Møde i salen

Mødet er åbnet.

I dag bliver der fremsat følgende forslag:

Skatteministeren (Ane Halsboe-Jørgensen):

Lovforslag nr. L 82 (Forslag til lov om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. (Betinget eftergivelse af gæld til det offentlige m.v.)).

Justitsministeren (Peter Hummelgaard):

Lovforslag nr. L 83 (Forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om fuldbyrdelse af straf m.v. og forskellige andre love. (Gennemførelse af dele af aftalen om strafreform og kriminalforsorgens økonomi 2026-2030 m.v.)).

Forslagene kan findes på www.folketingstidende.dk.

Forhandlingen af forsvarsministerens redegørelse om ligestilling og krænkende adfærd, redegørelse nr. R 3, vil finde sted fredag den 16. januar 2026 og ikke som tidligere meddelt fredag den 12. december 2025.

Der er ikke stillet ændringsforslag. Jeg giver nu ordet til hr. Lars Boje Mathiesen, Borgernes Parti.

Tak for ordet, formand. Når jeg tager ordet her til tredjebehandlingen i dag, er det, fordi jeg gerne vil advare om, at jeg tror, Folketinget er ved at begå en fejl i den her sag. Når folk bliver skilt, kan det godt være konfliktfyldt, og en sund politik ville være en 7-7-deling af børnene, og at man også lavede en deling af det, vi nu kalder børneydelsen eller børnepengene, så den gik til hver af forældrene. Problemet i det, som man nu gør her, er, at man siger, at hvis den ene forælder har barnet 9 dage og den anden forælder har barnet 7 dage, så går alle pengene fremover til den person, som har børnene 9 dage. Det synes jeg ikke er et system i balance; når 1 dag fremover kommer til at afgøre, hvem der får hele ydelsen, så bliver det til et problem. Hvis vi gerne vil have, at begge forældre skal tage ansvar for børnene, så duer det ikke, at vi laver et system, hvor vinderen får det hele og den anden bare skal betale. Jeg forstår godt hensigten med, at den forælder, der har barnet mest, selvfølgelig skal have de fleste af pengene. Det giver mening. Men jeg ville have foretrukket at anbefale, at man havde lavet et system, som var proportionalt, så forældrene fik pengene i forhold til det antal dage, som de så havde børnene, og den ene ikke fik alle pengene. For den forælder, som har barnet 5 dage, har jo stadig væk udgifter. Det er 36 pct. af tiden. Nu mister de forældre hele børneydelsen, og de skal stadig væk betale børnebidrag til bopælsforælderen. Det synes jeg ikke er ligestilling, og man skaber nu, synes jeg, herindefra nogle konflikter, som kan blive trappet op hos nogle forældre, som måske har konflikter i forvejen. Det vil jeg gerne advare imod. Jeg synes ikke, der er balance i det her, når man kan gå fra en 8-6-ordning, hvor man deler ydelsen, til en 9-5-ordning, hvor man som den ene forælder får det hele. Det skaber en skæv incitamentstruktur, og derfor ville jeg bare tage ordet i dag for at advare om det og inderligt håbe, at Folketinget lige besinder sig i det her, som jeg synes er blevet listet lidt i gang og af sted under en kommunalvalgkamp, og som der ikke rigtig har været nogen debat omkring. Her skaber man altså nogle konflikter, hvor man fjerner nogle midler fra nogle forældre, som stadig væk har deres børn i f.eks. 5 dage og stadig væk har udgifterne, men nu ikke får nogen som helst økonomisk hjælp til deres børn der. Det synes jeg er problematisk. Tak for ordet.

Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Lars Boje Mathiesen fra Borgernes Parti. Ønsker flere at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Vi stemmer om lovforslagets endelige vedtagelse, og afstemningen starter. Afstemningen slutter.

For stemte 102 (S, V, DD, LA, SF, M, KF, EL, DF, ALT, RV og Jeppe Søe (UFG)), imod stemte 1 (BP), hverken for eller imod stemte 1 (Mike Villa Fonseca (UFG)).

Lovforslaget er vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.

Der er ikke stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Vi stemmer om lovforslagets endelige vedtagelse, og afstemningen starter. Afstemningen slutter.

For stemte 99 (S, V, DD, LA, SF, M, KF, EL, ALT, RV, Jeppe Søe (UFG) og Mike Villa Fonseca (UFG)), imod stemte 5 (DF og BP), hverken for eller imod stemte 0.

Lovforslaget er vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.

Der er ikke stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Vi stemmer om lovforslagets endelige vedtagelse, og afstemningen starter. Afstemningen slutter.

For stemte 104 (S, V, DD, LA, SF, M, KF, EL, DF, ALT, RV, BP, Jeppe Søe (UFG) og Mike Villa Fonseca (UFG)), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0.

Lovforslaget er vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.

Der er ikke stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Vi stemmer om lovforslagets endelige vedtagelse, og afstemningen starter. Afstemningen slutter.

For stemte 84 (S, V, SF, M, KF, EL, DF, ALT og RV), imod stemte 19 (DD, LA, BP og Jeppe Søe (UFG)), hverken for eller imod stemte 1 (Mike Villa Fonseca (UFG)).

Lovforslaget er vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.

Der er ikke stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse. Afstemningen starter. Afstemningen slutter.

For stemte 104 (S, V, DD, SF, LA, M, KF, EL, DF, RV, ALT, BP, Jeppe Søe (UFG) og Mike Villa Fonseca (UFG)), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0.

Lovforslaget er enstemmigt vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.

Der er ikke stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse. Afstemningen starter. Afstemningen slutter.

For stemte 79 (S, V, SF, LA, M, DF, ALT og Jeppe Søe (UFG)), imod stemte 23 (DD, KF, EL og RV), hverken for eller imod stemte 2 (BP og Mike Villa Fonseca (UFG)).

Lovforslaget er vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.

Der er ikke stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget går direkte til tredje behandling uden fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget. Det er vedtaget.

Så holder jeg lige en kort pause og beder dem, der ikke har mere at gøre i salen, om at forlade salen.

Der er stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen sluttet.

Jeg betragter ændringsforslag nr. 1, stillet af et mindretal (ALT) og tiltrådt af et andet mindretal (SF, EL og RV), som forkastet. Det er forkastet.

Jeg betragter herefter ændringsforslag nr. 2 og 4-7, stillet og tiltrådt af de samme mindretal, som forkastet. De er forkastet.

Jeg betragter følgende ændringsforslag, stillet af udlændinge- og integrationsministeren, som vedtaget: ændringsforslag nr. 3 og 8-10, tiltrådt af et flertal (S, V, DD, SF, LA, M, KF og RV), ændringsforslag nr. 11, tiltrådt af et flertal (S, V, SF, LA, M, KF, EL, RV og ALT), ændringsforslag nr. 12-14, tiltrådt af et flertal (S, V, DD, SF, LA, M, KF og RV), ændringsforslag nr. 15, tiltrådt af et flertal (S, V, DD, LA, M og KF), ændringsforslag nr. 16-18, tiltrådt af et flertal (S, V, DD, SF, LA, M, KF og RV), og ændringsforslag nr. 19, tiltrådt af et flertal (S, V, LA, M og KF). De er vedtaget.

Jeg foreslår, at lovforslaget går direkte til tredje behandling uden fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget. Det er vedtaget.

Forhandlingen er åbnet, og den første ordfører, jeg byder velkommen til, er hr. Flemming Møller Mortensen, Socialdemokratiet.

Tak, formand. Socialdemokratiet støtter det her lovforslag. Lovforslaget drejer sig om den danske udviklingspolitiske strategi, som blev vedtaget i juni måned i år. Der blev der med meget bred politisk opbakning – otte ud af Folketingets partier støttede den nye strategi – truffet beslutning om, at man ville nedlægge Udviklingspolitisk Råd og i stedet for etablere nye fora til at sikre kvalitet, inddragelse og engagementskabelse i forhold til dansk udviklingspolitik. Det skal siges, at dansk udviklingspolitik er i særklasse, for ikke ret mange lande i verden – det er faktisk kun fire lande i verden – støtter og lever op til det, der er FN's målsætning i forhold til at fordele udviklingsbistand fra rige lande til lande, der har meget mere brug for det. De fire lande er Luxembourg, Norge, Sverige og Danmark. Så Danmark er i særklasse. Hvorfor er det så vigtigt, at vi får lavet en ny udviklingspolitisk strategi? Det er det, fordi det er vigtigt at have en kontinuitet i udviklingssamarbejdet fra dansk side og ud i verden. Derfor var vi fra socialdemokratisk side utrolig glade for, at det endnu en gang med et meget bredt politisk flertal lykkedes at lave en ny strategi umiddelbart før sommerferien. Man kan sige, at verden forandrer sig i den grad, og derfor er det også rigtig vigtigt, at vi ligesom fra dansk side har det udgangspunkt, at vi går til verden, som den er, og ikke som vi ønsker os den skal være. For dermed har vi altså en mulighed for i højere grad at være med til at præge og indgå i de dialoger, som er fuldstændig vigtige. Hvad er det så, lovforslaget her drejer sig om? Det er, at det er vigtigt, at vi til stadighed får sikret, at vi har et engagement bredt i det danske samfund. Derfor er det nu tanken, at man nedlægger Udviklingspolitisk Råd og i stedet erstatter det af det, der kommer til at hedde Partnerskab for Global Udvikling, som skal være et samlingspunkt for alle de relevante aktører, der er på det her område, og det være sig aktører fra alle dele af vores samfund. Det er civilsamfund, det er erhvervsliv, det er fonde, det er vidensinstitutioner, og det er også repræsentanter fra partnerlande, som vi har valgt at vi skal indgå et samarbejde med. Det er også meningen, at der skal laves et eksternt fagligt panel. Det panel skal give faglige anbefalinger til de programmer, vi udvikler fra dansk side i samarbejde med andre lande. Det er et spørgsmål om hele tiden at sikre maksimalt engagement hos de mange interessenter, der er. For at vi kan stå så stærkt som land, og så stærkt som vi har stået igennem flere årtier, er det vigtigt, at vi hele tiden politisk tager bestik af, hvordan vi bedst muligt sikrer det brede engagement i vores samfund. Derfor er det her et rigtig godt forslag. Det er et spørgsmål om, at der også gives nogle ministerbemyndigelser, som der arbejdes på, i forhold til hvem man udpeger, og hvordan man udpeger medlemmer til de to nye fora, altså både det eksterne faglige panel, men også det, der skal hedde Partnerskab for Global Udvikling. Der bliver en åben proces. I det hele taget er åbenhed og transparens vigtigt. Vi har også kunnet se af de høringssvar, der er kommet til lovforslaget, at det er det, man ønsker at blive forsikret om, og det er det, vi også fra Socialdemokratiets side vil sikre bliver rammesætningen for det, og det ved jeg også at udenrigsministeren arbejder ihærdigt på. Så på alle måder er det et rigtig godt lovforslag, som er med til at understøtte det, der har været dansk udviklingspolitik gennem mange årtier, så vi også i fremtiden kan stå så stærkt som overhovedet muligt. Det er vel at mærke en fremtid, som stiller ekstremt store krav til, at lande samarbejder og interagerer, og at man på tværs af lande bærer det ansvar. Derfor vil jeg også gerne her fra talerstolen sige, at jeg som udenrigsordfører og udviklingsordfører for Socialdemokratiet er utrolig glad for, at vi kan bryste os af, at vi endnu en gang er et af de meget få lande – og det er desværre en tendens, som er gået den gale retning – nemlig som sagt ud et ud af fire lande, der efterlever FN's mål om at give som minimum 0,7 pct. af vores bni. Socialdemokratiet støtter det her forslag. Tak.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Flemming Møller Mortensen fra Socialdemokratiet. Jeg byder nu velkommen til hr. Christian Friis Bach fra Venstre.

Tak for det, og tak for ordet. Vi lever i en usikker verden. Der er krige og konflikter. Antallet af civile ofre stiger. Humanitære katastrofer tager et omfang, som vi ikke har set i en lang årrække. Fattigdommen, uligheden stiger for første gang, siden vi i virkeligheden vedtog de her verdensmål, som skulle bringe os i den stik modsatte retning. Der er klimaproblemer og usikkerhed i verden, og derfor er det vigtigt med vores internationale samarbejde og det internationale udviklingssamarbejde. Det gør en forskel. Det skaber nye alliancer. Det placerer Danmark centralt der, hvor vi skal være, i verden og i en verden, vi engagerer os i. Vi står her med en lovændring til en lov om internationalt udviklingssamarbejde, og den lov er kun blevet ændret to gange i verdenshistorien. Den første gang var for 15 år siden, hvor jeg fik æren af at ændre loven og afskaffe en forholdsvis lukket styrelse dengang, som sad lidt som en hemmelig klub i Udenrigsministeriet og tog beslutninger om det danske udviklingssamarbejde. Det åbnede vi op, og vi skabte Det Udviklingspolitiske Råd, og vi skabte ikke mindst markant større åbenhed om hele processen, hvormed man vedtager og fremlægger og beslutter de programmer og projekter og initiativer og politikker, som omgiver det danske udviklingssamarbejde. Det Udviklingspolitiske Råd har gjort det godt, synes jeg, på rigtig mange måder. Stor ros til dem. De har rejst vigtige debatter. De har også få sat foden ned, hvor der har været behov for det, og de har engageret sig konstruktivt og kritisk i det danske udviklingssamarbejde. Men vi må jo også erkende, at det, der måske var ambitionen, nemlig at det skulle skabe en bredere forankring og en bredere folkelig deltagelse, ikke helt er blevet indfriet, og vi har måske også måttet konstatere, at Det Udviklingspolitiske Råd måske kommer lidt sent ind i nogle af processerne og ikke helt har kunnet sætte sig og få den indflydelse, som de jo i virkeligheden var tiltænkt. Derfor har man nu i lyset af de erfaringer, der har været siden den lovændring, foreslået en ny ændring af den måde, vi engagerer os bredere i det udviklingspolitiske samarbejde med det her lovforslag, hvor vi skaber et fagligt panel, der skal sikre et meget stærkt og fagligt og erfaringsbaseret input ind til projekter og programmer og politikker på et tidligt tidspunkt. Det giver rigtig god mening, og det er præcis det, tror jeg, der kan skabe nogle positive forandringer og kvalitetssikre vores udviklingssamarbejde. Og så skal vi have en meget bredere inddragelse i Partnerskab for Global Udvikling, inddrage de mange aktører, som er relevante, og som allerede i dag engagerer sig i udviklingssamarbejdet. Det er noget, jeg ser frem til, og som jeg meget gerne, og det ved jeg vi bredt i Folketinget blandt ordførerne meget gerne vil, vil være med til at bygge op og engagere os i, og vi vil styrke den brede dialog, der skal være med alle de aktører fra civilsamfundsorganisationer og virksomheder, erhvervsliv og fonde og vidensinstitutioner, som har gode input og stort engagement i det danske udviklingssamarbejde. Derfor tror jeg, at det her vil gøre, at vi får mere engagement, ikke mindre, at vi får en stærkere udviklingsbistand og udviklingssamarbejde i fremtiden – et udviklingssamarbejde, der er rigtig hårdt brug for. Så derfor bakker jeg og Venstre op om lovforslaget.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Christian Friis Bach fra Venstre. Jeg byder nu velkommen til fru Karina Adsbøl fra Danmarksdemokraterne.

Tak for det, formand. Da vores ordfører er forhindret i dag, er jeg så vikaren fra himlen. Tak for ordet. Med lovforslaget nedlægges Udviklingspolitisk Råd, og det erstattes af nye fora, der skal komme med strategiske input til regeringen og inddrage eksterne kompetencer. Nedlæggelsen af Udviklingspolitisk Råd er en følge af aftalen om Danmarks nye udviklingspolitiske strategi, »Verden i Opbrud – Partnerskaber i Udvikling«, som faldt på plads i juni i år. At Udviklingspolitisk Råd nedlægges og erstattes af nye fora, der skal komme med input til regeringens udviklingspolitiske prioriteter, har vi som sådan ikke noget imod, men de nye fora skal også løfte den nye udviklingspolitiske strategi, som Danmarksdemokraterne ikke er med i. Vi er ikke med, fordi den udviklingspolitiske strategi har en retning, som vi ikke støtter. Vi var med i de første forhandlingsrunder, fordi vi havde erfaret, at den nye udviklingspolitiske strategi skulle støtte, at udviklingsbistanden bliver brugt i lande og på formål, der tjener danske interesser. Det havde bestemt været godt, hvis det skinnede mere igennem i strategien. Det er svært at se, at der er et skarpt fokus på danske formål; der er derimod mange løse formuleringer, der kan tolkes meget vidt. Danske interesser kan tolkes til at være alt fra skovrejsning i Brasilien til flere lærere i Afrika. Vi havde gerne set, at det i strategien var mere klart, at dansk udviklingsbistand i Afrika skal bruges i lande, der skaber udvikling lokalt og forhindrer økonomiske flygtninge i at rejse mod Europa. Vi havde også gerne set, at lande, der modtager dansk bistand, skal tage egne borgere retur – ikke kun hvis landet modtager langsigtet bistand, som det er formuleret i strategien. Den udviklingspolitiske strategi indebærer bl.a., at EU skal være en stærk, forudsigelig og relevant partner for udviklingslandene, og at strategien tager et afsæt i FN's målsætning om at anvende 0,7 pct. af bni på udviklingsbistand. Det støtter vi ikke. Vi finder det også utilfredsstillende, at regeringen slet ikke vil tale om vandremodellen, der handler om et modtagecenter til asylansøgere, når nu andre lande har samlet idéen op. Med Danmark i formandsrollen i EU i dette efterår kunne der godt være kommet mere luft under vandremodellen, hvis ellers regeringen ville prioritere det. Vi har ikke noget imod, at Udviklingspolitisk Råd nedlægges, men det erstattes jo så herefter af et nyt. Der er selvfølgelig også gode takter i den udenrigspolitiske strategi, men der er også meget, som vi ikke kan støtte. Derfor bliver det fra Danmarksdemokraterne også et nej til lovforslaget, fordi de nye fora skal understøtte en strategi, som efter vores opfattelse har en skæv og forkert retning, som vi ikke støtter. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Karina Adsbøl fra Danmarksdemokraterne. Jeg byder nu velkommen til hr. Karsten Hønge fra Socialistisk Folkeparti.

Tak. SF er med i aftalen om en ny udviklingspolitisk strategi, der holder Danmark fast på at leve op til FN's målsætning om at bidrage til verdens udvikling med mindst 0,7 pct. af bni. En ny strategi giver en retning for, hvordan de over 20 mia. kr. om året skal anvendes. Jeg synes, at vi står med en ambitiøs strategi for, hvordan Danmark kan gøre en forskel i udviklingslandene i det globale syd. Som vi ser det, er der en klar sammenhæng mellem udviklingspolitik og sikkerhedspolitik. En forsvars- og sikkerhedspolitik, som reelt adresserer udfordringerne med migration og lokale kriser, der risikerer at sprede sig, skal være et stærkt element og have støtte i udviklingen af det globale syd. I løbet af få år vil 1,2 milliarder unge træde ind på arbejdsmarkederne i det globale syd, mens der indtil nu øjensynlig kun er udsigt til, at der vil være jobs til godt 400 millioner. Derfor er svaret klart nok, at der skal skabes flere jobs, vel at mærke med klare rettigheder til lønmodtagerne, og det skal være jobs, man kan leve af. Det er naturligvis helt afgørende, at vi politisk følger op og sikrer, at den vedtagne strategi realiseres i tråd med intentionerne. Siden den sidste lov om udviklingssamarbejde fra 2012 er der afprøvet forskellige måder til at sikre opfølgning på og overvågning af strategien. SF mener, at Udviklingspolitisk Råd fungerede efter hensigten, og at de bidrog til konstruktive drøftelser. Udenrigsministeren ønsker en anden struktur, og nedlæggelsen af Udviklingspolitisk Råd er således en idé fra udenrigsministerens side, men vi er jo fra SF's side altid åbne over for en omstilling. Derfor støtter SF ministerens ønske om mere åbenhed i forvaltningen, og vi støtter en tidligere og tydeligere inddragelse af interessenter og ressourcepersoner og ikke mindst repræsentanter for de lande og partnere, som vi arbejder sammen med. Udviklingspolitisk Råd bliver med den her lov nedlagt, og ministeren får bemyndigelse til at nedsætte nogle nye fora. Der skal fortsat være fokus på en vurdering af hele strategien og ikke kun på enkeltbevillinger og -programmer. De nye organer skal ikke kun give input, men også bidrage med at give anbefalinger baseret på deres faglige vurdering. Udviklingspolitisk Råd havde, som der stod, til opgave at yde strategisk og faglig rådgivning om udviklingssamarbejde til ministeren, og vi er helt på det rene med, at de nye fora ikke har den her opgave. Men det skader jo ikke, at der følger anbefalinger med den faglige vurdering. Det gælder for både det såkaldte Partnerskab for Global Udvikling (PGU) og det faglige panel, men ud fra hver deres særlige vinkel. Det er særlig vigtigt, at Partnerskabet for Global Udvikling, der kun mødes to gange om året, ikke bare bliver en klakørklub; de skal faktisk bringe forskellige kompetencer og erfaringer sammen. Udenrigsministeren har ansvaret for den faglige og professionelle kvalitetssikring af enkeltprogrammer, og der er ikke behov for flere fora for at klare den opgave. Det faglige panel skal til gengæld have til opgave at lave en faglig og strategisk vurdering af enkeltprogrammer og samtidig sikre, at interessenter og ressourcepersoner både bidrager til den strategiske dialog og sikrer en bred forankring af strategien ved at deltage i den faglige konsultation. SF er det vigtigt, at det ikke kun er traditionelle enkeltbevillinger og -programmer, der bringes op for det faglige panel. SF ønsker en dialog med ministeren om, hvilken sammensætning de to nye fora skal have. Vi ønsker en bred repræsentation af såvel interessenter som videns- og ressourcepersoner inden for udviklingsbistand. Vi er lidt bekymret for, at der er en så stor stigning i beløbsgrænsen for, hvornår et program skal behandles og vurderes af et fagligt panel. For Udviklingspolitisk Råd var beløbsgrænsen 43 mio. kr., og det er da nok muligvis for lidt, men at sætte det op til 100 mio. kr. er vi noget utrygge ved. Måske ville et beløb sådan cirka midtvejs være et godt sted at lande. Afslutningsvis vil jeg bare takke udenrigsministeren for at stå op imod den tendens til at beskære udviklingsbistanden, som mange rige donorlande, herunder flere af vores nabolande, indgår i. Jeg ser frem til samarbejdet om at etablere de nye fora, der kan bidrage til bedre udviklingsbistand og forankring i hele det danske samfund. Tak.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Karsten Hønge fra Socialistisk Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til hr. Lars-Christian Brask fra Liberal Alliance.

Tak for det, formand. Liberal Alliance er jo ikke med i den bagvedliggende aftale, men i Liberal Alliance virker det fra vores synspunkt meget fornuftigt at nedlægge Udviklingspolitisk Råd, og det støttes også af flere af de nuværende medlemmer af Udviklingspolitisk Råd, høringssvar og oprettelsen af Partnerskab for Global Udvikling. Det kan vi godt støtte, så det gør vi.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Lars-Christian Brask fra Liberal Alliance. Jeg byder nu velkommen til hr. Henrik Frandsen fra Moderaterne.

Tak for ordet, formand. Der er ingen tvivl om, at det er i Danmarks interesse, at udviklingspolitikken bygger på vores grundlæggende værdier og på en pragmatisk tilgang til en verden i opbrud. Danmark skal ikke trække sig tilbage. Det gør vi heller ikke. Vi skal engagere os klogt i verden. Med dette lovforslag følger vi op på den brede aftale om den nye udviklingspolitiske strategi, »Verden i Opbrud – Partnerskaber i Udvikling«. Vi moderniserer rammen for åbenhed og inddragelse, så udviklingspolitikken bliver bedre forankret både politisk, men også ude i samfundet. Med lovforslaget skaber vi en klar hjemmel til, at udenrigsministeren kan fastsætte regler for nye inddragelsesfora og for åbenhed i forvaltning af udviklingspolitikken. Der oprettes nye rammer, hvor relevante aktører som civilsamfund, erhvervsliv og organisationer kan give strategiske input til regeringens udviklingspolitiske prioriteter og være med til at omsætte dem til konkret handling. Samtidig sikres der bedre mulighed for at trække på eksterne faglige kompetencer til kvalitetssikring af større bevillinger. Det betyder også, at Udviklingspolitisk Råd nedlægges. Pointen er at styrke fagligheden og tilpasse strukturen til den virkelighed, vi står i, som er mere kompleks, mere forbundet og med behov for mere fleksible former for inddragelse. Samlet set styrker lovforslaget både åbenhed, legitimitet og kvalitet i dansk udviklingssamarbejde. Det er en nødvendig modernisering i en verden i forandring, så Moderaterne kan klart støtte lovforslaget. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Henrik Frandsen fra Moderaterne. Jeg byder nu velkommen til fru Helle Bonnesen fra Det Konservative Folkeparti.

Tak. I juni 2025 blev den nye udviklingsstrategi Verden i opbrud – partnerskaber i udvikling aftalt. Den tager som sagt udgangspunkt i, at Danmark følger FN-målsætningen om, at 0,7 pct. af bni går til udviklingsarbejde. Det ønsker Det Konservative Folkeparti at støtte op om, og derfor er vi også medunderskrivere af aftalen. Som en del af strategien lægges der op til, at Udviklingspolitisk Råd nedlægges. Rådet har fungeret engageret en årrække, men flere har påpeget, at rådet ikke har virket optimalt, og at rådet ofte er kommet for sent ind i processen med begrænset mulighed for reel indflydelse. På trods af at vi har haft en række både aktive og kompetente deltagere, har rådet ikke haft mulighed for at levere og arbejde så godt som det, man kunne have ønsket sig, da arbejdsforholdene ikke har været optimale. Derfor var der i aftalekredsen også enighed om nedlæggelse. Det ses også i høringssvarene, at der i det store hele er opbakning til den beslutning. Men naturligvis skulle udviklingsarbejdet ikke fortsætte uden at inddrage faglig ekspertise og relevante danske udviklingsaktører. Derfor etableres der i stedet Partnerskab for Global Udvikling, altså for at sikre netop tunge strategiske input, omsætning til konkret handling og kvalitetssikring. Ud over Partnerskab for Global Udvikling oprettes også et eksternt fagligt panel. Forarbejdet med den nye løsning er i fuld gang. Den nye strategi skal sikre bredere forankring og ikke mindst tidligere inddragelse. Det Konservative Folkeparti støtter forslaget og ser frem til det videre arbejde, hvor vi ser frem til et transparent forløb med en bred repræsentation, som der også lægges op til. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Helle Bonnesen fra Det Konservative Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten.

Tak. Vi behandler, som gode kolleger har sagt før mig, i dag lovforslag nummer L 58, som udmønter et konkret element i den politiske aftale om Danmarks udviklingspolitiske strategi. Den aftale er Enhedslisten også med i, og vi stemmer derfor selvsagt for det her lovforslag. Det var en bred politisk aftale med afsæt i verden, som den er, om, at vi i fællesskab arbejder for en verden, som vi ønsker at se den og komme til at forandre. Det har været, som andre også har sagt, et utrolig vigtigt signal, ikke bare i Danmark, at vi kan stå sammen bredt om store, vigtige politiske emner, men også, at Danmark internationalt står fast på, at vi bredt politisk forankret ønsker et stærkt internationalt engagement for at forandre vilkårene for mennesker andre steder på kloden på et tidspunkt, hvor andre lande drastisk skærer ned og ændrer deres tilgang til udvikling. Et af de specifikke elementer i aftalen er at nedlægge Udviklingspolitisk Råd. Det er ikke nogen hemmelighed, at det ikke er et element i aftalen, som er groet i Enhedslistens baghave, men vi anerkender fuldt ud, der er plads til forbedringer af visse processer omkring Udviklingspolitisk Råd, hvad angår bl.a. timingen for rådets inddragelse. Omvendt er der selvfølgelig også gode erfaringer med Udviklingspolitisk Råd, og det er selvfølgelig ærgerligt, hvis vi alle kommer til at skylle dem alle sammen ud med badevandet, og derfor værdsætter jeg også, at vi har de her gode drøftelser omkring, hvordan vi kan kvalificere den kommende model med et partnerskab for global udvikling og et eksternt fagligt panel. I Enhedslisten synes vi, det er rigtig vigtigt, at det eksterne faglige panel og partnerskabet får en så stærk forankring i civilsamfundet, i Organisationsdanmark, som det hedder i høringssvarene, som muligt, og at det får et stærkt ophæng i den udviklingspolitiske strategi. Blandt nogle af de gode eksempler på, hvordan Udviklingspolitisk Råd tidligere har fungeret, er, at det har bidraget til at sikre, at der er overensstemmelse mellem de overordnede formål i udviklingsarbejdet og de konkrete programmer og indsatser, som Danmark etablerer. Flere gange har rådet kunne stå vagt om at sikre fattigdomsorienteringen i det danske udviklingsarbejde eller andre elementer. Så er der også andre eksempler på, at det ikke har fungeret efter hensigten, og derfor er det selvfølgelig vigtigt, at vi i fællesskab etablerer en model, der indeholder det bedst mulige og undgår de elementer, som var mindre hensigtsmæssige. Men hele idéen om, at de mange udviklingsmilliarder, som vi jo i fællesskab prioriterer, får de bedst mulige chancer for at skabe de forandringer, som vi ønsker, og at de relevante udviklingsaktører er involveret, synes vi selvsagt er klogt. Det er jo ikke sagt, og det er der heller ikke nogen af kollegerne der har sagt, i manglende respekt for den faglighed, der åbenlyst er i vores Udenrigsministerium overhovedet, men netop det at have et fagligt panel, man kan sparre med, som kan komme med kommentarer og anbefalinger, har sjældent gjort noget dårligere. I Enhedslisten har vi derfor kigget lidt konstruktivt på, hvordan man måske kan gøre nogle af de her ting bedre. Fordi vi kommer et langt stykke nede i ordførerrækken, har flere andre været inde på nogle af de samme elementer, men lad mig alligevel for god ordens skyld gentage dem. Vi synes, det er vigtigt, at Udenrigsministeriet kan trække på den faglighed, som gerne skulle etableres også i det faglige panel, og trække på den kvalitetssikring af de bevillinger, som vi giver. Det er selvfølgelig i et stærkt samspil med den kvalitetssikring, som ministeriet selv har og leverer, men det at kunne etablere et blik på den større sammenhæng mellem de enkelte indsatser og vores fælles udviklingspolitiske strategi og også sikre, at den udenrigspolitiske strategi i sin helhed bliver implementeret, synes vi stadig væk er et vigtigt element at få afspejlet. Vi tænker også, at det er klogt at sikre, at de kommentarer eller anbefalinger, om man vil, som panelet kommer til at levere som en del af den her sparring, på en eller anden måde kan indgå om ikke som en tjekliste, så i hvert fald kommer til at indgå i det videre arbejde, også i ministeriet, og at de enheder i ministeriet, som sidder på indsatserne, på en eller anden måde reflekterer over, hvordan man kan svare på dem, eller hvorfor man ikke svarer på. Transparens er også vigtigt og derfor er det selvfølgelig klogt, at der vil være nogle gode referater, at de er offentligt tilgængelige, og at der i det hele taget kommer til at være en god åbenhed omkring både det partnerskab, der bliver etableret, og selve det faglige panel. At partnerskabet for global udvikling er en måde at inddrage en række relevante aktører og dermed forankre udviklingssamarbejdet i det omkringliggende samfund, er evident, og det er også evident, at med to møder om året og en meget bred palet af aktører kan det være sværere der at få den direkte sparring, som det faglige panel kan levere, og der vil mødefrekvensen være højere, og derfor vil det også være et sted, hvor det mere strategiske kan trækkes ind. Jeg vil gerne slutte af med at sige, at vi bakker op om lovforslaget. Jeg skal hilse fra Alternativet og sige, at de gør det samme, men de er desværre forhindret i at være her. Og vi ser frem til et fortsat konstruktivt samarbejde om at kvalitetssikre vores fælles udviklingspolitik. Tak.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten. Den næste, jeg nu byder velkommen til, er hr. Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti.

Lovforslag L 58 har til hensigt at nedlægge Udviklingspolitisk Råd, det råd, der i dag rådgiver udenrigsministeren om strategier og bevillinger på udviklingsområdet, og i stedet oprette nye rådgivende fora, hvor relevante danske aktører, civilsamfundsorganisationer, erhvervsliv og forskningsmiljøer, inddrages tidligere og mere systematisk i beslutningsprocesserne. Tanken er at skabe en mere fleksibel struktur og styrke forankringen af udviklingspolitikken blandt civilsamfund, erhvervsliv og forskningsmiljøer. Lovforslaget ændrer også betegnelsen for Investeringsfonden for Udviklingslande, som nu skal hedde Impact Fund Denmark. Og der lægges op til, at udenrigsministeren fremover skal fastsætter rammerne for inddragelsen af aktører via en bekendtgørelse. Dansk Folkeparti anerkender, at regeringen med det her forslag forsøger at tilpasse den eksisterende struktur til en ny virkelighed, men det ændrer ikke på det grundlæggende forhold, at vi i Dansk Folkeparti er kritiske over for hele præmissen for dansk udviklingsbistand. Det er og bliver vores holdning, at Danmark bør prioritere sine midler for at løse de mange udfordringer, vi står med herhjemme, ikke for at sende store beløb ud i den tredje verden i et naivt håb om, at det vil føre til forandring, som vi desværre meget sjældent ser realiseret i praksis. Vi er også skeptiske over for, at man nu vil samle en ny gruppe af aktører, der i høj grad vil være de samme bistandsprofessionelle og ngo'er, som allerede i dag præger området. Det kan let blive et lukket kredsløb, hvor de samme stemmer bliver ved med at rådgive hinanden uden nogen egentlig folkelig eller politisk kontrol. Vi savner en mere grundlæggende debat om, hvorvidt det overhovedet er rimeligt, at Danmark fortsat bruger over 20 mia. kr. om året på ulandsbistand, mens der er pres på sygehuse, ældrepleje og tryghed i vores eget samfund. Det er en debat, vi gerne tager, og som vi mener at det her forslag også burde være en anledning til at rejse. Dansk Folkeparti kan ikke bakke op om forslaget.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti. Den næste ordfører, jeg byder velkommen til, er fru Katrine Robsøe fra Radikale Venstre.

Tak for det. Hvor er det dejligt at stå med det her lovforslag, som jo udspringer af den nye udviklingspolitiske strategi, som vi i Radikale Venstre selvfølgelig også er meget glade for at være en del af. Forslaget her handler meget konkret om, at vi skal have lavet om på det vejledende organ og den eksterne vejledning, man kan få på det her område. Vi ønsker, at der skal være et bredt engagement fra interessenterne, også uden for Udenrigsministeriet selv, så vi rent faktisk får dem hørt, både civilsamfundsorganisationer og erhvervsliv og alle de andre, som er med inde omkring dansk udviklingsbistand. Det er enormt vigtigt, at vi i Danmark fastholder det niveau, vi har i dag, for rent faktisk at gøre en positiv forskel i en verden, der lige nu har brug for, at vi som land står fast på at være en stabil faktor inden for udviklingsbistand. Derfor er jeg også enormt glad for den strategi, vi fik lavet, og tak til udenrigsministeren for at stå i spidsen for et rigtig godt forhandlingsforløb på det her område og for at holde fast i de 0,7 pct. Så tak for det. Med de ord vil jeg bare meddele, at Radikale Venstre naturligvis støtter forslaget.

Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Katrine Robsøe fra Radikale Venstre. Det afslutter ordførerrækken, og derfor byder jeg nu velkommen til udenrigsministeren.

Tak for det. Tak for en god debat, og tak for den store opbakning til det her lovforslag, hvor jeg jo kun noterede mig, at der var to partier, der ikke kunne støtte op om det, med nogle begrundelser, der ikke har så meget med strukturen i lovforslaget at gøre, men det underliggende faktum, at det hviler på en strategi, som har sit afsæt i, at Danmark giver 0,7 pct. af bni i udviklingsbistand. Hr. Mikkel Bjørn var endda så åben i sin tilgang til det, at han sagde, at det her lovforslag kunne være et udmærket afsæt for at tage en debat om det, og det gør jeg meget, meget gerne. Jeg er ekstremt tilfreds med, at vi har landet den den her udviklingspolitiske strategi i et bredt samarbejde og dermed undgået, at dansk udviklingsbistand bliver en blokpolitisk kastebold, og jeg siger bare held og lykke til dem, der gør sig fantasier om med afsæt i Fredericia at lede det her land, når vi altså nu her på talerstolen har to partier, der helt, helt åbent siger, at dansk udviklingsbistand grundlæggende ikke er i nogen dansk interesse. Ja, jeg deler jo fuldt ud det synspunkt, som også hr. Karsten Hønge gjorde gældende, nemlig at udviklingspolitik og sikkerhedspolitik er to sider af den samme mønt. Lad mig bare pege på det forhold, at om bare 25 år er hver tredje ung i den her verden afrikaner, og at vi, hvis vi ikke engagerer os i, at der skabes en bæredygtig udvikling i Afrika – og med »vi« mener jeg jo ikke kun Danmark, men også resten af Europa og den vestlige verden – så vil se et migrationspres på Danmark og Europa af et hidtil uset omfang, hvor der ikke findes et hegn, der er højt nok til at håndtere det. Derfor er det et udtryk for en noget indadvendt snæversynethed, at man ikke kan se den her kobling. Det er der så heldigvis mange andre der kan i de mange partier, der har indgået den her aftale, og tak for det. Med lovforslaget her tager vi så et vigtigt skridt for at omsætte strategien til handling ved at etablere en ny struktur, som der jo i detaljer er blevet redegjort for, og nedlægge Det Udviklingspolitiske Råd. Ambitionen er jo også den, som flere ordførere også har fremhævet, nemlig at skabe mere inddragelse, samtidig med at vi bevarer åbenheden, fagligheden og kvaliteten. Lad mig lige sætte et par ord på det nye Partnerskab for Global Udvikling. Det skal være et samlingspunkt, hvor relevante danske aktører mødes i et samarbejde om udviklingspolitikken. Helt konkret skal det jo bidrage med strategiske input til regeringens udviklingspolitiske prioriteter og til at omsætte strategiens ambitioner til handling og bidrage til inddragelse, forankring og opbakning til det danske udviklingssamarbejde. Lige præcis her er der jo så også en sammenhæng med det, jeg startede med at sige, nemlig at vi er et ud af kun fire lande i denne verden, der leverer på 0,7 pct.-målsætningen. Det skal vi jo også være stolte over at vi gør, men vi skal jo ikke være glade for, at vi er i en situation, hvor der kun er fire lande, der gør det. Jeg er ikke naiv, jeg kan sagtens se, at der kan være en vis populistisk folkelig klangbund i den kobling, som hr. Mikkel Bjørn her drager, nemlig hvorfor vi skal bruge +20 mia. kr. ude i verden, hvis vi stadig har nogle uløste problemer herhjemme. Det synspunkt kan man godt drive populistisk politik på, og det skal vi ikke lægge os ned for. Det er jo også en af grundene til, at vi skal have det her partnerskab, som er forankret bredt ude i det danske samfund, i erhvervslivet, civilsamfundet, interesseorganisationerne, fondene og vidensinstitutionerne, altså for at sikre, at der er en stærkt forankret platform til at stå vagt om dansk udviklingsbistand, men selvfølgelig også til at præge, at den konkret udmøntes på en måde, som er i Danmarks interesser. Der er der jo et lille skift i den strategi, vi her har lagt frem, hvor vi i højere grad helt åbent italesætter, at udviklingspolitik, eksportpolitik, handelspolitik, sikkerhedspolitik og udenrigspolitik er værktøjer fra den samme værktøjskasse, og at de skal ses i en sammenhæng. Det skal det her partnerskab bidrage til.

Det skal jo selvfølgelig understøttes af det eksterne faglige panel, som skal have en højere mødefrekvens, som skal inddrages tidligere i processen, som skal ind omkring konkrete bevillinger, og som skal sikre, at der er høj kvalitet i tingene, og jeg hørte godt, at hr. Karsten Hønge havde nogle spørgsmål om, hvad der ligesom skal være thresholds, altså beløbsgrænserne. Vores ambition har så været – og det hører jeg egentlig også der er opbakning til – at få dem ind på færre bevillinger og så til gengæld få dem ind på en ordentlig måde, hvor vi jo også sikrer, at der er offentlig høring før møderne, at panelets medlemmer modtager svar, og at de har mulighed for at lade deres anbefalinger inspirere de kommentarer, som andre aktører har givet, hvor referaterne fra panelets møder bliver offentliggjort på Udenrigsministeriets hjemmeside, og hvor vi jo så i øvrigt har lagt op til – også med god inspiration fra en dialog, jeg på det allerseneste har haft med nogle af ordførerne – at skabe den her kobling, så formanden for det faglige panel også bliver et fast medlem af Partnerskabet for Global Udvikling, og så der på den måde er en sammenhæng i tingene. Generelt for både partnerskabet og panelet gælder, at de nye fora skal ses i en bredere sammenhæng af indsatser og initiativer, som løbende skal sikre inddragelse og skabe engagement i udviklingssamarbejdet. Det gælder f.eks. ude på ambassaderne, igennem projekter i et tæt samarbejde med danske civilsamfundsorganisationer og lokale partnere. Det gælder, når der holdes debatarrangementer i FN-byen her i København eller på folkemødet på Bornholm. Det gælder, når vi drøfter den årlige redegørelse for udviklingssamarbejde her i Folketingssalen, og det gælder, når danske børn og unge i skolerne samles om Børnenes U-landskalender, som i år tager dem hele vejen til Indonesien. Jeg er også meget glad for, at udviklingsordførerne er meget aktive i debatten om udviklingspolitikken. Så er der lige et par ord om processen. Det er en bevidst beslutning, at rammerne for de nye fora fastsættes i en ny bekendtgørelse om åbenhed i forvaltningen af udviklingsbistanden i modsætning til at lave en detaljeret lovregulering, og det gør vi for at sikre den fornødne fleksibilitet til at justere i strukturen for inddragelse, så vi sikrer, at den virker, og at den leverer efter hensigten. Derfor står der også i lovforslaget, at erfaringerne med den nye struktur for en inddragelse løbende vil blive opsamlet, og at den, hvad der jo for mig også er helt naturligt, vil blive gjort til genstand for en drøftelse i den kreds af ordførere, der grundlæggende står bag strategien. Jeg vil gerne gentage, at formålet med de nye fora er at bidrage til mere inddragelse og ikke mindre inddragelse, og at åbenheden bevares og styrkes, og at det også er afspejlet i en af paragrafferne i lovgivningen. De nærmere forhold for de nye fora vil blive reguleret ved forretningsordener, og disse vil også blive offentliggjort, og her vil jeg også gerne takke for en god dialog med ordførerkredsen om en udarbejdelse af disse forretningsordener. Vi har modtaget 20 høringssvar i den offentlige høringsproces for et udkast til lovforslag om bekendtgørelsen. De er vel modtaget, og det samme gælder de konstruktive bemærkninger, der er kommet her i salen i dag om dansk udviklingsbistand og om lovforslaget, og de vil selvfølgelig blive medtaget i det videre arbejde med etableringen af de nye fora og generelt i forhold til strukturen for en inddragelse af danske aktører i udviklingssamarbejdet. Med det vil jeg sige, at jeg ser jeg frem til Folketingets videre behandling af lovforslaget.

Tak for det. Der er foreløbig en enkelt kort bemærkning. Hr. Christian Friis Bach fra Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil bare kvittere for en god tale og som sagt et godt lovforslag. Det er slet ikke det. Men i lyset af de kommentarer, der også har været nu her, og vi har drøftet, tænker jeg, det også kunne være en god idé, vi talte sammen om, hvorvidt vi kunne gøre noget mere for at styrke åbenheden helt generelt. Vi har jo et åbent Danida og høringsportalen osv., men det kunne da godt være, vi kunne gøre noget mere der for også at imødekomme den bekymring, som hr. Karsten Hønge har udtrykt, og gøre noget mere for at sikre, at endnu flere ting kom ud i åben høring, så endnu flere kan engagere sig i det. Den åbenhed, som Danida står for, er helt afgørende, og det kunne godt være, vi kunne se på nogle initiativer der som opfølgning på den drøftelse, vi har haft her i dag. Men tak for det.

Udenrigsministeren.

Jeg er selvklart lydhør for et hvilket som helst forslag, der kommer fra et af regeringspartierne, ligesom jeg mere generelt også er åben. Men det er klart, at åbenhed er vigtigt, og det er det jo af to grunde. Det er det både for at kvalificere det, vi gør, men helt ærligt, og det synes jeg også står lysende klart efter at have lyttet til repræsentanterne for Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti, det er det jo også for at sikre den folkelige opbakning til det, vi gør. For det, vi gør, er ikke en naturgiven ting. Vi kan jo se, og flere ordførere var også inde på det, at det går baglæns rundt i verden: at lande, der har været oppe og efterleve den her målsætning, ikke gør det længere, og at USA laver dramatiske besparelser, som jo altså også risikerer at sætte f.eks. det afrikanske kontinent endnu mere i hænderne på kinesere og russere og andre. Det er ikke nogen dansk interesse. At kæmpe for det synspunkt, som jo er sværere end at stille sig op og spørge, om vi ikke kunne spare 1 mia. kr. her og så bruge den på ældreområdet, fordrer også åbenhed og folkelig inddragelse.

Ønsker spørgeren et andet spørgsmål? Det gør spørgeren ikke. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til udenrigsministeren. Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og derfor er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Udenrigsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget. Det er vedtaget.

Forhandlingen er åbnet, og den første ordfører, jeg byder velkommen til, er hr. Jens Joel fra Socialdemokratiet.

Tak for det, vi har et lovforslag gå i dag, som er en udløber af beskæftigelsesreformen. Jeg vil sige, at det er endnu et lovforslag, og derfor kan man nok også godt imødese, at en del af debatten, som vi havde for en uge siden, vil gentage sig her i dag, for det hænger selvfølgelig sammen. Men det er syv forskellige lovforslag, som skal implementere, udmønte, virkeliggøre den meget, meget store reform, vi har aftalt, som grundlæggende set handler om, at vi vil give større frihed i beskæftigelsessystemet. Vi har hørt alt for mange historier om, at ledige er blevet trukket igennem forløb, der ikke passede til dem, men som var dikteret af regler fra Christiansborg. Vi har set alt for mange eksempler på, at man har gjort meningsløse ting, fordi der stod, at man skulle. Vi har set alt for mange eksempler på sagsbehandlere, som har sagt: Hvad skal jeg egentlig bruge min faglighed til, når jeg sidder her og ikke kan vurdere det menneske, der sidder over for mig, fordi jeg er nødt til at kigge i reglerne, jeg er nødt til at følge skemaet? Vi har oplevet alt for mange borgere, som har følt, at de skulle proppes ned i kasser, som passede til dem, og at man ikke har kunnet tage et hensyn til det, som egentlig var deres situation. Det gør vi grundlæggende op med. Vi giver grundlæggende kommunerne, sagsbehandlerne, socialrådgiverne derude en større frihed til at kigge på det menneske, der sidder over for dem. Vi giver grundlæggende borgerne en bedre mulighed for at sige: Det er det her, der er mit problem; det er det her, jeg har at byde ind med; det er det her, jeg gerne vil – så vi kan hjælpe dem bedre. Det er klart, at når vi fjerner en masse krav om, at man skal aktiveres, fordi det står i reglerne, også selv om ingen tror, det virker, når vi fjerner krav om samtaler, som man ikke ønsker, når vi siger, at man ikke behøver at sanktionere borgere, og hvis man tror, det ikke hjælper, for man kan som bekendt ikke plukke en skaldet – og nogle gange gør det er det faktisk værre, hvis man sanktionerer borgerne i en situation, hvor man ikke tror, at sanktionen vil flytte dem tættere på arbejdsmarkedet, men bare gøre dem fattigere – så vil man også fjerne nogle udgifter. Man vil simpelt hen fjerne noget aktivitet, og det realiserer en besparelse. Det er sådan set, tror jeg, klogt, for vi har haft et meget dyrt – til sammenligning – beskæftigelsessystem i Danmark. Men det er også klart, at vi jo også har en ambition om at frigive nogle midler fra beskæftigelsessystemet eksempelvis til at investere i den psykiatri, som nogle gange er stopklodsen for, at nogle af dem, der har andre problemer end ledighed, kan komme tilbage på arbejdsmarkedet, fordi de skal stå på kø i psykiatrien. Så alt i alt er det rigtig klogt. Det lovforslag, vi har i dag, handler om at sikre, at vi får den besparelse. Det er klart, at når man siger til kommunerne, at de skal bruge lidt færre penge, end de hidtil har gjort, og man samtidig giver dem en frihed, giver man dem jo også et ansvar for at prioritere, hvad det er for nogle indsatser, vi skal skære væk, hvad det er for nogle indsatser, vi skal holde fast i, hvad er det for nogle ting, der er vigtige for de unge på kanten, og hvad det er for nogle ting, der er vigtige for de langtidsledige, for at de kan komme tilbage og tættere på arbejdsmarkedet. Der skal, kan man sige, bønnen herindefra jo være, at vi bliver ved med at diskutere med kommunerne, at vi faktisk måler dem på, om det virker, at vi faktisk siger til kommunerne, at hvis de får folk i arbejde, er der også er økonomisk gevinst. For så slipper kommunekassen, om man så må sige, billigere, så det kan svare sig at gøre det rigtige for borgerne. Men vi skal diskutere det. Vi skal bare ikke, tror jeg, falde tilbage i det, vi gjorde tidligere, nemlig at sige, at hver gang der er et problem, laver vi en ny regel. For det er jo det, der har gjort, at vi har tusindvis af sider og en jungle her. Jeg tror på, at man kan lave en besparelse også uden at ramme dem, der er længst fra arbejdsmarkedet, nogle af dem, der er mest udsatte. Det baserer vi også på, at vi kan se, at i dagens system er nogle af dem, der har mest brug for frihed, nogle af dem, der har mest brug for en individuel indsats, nogle af dem, der har mindst brug for en kasse, de skal passe ned i, faktisk nogle af de mennesker, som er langt fra arbejdsmarkedet. Så vi støtter forslaget, men vi er også helt opmærksomme på den kritik, der er, og det kan godt være, kritikken ikke bliver til virkelighed. Men det er en berettiget diskussion, som nogle organisationer har rejst også over for kommunerne ved at sige: Husk nu at spare de rigtige steder, når I skal ud og finde besparelser her; husk nu at prioritere indsatserne der, hvor det rent faktisk virker for de borgere, der er derude. Det er det, som lovforslaget i dag handler om. Det er den frihed, kommunerne har bedt om. Det er også den, vi har givet med reformen. Jeg håber og tror, at man ude lokalt er bedre til at vurdere, hvad det er, der virker, end vi er herinde fra Christiansborg, hvor vi i alt for mange år har troet, at vi kunne fjernstyre det. Socialdemokratiet støtter det her lovforslag.

Tak for det. Der er foreløbig to korte bemærkninger. Først er det fra fru Karin Liltorp, Alternativet. Værsgo.

Tak for det. Jeg er jo en af dem, der kommer til at gentage mig selv. Jeg tror, vi fik det gjort klart sidste gang, at jeg synes, at det er et lidt trist lovforslag, men der er jo nogle ting, vi, altså ordføreren og jeg, godt kan blive enige om. Det er bl.a., at vi har et smadderdyrt beskæftigelsessystem, og vi er også helt med på, at vi skal spare der. Men det, der forekommer mig lidt absurd, er, at vi stadig væk bruger mange milliarder på de i virkeligheden stærke led og på at kontrollere dem. Ordføreren bliver så ved med at bruge ordet frihed, frihed og frihed. Jeg elsker også frihed, men realiteten er jo, at man fyrer 3.500 medarbejdere, tror jeg det er, og man undlader at indkalde de her mennesker, der er længst væk fra arbejdsmarkedet, til møder. Jeg har meget svært ved at se, hvad man har frihed til andet end at lade være med at indkalde til møder og lade være med at komme med et tilbud til de mennesker, der er i udsatte positioner. Jeg ved ikke, om ordføreren kan hjælpe mig med at opklare, hvordan det her hænger sammen med frihedstanken. Er det friheden til at gøre ingenting?

Ordføreren.

Nej, og der kommer jeg jo til at gentage nogle af de ting, vi også snakkede om for en uge siden. For jeg synes faktisk, det ville være en meget forkert måde at bruge sin frihed på. Der vil være nogle borgere i beskæftigelsessystemet, som har brug for en pause, kan man sige, eller en timeout, men grundlæggende og generelt mener jeg ikke, at det er det, man skal, hvis man er langt fra arbejdsmarkedet, og hvis man tumler med andre problemer end ledighed. Så skal man jo grundlæggende set ikke være i fred. Så skal man nemlig have hjælp til at komme et bedre sted hen i sin situation. Som ordføreren siger, er det jo rigtigt, at vi laver færre ændringer for nogle af de ledige, som er tættest på arbejdsmarkedet. Det er altså nogle af dem, der også nogle gange finder job af sig selv, og nogle af dem, der lige er kommet ud i ledighed, og som skal over i et andet job. Grundlæggende set er der mindst ændringer for dem, men det er jo også nogle af dem, vi faktisk er relativt gode til at få i arbejde i Danmark. Vi har en meget høj beskæftigelse. Det, vi bare kan se, er, at uanset om det går godt eller dårligt på arbejdsmarkedet, så er der en gruppe langt fra arbejdsmarkedet, som vi slet ikke er i stand til at få med ind, og det er, fordi de ikke passer i kasserne. Det skal de heller ikke – det er mennesker. Det er dem, vi skal kunne tage bedre hensyn til individuelt.

Fru Karin Liltorp.

Det er jo nok der, vi ser meget forskelligt på det, for det er jo der, det for alvor bliver absurd for mig. Det er jo netop det, at man bliver ved med at poste milliarder ud til dem, der godt kan selv. Det er jo ikke noget med, at systemet er god til at få dem ind på arbejdsmarkedet; de kan faktisk godt, og de vil selv. Derfor ville jeg jo synes, at det var helt oplagt at investere i dem, der er længst fra arbejdsmarkedet, og det er jo netop det, man ikke gør med den her reform. Så mit andet spørgsmål er bare, om det gør indtryk på ordføreren, når fagfolkene derude så entydigt siger, at det her kommer til at skubbe mange flere tættere på førtidspension. Hvordan forholder ordføreren sig til det?

Ordføreren.

Først og fremmest er det ikke alle dem, der er relativt tæt på arbejdsmarkedet, som ikke også har brug for eksempelvis jobrettet uddannelse. Altså, det at kunne få en faglært uddannelse eller et kortere kursus kan være nødvendigt for at kunne komme videre fra ét job til et andet, og det skal man selvfølgelig stadig væk have muligheden for. Jeg er ikke enig i, at det her skal bruges til at gøre mindre for de udsatte. Jeg er ikke enig i, at det skal bruges til, at flere bliver skubbet i retning af førtidspension. Tværtimod håber jeg jo, at den frihed, vi giver til at tage individuelle hensyn og bygge det op, også med få løntimer, der, hvor man måske kan have brug for en pause, men hvor man ikke nødvendigvis skal have pause hele tiden, kan være en måde, hvorpå nogle af dem, der er længst fra arbejdsmarkedet, kan få en fod indenfor og få smag for det. Det er det, der er opgaven i den her øvelse.

Hr. Karsten Hønge, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Jeg synes, at hr. Jens Joel havde flere gode pointer om, hvordan den beskæftigelsespolitik, vi har haft indtil nu, jo ikke har levet op til de forventninger, vi havde til det, og jeg giver også hr. Jens Joel ret i, at der også inden for det her område med opkvalificering desværre er mange håbløse eksempler på, hvordan det er grebet an. Så så langt giver jeg egentlig hr. Jens Joel ret. Det, jeg lige vil starte med, er, at netop fordi hr. Jens Joel sagde noget i retning af, at den her ændring vil gøre, at den enkelte socialrådgiver i højere grad kan leve op til sit fag, så vil jeg jo gerne høre hr. Jens Joels holdning til høringssvaret fra netop Dansk Socialrådgiverforening. Der står: »Dansk Socialrådgiverforening finder det problematisk, at en omfattende reform af beskæftigelsesindsatsen gennemføres sammen med en massiv besparelse. Dansk Socialrådgiverforening er stærkt bekymret for, at det foreslåede loft over ØVO og mentorstøtte vil betyde, at kommunerne ikke kan iværksætte de tilstrækkelige og nødvendige indsatser overfor de ledige, så de kan bringes tilbage i beskæftigelse.« Altså, det var jo røsten fra socialrådgivernes organisation.

Ordføreren.

Ja, og jeg kan godt forstå, at socialrådgiverne bruger den her debat til at sige: Hey, pas nu på, at friheden ikke bliver brugt til at gøre ingenting. Det kan jeg faktisk godt forstå, for de kan med deres faglighed jo vurdere, at man nogle gange har brug for en pause, men som regel har man faktisk brug for hjælp. Og derfor synes jeg, det er rigtigt, når socialrådgiverne siger: Det er det, vi kommer til at holde kommunerne op på. Det er jo ikke sådan, at vi fjerner alle de penge eller de fleste af de penge, vi bruger på det her. Det er rigtigt, at der er en besparelse, men jeg tror også, de fleste vil kunne genkende, at man i det gamle system også nogle gange har gjort ting, f.eks. givet tilbud, fordi man var nået dertil i kalenderen, hvor man skulle give et tilbud, også selv om hverken socialrådgiveren eller den ledige tænkte, at det var vejen frem. Og der består hele øvelsen jo i fremadrettet at sige: Hvad var det for nogle tilbud, vi kun gav, fordi det stod i loven? Og hvad er det for nogle tilbud, vi skal holde fast i, fordi de faktisk hjalp den ledige videre?

Hr. Karsten Hønge.

Jamen igen vil jeg sige, at jeg synes, hr. Jens Joel har pointer omkring, at der har været iværksat ting tidligere, som egentlig ikke på den måde indholdsmæssigt gav så meget mening. Men jeg syntes bare, det var lidt stærk kost, at hr. Jens Joel direkte refererede til en socialrådgivers arbejde, når socialrådgivernes organisation klart advarer mod den her lov. Så vil jeg sige, at der jo var engang, hvor Socialdemokratiet havde et særligt forhold til fagbevægelsen. Så vil jeg så læse her fra Fagbevægelsens Hovedorganisations høringssvar. Der står: »FH på er derfor stærkt bekymret for, at de foreslåede lofter vil medføre, at kommunerne ikke igangsætter ellers nødvendige og relevante indsatser over for ledige, så de kan bringes hurtigt og varigt tilbage på arbejdsmarkedet.«

Ordføreren.

Men det er jo lige præcis det med – og det er i øvrigt enslydende med det, som socialrådgiverne siger – at det her handler om at sige, at nu har kommunerne fået en frihed, og det er ret vigtigt, at den ikke bliver brugt til at gøre ingenting for de ledige. Vi har jo så også gjort det, at der bliver en mere direkte sammenhæng imellem, hvad du gør, altså hvor godt det virker, og den økonomi, du har til rådighed. Det vil sige, at det helst skal være sådan, at det både er menneskeligt rigtigt og en god forretning for kommunerne faktisk at få hjulpet de ledige i job. Der har vi i det gamle system desværre kun målt på kommunerne, i forhold til om de levede op til lovgivningen. Vi har faktisk aldrig spurgt: Virker det faktisk? Kommer de i arbejde? Gør I noget for dem, der er længst fra arbejdsmarkedet? Det er jo den diskussion, vi skal have med kommunerne nu. Og der tror jeg, at vi er bedre stillet i den diskussion, også med de gode argumenter eller de risici, kan man sige, som nogle af de faglige stemmer påpeger. Det er jo dem, vi skal tage med over for kommunerne i diskussionen, og vi skal sikre, at det ikke bliver frihed til ingenting.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Jens Joel fra Socialdemokratiet. Jeg byder nu velkommen til hr. Kim Valentin fra Venstre.

Tak til formanden. Jeg har taget to lovforslag med herop. Det ene hedder L 77, og det er det, vi behandler her i dag. Så er der L 66, som vi behandlede i sidste uge. Og hvorfor det? Det er, fordi meget af det jo er gentagelser, og hvorfor er det gentagelser? Det er det, fordi man sletter 30.000 siders lovgivning, og så får vi syv lovbehandlinger nu over det næste stykke tid, hvor vi kommer til at gentage en lille smule af det, som vi siger, fra gang til gang. Jeg kan selv trække en stor del på den erfaring, som jeg fik som borgmester i Gribskov Kommune for mange år siden. Jeg kan huske, at da jeg først stiftede bekendtskab med jobcenteret, tænkte jeg: Hold da op, hvor har jeg mange ansat dér. Så kiggede man ned i det, og så siger jeg: Kan vi ikke gøre det lidt bedre? Det var så at sige umuligt at gøre det bedre, uanset om man sådan set fik flere, der havde behov for hjælp, eller færre, for det var så stor en kontrolproces, der lå i de her jobcentre. Derfor var jeg selvfølgelig også utrolig glad for, at mit eget parti, Venstre, sidste gang gik til valg på at nedlægge de her jobcentre. Det er en betonklods om benet i dag. Vi skal have givet kommunerne noget mere frihed tilbage – frihed til at gøre det, de er bedst til, nemlig at finde nogle løsninger for den enkelte borger i stedet for at lade et system bare tæske de samme leverpostejsagtige løsninger ud til alle gang på gang. Det hører jeg sådan set at der er en stor interesse i her i Folketinget. Der er en interesse for, at vi tænker nyt. Vi fjerner et system, og vi laver nogle nye regler. Vi laver ikke et nyt system; vi fjerner simpelt hen et helt system, 30.000 siders lovgivning. Hvad ligger der så i det nye? Jamen der ligger nogle begreber, altså værdighed for den enkelte borger, der ligger tillid til den dygtige sagsbehandler, der er i kommunen, og der ligger også tillid til den enkelte borger. Det må vi jo se på om man kan behandle med, hvad skal man sige, den respekt, der ligger i, at man laver en lovgivning, der bygger på det. For når man giver tillid, giver man også muligheden for at tage et ansvar. Det er selvfølgelig nødvendigt, at dem, der sidder og bestemmer på de her områder i kommunerne, så tager ansvar for, at der også kommer løsninger for de enkelte borgere. I dag behandler vi så et lovforslag, L 77, som barberer en stor del af den proces, som man havde ret til, væk. Der er det vigtigt at sige, at kommunerne jo er blevet bedømt på processen, altså at de gennemførte det, der stod i lovgivningen, uanset om borgeren sådan set havde gavn af det eller ej. Det må have, og det ved jeg, pint rigtig mange socialrådgivere og andre i kommunerne i forhold til deres faglighed, at det har været sådan – i forhold til deres faglighed! Her giver vi altså kommunerne mulighed for at arbejde med den faglighed, der ligger. Så bliver kommunerne selvfølgelig målt på resultater i stedet for på processer, og det synes jeg også er helt naturligt. En sidste bemærkning til det her er, at der var mange, mange fejl i det gamle system. Der er en mulighed for, at det bliver meget mere simpelt, når man går fra 13 indsatser til 5 målgrupper. Det er da meget bedre. Så det, at man i L 77 tilpasser lovgivningen, så den understøtter den nye og enklere indsats, er bare vejen frem. Det betyder så også, at vi tilpasser udligningsloven til de nye beløbsgrænser. Det synes jeg er den rigtige vej at gå. Med lovforslaget fjerner vi også sådan nogle ting som, at man har nogle unødvendige administrative byrder. Eksempelvis skal man gemme data i 10 år, og nu kommer man ned på 4 år. Så der er rigtig meget at være glad for i L 77, og vi bakker fuldt op om det her lovforslag. Så vi glæder os til den videre behandling. Tak.

Tak for det. Der er foreløbig to, der har ønsket korte bemærkninger. Først er det fru Karin Liltorp, Alternativet. Værsgo.

Tak for det. Og tak for talen. Jeg synes næsten, det er helt sjovt, at ordføreren bilder sig ind, at vi fjerner 30.000 sider. Det gør vi måske, men vi indfører 29.000 nye sider. Men jeg ved godt, at den anden fortælling er bedre. I ordførerens tale bliver der igen snakket tillid og værdighed. Jeg har nok svært ved at se tilliden og værdigheden i det her, så der står vi selvfølgelig forskelligt. Men jeg har et sådan meget konkret spørgsmål: Hvem tror ordføreren har mest brug for hjælp til at komme ind på arbejdsmarkedet igen – er det den nyuddannede ingeniør eller sygeplejerske eller elektrikeren, der lige er blevet fyret, eller er det den, der har store, komplekse problemer? Og i samme ombæring vil jeg gerne høre, hvem ordføreren tror reformen her burde fokusere på at hjælpe.

Ordføreren.

Til det sidste kan jeg sige, at reformen fokuserer på det enkelte menneske, og det er jeg tilfreds med. Til det første, ordføreren siger, om, at vi afskaffer 30.000 sider og så indfører 29.000 sider, vil jeg sige, at det er forkert; det er jo fuldstændig forkert. Så der må jeg spørge ordføreren, nej, det ved jeg godt at jeg ikke må, men så vil jeg da godt tale med ordføreren bagefter og retlede hende, for det, hun siger, er fuldstændig forkert. Der er et meget, meget mindre antal sider. Hvor mange det er, ved jeg ikke lige nu, men det er et meget mindre antal sider, der er i den nye lovgivning. For det er regler; det er ikke et system, vi indfører.

Spørgeren.

Der kan jeg jo så sige, at hvis man virkelig vil have indført et nyt system, skulle man have lyttet til KL og startet helt forfra, for man lapper jo lidt på det system, man har i forvejen. Men sandheden ved den her reform er jo, at man stadig væk bruger rigtig, rigtig mange penge – det er mange milliarder – på i virkeligheden at kontrollere de stærke ledige, og så sparer man massivt på dem længst fra arbejdsmarkedet. Min økonomiske sans siger mig, at det slet, slet ikke giver mening. Har ordføreren gjort sig nogle overvejelser om, hvorfor vi bliver ved med at opretholde den her stærke kontrol på de stærke ledige i stedet for at investere i dem, der faktisk har brug for hjælp?

Ordføreren.

Bare fordi man siger noget forkert mange gange, bliver det jo ikke rigtigt. Det er ikke rigtigt, at kommunerne skal spare. De skal gå ind og kigge på den enkelte borger, og så skal de gøre det bedst mulige for den borger. Det er det, der ligger i den her lovgivning. Her er der noget meget præcist om vejledning og opkvalificering. Det er noget meget præcist, vi gør her.

Hr. Karsten Hønge, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Jeg synes faktisk, at hr. Kim Valentin argumenterede meget fint for, hvorfor det var nødvendigt at lave om på systemet, for det, vi havde før, var ikke et optimalt system. Det synes jeg hr. Kim Valentin gjorde fint rede for. Der, hvor jeg synes det hopper af for mig, er, når konklusionen bliver, at man skal gøre det sværere for de unge, for de syge, for mennesker med handicaps og gøre det sværere for kommunerne at løfte deres ansvar. Jeg vil gerne høre hr. Kim Valentin, hvad hr. Kim Valentin måtte mene om det høringssvar, vi har fra Danske Handicaporganisationer, hvor de skriver: »Vi er meget bekymret over de foreslåede besparelser. Det bliver fremover sværere at gennemføre helhedsorienterede indsatser for borgere med nedsat funktionsevne og med andre udfordringer.«

Ordføreren.

For det første bliver det ikke sværere. Det bliver tværtimod lettere for den enkelte i kommunen, den enkelte dygtige socialrådgiver, eller hvem der sidder og behandler sagen, at tage fat i den enkelte borger og sige: Du har brug for lige præcis det her. Medarbejderen kan aftale med den enkelte borger, hvad det er, der er bedst for den enkelte. Nogle gange er det bedste jo ikke at holde fire møder om året. Nogle gange er det bedste ikke at sætte en mentor på. Nogle gange er det bedste faktisk, at man lige præcis lytter til den enkelte borgers behov. Det er jo den frihed, vi giver her. Derfor må jeg jo sige, at vi nok er mere uenige, end ordføreren lige umiddelbart gav udtryk for. Jeg vil ikke have et system. Jeg vil have nogle regler, der er nemme at administrere for dygtige medarbejdere i kommunerne, og det bliver de her regler i stedet for det system, vi har haft.

Spørgeren.

Jo jo, det er jo fint nok, at Venstre og SF er uenige om nogle ting, og det var det, hr. Kim Valentin sagde til sidst. Det, der er interessant, er, at Venstre står lodret over for Danske Handicaporganisationer, som åbenbart har misforstået det hele. De ved øjensynlig slet ikke, hvad det er for en virkelighed, deres medlemmer lever i, så derfor må jeg da straks ile med yderligere et citat fra høringssvaret fra Danske Handicaporganisationer, hvor de skriver: »Med de store udfordringer med unge uden job og uddannelse og et stigende antal unge på førtidspension forstår vi simpelthen ikke, hvorfor man ser et behov for at begrænse anvendelsen af sådanne udmærkede instrumenter.« Det er mentorordninger og øvrig opkvalificering og vejledning.

Ordføreren.

Den begrænsning, der skal ske, sker jo i forhold til der, hvor det ikke er det bedste. Hvis det er det bedste, får kommunerne jo stadig væk muligheden for at gøre de her ting. Derfor tror jeg, at det er dialog, der skal til i forhold til de interesseorganisationer, der er. Jeg kan da godt forstå, at interesseorganisationer viser flaget. Selvfølgelig skal de da det, for i det her er der jo ikke beskrevet, hvad der er godt for den enkelte. Der er beskrevet, hvilke muligheder man får som kommune og som socialrådgiver for at hjælpe den enkelte bedst muligt.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Kim Valentin fra Venstre. Jeg byder nu velkommen til hr. Peter Skaarup og Danmarksdemokraterne.

Da Danmarksdemokraternes beskæftigelsesordfører fru Charlotte Munch ikke kan være til stede, skal jeg på hendes vegne komme med bemærkninger om L 77. Det her lovforslag er jo endnu et led i reformen af beskæftigelsesindsatsen generelt. Reformen gennemfører en del tiltrængte forenklinger i beskæftigelsessystemet, hvor man fjerner nogle forskellige krav og giver kommunerne nogle bedre muligheder for selv at tilrettelægge indsatsen til gavn for, at flere kommer i beskæftigelse. Det har vi egentlig i Danmarksdemokraterne kun syntes har været godt, og det har vi også givet udtryk for her i sidste uge i Folketingssalen. Som også andre har været inde på, er der jo så nogle tidsler med i buketten, nemlig de besparelser, som der gøres opmærksom på fra flere høringsparters side. Lovforslaget udmønter jo sådan en grænse for kommunernes udgifter til øvrig vejledning og opkvalificering samt til mentorstøtte inden for det, man kalder den kommunale budgetgaranti. Der er meningen, at grænserne skal betyde lavere udgifter, men det er også et indgreb i kommunernes mulighed for at prioritere indsatsen, som de jo fra deres side mener er nødvendig for at hjælpe flere ledige tilbage i job. Det kan man heller ikke komme udenom er en begrænsning, der mindsker kommunernes handlemuligheder, og helt konkret kan det jo så betyde, at dagpengemodtagere får færre muligheder for vejledning og opkvalificering til gavn for, at de kan komme i job igen. Det kan gøre det vanskeligere for flere ledige at få fat i de kvalifikationer, der skal til, for at de kan vende tilbage til arbejdsmarkedet. Der må vi nok være helt ærlige i Danmarksdemokraterne, for vi ønsker grundlæggende en mere enkel og mere effektiv beskæftigelsesindsats, men hvis kommunerne ikke får de rigtige redskaber og den nødvendige økonomi, risikerer vi jo sådan set, at den reform mister sin effekt, og det er der jo så også nogle, der gør opmærksom på i de her forskellige høringssvar, der er kommet. Så er det selvfølgelig godt nok, at den der foreslåede beløbsgrænse for kommunerne ikke omfatter udgifterne til 6 ugers jobrettet uddannelse. Det er vi glade for, for det gør jo så, at det her ret effektive værktøj til at få folk tilbage i arbejde, særlig i de egne af Danmark, hvor der ikke er så mange akademikere, fortsat giver vores mange dygtige faglærte og ufaglærte, der har brug for at skifte spor, nogle muligheder til at gøre det. Men når vi ser på helheden i reformen, som jo er blevet til i sådan en ret lukket kreds. Det har været svært at få lov til at gøre sin indflydelse gældende – jeg ved ikke hvorfor, men det er sådan, det er – men vi så jo gerne, at man kunne frisætte kommunerne fra unødvendige krav, og at den frisættelse jo ikke skal være en begrænsning for de tiltag, der virker. Så grundlæggende kan vi godt være bekymret for, at de her tidsler kommer til at overskygge det rigtig gode, nemlig at vi får en mere effektiv indsats til gavn for, at vi får flere på f.eks. dagpenge tilbage i job Det er den diskussion, vi skal have, og det kommer vi også til at have fokus på i udvalgsbehandlingen, når vi skal prøve at finde ud af, hvad det så faktisk får af betydning derude, og hvorfor det er, at FH og handicaporganisationer og andre siger, at det her ikke er så godt. Det vil vi bede om at få uddybet nærmere, og så følger vi i øvrigt behandlingen med stor interesse.

Tak for det. Der er foreløbig en enkelt til korte bemærkninger. Fru Karin Liltorp, Alternativet. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Altså, jeg blev helt fortrøstningsfuld, da jeg hørte ordførerens tale, og jeg kan da også blive ked af, at Danmarksdemokraterne så ikke blev inviteret med til forhandlingerne, for som jeg hører det, deler vi nogle af de her bekymringer, bl.a. for, at det risikerer at få den helt forkerte effekt derude, og at vi kommer til at hjælpe de forkerte. Så jeg håber, at ordføreren kan spørge sin medordfører, om de kunne være med på, at vi arbejder sammen for endnu mere frisættelse, men til gengæld sikre, at hjælpen går til de rette derude. Men jeg ved ikke, om jeg hørte ordføreren rigtigt.

Ordføreren.

Helt sikkert. Det er et ønske, vi deler, altså at man virkelig skal være målrettet for at sikre, at dem, der har en chance for at komme i beskæftigelse igen, kommer det – det er jo det, vi skal. Altså, lediggang er roden til alt ondt her. Så det gælder om at få folk i sving og i arbejde og væk fra dagpenge og offentlig forsørgelse på den ene eller anden måde. Det er jeg totalt enig i. Hvordan vi så gør det, altså hvordan vi får justeret, hvis der er nogen, der er interesseret i at justere noget som helst her, får vi jo set under udvalgsbehandlingen. Det kan vi snakke videre om.

Ønsker spørgeren at stille endnu et spørgsmål? Det gør spørgeren ikke. Så er der ikke flere korte bemærkninger, og vi siger tak til hr. Peter Skaarup fra Danmarksdemokraterne. Jeg byder nu velkommen til hr. Karsten Hønge fra Socialistisk Folkeparti.

Tak. Det her lovforslag er så endnu et eksempel på en proces, hvor man starter med et sparekrav og først bagefter leder efter indholdet. Finansministeriet afleverede regningen, og nu skal kommunerne og nogle af landets mest udsatte borgere betale. Høringssvarene er jo krystalklare, når det handler om besparelserne på det, der hedder øvrig vejledning og opkvalificering og mentorstøtte, nemlig at det vil svække indsatsen. Fagbevægelsen, Kommunernes Landsforening, Dansk Socialrådgiverforening, Danske Handicaporganisationer og Rådet for Socialt Udsatte, ja, stort set alle advarer om konsekvenserne. Det er svært at finde nogen, der støtter det her. Der bliver jo sagt, at reformen giver frihed, men frihed uden ressourcer er ikke frihed. Det er frihed til at lade borgerne falde ud af systemet. Kommunerne får en økonomisk spændetrøje, og det er de udsatte, de unge og de syge, der kommer til at mærke det. Det er jo nok også derfor, Danske Handicaporganisationer i høringssvaret skriver: »Vi er meget bekymrede over de foreslåede besparelser. Det bliver fremover sværere at gennemføre helhedsorienterede indsatser over for borgere med nedsat funktionsevne og andre med udfordringer.« Den organisation, der organiserer de mennesker, der er tættest på her, nemlig Dansk Socialrådgiverforening, skriver i deres høringssvar: »DS finder det problematisk, at en omfattende reform af beskæftigelsesindsatsen gennemføres sammen med en massiv besparelse. DS er stærkt bekymret for, at det foreslåede loft over ØVO og mentorstøtte vil betyde, at kommunerne ikke kan iværksætte de tilstrækkelige og nødvendige indsatser overfor de ledige, så de kan bringes tilbage i beskæftigelse.« Fagbevægelsens Hovedorganisation skriver i deres høringssvar: »FH er derfor stærkt bekymret for, at de foreslåede lofter vil medføre, at kommunerne ikke igangsætter ellers nødvendige og relevante indsatser over for ledige, så de kan bringes hurtigt og varigt tilbage på arbejdsmarkedet.« FH, altså Fagbevægelsens Hovedorganisation, skriver videre: »FH finder samlet set, at de foreslåede lofter på udgifter til ØVO og mentorstøtte vil føre til væsentlige forringelser for ledige og uddannelsessøgende. Lovforslaget begrænser kommunernes mulighed for at iværksætte relevante og effektive indsatser, og rammer særligt dagpengemodtagere og unge med særlige støttebehov.« Mentorstøtten er måske det tydeligste eksempel. Den hjælper unge med at blive i og gennemføre deres uddannelse. Den giver udsatte borgere et holdepunkt. Vores syge får ro og hjælp til at komme sig, og vore mennesker med handicap møder en helhedsorienteret indsats, der bygger dem op i stedet for at presse dem ud. Nu risikerer vi, at unge, udsatte, mennesker med handicap og syge mister netop den støtte, der holder dem fast i uddannelsen og i behandlingen i deres hverdag. Når mentorstøtten og den øvrige hjælp forsvinder, forsvinder også det menneske, der ringer, der følger op og skaber sammenhæng – det menneske, der ofte gør forskellen mellem at falde og blive stående. Det er ikke en besparelse. Det er en fordyrelse i menneskelige omkostninger, og det er dem, der i forvejen står mest skrøbeligt i vores samfund, der kommer til at betale prisen. I SF står vi fast på, at vi vil have en beskæftigelsesindsats, der hjælper mennesker frem for at skubbe dem tilbage. Vi vil ikke acceptere reformer, hvor besparelser maskeres som forenklinger, når resultatet i virkeligheden er færre muligheder og mere utryghed for dem, der allerede kæmper. Vi vil ikke være med til at lægge endnu større byrder på kommunerne, når høringssvarene entydigt viser, at rammerne i forvejen er presset. Vi kan derfor ikke støtte et lovforslag, der gør det sværere for unge, for syge og for mennesker med handicap og gør det sværere for kommunerne at løfte deres ansvar. Derfor vil jeg egentlig slutte af med at citere fra høringssvaret fra Rådet for Socialt Udsatte – hvis jeg ellers lige kan finde det. Der er mange høringssvar; heldigvis har vi mange ude i samfundet, der forholder sig til det her. Der har vi det. Rådet for Socialt Udsatte skriver i deres høringssvar: »Med besparelserne øges risikoen for, at de ikke kan få den nødvendige hjælp, og at de dermed fastlåses i kontanthjælpssystemet eller ender på førtidspension.« SF kan ikke støtte lovforslaget.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Karsten Hønge fra Socialistisk Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til hr. Carl Andersen fra Liberal Alliance.

Mange tak, formand. Danmark har et omfattende og meget omkostningstungt beskæftigelsessystem. Det er der mange årsager til, bl.a. har vi et væld af offentlige ydelser, støtteordninger og tilbud, som borgere og virksomheder kan benytte sig af. De skal jo administreres og kontrolleres, men det skyldes også, at man igennem årene har opbygget et enormt bureaukrati med den gode intention, at ledige hurtigst skulle i arbejde, uddannelse eller andet. Men det er altså gået for vidt. Mennesket er blevet glemt i papirbunkerne, den individuelle indsats er blevet erstattet af et skematisk aktiveringskursus, og millioner af skattekroner bliver brugt på tvivlsomme indsatser. Og hvem har egentlig gavn af det ud over dem, der arbejder med at administrere systemet, eller dem, som er sikret et nogenlunde fast kundegrundlag af kursister, som nok mere er til stede af navn end af gavn. Den nye beskæftigelsesreform tager et grundlæggende opgør med det nuværende system. Vi går fra skal til kan, fra centralt til decentralt og fra standard til individuelt. Dette konkrete lovforslag realiserer en stor del af reformens besparelsespotentiale, da en ny tilgang til øvrig vejledning og opkvalificering, øvo, som vi har kaldt det, og mentorordninger bidrager med ca. 1 mia. kr. ud af de omkring 3 mia. kr., som reformen samlet set skal spare skatteborgerne for. Det er helt naturligt, at der, når vi fjerner proceskrav, kursuskrav osv. for en lang række borgere, heller ikke fremover skal sendes penge til disse krav ud til kommunerne for at levere indsatser, som de jo ikke længere skal. Og det er jo ikke nogen hemmelighed, at mange mennesker er blevet sendt af sted på forskellige opkvalificeringskurser, alene fordi det stod i lovgivningen, og ikke nødvendigvis fordi det var relevant for at få dem et bedre sted hen i livet. Når man hører på debatten omkring de her besparelser på øvo og mentor, kan det lyde, som om vi afskaffer det hele. Men det er jo langtfra tilfældet. I dag bruger vi omkring 3,5 mia. kr. på det, og fremover er det forventningen, at vi vil bruge omkring 2,5 mia. kr. i 2029, når reformen er fuldt indfaset. Samtidig sikrer vi, at kommunernes udgifter til de her ting indgår i budgetgarantien med et loft pr. ledig. Det gør, at pengene følger med, når ledigheden er høj, og at den reduceres, når ledigheden er lav, og det er jo egentlig meget smart. Så er det heller ikke nogen hemmelighed, at Liberal Alliance jo gerne havde set, at vi havde fundet nogle større besparelser, f.eks. ved den her ret til 6 ugers jobrettet uddannelse frem for de her generelle rammebesparelser på øvo og mentor, som udgør omkring halvdelen af besparelsen i ordningen, for så havde man i højere grad holdt hånden under dem, der måske var længst fra arbejdsmarkedet. Det var også noget af det, der blev anbefalet i ekspertgruppens arbejde op til reformen. Men man kan ikke få alting i en forhandling, og vi er meget glade for, hvor det er landet her. Jeg noterer mig, at særlig høringssvarene er kritiske over for besparelserne på mentorordningen. Her vil jeg gerne påpege, at det godt kan være, at der er tale om to selvstændige ordninger, men det er én kasse og ét samlet krav ud over kommunerne, så hvis man i en kommune ønsker at prioritere mentorordninger over f.eks. øvo-tiltag, kan man frit gøre det. Det er noget af det, som reformens intention jo er, nemlig at vi giver frihed og ansvar ud til de enkelte sagsbehandlere, så man kan gøre det, der giver mening, både personligt og økonomisk lokalt. Derudover vil jeg kort fremhæve det gode forslag om at indføre forældelsesregler for opbevaring af data i Ydelsesrefusionen. I dag er der en universel regel på 10 år, men det bliver sat ned til 4 år, og det gør, at vi kan spare nogle penge på ikke at have dataopbevaring, og vi får nok også en større datasikkerhed, ved at man ikke skal opbevare så mange data i så lang tid. Så samlet set støtter Liberal Alliance den her del af implementeringen af beskæftigelsesreformen, som vi skal behandle mange gange heroppe på den her talerstol.

Tak for den ordførertale. Der er lige en kort bemærkning til fru Karin Liltorp fra Alternativet. Værsgo.

Tak til ordføreren for en god tale. Jeg synes, det var rigtig godt at høre ordføreren snakke om, at der faktisk fra Liberal Alliances side er et ønske om at støtte de her ordninger, der hjælper dem længst fra arbejdsmarkedet med at komme ind igen. Så jeg vil bare gerne høre, om ordføreren er med på, at vi her under udvalgsbehandlingen faktisk arbejder videre for at sikre den her del af det, som vi måske er enige om, og som kan risikere at være en slem bivirkning, hvis vi ikke får sikret, at de her gode ordninger faktisk fortsætter.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Vi vil rigtig gerne sørge for, at de mennesker, som er længst fra arbejdsmarkedet, kommer tættere på arbejdsmarkedet. Det mener vi også at den reform, som vi behandler her, er med til at understøtte. Men det kræver selvfølgelig, at man ude i kommunerne bruger den frihed, som man har fået, til at handle og ikke til at være passive. Liberal Alliance kommer grundlæggende ikke til at foreslå store ændringer af den aftale, der er, fordi det jo som sagt er en eksekvering af en politisk aftale og et kompromis, som er indgået.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Jeg tror, vi har en anden fælles interesse, for lige nu hører man ude i kommunerne, at nogle af konsekvenserne er ved at indfinde sig. Det er bl.a., at de her private og socioøkonomiske tilbud, der faktisk har vist, at de kan gøre det rigtig, rigtig godt, bliver valgt fra, til fordel for at kommunen siger: Vi hiver indsatsen hjem igen, det er billigere. Så bliver det ligesom kommunen selv, der skal stå for de her indsatser, og så er det sådan, at det får den bivirkning, at de gode private initiativer bliver lukket ned. Kunne ordføreren forestille sig, at man kunne gøre et eller andet for igen at sætte en ramme om det, så det ikke er det, konsekvensen bliver?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Det skulle jo gerne betyde noget, hvad man vælger lokalt. Vi har lige haft et kommunalvalg, og det skal da ikke være nogen hemmelighed, at typisk er det os i borgerlig lejr, som synes, det er en god idé at købe hjælp udefra og bruge private alternativer og ikke såkaldt hjemtage det til kommunen. Man kan jo have en diskussion omkring, om det egentlig hører til hjemme hos kommunen eller ude. Jeg kan se, at der er flere steder, hvor der bl.a. er kommet et borgerligt magtskifte, så der er jo en sandsynlighed for, at man sørger for at inddrage de private aktører igen fremadrettet.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Carl Andersen fra Liberal Alliance og går videre i ordførerrækken til hr. Ammar Ali fra Moderaterne. Værsgo.

Tak for ordet, formand. Det her lovforslag er jo endnu et skridt mod en enkel, værdig og målrettet beskæftigelsesindsats som led i reformen »Mere værdighed, større frihed og færre regler«. For Moderaterne er det meget centralt, at kommunerne får større frihed, men inden for en ramme, hvor økonomien hænger sammen. Lovforslaget her indfører en samlet beløbsgrænse for kommunernes udgifter til vejledning, opkvalificering og mentorstøtte under budgetgarantien. Det er store udgiftsposter på ca. 3,5 mia. kr. årligt, og derfor er der brug for en tydelig økonomisk ramme. I 2026 sættes grænsen til 10.602 kr. pr. fuldtidsperson, og niveauet justeres årligt af ministeriet. En samlet grænse giver mindre bureaukrati og større fleksibilitet lokalt. Kommunerne kan fortsat prioritere de indsatser, der virker bedst, men inden for en klar ramme. Og med afskaffelsen af gentagen aktivering og ressourceforløb falder behovet for mange af de aktiviteter, som grænsen omfatter. For Moderaterne er balancen afgørende. Borgerne skal mødes af meningsfulde forløb, og skatteborgernes penge skal bruges effektivt. Det her lovforslag understøtter begge hensyn og er en nødvendig del af reformens implementering, og derfor støtter vi lovforslaget. Tak for ordet.

Tak for den ordførertale. Der er en kort bemærkning fra fru Karin Liltorp, Alternativet. Værsgo.

Tak for talen. Igen får vi nævnt ord som værdighed og frihed osv., og betydningen af det er der jo ingen herinde, der overhovedet er uenige i. Men alle høringssvarene siger næsten entydigt, at den her reform kommer til at skubbe mange flere i nærheden af førtidspension, fordi vi sparer lige netop på de udsatte grupper. Hvad har ordføreren gjort sig af tanker om de advarsler?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Tak for ordet. Jamen den her frisættelse skal jo ikke gå ud over de mest udsatte, men vores indsats samlet set for de udsatte grupper skal faktisk blive bedre, og det er det, der er lagt op til. Og mange af de spørgsmål og svar, der har været, forud for at jeg kom på talerstolen, går jo klart på, at alle har en interesse i at understøtte de udsatte. Så det tror jeg helt sikkert også at vi i det videre forløb vil kigge ind i hvordan vi kan understøtte. Der er jo også sat nogle penge af, 25 mio. kr., til at vurdere, hvordan den her reform virker, så man kan få et indtryk af, om der er en skævhed. Men det er klart, at vi vil følge det nøje og sikre, at det ikke går ud over de udsatte grupper.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Det er der, hvor det igen bliver lidt sjovt – og sjovt er et forkert ord – for alle høringssvar siger jo netop, at det kommer til at gå ud over de udsatte. De udsatte bliver jo ikke glade for, at man siger, at det slet ikke var hensigten med det her. Det er eksperterne, der siger, at det er den her effekt, det kommer til at have; det kommer til at gå ud over dem. Burde det ikke ligesom stoppe det her løb i den forkerte retning, inden det sker – inden vi om et halvt år skal sige: Nå ja, I fik ret; pokkers også?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Tak for ordet. Jeg tror, det handler rigtig meget om, at man forstår, at målet med den her reform dels er at give kommunerne mere ansvar til at løfte den opgave, der ligger lokalt, dels – og det er det andet, der ligger i det – at lave nogle mere individuelle og tilpassede forløb, som passer bedre til de enkelte borgere, herunder også de udsatte borgere, som faktisk på nogle fronter står bedre med den her reform. Det tror jeg også man skal tage med. Tak.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Ammar Ali fra Moderaterne og går videre i ordførerrækken. Det er fru Dina Raabjerg som ordfører for Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak, formand. Det her handler helt enkelt om, at kommunerne ikke længere skal have en blankocheck, hvor staten betaler for kurser og mentorer, uanset om indsatsen over for et menneske overhovedet har en effekt eller er relevant. Jeg har selv set det tæt på i vores lokale foreningsbiograf i Ikast, hvor jeg har haft min gang i over 20 år. Jeg har mødt masser af frivillige, som er en del af beskæftigelsessystemet, og som har været i beskæftigelsessystemet i rigtig mange år, og jeg har bare mødt så mange unge og voksne, som er blevet sendt igennem det ene kursus efter det andet, uden at det gav dem hverken håb eller løsninger. Det gav dem nederlag på nederlag. Sådan skal vi simpelt hen ikke bruge menneskers tid, og vi skal heller ikke bruge skatteborgernes penge på den måde. Med det her forslag har kommunerne stadig væk alle incitamenter til at få folk i job, fordi det simpelt hen kan betale sig for dem. De får bare ikke længere refunderet uendelige mængder af udsigtsløse forløb, som ikke hjælper nogen. Ressourceforløbene er et godt eksempel på noget, der har slidt rigtig mange syge mennesker ned, og her behøver man ikke længere bruge en masse penge på kurser, fordi vi simpelt hen har afskaffet ressourceforløbene. Jeg er glad for, at vi med beskæftigelsesreformen kommer væk fra den tankegang om, at alle unge simpelt hen bare skal pølses igennem en uddannelse, uanset om det giver mening for den enkelte unge. Nogle unge er simpelt hen skoletrætte. Nogle har indlæringsvanskeligheder. Nogle har bare brug for at komme ud på en ganske almindelig arbejdsplads og levere et stykke arbejde og blive anerkendt for det arbejde, de laver. De har ikke nødvendigvis brug for endnu et klasselokale. Det her lovforslag betyder forhåbentlig, at pengene i kommunernes indsats bliver brugt langt mere målrettet, og at indsatsen bliver mere individuel. Vi skylder både skatteborgerne og de mennesker, som det her handler om, at vi bruger vores alle sammens penge klogt. Derfor og også fordi vi er en del af beskæftigelsesreformen, bakker vi op om det her lovforslag. Tak for ordet.

Tak for den ordførertale. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Dina Raabjerg fra Det Konservative Folkeparti. Jeg ser ikke, at fru Victoria Velasquez er til stede, så derfor går vi videre i ordførerrækken, og det er hr. Nick Zimmermann som ordfører for Dansk Folkeparti. Værsgo.

I Dansk Folkeparti mener vi jo, at de offentlige systemer altid skal være til for borgerne og ikke den anden vej rundt, og derfor er vi selvfølgelig også rigtig glade for at være en del af den her aftale. Vi synes, det er rigtig godt. Det handler jo om at bruge pengene fornuftigt og om at sikre, at skattekronerne rent faktisk gør en forskel og ikke bare ender i ordninger og systemer, som ingen rigtig kan forklare effekten af. Jeg har i hvert fald stadig væk til gode at møde ret mange danskere, der har været tilfreds med den behandling, de har fået rundtomkring på landets jobcentre, så vi bakker op om det her.

Tak for den ordførertale. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Nick Zimmermann fra Dansk Folkeparti og går videre i ordførerrækken. Det er fru Samira Nawa fra Radikale Venstre som ordfører. Værsgo.

Mange tak. Vi har haft en tilsvarende debat i sidste uge, fordi beskæftigelsesreformen og lovgivningen omkring den jo er opdelt i flere lovforslag. Grundlæggende er mit syn det samme som i sidste uge, for det er ikke Christiansborg, der bedst ved, hvordan vi hjælper ledige borgere i job. Sådan har Folketing efter Folketing ellers bildt sig selv det ind og derfor lavet lovgivning, også voldsomme mængder af lovgivning, og også indført et kontrol- og dokumentationsregime, som jo har skygget for den enkelte sagsbehandlers faglighed. Men jeg er glad for, at det her Folketing, i hvert fald et flertal i det her Folketing, har fundet modet til at give slip på den her kontroltrang. For med den samlede beskæftigelsesreform får vi ryddet op i systemet. Vi får sat friheden og tilliden i centrum, og det er jeg som socialliberal naturligvis rigtig glad for. Den samlede reform er ikke hundrede procent efter Radikale Venstres hoved, og lige præcis i forhold til den her del, som vi behandler i dag, som bl.a. vedrører mentorordningerne og besparelserne, er det sådan, at vi deler nogle af de bekymringer, som også høringssvarene giver udtryk for. Det er også nogle bekymringer, som er identiske med noget af det, Radikale Venstre har haft rejst i forhandlingerne. Det gælder særlig den del omkring mentorordningerne. Men det er jo stadig væk sådan, som også Liberal Alliances ordfører var inde på fra talerstolen her, at kommunerne har friheden til at gøre brug af mentorordningerne, hvis det er det, der giver mening for den enkelte unge ledige. Så er jeg også meget tilfreds med, at den samlede reform bliver evalueret godt og grundigt, og at vi på den baggrund, hvis der er nogle huller, der skal lappes, mødes igen og diskuterer det. Der er jeg i hvert fald selv tilfreds med, at Radikale Venstre sidder med ved bordet. Så vi støtter det her lovforslag. Tak for ordet.

Tak for den ordførertale. Der er en kort bemærkning til fru Karin Liltorp fra Alternativet. Værsgo.

Tak for talen. Jeg er glad for at høre, at ordføreren deler nogle af de der bekymringer, men jeg vil bare høre, om ordføreren så ikke er med på, at vi gør noget ved det netop nu, inden lovforslaget bliver stemt igennem, for det er jo netop nu, vi har muligheden for at gøre noget. Bagefter kommer der til at gå lang tid, og så skal vi vente på at se de her konsekvenser, som allerede er blevet forudset. Kunne det ikke være en idé at gøre det nu?

Jamen processen er jo således, at vi har siddet i nogle forhandlinger, også nogle meget grundige forhandlinger – jeg mindes, at fru Karin Liltorp også selv var med i nogle indledende møder – og det er der, man skal presse på og bruge sine mandater og få sin politik og indflydelse igennem. Det har vi gjort i Radikale Venstre, og som sagt i min ordførertale er det jo ikke sådan, at det her hundrede procent er Radikale Venstres ønske om en beskæftigelsesreform. Det ville aldrig kunne lade sig gøre med 6 mandater i ryggen, når der skal 90 til et flertal. Men vi har gjort vores indflydelse gældende og også reduceret en række af de besparelser, der ellers var lagt op til, i forhold til de særligt udsatte unge og jo også været med til at føre flere penge ind i den samlede reform. Så på den måde er det jo der, arbejdet er gjort i forhandlingerne. Det er i hvert fald der, jeg har lagt rigtig mange af mine kræfter.

Tak. Værsgo til spørgeren.

I forhold til de bekymringer, der kommer fra socialrådgiverne, fra Dansk Handicap Forbund osv., hvad vil ordførerens svar så være til dem, når vi om et halvt eller et helt år ser konsekvenserne, nemlig at vi faktisk har fået skubbet flere ud ude fra kanten? Er det så der, vi skal begynde at gøre noget, eller kan vi virkelig ikke gøre noget inden da?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Når jeg siger, at jeg deler nogle af bekymringerne, er det jo, fordi der finder en besparelse sted i forhold til nogle af de unge målgrupper. Det, som der oprindelig var lagt op til af besparelser fra regeringens side, var jo det dobbelte. De er reduceret nu. Det er jo noget af det, som vi, der har siddet med ved forhandlingsbordet, har kunnet forhandle igennem. Det er jeg sådan set meget tilfreds med. Så kommer der en evaluering, for det er der også sat penge af til, hvilket jeg også er rigtig glad for – en grundig evaluering. På ryggen af det må vi se, hvad der kan justeres, men før der er en evaluering, kan vi jo ikke forudsige, om det går i den ene eller den anden retning.

Tak. Der er en kort bemærkning til hr. Karsten Hønge fra SF. Værsgo.

Jeg er jo helt enig med fru Samira Nawa i, at det tidligere beskæftigelsessystem i den grad trængte til en genbearbejdning og en fornyelse og en forandring. Det er vi helt enige i. Jeg tænker på, om det måske er derfor, fru Samira Nawa kan have nogle problemer med at forklare, hvad det var, Radikale Venstre opnåede. For jeg kender godt den slags sejre, der går ud på, at der egentlig var en besparelse på 800 mio. kr., men nu er den kun på 400 mio. kr. Det er den slags sejre, som kan være lidt vanskelige at have med at gøre, for det er stadig væk en nedskæring. Men det er så en sejr, fordi det, hvis man ikke var der, var gået helt galt. Så jeg anerkender sådan set, at Radikale Venstre har været med til at bringe det beløb ned. Det anerkender jeg fuldstændig. Men det er alligevel det, man kan kalde en lidt træls sejr, ikke? For man ender så alligevel med at spare. Det er vel også derfor, Danske Handicaporganisationer her skriver, at: »Vi er meget bekymrede over de foreslåede besparelser. Det bliver fremover sværere at gennemføre helhedsorienterede indsatser over for borgere med nedsat funktionsevne og andre med udfordringer.« Det er jo konsekvensen, er vi enige om det?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Men tak for anerkendelsen fra hr. Karsten Hønge. For det er jo klart, at når man ikke har en styrkeposition i at sidde på helt vildt mange mandater og kunne bringe det ind i forhandlingerne, så kan man lykkes med noget og lykkes mindre med noget andet. Men jeg synes jo faktisk, at i betragtning af at Radikale Venstre har seks mandater, har vi sat et endog meget tydeligt aftryk på den samlede reform. Hele forenklingen og tillidsdagsordenen, tilliden til, at de ledige ønsker at komme i arbejde, tilliden til sagsbehandlerne og deres faglighed, er lige efter Radikale Venstres hoved. Så er det klart, at der er en besparelse, som vi har det vanskeligt med. Så kan man sige, at det er svært at forklare, men i forhold til hvad konsekvensen af en besparelse på 800 mio. kr. ville være kontra en besparelse på 400 mio. kr., så er der altså nogle konsekvenser, der er blevet afbødet, og det er jeg glad for at have været med til.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Selvfølgelig har fru Samira Nawa ret i, at beskæftigelsesreformen består af en række forskellige ting, og det er jo indlysende, at det her, om jeg så må sige, kun er et hjørne af det. Jeg anerkender, at det selvfølgelig er på den måde. Det er bare et lidt træls hjørne at være i. For de der sejre, hvor man får begrænset skaderne, er sådan nogle sejre, der nogle gange godt kan være lidt bøvlede at have med at gøre på grund af konsekvenserne for dem, der så bliver ramt af de besparelser, der trods alt er. De kan jo ikke bare sådan få det bedre, ved at man andre steder i den samme reform gør nogle ting, der er gode, hvilket man jo også gør. Nu mener jeg, at Radikale Venstre netop virkelig prøver at gøre noget ud af en kontrakt med de unge. Her i det fra Danske Handicaporganisationer skriver man: »Med de store udfordringer med unge uden job og uddannelse og et stigende antal unge på førtidspension forstår vi simpelthen ikke, hvorfor man ser et behov for at begrænse anvendelsen af sådanne udmærkede instrumenter.« Det er så ØVO og mentorordninger.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Jeg tror ikke, at hr. Karsten Hønge og jeg ser så forskelligt på lige præcis den unge målgruppe. Vi har sammen forhandlet et ungeløfte. Jeg og Radikale Venstre har været med til med den her reform at permanentgøre nogle midler til unge med psykiske udfordringer, hvilket jo handler om forebyggelse. Det er forebyggende initiativer til, at man ikke havner som en del af de 43.000 unge, som står uden beskæftigelse, og som står uden uddannelse. Nu fandt jeg så i sidste uge ud af, at hr. Karsten Hønge jo egentlig gerne ville have været med i den her reform, men døren blev smækket i. Jeg kunne have ønsket mig, at vi kunne have siddet der side om side, for jeg tror, vi ser meget ens på lige præcis de her ting.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Samira Nawa fra Radikale Venstre. Vi går videre i ordførerrækken til fru Karin Liltorp som ordfører for Alternativet. Værsgo.

Tak, og tak for ordet. Jeg ved godt, vi lige har været der, for vi snakker om beskæftigelsesreformen, og den her del af beskæftigelsesreformen er den absolut dårligste og dummeste del af den. Jeg sagde også i sidste uge, at der var gode dele i beskæftigelsesreformen. Der er ingen herinde, der ikke ønsker, at vi skal gøre det simplere, og der er ingen, der ikke ønsker, at vi skal slække kontrollen. Men lige den her del handler om, at vi skærer et kæmpe beløb på indsatser til dem, der er længst fra arbejdsmarkedet, og det har ekspertgruppen har aldrig nogen sinde foreslået. Jeg forstår ikke, hvordan vi sammen kan stå på mål for det her, og det har jeg vist fået sagt rimelig tydeligt. Jeg har jo hørt i mange taler fra alle dem, der støtter op om reformen her, at det handler om værdighed, og at det handler om frihed. For mig er det her bare noget, der klinger rigtig, rigtig hult, for værdighed og frihed til hvad? Er det til at lade være med at hjælpe? Altså, hvis man vil kalde det frihed og værdighed, synes jeg måske, det er en lidt lemfældig omgang med ordene. Jeg ville ønske, at vi så i det mindste kunne droppe de her ord om værdighed og frihed og så i stedet for sige helt ærligt, hvad det her drejer sig om. Det drejer sig om, at vi sparer store milliardbeløb på dem, der har det allersværest i samfundet, og det synes jeg er en rigtig, rigtig dårlig idé. For i Alternativet er vi stærke i troen, måske ikke den kristne tro, men i troen på, at det kan betale sig at investere i mennesker. Det ser vi i høj grad en risiko for at vi holder op med her, og det er bare så uheldigt. Til gengæld har vi også en kæmpe tillid til mennesker, og vi tror ikke på, at vi får en masse for de penge, vi stadig væk bruger på at kontrollere de stærke ledige. Der kunne vi have fundet massive besparelser, hvis vi havde turdet. Der er ingen grund til at jagte nyuddannede ingeniører eller en sygeplejerske rundt for at få dem lidt hurtigere i job; det skal de nok finde ud af selv. Men det her er at svigte dem, der allerede har det så svært i samfundet. Der bliver talt om, at kommunerne nu har et incitament til at få dem hurtigere i arbejde, og der vil jeg sige: Jo, bevares, men det er jo netop med viden om, at den her gruppe er dem, der er allersværest at få i arbejde. Og det giver jo sig selv, at kommunerne i højere grad vil satse på de lidt stærkere ledige, som de nemt kan få i arbejde, for det giver en økonomisk gevinst. Og så er det da bøvlet at prøve at få dem, der er svære at få ind på arbejdsmarkedet, med ind. Men det er jo derfor, vi skal bruge penge på det. Det er derfor, vi skal investere i dem. Når alle høringssvarene advarer entydigt om det og handicaporganisationerne og socialrådgiverne siger, at den her reform vil få mange flere ud mod kanten, så forstår jeg selvfølgelig heller ikke, at man ikke lytter, men bare siger, at de tager fejl og ikke ved, hvad de snakker om. Det synes jeg jo også er uforståeligt. Men vi har jo set det før, altså at når det så om et år viser sig, at de havde ret, så kan det være, man begynder at ændre retning igen. Jeg synes bare, det ville være en god idé at gøre det, før katastrofen indtræffer. Så I er nok ikke i tvivl om herinde, at vi i Alternativet bestemt ikke støtter op om den her del af reformen. Den synes vi er ganske, ganske forfejlet, og vi synes ikke, det er et rigt velfærdssamfund værdigt, at man sparer på dem, der i forvejen har allerallermindst. Jeg skulle hilse fra Enhedslisten og sige, at de heller ikke støtter lovforslaget.

Tak. Der er lige en kort bemærkning, og det er til fru Dina Raabjerg fra Konservative Folkeparti. Værsgo.

Jeg vil sige tak for en passioneret tale, for det synes jeg er det eneste pæne, jeg kan sige om den – jeg har sjældent hørt så meget vrøvl på så kort tid. Det er sådan, at vi ved, at det, der kan betale sig, er at hundse med de stærke, for så får de fingeren ud og får fundet sig et arbejde. Men det kan ikke betale sig at hundse med de svage; de skal have hjælp. Det, vi gør her, er, at vi sparer penge til mentorer, og at vi hundser med de stærke, og så er der stadig væk midler til at få de svageste ledige i arbejde. Vi fjerner ikke engang muligheden for det. Vil Alternativet ikke engang anerkende de fakta, som vi har omkring de svageste og de stærkeste ledige?

Værsgo til ordføreren.

Jeg tror, vi ser meget forskelligt på det. Jeg snakker bestemt ikke om at hundse med de svageste, for det synes jeg aldrig nogen sinde er værdigt, og de er blevet hundset med i mange år. Jeg snakker om, at nu har vi en enestående mulighed for faktisk at give dem den hjælp, de har brug for, og det var derfor, jeg havde så store forhåbninger til det. Når man i forhold til den her reform siger, at man stadig væk giver mulighed for det, vil jeg sige: Nej, for vi skal jo netop så seriøst om økonomien, at der ikke er penge til at give de indsatser, som faktisk skulle have fået dem ind. Vi fyrer de medarbejdere, der skulle have sørget for, at der var tid til at vise omsorg for den enkelte. Vi synes faktisk ikke, man skal hundse med nogen. Vi synes faktisk, det er spild af samfundspenge, at man bruger så store beløb på at kontrollere nogle stærke ledige, der helt sikkert sagtens kan finde et job, helt uden at nogen hundser med dem.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Man fortsætter sådan set bare vrøvlet. Det er jo sådan, at en kommune altid har et incitament til at hjælpe folk i arbejde, fordi det er superdyrt, hvis en ledig går på kontanthjælp eller skal over på førtidspension. Så det at spare håndører på et kursus eller en mentor, for at folk skal kunne gå i årevis og trække på kommunens økonomi, er der ingen kommuner, der har råd til. Jeg er dybt frustreret over, at jeg efter at være kommet i Folketinget har oplevet så mange medlemmer, der aldrig har siddet i et byråd, og som ikke forstår den mekanisme, der er. Kan ordføreren ikke anerkende, at det er billigere at give lidt mentorstøtte i en periode end at lade folk gå ledige i årevis på en overførselsindkomst?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Spørgeren mener åbenbart, at alle os andre ikke lige har forstået det. Men det handler nok også om de værdier, vi har i livet. For nej, det bliver umiddelbart svæt for en kommune at opnå et kæmpe kæmpe overskud på en, der har psykisk sygdom eller har et svært handicap. Det er ikke nemt at få dem ind på arbejdsmarkedet. Det er en investering, og om den kommer til at give stort overskud eller går i nul, ved jeg ikke. Men jeg vil altid synes, at det i den grad er værd at investere i, at de bliver en del af samfundet, og at de bliver en del af fællesskabet. Så nej, det drejer sig ikke om, at vi alle skal ud og have en 37-timers arbejdsuge. Det drejer sig faktisk om, at vi bliver nødt til at investere i, at de faktisk får en mulighed for at blive en del af fællesskabet. Og den her reform gør det modsatte.

Tak for de bemærkninger. Tak til fru Karin Liltorp fra Alternativet. Jeg ser ikke privatister eller medlemmer uden for grupperne, der ønsker ordet. Så kan vi byde velkommen til beskæftigelsesministeren. Værsgo, minister.

Tak for det, formand, tak for ordet, og tak til ordførerne for bemærkningerne til lovforslaget her. Det er jo en uge siden, at vi behandlede det første af de syv lovforslag, der udmønter den her historisk store forenkling af beskæftigelsesindsatsen, og i dag fortsætter vi med endnu et lovforslag. Beskæftigelsesreformen handler grundlæggende om at frisætte, forenkle og afbureaukratisere beskæftigelsesindsatsen, og vi gør op med idéen om, at det er os herinde på Christiansborg, der bedst ved, hvad den enkelte borger har brug for. Vi giver kommunerne friere rammer til at målrette indsatsen til den enkelte borgers behov og prioritere indsatsen, ud fra hvad der virker bedst, i forhold til at borgerne kommer i job. Vi afskaffer en række proceskrav. Det betyder bl.a, at der skal holdes en halv million færre samtaler. Vi skal ikke bruge ressourcer på samtaler med ledige, der selv kan finde et arbejde. Vi skal ikke bruge ressourcer på at sende borgere i aktivering, bare fordi det står i en lov. Vi skal gøre det, fordi kommunen og den enkelte sagsbehandler vurderer, at det giver mening. Det frigiver tid og midler til, at kommunerne kan målrette indsatsen mod de borgere, der har allermest brug for den, og ud fra hvad der virker bedst. Med det lovforslag, vi behandler i dag, indfører vi en øvre grænse for kommunernes udgifter til øvrig vejledning og opkvalificering samt mentorstøtte. Det vil kræve, at kommunerne prioriterer deres indsatser og gør dem mere målrettede og fokuserede. Med reformen får kommunerne rammerne, friheden og spillerummet til at gøre det, og det giver dem en god mulighed for at give vejledning, opkvalificering og mentorstøtte som indsats. Men vi skal bruge færre penge på det og bruge dem mere meningsfuldt. Med lovforslaget indfører vi også en forældelsesfrist i ydelsesrefusionen. Det er noget, vi har aftalt med KL i økonomiaftalen for 2025. Det kan lyde lidt teknisk, men det er en forenkling, fordi kommunerne fremover kun skal opbevare data i 3 år i stedet for de nuværende 10 år. Det er dyrt at opbevare data, og dermed sparer kommunerne administration og penge. Jeg ser frem til den videre behandling af både det her lovforslag og de seks andre, så vi kan få beskæftigelsesreformen ud at fungere i kommunerne.

Tak for den ministertale. Der er lige et par korte bemærkninger. Det er først hr. Karsten Hønge fra SF som spørger.

Som jeg ser det, indeholder den samlede beskæftigelsesreform mange gode initiativer. Det var virkelig på tide at få ryddet op i meget af det, og det er alt lige fra overflødige samtaler til det der sanktionsregime, der er. Der er mange gode initiativer i den samlede beskæftigelsesreform. Det er der ingen tvivl om. Men det, vi behandler i dag, synes jeg er noget sværere at forklare pointen i. Her kommer jeg også til at tænke på, om der ikke var en sang, hvor de sang noget med, at de engang var så tæt eller vi engang var så tæt? Sådan var det vel også med Socialdemokratiet og fagbevægelsen engang, og derfor tænker jeg, at jeg her især lige vil citere fra det høringssvar, som fagbevægelsen har sendt til en socialdemokratisk minister, hvor der står: »FH er derfor stærkt bekymret for, at de foreslåede lofter vil medføre, at kommunerne ikke igangsætter ellers nødvendige og relevante indsatser over for ledige, så de kan bringes hurtigt og varigt tilbage på arbejdsmarkedet.« Jeg tror også, at det jo er rigtigt, at det ikke altid har været nødvendigt og relevant med alle de indsatser, der har været før, så på den måde var der god grund til at få ryddet op i det. Men det, som fagbevægelsen her sætter fingeren på, er netop, at de er bange for, at man ikke igangsætter ellers nødvendige og relevante indsatser.

Tak. Værsgo til ministeren.

Jeg anerkender bestemt både hr. Karsten Hønges og fagbevægelsens bekymringer i den her sammenhæng, og jeg tror, det er vigtigt at sige, at det jo er svært at lave en reform med den volumen og den ændring, grundlæggende, af strukturen og det beskæftigelsessystem, som jo har været under kritik, også fra fagbevægelsen, i rigtig mange år, uden at der vil være nogle steder, hvor man er uenige om det. Jeg tror grundlæggende, vi har en kæmpe opgave med især unge, som er svage, og som er uden for arbejdsmarkedet og uden for uddannelse. Jeg mener også, vi har investeret i dem på flere væsentlige områder, bl.a. Ungeløftet og psykiatrien, hvor mange jo også er tilknyttet. Men jeg tror også, at når vi laver en frisættelse, skal vi give det mulighed for at fungere, og vi skal give mulighed for, at de enkelte kommuner kan prøve de ting af, der virker i deres sammenhæng. Jeg tror også, det er vigtigt at sige, at der også er et konkret mål med det; jeg ville også synes, det var mærkeligt, hvis vi sagde, at man skulle bruge de samme penge på langt, langt færre, samtidig med at vi i virkeligheden fjerner varige proceskrav. Jeg synes, det er helt rimeligt at sige, at der så også skal være lidt billigere drift og tilbud.

Tak. Værsgo, spørgeren.

Jeg er helt sikker på, at der også findes områder, hvor man kan spare, uden at det får de her dramatiske konsekvenser, som det i forhold til de her besparelser kan få. Så det er ikke noget med, at jeg siger, at man ikke vil kunne spare inden for beskæftigelsesområdet. Det kan man. Det gør man så også, og nogle af besparelserne synes vi er rigtig fine i SF. Men den her besparelse, som vil gøre det sværere for de unge, for de syge og for mennesker med handicap, og som gør det vanskeligere for kommunerne at løfte deres ansvar, synes vi da er en rigtig dårlig idé. Derfor vil jeg også bare lige slutte af med at citere fra et andet sted i fagbevægelsens høringssvar: »FH finder samlet set, at de foreslåede lofter på udgifter til ØVO og mentorstøtte vil føre til væsentlige forringelser for ledige og uddannelsessøgende. Lovforslaget begrænser kommunernes mulighed for at iværksætte relevante og effektive indsatser, og rammer særligt dagpengemodtagere og unge med særlige støttebehov.« Det, jeg mener, er: Det er vel ikke der, vi skal sætte ind med besparelser.

Tak. Værsgo til ministeren.

Jeg anerkender selvfølgelig, at når der er et mindre budget til et område, vil det begrænse mulighederne for at udøve eksempelvis støtte til unge under uddannelse. Men jeg mener også sammenlagt, at det har været en del af øvelsen her. Vi har haft et jobcentersystem i mange år, som har haft samme budget, selv om antallet af ledige er faldet markant. Det vil sige, at beløbet pr. ledig jo så er steget. Nu strammer vi så til på præcis det her område, der handler om ØVO. Vi følger det tæt og sørger for at opstille nogle yderligere indsatser for nogle af de unge, der har det sværest, og det synes jeg samlet set godt jeg kan forsvare.

Tak. Så er der en kort bemærkning til fru Karin Liltorp, Alternativet. Værsgo.

Tak til ministeren for talen. Jeg tror, at der er flere af os, der har været inde på – også mig, som er stærkt kritisk over for den her del af reformen – at der jo er masser af gode ting i den her reform, frisættelse og alt muligt, og det er der opbakning til hele vejen rundt. Men jeg vil høre, om jeg ikke kan få ministeren til at indrømme, at lige med hensyn til den her besparelse på de udsatte grupper var det lidt ærgerligt, at man blev nødt til at skære ned lige her?

Tak. Værsgo til ministeren.

Når jeg ser på den samlede indsats, der er for nogle af de unge, der har det allersværest, de 45.000, som virkelig har udfordringer, synes jeg, vi i høj grad kan være det bekendt. Jeg ved, at vi har lavet et ungeløft, som specifikt retter sig mod nogle af de her unge. Vi har investeret massivt med 4,3 mia. kr. i vores psykiatri, som mange af dem jo også er tilknyttet på den ene eller den anden måde. Så jeg synes, at de unge, som fru Karin Liltorp og jeg bekymrer os for og kerer os om, samlet set i den her regeringsperiode har fået bedre vilkår for at skabe det liv, de ønsker sig, end de havde før.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Jeg hører ikke nogen ærgrelse der. Men jeg vil gerne forstå det. Altså, nu advarer socialrådgiverne og handicapoganisationer om, at den her reform om de her besparelser, f.eks. på mentorordninger osv., risikerer at flytte mange mennesker i en udsat position tættere på førtidspension. For mig matcher det ikke helt ministerens udmelding om, at der er alt for mange på førtidspension. Så hvor lander vi henne? Hvad er det så for en fremtid for de her mennesker, der reelt ikke kan få førtidspension, for det vil vi gerne reducere, men som nu heller ikke kan få indsatser? Hvilke håbefulde ord kan ministeren give dem med på vejen?

Tak. Værsgo til ministeren.

Jamen det er jo sådan, uanset hvad, at hvis man har krav på en førtidspension, altså hvis man er uarbejdsdygtig permanent, enten fordi man har fået en fysisk skade eller har psykiske problemer af en sådan grad, at man ikke kan arbejde, så skal man have en førtidspension. Det er jo det, hele systemet grundlæggende går ud på. Det ændrer ikke ved, at vi som regering gerne vil se på, hvad det er, der gør, at der er så mange, der kommer på førtidspension, særlig mange yngre, og at vi også som samfund har en forpligtigelse til at sikre, at det i fremtiden er færre. Men det handler jo ikke om at lukke døren; det handler om at lave nogle indsatser, f.eks. i psykiatrien, f.eks. med ungeløft, som gør, at flere får en chance, før de ender på førtidspension.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til beskæftigelsesministeren. Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Beskæftigelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget. Det er vedtaget.

Dette beslutningsforslag er som sagt udsprunget af et borgerforslag. Vi går direkte til forhandlingen. Først er det beskæftigelsesministeren, der får ordet. Værsgo.

Tak, og tak til forslagsstillerne for det her borgerforslag, som handler om noget, som jeg tror at mange af os, der har børn derhjemme, kan genkende, altså at man vågner op en morgen, og så er den yngste måske lidt mere utilfreds, end han plejer at være; og jeg kigger over på min kone, og hun siger, at hun i hvert fald ikke kan holde fri i dag, fordi der er noget, der presser, og jeg synes heller ikke rigtig, jeg kan. Der er måske en arbejdsgiver, som forventer det ene eller det andet. Så jeg tror, at mange af os, der har børn, både nu og tidligere, kan genkende den der situation, hvor man bliver presset, og hvor man føler, at det kan være svært at få det hele til at hænge sammen. Derfor har jeg også meget stor sympati for den ambition, der ligger i det her forslag, altså at vi skal have større fleksibilitet i forhold til syge børn, og at det selvfølgelig ikke skal være sådan, at man presser dem til at skulle være i et miljø, en børnehave eller andre steder, hvor de måske smitter, f.eks. de andre børn eller medarbejderne. Der er jo også en risiko for, at det går ud over andre end ens egen familie. Jeg tror i hvert fald også, jeg kan genkende det der med, at man får en sygdom inden for døren, og så ender den sådan rundt omkring og ender med at gå på tur i husholdningen, inden det er forbi efter 3-4 uger. Så jeg vil sige, at de bekymringer, som ligger i det her forslag, svarer meget godt til min erfaring, og jeg tror, det er vigtigt, at vi i Danmark har plads og rum til, at man også kan holde fri, når ens børn er syge. Jeg tror også bare, at jeg i forhold til det her forslag gerne vil sige, at vi også har en tradition i Danmark for, at det er medarbejderne på arbejdspladserne, der prioriterer imellem, hvad for nogle ønsker man har til ens arbejdsvilkår. Så det vil sige, at man måske nogle steder kan ønske sig at få mere i løn, andre steder kan man ønske sig at få mere i pensionsindbetaling, og andre steder igen kan man måske ønske sig, at der er en fritvalgskonto, man kan bruge til forskellige ting. I nogle overenskomster har medarbejderne gået ned og ønsket sig at få flere muligheder for at holde fri på barns sygedage, altså når ens børn er syge. Det er også noget af det, der foregår i øjeblikket, hvor der er optakt til forhandlinger om overenskomster. Og der er jo også folk dér, både medarbejdere og deres repræsentanter i fagforeningerne, som så har præsenteret krav om, at man skal have flere muligheder for at holde fri, når ens børn er syge. Af respekt for den demokratiske styring, som der er af vores arbejdspladser, på vores arbejdspladser, i det faglige system, synes jeg også, at vi skal lade dem beslutte, hvad for nogle prioriteringer de gerne vil lave i forhold til den fremgang i produktiviteten, som de skaber. Det har vi gjort i mange år i Danmark. Vi har faktisk, synes jeg i al beskedenhed, skabt et af verdens bedste arbejdsmarkeder på den baggrund, og det synes jeg også giver mening at holde fast i. Så fra regeringens side kan vi ikke støtte det her beslutningsforslag, uanset at vi selvfølgelig kan se ambitionen som en stærk måde også at håndtere nogle af de problemer, som mange børnefamilier har, på.

Tak for ministerens tale. Der er lige tre korte bemærkninger. Det er først Sigurd Agersnap fra SF.

Tak til ministeren for talen. Jeg kunne godt tænke mig at spørge lidt til uligheden i det her, for når folk er derude og de står med et sygt barn om morgenen, er der jo nogle, der har et netværk, de kan trække på. Man kan få bedsteforældrene ind, og måske er man gode venner med naboen og kan få hjælp der. Der er også nogle, der ikke har den mulighed. De er måske flyttet fra Jylland til Københavnsområdet, og de har ikke lige bedsteforældrene tæt på. Der er også nogle, der har meget fleksible arbejdsgivere, og som kan ringe ind og sige: Jeg arbejder om aftenen eller på en anden tid af døgnet; kan vi ikke lige få det til at fungere? Men for dem, som er flyttet langt væk for at tage et arbejde, og dem, som er i en vagtplan, og hvis vagter er skemalagt, og som er tvunget til at møde op – det kan være, man arbejder på et sygehus, i en børnehave eller i ældreplejen – så er det her jo en meget, meget svær situation at håndtere. Altså, når man som forældre ikke har flere barns sygedage og man ikke har nogen tæt på, man kan bruge, hvad forestiller regeringen sig så at man skal gøre?

Ministeren.

Jeg er sådan set enig i, at der er en meget stor ulighed i det. Nu er der, som hr. Sigurd Agersnap fremhæver, både folk, der er ansat i den offentlige sektor, og også mennesker, der er ansat i den private sektor, som har en lav løn, og som har, kan man sige, ret ufleksible arbejdsvilkår. I hvert fald for en stor del af dem, der er ansat privat, har man jo fra de faglige organisationers side forhandlet en række sygedage og en række omsorgsdage hjem i det, der hedder fritvalgsordningerne, hvor medarbejderne får indbetalt, jeg tror, det i mange overenskomster er omkring 10 pct. af deres løn til en konto, som de så kan bruge enten til at få udbetalt penge, til at få oversendt til deres pensionsopsparing eller til eksempelvis at bruge til fridage ud over de tre barns sygedage, som man har i sin overenskomst. Så jeg er enig i, at der er en meget stor ulighed i det her. Der er nogle, der har flere ressourcer til at håndtere de her situationer, men jeg vil også sige, at jeg netop derfor er glad for, at nogle af de fagforeninger, som har forhandlet nogle af de rettigheder hjem til deres medlemmer, også er nogle af dem, der repræsenterer medlemmer, som måske har mere ufleksible job, end mange af os og folk i den her geografi har.

Spørgeren.

Jeg synes, det er lidt sammenligneligt med, dengang man indførte barselsorlov og man også i Folketinget sagde: Nu har vi brug for nogle regler, der gælder alle, så man har mulighed for faktisk at trække sig og gå på barsel. Det var jo ikke, fordi der ikke var steder på arbejdsmarkedet, hvor man havde lavet løsninger før. Men nu sagde man: Det er en så stor opgave, det er et så stort problem for vores samfund generelt, at vi nu er nødt til også politisk at træde ind i den diskussion og give en udstrakt hånd til arbejdsmarkedets parter. Regeringen har jo gjort noget med lønløftet, hvor man også gik ind og sagde: Der er en ulighed, vi er nødt til at hjælpe med at få rettet op på. Kunne man forestille sig, at regeringen sagde, at den her ulighed er vi også nødt til at få rettet op på?

Tak. Værsgo til ministeren.

Jeg synes, det er svært at forestille sig det i en situation, hvor der foregår en forhandling om bl.a. netop det her forhold på det offentlige arbejdsmarked. Det ville jeg synes var at blande sig meget direkte. Nu har jeg givet et svar til fru Victoria Velasquez på det her – det er det, der har nr. 371 – og der står, at det vil medføre offentlige merudgifter på mellem 7 og 9 mia. kr. Det har jeg i hvert fald heller ikke lagt mærke til at SF har fremlagt finansiering af. Jeg tror, at SF har finansieret 1,5 mia. kr. – eller måske 2 mia. kr. Nu kan jeg se, at hr. Sigurd Agersnap peger med to fingre. Så man kan sige, at det er fair nok, at SF vil stemme for det her forslaget, men man har jo heller ikke selv fremlagt den finansiering, som vel rimeligvis er nødvendig for, at det kan lade sig gøre.

Tak. Så er det fru Mai Villadsen fra Enhedslisten som spørger. Værsgo.

Tak for det. Tak til ministeren for at anerkende problemet. Jeg tror, at alle med små børn i hvert fald, mig selv inklusive, kan genkende det der med: Åh nej, der er et barn sygt – hvad gør vi, og hvem tager den i dag? Der må jeg jo bare sige, at jeg personligt er rigtig glad for at have en kæreste, hvor vi kan deles om det der; men der er jo nogle, der står i en situation, hvor de ikke bare har ufleksible ansættelser, men jo også er alene om ansvaret. Der tænker jeg, at det må være enormt svært, og det kan vi jo også se på tallene. Faktisk viser det sig i en ny måling, at 41 pct. af forældrene har sendt syge børn af sted i institution inden for det seneste år. Det er jo et enormt højt tal. Så jeg håber altså, at regeringen vil gå tilbage og overveje, om ikke der skal gøres mere på det her område. Jeg må bare sige, at når jeg hører ministeren igen og igen henvise til den danske model, får jeg lidt en reminiscens af, hvad der skete for et par år siden, hvor man sagde det igen og igen, da vi råbte på et lønløft. Pludselig fandt man ud af, at det faktisk godt kunne lade sig gøre inden for den danske model. Det håber jeg ministeren vil mindes og tænke, om ikke godt vi kan finde en mindelig løsning inden for rammerne af den danske model.

Værsgo til ministeren.

Jeg tror ikke, det var mig, der sagde »den danske model«, for jeg synes, at det egentlig slører, hvad det handler om. Det, det handler om i øjeblikket, er, at der sidder medarbejdere rundtomkring på sygehuse, skoler, i statens administration, på universiteter og andre steder osv. og finder ud af, hvad det egentlig er, de har lyst til at bede om nu, hvor der er forhandling af deres overenskomst. Skal de bede om det, som man har på f.eks. industriens område, hvor man får flere barns sygedage, eller vil de hellere have mere i pension eller mere frit valg i forhold til forskellige ting. Så lige præcis nu, hvor vi sidder og har de her forhandlinger, og der bliver udtaget krav, og man sidder og bruger lange møder mellem de faglige organisationer på at finde ud af, hvad man ønsker sig, ville jeg på en eller anden måde synes, at det i hvert fald var et mærkeligt tidspunkt at gå ind og sige, at den her del af kravene vedtager vi så med et beslutningsforslag. Nu kender jeg ikke præcis Enhedslistens finansiering, men jeg tror heller ikke, at man i sin økonomiske plan har lagt ind, at der skal finansieres mellem syv og 9 mia. kr. til det her forslag.

Spørgeren.

Jeg anerkender til fulde, at det er et omkostningsfyldt forslag, men regeringen har også brugt rigtig mange penge på nogle skattelettelser, man kunne rulle tilbage og give til nogle børns rettigheder. Men lad os have den diskussion på et andet tidspunkt. Jeg vælger at stille mig positivt over for det svar, ministeren er kommet med, som jo siger, at der er forhandlinger nu, og at vi måske kunne drøfte det på et senere tidspunkt. Der er som bekendt ofte forhandlinger enten på det private eller offentlige arbejdsmarked, men jeg håber, at det betyder, at regeringen måske kunne se på, at når de her forhandlinger er landet, skal vi lave en kollektiv løsning, der dækker alle.

Ministeren.

Jeg vil sige, at der jo er flere spor i det. En ting er, at der er forhandlinger, der foregår på det offentlige område nu. Det synes jeg har sit eget forløb. Medarbejderne skal selv have lov til at bestemme, hvordan de vil prioritere. Men derudover er det vel også rimeligt at sige her, at der også i fagbevægelsen er uenighed om, om det her er en måde, man skal gå frem på. Jeg kunne da godt tænke mig at se, hvad man sådan samlet set fra fagbevægelsens side kunne enes om, før man sådan hopper om bord på enten den ene eller den anden båd her.

Tak. Så er der en kort bemærkning til fru Helene Brydensholt fra Alternativet. Værsgo.

Tak til ministeren for talen, som jo hovedsagelig fokuserede på arbejdsgiveres og arbejdstageres perspektiv, og det har de to foregående spørgsmål også mest fokuseret på. Nu vil jeg gerne stille et spørgsmål, som fokuserer på barnets perspektiv. Hvad mener ministeren at det barn, der har en forælder, som ikke har en overenskomst, eller har en forælder, som måske har en overenskomst, hvor man kun kan få barnets første eller barnets anden sygedag, selv om barnet er syg på tredje dag, skal gøre? Hvad skal det barn gøre? Skal det barn bare acceptere at blive sendt syg i dagtilbud?

Tak. Værsgo til ministeren.

Jeg snakkede sådan set både om familieperspektivet og om arbejdspladsperspektivet og den enkelte medarbejders muligheder. Jeg synes, det er en forkert fremstilling af min tale – måske er det noget, man har skrevet på forhånd, før man har hørt den. For mig at se er det jo altid en svær situation; jeg har altid selv syntes, at det var svært at finde ud af, hvordan man håndterer det, når man kommer hen efter de 4 dage, som man måske har tilsammen. Nogle gange har man kunnet løse det, ved at man har bedsteforældre, der kan hjælpe, eller ved at man selv har kunnet tage en fridag eller på andre måder har kunnet flytte rundt på sin arbejdstid. Men det er klart, at det er enormt svært at stå i den situation. Jeg tror ikke, at børnene nødvendigvis går op i den danske model eller i finansloven, eller hvad vi vedtager herinde i Folketinget. Det har jeg i hvert fald endnu ikke mødt nogen børnehavebørn der sådan rigtig interesserer sig for. Men jeg tror da selvfølgelig, at de går op i, at de kan blive raske, før de kommer tilbage i daginstitution, og det synes jeg da også er en rimelig ting at forvente.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Jeg havde ikke skrevet det her spørgsmål på forhånd. Og ministerens svar fokuserer stort set også – igen – kun på arbejdstagerens perspektiv, og ministeren svarer ikke rigtig på mit spørgsmål: Hvad skal barnet gøre, altså det barn, der er syg på tredje dag, og hvor barnets forældre ikke har en overenskomst eller ikke har fået det ind i overenskomstaftalen, at de kan tage fri på barnets tredje sygedag, og hvor man ikke har nogen bedsteforældre og ikke har nogen naboer? Hvad skal det barn gøre? Skal barnet bare acceptere, at det så bare må blive sendt i dagtilbud på en Panodil, som vi ved fra statistikker og fra undersøgelser at rigtig mange børn bliver? Skal de børn acceptere det, eller skal vi en gang for alle give dem den rettighed, det er, at være syge, indtil de bliver raske, som vi godt kan finde ud af at give voksne mennesker?

Tak. Værsgo til ministeren.

Jamen dem, som fru Helene Brydensholt kalder lønmodtagere, er jo først og fremmest forældre til børnene i den her situation, og det er jo dem, der i sidste ende skal træffe beslutningen om, hvordan man skal håndtere det her. Jeg håber da, og jeg ved, at der er mange, der kan det, men der er selvfølgelig også mange, der står og har meget store udfordringer med det. Det er jo derfor, at det er en relevant diskussion; det er jo, fordi det er noget, som mange oplever er et problem. Men det ændrer jo ikke ved, at det i sidste ende er forældrene, der skal træffe beslutningen. Der er jo ingen steder, hvor vi beder en 4- eller 5-årig om at træffe beslutningen om, hvordan man skal håndtere den situation, og det ville jeg også synes var urimeligt.

Tak. Så er der en kort bemærkning til fru Theresa Berg Andersen fra SF. Værsgo.

Tak for det. I 1986 var der næsten et lignende forslag herinde i Folketingssalen, og lige lidt mener jeg der er sket på det her område. Ganske som Alternativets ordfører siger, taler vi rigtig meget om forældrene. Jeg kunne også godt tænke mig, at vi talte lidt mere om børnenes ret til ro og omsorg og egentlig bare ro til at blive rask, når man er syg. Så jeg kunne godt tænke mig at spørge ministeren, om børnenes perspektiv er tilstrækkelig beskyttet i den lovgivning, som findes i dag.

Tak. Værsgo til ministeren.

Der er jo sket meget siden 1986, også i forhold til vores opfattelse af, hvornår vi blander os i overenskomstforhandlinger på arbejdsmarkedet. Det var, dengang vi også gik ind for økonomisk demokrati – Socialdemokratiet gjorde i hvert fald på det tidspunkt. Så man har jo bevæget sig noget væk fra, hvordan vi opfattede det dengang. Og jeg vil sige, for at svare på spørgsmålet, som fru Theresa Berg Andersen stiller, at jeg grundlæggende synes, at det handler om, at man som barn og som forælder og som familie i det danske samfund selvfølgelig skal kunne være hjemme, når man er syg, og det er jo grundlæggende forældrenes ansvar at sørge for, at man kan det. Og det er i den her diskussion også medarbejderne, som sidder og forhandler deres krav til, hvilke forbedringer vi vil have, som i sidste ende skal håndtere det og finde ud af, at det kan lykkes. Det er forældrenes ansvar, men vi har selvfølgelig en mulighed for at hjælpe dem bl.a. her, og det har de også mulighed for i deres faglige forhandlinger.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Vi er nemlig helt enige. Det her er forældrenes ansvar. Men jeg vil gerne henvise til den undersøgelse, som fru Mai Villadsen også nævner. 93 pct. af de adspurgte forældre i den undersøgelse vurderer, at hvis vi herinde laver en lovsikret ret til barnets sygedag, vil det også forbedre trivslen i familien generelt, og jeg synes da, at vi har en vigtig agenda i forhold til at hjælpe det på vej. Så jeg kunne godt tænke mig at spørge: Hvordan forholder ministeren sig til det her tal? 93 pct. af forældrene vurderer, at den her ret vil hjælpe dem?

Tak. Værsgo til ministeren.

Jamen det synes jeg virker helt logisk, og det er jeg sådan set også selv enig i. Det bygger jo også på min erfaring som forælder. Jeg tror, det er meget rigtigt. Og det er jo også derfor, at man på det private område bl.a. har forhandlet de her rettigheder hjem i større og større udstrækning, og at man bliver ved med at gøre det, og at der i øjeblikket foregår en forhandling, hvor det også er en del af diskussionen. Og jeg synes, det er vigtigt, at man prioriterer det, og at begge forældre, og der er jo også familier, hvor der er én forælder, men uanset om der er én eller to, at man selvfølgelig tager det på sig og er med til at bringe det ind der, hvor man kan få nogle krav igennem, og det synes jeg er enormt vigtigt.

Tak. Så er der en kort bemærkning til fru Pia Olsen Dyhr fra SF. Værsgo.

Under corona kunne vi jo se, at børn skulle blive hjemme, når de var syge. Vi havde generelt en ret restriktiv politik: at når børn var syge, måtte de egentlig ikke komme i daginstitution, fordi vi gerne ville undgå smitte. Det er jo i virkeligheden lagt til side, fordi vi nu siger, at nu gælder de gængse regler, og selvfølgelig gør de det, fordi vi ikke er under corona mere. Problemet er bare, at når børn kommer syge i institution, smitter de andre børn, der så også bliver syge. Det betyder jo, at der er endnu flere forældre, der skal blive hjemme. Jeg synes faktisk, at ministeren havde en rigtig fin indledning; det vil jeg gerne anerkende. Jeg tror, at vi har meget samme børnesyn. Men hvad betyder det egentlig for forældrene, når alle de her børn og endnu flere børn bliver smittet? Hvad betyder det for arbejdsudbuddet? Hvad betyder det for forældrenes mulighed for at være på arbejdsmarkedet? Kunne vi måske lære noget af de erfaringer, vi fik under corona, der faktisk gjorde, at færre børn var syge, og at færre forældre var nødt til at blive hjemme, fordi man faktisk sørgede for, at børnene ikke kom småsyge i daginstitution?

Tak. Værsgo til ministeren.

Jeg er glad for at få fru Pia Olsen Dyhr herned i Folketingssalen. Jeg tror, det er første gang, at ordføreren har været til mine taler her på beskæftigelsesområdet og på udlændingeområdet, så jeg føler jo, at det virkelig viser noget om, hvor vigtig den her diskussion er. Det synes jeg også, og jeg synes, det er vigtigt, at vi holder fast i, at selvfølgelig skal man ikke komme hverken på arbejde eller i daginstitution, hvis man er syg, både fordi man, som det bliver sagt, smitter folk, men selvfølgelig også, fordi det bliver nødt til at være sådan i et samfund, at man ikke skal møde op og have det dårligt og gå og tåge rundt, hvad enten man kommer på en arbejdsplads eller er i en daginstitution. Jeg tror, det er rigtigt, at der selvfølgelig er nogle gevinster i det, man kan hente på lang sigt. Jeg er ikke ekspert i økonomiske regnemodeller, og jeg ved ikke, om det indgår i den udregning, der ligger fra Finansministeriet. Det gør det jo nok ikke, vil mit bud være. Så det tror jeg sådan set der ville være meget positivt ved, både på det menneskelige plan – altså at man både som barn og forælder måske kan være lidt mere sikker på at kunne være i hjemmet, indtil man er rask – men selvfølgelig også i forhold til at der jo så nok er færre, der bliver smittet.

Tak. Værsgo, spørgeren.

For mig handler det grundlæggende om barnet, altså om børn får den omsorg, de har brug for, når de er syge, for det er jo mere end bare det at være syg. Jeg kunne mærke, at da min datter var lille – nu er hun 19 år, så hun vil gerne være fri for det – ville hun gerne holdes om og have den tryghed, det er at have en forælder eller bedsteforælder i nærheden; det er ikke alle, der har det. Men jeg anerkender jo også, at der er nogle forhandlinger i gang på det offentlige arbejdsmarked. Industrien har gjort det glimrende. De har leveret noget, i forhold til at man faktisk kan have flere børn syge, især i den del, der er dækket af Industriens overenskomst, og der har Metal jo gjort det glimrende. Så jeg er også med på, at vi er nødt til at se på, hvad der sker på det offentlige arbejdsmarked. Men vi har gjort det tidligere i Folketinget. Barslen var jo aldrig kommet, hvis ikke vi havde lovgivet om den. Barslen er jo grundlæggende lavet sådan, at vi i virkeligheden har sørget for, at man kan få dagpenge. Jeg havde aldrig fået barsel på det private arbejdsmarked – og jeg var på det private arbejdsmarked – hvis der ikke havde været lovgivning herindefra. Så er der top op med løn, og det er det, overenskomsterne gør. Det er derfor, diskussionen er vigtig, og det kan man ikke bare overlade til arbejdsmarkedets parter. Jeg håber også, at ministeren er enig i, at det handler om nogle grundlæggende rettigheder.

Tak. Taletiden er ens for alle. Værsgo til ministeren.

Det anerkender jeg sådan set, og jeg anerkender også, at den danske model selvfølgelig også af og til har været politisk defineret. Det, som jeg siger i dag, og som jeg egentlig også tror SF er enig i, er bare det, at vi helst og som princip gerne vil have, at det ikke er det. Men der kan jo komme situationer, hvor man så går ind lovgivningsmæssigt og laver lovgivning, f.eks. på barslen og andet, som der også er blevet nævnt her. Så jeg anerkender fuldstændig, at der nogle gange er politisk indblanding i det. Jeg håber bare på, at vi kan gøre det så lidt som overhovedet muligt, og jeg synes, at noget af det, der viser sig i de forhandlinger, der er nu, virker til at være, at man i hvert fald selv tager en stor del af det her problem op.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger til beskæftigelsesministeren. Vi siger tak og går videre til ordførerrækken. Det er hr. Jens Joel fra Socialdemokratiet som ordfører. Værsgo.

Tak for det, formand. Det her beslutningsforslag udspringer jo af et borgerforslag, et borgerforslag, som på ret kort tid fik rigtig, rigtig mange underskrifter. Det siger mig, at det her er noget, som ligger rigtig mange danskere på sinde. Det siger mig, at det er noget, som ligger rigtig mange forældre på sinde, og jeg må også sige, at jeg godt kan forstå det. Jeg har selv et par unger i skolealderen, som også har været lidt mindre og også lidt oftere syge, end de, syv-ni-tretten, er lige nu. Men jeg kender udmærket den fornemmelse af, hvordan man får hverdagen til at gå op, og jeg tror, at det, at så mange har stået i det konkrete problem, jo også er grunden til, at så mange har skrevet under. For med det her borgerforslag sender man jo i virkeligheden det helt klare signal, at der er en vigtig debat, der er en samfundssnak, der er en diskussion, vi skal have, og der er også en ulighed i de nuværende system. Det er jeg sådan set enig i. Det er en meget vigtig debat. Ministeren har jo allerede sagt, at vi ikke kommer til at støtte borgerforslaget, sådan som det ligger her. Der er også en diskussion omkring finansiering. Jeg synes ikke nødvendigvis, det kan kræves af en forælder på Fyn, at man fremlægger finansiering, bare fordi man gerne vil have lov til at pege på et problem. Men det er klart, at vi som politikere jo også skal forholde os til den del af det. Men jeg synes allerede, at borgerforslaget faktisk er vigtigt og har en effekt og en værdi, når vi får den her debat, også i Folketingssalen. For det er jo rigtigt, at det her er et område, som arbejdsmarkedets parter behandler. Det er jo rigtigt, at det her er noget, som lønmodtagerne faktisk har kæmpet ind i nogle af deres overenskomster. Vi ved, der er andre lønmodtagergrupper, som nu stiller det som et krav. Det er et område, hvor lønmodtagere rundtomkring i virkeligheden vurderer, hvad der er vigtigst for dem. Er det at få lidt større fleksibilitet, lidt mere ret til at være hjemme? Er det højere løn? Er det en anden frihed, man gerne vil have? Sådan har vi jo traditionelt set reguleret det. Det er også klart, at hvis man blander sig politisk, risikerer man jo, et politisk flertal fjerner de rettigheder igen, og der er rigtig mange af de rettigheder, vi har som lønmodtagere, som ikke ville have godt af at blive reguleret fra Christiansborg, og som ikke skal trækkes herind, for så kommer lønmodtagerne i virkeligheden til at stå svagere i den forhandlingsposition, de ofte har. Men forslaget er rejst. Jeg synes også, det er et vink med en vognstang til de arbejdsmarkedsparter, som sidder og forhandler. Man kan sige, at det jo er en anerkendelse af, at nogle på eksempelvis industriens område faktisk har taget fat på det her område, men det er nok også et signal om, at vi ikke er færdige med den her diskussion endnu. Vi er ikke i mål. Vi kan også se, at der er nogle arbejdsgivere, som jo faktisk siger: Hey, kom og vær ansat hos os, vi har taget højde for det her. De siger jo, at der er mangel på arbejdskraft, og at der er kamp om ressourcerne, og hvis det også kan blive en positiv konkurrence mellem arbejdsgiverne at sige, at hos dem er der faktisk plads til familielivet, så er det sådan set positivt nok. Det ændrer ikke på, at jeg synes, at det er klogt, når lønmodtagerne vælger at stille nogle krav om at få større fleksibilitet ind i deres overenskomster. Og jeg synes, det er godt, at vi også fra politisk hold kan flytte debatten. For der er jeg enig i – og det er der nogle af mine kollegaer der har sagt, også da ministeren var på talerstolen – at der er en vekselvirkning mellem politik og den danske model. Det er der jo. Det, man skal passe på med, er, at man ikke kommer til at ødelægge de ting, som lønmodtagere og arbejdsgivere forhandler på plads, ved herindefra at gå hen over hovedet på dem. Men selvfølgelig er der en vekselvirkning mellem den debat, vi har i samfundet generelt, hvad enten det er i medierne og i Aftenshowet eller det er i Folketingssalen, eller om det er ude ved de borde, hvor man sidder og udtager overenskomstkrav. Jeg synes, det vigtigt, at man lytter til, at så mange mennesker har gjort det, altså har skrevet under her og sagt, at det er et reelt problem i hverdagen. Jeg synes selvfølgelig også, man skal have respekt for, at der sidder nogle forhandlere rundtomkring og siger, at det er det her, de gerne vil prioritere; det er det her, de har stillet som krav, og det håber de at de kan leve op til. Så er det jo klart, at vi også som politikere er en del af de offentlige arbejdsgivere, kan man sige, selv om det er med armslængde her. Så synes jeg, det er fornuftigt – og det har jo tit været modellen – at nogle af de ting, der bliver kæmpet igennem på det private arbejdsmarked, også flyder over i det offentlige. Det vil jeg overlade trygt til dem, som allerede nu faktisk har stillet et krav om at få bedre vilkår, der mere matcher dem, de har på det private arbejdsmarked. Det har jeg ikke nogen holdning til, men jeg er glad for, at også dem, der udtager de krav, faktisk er opmærksomme på den her diskussion.

Tak. Så er der lige en række korte bemærkninger. Det er først fru Mai Villadsen fra Enhedslisten som spørger. Værsgo.

Tak, og tak til ordføreren for at anerkende problemstillingen. Jeg har en god bekendt, som er vuggestuepædagog i Hillerød, og hun introducerede mig for noget tid siden for et begreb, de brugte, nemlig Panodilbørn – børn, som, når klokken bliver sådan 10-11-12 om formiddagen, har feber, og hvor de som pædagoger er helt overbevist om, at de er blevet sendt af sted med Panodil, så forældrene kan komme på arbejde. Det sker desværre ofte, så ofte, at vi kan se i statistikker, at 41 pct. af forældre selv svarer, at de har afleveret af syge børn i institution. Ud over at det er enormt synd for de her Panodilbørn, hvis man skal omtale dem på den måde, er det jo også med til at holde smitten høj. Det, jeg prøver at komme nærmere, er, at hvis nu vi sikrede, at de børn blev draget omsorg for derhjemme og ikke kom ned i vuggestuen og smittede de andre, mon så ikke vi ville få et lavere smittetryk eller færre smittede i vores land og dermed i virkeligheden i den lange ende sparede nogle penge? Det er det, jeg godt kunne tænke mig at høre ordførerens kommentar til.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Jeg tror, det er rigtigt, og jeg vil gerne anerkende, at den del, som fru Mai Villadsen peger på her, jo også har en negativ effekt på måske at holde nogle smittekæder i gang. Jeg har også hørt om Panodilbørnene, og jeg har også selv stået i den diskussion, hvor man ligesom skulle sige: Okay, vi er nødt til at blive hjemme, for vi kan godt dope os ud af problemet, men det holder ikke længe. Der vil jeg sige, at jeg desværre ikke tror, at man helt kommer det problem til livs ved at give en rettighed. For vi er jo stadig væk nødt til, at forældrene skal synes, at det at være derhjemme med barnet er vigtigere end den opgave, de har på arbejdspladsen. Det er jo meget forskelligt, hvad det er for nogle ting, man bliver mødt af på arbejdspladsen; om det er det lidt skæve blik, om det er ens egen opfattelse af, at de opgaver, man ikke når i dag, skal man jo bare løfte i morgen, eller om det er ens egen opfattelse af, at hvis ikke jeg kommer til det der møde, så misser jeg noget, som er vigtigt for mig. Det er egentlig ikke for at underkende ordførerens pointe. Det er bare for at sige, at det, at man har en rettighed, jo ikke nødvendigvis gør, at forældrene handler rigtigt, om man så må sige, i den her situation. Og vi har helt generelt et problem med, at det er svært for forældre at give sig selv lov til ikke at være på arbejde, fordi de jo også godt ved, at det har nogle konsekvenser på arbejdspladsen at være væk.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Ja, og faktisk har 52 pct. af forældrene i en undersøgelse fra sidste år svaret, at de selv melder sig syge for at skjule, at det handler om børns sygedage, eller fordi børns sygedage er opbrugt. Så der er selvfølgelig et kulturproblem. Men der er altså også et strukturproblem her. Hvis man spørger BUPL, har de jo fået lavet nogle udregninger, som siger, at vi som samfund og man på arbejdsgiversiden kan spare rigtig mange milliarder, hvis vi nedbringer smittekæderne. Det er jo tit sådan nogle forkølelsessygdomme, som børn har i de her kolde måneder, og som smitter enormt meget, hvis de kommer af sted. Så det håber jeg virkelig at man fra regeringens side vil tage med ind i overvejelserne. Når man tænker på, hvor stor en udgift det kan være, så kan det også godt være, at der er noget at spare i den anden ende.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Det er klart, og nu går ordføreren selv ind i diskussionen omkring finansiering. For det er jo rigtigt, at hvis man skal lave sådan noget, så skal man også diskutere finansiering. Men jeg vil sige, at det, som ordføreren peger på, jo også er et ret godt argument, når de offentlige lønmodtagere går ind til forhandlingerne og siger, at de vil have det her. Så kunne det jo godt være, at de offentlige arbejdsgivere også kunne se en pointe i, at det faktisk kunne give et mindre sygefravær, også blandt de pædagoger, som risikerer at blive smittet af de børn, som kommer syge i institution. Så der er selvfølgelig en balance, og det håber og tror jeg da også at man vil bruge som argument fra de offentlige lønmodtageres side, når man rejser det krav, som jeg ved at der allerede er grupper der har gjort.

Tak. Så er det hr. Sigurd Agersnap fra SF som spørger. Værsgo.

Tak til ordføreren for en god tale. Nu sagde ministeren jo før, at han ikke var ekspert i de økonomiske regnemodeller. Jeg ved ikke, om det er for meget at sige, at hr. Jens Joel er ekspert, men han har jo i hvert fald udgivet en god bog om mangel på arbejdskraft, som også handler en del om de økonomiske modeller. I den snakker ordføreren jo i hvert fald også for, at man er nødt til at kigge på det her med arbejdskraft på en anden måde, end vi har gjort hidtil. Altså, de arbejdsudbudsreformer, vi har lavet, med at presse folk til at arbejde mere, er ikke vejen frem. Hvis man skal få flere til at arbejde, skal man kigge på nogle af potentialerne: hvor folk gerne vil arbejde, og hvor vi faktisk også kan hjælpe dem ind i job. Jeg synes, det her med børns sygedage er et meget godt eksempel på det, ordføreren snakker om. For lige nu har vi nogle smittekæder, der bliver forlænget af, at syge børn bliver sendt i vuggestue og børnehave. Det gør, at de andre børn bliver smittet, og at deres forældre bliver smittet, og som samfund er det ikke smart. Det gør, at vi mister en masse mennesker, der ellers kunne gå på arbejde. Nu er finansministeren jo socialdemokrat, og han sidder for bordenden i nogle af overenskomstforhandlingerne. Kunne man ikke godt forestille sig, at Socialdemokratiet mente som arbejdsgiver, at det var smart, at man faktisk ikke fik syge børn i vuggestuer og børnehaver?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Jeg er sikker på, at Socialdemokratiet mener, at det ikke er smart at have syge børn i vuggestuer og børnehaver, og hr. Sigurd Agersnap har jo også ret i, at i den diskussion omkring økonomien i det her forslag er jeg enig i, at den er mere nuanceret. Det var også det, jeg svarede fru Mai Villadsen. Den er mere nuanceret end bare de umiddelbare udgifter til det. For selvfølgelig har det også en effekt, hvis smittekæder forlænges eller forstørres, så det er rigtigt. Hr. Sigurd Agersnap har også ret i, at jeg har været kritisk over for nogle af de ting, som vores gængse regnemodeller måske er for dårlige til at opfange. Så jeg synes, det er en relevant diskussion, men jeg synes jo også, og det sagde jeg også i mit tidligere svar, at det er et ret godt argument, når de offentlige lønmodtagere rejser det her krav, fordi de ønsker den større fleksibilitet; så synes jeg da også, man skal sige, at et af vores argumenter faktisk også er, at I som offentlige arbejdsgivere ville få reduceret nogle smittekæder, og at det giver jer nogle fordele. Det synes jeg er helt åbenlyst at man ville skulle bringe ind, men det er jo ikke mig, der sidder og gør det. Jeg er bare sikker på, at det kan de sagtens finde ud af også at gøre.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Hvis man i Socialdemokratiet mener, at det er et stort problem, at der er syge børn, der bliver afleveret i vuggestue og børnehave, og at undersøgelser viser, at det har to ud af tre forældre gjort, altså afleveret et sygt barn, så er der jo to ting, man kan gøre ved det. Man kan sige, at vi skal sikre en bund for alle; vi skal sikre nogle rettigheder, så man faktisk som forælder kan være sikker på at gå derhjemme med et barn, indtil det er rask. Eller man kan bringe det ind i de overenskomstforhandlinger, der er lige nu. Det er vel de to veje, der er? Jeg ved godt, at vi har en mærkelig dobbeltrolle som politikere, både som lovgiver og som arbejdsgiver, men det må være nærliggende at tænke, også som socialdemokrat, at så må vi da bringe det med til bordet, også selv om man er arbejdsgiver.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Men det er jo rejst som krav fra nogle af medarbejderne ved det bord. Den diskussion har vi så ikke i Folketingssalen, men jeg er da sikker på, at de argumenter, som også hr. Sigurd Agersnap fremfører, vil blive rejst i den diskussion. Det er så også rigtigt, og det sagde jeg også til en anden ordfører i et tidligere svar, at vi jo desværre ikke er i mål med rettigheder. Det vil man heller ikke få, selv om man har rettigheden i overenskomsten, for der er stadig væk en diskussion om, hvad det er, man har ret til. De fleste af de steder, hvor det er forhandlet ind i overenskomsten, er det jo lønnen, man får. I den svenske model er det jo ikke en fuld løn, og der kan man diskutere, om man stadig væk har et incitament til så at melde sig selv syg, for der har man faktisk i overenskomsten ret til det. Det er egentlig bare for at sige, at vi jo ikke kommer helt ud over det der med, at der bliver spekuleret i det, eller at der bliver vredet lidt, og jeg tror heller ikke, at vi kommer helt ud over, at der er nogle forældre, som vil sige, at det er meget vigtigt, jeg kommer på arbejde, også selv om deres børn er syge. Men diskussionen om at få mere fleksibilitet er blevet taget op i nogle overenskomstforhandlinger. Den er ved at blive taget op i flere, og jeg forstår det grundlæggende godt, for vi har brug for et system, der er bedre til at håndtere det her.

Tak. Så er det fru Helene Brydensholt fra Alternativet som spørger. Værsgo.

Tak. Jeg vil gerne spørge ordføreren, om ordføreren mener, at det her borgerforslag, som har fået en masse underskrifter, egentlig er blevet placeret i det rigtige udvalg og under det rigtige ministerie. Det hedder jo egentlig forslag til folketingsbeslutning om et barns ret til pasning i eget hjem osv. Burde det egentlig ikke have ligget i Børne- og Undervisningsministeriet? Det handler jo om børn. Hvorfor ligger det her borgerforslag egentlig i Beskæftigelsesministeriet og under Beskæftigelsesudvalget? Og hvis ordføreren mener, det er placeret korrekt, så vil jeg gerne høre argumenterne for det.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Det er ikke mig, der har placeret det. Det er jo regeringen, der bestemmer, hvor i ministerierne det forhandles. Det er sådan set Folketinget, dvs. os, der bestemmer, om vi vil behandle det i Børne- og Undervisningsudvalget, eller om vi vil behandle det i Beskæftigelsesudvalget. Det er ikke regeringen, der har besluttet det. Det er Folketinget. Men regeringen bestemmer jo, hvilken minister man sender. Jeg vil tro, at argumentet handler om, at nogle af de andre ordninger, vi har omkring fravær og ikkefravær på arbejdspladsen, bliver håndteret i Beskæftigelsesministeriet, og at det jo også er en diskussion på arbejdsmarkedet. Men jeg er sådan set enig med ordføreren i, at man sagtens kunne have den diskussion, og den dag, det her borgerforslag samlede underskrifterne, var det faktisk vores ordfører på børneområdet, som kommenterede det i medierne, fordi jeg sad i noget andet og jeg sagde, at det kunne man lige så godt gøre, fordi det her jo berører begge dele; det er jo et familiepolitisk spørgsmål, men det er selvfølgelig også et arbejdsmarkedsspørgsmål. Så jeg forstår godt, at man kan, om man så må sige, gå til det fra flere sider.

Tak. Værsgo, spørgeren.

Tusind tak til ordføreren for at anerkende det. Jeg er også her som børneordfører og ikke som Alternativets beskæftigelsesordfører, og det er jo selvfølgelig meget bevidst, at vi sender mig og ikke vores beskæftigelsesordfører, for vi mener, at det her hører til på børneområdet. For det handler om børns rettigheder, og vi har skrevet under på en børnekonvention, der siger, at børnenes tarv altid skal være i forreste række. Så vil ordføreren lige bruge de sidste minutter, der er til at besvare i hvert fald mine spørgsmål, på at argumentere for, hvorfor børns rettigheder ikke skal overrule f.eks. den danske model?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Børns rettigheder er jo noget, vi passer på som samfund. Men det er også klart, at en af forpligtigelserne som forældre, kan man sige, også er at varetage barnets tarv. Der er rigtig mange beslutninger i dagligdagen, hvor forældrene jo i sidste ende er ansvarlige for, hvordan man indretter sig, i forhold til at de også imødeser både barnets tarv, men jo også familiens som helhed. Den balance kan man, tror jeg, nok ikke tage ud af den diskussion i familien blot ved at sige, at barnet har ret til at være hjemme med sine egne forældre. For man kan jo også sige, at barnet har ret til at være hjemme med en anden primær omsorgsperson; det behøver jo ikke at være forældrene. Jeg tror, vi skal passe meget på med at flytte forældrene ud af en diskussion. Selv om jeg har meget sympati for, at børnene selvfølgelig også skal fylde noget i diskussionen, så er det også forældrenes ansvar at sikre, at deres børn bliver behandlet bedst muligt.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Jens Joel fra Socialdemokratiet og byder velkommen til hr. Kim Valentin fra Venstre som ordfører. Værsgo.

Tak til formanden. Jeg vil godt starte med at sige tak til forslagsstillerne for at tage fat på et område, som optager rigtig mange familier på kryds og tværs. Det er ikke kun forældre, det er også bedsteforældre, og det kan være venner og andre, der er i ens omgangskreds, som bliver inddraget, når børn er syge. Det her forslag sætter jo fokus på de øjeblikke, hvor vi ligesom får vendt hele hverdagen på hovedet, fordi der er et sygt barn. Det er arbejdsliv, det er familieliv, som lige pludselig bliver til sådan en uløselig kabale. Det kender de fleste forældre alt for godt. Jeg har selv haft tre børn – det er et stykke tid siden – men jeg kan godt huske det meget fint, nemlig at man vågner op om morgenen, og så bliver dagen bare fuldstændig anderledes, end man troede. Man kan også komme ud for, at man bliver ringet op i løbet af dagen, og at man skal hente sit barn lige midt i et møde, for der er ikke andre end en selv til at gøre det, og så har man ganske kort tid til at få alt det andet til at hænge sammen. Sådan er det. Der er et barn, der er sygt, og der er nogle ansvarsopgaver, der går foran noget andet. Helt slemt bliver det jo så også, når man så efter 1-2 dage er nødt til at melde sig selv syg for at få det hele til at gå op selv om man faktisk ikke er syg. Det illustrerer jo så problemets omfang. Sådan ser virkeligheden ud. Det er den her type af situationer, som kræver fleksibilitet af dem, man omgiver sig med, når man har en familie med børn; og når man som arbejdsgiver – jeg er også selv arbejdsgiver – har en ansat, der har børn, må man indstille sig på at være fleksibel. Sådan er det. Det tror jeg heldigvis også der er rigtig mange arbejdsgivere der er. Langt de fleste finder jo så også den måde en løsning, fordi de skal , men det ville jo også være godt, hvis der var en mere permanent løsning – det vil jeg også med det samme sige. Spørgsmålet er så: Hvem skal lave den permanente løsning? Er det os i Folketinget, eller er det andre steder, man skal gøre det? Er det arbejdsmarkedets parter, som vi også har hører de første to indlæg har talt om? Der er jeg ikke anderledes. Det er sådan, at vi faktisk holdt en høring, hvor vi fik at vide, at vi skulle holde fingrene for os selv – for at sige det ligeud – af dem, der er ved at forhandle overenskomster og har forhandlet overenskomster. Vi skulle ikke lovgive på det her område. Det er arbejdsmarkedets parter og de store organisationer, der siger det til os, så det skal vi jo også huske på, når vi forsøger at bevæge os ud på den her vej. I Danmark har vi en stærk arbejdskultur. Når vi går på arbejde, skaber vi værdi for os selv, for virksomheder, for fællesskabet. Vores velfærd bygger på, at mange bidrager, og netop derfor er det afgørende, at vi værner om en af de største styrker – den danske model. Det er ikke bare noget, vi siger. Det er ikke bare en undskyldning. Det er sådan. Jeg tror faktisk, at de fleste også anerkender, at det er den danske model, der er afgørende. I generationer har vi bygget vores arbejdsmarked på tillid, ansvar mellem parterne. Det er lønmodtagerne og arbejdsgiverne, der kender hverdagen ude på arbejdspladserne, og som bedst kan vurdere, hvilke løsninger der giver mening, når løn, arbejdstid, fleksibilitet og familieliv skal balanceres. Den balance har vist sig at give stor værdi igen og igen. Så selv om intentionerne bag forslaget er gode, risikerer vi at svække den fleksibilitet, og uanset hvor meget vi så gerne vil det, er det altså kernen i vores arbejdsmarked, at vi ikke detailregulerer på Christiansborg. Nu står vi også lige over for overenskomstforhandlinger, det skal vi heller ikke blande os i. Vi har jo allerede skubbet til den her diskussion noget så grundigt. Så lad os derfor lige vente på at se, hvad der kommer ud af det. Venstre kan ikke støtte det her beslutningsforslag, nok så god intentionen er, da forslaget konflikter med den danske model og arbejdsmarkedets parter er i gang med at løse det her problem. Tak.

Tak for ordførertalen. Der er lige en række korte bemærkninger. Først er det fru Mai Villadsen fra Enhedslisten.

Tak for det. Jeg er ikke den største fan af Anders Fogh Rasmussen og det, han gjorde politisk, men i 2002 gjorde han noget, som jeg synes var enormt godt, for han udvidede barselsorloven markant, faktisk med 20 uger. Det var Anders Fogh Rasmussen og den daværende VK-regering, der gjorde det dengang. Det gjorde man med lovgivning, som fagbevægelsen så siden har bygget ud. Hvorledes adskiller det gode skridt sig fra det her? Det kunne jeg godt tænke mig at høre ordførerens kommentar til.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Altså, i Venstre er vi orienteret rigtig meget mod arbejdsmarkedet. En stor del af at være beskæftigelsesordfører for Venstre er faktisk også at være en driver på vores økonomiske politik, og vi meget bekymrede for, at man vil tage arbejdsstyrke ud af arbejdsmarkedet. Det er det her jo også en diskussion om. Jeg anerkender, at der er nogle problemstillinger, hvor man taber arbejdskraft, ved at folk melder sig syge for at passe sine egne børn, og at man ikke har nogen andre permanente løsninger, som kan løse problemet mere strukturelt. Vi er også villige til en gang imellem at gå langt for at løse tingene. Det, der sker i den her sag, er jo, at arbejdsmarkedets parter allerede har sat sig ned for løse det, og nogle steder har de allerede løst det, og der er sågar arbejdsgivere, der allerede har givet deres ansatte mulighed for at passe deres børn uden en begrænsning på sygedage. Så lad os derfor se, hvor langt man kommer. Lad os se, om ikke de offentlige arbejdsgivere allerede er ved at løse det her.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Men hvorledes adskiller det sig fra spørgsmålet om barsel? Dengang Anders Fogh Rasmussen udvidede barselsorloven markant, var der jo også allerede masser af arbejdsgivere, som gav rettigheder til barsel på forskellige måder. Det var forhandlet i en masse overenskomster, men man kunne se, at der var behov for at gøre noget fra Christiansborgs side; der var behov for at få noget lagt noget økonomi ind og få sikret nogle rettigheder, der gjaldt generelt i samfundet. Hvorledes adskiller det her område sig fra det? For ordføreren priser jo forslaget, men siger, at man ikke vil blande sig. Men det gjorde man dengang. Hvad er forskellen?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Altså, en af de vigtigste forskelle er, at vi kan se – det kunne vi også tage fat i til den her høring – at de jo sådan set allerede er motiveret for at flytte overenskomsterne med fritvalgskonti eller andre måder, de forhandler på, i en retning af, at forældrene får en større fleksibilitet i forbindelse med barns sygdom. Jeg synes, der er en forskel der, som vi ikke helt kan komme udenom. De er i gang med det, og vi får at vide: Lad nu være med at blande jer i det. Og det får ordføreren også at vide, hvis ordføreren henvender sig til fagforeningerne.

Tak. Så er der en kort bemærkning. Hr. Sigurd Agersnap fra SF. Værsgo.

Tak for det. Jeg er simpelt hen ikke enig i ordførerens udlægning af, dels hvad vi hørte på høringen i Beskæftigelsesudvalget, dels hvad man mener i fagbevægelsen og blandt arbejdsmarkedets parter. Hvis du spørger FOA, BUPL, Danmarks Lærerforening, Dansk Socialrådgiverforening og Dansk Sygeplejeråd, efterspørger de jo alle sammen en løsning, hvor man går ind og kigger på dagpengene. Det skal ikke stå i stedet for, at man laver noget i overenskomsterne, men de efterspørger alle sammen, at politikerne også træder frem og siger: Vi vil også bidrage til en løsning. Så det er overhovedet ikke så entydigt, som ordføreren fik udlagt det før. Så vil jeg bare spørge til, at man jo med finansloven sidste år vedtog en ret til sorgorlov til forældre, som har mistet deres partner. Det synes jeg var en god idé. Men det er jo også en udvidelse af en rettighed, som rammer ind i noget, der ellers var arbejdsmarkedsreguleret. Hvad er den grundlæggende principielle modstand, som vi må forstå på modstanderen der er, eller grundlæggende principielle forskel på den ret til sorgorlov, man vedtog med finansloven, og så det at udvide retten til barnets sygedage med tredje, fjerde eller femte dag?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Jeg synes jo, jeg vil spørge, hvorfor de fagforeninger, der nu er ude at råbe højt om det her, ikke har taget det op noget før. Det kan jeg jo godt have lov at sætte spørgsmålstegn ved. Der er nogle andre, der har arbejdet med en fritvalgskonto i mange år, og de er kommet længere med at give den enkelte en mulighed for at vælge der inden for. Det handler også om de statsansatte f.eks. Derfor tror jeg, at der nu er råbt så højt om det her, at det rent faktisk vil begynde at flytte noget, også hos dem, der ikke har gjort nok for det tidligere. Så må man jo sige, at ja, man kan godt finde enkelte områder, hvor vi har givet lovgivning. Det kan man godt. Men det er ikke så stort et område som det her. Det er jo rigtig mange milliarder kroner, vi snakker om, det er mange, mange dage, hvor vi går ind og blander os i, hvad det er, arbejdsmarkedets parter egentlig vil prioritere i deres overenskomster.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Man har jo lavet store ting, som også påvirkede overenskomsterne: Man lavede lønløftet i starten af den her regering; man afskaffede store bededag. Nu må vi så forstå på ordføreren, at der er kommet sådan en meget principiel modstand mod faktisk at udvide rettighederne på arbejdsmarkedet, også selv om der er en meget stor del af fagbevægelsen, der efterspørger, at man sætter sig sammen i et rum og laver nogle løsninger, hvor man kompenserer noget med dagpenge og noget i overenskomsterne. Var det ordførerens opfattelse, at der var velvillighed os nogen af fagforbundene, da man afskaffede store bededag, eller var der velvillighed, da man kiggede på lønløftet? Er det den grundlæggende forskel?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Jeg tror, at hver gang vi overhovedet begynder at begive os ind på det område og lovgive på det, er der bekymring hos arbejdsmarkedets parter. Det er selvfølgelig også altid sådan, at hvis vi kommer med nogle penge, er der nogle, der vil være tilfredse med det. Derfor skal man også passe lidt på med det. For i sidste ende kan man spørge: Hvor er så den danske model? Det er jo den afvejning, man hele tiden har. Så vil jeg også sige, at da vi fjernede store bededag, var det da ikke populært. Det er stadig væk ikke populært. Det er jo ikke en popularitetskonkurrence som sådan at begive sig derind.

Tak. Så er der en kort bemærkning til fru Helene Brydensholt fra Alternativet. Værsgo.

Tak. Jeg må sige, at jeg virkelig beundrer ordførerens stærke tro. Jeg bygger så min analyse af, hvordan den her sag kommer til at udvikle sig gennem de næste år, på noget lidt andet. Vi hørte en før sige, at det her faktisk er noget, vi har debatteret herinde i Folketingssalen siden 1980'erne, måske endda længere tilbage, hvad ved jeg? Så jeg vil sige, at jeg ikke ser så lyst på, at man gennem den danske model kommer til at se nogen nævneværdige forandringer her. Jo jo, måske er der nogle , der kan få ind i deres overenskomst, at de kan få en barnets anden eller tredje sygedag, nogle bedsteforældredage eller noget andet, men vi taler jo om en rettighed, en rettighed til børn, alle børn, uanset om deres forældre har en overenskomst eller ej, og hvilken overenskomst de har, eller om deres forældre har råd til at tage fri eller har råd til at tage en selvbetalt dag væk fra arbejdet. Det her handler om en rettighed til alle børn. Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad ordføreren bygger sin stærke tro på, altså at nu, lige rundt om hjørnet, kommer arbejdsmarkedets parter til at løse det her problem?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Jeg lyttede jo til, hvad der blev sagt forskellige steder, og hvad der er blevet sagt omkring de her dele og jeg er ret sikker på, at når der forhandles statslige overenskomster, ligger det her på bordet. Jeg sidder jo ikke med i forhandlingen og skal ikke sidde med i forhandlingen, men det er sandsynligt, at man prioriterer nogle af de penge, der ligger i den overenskomst, til de her dele. Men det er jo ikke mit valg; det er dem, der sidder omkring bordet, der skal træffe det, og der er jo 100 pct. organisering af dem, der er ansat i staten, mens det for de private er nede på lidt over 70 pct. Så når man aftaler noget mellem arbejdsmarkedets parter i den danske model, er det er jo hovedparten af børnefamilierne i Danmark, der bliver hjulpet af det.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Nej, det er ikke ordførerens valg, men ordføreren har et valg i dag. Ordføreren kan vælge at stå på børnenes side og give børnene den rettighed, som man gerne vil give dem, og leve op til Danmarks forpligtelser i forhold til FN's børnekonventions artikel 3 om, at barnets tarv altid skal komme i første række. Så kan ordføreren og ordførerens parti jo tage et valg om at bakke op om børns rettigheder. Det valg har ordføreren, men det valg har ordføreren så tænkt sig ikke at tage på børnenes vegne, og det er jo ærgerligt. Men er ordføreren ikke bange for, at forældrene tager det valg, at de så stemmer med fødderne og simpelt hen bare bliver hjemme med deres børn og lader den ene går hjemme i nogle år for ligesom at give deres børn den omsorg og trivsel, som de jo har behov for?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Altså, lad mig sige først, at jeg ikke synes, vi skal være kede af den model, vi har i Danmark, i forhold til hvordan det er rigtig mange andre steder. Så kan f.eks. se på Sverige, og hvad de har der – det er jo en del af den diskussion, der er her i øjeblikket – eller Norge. Men vi løser det ikke i Danmark på samme måde, som man kan løse det på i Sverige, og der er også nogle hager ved den måde, man har løst det på i Sverige. Så derfor er det ikke bare sådan lige at sige, om man er på børnenes side, eller hvad det nu er. Altså, der er en løsning, der er til for alle, og jeg vil påstå, at det, jeg står og taler for her, jo er en permanent løsning, som er aftalt mellem arbejdsmarkedets parter. Det er da den bedste, vi overhovedet kan lave. Og det er jo ikke sådan, at der ikke er nogen rettigheder derude. Altså, det er jo sådan, at 1-2 dage, andre steder måske endda 3 og 4 dage, allerede er aftalt. Og hovedparten af de sygdomme, der er blandt børn, har jo kortere sygdomsforløb. Så derfor er meget løst allerede, og det vil jeg da gerne have lov til at rose. Og så vil jeg sige, at vi ikke skal tale det, vi allerede har løst, ned.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger til hr. Kim Valentin fra Venstre. Vi siger tak for indsatsen ( Kim Valentin (V): Tak for det). Så byder vi velkommen i ordførerrækken, og det er hr. Søren Espersen fra Danmarksdemokraterne som ordfører. Værsgo.

Mange tak. Da Danmarksdemokraternes ordfører på området, fru Charlotte Munch, ikke kan være i salen i dag, har jeg lovet at oplæse hendes tale, som gerne skulle dække det, som Danmarksdemokraterne står for. Vi har i Danmarksdemokraterne stor sympati for det system, der er i Sverige, hvor man kan få 80 pct. af dagpengene, hvis man passer barnet hjemme, fordi det forbedrer forholdene på den måde, at man ikke sender børnene af sted tidligere end nødvendigt, hvis de er syge. Børnene kan tage smitte med og smitte andre, hvor forældrene så skal tage nogle dage hjemme i den forbindelse. Derfor er forslaget ganske fornuftigt. Desværre står vi et lidt andet sted. I Danmark har vi en stærk tradition for, at løn- og arbejdsvilkår aftales af arbejdsmarkedets parter. Det er en grundlæggende del af den danske model, som vi skal værne om. Vi har netop set, at parterne selv kan finde løsninger, senest med aftalen i februar, hvor forældrene nu får ret til barnets tredje sygedag og bedsteforældrene kan afholde to børnebørns omsorgsdage på industriens overenskomstområde. Det er noget, som vi kan se at arbejdsgiverne efterspørger derude, og noget, som vi politikere ikke har tradition for at blande os i. Det vil vi i Danmarksdemokraterne gerne holde fast i. Af respekt for den danske model ønsker vi ikke at indføre en lovbestemt ret til fravær i forbindelse med barnets sygdom med løn, selv om vi har stor sympati for forslaget. Men vi mener som sagt, at det er arbejdsmarkedets parter, der selv aftaler løn- og arbejdsvilkår. Mange tak.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Søren Espersen fra Danmarksdemokraterne og byder velkommen til hr. Sigurd Agersnap som ordfører for SF. Værsgo.

Tak for ordet, formand. Hvad sker der, når man vågner om morgenen og ens lille dreng eller pige stadig har feber på tredjedagen og man ikke har flere barnets sygedage? Man kigger lidt mismodigt på termometeret, gode råd er dyre. Nogle har en farfar eller en mormor, som måske kan hjælpe, nogle har en mand eller en kone, som endnu ikke har brugt deres barnets sygedage, og så er der nogle, som ringer ind på jobbet og melder sig selv syge, vel vidende at det ikke passer, men hvad skal de ellers gøre? Det har mere end halvdelen af alle forældre faktisk gjort. Nogle sender deres barn i institution, selv om barnet ikke er helt rask. Det har to ud af tre forældre gjort. Andre giver sit barn en Panodil og sender dem i vuggestue eller børnehave; måske tager de dem selv med på armen på job, hvis de har et job, hvor man kan det. Det har mere end en ud af fem forældre følt sig nødsaget til, altså at give et barn en Panodil og sende dem i vuggestue eller børnehave, vel vidende at den ikke er god, men der er ikke andre løsninger. Faktisk viser en undersøgelse for Børnerådet, at over halvdelen af alle børn i børnehave har prøvet at blive sendt i børnehave, mens de var syge. Det er jo ikke okay. Det er jo ikke godt nok som samfund. Det kan vi godt gøre lidt bedre. Børn, der er syge, skal have lov til at blive hjemme sammen med deres forældre, ligesom vi voksne har ret til at være hjemme, indtil vi er raske. Men den ret har børnene ikke i dag. Det bør vi lave om, og derfor også stor tak til folkene bag det her beslutningsforslag. Tak for at sætte det på dagsordenen i Folketinget. Det tror jeg betyder noget. Og tak til de mere end 60.000 mennesker, som skrev under på bare 3 dage. Det er en vigtig dagsorden. Ingen vinder ved de nuværende regler. Det er ikke børnene, der er syge, for de har mest brug for at være derhjemme, forældrene, der går på arbejde med dårlig samvittighed, den der knugende fornemmelse i maven af, at den ikke er helt god, eller pædagogerne, der skal tage hånd om et barn, der er syg, sløj og pjevset, selv om de har mange andre børn, de også skal bruge kræfter på. Det tager mere tid end normalt, og så gør det også, at de bliver smittet, at flere pædagoger bliver syge, og at flere af de andre børn bliver smittet. Smittekæderne bliver forlænget. Arbejdsgiverne ender med mere pressede medarbejdere og flere sygedage. Jeg tror også, det medvirker til, at flere vælger at gå på deltid eller sørge for at forhandle noget fleksibilitet ind på deres egen arbejdsplads. Nogle trækker sig måske helt fra arbejdsmarkedet, for hvordan skal det hænge sammen, når man har et sygt barn? Det er svært at kombinere livet som småbørnsforældre og det at arbejde fuld tid. Så ingen vinder. Alle taber på de ordninger, der er lige nu. Nogle arbejdsgivere har da også set lyset, set problemet. Store virksomheder Norlys, Aalborg Kongres- og Kultur Center, Rejsekort A/S og GF Forsikring er alle begyndt at sikre fuld ret til at være sammen med et sygt barn derhjemme. De kan godt se fornuften i det. Store fagforeninger som FOA, BUPL, Danmarks Lærerforening, Socialrådgiverne og Dansk Sygeplejeråd efterspørger alle sammen løsninger på det her, også hvor vi politisk tager et ansvar. Der er børn i dag, som presses unødigt, og familier, som ikke kan få det til at hænge sammen, og som vi svigter. Det skal vi ændre, og det synes jeg også vi har et politisk ansvar for at ændre. Nogle heroppe har snakket en del om, hvem der har ansvaret, at det alene ligger på arbejdsmarkedets parter og i overenskomsterne. Det mener jeg ikke. Når vi har et stort samfundsproblem, har vi et fælles ansvar. Vi har et fælles ansvar for at rette op på det. Derfor har vi i SF foreslået, at vi styrker vores dagpengesystem, så man får mulighed for at få dagpenge op til et barns femte sygedag. Vi har et politisk ansvar for at sikre de rettigheder, som gælder for alle, og så har man selvfølgelig også et ansvar i overenskomsterne for at få forhandlet løn oven på det. Det er i respekt for den danske model, som også FOA, Danmarks Lærerforening, BUPL og de andre fagforeninger efterspørger. Vi skal ikke placere regningen alene på arbejdsmarkedet. Vi skal hjælpe til og vise en udstrakt hånd. Derfor har vi i SF sat 2 mia. kr. af til, at man i hvert fald kan sikre de første fem barnets sygedage, men det skal ikke stoppe der. Vi skal sikre børnene de samme rettigheder, som vi voksne har, alt andet er ufornuftigt, og det er unfair over for børnene. I SF støtter vi grundlæggende og helhjertet borgerforslaget og synes, det er en god start og et godt springbræt for nogle løsninger på det her område.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger. Den første, der får ordet, er fru Mai Villadsen fra Enhedslisten.

Tak for en rigtig, rigtig god tale, som meget klart skitserer den udfordring, der er, og at vi selvfølgelig bør gøre noget. Man hører jo meget i den her debat. De partier, der ikke ønsker at gøre noget, holder den danske model op for sig som et, hvad kan man sige, bolværk mod forandring. Derfor vil jeg bare høre ordføreren, om ikke hr. Sigurd Agersnap deler min vurdering af, at det her ikke er særlig væsensforskelligt fra, hvad vi har gjort på barselsorlovsområdet, hvad vi har gjort på sorgorlovsområdet, hvad vi har gjort for nylig i Folketinget i forhold til lønløft af visse grupper, hvor man fra dele af fagbevægelsen og især Socialdemokratiet hver gang har råbt nej, nej, nej – åh, hvad med den danske model? Det hele bryder sammen. Og man er faktisk endt med at bakke noget op og bryste sig af, at man har gjort det, nemlig lavet et lønløft, lavet en sorgorlov og bakket op om en stærk barselsorlov. Er ordføreren ikke enig med mig i, at det her er sammenligneligt, og at de derfor bør sænke paraderne og lade være med at bruge det som modargument hver gang?

Ordføreren.

Jo, jeg ser i hvert fald sådan på det, at man sagtens kan gøre det i overensstemmelse med den danske model. Det vil jo sige, at man indkalder til trepartsforhandlinger, man tager højde for, at der i nogle overenskomster er lidt flere rettigheder end i andre, og man kompenserer ordentligt for det. Men der er jo utallige eksempler på det danske arbejdsmarked på, at når man skal lave de store forbedringer, de store udvidelser af rettigheder, så er man nødt til at spille sammen, både politikere og fagforeninger. Vi har jo et dagpengesystem, som også går ind og dækker, bl.a. ved sygdom, og jeg synes, det er nærliggende at kigge på det, når man har et barn, der er sygt. Så jeg er helt enig i eksemplerne, og jeg mener sagtens, at man kan finde en løsning der.

Spørgeren.

Tak for det. Så vil jeg appellere til en ting, som vi nok ellers ikke får så meget lejlighed til at drøfte i dag, nemlig det ligestillingsperspektiv, der også er i det her spørgsmål. For vi kan se, at det langt hen ad vejen jo er kvinder, der bliver hjemme, når barnet er sygt, og derfor er der også en udfordring, hvis man indretter det her på en måde, som kan ende skævt, altså som i tilfældet med fritvalgsordningen og andet, hvor det jo alt andet lige ofte vil være den med den laveste løn, som det er mest fordelagtigt for at være hjemme med de syge børn. Der vil jeg bare appellere til, at man i SF også tager det ind, når man tænker i løsningsmodeller.

Ordføreren.

Det synes jeg er en god pointe, og det er også derfor, at vi i SF har den tilgang, at man skal snakke rettigheder på de her områder, altså at det er en rettighed for alle. Vi kan ikke ændre al kultur i familierne, og hvem der bruger mulighederne, men vi kan sikre, at alle har rettighederne, og at de ikke er grundlæggende forskellige, alt efter om man har et meget fleksibelt arbejde, eller om man er i en fast vagtplan. Jeg tror, at rettighedssporet er vigtigt.

Tak. Den næste, der har bedt om ordet, er hr. Thomas Skriver Jensen fra Socialdemokratiet.

Tak for det, og tak for en god og dybtfølt ordførertale. Det er jeg rigtig, rigtig glad for. Jeg tror, at man i her borgerforslag taler om noget i tiden, hvor vi har et problem, som vi aldrig før har set, nemlig at børnefamilierne er helt enormt pressede. Det vil jeg bare gerne anerkende med det samme. Mine egne bedsteforældre kunne gå på efterløn, da de var 60 år, men der er jo ingen tvivl om, at der, når folk arbejder længere på arbejdsmarkedet, så er nogle problemer, når man skal blive hjemme og tage sig af sine børn. Det var jo også derfor, at Socialdemokratiet og Venstre bar igennem, at vi skulle have en høring omkring det her forslag, sådan at vi kunne blive klogere på, hvad der er af udfordringer, og om der er andre muligheder for, at vi kan hjælpe børnenefamilerne. Vi synes jo bare, at vi er nødt til at tage det lidt seriøst, når både private og offentlige lønmodtagerorganisationer siger til os, at det er et skråplan, hvis vi begynder at blande os i det. Så er jeg med på, der er nogle offentlige fagforeninger, som siger, at det kan man godt, men de er jo heller ikke enige, hr. Sigurd Agersnap. For sandheden er jo, at nogle af de forbund, ordføreren har nævnt her i dag, siger, at de vil foreslå det i overenskomstforhandlingerne, mens andre siger, at det vil de ikke gøre, for nu er politikerne på Christiansborg begyndt at interessere sig for det, så er der ingen grund til at bruge forhandlingskapital på det. Spørgsmålet er bare, om ordføreren ikke synes, det er et skråplan for den danske model.

Ordføreren.

Det kommer jo helt an på, hvordan man gør det her. Men jeg mener ikke, det er et skråplan for den danske model at sige, at vi herindefra vil sætte nogle penge af til at styrke den dagpengedækning, der også er, når du har et barn, der er sygt. Så skal det selvfølgelig forhandles med arbejdsmarkedets parter. Så kan der jo være enkelte forbund, der siger, at det vil de ikke tage imod, men jeg tror da, at langt de fleste forbund vil sige, at det kan de godt finde en løsning på, som inden for deres overenskomster i dag respekterer, at der nu er kommet en dagpengesikret ret til det. Så jeg er glad for, at Socialdemokratiet ligesom har sagt, at der er et problem, og at vi skal gøre noget. Men hvis vi ikke herindefra også vil sige, at vi vil sætte nogle penge af til det, hvordan vil man så finansiere det her? Spørgeren før, fru Mai Villadsen, sagde det jo meget rigtigt, altså at der også er et ligestillingsperspektiv. Det er jo væsentlig dyrere at sikre den her ret i et kvindefag, end det er i det, der traditionelt er et mandefag, fordi den bliver brugt mere. Så hvis man ikke politisk herindefra gerne vil hjælpe med det, får man jo ikke nogen løsninger.

Spørgeren.

Tak for det. Så vil jeg prøve at spørge lidt med et tænkt eksempel, og jeg håber, at ordføreren vil tænke med. Hvis nu det her forslag bliver stemt igennem og fagbevægelsen begynder at forhandle på baggrund af det – det tror jeg også er det der vil ske – og der så en dag igen kommer en borgerlig statsminister og en borgerlig beskæftigelsesminister og de så fjerner det på grund af arbejdsudbuddet, kommer SF så til at kalde det for et brud på den danske model?

Ordføreren.

Ja, det vil jeg mene, for så har man jo bygget videre på det i overenskomsterne. Det samme var, da man fjernede store bededag. Det var jo også noget, man havde bygget videre på i overenskomsterne. Det samme er, hvis man går ind og fjerner den ret, der er til barselsorlov i dag. Så er det jo noget, man har bygget videre på i overenskomsterne. Jeg synes, man skal indføre en ret, som respekterer det, der allerede er kæmpet hjem i overenskomsterne, men som bygger oven på det, og det vil sige, at det ligger uden for det, der er arbejdet hjem i dag. Jeg vil så sige, at hvis man senere kommer og fjerner det – direkte imod det, der er aftalt i overenskomsten – så er det selvfølgelig et brud.

Tak for det. Den næste, der har bedt om ordet, er hr. Kim Valentin fra Venstre.

Tak for det, og tak for ordførertalen. Jeg vil godt ind på, at de i Sverige jo har forsøgt at løse det her. Der er så en finansieringsmodel, som gør, at det er dem, der tjener mindst, man som familie får mest ud af går hjemme og passer det syge barn. Derfor er der jo en voldsom, hvad skal man sige, uligestilling i sådan en model. Det må SF jo have tænkt over. Hvad er det for en model, vi skal have i Danmark, der ikke laver uligestilling blandt arbejdstagerne i familierne?

Ordføreren.

Vi foreslår en solidarisk ordning inden for dagpengesystemet. Hvordan det helt konkret skal være, må man jo forhandle med arbejdsmarkedets parter om, men vi synes, det oplagte er at trække på det dagpengesystem, vi allerede kender. Jeg er egentlig enig med ordføreren så langt, at man ikke bare kan kopiere den svenske model til det danske arbejdsmarked. Det ville give en hel masse problemer. Men når vi kan støtte det her beslutningsforslag, er det jo, fordi der står, at der foreslås en lovændring, som skal sikre retten til, at et barn kan blive passet i eget hjem af en forælder ved akut opstået sygdom. Det mener jeg kan rumme, at der er flere modeller til det, og jeg synes, at dagpengene ville være det oplagte at kigge på.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Hov, undskyld, beklager. Jeg har overset hr. Kim Valentin.

Jeg fik ikke lige trykket mig ind, undskyld. Det andet spørgsmål, jeg har, går på, at man jo anslår, at det her koster 7-10 mia. kr. om året. Nu har jeg jo set på, hvilken politik SF fremlægger, og vi kan jo ikke komme udenom, at det her også er et spørgsmål om penge. Nu har SF jo brugt alle pengene på alle de andre ting, man ønsker, flere gange endda, så hvor skal de her penge komme fra? Er det bare at forhøje skatterne?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om hr. Kim Valentin har fået indblik i noget i Finansministeriet, vi andre ikke kan få indblik i, for vi kan jo ikke få at vide, hvad der er i det frie råderum. Så man kan jo ikke komme og sige, at et parti har brugt pengene flere gange, for regeringen har jo ikke fremlagt en økonomisk plan, så vi andre kan se, om der faktisk er penge tilovers, eller om man har brugt det hele. Vi har faktisk været meget forsigtige og sagt, at vi vil rulle 10 mia. kr. af regeringens skæve skattelettelser tilbage, og vi er forsigtige med ikke at bruge alle pengene, for vi kan jo som sagt ikke få indblik i det. Vi har selv sat 2 mia. kr. af. Det er det, der kan sikre, at man i første omgang har ret til op til fem sygedage med et sygt barn.

Tak til ordføreren. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Den næste, der skal have ordet, er hr. Carl Andersen, Liberal Alliance. Værsgo.

Mange tak. Som far til to piger i dagtilbud kender jeg alt til sygedage og hjemringninger og den evige forhandling om, hvem der nu lettest kan rykke rundt i kalenderen for at få hverdagen til at hænge sammen. Derfor forstår jeg godt intentionen i det her borgerforslag, for det er en hverdag, der rammer hundredtusindvis af forældre, og som rigtig mange af os kan genkende. I dag har man en lovfæstet ret til børns første sygedag, indtil man har kunnet tage andre forholdsregler i forhold til akut opstået sygdom, og det er en nødvendig bund i en lovgivning, for et sygt barn skal hjem og kan jo ikke passe sig selv. Borgerforslaget her går imidlertid meget længere. Det lægger op til et retligt ubegrænset antal sygedage, og selv om jeg har fuld forståelse for intentionen og sympati for tanken, må man også konstatere, at det højst sandsynligt vil indebære en stor omkostning for skatteyderne, herunder en omkostning for mange, der ikke har børn i den relevante aldersgruppe. Derudover mener Liberal Alliance, at spørgsmålet her hovedsagelig hører hjemme i overenskomstforhandlinger og ikke i Folketinget. I den model fra Sverige, der bliver henvist til, er det, så vidt jeg kan se, en ordning finansieret af arbejdstager og arbejdsgiver, og det kan jeg jo kun opfordre arbejdsmarkedets parter til at drøfte nærmere herhjemme, men det er altså i et andet forum end det parlamentariske i første omgang. I den forbindelse er det jo værd at bemærke, at langt de fleste overenskomster i Danmark har udvidet retten til børns sygedage, så man har to eller flere eller endda rigtig mange sygedage. Det er min vurdering, at efterspørgslen på det her kun er stigende. Efterspørgslen på familieorienterede tiltag som barsel, sygedage, bedsteforældredage osv. ser vi i stigende grad i overenskomsterne, og jeg vil også vove den påstand, at vi vil se det udfolde sig i forhandlingerne i fremtiden. Politisk skal vi sørge for, at borgere og familier lettere kan få hverdagen til at hænge sammen, ved f.eks. at indføre sambeskatning, så man i højere grad har mulighed for at arbejde deltid eller tage fri, når behovet opstår. Og så skal vi også som forældre påtage os det ansvar, som det nu engang er at blive forældre – det er ikke, fordi man ikke gør det i forvejen, for der er ikke rigtig noget alternativ til det. Men det er relevant at erkende, at man ikke længere er førsteprioritet, når man er blevet far eller mor. Der er en omkostning forbundet med at sætte liv i verden. Man får mindre tid til sin karriere. Man kommer nok til at gå ned i indkomst. Man kommer til at bruge flere penge på bleer end bøffer, og man får mindre søvn og mindre fritid til sig selv. Men det kan også give ro, hvis man overgiver sig til, at ens liv bare er sådan i en periode, når man har børn. Og det er et nyt vilkår, som man kan anskue som forfærdelig fængslende, men også som befriende enkelt. Men det ændrer selvfølgelig ikke på den helt lavpraktiske udfordring, der er, når termometeret kl. 7.00 om morgenen viser 38 grader, og både mor og far mener at have et meget vigtigt møde inde i byen. Men sådan er livet bare i en periode. Heldigvis oplever jeg, at min generation af forældre og min generation af ledere ude på arbejdspladserne har en meget stor forståelse for balancen mellem arbejde og familieliv, og det smitter positivt af på samfundet og ledelsesstilen og arbejdspladserne som helhed. Så samlet set kan Liberal Alliance ikke støtte op om det nærværende borgerforslag.

Tak til ordføreren. Der er en enkelt kort bemærkning. Fru Helene Brydensholt fra Alternativet. Værsgo.

Tak til ordføreren for talen. Jeg er jo nok ikke overrasket over, at ordførerens parti ikke støtter det her borgerforslag. Men der var noget, ordføreren sagde i talen, som jeg gerne lige vil have bekræftet at jeg hørte rigtigt. Hørte jeg, at ordføreren sagde, at en af grundene til, at man ikke støtter det, er, at det ligesom vil være en udgift, som ikke kommer alle til gode, kan man sige, fordi det ikke er alle, der får børn i det her samfund, eller alle, der har mere end et barn, eller hvad det nu er? Var det det, jeg hørte ordføreren sige? Hvis man så skal følge den logik, mener ordføreren og Liberal Alliance så også, at vi ikke som et velfærdssamfund f.eks. skal bruge penge på mennesker med handicap? Det er jo ikke alle, der har et barn med handicap eller en pårørende med handicap. Skal vi så bare lade dem passe sig selv? Skal vi ikke bruge penge på ældrepleje? Det er jo ikke alle, der bliver så gamle, at de skal på plejehjem, eller har forældre, der bliver så gamle, at de skal på et plejehjem. Er det sådan Liberal Alliances politik?

Ordføreren.

Jeg kan godt afvise, at det er Liberal Alliances politik. Det, som det var intentionen at sige med det, var, at noget af det, jeg synes er fint ved vores overenskomstmodel, er, at forskellige befolknings- eller arbejdsgrupper jo kan forhandle sig til, hvad de nu engang synes er vigtigt inden for deres branche. Der er nogle steder, hvor det her med ret til barns sygedag og barsel fylder mere end andre steder på arbejdsmarkedet f.eks. Det gør, at vi får en god allokering af ressourcerne, når det kommer til, hvordan man prioriterer løn, arbejdsvilkår og andre forskellige ting ude på arbejdsmarkedet. Det er ikke sammenligneligt med vilkårene for f.eks. handicappede, som vi selvfølgelig skal holde hånden under, for det er jo uselvforskyldt, at man har et handicap. Så jeg synes, det er to meget forskellige ting.

Spørgeren.

Tak. Er det ikke også uselvforskyldt for det barn, som har en forælder, der ikke er på en overenskomst, eller som er syg på tredje dag og har en forælder, hvis overenskomst ikke dækker barnets tredje sygedag? Er det ikke også uselvforskyldt, at det barn så bliver sendt i dagtilbud på Panodil? Eller skal man som velfærdssamfund holde hånden under det barn, der jo ikke selv kan gøre for, at dets forældre ikke har en overenskomst eller ikke har en god nok overenskomst?

Ordføreren.

Jeg synes ikke, at man skal sende syge børn i daginstitution. Så skader man også alle mulige andre mennesker, og som liberal mener jeg, at min frihed stopper der, hvor jeg skader andre mennesker. Du har et ansvar for, når du bliver forælder, at bruge den forhandlingskraft, du har på en arbejdsplads, til at se, om du kan få nogle ordninger, som kommer dig til gode. Det kan jeg mærke at der er en stor interesse for derude, og der er også mange arbejdsgivere, der har stor forståelse for det. Hvis man ikke har en overenskomst, der giver ret til sygedage, så må man bruge fridage eller andre ting på det.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi byder velkommen til den næste ordfører i rækken, hr. Ammar Ali fra Moderaterne.

Tak for ordet, formand. Først og fremmest vil jeg gerne anerkende og kvittere over for de borgere, der har taget ansvar og kigget ned i den her problemstilling, sat sig ned og udarbejdet et forslag og ydet en kæmpe indsats. Det synes jeg vi skal anerkende. Så har der også været en høring på området. Men jeg tror, at intentionen med borgerforslaget er meget sympatisk og forståelig for os alle sammen. Alle forældre kender jo situationen: Man får et opkald fra daginstitutionen eller skolen, og hverdagen vælter. Selvfølgelig vil vi alle sammen gerne være der for vores børn, når de bliver syge. Men det er netop, fordi familielivet er vigtigt, at vi skal træffe de rigtige beslutninger. Forslaget her lægger op til, at Folketinget lovgiver om rettigheder, der traditionelt hører hjemme hos arbejdsmarkedets parter. Kernen i den danske model er jo netop, at løn- og arbejdsvilkår skal aftales mellem lønmodtagere og arbejdsgivere og ikke her i Folketinget. Hvis vi begynder at lovgive om konkrete rettigheder som barnets sygedage på tværs af hele arbejdsmarkedet, forskyder vi balancen, og vi begrænser parternes muligheder for at prioritere mellem fleksibilitet, løn og omsorgsdage. De valg skal træffes ude på arbejdspladserne. Vi kan se, at parterne faktisk leverer. Ved de seneste overenskomstforhandlinger har mange overenskomster fået udvidede rettigheder ved børns sygdom, bl.a. ved flere omsorgsdage og mulighed for barnets tredje sygedag, og det viser jo, at systemet reagerer, når behovene ændrer sig. Forslaget vil noget rigtig godt, men den rette vej er netop at lade parterne fortsætte arbejdet og skabe de løsninger, der virker i praksis. For Moderaterne er balancen mellem familieliv og arbejdsliv central. Løsningerne skal findes der, hvor hverdagen er, og ikke gennem ny lovgivning herfra. Derfor kan vi ikke støtte beslutningsforslaget, som det er her. Tak for ordet.

Tak til ordføreren for talen. Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Helene Brydensholt fra Alternativet.

Endnu en gang fik vi en tale, der handlede om arbejdstageres rettigheder og hensyn til arbejdsgivere og den danske model. Jeg kunne godt tænke mig at høre, om ordføreren kan bekræfte, at det her borgerforslag ikke handler om noget af det, men det handler om børns rettigheder. Og er det børns rettigheder, man forhandler om i den danske model?

Ordføreren.

Det er jo sådan, at børnenes rettigheder og børnenes behov sikres og varetages gennem forældrenes rettigheder. Vi har den her tillidsbaserede model, vi alle sammen har talt om, hvor det er arbejdsmarkedets parter, der aftaler, hvordan det så skal udmøntes i praksis. Så der er en sammenhæng – det anerkender jeg – men det er jo sådan, at barnets behov i praksis udmønter sig gennem forældrenes rettigheder. Det, vi taler om her, er, at der skal være en ret til, at forældrene kan passe deres syge børn.

Spørgeren.

Undskyld, jeg siger det, men det er jo noget vrøvl. Altså, børns rettigheder bliver da ikke forhandlet gennem forældres rettigheder. Vi har skrevet under på FN's børnekonvention, og i artikel 3 står der, at barnets tarv altid skal komme i første række. Det handler jo netop om barnet og ikke om forældrene. Mener ordføreren virkelig, at børns rettigheder bliver forhandlet gennem forældres rettigheder?

Ordføreren.

Tak for ordet. Jeg sagde ikke forhandlet, jeg sagde varetaget. Det er rigtigt, at vi har en børnekonvention og en artikel 3, og det bakker jeg fuldt ud op om; det skal der ikke være nogen tvivl om overhovedet. Men i praksis er det jo sådan, at der er nogle, der så skal passe de børn, og der står ikke i børnekonventionen, at det er forældrene, der skal passe dem, men i praksis er det jo sådan, at det er forældrene, der så skal varetage det behov, som barnet har, nemlig at blive passet. Det er derfor, vi her diskuterer, hvilken mulighed der så skal være for arbejdstagerne til at kunne gøre det i praksis, som har en betydning for deres adgang på arbejdsmarkedet til at gå på arbejde eller passe deres syge barn. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører i rækken er fru Dina Raabjerg fra Det Konservative Folkeparti.

Tak, formand, og tak til forslagsstillerne af det her borgerforslag. Jeg tror ikke, der findes en familie med to udearbejdende forældre eller en enlig forælder, som ikke mindst en gang har proppet en Panodil i et barn og så sendt lillebror i vuggestue, vel vidende at der blev ringet op inden frokost. Jeg har, og jeg har gjort det mere end en gang. Det kan jeg lige så godt indrømme. Man føler sig som verdens dårligste forælder, og man føler sig også som en mega dårlig kollega, når man bliver hjemme. Samtidig må man sige, at børnene jo smitter hinanden i ét væk, når man sender dem syge i vuggestue. Så det er skruen uden ende. Så der er et problem her, og det kommer vi overhovedet ikke udenom. Mange kan i dag arbejde hjemmefra og så få tingene til at hænge sammen på den måde. Det samme gælder, hvis man har en forælder, som faktisk går hjemme, og der er overraskende mange familier, hvor der er en forælder hjemme, eller hvor der er en ikkearbejdende farmor, som bor lige henne om hjørnet; sådan en er min egen datter så heldig at have. Så er der så til gengæld ikke en mormor, der er ret meget værd der, for hun står jo her og er fuldt optaget . Det er virkeligheden for mange børnefamilier: Bedsteforældre, der arbejder, bor rigtig langt væk eller har et job som f.eks. elektriker, frisør eller kok, hvor man bare ikke lige kan arbejde hjemmefra. For dem skal der en rigtig god overenskomst til, eller der skal være en forstående arbejdsgiver. Så vi forstår udmærket, hvorfor så mange har bakket det her borgerforslag op. Arbejdsgivere og fagforeninger har også hen over årene forhandlet nogle rigtig gode aftaler på plads på det her område, så man både kan holde nogle dage fri og få fuld løn for det. Størstedelen af danskerne har også en hel uges feriefridage, som faktisk var tiltænkt sådan noget her, men som mange i dag tænker ind som ren ferie. Vi har også andre gode ordninger, som er forhandlet i overenskomster, som vi er nødt til at respektere. Forslaget her tager afsæt i den svenske VAB-model med en fond og en delvis lønkompensation. Vi skal være forsigtige med at sammenligne os med Sverige, fordi man i Sverige ikke har fem feriefridage, og man har faktisk også en arbejdsuge, der er længere end den, vi har i Danmark. Så hvis vi omregner det til dage, arbejder man altså i Sverige typisk mellem 17 og 20 dage mere, end man gør i Danmark. De har også nogle helt andre overenskomster, så de har lidt mere at give af. Så det giver ikke rigtig mening at se over til Sverige. Lad os holde øjnene på den her side af sundet. Så tænker I nok: Hvad er det egentlig, de tænker i Det Konservative Folkeparti? Vi vil faktisk rigtig gerne hjælpe forældrene med at se på, om vi kan finde nogle løsninger på det her område. Vi vil gerne gå ind i en dialog om, hvordan vi kan finde nogle penge, f.eks. i nogle eksisterende ordninger, som man kan lukke eller ændre, så vi kan bruge pengene til det her i stedet for, altså finde noget finansiering på den måde. For at tone rent flag betyder det på godt gammelt dansk, at vi gerne vil se på, om der er nogle rettigheder, man måske kan indskrænke for at finde nogle penge og udvide nogle løsninger på det her område til gavn for forældrene og børnene. Vi vil også gerne respektere arbejdsmarkedets parter, fordi rigtig mange mennesker har tilkæmpet sig rettigheder i overenskomster omkring barn syg, og det skal selvfølgelig ikke være spildt. Vi kan heller ikke bare køre fagforeningerne og arbejdsgiverne over. Så vi vil gerne arbejde videre med at finde nogle konstruktive løsninger, og vi vil rigtig gerne finde dem i et samarbejde med arbejdsmarkedets parter og ikke ved bare at trække en lov ned over hovedet på dem eller ved at slå et gigantisk hul i samfundsøkonomien. Tak for ordet.

Tak til ordføreren for talen. Der er par korte bemærkninger. Den første, der har bedt om ordet, er fru Mai Villadsen fra Enhedslisten.

Tak for ordet. Tak til ordføreren for en åbenhed, som jeg virkelig synes er dejlig, både i forhold til selv at kunne forholde sig til problemet og at have stået i situationen som forældre, men også en åbenhed, i forhold til at det er noget, vi skal løse i fællesskab. I Enhedslisten mener vi ikke, at rettigheder skal fjernes for at løse den her udfordring, eller at den løsning, som der lægges op til med borgerforslaget, vil trække noget ned over hovedet på nogen, men ikke desto mindre vil jeg bare anerkende, at det er dejligt, at der også er partier på den blå side af skillelinjen, som er klar til at gøre noget. Jeg opfatter jo Det Konservative Folkeparti som et parti, der også gerne vil børnefamilierne, og som i øvrigt for nylig med finansloven fik gennemført en sorgorlov, som er meget mindre selvfølgelig – og gudskelov for det – men som man kan sammenligne med det her. Det kunne jeg godt tænke mig at høre refleksionerne om, altså om man ikke godt nogle gange, set med konservative briller, kan udvide nogle rettigheder på en fornuftig vis til fordel for familierne?

Ordføreren.

Jo, selvfølgelig kan man det. Som ordføreren også siger, er det jo et forslag, som vi selv har været med til at gennemføre – og det er altid et spørgsmål om hvor meget og hvor lidt. Det er en god stil, synes vi, at vi, når vi vil gøre noget på arbejdsmarkedsområdet, så vidt som overhovedet muligt inddrager arbejdsmarkedets parter i at finde nogle gode konstruktive løsninger. Der er arbejdet meget med det her område i forvejen, og der skal helst ikke være nogen, der synes, at det er spildt, og de kan sagtens se noget, som vi måske ikke kan se.

Spørgeren.

Jeg deler til fulde overbevisningen om, at arbejdsmarkedets parter skal inddrages. Det tror jeg sådan set også alle andre her i salen gør, og jeg vil jo også bare gøre opmærksom på, at flere af arbejdsmarkedets parter, flere fagforeninger, jo bakker varmt op om det her og siger, at der bør gøres noget. Det er jo særlig dem, der arbejder tæt på børnene og også oplever sygdommen i høj grad – lærerforeningen, pædagogerne, FOA og mange andre. Derfor vil jeg bare gerne bruge min taletid på at sige, at det her godt kan gøres på en måde, hvor der er et samarbejde, så man ikke behøver at fratage nogen rettigheder.

Ordføreren.

Det må vi jo se.

Tak for det. Den næste, der har bedt om ordet, er hr. Sigurd Agersnap fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for det, og tak for ordførertalen, som jeg meget langt hen ad vejen var helt enig i. Det var jeg, indtil der kom det her med, at nogle rettigheder skulle indskrænkes. Jeg studsede bare lige over, hvad det er, Det Konservative Folkeparti forestiller sig. Hvad er det for nogen rettigheder, man kunne indskrænke for at finansiere det her forslag? Kan ordføreren ikke uddybe det?

Ordføreren.

Det er jo noget af det, vi skal se på. Men noget, man f.eks. kunne kigge på, er, at i dag er der flere steder, hvor forældrene har ret til f.eks. fuld løn under barnets sygdom. Der kunne man jo kigge på, ligesom der er lagt op til i borgerforslaget, at man får 80 pct. af dagpengesatsen. Det er så et sted, hvor man måske kunne finde nogle penge til at sikre, at der kunne komme flere dage i spil. Det er sådan noget, vi kunne gå igennem og se, hvor der er nogle muligheder henne.

Spørgeren.

Der tror jeg, vi har en grundlæggende uenighed. Det gælder også, hvordan man kan indgå i sådan en trepartsforhandling. Jeg tror, det er meget godt at bringe noget til bordet, som er en klar udvidelse af rettighederne, for at det kan lykkes. Hvis man også begynder at pille rettigheder ud, kommer man et forkert sted hen, også i forhold til hvordan vi normalt griber sådan en trepartsforhandling an. Ellers var jeg enig i talen og behovet for at gøre noget her.

Ordføreren.

Nu hørte jeg jo SF's forslag til finansiering, og det er at rulle skattelettelser tilbage. Der kan man sige, at det jo også er en rettighed, som man fratager borgerne. Der er i hvert fald nogle, der ville få nogle penge, som så ikke får dem igen. Så vi er to vidt forskellige partier, der finder forskellige løsninger på de samme problemstillinger.

Tak. Den næste, der har bedt om ordet, er hr. Kim Valentin fra Venstre.

Tak, og tak for ordførertalen. Jeg synes måske også, at det er lige hurtigt nok at komme uden om en regning på 7-9 mia. kr. Man må jo have tænkt lidt mere om det, så kunne ordføreren ikke fortælle en lille smule mere om, hvor man vil finde 7-9 mia. kr.? Er det f.eks. inde i dagpengesystemet? Man skal jo over i nogle store kasser for at finde 7-9 mia. kr. Det er jo ikke sådan små bitte kasser, man skal lede i, for at finde så mange penge, så kan ordføreren ikke lige prøve at forklare det?

Ordføreren.

Det er noget, vi synes, vi skal tage en dialog om. Det er også et spørgsmål om, om det skal være alle de dage, som ligger i borgerforslaget, og om det skal se ud på præcis den måde, som er i borgerforslaget, og skal regningen være på den måde, som er lagt op her? Det er jo noget af det, vi synes vi skal gå ind og tage en dialog med arbejdsmarkedets parter om og også kigge på, om der er nogle eksisterende ordninger, som man kan skrue på for at finde noget finansiering, så der kan komme en løsning, som kan være tilfredsstillende.

Spørgeren.

Så er man jo begyndt at blande sig i den danske model. Men det hører jeg sådan set også at ordføreren er klar over, og det er jo det, der er overraskende for mig, altså at Konservative er med på at blande sig i den danske model. Det er i hvert fald et nybrud. Nå, men så er der det her med, at hvis man laver en ordning, hvor man ikke får fuld kompensation for for en barns sygedag, altså ikke fuld løn, hvem er det så, der tager den sygedag? Det er jo den, der har den laveste løn. Det bliver jo en frygtelig ulighed, der kommer ind i sådan en model.

Ordføreren.

Sikke noget vissevasse, ordføreren kommer med der ved at sige, at vi blander os i den danske model. Der er lavet så mange trepartsaftaler i det her land, så jeg slet ikke har tal på det. Regeringen og dermed Venstre selv har jo været med til at lave en aftale om international arbejdskraft, hvor man går ud og siger, at vi gerne vil have noget international arbejdskraft; man tager en dialog med arbejdsmarkedets parter om, hvordan man kan strikke en model sammen og finde rammerne til det. Det samme kan man gøre her.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak, og den næste ordfører i rækken er fru Mai Villadsen, Enhedslisten.

Tusind tak. Sæsonen er her igen med snotnæser, øjenbetændelse, opkast og feber. Det handler om små børn, der ikke har brug for andet end ro, tryghed og omsorg derhjemme, og alligevel står forældre rundtomkring i Danmark i det samme uløselige dilemma: Er han eller hun rask nok til egentlig at komme afsted? Hvem tager den hjemme i dag? Har du flere fridage? Hvem skylder mest på arbejdet? Særlig for enlige forældre er det endnu mere ubønhørligt. Når der kun er én voksen til at få økonomi, job og familieliv til at hænge sammen, så er presset massivt. Så handler det ikke om at vælge, men om at overleve hverdagen, og måske derfor kan vi se i statistikker, at utrolig mange forældre ender med at melde sig syge, selv om det er i virkeligheden at børnene, der er det. Ingen familier og ingen børn bør stå under det pres. En dugfrisk undersøgelse fra Epinion for BUPL viser, at 41 pct. af forældre har afleveret et sygt barn i institution det seneste år – 41 pct.! Det er jo ikke, fordi de vil, men fordi de føler sig tvunget, og pædagoger fortæller om børn med feber og snot, der ikke kan deltage i aktiviteter, og som burde ligge hjemme under dynen. Det er ikke i orden. Systemet i Danmark giver simpelt hen ikke ordentlig plads. Vi presser forældre til uhensigtsmæssige valg, og det rammer børnene. Det bør vi gøre noget ved politisk. Vi skal gøre omsorg for syge børn til en rettighed for børnene. Selvfølgelig skal man ikke sendes syg afsted i vuggestue, børnehave eller skole. Det borgerforslag, vi behandler i dag, fik over 50.000 underskrifter på bare 3 dage. Det understreger behovet, og derfor mener jeg også, at vi fra Folketingets side bør skride til handling. Jeg har hørt megen kritik fra partier i tidens løb om, at det her ikke kan lade sig gøre inden for den danske model. Men den kritik blev også rejst, da barslen blev udvidet, og den blev også rejst, da flere partier kaldte på et lønløft inden for velfærden, og alligevel lykkedes det at lave en løsning inden for den danske model. Det samme kan vi gøre her. Det handler simpelt hen ikke om modelbrud; det handler om politisk vilje, som flere fagforeninger i øvrigt også siger. Det er rejst fra talerstolen i dag, at man i Sverige og også i Norge, har bedre ordninger, der gør det muligt at være hjemme, når børnene er syge, og resultaterne er altså tydelige: Børnene bliver hurtigere raske, smitten bliver mindre, og familierne bliver mindre pressede. Det er almindelig sund fornuft. Derfor bør vi gøre mere i Danmark, særlig fordi vi jo har kendt problemet i mange år. Jeg fandt i forbindelse med forberedelsen af den her behandling, et lovforslag, der er 40 år gammelt og fremsat af Socialdemokratiet. Og det er nærmest enslydende med det, vi behandler i dag, nemlig at sikre retten til børns omsorg, når de er syge. Problemet er altså ikke nyt, men det er på tide, at vi handler. Derfor vil jeg sige her fra talerstolen, at vi i Enhedslisten selvfølgelig bakker op om borgerforslaget. Det handler om børns rettigheder, og det handler om familieliv, om sundhed og om, hvilket samfund vi gerne vil være. Skal vi være et samfund, hvor syge børn sendes afsted, eller hvor forældre må lyve for deres arbejdsgiver? Eller skal vi være et samfund, hvor man selvfølgelig kan passe de børn, der er syge, for alles bedste uden frygt for job, løn eller sanktioner? Børn har ret til ro, forældre har også ret til tryghed, og det har vi en pligt til at levere fra Folketingets side. Derfor bakker vi i Enhedslisten op om beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren for talen. Der er et par korte bemærkninger. Den første, der har bedt om ordet, er hr. Thomas Skriver Jensen fra Socialdemokratiet.

Tak for det, og tak for talen, og tak for engagementet, og tak for at minde mig om, hvad Socialdemokratiet har foreslået, før jeg blev født; det er altid interessant at høre om det. Det, vi behandler i dag, er jo i relation til den svenske model, altså hvor man kan få op til 80 pct. af det, man ellers tjener, når man går på arbejde. I Danmark har vi et problem, hvor folk melder sig syge selv fra arbejdsmarkedet for at blive hjemme og passe deres børn. Mit spørgsmål er egentlig ret simpelt, måske en smule matematisk: Hvis man kan få 100 pct. af sin løn, hvis man melder sig selv syg og man kan få op til 80 pct., hvis man bruger den her ordning, skulle den blive stemt igennem, hvad tror ordføreren så vi kommer til at opleve ude i virkeligheden? Altså hvordan kommer det her til at ramme virkeligheden, hvis nu ikke der bliver bygget oven på, for det kan vi jo ikke garantere, altså hvis vi bare lovgiver og siger, at så må fagbevægelsen finde ud af resten?

Ordføreren.

Tak til ordføreren for spørgsmålet, som jeg synes rejser en relevant problematik. Det er også derfor, jeg ikke nødvendigvis er helt solgt på den svenske model eller dagpengeløsningen som sådan, fordi jeg tror, at den udfordring, som ordføreren rejser, bliver reel. Jeg tror, at mange selvfølgelig gerne vil være helt ærlig og kommer til at benytte den her ordning. Det kan man også se de gør i Sverige, men der vil unægtelig også være nogle, der gør det andet, som der jo er i dag, altså folk, der melder sig syge uden at være det. Derfor mener jeg også, at man bør kigge på andre løsningsmodeller. Jeg mener i lighed med det også, at der er en ligestillingsudfordring i det her, som vi også bør se på, og som også vil blive større med en dagpengemodel, men ikke desto mindre synes jeg, at det er væsentligt at sende en tilkendegivelse af, at retningen er rigtig, og så må vi finde løsningen herindefra. Det er vi klar til i Enhedslisten.

Spørgeren.

Jeg tror også, vi vil stå i en situation, hvor mange stadig væk vil komme til at melde sig syge, og det er jo derfor, vi i Socialdemokratiet ligger et lidt andet sted end Enhedslisten. Når vi siger, at vi ikke kommer til at stemme for det her, er det, fordi vi ikke tror, at det kommer til at løse problemet, det tror vi ikke det gør, men det er vigtigt at have en dialog, det er jeg sådan set enig med ordføreren i. Vi skal have en dialog med fagbevægelsen, i forhold til hvordan vi kommer det rigtige sted hen. Og siden Socialdemokratiet foreslog, som vi gjorde det for 40 år siden, er der jo sket rigtig meget på arbejdsmarkedet. Nu har man barnets tredje sygedag på nogle overenskomster. Selv bedsteforældre har sygedage på nogle overenskomster, og det er i udvikling. Så kan man godt mene, at det går for langsomt, men der, hvor vi ikke skal hen, og der, hvor det udfordrer den danske model, er, hvis der er nogen områder, hvor man begynder at gøre det, der hedder at forumshoppe, altså sige, at det behøver vi ikke betale for i vores overenskomst, for det kan vi bare få politikerne til at vedtage, for så får vi et problem, og det er det, vi skal holde os væk fra.

Ordføreren.

Jeg har meget respekt for Socialdemokratiets forhold til fagbevægelsen og den danske model som sådan, men jeg må også bare konstatere, at i de få år, jeg har været herinde i Folketinget, bruger man den danske model som værn for at gøre rigtig mange gode og fornuftige ting i det her samfund, f.eks. det lønløft, som vi lykkedes med at få igennem, og som jeg gang på gang har stået på den her talerstol og talt for der var behov for i vores velfærdsfag, hvor Socialdemokratiet sagde: Hvad så med den danske model? Nu synes man selv, det er fornuftigt. Det er det samme med det her forslag, og jeg håber, I snart kommer med ombord.

Tak. Den næste, der har bedt om ordet, er fru Helene Brydensholt fra Alternativet.

Tak til ordføreren for en rigtig fin tale. Ordføreren siger, at ordføreren og ordførerens parti gerne vil løse det her inden for den danske model. Kan ordføreren sådan uddybe lidt, hvad ordføreren mener, når ordføreren siger det?

Ordføreren.

Der er jo bestemt forskellige måder at gøre det på. Det, man har gjort, dengang man lovgav omkring barsel eller vi foreslog at lave en pulje på ligeløn, var at sige: Fra Folketingets side laver vi en lovgivning eller en pulje og nogle rammer. Så er det op til arbejdsmarkedets parter at udmønte det, og så kan de jo være med til at forhandle, i hvilken model man kunne tænke sig at det skulle ske ude i virkeligheden. Men vi sætter enten en retning eller sender en pose penge. Det var sådan, jeg kunne forestille mig man gjorde det. Det var også sådan med det forslag, vi havde for nogle år siden, da det drejede sig om ligeløn, og sådan endte det også med at blive: Folketinget laver nogle rammer, og så er det parterne, der forhandler derudfra.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren og byder velkommen til den næste ordfører i rækken, hr. Nick Zimmermann fra Dansk Folkeparti.

Tak for det. I Dansk Folkeparti støtter vi det her forslag, og det gør vi jo selvfølgelig, fordi det handler om tryghed, om sunde værdier og om at sætte familien først. Vi kender jo alle sammen situationen med at have syge børn derhjemme og den fortvivlelse, det kan være, når børnene er syge igennem længere tid eller i hvert fald flere dage i streg. Når ens barn er syg, skal man jo selvfølgelig kunne være der for det uden at have ondt i maven, have problemer med økonomien eller have frygt for at miste jobbet; det burde være en selvfølge. Jeg vil i hvert fald rigtig gerne starte med at sige tusind tak til dem, der står bag initiativet til det her borgerforslag. De har sat fokus på noget, der virkelig betyder noget i danskernes hverdag. Så må vi jo også være ærlige og konstatere, at det nuværende system langtfra er godt nok. For manges vedkommende er det sådan, at de har en enkelt dag, og så forventes det, at de har fundet en løsning på, hvem der kan passe det syge barn. Men vi må jo også bare sige, især i den her sæson, at en enkelt dag langtfra er nok til, at ens barn kan nå at blive rask igen. Der er altså brug for at finde omsorg og tid til, at børnene kan blive raske. Vi mener også, det er problematisk, at forældre tit er stillet i den situation, hvor de selv skal melde sig syge eller tage ferie for ligesom at få enderne til at mødes. Det er ikke værdigt for nogen familier, og det er et unødvendigt pres på danske børnefamilier. Så vi støtter forslaget, fordi det sætter barnet i centrum. Tak.

Tak til ordføreren for talen. Der er en række korte bemærkninger. Den første, der har bedt om ordet, er fru Mai Villadsen fra Enhedslisten.

Tak til hr. Nick Zimmermann for den meget klare tilkendegivelse. Jeg vil bare sige, at det er dejligt og befriende, når partier en gang imellem hæver sig op over blokkene og partifarverne og ser på konkrete problemer og gerne vil gøre noget ved at løse dem. Vi har jo før arbejdet på tværs med Dansk Folkeparti om f.eks. Arnepensionen og andre ting, og jeg er bare glad for, at der stadig banker et velfærdshjerte hos ordføreren og partier, så tak for det.

Ordføreren.

Tusind tak skal du have. Det er i hvert fald helt klart, og jeg er faktisk også meget forundret over, at der ikke er flere partier, der bakker op om det her, når nu alle tilkendegiver, at det er en situation, som vi kender og ved, hvor problematisk det kan være at stå i for familierne, så tusind tak.

Den næste, der har bedt om ordet, er hr. Thomas Skriver Jensen, Socialdemokratiet.

Tak for det. Nu er hr. Nick Zimmermann jo tidligere privat ansat og derfor på industriens overenskomst, vil jeg tro, i hvert fald på en privat overenskomst, og der skete jo det i foråret, at hr. Nick Zimmermanns tidligere kollegaer ved overenskomstforhandling betalte for retten til mere fri, hvis børn bliver syge. De betalte sågar også i en overenskomstforhandling for, at bedsteforældre kan få lov til at komme hjem og gå med deres børnebørn, hvis de skulle blive syge. Og nu vil Dansk Folkeparti og hr. Nick Zimmermann så give den rettighed, som hr. Nick Zimmermanns tidligere kollegaer har betalt for ved en overenskomstforhandling, gratis til nogle andre mennesker – eller, det er vel i virkeligheden ikke helt gratis, for det skal betales med 7-9 mia. kr. over skatten. Det vil sige en regning, der igen bliver sendt til hr. Nick Zimmermanns tidligere kollegaer. Hvordan tror hr. Nick Zimmermann, at det bliver taget imod hjemme på lageret?

Ordføreren.

Først og fremmest må jeg sige, at en af de store forskelle på Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne er, at vi har hundrede procent tillid til at forældrene rent faktisk godt kan håndtere det her. Vi frygter ikke ligesom hr. Thomas Skriver Jensen, at der er masser af forældre, der bare vil tage nogle pjækkedage, for så at bruge det som undskyldning at de er hjemme for at passe deres børn. Jeg har hundrede procent tillid til, at forældrene rent faktisk godt kan administrere det her, og jeg er sådan set fuldstændig sikker på, at hvis vi får indført den her ordning, har forældre kun tænkt sig at gøre brug af den, hvis det er sådan, at de rent faktisk har nogle syge børn. Så modsat ordføreren har jeg hundrede procent tillid til danske forældre; det har jeg virkelig. Derudover er det klart, at der netop er rigtig mange, der både som privatansatte, men så sandelig også som offentligt ansatte, kan stå i en situation, hvor de ikke nødvendigvis lige har nogle bedsteforældre i nærheden eller en far eller en mor, der kan hjælpe til, måske fordi de også i forvejen har brugt deres barnets første sygedag. Og så er det bare, at de her situationer opstår, og derfor mener vi sådan set, at det her er et rigtig godt forslag. Når det så er sagt, er det bare hver gang en lille smule ynkeligt at høre socialdemokraterne tale om den danske model, efter at det var det parti, der stod i spidsen for at fjerne store bededag.

Spørgeren.

Jeg taler ikke om den danske model, og hr. Nick Zimmermann er jo Dansk Folkepartis svar på Komiske Ali, når han svarer nu, eller ikke gør, for han svarer på noget helt andet end det, jeg spørger om. Mit spørgsmål var rent økonomisk. Hr. Nick Zimmermanns tidligere kollegaer, har lige betalt for retten til at holde mere fri, både som forældre og som bedsteforældre, og nu vil hr. Nick Zimmermann, så sende en regning ud til dem igen, sådan så dem, der ikke er villige til at betale ved en overenskomstforhandling, kan få det gratis. Den regning vil hr. Nick Zimmermann sende ud til hårdtarbejdende danskere ude på private virksomheder. Hvordan har hr. Nick Zimmermann tænkt sig at forklare det til sine tidligere kollegaer, altså sige til dem: I kan betale alt det, I vil ved overenskomstforhandlingerne, og I kan kæmpe rettigheder hjem til jer – og så kommer hr. Nick Zimmermann og forærer det gratis til dem, som ikke vil kæmpe for det.

Tak. Vi skal lige huske at bevare den gode tone. Værsgo til ordføreren.

Ja, det er vigtigt med den gode tone; det må ordføreren lige lægge sig i selen for at begynde på. Jeg ved ikke, hvor den mistillid til danske forældre kommer fra. Jeg har hundrede procent tillid til, at danske forældre godt kan det – jeg må lige bede ordføreren om lige at tage det stille og roligt, også efter hvad formanden sagde – og så vil jeg derudover sige, at netop mine gamle kollegaer vil synes, at det vil være en fantastisk ordning, fordi man netop slipper for det cirkus, som jo finder sted i dag.

Tak. Den næste, der har bedt om ordet, er fru Helene Brydensholt fra Alternativet.

Tak. Jeg havde egentlig tænkt mig at sige noget andet, men jeg må sige, at jeg faktisk er rystet over den der tilgang, som Socialdemokratiets ordfører har til det her. Ordføreren taler jo direkte ned til danskerne, som om danskerne er sådan nogle smålige nogle, så fordi nogle har fået nogle rettigheder i nogle overenskomster, under de ikke andre, især andres børn, at få de samme rettigheder. Og hvis vi endelig skal tale om gevinster ved det, er det her jo en investering i vores samfund og i vores børn og vores børns trivsel, og de skal også ud på arbejdsmarkedet en dag, i hvert fald mange af dem. Det er også en investering i, at de privatansattes børn ikke bliver smittet af de andres børn, som kommer syge i dagtilbud og smitter deres børn. Så jeg synes godt nok, at det, som Socialdemokratiets ordfører lige gjorde der, er at tale ned til danskerne. Det, jeg vil sige til Dansk Folkeparti, er tak for at tage børnenes perspektiv i den her sag og stemme for borgerforslaget.

Ordføreren.

Tusind tak for det, og jeg er fuldstændig enig. Jeg forstår heller ikke den her perfide tilgang med, at nogle danskere skulle have det dårligt over, at nogle andre danskere får nogle bedre forhold i forhold til at være hjemme hos deres syge børn. Det er i hvert fald ikke det, jeg oplever, når jeg er rundt og tale med danskerne, altså at det skulle være sådan, at der så skulle komme et eller andet med, at man ikke har lyst til det. Jeg er sådan set hundrede procent sikker på, at langt de fleste danskere vil synes, at det her vil være en rigtig god ide. Jeg forstår heller ikke, hvor den mistillid til danskerne kommer fra. Som jeg siger, har vi sådan set tillid til, at forældre godt kan håndtere det her, så jeg kan melde mig fuldstændig enig med spørgeren.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak og byder velkommen til den næste ordfører i rækken. Det er fru Samira Nawa fra Radikale Venstre.

Mange tak. Først og fremmest vil jeg sige tak til forslagsstillerne bag borgerforslaget her, og også tak til de mere end 60.000, som har underskrevet det og dermed sikret, at vi har en dejlig grundig debat her i Folketingssalen i dag. Jeg synes, debatten har taget rigtig meget udgangspunkt i forældrene og den svære forhandling, der opstår forældre og eventuelt bedsteforældre imellem, når et barn bliver syg. Det handler om den dårlige samvittighed, der rammer forældre over for barnet, hvis ikke man kan tage fri, eller den dårlige samvittighed, der rammer forældrene over for kollegaerne, hvis man vælger at blive hjemme alligevel. Men tager vi et øjeblik barnets perspektiv, ser barnet jo sin far eller sin mor blive hjemme ved sygdom, mens barnet selv kan opleve at få panodiler og med ondt i kroppen, feber og snotnæse, blive afleveret i institution – i øvrigt en institution med alt for få pædagoger. Det kan vi ikke være bekendt. Det glæder mig rigtig meget, at vi ser en ny kultur, vil jeg næsten kalde det, en ny forældregeneration, som råber højt. Og det glæder mig også, at vi ser et arbejdsmarked, hvor der sker et ryk, bl.a. på det private område, hvor fraværsretten ved barns sygdom udvides fra 2 til 3 dage, og kravet er også rejst ved de offentlige overenskomstforhandlinger. For hvis man kigger på andre perspektiver end barnets, er der også flere argumenter for, at det skal være anderledes. Bl.a. lærte vi allesammen under corona lidt om smittekæder, og hvordan man bryder dem. Vi blev alle sammen opfordret til, uanset om vi var barn eller voksen, at tage en feberfri dag derhjemme, sådan så man ikke smitter de andre på sin arbejdsplads, eller at børnene ikke smitter de andre i institutionen, uanset om det er pædagoger, lærere eller andre børn. I det konkrete borgerforslag her bliver der henvist til den svenske model, og selv om den kan have mange fordele, er jeg ikke sikker på, at det er det rette at introducere en svensk model i dansk kontekst. Det er bl.a., fordi jeg som Enhedslistens ordfører er bekymret for ligestillingen, for det nytter ikke noget at løse et problem, ved så at introducere eller forværre et andet. Og jeg kan have en bekymring for, at det vil ende med, at det altid er mor eller i rigtig høj grad vil være mor, der går hjemme med et sygt barn, fordi det er hende, der har den laveste løn; i øvrigt et andet problem, som vi også skal og er godt i gang med at fikse. Dertil kommer, at der er tale om en dagpengeløsning, som gør, at man ved barns sygdom får 80 pct. af lønnen, imod hvad jeg synes er det rimelige, nemlig 100 pct. af lønnen. Så der er nogle ting ved den svenske model, som jeg ikke synes er særlig gode. Det, jeg håber i dag, er, at arbejdsmarkedets parter virkelig, virkelig har lyttet godt efter de taler, der er blevet holdt fra Folketingets talerstol. For den her debat og den her problemstilling forsvinder ikke; den er kommet for at blive. Jeg er med på, at der er nogle, der henviser til beslutningsforslag, der er fremsat for 30–40 år siden. Men jeg har også en tro på, at vi møder en ny forældregeneration, som kræver deres ret på en helt anden måde, end hvad vi tidligere har været vant til, og også nogle, der vil træde ind på arbejdsmarkedet og ser det som et konkurrenceparameter blandt de virksomheder, de skal finde ansættelse hos, at de bliver tilbudt fleksibilitet, også på det her område. Tak for ordet, formand.

Tak til ordføreren for talen. Der er et par korte bemærkninger. Den første, der har bedt om ordet, er fru Mai Villadsen fra Enhedslisten.

Tak til fru Samira Nawa for at sige en masse rigtig kloge ting. Jeg deler analysen til fulde, men jeg er i tvivl om, om jeg deler indstillingen til det her borgerforslag. Selv hvis Radikale nu ender med at stemme gult eller stemme imod, kunne man så se sig selv i en anden model i fællesskab? For jeg deler sådan set kritikken af den svenske model, og at den også rejser nogle problemer, men kunne det tænkes, at vi partier, der er enige på tværs, kunne se noget i fællesskab? Det har vi jo gjort før på sådan lidt svære områder som det her, hvor vi deler analysen og ønsker samme mål. Det kunne jeg drømme om.

Ordføreren.

Jeg synes også, at vi på også vanskelige spørgsmål er lykkedes med at have nogle gode debatter og også finde en nogle gange måske snørklet vej, men finde hen imod en løsning. Det gælder spørgsmålet omkring sexisme på arbejdsmarkedet, som blev et trepartsspørgsmål. Der har været et lønløft, og der har været barsel. Altså, der er flere ting, som også er nævnt i Folketingssalen i dag. I Radikale Venstre er vi sådan set altid indstillet på at have den her dialog med andre partier og med arbejdsmarkedets parter ikke mindst. Det vigtigste for mig var måske også afslutningen i min tale, nemlig at jeg virkelig håber, at arbejdsmarkedets parter har lyttet godt med. For som ordføreren for Enhedslisten også selv tidligere var inde på, har alle talere her kunnet sætte sig ind i den situation at have et barn, der er syg, og ikke vide, hvad man skulle stille op, og det er også på tværs af blå og rød og i midten. Altså, der er ikke noget, der på den måde kan kategorisere, hvem der mener hvad her i Folketingssalen.

Spørgeren.

Jeg tror, ørerne virkelig er slået ud hos arbejdsmarkedets parter. Det kan vi jo bare se med de flotte private overenskomster, der blev forhandlet sidst, hvor man jo virkelig gjorde noget, synes jeg, grundlæggende anderledes med både ret til bedsteforældersygedag og flere sygedage. Udfordringen i min optik er bare, at midlerne jo ikke er der i så stor stil. Altså, at give en fuld rettighed til børnene koster meget, og det synes jeg er meget faktisk at lægge ned over nogle forhandlinger. Det går jo ud over, hvad kan man sige, lønstigninger og meget andet. Derfor håber jeg, at vi kan gøre noget i fællesskab. Hvis ikke det er løst af parterne, hvilket jeg simpelt hen ikke tror det kan være på kort sigt, så må vi gøre noget i fællesskab.

Ordføreren.

Jeg tror heller ikke, der er en snuptagsløsning, eller at det lige bliver med den næste overenskomst, parterne får løst problemerne, men jeg ser virkelig gode takter og er helt enig med spørgeren i, at den overenskomst på det private område, som vi lige har set, har vist vejen. Jeg hæfter mig også ved, at kravet er rejst ved de offentlige overenskomstforhandlinger, der går i gang nu her i december, i næste måned.

Den næste, der har bedt om ordet, er hr. Sigurd Agersnap fra SF.

Jeg vil også tilslutte mig koret og sige tak for en god ordførertale. Jeg deler fuldt ud af analysen, både af, at der er en anden forældregeneration, som vil have nogle andre balancer mellem arbejds- og familieliv, og også af, at vi har et ret stort samfundsproblem. Men jeg blev simpelt hen i tvivl om, om Radikale Venstre også mener, at der er en opgave for os politikere i at håndtere det her, så mit spørgsmål lyder bare: Vil Radikale Venstre bakke op om borgerforslaget her, og har man ellers nogle andre modeller til, hvad man kunne gøre politisk?

Ordføreren.

Vi kommer ikke til at støtte det her borgerforslag, bl.a. på baggrund af nogle af de ting, jeg nævnte omkring den svenske model, der eksplicit er nævnt i borgerforslaget, og det er dels ligestillingperspektivet eller dagpengeløsningen, som ligger i den svenske model. Dertil kommer jo også finansieringspørgsmålet. Det er jo den måde, vi også plejer at gå til lovforslag, beslutningsforslag og borgerforslag på, at når der er tale om så stor en finansiering, som ikke er anvist, eller som vi ikke i fællesskab kan finde anvisning til, så er det svært at støtte. Jeg regner med, at Radikale Venstre kommer til at trykke på den gule knap, simpelt hen også for at vise, at vi mener, at det er alvorligt, at vi ikke har en løsning på problemet for de børn, der bliver syge, og bliver sendt syge i institution.

Spørgeren.

Jeg synes jo, at i forhold til finansieringen kan man ikke forvente at et borgerforslag har gennemskuet de offentlige finanser og lige præcis anvist, hvor pengene er. Det må partierne selvfølgelig fremlægge i en udvalgsbehandling eller i en betænkning, altså hvor man vil finde pengene. Jeg synes, der er et politisk spor i det her, og jeg kunne måske spørge til ligestillingperspektivet i det. For hvis man siger, at det bare skal løses af arbejdsmarkedets parter, er det jo sådan, desværre, at vi stadig væk har et meget kønsopdelt arbejdsmarkedet. Vi har flere mænd, der er privatansatte, og flere kvinder, der er offentlige ansatte, og det er kvinderne, der tager barns sygedag. Man har samme ramme at forhandle om inden for det offentlige, men der er det meget dyrere at sikre barn sygedage. Tror ordføreren, at det kan lade sig gøre, selv om rammen er den samme?

Ordføreren.

Jeg bilder mig ikke ind, at der er nogen af os, der sådan lige kan tænke på den geniale løsning, der både tager hånd om den udfordring, der er ved, at børn bliver sendt syge i daginstitution, og samtidig at vi ikke får skabt eller forværret et ligestillingsproblem. Men hvis man ender med at have nogle sygedage per forælder og en enighed om, at man skal have en feberfri dag hjemme, så kunne det jo godt være, at det ender med, at der er en bedre ligestilling og en bedre fordeling af, hvem det er, der tager de sygedage. Det fordeler man jo nok mellem sig i familien, især hvis der f.eks. går en 5-6 dage, før et barn er feberfrit.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så jeg siger velkommen til den sidste ordfører i rækken, fru Helene Brydensholt fra Alternativet.

Tak for ordet, formand. Jeg står her som børneordfører og ikke som beskæftigelsesordfører, hvad jeg også har har nævnt flere gange i debatten, og det gør jeg, fordi jeg er her for at tale børnenes sag. Jeg vil gerne starte ud med at sige tak til stillerne bag det her borgerforslag. Men jeg vil selvfølgelig også gerne sig tak til dem, der på meget få dage har skrevet under på det. Jeg forestiller mig, at langt de fleste af dem, der har skrevet under på det her borgerforslag, er småbørnsforældre eller måske nogle bedsteforældre eller i hvert fald nogle, der har haft småbørn. På den måde kan man sige, at vi har talt rigtig meget om den danske model og trepartsforhandlinger i dag. Men man kan jo også sige, at det her er en forhandling mellem de danske småbørnsforældre og Folketinget. Sådan ser jeg i hvert fald på det. Når jeg nu skal sige, hvad Alternativets stilling til det her, og hvordan vi ser på sagen, så kommer vi selvfølgelig til at støtte det her borgerforslag, som vi også har gjort ved tidligere borgerforslag, som har handlet om det samme. Jeg må bare sige, at jeg slet ikke kan begribe, hvordan et velfærdssamfund som Danmark ikke endnu har kunnet finde ud af at løse det her problem, når vi ser lande som Sverige og Norge, der har fundet løsninger på det. Hvordan kan et rigt velfærdssamfund som Danmark ikke se, at det er fuldstændig indlysende, at vi selvfølgelig skal sikre børns ret til at være syge hjemme, helt indtil de er raske? Det er en fuldstændig basal lige ud rettighed, som alle børn, uanset hvilken overenskomst deres forældre har, eller om de overhovedet har en overenskomst, selvfølgelig skal have. Børn skal ikke sendes syge afsted i dagtilbud eller i skole. Det giver ikke nogen mening, at der overhovedet kan være to meninger om det her i Folketinget – men det er der så. Jeg forstår jo så heller ikke, hvordan et land som Danmark, der har skrevet under på børnekonventionens artikel 3 om, at barnets tarv skal komme i første række, kan forsvare over for FN’s Børnekonvention og andre lande, at vi ikke kan finde ud af i den her henseende at sætte børnenes tarv i første række. Det forstår jeg ikke. Vi ved, at problemet er stort. Flere har nævnt det. Fire ud af ti forældre har sendt deres børn syge i dagtilbud. Hvad er konsekvenserne af det? Det er selvfølgelig både børnenes trivsel, som det går ud over først og fremmest. Det er også forældrenes trivsel, for det handler om forældre, der ikke kan få lov til at holde fri af deres arbejdsplads, og derfor er nødt til at sende børnene afsted med en panodil. Det er selvfølgelig også smittespredning, som flere også har været inde på, altså at børnene kommer syge i dagtilbud, smitter andre forældres børn, og så er der andre forældre, der står med håret i postkassen dagen efter, og ikke mindst andre børn, som måske, måske ikke bliver sendt syge afsted. Så ved vi jo også, at der er et problem med – det har undersøgelser også vist – at forældre selv melder sig syge, og det har jeg fuldstændig forståelse for. Men det giver jo også et forvrænget billede af, hvad det her egentlig er. Jeg forstår egentlig ikke, hvorfor man ikke fra Folketingets side og endda fra arbejdsgivers side ønsker en eller anden form for gennemsigtighed på det her. For det kan da ikke være nogen interesse i, at forældre melder sig selv syge, når det egentlig er børnene, der er syge. Lad os dog få noget gennemsigtighed og ærlighed omkring det frem. Nu er det kun blevet sagt et par gange her i salen i dag, men det bliver sagt rigtig meget af arbejdsmarkedets parter, både fagforeninger og arbejdsgivere, at det her er et sympatisk forslag, og det bliver jeg rigtig provokeret over, men at kalde det her et sympatisk forslag er at tale ned til børn og forældre. Det her er ikke et sympatisk forslag. Det handler om børns trivsel og børns ret til at være syge, ligesom vi godt kan finde ud af at sige, at selvfølgelig skal voksne ikke komme på arbejde, når de er syge. Det her er ikke et sympatisk forslag – det er et fuldstændig indlysende forslag. Derudover er det også et forslag, der giver supergod mening for den danske økonomi og for vores samfund som helhed. For vi kan da kun have en interesse i, at børn kan trives, og at børn ikke mistrives. Det er en investering i børns trivsel, og de her børn skal også videre i skole, og de skal videre ud på arbejdsmarkedet. Det er en investering i børn. Jeg ved fra et tidligere borgerforslag, at ministeriet har givet en interesseorganisation for børn, nemlig Børnenes Bureau, der handler om, at man ikke kan afvise, at det her forslag er udgiftsneutralt. Jeg bliver også enormt provokeret, når man kalder det her en udgift. Jeg kalder det en investering, og det kan meget, meget vel både være en udgiftsneutral investering. Det kan også være, det er en investering, der giver nogle positive tal på bundlinjen, og det er selvfølgelig på både trivselsbundlinjen og den økonomiske bundlinje. Nu har jeg snart brugt min taletid, og de fleste ordførere har forladt salen – det kan jo være, der er nogle, der kigger med derude – men jeg håber, at ordførerne har lyttet med og vil genoverveje deres stilling til det her borgerforslag. Alternativet stemmer i hvert fald for, at det her skal være en rettighed for alle børn.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak. Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Beskæftigelsesudvalget, og hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget. Det er vedtaget.

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er fru Karin Gaardsted fra Socialdemokratiet.

Tak for ordet. Jeg er her som afløser for vores kirkeordfører, Kim Aas. Socialdemokratiet støtter L 68, fordi det jo i bund og grund handler om noget helt simpelt, nemlig at gøre hverdagen lettere for de mennesker, der hver dag får folkekirken til at fungere. Menighedsrådet er bygget på ildsjæle, på mennesker, der frivilligt bruger tid, kræfter og hjerteslag på kirkeliv og fællesskab. Derfor er det også helt rigtigt, at vi nu rydder op i unødige regler, professionaliserer ledelsen og fjerner noget af det tunge administrative arbejde, som alt for ofte står i vejen for det, som virkelig betyder noget. Med L 68 gør vi især tre ting, som Socialdemokratiet ser som afgørende. For det første giver vi menighedsrådene stærkere og mere ordentlige rammer. Når personalearbejdet bliver mere professionelt, får både præster og ansatte en bedre hverdag, og samarbejdet lokalt bliver stærkere. Det er helt nødvendigt. For det andet giver vi mere frihed lokalt. Menighedsråd er forskellige, og sogne er forskellige, og derfor er det sund fornuft, at man selv kan fastsætte størrelsen på rådet og indrette sig efter lokale forhold. Det er tæt på virkeligheden, og det er langt væk fra skrivebordsløsninger. For det tredje tager vi presset af frivillige ved at flytte det store ansvar for præsteembedets ejendomme væk fra menighedsrådene og over til provstiet. Det er en kæmpe byrde at drive ejendom, og det skal det ikke være. Det trætter de frivillige, og med det her beholder vi samtidig fleksibiliteten, så lokalt kendskab stadig kan spille en rolle. Så vil jeg fremhæve en ting, som vi i Socialdemokratiet er meget glade for, nemlig stærkere støtte til middelalderkirkerne. De kirker er vores fælles kulturarv, og det er ikke rimeligt, at et lille menighedsråd i et landdistrikt skal stå alene med vedligeholdelsen af en bygning, der er 800 år gammel. Med en ny enhed samlet om opgaven får vi både viden, økonomi og kvalitet i spil. Det er klogt, og det er også ansvarligt. Alt i alt gør L 68 folkekirken mere robust, mere moderne og mere fair for dem, der bærer den på skuldrene. Vi støtter forslaget, og vi glæder os til udvalgsarbejdet. Tak for ordet.

Tak til fru Karin Gaardsted. Der er ingen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken. Den næste ordfører er hr. Erling Bonnesen fra Venstre.

Tak for det. Da vores sædvanlige ordfører på sagen er blevet akut forhindret, er det mig, der står her. Jeg kan starte med at sige, at vi også i Venstre støtter lovforslaget, og i øvrigt er jeg helt enig i alt det, som den foregående ordfører har sagt, hvilket jeg tror vil være tydeligt, når jeg nu læser vores ordførertale op. Den lyder sådan her: Vi behandler i dag et lovforslag, der har til formål at gøre det mindre administrativt tungt at være menighedsrådsmedlem med det klare formål, at det enkelte menighedsråd og menighedsrådsmedlem får bedre mulighed for at fokusere på den egentlige kerneopgave, nemlig kirkens fortsatte liv og vækst. Samtidig har lovforslaget også til formål at understøtte vedligeholdelsen af folkekirkens middelalderkirker, hvilket jo også er en stor opgave. Menighedsrådene er helt centrale for den særlige rolle, som folkekirken spiller i Danmark. De er med til at forme og værne om kirkens lokale liv. De er med til at binde kirken tæt sammen med det lokalsamfund, som kirken også er en vigtig del af, og ikke mindst understøtter menighedsrådene, at kirken fortsat er et vigtigt samlingspunkt for både unge og ældre. Men menighedsrådene bærer i dag også et stort administrativt ansvar som forvaltere af kirkens bygninger, økonomi og personale, og med lovforslaget ønsker vi derfor at gøre det administrativt lettere at være menighedsrådsmedlem, så medlemmerne får frigivet mere tid til arbejdet med kirkens liv og udvikling. Med lovforslaget sikrer vi først og fremmest en større professionalisering af menighedsrådenes personaleledelse og et styrket fokus på arbejdsmiljøet i folkekirken. Det skal bl.a. ske ved at gøre rollen som personaleansvarlig endnu mere tydelig og ved at indføre et obligatorisk kursus for den valgte personaleansvarlige. Derudover vil vi sikre nye tiltag, der skal aflaste menighedsrådenes administrative arbejde med vedligeholdelse og drift af tjenesteboliger, præsteembedernes landbrugsejendomme og jord m.v. i sognet ud over kirken. Det foreslås her, at denne opgave som udgangspunkt varetages af provstiudvalget, dog med mulighed for lokal fleksibilitet, hvilket er vigtigt. Derfor lægges der også med lovforslaget op til, at der kan fastsættes regler om, at budgetsamråd kan beslutte, at kun dele af ejendommene overføres til provstiudvalget. Lovforslaget sikrer også en forenkling af reglerne om valg og sammensætning af menighedsråd med mere lokal fleksibilitet, og netop mere lokal fleksibilitet synes vi er vigtigt. Fremover skal menighedsrådene derfor have mellem 5 og 10 valgte medlemmer med mulighed for at hæve antallet af medlemmer med op til 3. Med lovforslaget sikrer vi samlet set en historisk stor forenkling og understøttelse af menighedsrådsarbejdet, som bygger på konkrete anbefalinger fra en bred repræsentation af folkekirkens parter, og det er vigtigt, at de har været godt med inde over. Derfor støtter Venstre lovforslaget. Tak.

Tak til ordføreren for Venstre. Den næste i talerrækken er Søren Espersen fra Danmarksdemokraterne.

Tak. Jeg er meget glad for den kæmpestore interesse, der har været for lovforslaget her, og det er jo ikke mindst engagementet i høringsprocessen, som har været enormt. Det har været af kæmpe betydning i forhold til at kunne imødekomme forskellige justeringer i lovforslaget, som det nu ligger. Ydermere er jeg mere end tilfreds med, at lovforslaget nu så stærkt indeholder menighedsrådenes vetoret, således at intet påtvinges dem, eksempelvis hvis provstiudvalget pludselig skulle finde på at plastre sognets smukke kulturlandskaber til med hæslige jernmarker. Nu, jeg er i gang, vil jeg også sige, at det glæder mig, at vi ender med en meget, meget omfattende aftale, hvor alle Folketingets partier er med om bord. Tak til partiernes ordførere, og tak til kirkeministeren for en god mødeledelse, som gjorde en aftale mulig. I processen i denne sag om folkekirken og i det hele taget om emnet i det daglige har det store flertal i Folketinget igen igen demonstreret respekt og forståelse, ja, her og der ligefrem kærlighed til folkekirken. Det må vi huske at hæge om. Folkekirken er unik i sin struktur. Her er vitterlig højt til loftet. I Danmarks 2.133 sogne bestemmer 1.919 menighedsråd, som reelt bestemmer, hvad der skal ske, og hvad der skal bruges penge på. Det er imponerende, at så mange lægger energi og tid i rådsarbejde. Det er Folketingets opgave ikke at bestemme, men at sætte rammerne for deres arbejde, således at menighedsrådene kan bruge kræfterne på menneskene i sognene frem for på bureaukrati. Så sker det indimellem, at rådsmedlemmer kommer op at toppes over et eller andet, og at der i den periode måske ligefrem er uro i sognet. Pressen elsker den slags, det ved jeg, for jeg har selv som journalist med stor fornøjelse skrevet om den slags. Og det bliver slået fast af såvel journalister som læsere, at sådan er folkekirken. Det passer bare ikke, for prøv lige at erindre tallene: 1.919 menighedsråd med gennemsnitligt 7 medlemmer. Vi taler her om knap 15.000 mennesker, og så hører vi i Kirkeudvalget af og til om uro i et sogn. Nej, sagen er jo modsat den, at menighedsrådsarbejdet rundtom i landet generelt foregår ordentligt og stille og roligt uden de store falbelader. Det skal vi vide at værdsætte. Med lovforslaget her, L 68, får menighedsrådene en håndsrækning med tak for det kolossale arbejde, der udføres i vores sogne. Tak.

Tak til ordføreren fra Danmarksdemokraterne. SF's ordfører, hr. Sigurd Agersnap, er den næste på talerstolen.

Tak for ordet, formand. I SF bakker vi op om, at menighedsrådenes arbejde skal forenkles og understøttes bedre. Menighedsrådene spiller en helt afgørende rolle for folkekirkens lokale, demokratiske og folkelige forankring. Og lovforslaget her giver større fleksibilitet, i forhold til hvordan menighedsrådene kan organisere sig, og det synes vi er meget velkomment. Vi håber, at det vil gøre arbejdet mere overskueligt og også mere attraktivt for flere at engagere sig i. Vi deler Landsforeningen af Menighedsråds ønske om, at det både skal være attraktiv at være medlem af et menighedsråd og at være ansat i folkekirken, og det her lovforslag er et skridt i den retning. I SF er vi også tilfredse med, at der nu kommer et øget fokus på personaleledelse. Det er en vigtig og krævende opgave at være arbejdsgiver, og derfor er det fornuftigt, at der udpeges en personaleansvarlig, som får den nødvendige uddannelse til rollen. Vi har samtidig lyttet til de mange høringssvar, der har udtrykt bekymring over at flytte ansvaret for præsteboligerne fra menighedsrådene til provstiudvalgene, og vi er derfor glade for, at ansvaret kan fastholdes i menighedsrådet, hvis man ønsker det lokalt. Endelig vil jeg bare kort berøre spørgsmålet om menighedsrådenes størrelse. Vi har noteret os, at flere af høringssvarene peger på, at færre medlemmer kan betyde mindre lokal forankring og en større arbejdsbyrde for de tilbageværende. Vi er derfor godt tilfredse med den foreslåede løsning, som betyder, at man lokalt kan beslutte, om antallet af valgte menighedsrådsmedlemmer skal øges med tre. Alt i alt er det her et lovforslag, som styrker og moderniserer menighedsrådenes arbejde og skaber en mere professionel, mere fleksibel og fortsat stærk, demokratisk forankret folkekirke. Og derfor stemmer SF for forslaget.

Tak til ordføreren fra SF. Den næste ordfører er hr. Carl Andersen fra Liberal Alliance.

Mange tak, formand. Den danske folkekirke er en lidt speciel konstruktion. For vi har religionsfrihed i Danmark, men den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten. Det står der i vores grundlov, og en del af den understøttelse, kan man sige, er, at det er os herinde i Folketinget, der laver vedtægterne for folkets kirke, og de vedtægter har ikke været behandlet længe. Derfor var vi i Liberal Alliance også rigtig glade for, at der blev iværksat en arbejdsproces, som efter vores mening var lang og dybdegående, med forskellige folkelige og kirkelige aktører, som skulle komme med forslag til forenklinger af menighedsrådsarbejdet, og som efterfølgende også skulle komme med en model til, hvordan vi bedst muligt tager hånd om de mange middelalderkirker, som vi har rundtom i det danske land, og som også fortjener vores opmærksomhed herinde. Jeg vil starte med den del, der handler om menighedsrådsarbejdet. For på baggrund af anbefalinger fra styregruppen for forenkling og bedre understøttelse af menighedsrådsarbejdet, der bestod af aktører fra hele det kirkelige miljø, altså både menighedsrådene, men også biskopper, præster og andre, blev der landet en politisk aftale, som helt eller delvis implementerede 23 ud af 24 anbefalinger, og det var vigtigt for Liberal Alliance, at aftalen lå så tæt som muligt op ad de anbefalinger, der var fra styregruppen. For når vi laver ændringer i folkekirken, skal vi gerne gøre det på en måde, så flest mulige kan se sig selv i det. Det var også det, der lå i styregruppens kommissorium, altså at se, om man kunne opnå enighed, og der var nærmest enighed om alle forslagene deri. Nu er 23 ud af de her 24 anbefalinger altså ved at blive til lovgivning, og det er jo sådan, at der ikke er én person, der kan tale på vegne af folkekirken, for det er nemlig folkets kirke. Derfor har det også været vigtigt for os, at man i den politiske aftale sikrede så meget frihed og fleksibilitet derude lokalt som muligt, så man kan organisere sig bedst muligt, uanset om man er aktiv i Aabenraa eller Øster Linnet Sogn, i Malt eller Skads Provsti eller i Ribe eller Haderslev Stift, for bare at nævne nogle af de kirkelige områder, der er i min egen hjemstavn i det syd- og sønderjyske. Målet med lovgivningen er at afbureaukratisere og gøre det mere attraktivt at engagere sig i det lokale kirkeliv og give flere frihedsgrader til lokal organisering. Derfor har høringsfasen til dette lovforslag også haft rigtig stor betydning. For vi ønskede at gøre det, som folkekirken bredt set ønskede sig. Så derfor er der løsnet op for mange af de store knaster, der var for styregruppens arbejde. Særlig i forhold til den del, der handler om, hvor ansvaret for præstegårde og jorder skal ligge, er der blevet løsnet meget op. I stedet for at ansvaret for præstegårde og jorder f.eks. skal flyttes op til provstiniveau, er det nu en lokal beslutning, hvorvidt man ønsker at fastholde ansvaret for dem eller blot en af delene. Selv i de provstier, hvor man ønsker at flytte ansvaret op, har man faktisk en mulighed for at lave undtagelser dertil, hvis man har en helt særegen interesse i at fastholde ejerskabet over f.eks. en præstebolig. Det kender jeg godt til. For der er faktisk nogle steder, hvor præsteboligen og den lokale præst spiller en meget vigtig rolle i lokalsamfundet, altså både som en samfundsaktør, men også som et samlende punkt. Det er jo tit kirken, der er det sidste, der lukker i et lokalsamfund, hvis det nogen sinde lukker, så derfor er det vigtigt at understøtte det. En af de andre knaster var jo menighedsrådenes størrelse. Det har været vigtigt for os at sikre, at der ikke står tomme stole, når der er menighedsrådsvalg, så derfor blev standarden for menighedsrådene også reduceret. Men der er givet frihed til, at man lokalt kan udvide antallet af menighedsrådsmedlemmer, hvis der lokalt er et godt engagement. For vi skal jo selvfølgelig ikke sørge for, at vi laver lovgivning, der bremser folk, der ønsker at engagere sig i nogen som helst former for foreninger. Derudover er der i det her lovforslag mange andre ændringer, og det er også nogle vigtige ændringer. Bl.a. højnes forventningerne til kompetencerne i landets menighedsråd. For menighedsrådene er jo faktisk personaleansvarlige for en lang række medarbejdere. Vi muliggør digitale møder, og beslutninger om f.eks. kirkegårdene bliver i langt højere grad decentraliseret til de enkelte menighedsråd. Det viser jo også, at det var på tide, at vi fik opdateret de her regler. En særlig ændring, der ikke har fået så meget omtale, men som jeg som sønderjysk folketingsmedlem gerne vil fremhæve, er, at det tyske mindretal i grænselandet fremover får langt flere rettigheder i deres lokale menighedsråd i de sønderjyske kommuner, og det synes jeg egentlig er en meget fin gestus her i 70-året for København-Bonn-erklæringerne. Den sidste del af lovforslaget handler om vedligeholdelse af middelalderkirker. For vi har faktisk flere steder i landet reelle udfordringer med faldende medlemstal samtidig med et stigende udgiftsbehov – det kunne Lolland være et godt eksempel på – og hvordan sikrer vi så, at denne unikke kulturarv bevares, og at den i størst muligt omfang bliver i folkekirkens ejerskab? Her er et center for middelalderkirker et bud, som kirken selv er kommet med, og som det her lovforslag implementerer. Vi ser meget frem til udvalgsarbejdet, og vi har været glade for alle de høringssvar, der er kommet. Så skulle jeg hilse fra Dansk Folkeparti, der desværre ikke kunne være her, og sige, at de støtter helhjertet op om forslaget, og at de har været glade for processen.

Tak til ordføreren for Liberal Alliance. Jeg ser ikke en ordfører fra Moderaterne til stede, men jeg ser til gengæld fru Helle Bonnesen fra Det Konservative Folkeparti, som er den næste på talerstolen.

Folkekirken – nogle af os bruger den ofte, nogle af os bruger den kun til højtider, rigtig mange bruger den, når livet gør ondt, og andre bruger den aldrig, men man ved, at den er der for os, hvis man får behov. Jeg har derfor meget stor respekt for folkekirken og den struktur, vores folkekirke hviler på, med lokal forankring, og at den er baseret på en symbiose af åndelighed og civilt arbejde. I dagens forslag handler det primært om menighedsrådenes arbejde. Aftalen, som hører til forslaget, fik bred politisk opbakning, herunder også fra Det Konservative Folkeparti, og vi kommer til at støtte forslaget. I forbindelse med sagsbehandlingen af L 68 er der kommet over 1.000 siders høringsnotater. Jeg kan simpelt hen ikke huske noget tidligere forslag, hvor der har været 1.000 sider, og jeg kan heller ikke huske det præcise tal. Men min reaktion var, at det her er, lige som folkekirken skal være: en folkekirke med stort engagement baseret på lokale menigheder, en levende folkekirke, som gerne vil blande sig, og en folkekirke som berører rigtig mange folks hverdag og liv. Vi står nu over for en ret omfattende lovgivning, som adresserer rigtig mange udfordringer. Forslaget handler helt kort om menighedsrådets administrative arbejde, den uhyre tunge opgave med varetagelse af ansvaret for ejendomme og jorder, fleksibilitet ved ansættelse af antallet af medlemmer i menighedsrådet og en række mindre forhold. Andre ordførere før mig har detaljeret gennemgået det, så jeg har ikke behov for at dykke mere ned i det. Men jeg har nogle observationspunkter og nogle refleksioner, som jeg gerne vil dele. For det første er der medarbejdertrivslen. Medarbejdertrivslen har været en af de vigtige brikker i det her lovgivningsarbejde, og vi har været udfordret. Desværre er der et åbenlyst behov for at sikre bedre forhold for det faglige personale, som samarbejder med et folkevalgt råd, og at sikre bedre arbejdsforhold internt i rådene. Hvordan håndterer man kirkens alvorlige udfordringer, samtidig med vi ikke rører ved et råd, som er folkevalgt? Jeg synes, vi har fundet en løsning, hvor det reelt er muligt at bede et medlem om at forlade et råd i de helt særlige tilfælde, hvor det er påkrævet. Det vil i givet fald ske via meget konkrete processer med indblanding flere steder for at sikre et fair forløb. Det synes jeg er fint fundet som løsning på den her delikate problemstilling. Men det er afgjort et område, vi skal følge, for ingen må føle sig utryg ved at gå på arbejde eller være en del af et råd. For det andet er der middelalderkirkerne. De er jo på én gang vores store kulturarv og samtidig en potentielt uoverskuelig opgave for et mindre råd, som ikke nødvendigvis har kompetencerne eller tiden, og de er kirker, som er bygget i en tid, hvor befolkningen fordelte sig helt anderledes i landet, end den gør i dag. Med hensyn til middelalderkirkerne er det et nødvendigt skridt, at vi nu får et retsligt grundlag for etablering af en enhed til understøttelse af vedligeholdelsen af middelalderkirkerne. Jeg håber, vi kan ende med, at præsterne i de relaterede kirker bliver indblandet i det arbejde. For det tredje er der valg til provstiudvalgene . I dag er det er præsterne, som bestemmer, hvem de vil repræsenteres af i provstiudvalgene, men fremover kan vi faktisk reelt ende med en situation, hvor lægmænd kan ende med at tage den beslutning på præsternes vegne. Det er for mig et observationspunkt, som vi også bliver nødt til at følge. Til sidst – og generelt – vil jeg sige, at det er lang tid siden, der har været så omfattende en opdatering af lovgivning på kirkepolitikområdet, rigtig mange år siden. Jeg er overbevist om, at vi er nødt til at se løbende på de strukturer og forbedringer, der skal til, i stedet for at samle lidt til bunke. Folkekirken lever, og den fortjener til enhver tid at få de nødvendige lovgivningsmæssige tilpasninger. Det Konservative Folkeparti støtter forslaget og takker samtidig de andre ordførere for et virkelig konstruktivt og godt samarbejde om at finde sammen om en aftale tilbage i maj. Tak for ordet.

Tak til ordføreren fra Det Konservative Folkeparti. Fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten er den næste på talerstolen.

Lovforslaget her vedrører den politiske aftale om forenkling og bedre understøttelse af menighedsrådsarbejdet samt anbefalinger fra Udvalget vedrørende bæredygtig finansiering af folkekirkens fælles opgaver. Lovforslaget har, som flere ordførere allerede har været inde på, til formål at øge professionaliseringen af menighedsrådenes personaleledelse, styrke fokusset på arbejdsmiljø og styrke samarbejdet mellem forskellige typer af funktioner i folkekirken. Det har også til formål at aflaste forvaltningen i menighedsrådene af fast ejendom og at styrke samarbejdet med økonomiforvaltningen i provstiet. Så er der endvidere tiltag til styrkelse og forenkling af regler om valg og sammensætning af netop de lokale demokratiske organer, og endelig skal det sikre et retligt grundlag for bl.a. etablering af en enhed, der skal understøtte vedligeholdelsen af middelalderkirkerne rundtomkring i vores land. Som det sker så mange steder i et foreningsliv land som Danmark, kan krydsfeltet mellem på den ene side et stærkt engagement og frivillighed og på den anden side lønnede positioner og professionalisering vise sig at være en udfordring. Det er jo noget af det, som lovforslaget her rent faktisk tager hånd om. Vi er i Enhedslisten grundlæggende tilhængere af, at mennesker, som er på lønningslister, får klare rammer for deres arbejdsvilkår, og det gælder naturligvis også her. At sikre transparens og tydeligere ledelsesforhold og at styrke professionelle realiseringen og ansvarligheden i opgavevaretagelsen er klogt. At finde det ideelle snit mellem lokal forankring og sikring af et kvalificeret et ansvar er også gode, men det kan altid være udfordrende, og formentlig findes der heller ikke ét rigtigt og entydigt svar. Derfor er det for os i Enhedslisten været vigtigt i det her forløb, der har været foretaget meget grundig høring ad et par omgange faktisk og grundige politiske drøftelser i ordførerkredsen både før og efter, og vi synes, det er klogt med de tilpasninger og den fleksibilitet, der er blevet lagt ind i det endelige lovforslag, som er det, vi forhandler i dag. Det er formentlig også det, der gør, at der synes at være en meget bred og altovervejende meget positiv opbakning til lovforslaget, som vi nu har liggende foran os. Tak til ministeren for det forløb, tak til ordførerkollegaerne for det gode samarbejde, og så vil jeg sige helt kortfattet, at vi bakker op om lovforslaget, og jeg skulle hilse fra Alternativet og sige, at det gør de også.

Tak til ordføreren fra Enhedslisten. Vi har hørt, at der skulle hilses fra Alternativet, og jeg ser ikke nogen fra Radikale Venstre eller nogen privatister. Så er det kirkeministeren, der skal på talerstolen.

Tak for det, formand. Og også tak for den meget positive modtagelse af lovforslaget. Jeg synes også, det er på sin plads at takke alle partierne bag aftalen for et utrolig konstruktivt forhandlingsforløb, hvor vi over flere møder så hinanden i øjnene, fik høvlet knasterne af de steder, hvor der var knaster, og nåede frem til et rigtig godt resultat. Det resultat, vi nåede frem til, og det lovforslag, vi behandler her i dag, er jo i virkeligheden kulminationen af flere års arbejde, hvor der, som flere ordførere også var inde på, har været en bred inddragelse af folkekirkelige repræsentanter, der har fået den opgave at se på, hvordan man kan gøre det administrativt lettere og mindre bøvlet at være menighedsråd, så man i stedet for at fokusere på papirarbejde kan fokusere på den opgave, man har med at understøtte kirkens liv og vækst. Jeg er stolt af, at der har været bred politisk opbakning til lovforslaget, og med Alternativets tilslutning her i dag opnår vi enten helt eller næsten fuld plade, og det synes jeg er godt. Det er også godt for vores folkekirke, at de store ændringer, der bliver lavet, bliver lavet med brede politiske flertal, så tusind tak for det. For det, vi gør nu, er historisk. Vi er ved at skrive historie med det her lovforslag. Det er de største ændringer i 30 år på det folkekirkelige område, og det er en ambitiøs ændring af menighedsrådsloven og anden folkekirkelig lovgivning. Hvorfor er det så, vi gør det her? Jo, grundlæggende vil vi sikre, at menighedsrådene får bedre muligheder for at fokusere på kirkens liv og vækst samt på det meget store fællesskab, de er en del af. Folkekirken er jo stadig væk det største frivillige fællesskab i Danmark, og derfor skal vi hylde de ildsjæle, der i deres fritid – i deres fritid – bruger tid, energi og ressourcer på at gøre en indsats for deres lokalsamfund, deres kirke og deres tro. Vi sikrer med det her lovforslag, at landets menighedsråd fortsat er fundamentet for vores lokalt forankrede folkekirke, hvor det helt nære demokrati viser sig fra sin stærkeste side. Jeg får lyst til at citere I.C. Christensen, menighedsrådenes fader, som, da der skulle laves menighedsrådslovgivning tilbage i 1901, sagde, at skal man gøre et fællesskab stærkt, skal man give dets medlemmer indflydelse derpå. Og jeg synes i virkeligheden, at det er det, vi cementerer her i dag ved at sige, at vi har en decentral og lokalt forankret folkekirke, hvor det nære demokrati får lov at virke. Vi styrker faktisk decentraliseringen. Vi giver mere frihed og mere fleksibilitet lokalt. Det vil f.eks. ikke længere kræve ministeriets godkendelse at etablere samarbejde mellem provstiudvalg om bygningsvedligeholdelse og drift af præsteembedernes faste ejendomme og om fælles personaleadministration eller mellem menighedsråd og flere provstiudvalg om f.eks. delegation af kompetence, ansvar og finansiering til provstiudvalgene. Vi afskaffer også bureaukratiet på kirkegårdsområdet ved at gøre det muligt for menighedsrådene selv at træffe langt flere beslutninger vedrørende ændring af kirkegårdene. Derudover får menighedsrådene valgfrihed i forhold til den interne organisering af menighedsrådet med indførelse af en ny minimumsmodel for konstituering, og ved at menighedsrådene får frihed til at vælge, om rollen som personaleansvarlig skal varetages af en ansat personaleansvarlig eller et valgt menighedsrådsmedlem, altså en styrkelse af decentraliseringen, mindre papirarbejde, færre ansøgninger ind til ministeriet, et stærkere lokalt folkestyre. Herudover vil de ændringer, vi behandler her i dag, også medføre en øget professionalisering af menighedsrådenes personaleledelse, som flere af ordførerne også var inde på. Vi vil sikre et styrket fokus på arbejdsmiljø og samarbejde mellem gejstlige og læge funktioner i folkekirken, bl.a. ved at tydeliggøre funktionen for den personaleansvarlige, men også ved at indføre et obligatorisk kursus for den personaleansvarlige og ved at indføre en samlet bestemmelse om menighedsrådenes ansvarsområde og opgaver, som forbliver i menighedsrådslovens § 1. Det er vigtigt, for som flere ordførere har været inde på, har vi en fælles opgave i at løfte arbejdsmiljøet i vores folkekirke. Når vi nu er ved det her lovforslag, vil jeg gerne nævne en ting, som flere ordførere også var inde på. Der er kommet helt ufattelig mange høringssvar, over 500, og jeg ser det som en fantastisk cadeau til vores folkekirke, at der er så mange mennesker, som er så interesserede i, hvordan vi får den optimale lovgivning på plads, som er et meget, meget stærkt udgangspunkt for den fortsatte brede politiske opbakning til, at folkekirken selv skal være involveret, når der skal laves folkekirkelige ændringer. Derfor har de mange høringssvar jo også haft den effekt, at vi har ændret og justeret på en række ting.

En af de ting, vi har kigget på som konsekvens af de mange høringssvar, er at give en større lokal fleksibilitet i fastsættelsen af antallet af valgte menighedsrådsmedlemmer, som jeg tror at SF's ordfører var inde på. Menighedsrådene skal fremover have mellem 5 og 10 valgte medlemmer, afhængigt af antallet af folkekirkemedlemmer i sognet, men vi giver nu en mulighed for at forhøje det med op til 3 for at give en lokal fleksibilitet de steder, hvor der er mange, der gerne vil være med i menighedsrådet. Så har de en mulighed for at forhøje det. Samtidig ændrer vi den vægtede stemmeafgivning i budgetsamrådene, så den baseres på antallet af medlemmer af folkekirken og ikke på antallet af valgte rådsmedlemmer. De foreslåede ændringer får så virkning fra det ordinære valg til menighedsrådene i 2028. Så har vi også lavet en række justeringer i et af de afsnit, der har påkaldt sig mest opmærksomhed, nemlig overførelse af ejendomsansvar til provstiudvalget. Vi ved, også fra den undersøgelse, der er lavet, at det er en betydelig administrativ opgave for menighedsrådene at have ansvaret for vedligeholdelse og drift af tjenesteboliger, præsteembedernes landbrugsejendomme og for den sags skyld også jorderne. Og ud over det har de jo også kirken at håndtere. Derfor foreslår vi, at den her opgave som udgangspunkt varetages af provstiudvalget, men – og det er en af de vigtige justeringer, vi har lavet – lovgivningen, vi behandler her i dag, giver mulighed for lokal fleksibilitet og for at tage hensyn til lokale forhold i relation til varetagelsen af opgaven, og hvor den opgave skal placeres. Det bliver på den måde, at man mødes i budgetsamrådet efter menighedsrådsvalget, og så træffer man en beslutning på provstiniveau om, hvorvidt man ønsker, at boligerne overgår til provstiudvalget, eller om man ønsker, at de bliver hos menighedsrådene. Ønsker man på provstiniveau, at det bliver hos menighedsrådene, er det jo bare, som det er i dag. Ønsker man, at det overgår, vil der stadig væk være en mulighed for, at man lokalt kan række hånden op og sige: I vores menighedsråd ønsker vi stadig væk at varetage den her opgave med vores præstebolig og vores jorder. Så får man lov til det, medmindre to tredjedele af ens ligemænd i de andre menighedsråd siger, at det må man ikke, fordi man ikke kan finde ud af at varetage den opgave. Det tror jeg vil ske meget, meget sjældent, og derfor indfører vi en ekstrem høj grad af lokal valgfrihed, i forhold til om præsteboliger og jorder skal overgå til provstiet, eller om det skal blive lokalt i menighedsrådet. Vi indfører i øvrigt også den efterspurgte fleksibilitet til, at man godt kan aflevere jorden uden at aflevere præstegården, og at man også godt kan aflevere præstegården uden at aflevere jorden. Men det er altså en meget stor justering, hvor vi har lyttet til høringssvarene og giver lokal fleksibilitet. Vi foreslår også ændringer på baggrund af høringen om præsters og provsters medlemskab af menighedsråd. Jeg synes, det er endnu et godt eksempel på, at vi faktisk har lyttet til høringssvarene, for med det justerede lovforslag ændrer vi ikke på reglerne, som de er i dag, i forhold til sognepræsters medlemskab af menighedsråd, men biskoppen får mulighed for at fritage en provst for medlemskab af menighedsrådet, hvis en anden præst er født medlem. Der indføres derudover hjemmel til, at biskoppen i et pastorat, der består af flere sogne, og som betjenes af flere præster, kan beslutte, hvilke præster der er fødte medlemmer af de enkelte menighedsråd i pastoratet. I forhold til den del, der handler om middelalderkirker, var der flere ordførere, der var inde på, at det er en kerneopgave, men også en kerneopgave, der nogle steder er svær at løse. Jeg tror, at Lolland blev fremhævet som et eksempel, fordi Lolland har status af at være det område i Danmark, der var de rigeste på det tidspunkt, hvor man viste sin rigdom ved at bygge mange kirker, og derfor ligger der mange gamle kirker på Lolland i sogne, der er tyndt befolket, og hvor gennemsnitsindkomsten ikke er særlig høj. De skal jo så varetage den her store opgave, som er stor i et folkekirkeligt perspektiv, men også stor i et nationalt perspektiv, fordi det er vores alle sammens kulturarv. Derfor etablerer vi muligheden for sådan en folkekirkelig enhed, der har to formål. Det vigtigste formål er at understøtte menighedsrådene i at vedligeholde deres middelalderkirker. Vi har ikke ét sted i dag, hvor viden er samlet i folkekirken. Det får vi med det her, så vi i højere grad kan understøtte vores lokale kræfter, når der skal laves vedligehold af middelalderkirker. Så får enheden også en anden opgave, som er, at hvis der er et lokalt ønske – og ikke bare et lokalt ønske én dag, men et lokalt ønske fra et menighedsråd, som bliver gentaget efter et menighedsrådsvalg af et nyt menighedsråd – om at overdrage en enkelt kirke til den her enhed, så de overtager ansvaret for den, kan man også gøre det. Men det bliver også understreget i lovgivningen, at hovedformålet er at understøtte vores lokale menighedsråd i den her meget store opgave, det er at varetage vores middelalderkirker. Samlet set er det her et rigtig godt lovforslag. Jeg er enormt glad for den proces, vi har haft, og den meget, meget store politiske opbakning, der er til det. Vi tager bedre hånd om vores middelalderkirker, og vi forenkler administrationen, så vores dygtige menighedsrådsmedlemmer skal bruge mindre tid på papirarbejde og bøvl og kan bruge mere tid på at arbejde for kirkens liv og vækst. Tak for opbakningen. Og tak for ordet.

Tak til kirkeministeren. Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Kirkeudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. Det er vedtaget.

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er hr. Flemming Møller Mortensen fra Socialdemokratiet.

Tak, formand. Det her er et rigtig godt lovforslag. Det handler om det nordiske samarbejde. Det handler om det danske engagement i det nordiske samarbejde, Nordisk Råd, og det er i og for sig også relateret til Nordisk Ministerråd. Man kan sige, at det nordiske samarbejde altid har været væsentligt. Det har det været med baggrund i kultur, sprog, egenart, historie, men vi må også alle sammen erkende, at som verden er i øjeblikket, er det nordiske samarbejde også aktualiseret og gjort yderligere væsentligt med baggrund i den geopolitiske situation, den sikkerhedsmæssige situation. De baltiske lande ligger også nært de nordiske lande, så på en eller anden måde er det både Norden og de baltiske lande, vi fra socialdemokratisk side tænker ind, når vi taler nordiske lande. Vi har Nordisk Råd. Vi har 16 medlemmer af det danske Folketing, som er medlem af Nordisk Råd, og det, lovforslaget her handler om, er, at som det er for nuværende, har de 16 medlemmer af Folketinget hver deres personlig suppleant til pladsen i Nordisk Råd. Det giver problemer. Det giver problemer i de sammenhænge, hvor medlemmet af Nordisk Råd ikke kan give møde og suppleanten heller ikke kan. Så møder Danmark op og er ikke fuldtalligt og har dermed heller ikke muligheden for, at vi repræsenterer Danmark så stærkt, som vi ellers har mulighed for, i Nordisk Råd. Derfor lægger lovforslaget her op til, at i stedet for at man har personlige suppleanter, bliver det 16 suppleanter, som mere vilkårligt kan gå ind og dække af i forhold til de 16 faste medlemmer af Nordisk Råd. Vi kender modellen fra Det Udenrigspolitiske Nævn, hvor jeg selv sidder. Vi ser der, hvor fleksibelt og effektivt og hvor let det er at finde afløsere, hvis de faste medlemmer ikke kan give møde. Det, der ligger i lovforslaget her, omfatter ikke Grønland og Færøerne, som hver har to medlemmer af Nordisk Råd. Så det er blot en præcisering af, at Grønland og Færøerne ikke er en del af lovforslaget her. Man kan sige fra dansk side – det er i hvert fald den socialdemokratiske refleksion – at der over årtier har været en tendens til, at vi måske kiggede knap så meget mod nord til det nordiske samarbejde og fællesskab, som vi har kigget mod syd til det europæiske samarbejde. Det er anderledes i dag. I min og i vores optik er der i dag en langt større lighed i vores fokus. Vi ved, at vi kan samle kapaciteter, samle forståelse for ting i Norden, og vi tror også fra socialdemokratisk side, at det er afgørende vigtigt, at vi står så stærkt i det nordiske samarbejde som overhovedet muligt, også for at spille en rolle geopolitisk, dele vores på mange leder og kanter fælles nordiske holdninger og værdier ind i det pres, der er mod den type af verdenssamfund, som vi gerne vil have set med nordiske og også set med socialdemokratiske øjne. Socialdemokratiet støtter det her lovforslag. Det er en god ændring, og man kan sige til sig selv: Hvorfor er ændringen ikke lavet tidligere? Men nu kommer den. Tak for ordet.

Tak til ordføreren fra Socialdemokratiet. Venstres ordfører, hr. Erling Bonnesen, er den næste på talerstolen.

Tak skal du have. Tak for det. Da vores sædvanlige ordfører på sagen er blevet akut forhindret, er det mig, der står her. I øvrigt er jeg også meget enig med den foregående taler omkring indholdet og det værdifulde i det nordiske samarbejde, og det tror jeg også vil afspejle sig, når jeg nu læser vores ordførertale op, som er, at Nordisk Råd er et vigtigt organ, der baner vejen for samarbejde med nogle af vores nærmeste allierede. Derfor er det også vigtigt at sikre, at vi sender en fuldtallig delegation, og det er blevet tydeligt, at modellen, vi har kørt med i forhold til suppleanter, hidtil ikke har været optimal i alle situationer og har betydet, at der har været enkelttilfælde, hvor det ikke har været muligt at have en fuldtallig dansk delegation sendt af sted. Det synes vi naturligvis er ærgerligt, og det vil vi gerne gøre mere fleksibelt, så man kan gøre det bedre fremover. Netop derfor synes jeg også, at lovforslaget her fra Nordisk Råd er godt. Det skaber en højere grad af fleksibilitet i forhold til indkaldelse af suppleanter til den danske delegation, men har stadig til sigte at opretholde, at delegationen er et repræsentativt parlamentarisk udsnit, hvilket det selvfølgelig fortsat skal være. I disse år er det vigtigt, at vi ser mod vores nærmeste samarbejdspartnere, flere af hvilke netop også sidder i Nordisk Råd, og netop derfor er det vigtigt, at vi prioriterer at være fuldtallige til rådsmøderne, hvilket i dette forslag er et godt og rigtigt skridt i den rigtige retning. Derfor stemmer både jeg og Venstre for forslaget. Tak for ordet.

Tak til ordføreren fra Venstre. Næste ordfører er hr. Søren Espersen fra Danmarksdemokraterne.

Tak. Jeg skal ikke tærske langhalm på det her, for jeg tror, det er noget, hvor alt det gode og rigtige er sagt. Så jeg tror egentlig bare, jeg vil nøjes med at sige, at Danmarksdemokraterne støtter forslaget, som er logisk og rigtigt. Tak.

Tak til ordføreren for Danmarksdemokraterne. Hr. Claus Jørgensen fra SF er næste i talerrækken.

Tak for det, formand. Jeg er standin for fru Marianne Bigum, som i dag ikke kunne være her, desværre. Når vi taler om Norden taler vi ikke bare om et geografisk område på verdenskortet. Vi taler om et fællesskab, der i generationer har været helt særligt – noget, vi med rette kan være stolte af. Norden i sig selv er en af verdens store økonomier. Vores lande er tilsammen blandt de rigeste i verden målt på bnp pr. indbygger. Vi har ovenikøbet formået at tilpasse vores velfærdsmodel til en globaliseret økonomi uden at give køb på de værdier, der kendetegner os: tryghed, adgang til uddannelse og stærke fællesskaber. Vi bygger vores styrker på et samarbejde, som er både et af de ældste og mest omfattende i verden. I årtier har vi haft en fælles ambition om at være verdens mest bæredygtige og integrerede region, og vi er godt på vej. Vi kan være stolte af det nordiske samarbejde, og i tider, hvor den geopolitiske verdensorden synes at blive mere og mere polariseret, giver det endnu mere mening, at vi styrker det nordiske samarbejde og anerkender vigtigheden af det, og at vi står sammen. Men selv om det nordiske samarbejde er vigtigt, kan forskellige ting komme på tværs af de folkevalgtes deltagelse i Nordisk Råd-møder: sygdom, personligt eller i familien, nationale forhandlinger eller andet. Det er i disse tilfælde, der vil være brug for en stedfortræder. Desværre har vores nuværende model vist sig ikke at være helt god nok til at sikre, at vi fuldtalligt kan deltage i de vigtige Nordisk Råd-møder, når vores rådsmedlemmer bliver nødt til at melde afbud. Derfor har en alternativ løsning været drøftet i flere år, og derfor står vi her nu i dag og kan behandle en lovændring, så vi kan sikre, at stedfortrædere bedre kan træde ind, og at vi kan sikre den nødvendige repræsentation i Nordisk Råd. Det er et godt forslag, og i SF kan vi støtte det. Tak for ordet.

Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi kan gå videre til Liberal Alliances ordfører, og det er hr. Lars-Christian Brask. Værsgo.

Tak, formand. Som formand for Nordisk Råd skulle det jo være underligt, hvis ikke jeg synes, at nordisk samarbejde er vigtigt. Det er det. Når vi mødes i Nordisk Råd, er der masser af værdifuldt netværk og parlamentarisk læring. Denne forbedring gør, at vi bedre kan sikre fuldtallighed, og at Danmarks stemme bliver hørt, og at flere får den positive oplevelse, som det er at være til samlingerne i Nordisk Råd. Allerede ud fra det, jeg har sagt her, kan man jo nok fornemme, at Liberal Alliance støtter forslaget. Vi synes, det er godt og en god opdatering. Det samme mener de fra DF, så jeg hilser fra DF, der støtter det med kommentarer om det fine forløb, der har været.

Mange tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi kan gå videre til Moderaternes ordfører, og det er hr. Henrik Frandsen. Værsgo.

Tak for ordet, formand. Jeg vil lige starte med at sige, at jeg står her som vikar for en anden Henrik end mig, nemlig hr. Henrik Rejnholt Andersen, som er vores ordfører på området. Det første skridt mod indflydelse er, at man deltager på møderne, og det gælder også i det nordiske samarbejde. Når Danmark ikke er fuldt repræsenteret i Nordisk Råd, overlader vi reelt indflydelsen til andre. Den nuværende model for valg af suppleanter har gjort det svært at sikre fuldtallig dansk deltagelse. Når både et medlem og dennes personlige suppleant er forhindret, står pladsen ganske enkelt tom, og det svækker Danmarks stemme i det nordiske fællesskab. Med denne lovændring får vi en mere fleksibel og tidssvarende ordning. Fremover vælges 16 ikkepersonlige suppleanter, som afspejler Folketingets sammensætning. Det betyder, at Danmark i højere grad kan være fuldt repræsenteret, og at vores synspunkter bliver hørt og bliver vægtet. Det er en enkelt, men vigtig justering, der bringer os på linje med de øvrige nordiske lande, og den bygger på delegationens eget ønske og erfaring i delegationen – ikke på bureaukrati, men på praktisk samarbejde i øjenhøjde. Jeg vil også gerne understrege, at lovændringen ikke ændrer noget i forhold til Færøerne og Grønland. Det handler alene om Folketingets delegerede. Moderaterne støtter forslaget. Det er sund fornuft og et godt eksempel på, hvordan vi kan styrke dansk deltagelse og indflydelse i det nordiske samarbejde. Tak for ordet.

Tak til ordføreren fra Moderaterne. Den næste i talerrækken er fru Helle Bonnesen fra Det Konservative Folkeparti.

Ved konstitueringen til folketingsvalget tilbage i 2022 besluttede Det Konservative Folkeparti at udpege et medlem til Nordisk Råd, og i den forbindelse blev jeg suppleant. Senere viste det sig, at vi faktisk ikke havde nogen suppleantplads modsat andre partier. Så jeg har altid følt mig sådan lidt som den falske suppleant, men jeg går ud fra, at det er på grund af den d'Hondtske metode, at det er sådan. Så både på et personligt plan, på et partimæssigt plan og på et generelt plan hilser jeg det her forslag meget velkommen. For med L 69 bliver det lidt nemmere for suppleanterne at fungere i rådet, og det er vigtigt, at vi er sikre på korrekt repræsentation til møderne. Fremover vil det være første suppleant for samme parti, dernæst suppleant for samme nordiske partigruppe og som tredje mulighed suppleant for de andre partier. Og vi er lige præcis sådan et parti, hvor det her bliver nødvendigt – eller kan blive nødvendigt. Så selv om forslaget ikke helt løser mit personlige historiske problem med at være den falske suppleant, er det trods alt et fremskridt i forhold til at sikre bedre repræsentation. Så vil jeg gerne lige til sidst understrege værdien af Nordisk Råd. Midt i en turbulent geopolitisk periode viser Nordisk Råd og det, at vi står sammen i Norden, lige for tiden virkelig sit værd. Vi støtter forslaget. Tak for ordet.

Tak til den falske suppleant og ordfører for Det Konservative Folkeparti. Fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten er den næste i talerrækken.

Tak. Jeg skal gøre det kort, og jeg skal også hilse fra Alternativet og sige, at de bakker op om forslaget, ligesom Enhedslisten og de øvrige partier gør. Som flere har været inde på, har vi i den grad brug for et stærkt Norden. Det har verden, og det har Danmark også, og en af måderne at gøre det stærkt på er at være til stede. Så det at tage det her skridt, som kan synes lidt teknisk, er i virkeligheden ganske vigtigt, for jo flere folketingsmedlemmer der får muligheden for at deltage i Nordisk Råds møder, jo flere vil forstå værdien af det. Så helt kort og godt vil jeg sige, at vi bakker op om lovforslaget.

Tak til ordføreren fra Enhedslisten. Jeg ser ikke Radikale Venstre til stede i salen, og der er blevet hilst fra Alternativet. Så ministeren for nordisk samarbejde er den næste i talerrækken.

Tak for det, formand. Og tak for nogle gode indlæg fra ordførerne. Det første skridt, hvis man gerne vil have indflydelse, er selvfølgelig at deltage og dukke op; det giver sig selv. Og når vi har en fuldt bemandet dansk delegation, styrker det jo selvsagt vores muligheder for at påvirke beslutninger i nordisk regi. Når vi til gengæld ikke er til stede, ja, så overlader vi reelt indflydelsen til nogle andre. Vores tilstedeværelse gør faktisk en forskel. Desværre er det sådan, at loven i dag nogle gange står i vejen for dansk deltagelse. Den nuværende model for valg af suppleanter til Nordisk Råds danske delegation har skabt udfordringer for vores tilstedeværelse. I dag vælges suppleanterne som personlig stedfortræder for det enkelte medlem, og det kan måske lyde meget klogt, men i praksis har det gjort det svært at sikre fuldtallig repræsentation i Nordisk Råd, hvis situationen er den, at både det valgte medlem og suppleanten er forhindret i at deltage. Det er der også flere af ordførerne der har været inde på. Derfor foreslår vi med det her lovforslag nu at ændre det. Fremover foreslår vi, at der bliver valgt 16 ikkepersonlige suppleanter, som så vidt muligt afspejler Folketingets sammensætning og dermed lever op til princippet om forholdstal. Med den ordning løser vi for det første et praktisk problem, og vi bringer os også tættere på praksis i andre nordiske parlamenter, hvor man har lignende sådan mere fleksible suppleantmodeller. Det var den tidligere formand for delegationen, Annette Lind, der anmodede min forgænger om at tage de nødvendige skridt til at ændre loven om nordisk samarbejde. Det gør vi nu, og nogle vil så spørge, hvorfor det har taget så lang tid. Det har det bl.a., fordi vi selvfølgelig har brugt den fornødne tid på at høre Færøerne og Grønland omkring loven, og fordi det er sådan, at nogle gange kommer alt godt til den, der venter. Jeg er glad for, at vi nu kan imødekomme Nordisk Råds danske delegations ønske om at give bedre vilkår for at kunne sikre fuldtallighed til Nordisk Råds møder. Lovændringen vil sikre, at vores danske delegation kan støtte op om det formandskab, som vi overtager fra Nordisk Ministerråd, og de prioriteringer, vi har. Og derfor er jeg glad for den brede opbakning til lovforslaget. Tak for ordet.

Tak til ministeren for nordisk samarbejde. Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og dermed er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Udenrigsudvalget. Og hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. Det er vedtaget.

Vi skal nu i gang med en forespørgselsdebat, og det indebærer, at ordførerne skal logge af fra deres normale pladser og derefter rykke frem på de forreste rækker og logge sig ind. Mens det sker, og mens jeg forsøger at tale langsomt, kommer vi forhåbentlig på plads. Nu skal der printes noget, og vi holder en kort pause, for så lang tid kan jeg ikke holde den, uden at det bliver alt for kunstigt. Jeg gør opmærksom på, at afstemningen om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 2. december 2025. Så venter vi på, at der er blevet printet, og tager en kort pause .

Mødet er udsat. (Kl. 15:06).

Vi kan genoptage mødet. Jeg giver først ordet til ordføreren for forespørgerne, fru Leila Stockmarr fra Enhedslisten, for en begrundelse.

Tak for det. Og tak til alle de ordførere, der er kommet i dag. Vi har indkaldt til den her forespørgselsdebat, fordi vi er alvorligt bekymrede for tilstanden i vores drikkevand. Med den indsats, der bliver lagt for dagen nu, i forhold til at beskytte vores drikkevand er der grund til at sætte alvorligt spørgsmålstegn ved, om vi i fremtiden kan tage for givet, at der er rent vand i hanen, når man når man tænder for den. Alle har ret til rent drikkevand. Det vil de fleste af os nok nikke til – måske mest af alt, fordi vi alle sammen er vokset op med, at man bare kan tænde for hanen og nyde et glas koldt vand uden at være bekymret, og at man kan bade sine børn i vandet uden at tænke over, om det vand er forurenet. Vi tager det for givet, og det skal vi også gøre; og det skal vi også blive ved med at gøre, for det er vores ret. Men den ret har vi sat over styr, og den sætter vi fortsat over styr ved ikke at gribe ind og særlig ved ikke at gribe ind over for at stoppe for sprøjtning på områder i landbruget, hvor der indvindes drikkevand, altså ved ikke at forhindre det. Vi har fået dokumenteret vidt og bredt – senest i en meget omfattende mediedækning fra Dagbladet Information – hvor slemt det står til, hvor meget af landbrugets sprøjtemidler der siver ned i det grundvand, der danner vores og fremtidens drikkevand. På den baggrund har vi indkaldt til forespørgselsdebatten i dag. For hvis vi ikke sætter ind med akut regulering, fortsætter vi med at sætte fremtidens drikkevand over styr. Så det er på den baggrund, at vi har valgt at indkalde til en forespørgselsdebat, altså fordi vi ikke mener, at vi kan vente, heller ikke til næste valgperiode, med at gribe ind.

Tak for den begrundelse. Så skal vi have en besvarelse, og derfor giver jeg ordet til miljøministeren.

Tak for det, formand. Vi har i Danmark noget af verdens bedste vand, og det skal vi trygt kunne drikke. Det er en selvfølge, men det er ikke en selvfølge fremover, hvis ikke der skrides til handling. Det er derfor, at den her regering har skridt til handling og har foretaget det, som jeg mener vi må definere som et gearskifte, når det handler om beskyttelsen af vores drikkevand. Derfor er der også tale om et reelt opgør med årtiers fejlslagne og alt for slappe politik på det her område, og det har jeg en række eksempler på her i den her besvarelse. Lad mig komme med det første her, nemlig beskyttelsen af vores boringsnære beskyttelsesområder. Her var det nødvendigt at introducere en akutplan, og det er den, som vi har fremlagt og finansieret og aftalt. Det er en akutplan for beskyttelsen af de boringsnære beskyttelsesområder. Indsatsen til at beskytte de her områder har jo, som Folketinget ved, i årevis været baseret på frivillighed. Hvordan er det så gået med den her frivillighed? Ja, det er gået sådan, at det er gået alt, alt for langsomt, og ganske få procent var blevet beskyttet, og derfor måtte vi tage konsekvensen og læring af det og erstatte den frivillighed med en akutplan. Jeg må bare sige, at det ærgrer mig grænseløst, at vi stadig væk i dag har kommuner, som endnu ikke er 100 pct. i mål med den bundne, lovbundne, opgave, den fuldt finansierede opgave, det er at beskytte deres boringsnære områder, som kommunen selv har vurderet kræver beskyttelse. Det er en opgave, som er finansieret, aftalt og vedtaget i Folketingssalen her, og hvor Kommunernes Landsforening også selv har været involveret i den løsning. Derfor var jeg nødt til at gøre det, som jeg aldrig normalt tyer til, nemlig som ansvarlig minister at melde 25 kommuner til Ankestyrelsen, og Ankestyrelsen har derefter valgt at rejse en tilsynssag mod 16 af disse kommuner. Jeg har fået nye tal op til dagens diskussion om de her emner, og de nyeste tal vidner om en yderligere fremgang, og det er jo godt. Så enkelte af de 16 er nu kommet op og kommet 100 pct. i mål. Så det viser, at det har en effekt, når vi gør sådan nogle ting, men der er stadig væk alt for mange kommuner, som ikke er færdige, og derfor har jeg været nødt til at følge op over for de resterende kommuner. De står så også til at blive meldt til Ankestyrelsen. Det var én ting. Så har regeringen givet tilskud til i alt tre tilskudspuljer sammen med Folketingets partier, som beskytter drikkevandet på forskellig vis. Drikkevandsfonden har både til hensigt at give tilskud til at sløjfe ubenyttede brønde og boringer, og vi har i den forbindelse fået lukket 515 gamle brønde og boringer, som jo udgjorde en direkte risiko for vores grundvand, for det er jo ledninger direkte ned til vores grundvand. De er nu blevet sikkert sløjfet. Derudover har Drikkevandsfonden i de seneste par år ydet tilskud til i alt 42 konkrete drikkevandsbeskyttende projekter på strategisk vigtige områder og også på de små øer, som har svært ved at løfte opgaven selv. I år er der afsat næsten 30 mio. kr. til formålet. I alt er beløbet nu til Drikkevandsfonden på 206 mio. kr. i 2026 og 2027, således at vandforsyningerne allerede nu kan forberede og levere på de gode projekter, som der heldigvis er ude lokalt. Yderligere har den her regering som et led i PFAS-handlingsplanen sammen med et bredt flertal i Folketinget afsat i alt 110 mio. kr. i de her år til en tilskudspulje, som skal beskytte vores drikkevand imod PFAS. Vores drikkevand er under stigende pres fra mange områder, så der ikke er kun én ting; der er mange forskellige ting. Noget kan være PFAS-industri, andet kan være gamle boringer, noget tredje kan være de boringsnære beskyttelsesområder, og endnu en ting kan være et stigende fund af sprøjtemidler i vores drikkevandsboringer.

Over den seneste 5-årsperiode i grundvandsovervågningrapporten blev der fundet pesticidrester mindst en gang i 43,4 pct. af de undersøgte indtag, og 10,7 pct. af de undersøgte indtag havde mindst én overskridelse af et kvalitetskrav. Hvis vi ser på 5-årsperioden fra 2019 til 2023 – det er den, vi har det samlede kompleks omkring – blev der fundet pesticidrester i lidt færre indtag, 41,7 pct. De nyeste tal fortsætter en udvikling, som har stået på de seneste år, og det er udtryk for, at jo mere vi undersøger, jo mere finder vi desværre også i vandet. Miljøstyrelsen har på grund af risiko for grundvandet tilbagekaldt i alt 33 PFAS-sprøjtemidler, 25 sprøjtemidler i juli og 8 her i september. Styrelsen har altså således tilbagekaldt alle de sprøjtemidler, hvorfra dannelsen af stoffet trifluoreddikesyre, TFA, er dokumenteret. Danmark er det første land – det første land! – der forbyder de her PFAS-sprøjtemidler. Vores forventning er, at resten af EU er nødt til at følge trop, for vores myndigheders beslutning her hviler på et meget, meget solidt videnskabeligt grundlag. I forhold til et andet konkret stof, nitrat, har regeringen nedsat en international ekspertgruppe, som ser på kravværdien for nitrat i drikkevand. Den er på nuværende tidspunkt på 50 mg pr. liter. Der er tale om en kravværdi, som også EU og WHO, altså Verdenssundhedsorganisationen, anvender, men på baggrund af danske studier er den blevet koblet til en øget risiko. Derfor har vi nedsat den her internationale ekspertgruppe til at se på, om denne kravværdi er korrekt, eller om den skal sættes ned. Det er vel det, der er det reelle spørgsmål. Jeg ser frem til at modtage ekspertgruppens anbefaling til en ny kravværdi inden længe, og når jeg modtager den, vil jeg selvfølgelig også dele den med Folketinget. Jeg vil sige, at hvis ekspertgruppen anbefaler en lavere kravværdi, er det selvfølgelig noget, vi er nødt til at tage alvorligt, og det må indgå i det videre arbejde. Nu har jeg oplistet udfordringerne og sagt, hvad der gøres ved de forskellige. Der er endnu en udfordring, som presser vores drikkevand. Det er jordforureninger, og vi må sige, det er blevet udrullet i medierne, at der er alt for mange steder, hvor der ikke er styr på at overholde de regler, der er. Men det kan også være fortidens synder – jordforureninger fra tidligere tider. Det kender vi fra generationsforureningerne, men det er ikke kun fortidens synder, for vi kan også i dag. Hvis det sker ulovligt, at man dumper forurenet jord på drikkevandsressourcerne, så vil det også være noget, der vil kunne presse fremtidens drikkevand. I forhold til generationsforureningerne – lad mig tage dem en for en – har der siden 2021 været et selvstændigt spor for håndtering af de ti generationsforureninger, vi har i Danmark, udpeget af vores regioner. Ud af de ti forureninger er det tre af dem, som udgør en særlig risiko for grundvandet, og hvor der er vandindvinding eller særlige drikkevandsinteresser. Det her er jo generationers forurening, og det vil sige, at det er steder, hvor vi ikke længere kan drage en forurener til ansvar for at betale, og så er det vores regioner, der har ansvaret, hvor de jo så får støtte via finansloven til deres arbejde med at rydde op i de her generationsjordforureninger, hvoraf nogle af dem også truer drikkevandet. Tilbage til det med dumping af jord: Der har vi jo set de her eksempler på skruppelløse personer, der i strid med gældende regelsæt og uden ansvarsfølelse for fællesskabet har dumpet forurenet jord direkte oven på drikkevandsressourcer. Det er vi i gang med at forhandle en løsning på om en række initiativer, bl.a. øge sporbarheden, når jord køres ud f.eks. på landbrugsarealer, men de forhandlinger er vi i gang med i de her uger og måneder med Folketingets partier. Jeg ser frem til forhåbentlig snart at kunne lande en aftale, der kan sætte en stopper for i hvert fald en meget, meget stor del af de her brodne kar i den her branche. Ud over de udfordringer, som der er på nuværende tidspunkt med drikkevandets kvalitet, er der særlig rundtomkring i de store byer og på Sjælland generelt problemer med, at flere områder er presset, fordi man ikke kan finde nok drikkevand, og derfor arbejder vi i to spor for at afhjælpe den udfordring.

På den ene side har regeringen gjort det muligt at bruge afsaltet havvand til drikkevand; det er en dyr løsning. Sideløbende har regeringen fremsat og Folketinget har vedtaget en lov om forsyning med teknisk vand. Det er begge løsninger, der tilsammen kan give industrien adgang til større mængder af vand og dermed lette presset på vores drikkevand. Drikkevand skal vi helst primært bruge til os selv, og hvis industrien kan bruge andet vand, er det jo klogt, at de får mulighed for det. Endelig har den her regering igangsat en stor kortlægningsopgave, og Miljøstyrelsen kortlægger lige nu de sårbare grundvandsdannende områder hen over hele landet. Det er forventningen, at den her kortlægning af de nuværende indvendingssteder er afsluttet i slutningen af 2026, og de bliver offentliggjort løbende og selvfølgelig også derefter i et samlet kompleks. Herefter har vi jo så det nødvendige overblik over præcis, hvor henne det er, der skal sættes ind med en skrap og målrettet beskyttelse af de her sårbare grundvandsdannende områder. Sideløbende med det kortlægningsarbejde – det er jo kortlægning af jordlag og vandets transport mange, mange meter under danmarkskortet – er den her regering i færd med at forberede de regulatoriske indgreb, som skal til for at beskytte de sårbare grundvandsdannende områder og dermed jo beskytte grundvandet der, hvor det bliver dannet, og som vi kan se på det kort, som er ved at blive udarbejdet af vores eksperter, som er rundt i hele Danmark for at få lavet de her kort. Beskyttelsen af de sårbare grundvandsdannende områder vil jo være det stærkeste værktøj til beskyttelsen af drikkevandet i årtier, og derfor er det vigtigt, at vi selvfølgelig skal gøre det ordentligt, og at vi præcis ved, hvor det er rigtigt, og hvor det er vigtigt, og hvor det er nødvendigt at beskytte, og at vi også ved, hvad det er, vi skal beskytte for, for som jeg har været inde på her, er det ikke udelukkende landbrugets sprøjtemidler. Der er desværre også mange andre elementer, som kan true vores drikkevand, og derfor er vi jo nødt til at sikre os, at de regulatoriske greb er så præcise, at vi i Folketinget kan træffe de rigtige beslutninger, der kan beskytte vores grundvand, også i en fremtidig regulering, så vi kommer i mål med at få beskyttet de sårbare grundvandsdannende områder. Det var sådan en gennemgang af de elementer, som tilsammen viser, som jeg startede med at sige, at der i den grad er behov for handling, og den handling har jeg nu beskrevet på de forskellige områder, hvor vandet er truet, og hvad der konkret gøres ved det. Tak for det, formand.

Tak til ministeren. Der er nu adgang til én kort bemærkning a 1 minut fra ordførerne. Den første, der har indtegnet sig, er fru Leila Stockmarr fra Enhedslisten.

Tak for det. Kun 4 dage før valget i 2022 gik statsministerkandidaten Mette Frederiksen ud med et løfte, ikke bare til Folketinget, men også til danskerne og fremtidens generationer, om, at man i næste valgperiode ville sikre en beskyttelse af op imod 200.000 ha jord, og at det skulle inkludere et sprøjteforbud. Jeg har meget svært ved at se – ud fra det, ministeren skitserer at der er på tegnebrættet i dag i forhold til proces og kortlægning – hvad det er, ministeren stiller som garanti for, at statsministerens valgløfte bliver realiseret i den her valgperiode.

Ministeren.

Det løfte, som blev givet til danskerne, står vi fuldt ud på mål for. Det står jeg på mål for. Løftet var jo, at vi skal beskytte drikkevandet. Hele min tale afspejlede jo det. Vores analyse er klart, at vi skal beskytte drikkevandet langt bedre fremover. Derfor er vi nødt til at få den kortlægning lavet færdig. Det er vores eksperter i gang med. De startede på Fyn, og så er de rundtomkring. Jeg mener, at det er hvert kvartal, jeg sender noget over til Folketinget, når der er nye områder, som man begynder at være færdige med. Man er nu rigtig, rigtig stærkt i gang med arbejdet, og man bliver færdige i løbet af næste år. Det er jo ikke sådan, at vi venter på, at de er færdige, men i takt med at de gør det, laver vi reguleringsforarbejdet, så vi er klar til at sige, hvad der skal reguleres. Hvilke stoffer og hvilke tiltag? Hvordan skal vi regulere? Derfor er det her faktisk noget, der går videre, for det er ikke kun et sprøjteforbud. Det går langt videre og siger: Hvad er de enkelte presfaktorer, der er ude de konkrete steder, og som kortlægningen viser? Den reguleringsrapport bliver færdig i løbet af de kommende uger.

Hr. Claus Jørgensen, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Det er rart at høre, at ministeren siger, at det haster, og at der skal ske noget nu. Det er vi jo fuldstændig enige i. Vi har lige i dag fået tilsendt en oversigt over BNBO'erne, og hvordan de ikke er blevet beskyttet endnu. 19 kommuner lever op til 100 pct. Resten ligger under, så der skal helt klart gøres noget. Så hvordan vil ministeren sikre sig, at det her sker hurtigt? Nu er kommunerne blevet anmeldt til Ankestyrelsen. Der foregår en proces, og jeg ved ikke, hvor lang tid den tager. Er det kommunerne, der skal pilles ud af den her ligning, sådan at det kommer til at gå hurtigere? Er det ministeriet, der skal overtage den rolle, kommunerne har i øjeblikket, sådan at vi kan få gennemført det her noget hurtigere? For det haster.

Ministeren.

Jeg synes, det er et centralt spørgsmål at stille, for i forhold til den næste regulering, der skal laves, er det jo en af de ting, der skal drøftes. Vi skal drøfte det med hinanden. Én ting er jo: Skal det kun baseres på frivillighed? Det er ikke det, vi lægger op til. Hvordan skal reguleringen så være for hvilke stoffer? Men en anden ting er også: Hvem skal være det udførende led i den her regulering? Det må vi drøfte med hinanden. Det, jeg tager med fra processen omkring BNBO'erne, er en stor frustration og ikke en tilfredshed. Man skal jo ikke skyde på alle kommuner, for der er nogle, som er i mål, og det er flot arbejde og godt og vigtigt arbejde. Men der er desværre alt for mange, som jeg har været nødt til at melde til Ankestyrelsen. Det er det, man kan som minister, og det er det, man skal, når Folketingets lovgivning – den lovgivning, vi vedtager herinde i den her sal – ikke bliver overholdt. Så skal vi jo gøre det, og det har jeg så også gjort, og det har så også haft en konsekvens, og der er optaget sager nu. Men det er dybt skuffende, og det er jo en erfaring, vi også må tage med, når man skal vurdere det næste skridt i at beskytte grundvandsdannende områder. Hvem er det, der skal være det udførende led dér?

Hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Tak, formand. Alternativet stod foran kameraerne sammen med Enhedslisten, SF, Socialdemokraterne og Radikale, som fru Leila Stockmarr siger, før valget i 2022 og sagde, at vi ville forbyde sprøjtning af 200.000 ha dansk landbrugsjord for at forhindre forurening af vores grundvand. Nu står vi 3 år efter, og ministeren snakker om, at der er en rapport, der er måske snart er færdig. Hvor godt synes ministeren selv det går?

Ministeren.

Det går så godt, at vi nu er meget mere præcise, for kortlægningen er nu godt i gang. Vi er jo nødt til at finde ud af, hr. Torsten Gejl, hvor det er, vi skal beskytte for at leve op til det løfte. Hvor er det, og hvad er det, vi skal beskytte? Det er ikke kun sprøjtemidler, som jeg nævnte. Der er en række andre elementer: forurenet jord og PFAS, og fra industrien er der en række andre elementer. Vi skal beskytte vores drikkevand, men også se på, hvorhenne det er. Det, vi er nået frem til på nuværende tidspunkt – og det er jo så en foreløbig status, og det er med forbehold – er, at det formentlig ikke bliver 200.000 ha landbrugsjord. Det er formentlig lidt i underkanten af det; det er måske omkring 160.000 ha. Men det er altså med forbehold, for vi er ikke helt i mål endnu i hele Danmark. Så det er tal, vi bliver nødt til at kende, altså ikke kun det samlede tal, men hvor er det præcis, og hvad er det, der skal beskyttes imod? Hr. Torsten Gejl kender også nitratbæltet oppe i det nordlige og nordøstlige Jylland. Der er det jo ikke kun sprøjtemidler; der er det også gødning, som kan være problemet. Det vil sige, at den kortlægning af jordlagene er helt afgørende for at kunne komme i mål. Den kortlægning bliver færdig næste år, og i løbet af få uger bliver vi færdige med den regulatoriske rapport, som vi så kan diskutere med hinanden. Hvilken regulering skal der så til?

Fru Katrine Robsøe fra Radikale Venstre.

Tak for det. Og tak til ministeren for selvfølgelig at komme ned i salen til forespørgslen om det her meget, meget vigtige område, som vi jo er enormt mange der går op i, og hvor jeg synes, at både mediedækningen, men også de ting, som ministeriet og ministeren selv lægger frem, jo gør, at man ikke bliver mere betrygget, i forhold til at vores grundvand og vores drikkevand er godt nok beskyttet, som det er den dag i dag. Ministeren nævner selv, at der er en rapport på vej, der forhåbentlig gerne skulle komme inden for de næste par uger, omkring, hvilke regulatoriske greb der kan tages i brug. Ministeren nævner også selv den her kortlægning, der er i gang i forbindelse med den grønne trepart for at kortlægge, hvilke jorder der er særlig udsatte for at blive en trussel mod en ordentlig tilstand af vores grundvand. Det kort er jo i gang med at blive lavet, og de tal bliver jo givet undervejs. Derfor har jeg bare et spørgsmål til ministeren om, om ministeren kan love, at man i hvert fald i starten af 2026 rent faktisk kommer i gang med forhandlinger om, hvilke regulatoriske ting vi så skal tage i brug for at beskytte de områder, så snart vi ved, hvor de er henne.

Ministeren.

Vi skal leve op til vores grønne trepartsaftale, som også Radikale Venstre er med i som forligspart. Den skal vi selvfølgelig leve op til. Det har vi respekt for. Sådan er forligsreglerne herinde, og dem har vi dyb respekt for. Men derudover er der intet, der siger, at man skal vente, til det allersidste hjørne af Danmark er kortlagt, før man siger, at så ved vi, hvad vi skal gøre, og så starter vi på en frisk. Det er jo netop grunden til, at vi, mens kortlægningen sker, har den regulatoriske overvejelse og beregning af, hvad det vil koste, hvordan man kan gøre det, og hvad det bedste greb er, og så må vi politisk drøfte, hvad vi så skal vælge. Jeg skal nok sikre mig, at når den rapport foreligger, er det ikke kun noget, jeg læser i ministeriet; jeg skal nok dele den med Folketingets partier, også således at vi kan drøfte det og man kan gøre sin stilling op, i forhold til hvor man vil hen som parti, og hvad vi kan handle på af de forslag, som så oplistes.

Hr. Kim Edberg Andersen fra Danmarksdemokraterne.

Tak for det. Det her er en debat, hvor der jo ikke er nogen partier, der stiller sig ned i Folketingssalen og siger: Vi hader rent drikkevand, skal vi ikke bare slå det fast? Det tror jeg vi alle sammen er enige i er vigtigt. Jeg synes også, at vi har en tendens til, at det hele bliver kørt op i frygt. Nu hørte jeg, at man var bange for at bade sine børn. Det kan godt være, jeg ikke ved det, men er der nogen steder i Danmark, man ikke kan vaske sine børn i det vand, der kommer ud af hanen? For det blev der ligesom sagt at man skulle være bekymret for. Vil ministeren ikke også bare bekræfte, at kortene over, hvor grundvandet dannes i Danmark, ikke er på plads endnu? Og vil ministeren så ikke bare forklare sådan en simpel nordjyde som mig, hvordan man vil beskytte grundvandet, hvis ikke man ved, hvor grundvandet dannes henne?

Ministeren.

Det er korrekt. Altså, den kortlægning er sat i gang, med henblik på, og det står sådan set også i trepartsaftalen, at der selvfølgelig skal handles på de kort. Kortene er altså, hvor det er, men jo også, hvad jordlagene er, og hvordan det fragtes. Altså, det er jo 30-40 m nede i den danske undergrund, at vi har vores grundvandsdannende områder – sådan meget, meget groft sagt – og i forhold til hvordan det bevæger sig, og hvad det er, man skal beskytte det imod i den måde, det bevæger sig over mod de steder, hvor vi borer efter drikkevand, på, er vi nødt til have den kortlægning. Det vil sige, at det ikke kan lade sig gøre at beslutte at beskytte noget, uden at man ved, hvad det skal beskyttes mod, og hvor det, der skal beskyttes, er henne. Men vi behøver ikke at vente til sidste kortlægning og til sidste hjørne, som jeg også nævnte tidligere til Radikale Venstre, er kortlagt og sige, at når vi har den sidste kortlægning, skal vi drøfte det. Man kan sagtens sige: Nu får vi lavet det regulatoriske, og vi ved, hvilke principper der skal være for det, men det kan først træde i kraft, når vi ved, hvorhenne i jorden det så er, der skal beskyttes.

Hr. Rasmus Jarlov, Det Konservative Folkeparti.

Jeg synes, at det lyder lidt som dårlige undskyldninger, må jeg indrømme. Altså, det er jo rigtigt nok, at man først kan beskytte grundvandet, når man ved, hvor det bliver dannet henne. Men derfor kan man godt gå i gang med at lave lovgivning, som siger, at det er ulovligt at sprøjte og forurene de steder, hvor der bliver dannet grundvand, og det er jo ikke sådan, at vi ikke kender til nogen steder, hvor der bliver dannet grundvand. Det kan godt være, at der mangler kortlægning nogle steder, men vi har også viden om, at der er nogle områder, som skal beskyttes, hvis vores grundvand skal være rent. Derfor er det totalt utilfredsstillende, at der stadig bliver forurenet i områder, hvor vi ved at det siver direkte ned i grundvandet i Danmark. Så hvorfor kommer regeringen ikke i gang og får lavet den lovgivning?

Ministeren.

Det er helt korrekt, at vi – det sagde jeg også i mit svar til hr. Kim Edberg Andersen – ikke behøver at vente på, at hele den sidste del af kortlægningen er der, før man beslutter, hvilke principper og hvilken regulering der skal gælde her for at beskytte mod de forskellige presfaktorer, der så er. Hvor den regulering så skal gælde henne, er afhængigt af, hvordan kortet ser ud. Det er der, vi er, og det er derfor, at vi ikke venter på kortlægningen for at lave det regulatoriske arbejde. Det kører sideløbende, og det bliver færdigt før; det seneste, jeg har fået at vide, er, at det bliver færdigt her i løbet af december måned. Når vi har fået det, vil vi dele det med Folketinget, og så hvad man jo tage stilling til, hvad man så vil gøre. Der behøver man ikke vente på, at den sidste kortlægning er færdig.

Tak til minister. Nu går vi over til forhandlingen og de almindelige regler for korte bemærkninger. Ordføreren for forespørgerne, fru Leila Stockmarr, Enhedslisten, er den første på talerstolen.

Da Folketinget åbnede i år, inviterede Danmarks Naturfredningsforening og Danske Vandværker til en reception for at fejre, at vi havde taget beslutninger, der betød, at vi nu var i mål med at beskytte vores grundvand. Den reception fandt dog først sted i år 6498. For i 1998 satte Svend Auken en ambition om at beskytte de sårbare grundvandsdannende områder, som vi taler om i dag, og siden da har kun 0,6 pct. af de områder opnået den beskyttelse, som Svend Auken satte som sit mål. Det illustrerer, hvor ufattelig langt der er igen, før vi overhovedet er i mål med noget, der ligner at træffe de beslutninger, der vil sikre, at vi også i fremtiden, på den helt lange bane, har rent drikkevand. Og det er jo ganske alvorligt. Netop fordi det er så alvorligt, var det også fantastisk nyt, da statsministeren i 2022 stillede sig frem sammen med en række partiledere og lovede danskerne, at man nu ville træde i karakter. 4 dage før valget lovede man danskerne, at man i næste regeringsperiode ville sætte ind med et helt nødvendigt sprøjteforbud på op mod 200.000 ha, altså hvad der svarer til fire gange Falsters størrelse, for at redde vores drikkevand. Desværre er det ikke blevet omsat til handling, i hvert fald ikke til en handling, der betyder, at vi med ro i maven kan se for os, at der kommer til at blive truffet de nødvendige beslutninger for at sikre, at det her sker i den her regeringsperiode. Det er derfor, at vi i Enhedslisten har indkaldt til den her forespørgselsdebat. Med under et år til et kommende folketingsvalg, muligvis kortere, er det meget svært at se, at det, ministeren også har skitseret her i dag, og det, der er blevet lagt frem af regeringens planer, og jo egentlig også hvad der står i regeringsgrundlaget, vil sikre, at vi får truffet de nødvendige beslutninger. Det betyder jo, at statsministerens løfte om i næste regeringsperiode at træde i karakter og sikre den regulering, der skal redde vores drikkevand, også i fremtiden, begynder at emme af at være et klokkeklart løftebrud. Med den her forespørgselsdebat vi vil gerne prøve at sende en redningskrans til vores drikkevand, men også til regeringen i forhold til at prøve at blive lidt mere præcise på, om der er noget, vi kan blive enige om, som vi som minimum skal gøre for at sikre os, at vi får nogle håndfaste beslutninger, der betyder, at et eventuelt nyt flertal efter et valg ikke bogstavelig talt kan tage al den kortlægning og alt det forberedende arbejde, der er blevet lavet, og sige: Ja, men det er der ikke nogen politisk vilje bag i den her regering. For så når vi ikke længere, og så er vi tilbage til at skulle se frem til først at skulle til reception om flere tusind år. Derfor synes vi, det er meget problematisk, at det, der bliver skitseret, også af ministeren i dag, jo ikke giver et håndfast løfte om, at der i næste folketingssamling, som jo måske er den sidste inden valget, vil blive fremsat noget, f.eks. et lovforslag, så vi faktisk kan lave en bindende aftale. Derfor er vi en række partier, der er gået sammen om at lave en vedtagelsestekst, som jeg vil læse op, i håbet om at vi kan få regeringen på bedre tanker, både for at sørge for, at Socialdemokratiet kan undgå at løbe fra det løfte, de har givet danskerne, men egentlig også for at sikre, at alt det arbejde, som vi anerkender bliver lavet lige nu, bliver gjort til virkelighed og ikke ender i en skrivebordsskuffe. Bl.a. synes vi jo godt, at man med den viden, man har, og den identificering, man allerede har lavet af visse områder, herunder store dele af Fyn, kunne sætte ind med forbud mod sprøjtning, i takt med at områderne bliver identificeret. Der er mange ting, hvor man kan sige, at det desværre er en syltekrukke. For man kunne skride til handling nu. Man kunne indkalde til forhandlinger, som vi hører indikationerne på at der kommer. Man kunne også love Folketinget og danskerne, at man inden sommerferien vil fremsætte et lovforslag, der inkluderer et sprøjteforbud, som man netop gik til valg på, og som man må formode at nogle vælgere havde regnet med, i hvert fald hvis de satte deres kryds ved Socialdemokratiet. På den baggrund vil jeg læse en vedtagelsestekst op fra i Enhedslisten, Radikale Venstre, SF og Alternativet:

Forslag til vedtagelse

»I 2024 blev der fundet rester af landbrugets sprøjtegifte i 55,7 pct. af de aktive drikkevandsboringer. Der er fundet forurening med pesticider i ca. 80 pct. af prøverne i det øverste grundvand, og i 40 pct. af prøverne er forekomsten højere end grænseværdien. Det øverste grundvand er fremtidens drikkevand. Folketinget konstaterer, at der er behov for akut regulering for at beskytte vores drikkevand, herunder et forbud mod anvendelse af sprøjtemidler på de sårbare grundvandsdannende områder, når de er færdigudpeget af Miljøstyrelsen. Folketinget opfordrer regeringen til at indkalde partierne til politiske drøftelser primo 2026, så snart den regulatoriske rapport foreligger. Folketinget noterer, at regeringen i tråd med statsministerens valgløfte fra 2022, inden sommer 2026 skal fremsætte et lovforslag, som sikrer et sprøjteforbud på de ca. 200.000 ha. sårbare grundvandsdannende områder, og som træder i kraft, i takt med at de bliver udpeget.« (Forslag til vedtagelse nr. V 9).

Der er en enkelt indtegnet til en kort bemærkning. Hr. Erling Bonnesen fra Venstre.

Tak for det. Tak for ordførertalen. Vi vil alle sammen have rent vand i hanerne. Jeg kender ikke nogen, der har det modsatte synspunkt. Så det er jo godt, at vi altid kan få en aktuel debat om det, og det er jo fint, at ordføreren har det fokus, som man fra Enhedslistens side har. Mit spørgsmål er: Har Enhedslisten også fokus på andre presfaktorer, som presser det danske grundvand, og i så fald hvilke?

Ordføreren.

Tak for det spørgsmål. Jeg vil bare lige indledningsvis sige, at ud fra al den data, der ligger, er der al evidens for, at den største kilde til den forurening, der siver ned i vores grundvand, kommer fra sprøjtemidler fra landbruget. Når det så er sagt, har vi i Enhedslisten, og også mig personligt, haft meget stort fokus på hele den problematik, som ministeren også skitserede omkring udlægning af jord på områder, hvor der indvindes drikkevand. Det har vi også haft et ønske om i de verserende forhandlinger, som desværre lige nu er stødt lidt på grund, i forhold til at få det forbud, ligesom vi i forhold til sprøjtemidler ønsker at få det forbud mod, at man må udlægge jord under jordflytningsbekendtgørelsen, ind i den aftale, vi skal lave, og få det nu og ikke vente til, at områderne er udpeget. Så det er noget, vi arbejder på på alle fronter. Dertil kommer selvfølgelig også den kemi, der siver ud fra visse dele af erhvervslivet.

Spørgeren.

Tak for det. Det næste spørgsmål til Enhedslisten er også omkring de sprøjtemidler, hvor en del jo er blevet forbudt. Så jeg vil bare lige spørge til, hvilket fokus Enhedslisten har på det, at vi i Danmark er blandt de lande, der har et af de skrappeste godkendelsessystemer, og også er et af de lande, der har forbudt fleste stoffer nu, sådan at det jo er det, der samlet går under betegnelsen fortidens synder. Hvad tænker Enhedslisten om det?

Ordføreren.

Alle skridt i den rigtige retning er jo positivt, men vi så jo gerne, at man på baggrund af et forsigtighedsprincip havde indført et forbud mod brug af alle de stoffer nu. Det er jo kun for nogle af dem, man har trukket tilladelsen tilbage. Så vi så gerne, at man gjorde det ud fra et forsigtighedsprincip med alle stofferne i forhold til PFAS. Men det løser jo ikke problemet omkring de øvrige pesticider i de sprøjtemidler, der bliver brugt. Det er jo kun en brøkdel, det handler om, og det er der ret udbredt dokumentation for.

Hr. Kim Edberg Andersen fra Danmarksdemokraterne.

Tak for det, og tak for det, I har indkaldt til. Det er en vigtig forespørgselsdebat; det er vi alle sammen enige om. Vi sad for nylig på et samråd, hvor den samme gruppe partier jo lystigt fortalte om TFA, og langt hen ad vejen blev det fortalt, at det alt sammen er kommet fra landbruget. Vil ordføreren ikke bare bekræfte mig i, at ministeren på det tidspunkt sagde, at 75 pct. af TFA'en ikke kom fra landbruget, den kom fra nedbør? Min pointe med det er, at jeg ikke tror, vi kommer ret langt med, at det bliver det her sædvanlige. Før var det fiskerne, og nu er det landmændene. Hvis vi skal have rent drikkevand, skal vi jo kigge på alle faktorerne på en gang. For det må være endemålet at få rent drikkevand. Så er ordføreren enig i, at også i de her 59,7 pct. er rigtig mange de pesticider, der er fundet, TFA, og at hvis det så er rigtigt, kommer 75 pct. af det jo så fra nedbør? Er det ikke korrekt?

Ordføreren.

I Enhedslisten vil vi gerne se på alle de presfaktorer, der presser vores grundvand og vores drikkevand, som jeg også understregede i det forrige indlæg. Men sandheden er jo den, at der i 2024 blev fundet rester af landbrugets sprøjtegifte i 55,7 pct. af de aktive drikkevandsboringer, så meget kan spores tilbage til landbruget også. Det betyder jo ikke, at der ikke også er andre presfaktorer. Jeg er også meget bekendt med den diskussion, der er omkring TFA og TFA's oprindelse; der har jo også været en ret omfattende dækning i Information. Man var jo netop fra myndighedernes side ude at kommunikere, at det nok ikke kom fra pesticider fra landbruget, hvorefter en GEUS-rapport modbeviste det. Så der er TFA, der også kommer fra landbruget. Det er dokumenteret af GEUS.

Spørgeren.

Det er bestemt heller ikke, fordi jeg nu er fra Danmarksdemokraterne, og at det så er sådan en eller anden forsvarstale for landbruget, for selvfølgelig skal landbruget levere. Det skal de, og som jeg siger, er de 25 pct. jo også fra landbruget, så det skal vi også have kigget på, bestemt. Det er bare, fordi jeg er bange for, at for at få det her i mål, enten sogneråds eller ved sine egne vælgere, tænker man: Vi peger på alle de andre. Det er bare det, jeg er bekymret for, for vi skal huske at pege på os alle sammen i forhold til at få det rene drikkevand. Blandt andet ved vi jo også, det sagde ministeren selv, at Sjælland er hårdt ramt i forhold til drikkevand, og man kan sige, at så skulle man måske plante noget af al den her skov, man har tænkt sig at plante, som er en god løsning – det vil hr. Torsten Gejl sikkert give mig ret i – på Sjælland i stedet for der, hvor vi har kvæg, ovre i Nordjylland.

Ordføreren.

Det er jo også derfor, det er fremragende, at vi får den regulatoriske rapport og den kortlægning, for så har vi jo fakta, og så kan vi bruge alle de greb, der er i skuffen. Så vidt jeg har kunnet orientere mig i de foreløbige resultater, peger pilen primært på landbruget i forhold til hovedudfordringen, fordi sprøjtningen i det danske landbrug er så massiv og en så stor del af det danske areal er dækket af landbrug. Så der er ingen vej udenom. Vil man redde vores drikkevand, skal man sætte ind over for landbrugets brug af sprøjtemidler også.

Tak. Det tidligere fremsatte forslag til vedtagelse vil indgå i den videre forhandling. Der er ikke flere korte bemærkninger, så tak til ordføreren for forespørgerne fra Enhedslisten. Så er det hr. Thomas Monberg fra Socialdemokratiet.

Tak, formand. Kære formand og kære kollegaer. Jeg vil starte med at sige tak til fru Leila Stockmarr for at rejse den her vigtige forespørgsel. Rent drikkevand direkte fra hanen er noget meget dansk, som vi også været inde på før. Det skal vi passe på, og der er desværre behov for det efter alt for mange år, hvor rent drikkevand er blevet taget for givet. Jeg taler i dag på vegne af Socialdemokratiet, og jeg vil gøre én ting helt klart: Vi har lovet danskerne at passe på drikkevandet også i fremtiden, og det står vi ved. Derfor har vi ét fokus, og det er at gå væk fra frivillig regulering, som gennem årtier ikke har sikret beskyttelse af vores drikkevand. Regeringen har med den socialdemokratiske miljøminister i spidsen igangsat en række tiltag, som nu og her kan beskytte vores drikkevand. Vi har styrket beskyttelsen i boringsnære beskyttelsesområder. I både den tidligere socialdemokratiske regering og i de sidste 3 år har vi presset på for at styrke beskyttelsen af BNBO'erne, så pesticiderne ikke ender der, hvor vores drikkevand dannes. Det betyder, at kommunerne nu har både rammer og pligt til at beskytte de mest sårbare områder. Vi har sat arbejdet med grundvandsparker i gang. Det var Socialdemokratiet, der satte retningen for, at store arealer på helt op til 200.000 ha skal beskyttes målrettet. Kortlægningen af de sårbare grundvandsdannende områder er i fuld gang, og vi ser samtidig på, hvordan vi beskytter disse områder bedst. Vi har sikret finansiering gennem Drikkevandsfonden. Under den tidligere S-regering blev fonden etableret. De sidste 3 år er der givet støtte til projekter over hele landet. Og hundredvis af gamle, risikable boringer er blevet sløjfet. Det forebygger forurening, før den sker. Vi har stået i spidsen for forbud af PFAS-pesticider. Når nye undersøgelser viser risiko for forurening, handler vi. Det har været drivende i forhold til over 30 pesticider med PFAS-indhold. PFAS-produkter er blevet forbudt, og vi fortsætter på et fagligt og gennemskueligt grundlag. Vi ønsker løsninger, der virker, og som bygger på fakta. Derfor støtter vi fuldt op om den detaljerede kortlægning af grundvandet, som også har været nævnt i dag, nye undersøgelser af sårbare arealer, lokal og national dataindsamling om forurening og en langsigtet plan for, hvordan vi skal beskytte det. Når vi siger, at vi vil beskytte grundvandet, så mener vi det. Men vi mener også, at løsningerne skal være fagligt forankret, for kun sådan får vi en beskyttelse, der holder i 10, 20 og 50 år. Vi står her som Socialdemokrati med én klar ambition: at alle danskere også i fremtiden trygt kan drikke vandet direkte fra hanen. Det kræver politisk vilje, det kræver et fagligt grundlag, og det kræver, at vi, i takt med at ny viden kommer frem, handler. Og det vil vi. Vi står klar til at samarbejde bredt om det, og derfor er jeg glad for, at der er så mange partier, der har det her som et vigtigt punkt i deres politik. Nu vil jeg læse en vedtagelsestekst op, som Moderaterne, Venstre, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne og Socialdemokratiet har tilsluttet sig, og vi håber selvfølgelig, at flere vil være med.

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at vores drikkevand er under massivt pres. I 2024 blev der fundet pesticidrester i 55,7 pct. af de aktive drikkevandsboringer. Der er fundet pesticidrester i ca. 80 pct. af prøverne i det øverste grundvand, og i 40 pct. af prøverne er forekomsten over grænseværdien. Det øverste grundvand er fremtidens drikkevand. Miljøstyrelsen er i gang med kortlægningen af de sårbare grundvandsdannende områder. Mens kortlægningen pågår, forberedes, hvordan områderne kan beskyttes, så fremtidens drikkevand kan blive beskyttet. Det fremgår af »Aftale om et Grønt Danmark«, at regeringen vil igangsætte en analyse af reguleringsmulighederne for beskyttelse af de sårbare grundvandsdannende områder. Analysen ventes at være færdig ved udgangen af 2025, hvorefter den offentliggøres.« (Forslag til vedtagelse nr. V 10).

Tak for ordet.

Fru Leila Stockmarr fra Enhedslisten har indtegnet sig til en kort bemærkning.

Jeg har et kort spørgsmål. Hvis Socialdemokratiet havde 90 mandater, ville der så blive fremsat et lovforslag om at indføre et sprøjteforbud – i tråd med Mette Frederiksens valgløfte fra 2022 – inden sommerferien 2026?

Ordføreren.

Der vil blive fremsat et lovforslag, i det øjeblik vi havde reguleringsanalysen og vi præcis vidste, hvad vi skulle passe på og hvorhenne.

Spørgeren.

Tak for det. Det tolker jeg jo sådan, at Socialdemokratiet vil have fremsat et lovforslag inden sommerferien, såfremt man har 90 mandater. Det står jo i modsætning til, hvad vi må høre i dag, altså at det beror på videre analyser. Det var i hvert fald sådan, jeg hørte ordføreren svar, og det er jo ganske interessant. Det næste spørgsmål vil også være, hvem det bliver dyrere for, hvis vi udskyder beslutningen om at lave et sprøjteforbud i forhold til at rense vandet. Bliver det dyrere for danskerne at drikke drikkevand i fremtiden, som vi f.eks. har set det i Aalborg, hvis vi ikke griber ind med et sprøjteforbud? Hvor mener Socialdemokratiet at regningen skal placeres, når det bliver dyrere at rense drikkevandet, fordi vi ikke har lavet et sprøjteforbud i tide?

Ordføreren.

Man kan tolke meget i det, jeg siger. Jeg siger – det sagde jeg også før i min tale – at jeg rigtig gerne vil have et fagligt oplyst grundlag at vurdere det her ud fra. Derfor glæder jeg mig til at se de kort, som vi også har besluttet i nogle af de aftaler og forlig, vi har lavet. For hvem bliver det dyrere? Det er jo klart, at det bliver dyrere ikke at passe på drikkevandet. Det viser alle analyser, og derfor er vi selvfølgelig også interesserede i at passe på vores drikkevand i fremtiden, og det har jeg jo også prøvet at vise at vi allerede har handlet på. Så derfor er grundvandet vigtigt for Socialdemokratiet, og det står vi ved.

Hr. Claus Jørgensen, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Jeg kan høre på ordføreren, at han også synes, at drikkevandet er under et massivt pres, og at det haster med at gøre noget ved det her. Vi ruller lige tiden tilbage til november 2022, for der var faktisk efter valget et flertal for at gøre noget ved det her, og nu er der så gået 3 år. Synes ordføreren, at det er gået stærkt nok?

Ordføreren.

Nu har jeg ikke været byordfører hele tiden, så jeg må indrømme, at jeg ikke har haft fingeren på pulsen, men vi taler da meget om drikkevand i den socialdemokratiske gruppe, og vi har presset på, for at det her skulle komme i gang. Vi har forhandlet den grønne trepart, og vi har forhandlet rigtig mange gode aftaler i den periode på de 3 år, fordi vi hele tiden vil passe på grundvandet. Jeg glæder mig bare, fordi vi netop inden for den grønne trepart har vedtaget, at de her kort skal laves, så vi har det her faglige grundlag. Det glæder jeg mig til at se, så vi kan få sat gang i at beskytte vores grundvand endnu mere og endnu bedre, end vi gør i dag.

Spørgeren.

Tak. Ja, og vi glæder os alle sammen til, at den her rapport kommer, forhåbentlig lige om lidt. Men ville ordføreren være med på, at vi måske allerede nu lagde nogle datoer ind i kalenderen i starten af januar, så vi kunne begynde at snakke om det her? For hvis rapporten kommer, kan vi komme i gang med arbejdet lige efter juleferien.

Ordføreren.

Nu har jeg ikke lige min kalender på mig her. Men jeg synes da, vi her i foråret skal gå i gang med at tale om det, når den her reguleringsanalyse er her. Jeg synes også, ministeren har anerkendt, at vi skal gå i gang med det, og det tilslutter jeg mig klart.

Hr. Rasmus Jarlov, Det Konservative Folkeparti.

Hvem er skyld i, at det har taget så lang tid at lave en lovgivning? I har jo haft et flertal hele vejen igennem, og det tager jo ikke 3 år for embedsmændene at skrive det. Så hvem har været bremsen, som er skyld i, at der nu er gået 3 år og vi endnu ikke har den lovgivning, som I havde lovet?

Ordføreren.

Hvis vi kigger på vores drikkevand, er der jo rigtig, rigtig mange, der har skyld i, at der er en forurening. Der er rigtig mange politikere, som igennem tiden ikke har handlet. Så hvis vi så snakker om processen, synes jeg faktisk, at der er handlet på det. Der har været nogle partier, som har forhandlet nogle aftaler, og som på den måde har valgt, at der skal laves en kortlægning, som giver rigtig god mening, så vi kan få allermest beskyttelse for de midler, vi vælger på det tidspunkt, når vi finder ud af, hvad der skal bruges. Så derfor synes jeg jo faktisk ikke at der er nogen, som man kan sige har skylden. For jeg synes faktisk, der er blevet handlet hele vejen igennem.

Spørgeren.

Jeg tror nok, at borgerne forventer, at man, når man er udstyret med magt til at lave lovgivning og har regeringsansvaret, så også lever op til sine løfter om at lave den regulering, som man bl.a. vandt valget på. Så derfor er jeg nødt til at spørge igen, for der kom jo ikke rigtig noget svar andet end sådan en semantisk udredning om, hvad ordet skyld betyder: Hvem er skyld i, at der ikke er blevet lavet den lovgivning? Er det ikke Socialdemokratiets skyld, når I har haft flertallet i 3 år og I ikke har fået lavet det, I havde lovet?

Ordføreren.

Jeg synes jo netop, det viser, at vi har handlet. Jeg synes jo, vi viser, at vi har sat de ting i gang, der gør, at vi kan lave lovgivningen. Derfor skal der, som jeg har sagt her og også i min tale, være et fagligt grundlag at lave det her ud fra, og jeg har også anerkendt, at jeg vil gå i forhandling om det med det samme. Det her regulativ om, hvordan vi skal få gjort det fremadrettet, ligger der også, inden kortene er færdige. Så jeg synes faktisk, at vi viser handling.

Hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Jeg synes ikke, at svaret er særlig tydeligt eller præcist. Måske man kan spidsformulere spørgsmålet med fare for at få skældud af formanden: Hvorfor er der ikke sket en skid i 3 år?

Sådan får man skældud af formanden. Ordføreren.

Det synes jeg også at der er. Det har jeg jo forklaret i min tale; jeg synes faktisk, at vi har gjort rigtig mange ting for at beskytte det. Vi har sat fokus på, at frivillighed ikke kunne gøre det alene i forhold til BNBO'erne. Jeg synes, at vi får sat fokus på, at vi skal passe endnu bedre på vores grundvand. Vi har sat gang i undersøgelser, og vi har sat gang i den reguleringsanalyse. Jeg synes faktisk, at vi er på vej et sted hen, hvor jeg håber på at vi på et rigtig bredt fagligt grundlag kan beskytte vores drikkevand i fremtiden.

Spørgeren.

Men er det at gøre noget at sætte fokus på, at frivillighed ikke virker? Er det en handling? Og burde det komme bag på nogen? Altså, det er jo gang på gang, at landbruget skal gøre ting frivilligt, og det virker aldrig, heller ikke med den grønne trepart, hvor man så nu skal finde en eller anden kvælstofhammer, som formentlig bliver sådan lidt en badehammer, der siger piv. Så mener ordføreren, at det at sætte fokus på, at frivillighed ikke virker, er at gøre noget aktivt?

Ordføreren.

Jeg synes jo faktisk, at vi gør det, ved at vi – jeg tror, det var SF's ordfører, der nævnte det – har fået en rapport i dag om, at det faktisk er begyndt at virke, at vi er gået væk fra frivillighed i forhold til BNBO'erne. Så jeg synes jo faktisk, i forhold til at man tidligere fra Folketingets side har sat frivillige løsninger i gang, der ikke virker, at nu har vi så sat gang i at lægge pres på det i forhold til ankenævnet, og der er nogle, der er meldt til politiet og andet, og derfor sker der jo også noget. Så derfor synes jeg jo faktisk, at det er et kursskifte, som faktisk også viser, at der er handlet.

Hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne.

Jeg synes faktisk ikke, ordføreren svarede hr. Rasmus Jarlov ret godt. Vi er jo enige i, at vi ikke skal udtage noget, før kortene er der. Det er fint. Men det regulatoriske kunne man jo godt have sat i gang noget før, så vi allerede nu vidste, at okay, her er alle de værktøjer, vi er blevet enige om at skulle bruge, såfremt man kom dertil. Og skal vi så ikke bare slå fast, at når man går bort fra frivillighed, er det ligesom i det gamle Østeuropa tvang, vi snakker om? Altså, det er jo tvang, vi snakker om, når vi siger manglende frivillighed. Det er bare sådan, at borgerne derude ikke tror, det er en eller anden rar følelse. Vi taler om tvang, og når man nu står og synes, at tvang er vejen frem, har man så også lige gjort sig klart, at hvis man gør det med tvang, er det jo ejendomsretten, og at så er det jo ekspropriation, vi snakker om? Det er også, så man bare lige sørger for – nu ved jeg, at vi har rigtig mange penge i kassen – at sikre sig, at det jo så er en fuld og hel erstatning efter grundloven.

Ordføreren.

Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad ordføreren helt præcis mener, for hvad efterspørger vi her? Efterspørger vi handling, efterspørger vi frivillige gerninger, eller hvad efterspørger vi? Jo, vi får en reguleringsanalyse, som der faktisk også er lagt op til at vi skal forhandle om, så det synes jeg da faktisk jeg svarede på. Men når vi går væk fra frivillighed, fordi man ikke passer på vores grundvand, synes jeg da, det er positivt, at vi, når man har haft chancen og så bagefter finder ud af, at det ikke duede, så sætter noget andet i stedet.

Spørgeren.

Altså, jeg er helt forvirret over, at man ikke ved, hvad tvang er. Altså, der er frivillighed, og så er der ikkefrivillighed. Ikkefrivillighed er tvang. Den er jo ikke så lang, og det er jo ikke, fordi jeg siger, at det ikke er det, som kan blive værktøjet. Der kunne man jo have taget sig sammen og lavet et regulatorisk oplæg allerede nu, så man vidste, at det var det, man snakkede om. Men jeg vil bare lige huske at sige, at så skal man betale, altså når man tvinger folk, der har en ejendomsret. Det er bare lige sådan, at Socialdemokraterne måske ikke lige laver noget senere, så danskerne igen kan se frem imod en regning, der kommer fuldstændig bag på dem – hvis man nu tvinger et eller andet ned over danskerne, som man ikke har helt hold i billetterne til. Men vil man ikke en gang til bare lige forholde sig til, at man faktisk godt fra regeringens side kunne have startet det regulatoriske meget tidligere, og at der har hr. Rasmus Jarlov fuldstændig ret i, at det kunne man godt være færdig med allerede nu?

Ordføreren.

Det er vi så også færdige med lige om lidt. Jeg forstod udmærket godt, hvad tvang og frivillighed betød. Det synes jeg også mit svar tydeliggjorde, ellers må vi snakke om det nede på pladserne lige om lidt. Det ved jeg i hvert fald godt hvad betyder. Men jo, nu kommer den, så går vi gang, og så håber jeg, at så mange som muligt herinde vil være med.

Fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti. Værsgo

Tak. Nu kan jeg se, at vi har en del tilhørere i dag, og der er en masse meget unge mennesker. Der har jeg bare en lille opfordring til, at hvis der er en eller anden tjans derhjemme, som man ikke rigtig orker, kan man bare sige: Jeg har sat endog meget fokus på, at opvaskemaskinen skal tømmes. Jamen du har jo ikke rigtig gjort det? Nej, men jeg har sat fokus på det. Det er jo lidt den samme argumentation, vi hører her fra Socialdemokratiets side: Man har sat fokus på tingene. Det har man så gjort i 3 år og åbenbart, men det er jo ikke handling. En ting er at sætte fokus på noget, men det betyder jo ikke, at der er sket noget konkret. Det er sådan set det, vi efterspørger. Jeg håber og tror på, at Socialdemokratiet er enige med Dansk Folkeparti i, at vores grundvand er noget, vi skal kunne give videre til de kommende generationer. Vores natur er kulturarv, og vi har noget grundvand, vi skal passe på. Vi er et af de lande, som heldigvis stadig væk kan drikke det vand, vi hiver op fra undergrunden. Der er rigtig mange andre lande, hvor man ikke har den luksus. Det er jo vigtigt, at vi passer på det. Så i stedet for alle de her politikersvar og floskler og snakken om, at man har sat fokus på noget, hvornår kommer der så noget rent konkret handling? Det har man jo ikke gjort i 3 år. Man har haft muligheden, men man har ikke gjort det.

Ordføreren.

Nu gik de der unge. Jeg ved ikke hvorfor – om det var derfor. Men jeg tror da selvfølgelig også, at DF er enige med Socialdemokratiet i – hvis man lyttede til min tale – at jeg netop sagde, at vi faktisk ikke kun har sat fokus på det, men også har ændret praksis på den måde, at vi faktisk begynder at tvinge kommunerne til at opfylde kravene til de her beskyttelser, de her BNBO'er, som faktisk hele tiden har været frivillige. Det var de under den DF-tilsluttede regering tidligere, hvor I var parlamentarisk grundlag for en V-regering. Der satte man det i gang, at det skulle være ad frivillighedens vej. Jeg sad selv i byrådet på det tidspunkt og skulle føre det ud i livet, og jeg tænkte, dengang det kom: Okay, det her kommer ikke til at lykkes. Det gjorde det heller ikke, men nu har vi netop ændret fokus og ændret den måde, vi reagerer på, og på den måde er vi begyndt at presse kommunerne til det og at anmelde dem, hvis de ikke overholder det, de skal. Det er det, jeg mener med, at vi ikke kun har sat fokus på det. Jeg synes faktisk også vi har vist handling ved det.

Spørgeren.

Altså, jeg kan godt høre, Socialdemokratiet har skiftet retorik. Man havde jo en lang overgang, hvor man sådan lidt sagde: Da DF havde magt. Men okay, nej, vi har ikke siddet i regering på noget som helst tænkeligt tidspunkt, så lad nu være med at køre de der socialdemokratiske floskler. Prøv nu bare at svare på det, der bliver spurgt om. Man sætter fokus på noget. Det betyder jo ikke, at der sker noget handling. Vi sidder alle sammen her i salen og er enige om, at vores grundvand er vigtigt. Vi har en flertalsregering – eller I har en flertalsregering – som har mulighed for sådan med et fingerknips at lave det nødvendige. Hvorfor har man ikke gjort noget?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om ordføreren ikke hørte min tale. Jeg synes faktisk, vi har gjort rigtig meget for at passe på vores grundvand. Så jeg vil ikke gengive det igen. Det, vi gør nu, er at vi siger, at vi gerne vil forhandle om de her reguleringsløsninger her, når vi kommer ind i det nye år. Vi vil rigtig gerne kigge på de her kort, når de kommer, så vi kan beskytte grundvandet på den bedst mulige måde de rigtige steder på et fagligt baseret grundlag, sådan at vi får gjort det rigtigt. Så vi vil rigtig gerne passe på vores grundvand. Det er faktisk rigtig, rigtig vigtigt for Socialdemokratiet.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Thomas Monberg fra Socialdemokratiet. Jeg byder nu velkommen til hr. Erling Bonnesen fra Venstre.

Tak for det. Drikkevandet er vigtigt for os alle sammen, og vi vil også alle sammen passe godt på vores drikkevand. Det vil vi også i Venstre. Rent vand i hanen er en særlig dansk kvalitet. Det er vi glade for, og det er vi stolte over. Det er vigtigt, at vi har rent vand i hanen, og vi kan rolig sige, at danskerne trygt kan drikke det danske drikkevand direkte fra hanen. Det synes jeg er værd at få markeret og få slået fast. Så er der en række udfordringer, og det skal jeg komme tilbage til. Vi skal naturligvis også i fremtiden kunne tappe drikkevandet direkte fra hanen, for det er unikt, at vores drikkevand kommer direkte fra grundvandet, og ovenikøbet smager det faktisk også godt. Derfor er jeg også glad for, at vi i denne regering har fremsat en række initiativer, der medvirker til at passe på vores fælles drikkevand. Så der er fokus på vores drikkevand, herunder på, at det fortsat skal komme direkte fra hanen, med, som ministeren har været inde på tidligere, en fortsættelse og en forøgelse af Drikkevandsfonden til og med 2027 og med PFAS-handlingsplanen. Samtidig fortsætter vi arbejdet med BNBO, som forventes færdiggjort inden så længe. Jeg er glad for, at der undervejs har været en frivillighedsperiode, og de fleste landmænd – langt de fleste – vil faktisk gerne lave nogle aftaler, blot det bliver fornuftige aftaler på et fornuftigt grundlag. Nu skal vi prøve at komme i mål med det sidste på det område. Ligeledes er der også gang i undersøgelserne af grundvandsparkerne, som ministeren også var inde på, så det kan indgå i planlægningen af beskyttelsen af drikkevandet fremover. Så er der også udfordringer, og derfor er det jo ganske udmærket, at vi også ved den her lejlighed har en debat i salen om det. De problemer, vi ser i dag med pesticidrester i aktive drikkevandsboringer, skyldes i høj grad – det ved vi jo alle sammen – det, vi under et kalder fortidens synder. En lang række af de, skal vi kalde dem gamle dårlige sprøjtemidler, har vi forbudt, men desværre tager det nogle år, inden de forsvinder helt. Det ved vi. Noget af det, der blev brugt tilbage i tiden, var nogle skrappe sager, og de kan stadig måles, og efterhånden som måleudstyret bliver mere og mere fintunet, kan der jo også måles mere og mere. En række af de her gamle dårlige midler, som man så kan vælge at omtale dem som, bliver ikke brugt længere, men mange af dem ligger stadig væk som rester i nogle af jordlagene. Heldigvis har vi, som jeg har været inde på tidligere, et solidt kontrolsystem for vores drikkevand her i Danmark, så man kan trygt drikke det drikkevand, som kommer ud af hanen. Derudover må vi afvente svar fra Miljøstyrelsen, når de er færdige med at udpege de områder, som går under betegnelsen grundvandsdannende områder, sådan at vi ved, hvilke rapporter vi har, og hvilket grundlag vi har at stå på i forhold til de fortsatte drøftelser og forhandlinger på det område. Så har der været en debat omkring de regulatoriske ting – det kan man jo omtale som værktøjskassen – og det er også fint at få arbejdet med det samtidig med. Så på den baggrund vil jeg sige, at vi støtter det forslag til vedtagelse, som Socialdemokratiets ordfører har læst op. Jeg ser frem til debatten. Tak.

Tak for det. Der er foreløbig to korte bemærkninger. Først er det fru Leila Stockmarr, Enhedslisten. Værsgo.

Deler ordføreren ambitionen, ønsket og løftet fra statsministeren – statsministeren er jo statsminister i en regering, som Venstre sidder i nu – om at beskytte 200.000 ha på baggrund af et sprøjteforbud? Og anerkender ordføreren, at brugen af pesticider fra landbruget er den primære hovedkilde til de problemer og den forurening af grundvandet, som jo i tiltagende grad vokser og vokser? Når man i hvert fald har hørt gengivet de umiddelbare konklusioner fra den kortlægning, der er på vej, tyder alt jo på, at landbrugets andel af forureningen kun er vokset de sidste 10 år.

Ordføreren.

Tak for det. Det har jeg sådan set allerede svaret på, så det kan jeg jo henvise til. Jeg har sagt, at vi i Venstre vil passe på vores drikkevand, og at vi medvirker til det i forhandlingerne. Det kan vi i øvrigt også sige at vi allerede har gjort, i og med at vi f.eks. har været med til at forbyde en masse af de gamle dårlige sprøjtemidler – for nu at tage det. Så vi er selvfølgelig altid klar til at drøfte de aktuelle ting. Til gengæld er det også vigtigt, at vi netop får et ordentligt fagligt grundlag at stå på, og derfor har vi selvfølgelig igangsat de initiativer, vi har. Jeg synes også, at det er værd at bemærke noget, som jeg synes at Enhedslisten fuldstændig overser: de øvrige presfaktorer, som også kan være i forhold til drikkevandet. Det synes jeg også vi skal have undersøgt. I forhold til tidligere generationsforureninger har vi drøftet en række ting. Ministeren var også inde på forskellige andre presfaktorer. Vi skal have det hele på bordet, og så har vi da i Venstre den gode vane altid at dukke op til forhandlinger, når der bliver indkaldt til dem.

Ønsker spørgeren den anden korte bemærkning? Værsgo.

Vi er meget optaget af alle presfaktorer, og vi har netop i formiddags haft et samråd om generationsforurening og Cheminova. Så det er i den grad noget, der optager Enhedslisten. Jeg så vist til gengæld ikke Venstre til det samråd. Jeg fik ikke svar på mit spørgsmål om, om det er Venstres politik. Et er, at man tropper op til forhandlinger. Det antager jeg at de fleste partier gør, når de bliver inviteret. Er det Venstres politik at arbejde for et sprøjteforbud for at redde vores drikkevand i fremtiden?

Ordføreren.

Altså, Venstre går aktivt ind for at passe godt på vores drikkevand – det har jeg sådan set allerede svaret på – i og med at vi f.eks. har været med til at forbyde en lang række af det, vi kalder de dårlige sprøjtemidler og pesticider. Der er Danmark, hvilket jeg også allerede har markeret tidligere, blandt de lande, der har forbudt flest sprøjtemidler indtil nu. Vi har et af verdens skrappeste godkendelsessystemer, og når det er, at det bliver godtgjort, at et sprøjtemiddel f.eks. er sundhedsskadeligt, bliver det forbudt.

Hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Tak, formand, og tak for talen. Nu taler Venstre om nogle af de her forureninger af vores grundvand som fortidens synder. Det er imidlertid sådan, at i øjeblikket sprøjter landbruget halvdelen af Danmarks samlede areal, og der bruges over 150 forskellige sprøjtegifte. De seneste år er andelen af sprøjtegifte, der indeholder PFAS, fordoblet. Betragter ordføreren det som fortidens synder eller nutidens svigt?

Ordføreren.

Diskussionen og, kan vi sige, de forskellige vinkler omkring PFAS er noget, der er dukket op sådan i nyere tid, og det har vi også reageret på, også fra regeringens side. Der kan vi jo henvise til nogle af de initiativer, som ministeren og regeringen også har taget, og det har også været drøftet i lidt bredere kredse i Folketinget. Det tror jeg spørgeren er klar på.

Spørgeren.

Men når ordføreren så omtaler noget af det her som fortidens synder, hvad er så hensigten? Er det at sige: Det er ikke så slemt længere, så vi kan godt læne os tilbage, vi kan godt slappe lidt af, skaden er sket, og der sker ikke så meget slemt nu? Når det hele tiden bliver nævnt, er det så for at sige, at alting sådan set er i orden, og at det her ikke er vigtigt?

Ordføreren.

Nej, det er det ikke; lad mig understrege det klart og tydeligt. Men derfor er det jo også en understregning af, at når man så måtte tage nye initiativer og nye beslutninger, skal de jo være målrettet fokuseret på, om jeg så må sige, at løse tingene. Så når det er, at man indtil nu har forbudt det, vi jo i hvert fald selv har omtalt her som de dårlige, gamle, skrappe sprøjtemidler, som er skadelige, så er det for at understrege, at vi også har gjort noget. Noget af det er jo også det, der kan henregnes under fortidens synder. Spørgeren er også helt klar på, at vi kan måle, jeg vil ikke sige alt, men meget mere i dag, end man kunne for år tilbage, og derfor skal vi jo så have en fokuseret løsning på det, når vi træffer nye beslutninger.

Hr. Claus Jørgensen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak for ordførertalen. Anerkender ordføreren, at der er flere boringer, der bliver lukket i dag, fordi der netop er sprøjtegiftrester i, og at i de boringer, vi har, er der flere og flere, der faktisk har sprøjtegiftrester?

Ordføreren.

Det er jo et faktum, at man finder nogle pesticider i nogle vandboringer derude, men en del af dem, der bliver fundet, altså af de sprøjtemidler, der bliver fundet, er jo også sprøjtemidler, der for længst er blevet forbudt. Det skal vi også lige have med ind i betragtningen. Det er ikke for at sige, at vi ikke skal gøre mere. Vi skal jo fokuseret gøre det rigtige. Så man skal bare lige, om jeg så må sige, have fintunet kikkerten lidt, når det er, at vi skal til at spidse blyanten og diskutere, hvad der så skal træffes af beslutninger fremover. Derfor er det sådan set ganske glimrende, at man så har gang i at få undersøgt det omkring grundvandsparker og omkring de regulatoriske ting, og så skal vi jo have kigget på de forskellige presfaktorer, sådan at vi har det hele på bordet.

Spørgeren.

Tak. Vi har i dag allerede snakket om BNBO'erne, og hvordan det har været lidt vanskeligt at komme i mål med dem, og vi er faktisk slet ikke i mål. 19 kommuner er i mål med at beskytte BNBO'erne. Frivillighed blev brugt først til at få løftet den opgave. Det lykkedes ikke. Ministeren har sagt, at det nok ikke er den vej, vi skal gå fremadrettet. Deler ordføreren også den opfattelse, at når vi nu skal kigge på de her 200.000 ha, eller hvad det ender med at blive, er frivillighed nok ikke den vej, vi skal gå, men at vi måske skal træde ind med nogle påbud med det samme?

Ordføreren.

I mit hoved som Venstremand er det rigtig godt at bruge frivillighed som udgangspunkt, hvis der ligger et ordentligt, godt grundlag at arbejde ud fra. Og så er det også min oplevelse, at det ikke kun er landmændene, men bredt i det danske samfund bygger vi meget på at tage det så frivilligt som muligt. Men det er da klart, at der også er nogle modsætningsforhold. Det er noget med at få tacklet: Hvad skal prisen og erstatningen og kompensationen og sådan nogle ting være? Det rører bare ikke ved, at vi skal i mål med tingene til syvende og sidst, og det er også der, hvor vi står nu.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Erling Bonnesen fra Venstre. Jeg byder nu velkommen til hr. Kim Edberg Andersen fra Danmarksdemokraterne.

Tak for det, formand. Det her kunne jo være den korteste ordførertale nogen sinde: Vi skal have rent drikkevand – punktum. Men man skal alligevel som politiker udnytte tiden, når man får en mikrofon, så det har jeg da tænkt mig at gøre. Jeg har åbenbart været en af dem, der har været frontløber på det her område, for for 6 år siden sørgede jeg for, at vi i Rebild Kommune opsatte skilte med, hvor vi havde de her særlig sårbare områder. Det er bare, inden I lige om lidt skyder mig i skoene, at jeg, fordi jeg er danmarksdemokrat, bare hader rent drikkevand. Jeg har kæmpet for rent drikkevand længe, fordi jeg mener, at som voksent menneske er en af forpligtelserne, at den næste generation også kan drikke vandet fra hanen, og det skal vi sikre. Jeg har nemlig brug for en løsning. Jeg har ikke brug for et frygtbillede, og det er det, jeg lidt hører fra i hvert fald den ene side af salen blive talt op, hvor man siger, at nu er det landmændene igen – det er landmændene. Skal vi ikke bare konstatere, at de 700 boringer, som Københavns Kommune får vand fra, nok ikke ligger inde under København? De ligger et andet sted, fordi vi desværre alt for længe har været alt for dårlige til at passe på drikkevandet i byzonerne, og man skal passe på med at sige, at den nemme løsning er, at landmændene så en gang til skal holde for. I mine ører kan det godt komme til at lyde, som om det her bare er endnu en kamp fra venstrefløjen imod dansk landbrug og ikke så meget andet, og så er drikkevand bare det næste våben. Nu fik man held til det med CO 2 , som det ikke giver nogen mening overhovedet at vi er det eneste land i verden der har indført og har fået ødelagt en masse landbrug. Så fandt vi ud af, at vi også skulle have grøn strøm, og så satte vi også alle solcellerne, som vi ved at der kommer PFAS fra, op ude på landet. Vi har også sat vindmøller op, og der ved vi også at der kommer masser af skadelige ting fra. Men jeg har ikke set, at et eneste af de partier, som nu, som jeg ser det, kæmper imod dansk landbrug igen, har spurgt, om vi skal sætte vindmøller op der, hvor der er drikkevand nedenunder. Jeg er spændt på at se, om vi går ud og fjerner vindmøller og solcellemarker, når vi finder ud af, at der ligger grundvandsopland under, for det skal vi jo så også. Det håber jeg så at partierne der kommer med et beslutningsforslag om at vi også skal gøre. Jeg mangler en helhed i det her, for ellers kunne jeg faktisk lige så nemt have været med på den anden vedtagelsestekst. Der mangler en helhed. Så mangler jeg, at vi ved, hvad det her kommer til at koste, for det er ekspropriation, når vi begynder med tvang, som der snakkes om, og så skal folk, der har ejendomsret, jo selvfølgelig have betaling for det. Det skal vi bare huske. Og så mangler jeg måske det her: Vi har en grøn trepart. Jeg tror, det er 400.000 ha skov, vi vil anlægge. Vi skal kun bruge 160.000 ha til at beskytte drikkevandet. Hvorfor ikke slå to fluer med ét smæk? Jeg ved godt, at det er meget nordjysk, for det er jo sådan helt løsningsorienteret; tænk nu, hvis man plantede skoven der, hvor drikkevandet også var – så var vi jo i mål med et snuptag. Vi mangler bare, at ministeren havde taget sig lidt sammen lidt før og lavet kortene, og det er ikke kun den her minister. Det er også den tidligere minister, for drikkevand har vi jo snakket om længe er vigtigt. Det kan også være, det var ministeren før. Det kan være, det er hr. Jakob Ellemann-Jensens skyld, at vi ikke fik lavet de kort, men kortene er jo det, vi står og mangler nu. Så Venstre har også skylden, kan man sige. Det har vi nok alle sammen, for jeg mener da også, at Enhedslisten havde et ret godt øre og SF havde det da især i sidste regeringsperiode. Der skulle man jo tænke, at de nok var kommet på det først, men der havde de nok travlt med CO 2 -afgiften, for der var dét midlet til at ødelægge dansk landbrug, så fred være med det. Dansk landbrug skal selvfølgelig levere der, hvor det er nødvendigt, at landbruget leverer, men skal vi ikke også bare slå fast, at vi ikke får mere rent drikkevand i København af, at vi siger, at man ikke må sprøjte på en kartoffelmark i Vestjylland? Det er en lang ledning, vi skal have lavet, hvis det er løsningen. Altså, det er det bare. Jeg synes, vi mangler kortene. Jeg synes, det er skammeligt, og jeg synes, kritikken er der, især også når man er blevet lovet noget før et valg og man så rammer ind i et løftebrud. Det vil jeg sige som borgerlig vælger. Der er der rigtig mange blå vælgere, der har nøjagtig den samme kritik af et andet parti i regeringen. Nu vil jeg ikke nævne nogen navne, men altså, man kan tale om løftebrudsregeringen. Vi mangler bare Moderaterne, men de har vist ikke rigtig lovet noget endnu, andet end at de sådan følger lidt med, og hvis der så er et eller andet, som de kan se i en meningsmåling giver godt, så siger de vel også dét. Vi skal have rent drikkevand, og vi kommer til at være aktive medspillere på alt det fornuftige. Vi har bekymringen om, at vi skal have styr på pengene og vi skal have styr på stederne, men at de regulatoriske tiltag ikke er på plads allerede nu, sådan at vi kan få den her debat i gang, er kritisabelt. For jeg er nemlig bange for, at når vi først går i gang med debatten, bliver den også rigtig lang. Den kunne vi have været foruden, og det hviler udelukkende på regeringen. Det kunne de have gjort noget før, altså være kommet i mål med det. Men i Danmarksdemokraterne kommer vi altså ikke til at sige, at vi laver et sprøjteforbud et sted, hvor vi ikke er klar over, om det er noget, der har en positiv indvirkning på grundvandet. Derimod kan vi sagtens være med til at diskutere det, såfremt det er nødvendigt for nogle drikkevandsområder, som vi ved er sårbare. Så vender vi tilbage til det, som jeg sagde for lidt siden. For 6 år siden sørgede jeg for, at vi deroppe i Rebild Kommune gjorde alle vores borgere opmærksom på, hvor der var sårbare drikkevandsområder. Så det kan faktisk godt lade sig gøre at være blå politiker og så også gå op i drikkevand. Det er bare, inden jeg så lige om lidt skal høre på, at det her ikke har noget med landbruget at gøre. Hvis ikke det havde det, synes jeg at landbruget blev nævnt rigtig mange gange som den eneste synder, når vi nu også i sidste samråd fandt ud af noget i forhold til f.eks. TFA. For mens landbruget fik skylden for det hele i starten af samrådet, var det først, da ministeren bekræftede det over for Danmarksdemokraterne, at vi fandt ud af, at det kun var de 25 pct. af TFA'en, der kom derfra. Vi skal fjerne alle smittekilder. Vi skal have rent drikkevand i generationer. Der behøver vi ikke et fjendebillede. Der behøver vi løsninger, og det tror jeg vi finder bedst sammen, hvis vi holder op med at finde en skurk, vi skal slå ned på, og så fokuserer på løsninger, og det må være det rene drikkevand.

Tak for det. Så lykkedes det at bruge taletiden. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Kim Edberg Andersen fra Danmarksdemokraterne. Jeg byder nu velkommen til hr. Claus Jørgensen fra Socialistisk Folkeparti.

Tak. Når danskerne åbner vandhanen, forventer vi, at vandet kan drikkes, uden filter og uden bekymring. Det er et privilegie, vi har taget for givet i generationer. Rent, urenset drikkevand har været en prioritet for de fleste, hvis ikke alle, politiske partier her i Folketinget. Men denne helt naturlige del af hverdagen er vi ved at ødelægge for os selv og de kommende generationer. Som jeg nævnte før, er der flere og flere boringer, der lukker, og flere boringer, hvor der bliver fundet pesticidrester og i nogle af dem endda over grænseværdierne. Det kan vi ikke være bekendt. Det er helt afgørende, at vi får sat massivt ind for at beskytte vores drikkevand. Jeg vil igen minde ministeren om det løfte, som vi indtil videre faktisk har snakket om flere gange, og som danskerne fik før valget i november 2022. Socialdemokratiet ved statsministeren lovede sammen med SF, Enhedslisten, Alternativet og Radikale at frede de områder, hvor drikkevandet dannes; at frede op imod 200.000 ha mod sprøjtning med pesticider. I dag, 3 år senere, er det ikke sket. I stedet har vi fået forsøgsprojekter og analyser, selv om drikkevandsselskaberne ude i landet udmærket godt ved, hvilke arealer der er behov for at beskytte. Det er ren forhaling, og det er forhaling, fordi der er et klart flertal for øget drikkevandsbeskyttelse her i Folketinget. Socialdemokratiet er desværre bare ikke klar til at bruge det, og derfor vil de ikke overholde det løfte, de gav danskerne inden valget. Det er en både dyr og farlig forhaling fra regeringens side. For tiden taler vi en del om, at det ikke skal blive dyrere at være dansker, og der er én ting, som jeg er sikker på kan blive dyr for os som danskere, og det er at skulle betale de voldsomme regninger, hvis vi skal til at rense vores drikkevand. For hver dag, vi venter, vokser regningen, og mere grundvand bliver forurenet. Vi er på vej derud, hvor vi kan komme til at mangle drikkevand og bliver nødt til at afsalte havvand, hvilket kan sende danskerne nogle helt uoverskuelige regninger. Læg dertil en mulig rensning af vandet for evighedskemikalierne PFAS. Der har Miljø- og Ligestillingsministeriet selv vurderet, at det kan komme til at koste op mod 4 mia. kr. om året, hvis vi skal rense vandet for PFAS. Det er en oplysning, man i øvrigt kunne læse i Dagbladet Information. Den blev ikke givet direkte til Folketinget, hvilket man kan undre sig over at ministeren ikke fandt relevant. Det er et beløb, der langt overstiger, hvad vi ellers plejer at diskutere her i salen – 4 mia. kr. om året. Vi er nødt til at stoppe forureningen ved kilden. SF's tålmodighed er fuldstændig brugt op i forhold til landmænd og politiske partier og andre, der siger, at vi lige må se, om de forskellige sprøjtemidler nu er så farlige, som man forestiller sig. Det viser sig gang på gang, at det er de. Når vi først mistænker dem, går der ikke ret lang tid, før man finder ud af, at de faktisk er farlige. Og når de først er sivet ned i grundvandet og ned til drikkevandet, ja, så har vi miseren. Vi ved, hvad der skal til. Vi skal stoppe med at sprøjte med farlige og svært nedbrydelige stoffer lige oven på det vand, vi skal drikke i fremtiden. Vi hælder lige nu sundhedsskadelige stoffer ned i jorden og lader dem sive direkte ned i vores drikkevand. Det er en tikkende bombe under vores miljø, under vores folkesundhed og under drikkevandsforsyningen. Vi ved godt, hvor de sårbare grundvandsområder er. Kortlægningen er mange steder færdig, men alligevel bliver der stadig sprøjtet med pesticider og spredt nitratholdig gødning. I SF mener vi klart, at vi skal beskytte de her område nu. Det er der et flertal for i Folketinget, men Socialdemokratiet har valgt ikke at bruge det. Spørgsmålet, ministeren skal tage stilling til her i dag, er: Skal vi være foran i forhold til problemerne, eller skal vi være foran i forhold til løsningerne? Lige nu er vi foran i forhold til problemerne, men jeg ville sådan ønske, at vi var foran i forhold til løsningerne, for vi har et helt grundlæggende ansvar for ikke at sende miljøregninger til de kommende generationer. Det håber jeg virkelig at ministeren er klar til at forpligte sig på her i dag ved at gå med i vores vedtagelsestekst, som i bund og grund rigtig meget ligner den vedtagelsestekst, som ordføreren for Socialdemokratiet fremlagde. Men jeg vil så anbefale, at ministeren følger med og så også lægger op til, at vi får politiske drøftelser i starten af 2026, og at vi så kommer i mål med et sprøjteforbud inden sommeren 2026. Tak for ordet.

Tak for det. Der er foreløbig to korte bemærkninger, først fra hr. Erling Bonnesen, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Som vi også lige har markeret, vil vi alle sammen passe godt på vores drikkevand. Jeg hører ikke nogen, der siger det modsatte. Anerkender ordføreren fra SF, at der er mange andre presfaktorer, der også skal ses på? Vi kan f.eks. bare nævne gamle benzintankstationer og jordforurening; generationsforurening er der også. Og nu kommer jeg også til at tænke lidt på: Hvor mange vandboringer er det egentlig, der ligger under de store byer? Der er ikke nogen. Jamen der ligger også en masse andre ting. Så dermed bare sagt, at der er en masse andre presfaktorer, som også skal afdækkes. Er ordføreren enig i det?

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig enig. Det er ikke kun det her område, som vi snakker om i dag, med sprøjtegifte, men også alle de andre faktorer. Som ordføreren også ved, er det noget, som vi har fokus på i SF. Og som ordføreren fra Enhedslisten også remsede op, er det altså et område, som vi igen og igen fremhæver. Vi har ministre i samråd for netop at sætte fokus på de her ting. Så de skal også klares, og det er vi også i gang med at prøve på at gøre. Men lige nu snakker vi altså om de her sprøjtegifte, som vi hælder ud over vores marker, ud over der, hvor drikkevandet bliver dannet, og det skal vi altså have stoppet.

Spørgeren.

Når vi så ser på landbrugets brug af pesticider, anerkender ordføreren så, at vi her i Danmark er et af de lande, der indtil nu har forbudt flest pesticider? Det, vi kan kalde de gamle, skrappe, dårlige midler, som var sundhedsskadelige, ryger ud; de er blevet forbudt. Og derfor er det jo ikke nok kun at se på det, som ordføreren markerede i sin tale. Den syntes jeg faktisk var lidt indsnævret. Jeg er da glad for, at ordføreren begynder at folde det ud, men er ordføreren enig i, at vi også skal se på det, vi allerede har forbudt, nemlig alle de i hvert fald indtil nu kendte gamle, dårlige pesticider?

Ordføreren.

Jeg anerkender, at vi tidligere brugte pesticider, som var endnu farligere end dem, vi bruger i dag. Dem har vi jo heldigvis haft fokus på, og derfor har vi fået dem fjernet. Dem, vi bruger i dag, kender vi måske ikke helt omfanget af endnu. Der er forskning, der viser, at selv om nogle af de her pesticider i sig selv er uproblematiske i de doser, vi nu tillader, så er der faktisk, når man bruger dem sammen med andre eller bliver udsat for de her stoffer andre steder fra, en effekt på både sundheden og miljøet. Det er det, der kaldes cocktaileffekter, og det er vi jo også nødt til at have med. Så det er godt, at vi kom af med de gamle, men vi er også nødt til at fokusere på de nye.

Hr. Kim Edberg Andersen fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for en god tale, som man jo langt hen ad vejen ikke er uenig i. Jeg har simpelt hen så mange spørgsmål, så jeg prøver at stille nogle korte nogle og håber, jeg kan få mange svar. Er SF bevidste om, at såfremt man begynder at bruge tvang, svarer det til ekspropriation, og så skal vi selvfølgelig også finde nogle penge og sende efter til de landmænd, hvis det er landmænd, eller for den sags skyld en industrivirksomhed, som det er jo også kan være? Det er på samme måde at vi lægger nogle krav på noget, så vi ved, at vi betaler den regning, der er. Deler SF's den bekymring, jeg har? Det er derfor, jeg også håber, man ligesom kan slå de to fluer med ét smæk og både få meget skov og beskytte grundvandet. Hvis man nu tog 200.000 ha ekstra ud af landbruget, ville det sætte sig i fødevarepriserne, og så ville det blive dyrere at gå ned at handle. Der er ikke ret mange landmænd, jeg kender, der smider pesticider ud over noget bare for at smide pesticider ud. Det er jo noget, de gør for at få et højere udbytte som udgangspunkt – med alle de problematikker, der så er i det, og dem anerkender jeg fuldt ud. Men hvis vi nu lige pludselig siger, at man ikke må sprøjte længere, vil det føre til et lavere udbytte og qua det jo så også et lavere udbud og derved højere priser nede ved købmanden.

Ordføreren.

Jeg anerkender bestemt, at hvis vi skal til at tage jord ud, kommer det til at koste nogle penge. Det kan man se også i den trepart, der bliver forhandlet i øjeblikket. Der er jo sat mange milliarder kroner af til at kompensere for de ulemper, man nu giver landmændene, ved at vi blander os i, hvordan deres jord skal dyrkes. Men det er jo nødvendigt, især fordi det her drikkevand er et livsvilkår for os alle sammen. Vi kan jo ikke undvære drikkevandet. Derfor er det en pris, vi må betale. Man kan sige, at hvis vi skal til at rense for PFAS, som jeg også nævnte i min tale, kan det komme til at koste op til 4 mia. kr. om året. Det er jo også et pænt stort tal. Og det beløb kan vi måske så bruge – måske ikke helt så meget – til at kompensere landmænd, hvor vi skal tage deres jord ud af drift.

Spørgeren.

Noget andet er jo, at man også kan lave simple løsninger som at bede landmændene om at indrapportere alle de uafproppede gamle boringer, der ligger rundtomkring. Nogle af dem ligger jo tæt på f.eks. spildevandsoverløb. Vi kommer til at skulle rense for PFAS senest i 2045 alligevel, for det siger EU at vi skal, og da det kommer ned med regnvand nu, bliver der jo noget, der skal renses. Det er uden for diskussion. Men jeg håber så bare, at man sætter flere penge af til det her, end man gjorde til den grønne trepart, for uanset hvordan jeg vender og drejer tallene der, er den stærkt underfinansieret, qua at jordprisen alene er højere end det, man har afsat til at betale for det.

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om jeg hørte et spørgsmål i det, du sagde der, hr. Kim Edberg Andersen, men jeg er enig i, at det her nok kommer til at koste nogle penge. Desværre er det jo samfundet, der kommer til at betale. Men i stedet for at vi venter, som vi jo har gjort nu i 3 år, kunne vi have taget fat på det for måske 2 år siden, og så kunne vi måske have undgået noget af den regning, som vi kommer til betale fremadrettet.

Fru Leila Stockmarr, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for en rigtig god og vidende tale. Der bliver jo drøftet lidt her i dag, om der er noget københavneri, i forhold til at drikkevandet i København ikke lider under sprøjtegifte fra landbruget. Jeg kan oplyse, at Information har afdækket, at de en million kunder hos HOFOR, altså Hovedstadens Forsyningsselskab, får drikkevand fra et område, der strækker sig fra Hillerød, Køge og til Ringsted, hvoraf 37 pct. af arealet er på landbrugsområder, hvor der bliver sprøjet. Så er ordføreren ikke enig i, at også for de en million forbrugere i København, der hører under HOFOR, er sprøjtemidler en del af udfordringen?

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig enig. Jeg bor selv i Lejre Kommune, hvor vi indvinder rigtig meget grundvand, og meget af det grundvand bliver faktisk eksporteret til København, så derfor får københavnerne utrolig meget drikkevand ude fra Lejre. Jeg mener, tallet var oppe på, at 40 pct. af de grundvandsdannende områder blev sprøjtet med pesticider, så jeg deler det fuldstændig; det går ud over alle danskere.

Spørgeren.

Tak for at understrege det. Jeg kunne også godt tænke mig at spørge i forlængelse heraf i forhold til diskussionen omkring priser og om, hvem der skal betale for det her. Vi kan allerede se, at priserne for vand er steget med 1.000 kr. pr. borger i Ålborg, og det er pga. nogle af de udfordringer, vi taler om i dag. Hvad mener SF er billigst – at rense vandet eller sætte ind med et sprøjteforbud?

Ordføreren.

Der er ingen tvivl om, at vi synes, at vi skal sætte ind med et sprøjteforbud med det samme, og så må vi betale den pris, det koster. Vi skal selvfølgelig igennem nogle forhandlinger, ligesom vi er i med treparten i øjeblikket. Men det er nok bedre at sætte ind nu og prøve at forebygge frem for at vente på, at skaden er sket, så vi skal til at rense vandet eller måske endda hente vand andre steder fra, fordi det vand, vi har nede i undergrunden, ikke kan bruges længere.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Claus Jørgensen fra Socialistisk Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til fru Solbjørg Jacobsen, Liberal Alliance. Værsgo.

Mange tak. Min kollega og ordfører på det her område blev pludselig forhindret i at deltage. Heldigvis har hun skrevet en god tale, som jeg har mulighed for at læse op for jer, selv om jeg ikke er så dybt inde i de her sager, som jeg kan høre at den her ordførerkreds er. I Danmark har vi noget, som vi næsten tager for givet, nemlig at vi kan gå ud i køkkenet, åbne for hanen og drikke vandet direkte – uden filter, uden kogning og uden bekymring. Det er ikke normalt i store dele af verden, og det er et kæmpe privilegium, og det er derfor, vi står her i dag, for det privilegium er under pres. I 2024 blev der fundet pesticidrester i over halvdelen af de aktive drikkevandsboringer. I det øverste grundvand, altså det grundvand, som er fremtidens drikkevand, finder man pesticidrester i omkring 80 pct. af prøverne, og i cirka 40 pct. af tilfældene ligger koncentrationen over grænseværdien. Det er alvorlige tal, og det forpligter os politisk. Vi er helt enige målet om, danskerne også i fremtiden skal kunne drikke vand direkte fra halen. Men det forpligter os også til at gøre det rigtige og ikke bare gøre et eller andet. For det første er det vigtigt at sige, Danmark allerede har et meget omfattende og restriktivt system til at beskytte grundvandet. Vi har en af Europas strengeste godkendelsesordninger for pesticider. Vi har overvågning af både mængde og kvalitet i over 1.000 boringer, og vi har kommunale indsatsoplaner og boringsnære og beskyttelsesområder, hvor man kan regulere målrettet og risiko baseret der, hvor risikoen faktisk er størst. Og så er der en pointe, som sjældent fylder i den offentlige debat, nemlig at en stor del af det stoffer, vi taler om i dag, dukker op, fordi målemetoderne er blevet bedre. Vi kan simpelt hen måle mere og ned i mindre koncentrationer, så det er ikke nødvendigvis, fordi forureningen pludselig er eksploderet fra den ene dag til den anden. Det betyder ikke, at vi bare kan læne os tilbage, men det betyder, at vi skal holde proportionerne for øje og lave klog regulering og ikke bare hurtig regulering. Et centralt spørgsmål i denne debat handler om de særlig sårbare områder, hvor vores grundvand dannes. Regeringen er stadig i gang med at finde ud af, præcis hvor de ligger, og arbejdet er først helt færdigt om et par år. Alligevel taler ministeren allerede nu om at forbyde sprøjtning i de her områder. De foreløbige tal har ændret sig flere gange undervejs, og det viser, at der stadig er stor usikkerhed. Samtidig er det aftalt i Atale om et grønt Danmark, at man først i 2027 tager endelig stilling, når kortlægningen og analyserne er på plads. Alligevel kommer der nu politiske udmeldinger om generelle sprøjteforbud. Det mener Liberal Alliance er den forkerte rækkefølge. Man laver ikke det mest vidtgående indgreb først og finder fakta bagefter. Liberal Alliance ønsker en anden tilgang. For det første ønsker vi en risikobaseret regulering. Det betyder, at vi målretter indsatserne der, hvor risikoen for grundvandet reelt er størst, i stedet for indføre generelle forbud over enorme arealer alene ud fra en streg på et kort. For det andet ønsker vi, at lokal viden får en lang større rolle. Den enkelte lodsejer, det lokale vandværk og kommunen, sidder ofte med viden om jordbund, hydrologi og konkrete forhold, som ikke kan ses fra et skrivebord i Slots- og Kulturstyrelsen. Liberal Alliance ønsker ikke at sidde på hænderne, og vi ønsker ikke at relativere udfordringerne med vores grundvand. Men vi ønsker, at vi holder hovedet koldt, også når følelserne og overskrifterne koger. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Sólbjørg Jacobsen fra Liberal Alliance. Nu springer vi lidt i rækkefølgen, idet hr. Henrik Frandsen skal til et kort møde. Derfor ryger hr. Henrik Frandsen ned som den sidste ordførertaler. Jeg byder nu velkommen til fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tusind tak. Det her er en ekstremt vigtig debat, og det er ikke bare en vigtig debat; det er også et vigtigt område at få handlet på. Det, at vi, som det er blevet sagt tidligere, kan gå ud i køkkenet og tænde for vandhanen og drikke det vand, der kommer ud, uden at skulle være bekymret for at få ondt i maven eller uden at det lugter mærkeligt af klor eller andre mærkelige ting, hvad mange sikkert har prøvet, når man har været i udlandet eksempelvis, er noget helt særligt. Og det er jo det Danmark, vi gerne vil give videre til de kommende generationer, altså et Danmark, hvor naturen er kulturarv, og hvor vi passer på det, som er blevet leveret til os fra tidligere generationer. Og det er bl.a. også, at man fortsat kan drikke det vand, der kommer ud af hanen. Det her område er sindssygt teknisk, for som det også er blevet sagt heroppe fra, måler man bedre i dag. Det giver sig selv. Vi ved også, at der er nogle steder, hvor der ligger noget forurening, som har været der fra tidligere, f.eks. fra lossepladser osv., så det er jo sindssygt vigtigt, at vi finder ud af, præcis hvor den her forurening kommer fra, inden vi begynder at lave lovgivning. Jeg skal være fuldstændig ærlig og sige, at i Dansk Folkeparti, går vi ind for at beskytte grundvandet. Vi vil gerne sikre, at de her meget, meget udsatte boringsområder bliver beskyttet bedst muligt. Derfor er det også sindssygt vigtigt for os, at vi ved lige præcis, hvordan vi gør det bedst muligt. Derfor er vi sådan set heller ikke med i nogen af de vedtagelsetekster, der er lavet. Vi ligger nok et eller andet sted midt imellem. Vi ved f.eks. fra den her GEUS-undersøgelse, at noget af det TFA, man har fundet i grundvandet, kommer fra mange forskellige kilder og ikke kun fra landbruget. Så det er vi nødt til at være helt sikre på, og jeg skal igen være fuldstændig ærlig og sige, at for mig er det ekstremt vigtigt. Jeg kommer selv fra Fredensborg, hvor jeg mener at der er noget af Danmarks bedste grundvand. Det er virkelig, virkelig skønt, at man kan åbne for hanen og tage et iskoldt glas vand og ikke skal ud og købe det i supermarkedet. Jeg kan så undre mig over, at det har taget så ekstremt lang tid, før man har lavet den her afdækning osv. Det har jeg sådan set kritiseret også tidligere, og jeg undrer mig stadig væk over det. Men nu er vi nødt til at se på, hvor det er, vi skal sætte ind, og hvad det er, der er behov for, og så tage det lidt hen ad vejen. Der kommer vi til at stille os forrest i køen i forhold til at få sikret de her meget, meget udsatte grundvandsområder. Det er noget, vi også har diskuteret i forhold til nogle andre sager, eksempelvis det her med deponering af jord, hvor man jo har set eksempler, desværre, på, at man også har deponeret giftig jord. Noget af det har været inden for lovgivningen og nok også ret meget af det uden for lovgivningen, altså simpelt hen ulovligt. Man har deponeret det også ved meget, meget udsatte grundvandsområder, og det må simpelt hen ikke ske. Noget af det er selvfølgelig, fordi der er nogle kyniske forbrydere, som har brudt loven, og noget af det har været i forhold til noget lovgivning, hvor man ikke rigtig vidste, hvem der havde styringen. Var det kommunen, eller hvem var det? Det er jo også en del af det her arbejde. Så lad det være sagt her, at der er nok tekniske ting omkring det her med drikkevand og forskellige pesticider eller plantehæmmere, eller hvad man vil kalde det, og lad os blive enige om i hvert fald, at vi gerne vil beskytte vores drikkevand. Det er en vigtig del af den arv, vi skal give videre til de kommende generationer. Det er mine børn, det er jeres børn, og det er danskernes børn generelt, som skal kunne drikke vand af hanen også om 20, 30, 40, 50 og 100 år. For det er noget ganske særligt, og det skal vi selvfølgelig bevare.

Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Mette Thiesen for Dansk Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til fru Katrine Robsøe fra Radikale Venstre.

Tak for ordet. Hvis der er noget, man ved herinde på Christiansborg, så er det, at ordet ikke er nok, men at der også skal handling til, og derfor er det jo også dejligt, hvis vi rent faktisk kan bruge de snakke, vi har, og alle de flotte taler om, hvor meget vi alle sammen holder af at kunne tænde for hanen og der kommer vand ud, vi kan drikke, til at passe på det og give det videre til den næste generation. Som alle siger, er vi enige om det, men når vi kan se, at der bliver ved med at være udfordringer, og når vi kan se, at der i vores grundvand er stoffer, der ikke burde være der, så er vi rent faktisk også nødt til at handle på det. Der er flere grunde til, at vores drikkevand er under pres. Derfor er jeg selvfølgelig også rigtig glad for de ting, som jeg anerkender at regeringen har gjort. Men det store, der skal til, kommer jo nu, når vi rent faktisk skal sikre de massive områder, hvor vi udmærket er klar over at vores drikkevand dannes og det derfor er særlig sårbare områder over for f.eks. det at blive udsat for pesticider. Derfor skal vi altså have dem sikret langt bedre, også fremadrettet, hvis vi ikke vil komme til at stå med en kæmpe regning for at rense drikkevandet på bagkant. Jeg synes virkelig ikke, at vi skal byde fremtidens generationer at stå med den kæmperegning, det vil være. Derfor ser jeg frem til, at regeringen forhåbentlig allerede helt i starten af det nye år indkalder til forhandlinger, så vi rent faktisk kan få set på den rapport, der gerne skulle komme i løbet af de næste 2 uger, og som skal klargøre, hvilke regulatoriske muligheder der er, og at vi derfor forhåbentlig også kan tage dem i brug hurtigst muligt på alle de områder, vi har kortlagt som sårbare områder. For vi ved allerede en masse om, hvor grundvandet dannes, og jeg anerkender, at ministeren har brug for at vide, præcis hvordan de forskellige ting ser ud. Det er derfor også dejligt, at der allerede er kommet et resultat for store dele af vores land, så lad os dog få beskyttet de områder i stedet for at blive ved med at tillade, at der bliver forurenet på dem. Vi har faktisk herinde på Christiansborg lige nu gang i rigtig meget. Tak for det, og jeg håber, at vi kan få handling både i forhold til grundvandspakkerne og i forhold til dumping af forurenet jord og alle de andre ting, som vi gerne vil gøre i fællesskab for rent faktisk at få beskyttet vores drikkevand. I Radikale Venstre ser vi rent faktisk det at give et ordentligt miljø videre til den næste generation som en af de vigtigste ting, man kan give videre. Det skylder vi dem, og det håber vi også rigtig, rigtig meget at regeringen vil være med på, også på den her side af et valg.

Tak for det. Der er et enkelt ønske om en kort bemærkning. Hr. Kim Edberg Andersen fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for det, og tak til den radikale ordfører. Det der med, at vi ikke laver begrænsninger nogen steder, hvor vi endnu ikke ved noget, går jeg også ud fra at Radikale er med på, og jeg hører også, at Radikale siger, at vi, når vi ved en masse om det, så kan gå i gang. Hvad er det så, der gør, at man ikke i forhold til den grønne trepart planter alle de træer, som man gerne vil plante? Hvorfor er det, at man ikke tager den løsning? Hvorfor er det, at man begynder at snakke sprøjtegifte? For min bekymring er, at varerne, hvis du tager endnu mere landbrugsjord ud, bare bliver endnu dyrere, eller også importerer vi dem, og så ekesporterer vi, ligesom det er med CO 2 -afgiften, bare problemerne til andre. Så kan vi stå og kæle os selv på maven og synes, at vi er rigtig dygtige. Hvorfor bruger man ikke bare sådan en simpel jydelogik og siger: Okay, vi ved, at vi vil plante nogle træer på 400.000 hektarer, for det ved vi er en rigtig god løsning til at sikre, at grundvandet i det område er rent? Hvorfor ikke bare, når de to kort engang bliver lavet, slå dem sammen, og så sige, at vi nu har løsningen, her skal vi sikre grundvandet, og så planter vi noget af skoven der? Hvorfor ikke bare, i stedet for at vi igen skal finde en ny løsning og vi så skal gøre noget ekstra, plante træerne? Løsningsmodellen ligger der jo, og man skal jo bare plante træerne de rigtige steder.

Ordføreren.

Nu er jeg ikke sikker på, at det er løsningen for samtlige af de hektarer, der her skal beskyttes. Men der er jo en grund til, at vi rent faktisk sidder og taler sammen om de her ting, altså at vi ønsker, at der er en sammenhæng mellem de løsninger, vi laver. Vi er i Radikale Venstre i hvert fald også rigtig glade for at være med til at presse på for at få skovrejsning inden for den grønne trepart.

Spørgeren.

Det giver bare ikke mening, at det ikke er løsningen. For hvis der er landbrugsjord, man vil have taget ud, hvor der skal plantes skov – det er de 400.000 ha – og der så også er landbrugsjord, man vil have taget ud, fordi det ligger oven på noget grundvand, så er det jo bare et spørgsmål om, hvor man planter træerne. Så det er jo løsningen, hvis det ikke er, fordi man gerne vil tage endnu mere landbrugsjord ud, og det kan man jo også sige er et superfair synspunkt. Så skal man både finde penge til ekspropriation, og man skal også finde penge til at fortælle danskerne, hvorfor varerne bliver dyrere. Så vil ordføreren ikke lige forklare mig, hvorfor det ikke er løsningen at bruge de 400.000 ha, vi allerede har i den grønne trepart, til at sikre det danske grundvand?

Ordføreren.

Jeg siger lige præcis, at man gerne må samtænke ting. Men det er jo også vigtigt at huske, at vi, hvis man har kommerciel skovdrift, så også skal have regler for, at man ikke må lave alt muligt på de områder, hvis der bliver sprøjtet. Samtidig synes jeg også, at det er en fair pointe for visse landmænd, hvis de skulle have lyst til at omlægge til f.eks. økologi, at være med til at drive fremtidens landbrug på den måde i stedet.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Katrine Robsøe fra Radikale Venstre. Jeg byder nu velkommen til hr. Torsten Gejl fra Alternativet.

Tak, formand. Ligesom en række andre ordførere glæder jeg mig også over, Danmark har noget af verdens reneste drikkevand. Vi har kunnet tappe det og ilte det direkte fra undergrunden og sende det lige ud i vores haner. Sådan er det desværre ikke længere overalt. I dag er vores grundvand så forurenet af plantegifte eller pesticider og evighedskemikaliet PFAS, at vi lukker drikkevandsboringer. Flere steder er vi nødt til at fortynde vores drikkevand, for at det ikke skal være usundt at drikke. Jeg vil gerne igen citere den danske professor Philippe Grandjean, som siger, at vi danskere har så mange kemirester i vores kroppe, at vi ikke ville blive godkendt som fødevarer herhjemme. Vi er simpelt hen for giftige. Noget af den gift kommer fra det vand, vi drikker, og sådan har det været i mange år, men hvordan kan det ske? Hvordan kommer giften ned i undergrunden? Kan det virkelig passe, at vi sprøjter gift ud oven på de områder, hvorunder vi udvinder vores drikkevand? Man skulle tro, det var løgn, og det er svært at tage ind, men svaret er ja. Det er ikke, fordi miljøministeren har undersøgt det, at vi har fundet ud af det; det har Dagbladet Information. De har for første gang lavet et overblik over, hvilke pesticider der anvendes oven på vores drikkevandsområder, og det viser sig, at der i det seneste par år er sprøjtet med sprøjtegift, også kaldet pesticider, på mere end 40 pct. af det areal, der ligger direkte over vores drikkevand. Pesticider er giftstoffer, der er designet til at dræbe levende organismer. Det viser sig også, at landbrugets forbrug af PFAS nærmest er eksploderet. Det er et evighedskemikalie, og der er fundet PFAS i 89 pct. af de undersøgte boringer i Danmark. PFAS er et evighedskemikalie, som aldrig forsvinder igen, når det først er ude i vores natur. Der findes mange varianter. Nogle af PFAS-stoffer giver risiko for kræft, andre kan skade vores muligheder for at få børn. Men selv om Dagbladet Informations kortlægning af det her er ny, er det ikke nyt, at vi er ved at forurene vores drikkevand i Danmark. Derfor lovede Alternativet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten før valget i 2022 at indføre et sprøjteforbud på sårbare drikkevandsområder, i alt op mod 200.000 ha landbrugsjord. Problemet er, at vores løfte har hængt i luften og dinglet rigtig, rigtig længe; det er gået rigtig, rigtig langsomt; vi er ikke kommet nogen vegne med det rigtigt. Der er sket utrolig lidt. Når det er sådan, at den socialdemokratiske ordfører her fra talerstolen nævner som en af aktiviteterne, at der er kommet fokus på en formodning om, at det frivillige er ikke rigtig virker, så er det jo ikke, fordi de aktive eksempler står i kø i hvert fald. Det er sådan, at det ikke kan komme bag på nogen , at de frivillige ordninger med landbruget ikke virker, for det har de aldrig gjort, hvert fald ikke, når det handler om at begrænse udslippet. Landbruget sprøjter halvdelen af Danmarks samlede areal, og der bruges over 150 forskellige sprøjtegifte. De seneste år er andelen af sprøjtegifte, der indeholder PFAS, fordoblet. Problemet er egentlig, at mens vi sidder eller står her og taler, så siver der rigtig farlige giftstoffer ned i vores grundvand, fordi vi har været så smarte at give landbruget lov til at sprede gift på de selv samme områder, hvorunder vores grundvand udvindes. Så det, der er brug for, er noget hastighed; der er brug for noget tempo; der er brug for, at vi gør noget. Det går ud over os alle sammen, at vi lige så langsomt er ved at ødelægge noget af verdens bedste drikkevand. Derfor synes jeg faktisk, at slutningen på den vedtagelsestekst, vi har fra den rød-grønne side af salen er ret vigtig: »Folketinget opfordrer regeringen til at indkalde partierne til politiske drøftelser primo 2026, så snart den regulatoriske rapport foreligger.« Det ved jeg godt er lidt kryptisk sagt. Det handler om at sige: Kom nu i gang! Det er sådan set sådan, det skal tolkes. »Folketinget noterer, at regeringen i tråd med statsministerens valgløfte fra 2022, inden sommeren 2026 skal fremsætte et lovforslag, som sikrer et sprøjteforbud på de ca. 200.000 ha. sårbare grundvandsdannende områder, og som træder i kraft, i takt med at de bliver udpeget.« Det betyder sådan set bare endnu en gang, at vi skal til og i gang og vi er nødt til at gøre noget omfattende. Vi er nødt til at droppe det der med at sprøjte gift direkte ud på jorden, som ligger over de steder, hvor vi udvinder vores drikkevand, formand.

Tak for det. Der er foreløbig en enkelt kort bemærkning. Hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren, som er meget engageret på området, og det anerkender jeg fuldt ud. Det er et vigtigt område. Men det er jo også befriende som blå vælger at vide, at det ikke kun er Venstre, der laver løftebrud. Det gør Socialdemokraterne også. For det er den ene del af talen fra de tre partier. De er blevet lovet noget, og det er ikke blevet holdt. Danmarksdemokraterne vil jo som altid gerne hjælpe Alternativet med at komme i mål. Det vil vi, og det er også derfor, jeg siger: Hvorfor planter vi ikke bare de træer de steder, hvor der bliver lavet grundvand? Vi kunne rense det for alt andet og ønsket om mindre landbrug og alt det her. Vi kunne plante træerne, som vi ved vi har x antal hektar af. Det er blevet lovet i den grønne trepart. Den må vi ikke være med i, fordi der var vi nok lidt fornuftige. Vi har 400.000 ha træer, og vi skal beskytte ca. 200.000 ha landbrugsjord. Hvorfor ikke bare tage træerne og plante der? Ville det ikke løse problemet? Så kunne vi gøre det med en bestemt hastighed. Det er for pokker en aftale, der allerede er aftalt. Vi mangler bare lige at plante træerne. Så kunne man ikke gøre det, og ville det ikke løse det? Så kan man have mange argumenter, og det køber jeg fuldstændig ind på, men det ville jo løse problemet, altså vi har løsningen i hånden. Det er bare et spørgsmål om, om man fra forespørgerens side ønsker at løse problemet.

Ordføreren.

Som en del af løsningen af det her problem ville det da være supergodt at plante træer. Jeg taler ikke om produktionsskov. Jeg taler om biodiversitetsskov og rigtig naturskov. Så hvis ordføreren kan overtale landmændene til, at der skal plantes træer der, hvor de hælder gift ud, som ryger ned i vores drikkevand, så er det da en af de rigtig gode løsninger.

Spørgeren.

Der mangler vi så lige kortet for at se, om det er noget, staten ejer, eller om det er noget, private ejer. For så skal vi have fundet en pose penge til dem, men jeg tror da, det er tydeligt for enhver, som står uden for den grønne trepart, at der kommer tvang nok i den. Det gør der. Den er underfinansieret i forvejen, og så skruer man på alle mulige parametre for at få det til at være så dårligt at eje jord i Danmark, så man kan komme i mål. Det er selvfølgelig drillerier, men sådan helt løsningsorienteret ville det så ikke løse det, hvis vi nu fik den der skov oven på de sårbare områder? For så har vi taget et af de bedste midler til at beskytte drikkevandet, nemlig skov, og sat de steder, hvor vi har brug for at beskytte grundvandet.

Ordføreren.

Jo, det er stadig væk en god idé. Jeg ved ikke, om det virker overalt. Jeg kunne også godt tænke mig at få forbudt nogle af de stoffer, der bliver sprøjtet med. Men kæmpestore naturskove kan du godt sælge til Alternativet, særlig når det er oven på et område med truet grundvand.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Torsten Gejl fra Alternativet. Jeg byder nu velkommen til hr. Rasmus Jarlov fra Det Konservative Folkeparti.

Jeg synes, det vigtigste i debatten her er det demokratiske problem, at regeringen har lovet danskerne, at der ikke må sprøjtes over vores grundvandsdannende områder, og så er der ikke skete noget i 3 år. Det synes vi er for ringe for Konservatives side. Når man har et flertal, skal man også levere det, man har lovet at gøre. Jeg prøvede at spørge lidt ind til det her i debatten og fik jo det svar fra Socialdemokratiets ordfører, at man syntes, at man havde gjort meget. Men man har ikke gjort det, man lovede; man har ikke lavet det forbud mod at forurene grundvandet, som man havde lovet danskerne. Det kan vi jo som opposition kritisere, men vi kan ikke gøre noget ved det, for vi har ikke et flertal. Så nu opfordrer vi endnu en gang regeringen til at gøre det, de har lovet danskerne, og så sker der sikkert ikke noget. Men det er jo det, vi kan gøre. Jeg synes, at et andet interessant aspekt var det spørgsmål, der var her til sidst: Hvorfor planter man ikke bare skov oven på de grundvandsdannende områder? Jeg vil egentlig også gerne svare på det, for jeg synes ikke, at der er blevet svaret på det endnu. Det er jo, fordi det primært foregår frivilligt. Så når landmændene ikke vil afgive deres jord, bliver der ikke plantet skov. Det er det, der er årsagen til det ude i kommunerne. Så det dilemma, man står i, er jo, om man så skal bruge nogle skrappere redskaber til at pålægge landmændene, at det skal de, altså at de skal være med til det, og at det ikke er nok med frivillighed. De redskaber har man faktisk også lovgivningsmæssigt. Man kan godt i sidste ende ekspropriere landmændenes landbrug, har jeg fået at vide af miljøministeren, og det synes jeg også at man skal også gøre. I de tilfælde, hvor man ikke kan få folk til at være med frivilligt, er vi nødt til at sige: Jamen så bliver det ufrivilligt; så bliver det tvang, som hr. Kim Edberg Andersen helt korrekt kalder det modsatte af frivillighed. Det er nødt til at være sådan, at man ikke får lov til at forurene vores grundvand, og der er nogle steder, må man bare ikke må have lov til at sprøjte. Så vi håber, at der bliver gået lidt hårdere til værks, og vi håber også, at kommunerne kommer i gang, for de bruger ikke de redskaber, de har – det er også korrekt. Man har jo i forvejen nogle muligheder her. Men det handler, så vidt jeg forstår, simpelt hen primært om, at det er ret krævende at gennemføre ekspropriationssager. Det kræver et ret stort juridisk apparat, og det er derfor, at det simpelt hen går for langsomt. Men vi skal have noget tempo på. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning. Hr. Kim Edberg Andersen fra Danmarksdemokraterne, værsgo.

I forhold til den grønne trepart står i teksten, at man kan ekspropriere. Når jeg så hører det her med, at man også vil have det her sprøjteforbud, bliver det jo tvang med tvang på, og i forvejen er jeg fra et parti, der ikke synes, at tvang ligesom er vejen frem, så tvang med tvang på bliver jo rimelig trist. Det er jo det, jeg er bekymret for. Hvis løsningen – og det var også det, jeg selv sagde: Vi har brug for en løsning – f.eks. er skov på de her områder, så var det da åbenbart, når man i forvejen har en grøn trepart, hvor man har besluttet sig for at plante en masse skov, at man så brugte hovedet og sagde: Det skov, vi så placerer, prioriterer vi, og så sætter vi det der, hvor grundvandet også får gavn af det, i stedet for at vi synes, at nu skal det placeres et eller andet sted, hvor der er en rødkælk, der kan flyve forbi. For så kommer man ikke lige pludselig ud i, at nogen kunne tænke sig at foreslå, at der så skal komme 2.000 ha ekstra, hvor man så heller ikke må sprøjte, for det kunne jeg forestille mig at der var nogen der kunne tænke sig at foreslå. For så bliver regningen bare stor, for tvang kræver fuld og hel erstatning efter grundloven, fordi det er ekspropriation, og så kommer vi til at bruge mange penge, hvis vi skal ekspropriere 600.000 ha i Danmark.

Ordføreren.

Det er også sådan, at man nu ude i kommunerne har det som førsteprioritet til at lægge naturområder over grundvandsområderne. Det er sådan, man tænker. Men problemet er, når der så er en landmand, der ejer de områder, og som ikke vil være med, og som insisterer på, at det skal blive ved med at være landbrug, og at han skal blive ved med at kunne sprøjte. Så er det, at man skal sætte gang i det juridiske apparat og bruge tvang, og det skal man. For vi er nødt til at tvinge folk til at holde op med at forurene grundvandet. Vi vil ikke have det. Derfor er vi nødt til at bruge de midler, som vi har, nemlig juridisk påbud og i sidste ende ekspropriation, hvis der ikke er andre muligheder. Det er man bare nødt til at se i øjnene. Altså, vi kommer ikke i mål med frivillighed, hverken i forhold til vores drikkevand eller den grønne trepart, og derfor er vi nødt til nogle steder at bruge hårde metoder, især når det handler om drikkevand, som er det vigtigste at beskytte. Det er vigtigere end andre naturhensyn.

Ønsker spørgeren anden runde? Det gør man ikke. Så er det fru Leila Stockmarr, Enhedslisten. Værsgo.

Tak, og også tak til ordføreren for i fællesskab med os at anerkende, at regeringen ikke har handlet, som den lovede, i hvert fald ikke Socialdemokratiet. Bare for at få det helt på det rene: Når vi forhåbentlig bliver indkaldt til forhandlinger primo 2026, som jeg forstår der bliver lovet her i dag, er De Konservative så med på også at indfri løftet politisk? Bakker Konservative op om det sprøjteforbud, som nok vil blive foreslået, fordi det var det, som i hvert fald Socialdemokratiet har foreslået som en del af løsningen? Altså, jeg bakker Konservative op om sprøjteforbuddet?

Ordføreren.

Vi bakker op om, at det skal være forbudt at sprøjte over grundvandsdannende områder, ja.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Rasmus Jarlov fra Det Konservative Folkeparti. Det passede lige præcis, og så kan vi nå at byde velkommen til hr. Henrik Frandsen fra Moderaterne. Det var god timing.

Mange tak, og undskyld for den lillebitte forsinkelse. Det kan man da kalde – nu vil jeg ikke bruge engelske udtryk – lige til tiden, tror jeg man kan sige. Forespørgslen i dag rejser et meget grundlæggende spørgsmål, nemlig om vi også i fremtiden kan være det land, hvor man trygt kan dreje på hanen og drikke vand direkte fra hanen, hvilket vi jo elsker alle sammen. Det er en del af vores selvforståelse, men det er ikke en naturlov, at det skal være sådan. Det kræver politiske beslutninger og konsekvent opfølgning, og det kræver, at vi handler nu – ikke først, når problemerne står i kø ved vandværkerne. Derfor er det afgørende, at der i denne regeringsperiode er sket et reelt gearskifte i beskyttelsen af vores drikkevand. Hvor man tidligere lagde stor vægt på frivillighed, ser vi nu en tydelig bevægelse mod klarere krav og stærkere værn om grundvandet. For det første er den målrettede beskyttelse af grundvandet blevet styrket. Drikkevandsfonden er forlænget og forøget til og med 2027, så flere risikobrønde nu kan lukkes og flere projekter gennemføres i strategisk vigtige områder. BNBO-loven, altså loven, der sikrer boringsnære beskyttelsesområder, sikrer, at beskyttelsen omkring boringerne ikke længere afhænger af tilfældigheder, men af bindende kommunale beslutninger, som ministeren også følger op på, når det er nødvendigt – og det har vi jo set at ministeren også gør. Dertil kommer midler til håndtering af generationsforureninger, hvor fortidens forurening ellers kan true fremtidens drikkevand. For det andet tages nye typer forureninger alvorligt; PFAS, kan jeg bare sige. PFAS-handlingsplanen, den særlige tilskudspulje til PFAS-ramte vandforsyninger og forbuddet mod 33 PFAS-sprøjtemidler trækker os væk fra oprydningen bagefter og hen imod forebyggelse. Vi er der ikke helt, men det er den vej. For det tredje tænkes der i selve ressourcen. Kortlægningen af de sårbare grundvandsdannende områder giver grundlag for en mere præcis og skarp beskyttelse der, hvor vandet dannes. Lov om teknisk vand og bedre muligheder for afsaltning af havvand giver flere værktøjer, så industrien kan få vand uden at lægge yderligere pres på drikkevandsressourcerne. Den politiske linje er dermed klar: Vi beskytter bedre; vi rydder op der, hvor der er svigtet; og vi udvikler nye løsninger der, hvor ressourcen er under pres. Det skylder vi næste generation, så vandet i hanen også fremover kan drikkes med den samme selvfølgelige tillid som i dag. Tak for ordet.

Tak for det. Der er foreløbig en enkelt kort bemærkning. Hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Det er selvfølgelig en arbejdsskade efter at have hørt på Moderaterne i 3 år, at jeg zoner sådan lidt ud og ind, men jeg tror alligevel ikke, jeg gik glip af noget i talen, for der blev ikke sagt det helt store. Jeg hørte, at Moderaterne går ind for tvang, og det er supergodt, men går Moderaterne så også ind for fuld og hel erstatning, hvis man bruger tvang?

Ordføreren.

Jeg synes, det er en underlig retorik, at man siger, at vi går ind for tvang. Altså, Moderaterne går ind for handling, Moderaterne går ind for lovgivning, og det er jo klart, hvis der er områder, hvor man kan se, at det af samfundsvitale årsager er nødvendigt, at vi skrider til lovgivning og regler. Det gør vi jo på et utal af områder. Skal vi kalde al lovgivning for tvang? Nej, det skal vi altså ikke. Det er også klart, at hvis der sker nogle værdiforringelser og hvis der sker nogle ting, der gør, at landmanden bliver væsentlig dårligere stillet, så skal vi jo have kigget på en kompensationsmodel, og så er vi lige præcis også ude over det, der hedder ekspropriation.

Spørgeren.

Det eneste, jeg fik ud af det, var, at der da i hvert fald var et klart juleønske fra ordføreren om at få en ordbog og så spørge, hvad det modsatte af frivillighed er. Det er tvang. Altså, det er mange år, siden jeg gik i folkeskolen, men selv der i Nordjylland fandt vi ud af, at det var det modsatte af hinanden. Lovgivning er som udgangspunkt tvang. Det er det jo; vi trækker regler ned over hovedet på mennesker, og så skal de rette sig efter det, og det skal de også, selv om de ikke frivilligt synes, det er en god idé. Man hoppede sådan rigtig let hen over det der med, at hvis man tvinger nogen til ikke at sprøjte, er det ekspropriation. Mener Moderaterne, at så skal man have fuld og hel erstatning efter grundloven? Og har regeringen sørget for, at der er penge til det?

Ordføreren.

Hvis der er tale om ekspropriation, skal man have fuld og hel erstatning. Det står direkte i grundloven. Men det er jo ikke det samme, som at der altid er tale om ekspropriation, når man laver et indgreb fra Folketingets side. Jeg vil også sige, at det jo også er tvang, at vi siger til danskerne, at de kun må køre 80 km/t på landevejene. Altså, vi tvinger ved det danskerne til at bruge længere tid på at transportere sig frem og tilbage. Det kalder jeg ikke tvang. Det kalder jeg lovgivning. Det kalder jeg regler. Det kalder jeg sund fornuft. At bruge et ord som tvang på den måde, som hr. Kim Edberg Andersen gør, synes jeg ikke er inden for skiven.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Henrik Frandsen fra Moderaterne. Det afsluttede ordførerrækken, og derfor byder jeg nu velkommen til miljøministeren.

Tak for det, formand. Og tak for en meget, meget god og fuldstændig rigtigt planlagt debat her. Ud over den her tvangsdiskussion, som jeg selvfølgelig godt kan forstå, men som jeg også tror det er vigtigt at vi ikke lader os distrahere så meget af, har jeg noteret ned, at jeg fra alle partier har hørt, at det, der er behovet, som deles fra alle partiers side, er, at vi skal beskytte vores drikkevand bedre, end vi har gjort indtil nu. Fru Leila Stockmarr, som indkaldte til den her forespørgsel og begrundede den, sagde jo meget klart, at det indtil nu er gået for langsomt. Jeg har i min tale redegjort for nogle af de ting, hvor der er sket et gearskifte, men jeg sagde også klart, at Miljøstyrelsen er i gang med kortlægningen af de grundvandsdannende områder, og sideløbende med det er vi i gang med reguleringsanalysen. Det, jeg kan oplyse om i forhold til kortlægningen, er, at det begynder at gå virkelig hurtigt nu. Vi forventer, at vi i starten af næste år kan offentliggøre yderligere 13 færdigkortlagte områder, som man kortlægger i præcis det her fjerde kvartal af i år. Dermed er vi altså virkelig tæt på målet i forhold til at vide, hvad det præcis er, og hvor det præcis er, vi skal have beskyttelse. Jeg nævnte i min indledning nogle tal, som er med forbehold, for kortlægningen er jo ikke færdig endnu. Men hvad er det for en størrelse, vi taler om, når vi kigger på Danmark? Det er en størrelse, som er på i alt 280.000 ha, men af dem ligger 120.000 ha som byer og som motorveje, og det kan faktisk også være skov eller søer. Der skal jo også reguleres, men hvordan skal det gøres, og hvad er det, vi skal beskytte der? Så er der resten, de 160.000 ha. Med de tal, vi har, og det er igen med forbeholdene, vil det så være landbrug, hvor der også skal reguleres, men der er ikke samme fare alle steder. Nogle steder er det nitrat, det drejer sig om, og flere steder er det jo så sprøjtemidler, hvis det er sådan, at jordforholdene er vurderet til, at det er et sårbart grundvandsdannende område. Så har der i diskussionen også været drøftelser om vores store plan for, at vi skal plante meget mere skov i Danmark. Det er jo en fantastisk og finansieret aftale, og det er en del af den grønne trepart, som jeg selv forhandlede og er meget, meget stolt over. Det er jo, at vi skal have plantet 250.000 ha skov. De 100.000 af dem bliver urørt skov. De 20.000 bliver ny statsskov, de 100.000 bliver urørt skov, og så er der så 150.000, der bliver produktionsskov. Hvorfor skal vi egentlig bruge produktionsskov? Det skal vi, fordi vi jo er her og har træmøbler. Der skal bruges tømmer. Der skal bygges huse af træ, og vi skal bruge træ, som jo er et meget, meget bæredygtigt materiale. Alternativet er, at vi skal støbe det hele i plastik, som kommer fra olie. Så er det jo langt bedre at bruge træ, så vi skal også bruge produktionsskov, og vi skal have mere træ og mere bæredygtigt materiale ind i vores byggeri. Så vi skal også have produktionsskov, men de 100.000 af dem er ikke produktionsskov. 100.000 ha er enormt stort. 1 ha svarer jo stort set til en fodboldbane, så det er jo 100.000 af dem med skov, og det bliver urørt skov, hvor der jo er et ekstremt fokus på biodiversitet, og de 20.000 ha bliver endda ny statslig skov, hvor vi kan lægge ekstra beskyttelse ind. Så er der spørgsmålet om, om vi kan bruge den skov til at beskytte drikkevandet. Der kan jeg oplyse om, at vi i den grønne trepart har skrevet ind, at i takt med at vi bliver færdige med kortlægningen, skal skovordningen revurderes – og det er helt korrekt, at det jo er en frivillig ordning, hvor landbruget selv kan få støtte til at omlægge til skov og få en kontant betaling til det. I takt med at vi får kortlægningen færdiggjort, vil man revurdere de regler, der er for skov, således at man også prioriterer drikkevandsområder, og der vil man så komme foran i køen til at få adgang til de statslige midler, altså støtte til at omlægge til skov, og det er frivilligt, så det er selvfølgelig ikke tvang, vi taler om. Det er ikke det, der redder det, men når vi planter så meget skov, er det selvfølgelig oplagt at plante både den urørte skov og produktionsskoven nogle af de steder, hvor vi skal beskytte grundvandet. Men i forhold til de i alt 160.000 ha, som er landbruget, er vi nødt til at gøre mere. Inden for få uger har vi færdiggjort vores reguleringsanalyse. Den bliver offentlig. Det er en analyse, der definerer, hvad det skal koste; det er jo et stort milliardbeløb, vi sidder med her. Der er også blevet spurgt om her i dag, hvad vil det koste i rensning af drikkevandet, hvis man ikke regulerer. Hvad er det så for en regning, vi kan imødese? Og hvilke modeller vil der være for forskellige måder at kompensere dem på, der ejer jorden i dag? Hvis de ikke længere må bruge den, som de har gjort indtil nu, hvad er der så af muligheder?

Alle disse ting vil ligge i den reguleringsanalyse, og dels bliver den offentlig, men jeg vil selvfølgelig også sørge for, at vi bruge den til også at træffe beslutninger, og jeg vil indkalde til møder. Vi når det nok ikke i år, for den kommer lige her sidst på året, men i starten af næste år vil jeg indkalde til møder med drøftelser med Folketingets partier. Dermed vil jeg sige tak for den her debat. Det er en vigtig debat. Det ville ikke være til at bære, hvis vi, når vi er så mange partier, der egentlig siger det rigtige, så ikke er i stand til at levere det, der skal til for at beskytte fremtidens drikkevand i Danmark. Det er guld, vi har arvet fra vores forældre og bedsteforældre, og det guld skal vi levere videre i en lige så god stand til vores børn og børnebørn. Tak for ordet, formand.

Tak for det. Der er foreløbig en kort bemærkning fra hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for det. Nu fik vi jo snakken om tvang, fordi ministeren i sin egen tale begyndte at sige, at frivillighed duede ikke, så nu skulle vi gøre noget andet. Og bare for ikke at få sådan et moderat svar vil jeg så sige: Min forståelse af det modsatte af frivillighed er tvang. Så det var derfor, at den kom der. Men skal vi ikke slå fast, at der er mange andre ting, som landbruget hjælper med, inden vi sådan tager 200.000 ha ekstra ud? Altså, svenskerne fælder skov for at kunne producere fødevarer. Så hvis vi nu ikke bruger det logiske redskab, vi har, til at sige, mere eller mindre underfinansieret, at nu skal vi have en masse skov, men bruger det til at beskytte grundvandet, så kommer der en ekstraregning. Nu ejer jeg ikke motorvejen i det eksempel, hvor man ville bestemme hvor hurtigt jeg kørte, så det er jo nok ikke noget, som jeg fuldt og helt skal erstattes for, men hvis jeg ejer jorden, skal jeg fuldt og helt erstattes hvor det, hvis man laver de her ændringer. Det er ministeren forhåbentlig fuldstændig enig i. Så er min bekymring bare, i forhold til at man snakker om det her plus plus-noget og glemmer, hvad regningen er – det har man jo gjort tidligere fra Socialdemokraternes side, når man tog ting fra folk uden at vide, hvad det kostede – om man har sat pengene af, og om man har finansieret det her. Hvis man f.eks. vil ud at finde 200.000 ha ekstra og tage det fra landmændene, koster det er vel omkring 200.000 kr. pr. hektar.

Ministeren.

Der er jo sat 43 mia. kr. af til den grønne trepart, altså til den del, der handler om skov, altså om, at vi omdanner ca. 10 pct. af landbrugsarealet til skov, vådområder og natur for at redde vores fjorde fra iltsvind. Så de midler er afsat. En del af dem vil så kunne bruges her, fordi skoven kan plantes på vores drikkevandsområder, men ikke det hele. Den regning, vi taler om her, er en regning på et stort milliardbeløb. Men jeg har ikke de endelige tal nu, for dem vil vi alle sammen kunne læse og blive klogere på, når vi får rapporten, som jo har bud på reguleringer og selvfølgelig også på, hvordan det skal finansieres, og hvem der skal samle den her regning op. Det må vi jo drøfte med hinanden, og det ser jeg frem til at høre Folketinget om, men den debat er jo meget mere interessant, når vi kender regningen og kender reguleringsmekanismerne, der vil blive foreslået. Og det er ikke kun landbruget, der skal reguleres; det er også alle de andre steder, altså næsten halvdelen af områderne, som ikke er landbrug, men som er byer, veje, skove og søer – ja, der er nok ikke noget regulering af en sø, men altså de andre steder, som også har grundvand under sig.

Spørgeren.

Nu er jeg jo heldigvis en af dem, der ikke stod og jublede helt vildt, dengang man fandt på den her tåbelige grønne trepart og underfinansierede den. Så jeg satte mig jo ned og fandt ud af, hvad landbrugsjord sådan gennemsnitligt koster i Danmark, og det er 187.500 kr., og hvis vi ganger det med de der 600.000 ha, så mangler vi 112,5 mia. kr. Det er mange penge. Der er mange folk, som allerede nu står og kigger på fødevarepriserne og tænker, at de 12,5 mia. kr. kunne man måske få noget billigere oksekød for. For det, der også sker, hvis man tager endnu mere landbrugsjord ud, er, at alle vores vælgere så skal til at betale endnu mere nede ved køledisken. For jeg har nu aldrig nogen sinde set nogen steder, hvor man, når tingene blev dyrere at producere, så solgte det billigere. Det vil jeg gerne spørge ministeren om: Har han nogen sinde oplevet det?

Ministeren.

Men der er ingen sammenhæng mellem fødevarepriserne i supermarkederne i Danmark og den grønne trepart. Der er alligevel ingen af de ting, der er blevet til noget endnu. Det er rigtigt, at vi så skal tage 10 pct. af vores areal i Danmark og ikke længere dyrke intensivt der, men lave noget andet på det areal, og det skal vi for at redde livet i vores fjorde, lige såvel som vi skal beskytte grundvandet bedre. Alternativet er, at vi skal betale en langt højere vandregning, som familierne skal betale, for at få renset vandet for de ting, som vi finder ved vores vandboringer. Så der skal reageres, og det er billigere at forebygge, end det er at rense op bagefter.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til miljøministeren. Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og derfor er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil først finde sted tirsdag den 2. december 2025.

Den første, jeg byder velkommen til, er netop ordføreren for forslagsstillerne, fru Lisbeth Bech-Nielsen, for at give en begrundelse for forslaget. Værsgo.

Alene i 2025, altså indeværende år, har borgere på Amager klaget 43.000 gange over støj og 13.000 gange over lugtgener fra Københavns Lufthavn. Nu bor jeg også selv på Amager, men jeg skal lade være med at komme med personlige anekdoter, for jeg synes, tallene taler deres eget klare og tydelige sprog. Vi har kunnet se en udvikling i støjgener og en udvikling i lugtgener. Der har været en rapport, som er ret ildevarslende i forhold til mængden af ultrafine partikler, hvilket jo igen har affødt, at en række forældrebestyrelser har råbt vagt i gevær – det ved jeg at ministeren er bevidst om. De er bekymrede for deres børn. Det er derfor, vi i SF har fremsat det her beslutningsforslag. Det er ikke det bedste af alle verdener, men vi har prøvet at fremsætte et, der var realistisk i omfang. Finansieringen til det har vi fundet i den såkaldt grønne indenrigsrute og nogle penge fra erhvervsstøtten, som regeringen jo selv haft som politik skulle omdannes til nogle andre ting. Nogle af de ting, vi foreslår, er brugen af taxibots, som man f.eks. bruger i Schiphol lufthavn i Holland, et storskalaforsøg med lavaromatiske brændstoffer og nogle andre tiltag. Det er alt sammen noget, der ikke koster den enkelte flypassager en krone. Det koster ikke de store selskaber i lufthavnen en krone. Det koster ikke lufthavnen selv. Vi har fået finansiering til det her. Jeg håber virkelig, at partierne vil se velvilligt på det her forslag. Jeg har lovet at hilse fra Enhedslisten, Radikale Venstre og DF, der ikke kunne være her, og sige, at de tre partier støtter beslutningsforslaget.

Tak for det. Vi siger foreløbig tak til ordføreren for forslagsstillerne, fru Lisbeth Bech-Nielsen fra Socialistisk Folkeparti. Hermed er forhandlingen åbnet, og den første, jeg byder velkommen til, er transportministeren.

Tak for det, formand, og tak til SF for helt overordnet at løfte en vigtig dagsorden, men jeg vil gerne sige med det samme, at jeg simpelt hen ikke forstår rammen herfor. Så det er bare for at flage det. Det bliver på alle måder formentlig en lidt speciel debat, og det er ikke et udtryk for, at emnet ikke er vigtigt. Hvis jeg tager forslaget til folketingsbeslutning, er det, der helt kortfattet bliver spurgt til på halvanden linje, om vi i denne folketingssamling vil fremsætte et lovforslag, der nedbringer støj og partikelforurening omkring Københavns Lufthavn. Det bliver forhåbentlig inden længe. Nu har vi jo fremsat et forslag om, at støj skal ind under Transportministeriets ressort. Det behandlede vi i sidste uge. Så det er faktisk ikke min kompetence for nærværende, men jeg kan i hvert fald sige, at i denne samling udsteder vi en bekendtgørelse om rammerne for støj i Københavns Lufthavn, og de udvides ikke, nærmere tværtimod. Så kommer vi hurtigt til nogle af de ting, som nok gør det en smule vanskeligt, hvorfor vi også rakte ud til ordføreren for at høre, om man var sikker på, om man ville have det her som et beslutningsforslag. For når man så slår op i teksten og kigger på initiativer og finansiering, er det største initiativ at sætte 300 mio. kr. af til lavaromatisk flybrændstof, hvilket er noget, som hører til i energiministerens ressort. Så ja, det er ikke min kompetence. Men vi har en aftale i forligskredsen omkring lavaromatisk brændstof, og det kommer der jo så også forhandlinger omkring med ordføreren ovre ved energiministeren. Så står der nogle andre ting om taxibots osv., som der er nogle initiativer i gang med i forvejen. Der står konkret, at vi skal forære dem til Københavns lufthavn. Det er jeg ikke sikker på ren statsstøtteretligt kan lade sig gøre. Det kan godt være, at man kan lave noget udbud af dem eller et eller andet, hvis det var det, man ville. Helt generelt er der meget lidt af det her, som i bund og grund henhører under transportministerens område, men det ændrer ikke på, at jeg synes, at det er en vigtig dagsorden. Helt overordnet vil jeg faktisk også, fordi den er så vigtig, henvise til de to samråd, vi har haft her i nyere tid, hvor ordføreren for forslagsstillerne desværre ikke havde mulighed for at være med, men hvor både transportministeren og miljøministeren deltog, og hvor vi havde en gennemgang af de forskellige spørgsmål og områder, i forhold til hvad vi vil lave af initiativer på området. Her blev der bl.a. redegjort for APU, arbejde med varmefølsomme kameraer, reduktion af køretiden for flyene og det her med, at man prøver at taxie med én motor tændt i stedet for to. Alternative fremdriftssystemer undersøges, altså de her taxibots, og så er der modernisering af standpladserne, som gør, at man kan have mere moderne og klimavenlige fly. Noget af det, som måske fortabes lidt i debatten, er, at den her udvikling, der sker inden for teknologierne, jo ikke kan stå alene. Men vi skal nok ikke underkende, hvor stor en udvikling der rent faktisk sker, også miljømæssigt. Man kan egentlig bare kigge tilbage på sin barndom eller ungdom, når man stod og kiggede på en landevej og så, hvor meget os, støj og møg der var. Det var der faktisk også inden for flybranchen. Så med nogenlunde det samme antal flyoperationer fra midten af 1990'erne til i dag har man faktisk reduceret antallet af dem, der er plaget af støj på mere end 55 dB, med 88 pct. Det er altså 88 pct., hvis man tager nogle opgørelser, der er beregnet omkring 2022 eller 2023. Så det er bare for at sige, at man med udviklingen fra midt i 1990'erne til i dag faktisk har reduceret støjen med 88 pct. Så kan man altid gå ind og lave nye regnemetoder osv., og så skal det selvfølgelig være sammenligneligt, hvis man gør det. Det skal være med den samme periode osv. Men det her er bare tilgængelige data, vi rent faktisk har på området. Det ændrer ikke på, at vi ikke er i mål. Vi skal blive ved med at gøre så meget som muligt. Men min pointe handlede bare mere om mere moderne standpladser. Altså, når vi bygger nye standpladser, gør vi det rent faktisk, fordi vi kan få de nyeste fly med de nyeste teknologier, hvilket i den grad er en fordel, også for miljøet i forhold til ultrafine partikler og i forhold til støj.

Der arbejdes også med omplaceringen af opstartsmærker, udskiftningsarbejde med mere klima- og miljøvenlige køretøjer og udstyr i lufthavnen generelt og brug af HVO der, hvor man ikke kan bruge strøm. Der kører bl.a. kampagner for at stoppe for motoren osv. Og så er man som noget nyt nu i gang med en udbygning af sensornetværket til måling af ultrafine partikler i realtid. Så helt overordnet skal vi fortsætte den her udvikling. Vi skal fortsætte ned ad den her vej. Vi skal fortsætte vores samarbejde, vi har med Schiphol i Amsterdam og Bruxelles lufthavn. Vi skal skele til Heathrow, som jeg planlægger at tage over at besøge inden længe, i forhold til netop at se på, hvad det er, de laver i forhold til den her dagsorden. Det, der jo så også er lidt pudsigt ved det her, er, at jeg nu står og henviser til miljø- og ligestillingsministeren, der lige er gået, men det er hans område, og når man henviser til nogle af de opgørelser, der er lavet dér over tiltag på det her område, så er det jo meget interessant at se, hvor meget CPH, Schiphol og Bruxelles lufthavne kan få ud af hinanden, og jeg kan hilse og sige, at lufthavnene er glade for, at man har startet det her samarbejde op, for man bliver rent faktisk klogere af at tale sammen. Det er på mange måder nogle forskellige ting, som man undersøger, hvilket selvfølgelig gør, at vi kan tage ved lære af hinanden og blive klogere i forhold til det, som rent faktisk kan have en positiv effekt. Men helt principielt kan jeg naturligvis ikke stemme for at forhandle et beslutningsforslag i salen om noget, som er forligsbelagt. Jeg går f.eks. ikke ud fra, at ordføreren kunne finde på at indkalde til forhandlinger om infrastrukturforliget, altså omkring kollektiv transport, med en folketingssamling, som ikke er en del af forliget. Forestiller ordføreren sig virkelig, at man kan pålægge regeringen at gøre noget ved noget, der er forligsbelagt? Altså, det tror jeg faktisk ikke, når alt kommer til alt. Jeg har også fuld respekt for, at man har brug for og har et ønske om at markere sig på nogle politiske sager, men formen her er i hvert fald vanskelig for mig, fordi en meget stor del af det er uden for mit kompetenceområde. Men det ændrer ikke på, at regeringen har et stort fokus på at mindske støjforurening og mindske luftforurening på området. Det foregår der et stort samarbejde om. Det er som sagt blevet uddybet på to samråd, hvor miljøministeren, som har en stor del af kompetencen, har redegjort for de dele, der hører under ham, og hvor jeg har redegjort for de dele, der hører under mig. Så regeringen kan desværre ikke anbefale det høje Ting, at man følger indstillingen, af de nævnte årsager.

Jeg fornemmede, at ministeren var færdig, mens jeg var i gang med noget andet, men vi tager lige to korte bemærkninger. Først er det fru Lisbeth Bech-Nielsen fra SF.

Ministeren er jo ekspert i at prøve at sabotere sådan nogle diskussioner: Først er det slet ikke et beslutningsforslag, der på nogen måde hører hjemme på ministerens ressortområde, og det kan jo undre lidt, i forhold til at en regering altid selv kan beslutte sig for, hvor et forslag skal behandles henne. Så hvis det ikke er den pågældende minister, kunne det være en anden. Det står jo regeringen frit for. Så får vi at vide, at det alligevel er på ministerens område, fordi det er forligsbelagt, men det ligger uden for ministerens kompetence. Og det sidste vil jeg måske ikke knytte så mange kommentarer til. Jeg synes, det efter talen står rimelig tydeligt, hvad ministeren har kompetence til og har lyst til at gøre ved det her. Jeg vil bare konstatere, at der er titusindvis af borgere, der føler sig ekstremt generet af det her. Og det er ikke anekdotisk. Jeg kunne godt læse et hav af de vidnesbyrd op, der er blevet sendt til statsministeren og derefter sendt til transportministeren. Han har sikkert ikke læst dem selv. Men det er ikke anekdotisk. Der er tal bag de her gener.

Ministeren.

Jeg hørte ikke lige noget spørgsmål, ud over at jeg efter sigende ikke skulle have styr på mine kompetencer. Men regeringens kompetencer er jo netop opdelt. Det er jo derfor, ordføreren eller hvert fald ordførerens parti har siddet til forhandlinger på området med tre ministre. Det er, fordi kompetencen er delt mellem tre ministre. Den største bid af det, der er i det her beslutningsforslag, hører så under klima- og energiministeren, den næststørste bid hører under miljøministeren, og den sidste, mindre del hører under mig. Og jeg står gerne på mål for alt. Men det var jo netop derfor, vi rakte ud til ordføreren. Det var for at høre: Er ordføreren sikker på, at det er et beslutningsforslag, man ønsker? Men ordføreren kan jo starte med at fortælle Folketinget, hvorfor man foreslår, at regeringen skal pålægges at spolere en forligskreds, altså noget, der er forligsstof – altså, bare det er jo af principielle årsager mærkeligt. Så ordføreren har jo vist, at man har holdninger til sagen, og måske også, hvad man ønsker at forhandle med regeringen, når man kommer ind i forhandlingsrummet. Det er jo det, man skal huske på. F.eks. er den største bid af det her jo faktisk noget, der er planlagt forhandlinger omkring. Og så har ordføreren selvfølgelig nu sagt til hele Folketinget, hvad man ønsker at forhandle, når man kommer ind i forhandlingslokalet. Men det er jo bare ikke noget, der egner sig til et beslutningsforslag. Det var min eneste pointe.

Spørgeren.

Igen vil jeg sige: Hvis regeringen ikke kan finde ud af at sende den rigtige minister i salen, er det jo egentlig ikke Folketingets problem. Transportministeren sagde, at det her hovedsagelig var klimaministerens ressort. Det må I jo selv om. Altså, det er vel ikke Folketingets problem. Nu vil jeg til noget politisk: Anerkender ministeren, at der på en række områder foregår en tilsvarende eller højere udledning af en række emissioner, end der gjorde inden covid, altså inden der var et naturligt drop i antallet af flyvninger, f.eks. på CO 2 , THC, NO x , SO x og andre udledninger?

Ministeren.

Nu må ordføreren undskylde, men jeg bad netop mit hus om at række ud til udvalget og til ordføreren for at sige: Er du sikker på, at du på et ressort, der er delt mellem tre ministerier, vil have én minister herned for at behandle det som et beslutningsforslag? Altså, det kunne være en forespørgselsdebat, hvor der var flere ministre eller et eller andet. Men nu stiller ordføreren så et spørgsmål direkte til miljøministeren. Ordføreren skal så stille spørgsmål til transportministeren og ikke til miljøministeren. Det er jo det, som jeg så anbefaler ordføreren at gøre.

Fru Leila Stockmarr, Enhedslisten.

Jeg vil starte med at sige, at vi har en flertalsregering og vi har en regering og en stat, der er for et år siden har købt lufthavnen og derfor har maksimal aktiemajoritet i Københavns Lufthavn. Ansvaret er entydigt regeringens, uagtet hvilken minister det er. Nu står ministeren her som repræsentant for regeringen. Vi har haft samråd med begge ministre. Bolden bliver kastet rundt. Jeg ved, at SF og Enhedslisten begge to har haft finansministeren i salen. Vi prøver at komme hele vejen rundt. Nu har vi mulighed for at spørge en af de ansvarlige ministre på vegne af regeringen, hvad man vil gøre for at beskytte borgerne på Amager mod sundhedsskadelig forurening. Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge ministeren om tre meget konkrete ting: Vil ministeren sørge for som minimum, at borgerne på Amager får udleveret de målinger, der er af den partikelforurening – ikke i vægtet form, men i real time – de bliver eksponeret for ved at bo tæt på lufthavnen? Vil ministeren, som også SF foreslår, bede lufthavnen om at foretage de nødvendige investeringer for at sikre sig taxibots? Vil ministeren sørge for, at udvidelsen ikke betyder, at der vil komme flere fly, der har parkeringspladser, ladestandere tæt på bolignære områder?

Ministeren.

Jeg beklager, når nu ordføreren bliver ved med at stille spørgsmål til andre ministre, men nu har man valgt at få transportministeren i salen, og så må man jo stille spørgsmål til transportministeren. Ordføreren har selv indkaldt til samråd, hvilket jo er smart, for hvis man så vil tale om ejerskab, kan man jo tale til finansministeren, hvis man vil tale om miljøforhold, partikelforurening, kan man jo tale til miljøministeren, og hvis man vil tale om spørgsmål, som vedrører transportministeren, kan man spørge transportministeren. Det var det, ordføreren gjorde, da ordføreren indkaldte til samråd. Derfor kan jeg ikke svare på andres ressorter. Det håber jeg at man accepterer. Det var derfor, jeg startede med at sige, hvor vigtig den her dagsorden er. Jeg remsede op, hvad man har gang i af forskellige projekter, og jeg har også forsøgt at redegøre for, hvilke kompetencer der er, herunder de forsøg, der pågår med taxibots osv.

Spørgeren.

Hvad angår de ting, jeg spørger ind til – så vidt jeg er orienteret med alt det arbejde, vi har lavet fra vores og SF's side – er det transportministeren, der kan sige til lufthavnen: I skal investere i de her taxibots, ikke have en eller anden langsigtet plan, hvor I rejser ud og ser, hvad de gør i andre lufthavne, men her og nu, fordi der er brug for det. Det er også på transportministerens område, man har vedtaget den nye lov om lufthavnen. Det er derfor, vi spørger transportministeren, om man vil sikre, at en konsekvens af den lov ikke bliver, at der kommer flere fly parkeret tæt på bolignære områder. Jeg har også spurgt ministeren skriftligt, om man vil udlevere målingerne fra lufthavnen til borgerne. Det har jeg fået et nej til. Men fordi SF nu har fremsat det her forslag, synes jeg, vi skal spørge igen, fordi problemerne kun vokser ude på Amager.

Ministeren.

Jeg er nu ikke enig i, at problemerne kun vokser. Tværtimod er der gang i en række projekter, tværtimod sker der en udvikling i retning af mindre støj, hvis man går tilbage historisk, og det bliver faktisk forbedret, hver gang der kommer flere og mere moderne fly. Den udvikling skal vi selvfølgelig kunne understøtte. Derudover skal vi tage en lang række initiativer i forhold til både samarbejde og udvikling. Jeg indledte også med at sige, at nu er kompetencen i forhold til støjregulering jo faktisk ikke hos transportministeren endnu, men i sidste uge fremsatte jeg så et forslag om det, så det bliver det. Derfor tør jeg godt sige, som jeg også nævnte indledningsvis, at regeringen kommer til at fremsætte rammer for CPH's støj, og de skal ikke hæves, faktisk tværtimod.

Mads Olsen, SF.

Jeg synes, at ministeren brugte meget af sin taletid på at fortælle om alle de ting, SF har foreslået i beslutningsforslaget, som ikke kan lade sig gøre – at det, vi har foreslået med en grænseværdi for støj, ikke kan lade sig gøre, at de investeringer for hundredvis af millioner kroner i lavaromatisk brændstof ikke kan lade sig gøre, og at taxibots ikke kan lade sig gøre. Så jeg synes, at meget af talen handlede om, hvorfor alle de ting, SF har foreslået, ikke kunne lade sig gøre. Men jeg kunne godt tænke mig at høre, uagtet hvem der nu er ressortminister på de enkelte ting, om det er transportministeren, miljøministeren eller finansministeren, hvem end det er: Hvad har regeringen af politik for at nedbringe den her meget store forurening, vi ser, og den her bekymring, vi ser ude lokalt på især Amager, for den her luftforurening? Jeg tænker jo, at regeringen må have en eller anden form for politik, og at ministeren måske har snakket med sine andre kollegaer om, hvad man så mener.

Ministeren.

Ordføreren misforstod så. Jeg sagde ikke, at det ikke kunne lade sig gøre. Jeg sagde, at hvis man vil tale om den største bid rent økonomisk i forhold til det her med lavaromatisk brændstof, er der planlagt forhandlinger med SF og klima-, energi- og forsyningsministeren. Det er en del af vores forlig. Det er derfor, det er lidt mærkeligt at involvere hele Folketinget i det, for det er jo noget, der egentlig skal forhandles. I forhold til hvad vi ellers gør, har jeg jo listet det op. Jeg kan prøve at fortsætte med nogle eksempler. Det er f.eks. ændringer af tværbanen, som vi forkorter. Det kommer jo til, når lufthavnen gennemfører det, at sikre, at alle de fly, der lander og letter nordvestligt ind over byen, stopper. Det vil sige, at det sådan set er en indretning af lufthavnsarealerne, og der er der flere ting, man kan gøre. Så kommer jeg til at gentage mig selv, og jeg kan se, at tiden er gået, men nogle af de ting, der virkelig kan batte, har jeg sådan set også været omkring i min indledende tale.

Spørgeren.

Den absolut største investering, vi har i det her beslutningsforslag, kommer fra ministerens eget ressort. Det er jo sådan, at vi lige nu takket være EU har 200 eller 300 mio. kr., som vi ikke kan bruge i den grønne indenrigsrute, og som vi så foreslår kommer ud at leve via den her vej, ved at man køber lavaromatisk brændstof, så man også har noget brændstof, til når der i 2030 skal være fuld grøn indenrigsflyvning i Danmark, så man også understøtter aftalens originale formål i stedet for bare at lade pengene sive tilbage i statskassen. Så hvad tænker ministeren om at bruge de 300 mio. kr. på noget positivt for luftfarten og på noget positivt for folkesundheden i stedet for bare at lade dem ryge tilbage i statskassen?

Ministeren.

Altså, jeg tænker jo, at vi har aftalt i aftalekredsen, hvad der skal ske med ændret forbrug. Dernæst tænker jeg, at hvis lavaromatisk brændstof er det helt store slagnummer, er det en tynd kop te. Altså, de fly, der lander, kan ikke lande med lavaromatisk brændstof, for det bliver først tanket på dem, må jeg forstå, når de lander i Københavns Lufthavn, hvor det så kommer i tanken. Og før de fly så begynder at bruge lavaromatisk brændstof, er de jo fløjet. Så det vil sige, at det er at bilde danskerne ind, at det er en snuptagsløsning til at mindske partikelforurening af ultrafine partikler i hovedstaden. Det vil jeg godt sætte spørgsmåltegn ved.

Tak til transportministeren. Næste i talerrækken er hr. Thomas Monberg fra Socialdemokratiet.

Tak, formand. Kære formand, kære kollegaer, lad mig begynde med at sige, at jeg er afløser for vores normale ordfører, hr. Thomas Jensen, og jeg skulle hilse jer alle sammen. Han ville gerne have været med i dag. Jeg vil gerne sige det meget klart, at jeg fuldt ud forstår de bekymringer, som borgerne i Tårnby og på Amager giver udtryk for. De høje niveauer af ultrafine partikler er alvorlige, og deres bekymringer og usikkerhed skal tages alvorligt. Jeg har selv været i dialog med flere bekymrede borgere, da jeg sammen med resten af Transportudvalget besøgte lufthavnen. Det samme gælder støjforurening, som lufthavnen også medfører. Støj er en reel belastning for mange naboer til lufthavnen, og vi skal sikre, at vi passer på de mennesker, der er berørt, men samtidig erkende, at Københavns Lufthavn har en afgørende rolle for Danmarks og skandinavisk infrastruktur. Derfor er jeg også glad for at se, at Københavns Lufthavn arbejder proaktivt og hele tiden ser på løsning af problemerne såsom målinger og indførsel af taxibots og følger udviklingen i andre lufthavne i verden med samme udfordringer. Hvad angår de ultrafine partikler, har Tårnby Kommune allerede gjort en stor indsats med deres målekampagne i 2023. Resultaterne fra både statslige og kommunale målinger peger på, at der er forhøjede niveauer af ultrafine partikler, særligt når vinden ligger fra lufthavnen ind over boligområderne. Herudover har undersøgelser på området gjort det tydeligt, at især flyenes taxikørsel udgør en væsentlig kilde, omkring to tredjedele ifølge Nationalt Center for Miljø og Energi. Det er en vigtig brik, hvis vi skal sænke udledningerne på den rigtige måde. Det er vigtigt, at vi får mere viden om ultrafine partikler. At efterspørge grænseværdier for ultrafine partikler er et legitimt ønske, men nok for tidligt. WHO har af samme grund heller ikke fastlagt reelle grænseværdier for ultrafine partikler, men lufthavnen er i gang med undersøge, hvordan de sænker udledningen af ultrafine partikler, fordi niveauet er højt. Miljøministeren har i 2024 bedt Kræftens Bekæmpelse lave en registerundersøgelse af konsekvenser for sundheden hos de borgere, som bor tæt på lufthavnen. Undersøgelsen forventes afsluttet inden for 2 år. Disse effekter undersøges også i et stort studie i Berlin med over 1.000 børn omkring Berlins nye lufthavn. Resultaterne fra denne undersøgelse skal selvfølgelig tages til efterretning og handles på. Hvad angår støj og indretning af landingsbanerne, som man allerede har været inde på her fra talerstolen, handler det om, at den overordnede indretning er fastsat i lov om arealanvendelsen fra 2023, og det er en lov, som et bredt flertal i Folketinget er med i. I loven gives der mulighed for en forkortelse af tværbanen. Dette vil mindske flytrafikken over København, som ministeren også var inde på, og derved også støjpåvirkningerne. Derfor kan vi ikke støtte forslaget. Intentionerne bag forslaget er gode, og derfor er et solidt fagligt fundament i gang med at blive udarbejdet, så man kan tage velfunderede beslutninger i fremtiden, for alle tiltag bør ske på et solidt og fagligt grundlag. Forslagsstillernes mål om mindre forurening, mindre støj og et sundere miljø for borgerne omkring lufthavnen er vi i Socialdemokratiet meget enige i. Tak for ordet.

Fru Lisbeth Bech-Nielsen, Socialistisk Folkeparti.

Tak. To tredjedele af lufthavnens samlede udledning af ultrafine partikler kommer fra taxikørsel, og derfor er et centralt forslag i det samlede forslag brugen af taxibots, som vi kender fra en række andre lufthavne i Europa. Der har argumentet fra lufthavnens side været, at det ikke giver mening lige præcis i CPH, men vi kan jo se, at i spidsbelastningsperioder ligger den reelle taxitid på 8-12 minutter, og når vi så også ved, at hovedparten af ultrafine partikler kommer fra, at man enten kører i tomgang eller fra taxikørsel. Ville det isolerede forslag så ikke give rigtig, rigtig god mening? Vi kan også pålægge lufthavnen det, men vi prøvede faktisk at være pragmatiske i forhold til at finde noget finansiering ved at sige, at nu skal det på plads, for det er dette enkeltstående tiltag, der vil betyde allermest, og det vurderes til at kunne reducere med 50 pct.

Ordføreren.

Nu har der været debat her om finansieringen og forligskredsen, men det vil jeg helst ikke gå ind i, da jeg ikke selv sidder der og forhandler det her. Men jeg er enig i, at vi skal mindske den tid, hvor de her fly taxier rundt i lufthavnen. Derfor bliver der også kigget på det i indretningen af lufthavnen, altså hvordan gør man det, og hvor skal de nye terminaler ligge? Det var det, vi fik at vide, da vi var derude med Transportudvalget. Samtidig kigger man også på at måle varmen fra motorerne, i forhold til at slukke dem så hurtigt som muligt, så de ikke står i tomgang. Der er jo en masse tiltag, som jeg blev orienteret om, da jeg var derude, og det betrygger mig i hvert fald i, at de er i gang med noget og prøver at gøre det, de kan, og skubbe på i den rigtige retning. Det skal vi da klart blive ved med, så der støtter vi jo SF's intention fuldt ud.

Spørgeren.

I CPH er reglerne, at APU'en, altså hjælpemotoren, maks. må være tændt 5 minutter før og 5 minutter efter, og der er også varmesensitive kameraer, der ligesom skal vurdere, om de regler bliver overholdt. I en række andre lufthavne falder der bøder, hvis man bryder reglerne, på op til 20.000 euro pr. gang, for det er let forståelige regler, og man skal overholde dem. Der har jeg så efterspurgt, om det også er sådan i CPH, og det er det ikke. Så der er ikke nogen konsekvenser, hvis man bryder de regler, der trods alt er der. Hvad mener ordføreren om det?

Ordføreren.

Jeg er ikke så dybt nede i, hvad man gør andre steder, så jeg har svært ved at perspektivere til, hvad de gør dér. Men jeg synes da helt klart, at de miljøtiltag, der bliver indført, skal overholdes. Hvordan sanktionerne skal være dér, kan jeg ikke vurdere på stående fod, desværre.

Fru Leila Stockmarr, Enhedslisten.

Hvad synes ordføreren om, at man har vedtaget en ny lov for arealomlægning af lufthavnen, uden at man kender de sundhedsmæssige konsekvenser af de forandringer, det vil medføre? Og hvad mener ordføreren på baggrund af al den viden, vi allerede har – bl.a. to ret omfattende rapporter fra DCE, Aarhus Universitet, som betjener myndighederne med den her slags viden om ultrafine partikler – om, at Miljøstyrelsen har igangsat en undersøgelse hos Kræftens Bekæmpelse, der kun ser på borgere på over 40 år, der har været eksponeret fra forurening fra lufthavnen? Mener ordføreren, at man som borger på Amager kan føle sig sikker på, at man er fuldt oplyst om sine egne sundhedsmæssige risici ved at bo derude, når man ikke undersøger effekterne for børn, der bliver påvirket på en anden måde end voksne, og i særdeleshed børn, fordi de leger ude hele dagen i den forurenede luft? Og mener ordføreren, vi kan leve med at placere flere fly tættere på de bolignære områder uden at kende de sundhedsmæssige konsekvenser, også for børn?

Ordføreren.

Det var godt nok mange spørgsmål – undskyld, hvis jeg ikke når at svare på dem alle sammen. Helt klart er det, at vi, når vi laver arealer, selvfølgelig skal gøre det klogest muligt. Det var jo også det, jeg var inde på før: at når man taxier, skal man selvfølgelig taxie så kort tid som overhovedet muligt. Det tror jeg nu også CPH gør. Det har jeg et indtryk af. Med det fokus, der er kommet på ultrafine partikler, tror jeg da helt klart at de er på det. Det var i hvert fald det indtryk, jeg fik, da jeg var derude. Jeg tror også, ordføreren var med, så vi begge to var derude, og det er det, jeg taler ud fra. Der er også det her med arealanvendelse, hvor flyene ikke skal komme ind over København og ind over Amager. Det er da også en god ændring i den retning. Så var der det med børnehaverne, og at børnene leger ude. Det er jo derfor, vi netop skal finde ud af, om der er nogen, der er blevet syge. Vi skal finde ud af det. Derfor er den undersøgelse i gang. Men vi skal jo også kigge på, hvordan vi kan gøre det, så det bliver trygt at bo på Amager, for det synes jeg da helt klart det skal være.

Spørgeren.

Undersøgelsen kigger jo netop ikke på børn, og det er derfor, jeg spørger, om ordføreren ikke synes, at vi som supplement til den undersøgelse, der kun kigger på mennesker over 40 år, også skal kigge på børn, fordi de er særlig udsatte. Jeg har også foreslået det over for miljøministeren. Det vil kun koste 5 mio. kr. Synes ordføreren ikke, det er en god idé at bruge trods alt kun 5 mio. kr. på at få at vide, om børn bliver syge af at bo på Amager. Så vil jeg også gerne tilføje noget, for jeg var også med på den tur ude i lufthavnen. Det er rigtigt. Der sagde lufthavnen meget klart, at man ikke ville rykke flyene længere væk fra boligområder, fordi man har et one roof policy-design og ikke vil transportere folk i bus. Så jeg havde et helt andet indtryk end det, ordføreren havde, efter at vi havde været i lufthavnen.

Ordføreren.

Jamen altså, man kan jo godt tolke på, hvad jeg sagde. Men tag nu eksponering, som ordføreren kommer ind på her. Jeg er ikke sundhedsekspert i forhold til at vide, hvordan man skal lave sådan en sundhedsundersøgelse. Det indrømmer jeg klart. Men nu har jeg arbejdet lidt med opløsningsmidler tidligere, og jeg forstår da, at der skulle man være eksponeret i en vis tid, for at man kunne vide det her om sundhed, så der er jo nok også noget i, hvor lang tid man har boet der. Men det, der direkte er foreslået til miljøministeren, har jeg ikke set – og nu er min taletid løbet ud.

Der er ikke flere indtegnet til korte bemærkninger, så tak til ordføreren fra Socialdemokratiet. Den næste i talerrækken er Venstres hr. Peter Juel-Jensen.

Tak for det, formand, og tak til SF for at rejse denne debat om Københavns Lufthavn. Det samlede forslag indeholder flere delforslag, der spænder fra lavaromatisk brændstof til øget brug af taxibots, altså et slæbekøretøj, der trækker fly til og fra standpladser, forslag om mere datadeling, indretning af landingsbaner, begrænsning af antallet af flyvninger om natten i forhold til i dag og selvfølgelig gods. Jeg vil gerne med det samme udløse spændingen og at sige, at Venstre ikke kan slutte op omkring forslaget, og det er også primært af de samme grunde, som både ministeren og ordføreren fra Socialdemokratiet har tilkendegivet. I foråret mødtes vi fra Transportudvalgets side med naboerne og Københavns Lufthavn, og det gjorde vi både for at lære, men også for at lytte og for at sikre os, at man var bevidst om hinandens synspunkter og holdninger. Jeg mener også, at jeg inden for den korte tid, jeg har været ordfører på området, har været til to samråd, hvor vi har diskuteret det her, og jeg er meget enig med SF og med Enhedslisten i, at vi selvfølgelig skal gøre alt, hvad vi kan, for at sikre, at borgerne på Amager ikke udsættes for unødvendig støj- og partikelforurening. Men jeg syntes faktisk også, at vores besøg ude i lufthavnen viste, at man gør alt, hvad man kan, for at sikre, at man passer på borgerne omkring lufthavnen. Det er både med hensyn til at følge støjniveauet, og der kunne vi også høre ministeren sige, at der stadig væk er meget, men at det er blevet mindre, og jeg ved jo også fra samrådene, at man, når det drejer sig om partiklerne, har sat undersøgelser i gang. Det med taxibots, der trækker flyene ind og ud, er også noget, som man samarbejder med andre lufthavne om, så man både får den nødvendige viden, inden man foretager store investeringer, men at man også får ændret på tingenes tilstand, således at man ikke sætter initiativer i gang, som måske ikke virker. For jeg ved, med den ringe baggrund, jeg har, når det drejer sig om motorer, jo også godt, at en motor, når den skal kunne præstere, skal være varm. Det ved jeg fra landbruget, og det er vel det samme, når det handler om fly. Så motoren skal også varmes op for at kunne præstere til den enorme kraftudveksling, det må være at sætte et fly i luften. Der er altså mange ting, som vi skal blive klogere på, og det er mit klare indtryk, at lufthavnen er godt i gang, og jeg er glad for, at vi hele tiden skubber på, for at lufthavnene skal kunne præstere bedst muligt. Det syntes jeg også var det, vi stillede naboerne til lufthavnen i udsigt. Så er der alle de andre grunde til, at tingene ikke kan lade sig gøre, og det synes jeg faktisk ministeren på en god og en ordentlig måde har redegjort for. Jeg kan som Venstremand heller ikke forestille mig, at jeg skulle stå og forhandle noget hernede i Folketingssalen og give tilsagn om noget eller afslag på noget, som er forligsbelagt, og den respekt må vi have for hinanden. Så når alt dette summeres op, kan Venstre altså ikke støtte det her beslutningsforslag. Men det betyder ikke, at vi ikke hele tiden skal bestræbe os på at gøre mere. For der er jeg meget enig med ordførerne. Tak.

Fru Lisbeth Bech-Nielsen, SF.

Tak. I oversigten over, hvad lufthavnen selv har gjort af initiativer, fremgår det, at et af dem netop er en analyse af brug af taxibots, og der skriver lufthavnen selv, at potentialet er størst i lufthavne med lange afstande til startbanerne, da et fly under alle omstændigheder skal varme motorerne op før start, og i Københavns Lufthavn svarer køreturen til startbanen nogenlunde til den tid, som motorvejen bruger på opvarmning. Det var nogenlunde det, som ordføreren også selv var inde på, altså at en motor alligevel skal være varm, så hvorfor ikke bruge den tid? Men moderne jetmotorer kræver typisk 2-4 minutters drift for at opnå den optimale olietemperatur, hvorimod den reelle taxitid i CPH ofte ligger på 8-12 minutter. Der er altså ret mange, hvad skal man sige, unødvendige minutter, hvor motoren bare kører, og det er jo derfor, vi ser, at 67 pct. af udledningen af ultrafine partikler kommer fra tomgang eller taxikørsel. Derfor vil jeg jo sige, at der er et meget stort potentiale. Selvfølgelig kunne vi bare sige: Vi ejer lufthavnen, og I skal gøre det her. Men vi fandt så bare nogle penge, fordi vi troede, at det var en mere pragmatisk tilgang til det her. Kunne ordføreren ikke sætte nogle ord på nogle af de her tal, altså i forhold til hvorfor det ikke giver mening at gøre det?

Ordføreren.

Den viden, jeg har om jetmotorer, er ikke en tilbundsgående viden. Jeg er uddannet linjeofficer og skolelærer, og jeg har et landbrug, og de tre ting synes jeg også er rigeligt, men jetmotorer er ikke lige min spidskompetence. Men jeg vil gerne komme ordføreren i møde så langt, at det også er min klare forventning, at nyere jetmotorer både støjer mindre og udleder færre partikler, ligesom en ny vaskemaskine bruger mindre vand og mindre strøm, for den vej går udviklingen. Men i forhold til at lave meget generelle regler for, hvor meget og hvor længe en jetmotor skal varme op, vil jeg sige, at man jo også kan risikere, at der kommer fly ind, som har ældre jetmotorer, og hvis de så ikke er varme, gambler vi med flysikkerheden. Så altså, jeg er helt tryg ved, at dem med faglig indsigt er med til at lave reglerne og ikke jeg, som blot er lægmand. Jeg vil gerne være med til at lave regler for både folkeskolen, forsvaret og landbruget, men lige præcis jetmotorer er ikke min spidskompetence.

Således er det slået fast, at det ikke er en spidskompetence. Hr. Mads Olsen, SF.

Det er lidt det samme spørgsmål, som også blev stillet til Socialdemokratiets ordfører, og det er omkring de her APU'er, som vi jo snakkede med dem om i lufthavnen, da vi var ude på det lufthavnsbesøg. En af de ting, de sagde, var, at nu havde de købt de her 40 APU'er, men at de jo ikke kunne udskrive en bøde til dem, der så brød reglerne, og Venstre står jo meget som et lov og orden-parti, hvor det er sådan, at hvis man bryder reglerne, skal hammeren også falde. Så hvad tænker Venstres ordfører om, at ja, man bruger penge på det, og det er jo et positivt skridt, men at der ikke er nogen regler, der gør, at dem, der bryder retningslinjerne for CPH, skal betale?

Ordføreren.

Jeg går ud fra, at vi deltog i det samme besøg ude i lufthavnen. Der blev jo også opsat de der kameraer, som skulle holde øje med, om reglerne blev efterlevet. Det kan godt være, at det lige nu og her ikke har nogen konsekvens, men det var jo en viden, som de i lufthavnen sagde at de ville indhente, og det skulle de bruge de der varmefølsomme kameraer til, altså netop for at lave den registrering. Så jeg går ud fra, at når lufthavnen har noget materiale at vurdere det her ud fra, vil man handle baggrund af de tal, man så har, og så kan det jo godt være, at der kommer en og anden form for sanktion i fremtiden. Men jeg glæder mig over – jeg glæder mig over – at SF træder ind i rækken af lov og orden-partier. Det har jeg savnet længe!

Spørgeren.

Men altså, hvis ordføreren anerkender, at de lige nu ikke kan bruges til ret meget andet end bare vidensdeling, altså at man skriver ind i et excelark, hvor mange der bryder reglerne, og så kan vi se på det excelark, at det måske er dem alle sammen, og spørge, om vi kan gøre noget – nej, det kan vi ikke – har Venstre så en plan for, og går man til valg på, at nu skal de her folk, der bryder retningslinjerne, betale ved kasse et, ligesom det har været i andre lufthavne, hvor man betaler en bøde 20.000 euro? For det kan mærkes. Er det en ting, Venstre kommer til at kæmpe for? Vi har jo også stadig EU-formandskabet trods alt.

Ordføreren.

Jamen altså, jeg kan jo slet ikke forstå det. Det besøg, vi havde i lufthavnen, var vi jo fælles om, og det handlede bl.a. om at sikre, at der var mulighed for en god dialog mellem lufthavn og borgere. Det har ordføreren for SF taget ned på en sådan måde, at lufthavnen sidder med hænderne i skødet og ikke gør noget. Inden vi kom derud, havde lufthavnen af egen drift investeret i kameraer, der skulle holde øje med, om reglerne bliver overholdt. Skal vi nu ikke vente på deres tilbagemelding og så se, om reglerne bliver overholdt, inden vi begynder at komme med sanktioner? Det kan godt være, at ordføreren bor i København og ikke har behov for at flyve. Jeg bor på en lille ø ude i Østersøen, og jeg har behov for at kunne komme på arbejde via fly ligesom mange andre bornholmere. Jeg har behov for, at der kommer kvalificeret arbejdskraft ind til øen. Jeg er behov for, at bornholmske patienter kan blive behandlet på Rigshospitalet. Skal man så straffes med 20.000 euro? Så lukker og slukker mit flyselskab. Den forkælelse, som ordføreren for SF udstråler her, kan man have i København, men ikke, når man bor et stykke ude i provinsen. Der er lufthavnen altså en livsnerve.

Tak til ordføreren for Venstre. Næste i talerrækken er hr. Kenneth Fredslund Petersen fra Danmarksdemokraterne.

Tak, formand. Vi behandler i dag et beslutningsforslag fra SF, og tak for at bringe emnet op. Det er et beslutningsforslag, som pålægger regeringen at fremsætte et lovforslag om at nedbringe støj og partikelforurening i og omkring Københavns Lufthavn. Forslaget indebærer bl.a., at der skal afsættes 300 mio. kr. til et flerårigt storskala demonstrationsprojekt med brug af lavaromatisk flybrændstof. Projektet skal både reducere luftforureningen og skabe viden om effekten af denne type brændstof. Derudover skal der etableres et måleprogram for luftforurening og kondensstriber. Lad mig starte med at sige, at vi deler ønsket om renere luft og mindre støj. Det tror jeg vi alle sammen gør i videst muligt omfang inden for de fornuftige muligheder, og det er der altså ingen uenighed om. Men vi er også nødt til at se på, hvordan vi når derhen, og hvem der betaler regningen. I Danmarkdemokraterne kommer vi til at stemme imod forslaget, og det gør vi af flere grunde. Vi mener, det er helt ude i hampen og bruge 300 mio. kr. på et projekt, som finansieres via midler fra den grønne indenrigsrute, altså flyafgiften, som er en aftale, vi ikke er en del af, og som vi har været klare modstandere af fra dag et. Vi har sagt det før, og vi siger det gerne igen: Vi ønsker ikke at gøre det dyrere for danskerne at flyve. Flyrejser er ikke en luksus for de få. De er faktisk en nødvendighed, som den tidligere ordfører meget fint fik forklaret, og for nogle mennesker er det mere end andre. Det er en del af hverdagen for mange, både privat og erhvervsmæssigt. Når man lægger ekstra afgifter på billetterne, rammer det helt almindelige familier og virksomheder i yderområder, hvor flyforbindelse er afgørende. Som der også er blevet nævnt af de tidligere ordførere sammen med ministeren, er vi af den opfattelse, også især efter mødet, som vi var til derude i fællesskab i Københavns Lufthavn, at de allerede gør en kæmpestor indsats for at reducere støj og emissioner. Jeg har i hvert fald opfattelsen af, at de ikke har nogen ambitioner om på nogen måde at gøre det ringere; tværtimod fik jeg faktisk et indtryk af, at de ønsker at gøre det bedst muligt for borgerne. Så vi vil gerne være med til at finde løsninger, der virker, men vi siger nej til at finansiere det med afgifter, der gør livet dyrere for danskerne. Tak for ordet.

Vi siger tak til ordføreren for Danmarksdemokraterne. Næste i talerrækken er Liberal Alliances hr. Jens Meilvang.

Tak, formand, og tak for ordet. I Liberal Alliance stemmer vi imod dette beslutningsforslag. Det er ikke, fordi vi er ligeglade med luftkvalitet eller støj, men fordi vi mener, at forslaget sparker en åben dør ind. Københavns Lufthavn er allerede i fuld gang med omfattende initiativer for at nedbringe støj og luftforurening. De andre har været lidt inde på det, men det gælder jo alt lige for grøn groundhandling, varmefølsomme kameraer, elektrificering af køretøjer, løbende modernisering af flyflåden, forbedret indflyvningsteknologi samt store investeringer i energieffektiv drift. Med andre ord leverer lufthavnen allerede, og de gør det i et tempo, der baserer sig på faglighed og ikke på symbolpolitik. Så kan jeg også oplyse, at vi i Liberal Alliance ikke er med i forliget, der skal finansiere det her forslag, og derfor føler vi ikke rigtig, at vi kan være med til at bruge af de her penge. Som en indskudt bemærkning vil jeg sige, at grunden til, at vi ikke er med i forliget, er, fordi vi mener, at det er meget forkert at pålægge flybranchen en afgift og så tage en stor del af pengene og give til en ældrecheck. Vi foreslog under forhandlingerne, at pengene skulle gå til flybranchen, så de kunne bruge pengene på den grønne omstilling. Derfor er vi ikke med.

Fru Lisbeth Bech-Nielsen, SF.

Tak. Jeg forstår argumenterne for ikke at være med; der skal også være en logik og en sammenhæng i det. I forhold til at hjælpemotorerne må være tændt 5 minutter efter ankomst og 5 minutter efter igen, er det det, man sagligt vurderer at der skal til. Så har man opsat varmesensitive kameraer op for at se, om reglerne bliver overholdt. Jeg har spurgt derude, og der er ikke nogen konsekvenser, hvis man bryder reglerne. Er det ikke en del af LA's dna, at der skal være konsekvenser, hvis man bryder de regler, der nu engang er?

Ordføreren.

Jeg var også med derude på det omtalte besøg, og jeg har egentlig indtryk af, at lufthavnen gør alt, hvad de kan, for at deres kunder kommer til at overholde de her regler. Vi hørte også om problematikken, i forhold til at der ikke er noget lovgivning i øjeblikket, men der vil jeg så sige, at jeg tror, at lufthavnen arbejder meget målrettet mod, at det alligevel får en konsekvens for flyselskaberne ikke at overholde de regler.

Spørgeren.

I andre europæiske lufthavne bliver der givet bøder på op til 20.000 euro, hvis man bryder reglerne. Og man kan jo sige, at hvis problemet er lovgivningen – det er ikke sikkert, det er det – så er man jo kommet til rette sted.

Ordføreren.

Jeg synes også, man skal se på, hvor meget der egentlig er sket derude. Jeg tror, lufthavnen har taget omkring 20 forskellige initiativer for at imødekomme de her problematikker, og det er noget, de har gjort, fordi de langt hen ad vejen vil det her. Vi er nok mere til den frivillige vej, specielt når det viser sig, at det faktisk virker ude i lufthavnen. Så i stedet for at starte med at lave noget lovgivning og noget regulering, vil vi gerne se, om de ikke kommer i mål med deres intentioner derude.

Tak til ordføreren for LA. Næste i talerrækken er Moderaternes hr. Peter Have.

Jeg vil starte med at sige, at Moderaterne ikke kan støtte forslaget. Trods det vil jeg gerne sige tak til forslagsstillerne for at bringe det her vigtigt emne op, og i Moderaterne tager vi problemerne med støj og forurening ret alvorligt. Derfor vil vi gerne medvirke til at løse problemerne i Kastrup Lufthavn, ligesom vi også aktivt allerede på nuværende tidspunkt arbejder på at få sænket støjen på vores veje og jernbaner rundt og bringe Danmark. Vi ser måske nogle andre virkemidler, end beslutningsforslaget her peger på. Hvis vi starter med forslaget vedrørende taxibots, viser de foreløbige resultater fra Schiphol i Holland, at der formentlig ikke er nogen nævneværdig gevinst ved brug af taxibots i forhold til reduktion af flyenes brændstofforbrug. Derfor vil gevinsten ved at bruge taxibots ikke veje positivt op imod den tid, det vil tage at få flyet til og fra startbanerne. Taxitiden går i øvrigt, som ordførerne også har sagt, til at varme motorerne op. Alternativt skal flyene varme motorerne op ude i startbanen, og dermed bliver der ingen gevinst ved brug af bots. Jeg skal lige nævne, at vi er opmærksomme på, at borgerne mod lufthavnsforurening har nogle andre observationer og holdninger til dette. Moderaterne vil nøje holde øje med, hvilke resultater der kommer frem i forhold til taxibots, og hvis der kommer positive resultater omkring brugen af taxibots, er vi klar til at finde en balanceret løsning herom. Der bliver endvidere spurgt til, om der skal etableres målinger af støj og ultrafine partikler. Her har lufthavnen allerede støjmålinger, som kan ses på lufthavns hjemmeside. Her kan man følge støjdata for flyene, imens de opholder sig og taxier frem og tilbage på landingsbanerne, imens det sker. Derudover ved jeg, at lufthavnen er i gang med at indkøbe sensorer til brug for partikelmålinger. Det vil derfor inden for en overskuelig fremtid være muligt at følge disse målinger løbende. Sensorerne vil, som jeg har fået det oplyst, blive opsat i første kvartal 2026. Hvordan løser vi så udfordringerne, der er på støj og partikelforurening? Lad os lige tage støjen først. I Moderaterne er vi klar til at påbegynde og aktivt deltage i at arbejde på at sænke støjen. Om det skal være med støjskærme eller støjvolde, der kan medvirke til at dæmpe støjen, er for os underordnet. Det vigtigste er, at vi får sænket den skadelige støj. Det tænker vi godt vi kan gøre i samarbejde med lufthavnen, sådan at vi stadig væk har en god lufthavn til glæde for passagererne, samtidig med at vi forbedrer støjforholdene for de omkringboende borgere. Vi vil også konstruktivt gå ind i et arbejde med at få sænket udledningen af ultrafine partikler. Faktisk er det muligt på nuværende tidspunkt at reducere aromatindholdet i flybrændstof fuldstændig. Nogle fly kan allerede flyve med 100 pct. aromatfrit brændstof, mens langt de fleste fly skal have 8 pct. aromat i brændstoffet for at få smurt motorerne. En reduktion til 8 pct. vil fjerne op mod 14 pct. af aromatindholdet, og det vil trods alt betyde ret meget, selv om det rent faktisk ikke vil betyde, at alle fly vil flyve med 100 pct. aromatreduceret brændstof. Flyene har jo brændstof i tanken, som de har fået tanket uden for Danmark, inden de lander her. Selv om det er umiddelbart kan virke noget naivt, er vi i Moderaterne trods det klar til at deltage i et arbejde, hvor vi kan se på, om vi skal indføre lavaromatisk flybrændstof i Danmark. Tak for ordet, formand.

Tak til ordføreren fra Moderaterne. Hr. Joachim Hoffmann-Petersen fra Det Konservative Folkeparti er den næste på talerstolen.

Tak for det. Luftforurening er en udfordring, der ikke kun handler om transport og mobilitet. Det handler også om folkesundhed og livskvalitet for de tusindvis af danskere, der bor i nærheden af lufthavnen. Luftforurening er en reel trussel mod helbredet. Forskningen er klar: Flytrafik og lufthavnsaktiviteter medfører forhøjede koncentrationer af ultrafine partikler, f.eks. PM 2,5 og PM 10 , samt kvælstofoxider, bedre kendt som NO x 'er. De her stoffer kan trænge dybt ned i lungerne, og de mindste partikler kan også krydse over i blodet og kan øge risikoen for forskellige sygdomme som f.eks. hjerte-kar-sygdomme, slagtilfælde og astma. Så det er ikke kun et spørgsmål om tal og statistikker. Det handler om mennesker, men det handler altså også om arbejdspladser. Så vi skal finde en balance, hvor vi gør noget ved problemet, men uden bare at flytte problemet til et andet land eller til en anden by. Fly har jo en tilbøjelighed til at lette og blive tanket ét sted fra og lande et andet sted. Så at man i København begynder med lavaromatiske brændstoffer, vil ikke få den store betydning for fly, der lander. De øvrige ordførere og ministeren har på nydelig vis gjort rede for alle de tiltag, lufthavnen er i gang med, og vi vil med stor interesse afvente resultatet af de undersøgelser, der er i gang derude. Med hensyn til SF's forslag er vi nødt til at stemme imod, da en stor del af det er forligsbelagt. Tak for ordet.

Der nåede lige at komme en indskrivning til en kort bemærkning. Fru Lisbeth Bech-Nielsen, SF.

Tak. Nu er Det Konservative Folkeparti jo også et meget familievenligt parti. Simpelt hen for at få noget mere taletid til at læse nogle af de her vidnesbyrd op vil jeg derfor også bare læse to op, med respekt for at ordføreren ikke vil stemme for et forslag af de grunde. Det første er: Jeg kørte i sidste uge på cykel med min 4-årige søn gennem en tæt gade ved søerne i København, hvor der pågik asfaltering. Der var fire store maskiner i gang med fuldt blæs på diesel og asfaltos. Min søn udbryder: Det lugter af lufthavn, far. Det er den lugt og risiko, vores børn vokser op med. Et andet er: Jeg er meget bekymret for den skadelige luft, vores børn indånder, når de dyrker sport udendørs, f.eks. på fodboldbanerne, der ligger tæt på lufthavnen. Tårnby Kommune har mange udendørs sportsarealer tæt på lufthavnen, og det er ofte voldsomme lugtgener, der minder om, at luften ikke er sund. Nu er nogle af de her bekymringer jo også bakket op af en rapport, der påviste alt for høje niveauer.

Ordføreren.

Jeg synes ikke rigtig, jeg hørte et spørgsmål. Jeg hørte mest en ordfører læse op af et par alvorlige vidnesbyrd. Og som sagt er der et problem, og det skal vi gøre noget ved. Lufthavnen gør alt, hvad de kan, og vi må være opmærksomme på, om de gør nok.

Tak til ordføreren fra Det Konservative Folkeparti. Så ønskede ordføreren fra Enhedslisten at komme på talerlisten, til trods for at der var blevet hilst fra dem af SF. Ordføreren er ikke til stede, så den næste i talerrækken er fru Christina Olumeko fra Alternativet.

Tak for ordet, formand, og tak til SF for et gennemarbejdet, vigtigt og godt forslag. Selvfølgelig støtter vi forslaget i Alternativet, for det handler om noget helt grundlæggende, nemlig retten til ren luft og et sundt lokalmiljø for de mennesker, der bor tæt på lufthavnen. Københavns Lufthavn spiller en vigtig rolle for Danmark, og samtidig er vi også nødt til at forholde os til de betydelige sundhedsmæssige konsekvenser, som ultrafine partikler og støjforurening har for lokalområdet. Forskningen er klar: Selv lave niveauer af luftforurening øger risikoen for alvorlige sygdomme, og støjen omkring lufthavnen er farlig. Når vi ved det, har vi også et ansvar for at handle. Forslaget fra SF rummer en række konkrete forslag, som vi tror på vil gøre en reel forskel. Der er tale om demonstrationsprojekter med renere brændstof, teknologiske løsninger som – nu siger jeg et engelsk ord – taxibots og bedre og mere gennemsigtige målinger af støj og partikler omkring lufthavnen samt analyser af både landingsbanernes indretning og natflyvningernes betydning for befolkningens sundhed. Det er fornuftige skridt, det er gode idéer, og det kan reducere forureningen markant og samtidig styrke tilliden mellem lufthavnen og borgerne i nærområdet. Staten er medejer af lufthavnen, og vi skal gå forrest i udviklingen af en ansvarlig luftfart. Og vi skal lytte til de borgere, som år efter år lever med konsekvensen af forureningen. Alle har ret til en ren luft og et godt helbred, også når man bor i nærheden af vores store infrastrukturanlæg. Tak for ordet. Alternativet støtter forslaget.

Tak til ordføreren fra Alternativet. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Lisbeth Bech-Nielsen, SF.

Debatten i dag har ikke overrasket mig så meget, desværre. Jeg er rigtig glad for opbakningen fra Alternativet, Enhedslisten, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti. Nogle prøver at gøre det her til en diskussion om, om man vil have en lufthavn eller ej, og det er ikke det, det handler om. Det, det handler om, er, at der er rigtig, rigtig mange initiativer, som andre store europæiske lufthavne som f.eks. Schiphol Lufthavn og Heathrow Lufthavn tager, men som CPH ikke gør. Meget af debatten her har handlet om, om det kan betale sig at få taxibots til at flytte flyene, og om de ikke alligevel skal bruge den tid på at varme jetmotorerne op. Der er bare i tallene en så stor forskel mellem de par minutter, man skal bruge på at varme motoren op, og så de op til 12 minutter, som det kan tage at taxie i spidsbelastningsperioder. Og når vi ved, at to tredjedele af udledningen af de ultrafine partikler kommer fra netop tomgang og taxikørsel, er det det mest centrale sted at sætte ind. Vi formulerede beslutningsforslaget sådan, at vi fandt pengene fra den såkaldt grønne indenrigsrute – nu er det jo blevet ulovligt at greenwashe, så jeg bliver nødt til at sige den såkaldt grønne indenrigsrute – fordi de penge ellers ville være endt i statskassen, og det var jo meningen, at de skulle bruges til noget a la det her, og derfor gav det kun mening at bruge dem til netop sådan nogle tiltag. Det andet var den omlægning af erhvervsstøtten, som regeringen selv har skrevet ind i sit eget regeringsprogram skulle til for at optimere brugen af de +40 mia. kr., vi bruger om året i erhvervsstøtte. Man kunne selvfølgelig også have lavet et beslutningsforslag, hvor man simpelt hen pålagde lufthavnen via sit ejerskab af den at bruge BAT-teknologier, bedst tilgængelige teknologier. Der ville jo ikke være noget mærkeligt i, at man som ejer pålagde den det, men der kunne vi godt forudsige udfaldet af det, og derfor fandt vi simpelt hen pengene, selv om ministeren da har ret, når han siger: Hvorfor skal man betale for noget, som de burde gøre selv? Men var vi kommet med den anden model, havde ministeren med garanti sagt: Nej, på trods af et ejerskab vil vi gerne have armslængde, og vi vil ikke pålægge lufthavnen et krav, der har en økonomisk rækkevidde. Så på den måde kender vi jo alle sammen hinanden så godt, at vi ved, hvad man vil sige i alle de her tilfælde. De penge, der er fundet til de her initiativer, giver mening. Og det giver faktisk mere end mening, for når vi som lovgivere laver lovgivning og i det her tilfælde siger, at de penge, der kommer ud af det her initiativ, også skal gå til luftfarten og gøre den om end ikke grøn, så grønn ere , ville det jo være et fuldstændigt vælgersvigt så at sige, at de penge, der faktisk er kommet fra en indenrigsrute og skulle gå til luftfarten, går ned i statskassen til alt muligt andet. Inden tiden er gået helt, vil jeg gerne læse endnu et vidnesbyrd op. Vi laver jo ikke lovgivning på baggrund af anekdoter, men det er bare for at vise, at der er rigtige mennesker, der lever rigtige liv med deres børn i nærheden af lufthavnen og med de bekymringer, der følger med det. Vindretningen bestemmer, hvordan mit humør starter om morgenen. Nogle dage er larmen så gennemtrængende, at det er sikrest at blive indendørs. Andre dage hører vi ikke støj og høje hyletoner fra lufthavnen. Vi ved, at når larmen er høj, så kommer vinden fra lufthavnen, og så er de ultrafine partikler også i luften omkring os. Vi har to små børn. Vi bor og lever her. De elsker at lege ude, både i børnehaven, i skolen og i haven, men forestil dig, hvordan det føles som mor at sende dem udenfor og af sted om morgenen, når luften stinker af fuel, og børnene trækker den ned i lungerne. Det er voldsomt at bo et sted, hvor det er vindretningen, der bestemmer, om vores børn kan lege ude, om vi kan spise ude, om vi kan have åbne vinduer, eller om vi faktisk bliver nødt til at køre væk hjemmefra for at få ro og ren luft. Vi er tusinder af børn og voksne, der lever med det her hver dag. Det bliver kun værre og værre. Jeg synes jo, man skal tage det alvorligt, når tusindvis af mennesker forener sig og siger: Det handler ikke om, at vi ikke vil have lufthavnen; vi vil bare gerne have, at vi kan sende vores børn udenfor med ro i sindet. Og det her er jo ikke kun anekdoter. Der er jo lavet den rapport med alarmerende høje tal, der fik 17 forældrebestyrelser til at råbe vagt i gevær og skrive til både transportministeren og statsministeren omkring det her og omkring den uro, der er.

Vi har prøvet at formulere det her beslutningsforslag netop inden for den pragmatisme for at sige, at det ikke skal være finansieringen, der splitter os – det kan den så godt alligevel – og at det ikke skal være ideologi, der splitter os. Det skal være nogle helt konkrete, håndfaste tiltag, som alle mulige andre lufthavne i Europa bruger, der skal igangsættes her. Det er endda et storskalaprojekt med lavaromatiske brændsler, som både SAS på den ene side og Rådet for Grøn Omstilling på den anden side har rost, og begge vil gerne være part i det. SAS sagde: Vi synes, det er rigtig, rigtig godt; vi bliver nødt til at høste nogle erfaringer. Så tror man jo som ordfører for forslagsstillerne, at når man kommer i salen med et initiativ, som SAS på den ene side og Rådet for Grøn Omstilling på den anden side støtter, må det også blive taget vel imod. Men nej. Respekt for dem, der siger, at der er forskellige, hvad ved jeg, partimæssige grunde til ikke at kunne støtte op om det her. Jeg synes, det er fattigt, at en transportminister siger til de her tusindvis af borgere: Det er ikke mig som transportminister, der har ansvaret for, hvordan lufthavn agerer, på trods af at staten ejer lufthavnen, så det må I snakke med miljøministeren om, og hvis det har sundhedsskadelige effekter, må I tale med sundhedsministeren, og hvis det handler om, hvilke privilegier og forpligtelser det at eje en lufthavn har, så må I tale med finansministeren. Og så kan vi sige: Men det har vi gjort. Og da jeg talte med finansministeren om den her sag, sagde han: Tal med transportministeren. Altså, der er nogen, der bliver nødt til at tage ansvar for det her, og jeg tror, det er ret ligegyldigt for borgerne, om I i regeringen kan finde ud af, hvem der lige skal have den her abe, i stedet for bare at sige, at der er et problem, der gør tusindvis af mennesker utrygge. Og når man endda har et ejerskab af den lufthavn, kan man ikke holde det ud i armslængde og sige, at det er en privat virksomhed, som må gøre, nogenlunde som den vil. Så jeg er skuffet over regeringen og over, at man ikke siger, at lufthavnen skal bruge alle tilgængelige muligheder. Men vi må jo arbejde videre. Noget af det er EU-krav, og det kan man jo så glæde sig over, altså at så kommer det udefra. Men jeg synes, det er en lidt trist dag, specielt når der er hundredvis, faktisk tusindvis af mennesker, der har engageret sig i det her, der siger: Vi er faktisk utrolig bekymrede for vores børns sundhed; vil I ikke godt tage nogle af de konkrete initiativer, som vi ved at andre lufthavne, andre store kommercielle lufthavne, har taget? Tak for ordet.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne. Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Transportudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. Det er vedtaget.

Der er ikke mere at foretage i dette møde.

Folketingets næste møde afholdes i morgen, fredag den 28. november 2025, kl. 9.00. Jeg henviser til den dagsorden, der vil fremgå af Folketingets hjemmeside.

Mødet er hævet. (Kl. 18:23).