Møde i salen

Mødet er åbnet.

Lars Christian Lilleholt (V) har meddelt mig, at han nedlægger sit mandat her i Folketinget pr. dags dato.

Jeg giver nu ordet til statsministeren for en indledende redegørelse.

En af vores allervigtigste opgaver er at sikre danskernes tryghed: at kunne gå på gaderne om natten uden at skulle kigge sig over skulderen, at kunne tage toget sent om aftenen uden at blive antastet og at kunne sende sine unge mennesker ud i nattelivet uden frygt for, at der skal ske dem noget. Det er sådan, det skal være i Danmark, uanset hvor man bor. Vi har gjort meget. Vi har styrket indsatsen mod terrordømte og radikaliserede indsatte i fængslerne. Vi har givet politiet mulighed for at udstede opholdsforbud til personer, der skaber utryghed. Vi indsætter flere tryghedsvagter og mere overvågning i tog og på togstationer. Vi har indført en forsøgsordning med omvendt fodlænke, så personer, der f.eks. har været udsat for stalking eller for vold fra en kæreste eller en ægtefælle, kan føle sig mere trygge. Vi skærper indsatsen imod kriminelle familier, som vi nu vil overvåge systematisk i lighed med kriminelle bander. Vi er på vej med et lovforslag, hvor vi sætter hårdere og mere kontant ind over for hooligans og andre, der skaber uro ved fodboldkampe, bl.a. ved at udelukke dømte bandemedlemmer og grove voldsforbrydere fra fodboldkampe. Til februar træder de første dele af strafreformen i kraft, hvor vi gennemfører den største samlede strafskærpelse for personfarlig kriminalitet i nyere tid. Straffen for vold og for særdeles grov vold fordobler vi – endelig – ligesom vi skærper straffen for voldtægt ved vold eller trussel om vold. Det er alle sammen forbrydelser, der er så voldsomme og så ødelæggende for de mennesker, det går ud over. De skal straffes langt hårdere end i dag. Sparker man et bevidstløst menneske i hovedet, skal man ikke kunne slippe med få måneders fængsel. Det burde sådan set sige sig selv. Derfor har vi i Danmark behov for, at de straffe, der er, i højere grad står mål med den grovhed, som vi desværre ser i nogle af forbrydelserne. Vi skærper også straffen for vanvidskørsel efter straffeloven. Men betyder alt det her, at vi er færdige? Nej, lige nu forhandler vi med Folketingets partier om tiltag, der skal styrke beskyttelsen af folkevalgte og offentligt ansatte og deres pårørende, fordi vi aldrig nogen sinde må acceptere, at mennesker, der påtager sig et ansvar i demokratiets navn, skal mødes med trusler, chikane eller det, der er værre. I torsdags kunne et bredt flertal binde sløjfe på en ny flerårsaftale for dansk politi og anklagemyndighed. Det er en aftale, hvor vi styrker politiet og anklagemyndigheden markant med i alt ca. 1,5 mia. kr. mere i 2030 og ruster vores myndigheder til bedre at kunne håndtere de trusler, vi står over for som land. Vi udvider politistyrken til omkring 12.000 personer. Det er den største politistyrke, så langt tilbage som vi har tal for. Vi giver nu dansk politi markant flere ressourcer til både at efterforske og opklare den stadig mere komplekse kriminalitet, vi ser bl.a. på det økonomiske område. Vi styrker også politiuddannelsen, gør den længere og indfører mere løn under uddannelse til kommende betjente, så vi forhåbentlig også kan tiltrække nogle erfarne kræfter. Endelig sætter vi ind imod kvindedrab – kvindedrab, som vi desværre stadig væk ser alt for mange eksempler på i vores land. Alt det her er for at sige, at danskernes tryghed er det, der er det vigtigste. Vi har gjort meget, vi kommer til at gøre endnu mere, og forudsætningen for, at det lykkes, er, at vi bliver ved med at føre en stram udlændingepolitik i Danmark. For de to ting, altså tryghed og stram udlændingepolitik, bliver også i fremtiden nødt til at gå hånd i hånd. Tak for ordet.

Vi siger foreløbig tak til statsministeren. Så går vi videre med spørgsmål til statsministeren fra partilederne. Jeg giver først ordet til fru Inger Støjberg fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Fra Udvalget til Valgs Prøvelse har jeg modtaget indstilling om, at 1. stedfortræder for Venstre i Fyns Storkreds, Marlene Ambo-Rasmussen, godkendes som nyt ordinært medlem af Folketinget fra og med den 10. december 2025, da Lars Christian Lilleholt, ligeledes fra Venstre, nedlægger sit mandat pr. dags dato.

Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som godkendt. Det er godkendt.

Hvis ingen gør indsigelse mod, at forespørgslen stilles, betragter jeg Tingets samtykke som givet. Det er givet.

Der er ikke stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Vi stemmer om lovforslagets endelige vedtagelse, og afstemningen starter. Afstemningen slutter.

For stemte 110 (S, V, DD, SF, LA, M, KF, EL, DF, RV, ALT, BP, SP, Jeppe Søe (UFG), Jon Stephensen (UFG) og Mike Villa Fonseca (UFG)), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0.

Lovforslaget er enstemmigt vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.

Der er ikke stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Vi stemmer om lovforslagets endelige vedtagelse, og afstemningen starter. Afstemningen slutter.

For stemte 101 (S, V, DD, SF, LA, M, KF, DF, RV, BP, SP, Jeppe Søe (UFG), Jon Stephensen (UFG) og Mike Villa Fonseca (UFG)), imod stemte 8 (EL og ALT), hverken for eller imod stemte 0.

Lovforslaget er vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.

Der er stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen sluttet.

Jeg betragter ændringsforslag nr. 1, stillet af transportministeren og tiltrådt af udvalget, som vedtaget. Det er vedtaget.

Jeg foreslår, at lovforslaget går direkte til tredje behandling uden fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget. Det er vedtaget.

Der er stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Det er der en enkelt der gør. Fru Karin Liltorp, Alternativet.

Tak for ordet. Det lovforslag, vi skal i gang med at behandle, handler om, at psykisk syge får frataget deres overførselsindkomst, mens de er indlagt til behandling, altså efter at de har begået en kriminel handling. Begrundelsen for det her lovforslag er, at man gerne vil sidestille dem med kriminelle. Netop den her sidestilling synes jeg er dybt problematisk. Vi har i mange, mange år i Danmark været enige om, at psykisk syge ikke skal straffes, de skal behandles. De er ikke kriminelle, men de har begået noget kriminelt som følge af deres psykiske sygdom. Det kan bl.a. være, fordi de har haft en psykose. Det, at den her sidestilling er problematisk, ser man også i alle høringssvar. Alle fagfolk advarer meget markant mod lovforslaget, og jeg nævner i flæng Bedre Psykiatri, Dansk Psykiatrisk Selskab, Dansk Psykolog Forening, Danske Regioner, Det Etiske Råd og Institut for Menneskerettigheder. De siger bl.a., at det er et stort tilbageskridt for psykiatrien, at det vil føre til en forværring af sygdommen, at det vil føre til længere indlæggelser, at det vil koste samfundet meget dyrt på sigt, og at vi bevæger os lige på kanten af menneskerettighederne. Vi synes, det er rigtig ærgerligt ikke at lytte til de her advarsler, og derfor har vi stillet en række ændringsforslag, som jeg håber I vil lytte til. I et af ændringsforslagene, som jeg selvfølgelig ikke kan gå i detaljer med, lægger vi op til, at det beløb, de psykisk syge skal have om måneden, i det mindste skal modsvare det, man får, når man er kriminel og i fængsel. Lige nu lægger lovforslaget op til, at man som psykisk syg får 1.725 kr. om måneden, mens man som indsat i et fængsel kan tjene op til 4.000 kr. om måneden. Så det i sig selv betyder jo faktisk, at de psykisk syge blive stillet markant ringere end indsatte i fængsler, på trods af at vi jo var enige om, at de ikke skulle straffes. Et andet ændringsforslag, vi stiller, handler om, at vi skal sørge for, at lovforslaget ikke rammer så bredt, for lige nu lægger det op til, at det både rammer A- og B-dømte. Bare for at komme med en kort forklaring på det er det sådan, at A-dømte har fået anbringelsesdomme, og det er i den her gruppe, man ser dem, der er indlagt for alvorlig kriminalitet. Det kan være de få, vi ser, der har begået et mord osv. Men det omfatter også alle de B-dømte, og her drejer det sig altså ikke om koldblodige mordere, som det ellers lød som om i debatten. Det er tit mennesker, der har fået deres allerførste dom, fordi de i affekt i forbindelse med en psykose har gjort noget kriminelt. Det kan være, at de har truet nogen, eller det kan være, at de har begået et røveri. Der kan være masser af grunde, men det er noget, vi er enige om at de har begået i affekt på grund af deres sygdom. Så derfor lægger vores andet ændringsforslag op til, at vi undtager dem, der er B-dømte, fra at blive omfattet af det her lovforslag. Der skal I også lige forstå om dem, der er B-dømte, at hensigten med de her B-domme er, at man skal leve et almindeligt liv, så de er ikke indespærrede permanent. Det er meningen, at de er på afdelingen, men de får lov at komme ud og gå på café med deres venner, og de får lov at komme hjem og se deres børn, netop fordi målet med behandlingen er, at de skal være i stand til at leve et helt almindeligt liv igen. Med det lille beløb, de får i dag, umuliggør vi totalt det her, og derfor håber vi jo, at man kan overveje at sige, at det ikke behøver at gælde den her gruppe. Jeg ved godt, at det er naivt af mig at tro, at vi får de ændringsforslag stemt igennem, men jeg håber, at I alligevel vil tage det til efterretning. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er nogle ønsker om en kort bemærkning, så jeg skal bede ordføreren om at blive på talerstolen, og den første er til hr. Mikkel Bjørn. Værsgo.

Tak for det. Undskyld, bliver det mildest talt ikke en lille smule skørt, at Alternativet i dag går på talerstolen for at forsvare kriminelle menneskers rettighed til at modtage sociale ydelser, mens de i forvejen bliver forsørget af den danske stat? Vi taler om folk som eksempelvis Fasar Abrar Raja, som har begået uhyrlige former for kriminalitet, og som, imens han afsoner en behandlingsdom, så samtidig modtager meget, meget høje ydelser af den danske stat. Det er så en person som ham, som Alternativet i dag går på talerstolen for at forsvare. Jeg godt forstå, hvis der sidder danskere derude, som følger med, og som tænker, hvad det helt præcis er for nogle interesser, Alternativet varetager. Hvad med at varetage danskernes interesser i stedet for at varetage kriminelles interesser?

Ordføreren.

Nu håber jeg personligt, at der sidder en del danskere derude, der tænker ligesom jeg, altså at det er sørgeligt, at vi ikke tager psykisk sygdom mere alvorligt, end vi gør, og at vi mener, at de skal sidestilles med almindelige kriminelle. Jeg ved godt, at Dansk Folkeparti ynder at komme med enkelteksempler på folk, der på en eller anden måde kan illustrere, at der er sket noget uretfærdigt. Men langt de fleste – vi snakker jo om flere tusind mennesker – er ganske almindelige danskere som du og jeg, som uheldigvis har fået en psykisk sygdom, og som nu bliver ramt ekstremt hårdt af den her lovgivning.

Spørgeren.

Men hvorfor skal man – uanset hvad – have udbetalt skyhøje ydelser, mens man afsoner i et dansk behandlingssystem, der i forvejen forsørger en, uden at man har nogen udgifter forbundet med den livsførelse? Det er jo mildest talt mærkværdigt, at danskerne skal betale skyhøje ydelser til mennesker, der i forvejen bliver forsørget af den danske stat, mens de afsoner en behandlingsdom, eksempelvis folk som Fasar Abrar Raja.

Ordføreren.

Nu tror jeg, der er forskellige opfattelser af, hvad en skyhøj indkomst er, og jeg ved ikke, om alle er enige om, at kontanthjælpen er skyhøj. Jeg tror desværre heller ikke, at ordføreren fulgte med i min tale. Dem, der får den her behandlingsdom, er jo netop indlagt til behandling, mens de samtidig skulle kunne leve et almindeligt liv ved siden af. En del af behandlingen er netop at sørge for, at de kan komme ud, at de kan komme med til deres børns fødselsdage, at de kan købe en gave til dem, og at de kan gå på café med en ven. Det er faktisk hele essensen i den her behandlingsdom, altså at man sørger for, at de kommer tilbage til livet, og at man ikke siger, at de skal straffes så hårdt, fordi de på grund af en psykose har begået noget kriminelt.

Fru Victoria Velasquez.

Jeg tror, det er, fordi det er tåget udenfor, så skyerne må være helt hernede, hvis man siger, at kontanthjælp og førtidspension er skyhøje, især med den udhuling, der har været af ydelserne. Jeg vil gerne sige tak for det samarbejde, der har været mellem Alternativet og Enhedslisten, og de ændringsforslag, som vi bakker op om. En ting er den del, der handler om – og det er jo slemt nok – diskrimination og de konsekvenser, det har for mennesker, der kæmper med psykisk sygdom, men noget andet er, at det er ekstremt dyrt og dumt, det, som et flertal har gang i lige nu, for det kommer til at få kæmpe konsekvenser, når man gør nogle, som er sårbare, endnu mere sårbare over for at blive udnyttet og over for at blive misbrugt. Så jeg har egentlig ikke mere at sige andet end at sige tak.

Ordføreren.

Det er jo lidt absurd, selv om jeg synes, at menneskeligheden i det her er langt det mest centrale, men økonomisk er det også en helt forkert vej at gå, og det er også derfor, at alle høringssvarene peger meget, meget konkret på, at det her bliver rigtig dyrt. Det kommer til at forlænge behandlingerne, og de er oppe på, at det kan blive milliardbeløb om året, det koster, fordi vi ikke tager det her alvorligt og vi ikke sørger for ordentlig økonomisk sikkerhed til den her gruppe mennesker.

Fru Betina Kastbjerg.

Tak for det. Det her lovforslag er jo faktisk et, jeg er rigtig, rigtig glad for, for det er jo på baggrund af mit beslutningsforslag tilbage i april 2024, som regeringen støttede. Det er jo sjældent, vi ser, at regeringen støtter et beslutningsforslag, så jeg var da rigtig, rigtig glad den dag, hvor mit beslutningsforslag blev bakket op af regeringen. Jeg gjorde det på baggrund af en artikel i Ekstra Bladet, der hed »Dobbeltmorder og imamlærling får førtidspension«. Det var en 62-årig irakisk statsborger, som havde begået et voldsomt dobbeltdrab, og til trods for det kunne han sidde inde og nyde, at de der 20.000 kr. i førtidspension tikkede ind på kontoen. Synes ordføreren, at det er retfærdigt?

Ordføreren.

Igen vil jeg sige, at jeg aldrig bryder mig om, at vi lovgiver på basis af enkeltsager. Men jeg håber også, at ordføreren forholder sig til, at ændringsforslagene til beslutningsforslaget lige nu går på, at vi i det mindste sidestiller dem med kriminelle i fængslerne. Vi siger ikke, at man, hvis man skal sidde i 20 år med en anbringelsesdom, så skal have førtidspension i alle årene. Vi siger: Kan vi ikke i det mindste sidestille dem med de kriminelle og ikke stille dem dårligere? Og så vil vi gerne have undtaget alle dem her, som ikke er de dobbeltmordere, ordføreren henviser til, men som faktisk er ganske almindelige mennesker, som har begået noget modbydeligt i en psykose.

Spørgeren.

Jeg har bare svært ved at forstå, at man som dømt kriminel skulle kunne sidde og afsone en forvaringsdom og så stadig væk modtage ydelser fra staten. Altså, det kan jeg simpelt ikke forstå at ordføreren ikke kan være enig i, altså at det er uretfærdigt. Det, vi så gør nu, er, at vi sidestiller en forvaringsdom med en fængselsdom. Synes ordføreren ikke, det er retfærdigt?

Ordføreren.

Det, jeg synes er rigtig, rigtig trist ved det her, er, at vi ikke er kommet længere i vores forståelse af psykisk sygdom, altså af, at de psykisk syge, der begår kriminalitet, ikke gør det, fordi de har et ønske om at være onde; de gør det, fordi de har en sygdom. Det troede jeg egentlig vi alle sammen var enige om, og nu får de en ekstra straf. Det er jo det, der i virkeligheden gør mig deprimeret over, at vi indfører sådan en lov her.

Hr. Kim Edberg Andersen.

Tak for det. Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at tage ordet. Men hvor mange enkeltsager skal der til, før Alternativet siger, at nu er det en trend? Indtil videre har jeg siddet bag ved to her, og de har nævnt hver sin sag, og jeg er helt sikker på, at vi kunne finde nogle flere. For virkeligheden er jo, at det her er et supergodt lovforslag, fordi det lige nøjagtig gør noget, og det ligestiller kriminelle. Så kan man komme, kan jeg forstå på Alternativet, og sige, at den her gang er undskyldningen for, at man lige beskytter en særlig gruppe, at det er enkeltsager. Men hvad for nogle enkeltsager er o.k.? Var den, som hr. Mikkel Bjørn nævnte, nok? Ville Alternativet stemme for et lovforslag, hvor det var sådan nogle sager? Eller er det den, fru Betina Kastbjerg har taget op? Er det den type enkeltsager? For det bliver jo lidt forplumret deroppe. På et tidspunkt var alle os, der havde en holdning til, at vi ville stemme for, sådan lidt umenneskelige, kunne jeg også forstå. Det synes jeg da er noget af en vild påstand at stå og komme med. Jeg synes da, jeg er rimelig menneskelig. Men én ting, der er helt sikker, er, at jeg er glad for, at det her lovforslag endelig kommer, for fru Betina Kastbjerg har ret: Det er et rigtig godt lovforslag. Det er faktisk så godt, at regeringen selv har sagt, at det da var synd, at de ikke selv kunne finde ud af det. Så derfor bliver det jo til lov. Men vil Alternativet ikke bare sige: Hvor mange enkeltsager skal der til, før Alternativet er glad? For når det er på den anden måde og det er noget med, at vi alle sammen skal spise rødbeder eller ukogt kål, så havde enkeltsager været nok for Alternativet.

Ordføreren.

Det var en interessant vinkel på rødbeder. Den havde jeg ikke lige tænkt over. Men vi kommer aldrig nogen sinde til at argumentere for, at man skal sidestille psykisk syge med kriminelle. Nej, det gør vi naturligvis ikke. Det er, fordi vi igennem 150 år i det danske retssystem er blevet enige om, at psykisk syge ikke skal sidestilles med kriminelle, fordi de har begået kriminalitet på baggrund af deres sygdom, og det er der eksperter der har vurderet. Nu nævner hr. Kim Edberg Andersen, at der er to sager. Så kan jeg sige, at det drejer sig om 1.700 mennesker om året. Så jo, uanset hvad, er to sager ikke meget ud af 1.700. Men vi synes ikke, at ligestilling af psykisk syge med kriminelle nogen sinde er en god idé.

Spørgeren.

Nu vil jeg være ked af det, hvis Folketingets medlemmer sådan på skift stiller sig op og tager hver sin enkeltsag, så vi kommer op i noget, der tilfredsstiller Alternativet. Heldigvis står Alternativet jo forkert – eller ikke forkert, de står jo på deres standpunkt, kan man sige, og så fred være med det. Men virkeligheden er jo bare, at vi lige glemmer den anden side af tallerkenen, og det er, at der er nogle kriminelle – og det er kriminelle, vi snakker om. Det er det, Alternativets ordfører lige skal huske, det er jo kriminelle. Så siger Alternativets ordfører, at hvis man har begået et dobbeltdrab, så kan man få 20.000, det synes Alternativet. I Danmarksdemokraterne mener vi, at vi lige nøjagtig gør noget her: Vi ligestiller kriminelle, og man skal jo ikke forsørges dobbelt. Mens man både afsoner sin straf og får sin behandling, skal man jo ikke have penge ved siden af. Er det ikke bare meget logisk?

Ordføreren.

Nu snakker vi igen om psykisk syge mennesker, vi snakker ikke om kriminelle. Så allerede der går det galt. Vi snakker om psykisk syge, der har begået en kriminel handling. Nogle af dem er forældre, der har angrebet deres egne børn i en psykose – noget, der i forvejen er stærkt skamfuldt – og det gør de bestemt ikke, fordi de er ved deres fulde fem. Det gør de, fordi de er psykisk syge, og den forståelse troede jeg egentlig vi for længe siden havde opnået her i Danmark. Det er derfor, det er beskæmmende at se, at det har vi åbenbart ikke. Så nej, jeg anerkender ikke, at de er kriminelle. Jeg anerkender, at de er psykisk syge, der skal behandles.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Jeg sidder egentlig bare her og skriver julekort, men så kan man jo ikke lade være med at lytte lidt efter. Jeg skal bare lige forstå: Mener Alternativet ikke, at man er kriminel, hvis man er psykisk syg og har begået kriminalitet? Det er i så fald et nybrud. Hørte jeg også Alternativet sige, at de – var det massemordere, eller var det bare folk, der havde begået et enkelt mord? – var sådan helt almindelige mennesker? For det ved jeg ikke om jeg er helt enig i.

Ordføreren.

Jeg ved ikke, hvor i min fremlæggelse jeg var uklar. Vi har været enige om igennem mange år, at psykisk syge, der bliver vurderet af eksperter til at være utilregnelige i gerningsøjeblikket, ikke skal behandles som kriminelle; de skal behandles. Det er ligesom det, der har været enighed om i rigtig, rigtig mange år. Nogle gange er de her virkelig sørgelige sager jo endt i drab, men langt de fleste af dem handler ikke om drab. De handler om trusler, der er begået i en psykose; det handler om nogle, der er kommet med trusler mod embedsmænd, og de bliver også ramt af det her.

Spørgeren.

Jamen fordi man ikke er egnet til straf, betyder det jo ikke, at man ikke er kriminel. Det er helt absurd at høre, at hvis man har begået kriminalitet, er man ikke kriminel, fordi man er psykisk syg. Så kan det være, at sygdommen gør, at det er undskyldeligt, hvad man har gjort, så man ikke er strafegnet, men man er stadig væk kriminel. Det er det første. Det andet er, om der virkelig blev sagt, at massemordere er helt almindelige mennesker? For sådan hørte jeg det.

Ordføreren.

Nu findes der heldigvis meget, meget få, hvis ikke nul massemordere i Danmark. Så nej, det er der bestemt ikke blevet sagt. Jeg siger om dem, der bliver ramt af en psykose og gør noget kriminelt i forbindelse med den psykose, at det kunne være dig og mig. Psykoser er noget, der kan ramme os alle sammen. Derfor er det sådan, at når man er ramt af en psykose, bliver man erklæret uegnet til straf, og så får man en behandlingsdom, og i en behandlingdom ligger, at man skal behandles og ikke straffes. Og konsekvensen af den her lov er, at man bliver straffet.

Fru Dina Raabjerg.

Jeg bliver desværre nødt til at pille lidt i det samme, for jeg forstår simpelt hen ikke ræsonnementet hos Alternativet. Man kan da godt både være psykisk syg og kriminel på én gang. Anerkender Alternativet slet ikke det forhold?

Ordføreren.

Jeg tror, jeg har gentaget mig selv nogle gange. Når man er psykisk syg, kan man snildt begå en kriminel handling, og det er der mange psykisk syge der gør. Jeg tror, de fleste af os herinde er bekendt med, hvad det betyder at have en psykose, altså at man kan se monstre, at man angriber hvad ved jeg. Det er jo derfor, der er nogle eksperter, der vurderer, at man ikke er egnet til straf, men er egnet til behandling. Det gælder for mange af dem, der har gjort det, at lige så snart de får deres medicin, er de fuldt velfungerende mennesker, og det viser sig faktisk, at 74 pct. af dem, der havner med sådan en behandlingsdom, er nogle, der ikke har fået tilstrækkelig hjælp i psykiatrien. Så vi svigter dem jo i virkeligheden dobbelt.

Spørgeren.

Var det et nej til, at man ikke kan være psykisk syg og kriminel på samme tid? For i min bog kan man jo godt f.eks. have angst eller en depression eller andre psykiske lidelser og så stadig væk være et skidt menneske, som begår noget kriminelt, som går ud over nogle mennesker og deres familie. Dem skal vi da ikke give en fuld førtidspension på 21.000 kr. om måneden.

Ordføreren.

Så kan jeg oplyse, at det bestemt heller ikke er den gruppe, det drejer sig om. Det drejer sig om en gruppe, som eksperter har vurderet er utilregnelige i gerningsøjeblikket og derfor ikke kan holdes ansvarlige for deres handlinger. Så det drejer sig ikke om, at man havde en svag depression og så gjorde et eller andet. Selvfølgelig kan man være kriminel, når man gør det i den situation, og dem sidder der masser af i de almindelige fængsler. Det handler om dem, som eksperterne vurderer til at være utilregnelige i gerningsøjeblikket.

Fru Maria Durhuus.

Tak, og tak for ordet. Jeg vil egentlig bare spørge ordføreren, hvor ordføreren har det tal fra – og så må ordføreren undskylde, hvis jeg fejlciterer det – altså at der nu kun er to med tilknytning til det kriminelle miljø, der uretnæssigt skulle have fået en behandlingsdom. Kan ordføreren her i dag bekræfte, at medlemmerne af rocker- og bandemiljøer ikke længere spekulerer i at kunne få en behandlingsdom, fordi de så er hurtigere ude? Kan ordføreren bekræfte, at det ikke længere er tilfældet? For de statistikker er jeg da ekstremt interesseret i at se, og jeg vil også gerne høre ordføreren bekræfte, at der fra Alternativets side er en tanke om, hvordan man så vil selektere i, om rocker- og bandemedlemmer skal have udbetalt førtidspension, når de går ud og de på en eller anden måde får plæderet sig til at få en behandlingsdom på grund af symptomer.

Ordføreren.

Uh, det var en dejlig mistænkeliggørelse af en stor gruppe psykisk syge mennesker, som jeg selvfølgelig bliver ked af. Det kan være, at ordføreren har belæg for at sige, at det primære problem med de psykisk syge er, at de faktisk svindler sig til det her. Så må jeg sige, at ja, det er en misforståelse med de to. Det var et tal, hr. Kim Edberg Andersen nævnte, fordi der var blevet nævnt to eksempler herinde, og så sagde jeg, at det i alt drejede sig om 1.700 mennesker, der blev dømt efter enten en anbringelses- eller en behandlingdom, og ud fra det ville jeg bare sige, at det så ikke er repræsentativt.

Spørgeren.

Jeg laver ikke nogen standardmistænkeliggørelse. Jeg har dog arbejdet i feltet i en hel del år, og jeg har set praksis på nærmeste hold. Men lad nu det ligge. Jeg har et andet spørgsmål. Nu nævner ordføreren, at dem, der sidder i de danske fængsler, får udbetalt omkring 4.000 kr. om måneden, og at dem, der sidder på en psykiatrisk afdeling, kan få 1.700 kr. eller deromkring. Mener ordføreren også, at dem, der er indlagt på psykiatriske hospitaler som værende for syge til at afsone en straf, skal til at samle rawplugs eller musetrapper?

Ordføreren.

Nej, og det var jo netop min pointe, at de selvfølgelig skulle kompenseres på samme måde som dem, der sidder i fængslerne, så de i det mindste ikke skal leve af mindre. Jeg synes primært, vi skal forholde os til, at alle fagpersoner siger, at det her lovforslag går i den helt forkerte retning, og det håber jeg I alle sammen har i baghovedet, når I stemmer det igennem

Hr. Kim Valentin.

Tak for det. Tak til ordføreren, dog ikke for at bibringe noget nyt, for vi har jo taget den her diskussion under førstebehandlingen, og der blev det også sagt til ordføreren, at det ikke gælder alle behandlingsdømte. Det synes jeg lige vi bliver nødt til at fortælle, altså at det her ikke gælder alle behandlingsdømte. Det er et spørgsmål om, at vi ensretter reglerne først og fremmest mellem behandlingsdømte og almindelige fængslede, og så gælder det jo for alvorlig kriminalitet. Kan jeg ikke få ordføreren til at sige det: Det gælder for folk, der har begået alvorlig kriminalitet? Så er der en anden ting i det her. Der er eksempler på, at folk går ud fra behandlingsdomme med mange, mange hundrede tusinde kroner på kontoen, fordi de har fået en ydelse, mens de har været der. Det er jo fuldstændig urimeligt. Kan jeg få ordføreren til at forholde sig til det?

Ordføreren.

Det første kan jeg i hvert fald klart afvise, og jeg har netop også spurgt ind til det ovre i ministeriet. Det her lovforslag omhandler alle dem, der får anbringelsesdomme og behandlingsdomme, og dem, der får behandlingsdomme, er langt den største flok, og det omfatter ikke kun alvorlig kriminalitet. Eller så kan man betragte al kriminalitet som alvorlig. Det handler om trusler mod embedsmænd; det handler om ildspåsættelse, hvor der ikke sker noget; det handler om tyveri osv. Så nej, jeg kan bestemt ikke bekræfte det, for det er ikke korrekt, og det er derfor, jeg har spurgt ind til det. Det tror jeg også at ordføreren vil erfare, hvis han læser svarene ovre fra Justitsministeriet.

Spørgeren.

Jamen det gør jeg da livligt, for jeg synes faktisk, det er godt at følge med i. Men det er jo faktisk sådan, at dem, der bliver ramt af det her, er dem, der har fået 6½ år i snit i behandlingsdom. Der kan man altså nå at lægge virkelig, virkelig mange penge til side, og det er jo ikke rimeligt, at folk, der har begået kriminelle handlinger, kan lægge mange hundrede tusinde kroner til side til bagefter, når de er ude igen. Det går jo ikke. Der mangler vi en retsfølelse herhjemme, hvis det er tilfældet.

Ordføreren.

Jeg ved ikke, hvilken retsfølelse vi taler om, for jeg tror faktisk, at langt de fleste danskere ikke synes, at der er særlig meget retsfølelse i, at man stiller psykisk syge så dårligt økonomisk. Men det er jo også derfor, et af ændringsforslagene netop går på, om vi ikke kan sætte det beløb op, de får månedligt, så det modsvarer det, man får, når man er indsat i fængslerne, så de i det mindste ikke er dårligere stillet end dem, der er indsat i et helt almindeligt fængsel.

Hr. Anders Kronborg.

Jeg tror, at jeg har behov for at få nogle begreber fuldstændig afklaret. Nu har Fasar Abrar Raja jo været nævnt her i debatten, og jeg mindes, at han for et års tid siden i byretten blev varetægtsfængslet på en psykiatrisk afdeling frem for et arresthus. Er den person i ordførerens øjne kriminel eller et offer, som samfundet skal tage særlige hensyn til? Jeg spørger bare for at få begreberne helt på plads.

Ordføreren.

Som hovedregel har jeg stor tillid til de eksperter, der sidder og vurderer, hvem der er så psykisk syge, at de ikke kan stilles ansvarlige for deres handlinger. Der er alle steder nogle, der snyder i systemet, men at det skal gå ud over alle psykisk syge i hele det ganske land, synes jeg er dybt urimeligt. Og igen kan jeg kun sige, at det her med, at vi fører politik baseret på en enkelt sag, der kommer op i medierne, synes jeg er rigtig uheldigt, for det rammer alle mulige andre, der på ingen måde er at sammenligne med Fasar Abrar Raja.

Spørgeren.

Jeg spørger ikke til enkeltsager eller politik på baggrund af enkeltsager. Jeg beder om at få afklaret begreberne, og jeg tænker, at ordføreren har set »Den sorte svane«. Der spørger jeg til hovedpersonen i »Den sorte svane«, for jeg forstår, at ordførerens præmis er, at hvis man idømmes en opbevaring på en psykiatrisk afdeling, er man et offer. Så er man en person, samfundet skal tage et særligt hensyn til. Så derfor spørger jeg helt konkret i forhold til det her eksempel: Er vedkommende kriminel, eller er vedkommende et offer?

Ordføreren.

I langt de fleste tilfælde er dem, der får en behandlingsdom, ofre. De har ikke fået behandling i psykiatrien. De er endt med at have begået noget kriminelt. Sagen om Fasar Abrar Raja er en enkeltsag. Hvis problemet dybest set er de der brodne kar, der måtte være, synes jeg jo, at det er der, vi skal tage fat og sige, at det er dem, vi skal snakke om. Vi skal ikke snakke om hele den brede befolkning, alle de andre psykisk syge, som desværre bare er havnet et rigtig skidt sted.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Er der flere, der ønsker at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen sluttet, og vi går til afstemning.

ALT, SF og EL har ønsket afstemning om ændringsforslag nr. 1, stillet af et mindretal (ALT) og tiltrådt af et andet mindretal (SF og EL). Afstemningen starter. Afstemningen slutter.

For stemte 16 (SF, EL og ALT), imod stemte 90 (S, V, DD, LA, M, KF, DF, RV, SP, Jeppe Søe (UFG), Jon Stephensen (UFG), Mike Villa Fonseca (UFG)) og 1 ALT (ved en fejl)), hverken for eller imod stemte 0.

Ændringsforslaget er forkastet.

Jeg betragter herefter ændringsforslag nr. 3, 6, 9, 25 og 27, stillet og tiltrådt af de samme mindretal, som forkastet. De er forkastet.

Jeg betragter ændringsforslag nr. 2 og 4, stillet af Beskæftigelsesministeriet og tiltrådt af udvalget, som vedtaget. De er vedtaget.

ALT, SF og EL har ønsket afstemning om ændringsforslag nr. 5, stillet af et mindretal (ALT) og tiltrådt af et andet mindretal (SF og EL). Afstemningen starter. Afstemningen slutter.

For stemte 17 (SF, EL og ALT), imod stemte 90 (S, V, DD, LA, M, KF, DF, RV, SP, Jeppe Søe (UFG), Jon Stephensen (UFG) og Mike Villa Fonseca (UFG)), hverken for eller imod stemte 0.

Ændringsforslaget er forkastet.

Jeg betragter herefter ændringsforslag nr. 13, stillet og tiltrådt af de samme mindretal, som forkastet. Det er forkastet.

Jeg betragter ændringsforslag nr. 7, 8, 10-12 og 14-23, stillet af beskæftigelsesministeren og tiltrådt af udvalget, som vedtaget. De er vedtaget.

ALT, SF og EL har ønsket afstemning om ændringsforslag nr. 24, stillet af et mindretal (ALT) og tiltrådt af et andet mindretal (SF og EL). Afstemningen starter. Afstemningen slutter.

For stemte 17 (SF, EL og ALT), imod stemte 90 (S, V, DD, LA, M, KF, DF, RV, SP, Jeppe Søe (UFG), Jon Stephensen (UFG) og Mike Villa Fonseca (UFG)), hverken for eller imod stemte 0.

Ændringsforslaget er forkastet.

ALT, SF og EL har ønsket afstemning om ændringsforslag nr. 26, stillet af et mindretal (ALT) og tiltrådt af et andet mindretal (SF og EL). Afstemningen starter. Afstemningen slutter.

For stemte 17 (SF, EL og ALT), imod stemte 90 (S, V, DD, LA, M, KF, DF, RV, SP, Jeppe Søe (UFG), Jon Stephensen (UFG) og Mike Villa Fonseca (UFG)), hverken for eller imod stemte 0.

Ændringsforslaget er forkastet.

Jeg foreslår, at lovforslaget går direkte til tredje behandling uden fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget. Det er vedtaget.

Der er stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen sluttet.

Jeg betragter ændringsforslag nr. 1-6, stillet af beskæftigelsesministeren og tiltrådt af udvalget, som vedtaget. De er vedtaget.

Jeg foreslår, at lovforslaget går direkte til tredje behandling uden fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse mod dette, betragter jeg det som vedtaget. Det er vedtaget.

Der er stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen sluttet.

Jeg betragter ændringsforslag nr. 1, stillet af et mindretal (DD) og tiltrådt af et andet mindretal (SF, EL, DF, RV og Jeppe Søe (UFG), som forkastet. Det er forkastet.

Jeg betragter ændringsforslag nr. 2, stillet af ministeren for digitalisering og tiltrådt af udvalget, som vedtaget. Det er vedtaget.

Jeg betragter ændringsforslag nr. 3, stillet af et mindretal (DD) og tiltrådt af et andet mindretal (SF, EL, DF, RV og Jeppe Søe (UFG), som forkastet. Det er forkastet.

Jeg betragter ændringsforslag nr. 4, stillet af ministeren for digitalisering og tiltrådt af udvalget, som vedtaget. Det er vedtaget.

Jeg foreslår, at lovforslaget går direkte til tredje behandling uden fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget. Det er vedtaget.

Der er ikke stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget går direkte til tredje behandling uden fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. Det er vedtaget.

Der er ikke stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget går direkte til tredje behandling uden fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. Det er vedtaget.

Der er ikke stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget går direkte til tredje behandling uden fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. Det er vedtaget.

Der er stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen sluttet.

Jeg betragter ændringsforslag nr. 1 og 2, stillet af børne- og undervisningsministeren og tiltrådt af udvalget, som vedtaget. De er vedtaget.

Jeg foreslår, at lovforslaget går direkte til tredje behandling uden fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget. Det er vedtaget.

Der er stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen sluttet.

Jeg betragter ændringsforslag nr. 1, stillet af indenrigs- og sundhedsministeren og tiltrådt af udvalget, som vedtaget. Det er vedtaget.

Jeg foreslår, at lovforslaget går direkte til tredje behandling uden fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. Det er vedtaget.

Der er stillet ændringsforslag til begge lovforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen sluttet.

Vi stemmer først om ændringsforslag til L 43.

Jeg betragter ændringsforslag nr. 1-6, stillet af indenrigs- og sundhedsministeren og tiltrådt af udvalget, som vedtaget. De er vedtaget.

Vi stemmer nu om ændringsforslag til L 44.

Jeg betragter ændringsforslag nr. 1-10, stillet af indenrigs- og sundhedsministeren og tiltrådt af udvalget, som vedtaget. De er vedtaget.

Jeg foreslår, at lovforslaget går direkte til tredje behandling uden fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. Det er vedtaget.

Vi skal nu i gang med en redegørelsesdebat, og det indebærer, at ordførerne skal logge sig af deres normale pladser og derefter rykke frem på de forreste rækker og logge sig ind. Vi holder lige en kort pause, til man er klar. Vi er klar. Tak for det. Forhandlingen er åbnet, og første ordfører er hr. Kris Jensen Skriver fra Socialdemokratiet. Velkommen til.

Tak for ordet. Jeg har set meget frem til debatten her i dag, for landdistrikterne og udviklingen dér står mig og mit parti meget nært, og jeg nyder hver dag, at jeg selv har fornøjelsen af at bo uden for de store byer. Jeg er glad for og stolt af at bo i et landdistrikt, for vores landdistrikter har enormt meget at byde på. Det vil jeg også komme tilbage til i min tale. Først og fremmest vil jeg gerne sige tak til ministeren for redegørelsen. Jeg synes, den kommer godt omkring de emner, der er vigtige for landdistrikterne, og den tegner et godt billede af udviklingen. Det gælder både de problemer, der er derude, men også af nogle af de mange styrker og muligheder, som jeg ser. For Socialdemokratiet handler landdistriktspolitik i høj grad om at give landdistrikterne de rette værktøjer til at udnytte de muligheder, så vi på den måde kan få et Danmark, der hænger bedre sammen, så det er muligt at bo, arbejde og uddanne sig i hele Danmark. Det mener vi og jeg er helt afgørende. Det overordnede mønster kender vi godt fra tidligere. Befolkningstallet falder eller står stille i mange af landdistrikterne, mens det vokser i og omkring de større byer. Det er selvfølgelig ikke sort-hvidt, for der er også landdistrikter, der oplever fremgang, ligesom nogle af småøerne oplever fremgang og øget bosætning. Men overordnet er billedet, at særlig landdistrikterne længere væk fra de større byer oplever en befolkningstilbagegang. Vi ser også, at befolkningen de steder er markant ældre end i resten af landet. Det viser sig også tydeligt i udviklingen på boligmarkedet. Priserne buldrer af sted i byerne, mens de nogle steder falder i landdistrikterne. To af de tal fra redegørelsen, der viser udviklingen i boligpriserne tydeligt, er boligpriserne i henholdsvis Region Hovedstaden og Region Nordjylland. Mens de i hovedstaden er steget med 31,2 pct. på 5 år, er de i Nordjylland faldet med 0,6 pct. Det mener jeg vi skal være meget opmærksomme på, for det kan udfordre hele sammenhængskraften i vores land, hvis forskellene bliver for store, og det har også konsekvenser for bosætningen. Mange steder i landdistrikterne er det simpelt hen blevet svært at låne penge til at købe en bolig, fordi bankerne holder igen med udlån. Selv for en familie med pæne indkomster kan det være meget, meget besværligt, og det er, på trods af at vi har indført en ordning med delvis statsgaranterede lån. Det skal vi simpelt hen have gjort noget ved. Det kan ikke passe, at folk med almindelige indkomster ikke kan købe en bolig i et landdistriktsområde. Vi må have bankerne på banen her; der skal tages et større samfundsansvar. Skal vi have flere til at bosætte sig i et landdistrikt, kræver det et stærkt lokalt velfærdssamfund, og et af de steder, hvor vi allerede har taget fat, er på sundhedsområdet. For som redegørelsen viser, er behandlingsbehovet størst blandt borgere i landdistrikterne, bl.a. fordi befolkningen er ældre og har flere kroniske sygdomme. I dag ser vi desværre, at det faktisk kan være svært at finde en læge i de dele af landet, hvor folk er mest sige. Med vores sundhedsreform skal vi have en bedre fordeling af læger, så der kommer flere læger til de dele af landet, hvor der er flest syge. Det er kun rimeligt, og det må man kunne forvente som borger i Danmark. På samme måde må man forvente, at man kan få hjælp af politiet, og derfor er nærpolitistationerne også et rigtig godt tiltag. Det gør, at politiet bliver meget mere synligt i flere dele af Danmark. Jeg har selv med egne øjne kunnet se, hvordan vores nærpolitienhed i Grindsted, hvor jeg selv bor, har bidraget til mere synligt politi i gadebilledet, hvilket skaber mere tryghed blandt borgerne. Og når vi snakker kollektiv transport, handler det i bund og grund også om tryghed. Man skal føle sig tryg i, at man kan komme fra a til b, man skal føle sig tryg i, at vi kan komme ned og handle. Noget af det, jeg blev glad for at se i redegørelsen, er, at der er flere i landdistrikterne, der er medlem af en idrætsforening. Faktisk er en højere andel medlem nu end før det dyk, der naturligt kom under coronanedlukningen. Det mener jeg er utrolig positivt. Det er netop de stærke og forpligtende fællesskaber, der gør det attraktivt at bo i et mindre lokalsamfund. Jeg har selv i mange år nydt glæde af at være frivillig, og det er sådan, at uden frivillige var der meget, der ikke var sket derude. Derfor er det helt, helt centralt. Tænk bare på de mange forsamlingshuse, der er derude, og som er drevet af frivillige, eller tænk på de juleoptog, der har været i mange byer rundtomkring i Danmark i den sidste tid. Det er stablet på benene af frivillige, og det har vi meget stor respekt for i Socialdemokratiet. Når jeg kommer rundt, oplever jeg en ild i øjnene mange steder. Jeg hører om gode eksempler på købmænd, der er etableret, fordi man er rykket sammen. Jeg ser forsamlingshuse, der er levende samlingssteder, men jeg oplever også, at der er udfordringer med bøvl, og at der er gode tiltag, der bliver kvalt. Det er et problem, og det skal vi selvfølgelig kunne levere løsninger på. I regeringen er man i gang med at lette byrderne, og det er rigtig godt, og det arbejde skal vi fortsætte med.

Jeg er også optaget af bymidterne som samlingssteder. Vores bymidter er under forandring, og det har de været i efterhånden mange år, og nogle steder er man meget udfordret. Det er trist, når man ser de butikslokaler, der står tomme rundtomkring, for det er samlingssteder, der også går tabt med den udvikling, som vi ser. Jeg har i den seneste tid besøgt flere byer, som er med i den forsøgsordning, der kører lige nu for frie bymidter. Her eksperimenterer man med at flytte nogle nye tilbud ind der, hvor der før var butikker. Der foregår mange spændende projekter derude, og vi skal her fra Christiansborgs side være åbne for at fjerne de barrierer, der måtte stå i vejen, ligesom vi må kigge kritisk på de bygningsejere, der blot lader en bygning stå tom, fordi man ikke har nogen interesse i det lokale og blot venter på, at man kan få den helt rigtige husleje. Det fremgår også af redegørelsen, at hver tiende dagligvarebutik i landdistrikterne længere væk fra de store byer er forsvundet på 10 år. Der er mange lokalsamfund, som har mistet deres købmand. Vi har forsøgt at gå op imod udviklingen, bl.a. med støtte til borgerdrevne dagligvarebutikker, og nogle steder forsøger man med nogle helt andre løsninger, og det tænker jeg vi skal bakke op om. Når vi snakker om vedvarende energi, har vi en bunden opgave. Det er både af hensyn til den grønne omstilling, men også af hensyn til vores egen energisikkerhed. Men vi skal også lytte, når man nogle steder oplever, at det er gået for vidt med opstilling af VE-anlæg. Det oplever jeg selv meget, når jeg kommer rundt i landdistrikterne. For når vi ser på kortet over, hvor der produceres mest vind- og solenergi, bonner landdistrikterne meget markant ud, mens der er andre dele af landet, hvor det nærmest ikke er til at opdrive en vindmølle eller en solcelle. Jeg forstår godt, at det opleves uretfærdigt. Vi skal sikre, at den grønne omstilling bliver en gevinst for landdistrikterne, hvor borgerne kan se en tydelig lokal gevinst i at producere vedvarende energi og ikke føler sig tromlet af energiselskaber, der pludselig kommer og forvandler landskabet. Nogle steder har man fundet rigtig fine måder at inddrage borgerne på, men det skal være sådan flere steder. Vi har selv med finansloven sat flere penge af til bl.a. større kompensation til naboer til solcelleanlæg, fordi det betyder noget. Det gør det også for Socialdemokratiet, og vi vil også gerne være med til at se på, om vi kan forbedre mulighederne for lokalt ejerskab. Når vi snakker om turismen, er det enormt glædeligt at læse om de ting, der står i redegørelsen. Det er nemlig et af de steder, hvor der sker noget uden for de store byer. Det skal vi være med til at styrke. Det har vi bl.a. gjort de sidste måneder ved at lave tiltag inden for gastroturisme og styrket kyst- og naturturisme, og det er rigtig, rigtig godt. Øerne er også med i redegørelsen. Jeg nyder selv arbejdet i Udvalget for Småøer, for der ligger rigtig mange potentialer derude på de mindste øer i Danmark. Vi kan også se, at nogle af småøerne faktisk er lykkedes med at tiltrække flere indbyggere. Der er dog også øer, hvor det er gået den modsatte vej. Efter nytår skal vi behandle et lovforslag om at ændre planloven, bl.a. for at give flere muligheder for øerne og i øvrigt for landdistrikterne generelt, eksempelvis til at kunne anvende tomme bygninger tæt på stranden til nye formål. Afslutningsvis vil jeg sige, at der bestemt er udfordringer i landdistrikterne, men der også rigtig meget, som fungerer godt. Jeg synes, det er vigtigt, at vi også herindefra taler landdistrikterne op og sammen arbejder frem imod holdbare løsninger, også med interessenterne derude. Jeg ser frem til, at vi får en god debat. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er nogle korte bemærkninger. Den første er til fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

En af de ting, som optager mig rigtig meget, er alle de ældre mennesker, der bor i landdistrikterne. For demografien bliver bare skævere og skævere, og mange af dem bor i huse i områder, hvor der ikke er en kinamands chance for at få dem solgt, og måske er de endda også i så ringe forfatning, at de overhovedet ikke ville kunne sælges, hvis der var købere, fordi de jo heller ikke kan få et lån til at lægge et nyt tag på eller energirenovere, eller hvad det kunne være. Jeg er meget bekymret for den gruppe, fordi bussen forsvinder og købmanden forsvinder, og det bliver rigtig svært for den gruppe. Hvad er egentlig regeringens svar til den gruppe? Altså, hvad vil man gøre for at hjælpe dem?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Nu står jeg her på vegne af Socialdemokratiet, og jeg synes, det er enormt vigtigt, at vi dels sikrer, at der er muligheder – nu nævner ordføreren eksempelvis bussen – for at få kollektiv transport derude. Nogle kommuner har eksperimenteret nogle forskellige tiltag. Jeg tror på, at vi skal kigge ind i, hvad det er, man har gode erfaringer med. Men så skal vi også give mulighed for, at man lokalt kan træffe de beslutninger, der passer til lige præcis den geografi, man har i den enkelte kommune. Jeg synes også, at noget af det, vi ser i de forsøg, der har været, er, at man ikke nødvendigvis lykkes med det samme i to forskellige kommuner. Så det synes jeg er noget af det, vi skal kigge ind i. Så skal vi eksempelvis også arbejde med, hvordan vi kan gøre de her huse attraktive. Jeg har også været teleordfører, og noget af det, der også godt kan bekymre mig, er jo, at vi stadig væk har nogle steder derude, hvor der ikke er – noget, der er så vigtigt i dag – en internetforbindelse. Der tror jeg bare, det er vigtigt, at vi fortsætter arbejdet med at få bredbånd helt derud, for det tror jeg også er afgørende, når man skal sælge et hus.

Spørgeren.

Jeg tror bare ikke, at det er løsningen for de ældre mennesker, der bor i et hus, som er nedslidt, og som der ikke er købere til. Altså, hvordan kommer de derfra? Og hvor skal de ikke mindst tage hen? Ja, de kan tage ind til den nærmeste større by. For der er heller ikke nogen boliger i den nærmeste landsby, fordi kommunerne ikke har råd til at give, hvad kan man sige, det tilskud, der skal til for at kunne bygge almene boliger i landsbysamfund, længere. Det er der mange kommuner i landdistrikterne der simpelt hen ikke har råd til. Så mit spørgsmål er igen: Hvad vil regeringen gøre for den gruppe mennesker?

Ordføreren.

Tak for det. Noget af det, jeg synes vi skal gøre, er noget af det, jeg sagde i mit svar, og hvis vi skal gå ind i en yderligere dialog, gør jeg gerne det. Jeg hører også gerne SF's bud på det her. Jeg tror på, at vi skal gøre det attraktivt derude. Jeg tror på, at vi skal også kigge på, hvordan man evt. kan få renoveret nogle af de her boliger, så de kan blive gjort attraktive, i forhold til at man kan sælge dem. For der er mange ting, der er i spil: Boligen skal være attraktiv; det skal være muligt at komme dertil og derfra; der skal være nogle tilbud lokalt, for at der er nogle, der har lyst til at købe den bolig.

Så er det hr. Peter Kofod.

Tak for det. Det provokerer mig en lille smule, at Socialdemokratiets ordfører står og taler om, at nu skal man også lytte til de mennesker, der bor i landdistrikterne og er skeptiske over for den enorme tilvækst, der er af grøn energi eller VE, vedvarende energianlæg. Det er absolut ikke mit indtryk, at der bliver lyttet nogen steder. Jeg bor selv i et landdistrikt, og jeg må bare sige – nu er jeg begyndt at interessere mig lidt for det, fordi vi skal have det lige rundt om hjørnet selv – at alle steder, der tromler socialdemokraterne af sted ude i byrådene og kommunalbestyrelserne og sørger for, at os, der bor derude mellem alle de der skide solpaneler, i hvert fald aldrig nogen sinde får lov til noget som helst. Det irriterer mig, at jeg skal stå og høre på, at nu skal man også lytte til borgerne. Jeg føler mig ikke særlig lyttet til. Jeg tror, mange af de mennesker derude, som kæmper en gæv kamp mod det her grønne vanvid, er så trætte af at høre på politikere, der vil lytte til dem. De vil bare ikke lytte nok til at rulle noget af alt det der tilbage. Og der kunne jeg godt tænke mig en større erkendelse fra Socialdemokratiet af, at det ikke er nok at sige, man gerne vil lytte til nogle af de frustrationer, der er derude. De er også nødt til at stoppe det her. Det er simpelt hen gået for vidt med alt det der grønne noget.

Ordføreren.

Jeg er helt overbevist om, at ordføreren og jeg ikke er enige om ambitionerne i forhold til den grønne omstilling. Jeg mener, det er vigtigt, men jeg mener også, at vi skal gøre det, så man kan se sig selv i det derude. Jeg mener, vi skal være bedre til også at sikre, at man kan se nogle perspektiver i det som landdistrikt. Så langt hen er jeg enig med ordføreren. Nu er det jo også sådan, at Socialdemokratiet trods alt ikke sidder på absolut flertal i samtlige kommuner i det her land, og så vidt jeg lige ved, er Socialdemokratiet i hvert fald ikke i borgmesterstolen i den kommune, hvor ordføreren selv bor. Men vi tager gerne vores del af ansvaret. Det er bare for at sige, at det jo er noget, man er enige om rundtomkring, og jeg mener, at vi helt naturligt skal gøre mere for at sikre, at der også kommer til at ske en positiv udvikling på det her derude. Jeg har hørt eksempler på projekter, hvor der faktisk har været en stor lokal opbakning, fordi man tidligt i processen har inddraget lokalbefolkningen. Det tror jeg på man skal gøre i højere grad.

Spørgeren.

Det er da rigtigt, at Socialdemokratiet ikke sidder på borgmesterstolen i min kommune. Til gengæld fik man at vide, at hvis man var imod det her projekt, så støttede eller hjalp man Putin, for så blev vi ikke uafhængige af russisk gas. Jeg tror nu ikke, der var nogen af os, der følte, at vi støttede Putin på nogen som helst måde. Vi var sådan set bare skeptiske over for, at det her ødelagde vores hjemmeområde og vores eget landdistrikt. Men det vil jeg ikke spørge om. Jeg vil gerne spørge om den socialdemokratiske ambition for antallet af statslige arbejdspladser, for det er jo et antal arbejdspladser, der er stærkt voksende – desværre ikke i Vandkantsdanmark. Det sker inde i de store byer. Hvad vil Socialdemokratiet gøre for at fremme flere statslige job i landdistrikterne?

Ordføreren.

Tak for det. Jeg tror igen, i forhold til den første del af ordførerens kommentar her, at det er vigtigt, at man har en tidlig inddragende proces på de her projekter. I forhold til de statslige arbejdspladser er det jo også sådan – og det har været en del af den aftale, der er lavet – at lige nu er der et arbejde i gang for at få færre statslige arbejdspladser, fordi vi også har set, at der er kommet en højere grad af bureaukrati. Det bakker jeg og vi rigtig meget op om. Men der har vi sagt, at det er vigtigt, at det ikke er derude, man fjerner dem, for vi mener også, det er vigtigt, at der er nogle statslige arbejdspladser uden for de store byer.

Så er det fru Susie Jessen.

Tak for det. Jeg vil gerne følge op på noget af det, hr. Peter Kofod indledte med omkring den vedvarende energi i landdistrikterne. Jeg bor til gengæld i en kommune, der indtil for nylig havde en socialdemokratisk borgmester, Mikael Smed. Jeg har også været til et borgermøde, hvor han så bagefter kunne skrive på sin facebookprofil: Dejligt, at der er så mange mennesker, der interesserer sig for den grønne omstilling. Det var hans udlægning af det borgermøde, hvor folk sad og følte sig rimelig meget kørt over, fordi man ikke engang ville i dialog med borgerne omkring det her kæmpestore vedvarende energi-anlæg, der skulle sættes op. Så jeg bliver også provokeret, når det er, at man fra Socialdemokratiets side snakker om større kompensation, lokalt ejerskab og sådan nogle ting. Altså, det, det handler om her, er, at der er landsbysamfund, som jo bliver ødelagt af de her enorme vedvarende energi-anlæg, der bliver sat op lige ved siden af de her små landsbysamfund. Hvordan tror ordføreren at f.eks. en lille børnehave eller en lille skole i en landsby vil kunne komme til at overleve i fremtiden, hvis der er de her store energianlæg, der ligger lige ved siden af? Jeg gætter på, at der ikke er børnefamilier, der vil flytte til sådan et område i fremtiden.

Ordføreren.

Tak for det. Nu har jeg jo af gode grunde ikke været til samme borgermøde som ordføreren. Derfor kan jeg ikke forholde mig til, hvad der blev sagt på det, men jeg noterer mig selvfølgelig den kommentar, som ordføreren har om den del af det. Jeg og vi mener, at det er vigtigt, at man har en tidlig inddragelse på det her område. Jeg har også hørt om projekter, hvor man faktisk er lykkedes med at få en lokal opbakning, fordi man har været tidligt ude. Det tror jeg på er afgørende, hvis man skal lykkes med det her, fordi det er vigtigt, at vi lytter, og det er vigtigt, at vi bidrager til, at vi fortsat har et aktivt lokalsamfund derude.

Spørgeren.

Jeg er godt og grundigt træt af, at man står herinde i Folketingssalen og snakker om borgerinddragelse, at nu skal folk lytte osv. Altså, helt ærligt, det, det handler om, er, at der ikke er rettigheder for de borgere, der bor derude. Det, det handler om, er, at der er store mastodonter, der banker på deres døre derude og presser dem til at sælge deres huse. Det er dét, det handler om. Der har de ikke nogen som helst rettigheder, som tingene foregår i øjeblikket. Så jeg vil gerne høre helt konkret: Hvad er det, ordføreren gerne vil ændre nu? Jeg håber, det er andet end bare at lytte. Det er godt nok meget uambitiøst. Det må jeg bare sige.

Ordføreren.

Tak for det. Jeg mener nu nok, at vi er ambitiøse på landdistriktsområdet. Jeg erkender, at der er nogle borgere derude – dem har jeg også snakket med – som har haft nogle rigtig trælse oplevelser i forbindelse med det her. Det er derfor, jeg siger, som jeg gør, nemlig at jeg mener, at vi skal have en tidlig inddragelse. Det er derfor, jeg mener, det er godt, at vi kigger i retning af kompensationer. Det er også derfor, jeg mener, at vi skal kigge i retning af noget med lokalt ejerskab.

Så er det fru Dina Raabjerg.

Tak, og tak for en god tale. Jeg synes, ordføreren kom omkring rigtig mange spændende emner, og jeg er rigtig træt af, at jeg kun har to korte bemærkninger, så jeg skal jo prøve at prioritere. En af de ting, ordføreren kom ind på, som vi ikke har talt om, er øerne, og der var det, som jeg hørte det, lidt i forskellige retninger. Det går godt, eller også går det ikke godt. Men når jeg kigger ned i redegørelsen, ser det faktisk ikke så godt ud. Der er generelt lavere indkomst, der en meget høj gennemsnitsalder, og de senere år kan vi se at der faktisk er kommet færre til at bo ude på øerne. Jeg kunne godt tænke mig at høre Socialdemokratiets bud på, hvad vi gør ved den kulturarv, som er ude i landdistrikterne. For forsvinder borgerne på øerne, småøerne, hvad gør vi så ved alle de fantastiske bygninger, landsbymiljøer og alt det, vi forsøger at bevare igennem vores planlov?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Som jeg også sagde i min tale, nyder jeg vores samarbejde i Udvalget for Småøer, hvor vi også er rundt hvert år for at besøge nogle af de her rigtig dejlige øer, vi har i Danmark. Så det er enormt vigtigt, at vi sikrer det. Det handler jo om mange ting. Man kan se, at nogle øer er lykkedes med at få en fremgang, og så er det korrekt, at det overordnede billede er, at det går tilbage, og det skal vi tage alvorligt. Noget af det, vi hører om, når vi er derude, er, at det selvfølgelig er enormt afgørende, at man kan komme til og fra med færgerne. Der har vi jo kigget på nogle ting, bl.a. at gennemføre det her landevejsprincip hundrede procent. Det tror jeg er noget af det, som kommer til at bidrage positivt derude. Så tror jeg også på, at nogle af de ting, som vi har kigget ind i i forbindelse med planlovsforslaget, som jeg også nævnte i min tale, vil bidrage godt til det. For det vil gøre, at man nogle steder kan være med til at skabe en udvikling, eksempelvis nogle af de steder, hvor der måske er en bolig, man gerne vil lave om til noget. Den mulighed har man ikke i dag. Der kommer nogle muligheder med det forslag, vi skal behandle i 2026. Så det er noget af det, der er et bud i hvert fald.

Spørgeren.

Jeg hører ordføreren sige, at det behøver vi ikke at gøre mere ved; vi har lavet de planlovsændringer, der skal til. Det er jeg ikke enig i, for jeg er faktisk meget nervøs for den kulturarv og vil gerne have, at vi ligesom laver en indsats på det område. Men lad det ligge. Ordføreren talte også om turisme ude i landdistrikterne, og jeg kunne godt tænke mig at høre, hvordan ordføreren ser på måske at kigge på den måde, man laver projekter, turismeprojekter, på ude i landdistrikterne. For i dag får man jo kun til projekter over en 2-3 år. Kunne ordføreren tænke sig, at vi kiggede på at lave længerevarende projekter ude i landdistrikterne på turismeområdet?

Ordføreren.

Tak for det. Vi vil rigtig gerne gøre mere for vores småøer, det vil jeg gerne have lov til lige at slå fast her. I forhold til turismeprojekterne, og om vi skal lave noget, der kører over længere tid end det, der er mulighed for nu, tager jeg gerne en dialog om det. Vi kan jo se, når vi er rundt, at nogle af de steder, hvor man er lykkedes med at få etableret noget, har det også været med til at skabe en udvikling. Så den dialog tager jeg meget gerne.

Så siger vi tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger, så vi siger tak og går videre til den næste. Det er fru Anni Matthiesen fra Venstre.

Tak for det, formand. Når jeg står her i dag og skal tale om landdistriktsredegørelsen, så må jeg sige, at jeg selvfølgelig gør det både som Venstres landdistriktsordfører, jeg gør det faktisk også lidt som Venstres turismeordfører og for den sags skyld også som Venstres børne- og undervisningsordfører, men jeg gør det måske også rigtig meget bare som Anni. For jeg er født og opvokset i landdistrikterne, jeg bor selv i en lille landsby i det sydjyske, hvor der er omkring 600 indbyggere. Jeg er faktisk en af dem, der bor og lever på landet. Jeg tager de lange køreture, jeg bruger de lokale foreninger og handler i de lokale butikker. For mig og for Venstre er det en helt grundlæggende værdi, at Danmark skal være et land, hvor man både kan leve, bo og arbejde i hele landet. By og land er jo tæt, tæt forbundne, og derfor er det vigtigt med den her geografiske balance. Jeg må sige, at landsdelene har hver deres styrker, og livet skal jo ikke være det samme på Vesterbro som i Vestjylland, men det skal altid være muligt at leve et godt og trygt liv i alle dele af Danmark. I Venstre tror vi på, at landdistrikterne styrker og faktisk har en del styrker. Vi tror på de fællesskaber, hvor både foreninger, erhvervsliv og frivillige løfter i flok. Vi tror på den virkelyst, der findes i de mindre byer, og som er med til at skabe liv og udvikling. Vi tror på, at der er masser, og heldigvis for det, af ildsjæle, som gerne vil skabe noget nyt i deres landsby. Og vi tror på de erhverv, som er en stor del af landdistrikterne, uanset om vi taler om landbrugs- og fødevareerhvervet eller for den sags skyld de små og mellemstore håndværksvirksomheder og ikke mindst også turismen, som udvikler sig rigtig meget, også i landdistrikterne. Det her er det fundament, som vi jo så skal værne om for at sikre, at der fortsat er plads til de her lokale arbejdspladser og for den sags skyld også plads til lokal vækst. I 17 kommuner er turismen ansvarlig for mere end 10 pct. af den samlede beskæftigelse. Jeg gentager lige: I 17 af vores lands kommuner er turismen ansvarlig for mere end 10 pct. af den samlede beskæftigelse, og af de 17 kommuner er 14 faktisk beliggende længere væk fra en stor by. Der mener jeg, at den her del ikke kan undervurderes, og derfor er jeg også stolt af, at Venstre i den her regering har haft et rigtig stort fokus på at udvikle og understøtte dansk turisme, bl.a. med en ny national turismestrategi og også med rigtig mange millioner til at være med til at understøtte den danske turisme også uden for de store byer. Når vi så taler om udvikling i landdistrikterne, må vi ikke glemme, at beskæftigelsen faktisk i de her år er tårnhøj i rigtig mange af landdistriktskommunerne. Lad mig bare lige nævne et par af dem, som jeg selv bor tæt på. I Billund, i Tønder og i Vejen er ledigheden faktisk helt nede omkring 2 pct. Det er et tydeligt tegn på, at her er der stærke virksomheder, der er stærke lokalsamfund, og der er en lokalbefolkning, der ser værdien i at være en del af det arbejdende fællesskab. Landdistriktsredegørelsen viser også noget om det her fællesskab, som rigtig mange vælger at være en del af allerede fra en ung alder, og her tænker jeg lidt på alle de unge mennesker, som netop i landdistrikterne vælger at tage et fritidsjob. Jeg er stolt, når jeg kan sige her fra talerstolen, at i en kommune som Varde er det f.eks. 47,7 pct. af alle unge mellem 13 og 17 år, som har et fritidsjob. Jeg synes, det er vildt imponerende, og jeg synes faktisk, at der er rigtig mange kommuner, måske også lidt længere østpå, som kunne tage lidt ved lære af det. Hvorfor er det, at jeg rigtig gerne vil understrege det? Det er, fordi min overbevisning er, at hvis man som ung får en tilknytning til en arbejdsplads, hvis man får muligheden for også at kunne tjene sine egne lommepenge og for den sags skyld lære at administrere de penge, man tjener, måske endda oveni lærer at stå op til tiden og tage et ansvar, så tror jeg på, at det er noget af det, man nyder gavn af resten af livet. Og hvem ved, det er måske endda via fritidsjobbet, at man finder ud af, hvad det egentlig er, man gerne vil beskæftige sig med, eller i det hele taget finder ud af, at det med selv at gøre en indsats og kunne tjene nogle penge er noget af det, der kan komme en selv til gavn.

Jeg ved især, at det med fritidsjobbene også er noget af det, som giver selvværd. Jeg er helt sikker på, at der er mange unge mennesker – og jeg kan såmænd tage en af mine egne sønner som eksempel – som bliver inspireret via deres fritidsjob til at finde ud af, hvad de gerne ville beskæftige sig med senere. Vi skal selvfølgelig fortsat, og det tror vi altid skal, have fokus på, hvordan vi også udvikler uden for de store byer. Men samtidig har jeg brug for, og det har jeg måske især, fordi jeg selv er en af dem, at sikre, at vi taler de her ildsjæle op, for der er faktisk rigtig, rigtig mange steder, hvor der er rigtig rart at bo, og hvor jeg ikke ville bytte med nogen af dem, der bor her i hovedstaden. Jeg har lovet her til sidst også at hilse fra Charlotte Bagge Hansen fra Moderaterne, som desværre ikke har mulighed for at være her i dag, og jeg kan sige, at hun har samme linje som de øvrige to regeringspartier i forhold til den her debat.

Tak for det. Det betyder, at der er nogle, der vil komme med nogle korte bemærkninger. Den første er fru Susie Jessen. Værsgo.

Tak til fru Anni Matthiesen for en rigtig god tale og også for det gode samarbejde, vi har i Udvalget for Landdistrikter og Øer. Jeg tror, vi kan blive rigtig enige med Venstre langt hen ad vejen, når det gælder det her med at kunne skabe nogle gode forhold for erhvervsdrivende derude, især for turismen. Her forleden dag hørte vi jo om en sag fra Endelave, hvor de rigtig gerne vil i gang med noget glamping; de vil gerne i gang med at kunne udbygge den her turisme på den her i øvrigt ret fantastiske ø, hvor der hopper kantiner rundt over det hele. De vil gerne opgradere en servicebygning, lave et udekøkken, glampingtelte og alle de her forskellige ting. Jeg fornemmer lidt, at der måske i regeringen er nogle begrænsninger her, i forhold til hvor meget man er villig til at rykke på sig noget som strandbeskyttelseslinjer og kystnærhedszoner, altså sådan nogle ting, hvor det er, at man egentlig kan prøve at lempe lidt på de her vilkår for ligesom at give et skub til de erhvervsdrivende derude. Jeg fornemmer også lidt, at Venstre gerne vil mere, så spørgsmålet er: Kunne Anni Matthiesen godt se for sig, at vi måske i en fremtid kunne lave noget sammen på det her område, hvor vi sådan virkelig giver det et skub? Jeg ved, der er noget på vej, men er det nok?

Ordføreren.

Jeg kan sige så meget, at det er fuldstændig rigtigt fornemmet, at Venstre rigtig gerne vil mere, også når det gælder at lempe nogle ting på planlovsdelen. Når det så er sagt, er der jo også andre partier med i den her aftalekreds, og derfor lytter vi selvfølgelig også til, hvad andre gerne vil. Sådan er det jo i et demokrati. Jeg kan sige, at projektet på Endelave, som jeg også selv har hørt om, synes jeg er vildt, vildt spændende. Vi har jo i udvalget selv besøgt øen osv., og jeg synes, der er nogle spændende muligheder. Det er jo altid en balance. Vi har det jo også modsat sådan, at vi selvfølgelig skal passe på vores kyster osv. Men jeg kan kun sige, at projektet på Endelave tror jeg da at der er noget musik i, for at sige det direkte.

Spørgeren.

Tak for det. Når det gælder sådan noget med at passe på sine naturområder, sine kyster, er det jo ikke altid, det gælder sådan. Jeg ved ikke, om fru Anni Matthiesen også har hørt om den her sag om de her højspændingsmaster – det er både nede i det sønderjyske, og så er det nede i det sydsjællandske, hvor jeg bor – hvordan man lægger op til nogle ordentlige højspændingsmaster, der er 44 m høje, hvor ledningerne skal gå igennem nogle naturområder, bl.a. nede på Sydsjælland. Jeg ved, at man i tidligere regeringer har gjort en stor indsats for at få gravet de her ned. Jeg ved ikke, om fru Anni Matthiesen kan huske det, men det var Venstre, der også havde en stor andel i det dengang. Kunne man gøre mere for de her højspændingsmaster i forhold til at få det gravet mere ned i jorden, end man egentlig lægger op til fra Energinets side?

Ordføreren.

Jeg kan sige til fru Susie Jessen, at ja, jeg kender rigtig meget til de her højspændingsmaster. Jeg koncentrerer mig måske mest om dem, der kommer til at stå i Østjylland. Apropos det, som blev drøftet for lidt siden, tror jeg, det er vigtigt, at vi også i sådan en sammenhæng husker at tage ud og lytte til borgerne. Så det kan godt være ærlig at sige at jeg er en af dem der har gjort, og jeg har derfor selvfølgelig også stillet nogle spørgsmål i forlængelse af mine besøg.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Tak, og tak for en fin tale. Jeg er ikke uenig med ordføreren i, at det er vigtigt med et fokus på vækst og arbejdspladser. Men jeg mener faktisk, det er lige så vigtigt, at man også har fokus på den kommunale økonomi, for man skal også kunne tilbyde skoler, ordentlig dagpleje, ordentlig ældrepleje. Jeg kunne jo se, at der var 37 kommuner, der havde søgt om det såkaldte særtilskud, og rigtig mange af dem er jo traditionelle landdistriktskommuner, fordi økonomien er så udfordret. Der var kun 22 kommuner, der rent faktisk fik andel i særtilskuddet. Har Venstre nogen planer om at komme flere kommuner i møde i forhold til særtilskuddet, så man kan opretholde en velfærd, så folk ikke flytter til de større byer for at få nogle bedre skoler eller en bedre ældrepleje, eller hvad det nu kan være? For det er jo også noget, der er med til at affolke landdistrikterne.

Ordføreren.

Altså det, som SF's ordfører kommer ind på nu, hører ligesom under indenrigsministeren. Det er jo hele udligningskampen, man kan sige at den her del hører til. Som jeg har forstået, har vores indenrigsminister også på en eller anden måde sat en arbejdsgruppe i gang, og jeg afventer spændt at se, om det kommer til at rykke nogle ting. Jeg kan sagtens se noget af det, som ordføreren siger, altså at der jo næsten altid er en årlig kamp i forhold til at nå med og få en andel af nogle forskellige puljer. Men jeg vil lade det være op til indenrigsministeren i forhold til at kigge ind i den her del.

Spørgeren.

Skal man forstå det sådan, at Venstre faktisk ikke har en politik på området og egentlig er tilfredse med særtilskuddet, sådan som det bliver fordelt i dag? Som sagt var der jo 22 kommuner ud af 37, der havde ansøgt, der fik det, og jeg kan også godt se, at der er nedsat en arbejdsgruppe og sådan noget. Men jeg tænker bare, at det er ret vigtigt for de her landdistriktskommuner. Det er jo dem, der må lukke de små skoler; det er dem, der fjerner daginstitutioner; det er dem, der i højere grad tilbyder en ringere ældrepleje. Det bliver jo også et konkurrenceparameter.

Ordføreren.

Nu kan jeg afsløre, at jeg var en af de heldige, der sad med under de sidste udligningsforhandlinger, for på det tidspunkt var jeg kommunalordfører. Jeg ved også godt, hvad det er for et maskineri, man sætter i gang, når man begynder at flytte nogle brikker i selve udligningsmodellen. Derfor har jeg det sådan, at jeg afventer spændt, hvad det er for nogle anbefalinger, der kommer. Jeg kan sagtens få øje på ting, som kan gøres bedre, men jeg synes faktisk ikke, det vil være fair i forhold til den arbejdsgruppe ,der nu er gået i gang med at arbejde, at vi nu her begynder at konkludere nogle ting på forhånd.

Så er det fru Dina Raabjerg.

Tak, og tak for talen, som jeg måske egentlig syntes var lidt mere positiv, end jeg faktisk synes at landdistriktsredegørelsen retfærdiggør. Det er rigtigt, som ordføreren siger, at der er en høj beskæftigelsesgrad, og at man ude i landdistrikterne faktisk arbejder, til man er langt ældre, og at der er flere, der tager fritidsjob. Men samtidig flytter folk jo også væk, man har en lavere indkomst, og der er en dårligere lægedækning. Der er mange ting, som går i den forkerte retning. Jeg får sådan lidt den her tanke om, at det, selv om der er masser af ildsjæle – og det skal vi værne om – og vi skal tale landdistrikterne op, vel ikke er nok. Hvad er Venstres bud på, hvad vi gør for at få vendt den her udvikling?

Ordføreren.

Jeg skal være ærlig og sige, at jeg nok er positiv, og det er måske, fordi jeg selv bor derude. Det var også det, jeg indledte min tale med, og jeg ved, hvor rart det er. Så vil jeg jo også sige, at der er lykkeparametre osv., der viser, at vi faktisk er mere lykkelige, end man er det mange andre steder i landet, og jeg kunne så også komme med en opfordring: Kære unge mennesker, husk nu at flytte tilbage, når I er færdige med jeres uddannelse. For det kunne jo også være, at man samtidig var så heldig at leve noget længere. Man gør også noget, og det gør vi også i Venstre. Bl.a. kan jeg jo så sige, at hele den del om en bedre lægedækning virkelig er noget, som vores sundhedsminister har taget fat på for netop at sikre det. For det er jo ikke fair, at man får en dårligere lægedækning, fordi man bor langt ude på landet, og det er jo netop også derfor, at den her kæmpe sundhedsreform er noget af det, der er blevet sat i værk med en Venstreministre i front.

Spørgeren.

Jeg kender også de her områder. Jeg er jo født og opvokset langt derude, hvor kragerne vender, og hvor der ikke er nogen unge mennesker der gider flytte ud mere, heller ikke selv om jeg synes, der er vidunderligt, og det må vi jo konstatere er udviklingen. Jeg ved godt, at der er lavet en aftale om lægedækningen, men der er jo ingenting i den aftale, som sikrer, at vi får læger lige præcis derude, hvor behovet er størst. Så jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren, om der ikke kunne være behov for, at vi rent faktisk lavede en samlet strategi for de områder, hvor det kontinuerligt går tilbage.

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om det er en strategi, der skal til. Jeg tror egentlig tværtimod, vi alle sammen skal være bevidste om, om der i landdistrikterne er steder, hvor vi faktisk kan skrue lidt hårdere i forhold til at gøre det mere attraktivt at flytte derud, og det er noget af det, som jeg for den sags skyld rigtig gerne vil tage del i. Vi har jo også haft høringer osv. i udvalget. Jeg kan da godt afsløre, at der i starten af det her år bl.a. var en høring om bedre lånemuligheder i landdistrikterne, som jeg var med til at skabe, og at det jo også er noget af det, som jeg har samlet sammen og givet videre til både vores landdistriktsminister og vores erhvervsminister, så vi nu forhåbentlig også får sat bedre gang i mulighederne for at kunne tage lån i yderområderne.

Hr. Peter Kofod.

Tak for det. Jeg vil gerne samle op, hvor fru Susie Jessen slap, med de her elledninger, som nu kommer til at løbe over store dele af landet. Ordføreren sagde, at hun gerne vil lytte til naboerne. Jeg er en af naboerne, for de skal løbe lige ved siden af mig, og det er virkelig bare ikke mit indtryk, at der er nogen, hverken mig selv eller nogen i vores lokalområde eller andre steder, kan jeg jo så se på Facebook, der synes, at det her en særlig god idé eller en god proces, som man har følt sig inddraget i, eller generelt er glade for det projekt. Hvad vil Venstre gøre for at betrygge alle os, de mange tusinde naboer, som skal finde os i det her? Hvad vil Venstre gøre for at betrygge os? Ordføreren nævner, at hun har stillet nogle spørgsmål til ministeren, men hvad er næste skridt? Dansk Folkeparti har jo i den grad været med til at tage ansvar for det her, for vi ønsker det gravet ned. Vi ønsker ikke, at man skal se på dem. Vi ønsker, at en større del af elinfrastrukturen ikke skal være synlig og kunne ses med det blotte øje, for det er der en masse gener forbundet med. Der er også en gene forbundet med at grave det ned, bl.a. prisen, men det synes jeg faktisk man skylder landdistrikterne et svar på.

Ordføreren.

Jeg må være ærlig og indrømme, at jeg ikke har siddet og drukket kaffe med hr. Peter Kofod, så han er ikke en af de borgere, der har inviteret mig til en snak. Men jeg kan da sige så meget, at både Christoffer Melson fra Venstre og jeg har siddet og drukket kaffe med en del borgere, primært i Vejle-Kolding-området, som har rakt ud til os. Når det så er sagt, vil jeg sige, at de oplysninger, vi har fået, er, at det simpelt hen ikke er muligt at grave de her store ledninger ned. Det er bl.a. noget af det, vi har spurgt ind til, fordi det lidt bliver betragtet som en form for motorvej for elforsyningen.

Spørgeren.

Jeg kan forstå, at man kan grave dem ned i England, og det er jo ikke et helt andet system. Det er et land, der ligner os ret meget på mange træk, og i England kan det godt lade sig gøre. Det giver jo en hel del mennesker, inklusive mig selv, følelsen af, at det her i virkeligheden handler om prisen, og at det ikke handler om, at man nødvendigvis vil os det bedste. Det er nemmere at sætte nogle master op og trampe os over tæerne, end det er rent faktisk at grave dem ned. Det synes jeg at man skal gøre noget ved, for danskerne skal da ikke kigge på det her på grund af den grønne omstilling. Igen vil jeg sige, at det her jo er en dummebøde for, at vi har valgt verdens dårligste energipolitik.

Ordføreren.

Jamen jeg synes da, det lyder spændende, hvis hr. Peter Kofod nu har fundet ud af, hvordan man gør det i England. Jeg går ud fra, at ordføreren så også får stillet spørgsmål om det til klima-, energi- og forsyningsministeren og får nogle svar på den del. Jeg kan sige så meget, at vi i hvert fald har valgt at stille rigtig mange spørgsmål, og vi har også valgt at komme med nogle oplæg nogle steder, hvor man siger, at her kan vi måske grave noget mere ned, end der er lagt op til.

Fru Zenia Stampe.

Hvad siger fru Anni Matthiesen til de landboer, der siger, at de store svinefabrikker ødelægger livet på landet på grund af lugtgener, tung trafik, døde fjorde, ammoniakforurening, der giver dårlige åndedræt osv.? Hvad er svaret til den del af befolkningen?

Ordføreren.

Jeg kan sige så meget, som at jeg egentlig ikke møder så mange, der spørger ind til det. Jeg tror, mange af de mennesker, som jeg møder, og som har valgt at bosætte sig på landet, samtidig også er indforstået med, at der måske kan være dage, hvor det lugter lidt af gylle, eller hvor der for den sags skyld er flere fluer end normalt. Men sammenlignet med, hvordan der måske kan være både lugtgener og støjgener, når man bor i en storby, så må jeg sige, at mange af de mennesker, som jeg taler med, siger, at de så trods alt vælger måske at have flere fluer, eller at det lugter lidt af gylle nogle dage om året, frem for at bo i en storby.

Spørgeren.

Men det er måske lidt mere, sådan som landbruget var i gamle dage, altså med lugten af gylle og fluer. Men det landbrug, vi ser i dag, er jo en industri. Det er udsigten til, at det husmandssted, man måske boede ved siden af, lige pludselig bliver til en svinestald, der producerer 40.000-50.000 slagtesvin om året og i øvrigt forsyner de små veje med tung trafik på grund af foder, svin osv. osv. Hvad er svaret til de naboer til de her kæmpestore anlæg? Er det bare, at det må de leve med?

Ordføreren.

Altså, jeg må være helt ærlig og sige, at med den strukturændring, som vi jo alle sammen nok kan se at danske landbrug er i gang med, tror jeg ikke, at vi kommer tilbage til Morten Korch og de helt, helt små enheder. Men jeg synes stadig væk, det er vigtigt at holde fast i, at der simpelt hen er nogle ting, som man jo også som landmand skal overholde af regler. Det gælder også i forhold til gener for naboer. Og så kan jeg hilse og sige, at der stadig væk er fluer på landet. Dem har vi også selv, men det affinder vi os med.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Vi går videre til den næste ordfører, og det er fru Susie Jessen fra Danmarksdemokraterne.

Tak for det. Mange er i de her uger ved at puste ud efter et hektisk kommunalvalg. I hele landet har der jo været fuld fart på, og vores gode partiformænd fik også muligheden for at tage rundt i landet, men også for at sige et par ord i en stort anlagt partilederdebat på en af vores landsdækkende tv-kanaler et par dage før valget. Der kom det jo så sørme igen. Det er det mest fjollede i min verden, man overhovedet kan sige, når man diskuterer landdistriktspolitik, og det er noget, som jeg oftest kun hører folk sige her i Folketingssalen eller folk, der bor herinde i Københavnsområdet. Den her gang kom det fra selveste statsministeren, som sagde til min partiformand, da fru Inger Støjberg talte om skoler og solceller, at nu skulle hun ikke tale landdistrikterne ned. Eller der siges, som vi også har hørt det et par gange i dag: Vi skal huske at tale landdistrikterne op. Det er jo et velkendt greb at tale om tonen i stedet for at tale om kernen. Det vidner lidt om en uvilje til at møde udfordringerne, når man insisterer på at tale om retorik. Det minder mig meget om 1990'erne, hvor man på venstrefløjen brugte rigtig meget tid på at tale om tonen i udlændingedebatten i stedet for at få åbnet øjnene og håndtere udfordringerne. Det er det samme, vi ser igen nu, bare på landdistriktsområdet. Det er politikere, der går rundt med skyklapper på, og som virker håbløst uinteresseret i, hvad der foregår uden for de store byer. Ved partilederdebatten hoppede landets statsminister så med på den galej med at tale om tonen i stedet for at tale om udfordringer. Til gengæld var det jo i den samme partilederdebat lidt påfaldende, at man pludselig da gerne ville have hjulpet de borgere, der kommer i klemme med enorme jernmarker i baghaven lige få dage før et valg. Det så vi også i den partilederdebat. Det er jo også meget påfaldende, at når vi står herinde og gang på gang tager det her op i Folketingssalen, så skal vi høre svadaen om, at vi skal i mål med den grønne omstilling, når vi i Danmarksdemokraterne vover at tale om noget som borgerrettigheder på landet, når store energimastodonter rykker ind. Nu behandler vi så regeringens landdistriktsredegørelse for 2025. Der er en liste, der er blevet skrabet sammen, med initiativer, som regeringen har iværksat i løbet af det seneste år. Der er positive ting, men også nogle negative ting har sneget sig ind her og der. Bl.a. står treparten og CO 2 -afgiften beskrevet som et positivt tiltag. Ministeriet nævner også en landsbypulje, selv om det jo er en pulje, som regeringen har sat mærkbart ned. Allerede i 2023 halverede regeringen puljen fra 200 mio. kr. 100 mio. kr., og nu er der igen blevet sat ned, nemlig til 80 mio. kr. Det gør bare, at der er endnu flere faldefærdige huse, der står og skæmmer i landdistrikterne, men det er da meget flot, at man så kan markedsføre det som en sejr. Ministeriet nævner et mobilitetsudspil for bedre infrastruktur i landdistrikterne, men problemet er, at den ekspertgruppe først blev nedsat efter al for lang tid. Man havde nølet alt, alt for længe. Så nedsatte man et ekspertudvalg, der kom med anbefalinger i sommer, over et halvt år forsinket, og så er der ikke sket noget siden. Det ekspertudvalgs anbefalinger har bare ligget i skuffen, og det har de, samtidig med at køreplanstimerne er raslet ned, faktisk med 12 pct. siden 2010. Især i de seneste år er det gået helt galt. Vi ser i Ringkøbing-Skjern, i Aabybro, på Lolland, overalt i vores landdistrikter, at der i øjeblikket er danske bysamfund, der kan stå med en dødsdom over hovedet, når flere hundrede eller nogle gange flere tusinde hektar solceller ser ud til at flytte ind. Vindmøllerne bliver også højere og højere i vores landdistrikter. I mit eget lokalområde planlægger man et projekt med vindmøller, der er 150 m høje. Det er heller ikke nævnt ordentligt i den her landdistriktsredegørelse, hvordan det påvirker lokalsamfundene. I Thisted oppe ved Østerild planlægger man endnu en udvidelse at testmøller i 450 m's højde, der vil påvirke flere hundrede mennesker. De blev ved sidste udvidelse i 2018 lovet, at nu var nok nok. Det presser det område helt usigelig meget, og spørgsmålet er: Kunne vi have fundet nogle alternative her?

Den grønne energi kommer oven i andre udfordringer, som vi jo også kan læse om i redegørelsen, og ofte er der tale om de samme områder, der bokser med udfordringer. Der bliver færre dagligvarebutikker, især i landdistrikterne. Siden 2014 er antallet af detailbutikker i landdistrikterne faldet med 9,3 pct. Alt for mange steder er der også en negativ udvikling i befolkningsantallet, især langs Vestkysten, i Sønderjylland og på Lolland-Falster. Ja, der er ovenikøbet områder, hvor man nu taler om, at landsbyer skal nedlægges og samles, fordi der bliver mere og mere tomt. Vi kan på så mange afgørende parametre nu se, at det går i den forkerte retning i forhold til både infrastruktur, købmandsbutikker og skoler. Antallet af skoler på landet er jo raslet ned på landsplan. Er tallet 400 siden 2007? Der er en skævhed i placeringen af den vedvarende energi. I den her redegørelse kan vi så også læse, at det faktisk er de største kommuner i vores land og ikke landdistrikterne, der huser den grønne energi. Altså, det er de største byer, der har gavn af arbejdspladserne i energisektoren. Så det er skævt. På vores øer går befolkningstallet generelt tilbage. Man kæmper med rigtig mange begrænsninger og drukner i zoner, krav og regler. Når vi så år efter år har den her debat i Folketingssalen og kan se, at tingene ikke går i den rigtige retning, så mener vi i Danmarksdemokraterne, at det nu er på tide at få gentænkt landdistriktspolitikken. For hvis man bliver ved med at lave lovgivning på Christiansborg, der trækker Danmark i en mere skæv retning, som man har gjort det med firdoblingen af den vedvarende energi på land, som man har gjort det med vognmandsafgiften, som man gør det med CO 2 -afgiften og treparten, som i øvrigt gør det rigtig svært at være landmand mange steder lige nu, og som man gør det med landsbypuljen, som man ikke prioriterer, og hvis man bare også ser til, når centraliseringsmaskinen kører af sted, som tilfældet er med fordelingen af statslige arbejdspladser, så virker alle de gode tiltag, som jeg anerkender man også har sat i søen, jo ikke, som de skal. Vi har sammen med regeringen lavet gode tiltag for landdistrikterne. Vi er f.eks. med i sundhedsreformen, der forhåbentlig vil sikre en langt bedre lægedækning i områder som det, jeg bor i i Vordingborg Kommune på Sydsjælland. Vi har lige været med til at skabe bedre rammer for produktionsvirksomheder med de 11 nye industriparker, der sættes i gang. Vi er med, når der skal arbejdes for forbedrede vilkår for turistindustrien eller for iværksættere, og vi vil også gerne være med, når der skal lempes på planloven eller strandbeskyttelseslinjen og kystnærhedszonen. Her håber jeg, at vi kan komme endnu længere efter et folketingsvalg. Så mange tiltag er fine – nogle store og andre måske lidt for små. Men der, hvor vi opponerer, er jo så, når man med den anden hånd fører landdistriktsskadelig politik. Jeg håber virkelig, at Folketinget helt generelt engang i fremtiden vil være med til at se på Danmark med nye øjne og med en forståelse for, at lovgivningen rammer så forskelligt imellem land og by, og at det derfor er fuldstændig afgørende, at vi altid tager med i vores overvejelser, når vi laver politik: Hvordan rammer det her landdistrikterne? Så kunne vi komme enormt langt, for der er alt for mange, der som statsministeren lader det være ved, at nu skal vi ikke tale landdistrikterne ned. Det er alt for letkøbt, det er alt for uambitiøst, og det er ærlig talt nedladende over for os, der rent faktisk bor i landdistrikterne og gerne vil have løst nogle af de konkrete problemer, der er lige nu. Det er helt afgørende, at vi tør tale om problemerne, for ellers kan vi ikke løse dem, og det håber jeg i høj grad vi kan gøre i dag i stedet for at tale om tone og retorik. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er flere korte bemærkninger. Den første er til fru Anni Matthiesen.

Tak for ordførertalen. Jeg er faktisk helt enig i noget af det sidste, som fru Susie Jessen var inde omkring, altså i forhold til at det er vigtigt ikke bare at tale om tingene. Nu har jeg jo faktisk muligheden for også at kunne stille fru Susie Jessen nogle spørgsmål, så vi også kan finde lidt ud af, hvad det så er, Danmarksdemokraterne reelt vil ud over at tale om tingene. Jeg tror, vi alle sammen har fanget, at Danmarksdemokraterne er imod grøn energi eller i hvert fald er imod både solceller og vindmøller. Hvad vil Danmarksdemokraterne så?

Ordføreren.

Tak. Desværre har jeg ikke lang tid nok. Altså, vi har jo lagt mange ting hernede i Folketingssalen. Vi vil bl.a. påbegynde en udflytning af 10.000 statslige arbejdspladser. Det er en ting, som vi gerne vil. Der har vi sat en forundersøgelse i gang. Det har vi haft i Folketingssalen, og det blev der stemt nej til. Vi vil gerne have et højere kørselsfradrag for dem, der kører til og fra yderkommunerne i forbindelse med deres arbejde, så det ikke kun går den ene vej, men man også får kørselsfradrag, når man kører fra en by og ud i et landdistrikt. Vi har også foreslået ikke at annullere udflytningen af velfærdsuddannelserne, altså at stoppe den annullering, som regeringen lagde op til. Vi har også været med i sundhedsreformen. Der har vi gjort rigtig mange ting sammen. Vi vil gerne forhøje puljen til landsbyfornyelse. Det er også en ting, som vi rigtig gerne vil. Vi vil gerne have den op på 200 mio. kr. Vi mener ikke, at 80 mio. kr. er nok nu. Flere penge til akutberedskabet i hele landet vil vi også gerne, og så vil vi gerne have nogle flere borgerrettigheder i forhold til det her med VE-anlæg. Det er meget vigtigt for os. Vi har jo lavet et 11-punktsenergiudspil, hvor vi netop mener, at det er rigtig vigtigt, at borgerne får nogle rettigheder. Nu er der ikke mere tid – jeg har flere ting på listen.

Spørgeren.

Det var måske lidt her til sidst, at fru Susie Jessen kom ind på det, jeg egentlig ventede et svar på. Jeg har måske formuleret spørgsmålet lidt forkert i starten, men hvad er det helt nøjagtigt, Danmarksdemokraterne vil, når man ikke ønsker at sætte vindmøller op eller for den sags skyld solceller? Altså, hvad er det, man vil i stedet for? For jeg går ikke ud fra, at man går ind for, at vi skal importere mere russisk gas. Hvad er alternativet? Det er jo egentlig det, jeg gerne vil spørge ind til.

Ordføreren.

Vi har jo lige været med i en havvindsaftale, også sammen med regeringen, fordi vi synes, de her kæmpestore vindmøller hører til ude på havet. Så det er jo en start, hvor man kan få produceret rigtig meget grøn energi ude på vandet, hvor det egentlig hører til. Det er det første. Så lytter vi jo også til en af vores forskere, som hedder Brian Vad Mathiesen. Han er forsker i energiplanlægning, og han mener, at vi kan få rigtig meget grøn energi sat op på tagfladerne, hvis det er, at man får en undersøgelse af, hvor meget tagfladerne egentlig kan bære. Så det skal vi gøre meget nemmere. Så er der havnearealerne, vores produktionshavne. Der er der også nogle begrænsninger i forhold til at få mere vedvarende energi op. Så der er mange alternativer til at plastre landdistrikterne og landbrugsjord til med solceller.

Fru Zenia Stampe.

Jeg er egentlig også langt hen ad vejen enig i den analyse, som fru Susie Jessen og Danmarksdemokraterne fremlægger i dag, hvor de i øvrigt har fremlagt det med, at hvis vi pludselig reducerer landdistrikterne til sådan et forsyningsområde til byerne, er det problematisk. Det synes jeg også er problematisk, og jeg kan godt forstå kritikken af jernmarker, eller hvad vi nu skal kalde dem. Det, jeg så bare ikke forstår, er, hvorfor man så synes, det er i orden, at der finder den samme centralisering sted inden for landbruget. Altså, det er jo, tænker jeg, en lige så stor gene at blive nabo til en kæmpe dyrefabrik, som det er at blive nabo til en solcellepark. Jeg synes, at begge ting er problematiske for lokalsamfundene, og der forstår jeg bare ikke, at man egentlig ikke har den samme analyse og bekymring i forhold til landbruget.

Ordføreren.

Jeg bor nede i en landsby, der hedder Køng, hvor en mand har en stor mælkeproduktion, faktisk en af Sjællands allerstørste mælkeproduktioner, nede ved Sallerup. Når han producerer sin mælk, udleder han 0,88 kg CO 2 pr. liter mælk. I Europa er det 1,5 kg CO 2 , tror jeg, og på verdensplan er det 2,5 kg CO 2 pr. liter mælk. Han har så god dyrevelfærd i sin stald, og han producerer rigtig klimavenligt. Hvorfor i alverden skal vi gøre livet svært for en mand som ham, der producerer så godt, som han gør? Jeg mener bare, at det danske landbrug gør det rigtig, rigtig godt. Jeg er stolt af vores danske landbrug, og jeg har ikke noget imod at hænge bag traktoren, når jeg er på vej til arbejde. Jeg møder kl. 5.00 eller kl. 6.00, når jeg går tur med hunden. Det er en del af det der med at bo på landet, og det har jeg faktisk ingen problemer med.

Spørgeren.

Nu har vi helt konkret en meget stor svineproducent på Sjælland, der hedder Tybjerggaard. De har over 35 staldanlæg rundtomkring på Sjælland og bl.a. også i Lundby i Vordingborg Kommune, og jeg tænker bare, at det jo også er en udvikling inden for landbruget, at det ikke er én bondemand pr. stald. På Sjælland er der én mand, altså én familievirksomhed – jeg tror næsten, han er, hvis ikke den største, så en af de største soholdere i hele Danmark – som ejer 35-40 stalde og bor langt væk fra den stald, der eventuelt belaster et lokalområde. Jeg har været ude til et lokalområde, der er blevet ramt af sådan en kæmpestald to gange. Så vidt jeg ved, har han en brugt et hul i lovgivningen, en matrikelfinte, for at kunne få lov til at forurene mere. Provokerer det slet ikke fru Susie Jessen?

Tak. Værsgo.

Jeg mener, det er vigtigt, at vi har en god dyrevelfærd i vores danske landbrug. Det mener jeg – det er meget vigtigt. Men jeg er også meget stolt af det, som det danske landbrug kan bidrage med. Altså, hvis man tager en tur til Polen eller Tyskland, kan jeg love ordføreren for, at det er nogle andre forhold, man ser, for grisene. Så jeg mener, at det danske landbrug producerer rigtig, rigtig fint helt generelt. Det kan godt være, at der er brodne kar, men helt generelt synes jeg også, at det er et stort aktiv for vores landdistrikter, at der er landbrug. Der er jo følgeerhverv til landbruget; der er håndværkeren, der kommer ud af og reparerer noget på landbruget; der er vognmanden, som kører mælken frem og tilbage til mælkeproducenten. Der er mange arbejdspladser, fordi der er så mange følgeerhverv til landbruget, og det er bare rigtig vigtigt at huske på. Det betyder meget for landdistrikterne, at der er landbrug i Danmark.

Tak. Den næste, der har bedt om ordet, er hr. Kris Jensen Skriver. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Jeg må bare sige, at jeg ærgrer mig over, at Danmarksdemokraterne ikke vil være med til at se de positive ting, der trods alt foregår ude i vores landdistrikter. Det synes jeg virkelig er ærgerligt. Jeg synes, det er ærgerligt, at man har den firkantede tilgang, der hedder, at det kun kan være det ene eller det andet – jeg mener ikke, at det ene udelukker det andet. Vi kan sagtens gøre alt, hvad vi kan, for at løse de problemer, der er derude, samtidig med at vi prøver at tage de ting op, der går godt. Der forstår jeg så, at Danmarksdemokraterne udelukkende lægger sig på den ene side Så vil jeg bare spørge ind til arbejdspladser i energisektoren og i forhold til vedvarende energi. Fru Anni Matthiesen var også lidt inde omkring, hvilke muligheder det også kan give for vores landdistrikter. Jeg vil egentlig bare spørge: Mener ordføreren, at Sønderborg, Ikast-Brande og Ringkøbing-Skjern Kommune hører til nogle af de største kommuner i Danmark?

Ordføreren.

Esbjerg Kommune hørte jeg ordføreren sagde. Jeg kan i hvert fald se af landdistriktsredegørelsen, at København har rigtig mange jobs i energisektoren. Det har Odense også, og det har Esbjerg også. Det står også i landdistriktsredegørelsen, at det er de største byer, som nyder rigtig godt af den grønne energi. Jeg har spurgt landdistriktsministeren flere gange til det her med jobskabelse i landdistrikterne – vi har ovenikøbet haft et samråd om det – hvor jeg ikke rigtig kunne få svar. Så vil jeg bare sige igen, at Socialdemokratiets ordfører lyder fuldstændig som i 1990'erne, hvor man stod hernede i Folketingssalen og i forbindelse med udlændingepolitikken talte om tonen i stedet for at tale om problemerne . Der er udfordringer i landdistrikterne; der er udfordringer, vi er nødt til at se i øjnene og tage os af. Det nytter altså ikke noget bare at stå her og tale om, at man er ked af, at der tales grimt og sådan nogle ting – og det gør jeg i øvrigt ikke. Jeg bor selv på landet, så hvorfor skulle jeg dog tale dårligt om et område, som jeg selv bor i?

Spørgeren.

Tak for det. Jeg mener slet ikke, at man kan sammenligne det her med den udlændingedebat, der har været. Det handler jo ikke om at tale grimt, det handler om at tale konstruktivt om de udfordringer, der er, og prøve på at løse dem. Det er faktisk det, som jeg prøver at gøre til min tilgang. Jeg vil bare sige til ordføreren: Sønderborg, Ikast-Brande og Ringkøbing-Skjern Kommmune er blandt de ti kommuner i Danmark, der har mest beskæftigelse inden for energisektoren. Det står sort på hvidt her – det har vi en opgørelse over fra 2023. Tak.

Ordføreren.

Men hvis ordføreren kigger på f.eks. Lolland Kommune, der producerer rigtig meget grøn energi, så er de ikke særlig jobskabende i forhold til den grønne energi. Det er de heller ikke i Faxe Kommune. Altså, jeg er med på, at Vestas f.eks. er en rigtig stor spiller i forhold til produktionsarbejdspladser i vores landdistrikter. Solceller derimod bliver produceret i Kina. Vi har jo stillet et spørgsmål til ministeren, og jeg tror, at det var nogle og firs procent af solcellerne, der bliver produceret i Kina, som der kommer folk udefra til at vedligeholde osv. Så der er ikke særlig mange jobs i de der kæmpestore solcelleanlæg, der bliver sat op. Sådan er det bare. Jeg må bare sige, at jeg synes, at det er virkelig ærgerligt, at Socialdemokratiet hellere vil bruge tid på at tale om tone end at tale om, hvad det er for nogle udfordringer, vi skal have løst sammen.

Tak. Den næste, der har bedt om ordet, er hr. Kim Aas, Socialdemokratiet.

Tak for det, og tak for ordførertalen. Jeg er egentlig generelt rigtig glad for, at vi, også i udvalget, kan tale om netop landdistrikterne, og vi er jo på mange punkter enige med Danmarksdemokraterne. Jeg blev alligevel bare lidt provokeret af, at det lyder, som om Danmarksdemokraterne, ordførerens parti, er dem, der bor på landet og ved, hvad det vil sige at være der. Jeg kommer selv fra landet, og det gør langt de fleste af os, der sidder hernede til debatten. Der er noget, der er vigtigt at huske på, når vi har debatten om det her og snakker om land og by på den måde, som Danmarksdemokraterne oftest gør, at man sætter landdistrikterne sådan i skammekrogen, som om det kun er skidt. Så kan det godt være, at ordføreren mener, at vi ikke skal snakke tone, men ord skaber nogle gange virkeligheden. Så når jeg snakker med borgerne – jeg har jo lige været i valgkamp, ligesom Danmarksdemokraterne har – siger de, at de er trætte af, at vi kun ser landdistrikterne som et problem, for det er en ressource. Og når vi snakker arbejdspladser, er det jo en kæmpe fordel for mit område, dér, hvor jeg kommer fra på Fyn, at Odense og andre større byer faktisk klarer sig godt, for så er der et opland, hvor vi kan bo, og så kan vi køre ind til arbejdspladserne. Så hvorfor er det, at Danmarksdemokraterne mener at de ord og den tone, som vi bruger, er en fordel for landdistrikterne?

Ordføreren.

Hvis man kigger på den redegørelse, som vi behandler i dag, er der bare rigtig mange røde lamper, der lyser – en negativ udvikling i befolkningstallet, småøerne falder i forhold til befolkningsudvikling, der er meget færre dagligvarebutikker, infrastrukturen går tilbage. Der er rigtig mange sådan kerneområder, hvor det går rigtig skidt, og det synes jeg bare vi skal være ærlige om og kunne diskutere her i Folketingssalen. Det er et par år siden, at der var nogle mf'er fra Socialdemokratiet, der skrev en flot kronik i Jyllands-Posten om, at nu skulle der udflyttes flere statslige arbejdspladser. Det mente man rent faktisk var rigtig vigtigt. Så tog vi det ned i Folketingssalen, og så stemte regeringen imod. Der er også blevet skrevet en rigtig flot bog af hr. Bjørn Brandenborg, og jeg er langt hen ad vejen meget enig i mange af tingene. Men problemet med Socialdemokratiet er, at man så ikke handler, når det gælder, hernede i Folketingssalen. Det har man ikke gjort i forhold til statslige arbejdspladser, og det har man i øvrigt heller ikke gjort i forhold til størstedelen af det, som hr. Bjørn Brandenborg skriver om i sin bog.

Spørgeren.

Nu kommer jeg fra et landdistrikt, og igen vil jeg sige, at hvis man kun hører – og det gælder jo mange ting – at det er så dårligt at være derude, at der er jernmarker, og at der ikke er nogen arbejdspladser osv., hvad er det så ved den ordlyd, der gør, at Danmarksdemokraterne mener, at folk så tænker: Jamen så vil jeg da rigtig gerne flytte ud i landdistrikterne? Socialdemokratiet siger blot, at der er nogle udfordringer, og dem arbejder vi i Socialdemokratiet og regeringen med; der er blevet lavet rigtig mange tiltag. Men hvis vi skal have debatten, kræver det jo også, at man faktisk taler om nogle af de ting, der fungerer, f.eks. frivillighed og foreningslivet osv., som er rigtig godt. Det gør jo, at der er rigtig mange, i hvert fald der, hvor jeg kommer fra, som flytter ud, også selv om vi en gang imellem taler, som om det er et skrækkeligt sted.

Ordføreren.

Men jeg kunne da godt have brugt 10 minutter herinde i Folketingssalen på at tale om, hvor fantastisk jeg synes det er, når der er rådyr i min baghave, eller at lokalmiljøet holder øje med mine børn, når de render rundt og leger, eller at der er et rigtig godt foreningsliv med en supergod fodboldklub, eller at borgerforeningen arbejder rigtig godt sammen med børnehaven for at skabe et godt lokalmiljø. Alt det kunne jeg godt have talt om, men det er bare vigtigt, at vi her fra Folketingets side får løst de udfordringer, der er, for at det også i fremtiden er en fordel at bo i landdistrikterne, altså er et dejligt sted at bo, for at sige det, som det er. Det løser vi altså ikke ved kun at tale om alle de pragtfulde ting, der er i landdistrikterne. Jeg elsker at bo på landet, men jeg vil altså hellere bruge tid på at løse problemerne.

Tak. Den næste, der har bedt om ordet, er fru Dina Raabjerg fra Det Konservative Folkeparti.

Tak. Og tak for en fin tale. Jeg skal bare lige rette en misforståelse, for landdistriktsredegørelsen viser faktisk ikke, i modsætning til det, hr. Kim Aas siger, et helt så godt foreningsliv derude, som det har været. Med det, jeg vil spørge ordføreren om, handler om det her med udflytning af statslige arbejdspladser. Vi ville jo hellere spare en masse statslige arbejdspladser i stedet for at flytte dem ud, og vores erfaring er også, at de der statslige arbejdspladser giver lidt for mange venstreorienterede vælgere, og dem vil vi helst ikke have flere af ude på landet. Så hvad tænker ordføreren om, at vi måske prøver at kigge lidt mere på, hvordan vi får nogle private arbejdspladser derude?

Ordføreren.

Jeg er helt enig med fru Dina Raabjerg. Vi har jo også lavet vores plan om 50 forandringer på 100 dage sammen, altså det her med at fjerne administrative stillinger i staten. Det er jo en prioritet for os i blå blok, og det er jeg også rigtig glad for. Jeg mener så også bare i forhold til de statslige arbejdspladser, der er, at der skal være en fair fordeling af dem, og der ser vi jo en enorm skævhed i øjeblikket. Så det vil vi gerne have rettet op på, altså så dem, der trods alt er, er godt fordelt i landet. I forhold til de private virksomheder mener jeg at afbureaukratisering er rigtig, rigtig godt, og vi skal bruge det rigtigt, altså det her med at få fjernet en masse regler, som de bakser med, især de små og mellemstore virksomheder, som er ude i landdistrikterne. Hvis de ikke hver eneste dag skal sidde med hovedet nede i en computer for at tjekke, jeg ved ikke hvor mange regler og kasser, så tror jeg, vi kunne få frigivet rigtig, rigtig meget derude, og det vil sætte gang i rigtig mange ting.

Der var ikke mere fra spørgeren, nej. Jamen så siger vi tak til ordføreren. Der er ikke flere spørgsmål eller kommentarer. Tak for det. Den næste ordfører i rækken er fru Karina Lorentzen Dehnhardt fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for ordet. I dag behandler vi jo landdistriktsredegørelsen, og den starter faktisk med ordene: »I Danmark skal det være attraktivt at bo, leve og arbejde i hele landet«. Det er jo et vigtigt udgangspunkt, og det er også et budskab, som vi er meget enige i i SF. Men hvis det ikke bare skal være et tomt budskab, skal ambitionen jo også kunne omsættes til virkelighed – ikke med fine ord, men med konkrete tiltag. Det var bl.a. baggrunden for, at SF ville afsætte 1 mia. kr. til den slunkne kommuneøkonomi, som især rammer landdistrikterne på grund af en skæv demografi, altså det, at de unge rejser mod uddannelsesbyerne, og tilbage bliver de ældre, som bliver ældre og ældre, og det vil sige, at der så også er færre skattebetalere til at bidrage til kommuneøkonomien. Nå, men hele 37 kommuner havde søgt om særtilskuddet på samlet 1,9 mia. kr. for 2026, men staten har kun uddelt 800 mio. kr., hvilket er under halvdelen af behovet. Det gør jo ikke landdistrikterne attraktive, at velfærden forfalder. Der er noget underligt i, at mens vi har en godt rekordstærk økonomi, kæmper de kommuner med tomme klasser, skolesammenlægninger og besparelser i hjemmehjælpen. For hvor man i København i kommunalvalgkampen kunne diskutere, om man skulle sænke brugerbetaling i daginstitutioner, så handler diskussionen i mange af de her landkommuner om, hvordan man overhovedet sikrer en ordentlig velfærd til de ældre eller til børnene og til daginstitutionerne f.eks. Vi foreslog, at vi kunne tage pengene de steder på finansloven, hvor der var uforbrugte midler. Det lykkedes vi jo som bekendt ikke med, for der blev indgået en finanslov med mange skattelettelser i stedet for og i hvert fald med andre partier end SF. Nå, det til trods sker der selvfølgelig også mange gode ting i vores landdistrikter, og det kan vi nok især takke de lokale ildsjæle for, for jeg er sikker på, at uden dem ville vores landdistrikter ikke se ud, som de gør i dag. Det er dem, der løfter hverdagen; det er dem, der løfter fællesskabet og mange andre ting. Men det er ikke rimeligt, at de så også mange steder, hvor velfærden forfalder, skal tage over at løfte velfærden selv, fordi den ikke længere når derud. Redegørelsen peger i år på vækst, beskæftigelse og turisme i landdistrikter som centrale temaer. Den pointerer, at store dele af erhvervet, herunder primærproduktion, industri og turisme , har potentiale til at skabe arbejdspladser uden for de største byer, og det er selvfølgelig rigtigt; for nogle kommuner og områder, f.eks. Læsø, kan en aktiv satsning på turisme, helårserhverv og lokal udvikling bidrage til at fastholde bosætning. Det var sådan set også baggrunden for, at jeg især, da vi forhandlede de nye industriparker, kæmpede for f.eks. Tønder Kommune. For Tønder Kommune er også en kommune, som er udfordret, og som virkelig har brug for, at der kommer nye arbejdspladser og også private arbejdspladser, men i stedet gik industriparkerne til to tilgrænsende kommuner, som i forvejen har rigtig mange arbejdspladser. Det er jeg sikker på kommer til at bidrage til en endnu skævere geografi i Syd- og Sønderjylland eksempelvis. Jeg foreslog også under forhandlingerne, at vi udvidede fra 5 til 10 industriparker, fordi vi, synes jeg, ikke havde den rigtige geografiske balance, og det lykkedes os så også at få flere projekter i landkommuner med. Så det endte jo godt, og det endte faktisk med i alt 11 industriparker. Men bag de tal, som så bliver nævnt i redegørelsen, som handler om vækst, gemmer der sig jo også en større udfordring, fordi vi har et vedvarende problem med affolkning, tomme huse, svindende lokalsamfund og bymidter, som langsomt dør ud. Det er vi også nødt til at finde løsninger på. Netop bymidterne, og helt konkret de levende bymidter, vil jeg gerne knytte et par ord til, fordi de nemlig tit bliver overset, selv om de er centrale for lokalt samfundsliv. For når bymidten dør, er der også meget andet, der følger med. Det er tomme butikslokaler. Det er grå facader. Og det er jo ikke bare et æstetisk problem; det er også en advarsel om, at hverdagslivet er ved at forsvinde, og at mødestederne simpelt hen bliver færre, altså at man ikke møder naboen i køen hos købmanden eller på torvet. Men vi ser også mange steder, hvor borgeren, foreninger og lokale kræfter viser, at det kan vendes: Gamle købmandsgårde får nye liv som kulturhuse, lokale iværksættere åbner små specialbutikker, og kommuner arbejder målrettet med bymidtestrategier og lokal stedudvikling. Alt sammen løfter det kvaliteten, skaber stolthed og trækker mennesker til.

Men det kræver selvfølgelig politisk opbakning, det kræver midler, og det kræver langsigtede rammer. Så kræver det måske også, at man ikke laver en ny lukkelov, hvor man giver dagligvareforretningerne i de mellemstore byer mulighed for at holde mere åbent. Coop har f.eks. sagt, at de ændringer i lukkeloven direkte berører 500 byer i de allerallermindste landsbysamfund, som ligger tæt på de her mellemstore byer. Jeg har f.eks. besøgt Brugsen i Askov, som helt klart vil opleve at få en mindre omsætning ud af det, og det synes jeg måske er en lille smule kontraproduktivt. Det betyder også noget for Askov at have en god Brugs. Det betyder noget, fordi man engagerer en masse unge i fritidsjob lokalt, så det er også værd at holde øje med, at det ikke forsvinder. Så har vi også i forbindelse med kommunalvalget, som jo er overstået, set, at affolkning var et gennemgående tema, og redegørelsen viser som sagt også, at det fortsat er en reel udfordring i mange dele af landet. Unge flytter væk, arbejdspladser centraliseres, og det er en spiral, hvor lokale fællesskaber slides tynde. Så ja, ambitionen er jo, at det skal være attraktivt at bo, leve og arbejde i hele landet, men lad os nu være ærlige: Det er bare ikke virkeligheden lige nu, og det bliver det heller ikke, hvis vi ikke griber ansvaret og laver de ændringer, der er brug for. Der er stadig brug for at få styr på boligmarkedet. Det handler om långivning. Men der er faktisk også stadig væk brug for nedrivning af de allerdårligste bygninger. Der er faktisk 26.000 tomme boliger. Det er rigtig, rigtig mange, og med de penge, vi sætter af til nedrivning nu, vil det tage årtier, inden vi overhovedet kommer i hus med det. Det ligger også og presser boligpriserne lokalt, at der er mange af de her tomme dårlige bygninger, som folk bare er flyttet fra, og hvor man jo heller ikke har kunnet låne til f.eks. energirenoveringer eller et nyt tag. I den sammenhæng synes jeg, at det er en lille smule mærkeligt, at de kommuner, som har allerfærrest midler og hele tiden mister skatteborgere, betaler det samme i medfinansiering af nedrivning, som de kommuner, f.eks. Aalborg Kommune. Her betaler man det samme, man har held med at tiltrække unge, som læser i Aalborg, og man har en helt anden kommuneøkonomi. Det tror jeg faktisk vi har brug for at få set på. Ellers vil det tage rigtig, rigtig mange år, før der er balance, og jeg kan også se, at der er nogle kommuner, som slet ikke søger om de her midler. Så er der selvfølgelig den kollektive transport, bredbånd og mobilitet i hele landet, som også nævnes i redegørelsen. Det er helt sikkert vigtigt for, at det er muligt at bo i landdistrikterne og ikke mindst at drive virksomhed. Der er rigtig mange landbrug i dag, der er meget afhængige af en stærk digital infrastruktur. For SF handler det ikke bare om at gøre landsbyerne til minibyer. Det handler også om at værne om forskelligheden, som redegørelsen selv understreger, altså at by og land ikke skal være ens, men at det selvfølgelig skal være levende. Mennesker skal have mulighed for at slå sig ned, købe og sælge deres boliger, danne familie, sende børnene af sted i en lokal skole, gå til fritidsaktiviteter, handle ind hos den lokale købmand, skabe arbejdspladser, deltage i fællesskaber, flytte i en mindre, almen bolig, når alderen stiger, og selvfølgelig også kunne benytte sig af en velfungerende offentlig transport, uanset om de bor i hovedstaden, provinsbyen eller en landsby. Så derfor siger vi i dag i SF, at vi bakker op om, at der skal være attraktivt at bo, leve og arbejde i hele landet, men hvis den ambition skal blive til virkelighed, skal vi måske lave en meget mere målrettet politik for landdistrikterne. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger. Den første, der har bedt om ordet, er fru Anni Matthiesen fra Venstre.

Tak for en fin tale. Noget af det, jeg har bemærket, og som også fru Karina Lorentzen Dehnhardt spurgte lidt ind til tidligere, er fokusset på de ældre i landdistrikterne. Jeg har også fanget på et tidspunkt, at SF har været ude at sige noget om, at det kunne være en god idé, at ældre borgere skulle kunne hjælpes videre til nærmeste levedygtige samfund, og der har jeg sådan tænkt på, siden jeg så det: Hvordan tænker SF helt konkret det skulle foregå?

Ordføreren.

Først og fremmest skal der jo være noget at flytte videre til. Det er der i mange tilfælde ikke, for kommunerne er tilbageholdende med, hvad skal man sige, at yde den finansiering, der skal til for at kunne bygge alment i den nærmeste levedygtige landsby. Så det er i hvert fald én barriere for, at man kan forlade det hus ude på landet, som man måske ikke længere magter, hvor haven er blevet for stor, og hvor bygningen efterhånden er så dårlig, at der ikke er nogen, der vil købe den, og man kan egentlig heller ikke få et lån til at energirenovere den. Så det tror jeg i hvert fald er en af de helt klare forudsætninger for, at vi kan hjælpe nogle af de her ældre mennesker videre, hvis de ikke bare skal flytte ind til hovedbyen, ligesom alle andre gør. Og det er jo vigtigt, at det også er i overensstemmelse med deres egne ønsker. Altså, vi har jo en nedrivningspulje, og hvis huset er nedrivningsklart, kunne det måske være en mulighed på en eller anden måde at få det til at gå i nul for det ældre menneske.

Spørgeren.

Tak, og tak for svaret her. Det er jo der, jeg måske også lidt synes, at der er nogle problemstillinger. For det kan jo lyde så fint på et stykke papir, og det er også det, jeg godt så vil have udboret lidt mere, altså hvad man egentlig har tænkt, når man udtaler sig på den her måde. For det er klart, at det formentlig vil være forskelligt næsten fra person til person, hvad det egentlig er, man ønsker, og for den sags skyld er der alene betegnelsen nærmeste levedygtige samfund, altså, hvem er det, der skal afgøre det?

Ordføreren.

Jeg tror egentlig, at det er mest rimeligt at sige, at vi skal stille tilbud til rådighed, og at vi skal have en strategi for det her, og så må de ældre jo selv tage stilling til, hvad de har lyst til. Problemet er, at der ikke er almennyttige boliger i dag. Der er heller ikke nogen muligheder for ligesom at hjælpe de ældre ud af en bolig, som de ikke længere magter. Jeg kan sige til fru Anni Matthiesen, at efter jeg havde sagt dette i Jyllands-Posten i meget runde termer, har jeg aldrig fået så mange mails. Så det her er en ting, der eksisterer blandt ældre ude på landet, som ikke kan se sig ud af, hvordan de skal komme fra det her hus på en fornuftig måde. Så det er helt klart en problemstilling, jeg føler vi er nødt til at gøre noget ved.

Tak for det. Den næste, der har bedt om ordet, er fru Susie Jessen fra Danmarksdemokraterne.

Tak til ordføreren for en god tale, og også tak for, at vi jo langt hen ad vejen også kan samarbejde om nogle ting, f.eks. det her med landsbypuljen, altså de små lokale skoler rundtomkring. En ting, som jeg studsede meget over på et tidspunkt, og som jeg i hvert fald ikke tror vi kan samarbejde om, var en melding, som SF kom med lige før europaparlamentsvalget i 2024. Det handlede om, at man gerne vil omdanne hele den jyske vestkyst fra Grenen ned til den tyske grænse til et beskyttet Natura 2000-område, og SF's formand, fru Pia Olsen Dyhr, var ude at sige, at den jyske vestkyst er vores Great Barrier Reef, og at vi så skulle beskytte det her område. Den jyske vestkyst er et rigtig godt eksempel på, at man værner om den natur, der er, og passer på den, men at man samtidig er meget bevidst om, at det er en kæmpe driver i forhold til vores turisme. Tyskerne valfarter jo til vores vestkyst, når det er sommerferie, eller juleferie for den sags skyld. Så jeg vil bare lige høre: Mener SF stadig det her?

Ordføreren.

Ja, jeg har ikke hørt, at der er ændringer i vores position, og jeg tror også, at man skal have øje for, at når de tyske turister kommer til Danmark, er det i høj grad for at opleve naturen. Der er ikke sket en tivolisering. I mange lande kan man ikke bevæge sig frit på stranden, fordi der ligger hoteller, som ejer alt ned til vandet. Det tror jeg vi skal værne om. Man ser meget nemt forskellen, f.eks. fra Rømø til den tyske ø Sild, hvor der netop er sket den her tivolisering, og hvor der er utrolig mange turister, og måske også meget mere, end øen kan bære i en sommerperiode. Så det synes jeg er en god idé. Men jeg synes, det forholder sig anderledes, når vi taler om vores øer. Der synes jeg vi har et reelt problem, for der kan man oftest ikke udvikle noget som helst, fordi alt jo er strandbeskyttelseslinje. Det synes jeg giver et problem, og det vil jeg gerne være med til at se på.

Spørgeren.

Jeg er glad for, at SF gerne vil være med til at kigge på problematikken omkring vores øer. Der er jo reelt ingen muligheder for at kunne udvikle noget som helst, hvis man bor på en af vores småøer især. Men jeg vil bare gerne lige holde lidt fast i det her med at gøre området fra Grenen til grænsen, hele Vestkysten, til beskyttet Natura 2000-område, for det vil sådan set hæmme turismeudvikling. Det vil jo gøre, at man ikke har mulighed for at bygge de pladser, der skal til, f.eks. i forhold til overnatning, turismefaciliteter og alle de her forskellige ting. Så mener SF, at det, der ligger nu, er så det, der må være, og så kan man ikke udvikle mere på Vestkysten fremadrettet?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om det hundrede procent skal være sådan, at man ikke kan udvikle noget som helst, men jeg tror, det er vigtigt, at vi bevarer vores kystlinje, for det er den, der er attraktiv for rigtig, rigtig mange turister, og det vil være rigtig ærgerligt, hvis den skal plastres til med alle mulige store byggeprojekter. Det er meget unikt, at man har det i Danmark, og jeg tror, at hoteller vil man også kunne finde plads til rigtig, rigtig mange andre steder.

Tak. Den næste, der har bedt om ordet, er hr. Kris Jensen Skriver fra Socialdemokratiet.

Tak for det, og tak for talen. Jeg synes, der var rigtig mange gode perspektiver og tanker om, hvordan vi kan videreudvikle i vores landdistrikter. Jeg vil godt stille to spørgsmål. For det første lidt som opfølgning på det, fru Susie Jessen spurgte ind til, nemlig i forhold til den planlovsændring, der jo kommer som lovforslag her først på året, og som jo handler lidt om det, som fru Susie Jessen spurgte ind til, nemlig at sikre en udvikling, så kommunerne eksempelvis i forhold til de tomme boliger, der står derude, og som kommunerne ikke i dag kan ændre anvendelse på, faktisk kan gøre det. Hvordan ser SF på det? Derudover vil jeg godt høre et par tanker omkring det frivillige arbejde, som ordføreren var inde på. Det synes jeg er rigtig godt. Men kunne ordføreren sætte et par ord på, hvordan vi måske sammen kan noget mere for at skabe bedre rammer for det frivillige arbejde end dem, der er i dag. Der ligger allerede nogle ting fra regeringen nu, men hvordan tænker SF vi også kan komme videre derfra?

Ordføreren.

Vi er jo ikke en del af planlovsforligskredsen, og det betyder, at jeg ikke har været med til at forhandle aftalen. Så jeg tænker, at vi giver en melding på, hvordan vi ser på det, når lovforslaget foreligger, og når vi kender høringssvarene, men hvis der er nogle åbenlyse gode idéer, vil vi overveje det. Men måske kan ordføreren blive mere konkret, i forhold til hvad det præcis er, han søger opbakning til, for jeg er ikke helt sikker på, at jeg ved det.

Spørgeren.

Jeg vil så spørge helt konkret: Mener ordføreren, det er en god idé, at man ændrer anvendelse for nogle af de bygninger, der ligger ude på de linjer i dag, som man ikke må ændre anvendelse for, så der f.eks. kan komme et bed & breakfast eller andet? Det var et konkret spørgsmål.

Ordføreren.

Umiddelbart – uden at lægge hovedet på fuldstændig på blokken, for jeg har ikke afklaret det med andre ordførere – så synes jeg, at det lyder som en okay idé. Jeg tror, at vi traditionelt har været meget modstandere af, at der skal ligge en masse forskellige bebyggelser i det åbne land, men bed and breakfast synes jeg lyder umiddelbart som en god idé – eller hvis man kunne lave et kulturhus eller et iværksætterhus, eller hvad ved jeg. Lidt anderledes forholder det sig nok, hvis det er meget store fabrikker og den slags, som man gerne vil sætte op sådan nogle steder.

Tak. Den næste, der har bedt om ordet er fru Dina Raabjerg fra Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for en fin tale, og tak for altid at brænde for, at vi rent faktisk gør noget ude i de her landdistrikter. Jeg synes, at fru Karina Lorentzen Dehnhardt altid viser et engagement i forhold til at få løst nogle af de problematikker, der er, særlig på boligområdet. Så det vil jeg godt lige sige tak for. Det er jo ikke ofte, at vi er enige om skattepolitik mellem SF og Konservative. Jeg tror ikke, at jeg kan huske, at vi nogen sinde har været det. Men nu vil jeg lige teste noget, for det her med, at det er svært at sælge boliger, er jo et reelt problem særligt for ældre. Så hvad tænker SF om en konservativ ejendomsskattepolitik, som går på at omlægge hele måden, vi beskatter på i dag, så vi i stedet for at værdibeskatte laver det hele om til en provenuskat? Så kan det blive billigere at bo i landdistrikterne, og så kan man lægge loft over den spekulation, der er på boligmarkedet i byerne.

Ordføreren.

Altså, nu er jeg ikke skatteordfører, så jeg må indrømme, at jeg ikke lige kan vurdere det, men det lyder umiddelbart meget besnærende. Det vil jeg gerne kigge ind i sammen med ordførerne, hvis det kan hjælpe landdistrikterne. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at der er en kæmpestor skævhed mellem land og by i forhold til værdiansættelsen af boligerne. Så ja, lad os kigge på det, uden at jeg kan love noget konkret, fordi jeg faktisk ikke er helt sikker på, hvad vi mener her. Der skal jeg nok lige konsultere skatteordføreren.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Den næste ordfører i rækken er hr. Carl Andersen fra Liberal Alliance.

Mange tak. Jeg har jo fået den store ære at stå her i stedet for Jens Meilvang i dag, da han var optaget af andre ærinder, men jeg vil også rigtig gerne snakke om landdistriktspolitik. For man får jo tit spørgsmålet: Og hvor er du så fra? Og når man skal forklare det, starter man typisk med en af de større byer, så jeg starter med Vejen, som er den største by i Vejen Kommune efter sammenlægningen i 2009. Så kan man jo se, om folk ved, hvor det er. Det gør de typisk, så kan man gå lidt videre og sige Rødding. Arh, Rødding Højskole – det ved folk også hvor er. Så kan man prøve at presse dem lidt på maven og gå hen og sige sognet – det kan jeg jo, fordi jeg kirkeordfører. Så kan man sige Hjerting. Det er en lille flække, men der er dog et byskilt og en kirke. Der er de fleste folk stået af. Men for sådan rigtig at forstå, hvad det vil sige at komme fra landet og bo på landet, skal man længere ud, helt ud til området Møgelmose, som er fem gårde og en grusvej, og det er altså der, hvor jeg er vokset op, mellem marker, moser og mursten. Derfor kan jeg med en vis autenticitet sige, at det er dejligt at bo på landet. Jeg er nemlig selv vokset op der og synes, at jeg har fået en udmærket start på tilværelsen. Det er et sted, hvor man altså ikke rynker på næsen, når det lugter lidt af gylle; så siger man, at det lugter lidt af penge, og det er rigtig positivt. Jeg er jo medlem af Liberal Alliance, og derfor er jeg født optimist, så jeg vil ikke bruge min tid på at tale landdistrikterne ned. For det er faktisk nogle områder i det her land, som er præget af mange gode ting. Der er en rigtig høj beskæftigelse. Mange unge mennesker har et fritidsjob, for det har man altså bare; man skal bestille noget. Livskvaliteten er også høj, når vi spørger folk, hvordan de har det. Vi kan se, at Læsø ligger i top, men andre landkommuner som Lemvig, Langeland, Thisted, Ringkøbing, Tønder og Sønderborg er også nogle af de steder i landet, hvor folk melder, at de har den højeste livskvalitet. København og Aarhus og sådan noget finder man først langt længere nede ad listen. Det synes jeg er ekstremt positivt. Det kan være, det er, fordi der bare er et andet naboskab på landet, et stærkt frivilligt foreningsliv, en lokal stolthed. Man ved, at intet opstår af sig selv, og man ved, at der er noget at kæmpe for, og så gør man det; man kæmper for det, for kommunen kommer altså ikke og hjælper. Politisk skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at understøtte det her private initiativ for at fremme de frivillige fællesskaber, som er derude, og ikke slå ned på det med håbløst bureaukrati og bøvl. Det er nu, hvor vi går fra det positive til det lidt mere negative, for alt er jo bestemt ikke rosenrødt ude i vores landdistrikter. Det er også det, vi kan se i den landdistriktsredegørelse, som vi behandler i dag. For landdistrikterne står over for meget store demografiske udfordringer: en aldrende befolkning, faldende indbyggertal og en erhvervsstruktur, der er under pres. Det skaber en negativ spiral, hvor skolen og børnehaven lukker, hvor købmanden får sværere vilkår, og hvor ejendomsværdierne falder som følge deraf, og hvor lægedækningen faktisk også bliver presset. Selv om det ikke er populært at sige, vil jeg gerne påtage mig rollen som den, der siger en upopulær sandhed: Jeg tror ikke, at vi får stoppet den udvikling herinde fra Christiansborg, uanset hvor meget vi politisk måtte ønske at gøre det. For udviklingen skyldes langt hen ad vejen frie borgeres frie valg, og i takt med at økonomien bliver mere specialiseret og borgerne mere velstående, søger de hen mod byerne, ikke bare de større byer eller store byer, men faktisk også den største by i landkommunen eller den større by i landkommunen. Det er en form for dobbelturbanisering, som altid har fundet sted. Der har altid været en vandring fra land mod by. Men vi skal jo sørge for og kan sørge for ikke nødvendigvis at intensivere den bevægelse og heller ikke at stå i vejen for de folk, som faktisk ønsker at blive ved med at bo ude på landet eller bosætte sig der. For vi skal ikke gøre det unødigt besværligt at leve på landet eller slå sig ned uden for byen, for der er faktisk en stigende interesse for fra visse befolkningsgrupper at bosætte sig ude på landet, særlig nu, hvor fjernarbejde også er blevet udbredt. Derfor skal vi f.eks. lempe skatterne på mobilitet. Busser er jo ikke noget, som kommer til gå i hvert eneste landdistrikt 24 timer i døgnet, og derfor er sådan noget som registreringsafgiften på biler noget, som gør det unødigt dyrt at bo på landet. Vi kan se, at folk ude i landdistrikterne eller landkommunerne har to-tre biler i gennemsnit, og det er jo, fordi bussen ikke går, og så er der ingen grund til, at vi gør det unødigt dyrt for folk at have den tredje bil. Det er jo ikke en bil, man har for sjov; det er faktisk en bil, som man har, for at man kan komme på gymnasiet, og for at man kan komme ud at handle. Så det er vigtigt.

Vi skal også gøre det lettere at starte private alternativer op, når kommunen ikke kan levere. Vi skal sikre gode rammevilkår for de erhverv, som virkelig betyder noget i landdistrikterne. Det er vores fødevareindustri, det er vores industri, det er bygge- og anlægsbranchen, og det er virkelig også turismen, som betyder rigtig meget, særlig ude på Vestkysten. Og så skal vi gøre det lettere at bygge nyt og udvide og slå sig ned. Vi skal ikke spænde ben for det private initiativ. Derfor står vi også vagt om fri- og privatskolerne, private pasningsordninger til vores børn og tilskud til hjemmepasning. Derfor er jeg også stolt af, at Liberal Alliance og resten af de blå partier har givet håndslag på, at vi arbejder på at hæve koblingsprocenten til de frie skoler. I Liberal Alliance vil vi også gøre det til en ret, at man kan få tilskud til hjemmepasning. Det er alt sammen noget, som gør det muligt at opretholde en form for lokal velfærd, når kommunen må give op. Jeg ser også et stort uudnyttet potentiale i generationsbyggerier ude på landet. Det er nu, hvor boligordførerskabet kommer lidt i spil, for jeg synes faktisk, at det skal være lettere at bygge ude på landet. Planloven skal lempes, og vores landdistrikter skal have mere frihed. Der er lavet en aftale på planlovsområdet, som liberaliserer en hel del, men vi vil meget gerne gå endnu længere. For eksempel er der et ret stort potentiale, synes jeg, i, at man skal kunne kunne udmatrikulere eksisterende ejendomme. Hvis du i dag har en trelænget ejendom derude, der ikke længere bliver brugt som landbrug, kan du godt vælge at nedlægge de to staldlænger og lave dem til beboelsesafdelinger, men det vil stadig væk bare være én matrikel. Når der så kommer tre generationer, der gerne vil bo under samme tag, så får bankerne lidt lange ører , når de skal lave et realkreditlån, hvor der skal stå seks mennesker på skødet fra tre forskellige generationer. Det ville være lettere, hvis man kunne omdanne det til beboelse, udmatrikulere det til tre selvstændige ejendomme og have tre selvstændige matrikler. Det er noget, som desværre er tæt på umuligt i dag, og noget, som vi bør kigge noget mere ind i. Det skal også være lettere at få nyt liv til ruinerne. I dag bruger vi rigtig mange millioner kroner på at nedrive ubeboelige ejendomme eller ejendomme, som ikke er egnet til beboelse ved overtagelse. For det er faktisk ikke reelt muligt at genopføre de her ejendomme, hvis de er uegnet til beboelse eller overtagelse. Og hvorfor? Jamen hvorfor skal vi stoppe et privat initiativ? Hvis der engang var en bolig, bør det også være muligt at genetablere en bolig oven på de her ruiner. Det forhindrer jo hverken landbrugets udvikling eller skaber mere beboelse i vores landdistrikter. Vi sørger bare for, at de her faldefærdige huse bliver beboelige igen. Landdistrikterne er nemlig fulde af muligheder. Så lad os sikre, at livet på landet fortsat kan blomstre både for dem, der allerede bor der, og for dem, der ønsker at flytte ud.

Tak til ordføreren for talen. Der er en række korte bemærkninger. Den første, der har bedt om ordet, er hr. Kris Jensen Skriver fra Socialdemokratiet.

Tak for det, og tak for talen. Jeg er glad for, at Liberal Alliance vil være med til at tale landdistrikterne op, for det synes jeg faktisk er vigtigt at vi også gør herindefra. Så mange tak for den tilgang. Jeg vil gerne spørge ordføreren lidt ind til det udspil, som Liberal Alliance havde i 2024, »En frisk start«. For noget af det, jeg synes også er vigtigt i vores landdistrikter, er, at der er en ordentlig velfærd derude. Jeg forstår jo, at man foreslår, at alle kommuner skal kunne administrere lige så godt, som de i benchmarken ti bedste kommuner i landet gør. Sådan forstår jeg lidt Liberal Alliances forslag. Det vil betyde, at Sønderborg Kommune eksempelvis vil skulle spare 130 mio. kr., og Tønder vil skulle spare 72 mio. kr. Derfor vil jeg egentlig bare spørge: Hvis Sønderborg Kommune skal spare 130 mio. kr., mener ordføreren så, at det kan lade sig gøre, uden at det går ud over velfærden i Sønderborg Kommune?

Ordføreren.

Det er helt rigtigt, at Liberal Alliance mener, at vi generelt skal bruge færre penge på bureaukrater og på administration, også ude i vores kommuner. Vi kan jo se, at der er nogle kommuner, som er rigtig effektive, når det kommer til administration og til at holde bureaukratiet nede. Så har vi sagt, at hvis man tager de ti mest effektive og beder resten af kommunerne om at benchmarke op mod dem, så vil kommunerne under ét skulle levere det besparelsespotentiale. Det er ikke ensbetydende med, at man bare helt nøgternt kan dividere det ned på de enkelte kommuner. For det siger jo sig selv, at en lille kommune som f.eks. Læsø ikke på nogen som helst måde vil kunne være lige så effektiv som en kommune som Vejle, fordi der er nogle stordriftsfordele. Men kommunerne under et bør kunne komme ned på det. Det er et mål, vi har, og som vi også mener kan realiseres, hvis man sætter sig det for.

Spørgeren.

Tak for det. Jeg tror lige, jeg vil prøve igen med de to kommuner, som jeg også ved ordføreren kender ret godt, fordi de ligger tæt på den kommune, hvor ordføreren er vokset op, nemlig Sønderborg og Tønder, som jeg nævnte før. Mener ordføreren, at det er realistisk, at Sønderborg Kommune skal spare 130 mio. kr., og at Tønder Kommune skal spare 72 mio. kr., uden at det går ud over den velfærd, som også jeg mener er helt afgørende for at der er et godt liv ude i landdistrikterne?

Ordføreren.

Jeg har af gode grunde ikke nok indsigt i de kommunale budgetter til at sige det, men jeg har nok indsigt i de fælleskommunale budgetter til at sige, at jeg mener, at det er et realistisk mål, at kommunerne under et kan blive lige så effektive som de ti mest effektive kommuner. Dermed ikke sagt, at Sønderborg skal levere lige så meget som f.eks. en kommune som København.

Tak for det. Den næste, der har bedt om ordet, er fru Dina Raabjerg fra Det Konservative Folkeparti.

Så er det godt nok ærgerligt, at fru Anni Matthiesen lige smed en Marsbar til mig, som jeg har taget i munden. Sådan kan det gå. Jeg skal bare lige sikre mig, at jeg forstod, hvad det var, ordføreren sagde, for jeg synes, at det i begyndelsen af talen lød, som om ordføreren mener, at urbanisering er en universal lov, som man ikke kan gøre noget ved.

Ordføreren.

Du kan godt gøre noget ved det, men jeg siger bare, at historisk set har der, uanset hvilke lande du kigger på, været en bevægelse fra land ind mod by, i takt med at lande bliver mere velstående og vi går fra, at færre arbejder i primære produktioner til at arbejde i sekundære og over i tertiære professioner. Så generelt set ser vi en bevægelse ind mod byerne, og det gør vi også i vores landdistrikter. Det drejer sig ikke nødvendigvis om en bevægelse ind mod Aarhus og København, men en anden bevægelse. Det kunne f.eks. være i Vejen Kommune, fra at du ikke bor i Øster Lindet, men bor i Rødding, og bor du ikke i Rødding, bor du i Vejen. Så det er den her dobbelturbanisering, som vi taler om.

Spørgeren.

Det er korrekt, at vi har haft meget urbanisering gennem årene, men det er jo ikke det samme, som at man ikke også samtidig har haft vækst ude i mange landområder. Det, vi jo bare ser i landdistriktsredegørelsen, er, at der er nogle steder, hvor der er minusvækst, altså hvor det går tilbage. Der vil jeg gerne have ordførerens bud på, om ikke det kunne give mening, at man prøver at investere i nogle af de områder, så man kan få vendt udviklingen fra tilbagegang til, at der måske kan komme noget fremgang.

Ordføreren.

Jo. Altså, jeg synes altid, investeringer er godt, men jeg synes bare, det er vigtigt, at det også kommer af en efterspørgsel. Så jeg synes, det er meget positivt, at man i forhold til de lempelser, der kommer af planlovens snart, giver mulighed for, at man også omkring vores landsbyer kan bebygge, sådan tæt rundt omkring byerne, så der kan komme en naturlig udvikling der. Det synes jeg er rigtig positivt. Jeg synes også, det er positivt, når borgere går sammen om at understøtte en lokal brugs eller kiosk. Men bare sådan at skulle etablere noget, som ikke nødvendigvis er levedygtigt, tror jeg ikke på holder i længden.

Tak. Den næste, der har bedt om ordet, er hr. Kim Aas fra Socialdemokratiet.

Tak for det. Jeg blev egentlig rigtig glad, da jeg hørte første del af ordførerens tale, for jeg er også vokset op et sted, hvor der lugtede af penge, og jeg føler også, at jeg har haft et rart og godt liv. Men så blev jeg en lille smule bekymret, da jeg hørte den sidste halvdel af talen, og det er om det med at se det i lyset af den her benchmarkundersøgelse, som man har lavet. Jeg kunne næsten forstå på ordføreren, at det private skal tage over, fordi kommunerne ikke kan gøre det, men det giver jo lidt sig selv, at hvis Liberal Alliance ønsker at udhule de tilskud, der er, eller den økonomi, der i kommunerne, vil man få nogle kommuner, som får svært ved at klare det. Risikerer man ikke et virkeligt A- og B-hold ude på landet, hvis det skal være det private, der skal tage over både på skoleområdet, ældreområdet og andre områder? Kan man ikke have en frygt for det også i Liberal Alliance?

Ordføreren.

Min erfaring fra det kommunale er, at man i kommunalbestyrelserne egentlig går rigtig, rigtig langt for at se, om man kan bevare en folkeskole eller en børnehave ude i landdistrikterne. Men på et tidspunkt er der nogle kommuner, som vil smide håndklædet i ringen, og så synes jeg, det er meget positivt, når man som forældre eller som borgere kan byde ind og spørge, om man ikke kan få lov til at drive en skole eller end en daginstitution videre og etablere et privat tilskud. Der ved jeg godt, at der er en ideologisk uenighed mellem Liberal Alliance og Socialdemokratiet, f.eks. omkring hvor meget tilskud man skal kunne give til privat- og friskoler. Men netop for at imødekomme den potentielle skævhed derude, ønsker vi jo at øge koblingsprocenten til de private alternativer, således at flere, også med lavere indkomster, har mulighed for at benytte de tilbud, hvis kommunen smider håndklædet i ringen.

Spørgeren.

Nu kommer jeg selv fra en kommune, hvor friskoler er en stor del af vores kultur, og det kan der være mange holdninger til. Jeg har jo som socialdemokrat i lokalpolitik arbejdet meget tæt sammen med dem, så det er ikke sådan, at jeg er modstander af det. Min frygt er blot, at hvis man ser et øget tilskud og man ser en øget tendens til lukning af offentlige institutioner, også skoler, så vil man se en øget grad af A- og B-hold ude i landkommunerne. Er det ikke en frygt, man har i Liberal Alliance? For så vil det jo lige pludselig ikke være et tilvalg. Jeg har ikke noget imod det, hvis folk tilvælger privatinstitutioner, men det skal ikke være, fordi det er et fravalg af det offentlige, fordi det ikke fungerer. Så A- og B-hold er en stor risiko.

Ordføreren.

Jeg tror, det er en fejlslutning at antage, at der ikke er A- og B-hold i dag, hvis man skal gøre det op på den måde. Altså, der er folk, der har mulighed for at købe andre ting end det, som der bliver givet fra kollektiv side. Så det, der er vigtigt for Liberal Alliance, er at få flest mulige over på A-holdet, og en af måderne at gøre det på er at sikre, at flere har mulighed for f.eks. at tilvælge en friskole, når den lokale folkeskole smider håndklædet i ringen.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste i ordførerrækken er fru Dina Raabjerg fra Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak, formand, og tak til ministeren for en informativ redegørelse. Når man læser redegørelsen, kan man faktisk blive helt forpustet af at læse om alt det, som ministeren opremser at man har gjort for landdistrikterne. Men reelt har man bare samlet sammen fra ressortministerierne, om det så er det at nævne bredbåndspuljen, der er så gammel, at den går på krykker, og det synes jeg er lidt ærgerligt. For når man skærer igennem redegørelsen, står vi tilbage med et meget tydeligt billede: Danmark er i ubalance, og den ubalance vokser. Der er særlig nogle områder, hvor skævheden står tydeligst. Hvis vi kigger på landdistrikterne, bærer de byrderne i forbindelse med vedvarende energi, men de får ikke gevinsterne. Udkantsområderne sakker dramatisk bagud, uden at vi egentlig har en samlet strategi for de konkrete områder. Småøerne har udfordringer, og vi ikke har nogen plan for, hvordan vi sikrer kulturarven. Lægedækningen halter, og vi har nogle mål, men vi har faktisk ikke nogen geografiske værktøjer. Butikker og dagligvarer forsvinder, så behovet for, at man har sin egen bil, stiger. Uddannelsestilgangen falder, men vi har ikke noget modsvar. Infrastruktur og mobilitet er udhulet, men vi har ikke nogen ny model, der for alvor rykker. Når man lægger de her syv forhold oven på hinanden, står der et klart budskab tilbage: Danmark bevæger sig i to hastigheder. Vi har to slags landdistrikter. Der er de landdistrikter, der er tæt på en stor by, og som faktisk klarer sig rigtig fornuftigt, og det kan måske være, fordi det er blevet rasende dyrt at bo i de store byer. Så er der de landdistrikter, der ligger længere væk, og her ser det faktisk skidt ud. Folketallet falder, alderen stiger, butikker og uddannelser forsvinder, de unge bliver stadig dårligere uddannet, og afstanden til lægen bliver større, og så har man brug for bilen for at komme frem og tilbage, og der er ingen samlet strategi, retning og plan. De hårdest ramte områder ligger stadig væk i Nordjylland, og der er også områder i Vestjylland og Syddanmark og særlig Lolland-Falster, hvor udviklingen knækker. De ligger i bunden på næsten alle indikatorerne, og vi burde have en samlet målrettet indsats for lige præcis de områder. Af de områder, hvor landdistrikterne bidrager positivt, nævner redegørelsen faktisk kun den vedvarende energi, og her kan vi se, at det især er de mest udsatte landområder, som stiller arealer til rådighed. Redegørelsen fortæller samtidig, at de områder ikke får andel i gevinsterne; jobbene, selskabsskatten og økonomien lander primært i andre kommuner, og det er måske i virkeligheden den egentlige årsag til, at både borgere og politikere i mange landdistrikter øffer mere og mere over den vedvarende energi. Så vil jeg nævne småøernes kulturarv, som er ved at smuldre. Redegørelsen nævner lidt om en tilbagegang, og den nævner også noget om en lavere gennemsindkomst og en meget høj gennemsnitsalder, men den drøfter ikke det, som gør virkelig ondt, nemlig at der er en kulturarv, som er i fuld gang med at forsvinde. Småøernes udfordringer giver en stor risiko for, at bygninger, bymiljøer og små historiske miljøer forsvinder, og at ejendommene forfalder, fordi ansvaret ligger i nogle små kommuner og hos øboere, som ikke rigtig har nogen budgetter til at sikre den her kulturarv, selv om kulturarv jo er et nationalt anliggende. Småøerne er underlagt nogle ret stramme regler i planloven, der bevarer udtrykket i småøerne og den måde, de fysisk ser ud på, i teorien, men i praksis er vi jo i gang med at miste det med den afvikling, der er på vej. Den kulturarv er fuldstændig unik, og den kan ikke genskabes, når den først er væk. Så samlet set mener vi, at der mangler en samlet retning på landdistriktsområdet. Vi har brug for, at vi får en national handlingsplan for at bevare kulturarven på småøerne.

Vi mener også, at vi har brug for en decideret udviklingsplan for de geografiske områder i Danmark, som bliver ved med at sakke bagud. Så har vi brug for en retfærdig model, hvor gevinsterne ved den vedvarende energi følger de kommuner, der tager byrderne, og vi kunne f.eks. lade os inspirere af den rapport, der for ganske nylig kom fra KPMG, hvor de har et forslag om at lade selskabsskatten følge på samme måde, som man gør med ubemandede tankstationer. For så vil selskabsskatten falde de steder, hvor vindmøller og solceller ligger, og dermed kan pengene bruges til at skabe kerneværdi i de kommuner. Så har jeg i mine spørgsmål undervejs i dag nævnt ejendomsbeskatningen. Der kunne det være en idé at kigge ind i, om vi kan lave en ejendomsbeskatning, der skaber mere geografisk balance, frem for en geografisk skævhed, f.eks. ved at omlægge den ejendomsskat, vi har i dag, til en provenuskat. For så kan vi bremse spekulationen der, hvor det brænder og det bliver ved med at gå op og op, og gøre det mere attraktivt der, hvor det stagnerer eller det går den forkerte vej. Så kunne vi også godt ønske, at midlerne til turisme i landdistrikter bliver givet for flere år ad gangen. Det behøver ikke nødvendigvis være sådan, at man giver flere penge til turismeudviklingen, men at man kan investere de samme midler for flere år, så man kan arbejde i bund med indsatser, også fordi vi ved, at turismen er noget af det, som rent faktisk kan blomstre ude i landdistrikterne. Hvis vi vil have ét Danmark og ikke et land i to hastigheder, skal vi altså ikke samle lidt af hvert fra alle mulige områder, rette lidt i planloven og så give kørekort til 17-årige, fordi de så kan komme fra A til B ude i landdistrikterne, men så skal vi som minimum give landdistrikterne en andel af den værdi, de er med til at skabe, f.eks. i forhold til den grønne omstilling, og vi skal have lavet en samlet plan for, hvad vi præcis gør med de områder, hvor det bliver ved med at brænde. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak for talen. Den næste ordfører i rækken er fru Mai Villadsen fra Enhedslisten.

Tak for det. Jeg er vokset op i Kibæk, en stationsby i Vestjylland. Jeg gik i dagpleje hos vores genbo og til gymnastik nede i hallen, hvor der er mange frivillige. Jeg blev døbt og konfirmeret i kirken og sang senere i kirkekoret, gik på folkeskolen, hvor min far også var lærer, og var indlagt til vejfester og halballer og kom som alle andre selvfølgelig til sankthans nede ved Børnesøen, hvor årets Kibækborger blev kåret år efter år. Det var en tryg og fantastisk barndom. Alle kendte alle, og det tog altid mindst en halv time at handle nede hos købmanden, for der skulle lige snakkes med naboer og andre lokale – det kender mange af jer sikkert. Men da jeg blev teenager, fik jeg udlængsel. Det var ikke særlig sjovt at rende rundt med kort hennahår i hippietøj i Venstreland, så langt øjet rækker. Dengang stemte næsten to tredjedele af borgerne i kommunen på Venstre, og en tredjedel direkte på borgmesteren. Til sammenligning var der faktisk flere i Herning Kommune, som havde deltaget i Tour de France, end der stemte på Enhedslisten i den by, jeg flyttede fra; det var tre personer. Men det var en sort dag for mine forældre, da jeg kom og sagde, at jeg flyttede til København. Det længste væk, nogen i min familie havde boet, var jo Silkeborg. Jeg kan huske, at min far direkte sagde, at det faktisk ville være bedre, hvis jeg var kommet og havde sagt, at jeg havde aids eller var blevet gravid. Jeg var 18 år. Men jeg flyttede, og det gik også ret godt. Jeg tror også, at mine forældre kom til at synes, at København var nogenlunde. Jeg synes selv, det var magisk at kunne cykle til biografen, spise takeaway hele døgnet, gå på museer og til koncerter, i teatret, nørde politik med så mange unge mennesker – selv om jeg egentlig stadig syntes, det var lidt underligt det der med at skulle ned at handle, uden der lige var nogen, der egentlig ville sludre om naboens husrenovering eller hundeanskaffelse. Men så skete der hverken værre eller bedre, end at jeg mødte en sød fyr. Selv om han var journalist og boede på Nørrebro, var han faktisk selv opvokset på landet på en gård. Han havde også gået i den lokale skole og dyrket sport nede i hallen og var konfirmeret i kirken – sådan ligesom mig. Så da vi i 2023 fik vores dreng, Alfred, skete der lidt noget inden i os begge to. Pludselig syntes jeg i hvert fald, at byen var travl og larmende, og jeg savnede naturen; jeg savnede de små fællesskaber. Jeg synes ikke, at min dreng skulle lege nede i vores baggård, men nærmere på mine svigerforældres bondegård. Derfor besluttede vi os for at flytte fra København til provinsen, ud til naturen og foreningslivet. Vi flyttede syd for Sorø, cirka en time fra København og i den rigtige retning mod Jylland, hvis man spørger mine forældre. Så gik jeg til babysalmesang i kirken og til forældre-barn-gymnastik i hallen, og nu er det min dreng, der må trækkes med mig, når det tager en halv time for mig at sludre med nye naboer og bekendte nede i brugsen. Og minsandten om der ikke ligesom i Herning Kommune, hvor jeg jo kommer fra, også nu er kommet en Venstreborgmester i Sorø, endda med en første viceborgmester fra Enhedslisten; ja ja. Der er ingen tvivl om, at den rebelske teenager i mig virkelig havde vendt øjne, men jeg er egentlig ret glad. Så der er nok noget om snakken i forhold til det, man kalder landdistrikternes lykkeparadoks, altså at folk, der bor i provinsen eller landdistrikter og småbyer, egentlig har lavere indkomst, færre karrieremuligheder, mindre adgang til kultur, tjenester, takeaway og alt muligt andet, end i storbyer, men alligevel rapporterer man oftere højere lykke og tilfredshed med livet sammenlignet med folk i storbyen.

Hvad vil jeg så med den lange svada om mig selv og Herning og Kibæk og Tour de France og alt muligt? Jeg vil sige, at når regeringen skriver i sin redegørelse, at det i Danmark skal være attraktivt at bo, leve og arbejde i hele landet, er jeg fuldstændig enig. Det tror jeg egentlig vi alle sammen er. Jeg synes også, at man redegør godt for de udfordringer, der er særlig i landdistrikterne. Jeg vil egentlig også gerne her fra talerstolen anerkende, at regeringen har taget en lang række initiativer i forhold til lånemuligheder, sundhed, uddannelse, bymidter og meget, meget andet. Men jeg tror stadig, og det kan man også se i tallene, at der skal gøres mere, for at folk som mig vender snuden hjem eller tilbage til provinsen eller landdistrikterne, og for at sikre, at livet for mine forældre i Vestjylland og mange, mange andre er lige så fint som for dem, der bor i København – forskellige, bevares, men lige så godt. Vi bliver nødt til at gøre mere. For når busruter lukker, eller togene er så elendigt kørende, at pendlerlivet bliver næsten umuligt, er det meget, meget besværligt at bo i landdistrikterne. Og når skolerne lukker, som de har gjort i rigtig mange byer i vores land, flytter der altså ikke nye familier til byen. Eller når der er langt til hospitalet og lægen, den kommunale økonomi er så presset, at man ikke kan investere i velfærd, så bliver utrygheden større for nogle end for andre, og det er skævt. Det er også skævt, når de små byer forfalder og huse bliver direkte usælgelige, så folk bliver stavnsbundne til byer, hvor de ikke længere ønsker eller kan bo. Det er tragisk, særlig når det gælder ældre mennesker, og det sker simpelt hen for ofte. Det er også trist, når man kører igennem byer som min gamle by og ser den bymidte, hvor der engang var en guldsmed, en boghandel og en Dagli'Brugsen, hvor jeg selv arbejdede, men ingen af dem er der længere. Nu er der en genbrugsbutik og brædder for vinduerne i mange af de gamle butikker i den dengang flotte handelsgade. Det er trist at se. Derfor mener jeg også, vi skal gøre mere. I dag har debatten her i salen også – og velfortjent – handlet en del om nogle af de store gener, folk i landdistrikterne oplever af solcelleanlæg, højspændingsledninger og industrielt svinelandbrug og biogasanlæg. Det er altødelæggende for folk, at den skønhedsværdi, de flyttede til på landet, bliver smadret, hvis sådan nogle naboprojekter kommer, og det skal vi tage mere alvorligt. Det tror jeg også vi har gjort for lidt i mit eget parti, for det kan virkelig ødelægge tilværelsen. Der handler det ikke bare om at lytte, der handler det om at sikre muligheder, alternativer, økonomi eller andet. For der er ingen tvivl om, at den grønne omstilling skal komme, men vi skal også tage meget mere vare på de mennesker, der bor i vores landdistrikter. Min konklusion i dag må være: Regeringen har ret, i Danmark skal det være attraktivt at bo, leve og arbejde i hele landet, og derfor bliver vi på Christiansborg også nødt til at gøre mere. For det er fantastisk, og jeg kan kun anbefale alle dem, som ved lidt om, hvordan det er at bo i provinsen, at overveje at flytte tilbage igen. Tak.

Tak til ordføreren for talen. Der er en række korte bemærkninger. Den første, der har bedt om ordet, er fru Susie Jessen fra Danmarksdemokraterne.

Tak for det, og tak for en god personlig tale. Nu har jeg fundet ud af, hvad vi har tilfældes: Hennahår. Det har jeg også haft. Jeg gik også til halballer. Jeg var inde at runde København og flyttede på landet med børn. Måske ikke lige hennahåret, men alt det andet er rigtig, rigtig godt. Jeg tror, jeg er ret enig med ordføreren i, at vi jo skal gøre mere for at få børnefamilier til at flytte tilbage på landet igen, for det er jo sådan, vi skaber udvikling osv. Men det, jeg egentlig godt kunne tænke mig at spørge til, er det, som ordføreren tog fat i til sidst med de vedvarende energi-anlæg. For det, der er sket herinde på Christiansborg, er jo bl.a., at der er kommet sådan en lov om fremskyndelsesområder, hvor man egentlig speeder hele processen op og også tromler naturhensyn og miljøhensyn. Man har bl.a. set det ude i Vallø Storskov i Køge Kommune, hvor der er flagermus og alle mulige forskellige ting. Der vil man sætte store vindmøller op i en gammel skov. Der har jeg, for at være ærlig, undret mig lidt over, hvor Enhedslisten har ligget, både herinde på Christiansborg, men også lokalt. For normalt har man jo i Enhedslisten været et parti, der har gået meget op i biodiversitet og naturhensyn. Så jeg vil egentlig høre: Hvad er det helt konkret, man vil ændre fra nu af i forhold til den her vedvarende energi-debat?

Ordføreren.

Jeg tror, man lyver for befolkningen, hvis man siger, at det her er let, for det er jo et spørgsmål med rigtig mange hensyn. Vi har , mener jeg, behov for at udvide med mere vedvarende energi, men vi skal samtidig passe på naturen og de mennesker, der bor på landet. Det tror jeg betyder, at nogle af de initiativer, vi skal tage, bliver dyrere, men de penge skal vi også være klar til at finde, sådan at vedvarende energi kommer på taget af bygninger og vindmøllerne kommer ud på havet. Dengang der blev rejst meget store testvindmøller i Østerild, var lokale folk jo også bekymrede, mest af alt på grund af naturhensyn. Det er vi også ofte, og vi allierer os gerne med lokale interessenter eller Naturfredningsforeningen, når det kommer til naturbeskyttelse. Men jeg anerkender også, at det nogle gange kan være komplekst, og at der kan være behov for at gå på kompromis. Jeg kender ikke sådan den konkrete sag, men jeg har forståelse for dilemmaerne, de står med derude.

Spørgeren.

Tak. Nu nævner fru Mai Villadsen jo selv Østerild oppe ved Thy. Så vi jeg ved, er Enhedslisten jo også med i den aftalekreds, der har bestemt, at testcenteret i Østerild skal udvides. Det her er en rigtig træls sag, for der er jo flere hundrede mennesker, der bliver ramt, altså der er mange steder, hvor man skal ekspropriere. Vi har i samråd osv. spurgt ind til alternativer til det her. Kunne man skubbe det længere ud? Kunne man bygge en kunstig ø? Kunne man gøre noget som helst i forhold til den her proces? Hvordan ser ordføreren på det?

Ordføreren.

Jeg er ikke længere energiordfører og er ikke sådan nede i materien i sagen, men vi er enormt optagede af at sikre, at der er ordentlige forhold for folk derude, og at vedvarende energi ikke bliver rejst på bekostning af lokales ve og vel. Så vidt jeg husker, er det også Østerild, som der har været en dokumentar om for nylig, der viste, at lydniveauerne, som ligger sådan nedenunder, rammer nogen til kæmpe gene og skade, og det er jo også noget, man bliver nødt til at tage alvorligt. Vi er klar på at se på alternativer. Det gælder for så vidt også i forhold til højspændingsledninger, hvor jeg igen ikke er inde i detaljerne, men hvor det er ekstremt komplekst, f.eks. fordi der ikke er nogen, der har erfaringer med at grave sådan noget med så stor strømstyrke ned.

Tak. Den næste, der har bedt om ordet, er hr. Kris Jensen Skriver fra Socialdemokratiet.

Tak for det, og også herfra tak for den gode og personlige tale og fortælling. Jeg tror, den rummer rigtig meget det, der også er vigtigt, og som handler om værdierne uden for de store byer. Så mange tak for det. Ordføreren og jeg kommer jo lidt fra samme område. Så jeg kunne også nikke genkende til mange af de ting, der blev nævnt. Jeg vil også sige mange tak for at anerkende de gode resultater og aftaler, der er lavet i den her regeringsperiode i forhold til vores landdistrikter. En af dem, som jeg synes er god, og som vi ikke har debatteret så meget her i dag, måske faktisk slet ikke, er epx-aftalen, som netop skal bidrage til, at der også fortsat er nogle ungdomsuddannelser ude i vores landdistrikter tæt på, hvor de unge mennesker bor. Det tror jeg er enormt vigtigt for, at vi sikrer, at der fortsat er en udvikling. Vi ved, at der rundt i landet er nogle meget små ungdomsuddannelser, som vil blive udfordret, hvis vi ikke gør noget ved den struktur, der er, fordi der kommer nogle meget små årgange ind de næste år. Derfor vil jeg gerne høre, hvad ordføreren tænker om det, og hvorfor Enhedslisten ikke er med i den aftale.

Ordføreren.

Jeg synes, at ministeren med epx-aftalen stillede, hvad kan man sige, den rigtige diagnose, nemlig at der er et kæmpeproblem, både i forhold til landdistrikter, men også i forhold til fælles indgang, fordi vi tvinger nogle unge til at vælge, hvilke fag de skal være i resten af livet, fra de er 16 år. Men medicinen eller løsningen var jeg simpelt hen uenig i. At lukke 10. klasse kommer altså også til at være til skade for landdistrikter, hvor der kan være stor tradition for det at gå i 10. klasse, og det medfører epx-aftalen jo også. Jeg håber virkelig, man får ret, og at man lykkes med det, men jeg synes, det er helt vildt ærgerligt at lukke 10. klasse og i virkeligheden også at lukke hf, noget, som har fungeret i årtier, og som har været en meget stor succes. Hvorfor man ikke udbygger og udvider de gode initiativer, der i forvejen er, forstår jeg simpelt hen ikke.

Spørgeren.

Tak for det. Pointen med epx-aftalen handler jo netop, som nævnte før, om, at der er nogle små årgange derude, og for at vi sikrer, at der også er et tilbud med noget volumen, lægger vi ligesom noget af det sammen og giver faktisk en bedre mulighed for, at de unge kan blive afklaret, inden de træffer et valg; plus at man kommer til at gøre noget her, som vil være rigtig godt for vores landdistrikter. Vil ordføreren ikke bare lige sætte et par ord på, hvad man ellers ville have gjort? Hvad tænker Enhedslisten man ellers kunne have gjort, som ville være godt for landdistrikterne, de små ungdomsårgange, der er, taget i mente?

Ordføreren.

Der er jo intet i vejen for at lave en ny ungdomsuddannelse og samtidig bevare 10. klasse. Det har man bare valgt ikke at gøre. Man valgte, at det her skulle være en spareøvelse i stedet for en investering, og derfor lod man ungdommen selv betale. Man turde ikke gøre noget i forhold til efterskolerne, og ordføreren og jeg har sågar gået på samme efterskole, så det kan jeg da være glad for, man ikke gjorde. Men 10. klasse skulle ofres, og det synes jeg simpelt hen er virkelig synd, også fordi vi ved, at 10. klasser løfter nogle af de unge, der har det allersværest. Men jeg håber faktisk, at reformen bliver en succes, for der er behov for investering i ungdomsuddannelserne ude på landet, særlig.

Tak. Den næste, der har bedt om ordet, er hr. Kim Aas fra Socialdemokratiet.

Tak for en rigtig god tale. Det er altid dejligt, når man hører de her personlige taler. Jeg flyttede så til Aarhus i stedet for fra min bette by, men det er lidt det samme. For lige at vende os lidt mod det, som ordføreren sagde, da der blev spurgt fra Danmarksdemokraterne, omkring det her med vedvarende energi. Jeg er meget positiv omkring det her med, at vi selvfølgelig skal kigge på det, for det er noget, der fylder rigtig meget derude. Men er ordføreren ikke også enig i, at uanset hvordan vi vender og drejer det, er solceller på tage ikke nok til at løse problemet, og at hvis vi skal have en fremtid for vores unge og vores børn, som vi snakker meget om her, er vi nødt til at rykke på det område her? Så det vil sige: Tænker ordføreren ikke også, at det handler om, at vi skal kigge på, hvordan vi kan kompensere de borgere, der bliver ramt af det her? For vi kommer ikke udenom, at nogle landområder vil blive ramt af gener ved det, f.eks. også der, hvor jeg bor; der kommer vi også til at se på dem. Men synes ordføreren ikke, det er rigtigt, at vi er nødt til også at erkende, at det er en vej, vi er nødt til at gå?

Ordføreren.

Tak til ordføreren for spørgsmålet. Jeg tager meget, meget gerne på mig og med stolthed, at vi i Enhedslisten var nogle af dem, der pressede allermest på for, at vi fik en 70-procentsmålsætning og netop satte mål om, at der skal være langt mere strøm fra vedvarende energi. Jeg synes jo bare, at verdenssituationen lige nu taler rigtig meget for, hvorfor det var en klog beslutning, som skulle være truffet for længst. Og jo, det betyder helt klart også solceller, men den måde, jeg synes vi har set de anlæg blive rullet ud på af storkapitalen uden indflydelse, ordentlig kompensation, muligheder for lokalbefolkningen eller ejerskabsmuligheder, synes jeg simpelt hen er problematisk, og jeg håber til stadighed på, at vi kan finde nogle bedre løsninger. Det ved jeg at man fra Socialdemokratiets og regeringens side også er optaget af, og det håber jeg vi kan finde fælles løsninger på, men jeg tror, vi må indse, at noget af det kommer til at koste.

Spørgeren.

Jeg er meget enig i, at det er noget, vi er nødt til at kigge på, når det er, at de her kapitaler bliver sluppet fri. Så har jeg lige et spørgsmål omkring det her. Jeg kommer også selv fra en bette by, hvor vi havde alt i den her lille by, og i dag er der ikke rigtig noget tilbage. Den her debat i dag har handlet meget om, hvad vi kan gøre her fra politisk side af, og jeg tror, vi kan gøre meget, men det handler vel også om et ansvar ude i de enkelte landdistrikter? Der, hvor jeg kommer fra, snakker vi meget om det her med, at hvis vi vil bevare vores butikker, dem, der er tilbage, skal vi også handle der og ikke nødvendigvis bruge de her onlinebutikker eller køre til Odense, som mit område ligger i nærheden af. Så det handler vel også om, at vi giver det her ansvar ud, og at vi tør at sige, at det også er dit eget ansvar?

Ordføreren.

Jo. Jeg var til juletræstænding i Sorø for et par weekender siden, og der havde vi en meget entreprenant og kommerciel julemand, der ud over at tænde juletræet også sagde: Husk nu at købe julegaverne i de lokale butikker. Så jo, det er jo også et lokalt ansvar på den måde, men det bliver også bare mindre attraktivt at gå i de butikker, hvis lokalerne ved siden af også er tomme og ikke bliver brugt til noget. Vi kommer jo aldrig tilbage til den tid. Altså, i Kibæk by, en lillebitte by, hvor jeg kommer fra, var der en guldsmed, der var en boghandel, og der var et væld af butikker, tøjbutikker og alt muligt, og nu er der bare nethandel og storcentre, og det kommer vi ikke tilbage til. Men der er stadig noget, vi kan gøre, og det kan vi også gøre lokalt; det er jeg helt enig i. Så det skal i hvert fald også i højere grad i min kalender at sørge for at komme derned og købe julegaverne.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken. Den næste er hr. Peter Kofod, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Da jeg skulle forberede mig til den her debat, kom jeg til at kigge på den globus, vi har stående derhjemme, og jeg så på den lillebitte plet, der er på overfladen, og som der ikke engang er plads til at der står Danmark på, og jeg tænkte over, at den lillebittebitte, skønne, dejlige plet, som vi har arvet fra vores forfædre, tilsyneladende alligevel er så stor, at vi i dag skal diskutere forskellen på land og by og på de livsmuligheder, der er, i forhold til om man bor i provinsen eller man bor i en større by. Hvad er egentlig mere naturligt at tage fat i i den diskussion end det, der måske må være den tv-serie, der siger allermest om vores forståelse af Danmark, nemlig »Matador«? Hvordan ville »Matador« egentlig se ud i dag, hvis man havde besluttet sig for at filmatisere en dansk provinsby eller en lille dansk by i vores tidsalder sammenlignet med tiden fra 1929, tror jeg det var, til efter krigen, hvor »Matador« sådan nogenlunde skal se ud til at foregå? Det var jo blevet en mere kedelig serie. Banken var lukket og erstattet af netbank, og det ville jo betyde, at vi måtte undvære de herlige karakterer Hans Christian Varnæs og hans svagelige kone, Maude, og også konkurrencen fra Omegnsbanken. Vi ville savne doktoren, for sygehuset ville jo også være væk, og i det hele taget skulle man være heldig, hvis man kunne tiltrække en privatpraktiserende læge i sådan et område. Obersten ville heller ikke findes, for kasernen ville højst sandsynligt være blevet lukket tilbage i 1990'erne efter den kolde krig. Manufakturhandleren og den konkurrence, der kom til byen, ville være afløst af internettet. Vi ville mangle Sofus Betjent, for politistationen blev slået ihjel i forbindelse med politireformen. Kommunen ville være væk, og det betyder jo tabet af den tyvagtige byrådssekretær Godtfred Lund, da Korsbæk Kommune jo ville være blevet slået sammen med kommunerne omkring den. Det eneste gode, der ville være at sige om det, er, at den nye borgmester, som jo var socialdemokrat, heller ikke ville være der mere. Jernbanecaféen ville, hvis ikke stationen var sløjfet, måske være lavet om til en 7-Eleven, hvor man i stedet for at kunne købe gule ærter ville kunne få et præfabrikeret pølsehorn. Så på alle måder er det en kedeligere udgave af Danmark, vi står tilbage med. Hvorfor er vi så kommet dertil? Det er der nok flere mekanismer der gør. For det første er det selvfølgelig et spørgsmål om den centralisering, hvor vi jo altså som politikere delvis har ansvaret for de tendenser, der er i samfundet, i kraft for de beslutninger, vi har truffet over de sidste årtier, og hvor jeg godt vil vedstå mig, at mit eget parti også en gang imellem har spillet en rolle i den udvikling. Jeg tror også, det handler om en generel trend, som man ser over det meste af den vestlige verden, nemlig at folk i højere og højere grad flytter til tættere befolkede områder. Det handler nok også om skæve livsmuligheder, altså hvor er det, man kan blive uddannet henne? Jeg vedstår mig gerne, at da jeg flyttede til den dejlige plet på landkortet, hvor jeg bor, lidt uden for Haderslev, så skyldtes det bl.a., at man der i området kunne tage en læreruddannelse. Hvis man ikke kunne være blevet lærer der, var jeg måske endt et helt andet sted, Men tilfældigvis dumpede jeg ned der og fandt ud af, at dér var det godt at leve, så der jeg gerne blive ved med at bo. Det handler også om statslige arbejdspladser og om, at i de her år, hvor der sker – til stor beklagelse for bl.a. mit parti – en stor stigning i antallet af statslige jobs, sker tilvæksten i de store byer eller i de tæt befolkede områder og i mindre grad i de mindre bysamfund. Så handler det også om den grønne omstilling, som vi synes er kørt af sporet, og som kører hen over hovedet på folk rigtig mange steder og i virkeligheden efterlader nogle lokalsamfund dybt frustrerede over at være blevet hakket ned i stedet for at være blevet lyttet til. Så der er mange ting at tage fat på. Belåning af privat ejendom er jo et andet spørgsmål, og der må man bare sige, at den fleksibilitet og lydhørhed, der politisk fandtes over for bankerne i forbindelse med finanskrisen, hvor bankerne havde brug for hjælp, ser vi altså ikke altid spille over i den situation, hvor det er vores landdistrikter der har brug for hjælp, og hvor det fra tid til anden myldrer frem med eksempler på folk, der endda har en meget stor udbetaling og et meget stort rådighedsbeløb, men som alligevel ikke kan få lov til at låne en million til drømmehuset, fordi det ligger et lille stykke uden for en by.

Så der er nok at tage fat på, og det er jo også det, der er regeringens ambition i den redegørelse, der er omdelt til Folketinget. Vi vil støtte ethvert skridt, der går i retning af at skabe et Danmark i større balance send det Danmark, vi har i dag. Så hvis det er nogle af de ting og elementer, jeg har nævnt i min ordførertale – eller redegørelsestale, er det vel – som regeringen vil tage fat i og gøre noget ved, så har den vores opbakning til det. Tak.

Tak til ordføreren. Der er en enkelt kort bemærkning fra hr. Kris Jensen Skriver fra Socialdemokratiet.

Tak for talen, og også tak for referencen til »Matador«. Jeg forsøger i år at have »Matador« som min egen lille julekalender. Jeg er indtil videre nået til afsnit 7, så jeg er en lille smule bagefter, men jeg håber, jeg kan få det indhentet her på et tidspunkt. Jeg synes egentlig, at referencen på mange måder er rigtig, rigtig god, men alligevel vil jeg gerne høre, om ordføreren virkelig ønsker sig tilbage til det. Det skulle være det ene spørgsmål. Det andet spørgsmål skulle vedrøre, at der vel også sker en udvikling. Altså, hvad er det egentlig, læren er af f.eks. udviklingen omkring Damernes Magasin? Hvorfor ender den med at lukke? Og hvad er det egentlig også, der sker i forhold til eksempelvis synet på kvinder i løbet af de år, der jo går i »Matador«? Det er vel ca. 20 år, tænker jeg. Lad mig høre nogle refleksioner over, om man egentlig ønsker sig tilbage til det, eller om man anerkender, at der sker en udvikling, hvor vi også skal følge med.

Ordføreren.

Nej, vi skal ikke tilbage til det. Det var en anden tid, og udviklingen gør jo også, at der kommer man ikke på nogen måde tilbage. Der er teknologisk sket en stor udvikling, og der er også sket en stor udvikling i, ja, hvad er nærmest ikke udviklet siden da? Men man behøver jo ikke skylle alt det gode ud. Altså, der er jo også ting, der var super gode, og som man kan tage med sig videre. Men nej, uanset hvilke beslutninger vi træffer her, kommer vi aldrig tilbage til Korsbæk, hvis Korsbæk nogen sinde har fandtes. Jeg synes, at der er nogle ting, man godt kan tage ved lære af – noget af det her med den lokale nærhed, tryghed osv. Der tror jeg, det er farligt, hvis enhederne bliver alt for store. Så i mit eget parti har vi jo også, tror jeg, virkelig undergået en udvikling, når det kommer til vores syn på vores egen rolle i f.eks. politireformen, kommunalreformen eller domstolsreformen, altså hvad det har haft af betydning for danmarkskortet. Det er i hvert fald noget af det, vi har talt meget om i de senere år: at havde tiden været en anden, havde vi nok truffet nogle andre beslutninger dengang.

Spørgeren.

Tak for refleksionen over det. Jeg deler jo holdningen, i forhold til at vi selvfølgelig ikke skal have det tilbage. Jeg forstår også et langt stykke hen ad vejen nogle af de udfordringer, der er. Ordføreren nævner politireformen, kommunalreformen osv. Hvad er ordførerens bud så på, hvordan vi ligesom kan løse den del? Er der noget, vi skal gå tilbage til her? Eller hvordan ser ordføreren på det?

Ordføreren.

Jeg tror, at hvis man skal se på de helt store strukturelle ting, handler det om statsjobs og om uddannelse – for bare tage to af de store og måske mest kontroversielle bidder, som vil give mest diskussion på Christiansborg. Så har vi jo også foreslået nogle ting om kommunernes indretning, altså om vi skal have nogle flere kommuner. Vi har set på nogle ting i forhold til politiet. Nu var det det, der blev sigtet til, for det var det, jeg svarede i første runde af spørgsmålet. Så det er nogle af de ting, vi selv har haft oppe af hatten, kan man sige, altså oppe at vende.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak. Vi går videre til den næste i ordførerrækken, som er fru Zenia Stampe, Radikale Venstre.

Det er bare så dejligt med »Matador«, for den forener os alle; jeg er i gang med at se den for tredje gang med min datter. Jeg har selvfølgelig set den mange gange før, og hun er kun 13 år, men det er alligevel tredje gang, vi ser den. Jeg lagde mærke til, at hr. Peter Kofod nævnte lægen, og han er jo radikal. Det er det, der er så dejligt ved »Matador«, nemlig at vi på en eller anden måde alle sammen er repræsenteret. Jeg ved ikke lige, hvem der er DF'er, men der er helt sikkert en eller anden der minder om DF. Det er så fantastisk, at de er så forskellige, og så alligevel lever de netop sammen. På en eller anden måde er det jo måske også nogle gange det tab, vi måske alle sammen sørger lidt over. Jeg kan desværre i dag ikke prale af, at jeg er født i en landsby. Jeg er født i provinsen, i Roskilde. Jeg kunne godt drømme om at bo på landet, men det vil min mand helt sikkert ikke. Men der er jo et eller andet, som vi har tabt, og det bliver meget klart, når man ser »Matador«. Ikke så mange af jer, der sidder her, men nogle af os er så gamle, at vi også kan huske, hvordan det var for bare 40 år siden. Altså, på den lille vej, jeg boede på i Roskilde – og nu er det jo ikke på landet, vel – var der slagtere, der var to købmand, og der var bagere, og der var blomsterbutikker, der var legetøjsbutik, men i dag er der ikke noget af det tilbage. Det er en udvikling, der er sket overalt, og som jeg tror vi er mange der begræder. Det er noget, der er tabt. Der er sikkert også meget, vi har vundet, men jeg tror, at det er en grundlæggende sorg, vi alle sammen har. Men det, jeg har tænkt meget over i dag ved debatten, er den kløft, vi tit snakker om, mellem land og by. Nogle gange bliver den måske gjort større, end den er, men som omvendt også er stor. Måske er den ikke større, end den egentlig var for 40 år siden, det er jeg lidt i tvivl om, men der er i hvert fald en kløft. Men der er også en kløft ned igennem landet, for jeg kan ikke lade være med at tænke over, at mange af dem, der henvender sig til mig, er folk, der er ret trætte af dele af landbruget, og det er derfor, jeg har kredset om det spørgsmål flere gange. Jeg har været i Havnsø ved Kalundborg, hvor der var nogen, der boede på en gammel slægtsgård. De var selv landbrugere, men deres nabo skulle så udvide til en meget, meget stor svineproduktion, og det endte med, og jeg tror, de var niende generation på gården, at de flyttede til Jylland og solgte gården, for det ville de ikke bo ved siden af, for det var for stort et anlæg. Jeg har også været i Holbæk Kommune, også på en lille landboejendom, som fik en kæmpestor svinestald som nabo. Jeg har været i Næstved, i Glumsø, hvor den her producent, jeg nævnte før, Tybjerggaard, vil omdanne et lille nedlagt husmandssted til en kæmpe svinestald med produktion af 40.000-50.000 slagtesvin om året i et område, der ellers i kommunalplanen var udlagt til natur og turisme. Den type mennesker er der jo også på landet, dem, som synes, at det ødelægger livet på landet at blive nabo til det landbrug, som jo ikke er Morten Korch længere. Det er vi jo alle sammen enige om, og det ved vi jo godt, men det er heller ikke sådan noget midtimellem. Det er ved at blive ret stort og ret industrielt, og det er vi ret optaget af i forhold til landudvikling. Jeg ved godt, at der de sidste par år har været meget fokus på forbindelse, internet, hurtigere transport, velfærdssamfund, og det er alt sammen rigtig, rigtig vigtigt. Men jeg synes også, at den debat, der handler om, hvilken udvikling der skal være på landet, er central, så det ikke bare handler om, hvordan man får hurtig internetforbindelse, eller hvordan man hurtigt kommer ind til byen med toget, men jo også, hvad det så er, der skal skabe vækst og arbejdspladser i vores landdistrikter. Som landbrugsordfører – det er ikke den kasket, jeg har på i dag, men det er derfor, jeg også er landdistriktsordfører, altså fordi vi synes, at de to ting hænger så tæt sammen – vil jeg sige, at jeg synes, at man må stille sig selv det spørgsmål, om det er en uundgåelig udvikling, altså den strukturudvikling og centralisering, vi har set af landbruget? Nu kom Liberal Alliances ordfører selv lige før til at sige, at den her centralisering, vi ser i Danmark, er et generelt træk overalt i verden, og at den er uundgåelig, og det kunne man mærke der var nogen der blev en lille smule forarget over, og det kan jeg også godt forstå. Omvendt oplever jeg, at nogle af dem, som blev lidt forarget over, at LA konstaterer, at det er en tendens, der går på tværs af hele verden, lidt har samme syn på landbruget, nemlig at det nærmest er uundgåeligt, at det skal blive til en industri. Det vil jeg gerne tillade mig at sætte spørgsmålstegn ved. Er det uundgåeligt?

Hvis vi kigger rundt i Europa, er der så ikke lande, der faktisk har formået at holde fast i de små landbrug, som er bedre? Det er helt sikkert også noget kulturelt, og der kan vi måske godt bruge folk i byerne, som er bedre til at støtte op om deres egne landbrugsprodukter, købe lokale fødevarer. Hvorfor er det sådan, at vi danskere bare vil have det billigste? Vi plejer nu også godt at ville have ting, der er produceret i Danmark. Men kan vi ikke have en diskussion om, både hvad det er for et landbrug, men også hvad det er for en mad, vi gerne vil spise? Jeg har i hvert fald ikke opgivet tanken om, at vi kan, ikke komme tilbage til Morten Korch, men at vi kan komme tilbage til et landbrug, som ikke kun er industri. For 50-70 år siden var der, så vidt jeg husker, omkring 500.000 heltidsbrug. I dag er der 6.000 tilbage. For 50-70 år siden var et gennemsnit landbrug omkring 30 ha, i dag er det 200 ha, og nogle er over 3.000 ha. Det svarer til omkring 4.000 fodboldbaner. Det er jo et helt nyt erhverv, og jeg tror måske også, at det er derfor, der er en ny kløft, der er ved at blive gravet på landet. Hvor det tidligere var et fælles vilkår, at hvis man boede på landet, var det som regel, fordi man havde noget med landbrug og fødevareproduktion at gøre, er der jo slet ikke lige så mange beskæftigede i landbruget længere. Mange er i øvrigt udlændinge. Jeg tror, at der er ganske få, der ved det, og det kunne egentlig også være lidt interessant at høre partiernes holdning til det. Engang var det ukrainere, men nu er det folk fra Afrika og Asien, Vietnam, der hjælper på de store svineproduktioner og i landbruget, og ofte er de i praktikordninger til 80 kr. i timen. Er det sådan, vi ønsker landbruget skal være? Skal det være industri, hvor vi bliver nødt til at ansætte meget lavtlønnede folk fra tredjeverdenslande, eller kunne vi måske prøve at arbejde med en fælles vision om at få flere beskæftigede i landbruget, ikke mindst også flere danskere beskæftiget i landbruget, lave fødevarer, som ikke bare er billigst pr. kilo, men også lækre lokale fødevarer, som vi så også kan overtale danskere, det både i land og by, til at købe og på den måde understøtte en fødevareproduktion, som er lokal, men også god for naturen og miljøet. Der synes jeg, vi mangler noget fælles visionsarbejde. Egentlig er det svært for mig at se, hvem der skulle være imod det. Hvem er det, der synes, at det er bedre, at vi skal have få industrilandbrug end mange landbrug? Jeg kan godt forstå dem, der siger, at det er en udfordring, fordi strukturudviklingen er, som den er, og hvis verdens kunder i høj grad er som danske kunder, nemlig jo billigere, jo bedre, kan det jo være svært at få folk til at betale lidt mere for noget, der er lokalt og måske lidt bedre. Men kunne det ikke alligevel være en fælles vision og måske en vision, vi især i Danmark kunne løfte? For vi er et af de lande i verden, der har de største offentlige køkkener, vi er et af de lande, der producerer flest lokale måltider. Kunne vi ikke bruge det til at trække en lokal fødevareproduktion, som ikke bare er billigst pr. kilo, men som rent faktisk bidrager til natur- og lokalsamfund og heller ikke bliver en barriere for turisme? Jeg hørte fru Anni Matthiesen nævne turisme i sin tale drømme, og fru Anni Matthiesen nævnte det endda to gange. Jeg skrev det ikke ned, men jeg tror, det var noget med, at det udgør over 10 pct. af økonomien i 16 kommuner, 17 kommuner. Jeg kunne næsten huske det rigtigt. Jeg læste så en klumme for et dage siden fra en turismekonsulent, der sagde, at landbruget er den største barriere for at udvikle den her sektor. Jeg siger ikke, at vi ikke skal have noget landbrug, men jeg siger, om ikke vi kunne prøve at lave nogle fælles visioner for et landbrug, som rent faktisk bidrager med lokale jobs, som de danskere, der bor på landet, selv gider at have, så det ikke kun er jobs, hvor man bliver nødt til at trække folk fra Afrika eller Asien til Danmark for at besætte. Og så sender man i øvrigt de fleste produkter ud af landet til Tyskland, Polen og Kina ligefrem, hvor det så er os, der sidder tilbage med de negative sidegevinster for miljø og natur og lokalsamfund. Jeg synes virkelig, det kunne være forfriskende, hvis vi turde sætte spørgsmålstegn ved den centralisering og strukturudvikling, vi har set i landbruget, og netop ikke får afviklet dansk landbrug, men får udviklet det og får flere mennesker beskæftiget i dansk landbrug, for at få flere landbofamilier rundt i det danske land, som kan sende deres børn i de lokale skoler og på den måde være med til at forhindre, at skoler lukker, at Brugsen lukker, og at stationen lukker osv. osv.

Tak til ordføreren, tiden er gået. Deer er en række korte bemærkninger, og den første går til hr. Peter Kofod, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Det var egentlig fru Zenia Stampes hyldest til doktor Hansen, der fik mig til at tage ordet, for i grunden kan man jo sige, at karakteren doktor Hansen er den mest historisk fordrejede person i hele Matadoruniverset, for doktor Hansen var nemlig en hædersmand. Han bekæmpede besættelsesmagten, han tog sagen i egen hånd. Han ville ikke have det siddende på sig, at hans elskede fædreland blev besat af den tyske værnemagt, som han ikke brød sig om. Derfor blev han modstandsmand og gik ind i modstandsbevægelsen. Det stod jo i skærende kontrast til det parti, han i serien var medlem af, nemlig Det Radikale Venstre, der var bannerfører for samarbejdspolitikken. Fru Zenia Stampes partiformand hr. Martin Lidegaard blev portrætteret ude foran på portrættet af Scavenius, og hver gang jeg ser maleriet af Scavenius, tænker jeg, at det er godt, han hænger der, for han hænger der til skræk og advarsel for alle dem, der nogen sinde må have lov til at indtræde i et af de fine embeder på den anden side af mig her, og til minde om alt det, man aldrig må blive, nemlig en, der ligger under for nogen, der vil bringe vores land i knæ.

Tak! Når formanden rejser sig, er tiden gået. Værsgo til ordføreren.

Men helt ærligt, Per Hummelgaard: Er det ikke lidt en hån mod den her debat i dag? Undskyld: Peter Kofod. Undskyld hr. Peter Kofod, det var ikke negativt ment. Men jeg synes, at det er lidt at afspore debatten, og vi kunne godt have en diskussion omkring Scavenius. Han var jo den radikale, der nok mere som embedsmandstype påtog sig det ret skamfulde hverv at stå i spidsen for samarbejdspolitikken, som der jo var mange, der støttede op om, vistnok også landbruget i øvrigt. Prøv at høre: Jeg synes, det er meget svært at gøre sig til dommer over nogen, der levede for mange år siden og stod i en helt anden situation. Det tror jeg egentlig vi alle sammen skal være lidt for ordentlige til at gøre. Så synes jeg hellere, at vi skal diskutere det, det handler om i dag. Det er lidt at afspore debatten, at det skal blive sådan en Scaveniusdebat i stedet for at diskutere vilkårene i landdistrikterne, vil jeg sige til hr. Peter Kofod.

Peter Kofod, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Det var vist lidt en afledning i forhold til det, jeg egentlig spurgte om, men fair nok. Jeg tager det i øvrigt ikke ilde op at blive sammenlignet med landets justitsminister. Altså, mit parti har jo store drømme om en eller anden dag at indtage bænkene på den anden side, herunder justitsministerbænken, og det bliver rigtig godt. Nu har jeg 15 sekunder tilbage og så vil jeg spørge om noget andet, og det handler om uddannelse i landdistrikter. Det er nok et af de spørgsmål, hvor jeg ikke føler en særlig stor samklang med Radikale Venstre, for vi synes jo, at mere skal flyttes ud, og at der skal være større muligheder for at tage forskellige uddannelser også uden for de store byer og måske også i de mindre byer rundt omkring i vores provinssamfund. Hvordan ser Radikale Venstre på det.

Ordføreren.

Der tror jeg måske, at det er en fordom, som hr. Peter Kofod har over for os, for vi har faktisk lavet et samarbejde med bl.a. Danmarksdemokraterne om at bevare de lokale gymnasier, altså udkantsgymnasierne, for vi synes nemlig, at det er landbefolkningen, der betaler den højeste pris for den centralisering, der er sket på ungdomsuddannelsesområdet; også ved indførelse af et højere gennemsnit for at komme ind på ungdomsuddannelser rammer man i øvrigt de unge i landdistrikterne allerallerhårdest. Vi er faktisk meget optaget af at sikre, at det hele ikke bliver centraliseret, og vi er heller ikke længere imod de udflytninger af statslige arbejdspladser, som vi måske var lidt mere imod for nogle år siden – det er jeg i hvert fald ikke.

Tak til ordføreren. Så er det fru Susie Jessen, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak til ordføreren for talen, som jo endte med at handle rigtig meget om landbrug, og det er derfor, jeg rejser mig. For jeg synes, der lidt er noget mudder i det, ordføreren siger. Jeg ved jo, at Radikale Venstre drømmer rigtig meget om en mere klimavenlig fremtid, men samtidig vil Radikale Venstre, kan jeg nu forstå, have mindre landbrug. Altså, vi kan jo ikke bruge fortidens landbrug til at lave et mere grønt og effektivt landbrug, for det er jo de store landbrug, der er i stand til at producere meget mere klimaeffektivt. De kan jo investere i teknologi, de kan udnytte arealerne meget bedre, de kan være med mange bedrifter, og de kan kigge på fodersammensætning. Der er jo mange forskellige ting, de har i gang, og som er nemmere, når man er et større landbrug. Så jeg vil egentlig bare høre ordføreren, om ordføreren ikke anerkender, at større bedrifter producerer mere klimavenligt.

Ordføreren.

Det er jo i hvert fald det, der har været argumentet fra dansk landbrug og også nogle partier i mange år, men jeg er meget uenig i den analyse, for vi redder jo ikke klimaet ved at gøre det en my mere effektivt pr. kilo oksekød eller svinekød. Den måde, vi redder klimaet på, når vi taler fødevareproduktion, er jo at spise mindre kød, producere mindre kød og spise flere planter. Det der med, at man tror, at man kan redde eller afværge en klimakatastrofe ved at skrue lidt på marginalerne, er jo lige præcis det, der har været strategien fra dansk landbrug. Det er, at jo større stalden er, jo mere effektivt er det pr. produceret enhed. Men når det at producere og spise animalske fødevarer er mange, mange gange mere klimaskadeligt end at spise en mere plantebaseret kost, er det jo der, man skal sætte ind, altså i, hvad det er, man producerer, og hvad det er, man spiser, i højere grad end at man kan gøre det en lillebitte smule mere effektivt. Altså, det svarer jo til at lave en grønnere kulkraft. Det ville vi nok ikke kalde vedvarende grøn energi.

Tak. Spørgeren for en anden kort bemærkning.

Men det er faktisk ikke landbruget, der siger det her. Det er jo den der grønne tænketank, der hedder CONCITO, som har været ude i DR for nylig at sige, at det faktisk er de store landbrug, der producerer mest klimaeffektivt. Det er CONCITO, der siger det her. Så det er jo bare for at sige, at hvis Radikale Venstre gerne vil have en klimavenlig fremtid, skal man jo ikke tilbage til de her mindre landbrug, der producerer mere klimabelastende. Det hænger jo ikke sammen.

Ordføreren.

Det kommer jo an på, hvordan man ser på det. Men der er jo fuldstændig enighed. Alle, der har forstand på fødevarer, siger: Vi kan kun afværge klimakatastrofen globalt, ved at vi ændrer hele vores fødevaresystem i retning af flere planter og mindre kød. Det er et så enormt energispild og klimaspild, at man først skal putte fødevarer ind igennem et dyr, som så producerer en masse klimagasser, og at så får vi en fødevare ud bagefter. Det er et kæmpe spild, og derfor er den største og vigtigste indsats i forhold til fødevaresystemet og klimakrisen at få produceret flere planter og færre dyr, og så gør det altså ikke så meget, at man er lidt mere effektiv til at producere dyr.

Tak, blev der sagt! Så er det fru Mai Villadsen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil også melde mig ind i landbrugsdebatten. Når min svigerfar, som har et lille landbrug – der har engang været grise; nu er det mest bare jord, der bliver dyrket – skal sælge sin gård om ikke alt for længe, er det jo selvfølgelig drømmen at sælge til ung, dansk landmand, gerne med familie, som har lyst til at bo i lokalområdet, passe på naturen, drive jorden og være en del af det lokale fællesskab. Men det bliver svært, for der er rigtig få, som har ressourcer og råd til det. Det er de store landmænd og kapitalfondene, som køber den danske jord. Faktisk er det sådan, at den danske landbrugsjord efterhånden er ejet på utrolig få hænder. Kapitalfonde er kommet ind i stor stil. Faktisk er der nu 289 kapitalfonde, som ejer ejendomme med jord. Det er f.eks. FarmCompany og Agri Farming, som ejer rigtig store dele af Syd- og Sønderjylland. Jeg godt tænke mig at høre ordførerens kommentar på, om ordføreren så ikke er enig i, at man med den liberalisering af landbrugsreformen også svigtede landdistrikterne utrolig meget, fordi man ikke længere er tvunget til at bo der, hvor man driver landbrug.

Tak! Så er det ordføreren.

Jo, jeg synes de liberaliseringer har været en u lykke for vores landdistrikter. Altså, hvis man begræder centraliseringen inden for den offentlige sektor, synes jeg også, at man bør begræde liberaliseringen og centraliseringen inden for landbrugssektoren, for den har jo været lige så skadelig for livet i landdistrikterne. Det er netop også derfor, jeg selv i spørgsmålet tidligere nævnte den her sjællandske svineproducent – han er vist nok også den største danske soholder, altså med søer, der producerer pattegrise. Han er en mand, der har, altså nu nærmer det sig vel 40 stalde rundtomkring på Sjælland. Han har så selvfølgelig sine børn, som han måske sender i en lokal skole, men før var der måske 40 familier, der sendte deres børn i den lokale skole. Det er jo bare et billede på, hvad det er, der sker med den her centralisering, og hvad den koster for lokalsamfundene. Der, hvor jeg synes Enhedslisten har haft nogle spændende tanker i mange år, er jo i forhold til at lave en jordfond, for hvad kan vi så rent faktisk konkret gøre? Og jeg synes, det er svært, for dér bliver landbrugspolitik pludselig også til finansiel politik, men hvad kan vi rent faktisk gøre for at stoppe den her udvikling?

Tak, så er det spørgeren.

Tak. Man kan jo mene, hvad man vil om svineproduktion, og jeg tror, at vi deler interesser eller holdninger der. Men der er jo også spørgsmålet om, hvad det betyder for landområderne, at de landmænd, der var der før og havde deres familier og var en kæmpe kerne i de her lokalsamfund, jo bare snart ikke er der mere. Og det er da megatrist. Der er faktisk unge landmænd, som står i kø, men de har ikke råd. Derfor bliver vores landbrug opkøbt af også udenlandske kapitalfonde, og det synes jeg næsten er det allerværste.

Ordføreren.

Ham, jeg nævnte før, købte noget nede i Skibby, hvilket blev offentliggjort her for en uge siden, og tidligere købte han noget nede i Lundby. Altså, Skibby er i Frederikssund Kommune, og Lundby er i Vordingborg Kommune; han kommer selv fra Næstved, og han har vist nok stalde i rundt i stort set alle de sjællandske kommuner – i hvert fald i det gamle Region Sjælland. Når man kigger på landbrugspolitik og netop ser på de der opkøb, bliver man mindet lidt om spillet Matador. Altså, på en eller anden måde er der jo sket det, at der er sådan en mekanisme i landbrug, at jo mere man har, jo mere kan man også få, og jo længere fremme står man i køen, næste gang der er en, der går på pension og skal sælge sin bedrift. Så er det ikke den unge landmand, men ham, der allerede har 30 stalde, der kan købe den næste også.

Tak. Så er det fru Anni Matthiesen, Venstre. Værsgo.

Tak. Jeg skal gøre det meget kort, for det er ved at være sent. Jeg har bare brug for lige at få fru Zenia Stampe til at bekræfte, at det er korrekt, at CONCITO faktisk har været ude at sige, at det er de største bedrifter, der faktisk er de mest klimavenlige. Det er egentlig, fordi jeg ligesom fru Susie Jessen hører, at det er noget, Radikale Venstre går vildt meget op i. Så er det ikke korrekt, at det er de største bedrifter, der faktisk er de mest klimavenlige?

Ordføreren.

Jamen det er fuldstændig rigtigt pr. produceret enhed. Men når jeg står og køber ind og skal prøve at være en klimavenlig forbruger, ved jeg jo godt, at det, der gør forskellen, i forhold til hvor stort et klimaaftryk jeg har, ikke er, om jeg køber dansk svinekød eller tysk eller polsk svinekød. Det er, om jeg laver en daal med linser til min familie, eller om jeg køber kød. Det er det, der gør en forskel. De der marginaler kommer ikke til at gøre en stor forskel. Det, der desværre har forblændet mange i den her snak om omstilling af fødevareproduktionen, er større maskiner, større stalde og større bedrifter, fordi man hver gang bliver en lillebitte smule mere effektiv, men det er ikke sådan, man redder klimakrisen. Det er ved at ændre fødevarepolitikken, ændre fødevareproduktionen og ændre fødevareforbruget til noget andet, for man vil aldrig nogen sinde kunne producere kød så klimavenligt, at alle kan få et forbrug, der svarer til vores her i Danmark. Derfor skal vi jo gå foran ved at ændre både vores produktion, men også vores forbrugsvaner.

Tak. Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Det er jo egentlig svar nok for mig. Jeg bliver bekræftet i, at Radikale Venstres holdning simpelt hen er, at alle skal til at spise udelukkende vegetarisk og linser osv., og at man helt skal stoppe med at spise kød. Er det rigtigt forstået?

Ordføreren.

Jeg køber mere svinekød for tiden, end jeg har gjort længe. Det er, fordi jeg ved, at når jeg køber økologisk svinekød, hjælper jeg de økologiske svineproducenter, for de har det rigtig hårdt for tiden. Det er super hårdt at være økolog, fordi man får nogle meget dårlige afregningspriser. Samtidig scorer detailhandelen kæmpe avancer på økologi, fordi man regner med, at det er sådan nogle forbrugere, man godt kan lade betale ekstra og mere end det, det koster at producere økologisk. Så når jeg køber ind til min familie for tiden, sørger jeg faktisk for at købe økologisk medisterpølse og økologisk svinekød, fordi jeg gerne vil støtte de økologiske kødproducenter. Til gengæld spiser vi ikke kød hver dag. Nej, det gør vi ikke.

Tak til Radikale Venstres ordfører. Der er ikke flere spørgsmål. Jeg skal høre, om der er en ordfører fra Alternativet. Det er der ikke. Så er det ministeren for byer og landdistrikter. Værsgo.

Tak for det, og tak for en god, lang og ivrig debat, hvor vi er kommet vidt omkring, fra økologisk medisterpølse til levende bymidter og så den diskussion, der synes at være tilbagevendende i dansk politik, nemlig: Hvem er den egentlige helt i »Matador«? Lad mig starte med at tage spændingen ud af rummet og sige: Der er ingen tvivl om, hvem der er favoritten og helten – eller måske skulle jeg sige heltinden – i »Matador«, for det er selvfølgelig Katrine, god, som dagen er lang, hårdtarbejdende, kærlig, overbærende og, vigtigst af alt, solid og stabil Venstrevælger. Vi har diskuteret meget, og jeg synes, der har været mange gode input fra ordførerne, som jo i virkeligheden på hver sin vis illustrerer det, som landdistriktsredegørelsen også viser: at der er rigtig mange steder, hvor der er rigtig mange gode ting. Vi hører fra Venstres fru Anni Matthiesen om den fantastiske succes langs den jyske vestkyst med unge i fritidsjob, en totalt ufortalt succeshistorie. For når man kigger på unge, der har haft et fritidsjob, og følger deres livsgang, så boner de positivt ud på stort set alle parametre. De kommer i højere grad til at være i beskæftigelse, de bliver mindre kriminelle, og de klarer sig bedre i uddannelsessystemet. Det eneste, vi ikke har kunnet finde tal på, er, om de får et bedre kærlighedsliv, men jeg er sikker på, at hvis man lavede forskning i det, ville det sikkert også bone positivt ud på den måde. Vi hører hr. Kris Jensen Skriver tale om det her foreningsliv, som jo står rigtig stærkt i vores landdistrikter, hvor man har en foreningskultur, hvor man er noget mere end bare at være der for sig selv. Vi oplever også i højere grad, tror jeg – det kan man ikke læse i redegørelsen, men det er en udledning, jeg laver – at hvis man ved, at naboens søn har lidt svært ved at komme med ned til fodbold, er man nok lidt mere tilbøjelig til lige at svinge bilen ind forbi og tage ham med. Og man holder nok sammen på en lidt anden måde, som er tydeligst afspejlet i vores foreningskultur i vores små bysamfund, fordi man måske ved, at hvis ikke man gør det selv, er der ikke nogen andre, der kommer og gør det. Den kultur er enormt stærk i vores landdistrikter og er meget, meget positiv. Fru Mai Villadsen nævner et af mine personlige yndlingsbegreber, nemlig landdistrikternes lykkeparadoks, altså hvordan det kan være, at når man måler på de objektive parametre, adgangen til dagligvarer, adgangen til skoler, indkomst og sundhedsprofil, så boner de negativt ud i de små bysamfund, men når man så spørger folk, hvordan de har det, boner de positivt ud – altså et paradoks i, hvordan det kan være, at der, hvor de objektive livskriterier er dårligst, har man det bedst. Det skyldes jo nok i høj grad noget af det, vi har været inde på: Man får et fritidsjob, man er aktiv i fodboldklubben, og man er aktiv i kirkekoret. Det der fællesskab giver livskvalitet, og det er man bedre til i vores landdistrikter. Derfor er der enormt mange positive ting. Der er også flere, der har været inde på det i forhold til den høje beskæftigelse, som er kendetegnende for vores landdistrikter. Så har vi også haft en anden side af debatten fremme i dag, og det viser redegørelsen også, nemlig at der også er udfordringer. Og måske skulle vi lade være med altid at kalde det udfordringer. Nogle gange må man også gerne kalde det problemer. Mens befolkningstallet i Danmark stiger, og det stiger også i nogle landdistrikter, f.eks. i Stevns Kommune og Syddjurs Kommune, går det jo generelt tilbage, og særlig de helt små bysamfund er pressede. Vi kan se, at der faktisk er nogle typer af landsbyer, der klarer sig sådan forholdsvis godt, men der, hvor du kommer så langt ned, at det bliver svært at holde liv i de der vitale funktioner som en skole og en købmand, er det svært. Vi oplever den her urbanisering, men i virkeligheden jo også det, der kaldes dobbelt urbanisering: at folk i landkommunerne flytter fra de i forvejen tyndest befolkede områder ind til centerbyerne og hovedbyerne, og dermed bliver de i gåseøjne ægte landdistrikter endnu mere tømt for indhold og aktivitet. Det synes jeg også, at redegørelsen viser at vi har en række udfordringer med. Fru Dina Raabjerg fra De Konservative er inde på en af de ting, i hvert fald i et spørgsmål, som jeg synes er centrale, og som redegørelsen også viser. Det er udfordringen omkring lægedækning, og jeg tror i virkeligheden, det kan være nøglen til mange af de andre problemer, vi oplever, for hvis man skal tiltrække unge mennesker, og også unge mennesker, der enten er eller gerne vil være børnefamilier, til et område, så er et spørgsmål, de stiller ret hurtigt: Kan jeg komme til lægen, hvis jeg bliver syg? Når vi kan se, at lægedækningen er dårligst i vores landdistrikter, scorer man fra starten af lavt i kampen om at tiltrække de bosættere, man gerne vil have. Derfor er jeg helt enig med fru Dina Raabjerg i, at lægedækning er en kæmpestor udfordring.

Derfor er jeg rigtig glad for den sundhedsreform, vi har lavet med et bredt flertal her i Folketinget, hvor vi jo sikrer, at der kommer flere læger der, hvor der er længere mellem husene, og hvor vi faktisk går så langt som til at sige, at hvis du er praktiserende læge og skal starte en ny lægepraksis op, kan du ikke få lov at gøre det i et område, hvor der ikke er lægemangel. Det er simpelt hen for at sikre, at du rent faktisk gør det et sted, hvor der er behov for de ydelser, du leverer. Det er jo så den hårde del af det, altså pisken, men vi bruger også guleroden, hvor vi simpelt hen sætter penge af til, at man kan få mere tid pr. patient, hvis du tager til nogle af de områder, hvor der er lægemangel, fordi det så bliver en større faglig tilfredsstillelse at arbejde der som læge. Så vi bruger i virkeligheden både noget af det hårde og noget af det bløde for at sikre, at vi også får læger i vores landdistrikter. Så har vi i øvrigt en målsætning om at øge antallet af praktiserende læger og også sat penge af til det, så områder som Nordjylland og det sydlige Sjælland og Lolland-Falster, hvor de her udfordringer er meget store, oplever flere læger tæt på, for jeg tror, det er en af nøglerne til at vende det. Det vender nok ikke hele udviklingen, og der har egentlig også været en erkendelse af her i dag, at noget af det skyldes den der globale globaliseringstendens, men vi kan godt gøre noget, vi kan godt gøre mere, og vi skal gøre mere. Der tror jeg lægedækning er en ret væsentlig del. En anden ting, der bliver fremhævet fra hr. Peter Kofod i forhold til »Matador«, er oberst Hackel og det, at kasernen er lukket. Det er rigtigt. Årtiers forsvarsbesparelser har gjort, at forsvaret er mindre til stede rundtom i Danmark, end det har været, men det er vi heldigvis også blevet enige om at rette op på. Den alvorlige og også meget alvorlige sikkerhedssituation, vi oplever rundtomkring i Europa, gør jo heldigvis, at vi nu er vågnet op og begynder at investere i vores forsvar. Det er godt for vores sikkerhed, for den frie verden og for vores folkestyre, men det er faktisk også godt for Danmark uden for de største byer. For selv om der også er kaserner her i midten af København, ligger rigtig mange af vores forsvarsinstallationer uden for de største bycentre og uden for de største vækstcentre. Derfor vil det, når man i forsvarsforliget er blevet enige om at investere milliarder og ansætte i tusindvis af nyt personel i vores forsvar, også komme vores landdistrikter og vores landkommuner til gavn, fordi rigtig mange af milliarderne, rigtig mange af arbejdspladserne og rigtig mange af investeringerne vil ligge lige der og være med til at rette op på noget af den skævhed, jeg er enig med f.eks. fru Susie Jessen i at der er i forhold til nogle af de statslige arbejdspladser. Her kan forsvaret være med til at rette op på noget af det. Når vi er ved fru Susie Jessen, bliver der i fru Susie Jessens tale talt om vedvarende energi-anlæg. Det kan jeg godt forstå, og det er også derfor, det er med i redegørelsen, for det fylder en del, når vi diskuterer landdistrikter, og vi må jo bare konstatere, at den byrde, som der også er ved at være hjemsted for vedvarende energi-anlæg, er skævt fordelt i Danmark. Man kan se det tydeligt på kortet. Altså, det er det vestjyske og så Lolland og Falster, der i rigtig høj grad holder for, og der er gener. Jeg vil også gerne sige, at jeg synes, at når man kigger på den udvikling, der har været i forhold til opsætning af vedvarende energi, så har det over de sidste 10-15 år været præget af en for høj grad af det vilde vesten-stemning, hvor der ikke er blevet taget nok højde for lokalsamfundene og ikke er blevet taget nok højde for naboernes synspunkter. Det forsøger vi også at gøre noget ved. Det gør vi ved en højere grad af kompensation; ved nu f.eks. at lave afstandskrav, så man ikke vågner op i sit hus eller på sin gård og er tæt omkranset af solceller fra den ene dag til den anden; og også, og det tror jeg er meget vigtigt, ved at gøre det lettere for bl.a. kommuner at sætte solceller op på tage af kommunale bygninger. For jo flere solceller vi får op på tagene, jo færre er der behov for at have ude på markerne. Så nævner fru Karina Lorentzen Dehnhardt en meget, meget væsentlig ting, nemlig bymidter og udvikling i bymidter. Jeg tror måske, fru Karina Lorentzen Dehnhardt også henviste til det forsøg, vi har sat i gang med de her frie bymidter rundtomkring, og som begynder at rulle godt derude, hvor vi på den ene side siger, at vi kommer med nogle penge til at investere i en udvikling af bymidten, men vi jo på den anden side samtidig siger, at vi løsner nogle af de der snærende planmæssige bånd, så man får lov at gøre noget mere. Min forhåbning er jo den, at den forsøgsordning bliver så stor en succes, at vi kan kigge hinanden i øjnene herinde og sige: Godt, nogle af de snærende bånd skal vil løsne alle steder. Det tror jeg faktisk også vil være tilfældet, for det der med at have levende bymidter er jeg enig med fru Karina Lorentzen Dehnhardt i er enormt vigtigt i forhold til at have en attraktionskraft og tiltrække det, som meget af debatten her koncentreres om, nemlig bosætning. Det er jo det, der er nøglen, og der er det med at have en bykerne vigtigt.

Jeg vil så også sige, for der synes jeg, fru Mai Villadsen havde en god pointe, at noget jo er, hvad vi gør, og hvilke rammer vi tilbyder at sætte ned over det, men noget jo også er, hvad folk selv gør. Hvis man gerne vil have et lokalt handelsliv, skal man handle lokalt. Hvis man gerne vil bevare sin lokale skole, skal man sende sine børn derned. Så vi kan gøre mere, og vi skal gøre mere politisk, det vil jeg gerne understrege, men vi kan ikke gøre alt. Der er også et lokalt ansvar for at bruge de faciliteter, der er i ens lokalområde. Det er bare væsentligt at få sagt. Så der var jeg enig med fru Karina Lorentzen. Til gengæld sagde fru Karina Lorentzen så også noget, jeg var uenig i, for hun kritiserede, at den her regering havde uddelt skattelettelser. En af de skattelettelser, som regeringen har uddelt, og som jeg ved at SF er imod, er de skattelettelser, der er givet til familieejede virksomheder, så det er lettere at lade virksomheden gå i arv fra far til datter og lade den blive i familien. Danmark er kendetegnet ved en erhvervsstruktur, hvor vi har enormt mange familieejede virksomheder. Særlig vores landdistrikter og vores landkommuner er kendetegnet ved, er det den ejerform, der dominerer. Så når man gør det lettere at lade familievirksomheder gå i arv, sikrer man, at de bliver på danske hænder, i stedet for enten at lukke eller blive solgt til udenlandske kapitalfonde, og man styrker vores landdistrikter. Min personlige erfaring – og det er en personlig erfaring – er, at rigtig mange af vores stolte små og mellemstore familieejede virksomheder ude i vores landdistrikter altså også er dem, der lige køber en bandereklame nede i hallen, når der mangler nogle sponsorpenge. Det er dem, der lige får købt nogle trøjer til håndboldholdet, og det er dem, der lige sørger for at være sponsor, når der er svømmestævne og man får 100 kr. pr. 5 baner, man har svømmet. Derfor mener jeg faktisk, det er landdistriktspolitik i sin bedste form at sikre, at vores familieejede virksomheder får mulighed for at lave generationsskifte, uden at det koster alt for mange penge. Så nævner hr. Carl Andersen fra Liberal Alliance planloven, og det bliver jeg jo glad for, fordi vi jo i løbet af den her folketingssamling kommer til at behandle en historisk forbedring af den nuværende planlov, hvor vi løsner op for snærende bånd og giver mulighed for, at nogle af de private investeringer, som vores landdistrikter tørster efter, kan blive muliggjort, f.eks. at man kan bruge de mange overflødiggjorte landbrugsbygninger til noget andet, i stedet for at de bare står hen og er tomme. Man kan for turisme, man kan få erhverv, man kan få energi ind i dem. Det har man ikke kunnet tidligere med planloven. Vi har også set, at vi har en planlovgivning, der forhindrer udvikling langs vores kyster. Det er ingen, og slet ikke mig, der argumenterer for, at Danmark skal være Mallorca, men vi oplever i dag, at der er for mange projekter, f.eks. på vores øer, der bliver stoppet, fordi de ligger, hvad, 2,5 km fra vandet. Der finder vi altså en bedre balance med den nye planlov. Så gør vi en meget, meget vigtig ting, når det handler om bosætning: Vi stopper nemlig den systematiske fjernelse af boliger i det åbne land. Det har været sådan de sidste mange år, at når der bliver fjernet en bolig i det åbne land på grund af at infrastrukturprojekt er en anden type projekt, kan man ikke få lov til at genopføre en ny bolig i det åbne land. Det vil sige, at den der købmand og den der landsby inde i landsbyen jo får fjernet sit kundegrundlag, fordi de også lever af oplandet. Nu giver vi dem mulighed for, at kommunen, hvis der bliver fjernet sådan en bolig, kan give en ny byggeret et andet sted i det åbne land, så man rent faktisk kan få bevaret noget bosætning og måske give mulighed for at tiltrække nogle nye typer af mennesker, der kan se, at man kan få lov at udstykke en grund et attraktivt sted og bygge en lækker bolig, selvfølgelig stadig væk med hensyntagen til natur og biodiversitet og kyster. Det synes jeg selv er et fantastisk skridt, som jeg glæder mig til at stemme igennem her i den her Folketingssal. Zenia Stampe nævner turisme. Jeg er meget enig i, at turisme spiller en meget, meget stor rolle. Tag en kommune som Varde. Der er det, så vidt jeg er orienteret, over 20 pct. af beskæftigelsen, der er inden for turisme. Det bærer enormt mange af vores landdistrikter. Jeg er til gengæld ikke enig med fru Zenia Stampe i, at landbruget står i vejen. En af de ting, vi er rigtig gode til på turismefronten i Danmark – og det er både i de store byer og i den grad også i vores landdistrikter – er mad- og gastroturisme. Folk rejser til Danmark fra hele verden for at spise og drikke godt, fordi vi producerer gode fødevarer, fordi vi producerer gode drikkeprodukter. Man kan nævne Stauning whisky i Vestjylland, der vinder priser for deres whisky. En ting er, at de sælger whiskyen, noget andet er, at de får folk til at betale for at komme ind og se, hvordan whiskyen bliver lavet. Der er noget vestjysk snusfornuft i det der: En ting er, vi sælger dig et produkt; vi får dig også til at betale penge for at se, hvordan vi laver produktet. Det er jo nærmest er genialt. Så vil jeg nævne Alfred, fru Mai Villadsens søn. Fru Mai Villadsen talte jo til mit hjerte og talte meget om dåb og konfirmation, men fik ikke sagt, om Alfred er døbt eller konfirmeret, og det skal jeg heller ikke blande mig i om Alfred er. Nej, det er selvfølgelig klart, at når Alfred er 2 år, er han nok ikke konfirmeret endnu, men det kan jo være, han er døbt.

Et af de steder, hvor vi desværre har oplevet en politik, der har været med til at skabe et Danmark i ubalance, er faktisk børneområdet. Tager man de store byer, har det typisk været sådan, at der sender man sine børn i daginstitution – en kommunal daginstitution. Kigger man på vores landdistrikter, så har man i langt højere grad der benyttet sig af det, der tidligere hed private dagplejere, men det må det så vist ikke hedde mere, så nu hedder det vel private passere. Der har simpelt hen været en kulturforskel. Desværre har der så også været en skævvridningspolitik fra Christiansborg, fordi de økonomiske forudsætninger for de to pasningstilbud har været ulige. F.eks. har man ikke kunnet få lov til som mor eller far at køre sit barn ind i et privat pasningstilbud, hvis man var på barselsdagpenge, men man kunne godt få lov til det nede i den kommunale daginstitution. Man har ikke kunnet få samme søskenderabat i den private pasningsordning, som man har kunnet i den kommunale daginstitution. Og man har ikke kunnet få økonomisk friplads. Det vil sige, at man ikke har haft samme grad af frit valg, hvis man ikke har så mange penge. Det mener jeg jo er forkert, fordi man diskriminerer mod private pasningstilbud, men det, vi diskuterer her, er landdistriktspolitik. Det her er jo et glimrende eksempel på, at man lidt for ofte kommer til at lave en lovgivning, der tager udgangspunkt i de største byer og de mønstre, der er der, og glemmer, at der altså er nogle andre mønstre nogle andre steder i Danmark. Derfor er jeg rigtig glad for, at der i den finanslovsaftale, regeringen har indgået med Det Konservative Folkeparti, nu bliver rettet op på nogle af de her skævheder. Det er jeg glad for for børnefamilier i hele Danmark, men jeg også glad for det på landdistrikternes vegne, fordi det er et af de steder, hvor vi nu laver en politik, der skal kan skabe et Danmark i bedre balance også på børneområdet. Så tusind tak for den rigtig gode debat, tak for de mange levende eksempler, og tak for interessen for det her område. Så vil jeg egentlig bare slutte der, hvor jeg startede, med at sige, at jeg synes, at debatten har illustreret, at rigtig meget går rigtig godt. Det skal vi udvikle. Men der er godt nok også nogle udfordringer, og dem skal vi løse, fordi vi har en fælles – og det mener jeg det er – en fælles opgave i at sikre et Danmark, der er i bedre geografisk balance end i dag, så det er muligt at leve, bo og arbejde i hele Danmark og ikke kun i de største byer. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Der er en række korte bemærkninger. Den første er fra fru Susie Jessen, Danmarksdemokraterne.

Tak til ministeren for en god tale, som kommer rundt om mange områder, og det er jo også kendetegnende for den her debat i dag. Jeg har siddet og talt sammen: Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, Justitsministeriet, Finansministeriet, Erhvervsministeriet, Børne- og Undervisningsministeriet, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Transportministeriet. Altså, det er jo politik, der favner nærmest samtlige ministerier. Det er måske også det, som gør det udfordrende en gang imellem, når man skal lave landdistriktspolitik. For det, der er min store bekymring, er, at der sidder nogle i ministerierne rundtomkring, som måske ikke har det her fokus på, hvordan, når man f.eks. ovre i Skatteministeriet har lavet en vognmandsafgift, den har ramt land og by forskelligt, eller hvordan, hvis man nu f.eks. har lavet en CO 2 -afgift, den så har ramt land og by skævt. Der er Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet med vedvarende energi-anlæg og spørgsmålet om, hvordan det så har ramt land og by skævt. Så det, der egentlig er mit lidt sådan op i helikopteren-spørgsmål til ministeren, er, hvordan vi sikrer – som ministeren også siger, kommer der skævhed i lovgivningen, der rammer forkert – at den her skævhed ikke er der i fremtiden. Kan man kigge på en mere sådan samarbejdende facon i ministerierne?

Tak. Ministeren.

Det tror jeg faktisk godt man kan, men jeg tror også, at noget af løsningen på den diagnostik, som jeg er enig med fru Susie Jessen i, ikke kun kan løses ved systemer. Altså, det kræver i virkeligheden et politisk fokus. Vi kan sætte systemer op, vi kan lave beregninger, og vi kan lave filtre, og noget af det kan sikkert være en god idé, men skal man for alvor løse det der problem, kræver det et politisk fokus. Altså, det kræver, at man fører en politik, hvor man konsekvent har øje for, hvordan vi så bruger de forskellige politikområder til at skabe et Danmark i bedre geografisk balance. Nu blev skatteområdet nævnt. Det er f.eks. derfor, vi har indført fra næste år, at nu får studerende i landdistrikter også kørselsfradrag og ikke kun folk, der går på arbejde. For udfordringen er jo nogle gange, at hvis folk er flyttet væk fra de der områder for at studere, kommer de aldrig tilbage, når de kommer i arbejde, for så bliver de inde i byen, selv om nogle af dem, ikke alle, faktisk havde lyst til at blive boende i deres by, mens de studerede. Derfor kan vi nu bruge skattesystemet til at tage toppen af regningen for dem i forhold til deres transportudgifter. Det tror jeg aldrig et system havde fanget. Det var, fordi der var et politisk fokus på, hvordan vi kunne sikre, at nogle unge mennesker blev boende i vores landdistrikter.

Spørgeren for en anden kort bemærkning.

Jeg synes bare, at det her med at få skabt et nationalt politisk fokus på landdistriktspolitikken er meget interessant. Vi var jo nogle stykker, der tog til Irland på udvalgstur her for noget tid siden, og de har jo lavet den her »Our Rural Future«, hedder det – landdistrikternes fremtid oversat; undskyld, formand, for mit engelske. Men det handler netop om det der med et landdistriktspolitisk fokus, så det er sådan, at lovgivningen altid på en eller anden måde bliver undersøgt for, hvad landdistriktskonsekvenserne er. Der håber jeg vi kan finde fælles fodslag i fremtiden, og nu kan jeg se, at min tid er gået. Tak.

Ministeren.

Jeg søger meget gerne inspiration, og fru Susie Jessen skulle også kunne høre mig sige, at jeg godt tror, at noget af det kan løses ved at sætte noget i system og samarbejde mere. Men uanset hvor mange systemer man sætter op, vil det altid kræve et vedvarende politisk fokus. Altså, man bliver nødt til at spørge sig selv i de her sager, hvad det vil have af effekt på den geografiske balance i Danmark. Det lyder, som om der er grundlag for en videre samtale, og den deltager jeg selvfølgelig meget gerne i.

Tak. Så er det fru Dina Raabjerg, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak. Og tak for en fin og underholdende tale, hvor vi kom langt omkring, selv med Katrine Larsen. Ministeren nævnte det her med lægedækningen, som jeg jo også nævnte i min tale og har talt om i andre sammenhænge. Jeg havde faktisk en kritik dér, for jeg tror ikke, at den aftale, vi har lavet om bedre lægedækning, i sig selv rent faktisk sikrer, at vi får lægerne ud i landdistrikterne, og det er det, der er min bekymring. For når man laver en aftale på praksislægeområdet, er det jo ressortministeriet, der skal løse den ressortproblematik; så er det ikke en landdistriktsproblematik. Det, at vi gør det mere attraktivt for lægerne at komme derud, er ikke det samme som, at de bosætter sig derude, hvis det er sådan, at familierne ikke også synes, det er attraktivt at komme med derud. Så jeg vil høre ministeren, og man kunne være interesseret i at kigge lidt mere på de enkelte geografiske områders udfordringer på tværs og ikke kun i forhold til domæne.

Tak. Ministeren.

Jeg er nu ret overbevist om, at den sundhedsreform, der er blevet aftalt, vil føre til en bedre lægedækning i vores landdistrikter. Altså, der er blevet sat penge af, 85 mio. kr. i 2025 og 163 mio. kr. i 2026, til økonomisk støtte til de områder, som har svag lægedækning. Så jeg tror, det målrettede rekrutterings- og fastholdelsestiltag vil virke. Det er nogle af de ting, jeg nævnte før. Der er jo også oprettelse af nye studiepladser, f.eks. en udvidelse af medicinstudiet i Esbjerg. Jeg er sådan set enig i, er det dejlige ville være, hvis lægen flyttede ud med familien, men jeg tror, første skridt, før man når dertil, er, at lægen har en praksis og et arbejde der. Så vil jeg også sige, at hvis jeg skulle vælge mellem, at lægen bor i en stor by, men arbejder i et landdistrikt, eller at lægen bor i en stor by og arbejder i en stor by, ville jeg da hellere have, at lægen arbejdede i et landdistrikt. Og så må vi jo arbejde på at gøre det attraktivt nok til, at de rent faktisk har lyst til at flytte derud, selv om jeg også ved, at der er nogle praktiserende læger, der har lidt sådan modstand mod at arbejde i den samme by, som de bor i, for så møder man også dem, man lige har behandlet, nede i Netto og sådan noget. Men det er nok mere en privatsag.

Tak. Spørgeren.

Men det er jo lige præcis min pointe, nemlig at det godt kan være, at vi kan få lægerne til at være derude og så bo et andet sted, men det er en udfordring, som ligger på det ressortministeriums område. Ministeren nævner også, at vi laver en højere kompensation for VE. Ja, goddaw do, men de gider ikke have VE'en derude. Det, der er interessant, er jo, at der er nogle kommuner, som har vedvarende energi-anlæg, der rent faktisk får nogle penge ud i de her landdistrikter, som de kan få lov at bruge på velfærden. Og det er det ressortministerium, der løser problemet med vedvarende energi, men vi skal jo løse problemerne med landdistrikterne, og det er derfor, jeg efterspørger tværgående øjne på det.

Tak. Ministeren.

Jeg vil sige to ting. Jeg har hørt Det Konservative Folkeparti kritisere den her regering for, at der ikke kommer nok VE-anlæg op. Jeg synes, jeg hører nogle lidt andre toner fra ordføreren nu. Det er nok der, hvor der er en uenighed. Der, hvor der så er en enighed, er, at der er nødt til at være en økonomisk gevinst, og at der også er nødt til at være en økonomisk kompensation, både til borgere, men også til de kommuner, der rent faktisk oplever generne. Og det er jo derfor, vi har lavet en grøn udligning, hvor vi siger, at inden for det kommunale økonomiske system går der faktisk penge fra de kommuner, der ikke har taget ansvar for VE, til nogle af de kommuner, der har taget ansvar for VE. Det er jo, for at være ærlig, en omfordeling af økonomiske midler fra store byer til vores landkommuner, og de penge kan de bruge fuldstændig frit, på velfærd eller sportshaller eller cykelstier.

Tak. Så er det fru Zenia Stampe, Radikale Venstre. Værsgo.

Jeg er enig med ministeren i, at landbrug og turisme kan gå meget fint hånd i hånd, endda i form af gastroturisme. Det er sådan et interessant begreb. De eksempler, som ministeren så nævner, er jo lokale eksempler på mindre fødevareproducenter, der primært leverer til vores hjemmemarked. Jeg hører ikke, ministeren siger, at produktion af smågrise til eksport til Tyskland eller Polen eller i det hele taget svineeksporten er det, der trækker turister til. Kan ministeren ikke se, at dele af landbruget, altså den industrielle del af landbruget, nogle gange er lidt svær at forene med turisme og ikke mindst turisme med fokus på natur og lokale fødevarer?

Ministeren.

Årsagen til, at jeg lavede den kobling, var jo, at fru Zenia Stampe selv sagde, at landbruget var den største stopklods for turisme i vores landdistrikter. Det er jeg bare ikke enig i, og derfor fremdrog jeg nogle eksempler på det stik modsatte. Er det så en god idé, at vi eksporterer landbrugsprodukter til andre lande? Det synes jeg grundlæggende det er. Jeg går ind for eksport. Jeg vil da heller ikke, uden at jeg har empirisk belæg for det, kunne afvise, at det, at man i mange andre lande, f.eks. i Storbritannien, i årtier har haft en tradition for at købe god dansk bacon, eller mange steder, hvor vi sælger mejeriprodukter, både i kategorien billigt, men også i kategorien luksus og godt, kunne få nogen til at få øjnene op for Danmark som mad- og gastroland. Det vil jeg ikke kunne afvise. Jeg vil også indrømme, at jeg ikke har en rapport, der viser, at fordi vi er gode til at lave ost og bacon, vælter det ind med turister til Danmark, men der kunne da godt være en sammenhæng. Det vil jeg altså ikke kunne afvise.

Spørgeren.

Det var en ret grov forenkling af min tale. Jeg tror, at halvdelen af den handlede om at få en fødevareproduktion, som er mere lokal, og som netop handler om at producere lokale, gode kvalitetsfødevarer til et hjemmemarked. Så jeg synes, det er en ret grov forsimpling at sige, at jeg synes, at alt landbrug er en barriere for turismen. Det handler jo netop om: Hvilket landbrug? Det, jeg kritiserede, var det industrialiserede landbrug. Derfor vil jeg egentlig bare gerne spørge ministeren for byer og landdistrikter – og vi behøver ikke er tale om turisme, vi kan snakke om landdistriktsudvikling generelt: Kan ministeren for byer og landdistrikter og Venstre generelt ikke se problemet for landdistrikterne, altså livet i landdistrikterne, i forhold til at der har fundet den centralisering sted i landbruget?

Tak. Ministeren.

Det tror jeg er åbenlyst, altså at en af de udfordringer, vi oplever med affolkning, jo også handler om, at den mængde fødevarer, du skulle bruge 300 mand til at producere for 100 år siden, skal du bruge 5 mand til at producere i dag. Derfor bor der færre mennesker på gårdene, og derfor er der færre, der rykker ind i de lokale skoler og bruger den lokale købmand. Det tror jeg åbenlyst giver nogle udfordringer. Det giver jo så nogle gevinster på den anden side, altså at vi producerer flere fødevarer til en lavere pris, og det er ret væsentligt i øjeblikket med stigende fødevarepriser. Og det gør jo også klimaaftrykket en del lavere. Men det er klart, at det, at du ikke har karle og piger på gårdene, som du havde i gamle dage, selvfølgelig er med til at skubbe på den der er affolkning, som vi nu i dag har diskuteret hvordan vi prøver at få vendt.

Tak for en vigtig debat. Det er svært at holde styr på ordførerne og taletiden her. Tak til ministeren for byer og landdistrikter. Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Forhandlinger er nu åbnet, og den første, der får ordet, er indenrigs- og sundhedsministeren. Værsgo.

Jeg vil gerne starte med at takke kvinderne bag det borgerforslag, som det aktuelle beslutningsforslag, vi nu behandler, udspringer af. Det er udtryk for modige kvinder, som med deres egne erfaringer har gjort os opmærksom på en vigtig udfordring. Kvinderne har nemlig alle frivilligt og uden økonomisk kompensation båret børn for par, par, der ikke selv kunne sætte børn i verden uden hjælp fra en kvinde, der ikke er tiltænkt at skulle være barnets forælder. Grundet de nuværende regler har de været nødsaget til at rejse tusindvis af kilometer for at kunne stifte familie. De foreslår derfor i borgerforslaget, at fertilitetsbehandlingen ved brug af surrogatmødre skal lovliggøres i Danmark. Vi er i regeringen enige i, at danske regler ikke skal stå i vejen for, at mennesker, der brændende ønsker et barn, kan få hjælp i trygge rammer. Danske fertilitetsklinikker skal kunne hjælpe surogatmødre, og det støtter vi. Derfor kan jeg også sige helt klart her i dag, at det for regeringen ikke er et spørgsmål, om vi skal lovliggøre det, men hvordan . For når vi skal lovliggøre fertilitetsbehandlingen ved altruistiske surrogataftaler kræver det også et tilstrækkeligt beslutningsgrundlag, et beslutningsgrundlag, der skal afdække en række hensyn og spørgsmål. Der er sundhedsfaglige spørgsmål om, hvordan behandlingerne bedst tilrettelægges, og hvordan vi sikrer, at ventelister ikke påvirkes, der er juridiske spørgsmål om, hvordan vi sikrer den bedst mulige retsstilling for både surrogatmoren, barnet og de tiltænkte forældre, der er nogle økonomiske spørgsmål i forhold til finansieringen, og endelig er de etiske spørgsmål og dilemmaer: Hvordan sikrer vi, at alt foregår på frivillig basis uden et pres på de kvinder, der vælger at være surrogatmødre? Her er det meget vigtigt for mig at understrege, at aftalerne mellem parterne naturligvis skal være frivillige. Vi må aldrig nogen sinde acceptere kommercielle aftaler i Danmark, hvor eksempelvis socialt udsatte unge kvinder lader sig friste til at være surrogatmødre mod en klækkelig betaling. Spørgsmålene er mange, og vi bilder os ikke ind, at vi har alle svarene endnu, vel at mærke, men dem skal vi nok finde. Det er også derfor, jeg i dag gerne vil understrege, at det ikke er et spørgsmål, om vi vil bakke op om det, men at det er et spørgsmål om, hvordan vi bedst muligt finder en god dansk model for at gøre det, og det er jo dermed også en åben invitation fra vores side i regeringen til Folketingets partier til et bredt samarbejde herom. Som jeg startede med at sige, skal vi skabe bedre muligheder for, at alle mennesker, der ønsker at få børn, får gode forudsætninger for det. Det harmonerer meget dårligt med de nuværende regler, vi har på området i Danmark. Det er jo også derfor, vi fra regeringens side nu er indstillede på at igangsætte et arbejde, hvor der skal udarbejdes en dansk model for fertilitetsbehandling i forbindelse med altruistisk surrogasi, som også forslagsstillerne opfordrer til. Arbejdet skal afdække de forskellige sundhedsfaglige, juridiske og etiske aspekter og hensyn, og når det grundlag foreligger, vil regeringen indkalde Folketingets partier til en drøftelse i starten af det nye år. Inden jeg runder helt af, vil jeg gerne fremhæve, at regeringen og en række af Folketingets partier tilbage i 2024 blev enige om, at vi i Danmark skulle forbedre retsstillingen for de børn, der fødes på grundlag af surrogataftaler i udlandet, og det betyder jo, at de børn i dag bliver juridisk anerkendt som børn af de tiltænkte forældre. Det stadfæstede vi alle sammen ved lov her i Folketinget med ikrafttræden den 1. januar 2025, og dermed har vi jo allerede taget de første skridt, og nu tager vi så det skridt, der for os at se er det næste naturlige og vigtige skridt for netop dermed at finde en dansk model, så det er muligt at få fertilitetsbehandling i forbindelse med surrogataftaler. For vi synes ikke, at det skal være danske regler, der står i vejen for, at netop mennesker, der brændende ønsker at blive forældre, kan få børn og dermed også hjælp i forhold til en fertilitetsbehandling i trygge rammer her i Danmark frem for at være tvunget til at rejse tusindvis af kilometer væk, og det er mit håb og ønske, at et forhåbentlig bredt flertal her i Folketinget vil støtte os i det og dermed også samarbejde om at finde gode løsninger, så vi kan få ændret den nuværende lovgivning. Lad det være en åben invitation fra mig som sundhedsminister til alle Folketingets partier, som vi i hvert fald gerne nu vil invitere ind til et godt og et konstruktivt samarbejde om det, så vi kan få ændret lovgivningen. Tak, formand.

Tak til indenrigs- og sundhedsministeren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går til ordførerrækken. Den første ordfører er fru Lea Wermelin fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil begynde et lidt andet sted end med lovtekster og paragraffer i dag. Jeg vil gerne begynde med et menneskeligt billede, som mange allerede har mødt i medierne i dokumentarserien »I mosters mave«. Her møder vi et par, der med støtte fra kvindens søster får mulighed for at blive forældre takket være altruistisk surrogati. Det er hverken teori eller abstrakt filosofi; det er mennesker, det er håb, det er familie. Det er også en af borgerforslagets forslagsstillere, som vi møder her, og vi har mødt flere af dem i Sundhedsudvalget, da de var på besøg. Det er kvinder, som alle frivilligt har valgt at bære et barn for andre. I borgerforslaget er det nævnt, som at de har gjort af næstekærlighed. I dag er det lovligt at være surrogatmor i Danmark. Vi har også ændret reglerne, som vi hørte ministeren sige, så forældre til et barn født i forbindelse med surrogati bliver registreret. Men det er ikke lovligt at få hjælp herhjemme til fertilitetsbehandlingen. Derfor må danskere i dag og også søstrene, vi møder i »I mosters mave«, tage til udlandet for at få hjælp. Etisk Råd anbefaler, at sundhedspersonale bør kunne medvirke ved altruistisk surrogatmoderskab. De anbefaler samtidig også, at det ikke bør gøres lettere at praktisere kommercielt surrogatmoderskab hverken i eller uden for Danmark. I Socialdemokratiet ønsker vi sammen med de andre regeringspartier og forhåbentlig også et bredt flertal her i Folketinget, at der skal udarbejdes en dansk model for altruistisk surrogati, så man ikke tvinges til udlandet for at få hjælp, men også med nogle helt klare hegnspæle, så vi passer på de kvinder, der skal være surrogatmødre, så ingen føler sig presset, og så vi er sikre på, at det er frivilligt. Derfor bakker vi også op om, at vi nu sætter et fagligt arbejde i gang, hvor vi får kigget på de spørgsmål, der hurtigt melder sig. Vi skal tage det etiske ansvar alvorligt. Det er ikke en let sag, men vi skal også tage mennesker og forslagsstillerne alvorligt, så vi som samfund rækker en hånd frem til dem, det handler om, og får nogle ordentlige rammer på plads. Jeg har også lovet at hilse fra Radikale Venstre og sige, at de har samme linje som os, og vi håber, at vi kan lande en fælles beretning i udvalget om det her med en dansk model og det faglige arbejde, der ligger i det. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Vi går videre i ordførerrækken til hr. Christoffer Aagaard Melson fra Venstre.

Tak for det. At få børn og skabe sig en familie er for de fleste noget af det allervigtigste her i livet; det er noget af det, der giver den allerstørste glæde, og det er noget af det, der giver livet allermest mening. Desværre er det for stadig flere ikke en selvfølge. Flere og flere par oplever ufrivillig barnløshed, hvor de på trods af et brændende ønske om at blive forældre ikke lykkes med det. Det er en alvorlig udvikling, som vi bliver nødt til at tage seriøst og gøre alt, hvad vi kan, for de borgere, der står i den ulykkelige situation, og derfor skylder vi også at rydde op i uhensigtsmæssige hindringer, der står i vejen for familier, der gerne vil have børn. Derfor er jeg også glad og taknemlig for, at der med det her borgerforslag igen bliver sat fokus på den her vigtige dagsorden. Heldigvis betyder bedre og bedre fertilitetsbehandling nemlig, at vi har muligheden for at give flere glæden ved at blive forældre. Vi har faktisk allerede i den her folketingsperiode vedtaget flere initiativer for netop at bekæmpe ufrivillig barnløshed og hjælpe de par, der står i den her situation. Det dækker bl.a. over en fordobling af forsøgene med fertilitetsbehandling, som man kan få betalt, samt betalingsfri hjælp til det andet barn. Det er initiativer, som vi er stolte af i Venstre. Dog må vi ikke stille os tilfredse med det, og vi skal som sagt hele tiden kigge på, om der er andre barrierer, som vi kan fjerne, og hvor teknologien gør det nødvendigt, at vi får opdateret vores lovgivning, så de her forældre kan få deres ønsker om stifte familie opfyldt. Det gælder selvfølgelig også dem, som får deres barn ved hjælp af en altruistisk surrugatmor, som det ikke så mundret hedder. I Venstre vil vi gøre det muligt at give surrugatmødrene adgang til de danske fertilitetsklinikker. Ved at give dem adgang gør vi det lettere for både de kommende forældre og den kvinde, som frivilligt har besluttet sig for at ville hjælpe f.eks. en pårørende, der på grund af sygdom ikke har fået mulighed for selv at bære barnet. De vil undgå den rejse, som de hidtil har været tvunget til at foretage, hvor de f.eks. på bekostelig vis har skullet tage til USA for at få hjælp til at gennemføre den her graviditet. Det er det, vi gerne vil kigge på og få ændret, så de fremover har mulighed for at få hjælp i Danmark. Det synes jeg vi skylder familierne og de kvinder, der af deres hjertes gode vilje ønsker at hjælpe andre med at opnå deres drøm, heriblandt en af forslagsstillerne til borgerforslaget. Vi har jo som tidligere nævnt haft besøg af nogle af dem i Sundhedsudvalget. Det har gjort stort indtryk at høre deres personlige beretninger om alt det, som deres kære har været igennem for at opfylde drømmen om at få børn. Det bøvl og de problemer, både juridisk og i forhold til at få hjælp i det danske sundhedsvæsen, som de her kvinder har stået over for, skal vi have gjort noget ved. Der er også i etiske dilemmaer i forhold til spørgsmålet om altruistisk surrugati. Det skal vi være åbne omkring, og derfor er det også vigtigt, at vi har en grundig proces og etablerer de rette juridiske rammer. Her vil jeg jo så igen understrege, at det naturligvis kun gælder i forhold til frivillige aftaler mellem parterne, at vi skal gå ind og skabe de her rammer. Kun ved, at vi understreger det, undgår vi at surrogatgraviditeter foretages af økonomiske årsager; det har vi set eksempler på i andre lande kan have meget stor social slagside. Derudover skal der være styr på de sundhedsfaglige aspekter, inden vi ændrer lovgivningen på området. Jeg glæder mig til, at vi går i gang med drøftelserne i det nye år, og jeg håber selvfølgelig også på, at der er et bredt flertal i Folketinget, der vil kaste sig ind i den vigtige debat med en masse vigtige balancer, som vi skal have lagt fast sammen. Tak for ordet – vi kan bakke op om, at vi skal have fundet de rette rammer for det her fremadrettet.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak, formand. Danmarksdemokraterne støtter intentionen i forslaget. Vi ønsker at sikre, at barnløse par og enlige får bedre muligheder for at stifte familie herhjemme. Vi har allerede været med til at indgå en aftale, der styrker retssikkerheden for børn født ved surrogati i udlandet, og vi noterer os, at flere børn kommer til verden på den måde. Det Etiske Råd har anbefalet, at man åbner for, at sundhedsvæsenet kan hjælpe i de her situationer, hvor det jo i dag er lovligt at være surrogatmor i Danmark, men ikke er lovligt at hjælpe eller få hjælp i sundhedsvæsenet. Det er jo den barriere, som borgerforslaget netop retter sig imod at få fjernet. I Danmarksdemokraterne ser vi positivt på, at regeringen har meldt ud, at den vil arbejde for en model for, hvordan det kan lade sig gøre. Der er selvfølgelig en række spørgsmål, som skal besvares i den sammenhæng, bl.a. hvem der skal indgå aftale med surrogatmødrene, om det offentlige skal betale hele regningen osv. For Danmarksdemokraterne er det helt afgørende, at et rugemoderskab er og bliver altruistisk, aldrig kommercielt. Samtidig skal vi sikre, at kapaciteten i sundhedsvæsenet kan følge med. Der er allerede lange ventetider på fertilitetsbehandling, og vi skal ikke skabe nye flaskehalse. Danmarksdemokraterne støtter således intentionen i forslaget. Vi bakker derfor op om en fælles beretning om, at der iværksættes en grundigere gennemgang af de sundhedsfaglige, etiske, økonomiske og juridiske aspekter, der dermed kan skabe grundlaget for en fremadrettet løsning, som ministeren også lagde op til i sin tale. Så vi anerkender ønsket, og vi ønsker at hjælpe familier til at få børn, men vi vil sikre, at det sker på en forsvarlig måde, hvor både etik, sundhed og kapacitet er tænkt ind. Så skal jeg hilse fra Dansk Folkeparti og sige, at de er fuldstændig enige med Danmarksdemokraterne i det her, så de går også ind for, at vi laver en fælles beretning. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Vi går videre i ordførerrækken, og nu er det fru Kirsten Normann Andersen fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Først og fremmest tak til de syv kvinder, der har stillet det her borgerforslag. Det er syv kvinder, som alle selv har været altruistiske surrogatmødre, og som derfor ved, hvad de taler om. Forslaget handler om at gøre det lovligt for sundhedspersonale at assistere ved befrugtning ved det, der hedder gestationel surrogasi, hvor surrogatmoren ikke har en genetisk tilknytning til barnet. Det burde være en naturlig forlængelse af den nuværende lovgivning, fordi altruistisk surrogasi, dvs. surrogasi uden betaling, allerede er lovligt i Danmark. Gestationel surrogasi kræver IVF-behandling og medicinsk støtte, og derfor giver det ingen mening, at det i dag ikke er lovligt for sundhedspersonale i Danmark at assistere i befrugtningsprocessen. Som reglerne er nu, tvinges danske par og surrogatmødre derfor til at søge hjælp i udlandet. I dag er det allerede sådan, at surrogatmødre, som har fået hjælp til befrugtning i udlandet, har ret til både fødsels- og efterfødselsbehandling i Danmark. Derfor er den manglende brik i processen, at befrugtningen også kan ske trygt i Danmark med assistance fra sundhedspersonale. Ved at tillade sundhedsprofessionelles medvirken i altruistisk surrogasi kan vi sikre, at alle parter får en uvildig og også en faglig og god vejledning, at surrogatmorens rettigheder respekteres, og at konflikter og misforståelser forebygges. Borgerforslaget vil desuden gøre det lettere for flere at få børn, herunder kvinder med alvorlig sygdom, kvinder født uden livmoder, par med fertilitetsproblemer, mandlige par og singlemænd. Det er et vigtigt aspekt, fordi alle, der ønsker at få børn, skal kunne få dem på en tryg måde. Af de grunde stemmer SF for forslaget om hjælp til befrugtning med altruistisk surrogasi. Vi vil dog også understrege, at vi fortsat vil være modstandere af kommerciel surrogasi, hvilket sundhedsministeren også understregede i hendes tale. På den måde læner vi os op ad regeringens indstilling, og det sætter jeg stor pris på. Vi læner os også op ad Det Etiske Råds anbefalinger på lige præcis det her spørgsmål. Borgerforslaget indeholder naturligvis, havde jeg nær sagt, ikke en præcis model for, hvordan sundhedspersonalet skal involveres, eller hvordan konkrete retningslinjer og rammer til beskyttelse af surrogatmoren og barnet skal være. Men med lovændringen vil vi have klare rammer og sikkerhed for alle involverede i altruistisk surrogasi, herunder vejledning og juridisk rådgivning til både surrogatmoren og de tiltænkte forældre. Jeg lytter mig til, at der er flertal for det her forslag. Det synes jeg er rigtig godt. Jeg håber også på en hurtig proces, og det gør jeg, bl.a. fordi Anja og Oliver siger, at de har travlt, og det er der også andre der har. Der er mange, der venter på, at vi får løst den her opgave. Deres beretning har rørt mig rigtig meget. Men jeg har egentlig lyst til at pege på en anden gruppe, som også har rørt mig i den sammenhæng, for det er nemlig ikke kun vores unge, som er berørt af de her problemer. Det er også os forældre, når vi ser vores unge kæmpe med udfordringen med ikke at kunne få børn. Det gør ondt på os alle sammen. Det gør ondt på hele familien. Derfor tror jeg også, at det er vigtigt, at vi får løst det her problem en gang for alle. Jeg vil gerne sige tak for jeres opråb, og så håber jeg på en fælles beretning og en hurtig proces efterfølgende. SF stemmer nemlig for forslaget.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til fru Sólbjørg Jakobsen. Værsgo.

Mange tak. Der har altid levet et dybt menneskeligt ønske om at opleve glæden ved forældreskabet, ikke at alle ønsker sig det, men langt de fleste, og jeg er ikke selv nogen undtagelse. Det er heller ikke nogen moderne opfindelse. Tværtimod tror jeg, at det måske er en af de ældste fortællinger, vi mennesker har. Nu er jeg ikke selv religiøs, men jeg brugte en stor del af min barndom og ungdom i et miljø, hvor man kendte de kristne skrifter bedre end sit eget penalhus. Og allerede i Første Mosebog møder vi Sara og Abraham, som i deres desperation over barnløshed griber til en noget utraditionel løsning. Sara tilbyder nemlig sin trælkvinde Hagar til sin mand, men bare rolig, for det er ikke en model, nogen af os ønsker at genskabe i Danmark i 2025. Jeg kommer heller ikke til at forsøge at forsvare datidens etiske standarder, men fortællingen viser noget helt grundlæggende, nemlig at mennesker altid har forsøgt at finde løsninger på barnløshed. Lysten til at give livet videre er ikke progressiv eller konservativ; den er dybt menneskelig. Vi kunne så også snakke lidt videre om, at Hagar også blev gravid og fik sønnen Ismael, og at Sara så i en alder af 90 faktisk også endte med at blive gravid og fik sønnen Isak. Og så blev den førstefødte faktisk forvist sammen med sin mor. Det er egentlig ikke en særlig køn historie og heller ikke en, vi skal lade os inspirere af, så nok om det. Pointen er, at infertilitet ikke er et nyt problem. Det nye er dog desværre, at det er stigende, men det nye er heldigvis også, at vi i dag kan hjælpe bedre end før og uden brug af trælkvinder. Tusindvis af børn er kommet til verden takket været medicinsk udvikling, og det ser jeg grundlæggende som dybt positivt. Men det fritager os ikke for at tage de etiske overvejelser alvorligt, som også følger med. Reproduktiv teknologi rummer mange dilemmaer. Hvor mange anonyme sæddonationer er rimeligt, før vi forholder os til, at det medfører et potentielt stort antal ukendte halvsøskende? Hvad gør vi med nedfrosne æg fra mennesker, som ikke længere lever? Hvordan sikrer vi barnets mulighed for at kende sin oprindelse? Surrogasi er heller ikke nogen undtagelse. At en kvinde vælger at bære et barn for andre er en stor beslutning. De kvinder, der gør det i vores hjørne af verden, fortæller ofte om stolthed og glæde ved at hjælpe, og vi har mange eksempler på gode forløb, glade familier og trygge relationer. Men det etiske må vi heller ikke se bort fra. Når noget involverer sårbarhed, vil der altid findes mennesker, der forsøger at udnytte den. Vi har set eksempler på, at kvinder i økonomisk nød presses ind i surrogasi på uacceptable vilkår, og lad os kalde det, hvad det er: Det er handel med menneskeliv. Det er ikke fantasier. Det er dokumenterede tilfælde, og vi må aldrig lade, som om det ikke eksisterer. Men netop derfor giver det ikke mening at holde fast i restriktive danske forbud, som skubber mennesker ud af landet og ud i uregulerede markeder. Jeg har kendt de her regler, siden jeg for 10 år siden studerede på jurastudiet, og jeg har fundet dem uansvarlige alle dage, fordi surrogasi allerede er lovligt i Danmark. Det anerkendes, det registreres, og Etisk Råd bakker det endda op. Men alligevel har vi det her forbud mod, at sundhedspersonalet må assistere med befrugtning, og resultatet er, at helt almindelige, ansvarlige mennesker som dem, der har stillet det her borgerforslag, må rejse ud af landet for at få den hjælp, de rent faktisk ville være mest trygge ved at få sikkert herhjemme, og som det også ville være mest etisk og fagligt forsvarligt at kunne lave herhjemme. Det skaber kun dårligere ramme og større risiko for netop den udnyttelse, som vi alle ønsker at undgå. Derfor mener vi i Liberal Alliance, at staten skylder at skabe klare danske rammer for surrogasi, der balancerer de forskellige hensyn, beskytter kvinderne, sikrer barnet og giver forældrene tryghed. Heldigvis står vi i dag ikke med løsninger fra Første Mosebog. Vi står med moderne videnskab, frivillighed, næstekærlighed og gennemsigtighed. Det afspejler lovgivningen desværre ikke i dag, men jeg glædes over at høre, at der er en bred enighed om, at det kan vi gøre bedre, og at vi skal gøre noget ved det. Liberal Alliance støtter forslaget og det kommende arbejde for at liberalisere den lovgivning.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, og vi går videre i ordførerrækken til fru Rosa Eriksen fra Moderaterne. Værsgo.

Tak for ordet, og allerførst tak til forslagsstillerne. Det her er et forslag, jeg har arbejdet rigtig, rigtig meget med, og jeg kan mærke, at jeg bliver helt berørt, fordi jeg har mødt en del af de mennesker, vi faktisk står og taler om. Det her forslag er helt sund fornuft. Det giver simpelt hen ikke mening, at kvinder, som frivilligt vil gøre den kærlighedsgerning at hjælpe andre med at blive forældre, skal bruge en masse penge og rejse ud af landet for at blive befrugtet for så at vende hjem og kunne føde herhjemme. Vi skal gøre det trygt, og vi skal gøre det i Danmark. Vi ønsker en ramme, hvor befrugtning i forbindelse med altruistisk surrogasi foregår på danske klinikker med tydeligt sundhedsfagligt ansvar. Forløbene skal være gennemskuelige med klar information og uafhængig rådgivning før, under og efter, så alle er klædt godt på, og frivillighed er, som mange andre også har sagt, naturligvis grundpræmissen, og Moderaterne går heller ikke ind for kommerciel surrogasi. Når vi flytter de her forløb hjem, skaber vi ro, overblik og tryghed. Familier, der kæmper med fertilitet på den ene eller anden måde, får en mere overskuelig vej. De kvinder, der ønsker at hjælpe, får klare rammer, støtte og tryghed, og vores sundhedsvæsen er klar til at tage imod dem fra første samtale til opfølgning. Det er ikke et stort eksperiment, men det er selvfølgelig noget, vi skal drøfte rammerne for. Jeg har lyst til at give et par helt konkrete eksempler på, hvem der bliver hjulpet af en dansk enkel model. Tænk på den unge kvinde, der efter en kræftbehandling ikke længere har en livmoder, men stadig har sunde æg og et brændende ønske om at blive mor. Hun har en søster eller nær veninde, der af ren medmenneskelighed tilbyder at bære graviditeten for hende. I dag tvinger vi dem til at rejse ud af landet, og vi tvinger dem til at have en vis økonomisk ballast. Med en dansk model kan befrugtningen ske herhjemme med danske læger, danske regler og dansk tryghed. Man kan også tænke på de to mænd, der sammen ønsker at stifte familie. Der er en kvinde, der igen har budt sig til og helt frivilligt og medmenneskeligt vil hjælpe dem. I dag må de også orientere sig mod udlandet og måske tage et lån i huset. Men med en dansk model får de en klar og tryg vej, hvor alle ved hvilke regler der gælder. Fælles for de her historier er, at de allerede findes ude i virkeligheden. De her mennesker findes i Danmark i dag, og de beder ikke om nogen særlige privilegier. De beder om en ramme, der matcher virkeligheden i forhold til befrugtning ved altruistisk surrogasi, så det kan foregå trygt og ansvarligt herhjemme. Moderaterne ønsker en enkel dansk model, der bygger på frivillighed, tryghed og faglighed. Den model tager gråzonerne ud af ligninge og giver os et klart ansvar og en klar lovgivning. Jeg glæder mig afsindig meget til de kommende drøftelser med kollegaerne på tværs af Folketinget, eksperter, surrogatmødre og familier, så vi sammen kan forfine detaljerne og lande en bred, holdbar løsning. Til de kvinder, der vil hjælpe og hjælper, vil jeg sige: Tak for mod og medmenneskelighed, og tak til familierne, der længes. Vi ser jeg, og vi vil gøre vejen mere enkel. Lad os bruge sund fornuft og ordentlighed, og lad os få rammen på plads. Tak for ordet, og vi støtter beretningen.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, og vi går videre i ordførerrækken. Nu er det hr. Per Larsen, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, formand, og stor, stor tak til alle de kvinder, der har båret et barn for at hjælpe en søster, en veninde eller en familie, som har haft behov for hjælp. Forslagsstillerne formulerer det jo rigtig godt, nemlig at denne form for surrogasi er lovlig ifølge dansk lovgivning, men det er ikke tilladt for det danske sundhedspersonale at assistere ved befrugtningen. Alle, der ønsker at gøre det her, har derfor måttet finde løsninger uden for det danske sundhedsvæsen. Det er jo lovligt at benytte sig af en surrogatmor, og det er anerkendt at blive registreret som forældre til børn født af en surrogatmor, og Det Etiske Råd har også, som andre har været inde på, behandlet spørgsmålet for ikke så lang tid siden. Alle medlemmer af Det Etiske Råd tilsluttede sig følgende anbefalinger: Det bør fortsat ikke være muligt for danske borgere at indgå kommercielle rugemoraftaler, hverken i Danmark eller i udlandet. Det bør fortsat ikke være tilladt at annoncere efter rugemødre. En kvinde kan ikke efter fødslen tvinges til at afgive barnet med henvisning til en aftale eller kontrakt om rugemoderskab. Overdragelse af forældremyndigheden, adoption eller stedbarnsadoption bør under alle omstændigheder kun finde sted, hvis det skønnes at være til gavn for barnet. Det Konservative Folkeparti støtter forslaget helhjertet og ser frem til de forhandlinger, som sundhedsministeren jo netop har givet tilsagn om skal foregå ret tidligt i de nye år. Det er jo urimeligt, at graviditeten ikke kan foregå i Danmark, så vi ser frem til at få lavet en rigtig god aftale på området, så man kan få afhjulpet det problem, der rejses her i dag. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Enhedslisten er ikke til stede, og der er hilsner fra en række ordførere. Jeg tror, vi er alle ordførerne igennem, så da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Sundhedsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. Det er vedtaget.

Værsgo til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Torsten Gejl, for en begrundelse for forslaget. Der er 2 minutter.

Tak, formand. I de seneste 10 år har jeg stået på den her talerstol med rigtig mange gode beslutningsforslag, men jeg tror, at når man kigger på dem alle sammen, så er B 20, som hedder Forslag til folketingsbeslutning om harmonisering af Danmarks thc-grænse for industrihamp til EU-niveau, nok den største nobrainer. Det skal forstås i den forstand, at der efter vores vurdering ikke findes nogen logisk grund for, at noget parti skulle stemme imod det her forslag – bortset fra regeringen som jo principielt stemmer imod forslag fra oppositionen, selvfølgelig, men selv dem nærer jeg et lillebitte håb til i dag. Forslaget er simpelt hen en julegave med alle de ting, vi godt kan lide: Vi reducerer bureaukrati, vi sikrer, at danske virksomheder kan tjene penge, vi sikrer danske arbejdspladser, og så er det hele ovenikøbet grønt og bæredygtigt. Det handler blot om, at de danske regler for industrihamp skal harmoniseres med EU's regler for industrihamp, således at danske bønder og dansk industri kan bruge de samme slags hamp, som man kan i resten af Europa, til at bygge huse og møbler og lave tøj. Lad mig lige slå noget fast: Den hamp, vi taler om her, er ikke euforiserende. Altså, den fungerer ikke som rusmiddel. Så kære ordførere, hvis der er nogle af jer, der sammen med jeres gruppe har besluttet at stemme rødt, så vil jeg opfordre til at høre debatten og vente med at tilkendegive jeres standpunkt indtil andenbehandlingen. For hvis I ikke har besluttet jer for at stemme for, så tror jeg, at I vil blive overbevist om at gøre det i løbet af den her debat. Tak, formand.

Tak til ordføreren. Så er forhandlingen åbnet, og den første, der får ordet, er indenrigs- og sundhedsministeren. Værsgo.

Tak for det, formand. Og tak til forslagsstillerne for at sætte en forhøjelse af thc-grænsen fra 0,2 pct. til 0,3 pct. på dagsordenen. Det er faktisk noget, man næsten kan sige er at sparke en åben dør ind, for det er sådan set noget, vi allerede arbejder på, men det vil jeg gerne have lov til at vende tilbage til. Først vil jeg starte med at gøre det klart, hvad det er, vi taler om, og hvorfor det er vigtigt, for alt det her med betegnelser på kemiske stoffer og procentgrænser kan måske godt virke en lille smule teknisk at diskutere her fra Folketingets talerstol en tirsdag aften. Thc er et euforiserende stof og kan derfor bruges som et rusmiddel. Thc findes i cannabisplanter som f.eks. industrihamp og i cannabisbaserede produkter, og det er indholdet af thc, som er afgørende for, om en cannabisplante eller et cannabisbaseret produkt kan bruges som rusmiddel. Jo højere thc-indholdet er, desto større er plantens eller produktets potentiale som rusmiddel, og nogle planter og produkter har så et så lavt thc-indhold, at de vurderes ikke at kunne bruges som rusmiddel, og det er derfor, vi har fastsat en thc-grænse. Dette var et forsøg på at gøre en længere historie nogenlunde kort og forklare, hvad det er, vi snakker om her i dag. De cannabisplanter og cannabisbaserede produkter, som ikke overstiger grænsen, kan dyrkes, produceres, importeres og forhandles helt lovligt. De planter og produkter, som overstiger grænsen, er derimod forbudte. For at forhøje thc-grænsen fra 0,2 pct. til 0,3 pct. ønsker forslagsstillerne, at regeringen skal fremsætte et lovforslag. Men det, jeg kan berolige forslagsstillerne med – og det er den gode nyhed – er, at et lovforslag slet ikke er nødvendigt. For thc-grænsen kan nemlig forhøjes ved en ændring af bekendtgørelsen om euforiserende stoffer, og det er faktisk noget, som vi allerede i ministeriet arbejder på. Først skal vi have inddraget flere andre ministerier, og vi skal også have gennemført en ordentlig offentlig høring – i øvrigt noget, som jeg mener at Alternativet plejer at sætte pris på – for at vi sikrer god kvalitet i det arbejde, vi laver her i Folketinget. Det skyldes jo selvfølgelig på den ene side, at vi skal forsøge at tilgodese de erhvervsmæssige, men også de konkurrencemæssige hensyn, som forslagsstillerne påpeger, men at vi på den anden side også skal undgå at få åbnet et hul, som vil kunne udnyttes til produktion, import og handel med produkter, som kan bruges som rusmidler. Derfor vil mit ministerium i det igangværende arbejde med at ændre bekendtgørelsen inddrage alle de relevante ministerier og styrelser. Det er Justitsministeriet, Erhvervsministeriet, Miljø- og Ligestillingsministeriet, Ministeriet for Grøn Trepart og Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. I forlængelse af det bredt inddragende arbejde vil vi også sende et udkast til bekendtgørelse i offentlig høring hos bl.a. de relevante brancheorganisationer. Det er nemlig også vigtigt, at deres perspektiver kommer til at indgå i overvejelserne, inden bekendtgørelsen ændres. Det bredt inddragende arbejde og den offentlige høring har til formål at sikre, at vi i sidste ende får alle relevante hensyn taget i betragtning. Det gælder de helt legitime erhvervs- og konkurrencemæssige hensyn, som vi anerkender og fuldstændig vedstår os, men det gælder selvfølgelig også hensynet til, at vi ikke får åbnet en mulighed for produktion, import og handel med produkter, der kan bruges som rusmidler. Kort sagt er vi altså, hvis vi koger det hele ned til sådan en lille maggiterning, enige i beslutningsforslagets intentioner. Men vi skal gøre det på den rigtige måde, og vi skal afvente det bredt inddragende arbejde og den offentlige høring. Den gode nyhed er så, at vi til den tid ikke behøver at benytte os af forslagsstillernes model om at gå i gang med at skrive et lovforslag og alt det, men at vi i stedet vil kunne forhøje thc-grænsen uden først at skulle fremsætte og vedtage et lovforslag, inden forhøjelsen kan træde i kraft, via en bekendtgørelsesændring, og det ser jeg frem til det videre samarbejde omkring. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Der er en kort bemærkning til hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Ej, jamen altså – så blev det alligevel jul. Det er da bare en rigtig god nyhed, at vi ikke behøver at gå den lange vej med at lave et lovforslag, men at det kan gøres ved en bekendtgørelse. Det lyder også rigtig fint at gøre det grundigt. Så jeg tror ikke rigtig, at jeg har så mange af mine kritiske spørgsmål. Jeg tror, jeg vender mit papir om, og så siger jeg bare tak for den melding. Det ser vi virkelig frem til.

Ministeren.

Så vil ministeren bare replicere: Ej, jamen altså – det er jeg vel nok glad for at høre. Det er jo godt, når vi på den måde også kan få de forskellige interesser og ønsker til at gå op i en højere enhed og på den måde også sikre, at vi kan få noget fremdrift her, men også tak for at have fremsat forslaget.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre. Nu er det fru Lea Wermelin, Socialdemokratiet. Værsgo.

Jeg tænker egentlig, jeg vil gøre det relativt kort, og måske forslagsstilleren også vil overveje, hvordan vi ligesom procesbehandler det her beslutningsforslag videre frem. Men når nu jeg står på talerstolen, vil jeg da alligevel også tilkendegive Socialdemokratiets holdning. Jeg kan sagtens forstå baggrunden for forslaget, og der er jo netop de balancer, der handler om, hvordan vi kan understøtte noget af det, som giver rigtig god mening, og også den konkurrencemæssige problemstilling, der ligger i, at vi har anderledes regler end andre lande, samtidig med at vi selvfølgelig skal tage hensyn til, at vi ikke ønsker at åbne op, i forhold til hvad der er rusmidler og hvad der egentlig er andre typer af produkter. Så vi er trygge ved, at man fra ministerens og ministeriets side arbejder med det her, og at vi i virkeligheden ikke behøver at mødes her i Folketinget med baggrund i en lovændring, men kan følge med i en bekendtgørelsesændring i stedet for. Så med det vil jeg egentlig sige, at vi støtter intentionen, men ser en anden fremgangsmåde. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Jeg vil da heller ikke undlade lige at takke Socialdemokraterne, og jeg er fuldstændig enig i det: Lad os da få det eksekveret hurtigt via en bekendtgørelse. Tusind tak.

Tak. Så blev det hr. Erling Bonnesen, Venstre.

Tak for det. Det er jo ikke hver dag, at Venstre og Alternativet er enige her, men jeg er fuldstændig enig i både det, som ministeren allerede har fremført, og det, som den foregående ordfører for Socialdemokratiet har fremført. Derfor er det jo dejligt også for mig som Venstremand at se, at vi godt kan opleve Alternativet i godt humør. Det synes jeg da bare vi alle sammen skal glæde os over. Tænk sig, at så løber man fra Alternativet en åben dør ind, og så bliver man jo netop modtaget med åbne arme, så det skal vi da bare fuldstændig glæde os over. Man skulle næsten tro – det er bare lige ikke engang drilleri – at ordførerne, hvis de havde nået at se udkastet til ministerens tale, der sikkert er produceret her for 14 dage eller 3 uger siden, så havde brugt det. Tillykke med spotlightet i dag. Det er helt okay her op til jul. Vi sidder i øvrigt lige – det synes jeg jeg så kan drille lidt tilbage med – midt i flæskestegen, i hvert fald nogle stykker af os, og derfor vil vi også meget gerne understøtte, at vi kan få en hurtig sagsbehandling, sådan at vi kan få gang i den her hampdyrkning, som også Alternativet går ind for. Så uden at gå ned i de tekniske ting, vil jeg sige, at det skal gøres godt, grundigt og ordentligt. Jeg lagde lige mærke til, at Alternativet også siger, at det skal gøres sådan ubureaukratisk osv. osv., så derfor skal vi selvfølgelig bare springe det med lovforslaget over og så gå direkte til sagen og få skrevet den lille beretning og så se at komme videre – og så tilbage til flæskestegen. Så vi afviser blødt og stille og roligt beslutningsforslaget, men det skal forstås positivt. Tak.

Tak til ordføreren. Formanden bliver helt sulten. Jeg håber, der er franske kartofler til flæskestegen. ( Erling Bonnesen (V): Det er der). Så er det spørgeren, hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle høre Venstres Erling Bonnesen sige, at han glæder sig til hampdyrkning. Også disse ord skulle falde i den sag her i dag. Så endnu en gang vil jeg sige: Det er vist blevet jul. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere ... ( Erling Bonnesen (V): Tak for det. Jamen det kan være, vi kan nå at få det klaret, inden vi skal til risalamanden, men det er måske lige optimistisk nok. Men tak for det). Ja, tak til ordføreren. Så er den næste ordfører hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Ja, man skulle jo synes, og det er ikke, fordi vi folketingsmedlemmer ikke også gerne arbejder om aftenen, at man kunne tænke, at hvis nu man havde lavet den her bekendtgørelse for 4 uger siden eller sendt talen over, så var vi måske sluppet for at sidde her. For det, jeg hører, er, at det, som vi er her for at diskutere i dag, kommer. Jeg troede nu faktisk heller ikke at regeringspartierne ville være voldsomt imod. Det troede jeg faktisk ikke. Men jeg synes, at vi som Folketing skal tage imod tilbuddet fra Venstre om, at vi i fremtiden får ministerens tale tilsendt 3 uger før. Det ser vi frem til at få gjort. Det var sådan jeg hørte, der var en udstrakt hånd til os alle sammen om, at vi på den måde blev bedre underrettet om, hvad ministeren havde skrevet, så det ser vi frem til, hr. Erling Bonnesen. Tusind tak for den udstrakte hånd. Det tror jeg vil gavne os alle sammen meget. Når det så er sagt, så havde man jo forberedt en lang tale, så nu får ordføreren også lidt for pengene. Jeg er jo nogle og 50 år, 52 eller 53 år, tror jeg, og jeg kan huske den her hamp, og hvordan vi har snakket om det. Landbrugerne har jo snakket om det i mange år og om fordelene, og vi havde også ulemperne. Vi forestillede os alle sammen i Jylland, at nu kom alle dem fra Christiania bare og invaderede vores marker og plantede noget andet hamp, men det var jo ikke det, der skete. Men jeg vil også som håndværker sige, at vi også skal passe på med det. Hamp er godt, men det er et nicheprodukt i byggeri f.eks. Lad nu være med at tro, at vi kan bygge med det. Jeg hørte godt ordføreren sige, at vi så kunne lave bygninger er det. Nej, det skal vi nok lade være med, for styrken er ikke særlig god på hempcrete , men det er godt til f.eks. indeklima osv. Som isoleringsprodukt er det også kun næstbedst osv. Men selvfølgelig skal vi da ikke udelukke noget, bare fordi det kun er næstbedst, for det kan jo være, at der er nicheproduktioner. Jeg kan huske, jeg havde et par hampbukser dengang, et meget, meget lækkert materiale, der krøllede, bare man kiggede ud af et åbent vindue. Så der er selvfølgelig ting, det kan bruges til, og selvfølgelig skal det sparkes ind. For Danmarksdemokraterne bliver jeg nødt til at sige, at det vigtigste dybest set er den her manglende harmonisering. Altså, vi har ikke brug for det bureaukrati. Det var det, som ministeren også selv sagde: Lad os da få gjort det her, sådan at det er muligt for danske virksomheder at spare penge på mindre bureaukrati og eventuelt måske lave noget, som vi på sigt kan blive endnu bedre til, for jeg er helt sikker på, at hvis først det bliver noget, der bliver mere udbredt, er danske landmænd så kreative og så dygtige, at de nok skal finde endnu flere nicher, hvor hamp, hampfrø og hampolier kan bruges alternativ. Så tillykke til ordføreren med at få ministeren presset hårdt til at lave en bekendtgørelse på kort tid eller i hvert fald sparke den her helt åbne dør ind, hvor jeg faktisk tror, ministeren måske havde haft i gang i det også. Igen tusind tak til Venstre og til ministeren for, at vi fremadrettet får talerne tilsendt. Det ser vi meget frem til. Det gør jo nu engang livet noget nemmere som oppositionspolitiker, at vi ved, hvad vi kæmper imod. Danmarksdemokraterne kommer til at stemme for.

Tak til ordføreren. Den første korte bemærkning er til Torsten Gejl fra Alternativet. Værsgo.

Tak. Og tak for talen. Jeg forstår godt, hvis nogen mistænker mig for at have snuset det her op på forhånd og tænkt: Nu fremsætter jeg det her forslag, for regeringen har alligevel tænkt sig at gennemføre det. Men det kom faktisk som en glædelig overraskelse – det kom faktisk lidt som en julegave. Oppe på vores kontor på den grønne gang havde vi spekuleret meget over det og spurgt: Gud ved, hvad argumentet imod det vil blive? Vi har ikke fundet noget, og der var heller ikke noget, og det er jo bare dejligt, for nu lykkes det.

Ordføreren.

Jeg opfatter det faktisk også sådan, at ordføreren har taget det meget positivt ned. I den region, jeg kommer fra, hænger der et af de steder, man kører forbi, altid en plakat fra Alternativet, hvor der står: Legaliser cannabis. Jeg har ikke set, om der hænger en på den næste lygtepæl, hvor der står, at det også gælder hampproduktion. Den plakat kan man i hvert fald tage ned nu efter den her store omfavnelse fra regeringen. Selvfølgelig er det positivt. Det er jo et logisk beslutningsforslag, som det ikke gav nogen mening at sige nej til, og det er også det jeg hører regeringen faktisk måske sideløbende har været enig i, og det er jo dejligt, når tingene går en højere enhed.

Ønsker spørgeren den anden korte bemærkning? Nej. Så siger vi tak til ordføreren fra Danmarksdemokraterne og byder velkommen til ordføreren fra SF, hr. Claus Jørgensen. Værsgo.

Tak for det, formand. Jeg har også i dagens anledning kortet talen en lille smule. I SF er vi jo også tilhængere af at afskaffe regler, som uden saglig begrundelse skaber ekstra omkostninger for vores virksomheder, og her stilles danske producenter jo ringere end deres udenlandske konkurrenter. Vi skal lette byrderne, vi skal styrke konkurrencen, og vi skal understøtte den her industri, der er i en rivende udvikling. Hamp binder CO 2 , det kan erstatte miljøbelastende materialer, og det er et godt eksempel på en afgrøde, der passer ind i en mere bæredygtig landbrugsproduktion. Men som vi allerede har hørt, er der jo et arbejde i gang, og som vi også har hørt, kan vi nøjes med en bekendtgørelse, og det synes jeg jo er det, vi skal gøre. Så vi ser frem til at følge det her arbejde, der involverer rigtig mange andre myndigheder. Som jeg også hørte ministeren sige, vil der blive inddraget både brancheorganisationer, men også myndigheder og andre, der har gode meninger omkring det her. Så vi bakker op om intentionen, det er helt klart, og vi glæder os til at se, hvornår der kommer noget fra ministeriet, for jeg kan forstå, at arbejdet har været i gang siden i sommer. Så måske er der allerede noget på trapperne i starten af det nye år – hvem ved. Det kan være, at ministeren vil svare på det senere. Men tak for ordet.

Tak. Den første spørger er hr. Torsten Gejl fra Alternativet. Værsgo.

Jeg vil bare kort sige tusind, tusind tak til SF.

Tak. Der er ikke flere spørgsmål, så derfor går videre i talerrækken, og den næste er ordføreren fra Liberal Alliance, fru Sólbjørg Jakobsen. Værsgo.

Mange tak. Jeg skal lige huske at sige, at jeg bruger citater, så jeg ikke får for mange påtaler i dag. Ordføreren indleder med at sige, at det er en nobrainer. Citat slut. Jeg må sige, at det var det jo også lidt, da jeg fik den her på mit bord. Jeg har også fået input udefra med mange gode begrundelser for, hvorfor det her er et godt forslag, men ingen begrundelser for, hvorfor det ikke er det. Det her er jo ikke mit område. Jeg er her faktisk, fordi vores dejlige ordfører fra Liberal Alliance er ude at danse eller et eller andet, som hun skulle, og det er hende vel undt. Hun har spurgt, om jeg kunne tage den her, og når ordføreren nu brugte sådan en dejlig vending, kom jeg i tanker om, hvad hun faktisk skrev til mig, da jeg skulle tage den her sag. Jeg har fundet hendes mail frem, og jeg tror, at hun vil tilgive mig for at læse op af den, for jeg synes egentlig, at den passer meget godt her, selv om vi ikke da vidste, at der var en beretning på vej. Hun afslutter med at skrive: Du må sige til, hvis du vil have en tale af en art, men som vi skrev om tidligere, er det her jo ikke noget crazy. Mit forslag til en tale: Tak, formand. Liberal Alliance stemmer for. Tak for ordet. De bedste hilsner og kæmpe møsser lige i face. Louise Brown, medlem af Folketinget. Det syntes jeg egentlig var godt. Ja, nu hedder det så ikke, at vi støtter forslaget, for det gjorde vi jo på forhånd, men der er faktisk også en åben dør, som bliver sparket ind. Så vi støtter selvfølgelig også beretningen og arbejdet for, at det her bliver ændret. Tak for ordet.

Jeg lytter mig til, at det med face er en del af et citat. ( Sólbjørg Jakobsen (LA): Ja). Værsgo til hr. Torsten Gejl fra Alternativet.

Jeg vil bare sige tusind tak for den kulørte tale og for at støtte forslaget.

Tak til ordføreren fra Liberal Alliance. Der er ikke flere spørgsmål, og derfor fortsætter vi til Moderaternes ordfører, fru Nanna W. Gotfredsen. Værsgo.

Tak for ordet, formand. Og tak til hr. Torsten Gejl for forslaget. Det er et godt forslag; sådan er det jo bare. Så hvorfor er det ikke sket for længst? Man kan spørge om alt muligt, og lad os nu se, hvor det lander. Men det er et godt forslag, og jeg siger tak for det. Jeg er helt sikker på, at de i hamperhvervet er meget glade, så tak også for at gøre dem glade. Ordføreren og jeg deler jo det, at vi ikke er videre cannabisforskrækkede, og at vi ville ønske, at vi havde en mere oplyst og faglig samtale om cannabis i det hele taget. Hvorfor skal der gå så mange år, før vi når hertil, hvor vi snakker om at forhøje det fra 0,2 pct. til 0,3 pct.? Jeg håber, at vi når at løfte den samtale, for den handler om rigtig, rigtig meget. Den handler om en udskammet, fordømt og kriminaliseret plante, og det har store skadevirkninger for både erhvervet og for konkurrencen, men det har også store skadevirkninger for rigtig mange mennesker, at der er den holdning til det. Men vi hører, at der ikke engang skal en lovændring til. Der kunne ordføreren måske lave et beslutningsforslag om, om det er rimeligt, at vi kriminaliserer visse ting alene ved bekendtgørelser, men det må blive en anden god gang. Men uanset hvad, så er vi her, hvor arbejdet er i gang. Der er et hav af ministerier, der i forbindelse med det her skabte problem, vilde problem, skal ind over forarbejdet. Det har kørt et stykke tid. Lad os se, hvor det bærer hen, lad os følge det tæt, og lad os se, om ordføreren ikke kommer i mål med det. Men tak igen for forslaget.

Den første spørger er hr. Torsten Gejl fra Alternativet. Værsgo.

Selv tak til Moderaterne, og tak for at nævne hampebønderne, som nok er et begreb, som – hvad kan man sige – nu får en større udbredelse i Danmark, når det faktisk bliver muligt at konkurrere på reelle parametre og dyrke hamp til huse, til bygninger, til møbler, til tøj, til dyrefoder osv. Tak til Moderaterne.

Ordføreren.

Tak. Det er altid en fornøjelse at udveksle med ordføreren. Tak.

Tak. Den næste spørger er hr. Rasmus Jarlov fra Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Det var en meget positiv modtagelse af beslutningsforslaget. Stemmer Moderaterne så for beslutningsforslaget?

Ordføreren.

Så vidt jeg forstår det, har vi samtaler om en beretningstekst. Det er der, vi starter.

Ønsker spørgeren en anden kort bemærkning? Værsgo.

Og hvor slutter I henne? Det er altså, så vidt ordføreren forstår det? Ordføreren er her jo for at fortælle, hvad Moderaternes holdning er til forslaget, og jeg er ikke blevet klogere på, om Moderaterne stemmer for eller imod forslaget, og det er jo det, vi gerne vil høre her under førstebehandlingen.

Ordføreren.

Der bliver ikke stemt for, at der skal fremsættes et lovforslag, når det ikke er nødvendigt. Det er krystalklart

Tak til Moderaternes ordfører. Vi fortsætter talerrækken, og den næste på talerstolen er hr. Rasmus Jarlov fra Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Det sidste her forstod jeg simpelt hen ikke, altså at man syntes, det var verdens bedste forslag og nærmest banebrydende, og man overøste det med ros og jubel, men at man ikke kommer til at stemme for det. Altså, det er virkelig en dårlig vane herinde i Folketinget, at man bare kategorisk stemmer imod gode idéer, fordi de ikke kommer fra én selv. Vores holdning i Det Konservative Folkeparti er, at vi stemmer for forslaget. Det er fuldstændig ude i hampen – det havde jeg bare glædet mig til at sige – men vi er ret cannabisforskrækkede i vores parti, det vil jeg godt sige, jævnfør den dialog, som nogle havde før, men jeg har læst papirerne, som vi har fået fra regeringen med argumenter imod forslaget, og jeg kunne faktisk ikke finde nogen. Det argument, der blev fremført, var, at man godt ville have lov til selv at lave ændringerne, og det synes jeg ikke er noget argument. Vi er tilhængere af, at Folketinget bestemmer, og hvis Folketinget får en god idé, så er vi også tilhængere af, at den bliver gennemført. Så vi støtter forslaget, simpelt hen fordi vi har lidt svært ved at finde nogen modargumenter i det, der er blevet sagt og skrevet indtil videre.

Tak. Den første spørger er hr. Torsten Gejl fra Alternativet.

Tusind tak, hr. Rasmus Jarlov, for at støtte forslaget. Jeg kunne se, at ordføreren kom lidt til sidst, så ordføreren har måske ikke haft lejlighed til at følge debatten. Grunden til, at vi lidt har en fest, er, at ministeren allerede, da ministeren var på, sagde, at det faktisk ikke er nødvendigt med et lovforslag, men at det kan gøres via en bekendtgørelse, og at et bredt og grundigt arbejde kan føre dertil. Så det er derfor, jeg sidder her og smiler, selv om der ikke er nogen, der stemmer for.

Ordføreren.

Det er så fint. Hvis forslagsstillerne er tilfredse med det, er det også fint med os. Men altså, hvorfor ikke bare stemme det igennem? Man har lavet et forslag og fremsat det i Folketinget, og så kan man jo bare stemme det igennem. Ministeren kan jo få ordet om lidt – der har været lidt tilråb undervejs – men jeg er sikker på, at man også gerne må trykke sig ind, hvis der er kommentarer, og så kan vi jo tage en debat.

Der er ikke flere indtegnet til korte bemærkninger, så derfor er der ikke flere spørgsmål til hr. Rasmus Jarlov. Vi fortsætter i talerrækken, og jeg kan ikke se nogen fra Enhedslisten til stede, så derfor fortsætter vi til Dansk Folkepartis ordfører, hr. Peter Kofod.

Tak for det. Det er jo en aparte og mærkelig situation at stå her som ordfører for Dansk Folkeparti og faktisk godt kunne se en eller anden form for fornuft i det, Alternativet foreslår her. Det er meget uvant. Og jeg kan forstå, at Landbrug & Fødevarer også langt hen ad vejen er enige i det. Det er jo en aparte trekant. Dertil kan man yderligere lægge, at det handler om at tilnærme Danmark en eller anden form for EU-harmonisering. Og det synes jeg måske egentlig i det her tilfælde – hvilket jeg heller ikke er vant til at sige – er fornuftigt. Det er også lidt en ny situation. Så på alle måder er det her jo en spændende sag. Jeg synes måske, det er klogt nok at lande det i en eller anden form for beretning. Jeg har siddet og læst det her, og jeg kan ikke finde på nogle rigtig gode argumenter for, hvorfor det her ikke skulle kunne lykkes. Det handler jo ikke om hamp til hashrygning og alt det, som ødelægger folks liv og gør folk dumme og invaliderer mennesker og den slags. Det er et industriprodukt og en eksportvare, og det kan jeg ikke se hvorfor dansk landbrug ikke skulle have muligheden for at kunne producere på en enklere måde, så det kan eksporteres til de lande, som vi handler rigtig meget med, som ligger lige omkring os, og som har nogle andre grænseværdier. Så det er egentlig meget fornuftigt.

Tak til ordføreren. Den første spørge er hr. Torsten Gejl fra Alternativet. Værsgo.

Tusind tak. Det er jo ikke hver dag, vi står her og er så enige, men det har vi været før, f.eks. da vi vedtog lovforslaget om medicinsk cannabis, og der var det faktisk DF, der hjalp den på vej i sin tid. Der er jo også fællesmængder. Vi kan jo godt lide at skabe virksomheder, skabe arbejdspladser og afbureaukratisere, og så gør det jo ikke noget, at det er grønt, vil jeg nok sige. Jeg havde faktisk en salig far, der på sine sidste dage stemte DF. Han var en okay mand. Så der er ingen grænser her i dag. Tak for støtten.

Ordføreren.

Tak for det. Eksemplet med faren viser jo også, at der er håb for os alle. Man kan godt have været på en lang vandring rent politisk i løbet af sit liv, men hvis man bare kommer hjem til sidst, er alt godt.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere spørgsmål. Jeg ser ikke nogen til stede fra Radikale Venstre. Derfor giver jeg nu ordføreren for forslagsstillerne, hr. Torsten Gejl fra Alternativet, ordet. Værsgo.

Tak, formand. Med det her forslag ønsker vi at gøre noget meget enkelt og samtidig noget meget vigtigt. Vi ønsker at bringe Danmark på linje med den øvrige EU-lovgivning og sikre, at danske landmænd og virksomheder får de samme muligheder som alle deres europæiske kolleger. Det handler om fair konkurrence, om lige vilkår og om at slippe vores eget erhverv fri i stedet for at spænde ben for det. Vi har nemlig den udfordring, at danske producenter af hampeprodukter i dag er under strengere og mere besværlige regler end resten af EU. Hvor størstedelen af EU fra Tyskland til Italien anvender en thc-grænse på 0,3 pct., holder Danmark fortsat fast i en særregel på 0,2 pct. Thc er det aktive stof i cannabis, som man kan blive påvirket af at indtage, men der er ikke nogen, der bliver påvirket af cannabis med hverken med 0,2 pct. eller 0,3 pct. thc, overhovedet. Til gengæld betyder de danske regler om, at man skal have 0,1 pct. mindre thc i industrihampen i Danmark, at danske producenter af hampeprodukter skal operere i sådan et administrativt ingenmandsland. De skal dyrke, teste og dokumentere to parallelle hamptyper, en til Danmark og en til resten af EU. Det er dyrt, det er bøvlet, og det er unødvendigt. Det eneste, vi skal gøre, er at lade vores erhverv følge de samme regler som andre i det europæiske landbrugsfællesskab. Det giver en styrket konkurrenceevne, mindre bureaukrati og langt bedre muligheder for innovation, eksport og produktudvikling i en branche, som vokser år for år. Der er penge at tjene for Danmark. Industrihamp kan bruges til byggematerialer, tekstiler, fødevarer, dyrefoder osv. osv. Den hollandske regering vurderede i juli 2025, at det globale marked for hampeprodukter vil vokse fra 37,7 mia. kr. i 2022 til 153,4 mia. kr. i 2030. Derudover er hampen grøn, ikke bare i ordets bogstavelige forstand, men også i bæredygtig forstand. Hampplanten er i den absolutte superliga, når det handler om at lave grønt fodaftryk i vores landbrug. Europa-Kommissionen anfører, at 1 ha hamp lagrer 9-15 t CO 2 . Det er det samme som ung skov, men hamp tager bare 5 måneder at gro. Desuden optager den kvælstof, og når man dyrker den, regenererer den jorden i stedet for at udpine den. Men nej, dansk landbrug har foreløbig ikke lov til at deltage på lige vilkår i det her grønne økonomiske eventyr, altså på lige linje med andre europæiske virksomheder, fordi deres produkter af uransagelige årsager foreløbig ikke har måttet indeholde mere end 0,2 pct. thc, hvilket betyder, at man ikke kan bruge de samme velegnede typer industrihamp som resten af EU-landene. Det viser sig så, at det bliver lavet om via en bekendtgørelse, og det er vi selvfølgelig rigtig, rigtig glade for. For her er vi tilbage ved starten. Vi fremsætter det her beslutningsforslag for at få dansk landbrug med på vognen, og jeg kan nu konstatere, at alle kunne se, at det var en nobrainer. Det er faktisk en julegave, der bliver ved med at give, både til dem, der kan lide afbureaukratisering, dem, der kan lide udvikling af virksomheder og oprettelse af arbejdspladser, dem, der kan lide grøn omstilling, og dem, der ligesom Alternativet kan lide hele pakken. Lad mig lige understrege, at det her forslag ikke ændrer på de centrale hensyn, som altid skal stå fast. Det ændrer ikke på fødevaresikkerheden, det ændrer ikke på folkesundheden, og det ændrer ikke på kontrollen med euforiserende stoffer. Jeg vil gerne have lov til at sige tak til alle Folketingets partier og til regeringen for at tage det alvorligt og få det her til at lykkes på relativt kort sigt. Jeg skulle lige huske at sige, at Enhedslisten også støtter. Tak.

Tak til ordføreren. Der er et spørgsmål til hr. Kim Edberg Andersen fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Når man stiller sig på talerstolen, skal man næsten lige have et spørgsmål. På et tidspunkt sagde ordføreren, at hamp jo er lige så godt som skov, i hvert fald ungskov, og det er også rigtigt nok. Hamp optager masser af CO 2 , men skov er jo teknisk nok bedre. Det er lidt ligesom med papirproduktion, i forhold til at hamp er godt, men cellulose er bedre; fiberproduktion og bomuld er bedre. Hvis nu Alternativet mener, at hamp er lige så godt som skov, kunne man så forledes til at tro, at Enhedslisten kunne lokkes til at sige, at i stedet for alle de her tåbelige skove, som vi vil udsætte dansk landbrug for, så gav vi landmændene lov til at producere hamp på store arealer? Så kunne de flytte det rundt; hamp er jo også forbedring af mange jordformer og kan være godt der. Det var bare lige for at høre, om der var en positiv tilgang til, at når man nu planter skov, som det jo for rigtig mange små landbrugsenheder vil være urentabelt for, fordi skov har så lang produktionstid, så kunne man eventuelt gå ind og sige, at så havde man hamp på områderne i stedet for, og så var man fri for at komme ind under det her med, at der skulle plantes skov på ens område. Det er mere, om det også var et alternativ i forhold til den grønne trepart.

Ordføreren.

Det var da et godt spørgsmål. Det, jeg siger, er, at hamp vokser meget hurtigere end skov, så derfor optager det faktisk mere CO 2 . Jeg kan godt lide vild skov. Hampmarker er jo monokultur; det er bare hamp, og jeg ved ikke, om ordføreren har set det. På Djursland har vi dem allerede, altså industrihampmarker så langt øjet rækker. Det er bare monokultur; det er kun hamp. Vild skov er jo biller, insekter, blomster, bregner, træer og alt det, vi godt kan lide. Så jeg ville nødig udskifte vild skov med hamp.

Spørgeren.

Jeg sagde heller ikke, man skulle udskifte den eksisterende skov. Men inden man aflyser hamp, så kunne det også hjælpe, i forhold til at man ikke fik nedlagt landbruget. For det, der kommer til at ske, hvis man udlægger landbrugsarealer og siger, at nu skal cirka 50 pct. af en bedrift skal være skov, så går der jo 50 år, inden skoven kan fældes. Det vil de små landmænd ikke kunne gøre; det vil de store enheder kunne gøre. Jeg tænker, jeg løber en åben dør ind; jeg troede, at Alternativet også gik ind for små landbrug. Der kan man sige, at hvis man havde hamp i stedet for det her fyrreskovshelvede i den grønne trepart, kunne det jo være, at man så rent faktisk, når man nu løste CO 2 -problemet, eller hvad man nu gjorde, kunne komme tilbage til at lave nogle kødkvæg; det kunne jo også bruges til at fodre kvæg.

Ordføreren.

Jeg har simpelt hen ikke forstand nok på det til at vide, hvor stort et potentiale hamp har ude i den grønne trepart. Man kunne forestille sig, at det kunne være godt til et års brakmark, for det er virkelig jordforbedrende. Det opbygger virkelig humuslaget i jorden; det kan rigtig, rigtig meget. Det kan også suge CO 2 ud, og det optager masser af næringsstoffer, så potentialet er der. Men der skal folk til, der er klogere end mig, til at sige, hvordan det kan udnyttes.

Fru Nanna Gotfredsen fra Moderaterne. Værsgo.

Jeg benytter lige anledningen til igen igen at sige tak til ordføreren for at bringe harmonesering op her. Men ingen nævnt ingen glemt er jeg ked af, at den her fest, vi faktisk har haft under behandlingen af ordførerens beslutningsforslag, alligevel indbefatter et budskab om, at cannabis er nedbrydende og medfører misbrug og alt muligt. Jeg er sikker på, at ordføreren også kender et meget, meget stort antal brugere, altså i forhold til at det faktisk er et markant flertal af dem, der bruger cannabis, som har et fuldstændig kontrolleret forbrug, og det synes jeg også skulle være en del af debatten i salen her, altså at de bliver set og hørt. De kan ikke bruge deres egen stemme. De arbejder i banker, på avisredaktioner og som økonomer, og jeg ved ikke hvad, men de kan ikke bruge deres egen stemme i den her debat, fordi de er kriminaliseret.

Ordføreren.

Jeg har sådan lidt med vilje ladet være med at nævne den euforiserende del i forhold til hamp, for jeg er lidt bange for at skræmme De Konservative og Danmarksdemokraterne væk på den måde, så jeg tænkte, vi hellere måtte holde det stramt til industri i dag. Men ordføreren ved jo godt, at jeg gerne vil samarbejde med Moderaterne og særlig ordføreren om at komme videre med kampen for afkriminalisering af cannabis.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Jeg ville bare gerne have, at dem, der sidder og følger med derude, fordi det handler om thc, ved, at der er nogle herinde, der godt ved, at man man kan være velfungerende i forhold til det. Det gælder for langt hovedparten, der bruger cannabis, at de er velfungerende. Men de er kriminaliseret, så de kan ikke tage kampen selv.

Ordføreren.

Ja, og tak for at pointere det. Der er vel seks partier i Folketinget, der i øjeblikket går ind for en afkriminalisering eller en regulering af cannabis, eller hvad man nu kan kalde det. Så det bliver næste skridt.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Torsten Gejl fra Alternativet. Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Miljø- og Fødevareudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. Det er vedtaget.

Der er ikke mere at foretage i dette møde.

Folketingets næste møde afholdes i morgen, onsdag den 10. december 2025, kl. 09.00. Jeg henviser til den dagsorden, der vil fremgå af Folketingets hjemmeside.

Mødet er hævet. (Kl. 19:21).