere sociale ydelser, og at de selvfølgelig er danskere på lige fod med alle andre? Jeg må igen lige minde om, at formanden for Moderaterne er landets udenrigsminister. Man er åbenbart i tvivl om, hvorvidt de her børn skal undtages, eller hvad?

Ordføreren.

Jeg tror ikke, jeg konkret sagde fejl. Jeg sagde, at generelt er jeg ikke tilhænger af dyrkelse af nulfejlskulturen. Der sker fejl og ting, man ville ønske ikke var sket. Det afgørende er, hvordan man griber det. Men jeg kan sagtens sige til hr. Karsten Hønge, at dem, hr. Karsten Hønge nævner her, bestemt er nogle, der også har Moderaternes opmærksomhed.

Så er det fru Samira Nawa.

Tak. Jeg synes, det var Moderaterne, der i sin tid sagde, at man ville luge ud i tidslerne i dansk udlændingepolitik. Alligevel har man været med til at plante så stor og grim en tidsel i dansk udlændingepolitik, som arbejdspligten jo er, at man også er villig til, at f.eks. de grupper, som hr. Karsten Hønge taler om – børn af diplomater og børn af mennesker, der har forsket i udlandet og har arbejdet med private virksomheder i udlandet – også er omfattet af arbejdspligten, uden at de har gjort andet end at tage med deres forældre af sted til udlandet, hvilket forældrene jo har gjort i Danmarks tjeneste eller for at forske og skaffe ny viden til Danmark.

Ordføreren.

Jeg ved ikke helt, hvad spørgsmålet var. Der er tidsler, der bliver hevet op af jorden. SVM er tre forskellige partier. Det står vi ved. Vi argumenterer også lidt forskelligt og stiller os forskellige steder. Det ændrer ikke på, at denne ordfører elsker at arbejde og elsker, at flest mulige er på arbejdsmarkedet og får plads på arbejdsmarkedet. Jeg har brugt 7 år af mit liv på at få Folketinget til at være med på at skabe rammer for også vores allermest udsatte via det sociale frikort, som Radikale var behjælpelige med, efter at Liberal Alliance var gået med på den, og efterhånden har det spredt sig. Vi må altid være optaget af at få flest mulige med på arbejdsmarkedet.

Spørgeren.

Spørgsmålet var i hvert fald ikke, hvordan ordførerens eget forhold var til hverken det sociale frikort eller det at arbejde i det hele taget. Nej, spørgsmålet var jo mere, om ikke Moderaternes ordfører kan se, at når man på den ene side lover at luge ud i tidsler i dansk udlændingepolitik og på den anden side planter så stor en tidsel, som arbejdspligten jo er, fordi den ikke bare går ud over de mennesker, den er tiltænkt, men alle mulige andre mennesker også, så harmonerer det ikke helt; så hænger tingene ikke sammen.

Ordføreren.

Det arbejde pågår, og det drøftes med aftalepartierne i forhold til øvrige grupper.

Fru Victoria Velasquez.

Hele lovens formål her er jo at ydmyge og marginalisere mennesker, så på den måde tænker jeg, at Moderaterne nok desværre ikke får aftalepartierne med. Efter det, der blev sagt på pressemødet, er det ret tydeligt, hvad formålet med loven er, og det viser også bare, at man er klar til at tage så mange med i faldet. Derfor er mit spørgsmål: Hvad tænker Moderaterne er årsagen til, at sådan en fejl kunne ske, at man omfattede internationalt adopterede? Hvordan kan sådan en fejl opstå?

Ordføreren.

Det kan jeg simpelt hen ikke svare på. Det spørgsmål må stilles til dem, der var på feltet på det tidspunkt. Jeg var endnu ikke beskæftigelsesordfører, da det kom frem.

Spørgeren.

En af de andre dele, som Moderaterne heldigvis har været ude at undsige, også i pressen, er bl.a. i forhold til sydslesvigere. Det handler om, at de jo bliver gjort til andenrangsborgere og står over for at skulle udsættes for den ydmygende behandling, der ligger i arbejdspligten. Jeg blev rigtig glad for at høre Moderaterne gå ud og sige det, og derfor vil jeg bare høre, om man vil være med til at kigge på, hvordan vi formulerer det ændringsforslag bedst muligt.

Ordføreren.

Drøftelserne pågår, og der er flere grupperinger, der har budt ind, og der er juridiske analyser, der skal laves. Det arbejde er ikke færdigt, og vi må i forhold til grupper og ønsker osv. tage den i udvalgsbehandlingen. Drøftelserne foregår med aftalepartierne.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Den næste er fru Dina Raabjerg fra Det Konservative Folkeparti. Velkommen.

Tak, formand. Jeg erindrer, at hr. Karsten Hønge under et samråd, tror jeg, sagde, at folk må sidde og tænke, hvordan man kan være så torskedum at lave sådan en bestemmelse, at adopterede skal være omfattet af nogle andre regler end børn, der er født her i landet. Faktum er, at så torskedumme er der jo ingen der er, for man har ikke kunnet læse det nogen steder under hele lovprocessen omkring nyttejob. Men nu står vi her i dag og får rettet op på den, nogle siger fejl, andre siger følelser, som i hvert fald er udkommet af den lovgivning. Vi har såret folk dybt ved at stille internationalt adopterede anderledes end børn født her i landet. Jeg husker et netværksmøde for halvandet års tid siden med en række kvinder, der arbejder for diversitet i bestyrelser, og der var en internationalt adopteret, som er fra Asien, og hun bliver somme tider spurgt om det der med diversitet, og hun siger: Jeg er jo ikke diversitet i en bestyrelse, for jeg er nøjagtig lige så hvid indeni som alle andre. Det er jo lige præcis den måde, vi alle sammen er opdraget til at se internationalt adopterede på. Det er børn, voksne medborgere ligesom alle os andre, de er bare ikke født af deres egen mor. Jeg har aldrig nogen sinde fået så mange mails, som jeg har gjort i forbindelse med den her sag. Det har både været voksne, som er adopteret, men i særdeleshed forældre til adopterede, som bliver ramt dobbelt. De bliver ramt på den ene side i forhold til en følelse af, at deres børn ikke er lige så gode som alle andre børn, men samtidig har de på den anden side skullet rumme følelserne fra deres børn, som jo godt ved, at de har været fravalgt et andet sted fra, og de har stillet spørgsmålet, om de nu ikke er gode nok. Det rammer forældrene på den omsorg, som de selvfølgelig har for deres børn, og det er dybt, dybt ulykkeligt. Vi har haft et samråd, ministeren har undskyldt, og vi kunne se, at der er skældt langt mere ud end det, vi har gjort. Men for mig har det vigtigste her været, at vi hurtigt har fået rettet op på den her sag, og ministeren har taget sagen med det samme, og vi har fået kørt en hasteproces igennem. Jeg sidder tilbage nu med en forventning om, at næste gang vi har sådan nogle lovforslag her, hvor der er nogle vejledninger, hvor der står, hvordan tingene skal udmøntes i praksis, får vi som politikere også den viden, som embedsværket har, så vi rent faktisk ved, hvad det er, vi stemmer om. Nyttejob har vi så stemt nej til, men vi skal vide det alligevel, for så kan vi påtale det i lovprocessen. Hvorom alting er, bakker vi selvfølgelig op om lovforslaget her. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger. Den første er fra hr. Karsten Hønge.

Jeg må sige til fru Dina Raabjerg, at beskæftigelsesministeren bestemt ikke bare tog sagen sådan med det samme. Det var først om formiddagen, onsdag den 26. februar, at ministeren endelig meddelte, at de internationalt adopterede ikke skulle være omfattet af det. Så det tog sin tid, både med den beslutning og især undskyldningen. Det var en fødsel, hvor der skulle bruges tang. Jeg står her med et interview med fru Dina Raabjerg i Politiken fra den 28. februar, hvor fru Dina Raabjerg siger: Men intet sted i høringssvarene og lovforslaget bliver der nævnt noget om adopterede børn. Vi har ikke haft en chance for at vide, at de ville blive ramt. Fru Dina Raabjerg siger også: Hvordan kan nogen nogen sinde have troet, at vi ville have inkluderet adopterede børn i noget, der handler om at få indvandrerkvinder i job? Det er så langt ude. Det kan jeg fuldstændig give fru Dina Raabjerg er ret i. Men hvordan vil fru Dina Raabjerg balancere mellem at sige, at det er en fejl, og så ministeren, der siger, at det er noget, vi har vidst hele tiden?

Ordføreren.

Jeg har jo kritiseret, som jeg har gjort, og har også deltaget i det samråd, som jeg har gjort. Og jeg har involveret mig i processen om at få skabt et nyt lovgrundlag for at sikre, at de internationalt adopterede bliver ligestillet med børn, der er født her i landet. Men der er jo ingen tvivl om, at jeg synes, det er kritisabelt, at vi overhovedet står i den her situation. Det er ikke rimeligt, at der har ligget nogle vejledninger parallelt med en lovproces, hvor det tydeligt er fremgået, og så har Folketinget ikke vidst det. Det synes jeg ikke er i orden.

Spørgeren.

Vi må i hvert fald i fællesskab konstatere, at både undtagelserne og undskyldningerne var noget, der var lang tid undervejs. Det var ikke noget, man i ministeriet eller ministeren var indstillet på. Først efter et massivt pres fra de berørte familier er der kommet bevægelse i Beskæftigelsesministeriet og i beskæftigelsesministeren. Men kunne fru Dina Raabjerg lige her måske antyde, hvilke andre grupper der skal undtages? Nu har vi de internationalt adopterede, som man kan sige vi har fået ud af det. Men hvad med nogle af de andre mennesker, som vi har talt om? Kunne fru Dina Raabjerg nævne nogle andre grupper, som skulle undtages?

Ordføreren.

Det kunne fru Dina Raabjerg sikkert godt. Hun har selv lavet en lang liste, og jeg ved, at Justitsministeriet kigger på, hvor mange af dem vi ønsker at få undtaget, som det også er muligt at undtage.

Den næste er fru Samira Nawa.

Tak. Det tog jo lang tid for ministeren at sige, at internationalt adopterede skulle undtages fra den her lovgivning, og det var, fordi ministeren i lang tid var på banen med argumenter om, at man ikke måtte forskelsbehandle. Altså, der lå ligesom en juridisk begrundelse til grund for, at internationalt adopterede i første omgang var omfattet af loven. Har fru Dina Raabjerg set den juridiske vurdering, der i første omgang gjorde, at internationalt adopterede skulle være omfattet af loven, og så den juridiske vurdering, som senere hen gør, at internationalt adopterede godt kan undtages fra lovgivningen?

Ordføreren.

Nej, det har hun ikke.

Spørgeren.

Er det ikke noget, som man er nysgerrig på at se på? For som jeg forstår det på fru Dina Raabjerg, føler man sig holdt lidt hen, fordi man som parti og som ordfører ikke er fuldt oplyst om det, som ministeren og regeringen er oplyst om, nemlig at internationalt adopterede har været omfattet af lovgivningen fra start af. Så er man ikke fra konservativ side nysgerrig på at undersøge, hvad det er for en juridisk vurdering, der har ændret sig, siden internationalt adopterede i første omgang skulle være omfattet af loven og nu ikke er det?

Ordføreren.

Det er et spørgsmål, som vi naturligvis meget gerne samarbejder med Radikale om at få udboret.

Vi siger tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Victoria Velasquez fra Enhedslisten. Velkommen.

Tak. Jeg har nu i lang tid haft den glæde at arbejde med rigtig mange internationalt adopterede. Egentlig er det lidt tilfældigt, og det er, fordi jeg både er socialordfører og beskæftigelsesordfører. Noget, der er fælles på de områder, er oplevelsen hos folk af at blive gjort til andenrangsborgere. Selv lige nu lægger vi arm med regeringen i forhold til at få den juridiske undersøgelse af, hvordan de danske myndigheder har været vidne til og desværre også nogle gange involveret i de mest hjerteskærende sager i forhold til international adoption. Det er sager, hvor man simpelt hen ikke har set de børns værdi som den samme som andres, og jeg er virkelig glad for, at vi har samlet alle partier og løsgængere i den sag og har fået et flertal uden om regeringen. Det, de siger til mig, er, at den oplevelse af at blive opfattet som ikke lige så meget værd er noget, der går igen, også i forhold til at man lige blev revet med i faldet i forhold til arbejdspligten. Det skulle de selvfølgelig aldrig have været udsat for, og derfor er det rigtig godt, at der kommer ændringsforslag her. Men det her er også udtryk for noget, der er større. Det er udtryk for de konsekvenser, det også har, når man ikke kigger på den enkelte borger, man har foran sig, og tænker: Hvad er det, der giver mening, i forhold til den livssituation, som du er i? Altså at man ser på, at du har den historie, som du har, og at du måske har en uddannelse, som du ikke kan bruge mere. Det kan være, der bare er brug for noget opkvalificering, og så kan du køre videre. Det kan også være, at du har været udsat for noget, der har sat mærker på din krop, eller at der fysisk er nogle ting. Det handler om det der med at sige, at der er én ting, der kan gælde for alle, og så generalisere mennesker på den måde, i stedet for faktisk netop at lave en plan, der giver mening i forhold til det enkelte menneske, der står foran en. Det handler også om det der med, at hvis man ikke kan forsørge sig og sine, hvilket jo er en grundlovssikret rettighed at kunne, så får nogle af dem lige pludselig at vide, at de skal udføre udnyttejobs og få 40 kr. i timen. De stillinger, som fagbevægelsen har kritiseret, var før i tiden nogle, man kunne få en overenskomstmæssig løn for. Derfor kommer vi også til at bakke op om de ændringsforslag, som flere udadtil har sagt der bør være, også sydslesvigerne, og også de børn, der er født af dem, som har gjort en vigtig forskel. Det kan være både dem, som har været sendt afsted som diplomater, eller som har arbejdet for Røde Kors eller andre dele. Vi mener også, det er forkert, i forhold til at man har fjernet afghanske tolke fra særloven. Der er virkelig mange af de her forskellige dele, og flere partier har rejst dem. Det kommer vi til at stille ændringsforslag om. Men der er også noget andet, som jeg synes er rigtig vigtigt vi får ændret ved den her lov, og jeg kommer også til at stille nogle spørgsmål til ministeren for at prøve at stille de mennesker bare en lille smule bedre i forhold til deres retssikkerhed. For før jeg blev valgt ind i Folketinget, har jeg været partsrepræsentant og hjulpet mange borgere, og der sker bare noget, når man opbygger et system på den her måde, som man gør fra Christiansborg. Der sker det, at det bliver systemet før det enkelte menneske. Der er så mange syge mennesker, der er kommet i klemme, og jeg synes, det er så vildt, at fordi de her mennesker har en anden etnisk baggrund end dansk, lukker man øjnene for, at de også kan have en sygdom, hvor de kommer i klemme. Derfor kommer vi også til at stille et ændringsforslag om, at du selvfølgelig ikke skal risikere at blive sendt ud i forhold til arbejdspligt og få forværret din helbredstilstand, fordi du har en invaliderende sygdom eller et handicap. Jeg synes, det er helt vildt, at man er nået frem til den her løsning, som vi ved skubber folk længere væk fra arbejdsmarkedet. Og når vi ved, at for en stor gruppe er det helbredsmæssige udfordringer, der har spændt ben for, at de er kommet i arbejde, hvorfor så ikke sætte ind der, når vi rent faktisk har lavet flere forskellige ting, vi kan se virker, og hvor tallene er markant bedre? Der er ikke andet for end at blive ved med at kæmpe. Og så kan man jo bare glæde sig til, at der kommer valg, og til, at vi forhåbentlig får ryddet op i det her makværk af en lovgivning. Så vil jeg bare sige til alle jer, som har haft helt ondt i maven og er blevet virkelig såret over den måde, Folketinget behandler jer på: I er ikke alene, og vi er rigtig mange, som bakker jer op, og som tager jeres stemme med herind i Folketinget og kæmper for, at I selvfølgelig ikke skal behandles som andenrangsborgere. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Nick Zimmermann fra Dansk Folkeparti. Velkommen.

Tak for det. Først og fremmest vil jeg starte med at sige, at den her lov nok er en af de love, som jeg har været allermest stolt af at have gennemført i den tid, jeg har siddet i Folketinget. Hele tanken om, at når man kommer her til vores land, skal man arbejde for de penge, som man får udbetalt af danskerne, er det eneste rimelige. Da jeg startede med at gå ind i kommunalpolitik tilbage i 2017, var det netop arbejdspligt for udlændinge, som allerede var en af mine absolutte mærkesager. Jeg kan huske, at da jeg foreslog det tilbage i 2017, blev der virkelig rullet øjne, og folk kaldte det alverdens ting, også dem, som så senere var med til rent faktisk at gennemføre den her lov. Så det må jeg bare sige jeg er enormt stolt over. Det eneste rigtige er hele tanken om, at vi danskere ikke bare skal knokle derudad, mens udlændinge får lov at gå derhjemme og lave ingenting og rigtig ofte bare ligger på sofaen og ser al-Jazeera. Det ændrer vi nu, så hvis man kommer hertil og lever af danskernes penge, skal man selvfølgelig også bidrage til det danske samfund. Det er jo soleklart, og det her burde jo i virkeligheden have været indført for mange, mange år siden. Det kunne jo også være, det havde ændret på, hvor mange der havde lyst til at tage migrantrejsen her til vores land – altså hvis det hele ikke bestod af mælk og honning. Jeg må dog sige, at jeg blev rigtig ked af det og også personligt berørt, da jeg den morgen læste artiklen om, at adopterede danskere lige pludselig var en del af den her lov. For adopterede er danskere – fuldstændig, punktum. Der er ingen forskel overhovedet på adopterede danskere og alle andre danskere, og derfor synes jeg sådan set også, at det her burde have været en formalitet. Jeg håber aldrig nogen sinde, at vi kommer til at stå i en lignende situation i Folketinget, hvor adopterede danskere og alle andre danskere bliver forskelsbehandlet på den her måde. For jeg kan virkelig godt forstå, hvis der er nogle, der har følt sig ramt helt ind i hjertekulen. Det gjorde jeg i hvert fald også selv. Jeg tror, at jeg ligesom de fleste andre har nogle meget nære relationer til folk, der er adopteret, og jeg har altid set dem som hundrede procent danskere, og sådan ser de i øvrigt også sig selv. Intentionen med den her lov var jo ikke på nogen som helst måde at skulle ramme adopterede. Intentionen er jo netop, at den skal ramme dem, der kommer hertil, sætter sig derhjemme og tænker, at man bare kan leve af danskernes penge og ellers leve i et parallelsamfund uden nogen sinde at komme i nærheden af os andre. Så jeg er rigtig glad for, at vi nu får de adopterede ud af den her lovgivning, og at vi så fokuserer på det rigtig gode, der jo ligger i den her lov, nemlig at det ikke længere skal være muligt at dovne den af på danskernes regning. Tak.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger. Den første er til hr. Karsten Hønge.

Hr. Nick Zimmermann nævner jo mange gange i sin tale, at det er danskerne og danskernes penge, der skal værnes om. Så vil jeg bede hr. Nick Zimmermann forholde sig til Vibeke Würtz Jürgensen, der tilhører det danske mindretal i Tyskland, og som i DR Syd står frem som talsmand for de danskere, der føler sig meget som danskere. Hun siger her omkring loven: »Det er så ekskluderende. Det er at trampe på nogle følelser, der ligger dybt indeni ... Det er som at sige, at jeg er andenrangsborger«. Her taler vi altså om danskere med stærke nationale følelser. Hvordan har hr. Nick Zimmermann det med, at de bliver ramt af loven?

Ordføreren.

Det må jeg nok tilstå jeg har det ganske glimrende med. Hun er jo tysker. Hun føler sig som dansker, og det er rigtig dejligt, og jeg har meget stor respekt og kulturel forståelse for det danske mindretal i Tyskland, men hvis hun har et tysk pas, hører hun jo under tysk lovgivning. Derfor vil hun jo bl.a. komme til at blive ramt af den her lovgivning. Jeg vil sige, at sådan helt kulturelt og historisk set føler jeg mig selvfølgelig tæt knyttet til det danske mindretal i Tyskland, men hun er altså tysker. Det må vi bare erkende.

Spørgeren.

Så det vil sige, at der slet ikke er nogen undtagelser bortset fra de adopterede? Så det er altså bare helt fint for Dansk Folkeparti at ramme selv de mennesker, der har passet deres arbejde og pendler hen over grænsen og opholder sig i Danmark, men som så formelt er bosat i det nordlige Tyskland eller Sydslesvig, eller hvad vi nu kan kalde det? Hr. Nick Zimmermann nævnte selv migrantruten, og jeg har kun hørt i argumentationen fra hr. Nick Zimmermann og fra Dansk Folkeparti, at det skulle være en lovgivning målrettet etniske minoriteter, herunder især kvinder med etnisk minoritets-baggrund, men nu handler det altså også om danskere i Tyskland.

Ordføreren.

Jo, altså det er klart, at jeg jo synes, det er allerbedst, når det rammer dem med en mellemøstlig eller afrikansk baggrund. Det er jo dem, som jeg godt gad at den her lovgivning var hundrede procent målrettet. Det er der ingen tvivl om. Men jeg mener altså stadig væk ikke, at vi skal undtage dem fra det danske mindretal, der bor i Tyskland, og som har et tysk pas. Sådan må det være. Et eller andet sted skal grænsen lægges.

Fru Samira Nawa.

Tak. Hr. Nick Zimmermann sagde, at det gik direkte i hjertekulen at høre om de følelser, som internationalt adopterede gav udtryk for, i forbindelse med at de kunne se sig selv omfattet af det her lovforslag. Og sådan har jeg det i virkeligheden med alle de danske statsborgere, der er omfattet af det her lovforslag. Det bliver hr. Nick Zimmermann og jeg ikke enige om, men jeg er alligevel nysgerrig på at høre, om ikke der er nogle andre, som også går direkte i hjertekulen på hr. Nick Zimmermann. Der er f.eks. folk, der er udsendt som diplomater eller forskere, eller som arbejder for virksomheder i udlandet i nogle år. Det kan godt være, at de ikke selv har en skattebetaling i Danmark, men i udlandet i nogle år, men måske har de nogle børn med sig, og de børn kommer så tilbage til Danmark. De er danske statsborgere. De har ikke foretaget et valg, men deres forældre har valgt at arbejde i udlandet eller er blevet sendt ud i Danmarks tjeneste for at arbejde. Hvad med de børn? Er de ikke danske? Går de ikke i hjertekulen på hr. Nick Zimmermann?

Ordføreren.

Det synes jeg virkelig er et godt spørgsmål, og det er netop nogle af de ting, som vi sidder lige nu i den her aftalekreds og er ved at finde ud af hvad i alverden vi gør ved. Der er ingen tvivl for mig og Dansk Folkeparti: Vi mener, at folk, som f.eks. er udsendt i forbindelse med diplomatiets tjeneste eller danske sømandskirker, eller hvad ved jeg, absolut også burde være undtaget. Men det er netop nogle af de ting, som vi sidder og kigger på i aftalekredsen lige nu.

Spørgeren.

Jeg har et spørgsmål, som jeg også stillede Konservatives ordfører, i forhold til den juridiske vurdering, for ministeren var længe om at komme på banen og sige, at internationalt adopterede godt kunne undtages. Vil hr. Nick Zimmermann efterspørge, hvad det er, der har ændret sig, siden internationalt adopterede først ikke kunne undtages og så måneder senere lige pludselig godt kunne undtages? For mig at se virker det jo, som om argumenterne fra regeringen ikke helt hænger sammen, når man først siger, at det er forskelsbehandling at undtage internationalt adopterede, men så lige pludselig siger, at det kan man godt alligevel.

Ordføreren.

Det kan jeg kun give ordføreren ret i. Jeg fandt også hele det forløb meget, meget mærkeligt. Altså, først udtaler ministeren og regeringen, at det under ingen omstændigheder kan ændres i forhold til de internationalt adopterede. Så er det først, da der begynder at være nogen fra de konkurrerende regeringspartier, altså fra Venstre og Moderaterne, og os i oppositionen, der lægger et massivt pres på beskæftigelsesministeren og Socialdemokraterne, at de endelig vælger at rykke sig og selvfølgelig undtager de adopterede danskere. Så jo, jeg fandt også hele det forløb meget, meget underligt.

Vi siger tak til ordføreren. Så næste ordfører fru Samira Nawa fra Radikale Venstre. Velkommen.

Mange tak. I Radikale Venstre støtter vi det her lovforslag, som undtager internationalt adopterede fra en lavere ydelse i kontanthjælpssystemet, og som undtager dem fra arbejdspligten. Ligesom mange andre af mine ordførerkollegaer har også jeg talt med internationalt adopterede, forud for at ministeren kom på banen og sagde, at man godt kunne undtage dem. En af dem, jeg talte med, var 35-årige Julie fra Aarhus, som ikke altid har boet i Danmark. Hun kom til Danmark som 4-årig fra Rusland som en af de mange internationalt adopterede, som lige pludselig måtte forstå, at hun og andre var omfattet af regeringens arbejdspligt. Julie og andre internationalt adopterede har oven på ministerens undskyldning udtalt, at skaden jo er sket, og smerten er påført, for det er jo sådan, man har det, når man igennem hele livet er blevet fortalt, at man er dansk, at man er lige så dansk som alle andre, og at det godt kan være, man ser anderledes ud, men man er opvokset i en dansk familie, har dansk pas og danske rettigheder, og lige pludselig er der så en regering, et flertal i Folketinget, der siger, at det er man overhovedet ikke, men at man er ringere og dårligere stillet. Så skaden er sket, smerten er påført, og den kan vi ikke fjerne med det her lovforslag. Så er der jo også andre grupper – det er jo det, jeg har spurgt om løbende i løbet af i dag, mens vi har førstebehandlet det her lovforslag – som fortsat er omfattet af arbejdspligten. Tag f.eks. vores fælles kollega, hr. Stinus Lindgreen, som sidder hernede. Før han kom i Folketinget, forskede han i konsekvenserne af klimaforandringer. Det tror jeg vi er mange der i dag sætter stor pris på. Den forskning bragte hr. Stinus Lindgreen og hans familie til New Zealand i januar 2012 – ikke bare for en kort stund, for sådan er det med forskning, det tager længere tid end som så – og familien vendte først tilbage til Danmark i februar 2015. Familiens børn var henholdsvis 3½ år og 7 måneder gamle, da de rejste til New Zealand. Jeg kan forstå på ministeren, at hun og regeringen anser det som ret og rimeligt, at man bliver ringere stillet i det danske kontanthjælpssystem, hvis man har været udrejst i en periode og ikke betalt skat til den danske stat. Det er jeg sådan set uenig i, for der er tale om danske statsborgere, der er rejst ud for en tid for måske at gøre Danmark klogere og bringe ny viden til Danmark og også gøre verden omkring dem klogere. Så lad os da tage forældrene til side, men hvad så med børnene? Hvis de var blevet hjemme i Danmark, havde de næppe betalt skat, i hvert fald ikke hr. Stinus Lindgreens børn, som var henholdsvis 3½ år og 7 måneder gamle, og jeg kender heller ingen andre børn i den alder, der betaler skat. Så hvorfor skal de børn stilles ringere i kontanthjælpssystemet? Hvad er deres brøde? Jeg synes, det er et problem både principielt og i praksis, for tænk nu, hvis et af børnene var på autismespektret og som følge deraf havde en lavere arbejdsevne og rent faktisk havnede i kontanthjælpssystemet. Det er ikke bare et tænkt eksempel, for det gælder faktisk for hr. Stinus Lindgreens ældste søn, Tore. Han er på autismespektret og kan i praksis blive omfattet af det her. Og det er ikke bare et enkelt tilfælde; der er flere som dem. Det er en gruppe, der også bør undtages med det her lovforslag. Det nemmeste havde selvfølgelig været helt at sløjfe arbejdspligten. I Radikale Venstre støtter vi lovforslaget, men som sagt er vi langtfra færdige med at rydde op efter regeringens såkaldte fejl, og det kommer vi til at fortsætte med. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Så er den næste fru Karin Liltorp fra Alternativet. Velkommen.

Tak for ordet, og lad mig starte med at sige det helt tydeligt: Alternativet støtter dette lovforslag. Det gør vi, fordi det er fornuftigt. Når man har begået en fejl, skal man rette den – det er sund fornuft – selvfølgelig skal børn, der er adopteret hertil som små, og som har levet hele deres liv i Danmark som danske statsborgere, ikke behandles anderledes end børn født i Danmark, når de søger kontanthjælp. Det burde selvfølgelig ikke kræve et lovforslag, det burde være sund fornuft. Lige nu står vi i den paradoksale situation, at vi retter op på en åbenlys urimelighed i en lov, der grundlæggende aldrig burde være vedtaget i sin nuværende form. Det svarer lidt til at rose sig selv for at finde brandslukningsudstyret frem, mens hele huset står i flammer, fordi man selv satte ild til sofaen. Vi siger altså hurra for, at vi nu redder de adopterede børn ud af en skæv og diskriminerende lovgivning, men det ændrer ikke ved, at hele grundlaget for arbejdspligten og beskæftigelseskravet mildt sagt stadig er problematisk. I Alternativet har vi kaldt arbejdspligten for symbolpolitik af værste skuffe, og det står vi ved. For den bygger på en idé om, at visse borgere ikke vil bidrage, medmindre vi tvinger dem, og det viser sig igen og igen ikke at være sandt. I stedet får vi bureaukrati, vi får stress, og vi får dyre tvangsforløb, som ifølge kommunerne selv ikke virker. Så ja, vi stemmer for det her forslag, men vi gør det med et lille håb i baghovedet, altså at det måske kan være startskuddet til at få rullet noget af det dyre og uværdige system tilbage. Vi vil nemlig hellere investere i mennesker end i kontrol, vi vil hellere støtte end at straffe, og vi vil gerne skabe reelle veje til fællesskab og beskæftigelse. Mange frivillige foreninger og socioøkonomiske foreninger har vist, at de kan lykkes med opgaven helt uden bureaukrati og tvang. Tænk, hvad de kunne udrette for de penge, man bruger på denne lov. For 200 mio. kr. om året, som man har estimeret det er, er trods alt også penge. Så tak for rettelsen. Nu mangler vi bare resten. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Victoria Velasquez.

Tak for talen, som jeg jo ikke så overraskende er meget enig i. Men, og nu siger jeg det bare, som det er, ordføreren har jo også været ordfører for et andet parti, for Moderaterne, og derfor står vi jo med en unik mulighed for at kunne få lidt indsigt i, hvad der er gået galt, og hvad der er baggrunden for det her. Derfor vil jeg gerne spørge ordføreren, om vi ikke kan få sat nogle ord på, hvad der ligger bag det her lovforslag.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Nu roder vi jo lidt op i fortiden, og det er interessant, for det er ganske rigtigt, at jeg har været medlem af et regeringsparti, så jeg har selv stemt for det her forslag. De fleste af jer herinde er nok bekendt med, at der er noget, der handler om partidisciplin osv., og at man derfor bliver nødt til at stå på mål for de forslag, der bliver fremsat. Jeg tror ikke, at det her var groet i Moderaternes baghave, hvis jeg skal sige det på den måde, men det var en af de skovsnegle, så at sige, som jeg også blev nødt til at sluge. Og det er jo meget nemt at sige i dag, men det er en af grundene til, at jeg i dag står her som repræsentant for et andet parti, for jeg bryder mig bestemt ikke om den her lov.

Spørgeren.

Men hvad tror ordføreren er årsagen til, at man så siger, at det er okay for Moderaterne og for et regeringsparti at sige: Jamen den her giver vi bare op på? For noget af det, jeg synes er så hardcore ved det her lovforslag, er, at vi ved, at rigtig mange af dem, der bliver ramt af det, er mennesker, der bliver ramt af sygdom og en kombination af både at mangle et arbejde og blive syg og så derudover at have minoritetsbaggrund. Altså, så scorer du virkelig plusser, i forhold til hvor marginaliseret og udsat du er i et samfund. Er det, fordi de ikke har en særlig stærk stemme, eller hvorfor er det, at det er en gruppe, om hvem man er klar til at sige: Okay, dem kører vi over?

Ordføreren.

Nu tror jeg, det vil være meget upassende, at jeg står heroppe og udtaler mig på Moderaternes vegne, eftersom jeg nu er medlem af et andet parti. Men det er selvfølgelig et relevant spørgsmål at stille til Moderaterne i en anden sammenhæng. Jeg kan jo sige, at jeg selvfølgelig er lettet over nu at være et andet sted, så jeg kan få lov at sige, hvad jeg reelt mener om det her forslag, og det har jeg selvfølgelig også gjort undervejs i processen. Så lad os bare håbe, at vi sammen kan gøre noget for at få rullet lovforslaget lidt i den rigtige retning igen.

Tak til ordføreren. Det var ordførertalerne. Så går vi til beskæftigelsesministeren. Velkommen, minister.

Tak for det, formand, og tak til de mange ordførere, der har været på talerstolen. Jeg vil godt starte et andet sted, nemlig med at tale til nogle, der ikke sidder i salen – alle jer, det her handler om – og beklage og undskylde til alle danskere, som er blevet adopteret her til riget, og jeres familier. Jeg beklager at indretningen af reglerne, både de eksisterende og de nye, har fået jer til at føle, at I ikke hører hjemme i Danmark eller ikke er rigtige danskere. Det har jeg også haft lejlighed til at beklage over for flere forskellige af de organisationer, der repræsenterer jer adopterede danskere og jeres familier. Jeg har ikke været opmærksom nok på følelserne i den her sag. Da vi forhandlede om den nye arbejdspligt, byggede vi videre på det beskæftigelseskrav, som blev indført tilbage i 2018, og som omfattede alle, der var indrejst til Danmark siden den 1. januar 2008 og søgte om kontanthjælp, også danskere. Det skulle have fyldt i forhandlingerne og i de her lovforslag, der er blevet behandlet i Folketinget, at internationalt adopterede står registreret som indrejst i CPR efter de gældende regler. Det har jeg også beklaget over for aftalepartierne bag det skærpede beskæftigelseskrav og den nye arbejdspligt. Med det lovforslag, vi står med i dag, bliver internationalt adopterede ligestillet med personer, der er født i riget, i forhold til beskæftigelses- og opholdskravene ved ansøgning om kontanthjælp. Det betyder, at internationalt adopterede hverken bliver omfattet af mindstesatsen i kontanthjælpssystemet eller af arbejdspligten, alene fordi de er indrejst i forbindelse med adoption. De vil ligesom alle andre skulle opfylde beskæftigelseskravet ved ansøgning om kontanthjælp, hvis de senere i livet opholder sig i udlandet i mere end 12 sammenhængende måneder. Jeg har forud for fremsættelsen af lovforslaget haft en god dialog med flere af de organisationer, som repræsenterer internationalt adopterede og deres familier, om det her lovforslag. Jeg har også en god dialog med aftalepartierne bag det skærpede beskæftigelseskrav og den nye arbejdspligt om lovforslaget. Vi drøfter også, som flere ordførere har været inde på tidligere, om der skal være flere undtagelser fra opholds- og beskæftigelseskravene. Det vil være undtagelser, der i givet fald både er politisk ønske om, og som kan gennemføres uden at underminere det juridiske grundlag for opholds- og beskæftigelseskravene og dermed arbejdspligten. Bestemmelserne om undtagelser vil blive fremsat i ændringsforslag stillet til det her lovforslag. Jeg vil afslutte med at understrege, at det er helt centralt for regeringen, at vi holder fast i beskæftigelses- og opholdskravene og arbejdspligten. Jeg mener, at det er vores værn rundt om kontanthjælpssystemet. Jeg mener, at det er et værn, ligesom vi også har optjeningsregler for retten til andre velfærdsydelser. Det sikrer, at danske ydelser ikke i sig selv bliver en tiltrækningsfaktor for folk fra udlandet, men vi ønsker os derudover en aktiv indsats for at få mennesker, der kommer hertil fra udlandet og modtager kontanthjælp, i arbejde. Vi skal forvente noget af mennesker; vi skal vise, at pligt kommer før ret; og vi må aldrig stoppe med at kræve, at man gør det, man kan. Med arbejdspligten tager vi livtag med, synes jeg, noget af den passiv forsørgelses-logik, som desværre nogle steder stadig findes i vores samfund. Jeg vil afslutningsvis gerne takke aftalepartierne – Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti – for en konstruktiv tilgang i den her sag. Jeg ser frem til den videre behandling af lovforslaget. Tak for ordet, formand.

Tak til ministeren. Der er spørgere, og den første er hr. Stinus Lindgreen.

Tak for det, og tak for talen. Jeg har siddet og lyttet til debatten oppe på mit kontor, og jeg synes jo, det er smukt, at man har indset, at man har lavet en fejl, og undtager adopterede børn. Men jeg må sige, at jeg også synes, det er en anelse provokerende, når man lytter til, »at de skal føle sig som rigtige danskere«. Jeg står i en situation, hvor mine børn nu er andenrangsborgere i det land, de er født i. De har aldrig haft andet end dansk pas – jeg kunne forstå, at det var meget vigtigt for nogle ordførere. Deres eneste brøde er, at de tog med mig til udlandet i nogle år, fordi jeg skulle arbejde som forsker, skabe nogle samarbejder med andre universiteter, få noget viden hjem til Danmark – noget af det, vi bliver opfordret til. Så mit spørgsmål til ministeren er egentlig bare: Hvad er det, jeg har gjort galt? Hvad har mine børn gjort galt? Hvorfor skal de straffes og åbenbart stå ringere stillet end alle andre danske børn, der er født i Danmark, bare fordi I laver en lov her og nu undtager én gruppe, men derved også viser, at de åbenbart er mindre værd? Hvad er det, de har gjort galt? Hvad er det rimelige i det? Jeg har jo set svaret fra ministeren, som jeg fik tilsendt i går aftes. Og ministeren synes åbenbart, det er ret og rimeligt, når man ikke har betalt skat i en årrække. Jeg betalte ikke skat, nej, for jeg boede i New Zealand, og jeg betalte skat i New Zealand, og mine børn har af gode grunde ikke betalt skat hverken i Danmark eller i New Zealand, og alligevel skal de straffes. Hvad er rationalet?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet, og det er dejligt at se hr. Stinus Lindgreen igen. Det er ved at være noget tid siden, vi har haft overlap på Christiansborg, så det er rigtig godt at se ordføreren. Jeg har aldrig nogen sinde – og det er måske også kimen til noget af det, der ligger nede i det her – tænkt, at hvis man var omfattet af det skærpede beskæftigelseskrav, var det lig med ikke at være rigtig dansker. Det har jeg aldrig sagt, og jeg har aldrig ment det. Jeg har hele tiden været helt bevidst om, at der ville være danskere, der er præcis lige så danske som alle tilstedeværende her, i den her målgruppe. For for mig handler det om, at hvis du enten er født i udlandet og kommer til Danmark eller rejser ud i en årrække og kommer tilbage til Danmark og beder vores fællesskab om at forsørge dig på kontanthjælp, siger vi: Okay, men så starter du jo altså lidt lavere, og du skal også opfylde arbejdspligten for pengene. Og jeg mener – jeg mener vitterlig – at når vi har så åben en verden og så gavmildt et velfærdssamfund, er noget af det her værn noget af det, der gør, at vi også kan have det i fremtiden. Så for mig handler det ikke om at være rigtig dansker; det handler om at passe på den samfundsmodel, vi har.

Spørgeren.

Nu skal vi jo tale pænt i salen, men jeg synes, det er en absurd logik, især når vi snakker om et åbent samfund, vi snakker om et vidensbaseret samfund. Hvad er det for en incitamentsstruktur, ministeren og aftalepartierne skaber her? Tror I, det her virker som en opfordring og gør, at danskere har lyst til at rejse ud i verden, har lyst til at arbejde ude i verden, har lyst til at forske ude i verden, hvis de risikerer – og det er jo det, jeg har gjort – at stille deres børn dårligere? De har ingen skyld. De har selvfølgelig ikke betalt skat i Danmark – de var mellem 3 og 6 år – selvfølgelig har de ikke det. Alligevel skal de nu stå ringere, end hvis jeg var blevet hjemme. Det giver ingen mening. Hvad er det for en opfordring, I kommer med til alle andre danskere?

Vi skal huske, at »I« også er direkte tiltale, så det må man heller ikke bruge. Ministeren.

Jeg var også lige på udebane til at starte med, da jeg skulle sige, at det var dejligt at se ordføreren igen. Men »I« er os, og det er et ret bredt flertal i Folketinget, der sådan set hverken forsøger at sige, at der er nogle, der ikke er rigtige danskere, eller på anden vis signalerer noget – det ord er også blevet brugt – andenrangs. Det er simpelt hen slet, slet ikke der, jeg selv er. Jeg synes, at det at sige, at hvis du kommer til Danmark fra udlandet og beder om kontanthjælp, starter du lavere. Hvis du har været udrejst i en årrække og kommer tilbage og beder om kontanthjælp, starter du lavere. Jeg synes faktisk, det er fair og ret og rimeligt, men jeg mener også, at det er et værn, en beskyttelse, vi skal bruge flere steder.

Hr. Karsten Hønge.

Jeg anerkender fuldstændig i den her sag som i så mange andre, at den kloge jo har ret til at blive klogere, og derfor skal man rette op på det, og det er også det, som beskæftigelsesministeren er i gang med her. Jeg kan undre mig over, at det tog så lang tid, inden den kloge opdagede, at man kunne blive klogere, og det, jeg især undrer mig over nu her, er, at det åbenbart skal tage endnu længere tid at finde ud af det for andre mennesker, som også burde undtages. Hvor lang tid skal de lige være på stegepanden? En anden ting, som jeg sådan virkelig undrer mig over, er, hvordan man på en og samme tid kan sige, at det er en fejl, men at man har vidst det hele tiden. Det er da en tilstand, man ikke er i stand til at være i. Man kan da ikke både sige, at det var en fejl, og at man vidste det hele tiden. Så ministeren må da finde sin linje her. Det, jeg lige præcis godt kunne tænke mig at få opklaret, er, hvor mange mennesker ministeren vil anslå det her kommer til at omfatte. Her tænker jeg igen på den kronik, som Sara Vergo og Michael Bang Petersen har skrevet, hvor de vurderer, at op mod 400.000 mennesker – eller op mod ½ million – kunne blive omfattet. Hvor mange tror ministeren det kan være?

Ministeren.

Jeg kan i hvert fald ikke genkende det der tal. Det handler om, at der er meget få i den målgruppe, som den kronik omtaler, som er på kontanthjælp, eller som overhovedet er berettiget til kontanthjælp. Det er en helt anden sag. Jeg tænker, at hvis man gerne vil have et skøn, er det en rigtig god idé at henvende sig på skrift, og så skal jeg nok svare på skrift i forhold til de beregninger, der ligger nede i det her. Jeg kan også, i forhold til hvor lang tid man skal vente, sige, at det har været gældende lov, at den her målgruppe har fandtes i vores land siden 2018. Jeg har været meget ærlig om, med den debat, der så er opstået i indeværende år, at de adopterede, jeg har haft mulighed for at tale med, har gjort meget indtryk. Dermed står vi med det lovforslag i dag. Jeg sagde, jeg ville lave den her lov om, inden jeg havde et juridisk grundlag at gøre det på. De næste undtagelser, vi kommer med, kommer vi med i indeværende måned. Nu har ordføreren gentagne gange spurgt, hvor lang tid vi skal vente – ja, det bliver i den her måned. Og det handler om, at det kommer som ændringsforslag til det her lovforslag, når juraen er på plads.

Spørgeren.

Som jeg forstod klummen fra Sara Vergo og Michael Bang Petersen, handlede det mere om, at det var dem, der potentielt ville kunne blive omfattet – ikke at de er omfattet af kontanthjælpen nu, for det ville der kun være en lille del af dem der ville være. Men potentielt ville der være den her store befolkningsgruppe, som enten har været i udlandet i en periode som hr. Stinus Lindgreen, eller som på anden vis har været ude og er vendt tilbage igen eller er født i udlandet. Så det er en blandet gruppe. Men jeg følger da opfordringen fra ministeren til at få skriftligt spurgt ind til det, for det gør bare, at loven står i et helt andet lys, hvis vi her taler om så kæmpestor en gruppe. Til sidst skal jeg bare lige have bekræftet, at inden loven træder i kraft den 1. juli i år, har ministeren fremlagt forslag til, hvilke andre grupper der kan undtages.

Ministeren.

For det første vil jeg sige i forhold til den der meget store gruppe, der har rejst rundt i verden og været udrejst i en årrække eller er kommet hertil fra udlandet, fordi man er født i et andet land, og dermed starter på en lavere sats i vores kontanthjælpssystem, at man stadig får ja til kontanthjælp, hvis man er berettiget til det. Man kan blive forsørget i vores land, men man starter lavere. Den form for værn synes jeg er fornuftigt at have i vores velfærdssamfund, men det gælder altså allerede i dag, og den her gruppe er defineret tilbage i 2018 og har gjaldt siden. I forhold til det andet spørgsmål vil jeg sige: Ja. Vi har skullet skynde os med det her lovforslag, for at det når at være med og kan træde i kraft, inden loven træder i kraft den 1. juli. Det kommer også til at gælde for de øvrige undtagelser, der kommer ind som et ændringsforslag til det her lovforslag, inden der skal stemmes om det. Undskyld, formand.

Det er okay. Fru Victoria Velasquez.

Jeg synes jo, det er meget spændende, hvad der kommer til at ske videre herfra, fordi regeringen ikke har flertal i udvalget. Men der er noget, som jeg tænker vi er enige om – og det vil jeg gerne have ministeren til at bekræfte – og det kommer jeg med nu. Kan ministeren bekræfte, at beskæftigelsesrettede tiltag som arbejdspligten ikke må forværre borgerens tilstand? Kan ministeren bekræfte, at kommunerne efter gældende ret ikke har hjemmel til at betinge tilkendelse af førtidspension af deltagelse i arbejdsprøvning eller arbejdspligt i tilfælde, hvor det på baggrund af en lægefaglig vurdering er dokumenteret, at en sådan indsats medfører en nærliggende risiko for forværring af borgerens helbredstilstand? Er ministeren enig i og kan bekræfte, at afviser en person at modtage behandling foretaget af en læge i form af operation eller lægeordineret medicin eller lægebehandling af tilsvarende indgribende karakter, kan det ikke tillægges betydning ved vurdering af personens ret til seniorpension eller førtidspension, jf. lov om social pension, § 18 a? Er ministeren enig i, at lignende bør gøre sig gældende få arbejdspligten, hvis det kan indebære en risiko for forværring af borgerens tilstand? Og sluttelig, er ministeren enig i vurderingen af, at hvis det på grund af særlige forhold er helt åbenbart, at den pågældendes arbejdsevne ikke kan forbedres ved deltagelse i arbejdspligt efter pensionslovens paragraf 18, indebærer det, at der kan tilkendes førtidspension alene på baggrund af sagens lægelige akter?

Tak! Tak til spørgeren. Så er det ministeren.

Tak for det. Først og fremmest handler det lovforslag, vi står med her, ikke om arbejdspligt; det handler om det skærpede beskæftigelseskrav. Og sådan som jeg hører spørgsmålet om lovforslaget, handler det om en anden lov, men med formandens tilladelse vil jeg da alligevel godt forsøge at svare. Jeg mener, det er et ret grundlæggende princip – og det ved jeg også min forgænger, hr. Peter Hummelgaard, har indskærpet, da han sad i min stol – at de indsatser, der bliver sat i gang for mennesker, ikke må gøre dem mere syge, end de er. Det mener jeg er et ret grundlæggende princip, og det mener jeg i det hele taget, når vi taler om beskæftigelsesindsatsen. Det er også mit svar på det spørgsmål.

Spørgeren.

Tak. Jeg er glad for, vi har fået bekræftet, at det også omfatter arbejdspligten. Så vil jeg gerne bruge mit sidste spørgsmål til at følge op på et spørgsmål her fra Folketingssalen, som jeg synes vi mangler lidt at få svar på. Det er at følge op på det, Stinus – undskyld, ordføreren, eller nej, det er han ikke – hr. Stinus Lindgreen fra Radikale sagde , og det var, hvorvidt det vil påvirke danskernes lyst til at rejse ud i verden, at de ved, at de bliver stillet ringere, end hvis ikke de gør det. Så nu vil jeg give ministeren mulighed for at svare på hr. Stinus Lindgreens spørgsmål.

Ministeren.

I betragtning af hvor mange års erfaring, der alligevel er med at stå i den her sal, er vi gode til tiltaleformerne i dag. Jeg mener grundlæggende, at det er et fair princip, at der er optjening i vores velfærdssamfund, mest af alt, hvis man kommer hertil fra udlandet, kommer til Danmark og beder det danske velfærdssamfund om at forsørge en. Så har vi jo en fælles tilgang om, at det vil vi gerne. Fra dag et vil vi gerne forsørge dig og din familie; vi vil gerne hjælpe dig; du får sundhedsbehandling, du får uddannelse, du får forsørgelse; men du starter lavere. Jeg mener, at det er det grundliggende princip. Selv hvis du har været udrejst en årrække og kommer tilbage eller er kommet hertil fra udlandet, står jeg fuldstændig ved, at jeg synes, det er den måde, vi skal bygge vores system på.

Fru Samira Nawa.

Tak. Ministeren er tidligere citeret for at sige: »Reglerne om arbejdspligt er skruet sammen på en måde, så der ikke sker forskelsbehandling. Det ville være ulovligt.« Mit spørgsmål er så, at det jo var ministerens oprindelige argument for, at internationalt adopterede var omfattet af arbejdspligten. I dag, og heldigvis for det, undtager vi internationalt adopterede. Kan man med den nye juridiske vurdering, som ministeren jo må have, også undtage øvrige grupper som f.eks. hr. Stinus Lindgreen og hans børn? Og hvor mange grupper skal man undtage, for at man så kommer et sted hen, hvor der er tale om ulovlig forskelsbehandling, sådan som ministeren oprindeligt sagde?

Ministeren.

Jeg kan godt se, det har været sagt nogle gange undervejs i debatten i dag, så det er godt at få mulighed for at præcisere. Jeg kender ikke til, at der har været lavet nogen juridisk vurdering a la dem, vi sidder og laver nu, både med henblik på adopterede og på andre grupper, dengang man vedtog beskæftigelseskravet tilbage i 2018. Jeg kender slet ikke til, at man har siddet og tryktestet de der ting. Jeg kan i hvert fald sige, at det, vi gjorde med det nye, skærpede beskæftigelseskrav, var at bygge oven på den målgruppe, og dermed havde vi heller ikke den diskussion her. Men det har selvfølgelig været centralt både dengang og nu, at det byggede på objektive kriterier. Det, vi så har gjort på baggrund af debatten, der startede i 2025, især båret ind af de adopterede, der blev ramt af ikke at føle sig lige så danske som følge af den her lov og dermed hele den diskussion, vi står med nu, har været, at vi har sat gang i de juridiske vurderinger. I forhold til hvis det skulle basere sig på objektive kriterier, kunne man så finde en vej til at undtage f.eks. adopterede? Det har vi fundet. Det er jeg glad for, og derfor står vi med lovforslaget i dag.

Spørgeren.

Det synes jeg lyder underligt, for ministeren har jo udtalt, at det ville være ulovligt. Men jeg tror, jeg stiller nogle skriftlige spørgsmål for at få det udboret. Jeg synes jo, at der er forskel på mennesker, der rejser ud og arbejder, er diplomater, forskere, eller hvordan det nu måtte være, og så de børn, de har med sig. Jeg synes sådan set, at hele familien bør være stillet lige. Men kan ministeren alligevel ikke se, at der er forskel på de forældre, der rejser ud og måske har en skattebetaling i udlandet, og de børn, der jo bare følger med og alene har et dansk pas? Når de børn så kommer tilbage, er de ringere stillet i det danske kontanthjælpssystem. Gør det slet ikke indtryk på ministeren?

Ministeren.

Først og fremmest er det jo gældende regler i dag, at det er sådan, det er i dag. Det har vi bygget videre på med det skærpede beskæftigelseskrav. Jeg synes, som jeg også har sagt tidligere, at det er fornuftigt at prøve at lave et værn omkring vores velfærdsydelser, så de først og fremmest ikke bliver en selvstændig tiltrækningskraft, men også at der er noget rimeligt i, at hvis du kommer hertil fra udlandet og beder om at blive forsørget af det danske fællesskab, så starter du lavere, men også at hvis du er udrejst f.eks. en årrække og betaler skat i et andet land, så starter du også lavere, hvis du kommer hjem og beder om kontanthjælp.

Fru Katrine Robsøe.

Tak for det. Jeg kunne egentlig meget lavpraktisk bare godt tænke mig at høre, hvor meget mere ministeren tror ministerens børn har indbetalt i skat frem til 10-årsalderen, i forhold til hvor meget hr. Stinus Lindgreens børn har indbetalt i skat frem til 10-årsalderen.

Ministeren.

Jeg tænker både i forhold den gældende lov, der har været der siden 2018, men også det skærpede beskæftigelseskrav, der træder i kraft nu, at det er et spørgsmål om at få lavet de værn, jeg synes er fornuftige, for vores velfærdssamfund. For mig handler det jo lige præcis om, at hvis du kommer til Danmark fra udlandet og beder om kontanthjælp, så synes jeg, at det er fair, at du starter lavere. Det er et ret grundlæggende princip. Jeg synes så også, at hvis du har været udrejst og kommer tilbage til Danmark og beder om kontanthjælp, så skal det samme princip gælde. Det gælder for hele familien, og det gør det allerede i dag, og det kommer også til at være sådan med den nye lov.

Spørgeren.

Jeg tager ministerens lidt manglende svar sådan, at ministeren anerkender, at ministerens børn har betalt lige så lidt i skat, mens de har været børn, som hr. Stinus Lindgreens børn har gjort her i Danmark, uanset om man så lige har været her alle årene eller ej. Hvis nu ministeren tog ud af landet og var i udlandet et par år, mener ministeren så virkelig, at ministerens egne børn skulle stilles ringere i beskæftigelsessystemet end alle andre danske børn?

Ministeren.

Men det er jo faktisk ikke et ukendt princip, at vi har optjeningsregler på beskæftigelsesområdet. Det at have et opholds- og beskæftigelseskrav som værn på kontanthjælpsområdet synes jeg er fornuftigt, og det gælder også, når vi f.eks. taler førtidspension og folkepension. Altså, vi har jo de her optjeningsprincipper. Det synes jeg er fornuftigt vi har. Det vil jeg i hvert fald arbejde for vi bliver ved med at have, for jeg tror, det betyder noget for, om vores samfundsmodel også kan være der i fremtiden, når vores grænser er så åbne, som de er.

Tak til ministeren. Der er ikke yderligere spørgsmål. Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Beskæftigelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. Det er vedtaget.

Der er ikke mere at foretage i dette møde.

Folketingets næste møde afholdes i morgen, fredag den 9. maj 2025, kl. 9.00. Jeg henviser til den dagsorden, der vil fremgå af Folketingets hjemmeside.