Møde i salen

Værsgo.

Tak for det. Spørgsmålet lyder: Hvordan mener ministeren at den danske regering gennem FN's Sikkerhedsråd, EU og andre fora kan bidrage til, at de aktuelle folkelige protester i Iran fører til en overgang til demokrati, hvor det iranske folk kan deltage i frie og retfærdige valg?

Udenrigsministeren.

Tak for det. Ja. Altså, vi har jo klart udtrykt vores solidaritet med det iranske folk. Det har vi gjort længe, og det har vi også gjort i den her aktuelle situation, hvor de nu igen risikerer deres liv – mange har allerede mistet det – i kampen for en bedre fremtid. Vi har jo set en ganske voldsom udvikling i Iran, hvor det iranske regime brutalt slår ned på demonstranterne. Det norskbaserede Iran Human Rights rapporterede den 15. januar om, at mindst 3.428 iranere er blevet dræbt og omkring 20.000 er blevet anholdt. Der er selvfølgelig stor usikkerhed om tallene, fordi det hele jo har været lukket ned, så det kan meget vel vise sig at være et langt højere antal både dræbte og anholdte. Det er jo forfærdeligt, og det er uacceptabelt, og derfor har vi også på det kraftigste fordømt det iranske regime. Vi har haft den iranske chargé d'affaires indkaldt til samtale den 13. januar for at udtrykke vores protest. Vi presser på også i EU, hvor jeg vurderer, at vi ligger i front, når det kommer til at fastholde presset på Iran. Vi har jo allerede, som vi også har vendt flere gange, gennemført ret omfattende sanktioner. Jeg forventer også, at der nu kan vedtages yderligere sanktioner i lyset af den aktuelle udvikling; det er noget, vi støtter op om, ligesom vi også har den position, at vi gerne gerne så, at hele den iranske Revolutionsgarde blev terrordesigneret. Så har vi jo i FN's Sikkerhedsråd deltaget i et hasteindkaldt møde i slutningen af sidste uge og udtrykt skarpe fordømmelser af det iranske regimes drab af demonstranter, arbitrære tilbageholdelser og forsøg på at intimidere demonstranterne. Vi har også understreget, at det iranske folk skal have fri og uhindret adgang til internettet. Vi har også støttet op om, at der indkaldes til en særsamling i FN's Menneskerettighedsråd som reaktion på den særdeles bekymrende udvikling. Det finder sted i overmorgen. Der forventes under samlingen også at blive vedtaget en resolution. Vi kommer til at være medsponsor på den med fokus på det iranske regimes brutale undertrykkelse af demonstranterne. Så vi gør, hvad vi kan, og det, vi kan gøre, forekommer jo så at være helt utilstrækkeligt.

Fru Trine Pertou Mach.

Tak for svaret. Det sidste er jeg sådan set ikke uenig i: at det selvfølgelig forekommer utilstrækkeligt, dvs. alt, hvad vi i virkeligheden kan foretage os både på den ene og den anden front i øjeblikket. Ikke desto mindre – og det hører jeg også udenrigsministeren sige – forsøger vi faktisk på alle de plader, vi nu kan, og på alle de flader, hvor vi har en mulighed for at øve indflydelse. Jeg kan egentlig godt tænke mig at gå lidt videre i det spor, som udenrigsministeren også selv fremhæver, nemlig sporet omkring Danmarks medlemskab af Sikkerhedsrådet. Det er jo rigtig vigtigt med det her møde i FN's Menneskerettighedsråd i overmorgen. Så kan udenrigsministeren sige lidt om, dels hvad man har af forhåbninger til, hvad der konkret kan komme ud af det, dels vores rolle i FN's Sikkerhedsråd mere generelt, hvor en af Danmarks hovedprioriteringer jo er implementeringen af kvinder, fred og sikkerhed-dagsordenen, som er en meget vigtig målsætning for os og har været det både i kandidaturet, men jo også siden hen i det faktiske arbejde, som danske diplomater laver i Sikkerhedsrådets regi? Kan man gennem Sikkerhedsrådet eller på anden måde mere konkret støtte de iranske kvinders del af frihedskampen og oprøret mod præstestyret? For det er jo åbenlyst, at der er en meget bred opposition; det er også åbenlyst, at præstestyret slår meget bredt ned, men der er ikke nogen tvivl om, at lige præcis kvinder, der demonstrerer for deres frihed og lige rettigheder, er en særligt torn i øjet på præstestyret, og deres undertrykkelse er ekstremt voldsomt. Så udenrigsministeren må også gerne sætte et par ord på det, altså dels hvad forventninger er til mulige konkrete resultater af mødet i overmorgen, dels hvordan vi i regi af vores prioriteringer omkring kvinder, fred og sikkerhed kan tage nogle særlige tiltag igennem Sikkerhedsrådet, ikke som Danmark alene, men i virkeligheden i det regi.

Udenrigsministeren.

Alt det her beror på, hvad der kan skaffes opbakning til. Altså, jeg kan bare sige, at vi presser på alle steder. Det kommer vi også til at gøre på mødet i overmorgen, hvor jeg sådan set har en forventning om, at der kan vedtages en resolution. Både spørgeren og jeg ved jo, at vi lever i, hvordan skal jeg udtrykke det, ekstraordinære tider, hvor det heller ikke er alle, som egentlig burde det, der læner sig tilstrækkelig ind i FN-sporet. Så det, jeg siger her, bliver lidt fattigt. Men altså, vi prøver jo. Jeg er helt enig i, at i særlig grad de iranske kvinder er holdt for. Det var også det, vi så for et par år siden. Nu er det så meget bredere; altså, nu er det jo langt ud over kvinderettigheder. Det er jo det iranske folk, der står op bredt. Og det er en historisk chance, og den skal vi selvfølgelig søge at understøtte.

Fru Trine Pertou Mach.

Det er nemlig bredt. Det er gået fra ikke kun, men meget synligt at være »Kvinde, Liv, Frihed«-bevægelsen til at være en meget bred opposition, både geografisk, klassemæssigt og på anden vis. Hvordan taler man i Udenrigsministeriet og i regeringen om, hvordan vi aktivt i Danmark ligesom kan bidrage til den transition, der jo vil komme? Om den så går i den ene eller anden retning, er selvfølgelig det iranske folks valg og vilje og er afhængig af interne magtkampe, om man vil. Men hvordan kan man fra dansk side forberede sig på at støtte den demokratiske opposition, som vil arbejde for netop at få demokratiske og frie og lige valg?

Udenrigsministeren.

I virkeligheden er det jo en meget delikat diskussion, hvad det egentlig ikke burde være, men det er det. For der er jo ingen tvivl om, at den måde, hvorpå præstestyret ligesom forsøger at gå op imod det, der sker, ved at tegne et billede af, at det er udenlandske aktører, og at det, der sker, er udenlandsk initieret. Derfor skal man jo træde varsomt i sin støtte til den iranske dissidentbevægelse, men den skal jo være der, og det er den da også. Men det er med en vis forsigtighed, vi er nødt til at gøre det. Jeg kan sige, og det svarer fuldstændig til vores ageren i Syrien, uden sammenligning i øvrigt, at når og hvis der kommer et opbrud, skal vi selvfølgelig være i stand til at gribe det, og det vil vi også være.

Fru Trine Pertou Mach med et afsluttende spørgsmål.

Tak. Jeg tænker også, at det er noget, vi måske kan tale videre om på tværs i Folketinget, altså hvordan man fra dansk side aktivt kan støtte og finde en måde at støtte på. Det kan være eksilorganisationer eller andre, og det kan være indenrigspolitiske aktører i det iranske samfund, der bidrager til, at de kan stå samlet og kæmpe for deres frihed og deres ret til frie valg. Men jo også den opposition, som i særlig grad har lagt for tidligere, bl.a. kvindeoppositionen, med kravene om frihed og demokrati, og man kan fra dansk side støtte rigtig godt igennem de organisationer. Det gælder ikke mindst også det, som udenrigsministeren også er inde på, nemlig at i den her tid, hvor den globale uorden gør, at det kan være svært, er det jo desto vigtigere at stå fast på lige præcis de grundprincipper om menneskerettigheder og retsstat.

Udenrigsministeren.

Jeg vil gerne give tilsagn om en sådan samtale, for situationen er jo forfærdelig, og det var den også før det, vi har set på det seneste. Den samme organisation melder jo om omkring 1.500 henrettelser sidste år og op imod godt 900 året før. Rigtig mange mennesker har mistet livet. Der er også et amerikansk signal om, at hvis der tages hårdt om befolkningen, gør vi noget. Man har i hvert fald ikke gjort noget indtil nu. Vi har også et stort iransk miljø i Danmark, og væggene har ører, og der er mange ting. Jeg vil meget gerne give et tilsagn om, at vi midt i alt det andet, vi i øvrigt også har, finder et rum med Folketinget til også tale om de her spørgsmål.

Det afslutter spørgsmålet, og vi siger tak til fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten. Det næste spørgsmål er ligeledes til udenrigsministeren, og jeg byder velkommen til hr. Søren Søndergaard fra Enhedslisten, som stiller spørgsmålet.

Værsgo.

Jeg skal læse det spørgsmål op, jeg stillede til udenrigsministeren i sidste uge, og det lyder: Mener udenrigsministeren, at det ligger inden for rammerne af Danmarks og EU's samarbejde med overgangsregeringen i Syrien under ledelse af den tidligere islamistiske oprørsleder Abu Mohammed al-Jolani, at hans styrker netop har angrebet de kurdiske boligområder i Aleppo og foreløbig fordrevet mindst 150.000 mennesker – og hvis ikke, hvordan mener ministeren så at Danmark og EU skal reagere på disse angreb?

Udenrigsministeren.

Tak for spørgsmålet. Det er jo en situation, som nærmest udvikler sig time for time, og som vi ser på med ganske stor alvor: de intense kampe, der har været i og omkring de kurdiske bydele i Aleppo mellem transitionsregeringens styrker og Syrian Democratic Forces. I Aleppo, som spørgsmålet koncentrerer sig om, husede de kurdiske bydele før kampene ca. 400.000 indbyggere, heraf størstedelen kurdere, og var under SDF's kontrol. Ifølge FN – og de her tal kan jo godt være forældede, når jeg nu fremfører dem – meldes der om mindst 23 dræbte og op imod 150.000 civile på flugt. Efter amerikansk mægling indgik parterne en våbenhvileaftale den 11. januar, og SDF overgav kontrollen over de kurdiske kvarterer i byen. En del civile vendte hjem. Den her offensiv fra transitionsregeringen har jo så efterfølgende spredt sig i det nordøstlige Syrien, hvor man har erobret store områder, og jeg bemærkede i den forbindelse, at der i går aftes blev indgået en våbenhvile på foreløbig 4 dage. Fra Danmarks og EU's side har vi fra start været helt tydelige over for den syriske transitionsregering om behovet for at sikre en inklusiv politisk transitionsproces med respekt for etniske og religiøse minoriteters rettigheder, herunder det kurdiske mindretal. Det er også et emne, som jeg selv har taget personligt op over for den syriske udenrigsminister i Damaskus, hvor jeg opfordrede til at sikre implementeringen af aftalen mellem transitionsregeringen og SDF. Der er en meget skrøbelig situation, og det vidner den seneste udvikling også om. Det er jo helt afgørende for stabiliteten i Syrien, at parterne nu overholder våbenhvileaftalen og fortsætter dialogen, og vi følger den her situation tæt. For at komme til bundlinjen af spørgsmålet vil jeg sige – og det har jeg jo sagt mange gange før – at vi er nødt til betragte verden, som den er, og ikke, som vi ønsker den skulle være. Jeg vil stadig væk mene, at det er klogt, at vi opretholder et engagement omkring den nye transitionsregering og er insisterende på de her ting. Vi har jo hævet sanktionerne, men vi har også meget, meget klart sagt, at det er ud fra en slags forventning om, at man så også lever op til det, man selv har sagt, og det er i hvert fald udfordret her, for at sige det meget, meget diplomatisk.

Hr. Søren Søndergaard.

Udenrigsministeren har jo fuldstændig ret i, at EU, USA og også den danske regering har valgt at lade tvivlen komme det nye styre under ledelse af den her tidligere eftersøgte islamistiske terrorist Abu Mohammed al-Jolani til gode for at tage udgangspunkt i verden, som den er, som udenrigsministeren siger. For at være ærlige synes vi, at det har været naivt, og derfor har vi også gentagne gange stået her i den her sal og stillet spørgsmålet: Hvordan sikrer vi f.eks., at der ikke sker en frigivelse af alle de islamistiske fanger i det nordlige Syrien? Nu kan vi jo så konstatere, at den tvivl, vi havde, har vist sig at være korrekt. Jeg synes ikke, at det er stedet her at diskutere fortiden, for det kan vi gøre en anden gang. Det interessante er, hvad vi gør i forhold til fremtiden. Udenrigsministeren siger, at støtten til al-Jolani er sket på nogle betingelser, men de betingelser er jo nu overtrådt. Altså, der har været nedslagtning af druserne, og der har været det, vi har set i Aleppo, hvor man har kastet kvinder ud af vinduerne og slået folk ihjel. Der er den fortsatte fremmarch, hvor man hugger hovedet af folk, ydmyger fanger osv., og der er nu løsladelse af hundredvis af islamistiske fanger fra fængslerne i f.eks. Raqqa og al-Hol. De islamistiske terrororganisationer pibler frem understøttet af det regime, som vi altså officielt stadig har kontakt med. Derfor er spørgsmålet jo: Er tiden så ikke kommet til at gøre noget andet end det, man har gjort, som har vist sig ikke at virke? Er tiden ikke kommet til at sige klart og tydeligt fra? Hvad vil ministeren gøre personligt og selvfølgelig gennem EU, som jo er der, vi kan tage noget op? Vil man tage noget op i FN's Sikkerhedsråd? Vil man levere udstyr til de kurdiske styrker i Nordirak, som også er truede? Vil man rejse en sag mod al-Jolani? Hvad vil man gøre i den her meget alvorlige situation?

Udenrigsministeren.

Nu sagde spørgeren selv, at det måske ikke er det rigtige sted at diskutere det hele i bund. Altså, vi har et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn lidt senere på dagen, hvor vi også kommer til at vende tilbage til det her spørgsmål med lidt mere ro omkring det end det, man kan i de her 30 sekunders svar. Jeg køber ikke, at vi har været naive. Vi er sådan gået ind i det med åbne øjne. Der blev her brugt udtrykket the benefit of doubt, og det har været vores tilgang, for hvis ikke vi på en eller anden måde trods alt holder fast i det momentum, der kan være i Syrien efter mange, mange års diktatur, så kan vi være rimelig sikre på, at vi skaber ret gode forudsætninger for terrorceller, stabilitet og usikkerhed. Det er jo derfor, vi har valgt den her tilgang, og det er en tilgang, vi kommer til at holde fast i, og som selvfølgelig handler om at stille krav. De krav er jo nemmere at stille, hvis man, for at sige det på dansk, har noget at handle med. Vi har jo både fra Danmarks side og fra EU's side et potentielt engagement, både ved at hæve sanktioner, men i øvrigt også ved at sende et signal om, at vi gerne deltager i en genopbygning af Syrien, og det giver os jo en platform for at presse på i forhold til det her styre i Damaskus.

Inden hr. Søren Søndergaard får ordet, vil jeg lige henlede opmærksomheden på, at vi prøver at undgå engelske ord i Folketinget. ( Søren Søndergaard (EL): Undskyld). Så kan hr. Søren Søndergaard fortsætte, værsgo.

Altså, jeg vil ikke bruge tiden på at kritisere ministeren for fortiden. Vi kan bare konstatere, hvad der sker i øjeblikket. I øjeblikket pibler tusindvis af islamister frem, der har været holdt fanget af de kurdiske sikkerhedsstyrker. Vi har i den her sal gentagne gange stået og appelleret om hjælp til de her kurdiske sikkerhedsstyrker. Vi kan bare konstatere, at fangerne kommer ud, fordi al-Jolanis styrker løslader dem. Vi kan konstatere, hvad der sker på jorden. Det er jo derfor, jeg beder ministeren om at gøre noget. Jeg forstår, at det vil blive sagt på Udenrigspolitiske Nævns møde i eftermiddag. Det ser vi frem til at høre effekten af.

Udenrigsministeren.

Jeg har i talende stund her ikke bekræftede informationer om det, som spørgeren siger her, nemlig at der er løsladt mennesker fra al-Hol-lejren. Det er ikke det samme, som at det ikke kan være tilfældet; det er snarere et udtryk for, at tingene udvikler sig meget, meget hurtigt, og det er klart bekymrende. Det er bekymrende for hele Europa, og det er noget, vi skal engagere os i. Jeg kan ikke i sådan et landskab, der udvikler sig så hurtigt, som det gør nu, på 30 sekunder stå og udvikle en strategi for, hvordan vi skal respondere på det. Det er jeg nødt til helt åbent at sige, også i forhold til – for nu at være krystalærlig – hvor meget mulighed jeg i talende stund her, denne onsdag eftermiddag, har haft mulighed for at dykke ned i det her op imod andre ting. Jeg ser meget frem til, at vi senere i dag i UPN får en drøftelse om de her ting, og jeg deler jo sådan set spørgerens grundlæggende bekymring.

Hr. Søren Søndergaard med et afsluttende spørgsmål.

I og med at ministeren siger, at ministeren ikke kan redegøre for noget nu, vil jeg sige, at det så er svært at komme videre, men jeg vil så bare komme med en opfordring til ministeren. Altså, vi skal huske, hvem det var, der sørgede for, at der ikke var tusinder af islamister, som kunne rejse til Europa og sprænge bomber på hovedbanegårde, i vuggestuer, på gader og stræder. Vi skal huske, hvem vi har at takke for det, og de mennesker er i øjeblikket ved at blive massakreret. Det er det, der er et faktum. Det vil da være virkelig tragisk, hvis vi i den situation ikke giver dem en hjælpende hånd. Så det er bare min opfordring til udenrigsministeren.

Udenrigsministeren.

Jeg noterer mig den opfordring, og jeg deler sådan set også vurderingen af den ekstremt positive rolle, SDF har spillet i forhold til at sikre de her lejre. Så er vi også nødt til at forholde os til den realitet, der er på landjorden, og hvordan vi bedst dæmmer op for det, herunder også den afledte sikkerhedstrussel, der vil være i forhold til Europa og den vestlige verden, hvis de her lejre kommer ud af styring. Der bliver jeg bare nødt til at sige – og det er ikke et engelsk udtryk – at der jo så også er grænser for, hvor meget plads der er til finere fransk madlavning, altså i forhold til at sige, at vi nu har et al-Jolani-styre, som ikke lever op til alt, hvad vi har aftalt, og så slår vi hånden af dem, hvis det så i virkeligheden sætter sig i en situation, hvor det ud fra et sikkerhedsmæssigt perspektiv blæiver fuldstændig ustyrbart det hele. Så der er jo nogle ting, der skal balanceres her, men jeg glæder mig til den fortsatte dialog – også på et for mig mere oplyst grundlag end det, jeg har nu.

Tak for det. Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til udenrigsministeren, og tak til hr. Søren Søndergaard og Enhedslisten. Så byder jeg velkommen til justitsministeren og til hr. Lars Boje Mathiesen og Borgernes Parti, som stiller spørgsmålet.

Værsgo.

Tak for det, formand. Jeg skal stille spørgsmålet: Mener ministeren, at det kan komme som en overraskelse her i 2025/2026, at de sidste 30-40 års forfejlede udlændingepolitik medfører mere islam og mere kriminalitet til vores samfund?

Justitsministeren.

Tak for spørgsmålet. Tillid og tryghed er jo helt afgørende for, at vi kan leve det liv, som vi ønsker i Danmark. Derfor skal vi heller ikke acceptere, når en udlænding kommer til Danmark og ikke viser respekt for de grundlæggende værdier, som vores land bygger på. Kriminelle udlændinge har efter min mening ikke noget at gøre i Danmark. De skal rejse hjem. Som det er blevet sagt flere gange under den tidligere socialdemokratiske regering og også under den nuværende regering, betaler vi i dag prisen for årtiers forfejlet udlændingepolitik. Når det kommer til kriminalitet begået af indvandrere fra ikkevestlige lande, er der ikke tvivl om, at de er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikken. Rapporten »Indvandrere i Danmark 2025« fra Danmarks Statistik viser, at der i 2024 var 1,5 gang så mange mandlige indvandrere fra ikkevestlige lande, der blev dømt for en straffelovsovertrædelse, sammenlignet med den mandlige befolkning som helhed. Ser man på efterkommere af indvandrere fra ikkevestlige lande, er det 2,6 gange så mange, der er dømt for en straffelovsovertrædelse. Det er jo også derfor, regeringen løbende har taget forskellige initiativer for at sikre, at kriminelle udlændinge i videst muligt omfang bliver udvist. På mit ressortområde kan det fremhæves, at regeringen med strafreformen sikrede, at der fremover vil blive udmålt langt hårdere straffe for navnlig personfarlig kriminalitet. Det er i sig selv ekstremt vigtigt. Men de skærpede straffe vil også kunne få betydning i udvisningssager generelt, da kriminalitetens art og alvor, herunder også straffens længde, indgår som et element i den samlede vurdering af, om det vil være proportionelt at udvise en udlænding. Et andet meget vigtigt skridt på vejen mod flere udviste kriminelle er, at regeringen inden længe præsenterer en omfattende udvisningsreform. Konkret foreslår vi, at udlændinge som det klare udgangspunkt skal udvises, hvis de begår alvorlig kriminalitet som f.eks. grov voldtægt og idømmes mindst 1 års ubetinget fængsel, uanset hvilken tilknytning de har til Danmark. Vi udviser allerede mange kriminelle udlændinge, som ikke har taget Danmark og danske værdier til sig, men med reformen går vi endnu længere end tidligere. Det gør vi for at passe på det Danmark, vi kender, vores demokrati, vores tillid til retssystemet og vores stærke fællesskab. Tak for ordet.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Tak. Ministeren lister en lang række ting op, som konkluderer, at det næppe kan komme som et chok, at den forfejlede udlændingepolitik har medført mere kriminalitet i Danmark. Det burde heller ikke komme som en overraskelse for nogen, for dataene er klar. Vi kan også bare kigge på alle de danske ofre for de forbrydelser, der bliver begået. Lytter man til dem, er man heller ikke i tvivl om, at den forfejlede udlændingepolitik har ført til mere kriminalitet. Jeg er sådan lidt usikker på, om man er bevidst om det ansvar, man selv har haft, både som regering, men også som Socialdemokratiet. Når der f.eks. er en 32-årig mand ude i Gladsaxe, som i 2014 dolkede sin mor, og som nu har smidt en 2-årig baby ned fra en altan på syvende sal, er der så noget, der ræsonnerer, i forhold til at man måske har truffet nogle dårlige beslutninger? Kan det komme som et chok for justitsministeren, at man faktisk i 2003 gav den her mand statsborgerskab, så vi nu ikke kan udvise den her mand, og at det faktisk var justitsministerens chef, altså vores statsminister, som personligt trykkede på jaknappen til, at sådan en person her skulle have statsborgerskab i Danmark, således er vi nu ikke kan udvise en person, som har dræbt sin mor og har smidt en 2-årig baby ud fra en altan?

Justitsministeren.

Det er jo altid en svær afvejning, i forhold til hvor meget polemik man skal indgå i. Men for at være helt ærlig, hr. Lars Boje Mathiesen, er det jo langt ude. Hvad var det for en regering, vi havde i 2003, hvor der konkret blev fremsat det lovforslag? Det var en borgerligt ledet regering. Hvilket ansvar har hr. Lars Boje Mathiesen selv? Han var medlem af et parti indtil for en række år tilbage, som havde en aktiv politik om at ønske at fremme indvandringen. Det var en del af Liberal Alliances politik på det tidspunkt, hr. Lars Boje Mathiesen var politisk leder i Liberal Alliance i Aarhus, at man ønskede at afskaffe 24-årsreglen, og at man ønskede, at danske statsborgeres udenlandske ægtefæller skulle være velkomne. Det stod der i politikken dengang. Hvilket ansvar har hr. Lars Boje Mathiesen selv?

Spørgeren.

Jamen jeg har et ansvar for, at jeg ikke stadig væk er medlem af Liberal Alliance. Men svaret er jo klart, og det står lige her på mit papir. Så selvfølgelig har man et ansvar, når man trykker på knapperne herinde i Folketingssalen. Fru Mette Frederiksen, landets statsminister, trykkede ja til at give et statsborgerskab, som betyder, at en person, der har dræbt sin mor og nu er sigtet for at smide en 2-årig ud fra syvende sal, ikke kan udvises. Men det stopper jo ikke der. Vi har jo også sagen om den unge mand, som har voldtaget en 10-årig pige, og som nu er sigtet for at dræbe en 77-årig dansk mand. Der er det jo den regering, der sidder nu, som heller ikke vil garantere, at den her mand vil blive udvist af Danmark. Så det er jo ikke noget, der kun hører fortiden til. Det foregår jo lige nu, og det er derfor, jeg så spørger: Kan det komme som et chock for justitsministeren, at den politik, som man fører lige nu, betyder, at en person, der voldtager en 10-årig dansk pige og dræber en 77-årig, stadig væk skal være i Danmark, altså at det er regeringens politik, at den mand stadig væk skal være i Danmark?

Tak! Så er det er justitsministerens tur. Værsgo.

Det er ikke regeringens politik, at kriminelle udlændinge skal være i Danmark. Tværtimod vil vi gøre alt, hvad vi overhovedet kan, for at udvise kriminelle udlændinge. Vi vil i øvrigt gøre alt, hvad vi kan, for at regulere, at der ikke kommer for mange udlændinge til Danmark, som ikke er integrerbare, og som begår kriminalitet. Og det er jo i modsætning til, hvad hr. Lars Boje Mathiesen selv som politisk leder i Aarhus arbejdede for; han arbejdede for, at der skulle komme flere indvandrere til Danmark, ved at afskaffe 24-årsreglen, ved at afskaffe tilknytningskravet, ved at afskaffe 28-årsreglen og ved at sørge for, at man som dansk statsborger altid skulle kunne få udenlandske ægtefæller til Danmark, fordi de, som man skrev dengang, var velkomne.

Hr. Lars Boje Mathiesen med et afsluttende spørgsmål.

Det, som justitsministeren siger, er ikke korrekt, for regeringen vil ikke gøre alt. Tirsdag spurgte jeg statsministeren, om man ville gøre det her med tilbagevirkende kraft, så vi rent faktisk kunne udvise udenlandske kriminelle voldtægtsforbrydere. Men det ville man ikke. Det er heller ikke korrekt, når man nu siger, at man vil gøre alt, hvad man kan, for, at den her person vil blive udvist. For udlændingeministeren har bekræftet, at hvis de aktivistiske dommere nede i Strasbourg siger, at det må vi ikke, så vil vi her i Danmark følge de domme, der kommer derfra. Vi kunne også vælge at ignorere dem, men det vil den her regering ikke, og derfor bliver resultatet bare, at der kommer flere danske ofre, som bliver ofre, fordi regeringen ikke er villig til at gør det, som er nødvendigt.

Justitsministeren.

Med al respekt for hr. Lars Boje Mathiesen vil jeg sige: Jeg gider jeg ikke – jeg ved ikke, hvordan andre af mine kollegaer har det – være statist i endnu en af hr. Lars Boje Mathiesens facebookvideoer. Derfor får han også svar på tiltale. For den her regering har såvel som den tidligere socialdemokratiske regering gjort mere end andre tidligere regeringer for at flytte de grænser, der rent faktisk gør det muligt at udvise kriminelle udlændinge. De sidste to socialdemokratisk ledede regeringer har flyttet mere på, hvor mange udlændinge der er i en udrejseposition, samt rent faktisk også bliver sendt ud. Vi har strammet alle bardunerne, fordi vi er klar over, at det hele grundlæggende handler om sammenhængskraften og om vores velfærdssamfunds bæredygtighed. Den uenighed får vi ikke. Men hr. Lars Boje Mathiesen er nødt til også at anerkende sit eget ansvar for den fejlslagne udlændingepolitik, som han siger i sit spørgsmål hviler på 30-40 års politik.

Tak for det. Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til justitsministeren og tak til hr. Lars Boje Mathiesen fra Borgernes Parti. Jeg byder nu velkommen til miljøministeren og til hr. Kim Edberg Andersen fra Danmarksdemokraterne, som stiller spørgsmålet.

Værsgo.

Tak for det, formand. Er ministeren betrygget i, at Miljøministeriets grundvandsanalyse giver et fagligt og juridisk tilstrækkeligt grundlag for at lægge op til statslige, brede indgreb, herunder erstatningsfri regulering på op mod ca. 160.000 ha landbrugsjord, når kortlægningen af sårbare grundvandsdannende områder først forventes afsluttet primo 2027, og når ministeren selv har påpeget, at tallene viser, at kun 26 pct. af nedbrydningsproduktet TFA stammer fra landbruget, mens resten stammer fra andre industrielle anvendelser?

Miljøministeren.

Tak for spørgsmålet. Jeg vil godt starte med at slå fast, at der er tale om en faglig rapport, som efter min mening er det bedste grundlag, vi indtil nu har haft for at beskytte vores drikkevand, og det er der virkelig behov for. For vi finder flere og flere eksempler på, at der er sprøjtegifte i vores drikkevandsboringer. Det seneste er, at det nu er over halvdelen af drikkevandsboringer, hvor der findes rester af sprøjtegiftene, og vi ved fra vandselskaberne, at det ikke kan blive ved. Vi kommer til at mangle rent drikkevand, hvis det her bare får lov til at fortsætte. De sidste 27 år, og det viser rapporten jo meget klart, hvor det har kørt på frivillige ordninger, har man kun formået at beskytte 1,6 pct. af det her areal. Det siger jo sig selv, at det ikke kan fortsætte. Vi skylder den kommende generation at beskytte vores drikkevand. Det i Danmarks guld, og det skal vi beskytte langt bedre. Og det er ikke en fjern fremtid; det er her og nu. Man kan bare tage til Aalborg og se, hvordan de er nødt til at bruge enorme summer på at rense op for nitrat. Vi ved, at nitrat i store mængder kan være kræftfremkaldende, og det er de selvfølgelig nødt til at rense op, når de finder for store mængder nitrat i deres drikkevandsboringer. Den oprensning koster en gennemsnitfamilie i Aalborgområdet mere end 1.000 kr. om året. Så det er langt dyrere at rense op, end det er at forebygge, og derfor er vi nødt til at have debatten på et fagligt og sagligt niveau og se problemet i øjnene og så træffe en politisk beslutning om, hvad vi så skal gøre, for vi kan ikke bare fortsætte. Så går det alt for langsomt. Så risikerer vi at miste vores rene drikkevand.

Hr. Kim Edberg Andersen.

Tak for det. Jeg hørte jo også, at ministeren var ude og sige, at det måtte være regeringens position, at der skulle være et forbud mod de her plantebeskyttelsesmidler. Der kunne det jo være interessant at vide, om man også har fundet pengene til de der 200.000 ha, man skal ud at ekspropriere. Så det er jo spændende, om ministeren har spurgt finansministeren, om han har den store check, eller om munden nu engang fra ministerens side har skrevet regninger, som tegnebogen ikke vil betale. Altså, jeg mangler jo bare, at ministeren laver et battlerap over, hvor meget det er landbrugets skyld, for ministeren svarer ikke på det, han bliver spurgt om. Vi ved, at to tredjedele af tfa'en, hvad der også var en påstand tidligere, kommer fra nedbør. Det regner altså også over byerne, er jeg nødt til at sige, minister, og jeg har jo desværre min daglige gang i en storby, og det regner også på mig herovre. Det svarede ministeren ikke på. I forhold til de 1,6 pct. plukker man igen sådan lige åbenlyst forkert i det, for det er ud fra 640.000 ha, man rent teknisk snakkede om kunne være beskyttet. Det er rigtigt; der var aldrig aftaler om, at alle 640.000 ha skulle tages ud, minister. Så ministeren plukker i en rapport, som er så gennemsyret af ting, som man skal tage ud af kontekst, og ministeren sprang ud i medierne og sagde: ja, det her er jo den faglige analyse. Vil ministeren påstå, at i forhold til de tal, man er kommet frem til, hvor det kun er 360 mio. kr., det ville koste, kan man lave en konklusion ud fra det? For jeg har læst analysen, og det er jo tre ejendomshandler, man lige eskproprierer op og siger, at det gælder alle landbrugsjorder. Det er jo ikke rigtig, minister. Man tager jo nogle tåbelige tal, som åbenbart underbygger en påstand, man gerne vil have frem, og så siger man: Det kører vi bare op med den samme analyse og siger, at det koster 16. mia. kr. at rense alt drikkevandet, men vi kommer jo aldrig til at skulle rense alt drikkevand, minister. Så vil ministeren ikke bare en gang til bare lige gå tilbage, og så tager vi den helt kort: Er det et fagligt og juridisk tilstrækkeligt grundlag for at gå ud som minister og sige, at vi skal have et pesticidforbud? Er det et fagligt og juridisk tilstrækkeligt grundlag, minister?

Ministeren.

Det er en rapport, som er det bedste faglige grundlag, vi hidtil har haft, og den viser meget, meget klart, at vi ikke kan fortsætte, for vi bringer vores drikkevand i fare for de fremtidige generationer. Og jeg vil ikke se mine børn i øjnene, og fortælle dem, at drikkevandet, var rent, da far var voksen, men da vi havde ansvaret her, kunne vi ikke blive enige om at forebygge, at der kommer forurening af vores drikkevand ved sprøjtemidler. Jeg har godt set, at Danmarksdemokraterne ikke er med på at gøre noget ved det her. Jeg mener, det er så klart, og det mener vores vandselskaber også. Det mener alle eksperter. Der skal gøres mere for at beskytte vores drikkevand.

Spørgeren.

Hvis der er noget, Danmarksdemokraterne vil, så er det da rent drikkevand, så der tager ministeren helt fejl. Det, vi godt kunne tænke os, var, at man lige sikrer sig, at man har et kort over, hvor drikkevandet bliver lavet henne – hvad ministeren jo lige pludselig ikke ønsker at vi har klar først – inden man går ud og siger, at vi skal have et pesticidforbud. I maj måned stod jeg sammen med ministeren nede i salen, og der snakkede vi grundvandsparker, og der brugte ministeren som argumentation, at alle i forhold til redegørelsen var enige om, at grundvandet var vigtigt. Ministeren sagde, at vi skal have kortene på plads, og at det er de i 2027. Så kom der lige en lukrativ gul bjælke, og så var ministeren ude og sige, at vi skal have et pesticidforbud, hvor han selv 6 måneder tidligere havde stået og sagt, at vi skal have kortene på plads. Så hvad for noget drikkevand er det, ministeren redder, når ministeren ikke aner, hvor drikkevandet er? Det kan man da ikke lave ordentlig politik på, som sikrer vores grundvand, altså hvis vi ikke ved, hvor grundvandet dannes, minister. Så igen vil jeg spørge: Er der en faglig og juridisk tilstrækkelig vurdering? Og det har ikke noget at gøre med, hvad man synes. Jeg spørger, om den er faglig og juridisk grundig nok til at lave politik på.

Ministeren.

Det er en faglig rapport, som er lavet til, at vi politisk kan træffe de beslutninger, som vi mener er de rigtige for at beskytte vores drikkevand. Og mens den rapport er blevet lavet, er vi også i gang med kortlægning af, hvor det er, vi har drikkevandsressourcerne. Den kortlægning er vi allerede nået meget, meget langt med i store dele af Danmark. Vi er ikke helt færdige; det bliver vi i løbet af det her år. Det vil sige, at vi godt træffe beslutning om, hvad der skal ske med de her områder, i takt med at kortlægningen bliver færdig og vi ved, præcis hvor det er, vi skal beskytte vores drikkevand. Vi kan bare ikke sidde på hænderne.

Hr. Kim Edberg Andersen med et afsluttende spørgsmål.

Det er da ikke at sidde på hænderne, hvis man bare lige gider ringe til en jurist og spørge, om det her bliver ekspropriation, og om man har pengene, minister. Det mener jeg ikke ministeren har gjort endnu, for det bliver jo ekspropriation, minister. Jeg ved ikke, om når ministeren står og fremture med det i medierne, så også er sikker, i forhold til at man nu har skrevet den her regning med munden, som man måske ikke lige har tegnebogen med til. For det er jo det, som politik går ud på, når man laver den seriøst, altså at vi sikrer grundvand på et seriøst grundlag. For ministeren står nu i Folketingssalen og siger: Jeg kan sagtens lave et eller andet pesticidforbud. Jeg ved ikke, hvor grundvandet bliver dannet. Der kommer nogle kort senere, men jeg kan sagtens nu i min alvidenhed som minister sige, at det er det rigtige at gøre. Det kan man ikke, minister, hvis man tager politik, landmændene og grundvandet seriøst. Det er useriøs politik. Jeg kunne godt se, man fik en breakingbjælke på, men det var da også det vildeste, der kom ud af det her. Jeg er spændt på at se, om ministeren nogen sinde finder ud af, om der er juridisk og fagligt grundlag for den påstand, ministeren havde.

Tak for det. Så er det ministerens tur. Værsgo.

Indtil nu har det kørt på frivillige ordninger, og jeg kan høre, at det vil man gerne fortsætte med. Altså, i 27 år har vi formået at beskytte 1,6 pct. af vores grundvandsarealer. Vi kan ikke fortsætte sådan. Vi kommer til at mangle rent drikkevand. Det er Danmarks guld, vi taler om, og vi er altså nødt til at forebygge, at vi får forurenet vores drikkevandsboringer. Hvis vi ikke er klar til at handle her, vil fremtidige generationer kigge på os og sige: I havde rent drikkevand; hvorfor handlede ikke? Det er derfor, vi har lavet den rapport, og det er derfor, jeg også appellerer til, at Folketinget må tage den rapport alvorligt og være klar til handling.

Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til miljøministeren og tak til hr. Kim Edberg Andersen fra Danmarksdemokraterne. Jeg byder nu velkommen til børne- og undervisningsministeren og til fru Helena Artmann Andresen fra Liberal Alliance, som stiller spørgsmålet.

Værsgo.

Tak for det. Hvorfor mener ministeren ikke, at fri- og privatskolerne kan bidrage med deres unikke viden og perspektiver til udviklingen af folkeskolen gennem initiativet »Sammen om Skolen«?

Ministeren.

Tak for ordet, og tak for spørgsmålet, som jeg godt vil starte med at sige jeg tror beror på en misforståelse, som jeg er glad for at kunne opklare. Sammen om Skolen er jo et nationalt samtale- og udviklingsforum for folkeskolen, som blev etableret i 2021, og som udgør rammen for dialog om folkeskolen. Her mødes folkeskolens parter for at drøfte bl.a. udfordringer, løsninger og implementering af politiske beslutninger på folkeskoleområdet og dermed også folkeskoleloven. Jeg synes helt generelt, at det er en fornuftig tilgang til både til at udvikle politik og gennemføre den, at man husker at tale med dem, politikken faktisk vedrører, og som arbejder med paragrafferne til dagligt. Derfor består Sammen om Skolen udover regeringen og folkeskoleforligskredsen af de syv mest centrale parter på folkeskolens område. Men når vi f.eks. har drøftet inklusion og specialundervisning i Sammen om Skolen, har vi også inviteret Danske Handicaporganisationer med, ligesom både professionshøjskoler, danske psykologer og sammenslutningen af PPR-ledere har deltaget på møderne. Tilsvarende inviterer vi de frie skoleforeninger med, når emnet også har relevans for de frie skoler. Det gælder senest i forbindelse med seminaret i november om skolens omsorgsansvar og reglerne for fysisk indgriben. Her deltog både lederforeninger og lærerforeningen for de frie skoler. Samtidig har jeg selvfølgelig også løbende møder med skoleforeningerne for friskoler og privatskoler, hvor de bidrager med deres viden og perspektiver på deres område. Det er en tilgang, som jeg er glad for, og som jeg oplever fungerer godt, og derfor har jeg også tænkt mig at fortsætte med den.

Spørgeren.

Tak for det. Jeg må sige, at jeg bare grundlæggende ikke forstår, at de ikke sidder med rundt om bordet. Og ja, de var med for et stykke tid siden, men jeg tror også, det var første gang, at jeg og oplevet det. Der er grundlæggende to årsager til, at jeg ikke forstår det. Den første er, at flere af privatskolerne lykkes på en lang række parametre, og det er lige fra nemmere at kunne tiltrække lærere, selv om de i gennemsnit har lavere lønninger, til sygefravær og det faglige. Vi er heldigvis gået i gang med at frisætte folkeskolen; det er godt, og det er vigtigt. Det er også fint, at vi laver små frisættelsesforsøg, men hvad med at lytte til dem, der har gjort det i mere end 170 år? Den anden grund er, at når ændrer i folkeskolelovgivningen, påvirker det friskolerne og privatskolerne, fordi de skal stå mål med det. Jeg synes, det ville være rart at få deres input, imens vi bliver enige om, hvad vi skal lave på folkeskoleområdet, i stedet for at man måske bagefter skulle lappe nogle huller på nogle områder, der ikke var blevet tænkt over. Så mener ministeren, at dialogen om folkeskolens udvikling bliver stærkere eller svagere af, at man udelukker en del af skolelandskabet, som mange forældre og lærere og aktive har tilvalgt?

Ministeren.

Jeg synes ikke, der er nogen, der er udelukket fra debatten om folkeskolens fremtid, heller ikke fri- og privatskoler. Og jeg har heller ikke haft oplevelsen af, at debatten er blevet svagere af at lytte til dem undervejs. For mig handler det om at sikre et forum omkring folkeskolen og folkeskoleloven, som består af de mest centrale parter, og så kan man godt invitere andre ind, hvis det er relevant, men det kan være mange forskellige organisationer.

Spørgeren.

Nu nævnte ministeren selv den aftale, vi lige har lavet, omkring fravær og specialundervisning, som jeg synes er virkelig god og virkelig vigtig. Men så vidt jeg er oplyst, ved regeringen endnu ikke, om de vil fjerne de regler, som ikke var tilstrækkelige for at hjælpe elever i mistrivsel i folkeskolen. For mig er det klart, at de regler også skal fjernes på fri- og privatskoleområdet. Så handler det her i virkeligheden om noget andet, end at »Sammen om Skolen« primært handler om folkeskolen?

Ministeren.

Det er rigtigt, at den aftale, vi lige har lavet, og som jeg også selv synes er god, i første omgang gælder for folkeskolen, som jo er en del af den kommunale forvaltning, og det er anderledes med friskolerne. Lige nu sidder vi og arbejder sammen med Kommunernes Landsforening og bl.a. Friskolerne for at finde en model, der også fungerer for friskolerne, for der hænger økonomien lidt anderledes sammen, end den gør i folkeskolen. Derfor vil det ikke være i friskolernes interesse, hvis de bare bliver omfattet af den eksisterende aftale.

Spørgeren med et afsluttende spørgsmål.

Jeg er glad for, at det arbejde er gået i gang. Jeg ved, at der er en utilfredshed i sektoren med, at de ikke mener og føler, at de bliver lyttet nok til. Så vil ministeren fremover inddrage flere privatskoler mere, end det hidtil er blevet gjort?

Ministeren.

Jeg tænker egentlig, at dialogen med både Friskolerne og Danmarks Private Skoler – man kunne også gå længere ud, for der er flere foreninger, der organiserer de frie skoleformer – er god. Jeg har ikke tænkt mig at skrue ned for den. Hvis der er lovgivning, der griber ind på deres område, synes jeg også, det er helt relevant at have dialogen med dem, og det gælder både Lærerforeningen og de organisationer, der organiserer selve skolerne.

Tak. Det afslutter spørgsmålet. Det næste spørgsmål er ligeledes til børne- og undervisningsministeren og bliver igen stillet af fru Helena Artmann Andresen for Liberal Alliance.

Værsgo.

Tak. Hvad mener ministeren om, at Børnerådet, der hører under Social- og Boligministeriet, under overskriften »Det sker i skolen i dag. Vil du virkelig have mere af det?« kører politisk kampagne på sociale medier vedrørende forholdene på børne- og undervisningsministerens ressort?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Børnerådet er etableret ved lov. Ifølge barnets lov, som er en lov på Social- og Boligministeriets område, skal Børnerådet informere, de skal rådgive regering og Folketing om børns forhold i samfundet, og de skal arbejde for at sikre børns rettigheder. Det indebærer også, at Børnerådet udtaler sig om forhold omkring folkeskolen, f.eks. på sociale medier. Det har jeg egentlig ikke noget problem med. Det, jeg har et problem med, er den specifikke kampagne, som spørgeren også henviser til. Grunden til, at jeg har et problem med det, er, at jeg synes, kampagnen var vildledende, hvilket jeg også har udtalt til Berlingske. Kampagnen tegner et forkert billede af, hvad der er formålet med det lovforslag, som handler om skolens omsorgsansvar og fysisk indgriben. Det er et lovforslag, som har været i offentlig høring i november og december. Derudover mener jeg, at kampagnen svækker tilliden til lærere, pædagoger og fagprofessionelle ved at give et forvrænget indtryk af, hvad der i dag foregår på landets skoler. Børnerådet skal jo ikke kun være en stemme for børn, men – som det følger af loven – også rådgive regering og Folketing om børns forhold i samfundet. Med den opgave følger også et særligt ansvar for at optræde fagligt og sagligt. I det her konkrete tilfælde synes jeg, at Børnerådet svigtede det ansvar. Derfor synes jeg faktisk også, det er fornuftigt, at Børnerådet kort før jul besluttede at fjerne opslagene fra de sociale medier. Jeg vil godt understrege her til sidst, at jeg egentlig byder kritiske røster velkommen. Jeg synes, det er dejligt, at vi har en åben og direkte debat på Børne- og Undervisningsministeriets område, fordi uenighed som regel gør os alle sammen klogere, men den bør selvfølgelig finde sted på et oplyst grundlag og i god tro, og særlig, når den kommer fra et statsligt råd. Tak for ordet.

Spørgeren.

Tak for det. Jeg må sige, at jeg også var noget chokeret, da jeg så den her kampagne mod lovforslaget omkring fysisk indgriben i skolen. Det er jo et lovforslag, der skal sikre både læreres og elevers retssikkerhed og gøre det muligt at tage penslen ud af hånden på den elev, der ødelægger alle de andre elevers tegninger, eller at føre den elev ud af klassen, der bliver ved med at råbe og skabe sig og tænde og slukke lyset, hvad der gør det umuligt for læreren at gennemføre undervisning. Selvfølgelig må man være uenig i lovforslaget, men som ministeren selv siger, er den her kampagne fra det statslige Børnerådet usand, og den svækker tilliden til lærerne derude. Det er jo en række eksempler af lærere, der burde fyres, hvis de her historier er sande. De nævner jo lærere, som har givet elever blå mærker, som har slået en elev i hovedet med bagsiden af en økse, og som refererede til en elev med anden etnisk baggrund, som om eleven skulle være en abe. De slutter jo så det her af med at sige, om man virkelig vil have mere af det her i folkeskolen. Vi to kan jo hurtigt blive enige om, at der ikke er nogen af os, der ønsker den her lovændring, der vil have mere er det her. Det er totalt absurd. Det er jo ikke noget nyt, at Social- og Boligministeriet blander sig på undervisningsområdet. Men jeg vil alligevel gerne spørge: Når skatteborgerne betaler for det her råd, hvad er det så, det bringer til bordet, som andre organisationer ikke gør? For jeg har også hørt meget kritik af det her lovforslag blandt andre organisationer.

Ministeren.

Vi har fået, jeg tror nok, det er, 68 forskellige høringssvar, også fra Børnerådet. Jeg ved ikke lige, om der står noget i deres høringssvar, som ikke fremgår af andre, så jeg tør ikke lige sige, om de bringer noget helt unikt og særskilt til bordet. Og den her kampagne var jo heller ikke kun fra Børnerådet. Der var også flere andre organisationer bag den. Grunden til, at jeg reagerer på det, er, at det er et statsligt råd, hvor jeg synes, at barren for saglighed og faglighed bør være en anelse højere end fra privatfinansierede ngo'er.

Spørgeren.

Ja, det er jeg helt enig i. En del af Børnerådets børnesyn er, at børn er kompetente samfundsaktører og eksperter i eget liv. Børn er medborgere med selvstændige rettigheder og på lige fod med voksne. Det er et børnesyn, som jeg mener, hvis du tager det ind i en skolekontekst, undergraver lærerens autoritet og er med til at skabe mere uro og i værste fald mere vold. Er ministeren enig i det?

Ministeren.

Der har jo været og er fortsat en offentlig diskussion af børnesyn. Jeg må indrømme, at jeg faktisk ikke ved, præcis hvad Børnerådet har tilsluttet sig i den forbindelse. Men for mig er det i hvert fald vigtigt, at når børnene kommer ind på skolen og også bliver til elever, er det jo, fordi der er nogle inde på den skole, der er i stand til at lære dem noget, de ikke vidste i forvejen. Ellers er der jo ikke nogen grund til, at vi har en skole. Derfor er jeg altid lidt skeptisk, når en sund tilgang til børn, nemlig at det er selvstændige individer, der skal respekteres som selvstændige individer, kammer over og bliver til, at de nok bedst ved selv, for så undergraver vi hele fundamentet for at have en skole.

Spørgeren med et afsluttende spørgsmål.

Til sidst vil jeg spørge, om ministeren så vil få sat en stopper for sin socialdemokratiske kollega ovre i Social- og Boligministeriet, der via barnets lov anbefalder et kommunalt børnesyn, som nogle steder i nogle kommuner vil gøre det tæt på umuligt for lærere at gribe fysisk ind over for elever, der ødelægger undervisningen for andre eller er voldelige, og for den sags skyld også umuligt at gøre brug af ordensbekendtgørelsen.

Ministeren.

Jeg vil svare på den måde, at jeg jo har ændret ordensbekendtgørelsen, fordi jeg mener, den skal bruges. Jeg kunne se, at der var en avis, der havde lavet en optælling af, hvor ofte den var brugt i første halvår 2025, og det var over 1.000 gange. Når den er brugt over 1.000 gange af skoleledere, stoler jeg på, at det er, fordi de mener, der har været behov for det. Derfor er jeg også glad for, at vi har indført de her ændringer, vi har. Så har jeg også opfordret til, at man som kommune genbesøger sin beslutning, hvis man har truffet en beslutning, som spænder ben for almindelige faglige skøn i skolens dagligdag. Jeg er ikke tilhænger af udsagnet, at børn altid gør det så godt, de kan. Nogle gange skal de have hjælp til at opføre sig bedre, men det er vel derfor, de er omgivet af dygtige voksne.

Tak for det. Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til børne- og undervisningsministeren og tak til fru Helena Artmann Andresen fra Liberal Alliance. Jeg byder nu velkommen til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og til hr. Kristian Bøgsted fra Danmarksdemokraterne, som stiller spørgsmålet.

Værsgo.

Tak for det. Hvad mener ministeren om DPPO’s forslag om at slette sidste del af § 67 i reguleringsbekendtgørelsen – dvs. sætningen »og skal samtidig afhænde kvoteandele svarende til overskridelsen, jf. § 69, stk. 1« – så fiskerne ikke rammes af regler, som de ikke selv er skyld i at overtræde?

Ministeren.

Rigtig mange tak for spørgsmålet. Det handler jo om det, som man i folkemunde kalder skvulpreglen. Det er sådan, at en fisker maksimalt må eje 10 pct. af de samlede såkaldte IOK-kvoter, der er for sild, makrel og industrifisk. Hvis en fisker så skvulper over den her maksimale grænse på grund af ændringer i kvoternes størrelse, som jo typisk ændres fra år til år, skal de overskydende kvoter frasælges. Danmarks Pelagiske Producentorganisation, som der også refereres til, har så foreslået, at skvulpreglen bliver ændret, så de overskydende kvoter ikke skal frasælges, som det også fremgår af spørgsmålet. Skvulpreglen er jo indført som følge af en politisk aftale tilbage i 2017 om kvotekoncentration. Den skal sikre, at kvotekoncentrationslofterne bliver overholdt i alle situationer. Som der også bliver sagt fra spørgerens side, kan fiskerne jo i sagens natur ikke gøre for, at de skvulper over kvotekoncentrationslofterne, som følge af at kvoterne går op og ned. Det er også derfor, at tidsfristen for at kunne frasælge i skvulpsituationer også er mere lempelig end ved overskridelse af kvotekoncentrationslofterne, som skyldes, at man bevidst har tilkøbt kvoter. Jeg synes, at skvulpreglen er udformet fornuftigt, da kvotekoncentrationslofterne er fastsat som objektive ejerlofter og ikke på grundlag af en vurdering af god eller ond tro. Kvotekoncentrationslofterne kan jo så kun håndhæves effektivt, hvis alle overskridelser fører til en afhændelse, og derfor har jeg heller ikke planer om at skulle ændre på skvulpreglen.

Spørgeren.

Tak for svaret. Når jeg spørger ind til det, er det jo, fordi vi ved, at kvoterne ændrer sig. Det nævner ministeren jo også. Der sker nogle byttehandler en gang imellem, men det betyder jo også bare, at der kan være fiskere, som det ene år i god tro opkøber nogle kvoter med en forventning om, at så er det sådan, det er. Så sker der nogle forhandlinger, som man måske slet ikke selv deltager i – det kan være på landniveau – og så har man lige pludselig for mange. Så skal man sælge dem, og så kan det være, at man måske kan købe dem tilbage igen næste år. Det giver jo bare en frygtelig masse frem og tilbage og usikkerhed. Nu kan jeg forstå på ministeren, at det ikke er noget, man i hvert fald lige nu har interesse i at kigge på. Men jeg vil da opfordre ministeren til, at man, hvis man skal kigge på det her, eventuelt frem mod næste gang man skal tage stilling til noget, måske med en bekendtgørelse, kunne overveje at sige: Det er fair nok, at fiskeren har de her kvoter – det er lidt uforskyldt, at de har ændret sig nu – men i stedet for at man nu tvinger fiskeren til at sælge dem, kunne man måske lave noget, hvor fiskeren f.eks. har en procentdel af sin kvote, som fiskeren simpelt hen ikke må bruge. Man må gerne eje kvoten stadig væk, for vi ved, at det kan være, at man igen må bruge kvoten næste år, men for at give noget mere sikkerhed, også i forhold til hvad det er, man investerer i, og hvad man skal sælge, lave budget over og sådan noget, kunne det så måske ikke være en vej, man kunne overveje at kigge på? Altså, så må fiskeren simpelt hen bare ikke fange den del af kvoten. Så overholder man jo stadig væk kvoteloftet for, hvor mange fisk der bliver fanget, men det giver nogle nemmere vilkår for fiskerne, tænker jeg.

Ministeren.

Uden at jeg kan gennemskue rækkevidden af det konkrete forslag, vil jeg meget gerne drøfte det videre i forskellige fora. For jeg er selvfølgelig er optaget af, at fiskerne har nogle fleksible vilkår og arbejder inden for de rammer, som vi selvfølgelig vedtager og også har politiske aftaler om. Det er derfor, jeg refererer til den politiske aftale omkring kvotekoncentrationslofterne tilbage fra 2017, hvor formålet netop var at sikre, at kvoterne ikke blev koncentreret på for få fiskere, og at der dermed var et mangfoldigt fiskeri i Danmark. Det synes jeg stadig væk er en rigtig fornuftig tilgang. Så er der det med, om man kan lave en eller anden form for fleksibilitet. Jeg medgiver, som der jo netop er tale om, at skvulp er noget, der går op og ned, og det kan give noget bøvl for fiskerne. Om man kan lave en eller anden form for fleksibilitet og aftale det politisk, vil jeg slet ikke være afvisende over for. Men reglen er nu, som den er i øjeblikket, og det er den af de grunde, som jeg her har beskrevet.

Spørgeren.

Jeg er faktisk glad for ministerens åbenhed på det her område. Jeg anerkender også fuldt ud, at reglerne er, som de er lige nu, og det gør fiskerne selvfølgelig også. Men jeg ved bare, at det er noget, man fra fiskernes side går og tænker på: Kunne man måske gøre det her i stedet for? Det synes jeg da så absolut var noget – også når ministeren er positivt indstillet over for det – man skulle række ud til fiskerne og snakke om: Kan det her lade sig gøre på en måde, så vi stadig væk sikrer os, at der er noget fornuft i kvotefordelingen og det hele?

Ministeren.

Jeg vil jo så også række ud til den aftalekreds, og igen må jeg så beklage, at Danmarksdemokraterne ikke er en del af den aftalekreds, der ligger omkring »En ny kurs for dansk fiskeri«, som vi jo vedtog her sidste år, hvor vi også netop har aftalt eller slået fast, at der skal være det her passende varsel for frasalg af kvoter. Det gælder så fartøjer, som på grund af de netop tidlige fejlbehæftede beregninger ligger over kvotekoncentrationsloftet. Det varsel er så 8 år, og det er altså længere, end man normalt ser. Så det skal jo i så fald være en politisk indstilling og ændring. Selvfølgelig skal vi i dialog med fiskeriet, men jeg opfatter også spørgsmålet her som en videregivelse af et forslag direkte fra fiskeriet til det politiske niveau. Og det er jo rigtig fint, så vi kan tage den dialog, også her i salen og også i en aftalekreds omkring fiskernes rammevilkår.

Hr. Kristian Bøgsted med et afsluttende spørgsmål.

Jamen det er rigtigt. Vi er desværre ikke endt med at være med i den aftale, men på trods af det står jeg altid til rådighed for at prøve at komme med gode idéer. Der er jeg bare glad for, at ministeren er mødt op i dag og i hvert fald efter min opfattelse tager positivt imod, at der her måske er noget, man kunne kigge på og tage med i en forhandling, altså se på: Er der noget, vi kan gøre for at gøre det hele lidt mere smidigt og nemmere, også for fiskerne derude? Så vil jeg egentlig bare slutte af med at sige tak til ministeren for at komme og svare. Tak.

Ministeren.

Så kan det blive en modsat kvittering, og uagtet om man er med i en aftalekreds eller ej, er man altid velkommen til at komme med gode forslag. I forhold til det her kan jeg som sagt ikke lige på stående fod gennemskue rækkevidden, men som jeg startede med at sige: Kan man lave noget inden for de rammer, vi politisk kan blive enige om, som kan gøre det mere smidigt, og som kan gøre, at man selvfølgelig stadig væk overholder de regler, der skal være, for at vi også fremadrettet kan opretholde et fleksibelt, men også et mangfoldigt fiskeri i Danmark, hvilket jeg synes er vigtigt, så vil jeg selvfølgelig være åben over for at diskutere det videre.

Tak for det. Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til hr. Kristian Bøgsted fra Danmarksdemokraterne. Det næste spørgsmål er ligeledes til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri, og jeg byder velkommen til fru Leila Stockmarr fra Enhedslisten, som stiller spørgsmålet.

Værsgo.

Tak for det. Hvad mener ministeren om konklusionerne i rapporten »Analyse af Reguleringsmuligheder for Beskyttelse af Drikkevandet – Sårbare grundvandsdannende områder« fra januar 2026?

Ministeren.

Rigtig mange tak for spørgsmålet. Jeg vil starte med indledningsvis at bemærke, at spørgsmålet ret beset, ressortmæssigt i hvert fald, hører under miljøministeren , men jeg vil selvfølgelig gerne knytte nogle bemærkninger til sagen og dermed også det spørgsmål, der bliver stillet. For for mig er det jo fuldstændig afgørende, og det tror jeg det er for os alle sammen, at vi har rent drikkevand i Danmark. Dermed skal vi selvfølgelig også beskytte det grundvand, som er helt unikt i en dansk kontekst. Det skal vi selvfølgelig også af hensyn til de fremtidige generationer. Som det fremgår af aftalen om et grønt Danmark, som Enhedslisten så desværre ikke er med i, har regeringen jo igangsat en national kortlægning af sårbare grundvandsdannende områder for netop at styrke vidensgrundlaget for beskyttelse af drikkevandet. I aftalen er partierne så enige om, at der senest i 2027 på baggrund af kortlægningen netop skal tages stilling til den fremtidige beskyttelse. Den nationale kortlægning over de grundvandsdannende områder pågår som bekendt så fortsat, og der er, som jeg opfatter det, klart bred enighed om her i salen, at vi har med et meget, meget vigtigt emne at gøre, og det er også derfor, der i trepartsaftalen netop er taget initiativ til en analyse af reguleringsmulighederne for beskyttelse af sårbare grundvandsdannende områder. Den analyse er så kun første skridt, for for at kunne træffe nogle præcise og ansvarlige beslutninger, skal vi selvfølgelig også vide, hvor der skal sættes ind med indsatser. Det er her, den nationale kortlægning af de sårbare drikkevandsområder er helt central, og den bliver som sagt færdiggjort senest i år. Som fastlagt i trepartsaftalen skal beskyttelsen af drikkevandet tænkes sammen med bl.a. skovrejsning og økologisk arealanvendelse for at have nogle redskaber i værktøjskassen. Trepartsaftalen er også en af de mest ambitiøse, om ikke den mest ambitiøse arealomlægning i nyere tid. Den sigter mod en mere strategisk og effektiv brug af landarealerne til gavn for klima, natur, vandmiljø og drikkevand, samtidig med at den også sikrer en bæredygtig fødevareproduktion. Påvirkningen af drikkevandet stammer jo ikke kun fra landbruget, men også fra andre kilder som PFAS i nedbøren og andre miljøfremmede stoffer. Derfor er det selvfølgelig afgørende med en helhedsorienteret tilgang, så vi sikrer, at reguleringen og indsatsen både er effektiv og hensigtsmæssig.

Spørgeren.

Tak for det. Det lykkedes faktisk ministeren at tale fuldstændig rundt om det spørgsmål, jeg har stillet til ministeren omkring den konkrete analyse, som ministerens eget ministerium også har været en del af processen med at udarbejde det faglige grundlag for. Så jeg vil egentlig gerne gentage mit spørgsmål. Vi har nu en rapport, og Miljø- og Ligestillingsministeriet er hovedafsender. Der har været en arbejdsgruppe på tværs af ministerierne, inklusive ministerens eget ministerium, der har afleveret og offentliggjort et ret omfattende produkt, der også har været i høring hos Danmarks Naturfredningsforening og Landbrug & Fødevarer, og som soleklart på et fagligt grundlag, ikke politisk, siger: Vi er håbløst bagud med beskyttelsen af vores drikkevand. Den primære kilde til forurening af vores drikkevand, vores grundvand og fremtidens drikkevand er sprøjtemidler fra landbruget. Rapporten ser også på reguleringsmuligheder. Det er soleklart, at den reguleringsmulighed, man peger på som den mest oplagte, og som vi endnu ikke har gjort brug af, er et arealbegrænset sprøjteforbud på sårbare grundvandsdannende områder. Det er det mest ansvarlige for danskernes pengepung, for vores miljø og for folkesundheden, men også det samfundsøkonomisk mest ansvarlige, fordi det vil koste mellem 16 og 18 mia. kr. om året, anslår rapporten, at rense vandet, hvis ikke man laver et forbud. Vi ved jo af erfaring, bl.a. fra Aalborg, at prisstigningen dér forbundet med renseudgifterne bliver væltet over på vandtaksten, altså på danskerne. Så jeg vil gerne spørge ministeren igen: Står ministeren inde for den faglige kvalitet af rapporten og dermed også de anbefalinger, der er kommet på baggrund af det faglige arbejde, der er blevet lavet, og hvor ministerens eget ministerium også har bidraget?

Ministeren.

Altså, jeg bliver nødt til at gentage, at det her ressort ligger under miljøministerens område. Det er derfor, det spørgsmål rettelig skal stilles til ham. Men når det er sagt, vil jeg, som jeg startede med at sige, og det kan godt være, at det opfattedes som at tale udenom, men jeg syntes, det var ret præcist, at det er fuldstændig afgørende for mig, at vi har rent drikkevand i Danmark. Det tror jeg vi alle sammen er enige om. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi netop også i den grønne trepart, hvor Enhedslisten så har valgt ikke at tage et medansvar, netop bringer det ind på bordet, sådan at vi kan bruge vores beskedne arealer klogt og bruge dem til flere formål. Det er også derfor, vi har aftalt, at der netop er igangsat en national kortlægning over de sårbare grundvandsdannende områder. Det er, for at vi netop effektivt og målrettet kan bruge de værktøjer i redskabskassen, som giver den største og bedst mulige effekt, sådan at vores grundvand kan beskyttes mest hensigtsmæssigt.

Spørgeren.

Så vil jeg gerne uddybe det spørgsmål. Kan ministeren bekræfte, at ministerens eget ministerium har bidraget til den faglige udarbejdelse af rapporten – ikke den politiske opfølgning, men det faglige grundlag for rapporten – i forhold til at identificere den mest oplagte og mest ansvarlige regulering? Altså, har ministerens eget ministerium bidraget? Har ministeren læst rapporten og på den baggrund fundet anledning til at tænke, at der var noget i rapporten, der ikke var fagligt retvisende, og som virkede grundigt uarbejdet? Så jeg kunne igen godt tænke mig at spørge: Har ministeren læst rapporten? Er der noget rapporten, som ministeren mener ikke er fagligt validt i forhold til den viden, ministeren har, også på sit eget ressortområde, som vedrører landbruget, og som jo bliver meget centralt her, når vi snakker om et sprøjteforbud som det mest oplagte.

Så er det ministeren, værsgo.

Jeg bliver nødt til at sige, at det her er en rapport, som indgår i det arbejde, som regeringen foretager i forhold til også at følge op på den grønne trepart, men at vi også har en national arealvurdering eller -udpegning af, hvor det er, de grundvandsdannende områder er sårbare, og vi derfor kan bruge analysen til også at sige, hvad det er for nogle redskaber, vi skal bruge mest målrettet og mest effektivt i forhold til at gøre det, som vi jo er fælles om – altså dem, der har taget et ansvar i den grønne trepart – nemlig at beskytte vores drikkevand. Det er rigtigt, at Fødevareministeriet også har været i dialog omkring den her rapport, men det er altså et ressort, som ligger hos miljø- og ligestillingsministeren, som er ansvarlig; det er derfor, at det selvfølgelig er ham, der også har været ude at kommentere på rapporten, da den kom frem i medierne her for nogle uger siden.

Spørgeren med et afsluttende spørgsmål.

Jeg må så sige, at jeg går herfra i dag uden at have fået svar på, om ministeren har læst rapporten, hvad ministeren mener om rapporten og om ministeren på baggrund af sit eget ministeriums input og bidrag til rapporten kan stå inde for det faglige grundlag, hvorpå rapporten er udarbejdet. Jeg vil gerne minde om, at det kun er 2 måneder siden ved en forespørgselsdebat her i Folketingssalen, at Venstre var med på en vedtagelsestekst om, at når netop den her rapport forelå, skulle regeringen indkalde til forhandlinger med henblik på at sikre at få en aftale inden valget om beskyttelse af vores drikkevand. Kan ministeren som minimum bekræfte, at man på baggrund af den her rapport skal have politiske forhandlinger, der tager udgangspunkt i de anbefalinger, der er kommet i rapporten?

Ministeren.

Men jeg synes, det er lidt underligt at skyde mig i skoene, at jeg ikke har læst rapporten, og hvad jeg i øvrigt har gjort, og hvad mit ministerium har gjort i en intern regeringsdrøftelse med et andet ministerium, som bidrager til nogle faglige udpegninger af nogle områder og nogle indsatser. Det er jo en regerings interne overvejelser og arbejdsgang. I sidste ende er det jo et ministerium, som har et ressortansvar, og som leverer et analysearbejde, som skal indgå i det arbejde, vi som regering samlet set selvfølgelig drøfter og arbejder videre med ud fra det simple, men helt vildt vigtige formål, at vi skal sikre vores grundvand bedst muligt. Det er derfor vi har, kan man sige, den nationale analyse, som jo kommer senere, i forhold til hvor de grundvandsdannende områder er særligt sårbare, og hvordan vi mest hensigtsmæssigt beskytter dem med de mange forskellige værktøjer, vi har i redskabskassen, bl.a. fra den grønne trepartsaftale.

Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til fru Leila Stockmarr fra Enhedslisten. Det næste spørgsmål er ligeledes til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri, og jeg byder velkommen til fru Signe Munk fra Socialistisk Folkeparti, som stiller spørgsmålet.

Værsgo.

Tak for det. Spørgsmålet til ministeren lyder: Mener ministeren, at der skal indføres et sprøjteforbud på marker anvendt til landbrug, såfremt de ligger over grundvandsdannende områder?

Ministeren.

Også her vil jeg starte med at sige tak for spørgsmålet, og igen, som jeg sagde til den tidligere spørger, er det et ressortmæssigt område, som ligger under Miljø- og Ligestillingsministeriet, men også her vil jeg selvfølgelig gerne give et par bemærkninger til spørgeren. Som jeg også redegjorde for under det tidligere spørgsmål, er beskyttelsen af vores drikkevand fuldstændig afgørende, og det har selvfølgelig også min fulde opmærksomhed. Før vi så træffer beslutning om konkrete virkemidler, skal det faglige grundlag selvfølgelig også være på plads, og her er den nationale kortlægning, som jeg også talte om ved det tidligere spørgsmål, i forhold til sårbare drikkevandsområder selvfølgelig helt central. Som det fremgår af den trepartsaftale, som jeg så her gerne vil kvittere for at SF er en del af, og som man dermed har taget ansvar for, skal beskyttelsen af drikkevand tænkes sammen med bl.a. skovrejsning og økologisk arealanvendelse, som dermed samlet set kan bidrage effektivt til beskyttelsen af sårbare områder. Regeringens og dermed mit ønske er klart, nemlig at vi skal bruge vores arealer smartest og mest strategisk, så vi både kan beskytte vores naturressourcer og samtidig også sikre en bæredygtig fødevareproduktion. Samtidig skal vi tage i betragtning, at påvirkningen af vores drikkevand jo ikke kun stammer fra landbruget. Vi kan derfor ikke helt undgå forurening af drikkevandet ved udelukkende at regulere på landbruget, og derfor er det selvfølgelig også afgørende, at vi her ligger en helhedsorienteret tilgang og sikrer, at reguleringen både er effektiv og hensigtsmæssig. Beslutningen om, hvilke indsatser der skal til for at beskytte sårbare drikkevandsområder, skal træffes på et solidt fagligt grundlag og som led i den samlede indsats for beskyttelse af vores drikkevand, ligesom vi i øvrigt fælles har aftalt i regi af den grønne trepart.

Fru Signe Munk.

Tid er en væsentlig faktor i spørgsmålet om vores drikkevand. De sidste 27 år er der ikke gjort nok for at beskytte danskernes drikkevand. Det betaler aalborgenserne lige nu en høj pris for. De kommer til at betale 1.000 kr. om året pr. husstand for at få renset deres drikkevand for landbrugets gylle og gødning, der er kommet ned i drikkevandet. Vi risikerer også, at der er danskere, der skal betale for at få renset PFAS-kemikalier ud af deres drikkevand, fordi de sprøjtegifte, landbruget er brugt hidtil, har vist sig at have rester af PFAS, som nu har fundet vej til vores drikkevand. Lige nu, mens vi to står og har en dialog, ministeren og jeg, bliver vores drikkevand forurenet. Så tid er en faktor. Der er kommet en rapport, der viser, at et forbud mod at sprøjte på de marker, hvor der ligger drikkevand nedenunder, er det mest effektive værktøj til at beskytte vores drikkevand. Ministeren siger, at drikkevandet har ministerens fulde opmærksomhed, så derfor vil jeg gerne vide, om ministeren er klar til at lave et sprøjteforbud på de marker, landbruget i dag dyrker med konventionelle dyrkningsmetoder, altså hvor de bruger sprøjtegifte, og om ministeren er klar til et sprøjteforbud på de marker.

Ministeren.

Men regeringen gør det, som vi har aftalt fælles, herunder i den grønne trepart, inklusive med SF som parti. Og det er netop, at vi får analyseret det, og det er så buddet, som den rapport, som der bliver refereret til her, er et fagligt bidrag til. Så får vi lavet vores analyse af, hvor de grundvandsdannende beskyttelsesområder er særligt sårbare. Det er jo derfor, vi skal have en målrettet indsats i forhold til dem. Det er det, som man er i fuld gang med at få gjort. Så ved vi også, at vi har aftalt en stribe værktøjer i den grønne trepart. Nu nævnte jeg et par stykker af dem i min indledning, bl.a. økologi, og det kunne også være et forbud på nogle af områderne, altså der er forskellige værktøjer i vores værktøjskasse, så vi målrettet og effektivt kan gøre det, som vi jo er fælles om, nemlig at beskytte vores drikkevand, og det er jo den plan, som vi selvfølgelig forfølger fra regeringens side, fordi det er det, vi politisk har aftalt.

Så er det fru Signe Munk. Værsgo.

Ministeren siger noget forkert. Ministeren gør ikke, som der er aftalt i den grønne trepart. Regeringen tøver på det her område. Der er intet til hinder i nogen politiske aftaler, der er lavet, for, at man vedtager, at man vil lave et sprøjteforbud på de marker, der bliver dyrket i dag, hvor grundvandet og drikkevandet dannes nedenunder. Der er intet til hinder for at gå i gang de steder, hvor vi ved, at det er sårbare drikkevandsområder, for det er forkert, når ministeren siger, at vi ikke ved det på nuværende tidspunkt. Der er kortlagt områder på Fyn, der er kortlagt områder på Sjælland. Så hvorfor er det drikkevand, danskerne har brug for hver dag og i al fremtid, ikke så vigtigt for ministeren, at ministeren er klar til at handle med et sprøjteforbud nu?

Ministeren.

Vi bliver nødt til at gøre det her, som vi også har aftalt. Vi bliver nødt til at forfølge de redskaber, som vi har aftalt vi skal bruge. Og det synes jeg i øvrigt er klogt, for det er den måde, som vi også får en grundlæggende vurdering af, hvor de arealer så er, som vi skal tage fat i, hvor vi kan gøre det mest hensigtsmæssigt, også økonomisk hensigtsmæssigt, for det er fuldstændig rigtigt, at det er dyrt, hvis det bliver forurenet, og det skal vi ikke ud af. Det er derfor vi sikrer os, at det, som vi nu gør, rent faktisk har et helhedsorienteret blik, sådan at man ikke kun går og siger, at det her er landbrugets skyld. Det kommer også derfra, men det kommer også fra andre kilder. Der bliver nævnt PFAS, som bl.a. kommer med nedbøren, og andre miljøfremmede stoffer, som kommer fra andre industrier, vores husholdningsspildevand osv. Derfor går regeringen ind og taler om en helhedsorienteret indsats og sætter ind der, hvor effekten så er størst.

Tak for det. Fru Signe Munk med et afsluttende spørgsmål.

Undskyld, men jeg kommer til kortvarigt at himle med øjnene, når ministeren i sit svar påpeger PFAS fra regnvand. Hvad forestiller regeringen sig? At lave et dekret, der skal stoppe regnen eller hvad? Det er jo en underlig måde at snakke om drikkevandsbeskyttelse på, når vi har en rapport, der klart og tydeligt siger, at hovedkilden til forurening af danskernes drikkevand er sprøjtegifte ude på nogle udvalgte marker. Det er det, diskussionen handler om, og det er det, ministeren, både som Venstremand, som regeringspart og som minister for landbruget skal tage stilling til. Så er ministeren klar til et sprøjteforbud?

Ministeren.

Jeg er klar til at få den analyse på bordet, så vi ved, hvordan vi beskytter vores drikkevand mest hensigtsmæssigt, mest målrettet og dermed også får den største og bedste effekt på vegne af vores alle sammens grundvand og dermed vores alle sammens drikkevand. Det er jeg! Jeg er også på vej til og klar til at tage de redskaber i brug, som jeg har nævnt, herunder kan er forbud også være en mulighed. Men vi skal selvfølgelig gøre det så målrettet og så effektivt som overhovedet muligt, og det er jo derfor, vi også aftalte den nationale kortlægning af de sårbare grundvandsdannende områder, altså netop for at have en målrettethed i det, vi foretager os, og dermed også have en indsats, som giver os mest miljø for pengene.

Tak for det. Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og til fru Signe Munk fra Socialistisk Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til social- og boligministeren og til fru Rosa Lund fra Enhedslisten, som stiller spørgsmålet.

Værsgo.

Tak. Mener ministeren, at kommuner har tilstrækkeligt med midler til at dække behovene på handicapområdet, når man f.eks. hører historier om en nybygget specialinstitution i Hillerød, som af økonomiske grunde ikke har bygget en loftslift trods behovene hos målgruppen af børn med særlige motoriske udfordringer, og hvor i hvert fald ét barn nu ikke længere kan rummes i kommunens eneste specialinstitution til den målgruppe og i stedet forventes at blive omvisiteret til et andet specialtilbud uden for kommunen?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Allerførst vil jeg sige, at jeg jo ikke kender den konkrete sag, og derfor kan jeg heller ikke kommentere den. Jeg kan sige, at eksemplet fra en enkelt kommune ikke er nok til, at man skal fælde dom over kommunernes økonomi på handicapområdet mere generelt. Kommunerne har en forpligtelse til at sørge for, at der er det nødvendige antal pladser til børn med særlige behov, hvis man har et særligt behov for støtte som følge af en funktionsnedsættelse. Det særlige dagtilbud skal selvfølgelig være i stand til at yde den nødvendige hjælp og støtte til de børn, der er målgruppen for tilbuddet, og hvis det ikke kan lade sig gøre at imødekomme det enkelte barns behov inden for familiens kommune, er det i dag muligt for kommunen at købe pladser til et dagtilbud, der ligger et andet sted i andre kommuner. Hvis visitationen til tilbuddet i en anden kommune også medfører et transportbehov, som går ud over det transportbehov, man ellers ville have som familie, vil kommunen efter en konkret og individuel vurdering skulle afholde udgifterne til transport til det særlige dagtilbud. Sluttelig vil jeg bare sige i forhold til den mere politiske del af spørgsmålet, at i aftalen om kommunernes økonomi for 2025 og 2026 har der været afsat midler til markante løft, som jeg mener giver kommunerne rigtig god muligheder for at investere i velfærden. Der har været tale om historiske aftaler, når det gælder den kommunale økonomi. At man så et enkelt sted i en enkelt kommune åbenbart har haft et presset budget, der har gjort, at man ikke har investeret i en lift, tror jeg måske er lidt for specifikt til, at vi kan generalisere på området.

Spørgeren.

Jeg er fuldstændig klar over, at ministeren ikke kan kommentere på den konkrete sag. Det er jo også derfor, spørgsmålet er stillet ret bredt, nemlig om kommunerne har de tilstrækkelige midler til det her område. Nu har ministeren jo været minister for det her område et stykke tid, så jeg tror godt, ministeren ved, at det her ikke er den eneste sag af sin slags, og at det ikke er det eneste barn i Danmark med handicap, som ikke kan få den hjælp, det har ret til og krav på, der er tale om her. Derfor vil jeg bare gerne spørge igen: Er det tilstrækkeligt med den måde, kommunerne behandler eller prioriterer handicapområdet på? For jeg kan sagtens komme med flere eksempler, og så kan ministeren stå og sige: Jeg kan ikke kommentere på den konkrete sag. Men vi er jo nødt til at have en politisk diskussion om, hvordan vi sikrer, at handicaplovgivningen, altså serviceloven, bliver overholdt i Danmark, og at kommunerne overholder den. Jeg tror, det handler om et ressourceproblem, og så spørger jeg ministeren, om ministeren er enig i det.

Ministeren.

Jeg vil gerne bruge den her sag til at sige, at jeg synes, det mest optimale er, at man får installeret den lift, der gør, at man kan hjælpe det barn, man allerede har i sin egen varetægt, og giver et tilbud i dag. Det tror jeg da at familien ville være gladest for. Men det laver ikke om på, at jeg omvendt ikke tror, at det er en generel problemstilling i forhold til midler på handicapområdet, der gør, at man lige i det her konkrete tilfælde ikke har installeret den lift. Det skyldes formentlig nogle andre ting. Jeg tænker i hvert fald ikke, at det har noget at gøre med servicerammen f.eks., om man installerer en lift eller ej, men det kan godt have noget at gøre med anlægsrammen, og hvordan man prioriterer i den enkelte kommune. Der kan jeg jo ikke gå ind og se, hvad det så i øvrigt er, kommunen har prioriteret midler til.

Spørgeren.

Sagen viser jo netop, at det både handler om service og om anlæg. Institutionen er nybygget præcis til børn med handicap, som har præcis de her behov, altså hvor der er brug for en lift i loftet. Derfor undrer det mig lidt, når ministeren på en eller anden måde er enig i, at det her barn selvfølgelig skulle have den hjælp, for hvad skal kommunen så stille op, når der ikke er penge til den hjælp?

Ministeren.

Jamen som sagt er det jo en lokal prioritering, når man går i gang med at lave et institutionsbyggeri eller en specialskole, hvilke elementer der skal være, men også i sidste ende, hvis økonomien trykker, hvad det så er, man sparer bort. Det, der ikke ændrer sig, er, at det konkrete barn og den konkrete familie har et behov, og at det skal mødes. Hvis ikke det kan mødes i den skole eller den institution, skal barnet jo have en anden støtte, for som jeg sagde, skal man jo fra kommunens side sikre, at man så møder det behov, enten ved at købe en plads et andet sted i kommunen eller købe en i en nabokommune.

Fru Rosa Lund for et afsluttende spørgsmål.

Men var det ikke bedre, at den her familie og det her barn, som kunne være en hvilket som helst familie og et hvilket som helst barn i en hvilken som helst kommune, fik hjælpen tæt på der, hvor de bor? Altså, der er jo – og misforstå mig ikke – i forvejen arbejde nok for forældrene ved at have et barn med handicap, fordi der er så mange ting, man selv skal sørge for, og som kommunen burde sørge for. Derfor er mit spørgsmål til ministeren: Hvad er så regeringens ansvar i det her?

Ministeren.

Regeringens ansvar i det her er at sikre, at kommunerne har den økonomi, som gør, at de netop kan tilbyde de rigtige tilbud på ikke bare handicapområdet, men også på skoleområdet og på dagtilbudsområdet, og særlig når man som handicappet har behov for at få en særlig indsats. Vi har lavet lovgivning, der lige præcis skal sikre det. Ude lokalt er det jo så stadig væk en prioritering, i forhold til at man, hvis man går i gang med at lave et specialtilbud eller renovere det eller lignende, også sikrer, at midlerne holder hele vejen, sådan at den målgruppe, man har i dag, også er den målgruppe, man kan have i morgen. Og i det her tilfælde tror jeg da helt klart, uden at kunne gå ind i den konkrete sag, at familien gerne havde set, at det tilbud, som deres barn er i i dag, også var det, der kunne være der i morgen.

Tak for det. Og det afslutter spørgsmålet. Det næste spørgsmål er ligeledes til social- og boligministeren og bliver også stillet af fru Rosa Lund fra Enhedslisten.

Værsgo.

Tak. Mener ministeren, at kommunernes dobbeltrolle som almene boligselskaber og driftsherrer af botilbud på samme matrikel er betryggende for beboernes retssikkerhed og behov for beskyttelse, herunder om der – med henvisning til Frihedsbrevets artikler om de uretmæssigt opkrævede ejendomsskatter for et sundhedscenter blandt beboere med handicap på et botilbud i Vordingborg Kommune – er behov for en præcisering af kommunernes roller og ansvar i de tilfælde, hvor kommunerne både er alment boligselskab og driver botilbud på samme matrikel?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Lad mig bare indledningsvis igen understrege, at jeg i mit svar vil udtale mig generelt og ikke vil forholde mig til den konkrete sag. Beboere i almene ældreboliger skal selvfølgelig kun betale ejendomsskatter, som vedrører deres boliger. Det står helt klart, at kommunalt ejede ældreboliger skal betragtes som en selvstændig bebyggelse, der udelukkende kan forpligtes af forhold, der vedrører de ældre boliger, som man har givet tilsagn til. Artiklerne i Frihedsbrevet, som der henvises til i spørgsmålet, tyder på, at kommunen har ladet ejendomsskatter for andre bebyggelser indgå i de her udgifter, som bestemmer huslejen for de almene ældreboliger. Det er naturligvis ikke i orden. Det er jeg glad for at jeg nu får mulighed for også at præcisere. Jeg forventer, at der bliver rettet op på fejlene, og at man tilbagebetaler det for meget opkrævede i husleje. Det er Social- og Boligstyrelsen, der har tilsynsforpligtelsen på området, og de har tænkt sig at gå i dialog med kommunen om den her sag. Jeg finder generelt, at det er en god og hensigtsmæssig ordning, at kommunerne har mulighed for at eje og drive almene ældreboliger, og at kommunen samtidig yder omfattende pleje og omsorg for beboerne i boligerne. På den måde kan kommunen sørge for, at bebyggelserne bliver indrettet på en måde, som understøtter kommunens socialfaglige indsats og de kommunalt ansattes funktioner og behov, og ligeledes vil kommunen også kunne tilrettelægge den løbende drift og vedligeholdelse af bygningerne samlet. Det er min klare forventning, at kommunerne driver de almene ældreboliger i overensstemmelse med lovgivningen på området, og at man sikrer beboerne på en ordentlig måde, også i forhold til hvad man betaler af ejendomsskat. Så i det her tilfælde vil jeg sige, at jeg forventer, at det her er noget, som kommunen retter op på.

Spørgeren.

Det går vi da også stærkt ud fra i Enhedslisten, altså at kommunen vil rette op på det her. Det, jeg er optaget af, og det, vi er optaget af i Enhedslisten, er jo, hvordan vi sikrer, at regningen ikke en anden gang ender hos borgere med handicap, som tilfældigvis bor på et bosted, hvor matriklen ejes af kommunen, og hvor det jo så desværre åbenbart er muligt at lave den her slags fiflerier, har jeg lyst til at kalde det. Jeg synes, at den her sag tyder på, at vi er nødt til at få ændret noget i lovgivningen. Vi er simpelt hen nødt til simpelt hen at stramme op på reglerne. Hvad mener ministeren om det?

Ministeren.

Der er ministeren jo så ikke helt enig, for jeg mener faktisk, at reglerne er meget, meget klare i dag. Jeg synes sådan set også, at afdækningen fra Frihedsbrevets side jo viser, at kommunen bliver nødt til at rette op på den fejl, der er sket. Det er sådan, at de almene boliger generelt skal drives som not for profit, og det siger sig selv, at man derfor ikke kan lægge ejendomsskatter for andre tilbud, hvad enten det er kommunens sundhedscenter eller nogle andre funktioner, ind i de ejendomsskatter, som beboerne, der bor i de her boliger, skal betale. Jeg synes, at sagen klokkeklart viser, at vi faktisk har klare regler, og jeg forventer, at der bliver rettet op.

Spørgeren.

Så lad mig spørge på en anden måde. Reglerne er klare; der er ikke behov for at ændre noget. Hvad er så konsekvensen, når kommunen ikke overholder reglerne? En ting er jo, at vi står her i Folketingssalen og har en forventning om, at kommunen retter op, men det er jo ikke en garanti for det. At ministeren forventer, at Vordingborg Kommune retter op, er jo ikke en garanti for, at der bliver rettet op på det her, og at de borgere, der er tale om her, faktisk undgår at betale kommunens ejendomsskat. Så spørgsmålet er: Hvad skal konsekvensen være for ikke at overholde de klare regler?

Ministeren.

Som jeg nævnte før, er det Social- og Boligstyrelsen, der har tilsynet med det her område. De henvender sig til kommunen og beder dem om at rette op. Så skal de beboere selvfølgelig have deres penge tilbage. Det er den klare konsekvens, og det forventer jeg også sker, og at kommunen retter ind efter det. Hvis ikke den gør det, er der jo domstolene i sidste ende. Så har vi jo heldigvis et godt system i Danmark, hvor man også kan rejse en sag. Men jeg er enig i, at når vi taler om ældre borgere og deres pårørende, er det jo ikke en sag om ejendomsskat, man har lyst til at føre ved boligretterne, så derfor forventer jeg selvfølgelig også, at kommunen er opmærksom på, at man har begået en fejl, og retter op på den og sørger for, at folk får pengene tilbage.

Det er spørgeren med sidste spørgsmål.

Tak for det svar. Jeg har også en forventning om, at kommunen selvfølgelig retter ind og overholder reglerne. Men jeg er bekymret for, hvad der kommer til at ske, hvis det ikke sker. Så skal man tage sagen til domstolene, kan jeg forstå på ministeren. Jeg håber, at kommunen forstår, at der er blevet sendt et klart signal her fra Folketingssalen i dag. Så vil jeg også bare tilføje, at det her jo desværre er endnu et eksempel på, at regningen ender hos borgere med handicap. Det er der igen tale om i lige præcis den her sag.

Ministeren.

Jeg synes, det står klokkeklart: Almene boliger er not for profit. Det vil sige, at der ikke er nogen, der skal tjene på dem. Lejen bliver fastsat ud fra noget så teknisk som et balanceprincip, og det skal kommunerne rette sig efter. I det konkrete eksempel er det sådan, at Social- og Boligstyrelsen vil tage kontakt til kommunen. Det er klart, at folk skal have pengene tilbage, hvis der er sket fejl, og det er der meget der tyder på at der er. Men jeg synes ikke, vi skal bruge det som anledning til at ændre hele lovgivning på området. For på en lang række andre områder er det jo lige præcis det her, der kommer borgerne til gavn, altså at kommunerne har mulighed for at lave nogle gode ældretilbud.

Vi siger tak til social- og boligministeren og tak til fru Rosa Lund. Jeg skal meddele, at spørgsmål nr. 12 og nr. 13 til udlændinge- og integrationsministeren af hr. Morten Messerschmidt udgår af dagsordenen. Jeg skal samtidig meddele, at medspørgeren Morten Messerschmidt på spørgsmål nr. 14 og nr. 19 til udlændinge- og integrationsministeren ligeledes udgår.

(Spørgsmålet er udgået af dagsordenen).

(Spørgsmålet er udgået af dagsordenen).

Værsgo til oplæsning af spørgsmålet.

Tusind tak, formand. Mener ministeren, at den europæiske menneskerettighedskonvention enten bør ændres, eller at Danmark alternativt skal udtræde af den?

Ministeren.

Jeg mener, at det var godt, at man lavede den europæiske menneskerettighedskonvention oven på anden verdenskrigs rædsler og de forbrydelser, folk blev udsat for i forbindelse med holocaust. Når jeg læser konventionen, er der ikke noget, som jeg slår mig på, men jeg tror, at de fleste, der går ind og læser konventionen, og den kan enhver jo gå ind og finde på nettet, vil se, at der ikke er noget i vejen med de ting, der står i konventionen. Det, der er til gengæld er det helt store problem, er jo måden, den her konvention så er blevet brugt på. Det er jo noget af det, jeg selv har været efter i flere år, og som også er baggrunden for det initiativ, statsministeren og Georgia Meloni tog til at samle en række lande omkring at ændre, altså den måde, den fortolkes på, den måde, den anvendes på i praksis. For praksis har ført til, at man alt for ofte ser, at artikel tre og artikel otte bliver brugt til at beskytte forbrydere frem for at beskytte de samfund, hvor forbrydelserne finder sted, og de ofre, som bliver udsat for for forbrydelserne, mod at møde deres gerningsmand igen. Det er jo baggrunden for det initiativ, som de to statsledere tog, og som mundede ud i en fælles udtalelse fra 27 medlemsstater i december, som vi sendte til domstolen i Strasbourg, og hvor vi sendte et meget klart signal om, at det er gået for vidt, og at der er et behov for, at domstolen slår bak og finder tilbage til det, den blev sat i verden for. Det, den blev sat i verden for, var at beskytte europæerne og andre, der opholder sig i Europa, mod menneskerettighedskrænkelser, men den blev ikke sat i verden for holde hånden over voldtægtsforbrydere og voldsmænd og alle mulige andre kedelige typer.

Spørgeren.

Tak for svaret. Det kan vi sådan set ikke være uenige om, men jeg ved, at det er en absurd, naiv tilgang til det, at den her meget aktivistiske domstol kommer til at ændre praksis. Det kan godt være, at der er nogle lande, der pænt beder om det og kommer med hatten i hånden, og det ville da også været super dejligt, hvis den gjorde det, men jeg har bare ikke nogen som helst tiltro til, at domstolen kommer til at ændre praksis. Det har vi jo set igennem mange, mange år. Derfor er vi jo også nødt til som nationalstat, som Danmark, at repræsentere de danskere, som efterhånden hver eneste dag nærmest kan læse om fuldstændig groteske sager. Vi så senest eksemplet med en somalisk, pædofil voldtægtsforbryder, som bortførte en 10-årig pige fra en legeplads, voldtog hende og forsøgte at voldtage en 9-årig pige, og som nu også er sigtet for at slå en 77-årig mand ihjel. Det, den her menneskerettighedskonvention efterhånden udelukkende gør, er at beskytte alle dem, som den ikke skal beskytte; altså, den beskytter ikke danskerne i deres eget land, det er domstolen sådan set fuldstændig ligeglad med; den beskytter udenlandske voldtægtsforbrydere og kriminelle udlændinge generelt. Derfor er vi jo nødt til at se på, hvad vi så gør. I Dansk Folkeparti er vi sådan set fuldstændig klare i spyttet. De konventioner, der ikke gavner danskerne, skal vi fravige, hvis det er, at de står i vejen for at gøre det, som de netop er sat i verden for, altså at beskytte danskerne. Det er vores ansvar som folkevalgte i Danmark at passe på danskerne. Der er sikkert mange muligheder. Man kunne skrive det ud af dansk lovgivning, konventionen blev inkorporeret i 1992, så vidt jeg husker; man kunne fratræde den og tiltræde den igen uden artikel tre og otte. Der er sikkert mange kreative løsninger. Jeg har hørt flere fra noget mere jurakyndige mennesker end mig selv, men vi er jo nødt til at gøre noget, for det kan jo ikke være rigtigt, at vi bliver ved med at se de her mennesker, der får lov at blive, på trods af at de burde have været smidt ud for længst.

Ministeren.

Det skriger til himlen med nogle af de eksempler, vi har set gennem tiden, på folk, der får lov til at blive, og det er jo det, der er hele baggrunden for, at Georgia Meloni og statsministeren tog det her initiativ. Jeg har en forventning om, at vi kommer til at se en ændring hos domstolen, for når 27 lande sender så markant et signal til domstolen – et mere markant signal, end der nogen sinde er sendt før – og hvor det også er lande, som traditionelt har bakket op om og bakker op om menneskerettigheder, f.eks. er alle nordiske lande jo med i den her udtalelse, så er det min helt klare forventning, at domstolen også kommer til at tage det alvorligt. Vi fortsætter arbejdet, og vi er jo også ved at tilrette dansk lovgivning, og vi fremlægger snart et lovforslag her i Folketingssalen.

Spørgeren.

Det vil jeg så se frem til. I Dansk Folkeparti er vi valgt af danskerne til at passe på Danmark, og de konventioner, der står i vejen for det, må vi udtræde af og fravige. For det er fuldstændig vanvittigt med de sager, vi ser. Jeg tror ikke på, at det hjælper at komme med hatten i hånden over for en dybt aktivistisk venstreorienteret domstol i Strasbourg, som åbenlyst absolut ikke har nationalstaternes interesse for øje, men udelukkende prøver at passe på hardcore forbrydere. Så jeg er ikke lige så tillidsfuld som ministeren. Hvis det ikke virker, hvad har ministeren så tænkt sig at gøre?

Ministeren.

Nu fremlægger jeg snart et lovforslag, som følger op på det, statsministeren præsenterede i nytårstalen, altså at vi vil tage forskud på den praksisændring, vi forventer vil komme i Strasbourg. Det betyder, at vi vil lægge op til, at man udvises, allerede når man har fået 1 års fængsel. Det vil sige, at i alle de her grelle sager, som indimellem når mediernes søgelys, og som vi også har frembragt nogle af, bl.a. i forbindelse med statsministerens tale, der ville konsekvensen jo have været, at de mennesker var blevet udvist. Det hører også med, at der den dag i dag heldigvis er rigtig mange, der rent faktisk bliver udvist, men vi skal endnu videre.

Spørgeren for sidste runde.

Kriminelle udlændinge skal udvises konsekvent og efter første dom. Kriminelle udlændinge, der har fået tildelt dansk statsborgerskab og begår kriminalitet, skal have det frataget, og så skal de udvises. Den er sådan set ikke længere. Det handler jo grundlæggende set om at passe på Danmark. Jeg glæder mig til at se det, ministeren kommer med, men lad os også være fuldstændig ærlige og sige, at der også er masser af dybt kriminelle udlændinge, som får mindre end et år, hvilket statsministeren talte om i sin nytårstale. Så jeg er ked af at sige det, minister, men jeg tror simpelt hen ikke, at det vil løse det problem. Det vil ikke få ryddet op i Danmark, og det er der simpelt hen brug for, og det vil vi i Dansk Folkeparti i hvert fald have gjort.

Ministeren.

Siden Mette Frederiksen blev statsminister, har vi jo strammet udlændingelovgivningen en række gange, fordi der har været et behov for at sende flere kriminelle udlændinge ud af Danmark, end man hidtil har gjort. Derfor er jeg godt tilfreds med, at vi nu snart kan præsentere endnu en markant stramning og en stramning, der er et nybrud, fordi den jo her tager forskud på en praksisændring, som vi håber kommer i Strasbourg. Jeg er fortrøstningsfuld. Jeg håber og tror på, at det her kommer til at gøre en forskel, og at vi kommer til at kunne udvise endnu flere kriminelle.

Vi siger tak til fru Mette Thiesen. Vi går til spørgsmål nr. 15 til udlændinge- og integrationsministeren af hr. Peter Kofod fra Dansk Folkeparti, som vil være rar at læse spørgsmålet op.

Værsgo.

Det vil jeg. Når ministeren taler om en stram udlændingepolitik, hvordan mener ministeren så konkret at udlændinge skal kunne mærke det?

Ministeren.

Tak for det spørgsmål. Det mener jeg bl.a. ved, at der skal være styr på antallet af mennesker, der kommer hertil, og der skal være strenge krav for dem, der er her. Det gælder eksempelvis spørgsmål om, hvordan man får en opholdstilladelse, hvordan man kan opnå familiesammenføring, og hvordan man har adgang til ydelser. Der skal det være meget svært at få adgang til nogle af de mere lukrative offentlige ydelser, vi har i Danmark, hvis man ikke er en del af det danske samfund, og hvis man slet ikke hører til i Danmark. Vi har også indført den her nye arbejdspligt, som stiller meget klare krav og gør op med, at for mange indvandrere, ikke mindst kvinder med ikkevestlig baggrund, står uden for arbejdsmarkedet. Vi har sat ind mod kønsopdelt svømning i kommunale svømmehaller. Vi har strammet reglerne for udlændinge uden lovligt ophold på Kærshovedgård og intensiveret kontrollen, sådan at hvis man ikke overholder kontrolforpligtelserne om at melde sig dagligt til myndighederne, kommer man i fængsel. Og der er mere på vej. Vi fremsætter bl.a. snart et lovforslag, der skal forbyde fætter-kusine-ægteskaber. Vi lægger op til at udvide tildækningsforbuddet og i det hele taget træffe beslutninger, som gør, at hvis man forsøger at lave Danmark grundlæggende om, får man det meget vanskeligt, og så skal man hellere overveje, om ikke man skulle tage tilbage til sit hjemland.

Spørgeren.

Tak for det. Jeg synes, der er det grundlæggende problem med udlændingepolitikken, at der bliver sagt rigtig mange ting fra mange forskellige partier, der alt sammen lyder ret fornuftigt, men det er ikke det, der så får gennemslag i den anden ende. Lad mig komme med et eksempel, som jeg er faldet over her for nylig: Ahmed Omar Mohamed, som for over 10 år siden bortførte en 10-årig pige fra en legeplads et sted oppe ved Herning og voldtog hende. Efterfølgende, selv om der er tale om en somalier, finder Vestre Landsret så frem til, at ham her søreme ikke skal udvises. Nu er han så sigtet for at have begået drab på en pensioneret kommunaldirektør, og hvis jeg turnerer land og rige rundt og siger til folk: Ved I hvad? Somaliere, der voldtager 10-årige piger, skal ud! Vi gider ikke have dem i Danmark, så vil der stå en socialdemokrat ved siden af og sige det samme, og en Venstremand og en konservativ og måske endda en SF'er på en god dag. Alle vil sige: Somaliere, der voldtager 10-årige piger, skal ud! Når det så kommer her til Folketingssalen, så sker der ikke en skid, for at sige det rent ud. Så sker der det, at der altid er en konvention, der er vigtigere end danskernes ret til at få smidt sådan en slyngel ud. For selvfølgelig bør man smides ud, hvis man voldtager 10-årige piger og i øvrigt ikke er dansk statsborger og kommer fra Somalia. Så skal man ikke rende frit rundt, hvor man bare venter på, at den næste ulykkelighed sker. Det er en enorm frustration, at der bliver sagt så mange gode ting på udlændingeområdet, for jeg er enig i alle de der pæne ord og gode intentioner, som ministeren lige havde. Det er bare ikke den virkelighed, jeg oplever, når jeg læser avisen, eller når jeg ser, hvad der foregår i verden lige omkring mig. Der kunne jeg godt tænke mig, at vi var bedre til at smide folk som Ahmed Omar Mohamed ud, i stedet for at der hele tiden blev talt om det.

Den sætning om, at der ikke sker en skid, tillader vi ikke. Vi finder lige på en anden måde at sige det på næste gang. Så er det ministeren.

Jeg deler fuldstændig indignationen, og jeg forstår sådan set også godt det eksempel, der trækkes frem. At man ser et eksempel på en somalisk mand, der begår en voldtægt i Danmark, ovenikøbet en voldtægt mod et barn, og at han kan undgå at blive udvist, er også ud over min fatteevne. Jeg hæfter mig ved, at i hvert fald Jonas Christoffersen, som jo er en af dem, der ved meget om menneskerettighederne, i medierne har udtalt – har jeg set – at han sådan set også mener, at det var en fejl, at vedkommende ikke blev udvist, altså at der også rent juridisk burde have været grundlag for at udvise vedkommende. Men jeg er enig i, at folk der begår den form for kriminalitet, skal udvises. Det er også derfor, vi nu endnu en gang lægger op til at stramme lovgivningen.

Spørgeren.

Jeg vil gerne beklage, at jeg brød forretningsordenen, men jeg lod mig simpelt hen rive med i situationen, og det skal man selvfølgelig lade være med. Det beklager jeg. Jeg er ligeglad med, hvem der knækker koden på udlændingeområdet. Hvis det er Socialdemokraterne, der viser sig at kunne løse det her problem – det tror jeg ikke, fordi man jo desværre hele tiden underkaster sig alverdens internationale domstole og internationale konventioner – vil jeg hylde jer hele vejen frem til, at vi når til det og kan få styr på det område. Jeg tror, det her spørgsmål er så vigtigt for mange af os, at det er fuldstændig hævet over partitilhørsforhold, fordi det her er et eksistentielt spørgsmål for fremtidens Danmark.

Ministeren.

Det er rigtigt, det er et eksistentielt forhold for fremtidens Danmark, og det er noget, der skærer lunser af tilliden og sammenhængskraften i det danske samfund, hver eneste gang der kommer sager frem med folk, der begår alvorlig kriminalitet og får lov til at blive, selv om de ikke er danske statsborgere. Det er derfor, vi også nu følger op på det ret omfattende arbejde, vi har haft i gang med at forsøge at få landene til at stå sammen om at sende et vink med en vognstang til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, som vi gjorde. Vi præsenterer nu også snart et lovforslag her, hvor vi lægger op til at stramme udlændingelovgivningen markant, også mere, end den nuværende praksis i Strasbourg egentlig tilsiger vi kan.

Så skal hr. Peter Kofod lige give plads til en medspørger, som er hr. Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti, som dermed har ordet. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil godt tage fat i det, hr. Peter Kofod også er inde på, nemlig den afgrundsdybe kløft, der er mellem den fortælling, som regeringen og Socialdemokratiet i mange år har forsøgt at sælge befolkningen, og så den politik, som man fører herinde på Christiansborg, når det kommer til stykket. Man taler udadtil om en stram udlændingepolitik, men samtidig har man øget den islamiske indvandring med over 124 pct. Man siger, at udlændinge skal forsørge sig selv, og man vedtager sågar en ny politik om arbejdspligt, men der er stadig utallige udlændinge, der lever på offentlig forsørgelse her i Danmark. Man siger, at kriminelle udlændinge skal udvises, men de bliver ikke udvist. Dag for dag er der flere nye historier om udlændinge, der har begået uhyrlige former for personfarlig kriminalitet, som slipper for en udvisning. Hvornår har regeringen tænkt sig at føre den politik uden for Christiansborg, som man herinde på Christiansborg påstår at ville føre?

Ministeren.

Vi fører den politik, som vi giver udtryk for uden for Christiansborg. Der er ikke nogen modstrid mellem det, vi siger, og det er, vi gør. Det er på vores vagt, efter vi overtog fra en blå regering, hvor Dansk Folkeparti var støtteparti, at vi har fået nedbragt antallet af folk, der opholdt sig ulovligt i Danmark ganske markant. Det er ikke på vores vagt, at vi så en kæmpe tilstrømning af syrere, hvor man lod dem gå ind i Danmark via motorvejene, for det var også, hvor det var Dansk Folkeparti, der stod bag et flertal. Det er ikke Dansk Folkepartis skyld, at der var en flygtningekrise, det siger jeg ikke, men jeg siger bare, at det altså er noget, vi er fælles om. Det er en indvandring og nogle udfordringer, der er kommet til os, både mens Dansk Folkeparti har haft ansvaret, og mens vi har haft ansvaret. Vi har strammet udlændingelovgivningen talrige gange, mens Mette Frederiksen har været statsminister. Nu har vi måske den mest markante opstramning på vej, man har set i Danmark i nyere tid, og det er den opstramning, hvor vi tager forskud på den praksisændring, vi håber og forventer vil komme i Strasbourg som følge af det arbejde, statsministeren og Giorgia Meloni satte i gang.

Medspørgeren.

Det interessante er jo, at hvis man rent faktisk læser ned i tallene, vil man se, at den daværende borgerlige regering med Dansk Folkeparti som parlamentarisk grundlag formåede at reducere den islamiske indvandring til stort set 0-niveau, inden den socialdemokratiske regering overtog. Jo, og hvad skete der så bagefter? Så øgede man den islamiske indvandring massivt igen. Det er jo forskellen på en borgerlig regerings udlændingepolitik og den socialdemokratiske regering eller den nuværende midterregerings udlændingepolitik. Hvad er det for nogle initiativer, man sætter i søen for at mindske indvandringen? Og der har den siddende regering med Socialdemokratiet i spidsen jo taget initiativer for at øge den islamiske indvandring. Hvordan harmonerer det på nogen som helst måde med det budskab, som man forsøger at sælge befolkningen?

Ministeren.

Den største forskel på den daværende blå regering med Dansk Folkeparti som støtteparti og den nuværende regering og den tidligere S-regering er, at under Dansk Folkepartis styre var det asylmigranter fra Stormellemøsten, der kom som flygtninge til Danmark, hvor det nu, når der kommer folk fra Stormellemøsten, i langt højere grad er folk, der kommer for at arbejde, altså kommer på erhvervsordningerne, og er i stand til at bidrage positivt til det danske samfund. Derudover har vi så fået sat skub i hjemsendelsessamarbejdet, og vi har skærpet udlændingelovgivningen en række gange, og det har vi kunnet gøre, og det er jeg da glad for, sammen med Dansk Folkeparti. Det er da kun positivt.

Vi siger tak til hr. Mikkel Bjørn. Sidste spørgsmål får hr. Peter Kofod. Værsgo.

Tak for det. Jeg synes godt, vi kan diskutere, hvad der skete under migrationskrisen, og hvem der sagde hvad. Vi kan også sagtens diskutere, hvad fru Mette Frederiksen som oppositionens leder sagde om den syriske migrantstrøm. Rungende tavshed. Det var bare noget, regeringen måtte håndtere, og der skulle Socialdemokraterne søreme ikke have klinket noget. Vi kan sagtens pege løs, men hovedsagen er, at det får vi jo ikke smidt Ahmed, Omar, Mohammed ud af Danmark af, altså hvis vi diskuterer de der ting. Jeg vil gerne have en historisk diskussion, men jeg synes bare, at det andet er vigtigere. Der har jeg behov for at høre, om Socialdemokratiet vælger en national løsning, hvor vi sætter de her konventioner ud af kraft, eller om man fortsætter den der blindgyde ud i at lave noget om, som ikke lader sig lave om.

Ministeren.

Vi fremsætter snart et lovforslag, der følger op på det, statsministeren sagde i nytårstalen. Det var netop som opfølgning på, at vi har set nogle grelle eksempler på udlændinge, der begår alvorlig kriminalitet. Et af dem, jeg har nævnt i den offentlige debat, var en mand fra Kosovo, som i årevis har mishandlet sin kone og børn, men alligevel får lov til at blive i Danmark med henvisning til sin ret til familieliv. Det skriger jo til himlen, og der er ingen, der forstår, hvordan det kan lade sig gøre. Derfor lægger vi nu et lovforslag frem, hvor vi tager forskud på den praksisændring, vi forventer vil ske ved Domstolen i Strasbourg som følge af, at 27 lande sender det kraftigste vink med en vognstang til dem.

Tak til hr. Peter Kofod. Så går vi til spørgsmål nr. 16 på dagsordenen til udlændinge- og integrationsministeren, og det er stillet af hr. Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti.

Værsgo at oplæse spørgsmålet.

Tak for det. Er ministeren enig i, at man ikke har udstået sin straf om afsoning af fængselsstraf samt udvisning, hvis man ikke har afsonet den del af sin straf, som er netop udvisning?

Ministeren.

Det krænker også min retfærdighedsfølelse, at man får en dom, hvor man både skal i fængsel og udvises, og at der så er en del af dommen, som reelt ikke bliver afsonet, altså den del, der handler om udvisning, hvis det ikke er muligt at sende vedkommende hjem. Det kan der jo være forskellige årsager til at det ikke er. Nogle gange er årsagen, at hjemlandet ikke vil tage imod vedkommende, og der kan også være andre årsager. Men det er da et stort problem, og det er en del af grunden til, at vi har haft et stort fokus på hjemsendelsesarbejdet, og det er derfor, at vi – det var så hr. Mattias Tesfaye, da han var udlændingeminister – oprettede Hjemrejsestyrelsen. Det har haft den effekt med de forskellige initiativer, der fulgte efter, at vi fra dengang at have et par tusind mennesker i udrejseposition nu er nede på i runde tal at have i 1.000. Det er et arbejde, der pågår. Det er klart, at der hele tiden kommer nye til, som følge af at vi udviser nye mennesker, men det er et arbejde, der pågår, og vi skal have endnu flere sendt ud. Det er der ikke nogen tvivl om. Vi skal også fortsætte det arbejde, der er med at få andre lande til at tage imod deres egne borgere. Det er f.eks. et land som Syrien, hvor udenrigsministeren for nylig var nede for at prøve at få åbnet en dør, og der er et nyt møde i kalenderen. Men det er jo et fælles problem for Europas lande, at Syrien foreløbig ikke tager imod kriminelle syrere, selv om det er klart, at kriminelle syrere ikke hører til i Europa; de hører til i Syrien.

Spørgeren.

Tak. Ministerens svar er et meget godt eksempel på, at Socialdemokratiet simpelt hen ikke har styr på deres egne talelinjer. Dansk Folkeparti fremsatte et beslutningsforslag for et halvt års tid siden om at fratage ulandsbistanden fra lande, der ikke tog imod deres egne kriminelle borgere, og der var svaret fra Socialdemokratiets udlændingeordfører, hr. Frederik Vad, at det faktisk kun var Iran, der ikke ville tage imod deres egne kriminelle borgere, så det var et helt ualmindelig ubrugeligt beslutningsforslag, Dansk Folkeparti havde fremsat. Og nu er forklaringen på, at man ikke kan sende alle de her kriminelle ud, så, at der er en masse lande, der ikke vil tage imod dem. Men virkeligheden er jo, at mange af de borgere ikke kan udvises, fordi de selv nægter at udrejse. Og hvordan får man dem så til at udrejse? Jo, det gør man ved at gøre det, som Dansk Folkeparti hele tiden har foreslået, og som ministeren sågar har skrevet om i sin egen bog, men som ministeren nu, efter at han er blevet minister, nægter at eksekvere, nemlig at sætte en lås på udrejsecenteret, sådan at mennesker, der selv aktivt modarbejder afsoningen af den dom, som er udvisning, selvfølgelig sidder bag lås og slå, indtil de forlader landet. Det er kun ret og rimeligt, at mennesker dømt for voldtægt, bandekriminalitet og andre former for grove forbrydelser, måske sågar terror, ikke har fri udgang til at vade rundt på danske gader og stræder, fordi den danske regering med Socialdemokratiet i spidsen nægter at sætte foden ned over for de her kriminelle borgere. Mener ministeren virkelig, at Socialdemokratiet og regeringen kan fortsætte med at se danskerne i øjnene, når man på den måde stikker dem blår i øjnene med en falsk fortælling?

Ministeren.

Vi stikker naturligvis ikke nogen blår i øjnene med en falsk fortælling. Hr. Mikkel Bjørn kender jo udmærket til de faktiske forhold i de her sager, for vi har diskuteret dem ved flere lejligheder, og jeg har svaret på talrige udvalgsspørgsmål om emnet. Og hr. Mikkel Bjørn er udmærket klar over, at eksempelvis Syrien ikke tager imod deres egne kriminelle borgere. De tager imod folk, der rejser frivilligt tilbage. Derudover er der jo den udfordring, at når det gælder at sætte en lås på Kærshovedgård, vil det være ulovligt – det er hr. Mikkel Bjørn også bekendt med. Men derfor forsøger vi det jo så ad andre veje, ved øgede kontrolforpligtelser og øgede sanktioner, som betyder, at man ryger i fængsel, hvis ikke man lever op til dem, og vi skærper vilkårene for folk, der bor på Kærshovedgård. For de folk, der bor der, er uønskede i Danmark.

Ordføreren.

Tak for det. Ministeren giver jo spørgeren her argumenterne i hånden, når han siger, at et land som Syrien eksempelvis ikke tager imod folk, som bliver sendt hjem med tvang, men gerne vil tage imod folk, som rejser frivilligt tilbage. Det er hele essensen af Dansk Folkepartis forslag om at sætte en lås på Kærshovedgård, fordi det er det, vi har brug for for at tvinge de mennesker, som i dag nægter at eksekvere deres egen udrejse, og hvor hjemlandene nægter at tage imod dem, hvis de hjemsendes med tvang, til at forlade landet. Det gør vi jo ikke ved fortsat at tillade de mennesker fri udgang i det danske samfund efter alvorlige, grove og personfarlige forbrydelser.

Ministeren.

Hr. Mikkel Bjørn har jo mig bekendt også været på Kærshovedgård og ved derfor, at Kærshovedgård ikke er noget særlig attraktivt sted at opholde sig. Sådan skal det også være. Det skal være et trøstesløst sted, for hvis man bor på Kærshovedgård, opholder man sig ulovligt i Danmark, og så skulle man slet ikke være her. Derfor er jeg godt tilfreds med, at vi nu skærper meldeforpligtelserne, sådan at hvis man bryder dem, ryger man fra Kærshovedgård ind i en fængselscelle. Den her kontrol med folk, der bor på Kærshovedgård, mener jeg er vigtig, lige så vel som f.eks. forbuddet mod, at de må køre bil. For det er klart, at de ikke har noget at gøre i Danmark.

Så er det medspørgeren, hr. Peter Kofod fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Kærshovedgård er jo eksemplet på, at menneskerettighederne og internationale konventioner hersker og råder. For der er nogle ting, som selv 90 mandater i det her Folketing dårligt ville kunne gøre noget ved, i hvert fald vil det ikke kunne gøre noget ved det, fordi man ikke vil bruge de muligheder, der er. Jeg synes bare, det er interessant at få belyst, at regeringen nu siger, at man vil stramme nogle ting ud fra en eller anden forventet praksisændring hos domstolen; og det er jo så regeringen, der forventer det. Hvad nu, hvis der ikke sker nogen praksisændring? Hvad nu, hvis det hele bare fortsætter, som det plejer? Vil ministeren give en garanti her og nu for, at hvis det ikke får den ønskede effekt eller den effekt, som Socialdemokratiet lige op til et folketingsvalg prøver at bilde danskerne ind at det har, så tager vi Dansk Folkepartis vej den her gang, altså at det så bliver nationale løsninger, og så må vi sige til dem: Prøv at høre her, vi kan ikke sætte kriminelle udlændinge over danskernes ret til eget land; og så opsiger vi de der konventioner, og så kommer vi videre?

Ministeren.

Men jeg har en klar forventning om, at det kommer til at få en effekt, når 27 lande sender et vink med en vognstang til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol på en måde, som ikke er set før, med så markant henvisning til både artikel 3 og artikel 8 og siger: Her er det gået for vidt, her er der behov for, at domstolen slår bak; medlemsstaterne skal selv afgøre, hvilken udlændingepolitik de ønsker at føre. Det er jeg fortrøstningsfuld omkring. Det er også på den baggrund, altså fordi vi mener, der er et grundlag for at forvente den praksisændring, at vi kan fremsætte et lovforslag her i Folketingssalen, sådan som statsministeren bebudede i sin nytårstale.

Medspørgeren.

Men hvis regeringen er så sikker, hvorfor kan man så ikke give mig den garanti? Hvis nu regeringen er så sikker på, at den her praksisændring slår igennem på en måde, så vi kan gennemføre de udvisninger, vi gerne vil – hvis man er så sikker på, at det kommer til at ske – så burde det jo være fuldstændig gratis at give Folketinget og danskerne en garanti for, at hvis det så mod forventning ikke skulle virke, så er man villig til at tage Dansk Folkepartis vej og sige, at så opsiger vi de konventioner, der skal til, for at vi selv styrer det her område? Det burde jo være ligetil og gratis, for hvis det viser sig at holde, er der ikke noget problem. Så har I løst det, og så tager jeg hatten af for det og kvitterer. Det tror jeg bare ikke I har.

Ministeren.

Når man sammen med sine blå kolleger i Fredericia holdt et blåt konvent og fremlagde et stort program med en masse forskellige politikpunkter og det her område ikke var nævnt med et ord, så hænger det måske også sammen med, at de øvrige blå partier jo heller ikke vil udstede den form for garantier. Man skal i det hele taget passe på med at udstede garantier om noget, man ikke reelt kan garantere, fordi der også er andre, man er afhængig af. Derfor vil jeg sige, at man jo kunne starte med at finde ud af, om man overhovedet sammen med dem, man er ved at præsentere et regeringsalternativ sammen med, ville kunne opnå enighed der. Det ville man jo ikke kunne, for der er ikke noget ønske om at udtræde af konventionerne.

Tak til hr. Peter Kofod. Værsgo til spørgeren for sidste spørgsmål.

Tak. Jeg vil fortsætte spørgerækken omkring de her utroværdige talelinjer fra Socialdemokratiet. Tilbage i april stod Socialdemokratiets udlændingeordfører, hr. Frederik Vad, i forbindelse med afskaffelsen af den tekniske trappestigeordning og sagde, at fremadrettet ville alle udlændinge, som fik en ubetinget dom efter straffeloven, blive udvist af Danmark, og det, uanset hvor længe de havde været i Danmark. Derfor undrede det mig meget, at statsministeren i nytårstalen kunne lancere præcis den samme politik en gang til, når den ifølge Socialdemokratiet allerede var implementeret tilbage i i april. Er det ikke grundlæggende at lyve for danskerne på den måde at bilde dem historier på ærmet gang på gang på gang, uden at de nogen sinde får valuta for pengene?

Ministeren.

Nej, og hr. Mikkel Bjørn er jo også udmærket klar over – for jeg ved, at hr Mikkel Bjørn er velinformeret – at trappestigemodellen er noget helt andet end det, det drejer sig om, når vi fremlægger et lovforslag, der handler om at tage forskud på en praksisændring, vi forventer kommer. Det er et nybrud. Det var ikke noget, man så under den tidligere blå regering med Dansk Folkepartis støtte. Der gjorde man ikke det her. Der løb man ikke den form for procesrisiko. Det gør vi nu, og det er jeg stolt af. Vi kommer til at være et foregangsland, når vi fremlægger det her lovforslag. Jeg har den klare forventning, at vi kommer til at se, at flere udlændinge bliver udvist, så vi ikke ser nogle af de allermest grelle eksempler længere her i Danmark.

Vi siger tak til hr. Mikkel Bjørn. Vi går til spørgsmål nr. 17 til udlændinge- og integrationsministeren af hr. Nick Zimmermann fra Dansk Folkeparti.

Hr. Nick Zimmermann vil læse spørgsmålet op. Værsgo.

Tak for det. Hvordan vil ministeren sikre, at flere udlændinge hjemrejser?

Ministeren.

Tak for det spørgsmål. Jeg vil starte med at pege på tallene, som jeg synes taler for sig selv. Hjemrejseindsatsen går generelt rigtig godt i Danmark. Fra 2020-2025 er det samlede antal udlændinge i udsendelsesposition mere end halveret fra over 2.000 udlændinge til under 1.000 udlændinge. Når det gælder frivillige udsendelser, er jeg også tilfreds med, at vi i 2025 har slået alle rekorder. For mere end 800 personer med lovligt ophold har valgt at rejse frivilligt med repatrieringsstøtte. Jeg håber selvfølgelig, at den udvikling fortsætter. Når det gælder kriminelle udvisningsdømte og udlændinge uden lovligt ophold, skal der ikke herske nogen tvivl om, at de skal gøre, som de har pligt til, nemlig at rejse ud. Regeringen har allerede strammet reglerne for udlændinge uden lovligt ophold. Faktisk har vilkårene aldrig været strammere på Kærshovedgård end under denne regering. Vi har f.eks. sikret, at udlændinge uden lovligt ophold, som er pålagt kontrolforpligtelser, fra årsskiftet skal melde sig dagligt til myndighederne. Samme målgruppe har også fået forbud mod at føre motordrevet køretøj, ligesom udlændinge uden lovligt ophold er blevet begrænset i deres adgang til sundhedsydelser. På den måde er vi med til at sikre, at udlændinge uden lovligt ophold i videst muligt omfang forhindres i at tage del i det danske samfund, så de motiveres til at rejse hjem hurtigst muligt. Modsat fru Inger Støjbergs tilgang, altså at parkere problemerne i Midtjylland og opbevare udlændingene på Kærshovedgård, så har socialdemokratiske ministre arbejdet på reelt at løse de her problemer, nemlig ved at sende dem ud af landet. Det kan undre mig, at Dansk Folkeparti som støtteparti i perioden 2015-2019 ikke gjorde yderligere. Men der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg fortsat vil gøre alt for at sikre, at flest mulige udlændinge uden lovligt ophold sendes ud af Danmark.

Spørgeren.

Vi kan jo bare konstatere, er det, som ministeren her siger, desværre ikke står mål med virkeligheden. For virkeligheden er jo netop, at indvandringen under den her regering er steget med over 124 pct., og at der her i Danmark er masser af kriminelle udlændinge, som nærmest på daglig basis begår bestialsk kriminalitet, og som ikke bliver udvist. Det er med Socialdemokraterne for bordenden, at der lige nu er nogle af de mest kriminelle udlændinge, der opholder sig her i landet. Der er sågar nogle, der ikke engang har et dansk statsborgerskab, og som man alligevel nægter at udvise. Jeg må sige, at der er tilfælde, hvor jeg virkelig ikke forstår det. Samtidig med at man hos Socialdemokraterne nægter at udvise kriminelle udlændinge, man nægter at sende dem hjem, og man mener, at der er problemer, så er det de selv samme lande, hvor regeringen hver evige eneste år bidrager med hundredvis af millioner kroner. Hvorfor er det sådan, at vi, når det drejer sig om nogle af de lande, som f.eks. nægter at tage imod deres egne kriminelle statsborgere, sender dem ulandsbistand? Hvordan kan det være, at vi støtter de lande økonomisk? Det må da i hvert fald ikke være sådan, at vi, hvis et land ikke vil tage imod sine egne kriminelle statsborgere, så bagefter skal komme og sende dem en ulandsbistand. Der kan her fra Folketingssalen nævnes utallige kriminelle udlændinge. Der kan nævnes Fasar fra »Den sorte svane« og Omar Mohamed. Der kan nævnes i flæng, og danskerne oplever hver evige eneste dag problemerne. Derfor virker det en smule hyklerisk, når vi fra Socialdemokraternes side kan høre, at der faktisk er masser af kriminelle udlændinge, der bliver udvist, men vi jo rundtomkring i vores danske land kan se, at det er en helt anden virkelighed, og danskerne oplever jo virkelig det her på egen krop. Så det passer ganske simpelt ikke, når man påstår, at der bliver hjemsendt masser af kriminelle udlændinge, når tallene nu viser, at der har været en kæmpestor stigning, og der er masser af kriminelle udlændinge. Der er for at være helt ærlig virkelig ikke sket ret meget i den her regerings tid. Det må vi jo bare konstatere.

Ministeren.

Hr. Nick Zimmermann kan jo ikke kreere sine egne tal. Tallene er nu engang sådan, som de er, og de viser, at det er lykkedes at udvise flere, og at det er lykkedes at hjemsende flere. Det var også det, jeg redegjorde for lige før, og det skyldes jo bl.a., at vi har strammet udvisningsreglerne ad flere omgange. Det skyldes også, at vi har sikret, at der er ordninger, som gør, at det er attraktivt at udrejse af Danmark, og det er jo f.eks. derfor, vi i øjeblikket har en negativ indvandring fra Syrien. For der er jo flere syrere, der forlader Danmark, end der er syrere, der kommer hertil, og det skal vi jo være glade for.

Spørgeren.

Men det er jo, hvis vi nu skal være helt ærlige, også nogle kreative tal, som ministeren og ministeriet har fundet på. Jeg kan i hvert fald bare konstatere i forbindelse med nogle af de skriftlige spørgsmål, som har stillet i ministeriet om den her massive stigning på de over 124 pct., der har været i indvandringen, og når jeg har spurgt ind til, hvordan ministeriet har opgjort de her såkaldte 2015-2019-tal, at det er lavet helt ekstremt kreativt. Man har jo i ministeriet simpelt hen bare taget tallene fra 2015 og har sådan glattet dem ud over hele perioden for at få det til at se ud, som om der var en stor indvandring. Men i virkeligheden drejer det sig jo sådan set bare om, at der var en stor indvandring i 2015, og det var så sandelig ikke med vores gode vilje. Men for at være helt ærlig er tallene måske også lige kreative nok. Er vi ikke enige om det?

Ministeren.

Det der med at skabe mistillid til vores fælles institutioner og centraladministrationen er en ærgerlig tendens. Jeg tror, at hr. Nick Zimmermann og hans kolleger i Dansk Folkeparti den dag, det er dem, der sidder i Udlændinge- og Integrationsministeriet, vil opleve, at de tal, de bestiller, vil være de samme tal som dem, som jeg kan bestille, eller dem, som man får, når man stiller et udvalgsspørgsmål, og der bliver sendt et svar på det. Det er ikke mig, der som politiker sidder og bestemmer, hvordan tallene skal strikkes sammen, det er embedsmænd, der har en sandhedspligt, og som skal leve op til de embedsmandsdyder, der nu engang er, og det skal vi være glade for. For det er på den måde, vi kan sikre, at Folketinget får retvisende informationer.

Så er der en medspørger, nemlig hr. Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti. Velkommen.

Tak, formand. Det, vi interesserer os for, minister, er, hvordan man i praksis kan få flere af dem, som vi ikke ønsker skal være i Danmark, til at rejse ud. Én ting er, hvad Folketinget beslutter her i salen, hvilke strategier regeringen lægger, og hvad man siger i offentligheden og her i salen, men noget andet er, hvad der er praksis. Kunne ministeren ikke tage os med ind i sit værksted og sige, hvad man i praksis kan gøre for at sende flere ud af landet, så de ikke bliver her? Det tror jeg vi er lidt nysgerrige efter at høre.

Ministeren.

Det er jo rigtigt, at det er det praktiske og den virkelige verden, der her er det interessante. Det, vi i praksis gør for at få folk til at rejse hjem, var jo også det, vi gjorde, dengang hr. Mattias Tesfaye var udlændingeminister, hvor vi oprettede Hjemrejsestyrelsen, som er en styrelse, som alene arbejder dedikeret med at hjemsende folk. Det drejer sig om at etablere kanaler til hjemlandene og at vejlede udlændinge om deres muligheder. Vi har repatrieringsordningen, som er et attraktivt tilbud, og som er en god forretning for det danske samfund. For det at få sendt folk hjem, i stedet for at de her er med til at skabe integrationsproblemer eller de påfører det danske samfund omkostninger, er langt bedre, også selv om det koster nogle penge i det øjeblik, de skal af sted. Der er jo godt gang i den ordning. Der var rekordmange syrere, der valgte at benytte sig af den i 2025. Det arbejde skal vi fortsætte med at presse på for. For vi har en interesse i, at der er så mange som muligt af dem, som er kommet hertil, og som har en baggrund i Stormellemøsten, og som ikke er i stand til at bidrage positivt i Danmark, eller som i øvrigt deler vores grundlæggende værdier og ønsker at være en del af det danske samfund, vender tilbage til deres hjemlande.

Medspørgeren.

Det kan jo selvfølgelig være fint nok. Men der er jo en lang række stopklodser på den landevej, der skal føre dem hjem. Der er Kærshovedgård, der er folk, der ikke kommer hjem, der er en menneskeretsfanatikere, som sætter hindringer i vejen, der er EU-Domstolen, og der er endda menneskerettighedskonventionen, der er inkorporeret i dansk lov. Så kunne ministeren ikke være lidt mere konkret og sige, hvordan man vil komme uden om de stopklodser, så flere bliver sendt hjem?

Ministeren.

Jeg deler frustrationen over dele af menneskerettighedsmiljøet, som jeg synes har været dybt skadeligt igennem mange år. Det er også derfor, jeg glæder mig over, at vi er lykkedes med at samle opbakning til, at 27 lande nu har sendt den her meget markante udtalelse til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. For det har jeg jo en forventning om kommer til at betyde, at vi kan hjemsende flere. Det er også kun derfor, at vi tør fremlægge et lovforslag her i Folketingssalen, hvor vi jo simpelt hen med åbne øjne løber en procesrisiko. Men det kommer jo til at betyde, at flere vil blive idømt udvisning, på trods af at praksis i Strasbourg lige nu ikke tilsiger, at vi skulle kunne gøre det.

Vi siger tak til hr. Alex Ahrendtsen som medspørger og går tilbage til hr. Nick Zimmermann, som har et sidste spørgsmål. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil prøve at følge op på det. For jeg synes faktisk, at det, der her udspillede sig mellem min gode kollega og ministeren, var interessant. Ministeren fik jo to muligheder for at komme med nogle helt konkrete forslag og idéer til, hvordan man vil øge antallet af hjemsendelser, og der var ikke en eneste idé. Er det rigtigt, at ministeren her i salen i dag ikke har et eneste konkret tiltag til at få flere til at rejse hjem?

Ministeren.

Det var ærgerligt, at hr. Nick Zimmermann ikke hørte de idéer, jeg så præsenterede. For det var jo bl.a. det helt store og det, man virkelig kan kalde et nybrud, altså at vi snart præsenterer et lovforslag, som ikke før er set i Folketingssalen, og som, selv om det ikke er den praksis, man i Strasbourg i øjeblikket dømmer efter, vil give domstolene en mulighed for at udvise. Vi er simpelt hen er villige til at løbe den procesrisiko og sige, at vi mener, at kriminelle udlændinge skal ud af Danmark, at de ikke har noget at gøre her, og at vi derfor skal tage forskud på den praksisændring, som vi mener bliver en konsekvens af den fælles udtalelse, som vi lavede i Strasbourg.

Tak til hr. Nick Zimmermann. Vi går videre til spørgsmål nr. 18 til udlændinge- og integrationsministeren af hr. Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti, som gerne må læse spørgsmålet op.

Værsgo.

Tak. Er ministeren rede til at nedbringe antallet af permanente opholdstilladelser betragteligt, så det er muligt at hjemsende mange flere end i dag?

Ministeren.

Den stigning, vi ser i antallet af ansøgninger om tidsubegrænset opholdstilladelse, afspejler i høj grad den flygtningestrøm, der kom til Danmark i 2015, altså på et tidspunkt, hvor Dansk Folkeparti som bekendt havde stor indflydelse på den danske udlændingepolitik og støttede den daværende regering. Der er i dag stramme krav for at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse, men som jeg har sagt tidligere, er jeg ikke afvisende over for at se på de krav, vi stiller, for at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse. Jeg mener, at langt flere udlændinge med lovligt ophold generelt burde overveje at benytte sig af repatrieringsordningen. Repatrieringsordningen er en frivillig ordning for udlændinge med lovligt ophold. Det omfatter også udlændinge med tidsubegrænset opholdstilladelse. Det glæder mig, at der er under den nuværende regering er rigtig mange med lovligt ophold i Danmark, som udrejser frivilligt med hjælp til repatriering. Der var i 2025 mere end 800 personer, der gjorde brug af muligheden. Det er et rekordhøjt antal, og jeg håber, at den positive udvikling fortsætter, også for udlændinge med tidsubegrænset opholdstilladelse.

Spørgeren.

Er det ikke bare skønt at møde så mange DF'ere i salen her i eftermiddag? Ministeren siger ja. Grunden til, at vi stiller spørgsmålet om permanent opholdstilladelse, er jo, at det er en vej til statsborgerskab. Har man først fået permanent opholdstilladelse, er næste naturlige skridt for mange at søge om statsborgerskab, og det er derfor, vi interesserer os lidt for det. Jeg hørte på ministeren, at han ikke er helt afvisende, men samtidig siger ministeren så, at man skal kigge på de frivillige ordninger som f.eks. repatrieringsordningen. Den er jo ekstremt lukrativ, især når man sammenligner med andre lande, f.eks. Tyskland, og alligevel er der ikke så mange, der benytter den. Så det, vi egentlig agter at få regeringen til at forstå med dette spørgsmål, er, at vi ønsker en aktiv regering, en aktiv stat, der sørger for færre permanente opholdstilladelser. Der kunne vi jo godt tænke os at få nogle helt konkrete bud på, hvordan vi kan få færre permanente opholdstilladelser, især til folk fra lande, der har været meget svære at integrere. Altså, det drejer sig om helt konkrete tiltag i stedet for frivillige ordninger som f.eks. repatrieringsordningen, som også er ekstremt dyr for den danske stat.

Ministeren.

Først og fremmest vil jeg sige, at jeg glæder mig over at være i godt selskab her i eftermiddag med så mange DF'ere. Så ja, det er bestemt positivt. Når det gælder permanent opholdstilladelse, er jeg godt tilfreds med, at vi har nogle meget stramme regler, fordi de stramme regler betyder, at det jo er relativt få af eksempelvis dem, der kom som flygtninge i 2015 og 2016, som er i stand til at få permanent opholdstilladelse nu, fordi de ikke kan leve op til kriterierne. Når vi så ser, at nogle bliver i stand til det, er det sådan set et udtryk for, at der selvfølgelig er undtagelser. Der er jo folk, der er kommet hertil, og som har taget Danmark til sig og er blevet velintegreret, som bidrager positivt, og der har jeg ikke den samme aversion mod, at de har en opholdstilladelse, som i forhold til den store gruppe, som så heller ikke er i stand til at få det.

Spørgeren.

Måske skulle jeg spørge på en anden måde. Altså, det, vi egentlig ønsker, er, at man strammer reglerne for at opnå permanent opholdstilladelse. Hvilke ting kunne regeringen diske op med for at stramme reglerne for permanent opholdstilladelse? Det ville jo være noget andet end en frivillig ordning.

Ministeren.

Det vil jeg ikke afvise at vi på et tidspunkt skal drøfte, men jeg synes bare også, man må være opmærksom på, at det rummer et dilemma, fordi vi jo har rigtig mange, der kommer til Danmark for at bidrage positivt, ikke mindst – og det er jo den helt store gruppe, der kommer i de her år – folk, der kommer fra andre europæiske lande og arbejder i Danmark. Det kunne være tyskere, og det kunne for den sags skyld også være briter eller amerikanere eller asiater, som kommer og bidrager positivt og er i Danmark i mange år og på et tidspunkt har et ønske om at få permanent opholdstilladelse. Hvis vi strammer vilkårene for at få permanent opholdstilladelse, vil det gælde for alle, og så vil det også gælde for den gruppe. Derfor rummer drøftelsen nogle dilemmaer, synes jeg.

Så har vi en medspørger, og det er hr. Nick Zimmermann. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil prøve at spørge ind til noget lidt interessant, som er, at siden Assads fald den 8. december 2024 har regeringen alligevel fundet anledning til at give 1.124 syrere permanent opholdstilladelse. Hvad skyldes det?

Ministeren.

Vilkårene for at få permanent opholdstilladelse er sådan, at hvis man er kommet, dengang Dansk Folkeparti var ved magten, og har fået en opholdstilladelse der, og hvis man så er kommet i arbejde og har bidraget til Danmark og levet op til alle de her forskellige krav, der er, om, at man ikke har begået kriminalitet og kan sproget osv., så har man mulighed for at optjene ret til en permanent opholdstilladelse. Det er et vilkår, der gælder for alle, og mange af dem, vi taler om her, kan være folk, der er kommet, dengang Dansk Folkeparti sad ved roret her i Danmark. Det var nu engang de regler, efter hvilke de her mennesker ankom til Danmark. Der er nogle få af dem – og det hører så med til billedet, at det er meget få – som har været i stand til at optjene ret til tidsubegrænset opholdstilladelse. Det er jo så det, de har levet op til, og det har de så fået. Men det store billede er jo, at dem, der er kommet, de syrere, der kom under flygtningekrisen, ikke har opnået permanent opholdstilladelse, fordi de ikke lever op til alle de her meget stramme krav, vi har.

Medspørgeren.

1.124 syrere har fået permanent opholdstilladelse siden Assads fald. Jeg kan i hvert fald huske, hvad politikerne lovede tilbage i sin tid, altså tilbage i 2015 og 2016, og det var netop det her med – det var bl.a. politikere på venstrefløjen, der sagde det – at lige så snart der var fred i Syrien, skulle syrerne begynde at vende hjem igen. Nu kan vi så se på tallene, at den her regering alligevel har fundet anledning til at give 1.124 syrere permanent opholdstilladelse, og ud over det har 261 syrere fået statsborgerskab, alene siden Assads fald. Der må da simpelt hen være en forklaring på det.

Ministeren.

Jamen hr. Nick Zimmermann har misforstået noget, hvis han tror, at det er regeringen, der har besluttet, hvem der får tidsubegrænset opholdstilladelse. Det er nogle regler, vi har, og som er vedtaget her i Folketingssalen, der administreres efter. Det gælder for alle udlændinge, der kommer til Danmark. Det er ret få syrere, der er i stand til at leve op til de her regler, men det er der nogle der har kunnet, og de kan så få permanent opholdstilladelse. Men det er ikke sådan, at regeringen sidder på et møde og siger: Nu vil vi give permanent opholdstilladelse til nogle. Til spørgsmålet om, hvornår man som syrer skal vende tilbage til Syrien, vil jeg sige, at det heller ikke er en politisk beslutning. Der vil hr. Nick Zimmermann opleve den dag, hvor han Nick Zimmermann sidder i min stol, at han heller ikke har mulighed for at sende syrere tilbage til Syrien, hvis Flygtningenævnet siger nej.

Tak til hr. Nick Zimmermann. Vi går tilbage til spørgeren, hr. Alex Ahrendtsen, for det sidste spørgsmål. Værsgo.

Jamen så må I jo bare lave reglerne for Flygtningenævnet om, så det igen er Folketinget, der bestemmer. Så vil jeg sige til ministeren, at det er lidt trist, at Socialdemokratiet ikke vil stå ved deres ansvar. Man har haft statsministerposten fra 2011 til 2015 og igen fra 2019 til i dag. Det er ret mange år. Dansk Folkeparti har aldrig siddet ved roret eller været i regering, så I står med hovedansvaret. Og vi vil gerne have, at I får flere til at rejse hjem, og at der er færre, der får permanent opholdstilladelse. I stedet hører vi en sang fra de varme lande. Kan ministeren ikke snart gøre det lidt bedre?

Ministeren.

Jeg bestræber mig hver eneste dag på at gøre det lidt bedre, men jeg synes ikke, det er rimeligt at fralægge sig alt ansvar selv. Altså, vi påtager os bestemt vores del af ansvaret for de problemer, vi har i Danmark, men en gang imellem skulle Dansk Folkeparti måske gøre det samme. Dansk Folkeparti var det største parti i blå blok under den blå regering i en periode, hvor mange af de mennesker, vi nu taler om, og som man harcelerer over at vi ikke får sendt hjem, ankom til Danmark.

Vi siger tak til hr. Alex Ahrendtsen. Så går vi til spørgsmål nr. 19 på dagsordenen til udlændinge- og integrationsministeren af fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti. Inden vi går i gang, vil jeg lige sige, at hvis vi klarer det her spørgsmål hurtigt, kan vi nå et spørgsmål mere, spørgsmål nr. 20 på dagsordenen, men det vurderer formanden efterfølgende.

Værsgo til fru Mette Thiesen for at læse op.

Det her kan gøres meget, meget kort, klart og tydeligt: Er det ministerens holdning, at Kærshovedgård bør være aflåst? Ja eller nej?

Ministeren.

Det ville jeg bestemt foretrække, men desværre er det ulovligt at sætte en lås på Kærshovedgård. Det er jo derfor, som jeg også var inde på lidt tidligere – og vi kan jo tage det en gang mere, for Dansk Folkeparti har jo stillet spørgsmålet en gang i dag – at vi har strammet kontrolforpligtelserne meget markant på Kærshovedgård, og det trådte i kraft her den 1. januar. Det betyder, og det er jeg glad for, at hvis man overtræder de forpligtelser, man har til at melde sig på Kærshovedgård, så vil der være en meget hurtig sanktionstrappe, som betyder, at man kommer i fængsel. Derfor skal man altså overholde de forpligtelser, man har i forhold til sin meldepligt osv., og det er jeg glad for at vi nu har vedtaget, og jeg er glad for, at det er trådt i kraft her den 1. januar.

Spørgeren.

Kærshovedgård er en skændsel, og det er en skændsel, at man som ansvarlig, såkaldt ansvarlig, vil jeg sige, nominelt ansvarlig eller påtaget ansvarlig politiker i Danmark mener, at det er helt legitimt, at danskere, som bor i nærheden af Kærshovedgård, skal lide den tort, at dybt kriminelle udlændinge får lov til at færdes frit, som det passer dem. Så laver man nogle små justeringer, fordi man er så utrolig bange for at gøre det, der kræves. Det, der kræves, er, at man låser de her mennesker inde. De har ikke udstået deres straf. De er ikke rejst ud. På Kærshovedgård og på alle andre udrejsecentre i Danmark skal det jo være sådan, at der er én dør, og det er døren ud af Danmark. Så længe man ikke vil anerkende det, og så længe man er så enormt bange for forskellige konventioner og alt muligt andet, kommer man simpelt hen til at straffe danskerne. Jeg synes det er dybt, dybt beskæmmende igen og igen at skulle have den her debat. Du kan spørge en ganske almindelig dansker på gaden: Mener du, det er okay, at kriminelle udlændinge sådan set bare får lov til at køre mødre ihjel, at de bare får lov til at færdes frit, at være dybt kriminelle og fortsætte deres kriminelle løbebane? Synes du, det er okay, at hele den befolkning, der bor i nærheden af de her udrejsecentre, skal lide under det? Nej, det synes de sådan set ikke. Mener du, at vi sådan set bare skal låse dem inde? Ja, det mener jeg sådan set. Jeg tror, man ville kunne spørge næsten enhver på gaden, og de ville sige det her, fordi det er en af de der meget, meget groteske ting. Når man kommer op i de der finere luftlag, begynder man at sige: Uh nej, nogle konventioner, uh nej, det ene og det andet. Ministeren er nødt til at reagere på, at det er fuldstændig sindssygt, at danskere skal finde sig i, at dybt kriminelle mennesker, der er kommet hertil, har begået kriminalitet og er blevet udvist, ikke bare bliver låst inde, indtil de rejser ud.

Ministeren.

Fru Mette Thiesen startede med at spørge, om jeg finder det legitimt. Og nej, jeg finder det ikke legitimt. Jeg finder det illegitimt, at de her mennesker overhovedet er i Danmark. Det har intet at gøre her. Det er nu engang sådan, at fru Inger Støjberg oprettede det her center. Siden forsøgte den socialdemokratiske regering at flytte det for at aflaste området. Det stemte et stort flertal i Folketinget imod. Nu har vi så forsøgt at stramme grebet om de mennesker, der er på Kærshovedgård, ad flere omgange og senest på en måde, hvor vi begrænser deres sundhedsydelser; vi øger deres meldepligt, som gør, at de skal melde sig, ellers ryger de i fængsel, de må ikke køre bil, og der er også andre elementer. Det er jeg godt tilfreds med, for det skal være meget uattraktivt at være på Kærshovedgård. For de her mennesker hører slet ikke til her i landet.

Spørgeren.

Både ved det tidligere spørgsmål, jeg stillede ministeren, og ved det her snakker ministeren om stramninger. Jeg taler om løsninger. Vi er nødt til at finde nogle løsninger. Løsningen er at låse de her mennesker inde, og så kan de for min skyld få lov til at sidde der på vand og brød, og så er der én dør, og det er døren ud af Danmark. Så tror jeg nok, at de på et tidspunkt finder ud af, at det ikke er super attraktivt at sidde der. Problemet er jo, at de sådan set kan færdes fuldstændig frit, som de har lyst til. De kommer jo ikke til at rejse hjem. Det er jo fuldstændig åndssvagt. Så jeg er bare nødt til at sige, minister: Det der er småstramninger, det er ikke noget, der løser det endelige problem. Den eneste løsning er at låse dem inde, for de er farlige for danskerne.

Ministeren.

Jeg ville også foretrække, at vi bare kunne sætte en lås på Kærshovedgård. Det er desværre ulovligt, og derfor er det ikke en mulighed. Men jeg deler frustrationen, og derfor er jeg sådan set glad for, at vi har indført en masse stramninger, som strammer grebet om de her mennesker og gør det meget lidt attraktivt at opholde sig her i landet.

Så er det spørgeren for sidste runde.

Jeg synes, det er meget vildt, at ministeren bliver ved med at tale om, at det er ulovligt. Nej, det strider måske imod nogle konventioner. Hvem er det, der laver lovgivningen her i Danmark? Hvem er det, der er valgt af danskerne? Er det nogle bureaukrater nede i Bruxelles, eller er det os, der sidder herinde i det danske Folketing? I Dansk Folkeparti tager vi faktisk det meget, meget alvorligt, nogle gange nærmest som det eneste parti. Derfor mener vi, at det er os, der laver lovgivningen. Selvfølgelig skal der lås på Kærshovedgård, selvfølgelig skal vi udvise kriminelle udlændinge konsekvent og efter første dom, og selvfølgelig skal kriminelle udlændinge, der er blevet tildelt dansk statsborgerskab ved lov, have det frataget og udvises. Det er jo bare sund fornuft. Så gør det nu!

Ministeren.

Må jeg minde om, at det sådan set ikke alene er et spørgsmål om regeringen. Det er lige så meget et spørgsmål om, at de partier, som fru Mette Thiesen og Dansk Folkeparti ønsker at lave et regeringsalternativ med, jo heller ikke vil sætte lås på Kærshovedgård. Hvorfor stod der ikke et ord om det her i materialet fra det blå konvent? Det gjorde der jo ikke, fordi det er ulovligt, og fordi de andre blå partier heller ikke vil sætte en lås på Kærshovedgård. Det er et problem, der er skabt, dengang fru Inger Støjberg etablerede det her center. Det har været til stor gene for folk, der bor i området. Derfor har vi gjort, hvad vi kunne for at inddæmme de problemer og skærpe vilkårene markant for folk, der bor derovre, og det er jeg rigtig godt tilfreds med. Jeg var derovre på et besøg for nylig, og jeg synes, at rammerne derovre er kedelige og trøstesløse, præcis som de skal være. Og jeg vil opfordre alle, der bor på Kærshovedgård, til at få etableret en kontakt til Hjemrejsestyrelsen, sådan at de kan få en flybillet hjem. ( Mette Thiesen (DF): Ministeren skal holde op med at bortforklare og løse problemerne).

Så siger jeg tak til fru Mette Thiesen, som ikke har mere taletid! Så går vi til det sidste spørgsmål i dag, og det er spørgsmål nr. 20 til udlændinge- og integrationsministeren af hr. Peter Kofod fra Dansk Folkeparti.

Værsgo at læse spørgsmålet op.

Tak for det. Skal man forstå statsministerens løfter i nytårstalen om udvisning af kriminelle udlændinge således, at man fremover ikke vil tage hensyn til internationale konventioner?

Ministeren.

Tak for det spørgsmål. Det er en prioritet for regeringen at udvise flest mulige kriminelle udlændinge. Derfor har vi under denne regering lavet de strammeste udvisningsregler nogen sinde. Nu strammer vi så reglerne endnu mere, så flere kan udvises. Derfor vil vi også allerede inden sommer gennemføre lovgivning, hvorefter udlændinge, der idømmes mindst 1 års ubetinget fængsel for alvorlig kriminalitet, som det helt klare udgangspunkt skal udvises, uanset hvilken tilknytning de har til Danmark. Med statsministerens udmelding lægges der ikke op til, at vi skal udtræde af nogen konventioner, for det er efter vores overbevisning ikke den rigtige måde at gøre det på. Danmark har i stedet gjort det rigtige, synes jeg, ved at arbejde inden for rammerne af de forpligtelser, vi har påtaget os. Vi har sammen med Italien samlet et flertal af Europarådets 46 medlemslande bag en fælles udtalelse, der understreger, at der skal findes en ny balance i udvisningssager, så kriminelle udlændinges rettigheder ikke overtrumfer hensynet til ofrene og samfundet. Det er et nybrud, og derfor forventer regeringen, at vi i den kommende tid vil se, at Menneskerettighedsdomstolens praksis på området udvikler sig. Det er på den baggrund, at regeringen om kort tid kan præsentere et lovforslag, der strammer udvisningsreglerne yderligere.

Så er det spørgeren. Værsgo.

Jeg synes, at udlændingepolitik er så vigtigt et spørgsmål, at det er fuldstændig hævet over partihensyn, fordi det er det spørgsmål, der har den allerstørste betydning for nationens skæbne – for, hvordan næste generation og generationen efter ser ud. Derfor vil jeg gerne give et løfte til ministeren i dag. Jeg vil heppe hele vejen igennem på, at det her kommer til at virke. Jeg håber det; jeg drømmer om det. Jeg håber, at det her får den gennemslagskraft, som statsministeren sagde i nytårstalen, for det vil være godt. Men jeg tror ikke på det. Jeg tror, at vi om 10 år vil kunne opføre en situation som den, vi lige har haft her i dag, altså en situation, hvor der er masser af spørgsmål fra Dansk Folkeparti og masser af svar fra regeringen, eller rettere fra den, der til den tid er minister, som siger alle de rigtige ting, men hvor situationen stadig væk vil være, at meget, meget kriminelle mennesker, der efter min mening ikke har nogen tilknytning til Danmark, som f.eks. somalieren Ahmed Omar Mohamed, der kidnappede en lille pige på 10 år og voldtog hende og fik lov til at blive, og hvor den situation vil fortsætte. Det, jeg har lyst til at finde ud af, er, om vi, når vi så står her igen om 10 år og stadig væk ikke har styr på de her ting trods alt det, vi blev lovet i nytårstalen op til et folketingsvalg, hvor det var meget belejligt at sige, at nu skulle der også til at ske noget på det her område, efter at man havde haft magten i Danmark i 6-7 år, så kunne få afklaret, om Socialdemokratiet, når vi når dertil, er klar til at tage de skridt, som Dansk Folkeparti advokerer for og er klar til at tage, nemlig at vi bare opsiger konventioner, der forhindrer os i at udvise farlige kriminelle mennesker, som ikke har tilknytning til Danmark, som f.eks. den somalier, der bortførte og voldtog et lille barn for 10 år siden. Er Socialdemokratiet villige til at tage det skridt, hvis det viser sig at være et fatamorgana og en ren ørkenvandring, vi er på vej ud i?

Ministeren.

Jeg deler indignationen og frustrationen over, hvor vi står, og jeg synes også, det er den rigtige tilgang, hr. Peter Kofod har til den her sag, altså at den på en eller anden måde bør være hævet over partiskel. For det bør være noget, vi kan enes om, altså at vi ikke kan acceptere, at kriminelle udlændinge, der begår voldtægt af børn, er i Danmark. De har intet at gøre her. Jeg tror selvfølgelig på det lovforslag, vi nu er ved at skrive og snart vil fremsætte, for ellers havde vi ikke lavet det. Hvad fremtidens Socialdemokrater eller hvem, der nu sidder i min stol om 10 år, vil gøre, har jeg meget svært ved at udstede garantier om her i dag.

Spørgeren.

For nu at være helt ærlig, håber jeg, det er hr. Mikkel Bjørn, der sidder i ministerens stol, for så er der ingen grund til, at vi har den her debat, for så har han nok løst de problemer, vil jeg sige. Det tror jeg nu på. Men jeg hepper, fordi den her sag er så vigtig. Det er partiløst. Jeg er villig til at sige, at hvis man kan løse det her, vil vi sætte en statue op ude på Slotspladsen af udlændingeministeren, der får skovlen under det her problem. For det er skæbne. Det er jo en syg ting, at vi er i en situation, hvor alle Folketingets partier siger, at vi skal udvise kriminelle udlændinge, men vi får så bare ikke udvist de udlændinge, der begår den værste kriminalitet. Det er jo helt vanvittigt.

Ministeren.

Jeg hæfter mig også ved, at eksempelvis Jonas Christoffersen har sagt, at han mener, at det en klokkeklar fejl. Han er en af de jurister, der ved rigtig meget om menneskerettigheder. I forhold til den sag, vi nu har talt om nogle gange, med en voldtægt af en 10-årig, virker det i mine øjne også helt absurd, eller ikke bare absurd, men grotesk, at vedkommende ikke udvises. Jeg er interesseret i, at vi finder løsninger, hvor de her folk rent faktisk bliver udvist. Vi forsøger at gøre det inden for rammerne af konventionerne. Hvis hr. Mikkel Bjørn sad i min stol, ville han være tvunget til det samme, eftersom det mig bekendt stadig væk er sådan, at alle de partier, Dansk Folkeparti vil danne en regering sammen med, jo også vil forblive en del af de internationale forpligtelser.

Så giver jeg ordet til medspørgeren, hr. Mikkel Bjørn. Velkommen.

Tak for det. Der er jo en bevægelse i gang på den borgerlige side af det politiske spektrum i øjeblikket, hvor flere borgerlige partier begynder at sige det, som regeringen og Socialdemokratiet nægter at sige, nemlig at vi skal tage et opgør med de her internationale konventioner. Jeg vil gerne spørge ministeren ind til en formulering, han har brugt nu i dag af nogle omgange, nemlig at man med forårets lovforslag vil tage forskud på en praksisændring. Det forskud på en praksisændring er jo det samme som at sige, at man folder hænderne og beder til de højere magter. Altså, der er ingen garanti for, at vi får udvist kriminelle udlændinge, og at domstolen ikke totalt sætter en kæp i hjulet på det, der er regeringens ambitioner. Hvad er det, der gør, at man tror, at det kommer til at ske nu, og hvad har man tænkt sig at gøre, hvis det ikke kommer til at ske?

Ministeren.

Jeg har ikke hørt, at de blå partier generelt er ved at forlade den europæiske menneskerettihedskonvention. Det er for mig en fuldstændig ny oplysning, hvis det er tilfældet. Jeg har hørt, at Dansk Folkeparti siger det, og jeg har hørt, at Danmarksdemokraterne giver udtryk for, at de vil gøre det efter en valgperiode, hvis der ikke sker noget. Borgernes Parti går jeg ud fra også vil forlade alt, men derudover så har jeg ikke kendskab til nogen andre blå partier, som er på vej ud af den europæiske menneskerettighedskonvention, som er den, det meget ofte kommer til at handle om, når vi taler om udvisningssager. Det er klart, at vi jo ikke ville fremsætte et lovforslag, hvis ikke vi troede på, at det havde en effekt, men vi har også været helt åbne om at sige, at vi løber en procesrisiko her. Det mener jeg er det rigtige at gøre, for vi har en interesse i at komme i mål, og målet er, at flere kriminelle udlændinge bliver udvist. Det er derfor, vi er ved at skrive det her lovforslag. Det kommer vi snart til at fremsætte, og det håber jeg selvfølgelig at Dansk Folkeparti vil bakke op om.

Medspørgeren.

(Talen er under udarbejdelse)

Ministeren.

(Talen er under udarbejdelse)

(Talen er under udarbejdelse)

(Talen er under udarbejdelse)

(Talen er under udarbejdelse)

(Talen er under udarbejdelse)

(Talen er under udarbejdelse)

(Talen er under udarbejdelse)

(Talen er under udarbejdelse)