✓ Besvaret · Endeligt svar Udvalgsspørgsmål Spørgsmål 175 MOF alm. del

MFU spm. om beredskabsplan der konkret beskriver håndteringen aflivning af et stort antal svin

Spørgsmål og svar

Ukendt spørger

Vil ministeren oversende en skriftlig redegørelse til udvalget, der ud fra den gældende veterinære beredskabsplan konkret beskriver håndteringen af tre forskellige scenarier, hvor et stort antal svin skal aflives og bortskaffes? I redegørelsen bedes der tages udgangspunkt i en stor svinebesætning på størrelse med f.eks. Tybjerggård på Sjælland, som har 14.000 avlssøer og derudover smågrise og slagtesvin fordelt på mindst 14 ejendomme. Der bedes endvidere taget udgangspunkt i tre konkrete scenarier, hvor besætningen rammes af henholdsvis en smitsom sygdom som afrikansk svinepest, et cyberangreb, der sætter strøm og vandforsyning ud af funktion i flere dage, og en zoonose, som er potentielt dødelig og smitsom både mellem dyr og mellem mennesker samt fra dyr til mennesker. For hvert scenarie bedes det konkret beskrevet, hvordan man vil håndtere aflivningen af de mange dyr, herunder hvem der skal forestå den og med hvilke metoder, hvordan man vil håndtere fragt af dyrene fra stald til bortskaffelsesstedet, og hvordan man konkret vil bortskaffe dem. Af hvert scenarie skal det også fremgå, hvor lang tid der vil gå fra problemet opdages, til dyrene er bortskaffet, samt hvor mange mennesker der er brug for, herunder hvilke fagprofessioner.