Søg

Find sager, spørgsmål, svar, bilag, debatter, personer og udvalg

115 resultater for emneord "klima"

Folketinget konstaterer, at klimaforandringerne medfører højere vandstande, voldsommere vejr og flere stormfloder. Prognoserne viser, at en nutidig 100-års stormflodshændelse vil indtræffe hvert 3. år i 2100. Folketinget opfordrer derfor regeringen til i forlængelse af de allerede igangsatte initiativer i Klimatilpasningsplan I at sætte tempo på klimatilpasningen og sikre de rette reguleringsmæssige rammer og langsigtede investeringer, så Danmark bliver beskyttet. Folketinget noterer, at regeringen hurtigst muligt fremlægger en Klimatilpasningsplan II med tiltag, der beskytter Danmark mod oversvømmelser fra havet. Beskyttelsen af Danmark skal ske i tide. Folketinget opfordrer dertil til, at regeringens plan indeholder finansiering af væsentlige investeringer samt bedre regulering og organisering af kystbeskyttelsesområdet. Klimatilpasning bliver en tilbagevendende opgave, så der skal tænkes langsigtet. Folketinget opfordrer derfor til, at regeringens tiltag er strukturelle, forebyggende og kan understøtte, at vores værdier, infrastruktur m.v. bliver beskyttet og gjort modstandsdygtige i forhold til konsekvenserne af det forandrede klima.

Sag · V 59

Folketinget konstaterer, at Danmark står over for en alvorlig og undervurderet risiko for ødelæggende konsekvenser i Norden på grund af ændringer i havcirkulationen. Folketinget noterer sig opråbet fra 43 klimaforskere i et åbent brev til Nordisk Ministerråd i oktober 2024 om det mulige kollaps af Golfstrømmen, som appellerer til, at de nordiske regeringer tager markant lederskab og internationalt presser mere på for at reducere drivhusgasudledningerne så hurtigt som muligt. Folketinget appellerer til, at et potentielt havstrømskollaps og en affødt fødevarekrise inkluderes i de nationale beredskabsplaner, og at Danmark tager lederskab for at sikre tilstrækkelig klimahandling for at afværge krisen. Dette indbefatter udarbejdelsen af en fælles nordisk tilbundsgående risikovurdering af fænomenet og handleplaner for forebyggelse og krisehåndtering, der på et beredskabsniveau forbereder de nordiske lande på de sandsynlige konsekvenser af et markant koldere klima. Folketinget understreger, at tidsrammen for handling er presserende, og regeringen opfordres til at igangsætte de nødvendige indsatser straks.

Sag · V 32

Et flertal i Folketinget vedtog lov om konsekvenser ved afskaffelsen af store bededag som helligdag den 28. februar 2023. Folketinget konstaterer, at der fortsat er flertal for denne beslutning. Folketinget står i de kommende år over for vigtige prioriteringer og udfordringer. Et flertal i Folketinget har ambitioner og ønsker om at forbedre både vores sikkerhed og forsvar, sikre værdig og ordentlig omsorg for ældre, børn og syge og at styrke vores indsats for beskyttelsen af klima og miljø. Det kræver både medarbejdere og finansiering. Folketinget noterer sig, at afskaffelsen af store bededag som helligdag var en løsning, hvor alle lønmodtagerne i fællesskab bidrog til at øge den arbejdskraft, vi har til rådighed, og sikre en årlig ekstraindtægt til staten.

Sag · V 88

Folketinget konstaterer, at vi grundet klimaforandringer kan forvente hyppigere og mere ekstreme tilfælde af voldsomt vejr i Danmark, hvilket medfører øget behov for kystbeskyttelse. Senest i efteråret og vinteren 2023 blev flere steder ramt af oversvømmelser fra stormflod. Folketinget anerkender, at partierne bag finansloven for 2024 har aftalt en ekstraordinær anlægspulje på 125 mio. kr. til genopretning af kommunal infrastruktur påvirket af stormfloderne. Folketinget noterer, at partierne bag det grønne råderum har sikret midler til øget kystbeskyttelse, og at arbejdet er igangsat. De seneste voldsomme vejrhændelser giver samtidig anledning til, at Folketinget konstaterer, at der er behov for strukturelle løsninger på klimatilpasningen. Folketinget noterer, at regeringen primo 2025 vil fremlægge lovforslag om håndtering af højtstående grundvand. Folketinget opfordrer regeringen til at arbejde videre mod en klimatilpasningsplan 2, med fokus på gennemførelse af langsigtede, forebyggende tiltag, så vores værdier, infrastruktur m.v. bliver modstandsdygtig i forhold til det forandrede klima.

Sag · V 72

Folketinget opfordrer regeringen til - at fremlægge en bindende Naturplan Danmark med mere natur og biodiversitet i et foranderligt klima, - at sikre, at vand- og naturplanerne og den danske naturlovgivning bringes i overensstemmelse med EU-lovgivningen, og forhindre yderligere forsinkelser af vand- og naturplanerne, - at gennemføre kvælstofreduktioner lokalt ved hjælp af lokale kvoter og naturtiltag og lokalt samarbejde i stedet for omsættelige kvoter, - at fremlægge virkemidler til en tredobling af det økologiske areal inden 2020, - at regulere større husdyrbrug som industri med faste udlederkrav og placering i områder for større husdyrbrug, - at fremme landbrugets muligheder for bæredygtig energiproduktion, under hensyntagen til jordkvaliteten og jordens mulighed for at binde kulstof, - at indføre individuelle kvoter for pesticidanvendelsen for hver enkelt landbrugsbedrift, - at nedsætte en uafhængig kommission til udarbejdelse af forslag til løsning af landbrugets strukturelle og økonomiske udfordringer. Kommissorium forhandles mellem partierne inden april 2011.

Sag · V 19

Folketinget konstaterer, at det går godt for dansk økonomi, og at der er styr på de offentlige finanser. Men verden står et farligt sted, der kalder på sammenhold. Der skal derfor i kommende folketingssamling føres en samlende, ansvarlig og socialt retfærdig politik, som målrettet holder hånden under dem, der rammes hårdt af stigende priser, men ikke forværrer inflationen. Folketinget ønsker at intensivere den nødvendige grønne omstilling, hvilket er påtrængende af hensyn til klimaet og behovet for at blive uafhængig af russisk energi. Folketinget ønsker som minimum, at den sidste del af Danmarks klimamål bliver indfriet, samt at vores natur og biodiversitet styrkes. Folketinget er enig om at mindske den økonomiske ulighed, styrke rekrutteringen til den offentlige og private sektor, samt bekæmpe børnefattigdom og børns og unges mistrivsel. Partierne bestræber sig på at fortsætte det konstruktive og brede samarbejde efter valget.

Sag · V 1

Folketinget konstaterer, at Danmark har fået en ny, bred regering, der vil tage fat på de substantielle udfordringer, landet står over for. Regeringen vil sikre en stærk og robust økonomi, hvor pengene følger med velfærden, når der kommer flere ældre og børn, hvor det bedre kan betale sig at arbejde, hvor skatten samlet set nedbringes og den strukturelle beskæftigelse øges. Regeringen vil endvidere bevæge Danmark hen til et velfærdssamfund med mere lokal frihed, selvbestemmelse og forandringskraft gennem otte reformspor. Herunder skal der gøres mere for de mange unge, der står uden for arbejdsmarkedet og uddannelse, så de bliver hjulpet til en bedre start på voksenlivet. Folketinget ønsker endvidere at intensivere den nødvendige grønne omstilling, hvilket er påtrængende af hensyn til klimaet og behovet for at blive uafhængig af russisk energi. Samtidig vil regeringen fremrykke investeringerne i dansk sikkerhed og forsvar.

Sag · V 1

Folketinget konstaterer, at naturen har en værdi i sig selv. Klimaforandringerne og naturens tilbagegang udgør de største udfordringer for både nulevende og kommende generationer af borgere. Dog er hverken natur-, miljø- eller klimarettigheder indskrevet i Danmarks Riges Grundlov, hvilket gør Danmark til et af de få lande i verden, som endnu ikke har grønne bestemmelser i sin forfatning. 149 ud af 193 lande beskytter i dag deres borgeres grønne rettigheder, og det gælder stort set alle de lande, vi normalt sammenligner os med. Folketinget ønsker, at grundloven skal være et spejl af vores verden. På den baggrund opfordrer Folketinget regeringen til at indlede en dialog med Folketinget om en ny grøn grundlov, der grundfæster nulevende og kommende generationer af danskeres ret til ren luft, rent drikkevand, ren mad og statens pligt til at bidrage til et sikkert klima og til at beskytte naturen.

Sag · V 28

Den nyeste klimarapport fra IPCC viser, at konsekvenserne af den globale opvarmning er endnu værre end hidtil antaget. Det gør det endnu mere afgørende, at alle lande skærper deres klimamål, og også at de overholder dem. Det vil skade klimaet, Parisprocessen og troværdigheden, hvis et land ikke overholder sine mål, og det gælder i særdeles for et land som Danmark, der markedsføres som et grønt foregangsland. Så med udsigten til, at Danmark ikke når vores 2025-mål for reduktion af vores klimaforurening, opfordrer Folketinget regeringen til inden sommerferien at indkalde til forhandlinger og snarest fremlægge og søge at få vedtaget virkemidler, der skal sikre, at vi når målet, og at det sker gennem reelle reduktioner. Samtidig understreger Folketinget, at regeringen har handlepligt til at sikre, at 2030-målet nås.

Sag · V 22

Viser 21-40 af 115 resultater