Møde i salen

Mødet er åbnet.

I dag bliver der fremsat følgende forslag:

Udlændinge- og integrationsministeren (Rasmus Stoklund):

Lovforslag nr. L 95 (Forslag til lov om ændring af udlændingeloven og hjemrejseloven. (Gennemførelse af dele af EU’s pagt om migration og asyl m.v.)).

Social- og boligministeren (Sophie Hæstorp Andersen):

Lovforslag nr. L 96 (Lov om ændring af lov om leje (Digital kommunikation om særligt bebyrdende meddelelser)).

Lovforslagene kan findes på www.folketingstidende.dk.

Det punkt, som er opført som nr. 4 på dagsordenen, kan kun med Tingets samtykke behandles i dette møde, da betænkningen er omtrykt i går og derfor frigivet, mindre end 2 dage før behandlingen finder sted. Hvis ingen gør indsigelse mod dette, betragter jeg samtykket som givet. Det er givet.

Hvis ingen gør indsigelse mod, at forespørgslerne stilles, betragter jeg Tingets samtykke som givet. Det er givet.

Der er stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen sluttet.

Jeg betragter ændringsforslag nr. 1 om deling af lovforslaget i to lovforslag, stillet af et mindretal (KF) og tiltrådt af et andet mindretal (DF, SF, LA, EL, RV og ALT), som forkastet.

[A. Forslag til lov om ændring af lov om beskyttelsesrum (Styrkede beføjelser på beskyttelsesrumsområdet m.v.)

B. Forslag til lov om ændring af lov om beskyttelsesrum og CER-loven (Nye indberetningspligter og styrkede tilsynsforanstaltninger på beskyttelsesrumsområdet m.v.)]. Deling af lovforslaget i to lovforslag er forkastet. Herefter bortfalder ændringsforslag nr. 2, stillet og tiltrådt af de samme mindretal.

Jeg betragter ændringsforslag nr. 3-6, stillet af ministeren for samfundssikkerhed og beredskab og tiltrådt af et flertal (S, V, M, DF og IA) og efter forkastelsen af ændringsforslag nr. 1 også af det øvrige udvalg, som vedtaget. De er vedtaget.

Jeg foreslår, at lovforslaget går direkte til tredje behandling uden fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse mod dette, betragter jeg det som vedtaget. Det er vedtaget.

Der er stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Det gør fru Victoria Velasquez fra Enhedslisten.

Tak, formand. Det kan jeg lige love for, for i Danmark har vi lige nu knap 50.000 børn, som vokser op i fattigdom. Og i den her uge har vi kunnet se forskning, der viser, at ikke manglende forældrekompetencer, ikke alkoholmisbrug eller vold eller andet svigt, men alene fattigdom i Danmark betyder, at børn bliver tvangsfjernet fra deres forældre. Det er jo helt vildt, at vi i Danmark accepterer, at fattigdom i et af verdens rigeste lande skal have den betydning. Vi har stillet ændringsforslag til det her lovforslag for at sikre, at kommunerne, altså dem, der har råd – og det er jo ikke alle kommuner, der har det – så i det mindste har mulighed for at kunne give en håndsrækning til dem i deres kommune, som ellers står til at ende på gaden. Og her taler vi om familier, hvor der er børn. Vi ved, at fattigdom har kæmpe konsekvenser for et barns liv. Det kaster lange skygger ind i voksenlivet. Det har en betydning for, om man får en uddannelse, om man får et arbejde, eller om man ender uden for arbejdsmarkedet. Vi ved, at fattigdom gør folk dummere. Det er jo helt vanvittigt at kunne se undersøgelser, der viser, at når du er i fattigdom, er din iq lavere, end når du kommer ud af fattigdom. Det hører til fortiden at tro, at det at fattiggøre mennesker skulle motivere dem til noget som helst. Det giver ikke overskud og motivation. Tværtimod kan vi se, at folk bliver indlagt i endnu højere grad, og at de gør sådan nogle absurde ting som at stjæle smør eller ost, altså at folk begår kriminelle handlinger. Konsekvenserne af fattigdom i Danmark er reelle, og det er alvorligt, at vi har en regering, som har fjernet det, der gjorde, at domstolen ikke vurderede det, der i dag hedder mindstesatsen, som grundlovsstridigt. Det var, fordi der var § 34, og nu har denne her regering afskaffet § 34. Man arbejder med at afskaffe den for endnu flere og laver en kontanthjælpsreform, som man aktivt ved vil gøre, at der er mennesker, der kommer til at leve i relativ fattigdom i Danmark. Derfor appellerer vi i Enhedslisten til, at de partier, der ikke har bakket op om ændringsforslagene, vil gøre det. Og så vil jeg også gerne sige tak til bl.a. SF og Alternativet og dem, som har støttet ændringsforslaget.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Karin Liltorp.

Tak til ordføreren for at tage ordet. Vi kan jo kun være enige om, at vi har fået skabt en situation, hvor alt for mange ender i fattigdom. Jeg tror måske, at grunden til, at folk ikke har støttet ændringsforslaget – det skal jeg ikke gøre mig klog på – er, at det måske ikke står helt klart, at det eneste, der faktisk bliver bedt om, er, at kommunerne har fleksibilitet til at hjælpe de her familier, hvis kommunen har råd til det. Jeg har egentlig svært ved at forstå, hvad det er for en argumentation, der ligger bag, ved at sige, at vi ikke engang vil give kommunerne den her fleksibilitet. Det er måske lidt unfair at spørge ordføreren om det, men det kan være, at ordføreren lige kan sætte et par ekstra ord på om, hvad det egentlig er, at det her ændringsforslag går ud på, i forhold til at vi faktisk ikke beder om en masse ekstra penge, og at vi ikke beder om noget nyt. Vi beder bare om at give kommunerne ret til at hjælpe de mennesker, der virkelig er kommet i nød.

Ordføreren.

Det er helt rigtigt. Nu så jeg beskæftigelsesministeren i lokalet før, men jeg ved ikke, om han er trådt ud. I et interview i Politiken siger beskæftigelsesministeren jo, at kommunerne bare kan gøre det her – nu kommer beskæftigelsesministeren. I et interview i Politiken siger han, at kommunerne bare kan gøre det her, som vi åbner muligheden for med de her ændringsforslag. Men kommunerne vender jo tilbage og siger, at det kan de ikke, netop på grund af den her del. Det er jo derfor, vi også har stillet det her ændringsforslag. Og vi håbede, at regeringen så ville stemme for ændringsforslaget eller ændre det på den måde, de ønsker – det er jo social- og boligministeren, der hjalp med at lave ændringsforslaget og ydede teknisk bistand. Vi havde håbet, at I så ville bakke op om det, sådan at det er, at kommunerne rent faktisk kan gøre det, som regeringen selv udtaler i interviews at de kan gøre.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere bemærkninger. Jeg skal høre, om der er flere, der ønsker at udtale sig. Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen sluttet.

Jeg betragter ændringsforslag nr. 3, stillet af et mindretal (EL) og tiltrådt af et andet mindretal (SF, RV og ALT), som forkastet. Det er forkastet.

Herefter bortfalder ændringsforslag nr. 1, 2, 5 og 6, stillet og tiltrådt af de samme mindretal.

Jeg betragter ændringsforslag nr. 4, stillet af social- og boligministeren og tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af DD og DF), som vedtaget. Det er vedtaget.

Jeg foreslår, at lovforslaget går direkte til tredje behandling uden fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget. Det er vedtaget.

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er hr. Frederik Vad fra Socialdemokratiet. Velkommen.

Tak for det, formand. Jeg er her på vegne af min dygtige og gode kollega Jens Joel, som desværre ikke kunne være i salen i dag. Asbest er en langsom dræber, og for os, der har fædre, der har levet som ufaglærte og faglærte igennem hele deres arbejdsliv, er det jo ret ubehageligt at være klar over, at når man har arbejdet med asbest i sine 20'ere og i sine 30'ere, er der en reel risiko for, at man kan blive syg, mange årtier efter at man har arbejdet med det her forfærdelige stof. Asbest sniger sig nemlig ind på dig, årtier efter du er blevet udsat for det. Det kan føre til usikkerhed og utryghed, fordi man ikke mærker konsekvenserne med det samme. Man kan være dødsdømt uden at vide det, og det er en fuldstændig forfærdelig potentiel skæbne at lade gå ud over nogle mennesker, som ikke har gjort andet end at passe deres arbejde. Vi har de seneste år set helt horrible sager, hvor der direkte er blevet fusket med prøverne for at snyde medarbejderne til at fortsætte arbejdet, selv om byggerådgiveren vidste, at der var asbest. Det er en sag fra Aalborg, jeg taler om her, hvor 200 medarbejdere er blevet udsat for en risiko, de ikke skulle have været udsat for. Der er tale om en helt utilgivelig ligegyldighed over for andre menneskers liv og helbred, og det bliver vi simpelt hen nødt til at gøre noget ved. Mens asbest måske er den langsomme dræber, er det desværre ikke den eneste dræber. Dødsulykker er stadig væk en meget, meget stor del af virkeligheden på det danske arbejdsmarked, også selv om vi har fået stor teknologisk udvikling, og også selv om der er sket noget med vores uddannelsessystem og vores arbejdsmiljølovgivning. Vi oplevede forrige år, november 2024, den værste dødsulykke i mange år, da tre mennesker mistede livet på Flemløse Biogasanlæg. Ingen skal blive syge eller dø af at gå på arbejde. Ansvaret for beskyttelse af medarbejderne ligger altid hos arbejdsgiverne. Det er et princip, som vi politisk skal sikre bliver holdt i hævd, og de nævnte eksempler på snyd og arbejdsulykker vidner desværre om, at det ikke altid er tilfældet. Derfor sætter vi nu ind på en række områder og strammer lovgivningen, og jeg vil her lave en række nedslag. For det første prøver vi at sætte ind over for fusk med asbestprøver. Det er helt afgørende, at svarene på asbestprøver ikke kun kommer til arbejdsgiverne, som så kan ændre i resultaterne, hvis de er grådige, griske eller uansvarlige nok. Det er vigtigt, at medarbejderne er klar over, hvad de her asbestprøver viser, og derfor får arbejdsgiverne pligt til at sikre deres ansatte adgang til oplysninger om resultaterne af asbestprøver. Dernæst kigger vi på straffebestemmelserne. Det er jo faktisk sådan i dag, at i næsten 20 år har det været muligt at idømme op til 2 års fængsel for særlig grove overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen, det er bare ikke sket, og det går ikke. Derfor strammer vi grebet og siger klart og tydeligt, at hvis man groft tilsidesætter sit ansvar som arbejdsgiver, hvis man f.eks. bevidst fusker med prøver eller lader hånt om sine medarbejderes liv og helbred, skal det straffes med fængsel i de groveste tilfælde. I særlig grove tilfælde med asbest eller dødsulykker, vil vi ganske simpelt have, at hammeren falder langt hårdere end i dag, og at det faktisk fører til fængselsstraf for de uansvarlige og grådige arbejdsgivere, virksomheder, virksomhedsejere og arbejdsledere, hvis de groft har udsat andre for livsfare. Med forslaget indføres derfor et konkret vejledende niveau for fængselsstraf på 4-6 måneders fængsel i sager vedrørende asbestovertrædelser og 8-10 måneder i sager om dødsulykker for ledelsespersoner, når de har handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Vi skal ikke kun slå ned, når uheldet er ude. Vi skal også tage det alvorligt, når der stilles krav. Lovforslaget handler derfor også om forebyggelse, om f.eks. at kræve, at bygherre, når man laver en plan for sundhed og sikkerhed, sørger for og har pligt til at lave asbestprøver. Det vil sige, at den bekendtgørelse, som ministeren ændrer, vil træde i kraft, samtidig med at det her lovforslag træder i kraft, så bygherrerne også har et ansvar for at undersøge, om der er problemer med asbest, inden et byggeri starter. Alt i alt sætter vi nu foden ned over for rådne arbejdsgivere, der ikke kan behandle deres medarbejdere ordentligt. Vi hæver straffene, vi kræver, at medarbejderne får indsigt i asbestreglerne, og alt det her gør, at Socialdemokratiet selvfølgelig kan støtte det her meget, meget vigtige lovforslag i dansk arbejdsmarkedspolitisk historie. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Victoria Velasquez.

Tak for det. Finansministeren oplyser i et svar til mig, at driftsbevillingen til Arbejdstilsynet, som jo er en enormt vigtig komponent i arbejdsmiljøarbejdet og -indsatsen og bl.a. det, vi behandler i dag, falder med over 100 mio. kr. til næste år, altså i 2027, og endnu mere i 2028. Det vil jeg gerne høre beskæftigelsesordførerens tanker om?

Ordføreren.

Nu er jeg ikke beskæftigelsesordfører. Jeg står her på vegne af hr. Jens Joel, så jeg tænker, at det konkrete spørgsmål må ministeren svare på. Men jeg kan bare sige, at Arbejdstilsynet ligger Socialdemokratiets hjerte nær, og hvis man kigger i det lovforslag, som vi behandler i dag, kan man også se, at Arbejdstilsynet over de næste år har en pligt til at komme med nye bud på, hvordan vi kan sætte endnu stærkere ind i forhold til asbest. Den opgave regner jeg da med at Arbejdstilsynet løfter, for det står i det lovforslag, vi behandler i dag.

Spørgeren.

Tak for det. Det vil jeg tage videre, også med ministeren. I forhold til det, som ordføreren kommer ind på, er jeg jo helt enig, bl.a. i forhold til det med dødsulykkerne, og det er jo alvorligt at se, at udviklingen slet ikke går den vej, som den burde, både i forhold til dødsulykker, men også alvorlige ulykker. Det koster vores samfund enormt mange penge, men rammer jo allermest den enkelte og familien, som det tager rigtig hårdt på. Hvad er Socialdemokratiets holdning? Er det, at der så næste år skal være de samme midler til Arbejdstilsynet, som der har været i år, eller er det, at der skal afsættes mere eller mindre?

Ordføreren.

Når det gælder det svar fra Finansministeriet på det spørgsmål, som fru Victoria Velasquez henviser til, tror jeg, at ministeren er nødt til at uddybe. Jeg har ikke arbejdet med beskæftigelsesområdet før, men som en, der har fulgt dansk politik, især meget kraftigt siden vi fik en socialdemokratisk statsminister i 2019, kan jeg se, at der på en række områder er lavet gode arbejdsmiljøaftaler, gode løft af Arbejdstilsynet og en indsats mod social dumping. Det er jo kernesocialdemokratiske prioriteringer, og det er det stadig væk.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere bemærkninger. Vi går videre til den næste. Det er hr. Kim Valentin fra Venstre. Velkommen.

Tak for det. Langt de fleste virksomheder passer godt på deres ansatte. De passer rigtig godt på deres ansatte. Hvorfor gør de det? Det gør de, fordi de om lidt ikke har nogen virksomhed, hvis ikke de gør det. Det synes jeg vi skal huske på, når vi taler om det her – at langt, langt de fleste virksomheder egentlig har det godt med at gøre det godt for deres ansatte. Det er ikke dem, vi taler om her. For de har sådan set ikke behov for flere regler. Men der er så en anden gruppe. Der er en gruppe, som ikke tænker på deres ansatte. Der er en gruppe, som måske tænker mere på økonomi eller andre ting, og som man i virkeligheden godt kunne pege lidt fingre ad og sige om, at de godt kunne kendetegnes som lidt grådige, fordi de ikke tager højde for, at der er en ansat, der også skal hjem og have en hverdag bagefter, i morgen eller om 10, 20 eller 30 år. Her kommer vi så ind på noget af det værste, synes jeg, i denne her sammenhæng, og det er noget af det, vi har haft virkelig meget fokus på i de år, vi har haft regeringen, denne regering; det er asbest. Asbest er en usynlig dræber, og hvis ikke man behandler asbest med den varsomhed, som skal til, ser man måske ikke lige resultatet i morgen, men man ser resultatet, når der er gået 20 år eller 30 år, og så er dem, der er ansvarlig for det, der ikke. De er forsvundet; man kan ikke finde dem igen. Så derfor er det her selvfølgelig ekstra slemt, altså at man sløser med eksempelvis test, og endnu værre er det jo så, at man ikke bare sløser, men man bevidst fjerner et kryds fra negativ og sætter det over i positiv – eller omvendt: fjerner det fra positiv og sætter det ned i negativ. Det afhænger af, hvad man tester for. Men det, at man tager en test og ændrer for at kunne få mere ud af det økonomisk, er groft uforsvarligt. Og når man så også tilmed siger, at det her er til fare for folks liv, er det jo yderst rimeligt, det, vi foreslår her, altså at man bruger den ramme, der er for straf, mere, end man tidligere har gjort. Det gælder ved arbejdsulykker; det gælder ved asbest. Vi har sat lys på det her flere gange. Det skal stoppes. Vi startede med den nationale asbeststrategi, hvor vi indførte en pligt for arbejdsgivere til at sikre, at ansatte fik direkte adgang til resultaterne af asbestprøver fra en analysevirksomhed, fordi det skaber gennemsigtighed, forebygger manipulation og gør det muligt for medarbejderne selv at se, om der er asbest på deres arbejdsplads. Men hvis man så fusker, hvis man gør det på en anden måde, kan medarbejderne jo ikke have den tryghed. Så derfor må der være absolut sikkerhed for, at den kommunikation er reel. Derfor går vi så også videre nu og siger, at i særlig grove overtrædelser af asbestreglerne skal det have mærkbare konsekvenser for ledelsen. Jeg vil sige, at dér er asbest en af de allerværste ting. I dag er det som oftest bare en bødestraf, man får. Det er ikke tilstrækkeligt, når vi taler om, at folk faktisk kan dø af det her. Det er ikke bare asbest; det er også andre ting, f.eks. hvis man sløser og decideret ser bort fra helt almindelige sikkerhedsprocedurer i alle mulige forskellige byggerier, men også andre steder på arbejdspladser. Så er der et fokus på forebyggelse. Det er også et godt område. Vi synes i Venstre, at det er vigtigt, at man forebygger. Det er faktisk noget af det allerbedste. Et af de steder, jeg synes man kan forebygge allermest, er i dialogen om at fortælle, hvor vigtigt det f.eks. er ikke at omgås asbest. Det er jeg ret sikker på at vi kommer til at gøre mere ved. Det sidste, jeg vil sige, er, at lovforslaget forlænger revisionsklausulen. Det er også godt, for så kan man synliggøre, at arbejdsmarkedets parter er dem, der aftaler, hvad der skal ske på arbejdsmarkedet. Venstre er for dette forslag. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Victoria Velasquez.

Tak for talen, som virkelig også understreger vigtigheden af at sige fra og tage afstand fra den her ageren. Det synes jeg er rigtig, rigtig godt. Jeg kan godt blive bekymret for, hvordan fremtiden kommer til at se ud for arbejdsmiljøindsatsen, for selv om vi er glade for at have lavet det her lovforslag, må man spørge, hvad det er, det skal bygge videre på, eller hvor mange ressourcer Arbejdstilsynet kommer til at have i forhold til at kunne løfte de visioner, som vi har her i forslaget. Det er jo bl.a., fordi jeg nu har fået et svar fra finansministeren, der viser, at regeringen lægger op til at skære over 100 mio. kr. i Arbejdstilsynet. Derfor vil jeg bare spørge, hvor Venstre står. Da vi overtog flertallet i 2019, var der brug for en historisk investering på arbejdsmiljøområdet og Arbejdstilsynet. Derfor kunne jeg godt blive bekymret for, at vi igen kommer tilbage til det niveau, der var i 2018 og 2019. Så hvor står Venstre her? Mener Venstre, at vi skal sørge for, at vi stadig investerer i vores arbejdsmiljø, eller ønsker man at spare på det her område?

Ordføreren.

Altså, arbejdsmiljø er jo mange områder. Det her har vi jo talt om før. Som jeg har forstået det, er der, hvor man sparer, ikke på de områder, vi ønsker at fokusere på. Det er andre områder. Det er helt klart og legitimt, at når man kigger på en styrelse, må man se på, hvor man skal bruge ressourcerne. I Venstre fokuserer vi på, at vi skal bruge ressourcerne der, hvor vi gerne vil have at man bruger ressourcerne, f.eks. på det, vi gennemgår i dag. Det er jeg ret sikker på at man ikke sparer på.

Spørgeren.

Det er rigtigt, at i forhold til de nedskæringer, der har været indtil i dag, svarede den tidligere beskæftigelsesminister, at det ikke er de her områder, der bliver skåret på. Nu må vi se, hvordan konsekvenserne bliver, men det er i hvert fald det svar, vi har fået. Men i forhold til de mere end 100 mio. kr., når vi ser på 2027 og 2028, der bliver lagt op til at blive sparet, er det ikke adresseret endnu, hvor de midler skal tages fra. Det er jo ekstremt mange penge. Altså, vi taler en femtedel eller sådan noget af hele budgettet. Det er jo virkelig en stor post. Derfor vil jeg gerne høre Venstre om noget her. Det kan godt være, at man siger, at man sparer, men det er jo kortsigtet, for vi ved jo, at det er rigtig dyrt ikke at investere i arbejdsmiljø.

Ordføreren.

Vi i Venstre synes, det er vigtigt at investere i arbejdsmiljø. Altså, det er også derfor, vi er for det her. Vi synes så også, at der er rigtig mange arbejdspladser, hvor arbejdsgiverne faktisk investerer i arbejdsmiljøet. Det, man skal koncentrere sig om, er de virksomheder, der prøver at komme for nemt rundt om det, måske endda snyder eller, ja, decideret fusker. Dem er der nogle af, men det er meget få af dem. Derfor er der altid en afvejning af, hvor meget man skal pålægge alle, og hvor meget man skal ud at kontrollere dem, vi virkelig vil have fat i.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere bemærkninger, så vi siger tak og går videre til den næste ordfører, og det er fru Charlotte Munch Pasler fra Danmarksdemokraterne. Velkommen.

Tak for ordet. I Danmarksdemokraterne forlod vi asbestforhandlingerne i efteråret sammen med bl.a. Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance. Det gjorde vi, fordi regeringen ønsker at forbyde professionelle virksomheder at rense asbestholdige tage ved højtryksspuling med en tagrensekasse. Der findes hundredtusindvis af huse rundtom i landet med asbesttage. Mange af disse huse ligger i landdistrikterne, hvor huspriserne ofte er så lave, at husejere hverken kan låne penge eller har økonomisk mulighed for at få taget udskiftet. Når højtryksspuling med en tagrensekasse også forbydes, efterlades mange boligejere uden realistiske og økonomisk overkommelige alternativer. Et sådant forbud rammer derfor landdistrikterne særlig hårdt, og det efterlader mange boligejere i en økonomisk svær situation. Af den grund har Danmarksdemokraterne ikke kunnet støtte den del af aftalen. Men lovforslaget indeholder imidlertid også en række fornuftige og nødvendige tiltag, som har til formål at beskytte de håndværkere og ansatte, der arbejder med asbest i deres daglige arbejde – det gælder bl.a. de skærpede krav til adgang til oplysning om asbestprøver samt en tydelig præcisering af, hvornår fængselsstraf kan anvendes i særlig grove sager – og sikre, at alvorlige overtrædelser får mærkbare konsekvenser, herunder forhøjede bøder, ved manglende anmeldelse af arbejdsulykker. Danmarksdemokraterne bakker op om, at virksomhedsledere og arbejdsledere skal straffes hårdere, når de forsætligt eller groft uagtsomt udsætter ansatte for alvorlig sundhedsfare ved arbejde med asbest. På den baggrund stemmer Danmarksdemokraterne for lovforslaget, selv om vi fortsat tager klar afstand fra den overordnede asbestaftale og dens konsekvenser for boligejerne i landdistrikterne. Så vil jeg tilføje, at vi med hensyn til delen om højtryksspuling med de her tagrensekasser kommer med en tekst til betænkningen senere.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger, og den første er til fru Victoria Velasquez.

Tak for det. Jeg vil bare høre, om ordføreren vil hjælpe mig med at forstå det, for umiddelbart er det, jeg hører, egentlig, at Danmarksdemokraterne i praksis kommer til at svigte landdistrikterne med den position, for man er da ikke bedre stillet af, at der kommer asbest nede i børnehaven eller inde hos naboen. Så må vi jo finde en ordentlig løsning, hvis det er, at vi har det problem, og vi har også i Enhedslisten tidligere fremsat et forslag til, hvordan vi kunne gøre det i forhold til tage og især tage med asbest, også hos nogle, der var økonomisk trængte. Men jeg tænker, at det vel må være den vej, vi skal se, for landdistrikterne bliver jo ikke bedre stillet af, at der bliver spredt mere asbest. Så jeg vil bare høre, om ordføreren vil prøve at forklare det lidt yderligere, for jeg forstår det i hvert fald ikke.

Ordføreren.

Jeg tror jo, det er, fordi vi blander nogle ting sammen, og det ved ordføreren også godt. For selve den del med fjernelse af asbesttagene tror jeg var den, som Enhedslisten netop havde en tanke om i forhold til at give en økonomisk håndsrækning til borgere, der boede i landdistrikterne, så vidt jeg har forstået. Men nu siger jeg det med lidt rynkede bryn, fordi jeg forventer, at ordføreren lige svarer på det – men det er det. Med hensyn til at højtryksspule sit tag er der jo masser, der faktisk bruger de her højtryksrensekasser, og det fungerer ganske glimrende, og jeg er fuldstændig enig i, at vi naturligvis ikke skal sprede asbeststøv ned over børnehaver eller andre for den sags skyld.

Spørgeren.

Men det er jo derfor, at det er ulovligt at spule tagene; det er jo, fordi det spreder asbeststøv. Så har der været mulighed for at kunne give dispensation, men der har borgmestre og enormt mange andre jo bedt om, at vi skulle fjerne den dispensationsmulighed og holde fast i, at vi har sagt, at det var forbudt, fordi der netop har været mange sager, hvor der er kommet asbest, som er landet andre steder, og hvor den sikkerhed, som vi egentlig var blevet lovet, omkring de her kasser slet ikke var der i det omfang, som vi var blevet stillet i udsigt. Det er derfor, jeg bliver lidt bekymret for, om det egentlig ikke er en lidt kortsigtet løsning, man så giver til landdistrikterne, hvor man siger: I kan spule jeres tage, og det holder dårligere, men det ser pænere ud – til gengæld risikerer vi, at der bliver spredt asbest. Det tænker jeg at ordføreren og jeg må være enige om jo ikke er en holdbar løsning.

Ordføreren.

For det første vil jeg lige tage fat i det sidste, som ordføreren var inde på, nemlig det med, at det ikke forlænger levetiden for et asbesttag. Det er ganske enkelt ikke rigtigt. Der havde Liberal Alliances ordfører faktisk også noget omfangsrigt materiale med til forhandlingerne omkring forlængelsen af levetiden for asbesttage. Så det gør det, så lad os lige begrave den del; det er ikke kun for syns skyld. Den anden ting er, at jeg også taler med mange borgmestre, og jeg har hørt det stik modsatte, nemlig at rigtig mange rent faktisk er glade for den mulighed med de der kasser, og så længe det bliver opsamlet i kasserne – det er selvfølgelig den vigtige del af det her, for det skal det – ser jeg ingen problemer i det.

Så er det hr. Kim Valentin.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Jeg hører sådan set, at ordføreren gerne ville have været med i store dele af det, men de her rensegasser får jo så Danmarksdemokraterne ud af aftalen. Jeg spurgte selv ind til, om det forlænger levetiden, og det svar, jeg fik, var, at det ikke forlænger levetiden. Så jeg synes, at vi skal prøve at undersøge det i løbet af lovbehandlingen her. Gør det det, eller gør det det ikke? Lad os få et klart svar på den del. Så kunne det også være, at det flyttede Danmarksdemokraterne, kan jeg høre. For hvis man lægger så stor vægt på, at det at rense forlænger levetiden, og hvis man så finder ud af, at det ikke gør det, må det jo også være muligt at få Danmarksdemokraterne med i aftalen, går jeg ud fra, eller hvad?

Ordføreren.

Det er jo faktisk sådan, at Liberal Alliance kom med noget rigtig godt og brugbart materiale om højtryksspuling og forlængelsen af levetiden på asbesttage, da vi sad i forhandlingerne. Så jeg er sikker på, at Liberal Alliance kan hive det her materiale frem. Vi havde netop inden fået at vide, at det ikke var andet end en forskønnelse af taget. Det her materiale tænker jeg da at vi kan tage frem, når vi netop har forhandlingerne, eller når vi har den videre behandling, og så tænker jeg, at vi alle sammen kan blive klogere på det. Det synes jeg ville være fantastisk.

Spørgeren.

Tak. Den anden del, jeg vil spørge til, handler om, at de her kasser jo ikke samler alting op. Er det ikke sådan, at Danmarksdemokraterne kan blive en lille smule bekymret over – bare en lille smule – at man med de her kasser faktisk spreder asbeststøvet ind i en sandkasse, en cykelsti, eller hvad det nu kan være ved siden af en nabo? Der åbner aftalen jo også for, at hvis man nu finder på noget, der ikke spreder asbest, kan man muligvis tage det her op igen. Er det ikke okay?

Ordføreren.

Bare ordene »muligvis tage det her op igen« får næsten mine nakkehår til at rejse sig. For det er jo også at sige, at det kan være, at det aldrig nogen sinde bliver taget op igen, selv hvis der findes noget, der rent faktisk er fuldstændig fantastisk. Jeg har hørt, at de her tagrensekasser, hvis de bliver brugt rigtigt, opsamler det her asbeststøv, og det er enormt vigtigt, for som jeg sagde fra starten af, skal vi naturligvis ikke sprede asbeststøv. Det er vi enormt meget imod.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Den næste ordfører står allerede klar, og det er hr. Karsten Hønge fra SF. Velkommen.

Vi står jo her med et forslag, der handler om noget, der er så banalt og så enkelt, som at mennesker skal kunne gå på arbejde, og at de skal kunne stole på, at deres sikkerhed tages alvorligt, og at den viden, der kommer frem, kan være med til at beskytte deres helbred. Jeg har da også før her fra talerstolen fortalt om, at det, når det lige præcis handler om asbest, så for mig ikke kun er en teoretisk diskussion om, hvordan man tager prøver osv., men at jeg også fysisk har arbejdet med det her materiale, og at man må jo heldigvis sige, at der igennem årene er sket meget. For da jeg som en ung tømrer i begyndelsen af 1980'erne arbejdede med asbest, så var det jo med vinkelslibere direkte ned i pladerne, og vi borede huller i dem, og vi skar dem op i forskellige størrelser, og efter sådan en arbejdsdag kunne man jo ende med at ligne en hel snemand, hvor man var fuldstændig dækket til af hvidt asbeststøv, og uden nogen nævneværdig beskyttelse. Selvfølgelig var der ikke udsugning på de maskiner, vi brugte, men vi var heller ikke udstyret med personligt udstyr, der kunne forhindre os i at inhalere asbest. Så jeg kan da, når hr. Frederik Vad siger, at en af de ting, der er forbundet med asbest, ud over den umiddelbare fare, der er for, at mennesker kan dø af det, også er den bekymring, man kan bære på igennem årtier, også i den grad identificere mig med det. Det er noget særligt noget, og jeg har da også, når jeg gennem årene har oplevet kolleger dø af asbest, og hver gang jeg har hørt noget om det, tænkt: Gad vide, om der en dag er nogen, der står og banker på døren. Men øjensynligt er jeg mere hårdfør en som så, for jeg har altså ikke vist nogen tegn på, at det skulle komme. Men selv om årtierne så er gået, ligger der stadig væk en bekymring for, om det kunne komme. Jeg må jo stole på, at jeg er hårdfør nok til, at den asbest ikke lige bider på mig. Men det er jo ikke alle, der er så heldige. For jeg har som sagt oplevet, at flere kolleger er døde af asbestrelaterede sygdomme. Så vil jeg jo også bare sige, at de ansatte i forbindelse med alt for mange af sagerne om asbest har stået uden en adgang til de resultater og de prøver, der faktisk afgør, om de er i fare, og at det skaber usikkerhed, mistillid og i værste fald også sygdom. Det er jo så til gengæld også helt rigtigt, hvad Fagbevægelsens Hovedorganisation skriver i deres høringssvar i forbindelse med Beskæftigelsesministeriets overvejelser i afsnit 2.1.3, side 8, om, at det foreslås at afgrænse kravet til at omfatte prøveresultater af de asbestprøver, som arbejdsgiverne selv får udført. Her siger Fagbevægelsens Hovedorganisation altså, at de mener, at det er en afgrænsning, der udhuler formålet med lovændringerne, og som strider mod et effektivt forebyggelsessigte, hvor der både ses på projekterings- og byggefasen af et byggeri. For det vil jo i praksis ofte være bygherren, særlig på store offentlige og private byggerier, der rekvirerer asbestprøver, og derfor er det jo sådan, at Fagbevægelsens Hovedorganisation her skriver, at »en afgrænsning til alene at vedrøre resultater fra prøver, der er indhentet på arbejdsgivers initiativ, vil medføre, at lovændringen ikke imødekommer de problemer, der opleves i praksis ude på byggepladserne, og at lovændringerne ikke lever op til intentionerne i den politiske aftale«. Den bekymring, som FH her rimeligvis har bragt på bordet, synes jeg vi skal tage med os videre. Vi ved jo også, at de grove arbejdsmiljøsager, hvor der sker alvorlige overtrædelser, kræver en konsekvens, der kan mærkes. Når en virksomhed bevidst eller groft uagtsomt udsætter mennesker for en risiko, kan man ikke nøjes med en løftet pegefinger, men der skal man kunne mærke, at hammeren falder. Derfor giver det jo også god mening, at der nu i de værste tilfælde åbnes op for hårdere sanktioner over for ledelsen. Her peger FH i øvrigt også på, at det er nødvendigt med stærke redskaber til at sikre, at der er respekt for reglerne. Jeg vil jo også sige, at formanden for Blik- Rørarbejderforbundet, Henrik Petersen, flere gange har skrevet om en konkret sag, hvor en straf på 30 dages betinget fængsel for at udsætte 200 håndværkere for fare ved at forfalske en asbestprøve, er alt for mild. Jo, jo, man kan sige, at det handler om dokumentfalsk, men at det jo først og fremmest handler om menneskers liv og helbred. Så er der jo alle de formelle regler, som nogle gange bare bliver omtalt som papirarbejde, men hvor vi jo ved, at det netop er dem, der i praksis forebygger ulykkerne. Alt i alt synes vi, at det her lovforslag styrker gennemsigtigheden, at det styrker ansvarligheden, og det styrker beskyttelsen af helt almindelige mennesker, der går på arbejde. Vi kan jo ikke forhindre alle ulykker gennem lovgivningen, men vi kan da sørge for, at reglerne understøtter et arbejdsliv, hvor sikkerhed og sundhed kommer forrest. Før sommeren talte vi jo i Beskæftigelsesministeren med ministeren, som ganske vist var den tidligere minister, og her nævnte jeg flere gange, at jeg synes, at vi i Danmark har nogle af de laveste grænseværdier for asbest i EU, og det er jo positivt. Men der er jo desværre ikke fastsat de samme ambitiøse krav til, hvordan asbestprøverne foretages og analyseres. Jeg vil nu altså, ligesom jeg også gjorde det dengang, fremhæve, at vi har et instituit, som faktisk er Danmarks største miljølaboratorim, som hedder Eurofins Miljø Danmark, som siger, at man skal bruge nogle andre og mere nøjagtige målemetoder, og jeg vil i hvert fald bare opfordre til, at vi fra nu af tager det med ind i arbejdet, at de kan måle det ud fra nogle værdier, der er betydelig lavere end dem, som man kan måle med de metoder, som Arbejdstilsynet i dag bruger. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak, og så iler vi videre til den næste. Det er hr. Carl Andersen fra Liberal Alliance. Velkommen.

Mange tak, formand. Aldrig før har så mange danskere været i arbejde: unge, voksne og seniorer, udlændinge og herboende danskere, og det er positivt, både for den enkelte og for Danmark. Men når flere går på arbejde, stiller det også større krav til, at det er sikkert at gå på arbejde, at man kan stole på sin arbejdsgiver, og at de få brodne kar løbende bliver ekskorteret ud, så de mange retskafne og ordentlige virksomheder kan fortsætte deres arbejde. Lovforslaget her forholder sig til begge dele. Det udmønter dele af de politiske aftaler om en national handleplan for asbest og en øget indsats mod social dumping. Det er to aftaler, som Liberal Alliance samlet set ikke kunne tilslutte sig, men i denne udmøntning, som der er tale om her, er de elementer, som vi havde indvendinger imod, ikke med, og derfor kan vi godt støtte lovforslaget. For os giver det nemlig ikke mening at forbyde tusindvis af boligejere at rengøre deres asbestholdige tage, forsegle dem og hermed potentielt forlænge deres levetid eller at indføre endnu et id-kort, som medarbejdere på landets byggepladser skal bære rundt på. De tiltag er ikke med i nærværende lovforslag, og det kvitterer vi for. Til gengæld giver det rigtig god mening, at større arbejdsgivere kan idømmes større bøder end små arbejdsgivere, når arbejdsmiljøreglerne overtrædes, at man reducerer mulighederne for svindel med asbestprøver og sikrer, at medarbejderne også har adgang til de her prøveresultater, og at den eksisterende mulighed for fængselsstraf ved særlig grove og forsætlige overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen, herunder sager med døden til følge, faktisk også bliver anvendt i praksis. Det kan vi konstatere at den ikke har været, siden det blev indført i 2008. For selv om vi igennem de sidste 40 år har set et markant fald i antallet af dødsulykker, betyder det ikke, at arbejdsgivere, som med fuldt overlæg udsætter medarbejdere for livsfarlige situationer, hvor det endda ender med dødsfald, skal kunne slippe med en bøde eller en løftet pegefinger. Der skal naturligvis være konsekvenser. Afslutningsvis vil jeg bemærke, at der i den politiske aftaletekst fremgår, at Arbejdstilsynet i sager om mangelfulde planer for sikkerhed og sundhed alene vil anvende straf ved direkte tiltale, når der er tale om væsentlige mangler, men lige præcis det element mener vi ikke fremgår tilstrækkeligt, hverken i lovteksten, forarbejderne eller i bemærkningerne til lovforslaget, så det er noget af det, som vi i Liberal Alliance vil arbejde for at få præciseret i udvalgsarbejdet. Samlet set stemmer Liberal Alliance for det her gode lovforslag.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Victoria Velasquez.

Tak for det. Jeg har et spørgsmål, som er lidt af det samme, som jeg stillede til Venstre. For i 2018 udgjordes flertallet jo af bl.a. Liberal Alliance, og jeg vil gerne spørge, hvor Liberal Alliance står i forhold til spørgsmålet omkring arbejdsmiljø. Vi ser jo desværre ind i, at hvis ikke den her finanslov, der skal forhandles i år, lykkes med at adressere problemet, så vil der være massive nedskæringer på Arbejdstilsynet fra næste år. De massive nedskæringer vil jo faktisk betyde, at vi alligevel kommer ned på et niveau – det ved ordføreren måske bedre end jeg – som er tilsvarende til det niveau, der var i 2018. Derfor er jeg nysgerrig på, om det er noget, Liberal Alliance egentlig er optaget af, altså at Arbejdstilsynet rent faktisk kan udføre deres opgave og løfte det arbejde, som der er, eller om Arbejdstilsynet er et af de steder, som Liberal Alliance ser som besværligt bureaukrati.

Ordføreren.

Jamen Arbejdstilsynet er jo et vigtigt tilsyn på vores arbejdsmarked. Så vidt jeg er orienteret, skal vi jo også forhandle sådan et arbejdsmiljø i arbejdsmiljøforligskredsen her i år, så det er jo noget, som man kan tage med til bordet der. Altså, for Liberal Alliance er det vigtigt at kigge på, hvad det er for nogle kontrolindsatser, som man gerne vil have prioriteret, og hvad det er for nogle ydelser, man gerne vil have. Og så skal pengene jo selvfølgelig følge med til det. Men hvor mange penge der skal bruges for at få det serviceniveau, vi gerne vil have, har jeg ikke et overblik over for nuværende.

Spørgeren.

Det er også fuldstændig fair og meget, meget forståeligt. Det kommer jo også an på, hvad det er for nogle opgaver, f.eks. også med id-kortet: Er det noget, der skal løses statsligt, eller er det noget, sektorerne selv løser osv. osv. Det betyder jo også noget, om byrden er på arbejdsgiverne, altså private virksomheders økonomi, eller om det er noget, man løfter statsligt osv. Så det har jeg fuld forståelse for. Skal jeg forstå det således, at Liberal Alliance godt kunne være med på at sørge for, at vi holder det niveau af de investeringer, som vi har lavet i arbejdsmiljøarbejdet over de senere mange år, og hvor Liberal Alliance jo også har været med i meget af arbejdet? Eller hvor tror ordføreren at Liberal Alliance kommer til at stille sig?

Ordføreren.

Altså, vi går konstruktivt ind i forhandlingerne om arbejdsmiljø. Hvor vi lander, tør jeg ikke spå om her. Det vigtigste for os er i hvert fald at sikre, at vi får et effektivt tilsyn. Ligesom man kan effektivisere andre steder i den offentlige sektor, tror jeg også, man kan gøre det i Arbejdstilsynet, men hvor beløbet præcis skal være, kan jeg hverken be- eller afkræfte her.

Det var slut på de korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren. Så er den næste hr. Ammar Ali fra Moderaterne. Velkommen.

Tak for ordet, formand. Ingen skal gå på arbejde med frygt for sit liv eller helbred. Det tror jeg vi alle sammen er enige om herinde. Alligevel ved vi, at der på nogle byggepladser sker det, at asbest fortsat udgør en alvorlig og ofte skjult fare. Med det her forslag tager vi et vigtigt skridt for at beskytte dem, der bygger og renoverer bygningerne i vores land. Lovforslaget handler om ansvar, gennemsigtighed og konsekvenser for dem, der bevidst ser bort fra sikkerheden. Det er dybt rystende, at visse arbejdsgivere har forfalsket eller tilbageholdt asbestprøver. Derfor bakker vi fuldt ud op om, at ansatte fremover får direkte adgang til analyseresultater fra laboratoriet. At oplysningerne samtidig fra juli 2026 skal indgå i bygherrens plan for sikkerhed og sundhed, styrker trygheden yderligere. Når vi taler om asbest eller dødsulykker med farlige maskiner, taler vi om menneskeliv. Indtil nu har straffen for selv grove overtrædelser af arbejdsmiljøloven i praksis været en bøde. Derfor støtter vi indførelsen af et vejledende niveau for fængselsstraf til ledelsespersoner, der bevidst udsætter ansatte for livsfare. Ved man, at der er asbest, og vælger man alligevel at se den anden vej, skal konsekvensen ikke blot være en faktura, altså en bøde, men en fængselsstraf. Vi foreslår også højere bøder til større virksomheder, der sjusker med formelle regler, f.eks. ved manglende anmeldelse af arbejdsulykker og manglende sikkerhedsplaner. Forebyggelse er ikke bureaukrati; det er dét, der forhindrer en ulykke i at ske. Endelig bakker vi op om forlængelse af revisionsklausulen i udstationeringsloven og respekten for den danske model. Vi støtter op om lovforslaget og ser frem til det videre udvalgsarbejde. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak. Så er det fru Dina Raabjerg fra Det Konservative Folkeparti.

Tak, formand. Det her lovforslag handler jo om noget helt grundlæggende, nemlig at mennesker kan gå på arbejde uden at blive syge, komme til skade eller det, der er endnu værre, fordi nogle har valgt at snyde for at spare penge. Det handler om ansvar, det handler om ordentlighed, og det handler også om at sikre, at der er konsekvens, når man gør noget, der er forkert. Når ansatte kan få direkte adgang til asbestprøver, behøver man som medarbejder ikke at arbejde ud fra blind tillid eller at skulle leve med en mistanke. Man kan altså gå på arbejde med en vished om, at tingene rent faktisk er i orden. Når vi så samtidig tydeliggør det personlige ansvar i de groveste sager, sender vi et klart signal: Ledelsesansvar er ikke noget, man bare kan udlicitere. Vi sikrer retfærdighed, og vi sikrer også proportionalitet, ved at bøderne er mærkbare for de store, men at de ikke er knusende for de små. Der har været en bred opbakning til det her lovforslag i høringen. Der har også været nogle bekymringer, især omkring retssikkerheden, men vi kan se, at ministeren har lyttet til dem, og at de vigtigste kritikpunkter i høringen er blevet imødekommet. Derfor bakker Det Konservative Folkeparti op om det her lovforslag. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak. Den næste er fru Victoria Velasquez fra Enhedslisten. Velkommen.

Tak. I Enhedslisten har vi glædet os til at skulle få disse aftaler til at blive til virkelighed. Det handler helt konkret om at sikre respekt for de mennesker, der går på arbejde. Det at vide, at du, når du træder ind over dørtærsklen til din arbejdsplads, ikke skal være bekymret for dit helbred eller din sundhed eller din tryghed. Det er vi ikke i mål med. Men hver eneste ting, der kan være med til at sikre os, at vi kommer tættere dertil, er enormt vigtig. En anden ting, som vi er særlig optaget af, er at sikre rettigheder til dem, som arbejder, men også deres tillidsvalgte arbejdsmiljørepræsentanter og tillidsrepræsentanter. De er en afgørende del af rygraden i vores samfund, i vores velfærdssamfund, i vores tryghed på arbejdspladsen, men ikke mindst i forhold til at arbejdspladsen fungerer. Derfor synes vi også, at det er vigtigt, at eksempelvis den del om at få adgang til resultaterne af asbestprøver nu sikres. Jeg må også være ærlig at sige, at det jo er forfærdeligt, at vi er nået hertil, hvor det er, at man ikke kan have tillid til, at når nogen ser, at der er asbest på en arbejdsplads, selvfølgelig ikke sender ansatte af sted uden værnemidler eller ikke oplyser om det, at man lyver om, hvad det er, resultaterne siger, eller ligefrem fusker og snyder med det. Det samme gælder, at der overhovedet er behov for at slå så hårdt ned på nogen, der har fået den vigtige opgave at have ansvar for nogen på en arbejdsplads og være arbejdsgiver eller chefer og så svigter det ansvar eller nogle gange ikke bare svigter det, men faktisk groft udnytter den magt og det enorme ansvar, som man har som arbejdsgiver eller som chef. Derfor har det jo været nødvendigt at ligestille her på straffeområdet, fordi vi simpelt hen ser sager, hvor der er nogle arbejdsgivere, der udnytter den magt, som de har, i noget, der er så alvorligt, at det bliver nødt til at ligestilles på den her måde og betyde fængselsstraf og andre dele. Det bakker vi også meget op om. Så er der også flere forskellige af de ting, som vi tager fat i, i forhold til behovet for at få styrket reglerne på arbejdsmiljøområdet. Jeg kunne sige mange gode ting om det, men det, som jeg også altid er optaget af, er også at se fremad, i forhold til hvordan vi kan gøre det endnu bedre. Og der må jeg sige at jeg altså bliver bekymret, når den sidste finanslov, der er blevet lavet, lægger op til at skære så massivt i Arbejdstilsynet allerede fra næste år. Det viser, at der er en enormt vigtig opgave i de forhandlinger, vi skal have om det nye arbejdsmiljøforlig, men også i forhold til den kommende finanslov, der skal være. Jeg kan ikke regne ud, om det er udtryk for uenighed i regeringen, om det er, fordi man tænker man vil løse det med den finanslov, der kommer i år, eller hvad det er, det skyldes, der gør, vi ser ind i så massive nedskæringer. For der er ikke brug for, at arbejdsmiljøområdet og arbejdsmiljøet skal være dårligere; der er brug for, at det skal være bedre. Og tallene om dødsulykker og arbejdsulykker taler deres tydelige sprog. Når vi samtidig ser ind i en pensionsalder, der hæves, og en intensivitet på arbejdspladsen, der øges, er der rigtig mange, der betaler regningen for et manglende godt arbejdsmiljø med deres egen krop. Derfor er det en bunden opgave for det her Folketing at sørge for, at vi gør alt, hvad vi kan, for at sikre, at det er sundt og trygt at gå på arbejde, og at vi sikrer, at der er et stærkt arbejdstilsyn og en stærk arbejdsmiljøindsats. Det vil i hvert fald også være et fokus, som vi har, sådan at vi er sammen om at sikre, at du kan gå på arbejde, hvor det er sundt, og hvor det er trygt, og at alle kan gøre det, også med de hårde jobs, fysisk eller psykisk. Det skylder vi. Og jeg håber, at partierne herinde vil være med til at sikre det arbejde. Så er jeg selvfølgelig nysgerrig på, hvornår vi kommer i gang, for der er så mange ting, vi kan tage fat i med det kommende arbejdsmiljøforlig. Der er så mange ting og der er så mange mennesker, som har brug for det og har nogle rigtig gode forslag, som vi jo kan bære herind i Folketingssalen og gøre til virkelighed. Så det ser jeg frem til at vi forhåbentlig kommer til at gøre. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste er hr. Nick Zimmermann fra Dansk Folkeparti. Velkommen.

Tak. Det er selvfølgelig lidt særligt for mig, for jeg har jo et godt kendskab til hele den her tagrenserbranche, for en stor del af min egen familie arbejder i den, og jeg har også selv som ganske ung været med til både at rense og male tage og den slags ting. Derfor synes jeg, det er rigtig ærgerligt, at man som en del af den her aftale valgte at lukke hele tagrenserfaget. Jeg ved, at der er rigtig mange danske håndværkere, der gør et fantastisk stykke arbejde. Men det er klart, at der ligesom i alle andre brancher selvfølgelig foregår noget svindel og humbug nogle steder, og det ville så være bedre at slå ned på det end at lukke en hel branche. Et godt sted at starte kunne f.eks. være at undlade de her massive nedskæringer i Arbejdstilsynet, som den her regering har sat sig i spidsen for at gennemføre. I forhold til det her konkrete lovforslag støtter Dansk Folkeparti forslaget, fordi det går i en rigtig god retning. Vi skal virkelig tage asbest seriøst, for det giver jo sygdomme, som igennem alt for mange år overhovedet ikke er blevet taget seriøst. Jeg er ikke i tvivl om, at det har været, fordi langt de fleste, der er blevet ramt af det, har været folk med en håndværkerbaggrund, og derfor har det været noget, man lidt har lukket øjnene for – noget, der er foregået på nogle byggepladser. Alle de initiativer, vi kan tage for at stoppe social dumping og nedbringe udsættelse for asbest og stoppe det, vil vi selvfølgelig i Dansk Folkeparti hellere end gerne være med til, og derfor synes vi også, det var rigtig ærgerligt, at man valgte at blande den her jo ellers rigtig gode asbestaftale sammen med en rigtig dårlig aftale omkring at lukke hele tagrenserfaget. Men vi kommer i hvert fald til at stemme for nu, hvor man har valgt at tage den del ud, der handler om at rense og male tage. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Samira Nawa var fra Radikale Venstre. Velkommen.

Mange tak. Det er 40 år siden, det blev forbudt at anvende asbest i Danmark. Men for ansatte i bygge- og anlægsbranchen udgør asbest fortsat en sundhedsfare. Man skal vide om asbest, at det ikke er sådan, at man mærker konsekvenserne med det samme eller ser sygdomstegnene med det samme, når man arbejder med det. Det kan være en sygdom, der sætter sig mange, mange år efter, f.eks. i form af lungekræft. På den måde er sygdomme i forbindelse med arbejdet med asbest jo lige så alvorligt, som hvis man kommer til skade på anden vis på sin arbejdsplads. I modsætning til tidligere har vi i dag meget klare og præcise regler for arbejdet med asbest, fordi vi jo med tiden er blevet klogere på, hvad det gør ved mennesker, der bliver udsat for asbeststøv uden de rette værnemidler. Langt de fleste arbejdsgivere lever også op til de her krav og regler, men der har simpelt hen været for mange enkeltstående tilfælde, hvor prøverne er blevet forfalsket eller arbejdsgivere simpelt hen ikke har oplyst arbejdsmiljøorganisationen eller de ansatte om resultaterne af asbestprøver. Med det her lovforslag tager vi initiativer som led i en national strategi om asbest, f.eks. at arbejdsgivere er forpligtet til at oplyse om de prøveresultater, der kommer ind. Ligeledes er der en skærpelse af straffen, hvis der er handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Alt sammen er som sagt en del af en national strategi om asbest, som vi i Radikale Venstre er en del af aftalen om, og vi bakker selvfølgelig op om det her lovforslag. Tak, formand.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Den sidste ordfører er fru Karin Liltorp fra Alternativet. Velkommen.

Tak for ordet. Nu har vi allerede fået gennemgået et par gange, hvad den her aftale handler om, så jeg vil starte et andet sted, og jeg vil fortælle, at min søn lige er startet i håndværkerpraktik. Det er jeg meget glad for. Men han bliver sendt ud til alle mulige forskellige steder i landet og skal rive ting ned, og det har gjort den her problemstilling meget mere nærværende for mig, at han fortæller om det støv, han bliver udsat for i sit daglige arbejde. Jeg stiller jo sådan morbekymrede spørgsmål om: Er vi sikre på, at det der støv ikke er giftigt? Skulle I have masker på? Osv. Derfor ved jeg, hvor ultravigtigt det er, at vi bare sørger for, at arbejdsgiverne påtager sig det her store ansvar, så de faktisk ved, hvad det er, deres medarbejdere bliver udsat for, og hvordan de undgår de her forskellige enormt giftige stoffer i arbejdsmiljøet. Så jeg synes alt i alt, det her er et supergodt forslag, for vi skal simpelt hen have tillid til, at arbejdsgiverne tager ansvaret alvorligt. Og med det her forslag strammer vi op. Nu kommer de til at forstå, at de faktisk kan risikere fængselsstraf, hvis de ikke lever op til det her ansvar, og det synes jeg kun er godt, for der er faktisk liv i fare. Så kort kan jeg gøre det. Vi støtter i hvert fald lovforslaget.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Så er det beskæftigelsesministeren. Velkommen, minister.

Tak, formand. Først vil jeg gerne sige tak til ordførerne her for en god drøftelse og for bemærkningerne til lovforslaget. Det er jo, som det fremgår, initiativerne fra den politiske aftale om asbest og et af initiativerne fra aftalen om en styrket indsats imod social dumping, herunder forslaget om forlængelse af revisionsklausulen i udstationeringsloven. Som det er blevet sagt flere gange, skal det jo ikke være sådan, at man bliver syg af at gå på arbejde. Man skal kunne gå på arbejde i Danmark uden at blive udsat for livsfarligt asbeststøv. Vi har desværre set, at arbejdsgivere enten har forfalsket resultaterne af asbestprøver eller har oplyst de ansatte om forundersøgelser, der er blevet lavet, og det er selvfølgelig helt uacceptabelt, hvis man gør det. Med den nationale strategi om asbest besluttede vi, at der skal indføres en pligt for arbejdsgiver til at sikre, at ansatte kan få adgang til resultater af asbestprøver direkte fra den virksomhed, som har analyseret prøverne. Det kan f.eks. være ved en QR-kode, der giver adgang til resultaterne. På den måde vil det ikke være muligt at ændre i resultaterne, og de ansatte vil selv kunne se, om der er asbest i de bygninger, som de skal arbejde i. Med bestemmelsen foreslås der fastsat bemyndigelse til, at de nærmere regler kan fastsættes administrativt. Ud over det forslag har jeg bedt Arbejdstilsynet ændre bekendtgørelsen om bygherres pligter, så bygherrer er forpligtet til at sikre, at analyseresultater om asbest indgår i deres plan for sikkerhed og sundhed. Ændringerne vil træde i kraft den 1. juli 2026, samtidig med det her lovforslag. Det vil give de ansatte på de byggepladser, hvor der er krav om en plan for sikkerhed og sundhed, bedre mulighed for at orientere sig i eventuelle resultater af asbestprøver, som bygherre har fået udarbejdet. Særlig grove overtrædelser af asbestreglerne, hvor ansatte udsættes for farligt asbeststøv, skal kunne resultere i en straf, der kan mærkes. Det samme gælder arbejdsmiljøovertrædelser, der medfører en ulykke med døden til følge. I dag straffes virksomheder i praksis alene med bødestraf for overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen, og det mener vi ikke kan være rigtigt. Derfor skal fængselsstraf kunne anvendes i praksis i situationer, hvor personer i ledelsen har haft kendskab til risikoen for asbestudbredelse uden at handle på det, eller hvis de har haft kendskab til risikoen for dødsulykker ved arbejdet med farlige maskiner uden at handle på det. Med forslaget indføres et vejledende niveau for fængselsstraf over for personer i virksomhedens ledelse, når de har handlet forsætligt eller groft uagtsomt og har begået særlig grove overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen. Det betyder, at det fremover vil være nemmere at straffe med fængselsstraf; der vil være flere tilfælde, hvor det vil være en mulighed. Arbejdspladser, herunder byggepladser, hvor man prioriterer den forebyggende indsats, er til gavn for alle, både ansatte, arbejdsgivere, bygherrer og selvfølgelig også samfundet som helhed. På de fleste arbejdspladser ved man godt, at det er vigtigt at have procedurerne på plads for at forebygge ulykker, men der er desværre virksomheder, der ikke kan finde ud af det, og derfor foreslår vi nu højere bøder til arbejdsgivere i større virksomheder, der ikke anmelder arbejdsulykker, eller hvis de ikke udarbejder en plan for sikkerhed og sundhed. Det håber vi selvfølgelig vil tilskynde flere arbejdsgivere til at prioritere den forebyggende indsats. Med lovforslaget foreslås det endelig at forlænge revisionsklausulen i udstationeringsloven med endnu 1 år, da der er enighed med arbejdsmarkedets parter om, at det fortsat ikke er aktuelt at lovgive om aflønning. Så vil jeg sige, bare sådan mere overordnet, at vi havde et forhandlingsforløb om asbest, og jeg skal jo ikke referere fra forhandlingsforløbet, men der var i hvert fald en ordfører, som selv er tømreruddannet, og som sagde, at det da kunne være rart, hvis man nu en gang for alle fik lukket for det her. Altså, kunne det være nu, vi sagde, at asbestproblemet blev håndteret på en måde, hvor vi ikke blev ved med at give dispensationer, og at vi afsluttede det kapitel i dansk byggehistorie, hvor man bruger asbest til skade for medarbejderne? Det er jeg egentlig stolt over at vi gjorde. Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at der var nogle partier, som så ikke kunne se sig i det. Jeg husker det sådan, at man skrev, at den her ændring ville spænde ben for landets landdistrikter, altså at landdistrikternes ve og vel ville komme i fare, ved at man fjernede en 40 år gammel ordning for dispensation for at kunne rense asbesttage med højtryksspuler. Det skal rettelig siges, at det ikke er en del af det her lovforslag, men det er jo blevet en del af diskussionen her i Folketingssalen. Vores udregninger viser, at det er for ca. 4 mio. kr. – det er det, vi får indberetninger om – der bliver udført af de her rensninger om året. Jeg kommer selv fra landet. Jeg tror, at landdistrikterne er mere robuste, end at 4 mio. kr. vælter dem omkuld, selv om de fire borgerlige partier, der ikke var med i aftalen, sagde det, og jeg tror, det er vigtigt, at vi tager en principiel beslutning om, at når der har været en dispensationsmulighed i mere end 40 år, stopper man også på et tidspunkt med at have sådan en dispensationsordning, uanset at der selvfølgelig vil være nogle medarbejdere, som i nogle tilfælde, og det kan jeg udmærket forstå frustrationen over, vil skulle lave noget andet, når den dispensationsmulighed frafalder. Det synes jeg bare var vigtigt at nævne. Så vil jeg sige i forhold til den påstand, der har været fra Enhedslistens ordfører, om, at vi skulle have vedtaget en meget stor beskæring af Arbejdstilsynet, at jeg synes, det er en lidt ærgerlig argumentationsform. For Enhedslistens ordfører ved udmærket godt, at det er planlagt, at der skal laves en arbejdsmiljøaftale i indeværende år. Enhedslistens ordfører har jo sågar været til et møde, hvor vi har diskuteret det. Så det der med at stille sig op i Folketingssalen og sige, at fordi der er et udløb af den eksisterende aftale, som vi så har lagt op til at skulle forlænge, betyder det, at vi fra regeringens side har skåret ned på Arbejdstilsynet med det pågældende beløb, synes jeg bare er en skidt måde at argumentere på, for ordføreren ved jo godt, at det ikke er rigtigt. Ordføreren ved jo godt, at det er planen, at der skal laves en arbejdsmiljøaftale. Der er ikke skåret ned med et meget stort millionbeløb på Arbejdstilsynets arbejde. Det er selvfølgelig planen, at vi skal diskutere, hvad det er for nogle indsatser, vi gerne vil have, og at der derved selvfølgelig også skal afsættes nogle penge til de indsatser. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Der er en kort bemærkning. Fru Victoria Velasquez.

Faktum er, at den her regering har vedtaget en finanslov, der skærer på Arbejdstilsynet næste år. (Beskæftigelsesministeren Kaare Dybvad Bek): Nej ) . Jeg sagde også i min tale, at det derfor er op til den finanslov, der skal vedtages i år, og arbejdsmiljøforligsaftalen at sikre, at det ikke er de tal, der kommer til at være gældende fra næste år og fra næste år igen. Jeg har et svar fra Finansministeriet, der direkte viser, at det er over 100 mio. kr., det drejer sig om. Så det er jo rigtigt at sige, at det er op til de forhandlinger, vi skal lave om finansloven i år, og arbejdsmiljøforligsaftalen i år at sikre, at vi rent faktisk fortsat investerer i arbejdsmiljøindsatsen. Men jeg vil da gerne høre, hvornår det så er, vi skal lave de forhandlinger, når det er, ministeren selv kommer ind på det her i salen. Men det var egentlig ikke det, jeg tegnede mig på for at sige. Jeg vil gerne sige, at jeg synes, det var enormt positivt. Nu har ministeren jo overtaget loven og forhandlingen fra den tidligere beskæftigelsesminister, og i høringsnotatet fremgår det: »Beskæftigelsesministeriet vil parallelt med lovforslaget ændre bekendtgørelse om bygherrens pligter, så der stilles krav om, at bygherre, når der er krav om en Plan for sikkerhed og sundhed (PSS), skal sikre, at den indeholder analyseresultater om forekomst af asbest«. Det synes jeg er enormt positivt. Vil ministeren sætte nogle ord på det?

Ministeren.

Jeg ved godt, det måske for folk, der ikke kender diskussionen, kan virke lidt som en sidediskussion, men jeg synes faktisk, jeg bliver nødt til at tage fat i det, for det er vigtigt: Når man stiller sig op og siger, at regeringen har skåret ned, kan det jo lyde, som om regeringen har truffet en aktiv beslutning om at beskære Arbejdstilsynet med over 100 mio. kr. Det er simpelt hen ikke rigtigt. Det er forkert. Fru Victoria Velasquez ved godt, det er forkert, men alligevel stiller fru Victoria Velasquez sig op og siger, at det er sådan, det er. Det ærgrer mig rigtig meget, for jeg synes ikke, det er sådan, vi burde have diskussionen her i Folketingssalen. Jeg synes, det burde være sådan, at når man godt ved, at traditionen er, at man forlænger en arbejdsmiljøaftale, stiller man sig ikke op med en påstand om ... jeg kan også bare lade være, for hvis ikke, man hører efter, er det jo lige meget, hvad jeg siger. Men hvis man stiller sig op med en påstand om det, når man godt ved, at det ikke er sådan, det kommer til at forløbe, synes jeg, at man gør debatten her i Folketingssalen mere ærgerlig, end den ellers burde være.

Spørgeren.

Det ville være fedt, hvis ministeren ville følge op på det med høringsnotatet. Faktum er, at hvis nu der kommer valg til august og statsministeren siger, at man ikke har kunnet blive enige om en finanslov, og at man fortsætter med den finanslov – jeg ved ikke, om det hedder en teknisk finanslov, eller hvad den hedder – som nu er blevet vedtaget, og at det så må være op til et nyt flertal at forhandle en ny aftale, så fortsætter den, så vi ikke får amerikanske tilstande, til nytår, og så kan vi godt lande en ny finanslov eksempelvis i februar. Hvis det scenarie bliver tilfældet – og det er noget lignende det, man har set under statsminister Anders Fogh Rasmussen, og man så det også i 2022 – ville faktum jo være, at Arbejdstilsynet blev nødt til at fyre folk, fordi der er nogle opsigelsesvarsler og andre ting. Så jeg synes da, det er en reel bekymring, og at vi skal have løst den opgave i år.

Tak. Ministeren.

Jeg er sådan set enig i, at vi skal løse den opgave i år. Det er da ikke nogen hemmelighed. Det har jeg snakket med flere ordførere i salen om. Det, jeg synes er uærligt – og jeg synes egentlig, det er ærgerligt, at Enhedslisten ikke kan erkende, at det er uærligt – er, at man stiller sig op og spørger først den socialdemokratiske ordfører og senere andre ordførere fra regeringspartierne, hvorfor de har valgt at skære ned på Arbejdstilsynet være over 100 mio. kr., når man godt ved, at det ikke er det, der er tilfældet, når man godt ved, at det ikke er det, der er planen. Jeg synes bare, det er en ærgerlig måde at gøre debatten flad på. Det er sikkert noget, man laver for at kunne lave et eller andet klip, som man kan dele på de sociale medier, og så kan det se farligt ud. men jeg synes, det er en ærgerlig måde at trække det ind i Folketingssalen på.

Der er ikke yderligere korte bemærkninger, så vi siger tak til ministeren. Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Beskæftigelsesudvalget. Er der ingen, der gør indsigelse mod dette, betragter jeg det som vedtaget. Det er vedtaget.

Vi skal nu i gang med en forespørgselsdebat. Det indebærer, at ordførerne skal logge sig af deres normale pladser og derefter rykke frem på de forreste rækker og logge sig ind, og derfor holder vi en kort pause. Det ser ud til, at vi er klar. Der mangler lige en enkelt, men jeg tror godt, at vi så småt kan gå i gang. Jeg vil lige gøre opmærksom på, at afstemninger om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til torsdag den 22. januar 2026. Det, jeg gør først, er at give ordet til ordføreren for forespørgerne, hr. Nick Zimmermann fra Dansk Folkeparti, for en begrundelse. Værsgo.

Tak for det, og tak, fordi I alle sammen er mødt op her i dag. Vi har jo indkaldt til den her forespørgselsdebat, fordi vi står over for en stor udfordring i vores velfærdssystem. Vi har en massiv overrepræsentation af arbejdsdygtige ikkevestlige indvandrere, som er landet på en førtidspension, og det er selvfølgelig dybt bekymrende. Førtidspensionen var tænkt som en hjælp til dem, der ikke længere kan arbejde, og jo altså ikke det her smuthul, som det har vist sig at være for rigtig mange, der kommer her til vores land og bliver parkeret på en førtidspension, som i manges tilfælde drejer sig om, at de ikke gider at arbejde og bidrage til det danske samfund. Samtidig er der rigtig mange danskere, der har oplevet, at de rent faktisk ikke kan arbejde længere og så må slide sig igennem nogle lange og urimelige forløb. Jeg har selv været i kontakt med rigtig mange danske borgere, som har oplevet nogle forfærdelige ting igennem deres jobcenterforløb, og det er jo intet mindre end uacceptabelt. Derfor har vi indkaldt til den her debat for at høre, hvilke initiativer regeringen vil tage for at stoppe det misbrug, som der helt tydeligt er af vores førtidspensionssystem, og om ministeren er villig til at kigge på den her tilkendelsesproces, så vi sammen kan prioritere de danskere, der har størst behov, og få stoppet det, der jo for rigtig manges vedkommende ser ud til at være svindel og humbug inden for førtidspensionssystemet, når vi kan se, at så mange ikkevestlige indvandrere bliver parkeret der. Så jeg ser frem til en konstruktiv og god debat. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Nu vil jeg give ordet til beskæftigelsesministeren for en besvarelse.

Tak for det, og tak til hr. Nick Zimmermann for spørgsmålet. Det er klart, at overrepræsentation af ikkevestlige indvandrere blandt førtidspensionister er bekymrende. Det er jeg enig med spørgerne i. For 2024 var 12 pct. af ikkevestlige indvandrere tilkendt førtidspension. Det er 7 pct. for etniske danskere. Så det er altså næsten dobbelt så mange. For visse nationaliteter er andelen meget højere. For folk med baggrund i Libanon er det 38 pct. For folk med baggrund i Irak er det 30 pct. Særlig blandt folk, der er over 45-årsalderen, er der en stor overrepræsentation sammenlignet med folk med dansk oprindelse, ligesom der er en stor overrepræsentation af kvinder med indvandrerbaggrund. Det er for mig at se et billede på, at vi betaler noget af prisen for mange års forfejlet udlændingepolitik, og at der ikke er stillet høje nok krav til de personer, der er kommet hertil. Og så er det jo også et billede på noget af det, som vi oplever mange steder i den her debat, altså at kommunale sagsbehandlere fortæller, at folk kommer med en historie om, at de var faldet ned i en brønd. Vi har hørt sagsbehandlere fortælle om afmagt og frustration og om, at de oplever, at de er dårligt klædt på til at takle borgere, der kommer fra lande, hvor der er krig og ødelæggelse, og det er selvfølgelig også en del af bagtæppet for den diskussion, vi skal tage i dag. Førtidspension er til mennesker i vores samfund, som ikke kan arbejde. Det kan f.eks. være, at de har været udsat for en arbejdsulykke eller har psykiske lidelser i en grad, der gør det svært at have en almindelig hverdag, og dem skal vi som velfærdssamfund holde hånden under. Det er vigtigt, at vi har den ydelse, som førtidspension er. Det er en af vores højeste forsørgelsesydelser, og noget af det smukkeste ved vores velfærdssamfund er for mig at se, at hvis man af forskellige årsager ikke længere er i stand til at arbejde, så kan man alligevel leve et liv med en nogenlunde normal indtægt. Men det er klart, at tilliden til førtidspension er afhængig af, at det er de rigtige, der modtager den. Hvis folk snyder og udøver aktiviteter, der ikke er i overensstemmelse med betingelserne for at modtage førtidspension, kan det selvfølgelig ikke accepteres. Det skal vi ikke acceptere, for det svækker opbakningen og tilliden til velfærdssamfundet, og det er også en hån imod systemet og imod dem, der har brug for at få en førtidspension. Derfor er jeg glad for, at vi inden jul lavede en aftale med en række af de partier, som også er her i dag, om at tage nye redskaber i brug i forhold til førtidspension. Det er konkret fire tiltag, hvis formål er at sikre, at førtidspension kan frakendes borgere, som ikke opfylder betingelserne eller udøver alvorlig kriminalitet. Vi kommer til at lave en gennemgang af 5.000 udvalgte førtidspensionssager. Det drejer sig om borgere på førtidspension, der er registreret som indrejst og bor i boligområder, der har en høj andel af folk uden tilknytning til arbejdsmarkedet eller folk uden uddannelse, og hvor der er høj kriminalitet. Det er en afgrænset øvelse, for vi ønsker ikke at skabe utryghed for de 255.000 mennesker, der er på førtidspension. Det er vigtigt for mig at understrege her, at der kan være borgere, der med tiden har udviklet en arbejdsevne, og som måske også selv får mere ud af at komme tilbage i arbejdsfællesskabet. Vi styrker samtidig kommunernes værktøjer og indfører en pligt for førtidspensionister til at deltage i samtaler og tilbud om at oplyse deres sag. Samtidig er der også en sanktion, hvis man udebliver. Kommunerne får hjemmel til at indhente oplysninger fra Kriminalregisteret uden samtykke. Med aftalen sender vi et tydeligt signal om, at vi ikke vil acceptere, at man modtager forsørgelsesydelser og samtidig begår grov kriminalitet. Det er tidligere besluttet, at bl.a. rockere og bandemedlemmer skal have frataget førtidspension, og det er i forlængelse af det, som den her aftale også skal ses. Det vil bl.a. dreje sig om folk, der har begået terrorisme, landsforræderi, voldtægt, grov vold eller manddrab. Det vil være i den type af sager, hvor man vil kunne frakende folk deres førtidspension, når folk er færdige med at afsone deres dom. Det er helt konkrete initiativer, som jeg tror er afgørende for at sikre den tillid og opbakning, som vi som samfund har til, at førtidspension bliver givet rigtigt, og det er vigtigt at holde fokus på, at vi ikke gentager de fejl, som vi har lavet tidligere. Vi har også aftalt, at der skal gennemføres en undersøgelse af kommunernes oplevelse af sagsbehandlingen i tilkendelsessager om ikkevestlige indvandrere. Vi vil gerne se, hvad det er for nogle mulige forklaringer, der er på, at det er vanskeligere for kommuner at udvikle arbejdsevnen for ikkevestlige indvandrere. Undersøgelsen tror jeg bliver meget vigtig for det videregående arbejde. Den skal bidrage med øget viden og læring, som skal bruges til at forebygge den overrepræsentation, der er. Vi skal vide mere om omfanget af de oplevelser, som vi hører fra kommunale sagsbehandlere, som f.eks. bliver udsat for pres fra ikkevestlige indvandrere for at tilkende dem førtidspension, og vi skal blive klogere på, om der er systematik i anvendelsen af de lægeerklæringer, der kommer ind og fører til flere tilkendelser. Det skal give os nogle vigtige læringspunkter, som vi kan bruge til at se på, hvordan reglerne kan blive tilrettelagt fremover. Vi har også aftalt, at når vi har undersøgelsen i hånden, skal vi mødes, drøfte resultaterne og se, om vi i fremtiden kan gøre mere for at sikre, at det er de rigtige, der modtager førtidspension.

Det er også en del af forespørgslen, hvordan vi fremadrettet sikrer en retfærdig sagsbehandling uden unødig langvarige forløb. Førtidspension er en varig ydelse, og derfor stiller vi krav om, at alle muligheder og indsatser skal være forsøgt afprøvet, inden den kan tildeles, og det skal vi selvfølgelig holde fast i, sådan at førtidspension går til de rigtige. I nogle sager kan tilkendelsen ske hurtigt, fordi der helt åbenlyst ikke er andre muligheder end en førtidspension. I andre sager skal vi fortsat stille krav til dokumentationen, og det er vigtigt, at det er dokumenteret, at dem, der får pensionen, ikke har andre muligheder. Det kræver, at det er undersøgt, at sygdomssituationen og konsekvenserne for arbejdsevnen kan betragtes som varige, og at der ikke ses at være flere behandlingsmuligheder eller muligheder for at udvikle arbejdsevnen. Det er ofte komplekse sager, som kræver grundig sagsbehandling. Det kan virke langsommeligt, men det er vigtigt at sørge for, at vores skattebetalte ydelser fra den fælles velfærd udbetales til dem, der reelt er berettiget og ikke kan forsørge sig selv. For mange ender forløbet med, at de får tilkendt en førtidspension, og for dem kan det være med til at skabe ro og stabilitet i deres hverdag. Med beskæftigelsesreformen har vi nu afskaffet ressourceforløbet, som var et forløb, som for mange har været en tung og nyttesløs periode på vejen imod en førtidspension. Afskaffelsen betyder, at nogle vil kunne komme hurtigere til sagsbehandling om førtidspension. Derudover indfører vi en 1-årig afklaring for kontanthjælpsmodtagere, sådan at der bliver taget stilling til, om de fortsat hører til i kontanthjælpssystemet, eller om de bør overgå til andre ydelser, herunder f.eks. førtidspension. Samlet har vi taget en række initiativer for at sikre balance i førtidspensionen. For det er netop modtagerne af den, der har brug for et stabilt levegrundlag, fordi deres arbejdsevne er så nedsat, at de ikke kan forsørge sig selv. Det handler om at sikre en ordentlig og værdig sagsbehandling, hvor ingen eller i hvert fald færre end i dag skal trækkes igennem lange forløb, og hvor førtidspensionen reelt tildeles dem, som er berettiget. Så tror jeg bare, at jeg vil slutte af med at sige, der jo har været meget diskussion om sagsbehandlere, og jeg tror også bare, at det er vigtigt at sige, at vi kan gøre det bedre på førtidspensionsområdet. Det tror jeg, og jeg kan se, når jeg eksempelvis læser i Ankestyrelsens rapport, at der er en relativt høj andel, hvor det er svært at se, hvad for en dokumentation der er for den manglende arbejdsevne. Men det er også vigtigt at sige, at man gør det godt i kommunerne. Langt de fleste, der får tildelt førtidspension, er berettiget til førtidspension. Jeg ser i hvert fald ikke for mig nogen konspiration eller sådan et billede af, at man generelt gør tingene på en dårlig måde. Jeg synes, der også er grund til at være glad for det arbejde, der bliver lavet, og alle de mennesker, som får en berettiget førtidspension. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Der er nu adgang til én kort bemærkning fra ordførerne af et minuts varighed. Den første er til fru Victoria Velasquez.

Regeringen har sammen med flere af partierne her i Folketinget, herunder Enhedslisten, tidligere sat penge af til indsatser målrettet folk på førtidspension. Vi har afsat midler til, at man har kunnet lave flere forskellige forløb. Noget af det har handlet om idræt og foreningsliv; andre ting har handlet om at bygge ens arbejdsevne op. Der er over en længere periode ret flotte tal, i forhold til hvor mange der faktisk har kunnet begynde at have arbejdstimer, og der er endda nogle helt vilde eksempler på, at folk faktisk igen er kommet helt tilbage på arbejdsmarkedet. Men det har tit været noget, der var enkeltstående projekter, hvor vi puljemæssigt har finansieret det på den måde. Noget af det, jeg tror er enormt vigtigt, og som vi er meget optaget af, er at få folk ind på arbejdsmarked, både i forhold til kontanthjælp, men også i forhold til førtidspension, men også hvordan vi får afklaret folk, og hvordan får vi støttet folk, sådan at fokus ikke er på mistillid og at slå folk oven i hovedet, men faktisk er på at kanalisere krudtet hen, hvor man kommer frem og kommer ind på jobbet, og hvor der bliver set på én, som har muligheder og talenter, og ikke bare som én, der er syg og ikke kan noget. Vil regeringen være med til at se på, om der ikke er nogen af de her ting, vi skal holde fast i, og måske gøre til rettigheder eller mere varige?

Ministeren.

Jo, jeg synes, at det er vigtigt at give mulighed for, at man kan blive tilknyttet arbejdsmarkedet på den ene eller anden. Noget af det, som jeg lagde meget mærke til, da jeg prøvede at sætte mig ind i diskussionen om førtidspension som ny minister, var, at der stort set ikke er nogen, der går fra fleksjob til førtidspension. Det tyder i hvert fald for mig på, at det, at man kommer og har tilknytning til arbejdsmarkedet, også gør, at man måske bliver i stand til at håndtere nogle flere ting og bliver i stand til i virkeligheden at bygge en arbejdsevne op. Dem, der får førtidspension, er jo enormt forskellige mennesker. Vi har jo stadig en stor gruppe, der får det på klassiske fysiske arbejdsskader. Det er klart, at hvis man har fået en jernstøbning ned over sig, som en af mine klassekammeraters far fik, så er det jo ikke, fordi man så håber på, at vedkommende kan opbygge en arbejdsevne. Men omvendt er der jo rigtig mange, som også får førtidspension på nogle diagnoser, som ikke nødvendigvis er stationære, og der er jeg helt åben over for, hvad for nogle gode tiltag, vi kan tage, for at bygge dem op til eventuelt at kunne komme tilbage på arbejdsmarkedet, f.eks. i et fleksjob.

Hr. Nick Zimmermann.

Tak for det, og tak for besvarelsen i øvrigt. Den her aftale, som vi har lavet omkring de 5.000 genåbninger eller genvurderinger, handler jo om at prøve at kigge nogle af de sager igennem, fordi der jo er en oprigtig bekymring for, om der er foregået noget snyd. Men vi må jo også bare sige, at samtidig med det er der ikke taget nogen initiativer for at stoppe tilstrømningen. Alene siden Mette Frederiksen blev statsminister er der tildelt over 12.000 ny førtidspensioner til ikkevestlige indvandrere. Når vi kan se på tallene, at omkring to ud af tre irakere over 50 år er på førtidspension, og at det samme gør sig gældende for knapt 50 pct. af både somaliere, afghanere og pakistanere – og listen fortsætter – så bør der jo være nogen, der råber vagt i gevær. Altså, lad os tage det tænkte eksempel, at det var den danske befolkning, hvor to ud af tre etniske danskere over 50 år var på førtidspension, ville det jo være en national krisesituation, og man ville jo aldrig nogen sinde tillade, at det nåede dertil. Derfor må der da være nogle initiativer, man har tænkt sig at tage, for at stoppe tilstrømningen af ikkevestlige indvandrere, der ryger over på en førtidspension – eller hvad?

Ministeren.

Først vil jeg sige, at grunden til, at det er steget, først og fremmest er den aftale, vi lavede i 2018, som lempede adgangen, og i 2018 – det kan hr. Nick Zimmermann også godt huske – var det jo ikke Mette Frederiksen, der var statsminister; der var der tværtimod et flertal, hvor Dansk Folkeparti var det største parti. Så det tror jeg da vi fælles må overveje, altså om de lempelser, der blev lavet, gik for langt, og om det var det, der gjorde, at der er kommet flere på førtidspension. Men jeg har svært ved at se, at det var Mette Frederiksen, som skulle være ansvarlig for det, når hun jo så ikke på det tidspunkt var statsminister. Så vil jeg sige, at noget af det, som jeg synes har virket, og som vi også sagtens kunne kigge på, jo f.eks. er i forhold til den gruppe, der er kommet fra Syrien, som er en relativt stor gruppe, men som har en meget lav procentdel på førtidspension, netop fordi man tilbage i 2010'erne ændrede og skærpede reglerne for, hvor lang tid man skulle have været her, før man kunne begynde at søge førtidspension. Det tror jeg gør, at der er mange i den gruppe, der ligesom jeg bliver nødt til at starte med at prøve at finde plads på arbejdsmarkedet, før man går hen og søger førtidspension – og det tror jeg har virket ret godt.

Fru Samira Nawa.

Tak. Den aftale, der blev indgået om førtidspension, var Radikale Venstre ikke en del af. Det var Dansk Folkeparti, og de fejrede det også i stor stil, bl.a. på sociale medier. Her skrev hr. Nick Zimmermann bl.a. om et led i aftalen: »Vi går nu også i gang med at undersøge de socialrådgivere med anden etnisk baggrund, der har tildelt pensionerne. Vi vil finde ud af, hvor ofte kulturel og religiøs loyalitet har trumfet faglighed og lovgivning. Og hvor mange socialrådgivere med ikke-vestlig baggrund der bevidst har favoriseret deres egne.« Når jeg kigger i aftalen, forstår jeg det ikke som en mistillidserklæring til socialrådgivere generelt og heller ikke som en mistillidserklæring til socialrådgivere, der har ikkevestlig baggrund. Så hvordan ser ministeren på den aftale, når nu Dansk Folkepartis fortolkning er den her grundlæggende mistillid til mennesker, der går på arbejde og set med mine øjne passer deres arbejde?

Ministeren.

Altså, jeg ser det på den måde, at vi laver en undersøgelse af, hvad det er, der gør, at der er så stor en andel i nogle grupper, som får førtidspension. Jeg har ikke besluttet mig på forhånd for, hvad jeg fornemmer, at det er. Jeg har lyst til at få det åbent, ligesom den rapport, som Ankestyrelsen lavede sidste år, og som giver et billede af, at der er en stor andel, som har fået førtidspension, uden at man kan dokumentere, hvorfor de har fået det. Handler det om, at man ikke har andre muligheder? Handler det om, at der kan være en eller anden koordinering i nogle etniske grupper? Det kan jo også godt handle om, at der kan være nogle steder, hvor sagsbehandlerne ikke er professionelle, som det bliver indikeret, men det er ikke noget, som jeg har peget ud på forhånd. Jeg synes, vi skal gå helt åbent til det og se, hvad det er, der gør, at det her sker. Hvorfor er det, at det i de kommuner, hvor man tildeler mange førtidspensioner, og hvor der bor mange, der har udenlandsk baggrund, sker i så høj grad, som det gør?

Fru Karin Liltorp.

Tak for det, og tak for talen. Jeg tror, at jeg kan blive enig med ministeren om, at det altid er bedre at forebygge end at helbrede, og jeg er heller ikke i tvivl om, at vi ville kunne få flere i den her gruppe i arbejde, hvis vi brugte de rigtige tiltag. Et af de værktøjer, vi har i kassen, er i virkeligheden at sørge for flere fleksible jobs derude, for det er også et faktum, at alle ikke kan arbejde 37 timer om ugen. De har forskellige psykiske og fysiske udfordringer, og det er et velkendt problem, at vi slet ikke har nok fleksible job her i landet, og desværre placerer staten sig meget, meget skidt i den statistik. De private erhvervsdrivende sørger i meget højere grad for den her inklusionsdimension og sørger for at skabe en masse jobs, som kan varetages 10-15 timer om ugen, og det gør nogle kommuner også, men staten er faktisk dem, der er allerdårligst til det, og det er jo i virkeligheden lidt trist. Så jeg vil godt høre, om ministeren ikke kunne forestille sig, at vi arbejdede lidt på at se, om staten ligesom også kunne skabe den her gulerod og være med til at skabe flere af de her fleksible jobs og sætte et måltal, i forhold til at man også havde en pligt til at tilbyde arbejde til nogle i den her gruppe.

Ministeren.

Det kan være, at jeg husker forkert, men jeg husker det klart på den måde, at hvis man f.eks. ser på fleksjobordningen, er det offentlige meget klart overrepræsenteret, i forhold til hvor mange fleksjob der bliver udbudt. Altså, det er det offentlige, som klart bærer den største del af det. Man kan spørge: Er vores arbejdsmarked ikke fleksibelt? Det ved jeg ikke om man kan sige. Altså, det er jo omkring 30 pct. af vores arbejdsmarked, der består af deltidsansatte, så der er jo trods alt en ret stor del, altså en million mennesker, som kan arbejde på deltid. Så mere ufleksibelt er det vel heller ikke. Det er vel trods alt en mulighed mange steder. Jeg tror, at hvis man ser på sådan et forbund som FOA, så beder de jo om, at medarbejderne kan få lov til at arbejde på fuldtid, fordi de er trætte af, at kommunerne i alt for høj grad beder dem om at arbejde på deltid, fordi det er nemmere for kommunerne at vagtplanlægge på den måde. Så tror jeg, at vi i forhold til staten skal gøre alt, hvad vi kan. Jeg er meget på, at staten skal tage et større ansvar. Det er også bare vigtigt at sige, at statens ansættelser jo er lidt anderledes, end de er på det generelle arbejdsmarked. Altså, hvis man f.eks. er ansat i forsvaret eller i politiet, er der jo eksempelvis færre, som har anden etnisk baggrund. Der er jo slet ikke nogen, der ikke er statsborgere, i politiet; jeg tror, at man skal være statsborger for at arbejde der, i hvert fald i nogle funktioner. Så det er også nogle andre arbejdspladser. Jeg kunne godt tænke mig, at man så på det offentlige som helhed, fordi det er forskellige funktioner, der bliver udført.

Tak. Så er det fru Dina Raabjerg, Det Konservative Folkeparti.

Tak, og tak for en fin tale. Jeg noterede mig i svaret til en af spørgerne her, at der var en lempelse i 2018, og det var, i forhold til at flygtninge kunne få førtidspension. Jeg kunne godt tænke mig at spørge ministeren om stigningen i førtidspensioner, og om man kan dokumentere, at den stigning, der er blandt ikkevestlige indvandrere, kan henføres til dem, der er kommet hertil og har fået førtidspension efter den regel. Samtidig kunne jeg godt tænke mig at spørge ministeren om, hvilken ændring i lovgivningen han så mener forklarer, at der har været mere end en fordobling i antallet af førtidspensionister blandt efterkommere af ikkevestlige indvandrere, siden Mette Frederiksen blev statsminister.

Ministeren.

Jeg tror, det er vigtigt at holde tungen lige i munden, og det kan være, at jeg ikke var god nok til at forklare det, men der er tale om to forskellige stykker lovgivning. Den ene del af det, som jeg syntes var en god idé, var, at man skærpede reglerne for, hvornår man som flygtning kunne få lov til at søge om førtidspension. Jeg kan ikke huske, om det var i 2016 eller 2017, men det var et af de år, og der sagde man: Du skal have været her i længere tid for at kunne søge om førtidspension. Det er jo derfor, at der i den syriske gruppe, som er 45.000 mennesker, er så relativt lille en del, der får førtidspension. Det synes jeg er godt. Så er der den anden del med den generelle tildeling af førtidspension. Der blev lavet en stramning, altså en meget klar ændring af hele tilgangen til førtidspension, tilbage i 2013, og i 2018 blev der så lavet en lempelse af de regler, og når jeg spørger i ministeriet, hvad det er, der gør, at det er steget, så peger de bl.a. på den ændring som noget af det, der har gjort, at der er flere, der har fået førtidspension siden hen, uanset om det er etniske danskere eller folk med udenlandsk baggrund.

Tak. Så er det hr. Karsten Hønge, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Og det kan gøres ganske kort. Har beskæftigelsesministeren sådan fundamentalt tillid til vores socialrådgivere og sagsbehandlere, som sidder og forvalter de her sager?

Ministeren.

Ja, jeg har generelt tillid til dem. Jeg vil også sige, at der er udfordringer rigtig mange steder. Ankestyrelsen har dokumenteret i deres udregninger, at man i en femtedel af sagerne ikke kunne finde en begrundelse for, at folk havde fået tildelt en førtidspension. Men jeg vil ikke drage den konklusion, at det er, fordi vi ikke kan stole på sagsbehandlerne, hvilket jeg godt ved er en del af diskussionen derude. Jeg tror, der er en lang række årsager til det. Det kan også være, at der er nogle sagsbehandlere, som bliver truet til at tildele en førtidspension. Det kan også være, at der er nogle steder, hvor man, fordi man er presset i den kommunale administration, gerne vil have lukket nogle sager hurtigere, end hvad der egentlig er meningen. Der kan være en lang række årsager til det, og jeg lægger ikke skylden på sagsbehandlerne. Jeg konstaterer bare, at der er en stor andel af de sager, som man i Ankestyrelsen har undersøgt, hvor man ikke kan finde ud af, hvad det er, der gør, at folk har fået en førtidspension.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går over til forhandlingen og de almindelige regler for korte bemærkninger. Så er det ordføreren for forespørgerne, hr. Nick Zimmermann, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tusind tak for det. Jeg vil starte med lidt fakta, for siden fru Mette Frederiksen tiltrådte som statsminister, er antallet af ikkevestlige indvandrere og efterkommere på førtidspension steget med knap 13.000. Det svarer til en massiv stigning på over 25 pct., og i 2024 betød det altså, at de offentlige udgifter til den her gruppe var på ca. 9 mia. kr. Det er jo et helt ekstremt stort beløb, der svarer til cirka halvdelen af de ydelsesudgifter, som danskerne i dag må betale til ikkevestlige indvandrere og efterkommere. Mange stormellemøstlige og afrikanske nationaliteter er jo dybt overrepræsenterede; det gælder eksempelvis irakiske mænd på over 50 år, hvor to ud af tre er på førtidspension. Men vi ser det samme mønster fra lande som Libanon, Somalia og Afghanistan. For nylig fik vi i Dansk Folkeparti endelig efter måneders kamp gennemført sammen med regeringen og en række andre partier at genvurdere 5.000 sager om førtidspension til ikkevestlige indvandrere og efterkommere. Stod det til Dansk Folkeparti, skulle det her tal naturligvis have været højere; det var også noget, vi kæmpede for i forhandlingerne. Og idéen er, at en ny enhed skal dobbelttjekke for snyd og humbug blandt de mange ikkevestlige, der har fået en førtidspension, hvilket set med vores øjne i Dansk Folkeparti er alt, alt for nemt. Det er jo selvfølgelig en aftale, som vi i Dansk Folkeparti er glade for, men vi burde gå endnu længere. For vi kan altså ikke have tillid til, at så mange ikkevestlige har fået førtidspension på et rimeligt grundlag. Den tidligere beskæftigelsesminister afviste jo ad flere omgange offentligt Dansk Folkepartis idé om at genåbne sagerne, og derfor er jeg jo bare endnu mere glad for, at Dansk Folkepartis store pres – sammen med nogle andre blå partier – endelig fik regeringen til at handle. Vi må også erkende, at der er nogle mangler i aftalen, for hvis vi kan vende skuden på den udvikling, der er sket de seneste år under fru Mette Frederiksen som statsminister, så kræver det selvfølgelig langt mere handling end i dag. Derfor har vi indkaldt til den her forespørgsel – for at høre om regeringens initiativer, og om ministeren vil indkalde til forhandlinger om at stoppe tilstrømningen af ikkevestlige på førtidspension. Vi er særlig glade for, at det nu bliver undersøgt, hvordan muslimsk kultur og det sociale pres heraf har presset, måske, nogle socialrådgivere med en anden etnisk baggrund til at give en førtidspension til ikkevestlige indvandrere, der sagtens kan arbejde, sådan som vi f.eks. har set det med den kriminelle Fasar, som vi kender fra »Den sorte svane«, og der kan jo være langt flere eksempler derude. Noget andet og mere relevant, måske, er selve reglerne for tilkendelsen af førtidspension, for hvordan er det overhovedet muligt i dag, at ikkevestlige indvandrere kan ende på en førtidspension? For stod det til Dansk Folkeparti, skal indvandrere i arbejde, og hvis man ikke kan arbejde og ikke vil, så skal man hjem. Man skal slet ikke have en førtidspension, sådan som vi ser det i dag. Derfor vil vi også opfordre ministeren til at indkalde til nogle forhandlinger om selve tilkendelsesprocessen, så vi kan få strammet den her lovgivning. Siden statsminister fru Mette Frederiksen overtog i Statsministeriet er nettoindvandringen fra Stormellemøsten mangedoblet, og det er altså med mennesker, som i dag får tilkendt en førtidspension i langt højere grad end andre grupper. Og i vores øjne i Dansk Folkeparti er det en bunden opgave, at regeringen kommer i gang med at løse det her, for mens vi har set, at det blevet lettere og lettere for ikkevestlige indvandrere at få en førtidspension, kan vi jo også konstatere, at det for rigtig mange danskere er enormt svært at få en førtidspension. Der er danskere, der kommer igennem rigtig hårde og lange forløb og skal vente mange år på at modtage ydelsen. Der er sågar danskere – også folk, der har skrevet til mig – der har været møghamrende syge, men alligevel har de i årevis skullet kæmpe med næb og kløer imod et rigidt system. Og der er der altså bare behov for en tilgang, hvor systemet er mere venligt orienteret over for de danskere, der har det svært, frem for at være en gavebod over for ikkevestlige udlændinge. Det duer simpelt hen ikke. Samtidig håber vi jo også i Dansk Folkeparti, at vi kan få sat en stopper for de her mindst 9 mia. kr. om året, som jo altså bruges på ikkevestlige indvandrere. Så vil der jo være penge til netop at hjælpe de danskere, som jo i allerhøjeste grad har behov for at blive hjulpet. Så her til slut vil jeg læse en vedtagelsestekst fra Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne op, som lyder således:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer med stor bekymring, at der er en markant overrepræsentation af ikkevestlige indvandrere på førtidspension i Danmark. Folketinget finder det afgørende, at førtidspension tilkendes på et retfærdigt grundlag, og at ordningen målrettes borgere med et reelt og dokumenteret behov. Folketinget konstaterer samtidig, at mange danske borgere, der ikke længere kan varetage et arbejde, oplever lange og belastende forløb, før de opnår tilkendelse af førtidspension. Dette er uacceptabelt og kræver handling. Folketinget pålægger derfor regeringen at indlede forhandlinger for at sikre, at den store overrepræsentation af tilkendelser til ikkevestlige indvandrere stoppes, og at tilkendelsesprocessen for danskere lempes.« (Forslag til vedtagelse nr. V 17).

Tak for ordet.

Tak for det forslag til vedtagelse. Det vil indgå i de videre forhandlinger. Så er der nogle korte bemærkninger, og den første er fra fru Samira Nawa, Radikale Venstre. Værsgo.

Mange tak. Hr. Nick Zimmermann siger flere gange og på forskellige måder i sin tale, at det er nemmere at få førtidspension, hvis man har ikkevestlig baggrund. F.eks. siger han også, at det er blevet lettere og lettere gennem tiden at få førtidspension, hvis man har ikkevestlig baggrund. Det må man jo forstå er holdt op imod, hvis man har etnisk dansk baggrund. Hvordan hænger det udsagn sammen med, at en overlæge og professor fra Indvandrermedicinsk Klinik skriver: »Flygtninge venter mange år længere end etnisk danske på at få tilkendt førtidspension. De bliver indstillet senere og deres sagsbehandling tager betydeligt længere tid«?

Ordføreren.

Det er et utrolig godt spørgsmål. Nu vil jeg sige, at lige præcis den her læge, som ordføreren refererer til, ikke for mig er en professionel eller en ekspert inden for området. Altså, det er helt klart og tydeligt, at han har en venstredrejet politisk agenda; det er jeg slet ikke et sekund i tvivl om. Når det så er sagt, vil jeg sige, at nogle af de historier, som jo netop har været fremme i forskellige medier, hvor både nuværende og tidligere socialrådgivere har stillet sig frem, netop handler om, at også fra deres professionelle virke som socialrådgivere og som sagsbehandlere ude i kommunerne oplever de, at der eksempelvis kommer nogle indvandrere ind, der har præcis den samme historie, som de fortæller til de sagsbehandlere, de nu er i kontakt med. Eksempelvis var der en socialrådgiver på Frederiksberg, der oplevede, at der kom en, hvad, to-tre stykker ind, der alle sammen fortalte, at de var faldet i en brønd som små og derfor nu havde ondt i lænden, fordi de havde hørt, at en af deres kammesjukker havde fået førtidspension baseret på den historie. Så må jeg også bare sige, at når vi ser på, hvor mange med en ikkevestlig baggrund der har en førtidspension, kontra hvor mange danskere der har det – for danskere er det jo faldet, og for ikkevestlige er det stigende – er der jo helt klart et mønster, der tegner sig derude.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning. Værsgo.

Det undrer mig på ingen måde, at lige præcis hr. Nick Zimmermann stiller spørgsmålstegn ved menneskers professionalisme, uanset om de er professorer, overlæger, sagsbehandlere eller læger, for det gør hr. Nick Zimmermann i ét væk på sociale medier. Hr. Nick Zimmermann kommer også ind på overrepræsentation i sin tale, og der vil jeg egentlig bare som ganske almindelig oplysning sige, at når man kigger på dem, der er under 40 år, er der ikke en overrepræsentation af ikkevestlige indvandrere. Det kan godt være, ministeren er kommet til at sige det i et mundtligt svar til lige præcis hr. Nick Zimmermann, men i et skriftligt svar til mig skriver ministeren, at den overrepræsentation, som der er tale om, ikke er gældende for dem under 40 år.

Ordføreren.

Jeg har en oprigtig bekymring på det her område, og jeg er slet ikke tvivl om, at i tilkendelsesprocessen af førtidspension rundtomkring i kommunerne kan der opstå noget problematisk. Hvis der sidder en socialrådgiver, der har en anden etnisk baggrund, og sagsbehandler – det kan være en irakisk baggrund – og der kommer en irakisk mand ind og fortæller, at han har ondt i lænden eller ondt i skulderen, er jeg bekymret for, om de to kan dele interessefællesskab et andet sted end på det pågældende kommunekontor. Det kan være, hun har en far, som møder den pågældende mand i den lokale irakiske moské eller andet. Kan der så opstå nogle ting i det møde, der gør, at hun føler sig presset til at give vedkommende en førtidspension eller i hvert fald indstille ham til det? Ja, det er jeg ganske sikker på at der kan ske.

Tak. Så er det hr. Frederik Vad, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Hr. Nick Zimmermann har et problem med sandheden, og det har han haft, lige siden han kom ind i Folketinget. Hr. Nick Zimmermann sagde i sin tale, at indvandringen under statsministeren er mangemangedoblet med 124 pct., blev der sagt. De tal er forkerte og bliver brugt forkert. ( Nick Zimmermann (DF): Nej). I de tal bliver de samme mennesker talt med flere gange, fordi folk, der er rejst ud mellem uddannelsesforløb og så er rejst ind igen, tæller dobbelt. Alle dem, der er blevet smidt ud, eller som selv er rejst eller er blevet udvist, tæller ikke med i de tal. ( Nick Zimmermann (DF): Nej). Hvis man trækker dem, der er blevet smidt ud, og som er rejst ud, fra dem, som rent faktisk er kommet hertil, har vi reduceret indvandringen fra Stormellemøsten til en tredjedel af, hvad den var, dengang Dansk Folkeparti og fru Inger Støjberg kørte med klatten i dansk udlændingepolitik. ( Nick Zimmermann (DF): Nej, nej). Det er sandheden, hr. Nick Zimmermann. Hvorfor bliver Dansk Folkeparti ved med at turnere rundt med direkte usande tal, der bliver brugt på en meget, meget forkert måde?

Tak. Nu er det sådan, at når spørgeren har en kort bemærkning, må ordføreren svare, når det bliver ordførerens tur. Det er bare for at bevare den gode stemning. Værsgo til ordføreren.

Ja, det kom jeg lige til at glemme før; det vil jeg huske fremover. Hør nu her, ordføreren ved udmærket godt, at de tal, som Dansk Folkeparti har fremlagt, er 100 pct. korrekte. Indvandringen er massivt steget under den her regering og især i statsministerens regeringstid. En anden ting, der også er rigtig, er den måde, der er forskel på fisk på. Tager vi nu f.eks. polakken, der skubbede statsministeren – noget, der i øvrigt resulterede i, at hun efter, hvad, ½ time på hospitalet kunne få konstateret piskesmæld – blev han udvist. Når vi så ser på, hvad for nogle andre kriminelle udlændinge der får lov at være her i Danmark under statsministerens regering og under ordførerens tid her i Folketinget, er det mordere, voldtægtsfolk, dybt kriminelle udlændinge, som man fuldstændig kategorisk nægter at udvise. I Dansk Folkeparti fremlægger vi sådan set bare regeringens egne indvandringstal. Vi har jo dokumenteret fra ordførerens egen regerings ministerier, at indvandringen er massivt steget under den her regering. Så hvorfor prøve at fylde befolkningen med den der slags øregas om, at indvandringen skulle være faldet, når vi kan se på tallene, at den er steget?

Tak. Så er det hr. Frederik Vad for sit andet spørgsmål.

Men det er jo, fordi Dansk Folkeparti har stillet nogle snedigt udformede spørgsmål til systemet. Hvis jeg spørger, hvor mange der har passeret byskiltet i Slagelse Kommune i løbet af 1 år eller 5 år, siger det jo intet om, hvor mange der rent faktisk bor i Slagelse Kommune, og hvor mange der er blevet i Slagelse Kommune, eller hvor mange der er rejst ud. Det, Dansk Folkeparti har gjort, er, at man har spurgt ind til, hvor mange der er ankommet til Danmark, og ikke, hvor mange der har forladt Danmark igen, og hvor mange der er blevet her som indvandrere. Det er i øvrigt forkert, når der bliver sagt, at vi ikke smider nogen ud. Vi smider mellem 1.000 og 2.000 ud hvert år. Vi sætter dem på fly – bye bye – ud af landet. Så hvorfor bliver Dansk Folkeparti ved med at bruge de her tal på en decideret løgnagtig måde i deres propaganda?

Tak. Når formanden rejser sig, er tiden gået. Ordføreren.

Fortæl det til beboerne, der bor ude omkring Kærshovedgård. Det er de danskere, der hver evig eneste dag får deres lokalområde fuldstændig splittet ad, fordi man i stedet for at vælge at hjemsende kriminelle udlændinge lader dem sidde og fede den af ude på Kærshovedgård, hvor de i øvrigt ikke engang er låst inde. De kan sådan set rende rundtomkring. De kan stjæle nede ved den lokale købmand. De kan rende og stjæle stoffer. De kan sågar køre en dansk kvinde ihjel, fordi man nægter kategorisk fra den her regerings side at hjemsende kriminelle udlændinge. Så i forhold til at man stiller sig herned i salen og er på den høje hest og siger, at der nu endelig er sket noget på udlændingepolitikken, må jeg sige, at man skylder danskerne et svar på, hvorfor man lader kriminelle udlændinge være her i vores land hver evig eneste dag.

Tak. Så er det fru Victoria Velasquez, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Jeg citerer her fra ROCKWOOL Fondens analyse fra november 2025: »Nye tal viser, at sandsynligheden for, at en ikke-vestlig indvandrer under 60 år er på førtidspension, er på det laveste niveau i 17 år. Sandsynligheden er faldet i stort set alle aldersgrupper, men særligt for de 40-60-årige. For eksempel er andelen af 50-årige ikke-vestlige indvandrere på førtidspension faldet fra 24 pct. i 2012 til 15 pct. i dag. Til sammenligning er andelen for danskfødte i samme alder blot faldet fra 8 pct. til 7 pct. Det peger derfor ikke på, at ikke-vestlige indvandrere oftere får førtidspension i dag end tidligere.« Det, som der bl.a. bliver adresseret i den her analyse, er, hvad det er for nogle mennesker, vi taler om. Og her synes jeg, at DF i høj grad er med til at svigte mennesker, som er ramt af ptsd. Det er noget, som optager mange meget. Jeg forstår simpelt hen ikke, hvorfor man ikke er optaget af, hvem det er, der får førtidspension, og hvorfor det er, at vi i vores samfund ikke er bedre til 1) rent faktisk at hjælpe de mennesker, som er ramt af ptsd, og 2) sørge for, at de kan være på arbejdsmarkedet i stedet for at ende på en førtidspension.

Tak. Ordføreren.

Jeg vil sige, at jeg nærer den dybeste respekt og forståelse for de etniske danskere, der er på førtidspension, og jeg synes, at det for rigtig manges vedkommende jo er et trist liv, der har ført til, at de er endt på en førtidspension. For andres vedkommende er det, fordi der sker en eller anden ulykke i livet, eller det kan være folk, der f.eks. ender med en ptsd-diagnose. Det synes jeg er forfærdeligt. Og jeg har altid i mit politiske virke gjort meget ud af at arbejde for, at vi har så rummeligt et arbejdsmarked som overhovedet muligt, og at vi tager hånd om de næste sociale klausuler og om de sociale virksomheder, der skal understøttes af de forskellige kommuner. Vi skal gøre alt, hvad vi overhovedet kan, for at sørge for, at så mange mennesker som overhovedet muligt kan blive på arbejdsmarkedet og have en tilknytning til arbejdsmarkedet. Det synes jeg er enormt vigtigt, og det er også noget, vi kan gøre meget mere for herindefra. Når det så er sagt, må jeg sige, at den fuldstændige tillid, som jeg har til de danskere, der er endt på en førtidspension, modsvares af den sådan helt grundlæggende mistillid, jeg har til ikkevestlige indvandrere, der er endt på en førtidspension. Jeg tror simpelt hen, at det for manges vedkommende gælder, at de kun har opnået den førtidspension, på grund af at de simpelt hen har snydt og bedraget.

Tak. Spørgeren.

Når vi ser på de tal, som ROCKWOOL Fonden præsenterer her, kan vi bl.a. se, at for den gruppe af ikkevestlige indvandrere, der rent faktisk får en førtidspension, er det i særdeleshed på grund af ptsd. Man kunne sige, at det måske ikke er så overraskende, hvis du kommer fra et krigsplaget land osv. Men det er der, jeg mener at Dansk Folkeparti er med til at svigte den gruppe. Det her Folketing er blevet langt bedre til at tage det alvorligt, når folk har været i krigszoner eller har været i situationer, der har gjort, at de har fået ptsd. Og vi skal endelig til at kigge på fængselsbetjente og andre for at se, hvad vi kan gøre. Men vi gør det ikke godt nok, og jeg tror, at flere af dem, som har fået en førtidspension her, faktisk kunne have været en del af arbejdsmarkedet, hvis vi havde været bedre i jobcentrene til at møde folk på en værdig og ordentlig måde.

Tak. Ordføreren.

Det er givetvis rigtigt, men den kan jo også vendes om, og så kan man sige, at der også kan være en bekymring for, at der er nogle, der har fundet ud af, at hvis de kommer her til Danmark og påstår, at de har en ptsd-diagnose, så har de nemmere adgang til at få en førtidspension. Det er i hvert fald en frygt, som jeg helt klart vil have, hvis der sidder nogle ikkevestlige indvandrere eller folk med en anden etnisk baggrund på et jobcenter og fortæller, at de har ptsd, altså om det simpelt hen kan være for at snyde sig til en førtidspension. Det er min umiddelbare reaktion.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre, og nu er det så hr. Frederik Vad, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Jeg fortsætter min vikartjans her. For Socialdemokratiet er ret og pligt kerneværdier i vores syn på, hvordan et samfund skal fungere. Man har pligt til at gøre sig umage, man har pligt til at arbejde, og man har pligt til at bidrage til fællesskabet, men hvis uheldet er ude, hvis man enten er født med et handicap, får et undervejs, psykisk eller fysisk, får arbejdsskader eller lignende, så har vi et trygt og stærkt socialt sikkerhedsnet, der griber folk. For et samfund skal kendes på, hvordan det behandler sine svageste, og selv om der er enormt mange mennesker på førtidspension i det her land, som har enormt mange ressourcer og kan berige både deres familier og deres lokalsamfund med de ressourcer, så er det vigtigt, at vi har et stærkt samfund til at tage hånd om dem, der ikke kan passe et arbejde. Det er vigtigt at få sagt. Det er også vigtigt at få sagt, at vores førtidspensionssystem grundlæggende fungerer godt langt de fleste steder. Jeg og Socialdemokratiet har generelt tillid til vores socialrådgivere, tillid til vores kommuner og tillid til dem, som har brug for en førtidspension. Førtidspensionssystemet er også et meget dyrt system. Derfor er det jo selvfølgelig meget afgørende, at vi hele tiden kigger på, om der er noget at komme efter, i forhold til om der er nogen, der måske har fået en førtidspension, som ikke bør have en. Det har desværre længe været tydeligt, at der findes en meget markant overrepræsentation af ikkevestlige indvandrere og folk med anden etnisk herkomst på førtidspension. Det er meget, meget voldsomme tal. I februar 2015 kom der en status på arbejdsmarkedet ovre fra Beskæftigelsesministeriet, som viser, at for folk med libanesisk baggrund er det 38 pct. Det vil jo som så ofte være statsløse palæstinensere, der hører under den kategori. For folk fra Irak er det 30 pct. For folk fra et land som Tyrkiet er det 22 pct., og det er jo ikke nogle mennesker, der er kommet her til med baggrund i krig, rædsler og traumer. Det er jo folk, der er kommet fra et nogenlunde fredeligt land. Det er alligevel 22 pct. Hvis man kigger på nogle af de nye flygtningegrupper, der er kommet her til, f.eks. syrerne, så er det tal nede på 6 pct. Så der er på den måde ikke rigtig nogen sammenhæng i, hvorvidt der er tale om folk, der er kommet fra en traumatisk baggrund, i forhold til hvor mange af dem der så er endt på en førtidspension. Det er alt, alt for høje tal. Til sammenligning var det her tal 7 pct. for personer med dansk oprindelse på førtidspension. Det er jo ret vildt med den forskel. Når der er så stor forskel på, hvor mange der tildeles førtidspension fra forskellige befolkningsgrupper, rejser det naturligvis spørgsmål om, om tildelingen altid sker efter bogen. Noget skyldes helt sikkert, som jeg sagde før, at der kan være tale om traumer, men andet er det meget svært at finde en forklaring på. Derfor har vi allerede gjort noget. Først og fremmest har vi før jul indgået en aftale med en række partier om en systematisk gennemgang af 5.000 udvalgte førtidspensionssager for borgere, der er registreret som indrejst og bor i et boligområde, der har mange beboere uden tilknytning til arbejdsmarkedet eller uddannelse, og hvor der er høj kriminalitet osv. Det er et vigtigt signal. Vi har også lavet en aftale i juni sidste år med en række partier, hvor vi aftalte at tage førtidspensionen fra rockere og fra bandemedlemmer, der begår grov kriminalitet. Med aftalen før jul udvidede vi ordningen, så øvrig grov kriminalitet som voldtægt, grov vold eller manddrab også bliver inkluderet. Vi har besluttet at ligestille behandlings- og anbringelsesdømte i retspsykiatrien med almindelige fængselsdømte, sådan at ens førtidspension sættes i bero, så længe man afsoner sin dom og modtager kost og logi som en del af sin anbringelse. Alt det her og mere til, bl.a. en undersøgelse af, hvordan det egentlig foregår med sagsbehandlingen ude lokalt, skal være med til at sikre, at vi får et strammere førtidspensionssystem, hvor færre med ikkevestlig baggrund forhåbentlig får en førtidspension i fremtiden. For som jeg sagde før, har Socialdemokratiet grundlæggende tillid til det her system. Det er ret og pligt. Det handler om at tage ansvar for dem, der har brug for en varm hånd fra samfundet. Vi har tillid til kommunerne generelt. Vi har tillid til de sagsbehandlere, der har med det her at gøre, men der er for mange ikkevestlige indvandrere, som får en førtidspension, og det bliver vi nødt til at gøre noget ved. På baggrund af det vil jeg gerne læse en vedtagelsestekst op på vegne af Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.

Forslag til vedtagelse

»Der er en markant overrepræsentation af ikkevestlige indvandrere på førtidspension. Folketinget konstaterer, at regeringen, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti har indgået »Aftale om systematisk gennemgang af udvalgte førtidspensionssager mv.«, hvor der skal gennemgås 5.000 sager i bestemte boligområder for at vurdere, at borgerne fortsat har ret til førtidspension, eller om der er grundlag for at frakende den. Samtidig iværksættes en undersøgelse, som skal bidrage med øget viden og læring, der kan forebygge overrepræsentationen af ikkevestlige indvandrere på førtidspension. Det er helt afgørende for tilliden til vores velfærdssystem og opbakningen til sociale ydelser, at modtagerne er berettigede til den hjælp, de modtager. For så vidt angår den generelle tilkendelse af førtidspensioner, noterer Folketinget sig desuden, at regeringen med »Aftale om reform af beskæftigelsesindsatsen« sammen med en række partier afskaffer ressourceforløbene, hvilket forventes at medføre kortere forløb forud for tilkendelse af førtidspension.« (Forslag til vedtagelse nr. V 18)

Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Forslaget til vedtagelse vil indgå i de videre forhandlinger. Der er en række korte bemærkninger. Først er det fru Victoria Velasquez, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Jeg vil gerne komme ind på nogle af de nedslag, der er i ROCKWOOL Fondens analyse fra november 2025, som bl.a. peger på det, at flere af dem med ikkevestlig baggrund, som har fået en førtidspension, er nogle, der er flygtet fra krigszoner, og at flere af dem har psykiske traumer og helbredsproblemer, og at det er en af årsagerne til, at de har fået en førtidspension. Jeg synes jo, det er hjerteskærende, hver gang vi måske kunne have undgået, at nogen fik en førtidspension, at man så ender der alligevel. Jeg synes, vi kan se på rigtig mange områder, særlig veteranområdet, at når vi faktisk går rettidigt ind, når vi faktisk arbejder med det at have ptsd, formår vi at hjælpe de mennesker, det handler om, og også deres familier. Jo længere tid, der går, før vi hjælper dem, desto mere alvorlige konsekvenser har det. Det bliver rigtig alvorligt – vi så det med ukrainske flygtninge – når der nu er tale om børnenes trivsel, fordi forældrene er ptsd-ramte og man ikke rettidigt har været inde og støtte op omkring familierne og forældrene. Har Socialdemokratiet nogen tanker om, hvordan vi både arbejdsmarkeds- og jobcentermæssigt gør det her bedre?

Ordføreren.

Jeg er enig med fru Victoria Velasquez i, at det ikke står alene at stramme reglerne. Man bliver nødt til at sørge for, at de mennesker, som har ptsd eller andre sygdomme, får hjælp i tide. Det er både veteraner, og det kan også være nogle af de der grupper, vi taler om her. Det er jeg meget enig i. Den debat, der var med ministeren lige før, om, om man eventuelt kunne permanentgøre nogle projektordninger i forhold til det her, er vi sådan set også åbne over for i Socialdemokratiet at have, og vi er åbne over for at diskutere, om der er mere, vi kan gøre. Men jeg vil også sige, at hvis man tager de to lande f.eks., hvor Danmark har været involveret, Irak og Afghanistan, i det her 21. århundrede og ser på de flygtningegrupper, vi har fået derfra, og som jo kommer fra krig og traumer, kan man sige, at for irakernes vedkommende er det 30 pct., men for afghanernes vedkommende er det 15 pct. Som jeg sagde før er det 38 pct. fra Libanon, fra Syrien 6 pct. Så jeg synes ikke nødvendigvis, der er et mønster i, at antallet af traumer og frygtelige krigsoplevelser ligesom en til en står mål med antallet af tildelte førtidspensioner.

Spørgeren. Værsgo.

Nu er ordføreren nemlig kommet ind på noget af det, som jeg synes er ret interessant. Når vi ser på, hvad det er, der spiller ind, når du faktisk får en fod inden for på arbejdsmarkedet, selv om du har været i krigszoner eller traumer, er den ene konkrete ting, vi kan se selvfølgelig, hvor lang tid der er gået. Det kan vi bl.a. se i forhold til nogle af dem, hvor man ret hurtigt har lavet en indsats. Noget andet, der spiller en vigtig rolle, er også uddannelse, altså hvilket uddannelsesniveau man har. Der er det også helt signifikant, og man kan se i forhold til både dem på kontanthjælp og dem på førtidspension, at desto lavere uddannelsesniveau, desto sværere har det været at få en fod inden for på arbejdsmarkedet. Jeg tror, at det er de ting, vi kan blive langt klogere af at se på, altså hvordan vi faktisk kan gøre det, så du ikke bare bliver sat over på en førtidspension, men at man faktisk ser dig og tror på dig og egentlig gerne vil bruge dine talenter og din kompetence på arbejdsmarkedet.

Tak. Ordføreren.

Jeg kan godt se, hvad ordføreren mener, men det er også lidt en sandhed med modifikationer. Som jeg forstår det, er det sådan, at hvis man kigger på den ufaglærte gruppe, er det nogenlunde sådan ligeligt, hvis man kigger på de forskellige grupper, hvem der får en førtidspension. Men når vi kigger på faglærte grupper, er der lige pludselig et stort spænd mellem etniske danskere og folk med ikkevestlig baggrund. Som jeg sagde før, får tyrkernes vedkommende er det så 22 pct., der er på en førtidspension, så jeg tror ikke, det er så enkelt. Jeg er enig med ordføreren i, at de fleste af dem, der får en førtidspension, får den er helt valide grunde, og vi skal hjælpe dem alt det, vi kan. Men der er også en mulig bias nogle steder i systemet, som jeg synes vi skal se om vi ikke kan få afdækket.

Tak. Så er det fru Samira Nawa, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak. Tak for talen og også for at understrege en tillid til sagsbehandlere, kommuner og førtidspensionister. Når Radikale Venstre ikke er med i den aftale, der blev indgået før jul, er det, fordi vi har svært ved at se, at den tillid skulle hænge sammen med, at man så genåbner de her 5.000 sager. Men det, jeg egentlig vil spørge ordføreren om, var i forhold til overrepræsentation, som han også kom ind på i sin tale, for som jeg nævnte: Det gør sig ikke gældende for dem, der er under 40 år, men det gør sig åbenlyst gældende for dem, der er ældre. Kunne det ikke også hænge sammen med, at vi jo på kryds og tværs af Folketinget har oprettet seniorpension, Arnepension og andre tilbagetrækningsmuligheder, hvor etniske danskere er overrepræsenterede og derfor ikke har behov for en førtidspension, fordi der er andre tilbagetrækningsmuligheder? Kan det være en del af forklaringen på overrepræsentationen? For fuldstændig i lighed med ordføreren og resten af Folketinget ser jeg også en overrepræsentation, også en overrepræsentation, som jeg er nysgerrig på at finde årsagerne til.

Tak. Ordføreren.

For det første vil jeg sige – ministeren var også inde på det i sin tale – at Ankestyrelsen jo har vist, at der er en ret signifikant procentdel af de her sager, hvor det er svært helt at se, hvad det er for et grundlag, man har givet førtidspensionen på. Jeg mener, at ministeren sagde 20 pct. Det er det ene. Det andet er, at det skulle have noget med efterløn, Arnepension og seniorpension at gøre. Der vil jeg sige, at der vil jeg gerne se noget data, der skulle underbygge det. Det har jeg svært ved at tro på. Jeg tror, at der, hvis man kigger væk fra alt det, som objektivt set giver mening, kan være en bias på spil nogle steder, som også kommer på spil, når vi f.eks. ser på tvangsfjernelsesområdet. Altså, hvorfor er det, at der skal mange gange til – jeg tror, det er 34 underretninger i gennemsnit på forskellige muslimske børn – før et muslimsk barn bliver tvangsfjernet, sammenlignet med 8 underretninger på forskellige danske børn, før et etnisk dansk barn bliver tvangsfjernet? Jeg tror, der er mange ting, f.eks. kulturel hensyntagen og lave forventningers racisme. Jeg tror, der er rigtig meget på spil, som vi har godt af at få afdækket – nogle steder, ikke generelt, men nogle steder.

Tak. Så er det spørgeren. Værsgo.

Den historiske berøringsangst, som hr. Frederik Vad er inde på, tror jeg vi er meget enige om, og det har desværre betydet noget negativt – både for vores samfund, men jo i særdeleshed også for de mennesker, som det drejer sig om. Her som det sidste spørgsmål vil jeg lige høre hr. Frederik Vad, hvordan han ser på, at vi helt generelt ser en stigning af unge under 40 år, som tilkendes førtidspension, også mennesker, som har nogle psykiske lidelser. Jeg har som socialliberal i hvert fald svært ved at acceptere, at vi som samfund parkerer en gruppe mennesker og ikke interesserer os for dem længere, når de er så unge og vi bare placerer dem på førtidspension.

Tak. Ordføreren.

Det er en kæmpestor tragedie. Der er rigtig mange under 40 år, som har brug for en førtidspension, men det er virkelig forfærdeligt, at vi – specielt efter at vi i 2010'erne lavede aftale om, at der faktisk ikke var nogen unge, der skulle på førtidspension overhovedet – ser den her store stigning. Det er meget, meget voldsomt. Ministeren var inde på før, at man kan se, at hvis folk får en tilknytning til arbejdsmarkedet, altså gennem et fleksjob f.eks., er der ikke overgangen til førtidspension på samme måde. Jeg tror, vi bliver nødt til at se på, hvordan vi sørger for at få myndiggjort flere unge tidligt, sådan at de kan fastholde en tilknytning til arbejdsmarkedet. For det er en kæmpe tragedie, det her.

Tak. Så er det hr. Nick Zimmermann, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Har ordføreren, ministeren eller måske i virkeligheden Socialdemokratiet en bekymring for, at der foregår svindel og humbug inden for tilkendelsen af førtidspension til ikkevestlige indvandrere, hvad enten det ligger hos indvandreren selv, hos en socialrådgiver med en anden etnisk baggrund eller en læge med en anden etnisk baggrund, der skriver nogle gode lægeattester eller noget andet? Har man en oprigtig bekymring for, at der foregår svindel på det her område?

Ordføreren.

Vi har en bekymring for, når vi ser bort fra den generelle tillid, vi har til systemet – for det har vi – at der nogle steder bliver givet nogle førtidspensioner på et grundlag, som ikke er objektivt, for der er nogle uforklarlige mønstre nogle steder i, hvordan de her førtidspensioner bliver givet. Så det har vi da en bekymring for, og derfor vil vi jo gerne have undersøgt det her. Regeringen og en række partier har jo aftalt at undersøge, hvad der foregår derude, og hvordan sagsbehandlingen fungerer, og det er også derfor, den her debat er lidt interessant. For der er blevet sat en masse aftaler i gang, der er nogle ting, der skal implementeres i løbet af de kommende år, der er nogle undersøgelser, der bliver lavet, og alligevel har vi den her diskussion lige nu. Måske skulle vi prøve at få det fra de her aftaler til at virke, før vi fælder dom over, hvordan det egentlig står til på området.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Godt. Så hvis Socialdemokraterne er enige med Dansk Folkeparti i vores bekymring omkring, at der foregår noget snyd og bedrag, hvad kan så være årsagen til det her snyd og bedrag? Er det en religiøs sammenfatning mellem en sagsbehandler og en borger, der kommer ind? Er det noget kulturelt? Hvad kan det være? Hvad er Socialdemokraternes bekymring? Hvad kan det her snyd og bedrag opstå af?

Ordføreren.

Hvis man læser, hvad nogle af de socialrådgivere, som har sat det her på dagsordenen, har været ude at sige, og jeg har også selv talt med socialrådgivere, er der jo flere forskellige ting i spil. Der er nogle, der kan føle sig truet måske. Der er også nogle, der oplever, at der er visse grupper, som beslutter sig for at trætte systemet helt i bund, altså nærmest køre rundt i en karrusel i systemet og ikke gøre sig umage med noget som helst, når man bliver arbejdsprøvet osv., og på et tidspunkt tænker man: Lad os nu få det her menneske ud af systemet; det sluger alt for mange ressourcer. Det kan være et element. Der kan være noget, der handler om misforstået tolerance og misforstået overhensyntagen til kulturel baggrund. Det er noget af det, jeg tror kan være forklaringen.

Tak til den socialdemokratiske ordfører, hr. Frederik Vad. Vi går videre i ordførerrækken, og nu er det hr. Kim Valentin fra Venstre. Værsgo.

Tak til formanden, og tak for ordet. Det her område har vi brugt en del tid på i ordførerkredsen igennem det sidste års tid. Derfor synes jeg faktisk også, der er mange af de ting, vi får diskuteret i dag, som vi allerede har diskuteret tidligere, men jeg deltager gerne i diskussionen igen. Der er også kommet nogle meninger frem, som jeg godt kunne tænke mig at kommentere på. I Venstre mener vi, at fællesskabet skal træde til, når den enkelte ikke kan klare sig selv. Førtidspension er til mennesker, der reelt ikke kan arbejde, og sådan skal det blive ved med at være. Vi har altså ikke i Danmark et system og udbetalinger til folk, der ikke vil arbejde. Vi har et system – og et godt system – som er til folk, der ikke kan arbejde. Derfor har vi i regeringen og sammen med aftalepartierne allerede sendt et klart signal. Vi accepterer ikke, at man handler i strid med de betingelser, der gælder for at modtage førtidspension. Jeg deler bekymringen over den markante overrepræsentation af ikkevestlige indvandrere på førtidspension. Især i de udsatte boligområder ser vi mange, der i årevis har været placeret på en livslang ydelse, uden at deres arbejdsevne er blevet genbesøgt. Det er ikke værdigt, og det hjælper hverken den enkelte eller samfundet. Af den grund har vi allerede igangsat en systematisk gennemgang af 5.000 sager for at vurdere, om borgerne fortsat har ret til førtidspension, eller om der er grundlag for at frakende den. For hvis man har arbejdsevne helt eller delvis, skal man jo også bidrage. Samtidig er det vigtigt at sige, at de mennesker, der er alvorligt syge, naturligvis fortsat skal have en tryg førtidspension. Det er en tilgang, Venstre har stået for igennem rigtig mange år, for det handler ikke om at skabe usikkerhed for dem, der med god grund er på førtidspension, og det er der rigtig, rigtig mange der er. Det handler om at beskytte det sikkerhedsnet, vi som samfund stiller op, mod dem, der forsøger at udnytte det. I sommeren 2025 indgik vi også en aftale med en række partier om at indføre en ny frakendelsesordning og udvide den eksisterende karantæneordning. Aftalen skærpede reglerne, så flere kriminelle kan få frataget deres førtidspension, bl.a. ved grov rocker- og bandekriminalitet, alvorlig narkokriminalitet og omfattende økonomisk kriminalitet. Det handler i bund og grund om ret og rimelighed. Begår man alvorlig kriminalitet, mister man retten til ydelser på almindelige vilkår. Det viser meget godt, hvad det er for et signal, vi ønsker at sende som partier og som regering, over for det her. Jeg er også glad for, at vi har indført en arbejdspligt, så man ikke bare modtager offentlige forsørgelser i mange år, men i stedet kan blive en del af det arbejdende fællesskab. Det mener jeg er et vigtigt skridt hen imod at få flere mennesker ind på arbejdsmarkedet, så færre ender med en permanent offentlig forsørgelse. Arbejdsevnen skal være så væsentligt og varigt nedsat, at beskæftigelse under ingen omstændigheder er en mulighed, heller ikke i et fleksjob. Det gælder uanset køn, alder eller herkomst Til sidst vil jeg gerne slå fast, at der er to vigtige principper, vi skal holde fast i, når det handler om førtidspension. Det skal være en værdig og respektfuld proces for borgeren, og det skal være en grundig proces, hvor vi er sikre på, at betingelserne er opfyldt. Sagsbehandlingen skal tilrettelægges med respekt og inddragelse, og den skal ikke tage længere tid end nødvendigt. Men vi må også være ærlige og sige, at nogle forløb kræver tid, f.eks. når borgeren er i behandling eller deltager i indsatser for at udvikle arbejdsevnen. Det afgørende er, at vi finder den rette balance mellem hurtighed og grundighed til gavn for den enkelte og for vores fællesskab. Vi skal være tydelige over for dem, der misbruger systemet og dermed svækker tilliden til vores fælles velfærdssamfund. Samtidig skal vi stå vagt om dem, der reelt har behov for førtidspension. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er nogle korte bemærkninger. Den første er fra hr. Nick Zimmermann, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for ordet, og tak for talen. Da den nuværende beskæftigelsesminister var på talerstolen, sagde han jo, at hans bekymring var, at det skyldtes en lovændring i 2018, at der nu er kommet flere udlændinge på førtidspension. I 2018 var det jo hr. Troels Lund Poulsen, der var beskæftigelsesminister. Er Venstre enig i beskæftigelsesministerens udlægning af, at det er den her lovgivning fra 2018, der har gjort, at der i dag er et stigende antal ikkevestlige indvandrere, der er på førtidspension?

Ordføreren.

Jeg har ikke selv set de tal, vil jeg sige, men det er da noget, jeg vil spørge ind til.

Ønsker spørgeren en anden kort bemærkning? Nej. Så er det fru Samira Nawa, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak, og tak for talen. Jeg er jo i den her debat lidt optaget af tillid til vores sagsbehandlere og til vores kommuner, og jeg kender Venstre som et liberalt parti, der tror på det enkelte menneske og det enkelte individ, og som ikke dømmer det enkelte menneske på dets baggrund. Så i forlængelse af det vil jeg høre ordføreren, hvordan han ser på Dansk Folkepartis udtalelser om, at Dansk Folkepartis ordfører f.eks. har en dyb respekt for og tillid til etniske danskere på førtidspension, men en grundlæggende mistillid til alle ikkevestlige, der er på førtidspension.

Ordføreren.

Der er to ting, jeg lagde mærke til. Venstres fokus er at få ryddet op, og så er der en overrepræsentation i forhold til herkomst. Det må vi have undersøgt. Der kan også være andre ting, vi skal have undersøgt, f.eks. hvorfor der er nogle overrepræsentationer, der ikke nødvendigvis har noget med herkomst at gøre. Så det er lige så vigtigt at få rydde op i. Men det er da helt tydeligt, at der er en overrepræsentation. Jeg lagde også mærke til noget andet. Jeg lagde mærke til, at Dansk Folkeparti mistænker sagsbehandlere. Det gør Venstre ikke. Men hvis der er nogle sagsbehandlere, der uanset herkomst misbruger, hvordan de er sagsbehandlere, så skal vi selvfølgelig også det til livs.

Spørgeren for anden korte bemærkning.

Der er jeg meget enig med Venstres ordfører. Derfor vil jeg også høre, hvordan Venstre tolker den del af aftalen, som handler om den her undersøgelse af de udfordringer, som man står med som sagsbehandlere og kommuner. Er der tale om en undersøgelse af udfordringerne for sagsbehandlerne, eller er der tale om en undersøgelse af sagsbehandlerne? For det, jeg hører fra Dansk Folkeparti, er jo, at det er sagsbehandlerne, der skal undersøges. Det er ikke sådan, jeg læser aftalen, men nu er Radikale Venstre jo heller ikke med. Det er Venstre til gengæld.

Ordføreren.

Det, som aftalen går ud på, er, at man undersøger 5.000 sager. Er der tildelt på et ordentligt grundlag? Det vil sige, at er der ikke det, så er der grundlag for ikke længere at tilkende den førtidspension. Det er det, der ligger der. Om det så er en del af en sagsbehandling, eller om det er sagsbehandleren, finder man jo ud af i løbet af det her. Men det er ikke sagsbehandleren som sådan, der er under luppen.

Tak til Venstres ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken. Nu er det fru Charlotte Munch Pasler fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak, formand, og tak for ordet. Førtidspension er ikke nogen almindelig ydelse. Det er en langvarig ydelse, der kun gives til mennesker, der reelt ikke kan forsørge sig selv gennem arbejde. Derfor er der også et alvorligt problem, når tallene viser en markant overrepræsentation af ikkevestlige indvandrere på førtidspension. Det rejser et helt legitimt spørgsmål om, hvorvidt reglerne bliver brugt rigtigt, og om der i årevis er blevet set igennem fingre med sager, som burde have været vurderet anderledes. Hvis danskerne skal have tillid til vores velfærdssamfund, kræver det, at politikerne tør tage fat der, hvor systemet er blevet for slapt, og hvor kravene har været for lave. Tilbage i 2012 gennemførte fru Mette Frederiksen som daværende beskæftigelsesminister en reform af førtidspensionen og fleksjob, som angiveligt havde til formål at få flere i arbejde og færre på livslang offentlig ydelse. Alligevel står vi i dag med det stik modsatte resultat. I dag står vi med et historisk højt antal personer på førtidspension i Danmark. Det er ikke bare vores vurdering. Beskæftigelsesministeriets egen analyse fra november sidste år slår fast, at stigningen i antallet af tilkendte førtidspensioner går stik mod de intentioner, som fru Mette Frederiksens førtidspensionsreform byggede på, da den trådte i kraft i 2013. Konsekvenserne af Mette Frederiksens reform er til at tage og føle på. Flere og flere unge får tilkendt en førtidspension. Antallet af unge under 40 år, der får tilkendt førtidspension, er på bare 10 år steget markant fra knap 2.000 i 2013 til 6.200 i 2023. Det betyder, at tusindvis af unge mennesker i dag parkeres permanent uden for arbejdsfællesskabet. Det er et svigt – et svigt af de unge, som mister muligheden for et arbejdsliv, et fællesskab og en hverdag med ansvar. Det var aldrig meningen med reformen. Men problemet stopper ikke her. Vi har også i dag et historisk højt antal udlændinge fra muslimske lande på førtidspension i Danmark. Fra 2013 til 2025 er antallet af udlændinge fra muslimske lande på førtidspension i Danmark steget fra lidt over 20.000 personer til knap 33.000 personer. Det er en stigning på 62 pct. Alene er 10.000 af disse muslimske udlændinge kommet på førtidspension, efter at Mette Frederiksen blev statsminister. Det er ikke tilfældigt, at det kunne gå så galt, at resultatet af den politiske kurs, som Socialdemokratiet og Mette Frederiksen har ført. Indvandringen fra muslimske lande koster statskassen svimlende summer hvert eneste år. Det er penge, som kunne være brugt på bedre ældrepleje, på vores børn i skolerne og på vores sundhedsvæsen. Derfor er det også dybt problematisk, at Socialdemokratiet år efter år har ført en politik, som har gjort, at det er mere attraktivt for arbejdsløse indvandrere at blive på offentlige forsørgelser frem for at komme i arbejde. Det sender et forkert signal, og regningen ender hos helt almindelige danskere, der hver dag går på arbejde og betaler deres skat. Derfor vil vi i Danmarksdemokraterne en anden vej. Vi vil have lavere ydelser, klarere krav til udlændinge, fordi når man er i Danmark, bidrager man, hvis man kan. Det er ikke urimeligt, det er ganske enkelt sund fornuft, og netop derfor er det nødvendigt at sige tingene, som de er. Danmark må aldrig blive et socialkontor for mennesker fra Mellemøsten og Afrika, men det kræver forandring, og det kræver handling. Til sidst vil jeg gerne adressere den del af forespørgslen, der handler om danske borgere med reelt behov for førtidspension, for det er en bitter sandhed, at helt almindelige danskere i dag ofte bliver mødt med et langt, uværdigt og opslidende forløb, når de søger førtidspension. Kravene er blevet strammet igen og igen. Dokumentationen vokser, og sagsbehandlingstiderne bliver længere. Det sker ikke, fordi danskerne pludselig fejler mindre eller har haft et lettere arbejdsliv. Det sker, bl.a. fordi systemet i årevis er blevet presset og misbrugt, hvor alt for mange fra bestemte lande er blevet parkeret på en førtidspension i stedet for at bidrage til samfundet. Det er dybt urimeligt, at regningen ender hos danskere, der er blevet slidt ned efter et langt arbejdsliv, og som reelt ikke kan mere. I Danmarksdemokraterne mener vi, at danske borgere ikke skal straffes for andres manglende velvilje til at bidrage. Det kræver, at vi stiller hårdere krav til dem, der kan arbejde, og samtidig viser større tillid til de danskere, der ikke kan. Det er sund fornuft, det er retfærdigt, og det er den politik, som Danmarksdemokraterne står for. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger, og den første er til fru Victoria Velasquez, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, formand. Jeg må indrømme, at jeg altså ser det lidt anderledes, end Danmarksdemokraterne gør. Jeg synes, den kritik, der burde falde til statsministeren, ikke burde være for det, der kom frem her. Det er egentlig der, jeg synes Danmarksdemokraterne faktisk svigter de mennesker, der hver dag går på arbejde, og de mennesker, der er ramt af en ulykke og en arbejdsskade og af sygdom. For den helt store – helt store – alvorlige konflikt er jo tilbage fra, da man lavede reformen omkring fleksjob og førtidspension, altså den oprindelige med ressourceforløbene, som skabte de her langvarige, udstrakte forløb, men hvor man jo gjorde det markant sværere at få en førtidspension eller et fleksjob. Man fjernede det retskrav, man havde, hvis ens arbejdsevne var reduceret. Så vidste du: Hvis min arbejdsevne er på 9 timer om ugen, har jeg faktisk retten til at kunne få en førtidspension og så have nogle arbejdstimer, som jeg kan have ved siden af på et skånejob eller noget andet. Det er jo noget af det, der har været med til at gøre, at man, som Psykiatrifonden og SIND siger, har lavet et jobcenter, hvor folk er blevet mere syge af den behandling, som de ellers har fået. Der vil jeg bare høre: Hvor står Danmarksdemokraterne i forhold til det? Kan man ikke se, at det har haft de store konsekvenser?

Tak. Ordføreren.

Jeg er en lille smule i tvivl om selve spørgsmålet, for der var en masse tale, inden det kom frem til noget, som jeg faktisk var i tvivl om. Er det, ordføreren spørger om, om Danmarksdemokraterne mener, at det skal være sådan, at hvis man skal på førtidspension og man har mulighed for at arbejde en lille smule, så skal der lempes til det? Jeg er sådan lidt i tvivl om, præcis hvordan det skulle forstås. Måske kunne ordføreren prøve at uddybe det.

Ordføreren.

Det er jo nok, fordi vi ser forskelligt på det, så jeg vil gerne prøve at skære det mere ud i pap. Jeg synes, at det, der er et problem, og det svigt, man lavede fra Christiansborg, da statsministeren var beskæftigelsesminister, var, at man gjorde det sværere at få et fleksjob og sværere at få en førtidspension. Det har ramt alle, også dem på arbejdsmarkedet, fordi det skaber en utryghed, at hvis du er ude for en arbejdsulykke, ved du ikke, om du skal igennem et årelangt forløb. I stedet for at sætte fokus på det nu siger Danmarksdemokraterne: Der er nogle her, som snyder og fusker og nemt får en førtidspension, selv om vi lige har haft en sag med Denis, hvor det viser sig, at han havde fået en førtidspension 10 år for sent – en ikkevestlig indvandrer.

Tak. Ordføreren.

Okay, så forstår jeg. Det synes jeg faktisk jeg var inde på i min tale omkring det her med, at det er svært for nogle at få en førtidspension, og det skal det ikke være, hvis det er fuldstændig åbenlyst, at man ikke kan varetage et arbejde. Altså, hvis man har, det kan være en diagnose eller en livslang skade – det kan være hvad som helst – så skal det ikke være sværere. Men det er da klart, at når vi har en så abnorm mængde på førtidspension, så er et system også presset, og derfor er det også sværere for danskere at få den førtidspension, de burde have. Og det synes jeg faktisk også jeg adresserede i min tale. Men det er rigtigt, at der også var meget omkring indvandrere på førtidspension.

Tak. Så er det hr. Frederik Vad, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Det virker altså, som om Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne har besluttet sig for kollektivt at fortælle det modsatte af sandheden om, hvad Socialdemokratiets udlændingepolitik er. Man siger bare det modsatte af sandheden. Ordføreren sagde i sin tale, at antallet af problematiske indvandrere er steget, steget, steget, men det, tallene viser, er, at indvandringen fra Stormellemøsten er reduceret til en tredjedel af, hvad den var, da ordførerens partiformand havde ansvaret. Ordføreren siger også, at vi pumper milliarder ud i udgifter til ikkevestlige indvandrere, men sandheden er, at vi i hvert fald har reduceret udgifterne til ikkevestlige indvandrere med i hvert fald 10 mia. kr. siden 2015. Det viser tallene tydeligt. Lige før var det så Dansk Folkepartis ordfører, der sagde noget om Kærshovedgård, som er et center, som fru Inger Støjberg har oprettet, og som de kalder Støjbergcenteret ovre lokalt. Og man har i øvrigt været imod at finde en anden placering til det, når vi har foreslået det. Jeg ved godt, at det ikke har så meget med den her forespørgselsdebat at gøre, men det er så mærkeligt, at Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne bevidst bliver ved med at fortælle usandheder om, hvad for en udlændingepolitik Socialdemokratiet står for. Hvorfor har man besluttet sig for at gøre det?

Spørgerens tid er udløbet.

Man kan selvfølgelig tolke det, som man vil. Der er ingen tvivl om, at ordføreren og jeg er meget uenige, og derfor tolker ordføreren også, at det, jeg siger, er ren løgn eller i hvert fald usandt, og at det, ordføreren selv siger, er den pureste sandhed. Men det er jeg nu ikke enig i. Så det er ikke sådan, at Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne har siddet i et lille lokale og besluttet os for, at vi nu vil gå ind at tale usandt alt det, vi overhovedet kan. Det er faktum!

Så er det spørgeren i den anden runde. Værsgo.

Men det er jo ordføreren, der kommer med nogle påstande her fra Folketingets talerstol, som er forkerte. Det er jo ikke et spørgsmål om at være enig eller uenig. Man kan ikke være uenig i, at antallet af udgifter til ikkevestlige indvandrere er faldet støt siden 2019. Man kan ikke være uenig i, at antallet af mennesker med indvandrerbaggrund, der er kommet i arbejdet, er steget eksplosivt. Det kan man ikke være uenig i. Man kan heller ikke være uenig i, at indvandring fra Stormellemøsten er reduceret til en tredjedel af, hvad den var, dengang Inger Støjberg havde ansvaret. Det er jo ikke holdningsforskelle, det handler om, hvorvidt man anerkender de tal, som er de reelle tal, som er de rigtige tal, og som er de faktuelle tal. Og den her propaganda, som bliver kørt fra Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraternes side, er ren propaganda, som handler om, at man skal have nogle videoer til Instagram og SoMe, men det duer altså ikke.

Tak til spørgeren. Så er det ordføreren. Værsgo.

Jeg tænkte, om jeg måtte få lov at svare. Tak for det første kan man ikke som ordfører stå og sige, hvad jeg skal mene eller ikke mene. Det bestemmer jeg sådan set heldigvis selv. Men jeg kunne jo f.eks. komme med den her fra Dansk Arbejdsgiverforening: Personer fra ikkevestlige lande er stærkt overrepræsenteret blandt førtidspensionister. Den er fra den 19. november 2024. Berlingske skriver: Nye tal chokerer. To ud af tre indvandrere fra muslimske lande er på førtidspension, når de er over 50. Det er fra den 19. november 2024. Så det er nok sådan, som jeg startede med at sige, at sandheden ses med forskellige øjne. Jeg forholder mig til de tal, der er fakta.

Tak. Nu er der sket noget, jeg ikke lige har prøvet før, og det er, at beskæftigelsesministeren har trykket sig ind for en kort bemærkning. Så er det sådan, at ministeren om lidt får ordet, og at dér vil taletiden være 3 minutter. Ministeren taler her fra talerstolen, og herefter får ordføreren ligeledes 3 minutter til at besvare ministerens korte bemærkning, og det sker også fra talerstolen. ( Beskæftigelsesministeren (Kaare Dybvad Bek): Jeg trykker mig bare ud. Jeg troede, jeg havde lov at stille spørgsmål). Det har du også, du skal bare herop at stå. Men okay, ministeren trykker sig ud. Så går vi videre med ordførerne, og så er det hr. Nick Zimmermann, Dansk Folkeparti, for en kort bemærkning. Værsgo.

Jamen det er jo bare så dybt humoristisk at opleve, at i takt med at Socialdemokraterne styrtbløder i målingerne, stiger desperationen fuldstændig vanvittigt. Altså, der er jo ingen tvivl om, at de kommunale udgifter til ikkevestlig indvandring er fuldstændig eksploderet. Man har massive problemer landet over, og det må vel sådan set efterhånden kun være i christiansborgboblen, at ordførere og ministre fra Socialdemokraterne slet ikke forstår de massive udlændingeproblemer, som vi har i Danmark. Det er rystende at være vidne til. Når man kan stå herinde og påstå til ordførerens ellers udmærkede tale, at det hele går så godt, så godt, viser det jo bare, at man i Socialdemokraterne overhovedet ikke har forstået den virkelighed, som danskerne lever med. Det viser virkelig, at de trænger til at komme lidt uden for de her mure; det må man godt nok sige. Jeg vil prøve at spørge ordføreren ind til, hvad grunden er til, i hvert fald ifølge ordføreren, at Socialdemokraterne ikke tør at tage fat på det her område, altså omkring at stoppe den her massive tildeling af førtidspension til udlændinge? Altså, kan det i virkeligheden være, at det er, fordi man er så desperat for at beholde nogle af de vælgere, man har, og at man simpelt hen er bange for at skubbe nogle muslimske vælgere væk?

Tak. Så er det ordføreren. Værsgo.

Altså, hvis jeg kunne svare på det, var jeg nok sikret et job i et af ministerierne, tænker jeg. Det kan jeg desværre ikke, men jeg tænker, at ordføreren kan have ret i, at der er en stor gruppe vælgere i indvandrermiljøerne, som Socialdemokratiet måske er bange for at miste. Jeg tænker, at ordføreren er lidt inde på det rigtige, men det skal jeg ikke kloge mig på.

Ønskes der en anden kort bemærkning? Så skal man lige huske at trykke sig ind. Så kan jeg også se et navn på skærmen. Værsgo.

Det glemte jeg. Jeg kan bare ikke lade være med at tænke på, om det har noget at gøre med den desperation, som jo helt tydeligt har spredt sig i Socialdemokraterne. Altså, i kølvandet på den her aftale er der også nogle borgmestre, der har taget afstand fra det og har sagt, at de føler, at der foregår noget, der ikke sådan lugter ret godt, altså omkring, at de mener, at der er for mange borgere med ikkevestlig baggrund, der ligesom bliver holdt op imod nogle ting, som de i virkeligheden slet ikke er inde på. Så jeg kan i hvert fald ikke lade være med at få tanken, især når jeg hører de kommentarer, der lige er faldet fra hr. Frederik Vad, at det simpelt hen er, fordi man slet ikke i Socialdemokraterne – overhovedet ikke – har forstået de massive udlændingeproblemer, vi har i Danmark. Det har været en rystende oplevelse, det må jeg sige.

Tak. Så er det ordføreren.

Det kan jeg godt forstå. Det har også rystet mig lidt, men sådan er der så meget. Gode konspirationsteorier om, at nogle partier sidder sammen og ligesom beslutter sig for at lyve, synes jeg godt nok også er lidt søgt. Men det er måske, fordi der er nogen, som var det, vi i DF og Danmarksdemokraterne blev beskyldt for, der skal hjem at lave videoer og stories, tænker jeg.

Der er lidt for meget sniksnak – altså i salen. (Munterhed). Så er det fru Dina Raabjerg, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for ordet. Jeg vil egentlig gerne følge lidt op på den venlige irettesættelse, som formanden kom med, for nu hører vi jo hr. Frederik Vad beskylde folk for at tale usandt; jeg vil nærmest sige, at han beskylder folk for at lyve. Nu kommer jeg altså ude fra Ikast-Brande og er den folketingspolitiker, der bor tættest på Kærshovedgård, og jeg vil sige: Nej, vi kalder det ikke Støjberggård; det er Socialdemokratiet, der gør det. Så hvis det er sådan, at man beskylder andre for at tale usandt, så synes jeg, at man skal kigge en lille smule indad. Og prøv nu at se der: Så får vi de der teatralske reaktioner. Hold nu op, lad os nu være lidt seriøse her. Det, jeg gerne vil spørge ordføreren om, vedrører, at vi nu hørte, at det var sværere at få fleksjob. Jeg vil bare sige, at siden 2019 er der sket en markant stigning i andelen af fleksjob. Ikkevestlige indvandrere er underrepræsenterede; de er markant underrepræsenterede i forhold til seniorpension og meget markant overrepræsenterede i forhold til førtidspension. Hvad tror ordføreren er årsagen til det?

Ordføreren.

Det er faktisk enormt irriterende, at man herfra ikke kan se ordføreren, som står der. Nu prøver jeg lige at stå på tæer, for det er også, fordi jeg ikke er så høj. Ja, det er jo en sørgelig sandhed, og det er også netop det, som jeg synes det er vigtigt at der bliver ryddet op i. Det, som egentlig ærgrer mig allermest ved den her aftale med de 5.000 førtidspensioner, man vender nu, er, at vi i Danmarksdemokraterne havde elsket at være med. Vi var nok gået noget videre, men vi er bare aldrig blevet inviteret. Men så kunne man jo netop have undersøgt de her ting og have fundet ud af, hvorfor det egentlig er sådan, det er. For det er måske blevet lidt for nemt at få den førtidspension.

Tak. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre i ordførerrækken, og nu er det hr. Karsten Hønge fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

For nogle år siden brugte jeg en del tid på at tage ud i landet og være bisidder for borgere, der søgte om førtidspension. Det var en turné, der strakte over et par år, hvor jeg sådan jævnligt var ude i forskellige kommuner for at se, hvordan vores lovgivning her inde fra Christiansborg egentlig virker derude i den enkelte kommune hos det enkelte menneske, der skal søge førtidspension. Og jeg vil sige, at ofte var det en trist oplevelse. Jeg oplevede et ofte meget nidkært system, der ofte skubbede til mennesker, som i forvejen havde svært ved at få fodfæste. Det er selvfølgelig godt som udgangspunkt at tro på, at borgerne, der kommer ind, kan arbejde og derfor kan hjælpes i arbejde. Det er et godt udgangspunkt. Desværre oplevede jeg flere steder, at det endte i sådan en form for noget, der kan sammenlignes med den spanske inkvisition, hvor man fik indtryk af, at hvis man bare vrider nok i borgeren og trækker nok i lemmerne og rister dem over en åben ild, så indrømmer de nok til sidst, at de har en restarbejdsevne. Jeg synes, at min konklusion på det hele var, at en førtidspension altså ikke er noget, man trækker i en automat. Men det er jo klart, at jeg synes, at der er rigtig mange mennesker på førtidspension. Jeg kan ikke påstå, at jeg synes, der er for mange, forstået i forhold til at få det tildelt på det grundlag, der ligger. Men jeg har en en ærgrelse over det og på samfundets vegne en dårlig social samvittighed over for de mennesker. Jeg tror, at en en del af dem ville kunne have fået et andet og bedre liv, hvis vi noget tidligere havde sat ind med en række forebyggende tiltag. Det kan være forebyggelse ved hurtig afklaring, sådan at borgeren får flere rettigheder over for kommunen, og at mennesket skal stå stærkere over for systemet, herunder f.eks. at man får hurtige afklaringer, som indeholder flere tilbud og nye tilbud om, hvordan man faktisk kan komme videre fra det ofte lidt hårde udgangspunkt, som de her mennesker har. Det kunne være udviklingsfleksjobs, hvor man kan prøve at se tiden an, i forhold til hvordan det går. Det kan være et større brug af frit lejde, som vi kan kalde det, hvor man som en, der har fået tildelt førtidspension, har mulighed for at arbejde nogle timer ved siden af, så man kan få fodfæste på arbejdsmarkedet. Og så synes jeg jo bare, at vi bør stille langt større krav til arbejdsgiverne, og det gælder både de private og de offentlige arbejdsgivere, i forhold til at give plads på et arbejdsmarked, der skal være meget mere rummeligt end det, vi har i dag. Det kan være svært at se på, at der er en del arbejdsgivere, og igen er det både private og offentlige, der siger, at de mangler arbejdskraft, men som jeg ikke synes er i nærheden af at åbne døren indtil deres egen arbejdspladser for mennesker, der måske skal have en lidt længere indkøringsrampe ind til et job, eller som har brug for nogle særlige hensyn. Det, jeg synes er svært at leve med, er arbejdsgivere, der råber efter arbejdskraft, man ikke selv åbner dørene og tilpasser arbejdspladserne til de mennesker, der er. Så jeg synes, at det afgørende skal være, at vi i hvert fald for de borgere, som ikke reelt kan arbejde, sørger for, at de hurtigere får den førtidspension, som de så har krav på, og at kommunerne ikke sender dem ud i lange opslidende forløb. Og at vi samtidig skal sikre en ensartet sagsbehandling og en styrket retssikkerhed på tværs af kommunerne. Vi skal insistere på klare rammer, gennemsigtighed og respektfuld indsats for alle borgere. Vi tror på, at det er på den måde, vi kan skabe et mere retfærdigt system og ikke kun gennem stigmatiserende påstande, men gennem en ordentlig sagsbehandling og sociale investeringer. Jeg kan på den måde i hvert fald for mig selv konkludere, at i stedet for at anklage den enkelte borgere og anklage den enkelte sagsbehandler, synes jeg, vi skal anklage et samfund, som ekskluderer så mange mennesker fra arbejdslivet. Tak.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger, og den første er fra hr. Nick Zimmermann fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for talen. Rigtig meget af det, der blev sagt, er jeg i virkeligheden fuldstændig enig i, altså at man jo skal passe på, at man ikke bare presser folk og kaster dem rundt i systemet alene for at presse dem og kaste dem rundt i systeet. Det er der jo rigtig mange der fortæller at de oplever. Der er også noget andet, som nogle fortæller at de oplever, og det er f.eks. hr. Karsten Hønges partifælle i Frederiksberg Kommune, som både er tidligere rådmand og vist nok også nuværende rådmand, som jeg lige kan forstå det uden at være helt opdateret her efter det seneste kommunalvalg. Partifællen har nemlig i adskillige interviews, bl.a. i B.T. og Berlingske, fortalt, hvordan ikkevestlige indvandrere kommer ind og har en til en præcis den samme historie med henblik på at få en førtidspension. Hun fortæller også, at hun føler, at hun som sagsbehandler og socialrådgiver har svigtet, ved at hun har tilkendt nogle førtidspensioner forkert, og at det først er nu, hun tør åbne op omkring det, fordi hun har været bange for at blive anklaget for racisme. Hvad tænker ordføreren egentlig om det?

Tak. Ordføreren.

Det, jeg især har lagt mærke til i de udtalelser fra Lotte Kofoed som rådmand og socialrådgiver, er, at hun har oplevet en række mere eller mindre enslydende historier i forhold til at kunne få tilkendt førtidspension. Men det, jeg især hæfter mig ved, er, at hun netop ikke er faldet for det. Om hun så skulle have gjort det i nogle situatione har jeg ikke hørt hende sige. For mig er konklusionen på det, at der ikke er nogen tvivl om, at der er nogle mennesker, og det er i øvrigt uanset etnisk herkomst, der vil forsøge på at få en førtidspension, eller også i andre sammenhænge måske kontanthjælp, eller hvad det kan være, uden at være berettiget til det. Jeg synes ikke, det er det, der er det interessante. Det interessante er, om vi har et system og nogle medarbejdere, der er stand til at modstå det. Og det oplever jeg faktisk at vi har, altså et personale, som jeg har tillid til. Jeg har tillid til de socialrådgiver og de faglige netværk, der findes inden for kommunerne med de her mennesker, der sidder i frontlinjen og møder borgerne, i forhold til at de faktisk er i stand til at se igennem de historier.

Spørgeren, værsgo.

Så er der i SF, til trods for de historier, som ordførerens partikollega også har fortalt offentligt, slet ikke tilnærmelsesvis nogen som helst bekymring for, at der foregår noget snyd og bedrag på det her område? Er der slet ingen bekymring for, at der kan og i flere tilfælde er sket det, at der er kommet nogen ind med en anden etnisk baggrund, eksempelvis en irakisk baggrund, og som har siddet over for en irakisk sagsbehandler, som altså også har en irakisk baggrund, og at de på grund af noget kulturelt, religiøst fællesskab uden om jobcenteret er endt med i hvert fald at være mere villige til at give en førtidspension? Har ordføreren slet ikke en bekymring for det?

Ordføreren.

I alle systemer er der risiko for, at der er nogle, der snyder sig til et eller andet. Der findes tricktyve og lommetyve overalt; det ved vi da godt. Det handler om at være i stand til at undgå, at de slipper afsted med det, og det mener jeg at vi har et system som er stand til. Men jeg kan høre på debatten i dag, at Trump da godt nok ikke har levet forgæves. Jeg vil sige, at jeg næppe har hørt magen til sådan nærmest hadtale og mistro over for både borgerne og da især over for offentligt ansatte, ikke? Jeg synes, det er en ubehagelig populistisk bølge, der skyller hen over Atlanterhavet fra USA og ind i vores Folketingssal med den slags omtale og mistro over for offentligt ansatte.

Vi mangler et forslag til vedtagelse fra ordføreren.

Jeg er i dette øjeblik blevet udnævnt til at læse et forslag til vedtagelse op, kan jeg se på papiret. Jeg skal på vegne af SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget slår fast, at førtidspensionen er en nødvendig og værdig ydelse for mennesker, der ikke kan arbejde, og at tryghed i velfærden skabes gennem rettidige afgørelser, høj retssikkerhed og tillid til sundhedsfaglige vurderinger. Folketinget konstaterer endvidere, at tidligere indsatser har vist, at det er muligt for nogle at vende tilbage til arbejdsmarkedet efter tilkendt førtidspension, når indsatsen bygger på en individuel og helhedsorienteret indsats samt tryghed og støtte frem for sanktioner og trusler.« (Forslag til vedtagelse nr. V 19)

Tak. Den vil indgå i de videre forhandlinger. Ønskes der også at stille et spørgsmål? Værsgo.

Jeg synes, at det var en rigtig vigtig tale, bl.a. på grund af det med, hvordan vi i højere grad kan sikre åbninger i arbejdsmarkedet for, at man også har mulighed for fleksjob og udviklingsfleksjob, som ordføreren konkret var inde på. Det synes jeg var rigtig vigtigt, altså at det kom med ind i debatten her, for vi diskuterer førtidspensioner – er der for mange, er der for få og hvordan og hvorledes – men vi diskuterer alt for lidt, hvordan vi faktisk kan gøre det, sådan at det ikke er det, der i sidste ende bliver løsningen, men at der er nogle andre ting, man kan gøre forinden. Derfor vil jeg gerne spørge ordføreren, om ikke vi skal foreslå det? Vi hører en positiv tilkendegivelse fra mange. Skal vi ikke komme med nogle konkrete forslag, der kan hjælpe mennesker ramt af arbejdsskader eller sygdom med stadig at have en tilknytning til arbejdsmarkedet?

Tak. Ordføreren.

Jo. Altså, gennem årene er vi fra SF jo mange gange i den forligskreds, som vi er i i forhold til førtidspension og fleksjob, kommet med forskellige forslag, der kunne forbedre systemet. I dag, vil jeg sige, mangler vi især at få trævlet fleksjobområdet igennem. Vi har gennem årene lavet forskellige tilpasninger af førtidspensionsområdet, som jeg jo trods alt synes, vi er sluppet af sted med – nogle gode forbedringer, men vi mangler i høj grad fleksjobområdet.

Tak. Så er det fru Dina Raabjerg, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak, og tak, synes jeg også, for nogle rigtig gode ting, som ordføreren siger, også omkring det her med at mistænkeliggøre sagsbehandlerne. Jeg er egentlig meget enig. Jeg tror ikke, man sådan bare kan køre rundt med vores medarbejdere ude i kommunerne på den måde. Men jeg hører også på jobcentrene, at sagsbehandlerne fortæller om borgere, som de har svært ved at få til at kigge hen imod beskæftigelse, fordi nogle af dem kan få op til 13.000 kr. mere om måneden ved at få en førtidspension og måske i virkeligheden ikke kan få mere ved at arbejde. Jeg hører også socialpædagoger være frustrerede over, at de er sammen med borgere, som af lægerne får at vide, at de aldrig kommer til at kunne arbejde igen – læger, som måske ser dem to gange 15 minutter – mens de ser dem hele tiden og faktisk mener, at de kan noget. Mit spørgsmål er derfor: Kan man ikke godt være bekymret for systemet uden at mistænkeliggøre den enkelte sagsbehandler?

Ordføreren.

Jo, selvfølgelig kan man det. Jeg synes bare måske i dag at en del af debatten er kæntret noget over i retning af en vulgær måde at diskutere vores offentligt ansatte på. Ellers synes jeg da, fru Dina Raabjerg har ret i, at vi også på det her område selvfølgelig skal have en kritisk distance til, hvor mange mennesker der får den her førtidspension. Der er selvfølgelig pres på det, for det er da en ydelse, som nogle mennesker ønsker. Men hvis man tror, at det sådan er noget, som er så fantastisk, at alle mulige mennesker skulle gå og håbe på at få førtidspension, er min oplevelse bare, at langt, langt de fleste mennesker har en drøm om at have et arbejde, have fodfæste, have en familie, hvor de også viser resten af familien, at de faktisk arbejder. Så har vi så nogle, der får så lidt mulighed for at være på arbejdsmarkedet, at vi bliver nødt til at have det her sikkerhedsnet spændt ud, som førtidspensionen er, og den ligger i øvrigt langt under, hvad man ville tjene, hvis man havde et job.

Spørgeren for anden korte bemærkning. Værsgo.

Tak, og tak for et rigtig fint svar. Jeg tror egentlig også, at langt de fleste gerne vil være en del af arbejdsmarkedet, også fordi arbejdsfællesskabet jo er noget af det, der kan give et sammenhold og mening med livet. Vi må så også bare konstatere, at vi har mange ikkevestlige indvandrere, som kommer ind med en anden kultur, og hvor det, at f.eks. kvinderne er udarbejdende, ikke er en del af den opdragelse, man har. Der ser man jo en helt anden funktion. Kunne det ikke også være en del af forklaringen på en overrepræsentation?

Ordføreren.

Jo, altså, det er jo svært at vide, hvad det er, der gør, at man er kommet frem til at have den her overrepræsentation. Der kan godt være nogle teorier i retning af det. Jeg ender alligevel med at sige, at efter mange samtaler med mange sagsbehandlere – hovedparten af dem har været socialrådgivere – både i forhold til den der turné, som jeg nævnte tidligere at jeg har været på igennem nogle år, men også i mit daglige samarbejde med socialrådgivere, at de har en høj faglig standard og faktisk er i stand til at stå imod det pres, der måtte være for nogle. Men jeg synes godt nok også, at vi har mange mennesker på førtidspension i Danmark, og jeg synes, vi skal kunne reducere antallet ved en række positive tiltag, der faktisk kan gøre det attraktivt at have et arbejde og få arbejdsgiveren til at finde sig i, at man også skal have plads til folk, der har brug for, at der bliver taget nogle særlige hensyn.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken. Nu er det hr. Carl Andersen fra Liberal Alliance. Værsgo.

Mange tak. Først og fremmest vil jeg sige tak til Dansk Folkeparti for rejse den her forespørgselsdebat om tildeling af førtidspension. Det er et vigtigt emne og et område, hvor vi i blå stue længe har haft fælles fodslag og en fælles bekymring, særlig når det gælder den veldokumenterede overrepræsentation af borgere med ikkevestlig herkomst på førtidspension. Derfor er jeg også glad for, at vi før jul tog hul på det, som jeg vil kalde første skridt i retningen af et styrket førtidspensionssystem. Førtidspension er og skal være en afgørende sikkerhedsydelse for borgere med væsentlig og varigt nedsat arbejdsevne, hvor det ikke er realistisk, at arbejdsevnen kan genvindes. Det er en ydelse, der sikrer, at man ikke mister hus og hjem eller skal leve for en meget begrænset indkomst, hvis man rammes af alvorlig sygdom eller en arbejdsulykke eller er født med store funktionsnedsættelser. Netop derfor er det måske også en ydelse, der i mange år har levet et relativt stille politiske liv. Reformen er fra 2012, og selv om der er foretaget justeringer senest i 2018, er det grundlæggende politiske fundament en del år gammelt. Dengang var forudsætningen klar: Antallet af førtidspensionister skulle ned. Det skete også i en lang årrække, men i dag står vi altså et andet sted. 250.000 borgere er på førtidspension. Ordningen koster 60 mia. kr. årligt, og det gør førtidspensionen til den næststørste og næstdyreste offentlige ydelse, som vi har i Danmark, og det kalder på fornyet politisk fokus. En elefant spises som bekendt lettest i bidder, hvis man altså er til tilberedt elefant. Derfor har vi i Liberal Alliance ikke noget imod at tage fat der, hvor skævhederne er tydeligst, og et af de steder er den markante overrepræsentation af ikkevestlige indvandrere på førtidspension. Men det er altså ikke den eneste bekymring. Vi ser også med meget stor ærgrelse på stigningen af unge mennesker, der tildeles en livslang førtidspension med begrundelser i stress, angst og depression, og vi undrer os over, at borgere kan begå organiseret og grov kriminalitet og alligevel vurderes til at have en væsentlig og varigt nedsat arbejdsevne. Det må jo i givet fald være uden for kriminalitetstiden eller det, vi andre kalder arbejdstiden, de har det. Så forespørgslen er jo todelt. For det første: Hvordan gør vi op med den overrepræsentation, som der er af ikkevestlige indvandrere, som i dag modtager den mest generøse offentlige ydelse, vi har, nemlig førtidspensionen? Den anden er: Hvordan sikrer vi, at danske borgere, der har et reelt behov, faktisk får deres førtidspension, som de har krav på? I forhold til det første glæder vi os til at se resultaterne af den systematiske gennemgang af 5.000 førtidspensionssager, primært vedrørende ikkevestlige indvandrere og deres efterkommere, for at få klarhed over, om de her tildelinger har været korrekte – for der er meget, der tyder på, at der kan være uhensigtsmæssigheder derude, som vi skal være klogere på – og for at få klarhed over, om tildelingen har været korrekt. Vi er også stærkt tilfredse med, at den aftale, vi har lavet, muliggør, at vi kan udvide mængden af sager, som skal genvurderes. For vi har jo sagt, at vi godt kan medtage i boligområder ned til 750, og det vil altså gøre, at vi kan kigge på tusind yderligere sager, hvis det viser sig, at den her øvelse, vi har sat i gang, er effektiv, og det håber vi selvfølgelig. Selve den model, som vi har lagt op til, synes vi i Liberal Alliance, er meget interessant. Vi kan jo se, at Ankestyrelsen i en undersøgelse fra sidste år kunne konstatere, at der var fejl i tre ud af ti tildelte førtidspensioner, og derfor giver det rigtig god mening at afprøve en ny model. Det er jo den model, som vi prøver nu her med gennemgang, hvor vi har en fortsat decentral sagsbehandling, men en mere centraliseret og specialiseret tildeling, for det mener vi egentlig både vil hæve kvaliteten og sikre, at færre får en førtidspension uberettiget, og at andre også får deres pension mere rettidigt og korrekt. Samtidig er det afgørende, at sagsbehandlerne får de nødvendige redskaber til at udføre deres arbejde. Derfor forbedrer vi mulighederne for at inddrage førtidspensioner, vi giver dem lettere adgang til relevante oplysninger, f.eks. om kriminalitet, og vi ser meget frem til, at den her undersøgelse, som vi har iværksat, der bl.a. skal kigge på de rammer, som sagsbehandlerne har, og om der er nogle kulturelle ting, der spiller ind, og om der er nogle systematikker i forhold til lægeerklæringer og andre ting. Den undersøgelse skal jo gøre os klogere på, om vi så politisk skal lave nogle ændringer af vores førtidspensionssystem. Jeg synes, det er vigtigt, at vi laver ændringer af systemet på et oplyst grundlag, for så er jeg sikker på, at vi får den bedste politik. Så jeg glæder mig til resultaterne af den undersøgelse. Når vi hører beretninger fra sagsbehandlere, som f.eks. Lotte Kofoed fra SF på Frederiksberg om, at hun har oplevet enslydende historier om grupper af indvandrere, der gerne vil have førtidspension, og vi har en tredje erkendelse herinde om bias og negativ social kontrol eller eventuelt pres mod sagsbehandlere, er det altså vores pligt at få undersøgt det her område ordentligt. Så vi er glade for debatten her, og vi håber på, at den undersøgelse, vi har iværksat, kan føre til, at vi kan få bugt med den overrepræsentation, som vi desværre ser.

Tak for den ordførertale. Så er der en kort bemærkning til hr. Nick Zimmermann fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tusind tak for det. Én ting er selvfølgelig at genvurdere det her 5.000 sager, og det er et rigtig godt skridt på vejen, men noget andet er jo også at stoppe den tilstrømning, der har været. Det har jo været helt tydeligt at mærke på debatten i dag, at Socialdemokraternes udlændingeordfører er blevet sendt herned i salen og har været i sine følelsers vold. Det flyver jo igennem luften med angreb om at lyve og snyde og sige ting, der overhovedet ikke passer. Men hvis vi nu skal holde os til emnet her, så er det jo fuldstændig rigtigt, at der ikke har været igangsat nogen som helst initiativer for at stoppe tilstrømningen af de mange nye ikkevestlige indvandrere, som ryger over på en førtidspension, og det gælder jo altså ikke kun ikkevestlige indvandrere, men i allerhøjeste grad også efterkommere. Burde vi her ikke stå skulder ved skulder, og burde det ikke være en af regeringens allervigtigste politiske områder at få stoppet den tilstrømning, der gør, at der kommer så mange både ikkevestlige indvandrere, men så sandelig også efterkommere på en førtidspension?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Jo, og det er jo i hvert fald derfor, vi i et samarbejde også med Dansk Folkeparti har lavet et ret stort pres for at sikre, at vi kom til de her forhandlinger, så vi trods alt har fået iværksat nogle tiltag. De tiltag kunne vi jo sagtens have iværksat i starten af den her regeringsperiode. Så ville vi jo nu være kommet noget længere, for der er for hver eneste dag der går flere mennesker, der måske uberettiget ender på en livslang offentlig ydelse, og det er hverken til gavn for dem eller for danskerne. Så det kan vi da kun være enige om. Jeg vil jo så også sige, at vi nu har lavet en en ny beskæftigelsesreform, hvor vi decentraliserer rigtig meget og det kommer ud til kommunerne, og jeg tror, at der rundtomkring er stor forskel på praksis. Derfor er det også oplagt, at vi rækker ud til vores kollegaer ude i byrådene, og at vi får sagt, at det faktisk er et fokusområde med hensyn til, hvordan sagsbehandlingen foregår derude lokalt. For nu har man faktisk en mulighed for at kunne gøre tingene meget mere individuelt og decentralt, og det har jeg i hvert fald en intention om at gøre sammen med de mange byrødder, som Liberal Alliance jo har fået valgt rundtomkring i landets 98 kommuner.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Ja, netop det med byrådene er jo noget af det, vi skal være enormt opmærksomme på. Der har vi jo netop set en stribe socialdemokratiske borgmestre, især på den københavnske Vestegn, der tilbage i 1970'erne, 1980'erne og 1990'erne var meget bekymrede over det her og den stigende indvandring, mens de nuværende socialdemokratiske vestegnsborgmestre synes, at udlændingedebatten er for hård, og at tonen er dårlig og den slags ting. Så det skal vi da helt klart være opmærksomme på, og jeg er ligesom ordføreren og modsat den tidligere beskæftigelsesminister, som jo overhovedet ikke ville genåbne og revurdere de her sager, enormt glad for, at det nu endelig efter et massivt pres alligevel er lykkedes at få det gennemført. Så tak for et godt samarbejde.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Det vil jeg også bare kvittere for den anden vej rundt.

Tak. Så er der en kort bemærkning til fru Victoria Velasquez fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Liberal Alliance var i 2012 med til at lave den udskældte reform om førtidspension og fleksjob, som flere organisationer og dem med en tung viden på området osv. advarede imod, altså at det netop ville give en uværdig sagsbehandling, at det ville trække tiden ud osv. De helt alvorlige eksempler var terminale, og der blev indkaldt til aktivering, sengepraktik og andre dele, som der jo heldigvis er blevet rettet op på. Men er der nogle andre overvejelser, som man fra Liberal Alliances side har gjort sig? For der bliver i vedtagelsesteksten henvist til, at man afskaffer ressourceforløbene. Den kritik af ressourceforløbene, der var dengang i 2012, var jo så én del af det, men den hovedsagelige og primære kritik drejede sig jo om tildelingen til at kunne få en førtidspension eller til at kunne få et fleksjob. Her blev det netop kritiseret, at det, at man egentlig ikke sikrede, at der var nogle transparente rettigheder, var med til at gøre, at man risikerede at forhale det, og at man ville risikere at få de her meget lange uværdige forløb, hvor SIND og Psykiatrifonden jo også har dokumenteret, at flere i den målgruppe er blevet mere syge af at være i systemet, end de var, før de kom ind i systemet. Så jeg ville bare høre, hvilke konkrete forslag der er fra Liberal Alliances side i forhold til netop den del af det. For det fremgår ikke af vedtagelsesteksten.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Det er jo rigtigt, at et af de kritikpunkter, der var fra 2012 til 2018, bl.a. var det, at der var nogle mennesker, der åbenlyst ikke havde en arbejdsevne, og som man prøvede at få ind i alle mulige mærkelige forløb, og det er jo nu blevet afskaffet. Med den beskæftigelsesreform, som vi har indført, er ressourceforløbene også blevet afskaffet, og det vil alt andet lige gøre, at der for de mennesker, der åbenlyst ikke har en arbejdsevne, vil være en kortere vej fra den ydelse, de nu engang måtte være på, og så over på en førtidspension. Det står også i aftalen, at der vil komme en marginal stigning i antallet af folk, der er på førtidspension, på grund af beskæftigelsesreformen.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Men det er jo også det samme som at erkende, at det er spekulation. For der er jo ikke ændret på retskravet, der er ikke sikret, at der er den transparens i forhold til dine rettigheder, altså hvornår du simpelt hen er tilkendt en førtidspension eller et fleksjob. Men jeg hører, at der dér ikke er nogen forslag. Men så vil jeg gerne høre noget. En tidligere ordfører fra Liberal Alliance, nemlig fru Laura Lindahl, sagde, at man ønskede, at der ikke var flere, der skulle være på førtidspension, men på fleksjob. Jeg er også meget optaget af, hvordan vi styrker fleksjobbene. Vi har jo ikke set, at flere er kommet i fleksjob. Tværtimod er ledigheden blandt fleksjobbere ret høj, for dem, der er på ledighedsydelse, er den virkelig høj. Den er på 20 pct. eller sådan noget, altså i en tid, hvor der er så høj en beskæftigelse. Hvilke forslag har Liberal Alliance til at styrke fleksjobbene?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Jeg kan oplyse om, at fru Laura Lindahl nu er medlem af Det Konservative Folkeparti, men jeg antager, at det var dengang, hun var var medlem af Liberal Alliance, hun udtalte det, som ordføreren siger. Jeg er faktisk begyndt at dykke lidt ned i det med fleksjob. For jeg synes, det er et spændende område, og jeg er faktisk enig i, at der er et uudnyttet potentiale, som man godt ville kunne tage. Uden at lægge hovedet på blokken, i forhold til hvad løsningen præcis skulle være, er det min umiddelbare vurdering, at der er nogle udfordringer med, at det er for begrænset, hvilke stillinger de her fleksjobbere kan tage, og at der er nogle stillingsbetegnelser, der skal være knyttet meget op på, at de skal kunne tages af fleksjobbere. Så sådan nogle ting kunne man jo prøve at bløde op for, så det var lettere for folk, der er i fleksjob, at få beskæftigelse.

Tak. Så er det fru Samira Nawa fra Radikale Venstre. Værsgo til spørgeren.

Mange tak. Jeg er lidt nysgerrig, i forhold til når kommuner skal til at undersøge de her konkrete sager fra aftalen. For i et af faktaarkene knyttet til aftaleteksten står, at kommunen skal se på de offentligt tilgængelige oplysninger om førtidspensionistens aktivitetsniveau. Der vil jeg bare høre, hvordan Liberal Alliance som en aftalepart fortolker det. Det er jo sådan, at der er nogle regler for, at man godt må arbejde noget ved siden af sin førtidspension. Det synes jeg er positivt, for det kunne jo være, det viste sig, at man kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet i et mindre eller større omfang. Men hvad er det for et aktivitetsniveau, som er ud over det acceptable, og er det Facebook, eller hvor er det, man kigger henne? Har Liberal Alliance gjort sig nogen tanker om det? Hvordan skal den del af aftalen forstås?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Altså, når du i dag skal visiteres til en førtidspension, skal man jo lave en eller anden vurdering af: Hvad er din arbejdsevne, og er der nogen som helst idé omkring, at du med en vis rimelighed vil kunne komme i beskæftigelse inden for en årrække? Der skal man jo lave en eller anden overordnet vurdering af personens aktivitetsniveau, og det tror jeg bliver lavet på sådan en bred palet af ting, som jeg ikke har en dyb indsigt i her. Det er jo ikke, fordi det nødvendigvis kræver en stor arbejdsevne at lave kommentarer på Facebook. Men hvis det viser sig, at en person, siden personen fik tildelt førtidspension, er begyndt at være meget aktiv med alle mulige jobs, er det noget, der peger i retning af, at man har generhvervet en erhvervsevne eller en arbejdsevne. Det kan også være kriminalitet, f.eks. Det er også noget af det, der bliver lettere tilgængeligt. Hvis du begår organiseret kriminalitet, altså hvis du f.eks. kan lave momskarruseller, så vil det være nogle oplysninger, der skal tages med.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Det var mere ud fra sådan et udgangspunkt om, at Liberal Alliance og jeg jo deler en frustration over det store bureaukrati, der er, og de mange forskellige, måske unødvendige, krav, der er til forskellige offentligt ansatte. Så når det handler om førtidspension, hvor man jo godt må arbejde noget ved siden af for netop at teste, om det nu er en mulighed at vende tilbage til arbejdsmarkedet, og man så som sagsbehandler skal sidde og gennemtrawle Facebook og andre steder for at se, om den her konkrete førtidspensionist har været på en cykeltur eller løftet børnene, eller hvad ved jeg, hvordan ser Liberal Alliance så på det med et sæt briller, hvor man jo ikke bryder sig om unødigt bureaukrati?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Så vidt som jeg læser den del af aftalen, er der ikke tale om et nyt vurderingskrav i forhold til den måde, hvorpå man i dag vurderer folk til førtidspension. Så det er jo egentlig på præcis samme måde, som man i dag foretager en vurdering, at de bare skal genvurderes. Og så har vi så bare det ekstra led på, at det ikke kun er tildelingskommunen, som gør det, men der er også en mere specialiseret enhed, der har sådan en second opinion, som skal foretage den samme vurdering, bl.a. fordi vi kan se i Ankestyrelsens tal, at tre ud af ti tildelinger bliver foretaget på et forkert grundlag.

Tak. Så er det hr. Karsten Hønge som spørger fra SF. Værsgo.

Hr. Carl Andersen nævnte i sin tale Lotte Kofoed, som på Frederiksberg er valgt til kommunalbestyrelsen for SF. Ved siden af det er Lotte Kofoed også socialrådgiver og har i den forbindelse delt nogle af sine oplevelser, som hr. Carl Andersen refererer til. Men er det interessante her ikke, hvorvidt man har et system, der kan stå op imod det? Der findes jo tricktyve og lommetyve. Det kan vi da godt konstatere og så snakke om det, men det handler jo om modstandskraften. Er vi i stand til at undgå at miste ting til en tricktyv? Er vi i stand til at undgå lommetyveri? Lotte Kofoeds historie er jo en, der lægger sig ind i fortællingen om, at de faktisk er et fagligt personale, der fortæller hinanden om den slags historier. Så hvis en anden sagsbehandler et andet sted også hører en historie om en, der er faldet i en brønd, som den konkrete historie bl.a. gik på, og der så er flere, der møder det med det samme, så skal man måske være særlig opmærksom. Så jeg oplever faktisk, at Lotte Kofoeds offentlige beretning om det er med til at gøre vores kommunale system modstandsdygtigt over for lidt for fantasifulde historie fra de varme lande. Så det er min konklusion. Jeg oplevede ikke rigtig, at det var Carl Andersens konklusion, eller hvad?

Tak. Værsgo til ordføreren.

De historier, som Lotte Kofoed kom med på Facebook og andre steder i medierne, var jo historier om, at hun ligesom andre sagsbehandlere har oplevet, at folk kom med enslydende historier. Men hun har også oplevet, at hun ikke føler, at tolkningen er foregået korrekt, og at der ligesom er foregået sagsbehandling på andre sprog hen over hovedet på hende og mange andre ting. Der er jeg fuldstændig enig med hr. Karsten Hønge i, at det jo handler om at få skabt et system, der er modstandsdygtigt over for det, og det er også det, som den her undersøgelse gerne skal gøre. For der er forskel på, at enkelte sagsbehandlere går ud og siger ting, og at vi så kan få lavet en eller anden systematisk afdækning af, om de erfaringer, som Lotte Kofoed har fra hendes arbejde på Frederiksberg, viser noget, der generelt foregår visse steder, og se på, hvordan vi så lovgivningsmæssigt kan dæmme op for det for at gøre systemet stærkere. Hun skrev selv, at hun var lettet, dengang hun stoppede som socialrådgiver, fordi hun havde ondt i maven over, hvor mange folk hun egentlig havde tildelt en førtidspension, der ikke burde have fået det.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Så meget mere glade er vi da for, at Lotte Kofoed har delt sine erfaringer, sådan at vi får et system, der er mere modstandsdygtigt. For det er jo også rigtigt at sige, at når tricktyve opdager, at en vej ikke virker, så prøver de selvfølgelig på andre måder. Derfor handler det for mig om, at vi får socialrådgivere, som jeg synes der er al mulig god grund til at have tillid til, som også udveksler sådan nogle erfaringer med hinanden, sådan at modstandskraften over for snyderi bliver stærkere. Det er faktisk det interessante, altså hvordan vi lærer af det, og hvordan socialrådgiverne i deres faglige fora deler de her oplevelser, som Lotte Kofoed bidrager med. Det synes jeg jo er en meget mere resultatorienteret vej at gå end det, som jeg synes, jeg har hørt nogle gange i dag, hvor debatten sådan tilter lidt over i at blive fuldstændig unødig vulgær og aggressiv, både over for nogle bestemte borgere og over for offentligt ansatte. Så jeg kan forstå, at dér er vi da det samme sted, hr. Carl Andersen, altså i forhold til at det er godt, at Lotte Kofoed har delt de oplevelser, og at det er med til at bidrage til, at vi får et stærkere system, der faktisk er i stand til at se igennem de historier, der måtte være fabrikerede.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Ja, som vi også kunne høre på Radikales ordfører tidligere i dag, emmer selve den politiske aftale, når man læser den, jo ikke nødvendigvis af mistillid til sagsbehandlere eller til førtidspensionister. Det er heller ikke grunden til, at Liberal Alliance er gået med. Vi er gået med, fordi vi også ligesom ministeren oprigtig gerne vil have belyst det her område for at se, om vi ikke kan stramme op på nogle regler og også give de socialrådgivere, der er derude, nogle værktøjer til at kunne stå imod og mange andre ting, hvis de måtte mangle det. Så vi har ikke nogen grundlæggende mistillid til vores offentligt ansatte, heller ikke til sagsbehandlere, men vi kan konstatere, at der er en overrepræsentation af det, og vi kan konstatere, at der er mange sagsbehandlere, som oplever et unødigt pres derude, og det skal vi se om vi kan imødekomme.

Tak. Så er der en kort bemærkning. Hr. Frederik Vad, Socialdemokratiet. Værsgo

Tak for det. Jeg vil gerne sige tak til ordføreren for en rigtig god tale, synes jeg. Vores partier ønsker jo politisk set ikke hinanden sådan noget godt, men jeg synes egentlig, det var en enormt lødig tale, som var meget om substansen. Det har jeg stor respekt for. Så vil jeg bare lige, inden jeg stiller mit spørgsmål, sige, at nu blev der sagt lige før om mig, at man har sendt den følelsesfulde udlændingeordfører ned i salen. Jeg vikarierer for beskæftigelsesordfører Jens Joel, som af private grunde ikke kan være på arbejde i dag. Så er det sagt. Jeg vil spørge ordføreren: Mener Liberal Alliance egentlig, at det sådan generelt skal være meget sværere at få førtidspension, end det er i dag? Eller hvor er det, ordføreren mener at vi har et problem i systemet? Er det afgrænset til noget af det, jeg også selv var inde på, og som jeg ved optager ordføreren, altså for stor overrepræsentation specielt hos visse ikkevestlige indvandrere? Eller har man i Liberal Alliance generelt ønske om, at det skal være markant sværere at få en førtidspension?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Tak for rosen først og fremmest. Nej, vi har ikke sådan et ønske om, at det skal være markant sværere at få en førtidspension, men vi har et oprigtigt ønske om, at det er personer, som har en varig nedsat arbejdsevne, der kommer på førtidspension, og at vi får mulighed for at få personer, som måske får tildelt en førtidspension meget tidligt i livet, men i løbet af et langt liv får generhvervet en arbejdsevne, ind i arbejdsfællesskabet igen eller over i en anden form for delvis understøttet beskæftigelse, eller hvad det kan være. Der har vi bare ikke rigtig nogen værktøjer i dag. Når du først har fået din førtidspension, er du lidt ude af systemet. Der er vi begyndt at tage de første skridt til, at man har mulighed for, hvis man opdager noget, der gør, at en førtidspensionist har fået en ny erhvervsevne, faktisk godt nu kan pålægge førtidspensionister at komme ind til en samtale, hvis kommunen altså vurderer, at der er kommet nye oplysninger eller andre ting. Det er vi interesseret i, altså at vi sørger for, at de folk, som generhverver en arbejdsevne, kommer væk fra førtidspensionen, og vi er også interesseret i, at det kun er de folk, der reelt har brug for en førtidspension, der får den. Der er en overrepræsentation af ikkevestlige indvandrere, og der er en masse hårdkogte kriminelle, som åbenlyst ikke bør have det.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Det er jeg meget enig med ordføreren i. Har ordføreren et bud på, hvordan vi kommer den der tavshedskultur, som der er lidt strukturelt på det her område, til livs? Det, vi politikere har at gøre godt med i den her diskussion, er jo enkeltindivider, der stiller sig frem med enkeltstående oplevelser. Så har vi selvfølgelig nogle tal, der viser, at der er en overrepræsentation. Men det er jo meget svært at få, hvad skal man sige, de interesserede interessenter i tale på det område. Det er lidt det samme, når vi ser på mønsteret i forhold til tvangsfjernelse af børn. Der er også 34 underretninger over for 8 underretninger. Har ordføreren et bud på, hvordan vi på en eller anden måde strukturelt kan komme den her tavshedskultur, som der øjensynligt er, til livs?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Det er sådan et rigtigt politikersvar. Jeg håber, den der undersøgelse kan gøre os lidt klogere på, om vi kan gøre et eller andet. For jeg er egentlig fuldstændig enig med ordføreren i, at det er en udfordring, hvis der er en tavshedskultur derude. Nu vil jeg sige, at min umiddelbare erfaring er, at man er rimelig åben i Danmark med at tale også om problemer, som der måtte være. Men jeg håber jo så, at nogle interesseorganisationer som f.eks. socialrådgiverne i stedet for, som de har gjort med den undersøgelse, vi har lavet, hvor de har hæftet sig rigtig meget ved den politiske kommunikation fra visse aftaleparters side, forholdt sig noget mere til, hvad det egentlig var, vi var i gang med at sætte i verden. Så tror jeg, der ville komme en mere konstruktiv debat.

Så siger vi tak til ordføreren hr. Carl Andersen fra Liberal Alliance. Vi går videre i ordførerrækken til hr. Ammar Ali som ordfører fra Moderaterne. Værsgo.

Tak for ordet, formand. Førtidspension er for dem, hvor arbejdsevnen ikke rækker, og hvor arbejde ikke er en realistisk mulighed. Det er den ordning, vi bruger, når vi som fællesskab siger: Du kan ikke arbejde, og du skal ikke stå alene. Derfor er vores udgangspunkt enkelt. Førtidspensionsordningen skal være stærk, den skal være retfærdig, og den skal kun være for dem, der reelt ikke kan arbejde. Netop fordi den er så vigtig, bør vi også kunne sige højt: Hvis førtidspension bliver en standardløsning, svigter vi både dem, der har brug for den, og tilliden til ordningen. For Moderaterne handler det ikke om at pege fingre ad mennesker eller bestemte grupper. Det handler om at holde fast i princippet: Kan du arbejde, skal førtidspension ikke være svaret. Kan du ikke arbejde, skal førtidspension være en tryghed uden mistænkeliggørelse. Det er vigtigt at slå fast her i dag, at den her debat ikke må ende i mistænkeliggørelse af mennesker, der helt legitimt er på førtidspension. Langt de fleste førtidspensionister er på førtidspension, fordi de ikke har andre muligheder. Mange lever med sygdomme, handicap eller psykiske lidelser. Og dem skylder vi tryghed og respekt. Når det er sagt, skylder vi også de samme mennesker at beskytte ordningen. For Moderaterne handler det her ikke om etnicitet. Det handler om, at regler skal gælde. Hvis nogen uanset baggrund misbruger ordningen, arbejder sort eller begår kriminalitet, mens de modtager førtidspension, skal vi reagere konsekvent. Det skylder vi skatteborgerne, men først og fremmest dem, der har fået førtidspension med rette. Men vi skal passe på med at tro, at stramninger alene løser problemerne. Det kræver to ting af os som politikere. For det første skal vi værne om ordningens legitimitet. Førtidspension er en varig forsørgelse. Det skal ikke være noget, man glider ind i. Det skal være en ordning, man får, når arbejdsevnen er helt væk. For det andet holder vi fokus på beskæftigelse som målestok – ikke fordi alle kan, men fordi mange kan mere, end systemet nogle gange får sat i spil. Det handler ikke kun om økonomi. Det handler om værdighed, fællesskab og frihed i hverdagen. Moderaternes linje er klar: en førtidspension, der er stærk og retfærdig for dem, der ikke kan, og en politik, der sætter ind tidligt og konstruktivt, så flere bliver en del af arbejdsfællesskabet og færre får behov for førtidspension. Tak for ordet.

Tak for den ordførertale. Der er en kort bemærkning til hr. Nick Zimmermann fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for talen. Deler ordføreren Dansk Folkepartis bekymring for, at der på det her område foregår en eller anden form for snyd og bedrag i mødet, hvor ikkevestlige indvandrere kommer ind til deres sagsbehandlere, som de måske/måske ikke deler et kulturelt, religiøst fællesskab med, og er Moderaterne sådan overordnet set bekymret for den udvikling, der er med ikkevestlige indvandrere, der jo i en massiv stigning, siden Mette Frederiksen blev statsminister, er kommet på en førtidspension?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Det kan jeg sige meget klart. Det gør vi ikke. Det kan godt være, at Dansk Folkeparti og hr. Nick Zimmermann, som flere gange har sagt, at der er tale om snyd og humbug og alt muligt andet, mener det. Men det kan vi jo ikke konstatere, det ved vi ingenting om. Det, der er vigtigt for os, er, at vi ikke mistænkeliggør en bestemt befolkningsgruppe eller andre. Det er vigtigt, at vi også som et led i den her aftale har lavet en undersøgelse, som skal være med til at belyse, om der er nogle forhold, som kan forklare den overrepræsentation, der er af ikkevestlige indvandrere på førtidspension, og hvordan vi fremadrettet så kan imødekomme de udfordringer på en ansvarlig måde til gavn for både den enkelte, men også hele samfundet. Så er det måske også vigtigt for mig at få sagt, at hos Moderaterne har vi fuld tillid til den faglighed, der ligger til grund for tildelingen af førtidspension, og vi kan ikke være med til at mistænkeliggøre hverken kommunale medarbejdere, lærere eller andre fagprofessionelle.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Så man er i Moderaterne overhovedet ikke bekymret for og har ikke den fjerneste mistanke, overhovedet, om, at der foregår noget som helst svindel og humbug eller snyd og bedrag enten i mødet, hvor ikkevestlige indvandrere kommer ind på socialrådgiverkontoret, eller i det møde, hvor der kan opstå et eller andet kulturelt, religiøst fællesskab uden for socialrådgiverkontoret. Det har jeg forstået. Mener Moderaterne så helt generelt, at det er et problem, at der er så mange ikkevestlige indvandrere på en førtidspension, og mener Moderaterne helt generelt, at det er et problem, at siden fru Mette Frederiksen blev statsminister har der været en massiv stigning i antallet af ikkevestlige indvandrere, der har fået en førtidspension?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Som det første synes jeg, det er vigtigt, at den her debat om førtidspension ikke skal reduceres til en debat om snyd. Der skal være en ordning for dem, der ikke kan arbejde, og en sådan er førtidspensionsordningen, som den er i dag. Jeg synes, det er vigtigt at slå fast, at det for os er afgørende, at vi ikke laver dårlig lovgivning, og en del af den aftale, vi har lavet her, går jo ud på at forstå området bedre. Der er også andre grupper, man kunne kigge nærmere på, f.eks. dem, der måske laver sort arbejde, samtidig med at de er på førtidspension. Det er jo noget af det, vi synes man også skulle kigge ned i. Så der er mange andre elementer. Men nu bliver vi klogere på det her, og det er en del af det arbejde. Tak.

Tak. Så er der en kort bemærkning til hr. Carl Andersen fra Liberal Alliance. Værsgo.

Mange tak, og tak for talen. Ordføreren bider mærke i, at førtidspensionen jo handler om, om man kan arbejde eller ikke kan arbejde, og når vi kan se, at næsten dobbelt så mange ikkevestlige indvandrere er på førtidspension i forhold til folk med dansk oprindelse, hvordan kan det så være? Har ordføreren nogen tanker omkring, hvad den her overrepræsentation skyldes? Hvorfor er det sådan, at folk fra ikkevestlige lande i så høj grad i forhold til folk med dansk oprindelse åbenbart ikke kan være i beskæftigelse, når de bliver over 50 år?

Tak. Værsgo.

Tak for spørgsmålet. Jeg ved det jo ikke. Jeg kender ikke svaret på det. Der kan være mange forskellige årsager til det, og vi kan sidde og gætte herfra, og jeg synes, at vi er gode til at gætte som politikere. Men måske handler det også om nogle gange at få sat et arbejde i gang, som kan belyse det og kan forklare det. Der kan være masser af gode årsager til det, men det ved vi ikke, og derfor synes jeg ikke, at det rigtige vil være at sidde og lave gættelege om den tendens, der er. Jeg synes, det er vigtigere at kigge ned i nogle analyser, som så kan belyse det.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Tak for det svar. Et område, som man jo også kunne kigge ned i for at få nogle svar kunne være de unge mennesker under 40, hvor der er rigtig mange, der bl.a. på grund af psykiske diagnoser ender på en førtidspension og altså i en meget tidlig alder får at vide af systemet, at de aldrig kommer til at varetage et job og bliver en del af vores arbejdende fællesskab. Er Moderaterne villige til at kigge på, også før der kommer et valg, de her unge mennesker på førtidspension for at se, om ikke der skulle være noget, vi kan gøre, for at færre af dem bliver tildelt en førtidspension, eller i hvert fald blive klogere på, hvorfor der er den her eksplosion i tildelingen?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Jeg synes, det er rigtig ærgerligt, hvis der er rigtig, rigtig mange mennesker, særlig de unge under 40 år, der bliver parkeret på en ydelse, som i virkeligheden er tiltænkt som en varig ydelse, fordi de måske i nogle tilfælde ikke er i stand til at udføre et stykke arbejde i en periode. Det synes jeg vi skylder de mennesker også, som jeg sagde i min tale, altså at de kommer ud på arbejdsmarkedet, og det skal vi være bedre til at indtænke. Så for mig handler det ikke om sådan en frakendelsesøvelse, men i virkeligheden mere om at få stillet midlerne til rådighed og få sat et system op, der kan tage hånd om de unge mennesker, så vi kan hjælpe dem ind på arbejdsmarkedet, og så de kan blive på arbejdsmarkedet. Det er vi alle sammen tjent med, både den enkelte og samfundet.

Tak. Så siger vi tak til Ammar Ali som ordfører for Moderaterne. Vi går videre i ordførerrækken, og det er fru Dina Raabjerg fra Det Konservative Folkeparti som ordfører. Værsgo.

Tak, formand. Jeg tror egentlig godt, at alle her ved, hvad det handler om, for det handler sådan set ikke om paragraffer eller procenter eller ordninger, det handler om mennesker, og om en voksende følelse af, at der er noget, der er kommet ud af balance. For der sidder mange helt almindelige mennesker, som går på arbejde hver eneste dag, de betaler verdens højeste skatter, og de tager ansvar, og når de eller deres børn eller forældre bliver syge og har det dårligt, møder de ventelister og lange forløb. De venter f.eks. i måneder eller år på en operation eller en udredning. De oplever et velfærdssamfund, hvor alle skal have adgang til alting, og hvor hjælpen så bare ikke er der, når de selv har brug for den. Samtidig ser de, at vi har flere og flere mennesker, som får en overførselsindkomst, særlig blandt ikkevestlige indvandrere og deres børn, ikke kun på førtidspension, men på overførsler i det hele taget, og der er sket en ret stor stigning i antallet af mennesker, der lever af overførsler under den nuværende statsminister. Det er førtidspension, sygedagpenge, fleksjob – det hele vokser markant. Og det sker, mens folk ser, at arbejdspladserne mangler medarbejdere, hvor regeringen har afskaffet en helligdag, hvor deres pensionsalder bliver hævet, mens naboen kan gå på Arnepension, og det provokerer mange mennesker. Det er ikke, fordi man bliver rig af at være førtidspensionist, for det gør man ikke, men fordi førtidspensionen svarer til, hvad mange mennesker tjener ved at arbejde 30-32 timer i et job i en butik eller som sekretær. Når man selv arbejder og betaler skat og venter på hjælp, gør det altså noget ved folk at opleve mennesker, som ikke har bidraget på den samme måde, altså at de kan få den højeste og mest varige ydelse, som vi har i det danske samfund. Det er en følelse, som ikke bare forsvinder, uanset hvad der er af forklaringer. Så er vi nødt til at se på tallene. Ikkevestlige indvandrere og efterkommere udgør 10-11 pct. af befolkningen, men de udgør næsten hver femte på førtidspension, og det er et faktum. For det andet er antallet af førtidspensionister siden 2019 under Mette Frederiksen steget med 21 pct. Blandt ikkevestlige indvandrere er det tal 31 pct. Blandt efterkommere af ikkevestlige indvandrere er stigningen 127 pct. Det er ikke bare markant, det er blodrøde advarselslamper, og det er en bombe under vores velfærdssamfund. For det tredje fandt Ankestyrelsen i 2025 fejl i op imod hver tredje førtidspensionssag, som de tog ud til kontrol. Derfor gennemgår vi nu 5.000 førtidspensionssager, og måske ender de ud med nøjagtig samme afgørelse, som allerede er truffet, måske bliver nogle omgjort, men vi bliver klogere. Vi ser på, om afgørelserne er truffet korrekt, vi ser på praksis, og vi ser på samspillet mellem læger og sagsbehandlere. Samtidig har vi så netop lavet en beskæftigelsesreform, hvor vi fjerner ressourceforløb, så mennesker, der har det virkelig skidt, ikke længere behøver at blive trukket igennem endeløse systemer for at bevise det åbenlyse. Men jeg tror, at vi kan gøre meget mere på det her område, og jeg synes, at vi er nødt til at spørge os selv, om det er motiverende for at arbejde, når man kan stige omkring 13.000 kr. fra en integrationsydelse, laveste kontanthjælp eller en uddannelsesydelse til en førtidspension; om vi gør nok for, at unge efterkommere kan få fodfæste på arbejdsmarkedet; om det altid er klogt, at mennesker ligger hjemme på sofaen uden kontakt med andre, når de er under udredning, når både socialpædagoger og psykiatere siger, det er bedre, at de kommer ud blandt andre mennesker; om vi i dag for tit giver førtidspension for et helt liv på grund af diagnoser som angst og depression, selv om de fleste jo kommer over den type af lidelser over tid; og om vi giver de unge mennesker de helt basale redskaber til at klare sig i livet. Førtidspension skal være for dem, der har behov, men måske skal vi også anerkende, at det behov ikke altid er livsvarigt, og at vi kan gøre langt mere for, at færre overhovedet kigger mod førtidspension. Tak for ordet.

Tak for talen. Hr. Nick Zimmermann fra Dansk Folkeparti nåede lige at trykke sig ind for en kort bemærkning. Værsgo.

Jeg vil sådan set sige tak for en supergod tale. Jeg er jo langt hen ad vejen enig. Det er jo i virkeligheden også en bjørnetjeneste, som især den socialdemokratiske regering gør de her ikkevestlige indvandrere, nemlig at de sådan set bare kan komme her til vores land og blive parkeret på en permanent forsørgelse. Altså, hvis man virkelig havde en oprigtig interesse i de her alt for mange udlændinge, som kommer til Danmark, så ville man jo netop prøve på en eller anden måde at få dem ud på arbejdsmarkedet. Det værste, man sådan set kan gøre, er det, der i dag er regeringens politik, nemlig at parkere dem derhjemme, hvor de får lov at ligge og dovne den af på sofaen og zappe og se noget Al Jazeera, og så kan de ellers sove længe og gå i basaren og den slags ting. Det er jo en bjørnetjeneste, man gør dem, og det er den helt forkerte vej at gå. Det er netop også derfor, at vi i Dansk Folkeparti siger – og det hører jeg langt hen ad vejen også Konservative sige – at udlændinge, der kommer her til Danmark, skal ud i en eller anden form for arbejde. De skal ikke bare have lov til at være på en passiv forsørgelse, for så kunne de jo lige så godt være blevet hjemme, hvor de er kommet fra. Det er også derfor, det undrer mig så meget, at man fra regeringens side under ingen omstændigheder vil være med til at sætte en stopper for den her tilstrømning af ikkevestlige indvandrere, der modtager førtidspension.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Jeg hørte ikke et spørgsmål, men en tilkendegivelse af, at jeg havde holdt en god tale, og det er jeg faktisk glad for at ordføreren siger, for der var faktisk ikke ret mange, der hørte efter. De havde travlt med at sidde og snakke med hinanden. Det er selvfølgelig lidt irriterende, når man ellers har en rigtig god dialog. Min pointe er, at vi har nogle ubalancer her, og hvis ikke vi tager det alvorligt og finder ud af, hvad der er galt, kan vi heller ikke gøre noget ved det. Det er vigtigt, at vi i Danmark har et stærkt førtidspensionssystem til dem, som vitterlig ikke kan andet, og hvis vi mister opbakningen til den ordning, så kan jeg godt være bange for, hvad der vil ske for rigtig syge mennesker og for hele samfundskontrakten.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Jeg vil i hvert fald for mit eget vedkommende sige, at jeg hørte efter under talen – det synes jeg sådan set er det mindste jeg kan gøre, når det er min egen forespørgselsdebat. Når det så er sagt, vil jeg sige, at det jo også er et massivt svigt af børnene til de her mange ikkevestlige indvandrere, som har fået en førtidspension. Jeg mener jo sådan set, at når man tildeler så mange førtidspensioner til indvandrere og udlændinge, som jo set med mine øjne sagtens kan arbejde, men hvor dovenskab for manges vedkommende er den største hindring for at gøre det, så sker der netop det, at man viser sin børn, at man godt kan være her i Danmark og bo i vores samfund og bare sove længe, gå i basaren og hygge sig for danskernes penge. Det er også et forkert budskab, man ligesom sender videre til børnene.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Tak for det. Jeg mener godt, man kan føre en stram udlændingepolitik og stadig væk have en sober retorik om det. Jeg vil godt give ordføreren ret. Jeg er også meget bekymret, når det gælder efterkommere, og noget af det, jeg sagde i min tale, var faktisk, at blandt efterkommere fra ikkevestlige lande er der siden 2019, hvor Mette Frederiksen kom til, og til i dag sket en stigning på 127 pct. Og det er ikke kun på førtidspensionsområdet; det er sådan set også på kontanthjælpsområdet, sygedagpengeområdet og dagpengeområdet, at der er sket en markant stigning for ikkevestlige efterkommere.

Så er det hr. Frederik Vad fra Socialdemokratiet som spørger. Værsgo.

Jeg fulgte talen ude fra min spisepause. Ordføreren sagde i sin tale, at hun kender mange eller har talt med folk, som er vrede over, at andre får Arnepension. Det sagde hun i sin tale. Når man tænker på, at man jo, som det er i dag, skal have arbejdet, fra man var et stort barn i nogle ret hårde job – det er en ret forholdsvis lav ydelse, man egentlig får i Arnepension, og det er for 90 procents vedkommende faglærte/ufaglærte, der bruger den – hvad er det så for nogle mennesker fru Dina Raabjerg kender, som er vrede over, at andre får Arnepension?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Jeg har ikke sagt noget om, at folk er vrede. Hr. Frederik Vad er velkommen til at spole tilbage og genhøre talen. Jeg har ikke på noget tidspunkt sagt, at der er nogen, der er vrede. Men jeg taler om en frustration over, at der er nogle mennesker, som går på arbejde og betaler verdens højeste skat, der får hævet deres pensionsalder, og som kan se, at der er andre mennesker, som får nogle goder, som de ikke selv får. Så kommer der en stigende utilfredshed og irritation – men jeg har ikke sagt, at folk er vrede.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Så irritation og frustration i stedet for vrede, hvis det er meget vigtigt. Jeg undrer mig bare over, hvem de mennesker er. Føler de sig snydt eller hvad? Vi taler jo om en gruppe mennesker, altså dem, der får Arnepension, som har arbejdet, siden de var store børn, ofte i meget hårde job, fra en tidlig alder, til en lav løn – hvad er der egentlig at være misundelig på? Hvad bunder den frustration i? Er det et gode, at man kan gå fra få år før folkepensionsalderen, hvis man har betalt skat og arbejdet, siden man var 14 år gammel? Er det så et gode, man har fået, som andre med god ret kan være frustreret over, at man har fået?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Altså, nu diskuterer vi jo i dag ikkevestlige indvandrere på førtidspension – og ikke pension. Det, jeg konkret sagde, var, at de oplever et velfærdssamfund, hvor alle skal have adgang til alting, og hvor hjælpen så ikke er der, når man selv har brug for den. Det oplever jeg en stigende frustration over. Jeg oplever, at der er mennesker, som sparer op i et helt liv, de har en pensionsordning, og de har penge på kontoen. Så kan de se, at andre kan få fødevarecheck, ældrecheck og tidlig pension, mens de ikke selv kan få det. Det er der et stigende antal mennesker, som bliver frustreret over, og det kan jeg godt forstå, for det er jeg også frustreret over. Man skal belønnes for at tage ansvar; man skal ikke se, at andre kan få noget, man ikke selv kan.

Tak. Så siger vi tak til ordfører fru Dina Raabjerg fra Det Konservative Folkeparti og går videre i ordførerrækken. Det er fru Victoria Velasquez fra Enhedslisten. Værsgo.

Der er mange mennesker i Danmark, der føler sig presset; presset af et arbejdsliv, der slider; presset af et sundhedsvæsen, hvor det svært at komme igennem; presset af et system, hvor man oftere og oftere skal bevise, at man har ret til hjælp. De mennesker har ret i én ting: Velfærden er under pres. Men spørgsmålet er så, hvem der presser den, og hvem der betaler prisen. Førtidspension er ikke årsagen til, at folk føler utryghed. Den er resultat af et samfund, hvor flere bliver syge af at arbejde, hvor psykiatrien ikke følger med, på trods af at vi endelig er begyndt at investere i den i sidste folketingsperiode, og hvor mennesker slides op, før de fylder 60 år, samtidig med at pensionsalderen hæves igen og igen. Førtidspension er det sted, man ender, når alt andet er prøvet, og ingen vælger den for sjov. Man bliver visiteret til den, når kroppen eller sindet ikke længere kan holde, og hvis vi vil have et samfund, hvor færre ender der, kræver det mere velfærd, ikke mindre. Når det er sagt, taler vi, når vi taler om førtidspension, om en rettighed, der findes af en grund. Den er skabt for at beskytte os alle sammen. Den er skabt for at beskytte mennesker, når kroppen eller sindet ikke længere kan bære arbejdslivets krav. Men netop derfor er det også dybt hjerteskærende, når et menneske ender på førtidspension, selv om det ikke burde være endestationen. For hver gang det sker, er det ikke bare et enkelt individ, så er det faktisk hele vores samfund, der taber på det. Som beskæftigelsesordfører er jeg igen og igen optaget af spørgsmålet om, hvordan vi hjælper mennesker godt videre, så man ikke ender på en førtidspension som sidste udvej? Fokus har i særdeleshed i den her regeringsperiode for mig og Enhedslisten været dem, der lever med konsekvenserne af ptsd. Vi er et bedre sted i dag, end vi var for 20 år siden. Det anerkender jeg fuldstændig. Men lad os være ærlige: Vi er stadig langtfra i mål. Alt for ofte ser vi, hvordan politisk fastsatte krav fra Christiansborg kolliderer med virkeligheden, når en sagsbehandler sidder over for et menneske, der er traumatiseret, et menneske, der ikke mangler vilje, men mangler overskud, tryghed og støtte. Det er ikke teori, det er virkelighed. Det er noget, jeg selv har haft tidligere beskæftigelsesministre i samråd om, og vi har fremsat beslutningsforslag, vi har presset på, og jeg er oprigtig glad og vil gerne sige tak for, at vi på tværs af alle partier og med regeringen oven på det har landet en aftale, som nu skal munde ud i konkrete anbefalinger til, hvordan vi kan gøre det bedre. For det her handler ikke om regneark, det her handler om mennesker. Vores manglende kompetence som samfund til at håndtere traumer og skabe reelle fremtidsmuligheder for mennesker med ptsd har konsekvenser, også når vi taler om mennesker, der er flygtet fra krig og konflikt. Ikkevestlige indvandrere har i gennemsnit lavere uddannelse, og det betyder oftere ufaglærte og nedslidende job, og mange, særlig flygtninge, lever med psykiske helbredsproblemer, de aldrig selv har valgt. Lad mig sige det klart: Jeg ved godt, der er mange af jer, der er i arbejde, og at I har fundet jeres vej. Så hvorfor lærer vi ikke af jeres erfaringer? For forskningen viser os noget vigtigt. Når mennesker står uden for arbejdsmarkedet, handler det ikke kun om sprog og uddannelse. Det handler også i meget høj grad om helbred, om psykisk trivsel og om traumer, der aldrig er blevet taget alvorligt nok. Samtidig ser vi generelt, ikke kun blandt ikkevestlige indvandrere, en alvorlig stigning i antallet af mennesker, der tildeles førtidspension på grund af psykiske lidelser. Det er både etnisk danske medborgere og medborgere med anden etnisk baggrund end dansk, og det burde være en øjenåbner, for vi kunne som samfund gøre det langt bedre. Vi kunne skabe et arbejdsmarked, der kan rumme mennesker, også når de kæmper med ptsd; et arbejdsmarked, hvor fleksibilitet ikke er undtagelsen, men er normen, og hvor støtte kommer, før man giver op. Lad os huske, at langt størstedelen af de ikkevestlige indvandrere, der var på førtidspension i 2023, og som bliver debatteret i dag, kom til Danmark i 1980'erne og 1990'erne, mange som asylansøgere fra krigsramte lande, og fælles for mange af dem er, at der er blevet båret traumer i årtier. Den nyeste forskning viser endda, at ptsd-traumer kan gå i arv, og det er vi slet ikke gearet til rent fagligt, hverken i lovgivningen eller i praksis. Derfor risikerer beskæftigelsesindsatsen, som Psykiatrifonden og SIND har dokumenteret, at gøre folk mere syge, end de var til at starte med. Hvis vi møder den virkelighed, de mennesker står i, med mistillid og med nedværdigelse og uværdighed, skubber vi mennesker ud i stedet for at invitere dem ind. Det er ikke bare dårlig beskæftigelsespolitik, det er simpelt hen et svigt for hele vores samfund. Tak for ordet.

Tak for den ordførertale. Så er der en kort bemærkning til hr. Nick Zimmermann fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Meget af det var jeg sådan set i virkeligheden enig i, og jeg synes, det var en supergod tale. Det er jo helt tydeligt, at ordføreren i hvert fald er meget optaget af emnet ptsd, og det synes jeg virkelig er alle tiders. Men ordføreren var jo i høj grad også inde på dem, som er kommet hertil, altså indvandrere til Danmark, og at de er på en førtidspension. Hvad er ordførerens tanker om, at der også har været en massiv stigning i antallet af efterkommere på førtidspension, altså ikkevestlige efterkommere på førtidspension, i løbet af Mette Frederiksens regeringstid?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Hvis vi først ser på fakta, så er andelen af ikkevestlige indvandrere på førtidspension, til trods for vi generelt kan se i forhold til uddannelsesniveau osv., at en stor del af gruppen løfter nogle af de allermest slidsomme job, lavere, end den har været i 17 år. Men jeg synes, det, Dansk Folkeparti spørger ind til her, er ret interessant, set i forhold til at Dansk Folkeparti gerne vil fremstå som et velfærdsparti. Men jeg synes faktisk, at med den her forespørgselsdebat er man med til at svigte den opgave, fordi man drejer debatten væk. Man får det til at handle om herkomst og om »dem«. Det er en fortælling, man har været ekstremt dygtig til. Men når tallet stiger, skyldes det jo både, at gruppen er blevet større, flere er blevet ældre, og også, hvad det er for nogle ting, man bærer med sig, både i forhold til traumer og i forhold til psykisk helbred. Der er rigtig mange af de her ting, f.eks. uddannelse, og jeg forstår ikke, hvorfor man ikke går ind og ser på det. For konsekvenserne af ikke at gøre det fra Dansk Folkepartis side rammer jo hele arbejdsmarkedet; det rammer alle, der har brug for en førtidspension. Derfor synes jeg faktisk, at Dansk Folkeparti er med til at svigte opgaven med at forsvare velfærden, og at man faktisk kommer til at presse velfærden i stedet for.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Tak for det. Men det kan jeg ikke nikke genkendende til, for jeg forsvarer jo netop de danskere, der har en førtidspension. Jeg stiller mig netop på danskernes side her og siger, at jeg har hundrede procent tillid til de etniske danskere, der har modtaget en førtidspension, for jeg ved, hvad det er for et forløb, de har været igennem, og for manges vedkommende har det været et ekstremt hårdt forløb, og mange føler sig jo fuldstændig banket ned under gulvbrædderne, inden de ender med at stå med en førtidspension i hånden. Jeg vil godt prøve at spørge ordføreren til, om der er en bekymring i Enhedslisten – den samme bekymring, som vi har i Dansk Folkeparti – for, at der til en vis grad foregår noget snyd, bedrag inden for det her område i mødet mellem dem, der søger en førtidspension, med ikkevestlig baggrund og så nogle socialrådgivere, der eventuelt sidder med en anden etnisk baggrund og er med til at skubbe lidt på for det. Er det en bekymring, man har i Enhedslisten?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Nej, jeg er altid bekymret for, hvordan vores velfærdsrettigheder bliver forvaltet. Det er enormt vigtigt og ekstremt vigtigt for os, at de selvfølgelig bliver forvaltet korrekt, at de ikke bliver udnyttet eller misbrugt eller andre ting, det være sig, om det er arbejdsgivere, der påstår, at det her er en del af lønnen, eller andre ting. Det er enormt vigtigt for os. Men jeg bliver simpelt hen nødt til at adressere det, når Dansk Folkeparti skaber mistænkeliggørelse, til trods for at vi lige har set en sag igen, hvor en ikkevestlig indvandrer får sin førtidspension 10 år for sent – den sag er blevet vundet i byretten – og hvor det er helt tydeligt, at vedkommende har fået førtidspensionen for sent, og at vi generelt kan se, at man ikke får de rettigheder, som man faktisk har krav på. Der bliver Dansk Folkeparti nødt til at være opmærksom på, hvad det er, der sker, når man skaber den her mistænkeliggørelse. Det er at presse velfærden for os alle sammen.

Tak. Så er det fru Dina Raabjerg fra Det Konservative Folkeparti, som spørger.

Tak for en passioneret tale. Ordføreren taler om, at det handler meget om nedslidning. Men når vi har efterkommere af ikkevestlige indvandrere, hvor vi har en stigning, som er langt over dobbelt på 6 år, så kan det jo ikke være en forklaring omkring nedslidning, for de har jo ikke arbejdet i så mange år. Så hvad er ordførerens forklaring på det? Kunne der ikke også være noget i det her, der handler om kultur og manglende integration?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Det er helt rigtigt, at for mig handler det om klasseperspektiv, og det er helt rigtigt, at ordføreren hører, at jeg nævnte nedslidning. Men faktisk handlede størstedelen af min tale om psykisk helbred og ptsd. Det er jo også det, vi kan se, når vi går ind og ser på det, både i forhold til efterkommere, men jo også i forhold til dem, som er flygtet. Og det er der, hvor jeg synes, at det er ekstemt kritisabelt, men også farligt, at vi i forhold til at tage det problem alvorligt på arbejdsmarkedet, men også i beskæftigelsessystemet, ikke er gode nok til at se, hvordan vi kan sikre jobåbninger og en indsats, hvor man faktisk ser det enkelte menneske og laver en individuel og helhedsorienteret ser, og hvad er det så, konsekvenserne af det er? Der kan vi se, og det er uagtet hvilken etnicitet folk har, at mennesker, som har et psykisk dårligt helbred, bliver mere og mere repræsenteret blandt førtidspensionister, og det synes jeg er en falliterklæring. Jeg er så ærgerlig over, at vi her i Folketinget sidder og laver en splittelse mellem dem og os, i stedet for at være optaget af, hvordan vi faktisk sikrer et arbejdsmarked, som dem, som f.eks. har ptsd, kan være en del af.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Så lad os lade være med at lave en splittelse og kigge på nogle andre tal. For hvis vi ser på de mennesker, som har fået en førtidspension, så kan vi jo se, at over 40,3 pct. af dem ikke engang har haft 1 uges arbejde inden for 6 år, inden de får tilkendt en førtidspension. Det kan jo ikke være på grund af nedslidning, og hvis vi kigger på dem, der bare har haft 6 måneders ansættelse inden for 6 år, så er det jo under 60 pct., og det handler jo ikke om nedslidning. Vi giver jo i stort omfang førtidspensioner til folk, som aldrig har haft en tilknytning til arbejdsmarkedet.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Jeg ved ikke, om det er, fordi ordføreren taler om psykisk nedslidning, for det anerkender jeg fuldstændig. Men der er jo forskellige dele, i forhold til om man har brug for en førtidspension, fordi du er syg, eller man har noget, man er født med, og som gør, at man ikke kan arbejde, eller om der er sket noget i løbet af ens arbejdsliv. Det, vi kan se også går igen generelt blandt folk på førtidspension, er bl.a., om en af ens forældre har været på førtidspension. Så alene det, at en af ens forældre ikke har været på arbejdsmarkedet, har signifikant isoleret en betydning for, om vedkommende har en indsats på arbejdsmarkedet. Og der savner jeg, at vi kommer med forslag som udviklingsfleksjob eller andre ting, for jeg synes, de tal, ordføreren kommer med, da er en falliterklæring for det system, som Christiansborg har vedtaget.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger til fru Victoria Velasquez fra Enhedslisten. Vi går videre i ordførerrækken til fru Samira Nawa som ordfører for Radikale Venstre. Værsgo.

Mange tak. Hver gang vi politikere kaster os over et emne, vil der altid være mennesker, som holder vejret i spænding eller i bekymring over, om det lige præcis deres livssituation, som vi kommer til at ændre og lave politik for. Og når det kommer til førtidspensionsområdet, er der tale om en kvart million borgere, som modtager førtidspension. I Radikale Venstre synes vi jo ikke, at vi skal ryste grunden under så mange mennesker, som af den ene eller den anden årsag er for syge til at arbejde og derfor har fået tildelt en førtidspension. Derfor var vi heller ikke med i den aftale, der blev indgået før jul, for vi ønsker egentlig ikke, at de mennesker, der har fået tilkendt en førtidspension, skal opleve en bekymring og ligge vågne og søvnløse. Men betyder det så, at vi ikke er villige til at se på systemet, som det er i dag, og at vi ikke har lyst til at løse de udfordringer, som systemet indebærer i dag? Nej, det er ikke det samme, for vi ser med stor bekymring på den stigning af særlig unge mennesker under 40 år, der er i førtidspensionsystemet, og også den stigning, der er af mennesker med psykiske lidelser. Antallet af unge på førtidspension er på 5 år steg med over 40 pct. Der er flere mennesker under 40 år end nogen sinde før, som modtager førtidspension. Det vil sige, at det er mennesker, som vi som samfund har dømt ude varigt, og som vi ikke kommer til at interessere os for igen, fordi de ikke er i berøring med systemet. Det var egentlig dér, at vi i Radikale Venstre ønskede at sætte ind, og det var også det, vi forsøgte at bringe ind i de forhandlinger, der var før jul. Men det var en anden dagsorden, der var dengang, og det kunne vi ikke se os selv i. Jeg synes også, hvis jeg bare lige skal kommentere lidt på debatten i dag, at når hr. Nick Zimmermann og Dansk Folkeparti taler om mennesker, der dovner den af, ser Al Jazeera og går i bazaren, så er det mennesker på førtidspension, som hr. Nick Zimmermann taler om. Samtidig kan vi læse på sociale medier fra hr. Nick Zimmermanns hånd, at socialrådgivere med ikkevestlig baggrund bevidst favoriserer deres egne. Jeg må bare sige sådan helt ærligt, at det er så vanvittigt og så vildt både at udvise så stor mistillid til mennesker, dygtige sagsbehandler, der hver dag går på arbejde, gør deres pligt, og så også vise den her store mistillid til borgere med ikkevestlig baggrund, som af en eller anden årsag er for syge til at arbejde og derfor har fået tilkendt førtidspension. Hr. Nick Zimmermann kaster også om sig med tal og fakta, der ikke passer. Det har hr. Frederik Vad jo flere gange italesat, uden at Dansk Folkeparti rigtig tager det til efterretning. Hvis ikke det var her i Folketingssalen, og hvis ikke det var ægte, så ville vi jo alle sammen grine og klaske os selv på lårene af den her form for politisk debat, som mest af alt minder om noget, der er importeret over Atlanten. Det skulle være min kommentar til den debat, der også har været i dag. Tak.

Tak for den ordførertale. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken, og det er fru Karin Liltorp som ordfører for Alternativet. Værsgo.

Tak, og tak for ordet og den meget lange debat. Den påstand, der ligger til grund for debatten i dag, er i virkeligheden, at der er for mange på førtidspension. Og som naturvidenskabskvinde, der elsker tal, synes jeg jo altid, det er sjovt, når man siger, at noget er for meget eller for lidt, for udgangspunktet for det er jo i virkeligheden, at man kender det rigtige tal, altså hvor mange der burde være det. For os Alternativet er det allervigtigste, at vi arbejder for, at flere kommer ind i arbejdsfællesskaberne. Det vil uden tvivl i sig selv reducere risikoen for, at så mange ender på førtidspension, og også fordi det nuværende system desværre får gjort folk syge. Ja, der er masser af undersøgelser, der viser, at det pres, man oplever i beskæftigelsessystemet i dag, faktisk for manges vedkommende forværrer det psykiske helbred, og man ser endda tilfælde af ptsd bare ved at være i systemet. Det er jo lidt grotesk, at man kan blive syg af at være i et system, der faktisk skulle hjælpe. Så jeg synes, det er relevant at have den her diskussion af, hvem det er, der har ret til førtidspension, og hvad der kan medvirke til, at færre ender i en situation, hvor de faktisk ser førtidspension som den eneste løsning. For 2 år siden lavede jeg sammen med min praktikant, Nadine Hajjar, som bor i Tingbjerg, selv en lille forskningsundersøgelse. Vi interviewede en del af de mennesker, der boede derude, og spurgte dem ind til deres historier og deres drømme. Og det skal siges, at det især var kvinder, der var havnet på både kontanthjælp og på førtidspension. Det, der gik igen i vores samtaler, var, at de fleste af dem gerne ville bidrage, men de følte egentlig ikke, de havde så meget, de kunne bidrage med. Flere af dem talte sproget dårligt, og de havde måske ikke en relevant uddannelse. Det var ikke helt unge mennesker, for det går betydelig bedre med den unge generation. Og det, de selv synes, de var gode til, synes de ikke, de kunne bruge til noget. De blev sendt rundt i praktikker, uden at de fik en fornemmelse af at komme tættere på et rigtigt arbejde, og det fik dem til at føle sig uduelige. For fleres vedkommende endte det faktisk med, at de fik langvarige depressioner, og det synes jeg var vildt tragisk. Men det var ikke ren ulykke at snakke med de her kvinder, bestemt ikke, for vi kom også tæt på nogle af de initiativer, der har vist sig at hjælpe, bl.a. noget, der hedder Café Mors Varme Hænder ude i Tingbjerg, hvor man tog udgangspunkt i, hvad det faktisk er, de synes de kan bidrage med. Og her handlede det jo f.eks. om, om man er god til at lave mad. Godt, så kommer du til at være med til at lave mad her. Er du god til at snakke med folk? Godt, så hjælper du nogle af dine medsøstre til det ene eller andet; hvad det nu kunne være. Det, de fik ud af det her, var, at de lige pludselig fik en tro på sig selv. De fik opbygget et selvværd, og flere af dem endte faktisk med at komme i rigtigt arbejde. Så jeg synes jo, det er så smukt, og den her slags initiativer skal vi da i den grad bygge videre på. Når vi så snakker om, at der er alt for mange på førtidspension, så synes jeg også, det er sjovt tal, som jeg tit har prøvet at komme til bunds i. For VIVE har faktisk vist, at i Danmark er der 10 pct., der lider af et svært handicap. Der er 25 pct., der lider af en eller anden form for handicap, og alligevel er der lidt under 20 pct. på førtidspension. Så jeg kunne lige så snildt argumentere for, at der er alt for få, der er på førtidspension. Så vidt vil jeg jo ikke gå her, for jeg er faktisk glad for, at vi kan fastholde nogle af dem med handicap på arbejdsmarkedet, men vi har jo ikke de rigtige tal. Nogle af dem, der er blevet fremlagt i dag, tyder jo også på, at det går relativt godt med den yngre generation. Så det er jo nogle skævvredne tal, der kommer frem i debatten her. Og det overrasker da ikke mig, at der er betydelig flere ældre med ikkevestlig herkomst, der får førtidspension, fordi de har været udsat for noget, der af gode grunde giver både fysiske og psykiske problemer, så nej, det overrasker mig ikke. Det positive, jeg tager med mig fra debatten, er den enighed, jeg synes der er om, at vi skal kigge meget mere på de fleksible muligheder og skabe et fleksibelt arbejdsmarked og sørge for, at flere kan komme i fleksjob. For mange vil gerne bidrage, og vi mangler bare i høj grad de her opgaver. Nu ved jeg, at ministeren sagde før, at der er rigtig mange, der arbejder deltid i Danmark. Jo, det kan godt være, men det er måske i en 30-timers deltidsstilling som sygeplejerske. Mange af dem, vi snakker om i den her gruppe, vil snildt kunne bidrage med 10, 12 eller 15 timer til at starte med, indtil de ligesom får selvtillid, og de jobs mangler. Derfor har vi jo også nedsat en arbejdsgruppe i Alternativt, der skal kigge på: Hvordan kan vi få skabt mange flere af de her opgaver? Hvordan kan vi få ryddet de regler i vejen, der faktisk i dag står i vejen for, at mange flere vil kunne komme ind på et arbejde, der passer til dem? For vi ønsker i Alternativet, at førtidspension bliver ved med at være et stærkt og trygt sikkerhedsnet for os alle sammen, og samtidig skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at skabe plads til mennesker på arbejdsmarkedet på de vilkår, livet har givet dem, også selv om de ikke kan arbejde 37 timer. Tak for ordet.

Tak for den ordførertale. Der er en kort bemærkning til hr. Nick Zimmermann fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for talen. Det var jo meget interessant, for i mine ører lyder det i hvert fald, som om nogle af dem, som ordføreren har mødt ude i Tingbjerg, netop er en del af problemet. Det er netop nogle af de mange indvandrere, som bedriver snyd og humbug. Det kan være, ordføreren har fået at vide, at de er på førtidspension, men hvis der lige bliver stillet et eller andet suppekøkken op og de ellers kan få det til at passe ind med, at de kan sove længe, og at det er på deres vilkår, hvor de kan stå og tale indbyrdes på deres egne sprog, så har de intet problem med at komme og arbejde. Det var jo netop sådan nogle kvinder som dem, som skulle have at vide, at de skulle ud på arbejdsmarkedet, og at der altså ikke var nogen let vej til lige pludselig at få en førtidspension. Det er jo netop alt det, der er problemet i det her, altså at alle de mange udlændinge, der kommer her til vores land, får lov til at få tildelt en førtidspension på nogle helt andre vilkår, eksempelvis de kvinder, ordføreren her snakker om. Der er jo ikke nogen danskere, der i mødet med hele jobcentersystemet får lov til at stille titusind krav til, hvordan de vil arbejde, og som siger, at hvis ikke de kan opfyldes, skal de have en førtidspension, men det er jo netop det, der konstant sker i forhold til udlændinge.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Jeg mødte bestemt ikke nogen, jeg opfattede som nogle, der prøvede at snyde. Nu nævnte jeg, at det både var nogle på kontanthjælp og førtidspension, og dem, der var på førtidspension, var jo netop nogle, der havde fået svære psykiske problemer eller måske havde haft det i forvejen. Der var nogle af dem, der havde ptsd, både på grund af deres opvækst og på grund af det, de havde mødt i systemet. Så nej, jeg mødte ikke nogen, der misbrugte det, men jeg mødte til gengæld nogle, der sagde: Jeg vil gerne prøve at bidrage med det udgangspunkt, jeg nu engang har. Og jeg ser for mig, at vi risikerer at se nogle af de andre, der var på kontanthjælp, på førtidspension, fordi vi ikke sikrer os at få dem ind på nuværende tidspunkt i stedet for at lade dem køre for lang tid, så de også risikerer at komme i store psykiske problemer og kommer til at føle sig uduelige og får depressioner.

Tak. Værsgo til spørgeren.

For mit vedkommende er det i hvert fald en smule svært at tage en eller anden indvandrerkvinde, der har været her i 30 år, seriøst, når hun fortæller, at hun får en førtidspension og det så er lige før, at hun skal bruge en tolk for, at man kan forstå, hvad det egentlig er, hun siger. Så fortæller det i hvert fald også mig, at der er nogle smuthuller her i vores land til at få en førtidspension for mennesker, der absolut og under ingen som helst omstændigheder burde have haft det. Det er jo ofte de eksempler, der er. Man ser en eller anden somalisk kvinde, der står fuldstændig pakket ind, og så står hun og fortæller på gebrokkent dansk, at hun ikke kan arbejde, fordi hun har ondt i ryggen, eller måske skyldes det i virkeligheden nogle andre ting. Det er i hvert fald min overbevisning.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Jeg tror på mange måder ikke, at vi deler menneskesyn i Dansk Folkeparti og Alternativet. Så vi kommer nok ikke helt til bunds i den her diskussion. Der kan være masser af grunde til, at man havner på førtidspension. Men for Alternativet er det faktisk også en mærkesag, at vi ikke laver lovgivning ud fra enkeltsager. For selvfølgelig kan man altid finde et enkelt eksempel på noget, der er gået skævt, men det skal ikke ødelægge vores generelle tillid til både sagsbehandleren og til de mennesker derude, der i virkeligheden har kæmpet en hård kamp for at få tildelt førtidspension.

Tak. Så er der en kort bemærkning til fru Dina Raabjerg fra Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak. Ordføreren taler om, at det er meget naturligt, at ikkevestlige indvandrere får førtidspension, fordi de kan have ptsd med i bagagen. Men hvad kan forklaringen så være på, at der i nogle kommuner kun er en marginal overrepræsentation af ikkevestlige indvandrere, der er på førtidspension, mens der i andre kommuner er en meget større overrepræsentation? For det er jo de samme mennesker, som bare bor i forskellige kommuner, og så kan det da ikke kun være et spørgsmål om om ptsd. Der må jo også være et eller andet i måden, man gør tingene på, der er forskellig. Er ordføreren ikke enig i det?

Tak. Værsgo til ordføreren.

De forskelle, der er på tværs af kommunerne, skal jeg ikke gøre mig klog på, og jeg siger heller ikke, at det for alle dem, der får førtidspension, er på grund af ptsd. Jeg siger, at det også er et problem, og at jeg ikke synes, at det er underligt, at der er en del af især de ældre, der har boet i et krigshærget land, der lider af ptsd. Med hensyn til, om der er forskelle i sagsbehandlingerne, synes jeg jo i virkeligheden, at det vigtigste spørgsmål burde være, hvordan vi får styr på sagsbehandlingen, og hvordan vi sikrer os, at sagsbehandleren har de rigtige værktøjer. Som sådan synes jeg da det er relevant at se på forskellige praksisser, men det kan jo i virkeligheden være, at det er der, hvor de giver de fleste førtidspensioner på grund af ptsd, de har fat i den lange ende.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Så hører jeg jo egentlig ordføreren sige, at det nok er en rigtig god idé, at vi får kigget 5.000 sager igennem. Jeg hører også ordføreren fortælle, at mange af de kvinder, som kommer fra ikkevestlige lande, rent faktisk gerne vil arbejde. Jeg har også snakket med mange af dem, og jeg synes, det er nogle ualmindelig søde, imødekommende og åbne mennesker, som vi som etniske danskere kunne lære rigtig meget af. Men jeg oplever også, at mange af dem er underlagt en social kontrol, som gør, at det er svært for dem at få lov til at blive en del af det danske samfund. Hvad tænker ordføreren om det?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Først må jeg så lige sige, at nej, jeg tænker desværre ikke positivt om de der 5.000 sager, der skal gennemgås. Jeg synes, det er uværdigt, og at det også er forfærdeligt for de mennesker, der en gang til skal igennem den her sagsbehandling. Jeg kan kun sige, at jeg er en stor modstander af social kontrol af enhver art, og at det, hvis der er problemer med det, så er det, vi skal bekæmpe, og det vil jeg aldrig nogen sinde modsætte mig. Derfor synes jeg jo også, det er relevant at sørge for, at det bliver så nemt som muligt for kvinder fra andre kulturer at komme ind på det danske arbejdsmarked.

Tak. Så er der ikke flere korte bemærkninger, og så siger vi tak til fru Karin Liltorp fra Alternativet og går videre til beskæftigelsesministeren. Værsgo.

Tak for det. Tak til forsamlingen her i dag. Det har været spændende at diskutere førtidspension. Jeg har blot et par bemærkninger, for jeg har sådan set holdt min tale i indledningen, i forhold til det seneste her om forskellen på tværs af kommunerne og spørgsmålet om, hvorfor der er nogle ikkevestlige borgere, der får flere førtidspensioner i nogle kommuner frem for nogle andre kommuner. Jeg tror bare, det er vigtigt at sige, at der er meget stor forskel på, hvilke typer af ikkevestlige indvandrere, der bor i de forskellige kommuner. Hvis man eksempelvis har en stor gruppe af ikkevestlige indvandrere, som består af syriske flygtninge og ukrainske fordrevne, er der en meget lille sandsynlighed for, at nogen af dem kan få tilkendt førtidspension på grund af den lovgivning, vi har, hvorimod, der, hvis man eksempelvis har en stor andel med somalisk baggrund, vil være en stor sandsynlighed for, at mange af dem får førtidspension, fordi de er kommet på et tidspunkt, hvor det var muligt, og fordi der er en stor andel, der får det. På samme måde er det, hvis de er fra Libanon og en række andre lande. Så jeg tror bare, det er vigtigt, når man ser de her statistikker, at vi så også kigger på, hvad det er for nogen konkrete grupper, det drejer sig om og ikke bare den meget store kategori, som hedder ikkevestlige borgere. Så vil jeg sige, at jeg synes, det er spøjst med det her med hr. Nick Zimmermann, der kommer op og fortæller de her farverige røverhistorier fra forskellige steder. Jeg synes, det er mærkeligt, at hr. Nick Zimmermann fortæller ting her fra talerstolen, som simpelt hen ikke er rigtige. Han opdigter tal for, hvor mange der kommer til landet, han opdigter tal for, hvad Socialdemokratiet har vedtaget, og hvad Socialdemokratiet ikke har vedtaget, ligesom han, når han skriver indlæg i Jyllands-Posten, opdigter citater om politiske modstandere, som man mener har sagt noget, som de så ikke har sagt, men som han bare har siddet og fundet på i sekretariatet hos Dansk Folkeparti. Han har så også digtet sig frem til noget nu. Det kan være, jeg skal høre båndet igen, men jeg hørte det sådan, at hr. Nick Zimmermann sagde, at tilgangen fra muslimske lande er mangedoblet under Mette Frederiksens tid som statsminister. Det er simpelt hen bare det, man der, hvor jeg kommer fra, ville kalde løgn. Her i Folketinget hedder det en usandhed, så jeg skal nok passe på. Det er også forkert, at Mette Frederiksen har stået bag Kærshovedgård; det er simpelt hen heller ikke rigtigt. Man kan godt synes, at det er ligegyldigt med sådan en forespørgselsdebat her, men jeg synes, det er spændende, og jeg synes, der er mange forskellige interessante perspektiver, som kommer frem her. Jeg synes, det er interessant at prøve at forstå de forskellige udgangspunkter, vi har. Vi har lavet en aftale, og jeg synes, der var en god aftale. Flere af de partier, som også har været efter mit parti, har så været med i den aftale, og jeg synes jo, det er interessant at finde ud af, hvad det så er for en motivation, der ligger nede bagved. Men det må jo kunne gøres på en måde, hvor man ikke skal digte og opfinde ting, som ikke er rigtige. Jeg har jo været udlændingeminister og har haft meget at gøre med flere fra Dansk Folkeparti, og bagefter laver man så den her manøvre, som jeg er blevet konfronteret med så tit, at man i stedet for at spørge mig direkte eller en ordfører spørger en, man er enig med. Så spørger hr. Nick Zimmermann fru Charlotte Munch Pasler, om fru Charlotte Munch Pasler ikke er enig i, at Socialdemokratiet er rædselsfulde. Så bruger man et minut på at tale om det, og så svarer fru Charlotte Munch Pasler og siger, at det er hun sandelig enig i, altså at Socialdemokratiet godt nok er rædselsfulde. Når Socialdemokratiet så går på talerstolen vil man ikke spørge om noget, så bliver man nervøs, eller hvad det nu er, der ligger bag. Nu kan jeg se, at hr. Nick Zimmermann endelig har trykket sig ind. Jeg var bange for, at han ville lave samme nummer her. Men det er da dejligt, at hr. Nick Zimmermann i det mindste så har rygrad til også rent faktisk at spørge den, det drejer sig om, i stedet for bare at lave det her gamle Dansk Folkeparti-trick med at stille spørgsmål til folk, man er enige med, om noget, der slet ikke handler om dem, man spørger. Tak for ordet.

Tak til beskæftigelsesministeren. Så er der en kort bemærkning til hr. Nick Zimmermann fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Det er helt rystende at opleve den der fuldstændig bævrende nervøsitet, som man jo har hos Socialdemokraterne for Dansk Folkeparti – det er helt tydeligt – set i takt med at man styrtbløder i meningsmålingerne. Der er man virkelig blevet nervøs for Dansk Folkeparti, og det har jeg fuld respekt for. Vi er jo ude over rampen med 200 km/t, så jeg forstår frygten, men den har jo næsten antændt sådan en form for desperation, særlig af ministeren og så udlændingeordføreren. Jeg synes, det er superinteressant med de her løgne og usandheder, som man jo fyger om sig med omkring Dansk Folkeparti, i forhold til at vi skulle sige alle mulige ting, der ikke passer. Vi refererer jo sådan set bare tallene fra jeres egne ministerier. Vi refererer jo sådan set bare tallene fra eksempelvis Udlændinge- og Integrationsministeriet, som jo helt åbenlys viser, at der har været en markant stigning i indvandringen fra især muslimske lande til Danmark, siden Socialdemokraterne satte sig ind i regeringskontorerne. På samme måde fremlægger vi jo bare tallene fuldstændig klokkeklart, i forhold til at der har været en massiv tilstrømning af ikkevestlige indvandrere og efterkommere, der nu modtager en førtidspension, mens antallet af danskere, der modtager, er faldende. Så vi fremlægger jo sådan set bare tallene, og vi håber på, at vi kan finde ud af nogle løsninger på, hvad vi har tænkt os at gøre ved det her. Men at man er så nervøs, og at man er så desperat i Socialdemokraterne, er godt nok rystende at være vidne til. Så må jeg bare lige sige, at nu, hvor vi taler om udrejsecenteret, hvad skete der så egentlig med udrejsecenteret i Rwanda? Står det stille, eller hvad?

Tak. Værsgo til ministeren.

Vi har lige fået det vedtaget på EU-plan, altså at man kan lave sådan et modtagecenter. Så vil jeg sige i forhold til det med, at man er ude over rampen: Jo, jo, men det ser da ud til, at Dansk Folkeparti også er lidt på vej nedad igen i meningsmålingerne. Så inden man sådan får stillet den store sejrsallé op, skal man da hellere sørge for at lave sit politiske arbejde. Præcis i forhold til de tal var det jo mig som minister, der udleverede dem, og jeg tror ikke, hr. Nick Zimmermann ved, hvad de tal går ud på. Jeg tror bare, man har fået refereret en propagandahistorie, når man siger »mangedobling af noget«. Der er ikke mangedoblet noget. Der er kommet i gennemsnit 2.000 flere fra de lande i Mellemøsten og Nordafrika. Da hr. Nick Zimmermann havde flertal sammen med en række andre og man administrerede det største parti i den borgerlige blok dengang, kom der ca. 8.000 om året. Så det er jo faldet ganske markant – ganske markant. Men jeg tror simpelt hen ikke, at hr. Nick Zimmermann kan have læst tallene. Jeg tror bare, man har set et facebookopslag eller noget andet, og så refererer man det, og så forvrænger man det. Jeg vil bare sige, at det kan man jo godt gøre som ordfører. Hvis jeg gjorde det, ville jeg jo lyve for Folketinget, og så ville jeg jo blive fyret som minister. Så det er jo let spil, må man sige, når man er hr. Nick Zimmermann.

Tak. Så er det spørgeren. Værsgo.

Det er tæt på, at jeg vil tro, at de eneste folk her i kongeriget, der ikke har forstået de massive problemer, som eksisterer rundtomkring i hele det danske samfund, må være beskæftigelsesministeren og Socialdemokraternes udlændingeordfører. For når man kan stå herinde i dag og gentagende gange sige, at der ikke er problemer, at det går meget bedre, og at der nærmest ikke er det felt inden for det udlændingepolitiske område, hvor det ikke er rosenrødt, så må jeg bare sige, at det er en helt anden virkelighed, som danskerne oplever hver evig eneste dag. Det kunne være, man skulle tage at bruge noget tid på at komme ud og snakke med nogle af de mennesker. Jeg vil da helt klart anbefale både beskæftigelsesministeren og udlændingeordføreren at tage og komme ud og trykke nogle hænder blandt de borgere, som hver evig eneste dag netop oplever de her massive udlændingeproblemer.

Tak. Værsgo til ministeren.

Der var så endnu en usandhed, nemlig at vi gentagne gange skulle have sagt, at der ikke var nogen problemer. Jeg har da aldrig nogen sinde sagt, at der overhovedet ikke var nogen problemer. Jeg er da meget bevidst om de integrationsproblemer, der er. Det her er jo langt ude. Man kommer herned i Folketingssalen og bruger 4 timer på en forespørgselsdebat, og det eneste formål er, at man gerne vil have nogle klip, man kan lægge op på sociale medier, hvor man påstår, at Socialdemokratiet mange gange har sagt, at der ikke er problemer. Folk, der har været her, ved godt, at det ikke er blevet sagt, men hr. Nick Zimmermanns følgere på sociale medier ved jo ikke, at det ikke er blevet sagt. For dem fremstår det jo som en sandhed, når han kommer til at lægge det op. Det er det, jeg synes er at lave lidt sjov med den her fine Folketingssal, som i over 100 år har været ramme for vores demokrati. Jeg synes, man laver lidt sjov med det desværre for selv at bygge sådan en stemning og historie op. Det synes jeg er ærgerligt. Jeg synes, man skal tænke over, om det er det rigtige at gøre.

Tak. Så er det hr. Frederik Vad fra Socialdemokratiet som spørger. Værsgo.

Jeg tænkte, jeg ville prøve at gøre det, hr. Nick Zimmermann gør, nemlig at prøve at stille spørgsmål til nogle, hvor man ved, hvad svaret er. Først vil jeg måske sige, nu, hvor jeg har ordet, at det jo er sjovt at høre det der med, at vi skal ud at trykke hånd med nogle almindelige mennesker, og at vi ikke ved, hvad der foregår, fra en ordfører, som vel har levet af politik, siden han var i starten af 20'erne og nu sidder og har dobbeltmandater og både trækker penge i Randers Byråd og i Folketinget osv. Jeg tror bare, at der er et eller andet her, hvor man bilder folk ind, at man står på almindelige menneskers side, og i virkeligheden selv har været politisk aktiv, siden man var i starten af 20'erne. Jeg prøver bare at lege hr. Nick Zimmermann her. Så kunne jeg godt tænke mig at spørge ministeren, om han ikke kan bekræfte, at de blå partier har været imod vores forsøg på at flytte Kærshovedgård, og om han ikke vil bekræfte, at indvandring fra Stormellemøsten er reduceret til en tredjedel af, hvad den var, da fru Inger Støjberg og Dansk Folkeparti bestemte.

Tak. Værsgo til ministeren.

Det sidste kan jeg bekræfte – og sådan set også det første. Alle andre partier var jo imod, da vi foreslog at flytte Kærshovedgård til Langeland. Der var ikke nogen, der var for. Nu er der selvfølgelig nogle partier, som ikke sad i Folketinget dengang. Så det kan selvfølgelig godt være, at de vil være for, hvis man spørger dem, men jeg tvivler. Det synes jeg jo er et billede på, hvor svært det er at håndtere sådan noget som Kærshovedgård. Men jeg vil også sige: Jeg synes også, det er at undervurdere os som Folketingsrepræsentanter, når man siger, at vi ikke er ude at trykke hånd med virkeligheden. Der har f.eks. lige været en kommunalvalgkamp, hvor jeg har brugt adskillige dage på at gå og tale med helt almindelige mennesker, som bor i rækkehuse rundtomkring på Sjælland, og prøve at få en fornemmelse af, hvad det er, der rører sig. Jeg kommer selv fra en familie og har masser af venner, som arbejder i helt almindelige jobs. Jeg synes, det er at bygge noget op, som reelt ikke hænger sammen, og som ikke har noget med virkeligheden at gøre. Det synes jeg egentlig også er ærgerligt.

Værsgo til spørgeren.

Jeg tænker, jeg igen vil tage det tilbage til beskæftigelsesområdet. Hvis man ser på den stigning, der har været i meningsmålingerne, til Socialdemokratiet, skete det faktisk i den meningsmåling, der har været på samme tid, som SF og Enhedslisten også er gået frem. Det var oven på en tale fra statsministeren, der bl.a. handlede om sociale rettigheder og social tryghed. Hvis man generelt ser på det, tror jeg egentlig, at man bl.a. også der rimelig kontant kan se, at ud over at snakke med folk er det at adressere nogle af de problemer, som folk oplever – det kan være stigende fødevarepriser og problemerne om det, men jo også andre ting – en del af det svar, som folk virkelig savner, og som de ønsker. Derfor vil jeg gerne fyre lidt op for det første spørgsmål og høre: Kunne det ikke blive brugt som en motivation for beskæftigelsesministeren til at se på, hvordan vi faktisk kan sikre nogle sociale rettigheder på beskæftigelsesområdet? I lang tid har det handlet om at skulle stramme og svinge pisken og de her forskellige dele. Men noget, vi kan se, bl.a. med nogle af de initiativer, vi har sat i gang, er, at folk virkelig gerne vil, og at der endda er nogle, der kommer helt ud af førtidspensionsområdet, og nogle kommer til fleksjob. Så hvis ministeren skulle gribe muligheden og sige, hvad regeringen kunne foreslå på det her område, f.eks. på fleksjobområdet, hvad kunne det så være?

Ministeren.

Det er svært for mig at skulle analysere i forhold til meningsmålinger og sådan. Jeg tror ikke, at det, som spørgeren siger, er helt forkert. For mig at se handler det om, hvordan vi skaber et arbejdsmarked, hvor arbejdsgiverne også konkret bliver motiverede til at prøve også at give en chance til nogle af dem, som måske står et lidt sværere sted. Noget af det handler selvfølgelig om, som fru Victoria Velasquez er inde på, hvad der foregår inde i kommunerne og inde i jobcentrene – som det ikke hedder alle steder, men stadig nogle steder. Men for mig at se handler meget af det også om at se, hvad det er for en efterspørgsel, der er. Og der tror jeg, vi har en opgave. F.eks. har vi lukket ned for mange af de her studieordninger, hvor der kom meget ufaglært arbejdskraft. Når du i hovedstadsområdet har 10.000 asiatiske studerende, hvor mange af dem reelt er fuldtidsansatte, tror jeg, at der er langt hen til, at du så tager nogen, som måske kræver noget ekstra indkøring, fordi de er i fleksjob, eller fordi de har været lang tid væk fra arbejdsmarkedet. Jeg tror, at den måde, arbejdsgiverne først og fremmest kommer til at give dem en chance på, er, ved at der ikke hele tiden er ny arbejdskraft til rådighed for nogle grupper, som har en meget lav indtægt. Og det er det, som jeg også synes er en vigtig del af svaret her.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Noget af det, som både dem, der er ramt, men også arbejdsgivere adresserer, er, at f.eks. muligheden for at kunne fastholde folk på en arbejdsplads i et fleksjob er alt for svært. Det er jo ellers et helt oplagt område at se, fordi du har en medarbejder, der jo lige har arbejdet med området, har kernekompetencerne og virkelig noget viden, der kan drages i spil, kender virksomheden, ens kollegaer og sådan noget. Så det, at en arbejdsulykke, eller at man er blevet kronisk syg, eller noget tredje pludselig gør, at man så ryger væk, kan jo være både psykisk enormt tungt, men også et tab for den enkelte arbejdsplads og vores samfund. Noget andet er også det her med, at når du kommer ind i kontanthjælpssystemet, så se det som en eller anden trampolin, hvor du hurtigt bliver afklaret og kommer videre, f.eks. i forhold til det her med udviklingsfleksjob.

Tak. Værsgo til ministeren.

Jamen jeg synes, det er enormt interessant, hvis man kan arbejde mere med det. Jeg tror også, der er nogle andre ting, som skal være på plads for en stor del af den gruppe, som eksempelvis er på kontanthjælp i dag – mange har jo også psykiske udfordringer. Vi har gjort en rigtig stor indsats, og jeg tror heldigvis, at det kommer til at løse en stor del af de problemer, der er på det psykiske område, særlig i forhold til unge, som kæmper med forskellige problemer. Det tror jeg også er en del af svaret på, hvordan man reelt kan få den chance. Jeg ved godt, at det lyder, som om man flygter lidt fra den diskussion, man er i, men jeg tror bare, at det er en meget bred ramme af indsatser, der er for at sikre, at vi giver en ekstra chance til nogle af dem, der er på kanten af arbejdsmarkedet.

Så siger vi tak til beskæftigelsesministeren. Der var ikke flere korte bemærkninger. Til gengæld giver jeg ordet til ordføreren for forespørgerne for at afrunde debatten. Værsgo.

Tak for det, og tak for en god debat, alle sammen. Især tak til de mange gode responser på det her oplæg, som jeg jo i allerhøjeste grad synes der har været. Det er jo, kan jeg tydeligt høre, en bekymring over hele linjen, med undtagelse af nogle få naturligvis, at der er alt for mange ikkevestlige indvandrere, der er på en førtidspension, og det er noget, vi i særdeleshed skal gøre noget ved. Debatten har jo også været langt omkring, og det har føget med både løgne og usandheder om Dansk Folkeparti, de borgerlige, og hvad ved jeg. Jeg synes sådan set godt, at en politisk debat kan klare det. Jeg synes, at der, hvor en politisk debat kan gå skævt, er, når hr. Frederik Vad sådan begynder at blive mere personlig. Hr. Frederik Vad nævner eksempelvis om mig, at jeg skulle have levet af politik, siden jeg var i starten af tyverne, kan jeg forstå, og at jeg aldrig har haft et rigtigt arbejde, og så påstår han også, at jeg skulle have levet af et dobbeltmandat i forbindelse med byrådet i Randers. Hvis vi sådan lige skal tage den helt oppefra og ned: Jeg blev valgt til Folketinget for 3 år siden. Inden jeg kom i Folketinget, har jeg kørt gaffeltruck, jeg har været lagerarbejder. Jeg gik faktisk direkte fra at være lagerarbejder i sundhedsvæsenet inde på Aarhus Universitetshospital til at komme i Folketinget. Det er jeg faktisk stolt af. Det er ikke noget, jeg ser ned på overhovedet. Jeg er stolt af at repræsentere 3F'erne i Folketinget, mine gamle kollegaer; det må jeg bare sige. Til det med at have et dobbeltmandat vil jeg sige, at da jeg blev valgt til Folketinget, gik jeg efter kort tid ud af Randers Byråd og har siden da passet mit folketingsarbejde. Jeg er uddannet lager- og logistikoperatør. Jeg er en af de få herinde, der har en erhvervsuddannelse, og det er jeg sådan set hamrende stolt af. Så jeg synes, at inden man sådan begynder at blive personlig, som hr. Frederik Vad gjorde, skal man i hvert fald have sit på det rene. Hvis vi nu kigger lidt på hr. Frederik Vads historie, har vi dér i hvert fald at gøre med en ordfører, der aldrig har haft et rigtigt job. Ordføreren har jo også en fordækt historie fra DSU med at hjælpe med at dække over noget sexisme. Det er noget, som ordføreren jo må stå på mål for, altså hvordan det er. Og så er ordføreren jo født ind i en socialdemokratisk familie, og ligesom mange andre af hans kollegaer har han sikkert aldrig nogen sinde mødt virkeligheden. Så må jeg bare sige, at jeg tidligere har haft skrevet på sociale medier, at hr. Frederik Vad nok er et af de mest moralsk fallerede mennesker, jeg nogen sinde har mødt i min tid i politik, og efter i dag vil jeg bekræfte den udtalelse. Hr. Frederik Vad siger en masse ting her i Folketingssalen om en tredje erkendelse, om udlændingestramninger, om, at der er for mange kriminelle udlændinge, og om, at vi skal gøre noget, men hver evig eneste gang hr. Frederik Vad har muligheden for at ændre noget herinde i Folketingssalen, stemmer han nej – hver evig eneste gang. Hvad enten det handler om at hjemsende flere kriminelle udlændinge, eller det handler om at fratage Fasar, kendt fra »Den sorte svane«, statsborgerskabet, stemmer hr. Frederik Vad nej. Hver evig eneste gang Dansk Folkeparti kommer med et eneste forslag på udlændingeområdet, der handler om at stramme udlændingepolitikken, siger hr. Frederik Vad nej, konsekvent nej. Så man siger ét herinde, men man gør noget andet, når det så for alvor gælder. Så hvem er det i virkeligheden, der prøver at score klik på sociale medier? Ja, det er da ordføreren selv; det er da hr. Frederik Vad selv. Det er ordføreren selv, der netop stiller sig herop gang på gang for at prøve at score klik og klip til sociale medier, for at man kan fortælle danskerne, at hr. Frederik Vad kæmper for udlændingestramninger. Men lige så snart det så kommer til stykket, gemmer hr. Frederik Vad sig og tør ikke stå ved, hvad det måske er, han mener, og hvad det måske er, han ikke mener. Til det med at blive anklaget for, at alt, hvad Dansk Folkeparti siger og gør, kun er, fordi vi vil have klik, og fordi vi vil have visninger, må jeg bare sige til hr. Frederik Vad: Tag at kigge indad. Hvad er det for nogle ting, som ordføreren har stået heroppe og sagt? Når ordføreren så har mulighed for reelt at gøre det til politik, falder ordføreren til patten, og så tør han ikke. Ordføreren har jo ikke modet. Ordføreren er jo netop så fordækt og så løgnagtig en politiker, som der overhovedet findes, for ordføreren tør jo netop ikke at stå ved sine meninger, hvis ordføreren ellers reelt har dem. Det må jeg bare sige. Til en anden gang vil jeg sige, at hvis ordføreren begynder at være personlig og begynder at komme med løgnagtige historier omkring dobbeltmandater, aldrig at have haft et rigtigt arbejde osv., skal han have styr på tingene først. Jeg er netop ikke bare en eller anden, ligesom ordføreren selv, der aldrig nogen sinde har haft et rigtigt arbejde, men på grund af de rigtige forbindelser er havnet herinde på Christiansborg. Jeg er kommet herind udelukkende på grund af hårdt arbejde. Det var den måde, jeg skiftede gange gaffeltrucken ud med Christiansborg på, og det kan ordføreren lære lidt af.

Tak. Ordføreren fik ordet som ordfører for forespørgerne til en bestemt sag, og jeg synes bestemt, at det er upassende at komme med udokumenterede påstande. Jeg synes også, det er og må være sådan i den her sal, at vi taler pænt og ordentligt til hinanden, og der er ikke lang tid tilbage af den her forespørgsel, så jeg minder om, at vi godt kan gå hårdt til hinanden; det accepterer formanden. Men det må foregå på en ordentlig måde. Tak. Så er det hr. Frederik Vad som spørger. Værsgo.

Ordføreren, hr. Nick Zimmermann, er ikke i stand til at åbne munden uden at sige noget usandt. Jeg synes virkelig, det er rystende. Når jeg i mit spørgsmål til ministeren sagde det, jeg sagde, var det, fordi jeg endnu ikke har oplevet at være hernede i Folketingssalen uden at få et spørgsmål fra hr. Nick Zimmermann, som ikke gik på min person; som ikke handlede om, at jeg ikke kendte nogen mennesker uden for de her mure; og som ikke handlede om, at jeg aldrig havde haft et rigtigt arbejde. Hver eneste gang – hver eneste gang – er det det, ordføreren kommer med. Derfor prøvede jeg at vise ordføreren, hvad der sker, når man bliver udsat for det, og det har ramt noget hos ordføreren, for der blev skruet 10-15-20 pct. op for fornærmelserne på talerstolen. Jeg tror bare, jeg vil sige til ordføreren: Det er et problem, tror jeg, for ordførerens evne til at forsvare de interesser, han gerne vil forsvare, og de mennesker, han påstår at han kæmper for. Det er et problem, at han ikke kan fortælle sandheden. Det er et problem, at han beskylder en kollega for at være – hvad var det? – det mest moralsk fallerede menneske, han nogen sinde har mødt i politik. Det er et problem for ordførerens vælgere. Jeg tror også, det er et problem for Dansk Folkeparti og for blå blok. Og jeg må bare sige: Jeg er rystet over det her.

Tak! Værsgo til ordføreren.

Lad os nu lige reelt set på, hvad det var, der skete. Først stillede ministeren sig op på talerstolen og fortalte om, hvordan Dansk Folkeparti igennem hele den her forhandling, som vi har haft i dag, sådan set ikke har lavet andet end at lyve. Der må jeg bare sige: Jeg kan i hvert fald stå hundrede procent ved alt, hvad jeg har sagt i min tale. Jeg har ikke løjet en eneste gang i den her tale på nogen som helst måde. Dernæst kommer ordføreren hr. Frederik Vad så på og gentager så det samme budskab, nemlig at Dansk Folkeparti sådan set under hele den her forhandling skulle have løjet i ét væk for dernæst at sige, at undertegnede aldrig nogen sinde har haft et rigtigt arbejde og i øvrigt har alle mulige ting og sager osv. osv. Og det kan jeg bare konstatere. Jeg synes, det er en enormt ærgerlig debatmodel, som man har stillet an med fra Socialdemokraterne i dag. Det viser jo bare, hvor pressede I i virkeligheden er. Det skyldes garanteret de styrtblødende målinger. Men vi må også bare sige: Vi dokumenterer jo sådan set bare virkeligheden, som den er, og virkeligheden er bare, at indvandring er massivt steget under den her regering.

Tak. Så er der en kort bemærkning. Fru Karin Liltorp, Alternativet. Værsgo.

Tak for det. I virkeligheden tror jeg, formanden allerede har sagt det godt. Jeg synes, det er en rigtig måde, vi ender den her debat på. Jeg vil gerne minde alle om, at vi faktisk er her for at diskutere førtidspension. Jeg vil håbe, at vi fremadrettet kunne bruge mere tid på at snakke om de politiske emner i stedet for at gribe til personfnidder. Så det var bare en opfordring herfra.

Jeg hørte ikke noget spørgsmål. Så er der en kort bemærkning fra fru Samira Nawa fra Radikale Venstre. Værsgo.

Jeg bliver simpelt hen også nødt til at få ført til referat, at jeg er dybt rystet over den her afslutning på debatten. Jeg synes, at Dansk Folkeparti og hr. Nick Zimmermann her i den her debat jo nærmest er ved at kaste vores demokrati i det her fædreland fuldstændig over bord ved at have de her personangreb, som er dybt urimelige, og i øvrigt også komme med en række påstande og generaliseringer i løbet af debatten, som simpelt hen ikke hører til.

Tak. Giver det anledning til bemærkninger? Værsgo til ordføreren.

Jeg ved, at vi politisk er meget uenige på nogle punkter, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti imellem, men det ændrer jo ikke på, at vi fremlægger vores politik, som vi er. Vi mener, at der er alt for mange ikkevestlige indvandrere, der får en førtidspension, og vi har også en reel bekymring for, om der foregår noget snyd og humbug på det her område. Jeg har ikke grund til at tro andet, når der er så mange ikkevestlige indvandrere, der hvert evigt eneste år modtager en førtidspension, mens vi kan se, at der er færre danskere, der får det. Så bliver vi nødt til at stille os selv dette spørgsmål: Skyldes det, at der er flere ikkevestlige indvandrere, der får en førtidspension, bl.a., at der kan opstå det i mødet mellem sagsbehandlere med ikkevestlig baggrund og borgere med ikkevestlig baggrund, at de har et interessefællesskab, der ligger uden for jobcenteret, altså at de eksempelvis kommer i de samme religiøse eller kulturelle miljøer? Ja, det kan da helt sikkert ske, og det er derfor, det er så hamrende nødvendigt, at vi får det undersøgt. Men at påstå, at det skulle være hadtale eller hadefuldt menneskesyn eller andet, er ikke rigtigt. Det passer ganske enkelt ikke. Men når det er så massive tal og så massiv en overrepræsentation, kræver det i hvert fald set fra Dansk Folkepartis side, at der skal gøres noget.

Tak. Så er det fru Samira Nawa. Værsgo.

Så misforstod hr. Nick Zimmermann fuldstændig min bemærkning. Den handlede om hans tale nu her, hvor han brugte ordene fordækt og løgnagtig om vores kollega hr. Frederik Vad, og han var også inde på, at hr. Frederik Vad skulle sidde i Folketinget på grund af de rigtige forbindelser. Det var det, min bemærkning gik på.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Det vil jeg meget gerne svare på. Jeg bliver jo nødt til at sige det, når først beskæftigelsesministeren og dernæst hr. Frederik Vad siger en masse ting, der overhovedet ikke passer. Man starter med at sige, at jeg, Nick Zimmermann, ikke har lavet andet end at leve af politik, siden jeg var 21 år gammel – det var et direkte citat fra hr. Frederik Vad. Det passer ganske simpelt hen ikke. Da jeg var 21 år gammel, læssede og lossede jeg containere. Det var mit job. Det var at køre gaffeltruck og fylde og tømme containere. Det er jeg da nødt til at stille mig op og sige. Sådan nogle ting passer jo ikke. ( Den fungerende formand (Bjarne Laustsen): Tak, tak!) Og ordføreren selv har aldrig nogen sinde haft et arbejde. Så skulle man lige feje for egen dør først.

Tak. Taletiden er for længst udløbet. Så er det hr. Ammar Ali fra Moderaterne som spørger. Værsgo.

Jeg starter lige med at trække vejret lidt, for det er vist det, der er brug for. Jeg synes, vi sagtens kan have en rigtig god debat om alt muligt, og vi kan være politisk uenige. Men vi kan ikke som folketingsmedlemmer sætte respekten til side. Så er det lige meget, hvor uenige man er. Selv når det handler om noget, hvor vi er dybt politisk uenige, er vi nødt til at vise respekt. Vi er repræsentanter herinde, og det er ikke en børnehave. Vi er nødt til bare at sige det, som det er. Så jeg har også behov for at sige, at man er nødt til at udvise respekt, uanset om man er politisk enig eller uenig. Tak.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Hvem kan være uenig i det? Hvem kan være uenig i, at man skal vise respekt over for sine politiske kollegaer? Jeg er i hvert fald 100 pct. enig, og jeg bestræber mig på at være respektfuldt over for samtlige kollegaer. Men jeg forventer selvfølgelig også at få det samme retur. Derfor nytter det ikke noget. Hvis vi prøver at tænke på, hvad det egentlig var, beskæftigelsesministeren startede med at stille sig herop og sige, nemlig at Dansk Folkepartis taler igennem hele forløbet været en stor løgn, at stort set alt, der var blevet sagt fra Dansk Folkepartis side, var løgn. Dernæst tager hr. Frederik Vad ordet og gentager præcis det samme: Det hele, som Dansk Folkeparti har sagt, har været løgn, og i øvrigt har jeg aldrig haft et arbejde, siden jeg var 21 år gammel, og jeg aner ikke noget om, hvad det er, der foregår osv. osv. Ordføreren påstår også, at jeg skulle have dobbeltmandater osv. osv. Der er ingen af tingene, der er rigtige. Der bliver jeg nødt til at stille op på talerstolen og sige: Prøv lige at høre, de her ting, der lige er blevet sagt, er ganske simpelt ikke rigtige. Hvad er det i virkeligheden, Dansk Folkeparti har sagt i dag, som gør så ondt på Socialdemokraterne? Det er nok i virkeligheden, at vi har fortalt virkeligheden, som den er, og det har sat sig i dem. Der bliver jeg nødt til at gå op og korrigere dem, når de så påstår noget andet.

Tak. Så er der en kort bemærkning. Hr. Ammar Ali fra Moderaterne. Værsgo.

Det handler jo ikke om, at man ikke kan sige, at man er uenig i noget; det handler jo nogle gange også om, hvordan man siger det. Vi har også siddet i rum og lokaler, hvor vi har skullet forhandle, og hvor der heller ikke er blevet vist ordentlig respekt. Jeg tror, det handler om, at vi sagtens kan være politisk uenige, men vi er nødt til at vise respekt for hinanden, når vi taler til hinanden. Det tror jeg ordføreren skal tage med sig. Ordføreren kan jo bemærke, at der er flere partier, der gør opmærksom på her på. I stedet for at blive ved med at køre ned ad det samme spor kan man måske tage det til efterretning og tænke over det. Tak for ordet.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Det tager jeg ikke til efterretning, for jeg kommer til at tale om de her politisk betændte emner igen og igen. Det er det, som Dansk Folkeparti er sat i verden for. Jeg har absolut ingen respekt for, at nogle kan føle sig stødt på manchetterne, når jeg siger, at der er alt for mange ikkevestlige, der er på en førtidspension, at jeg tror, at der foregår noget svindel og humbug på det her område, og at der er alt for mange udlændinge, der kommer til Danmark kun for at ligge derhjemme på sofaen og se noget Al Jazeera og sove længe og gå i basaren. Det vil jeg ikke stoppe med at sige, for det er min politiske holdning, og vi kan jo se det. Prøv bare at kigge ud i det ganske land. Der er jo alt for mange udlændinge, der er uden for arbejdsmarkedet ( Den fungerende formand (Bjarne Laustsen): Tak!), og det vil jeg ikke stoppe med at sige, uanset om ordføreren føler sig stødt over det.

Tak! Vi har nogle taletider. Det beder jeg ordføreren om at respektere. Så er det fru Victoria Velasquez fra Enhedslisten som spørger. Værsgo.

Jeg bliver også nødt til at tilslutte mig og sige, at vi skal lade være med at flytte fokus, og det er faktisk det, jeg synes vi gør, hvis vi begynder at ydmyge hinanden i stedet for at have fokus på bolden. Jeg synes, det er enormt vigtigt, at vi lader være med det, og at vi i stedet for sørger for netop at have fokus på bolden og også at tale sandt. Det synes jeg også er at udvise respekt for de mennesker, som det handler om. Jeg får lige lyst til at knytte en kommentar mere til det. Det kan sagtens være, at de herrer sagtens kan håndtere, at det bliver megahårdt, altså den måde, man taler til hinanden på, og at man ydmyger hinanden, eller hvad det er, der kommer til at ske. Jeg tror sagtens, hr. Frederik Vad kan være god igen i morgen. Men vi har et folketingsvalg i det her år, og hvem der stiller op og gør sig valgbar til at komme i Folketinget, har altså også en betydning, i forhold til hvordan debatten er herinde, og hvordan vi går til hinanden. Det har en betydning for, om folk har lyst til at blive i politik, eller om de trækker sig. Så vi har en enorm forpligtigelse til at sørge for, at det sker på en ordentlig måde. Med fokus på det, som forespørgselsdebatten i dag har handlet om, kan jeg altså være rigtig bekymret for, at man gør hjælpen betinget af en mistanke, for så bliver systemet netop hårdere, også for dem, som virkelig har brug for det.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Skal vi lige prøve at huske, hvad det var, der startede det her? Beskæftigelsesministeren går op for at komme med den afsluttende bemærkning. Det første, han gør, er, at han kigger ned på mig, og så siger han: Hr. Nick Zimmermann tør jo ikke at stille et spørgsmål, han tør jo ikke at sige sin mening, for han lyver og lyver, og han tør ikke at stille mig nogen spørgsmål; hvad er det, ham Nick Zimmermann er så bange for? Det er det allerførste, som beskæftigelsesministeren stiller sig herop og siger. Det synes jeg i hvert fald personligt ikke er noget godt debatgrundlag. Det må jeg bare sige. Og jeg synes, at det er en uværdig opførsel fra en ministers side. Det er første gang nogensinde, jeg har oplevet, at en minister går på talerstolen udelukkende for at lave et personangreb og sige, at hele min tale har været løgn, og at jeg i øvrigt ikke tør at stille ham et spørgsmål. Det synes jeg er meget, meget mærkeligt, og det bliver jeg selvfølgelig nødt til at respondere på. Efter at beskæftigelsesministeren har sagt, at talen er løgn og jeg ikke tør at stille spørgsmål, så hopper ordføreren med i koret og siger: Jamen det er fuldstændig rigtigt, og i øvrigt har han aldrig haft et arbejde, og han har levet af politik, siden han var 21 år gammel. Det er jo løgn. Det passer jo ikke. Jeg kørte gaffeltruck, da jeg var 21 år.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Jeg anbefaler bare, at man, hvis man oplever, at ministeren siger noget, hvor man føler, at man bliver angrebet eller personangrebet, så rent faktisk står med værdigheden tilbage og så adresserer det, at ministeren prøver at flytte fokus væk fra det, det reelt handler om, og får det til at handle om noget andet i stedet for. Ellers bliver det jo bare skruen uden ende og et ræs mod bunden, i forhold til hvordan niveauet bliver herinde, og så handler det bare om at blive hårdere og hårdere og ydmyge hinanden mere og mere, og det er det, jeg prøver at appellere om ikke sker. Vi står med mennesker lige nu, som burde have en førtidspension og ikke har det, og andre, som stadig kæmper med konsekvenserne af at have været i systemet i lang tid. Det her emne er enormt alvorligt, og jeg synes, vi fjerner fokus fra det, som er det reelle. Det er jo de mennesker, der i sidste ende taber på det – endnu mere end os her i salen.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Jeg er fuldstændig hundrede procent enig. Det er jeg virkelig. Jeg må sige, at det her jo siger lidt om, hvor pressede Socialdemokraterne er af nogle af de tal, som Dansk Folkeparti har gravet frem. Altså, det er jo helt tydeligt. Det første tal, som helt klart har skabt frygt i S, er jo, at Dansk Folkeparti har dokumenteret, at den islamiske indvandring er steget markant. Det er noget, som de to herrer har været meget rystede over, og som de jo igen og igen har påtalt ikke skulle være rigtigt, til trods for at det er deres eget ministerie, der har udstedt det. Og så er det, at de åbenbart ikke vil hjemsende kriminelle udlændinge. Det er virkelig noget, der har skabt røre i andedammen i S. Men jeg synes stadig væk, at deres opførsel går langt over stregen.

Tak. Næste spørger er fru Charlotte Munch Pasler. Værsgo.

Tak. Jeg er fuldstændig enig i, at det her er kørt totalt af sporet. Jeg kan ikke huske, at vi i det her udvalg nogensinde er havnet her, hvor vi er. Men jeg bliver også bare nødt til at sige, at det gælder hele raden rundt. Det gælder også, når vi står på talerstolen og en minister sidder sammen med sine socialdemokratiske ordførere og griner ad os. Det gælder også, når man står og prøver italesætte noget, som man jo har en politisk overbevisning om. Man bliver gjort til grin eller hånet. Så i bund og grund handler det om, at vi alle sammen respekterer hinanden. Jeg har aldrig oplevet sådan noget – ja, og nu sidder Frederik Vad gudhjælpemig og griner igen. ( Nick Zimmermann (DF): Det er rystende). Altså, det er jo vitterlig det, som gør, at jeg rejser mig op. I første omgang tænkte jeg: Gider jeg egentlig at blande mig? Men ved du hvad? Jeg synes simpelt hen, at det er så grotesk, at vi ikke kan sidde i det her udvalg og have en god tone. Det har vi altid kunnet. Nu er jeg også klar over, at hr. Frederik Vad er vikar for hr. Jens Joel. Det var aldrig sket i hr. Jens Joels sted. I hvert fald har jeg aldrig oplevet det. Vi har altid haft en ordentlig tone. Jeg synes simpelt hen, det er uværdigt og dårlig stil. Det må jeg bare sige.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Tusind tak, fordi ordføreren rejser sig. Jeg er fuldstændig enig i det hele. Jeg synes, den opførsel, som vi har set fra ministerens side og fra udlændingeordførerens side i dag har været rystende. Som ordføreren selv siger, sad de to herrer og skreg af grin under ordførerens indlæg. Udlændingeordføreren rullede med øjne og grinede, og de sad og prikkede til hinanden og sad og grinede under hele ordførerens indlæg. Det allerførste, der sker, da fru Charlotte Munch Pasler er færdig med sit indlæg, er, at hr. Frederik Vad tager ordet og spørger: Hvorfor er det egentlig, at du har løjet under hele din tale i dag? Det er den opførsel, vi har set hele vejen igennem her. Jeg er fuldstændig enig i, at på en dag som i dag savner man godt nok hr. Jens Joel. Så nu, hvor ordføreren, altså fru Charlotte Munch Pasler, rejser sig igen og siger, at det er problematisk, så giver hr. Frederik Vad sig gudhjælpemig til at sidde og grine under indlægget igen. Det er simpelt hen rystende. Det må jeg sige.

Tak. Er der en yderligere kort bemærkning? Nej, så siger vi tak til ordføreren for forespørgerne, hr. Nick Zimmermann. Så har hr. Frederik Vad bedt om ordet i anden runde. Det er der mulighed for som ordfører.

Jeg skal gøre det meget kort. Der står i Folketingets referat lige nu, at den forrige ordfører, hr. Nick Zimmermann, har sagt, at jeg har dækket over sexisme eller seksuelle krænkelser. Det står uimodsagt i Folketingets referat. Derfor vil jeg gerne give hr. Nick Zimmermann muligheden for at uddybe, hvad han mener med det, og hvis ikke han gør det, vil min afsluttende bemærkning heroppefra bare være, at jeg ikke har dækket over sexisme eller seksuelle krænkelser.

Tak. Der er en kort bemærkning til hr. Nick Zimmermann, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg prøvede jo sådan set bare – i forlængelse af de ting, som ordføreren jo slæbte sig af sted med at sige om mig – at sige, at det kunne være, at man lige skulle have styr på eget bord først. Hr. Frederik Vad har jo i den grad i sin tid som bl.a. DSU-formand været i massive problemer om forskellige ting og sager. Det, jeg ligesom tager med mig herfra i dag, er, at der har været en eller anden aftale internt i S om, at hr. Frederik Vad skulle sendes herned i salen som sådan en bulderbasse, der skulle irritere en og sidde og grine under forløbet. Det er helt tydeligt at se, at man har sin gode kammersjuk, beskæftigelsesministeren, med sig, og jeg synes sådan set, at den opførsel, som vi har set fra de to herrers side i dag, er utilstedelig. Tak.

Der står et sted her i huset, at man skal føre en høvisk tale, og det beder jeg om at man gør. Så giver jeg ordet videre til hr. Frederik Vad som ordfører. Værsgo for besvarelse af spørgsmålet.

Alt, hvad der blev sagt der, havde ikke rigtig noget på sig. Jeg har ikke dækket over noget i min tid som DSU-formand. Jeg var den eneste politiske ungdomsformand, som stillede sig op foran en million seere i prime time på TV 2 og fortalte, hvordan der skulle ryddes op i de politiske ungdomsorganisationer, mens alle andre lå og gemte sig under sengene derhjemme. Jeg er ikke sendt herned. Jeg har taget en ordførertjans på vegne af min rigtig dygtige og gode kollega hr. Jens Joel. Det er en fin strategi, der bliver kørt her, men de fleste i den her sal, der har været til stede i alle 4 timer, ved godt, hvad der er foregået. Hr. Nick Zimmermann har en evne til at vende op og ned på alting. Jeg synes, det er så vildt. Det synes jeg. Det kan ikke gøre, at nogen har lyst til at gå ind i politik. Jeg blev personlig en enkelt gang, fordi jeg aldrig har oplevet at stå hernede uden at få et spørgsmål fra hr. Nick Zimmermann, der ikke handlede om min person, min baggrund og min mangel på erhvervserfaring. Og det er jo ret vildt, at det, der bliver resultatet, er, at man får det smidt i hovedet igen. Så jeg ved det ikke; jeg synes, at det er en sørgelig dag. Det må jeg sige.

Der er flere korte bemærkninger, men formanden vil lige henvise til, hvad formanden sagde tidligere, nemlig at man ikke burde komme med udokumenterede påstande. Det får man muligheden for at råde bod på, og så lader man være med at gøre det. Så skal jeg give ordet videre igen til hr. Nick Zimmermann for en yderligere kort bemærkning. Værsgo.

Jeg vil da bare henlede opmærksomheden på det spørgsmål, jeg stillede hr. Frederik Vad. Jeg skrev det ned her. Hvad var det, jeg skrev her med min blyant? Jeg stillede overhovedet ikke et spørgsmål til hr. Frederik Vads person, da han var på talerstolen. Jeg stillede sådan set et spørgsmål til Socialdemokraternes generelle politik på det her område. Så igen er det jo ganske enkelt ikke rigtigt, hvad ordføreren siger. Jeg stillede jo netop ikke et personligt spørgsmål. Jeg stillede et spørgsmål til Socialdemokraternes politik, da hr. Frederik Vad var færdig på talerstolen.

Tak. Taletiden er udløbet. Værsgo til ordføreren.

Jeg beklager meget over for alle de førtidspensionister, der måtte kigge med, men jeg har simpelt hen behov for at komme herop og forsvare min ære. Det er egentlig det, der er tale om. Det var mit hovedærinde at forsvare min personlige ære. Det, der blev insinueret heroppefra, var æreskrænkende. Det er jo ikke noget, jeg har tænkt mig at gå videre med, men det var det. Jeg har været hernede i salen med hr. Nick Zimmermann og diskuteret pensionsalder. Der fik jeg at vide, jeg ikke havde haft noget arbejde osv. Jeg har været hernede med hr. Nick Zimmermann et hav af gange, hvor det har fyldt, og det fyldte også i det svar til ministeren, der gjorde, at jeg tegnede mig ind og sagde noget om, at vi begge to vel har været i politik på en eller anden lige så længe. Det var sådan set derfor, jeg sagde det.

Tak. Så er der en kort bemærkning til hr. Ammar Ali fra Moderaterne. Værsgo.

Tak for det. Jeg tror, at det er tydeligt for enhver, at hverken hr. Frederik Vad eller hr. Nick Zimmermann synes, at det har været sjovt her til sidst i den her debat, at det er blevet så personligt. Lidt på samme måde handler det om at gå efter bolden og ikke manden eller personen. Det er lidt det samme, jeg egentlig vil høre hr. Frederik Vad om. Når vi taler om en overrepræsentation, som det her om førtidspensionister drejer sig om i dag, handler det om at løse et problem, der er. Det handler ikke om at gå efter en bestemt etnicitet eller en bestemt oprindelse, men i virkeligheden at sørge for, at systemet fungerer. Er hr. Frederik Vad enig i det?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Ja, det er jeg sådan set enig i. Jeg er enig med ordføreren i, at det ikke skal blive personligt. Alle os i Folketinget er jo følelsesmennesker. Jeg er i hvert fald. Jeg har svært ved at pakke mine følelser ind på den måde. Jeg er meget passioneret. Det, som jeg synes nogle gange er så svært hernede i Folketingssalen og på sociale medier, er, at der er nogle, som bliver ved med at sige forkerte ting og komme med usandheder og også bliver personlige, og hvis man så en enkelt gang tænker, at nu må det være nok, og sætter et enkelt personligt stød ind, så er forargelsen over det så helt enorm hos dem, som bare bliver ved med at gøre det konstant og hele tiden selv. Det skal man i hvert fald lige vænne sig til.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Tak for svaret. Jeg tænker også på samme måde, ligesom hr. Frederik Vad siger, i forhold til alle de danskere, der sidder og måtte kigge med på den debat, der er foregået her. Vi kan godt løfte os lidt fra det niveau, vi er på lige nu. På samme måde handler det også om, hvordan de oplever det, hvis vi taler på den her måde til hinanden. Hvordan tænker de så at vi skal kunne løse de problemer, der rent faktisk er?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Det er jo en eller anden form for amerikansk debat. Jeg gik ikke herop for at skade de førtidspensionister, der kigger med her, og blive ved med at gøre den her debat så frygtelig. Jeg har faktisk ikke lyst til at stå her. Jeg gik herop, fordi jeg syntes, at det var ret vildt fra landets fineste talerstol at blive beskyldt for at have dækket over – hvad var det? – seksuelle krænkelser eller sexisme. Det er en meget voldsom anklage, som kom ud af det blå. Det er ikke rigtig sammenligneligt med andre beskyldninger, der er føget gennem luften her i dag. Det må jeg sige. Det er ret voldsomt at blive beskyldt for at dække over seksuelle krænkelser.

Tak. Så er det fru Karin Liltorp fra Alternativet. Værsgo.

Tak for det. Jeg kan godt forstå ordførerens behov for lige at gå op og modsige den her beskyldning, men jeg håber også, at ordføreren tager med sig, at den uværdige debat, vi har haft i dag, beskylder jeg bestemt ikke kun Dansk Folkeparti for. Jeg synes, der er flere sider af sagen, og jeg vil bare sige, at jeg heller ikke synes, at den socialdemokratiske tilgang lige her i dag har været super konstruktiv. Det er noget, jeg håber vi alle sammen lærer i fremtiden, så det ikke bare står uimodsagt, at der kun er én part i den her grimme kommunikation.

Ordføreren.

Men ingen har sagt, at der kun er én part. Vi har alle sammen et ansvar, det har jeg sådan set også selv. Jeg oplever bare, at der i hvert fald er nogle, der forventer at blive mødt på en anden måde end den måde, de møder andre på, også i forhold til de beskyldninger, der kommer, og det, man kan påstå, også i forhold hvad det faktuelle grundlag at diskutere ud fra egentlig er. Men jeg tager det, ordføreren siger, til efterretning – ingen tvivl om det.

Tak. Så er den sidste korte bemærkning til fru Victoria Velasquez fra Enhedslisten. Værsgo.

Jeg er egentlig enig i, at alle skal se indad og lære af det, så det bliver så god en debat som muligt, og lade være med at lave personangreb, men at have fokus på bolden. Grunden til, at jeg tager ordet, er i forhold til det her med at skulle have dækket over krænkelser. For jeg synes også, det er en meget, meget alvorlig anklage, og uden at kende indgående til det er det mit indtryk, at det, som ordføreren faktisk har gjort, er gjort af hensyn til de kvinder, som det har omhandlet. Det håber jeg bare og vil bare appellere til at man bliver ved med at holde fast i. Så hvis man ikke udbasunerer noget, der er sket, fordi man måske er bange for, at nogle så senere spørger, hvorfor man ikke sagde det offentligt eller andet, så må der altid være fokus på dem, der er ofrene, og dem, der blev udsat for krænkelser. Det må være hovedfokus. Jeg ved ikke, om det er det, der har været årsagen til den anklage, der er kommet, men i så fald synes jeg altid, det vigtigste må være, også i det her eksempel, at tage hensyn til de kvinder, som det har handlet om. Og jeg synes, det er et for seriøst og alvorligt emne til at få det til at lyde, som om det handler om noget andet.

Tak. Ordføreren.

Det er netop det, der er tale om, og grunden til, at det også var så vigtigt for mig at stille mig herop, var, at det halve år, hvor der kom en TV 2-dokumentar, og hvor der skete alt muligt i dansk politik, og hvor jeg havde ansvaret for at rydde op i 10, 15, 20 års elendig kultur, husker jeg som noget af det hårdeste og sværeste og mest forfærdelige, jeg har været en del af. Derfor havde jeg simpelt hen behov for at sige fra over for det, der ville have stået i Folketingets referat, og at det ville have stået uimodsagt. Det ville det have gjort, hvis ikke jeg var gået herop. Så tak til ordføreren. Og jeg deler det, ordføreren sagde.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Ja, for vi kan være uenige om mange ting. Ordføreren er med i den aftale, det er Enhedslisten ikke, og der kan være rigtig mange andre forskellige dele, som vi kan diskutere. Men jeg synes bare, også hvis nogle ser med og tænker på, hvad det her bunder i, eller hvad det her handler om, at vi skyldte at få henvist til det ønske, der har været fra de kvinder, det handler om, så vidt jeg er orienteret. Jeg har ikke et indgående kendskab til det, men det er det, jeg er blevet orienteret om, og det håber jeg også fremadrettet vil være det, der bliver prioriteret af alle, både af ordføreren, men også af alle andre fremadrettet.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Det er jeg enig i, og jeg synes, at hvis det interesserer Dansk Folkepartis ordfører, så kan han jo række ud til de kvinder, jeg var med til at tage ansvaret for i den periode, og så spørge dem, om der var en oplevelse af, at jeg dækkede over seksuelle krænkelser. Det skal han være velkommen til.

Tak. Jeg minder om, at vi har en debat om førtidspension, så værsgo til fru Dina Raabjerg, Det Konservative Folkeparti som spørger.

Det var sådan set det samme, fru Dina Raabjerg gerne lige ville henlede opmærksomheden på. Jeg er rystet over styringen af den her debat, og jeg har egentlig ikke noget spørgsmål til hr. Frederik Vad. Jeg har svært ved at tro på, at det her er inden for forretningsordenen, og jeg kan ikke forstå, at der ikke er blevet grebet ind og lukket ned for den her debat for længst. Så tak for ordet.

Værsgo til ordføreren.

Det kan være ordføreren har ret i det. Det skal jeg ikke kunne sige noget om.

Tak. Der er ikke flere spørgsmål. Nogle gange eller nogle dage er det nemmere at være formand end andre, og det er jo sådan, at hvis man ikke er tilfreds med mødeledelsen, så må man klage til dér, hvor der nu kan klages over sådan noget. Men da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet. Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil først finde sted torsdag den 22. januar 2026.

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er hr. Rasmus Horn Langhoff fra Socialdemokratiet. Jeg skal lige bede om, at det, hvis man ønsker at fortsætte debatten, så foregår ude i sidegemakkerne. For vi har nu en ny sag på dagsordenen, og ordføreren er klar. Værsgo.

Tak for det. Psykiatrien skal være en attraktiv arbejdsplads, hvor fagligt dygtige medarbejdere har lyst til at arbejde. Derfor er det naturligvis også helt afgørende, at det skal være trygt og godt at gå på arbejde i psykiatrien. I dag skal vi behandle et forslag, som handler om at indføre en række nye værktøjer, og formålet med værktøjerne er at øge sikkerheden og trygheden for patienterne, for de pårørende og for personalet i psykiatrien. Det er selvfølgelig vigtigt at understrege, at langt de fleste patienter og brugere i psykiatrien ikke er farlige, men vi ser jo desværre en gang imellem også eksempler på, at der er patienter, som er farlige, og vi har også set nogle tragiske eksempler på, at personer med svære psykiske lidelser har overfaldet medarbejdere i psykiatrien, eller at de har været involveret i andre farlige episoder. En stor del af løsningen på det her er en generel styrkelse af psykiatrien. For vi ved, at tidlige indsatser, mere personale og bedre behandling vil betyde, at der i tide tages hånd om mange flere patienter, inden de bliver farlige for dem selv eller for deres omgivelser, og så vi undgår tvang. Derfor har jeg også en ambition og en klar forventning om, at den 10-årsplan for psykiatrien, som vi i øjeblikket er ved at udrulle, vil gøre en væsentlig og stor forskel. Det er altså 4,6 mia. kr. årligt, som, når det hele er indfaset, virkelig kommer til at kunne blive mærket derude. Så vil vi forhåbentlig også se mindre tvang og færre ærgerlige og farlige episoder, som eksempelvis kan gå ud over medarbejdere. Men en generel styrkelse af psykiatrien står jo ikke i modsætning til, at vi samtidig sikrer mere tryghed i psykiatrien, og det er ikke et spørgsmål om enten-eller. Med lovforslaget her i dag gives der mulighed for, at man kan tage en række værktøjer i brug for at sikre mere tryghed. Det bliver eksempelvis muligt at kunne opstille metaldetektorer på psykiatriske afdelinger, på ambulatorier og på akutmodtagelser, ligesom det bliver muligt at bruge kropsscannere på ambulatorier og akutmodtagelser, og vi indfører en mulighed for kropsvisitering af patienter, hvis altså en kropsscanner eller en metaldetektor slår ud. Vi indfører også en klar lovhjemmel, der giver mulighed for, at man kan bruge vagter eller sikkerhedspersonale i psykiatrien. Så er det jo vigtigt her at understrege, at det ikke er noget, man skal gøre, men at det er noget, man får mulighed for at gøre, og det vil så til syvende og sidst være op til en meget lokal beslutning, om man har brug for og ønsker at indføre det enkelte tiltag på den enkelte afdeling. Lovforslaget giver også mulighed for et såkaldt kamerakig, der er sådan en meget lokal løsning, og som vil have indflydelse på Sikringsafdelingen i Slagelse. Det vil gøre det muligt at kunne holde øje med en patient, som opholder sig på en stue, og hvor der altså vurderes at være risiko for, at patienten kan være til alvorlig skade for sig selv. Det er et indgribende tiltag, og det skal derfor ske efter godkendelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed, men det er positivt, at vi nu får en klar hjemmel på plads. Et sidste tiltag her er, at der indføres en klagefrist for klager til Det Psykiatriske Patientklagenævn, og sådan som vi også kender det fra somatikken. For jo længere tid der går, jo mere tidskrævende vil det være at oplyse sagen, ikke bare for Det Psykiatriske Patientklagenævn, der skal behandle sagen, men også for de sundhedspersoner, der har været involveret i sagen, altså tid, som ellers kunne være blevet brugt mange andre steder. Derfor er det vigtigt, at klager bliver indleveret og behandlet så hurtigt som muligt, både af hensyn til patienten og af hensyn til sagsbehandlingen. Det er altså også grunden til, at patienterne har krav på vejledning om muligheden for at klage, hvis de har været udsat for for tvang. Lovforslaget lægger derfor op til at indføre en frist på 2 år efter det tidspunkt, hvor klageren var eller burde være bekendt med det forhold, der klages over, og altså senest 5 år efter at episoden har fundet sted. Så er det måske også lige vigtigt at pointere, at der vil være mulighed for, at der kan gives dispensation, hvis der er nogle særlige omstændigheder for det og det giver mening. Alt i alt er der her tale om en række meget fornuftige initiativer, der kan være med til at styrke trygheden i psykiatrien for både patienterne, de pårørende og medarbejderne, og derfor støtter Socialdemokratiet lovforslaget.

Tak til Socialdemokratiets ordfører. Der er ingen spørgsmål. Derfor fortsætter vi i talerrækken, og den næste på talerstolen er fru Marlene Ambo-Rasmussen fra Venstre. Værsgo.

Tak for det. Det lovforslag, vi behandler i dag, kommer i forlængelse af 10-årsplanen for at styrke psykiatrien frem mod 2030. Jeg er stolt af, at Venstre sætter psykiatrien øverst på dagsordenen, og jeg er glad for, at vi i dag behandler et forslag, der vil give bedre vilkår for både patienter og personale, særlig set i lyset af de udfordringer, som vi igennem længere tid har stået over for i psykiatrien. For i de senere år har der desværre været flere tragiske hændelser på psykiatriske afdelinger, ambulatorier og akutmodtagelser rundtomkring i landet. I aviserne har man kunnet læse om trusler og overfald på både personale, men også på medpatienter, og i de værste tilfælde har der været personale, der er taget på arbejde uden at vende hjem til deres familier efter afslutningen på deres arbejdsdag. Det kan og må vi ikke være vidner til. Det må aldrig blive et vilkår, at man som medarbejder i psykiatrien skal frygte for sit ve og vel, når man tager på arbejde. I et stærkt velfærdssamfund er der også et behov for en stærk psykiatri. Derfor det vigtigt, at vi fra politisk hold sikrer tryggere rammer og de bedst mulige forudsætninger for at kunne tilbyde en patientsikker behandling, både for vores personale, men også for de medpatienter, der befinder sig på afdelingerne. Derfor skal bl.a. metaldetektorer, kropsvisitationer og i visse tilfælde kamerakig være med til at forebygge farlige situationer og øge sikkerheden. Der vil også være mulighed for, at private vagter under instruks fra kyndigt fagpersonale kan bistå det sundhedsfaglige personale. Mødet med eller det at arbejde i psykiatrien må aldrig blive forbundet med frygt og utryghed. Jeg er derfor glad for, at regeringen med lovforslaget er med til at sikre bedre rammer for psykiatrien i Danmark. Venstre støtter lovforslaget. Tak for ordet.

Tak til Venstres ordfører. Vi fortsætter til Danmarksdemokraternes ordfører, hr. Jens Henrik Thulesen Dahl. Værsgo, ordet er dit.

Tak for det. I dag behandler vi L 86, et lovforslag om anvendelse af tvang i psykiatrien. Det lyder måske voldsomt, men formålet er enkelt og afgørende: at skabe tryghed og sikkerhed for både patienter og medarbejdere. Lovforslaget giver hjemmel til at udvide brugen af kropsscannere, metaldetektorer og kropsvisitationer. Det betyder, at det ikke længere er begrænset til lukkede afdelinger. Det kan også handle om ambulatorier og akutmodtagelser. Hvis en scanning giver udslag, kan patienter og pårørende visiteres. Og ja, private vagter kan bistå ved fysisk magtanvendelse, men altid under instruktion og ansvar fra sundhedspersonalet. På Sikringsafdelingen giver det mulighed for i tidsbegrænsede perioder, og kun med tilladelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed, at anvende kamerakig på patientstuer, når det er nødvendigt for at afværge alvorlig eller livstruende skade. Det handler om at forhindre de tragiske hændelser, vi desværre har set alt for mange af. Vi bakker op om forslaget, fordi vi ønsker trygge rammer i psykiatrien. Det her handler ikke om mere tvang, tværtimod. Det handler om mindre indgribende tvang og bedre forebyggelse. Vi vil undgå vold, selvskade og i værste fald drab. Det er ikke et krav om, at der opsættes scannere og kameraer overalt. Det er en hjemmel, der giver mulighed for at handle, når det er nødvendigt. Og lad os bare være ærlige: Den bedste tryghed er selvfølgelig den rette behandling. Men indtil vi når dertil, skal vi også kunne forebygge akutte farlige situationer. Der er nogle organisationer, der frygter, at retssikkerheden svækkes. Vi lytter til kritikken, og vi mener, at forslaget overordnet set balancerer hensynet til sikkerhed og patienternes rettigheder. Vi vil dog gerne i forbindelse med udvalgsbehandlingen have en drøftelse af de konkrete formuleringer omkring de nye klagefrister for at se, om vi kan gøre det endnu mere skarpt og endnu mere præcist, så det rammer på den måde, vi gerne vil have. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen spørgsmål. Vi fortsætter til Socialistisk Folkeparti og byder velkommen til fru Halime Oguz. Værsgo.

Tak for ordet. Vores ordfører, fru Charlotte Broman Mølbæk, kunne desværre ikke være her i dag, og derfor vikarierer jeg for hende. Dette lovforslag handler grundlæggende om tryghed i psykiatrien, både for patienter og for personale. De alvorlige hændelser, vi har set i psykiatrien og retspsykiatrien, har skabt en generel utryghed, og det er selvsagt uacceptabelt. Lovforslaget udspringer af den brede aftale om en 10-årsplan for psykiatrien, som SF er en del af. SF's tilgang til aftalen og lovforslaget har været at medvirke til både øget sikkerhed og tryghed og en respekt for patienternes rettigheder, værdighed og retssikkerhed. Det er nemlig vigtigt, at vi som samfund ikke reagerer på utryghed på en måde, der forstærker stigmatiseringen af mennesker med psykiske lidelser eller udvider brugen af tvang unødigt. Konkret giver lovforslaget mulighed for anvendelse af metaldetektorer på psykiatriske afdelinger, ambulatorier og akutmodtagelser. Hvis scanningen giver udslag, kan der foretages kropsvisitation. Der åbnes også for brug af kropsscannere i ambulatorier og akutmodtagelser og for, at regionerne efter dialog med de relevante afdelinger lokalt kan beslutte, hvor og hvordan disse redskaber anvendes. Det vil også blive muligt at trække på private vagtværn i forbindelse med en magtanvendelse, men kun, hvis det almindelige personale på afdelingen finder det nødvendigt. Derudover foreslås det, at Sikringsafdelingen i tidsbegrænsede perioder kan anvende kamerakig på patientstuer, hvis det er nødvendigt for at afværge meget alvorlige eller livstruende situationer. Det er i den sammenhæng væsentligt at understrege, at der kun er tale om direkte overvågning uden lagring af lyd eller video, at patienter og patientvejledere altid oplyses om anvendelsen, og sidst, men ikke mindst, at brugen journalføres. Det er også godt, at der ligeledes indføres klageadgang til Det Psykiatriske Patientklagenævn og Det Psykiatriske Ankenævn. Med lovforslaget ønskes det at indføre ensartede klagefrister for klager til Det Psykiatriske Patientklagenævn. Denne del ønsker vi i SF bliver adskilt fra lovforslaget, da det ikke er en del af psykiatriaftalen. SF er imod, at vi sætter et loft på klagefristen. Det er vi af to årsager: fordi der ikke er udfordringer med det for nuværende, og fordi det kan tage længere tid at komme sig og blive klar til at kunne foretage en klage. Her er forudsætningerne for den somatiske og den psykiatriske patient forskellige. Når vi indfører en række yderligere muligheder for tvang, er det ikke tidspunktet, hvor vi skal sætte et øvre loft for, hvornår man kan klage. Når det er sagt, har SF også væsentlige opmærksomhedspunkter. Vi er bekymrede for, at nye sikkerhedstiltag kan føre til en normalisering af mere kontrol og mere tvang, hvis de ikke bruges restriktivt, fornuftigt og med klare rammer. Derfor er det helt afgørende, at disse muligheder alene anvendes ud fra et konkret lokalt behov og altid som sidste udvej. Ligeledes har det været væsentligt for SF i psykiatriaftalen, at vi også styrker mulighederne for forebyggelsen af de situationer, hvor det ender med tvang, gennem de flere midler, vi giver til at styrke kapaciteten i behandlingspsykiatrien. Vi ved, at meget tvang kan forebygges, og at det primært er der, vi skal fokusere. SF stemmer for lovforslaget, der gælder psykiatriaftalen, så vi går konstruktivt ind i det videre arbejde med lovforslaget. Vi anerkender behovet for trygge rammer, men vil samtidig insistere på, at retssikkerhed, værdighed og mindst mulig tvang fortsat skal være bærende principper i dansk psykiatri. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen spørgsmål. Og den næste ordfører på talerstolen er fra Liberal Alliance, fru Louise Brown. Værsgo.

Tak, formand. Liberal Alliance er en del af aftalen om den samlede 10-årsplan for psykiatrien, og derfor bakker vi naturligvis også op om det her forslag, vi behandler i dag. Men jeg har i den forbindelse allerede fra starten brug for at pointere noget helt grundlæggende: Mennesker med psykiske lidelser er ikke farlige mennesker, og psykiatrien er ikke et farligt sted. Langt de fleste, der kommer i kontakt med psykiatrien, er mennesker i en eller anden form for livskrise, mennesker, der har brug for hjælp, omsorg og behandling – ikke mistænkeliggørelse, ikke stempler og ikke en fortælling om, at de udgør en trussel. Derfor skal vi være ekstremt varsomme med den retorik, der kan følge med en lovgivning som den her. For når vi giver øget mulighed for brug af metaldetektorer, kropsscannere og kropsvisitationer, risikerer vi også – også selv om det ikke er intentionen – at sende et signal om, at man er farlig, blot fordi man har en psykisk lidelse, eller at det er farligt at opholde sig på en psykiatrisk afdeling, og den fortælling er både forkert og skadelig. Når vi støtter lovforslaget, er det ikke, fordi vi ønsker mere kontrol eller tvang i psykiatrien, tværtimod, for tvang er aldrig målet i sig selv. Tvang er altid et udtryk for, at noget andet ikke har virket. Men vi må også erkende, at der i ganske særlige situationer kan opstå behov for at beskytte både andre patienter og medarbejdere. Og lad mig slå helt fast, at ingen medarbejder skal være bange for at gå på arbejde. Så i de særlige situationer, hvor en fare kan opstå, er det bedre, at der er klare, lovfæstede rammer, end at der handles i gråzoner. Men det er afgørende for os, at de foreslåede redskaber kun anvendes undtagelsesvis, konkret begrundet og med respekt for mindstemiddelprincippet. De må aldrig blive en standard, og de må aldrig komme til at definere, hvad psykiatrien er, for psykiatrien skal være et behandlingssted og ikke et kontrolsystem. Vi lægger også vægt på, at lovforslaget her jo indgår i en større sammenhæng, for hvis vi for alvor vil mindske brugen af tvang, tror jeg ikke på, at svaret er flere tekniske sikkerhedsforanstaltninger, men derimod flere medarbejdere, mere tid, mere relation og mere behandling, og det er jo også netop det, 10-årsplanen skal levere på. Sluttelig kan jeg forstå, at ministeren er gået med til at opdele lovforslaget her i to dele, så delen om klagefrister står alene, og den del synes jeg vi skal uddybe lidt nærmere på et udvalgsmøde. I min optik kan det godt komme til at stille patienterne dårligere, at der pludselig skal være en tidsfrist for, hvornår der skal klages, og det er vi jo ikke fan af i Liberal Alliance. Men lad os tage drøftelsen i udvalget. Så vi støtter lovforslaget med en klar forventning om, at vi også holder fast i et positivt og tillidsfuldt menneskesyn, at psykisk sygdom ikke gør mennesker farlige, og at målet altid er mindre tvang og mere behandling. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Vi fortsætter i talerrækken, og den næste ordfører på talerstolen er hr. Rasmus Lund-Nielsen fra Moderaterne. Værsgo.

Tak for det. Psykiatrien skal være et sted, hvor både patienter, pårørende og medarbejdere kan være trygge. L 86 ligger i direkte forlængelse af 10-årsplanen for psykiatrien, som løfter psykiatrien med 4,6 mia. kr. hvert år, og det er en aftale, som har nogle meget klare ambitioner, bl.a. at unge, som mistrives psykisk, skal gribes tidligere, og at ventetiderne i sygehuspsykiatrien skal ned, og at mennesker med svære psykiske lidelser skal opleve en bedre sammenhæng i deres behandlingsforløb. Vi har i vores aftale også haft fokus på at øge sikkerheden i psykiatrien, og det bidrager L 86 til. Jeg er enig med den forrige ordfører i, at man jo ikke er farlig, bare fordi man er syg, og det er vigtigt at få slået fast. Men vi bliver også nødt til at forholde os til, at der i de senere år har været nogle meget tragiske hændelser i psykiatrien. Vi har set knivoverfald, bl.a. på Psykiatrisk Center Amager i juni 2024 og i Glostrup i juli 2023, og i den type situationer er det vigtigt, at der er de korrekte rammer til både at kunne forebygge det fremover, men også til at kunne mindske alvorligheden i det, og der kan sådan noget som adgangskontrol med metaldetektorer og kropsscannere, når de bliver brugt målrettet og proportionelt, være med til at mindske risikoen for, at f.eks. farlige genstande overhovedet kommer ind i psykiatrien, og dermed også forebygge, at en situation eskalerer, hvis en patient er uligevægtig. Der har også været kritik af lovforslaget, og noget af kritikken handler om, at de her nye muligheder kan gøre det for nemt at gribe ind i forhold til tvangsindgreb, og derfor er rammerne afgørende. Tvang skal kun anvendes, når alt andet er udtømt, og altid efter mindstemiddelprincippet, og redskaberne skal bruges skånsomt og under ledelsens ansvar, og når et redskab er indgribende, skal det kun være en sidste sikkerhedsventil i de mest ekstreme situationer, og det skal være tidsbegrænset og i helt særlige tilfælde under ekstern kontrol og med klageadgang. Hvis noget i praksis viser sig at øge indgreb eller tvang på en uhensigtsmæssig måde, skal det være noget, der bliver dokumenteret nøje, og vi skal evaluere det kritisk løbende, og så skal det også justeres på sigt. Det har jeg også en forventning om at vi gør, hvis det her bliver disproportionalt. Så ja, kritikken skal tages alvorligt. Svaret kan ikke være, at vi lader stå til, når medarbejdere og patienter oplever utryghed, og det har der været mange beretninger om at de gør. Svaret er at kombinere to spor, nemlig både et langsigtet løft af kapacitet, kvalitet og sammenhæng og så samtidig nogle præcise og proportionale redskaber, der kan forebygge farlige situationer her og nu. Derfor bakker Moderaterne op om regeringens linje og om L 86. Vi støtter lovforslaget. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Vi fortsætter talerrækken, går videre til Det Konservative Folkeparti og byder velkommen til fru Dina Raabjerg på talerstolen. Værsgo.

Tak for ordet, formand. Jeg står her i dag på vegne af vores psykiatriordfører, Lise Bertelsen. Det Konservative Folkepartis psykiatriordfører har selv arbejdet i psykiatrien i 25 år og har derfor på tæt hold selv oplevet, at der nogle gange er behov for tvang, ikke for at straffe nogen, men for at passe på og udvise omsorg for den psykisk syge, samtidig med at man beskytter omverdenen, personalet og medpatienter. Det handler om både omsorg og sikkerhed. Heldigvis er brugen af tvangsforanstaltninger næsten altid planlagt på forhånd. Inden man når dertil, gennemføres en lang række forebyggende tiltag, så tvang kun anvendes som sidste udvej. Det er vigtigt at understrege, at langt de fleste patienter ikke udgør nogen fare, og at sikkerhedstiltagene derfor skal anvendes målrettet, proportionalt og med respekt for den enkelte, så vi både øger sikkerheden og undgår stigmatisering. Lovforslaget her styrker sikkerheden i psykiatrien ved at give regionerne flere redskaber, f.eks. metaldetektorer, scannere og kropsvisitation samt mulighed for private vagter under personalets ansvar. Det skal stå helt klart, at tvang kun må anvendes, når alle andre muligheder er udtømte og altid med respekt for patientens rettigheder. Samtidig er det vigtigt for mig at signalere respekt for de pårørende og de ofre, der desværre har været udsat for vold. Lovforslaget skaber derfor bedre balance mellem sikkerhed, patientsikkerhed og rettigheder og understøtter samtidig det brede løft af psykiatrien. Psykiatrien skal være sikker, både for patienter og som arbejdsplads. Vi støtter lovforslaget og ser frem til den videre udvalgsbehandling, hvor vi også ser frem til at drøfte de bekymringer, der er rejst her i salen. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen spørgsmål, så vi fortsætter til Enhedslistens ordfører. Jeg byder nu velkommen til fru Victoria Velasquez. Værsgo.

Tak. Vi er i Enhedslisten meget stolte over og glade for den 10-årsplan for psykiatrien, vi sammen med en række organisationer har været med til at presse på for, også med flere herinde fra salen. Den er blevet ambitiøs og sikrer massive investeringer. Lovforslaget, L 86, som vi diskuterer i dag, er udmøntningen af dele af den vigtige plan, og dem støtter vi selvfølgelig. Men, for der er et men, et af områderne, som har været særlig svære, er området omkring tvang. I det lovforslag, vi diskuterer i dag, er der nemlig sneget sig en alvorlig forringelse ind af adgangen til at klage, hvis man som patient i psykiatrien har været udsat for tvang. Tvang kan desværre ikke undgås fuldt ud, men frihedsberøvelse og tvangsindgreb er et af de mest indgribende tiltag, ikke mindst i sundhedsvæsenet, og det kan have alvorlige og langvarige konsekvenser for det enkelte menneske. Det er en af grundene til, at patienter, der bliver udsat for tvang, i dag har en stærk klageadgang. Den mener vi ikke bør svækkes. Samtidig er målgruppen en af de mest sårbare grupper i Danmark. Tvang kan medføre efterbelastning, og en klageproces kan kræve tid, stabilitet og støtte. Klager i forbindelse med tvang kan i ringe grad sammenlignes med somatiske klager, og vi frygter, at man med lovforslaget vil risikere at ramme dem, som har brug for tid til at bearbejde traumatiske oplevelser med tvang, og som derfor først senere kan overskue at søge ind i deres forløb og eventuelt indgive en klage. Besparelserne står ikke på mål med konsekvenserne, for selv om vi hundrede procent anerkender de ressourcemæssige udfordringer, som Det Psykiatriske Patientklagenævn oplever netop nu, bør udfordringerne løses gennem et kapacitetsløft, jævnfør ambitionerne og de afsatte midler i 10-årsplanen, uden at det går ud over de udsatte patienter. Desuden er det vores opfattelse, at der er tale om et meget lille antal mennesker, ca. 20 personer, som har brug for at klage efter 5 år. Enhedslisten ønsker, at lovforslaget deles op, så delen omkring klagefrister ved udsættelse for tvang adskilles fra de øvrige, og der er vi glade for, at ministeren har imødekommet dette efter førstebehandlingen. Jeg er blot vikarierende for vores psykiatriordfører, så jeg beklager på forhånd, hvis jeg ikke er inde i alle detaljerne, såfremt der skulle være nogen spørgsmål fra salen. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Jeg kan oplyse, at der ikke er nogen spørgsmål fra salen, så vi fortsætter talerrækken og går videre til Dansk Folkeparti og byder velkommen til hr. Peter Kofod. Værsgo.

Tak for det. Jeg kan meddele, at Dansk Folkeparti støtter det her lovforslag. Det kommer nok ikke som nogen stor overraskelse. Vi er jo et af de partier, der er en del af psykiatriplanen, og det er jo det, som det her lovforslag først og fremmest udmønter. Når vi siger ja til det her, handler det ikke bare om, at vi står ved de aftaler, vi er med til at indgå; det handler også om noget mere grundlæggende. Det handler om sikkerhed og om tryghed – sikkerhed for de mennesker, der går på arbejde i psykiatrien og skal vide, at vi gør alt, hvad vi overhovedet kan, for at passe på dem, og tryghed for de mennesker, der har brug for psykiatrien og ved, at der bliver passet på dem. Det handler om, at vi simpelt hen har styr på tingene der, hvor folk skal have deres behandling. Det ville være mærkeligt for os, hvis vi sagde nej til et forslag, der i den grad trækker i den rigtige retning, når det kommer til at passe på både vores patienter, men også de mange ansatte, som jo har en meget stor vigtighed for, at det her kan komme til at hænge sammen i det daglige. Og derfor siger vi klart ja til det her forslag. Tak for ordet.

Tak for det. Vi fortsætter talerrækken, og den næste på talerstolen er hr. Stinus Lindgreen fra Radikale Venstre. Værsgo.

Tak, formand, og tak for nogle gode taler. Det er jo dejligt at høre, at vi alle sammen tager psykiatrien alvorligt her i salen. Det afspejles selvfølgelig også i, at alle partier er med i 10-årsplanen for psykiatrien. Vi skal have en psykiatri, hvor vi bruger mindst mulig tvang, og vi ved jo også, hvad der skal til, for at vi kan sikre mindre tvang. Vi skal konfliktnedtrappe de situationer, der kan ende et farligt sted. Vi skal sikre fysiske rammer, der skaber ro, vi skal have tilstrækkeligt veluddannet personale. Der skal være en tilgang mellem personale og patienter, der deeskalerer og skaber tryghed. Det handler langt hen ad vejen om ressourcer, som heldigvis også er en stor del af psykiatriaftalen. Vi har et ansvar for at sikre den bedste behandling af patienter i psykiatrien, også når det desværre er nødvendigt at anvende tvang, og vi har et ansvar for at sikre trygge rammer for de ansatte, der hver dag går på arbejde, så de ikke skal frygte for liv og helbred. Med lovforslaget her giver vi tilladelse til at anvende metaldetektorer og andre lignende foranstaltninger i psykiatrien. Det udspringer som bekendt af de tragiske sager, der har været, hvor ansatte er blevet overfaldet af patienter, desværre flere gange med dødelig udgang. Det er meget alvorligt, og vi skal selvfølgelig arbejde for, at det bliver trygt og sikkert for både patienter og ansatte. Jeg vil dog gerne gentage de bekymringer, jeg også har rejst under forhandlinger og ved tidligere debatter om lignende emner her, for jo mere vi går ned ad den vej, jo stærkere bliver opfattelsen af, at det er et farligt sted at være, at de personer, der går igennem døren, er potentielt farlige. Jeg forstår godt behovet for tryghed, selvfølgelig, men stigmatisering er jeg stadig bekymret for. Vi har jo også i fællesskab sagt, at vi skal arbejde for mindre stigmatisering af psykiatriske patienter. Vi støtter naturligvis tiltagene som aftalt, men jeg kommer til at følge udviklingen nøje. Hvor bliver metaldetektorerne anvendt? Hvor ofte er de i brug? Hvilke erfaringer gør man sig derude? Og hvordan påvirker det arbejdsmiljøet? Alt det er vigtigt for at se, om vi får den effekt, vi alle sammen håber på. Lovforslaget giver også hjemmel til det, der kaldes kamerakig på patientstuer i sikringen, hvilket desværre kan være nødvendigt for at beskytte patienten selv imod selvskadende adfærd. Det støtter vi også. Lovforslaget indfører også klagefrister for patienter, der har været udsat for tvang i psykiatrien. Det er selvsagt ikke uden problemer, ikke mindst når vi senere med 10-årsplanen kommer til at indføre nye tvangsformer, som jeg medgiver er mindre indgribende. Når vi udvider mulighederne for tvang, er det endnu vigtigere at stå vagt om retssikkerheden for patienterne, der ofte er nogle af vores mest sårbare medborgere. Jeg anerkender, at der selvfølgelig også skal tages hensyn til de ansatte i psykiatrien og deres retsstilling, og at sager, der ligger langt tilbage i tiden, kan være svære og tunge at belyse. Men det ændrer ikke på, at tvangsforanstaltninger er en helt særlig form for indgreb, og det er også oplagt, at patienten er den svage part i relationen. Derfor er vi nødt til at have deres retsstilling for øje. I 10-årsplanen har vi skrevet, at vi vil styrke retssikkerheden for de patienter, der bliver underlagt tvangsforanstaltninger. Dette forslag gør, at vi i hvert fald er nødt til at drøfte, hvordan vi sikrer den balance. Her stiller vi nogle patienter, der i forvejen er i en udsat position, dårligere, og som ministeriet også selv har oplyst, drejer det sig om et relativt lille antal sager, der, selv om de er tunge at belyse, lægger beslag på begrænsede ressourcer. I Radikale Venstre er vi enige i, at lovforslaget skal opdeles. Vi kommer selvfølgelig til at støtte den del, der udspringer af aftalen, og så ser vi frem til i udvalget at diskutere den anden del om klagefrister for at finde en løsning, som vi alle sammen kan se os selv i. Jeg vil også godt lige medgive, at vi har haft gode drøftelser, og at der er lavet ændringer, men jeg ser frem til udvalgsarbejdet. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen spørgsmål, og da jeg ikke ser nogen til stede fra Alternativet, byder jeg velkommen til indenrigs- og sundhedsministeren. Værsgo.

Tak. Psykiatrien skal være et trygt og sikkert sted både for patienterne og for vores dygtige personale, og det er jeg i virkeligheden overbevist om at vi alle sammen i sidste ende er enige om her i Folketingssalen. Derfor er det jo også i sig selv en helt indlysende forudsætning, for at man kan levere en god og patientsikker behandling, at vi sikrer, at det er trygt og sikkert for såvel patienter som personale. Derfor er jeg også glad for, at det lykkedes regeringen at indgå en bred aftale med Folketingets partier omkring en 10-årsplan for psykiatrien. Jeg tror, Enhedslistens ordfører fik sagt, at hun kvitterede for, at det var lykkedes Enhedslisten og nogle organisationer at få lavet en 10-årsplan for psykiatrien. Jeg vil blot gøre opmærksom på, at vi ikke fik nogen 10-årsplan for psykiatrien, da Enhedslisten var støtteparti for den tidligere regering. Vi har fået en 10-årsplan for psykiatrien nu, fordi den her regering har valgt at give psykiatrien et historisk stort økonomisk løft svarende til, at vi øger pengene til psykiatrien med 35 pct. hen over en 10-årsperiode. Det er en markant investering, og jeg er også glad for, at der er så mange, der har ønsket at samarbejde med regeringen om, at vi dermed kan indfri ambitionerne i 10-årsplanen. Men jeg synes også bare, at ret bør være ret, i forhold til hvor tingene kommer fra, og også hvem der sikrer hvad på hvilken vagt i Folketinget. Med aftalen om en 10-årsplan for psykiatrien har vi i fællesskab aftalt en lang række af rigtig gode initiativer og vigtige indsatser, herunder det historisk store økonomiske løft af psykiatrien. Med aftalen er der så også jo bred opbakning til, at vi nu også kan gennemføre de nødvendige lovændringer, så vi kan gennemføre psykiatriplanen, og herunder også til et prioriteret mål om, at vi skal øge sikkerheden i psykiatrien. Det er desværre nødvendigt i lyset af rækken af desværre tragiske hændelser, som vi har set igennem de senere år. Det er tilfælde, hvor patienter f.eks. har medbragt knive i psykiatrien og overfaldet sundhedspersonale eller medpatienter. Det seneste tilfælde var her for nylig i december måned – i samme uge i øvrigt, som jeg fremsatte lovforslaget, vi behandler her i dag i Folketinget – hvor en patient medbragte en kniv til sin planlagte samtale i psykiatrien og endte med at true personalet. Heldigvis kom ingen til skade – denne gang. Men det har vi desværre set ske ad flere omgange, og det kan vi selvfølgelig ikke acceptere ikke også at forsøge at gøre noget ved. Jeg vil gerne, som også flere ordførere i dag har understreget, klart, klart understrege, at langt de fleste patienter i psykiatrien ikke er til fare for andre. Det er ekstremt vigtigt at sætte to streger under, så man aldrig nogen sinde sætter et lighedstegn mellem det at have en psykisk lidelse og så det at være farlig for andre mennesker, for den sammenhæng findes ikke. Er det lig med, at det ikke sker? Nej. Og det er de ting – de enkelte episoder – som er til fare for medpatienter, enkeltpatienter og personale, som vi gerne vil adressere, altså hvordan vi i fællesskab kan være med til at tage bedre hånd om det. Og dermed er det jo også i lyset af de tragiske hændelser i psykiatrien, som der har været i de seneste år, positivt, at det med lovforslaget nu her bliver muligt i højere grad også at være med til at forebygge, at de farlige episoder opstår. For når vi giver redskaber til at forebygge farlige situationer, undgår vi samtidig jo også at øge stigmatiseringen af personer med psykiske lidelser. Afstigmatiseringen af personer med psykiske lidelser er en vigtig dagsorden, som også spiller en rolle, når vi omtaler hele behovet for sikkerhed i psykiatrien, og jeg synes, at vi med lovforslaget her, har skabt den rette balance, som jo ikke skal ses isoleret for sig selv, men skal ses i sammenhæng med 10-årsplanen og dermed alle de andre ting, vi også gør, herunder vores ambition om også at få ansat mere personale i psykiatrien. Lovforslaget her handler om at give regionerne flere beføjelser til at kunne øge sikkerheden i psykiatrien, som vi har aftalt med 10-årsplanen. De nye sikkerhedsforanstaltninger skal kunne bruges ud fra lokale behov. Det vil sige, at vi ikke sidder herinde fra Folketinget nu og dikterer, hvor de skal bruges, og i hvilke sammenhænge. Der vil det være regionerne, som efter lokal dialog med de relevante afdelinger beslutter, hvor og hvordan beføjelserne skal anvendes, og det er i det lys, forslagene om at øge sikkerheden skal ses.

Konkret foreslås det, at regionerne skal kunne anvende kropsscannere og metaldetektorer på psykiatriske afdelinger, ambulatorier og akutmodtagelser. Metaldetektorer skal ikke længere kun forstås som håndholdte apparater; det kan også omfatte de her såkaldte karmscannere, altså dem, der ligner en døråbning, som man går igennem; lidt som det, man kender, når man går igennem scannere ude i lufthavnen. Regionerne skal kunne kropsvisitere patienter og personer, der ønsker adgang til psykiatrien, hvis en scanner eller detektor giver udslag. Beføjelserne skal kunne anvendes ved mistanke om, at f.eks. farlige genstande forsøges indført på afdelingen. Det foreslås også, at der stilles krav om, at retspsykiatriske patienter skal lade sig scanne eller kropsvisitere, når de kommer tilbage efter udgang fra afdelingen. Det skal være en mulighed, hvis man vurderer det nødvendigt af hensyn til patientens, medpatienters og personalets sikkerhed eller for at sikre behandlingssikkerheden for patienten selv eller medpatienter, også selv om der ikke er mistanke til en konkret patient. Dermed skal forslaget også bidrage med flere redskaber til psykiatrien til det, der er et kæmpestort problem, nemlig at få bugt med bl.a. narkotika og våben på visse afdelinger. Det foreslås også, at private vagter skal kunne bistå sundhedspersonalet på afdelingerne i brug af magt og tvangsfiksering, når det er nødvendigt. Det er ledelsens ansvar at sikre, at vagterne har de rette kompetencer, at de bliver instrueret, og at de bliver underlagt tilsyn. Og det er afgørende at fastslå, at vagterne aldrig vil kunne få lov til selv at beslutte brug af magt eller tvangsfiksering. De vil altid skulle arbejde under instruks fra personalet og under ledelsens ansvar. Det er samtidig vigtigt for mig at gøre fuldstændig klart, at tvang selvfølgelig udelukkende skal bruges, når alle andre muligheder er udtømt, og at vagter selvfølgelig ikke skal kunne bruges til at erstatte sundhedspersonale. 10-årsplanen har derfor også et meget stort fokus på, hvordan vi i det hele taget kan nedbringe brugen af tvang og levere et massivt løft af psykiatrien. Det er derfor, vi investerer massivt i psykiatrien med 4,6 mio. kr. varigt årligt, som psykiatrien skal løftes med, så der bl.a. også kan ansættes flere medarbejdere, så vi kan oprette flere sengepladser, og så vi også kan komme i mål med nogle af de tilbud, som der er efterspørgsel efter, men som ikke findes i dag, og dermed også være med til at løfte kvaliteten af behandlingen og nedbringe brugen af tvang. Derfor skal lovforslaget, som jeg indledningsvis nævnte, også ses i en bredere sammenhæng med de øvrige tiltag, som et bredt flertal med alle Folketingets partier har aftalt med 10-årsplanen. Ud over elementerne fra psykiatriaftalen indeholder lovforslaget andet og mere. Det drejer sig bl.a. om at give Sikringsafdelingen adgang til at kunne overvåge en patientstue. Det er vigtigt at sige, at det alene vedrører Sikringsafdelingen. Det skal være muligt, hvis det er nødvendigt for at afværge patientens meget alvorlige eller livstruende selvskade. Forslaget tager desværre også afsæt – kan jeg ærligt sige – i en konkret situation, hvor Sikringsafdelingen har været nødsaget til at overvåge en patientstue for at forhindre yderligere meget alvorlig selvskade af en meget, meget dårlig patient, og hvor andre foranstaltninger ikke har vist sig egnede. Her ser jeg ikke nogen anden mulighed, når vi bliver gjort opmærksom på, at der ikke er den fornødne lovhjemmel til det i dag, end at vi som Folketing sørger for at tage ansvar for at tilvejebringe den nødvendige hjemmel. Samtidig skal der tages højde for, at der vil være tale om en ny og indgribende foranstaltning over for den enkelte patient, og derfor bliver der selvfølgelig også med lovforslaget stillet en række nødvendige rammer for anvendelsen af det såkaldte kamerakig. Det indebærer bl.a., at kamerakig kun skal anvendes efter tilladelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed, og at en tilladelse maksimalt vil kunne gælde i op til 1 år. Tidsrammen vil jo dels sikre, at ordningen vil være operativ i forhold til afdelingens ansøgning til styrelsen, dels sikre styrelsens mulighed for at behandle ansøgningen. Samtidig sikres en afgrænset tidsramme med hensyn til patienten, som skal ses i sammenhæng med en samtidig forpligtelse til løbende tilsyn og revurdering af indgrebet. Og samtidig vil en patient underlagt kamerakig naturligvis med lovforslaget opnå de samme rettigheder som ved anden tvangsanvendelse. De vil blive beskikket en patientrådgiver og få mulighed for at indbringe en klage over tvangsindgrebet.

Nu, vi er ved temaet omkring klager over tvang, vil jeg sige, at der også er et element i lovforslaget, hvor det foreslås at indføre frister for at klage over tvang i psykiatrien til Det Psykiatriske Patientklagenævn. De foreslåede frister på henholdsvis 2 år og 5 år medfører som udgangspunkt ensretning af fristerne for at klage set i forhold til f.eks. fristerne for at klage over sundhedsfaglig behandling. Det skal sikre, at ressourcerne i psykiatrien, altså medarbejderressourcer i psykiatrien, men også de administrative ressourcer kan anvendes mere hensigtsmæssigt end i dag, hvor det kan være svært at oplyse særlig om sager af ældre karakter, og hvor der i øvrigt også er et aspekt, der handler om retssikkerheden for personalet i psykiatrien, herunder lægerne. Men jeg har selvfølgelig lyttet til de indlæg, der har været i Folketingssalen i dag, og også dem, der er kommet i forbindelse med høringen. Der vil jeg sige, at efter høringen har vi taget bestik af nogle af de høringssvar, der er kommet, i forhold til at ændre lovforslaget sammenlignet med den version, der var sendt i høring, for så vidt angår at imødekomme hensynet til, at psykiatriske patienter kan være en særlig sårbar patientgruppe. For jeg anerkender selvfølgelig, at det kan være svært at overskue klagemuligheder, når man har det så dårligt, at det har været nødvendigt at bruge tvang. Derfor lægger vi også op til med lovforslaget, som det er fremsat, og ikke i den udformning, det var sendt til høring i, at nuancere fristerne, så de først løber fra patientens fyldte 15. år, hvis patienten var under 15 år for tidspunktet for tvangen, og samtidig åbnes der for en dispensationsmulighed, hvis der er særlige grunde, der taler for det, navnlig hvis patienten mod forventning ikke er blevet beskikket en patientrådgiver eller ikke har modtaget klagevejledning. Det sikrer efter regeringens mening den rette balance mellem de forskellige hensyn. I forhold til lovforslaget som helhed er jeg selvfølgelig glad for, at der er bred opbakning hele vejen rundt i dag fra Folketingets partier. I forhold til lovforslagets del omkring klagefrister kan jeg så meddele her, at jeg er indstillet på at imødekomme ønsket om at skille lovforslagets del om klagefrister ud i et særskilt lovforslag efter folketingsbehandlingen. Jeg vil selvfølgelig også være imødekommende i forhold til at drøfte de konkrete formuleringer nærmere, som der er nogle ordførere her i salen der har efterlyst, om end jeg i parantes bemærket vil sige – og det kan jeg gøre med god samvittighed, fordi den radikale ordfører tillod sig at gøre opmærksom på det – at det her altså også er noget, vi har drøftet med Folketingets partier. Det er ikke noget, der er kommet ud af den blå luft, eller som regeringen bare har fundet på. Men lad os, hvis ikke vi har fået det drøftet ordentligt og helt i bund, tage en snak omkring det. Det plejer vi at være gode til i kredsen af partier, og det stiller jeg mig naturligvis til rådighed for. Med de ord vil jeg sige tak for opmærksomheden i Folketinget. Jeg ser frem til den videre udvalgsbehandling og står naturligvis til rådighed for folketingsmedlemmerne og udvalget i forhold til besvarelse af de spørgsmål, der måtte komme i udvalget undervejs. Tak for ordet.

Tak. Indtil nu er der to, der har markeret, og den første er hr. Stinus Lindgreen fra Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Tak for talen, og tak for at være imødekommende over for at fortsætte drøftelserne. For ja, vi har diskuteret det før, men det er vist heller ikke nogen hemmelighed, at vi er nogle, flere, der nok har brug for at tage endnu en runde med at drøfte den del, der handler om klagefrister, så vi er helt enige om, hvad det egentlig er, vi aftaler her. Så jeg vil gerne kvittere for imødekommenheden fra ministeren og bare høre, om ministeren allerede nu – og det er helt fair, hvis man lige har brug for lidt mere tid – kan reflektere over sammenligningen mellem somatikken og psykiatrien. Jeg hører, det er ét argument for ligesom at sidestille det at sige, at så er det de samme frister, der gælder. Men tvang i psykiatrien er vel alt andet lige noget andet end andre former for behandlinger. Så jeg vil bare gerne have nogle tanker omkring den distinktion.

Ministeren.

Først og fremmest tak til den radikale ordfører for at kvittere for den del, og som sagt stiller jeg mig til rådighed i forhold til at drøfte det nærmere. Den forskel imellem somatikken og psykiatrien anerkender jeg jo sådan set. Ja, der er forskel på, hvis man er patient, der er yderst sårbar og har været udsat for tvang kontra mange andre, kan man sige, sundhedsfaglige behandlinger i sundhedsvæsenet i øvrigt. Så verden er ikke sort-hvid. Det her er jo ikke et element, vi bare har fundet på. Det kommer sådan set også fra regionerne i relation til at sikre noget proportionalitet, i relation til hvad der er af ressourcer til rådighed, i relation til at vi også har problemer med meget lange sagsbehandlingstider på det her område, og derfor er vi nødt til at forholde os til, hvordan ressourcerne bliver brugt. Også selv om tal kan lyde små på papiret, kan der være én medarbejder, der måske kan bruge al sin tid på én sag kontra de otte andre, vedkommende kunne have afsluttet og behandlet, samtidig med at der er ekstremt lang ventetid. Jeg drøfter gerne de her ting med partierne, og det er jo også derfor, vi har ændret det, siden lovforslaget var i høring, så vi sådan set imødekom nogle af de forhold, som Folketingets partier i vores drøftelser tidligere også gjorde opmærksom på, og som vi kan drøfte videre.

Spørgeren.

Tak for det. Selvfølgelig handler det altid om proportionalitet og balancer, og jeg anerkender også, at der selvfølgelig er et spørgsmål om ressourcebrug her. De tal, vi har fået oplyst – og det kan vi jo så måske grave lidt mere ned i i udvalget – er, var det 17 sager og 0,8 årsværk? Om det er meget eller lidt, og hvordan man bruger ressourcerne, kan man selvfølgelig diskutere. En anden løsning kunne være at finde pengene til et ekstra årsværk, hvis det er det, der skal til. Men balancen er selvfølgelig imellem, hvad det er, vi sparer i ressourcer, og hvad det er for et signal, man sender. Hvad er den negative del af det, som jeg også hører ministeren anerkende at der jo er her? Der vil være nogle negative konsekvenser af forslaget. Og vi må jo diskutere, hvor balancen skal være henne, men måske også diskutere, om det skal være alle tvangsformer, der har samme klagefrist, eller om man kunne have en distinktion på det niveau. Det kunne også være en vej at gå.

Ministeren.

Jeg synes, det er vigtigt at være opmærksom på, at det her ikke blot handler om det administrative ressourceforbrug på et årsværk. Det handler jo også om, at når sagerne skal oplyses, er der nogle medarbejdere, der måske skal få at vide, at nu skal du hjælpe os med at finde ud af og huske, hvad der skete for 10 år siden. Det er derfor, jeg siger, at der også er en diskussion omkring retssikkerheden, også for medarbejderne og lægerne i psykiatrien i det her element, som vi må opveje imod hinanden og diskutere nærmere. Men det kan være svært, også for patienter, nødvendigvis at huske, hvad der skete for 10 år siden. Det er jo derfor, vi har sagt, at vi ikke skærer alle over en kam. Der stilles krav om, at du har fået en patientrådgiver, at du er blevet vejledt i forhold til klager, at det ikke skal vedrøre børn og unge, og nogle af de andre ting, som vi blev enige om, og som jeg kan forstå der så er et behov for at drøfte nærmere. Det gør vi så også gerne.

Så er det fru Halime Oguz fra SF. Værsgo.

Tak for det, og tak til ministeren for talen, og tak for, at vi sammen har indgået aftale om et tiltrængt løft i psykiatrien. Det vil jeg gerne kvittere for. Nu er jeg blot vikar for fru Charlotte Broman Mølbæk, og jeg ved godt, at ministeren har været inde på det, jeg vil spørge om, og den radikale ordfører har også stillet et spørgsmål om det, men jeg bliver alligevel lidt nysgerrig efter ministerens tanker bag et loft over klagefrister. Den nuværende model virker jo, og som jeg har kunnet forstå det, er det ikke noget, der udgør problemer. Så hvorfor vil man gerne have det her loft, og er det ikke en unødvendig brug af ressourcer og bureaukrati? Tak.

Ministeren.

Først og fremmest tak til ordførerne for de indledende bemærkninger. Der er et problem her. Der er et problem med, at vi har nogle afsindig lange sagsbehandlingstider, som vi ikke kan være bekendt over for patienter, og derfor må vi også som politikere en gang imellem tage ansvar for også at være med til at prioritere, i forhold til hvordan ressourcerne bruges. Og der er det jo bekvemt ikke kun at snakke om administrativt ansatte, men det er jo også ressourcer blandt personalet, der arbejder i psykiatrien, som går fra. Det drejer sig om tid, de kunne have brugt på at hjælpe patienter, som skal bruges på at oplyse sager, som måske ligger 10 år tilbage, måske 7 år tilbage, 5 år tilbage, som kan være ekstremt svære måske lige at have present i hukommelsen. Det er derfor, vi lægger op til det. Det her forslag er ikke noget, som regeringen bare lige har fundet på. Det er blevet bragt op, bl.a. af Danske Regioner, der har sagt: Vi synes, det her er nødvendigt, og det vil vi gerne have I løfter. Så sagde jeg, at jeg gerne vil tage det ind til bordet med Folketingets partier. Og jeg har haft drøftet alt det her med Folketingets partier, og der var opbakning til, at det skulle indgå i lovforslaget, også efter høringen, og det er derfor, jeg har tilladt mig at putte det ind i fremsættelsen. Det er derfor – nu taler jeg meget ærligt her på den sidste del af det – jeg også er meget, meget overrasket over, at der er så mange, der i dag har sagt, at de ikke rigtig ved, om de kan støtte den her del og andet. Det er ikke helt det, der er blevet givet udtryk for under de drøftelser, vi har haft omkring det. Men hvis alt ikke har været klart, hvis de ændringer, der har været lavet, ikke har været gode nok, præcise nok og andet, mødes vi, og vi drøfter det, og vi plejer at kunne gøre det på en god måde, og det regner jeg også med vi kan gøre her.

Så er der ikke flere spørgsmål. Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget her henvises til Sundhedsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse mod dette, betragter jeg dette som vedtaget. Det er vedtaget.

Der er ikke mere at foretage i dette møde.

Folketingets næste møde er i morgen, fredag den 16. januar 2026, kl. 8.00. Jeg henviser til den dagsorden, der fremgår af Folketingets hjemmeside.

Mødet er hævet. (Kl. 15:44).