Søg

Find sager, spørgsmål, svar, bilag, debatter, personer og udvalg

12 resultater for emneord "psykiatri"

Folketinger anerkender, at pårørende spiller en vigtig rolle for borgere og patienter på sundheds-, social- og ældreområdet, men også at pårørende ofte står i en sårbar situation, der kan påvirke deres egen fysiske og mentale sundhed. Folketinget finder det positivt, at regeringen i april 2024 indgik en bred aftale om en reform af ældreområdet, hvor tæt samspil med pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfund skal være bærende værdier i en ny ældrelov. Folketinget finder det positivt, at alle Folketingets partier i oktober 2023 indgik en aftale om bedre hjælp til børn og unge, som er pårørende. Folketinget tilslutter sig regeringens ambitioner om at styrke psykiatrien og noterer, at aftalepartierne med aftalen om en 10-årsplan for psykiatrien blev enige om at prioritere pårørende. Folketinget finder det positivt, at der de seneste år er afsat flere midler gennem bl.a. SSA-reserven til relevante organisationer, som gør en vigtig indsats for pårørende.

Sag · V 69

Folketinget konstaterer, at det er centralt at sikre et tilstrækkeligt udbud af botilbudspladser i hele landet, som matcher borgernes behov, og hvor medarbejderne har de rette kompetencer, så borgerne får den hjælp, de har behov for. Folketinget konstaterer, at kommunerne har forsyningsforpligtelsen og dermed forpligtelsen til at sikre, at der er de nødvendige tilbud efter serviceloven. Folketinget konstaterer, at Social- og Boligstyrelsen følger udviklingen i målgrupper og tilbud for at understøtte kommunerne i at sikre det fornødne udbud af højt specialiserede tilbud. Folketinget konstaterer ligeledes, at regeringen og KL med den seneste kommuneøkonomiaftale er enige om at løfte niveauet for kommunernes anlægsinvesteringer med 1,5 mia. kr. og etablere en lånepulje på 1,5 mia. kr. til udvidelse af den kommunale botilbudskapacitet i 2024-2026. Folketinget tilslutter sig regeringens ambitioner om at styrke den samlede psykiatri og sikre den nødvendige kapacitet og kvalitet. Folketingets partier ser frem til forhandlingerne om 10-årsplanen for psykiatrien.

Sag · V 66

Folketinget bemærker, at Rigsrevisionen retter skarp kritik af indsatsen for at sikre sammenhængende forløb for borgere ved indlæggelser i psykiatrien og efterfølgende ophold på sociale botilbud. I mange tilfælde får borgere ikke den lovpligtige koordinerede indsats mellem region og kommune, som ellers var et centralt formål med ændringen af psykiatriloven i 2019. Folketinget ønsker, at borgerne visiteres til tilbud, der modsvarer deres behov, og at kommuner og regioner forpligtes på at samarbejde om den bedste behandling, hjælp og støtte for borgere, der har tværsektorielle forløb. I den forbindelse er det en forudsætning, at udskrivningsaftaler, der klart definerer ansvaret for behandling, hjælp og støtte, udarbejdes og følges. Folketinget noterer sig, at de kommende forhandlinger om en ny struktur i sundhedsvæsenet også bør adressere, hvordan der kan sikres en bedre sammenhæng mellem sundheds- og socialfaglige indsatser i hele landet.

Sag · V 65

Idet Folketinget konstaterer, at nedlæggelsen af en lang række sengeplader inden for psykiatrien siden 1980 ikke er blevet fulgt op af tilstrækkelige investeringer i opsøgende arbejde og etablering af beskyttede boliger og andre behandlingstilbud, at udviklingen i bevillingerne til behandlingen af psykisk syge mennesker ikke siden 2001 har fulgt med udviklingen i bevillingerne på sundhedsområdet, at mange psykisk syge mennesker ikke får den nødvendige behandling i tide, og at det opfølgende arbejde ikke fungerer tilfredsstillende, opfordrer Folketinget regeringen til at sikre, at der i finansloven for 2010 afsættes de nødvendige midler til behandlingen af psykisk syge mennesker, så væksten på dette område kommer op på mindst samme niveau som ved behandlingen af andre syge mennesker, og at antallet af relevante personalegrupper, der kan indgå i behandlingen af psykisk syge mennesker, øges, sådan at anvendelsen af f.eks. psykologer øges.

Sag · V 44