Møde i salen

(Spørgsmålet er udgået af dagsordenen).

Værsgo.

Tak for det. Mener ministeren, at statsbudgettet prioriteres fornuftigt, når pengene – jævnfør årets finanslov – bruges på at uddele skattelettelser og gøre fredagsslik billigere, samtidig med at børnefamilier i hele landet kæmper for at få enderne til at mødes i en tid med historisk høje fødevarepriser?

Finansministeren.

Tak for ordet. Og tak til fru Astrid Carøe og hr. Sigurd Agersnap for spørgsmålet. Jeg synes, vi har lavet en rigtig god finanslov, og det synes jeg, fordi vi sammen med Det Konservative Folkeparti har besluttet en række tiltag, der skal gøre det nemmere for netop familier i hele landet at få enderne til at mødes. Vi banker elafgiften helt i bund, hvilket virkelig vil kunne mærkes ude hos familierne. Vi afskaffer punktafgifter på kaffe, chokolade og sukkervarer samt momsen på bøger fra den 1. juli 2026. Vi reducerer forældrebetalingen ude i landet i forhold til vuggestuer, børnehaver og andre dagtilbud. Så samlet set medfører finansloven, at der sker en lettelse af en ganske almindelig arbejderfamilies økonomi. Hvis der er tale om to forældre og to børn, der bor i et hus, så vil sådan en typisk familie få en besparelse på ca. 8.500 kr. Så det synes jeg er et rigtig godt skridt i retning af at hjælpe familierne. Vi gør det, samtidig med at vi investerer i forsvaret og sikkerhed, for det er der brug for i en verden, hvor Putin har angrebet Ukraine, og hvor der er stor sikkerhedspolitisk usikkerhed. Og vi investerer i det grønne. Og samtidig lavede vi de bedste aftaler for kommuner og regioner i 15 år, og dermed passer vi også godt på vores velfærdssamfund.

Spørgeren.

Tak for det. I hver eneste folkeskoleklasse i Danmark sidder der et fattigt barn, og på landsplan svarer det til knap 50.000 børn, der vokser op i fattigdom. Det mener vi i SF at man ikke kan være bekendt i et rigt land som Danmark. Vi er for lille et land til så store forskelle. Børnefattigdom griber ind alle steder, det har utrolig store senfølger, og det klistrer sig til børnene. Så vi har heller ikke rigtig råd til ikke at gribe ind over for det her. For SF er det det noget af det allervigtigste, men jeg kan godt blive en lille smule i tvivl om regeringens prioriteter, når jeg ser finansloven. For det handler om prioriteter, og pengene kan jo kun bruges én gang. Når vi kigger på finansloven, kan vi se, at en mor uden job får 130 kr. mere om måneden hver måned fra regeringens finanslov. Det er jo selvfølgelig også penge, når priserne er stukket af, men sammenlignet med direktøren får han altså 1.400 kr. hver måned. Det mener vi i SF er skævt, og når man så samtidig lægger op til at bruge 2,5 mia. kr. på billigere slik i stedet for f.eks., som vi har foreslået det, at give en måltidscheck til over 200.000 af de fattigste børn i Danmark, så synes vi, at prioriteringerne er skæve. For priserne er stukket helt af, og familierne har mere brug for hjælp til at få råd til at købe smør og oksekød end til at købe billigt slik. Derfor vil jeg gerne høre ministeren, hvad ministeren vil gøre for at løfte de her børn ud af fattigdom, når det nu ikke har været en prioritet på finansloven fra regeringen i år.

Finansministeren.

Den her finanslov handler i høj grad om at give en håndsrækning til familierne, også de familier, der ikke har ret mange penge. Når vi banker elafgiften helt i bund, er det noget, der kommer alle familier i Danmark til gavn. Uanset om du har en høj indtægt eller en lille indtægt, om du er en familie, om du er pensionist, eller hvem du er, så får du en gevinst ud af det. Hvis du er en familie, som ikke har friplads i en daginstitution, så kommer du også til at mærke det, for så bliver det billigere med dine børn i daginstitutionen. Og så har vi givet skattelettelser bl.a. til enlige forsørgere. Desværre var SF jo ikke med på det. Så jeg synes, man skal kigge i egne rækker, før man begynder at kritisere regeringen for det, vi gør.

Spørgeren.

Nej, SF er ikke med til de historisk skæve skattelettelser, som regeringen har lagt op til. Som jeg sagde lige før, er det enormt skævt. Det er rigtigt, at den enlige mor uden job får nogle penge hver måned, men det er jo ingenting, i forhold til hvad man prioriterer at give til direktøren og hans familie. Derfor må vi jo konstatere, at man med den her finanslov prioriterer skattelettelser over velfærden og over at hjælpe de allerfattigste børnefamilier. Og jeg synes ikke, at ministeren svarer på, hvad man vil gøre for de allerfattigste børnefamilier og moren uden job, som har svært ved at få tingene til at hænge sammen lige nu.

Finansministeren.

Den her regering har bl.a. gjort beskæftigelsesfradraget bedre, især for enlige forsørgere. Og det er jo en af de diskussioner, vi har haft med SF. For SF har kritiseret meget, at man har givet skattelettelser til ganske almindelige familier, og i særlig grad har det været vigtigt for os at give det til de enlige forsørgere, fordi det jo er rigtigt, som SF peger på, at det er rigtig dyrt, når man er nede at handle ind. Så jeg ville ønske, at SF i stedet for at skælde ud over, at vi har givet en økonomisk håndsrækning til de enlige forsørgere, så sagde: Det var en god idé. Med den her finanslov kommer der så yderligere tiltag. Bl.a. bliver det billigere at have sit barn i daginstitution, og elafgiften bliver banket helt i bund.

Så byder jeg velkommen til hr. Sigurd Agersnap, ligeledes fra Socialistisk Folkeparti, som er med som medspørger. Værsgo.

Tak for det. Og tak til finansministeren for at stille op. Nu blev der sagt, at regeringen især har lavet skattelettelser for enlige forsørgere. Det synes jeg er at udlægge tallene forkert. Det er rigtigt, at der er enlige forsørgere, der får noget ud af den her skattelettelse, men det er helt overvejende dem med de højeste indkomster, der får mest ud af det. Så vil finansministeren ikke bare slå fast en gang for alle, at både i procenter og i kroner og øre er regeringens skattepolitik sådan indrettet, at dem, der får mest ud af det, er dem med de højeste indkomster?

Finansministeren.

Der, hvor vi som regering har brugt flest penge på at give skattelettelser, er i forhold til beskæftigelsesfradraget, altså noget, der kommer ganske almindelige lønmodtagere til gavn i forhold til deres indkomst. Når jeg så siger, at vi i særlig grad har haft et fokus på enlige forsørgere, er det, fordi vi inden for beskæftigelsesfradraget har sørget for, at man, hvis man er enlig forsørger, får et større fradrag. Det synes jeg er rigtig godt og vigtigt, for jeg er optaget af, at der er lighed i det danske samfund. Den finanslov, vi netop har lavet, vil faktisk føre til mere lighed i det danske samfund, ikke mindre. Derfor er det også vigtigt at sige, at når vi giver flere penge ud til danskerne, er det jo, fordi det er enormt dyrt, når man er nede at handle ind i butikkerne – det kan alle mærke – og især hvis man har et lille indkomst, er det virkelig noget, der sætter sig i ens økonomi. Derfor er jeg også rigtig glad for, at den finanslov, vi har lavet, for en ganske almindelig, typisk arbejderfamilie betyder, at man får ca. 8.500 kr. mere om året, end man havde, før vi lavede den her finanslovsaftale.

Hr. Sigurd Agersnap.

Det er lidt en retorisk øvelse når regeringen bliver ved med at sige, at man har prioriteret flest penge til beskæftigelsesfradraget. På den ene side er det jo rigtigt, at det er der, man bruger de fleste af statens penge, men der er også bare rigtig mange mennesker, der betaler beskæftigelsesfradrag. Så kan det godt være, at man bruger færre penge fra statskassen på at lette topskatten, men der er også meget færre mennesker, der har betalt topskat. Det er jo derfor, at vi kalder regeringens samlede skattepolitik skæv, altså fordi det er oppe i topskatten, man får de største skattelettelser. Den retorik tror jeg vi kan blive ved med at diskutere. Jeg vil spørge om noget andet. Man har givet mange ufinansierede skattelettelser, men med finansloven er man også begyndt at give lånefinansierede skattelettelser – man optager lån for at give skattelettelser. Er det en ny socialdemokratisk politik?

Finansministeren.

Jeg er nødt til at sige, at det ikke bare er en retorisk øvelse, når det handler om, hvor vi har brugt flest penge på skattelettelser – det har været til ganske almindelige danske lønmodtagere, og så har vi haft et særligt fokus på, at enlige forsørgere skulle få en ekstra gevinst ud af det. Det, spørgeren så også glemmer at fortælle, er, at der også er kommet en toptopskat, som gør, at dem, der har de allerallerhøjeste indkomster, kommer til at betale noget mere, end det har været tilfældet tidligere. Jeg synes, vi har en afbalanceret skattepolitik i det her land, og der er noget, der har været vigtigere for Socialdemokratiet end andet. Vi er med i en regering med tre partier, og beskæftigelsesfradraget er noget af det, vi er gået til valg på og også har sørget for er blevet gennemført.

Vi siger tak til medspørger hr. Sigurd Agersnap. Det sidste spørgsmål i dette spørgsmål bliver stillet af fru Astrid Carøe. Værsgo.

Tak for det. Jeg kunne godt tænke mig at vende tilbage til spørgsmålet, vi startede med, som er det spørgsmål, vi har stillet ministeren. For i regeringens finanslov bruger man også 2,5 mia. kr. på at fjerne afgiften på sukker, kaffe og chokolade og altså give billigere fredagsslik til danskerne. En til en kunne man tage de penge og prioritere at give en måltidscheck til de allermest pressede børnefamilier i Danmark. De over 200.000 fattigste børn i Danmark kunne man give en måltidscheck hver eneste måned, så der var bedre råd til de gode fødevarer nede i supermarkedet, som er dem, det er svært at få råd til. Hvorfor er det ikke en prioritet for regeringen? Hvorfor er det en prioritet med billigt fredagsslik frem for at hjælpe de fattigste børn?

Finansministeren.

Det har været vigtigt for regeringen at sørge for danske familier og i øvrigt også pensionister og andre, der oplever, hvor dyrt det er blevet, når de er nede for at købe ind, så der kommer nogle ekstra penge ud og mellem hænderne på folk. Den finanslov, vi har lavet, gør det hurtigt og effektivt, og som sagt svarer den her finanslov for en ganske almindelig familie med to voksne og to børn i hus til, at man får 8.500 kr. mere om året, man bl.a. kan købe ind for i butikker, eller hvad man måtte vælge at bruge pengene til. Det synes vi er et rigtigt, rigtig vigtigt skridt. Desværre er SF så ikke enig i det.

Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til fru Astrid Carøe fra Socialistisk Folkeparti. Det næste spørgsmål er ligeledes til finansministeren, og jeg byder velkommen til hr. Pelle Dragsted fra Enhedslisten, som stiller spørgsmålet.

Værsgo.

Tak for det, formand. Jeg læser spørgsmålet op. Vil regeringen hjælpe Fredericia økonomisk, hvis sagen med Ørsted tabes af staten, så de ikke sidder tilbage med en millionregning, der vil ramme deres ældre, børn og velfærd?

Finansministeren.

Tak for det. Og tak for spørgsmålet. Der spørges til konsekvenserne af en verserende skattesag, og som jeg også tror det er blevet gjort spørgeren bekendt, er det sådan, at spørgsmål vedrørende igangværende skattesager bør rettes til skatteministeren. Jeg kommer derfor helt principielt ikke til at gå nærmere ind i sagsbehandlingen af en skattesag eller de mulige konsekvenser af denne.

Spørgeren.

Nu er det ikke skattesagen og dens indhold, som jeg spørger til, finansminister. Jeg spørger til, hvordan regeringen vil stille sig, hvis den her sag ender, som den kan, nemlig med en meget stor regning, som ikke bare lander hos staten, men som altså også lander ude i kommunerne og særlig i Fredericia Kommune, som kan komme til at sidde med en regning på, og hold nu fast, 350 mio. kr. Det ville være meget her i Københavns Kommune, men i Fredericia er det en helt ekstremt stor regning, der skal betales. Det kan ikke ske, uden at det kommer til at ramme den helt almindelige borger, og vi ved godt, hvem det rammer hårdest – det er mennesker; det er børnene, det er de ældre, det er familier med handicap. Jeg har besøgt Fredericia flere gange, og folk er jo selvfølgelig enormt bekymrede over udsigten til det her. Hvad kommer det til at betyde for deres børnehave, for deres ældrepleje, for kommunen som sådan? Det er jo derfor, jeg spørger. For jeg tror, det kunne være et meget stærkt signal, regeringen kunne sende, at sige meget klart til Fredericia og andre kommuner: Hvis det her falder ud, som vi risikerer at det gør, står I selvfølgelig ikke alene tilbage med regningen; så er det noget, vi samler op fra statens side. For det er nu engang staten, som har indkrævet nogle skatter, man ikke var berettiget til. Kommunerne har jo ikke haft nogen som helst chance. De har brugt de penge, som de i god tro har fået at vide af staten at de havde. Men hvis staten så har gjort i nælderne og indkrævet noget skat, som ikke skulle have været indkrævet, havner ansvaret og regningen åbenbart ude i Fredericia og andre kommuner. Det synes jeg simpelt hen ikke man kan være bekendt, og jeg synes ikke, det er i orden, at finansministeren ikke vil svare på det her spørgsmål for at skabe noget mere tryghed hos borgerne i Fredericia.

Finansministeren.

Jeg er nødt til at sige til hr. Pelle Dragsted, at det er en fuldstændig normal tilgang, at når der er en verserende skattesag, kommenterer man ikke på indholdet af den eller de mulige afgørelser, den måtte føre til. Jeg er finansminister. Det her er en sag, der hører under skatteministeren, og derfor siger jeg til hr. Pelle Dragsted, at hvis man har spørgsmål til en skattesag, er det skatteministeren, de skal rettes til. Og så er den sådan set ikke så meget længere.

Hr. Pelle Dragsted.

Det her er meget spændende, for hvis jeg havde rettet det her spørgsmål til skatteministeren, hvad jeg i øvrigt ikke er blevet opfordret til, havde skatteministeren sagt, at når det kommer til, hvorvidt man kan gå ud og hjælpe kommunerne, efter den her sag er afsluttet, altså økonomisk, ville det være en sag hos finansministeren, og det ved finansministeren udmærket godt. Så lad mig stille spørgsmålet på en anden måde: Mener finansministeren principielt, at når det drejer sig om sager, der vedrører selskabsskat, som staten har indkrævet, og så er de jo så blevet delt ud til kommunerne, og det ender med, at staten har indkrævet forkert, skal kommunerne så, i det her tilfælde Fredericia, men helt generelt, sidde tilbage og rydde op efter regeringen og skattevæsenets fejldispositioner?

Finansministeren.

Hr. Pelle Dragsted står her og konkluderer resultatet af en verserende skattesag, altså hvad konklusionen måtte kunne blive. Helt principielt går jeg ikke ind og kommenterer på en verserende skattesag, og hvad resultatet måtte blive af den, og hvad der så i øvrigt måtte ske, efter et hypotetisk resultat måtte være kommet. Og så siger jeg, at i øvrigt forholder det sig sådan, at spørgsmål om skattesager ikke ligger hos finansministeren, men hos skatteministeren, og det ved hr. Pelle Dragsted også udmærket godt.

Spørgeren.

Vi kører jo lidt i ring, for det, jeg spørger om, er ikke selve skattesagen. Jeg spørger om, hvordan regeringen forholder sig til, at Fredericia Kommune og borgerne i Fredericia Kommune lige nu går med ondt i maven, fordi de kan se frem til en regning på 350 mio. kr. Selvfølgelig kan regeringen da have en principiel holdning til, om kommuner, der ender i den her slags situationer, skal stå alene, skal overlades til sig selv, eller om regeringen vil tage ansvar. Jeg synes, det er virkelig skuffende, og jeg havde håbet på et mere ansvarligt svar fra finansministeren.

Finansministeren med en afsluttende bemærkning.

Jeg synes, det er et meget ansvarligt svar at give at sige, at der verserer en sag nu, og at jeg ikke ved, hvad resultatet af den sag måtte blive. Det gør hr. Pelle Dragsted heller ikke, men alligevel står hr. Pelle Dragsted og siger, at nogen kan se frem til noget. Dermed har man så været inde at sige, at det nok ender på den ene eller den anden måde. Det er et rigtig fint og godt princip, at man ikke som minister kommenterer på en verserende skattesag, og det gælder i særlig grad, når en verserende skattesag ikke hører under ens eget ressort, og derfor bliver svaret til hr. Pelle Drag i dag, som det bliver.

Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til finansministeren, og tak til hr. Pelle Dragsted fra Enhedslisten. Jeg byder nu velkommen til justitsministeren og til hr. Peter Skaarup, Danmarksdemokraterne, som stiller spørgsmålet.

Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til finansministeren, og tak til hr. Pelle Dragsted fra Enhedslisten. Jeg byder nu velkommen til justitsministeren – og til hr. Peter Skaarup fra Danmarksdemokraterne, som stiller spørgsmålet.

Tak for det. Spørgsmålet lyder sådan her: Hvad mener regeringen om, at vold, stoffer og et enormt antal af butikstyverier er blevet hverdagen for naboer til bostedet på Granvej 12 i Bagsværd, og hvad vil regeringen gøre for at bekæmpe utrygheden i området?

Justitsministeren.

Tak for ordet, og tak til hr. Peter Skaarup for spørgsmålet. Som justitsminister er det vigtigt for mig at alle, uanset hvor de bor og hvem de er, kan føle sig trygge i samfundet. Det gør mig derfor også vred at læse om små lokalsamfund, der er plaget af utryghedsskabende adfærd, og hvor lokale forretninger gang på gang udsættes for tyverier til stor gene for både butiksejere, ansatte og kunder. Derfor har regeringen også de seneste år taget flere skridt for at sætte ind over for den utryghedsskabende adfærd. For det første har regeringen med tryghedspakken fra marts i år bl.a. givet både kommuner og boligforeninger og ejere af idrætsanlæg udvidet muligheder for at foretage tv-overvågning. Regeringen har også afsat midler til, at kommunerne kan opsætte flere overvågningskameraer på offentlige steder. Flere kommuner har allerede søgt om tilskud, og jeg håber faktisk også, at endnu flere kommuner vil gøre brug af både puljen og de nye rammer for tv-overvågning. For det andet har politiet fået mulighed for at meddele et tryghedsskabende opholdsforbud til personer, der har udvist utryghedsskabende adfærd i et område. For det tredje har regeringen med udspillet »Sammen om en tryggere hverdag« fra februar sidste år gjort det sværere at være butikstyv i Danmark, bl.a. ved at hæve straffen for butikstyveri og hæleri. Når det kommer til det konkrete bosted i Bagsværd, kan jeg henvise til min besvarelse af spørgsmål nr. 1, alm. del, i Folketingets Retsudvalg. Jeg kan forstå, at Københavns Vestegns politi er opmærksom på udfordringerne. Lokalpolitiet har et godt samarbejde med det pågældende bosted, og lokalpolitiet er løbende i kontakt med både beboere og ledelse. Lokalpolitiet foretager også såkaldte tryghedsopfølgninger på henvendelser og deltager i en nyoprettet tværfaglig gruppe bestående af repræsentanter fra de relevante kommuner, bostedet samt beboere og erhvervsliv fra nærområdet. Gruppen har bl.a. til formål at drøfte mulige initiativer, der kan øge trygheden i området. Det er vigtigt, at politiet løbende overvejer, om indsatsen er den rigtige, og jeg forventer, at politiet har fokus på det, hvis der i et lokalområde er vedvarende problemer med trygheden for borgerne. Tak for ordet.

Hr. Peter Skaarup.

Jeg synes, det er godt, hvis justitsministeren kan foranledige, at der er meget fokus på det, der foregå. Jeg ved, at de forretningsdrivende i Bagsværd oplever butikstyveri gentagne gange, og det er meget, meget svært for dem at gribe ind over for det, når det sker så voldsomt ofte, som det er tilfældet. Tilsyneladende er der beboere på det her bosted på Granvej, som jo ligger meget tæt på, der gang på gang nærmest undervises i, hvordan man kan lave de her butikstyverier. Er der nogle beboere, der så skal flyttes derfra, kan det godt være, de bliver flyttet, men så er der bare nogle nye, der bliver opdraget til det. Så de her udfordringer har butikkerne i Bagsværd levet med i årevis. Det er selvfølgelig fint, at justitsministeren siger, at der nu vil være noget opmærksomhed på det, men spørgsmålet er jo i virkeligheden, at når det er så små tyverier, der er tale om – det svarer måske til 1.000 kr. eller 1.500 kr., hver gang det sker – er det så overhovedet noget, der er nogen særlig straf for, og kan politiet gøre ret meget? Derfor kunne jeg godt tænke mig spørge justitsministeren: Hvad er egentlig sanktionerne for en person, der fem gange om ugen begår butikstyveri og måske kun stjæler for 1.000 kr. hver gang. Hvad er sanktionerne over for den person, der begår butikstyveri og erhverver sig varer for omkring 1.000 kr. hver dag? Hvad er sanktionerne i virkeligheden for det?

Ministeren.

For det første er det vigtigt, at politiet tager det seriøst, når det er, at erhvervsdrivende i et område på den måde oplever systematisk utryghedsskabende adfærd. Det er også, hvad jeg kan forstå på Vestegnens politi, nemlig at man er meget opmærksom på det, og at det er vigtigt, at det håndhæves. Derudover betyder det jo med de lovændringer, der er trådt i kraft, at straffen for butikstyveri og hæleri er blevet hævet, så der som udgangspunkt altid udmåles en bøde på mindst 1.000 kr. i førstegangstilfælde. Samtidig sikres det altså også, at bøden for butikstyveri altid overstiger værdien af det stjålne.

Spørgeren.

Det er meget godt, hvad justitsministeren siger, men sagen er bare, at vi har haft den her situation i årevis, og det er først nu, at der også er noget offentlig bevågenhed omkring det. Den lokale borgmester vil ikke rigtig medvirke og vil ikke rigtig sige noget - og er i øvrigt socialdemokrat. Københavns Kommune, som også har andel i det her bosted, gør heller ikke noget. Så hvad skal der egentlig grundlæggende til, for at der sker noget afgørende, der ændrer situationen for de butikker i Bagsværd, som får ødelagt deres forretning af de her gentagne butikstyverier. Jeg synes, det er fint, at justitsministeren siger en hel masse, men hvad sker der til gavn for de her butikker? Det er det, man ønsker svar på.

Justitsministeren.

For det første har den her regering sammen med i øvrigt også hr. Peter Skaarups parti i rigtig, rigtig mange sammenhænge – jeg tror faktisk i de fleste sammenhænge – valgt at udvide værktøjskassen for politiet og vores myndigheder – både den strafferetlige værktøjskasse, men også i forhold til de konkrete operative værktøjer, man kan sætte i brug. Et af dem er jo, at vi bl.a. for nylig har gjort det muligt for politiet at udstede utryghedsskabende opholdsforbud. Det vil sige, at hvis der f.eks. er nogen på det her bosted, som opholder sig ude foran butikkerne i længere tidsrum, inden de måtte begå lovovertrædelserne, så kan de nu blive meddelt et opholdsforbud, alene fordi det skaber utryghed. Jeg har en klar forventning om, at politiet anvender alle værktøjer i værktøjskassen for at skabe tryghed i områder, der er plaget af utryghed.

Hr. Peter Skaarup med et afsluttende spørgsmål.

Jeg håber, at justitsministeren vil være med til at mødes igen her om et par måneder og ser, om situationen er bedret, for alt det, ministeren siger, er jo i virkeligheden også udtryk for et ønske om at få gjort noget. Men hvis politiet står magtesløse, fordi omfanget er så stort, så er det jo svært at få ændret noget til det bedre for de her butikker. Det her er jo ikke kun et problem i Bagsværd; det er et problem, der tales om generelt blandt vores nærbutikker, nemlig at der er personer, der udnytter situationtil til at lave butikstyveri, uden at det rigtig har nogen særlige konsekvenser, fordi værdien af det, der stjæles, og omfanget af det, kan man ikke gøre op en måde hvor man f.eks. kan varetægtsfængsle eller lignende Så vi står i den situation, at politiet i høj grad er magtesløse, og jeg håber, at justitsministeren har ret i, at der sker noget nu. Det vil vi i hvert fald følge op på fra Danmarksdemokraternes side.

Justitsministeren.

Tak for det. Som en del af den lovpakke, som Danmarksdemokraterne også var en del af, har vi faktisk også hævet bødetaksterne i gentagelsestilfælde. Derudover har vi, som hr. Peter Skaarup måske også erindrer – og derfor kan jeg bekræfte, at vi kommer til at mødes – som et led i strafreformen aftalt, at partierne sætter sig sammen og tager yderligere drøftelser om nye tiltag på området for butikstyveri. Hr. Peter Skaarup har ret; vi oplever desværre af mange forskellige årsager en meget stor stigning i omfanget af butikstyverier rundt omkring i Danmark, og det er vi jo selvfølgelig politisk nødt til at handle på.

Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til hr. Peter Skaarup fra Danmarksdemokraterne. Jeg byder nu velkommen til hr. Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti, som stiller det næste spørgsmål, som ligesledes er til justitsministeren.

Værsgo.

Tak, formand. Spørgsmålet til justitsministeren er: Hvad er ministerens holdning til, at Dansk Folkepartis spidskandidat til byrådet i Odense, Signe Keldorff, bliver truet, chikaneret og passet op af indvandrerbander på grund af hendes politiske tilhørsforhold, og hvad agter ministeren at gøre ved dette, så kandidater kan være politisk aktive uden at blive chikaneret?

Justitsministeren.

Justitsministeriet har været så venlige at forberede en egentlig tale som svar på spørgsmålet, og den skal jeg naturligvis nok også skal læse højt, men jeg tror også bare, jeg kan sammenfatte det med få ord, nemlig at jeg synes, det er fuldstændig forkasteligt, det er utilstedeligt, det er usmageligt, og at det ikke er noget, vi under nogen omstændigheder skal acceptere, og at jeg selvfølgelig også har nogle bud på, hvad vi så gør ved det. Men jeg vil gerne starte med at slå fast, at trusler og chikane mod folkevalgte og kandidater, der stiller sig til rådighed politisk, simpelt hen ingen steder hører hjemme, og hvis man mener, at det er en måde at agere på, så kan man jo pakke sine sydfrugter og daffe et andet sted hen. For de folkevalgte repræsenterer demokratiet, og angreb i form af trusler eller chikane mod dem er et angreb på selve demokratiet, og det er, uanset hvilket parti kandidaten kommer fra. Derfor giver det også sig selv, som jeg startede med at sige, at sådan nogle handlinger er fuldstændig uacceptable og forkastelige. Sidste år angav mere end hver tredje kommunalpolitiker i en KL-rundspørge, at de havde været udsat for chikane som en del af deres politiske virke, og jeg kan også forstå på omtalen i pressen, at Hjørring Kommune har været nødt til at hyre vagter til byrådsmøderne for at beskytte politikerne mod tilhørere, og der er altså tale om en alarmerende udvikling og en tendens, som vi er nødt til at få sat en stopper for. Derfor er jeg for det første også glad for, at jeg sammen med Dansk Folkeparti i forbindelse med strafreformen er blevet enige om at skærpe straffen med 50 pct. for vold, trusler og chikane mod personer i offentlig tjeneste eller hverv. Det dækker jo bl.a. også den kandidat, som hr. Alex Ahrendtsen spørger ind til. Vi er også blevet enige om at udvide det strafbare område for chikane af bl.a. folkevalgte, så f.eks. enkeltstående opslag, vidoer m.v. på sociale medier med krænkende eller nedsættende omtale i videre omfang end i dag kan medføre strafansvar. Men det er også klart, at strafreformen ikke kan stå alene. Derfor havde indenrigs- og sundhedsministeren og jeg tidligere i dag, faktisk for kun kort tid siden, indkaldt Folketingets partier, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner til en drøftelse af, hvordan vi yderligere kan styrke beskyttelsen af vores folkevalgte.

Spørgeren.

Tak til ministeren for hans utvetydige tilkendegivelse. Det sætter vi stor pris på. Lad mig bare kort ridse op, hvad Signe Keldorff har været udsat for: januar: dødstrusler; 4. marts: dødstrussel; 5. september bliver hun passet op af en gruppe indvandrere, og en af dem siger, at hun skal køre med ham, og med en meget dominerende attitude; 6. september er der en gruppe, der går hen imod hende og vil passe hende op; 9. september: to udenlandsk udseende mænd, der råber og truer; 9. september: en gruppe udlændinge, der går forbi og råber til hende; 17. september: et opkald med trusler; 9. oktober: trussel om voldtægt; 10. oktober: en bil, der passer hende op og forsøger at tvinge hende ind, kører tæt på og presser hende. Det er jo forfærdeligt. Det er en ung pige på 22 år, som bare bruger sin fritid til at blive valgt. Samtidig er der gået mellem 8 og 10 måneder, før politiet har taget det alvorligt, og først da det kom i pressen, skete der noget. Kan vi virkelig være det bekendt – at en ung kvinde på 22, som involverer sig i byrådspolitik, for det første skal finde sig i det her, og for det andet at der skal gå så lang tid, før politiet gør noget ved det? Der var videoer; man vidste, hvem det var. Hvis hun ikke var så stærk, var hun holdt op, og så havde hun droppet det. Det er mit spørgsmål.

Justitsministeren.

Det korte svar er, at nej, det kan vi ikke være bekendt. Jeg tror desværre, at vi må sande, at der er behov for at blive gjort noget mere i politiet og i forhold til videnopsamling omkring de her problemstillinger, og hvorfor det er særligt alvorligt, også når det angår folkevalgte – for det har jo til formål at forsøge at intimidere og true folkevalgte væk fra at stille op til embeder. Det er noget, der fremgår, både i forbindelse med KL's rundspørge, men også anekdotisk fra kollegaer; jeg har faktisk også haft møde med Folketingets Præsidium om samme. Det er et af de initiativer, vi faktisk har drøftet på det møde i dag sammen med indenrigs- og sundhedsministeren og bl.a. også fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti. Et af de initiativer er nemlig en samlet kontaktordning, hvor der er én indgang til politiet, så der ikke er sagsbehandlerskift. Jeg har en klar forventning om, at politiet tager de her sager meget alvorligt, og vi vil med den pakke, vi sidder og forhandler nu, sikre os, at de tager det endnu mere alvorligt end i dag.

Hr. Alex Ahrendtsen.

Det er, synes jeg, meget opløftende, at ministeren er så klar i mælet og både tager afstand fra det, der er sket, og henstiller til politiet at arbejde hurtigere, og at man også fra politisk hold gør noget ved det. Hvis vi ikke stopper det nu, bliver det sådan, som det er i mange andre lande, og der ender det jo ikke bare med trusler; der ender det med vold og mord. Så det er jeg meget tilfreds med. Tak.

Justitsministeren.

Tak for det. Jeg er som sagt meget enig med hr. Alex Ahrendtsen, både i beskrivelsen af problemstillingen, men også i de meget, meget nedslående perspektiver, det kan have, hvis ikke vi gør noget. Derfor har jeg også et håb om, at et så bredt flertal som muligt, forhåbentlig også endda alle Folketingets partier, kan samle sig om en pakke med initiativer, hvor vi ruster op og styrker værnet omkring dem, der stiller sig til rådighed i demokratiets tjeneste.

Tak for det. Jeg byder nu velkommen til medspørger fru Mette Thiesen, ligeledes Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tusind tak, og også tak til ministeren for meget klart og tydeligt – det var også det, jeg fornemmede på mødet – at tage afstand fra dem, som forsøger at true folk til tavshed. Men det jo ikke bare, kan man sige, os politikere. For én ting er jo, at vi selvfølgelig stiller os til rådighed for demokratiet osv., men det handler jo grundlæggende set om alle danskere, og vi er nødt til at tage det ekstremt alvorligt, når der er nogle, som måske bare skriver en kommentar på Facebook eller har en debat eller en holdning, som bliver undertrykt med trusler om vold eller med truende adfærd. Der vil jeg høre ministeren, om ministeren ikke – det håber jeg – anerkender, at der er lommer i vores samfund, hvor der lever mennesker, som har en fuldstændig anden både demokratisk opfattelse, men også en generel opfattelse af, hvordan man opfører sig i et vestligt liberalt demokrati, og som grundlæggende set overhovedet ikke burde være i Danmark.

Ministeren.

Jo, det er jeg til syvende og sidst meget enig i. Hvorvidt de har et opholdsgrundlag i Danmark eller ej, er jo en anden diskussion. Men jeg er enig i, at hvis man grundlæggende ikke accepterer de præmisser, der gælder i et åbent liberalt demokrati, som i øvrigt har skabt forudsætningerne for en af de bedste måder at indrette sig på, ikke bare i den vestlige verden, men i hele verden, så er det jo meget nemt, så kan man finde et andet sted at opholde sig. Jeg er også enig med fru Mette Thiesen i, at der sker et skred i de her år her. Det, hvor man for 10 år siden sagde, at det jo bare var nogle, der skrev noget grimt på Facebook, foregår nu ude i det åbne. De ansatte for en helt almindelig virksomhed, fordi de går med virksomhedens logo, bliver overfuset på en McDonald's ud fra et politisk motiv om, at de skal stå til ansvar for, hvem den virksomhed sælger sine varer til. Jeg synes, det er anstødeligt, jeg synes, det er foragteligt, og jeg synes, det er fuldstændig uacceptabelt.

Fru Mette Thiesen.

Tusind tak. Jeg er fuldstændig enig, for det er jo ikke i gåseøjne kun i forbindelse med kommunalvalg, regionsvalg og folketingsvalg. Vi er jo bare nødt til at anerkende, at med den desværre forfejlede udlændingepolitik, som har været ført igennem rigtig, rigtig mange år, er der kommet rigtig mange hertil, som slet ikke køber ind på de demokratiske værdier og det, som ligger i hele det her liberale vestlige demokrati, og som eksempelvis tror, at man godt må overfalde nogle, fordi de eksempelvis arbejder for en virksomhed, som samarbejder med eller sender ting til Israel, eller hvad det nu har kunnet være, og at de simpelt hen ikke bør være i Danmark. For vi kan jo ikke leve med, at vi igen og igen ser de her tilfælde med nogle mennesker, som aldrig nogen sinde kommer til at tage Danmark til sig, og som faktisk gør det farligt for danskerne.

Ministeren.

Altså, jeg er jo enig, for så vidt angår dem, der tror på nogle dogmer, som ikke er forenelige med et liberalt demokrati. Jeg tror så også bare, det er vigtigt, at vi holder os for øje, at de trusler og den chikane, vold og hærværk og forsøg på samme, som vi ser eskalere i de her år, jo heller ikke kun kommer fra grupper med udenlandskklingende navne. Det kommer også alle mulige andre steder fra og fra alle mulige andre politiske ståsteder. Jeg havde en person, der forsøgte at komme ind på min bopæl, ind i min have, som i øvrigt var bevæbnet, og han var i hvert fald pæredansk, og det var i øvrigt også politisk motiveret. Så jeg er enig med spørgeren i, at dem, som primært nok hellere ville leve i et helt andet samfund under nogle helt andre dogmer, er meget velkomne til at tage tilbage dertil. Men generelt har vi et bredere problem, for så vidt angår trusler, vold, chikane og hærværk mod folkevalgte, og det er noget, jeg tror, at især mange af vores lokalvalgte er ekstra sårbare over for.

Det sidste spørgsmål under dette spørgsmål bliver stillet af hr. Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti.

Tak. Jeg tror slet ikke, man kan forestille sig, hvad det betyder for en ung byrådskandidat at få den støtte, ikke bare fra Dansk Folkepartis folketingsgruppe, men nu også fra justitsministeren og regeringen – ministeren har været meget klar i sin støtte – og også at politiet skal gøre noget ved det, og at man handler politisk. Det betyder, at hun ikke føler sig alene længere og derfor vil fortsætte sin valgkamp med fornyet optimisme. Det er jeg ganske overbevist om. Så tak for svarene.

Ministeren.

Det er jeg rigtig glad for at hr. Alex Ahrendtsen siger, og jeg håber også, at han vil overbringe hende mine allerbedste hilsner og også et held og lykke i den valgkamp, som hun nu sammen med mange andre er i fuld gang med.

Tak for det. Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til hr. Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti. Det næste spørgsmål er ligeledes til justitsministeren og bliver stillet af fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti.

Værsgo.

Tusind tak. Jeg har faktisk glædet mig rigtig meget til at stille det her spørgsmål til ministeren, for ministeren og jeg har drøftet det her tidligere over en kop kaffe. Tak for at tage tiden til det. Det er jo det, som nogle gange gør politik ret fint. Det er det der med, når vi faktisk kan finde hinanden, forhåbentlig i hvert fald. Spørgsmålet er: Mener ministeren, at brugen af genetisk slægtsforskning bør blive udvidet, således at metoden også kan bruges til f.eks. at kunne identificere et uidentificeret lig, hittebørn eller lignende?

Justitsministeren.

Tak for det. Lad mig starte med at tage konklusionen først. Jeg ville synes, det var helt naturligt, i takt med at politiet opnår gode erfaringer med genetisk slægtsforskning som et efterforskningsmiddel, at se på, om værktøjet også skal anvendes i andre særlige tilfælde, f.eks. i de situationer, som spørgeren efterspørger. Så det mener jeg helt klart. Som bekendt vedtog et bredt flertal i Folketinget jo den 11. juni i år en lov, som tilvejebringer en særskilt retlig ramme for politiets anvendelse af genetisk slægtsforskning som efterforskningsmiddel. I den forbindelse vil jeg også bare gerne lige have lov til at benytte lejligheden til at sige tak til Dansk Folkeparti, og selvfølgelig også de andre partier, men jeg ved, at spørgeren har haft lagt meget energi i den her dagsorden og har været med til at tage ansvar. Jeg både tror og håber, at vi med det her værktøj kan sikre, at flere gerningspersoner bliver stillet til ansvar for deres grusomme handlinger, og derfor mener jeg også, det er naturligt – i takt med at politiet stifter bekendtskab med og anvender det her værktøj – at det over tid bliver udvidet til andre situationer.

Spørgeren.

Tusind tak for det. Grunden til, at jeg tog sagen op, er jo, at vi bl.a. har set en sag om et uidentificeret kvindelig i Thy. Derfor inviterede jeg mig selv på kaffe ovre hos justitsministeren, for jeg synes jo ikke, der skulle være noget til hinder for, at vi netop udvidede det her værktøj, sådan at vi eksempelvis måske kan få fundet nogle pårørende til den her kvinde oppe i Thy. Jeg tror simpelt hen ikke på, at der er nogen, der dør, uden at der er nogen, der savner dem, forhåbentlig ikke i hvert fald; forhåbentlig har hun haft nogle mennesker, som har elsket hende, som har holdt af hende, og som faktisk gerne vil vide, hvad der er blevet af hende. Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge ministeren lidt mere indgående ind til, hvornår ministeren mener at det her bør åbnes op. For det, som jeg ved vi talte om, ministeren og jeg, var jo også det her med, hvordan vi rent teknisk udvider den her mulighed, og der tror jeg, at der sidder nogle mennesker rundtomkring i Danmark og tænker på, hvornår vi egentlig gør det. Jeg tænker det i hvert fald. For det her er, som ministeren fuldstændig rigtigt siger, et meget, meget vigtigt værktøj. Jeg ved ikke, om der skal noget lovgivning til for at udvide det, eller om man kan gøre det på bekendtgørelsesniveau eller andet. Men jeg synes jo i forhold til uidentificerede lig og hittebørn – altså i de her heldigvis ganske få sager, vi har, men hvor politiet faktisk kunne bruge det her værktøj til eksempelvis at søge i databaser for at finde pårørende – at det kunne udgøre en kæmpe hjælp. Det er både i forhold til politiets eget arbejde, men sådan set også for i forbindelse med eksempelvis uidentificerede lig måske at give familien noget fred i sjælen og forhåbentlig få sendt et afdødt menneske godt på vej af nogle, der holder af vedkommende, og for måske også at sikre, at der er nogle hittebørn, som kan finde deres forældre.

Ministeren.

Tak for det. Som jeg også tilkendegav i min indledende besvarelse, synes jeg, det ville være helt naturligt, i takt med at politiet opnår gode erfaringer med genetisk slægtsforskning som efterforskningsmiddel, at vi ser nærmere på, om værktøjet også skal anvendes i andre særlige tilfælde, f.eks. i de situationer, som spørgeren spørger ind til. Der tror jeg, det er vigtigt, at vi sondrer mellem to situationer: Er der tale om anvendelse af genetisk slægtsforskning som efterforskningsmiddel, kan politiet i dag kun anvende værktøjet i de mest alvorlige sager, herunder sager om terror, voldtægt og drab, og en udvidelse af politiets muligheder for at anvende genetisk slægtsforskning som et efterforskningsmiddel vil så ledes kræve en lovændring – og det er det, som fru Mette Thiesen spørger ind til – men er der derimod ikke tale om anvendelse af genetisk slægtsforskning som et efterforskningsmiddel, er det allerede i dag efter reglerne i databeskyttelsesloven og databeskyttelsesforordningen i visse tilfælde faktisk juridisk muligt at anvende genetisk slægtsforskning. Så det afhænger af situationen.

Fru Mette Thiesen.

Tak for den præcisering. Bare for nu at tage et konkret eksempel, så formoder man ikke, at der ligger en forbrydelse bag i den her sag fra Thy. Der er det simpelt hen bare et spørgsmål om, at vi skal finde ud af, hvem der er af pårørende. Så vidt jeg forstår den sag helt konkret, er der ikke mulighed for inden for lovens rammer på nuværende tidspunkt, fordi man ikke formoder, der ligger en forbrydelse bag, at få identificeret den her kvinde. Det var egentlig også derfor, jeg tog kontakt til ministeren, for jeg har jo helt grundlæggende den holdning, at der ikke er nogen mennesker, der ikke er savnet. Forhåbentlig går vi alle sammen igennem livet og har nogle, der elsker os. Jeg synes, hun fortjener at blive identificeret, ligesom der sikkert også kommer nogle efter hende. Så vil ministeren tage initiativ til at lave den lovændring?

Ministeren.

Som jeg allerede har tilkendegivet, synes jeg, det er naturligt, også i takt med at politiet opnår de gode erfaringer, naturligvis også at se på, om man kan udvide anvendelsesområdet. Det vil kræve en lovændring, og det må vi jo se på hvornår så er relevant at gøre. Vi vil gerne have høstet lidt erfaringer med anvendelsen af metoden først, før vi gør det. Nu skal man jo ikke sige, at man forhåbentlig gør det inden længe, for i det ligger der jo så alvorlige sager, at der er behov for det. Men ikke desto mindre er de alvorlige sager der, og de kommer jo nok også desværre, og der har jeg ligesom spørgeren en klar forhåbning om, at politiet vil benytte sig af de nye værktøjer

Fru Mette Thiesen med et afsluttende spørgsmål.

Tusind tak. Jeg havde håbet, at ministeren kom det lidt nærmere, for jeg har ikke hørt nogen, der nødvendigvis skulle tale imod, at man kunne bruge det i den her kontekst. Jeg ved også, at der er mange politifolk, som ville synes, at det ville være rart, at man kunne finde pårørende på den her vis. Så jeg vil måske ikke lige holde vejret – så tror jeg, jeg skal holde vejret trods alt i noget tid – men jeg glæder mig i hvert fald til, at ministeren kommer med det her lovforslag, så man kan udvide den her ordning. Jeg hører i hvert fald, at ministeren siger, at det kommer, men at vi lige har brug for at se nogle erfaringer med den her metode først.

Ministeren.

Det er nemlig fuldstændig rigtigt. Jeg har i øvrigt en meget, meget klar plan om, er det også gerne vil holde ordføreren og partierne – men nu ved jeg, at ordføreren virkelig er meget, meget optaget af den sag her – orienteret og inddraget, i takt med at de erfaringer bliver høstet, så vi også kan drøfte nærmere, hvornår det giver mening at udvide anvendelsesområdet. Det vil jeg meget gerne have en løbende dialog med ordføreren om.

Tak for det. Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti og tak til justitsministeren. Jeg byder velkommen til kulturministeren og fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance, som stiller spørgsmålet.

Værsgo.

Tak for det, formand. Når DR tilsyneladende gentagne gange bruger fotos af alvorligt syge børn til at underbygge påstanden om, at børn dør af sult i Gaza, mener kulturministeren så, at det er udtryk for en faktabaseret journalistisk tilgang, eller mener ministeren snarere, at det er udtryk for forsøg på bevidst manipulation?

Kulturministeren.

Tak for spørgsmålet. Lad mig starte med den åbenlyse pointe, som de fleste her i salen og tilhørerne sikkert er opmærksomme på: Jeg har ikke udvalgt de pågældende billeder, jeg er ikke billedredaktør hos DR, og det er ikke min opgave som kulturminister at faktatjekke uafhængige medier. Jeg har ingen forudsætninger for at vurdere, om de pågældende billeder er sande, falske, opfundet til lejligheden eller taget af det, de forestiller. Så vil jeg gerne sige, at når man dækker den her slags forfærdelige historier, skal man, synes jeg, som medie forholde sig kritisk, og man skal være præcis. Det synes jeg er afgørende for god journalistik. Hvis fru Katrine Daugaard stiller mig spørgsmålene skriftligt, kan jeg indhente et konkret svar fra DR.

Spørgeren.

Jeg har allerede stillet det præcis samme spørgsmål skriftligt, og der ville ministeren ikke svare på det, så det er derfor, jeg står her i dag med det samme spørgsmål. For jeg går ud fra, at ministeren går op i, at DR skal leve op til f.eks. den lovgivning, der er på området – ikke mindst public service-kontrakten. Jeg kan lige citere her fra § 1.2, hvor der står: DR skal drive en uafhængig public service-virksomhed, der lever op til kravene om objektivitet og alsidighed, herunder undgå politisk slagside i dækningen af samfundsspørgsmål. Jeg kan også tage fra § 4 her, hvor der står: Nyheds- og aktualitetsprogrammer skal fremstilles med høj journalistisk standard, herunder upartiskhed og manglende inhabilitet over for politiske aktører. Flere profiler i DR Nyheder har offentligt beskyldt Israel for folkedrab, den alvorligste forbrydelse overhovedet. Finder ministeren det plausibelt, at en sådan bias og mulig inhabilitet også kan komme til udtryk i f.eks. valg af billeder som i den her aktuelle sag?

Ministeren.

Det har jeg jo svært ved at udtale mig om, i og med at jeg ikke sidder på DR's redaktion. Men jeg synes også, det er lidt mærkeligt, at vi diskuterer det forhold, om der er blevet slået mennesker ihjel i Gaza. Altså, efter Hamas' terrorangreb på Israel, som kostede en masse uskyldige mennesker livet, er titusindvis af kvinder, børn og mænd blevet slået ihjel i Gaza. Der er meget få bygninger, der står oprejst. Der er mangel på mad og medicin. Der er ingen hospitaler, der virker. Der er ingen fremtid. Anerkender ordføreren, at der er en masse mennesker, der er blevet slået ihjel i Gaza, og at det er udtryk for en menneskelig lidelse, som den her verden sjældent har set – altså bortset fra hvad der desværre foregår i Sudan i øjeblikket, som desværre ikke har mediernes bevågenhed?

Fru Katrine Daugaard.

Jeg synes, det er dybt bekymrende, at vi har en kulturminister, som har det øverste ansvar for DR og ikke vil forholde sig til nogle meget konkrete eksempler, jeg kommer med, på, at DR manipulerer og har mulig inhabilitet i organisationen. Vi bruger knap 4 mia. kr. årligt af skatteborgernes penge på den her institution. Er ministeren enig i, at når DR's fejl næsten uden undtagelse falder pro palæstinensisk eller antiisraelsk ud, så ligner det et mønster? Og hvad vil ministeren gøre ved det?

Ministeren.

Her har vi jo sagens kerne, der udstiller forskellen på fru Katrine Daugaard som politiker og mig selv. DR skal leve op til en lang række krav, men når fru Katrine Daugaard spørger, hvad jeg vil gøre ved et uafhængigt medie, som jo ligger i armslængde, frataget statslig kontrol, hvor jeg ikke som politiker bør blande mig direkte, så er svaret: Jeg kommer ikke til at ringe til Bjarne Corydon eller andre medarbejdere og sige, hvad de skal gøre i DR, for det kunne ikke falde mig ind. Det er sådan noget, man gør i Rusland, i Nordkorea og i Kina. Det gør vi ikke her i Danmark. Det er op til DR's bestyrelse, hvor Liberal Alliance har en repræsentant, og op til DR's generaldirektør at sørge for, at den politiske integritet holdes i hævd. Og hvis man bliver ved med gang på gang at invitere mig ned i Folketingssalen for at brokke sig over DR's journalistik, blot fordi man mener, at den er skæv, så tror jeg, at man har misset en meget vigtig pointe, nemlig at man er nødt til som politiker at acceptere, at journalistik ikke er noget, man kan bestille fra Christiansborg.

Fru Katrine Daugaard med et afsluttende spørgsmål.

Men når vi udstikker nogle regler eller laver lovgivning i Folketinget, er det med det in mente, at den skal overholdes. Det gør DR jo tydeligvis ikke her, og derfor bør det have kulturministerens interesse. Vil ministeren forholde sig til, at der i stigende grad, også jævnfør den her underskriftsindsamling, som kobler Israel til folkedrab, tegner sig et billede af systematisk bias og inhabilitet i DR, der ikke lever op til public service-kontrakten?

Ministeren.

Der arbejder flere tusind mennesker hos DR, og jeg synes, det er vigtigt, at man som journalist i sit arbejde ikke unødvendigt bliver genstand for en tvivl om, om man er objektiv. Det synes jeg DR har en stor interesse i. Jeg har jo også som kulturminister ad flere omgange kritiseret DR's udsendelser, når jeg mener, at der var grund til det. Det gælder kryolitdokumentaren, og det gælder den dokumentar, hvor der er lagt noget falsk lyd ned over. Det mener jeg man kan som politiker; man kan kritisere konkrete tilfælde. Men man kan ikke sige, hvad DR skal, og hvad DR ikke skal, for så bryder man med det armslængdeprincip, der er jo er et værn om vores demokrati, vores ytringsfrihed og den frie debat.

Tak for det. Det afslutter spørgsmålet, og vi siger tak til fru Katrine Daugaard fra Liberal Alliance. Jeg byder nu velkommen til fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten, som stiller spørgsmålet, og det er ligeledes til kulturministeren.

Værsgo.

Tak. Mener ministeren, at Israel på baggrund af den israelske regerings krigsforbrydelser i Gaza siden 2023 bør deltage i Det Europæiske Melodi Grand Prix i Wien i 2026, og vil ministeren opfordre DR til at arbejde for at udelukke Israel, når European Broadcasting Union holder generalforsamling i december 2025, og til at trække sig fra konkurrencen, medmindre Israel udelukkes fra Melodi Grand Prix i 2026?

Kulturministeren.

Min holdning er altså meget klar. Er man et land, der ligger i væbnet konflikt og krig med et andet land, synes jeg, man bør koncentrere sig om at skabe fred frem for at tage til musikfest. Det er sådan set en generisk holdning, jeg har, der gælder hele vejen rundt. Det er så også meget vigtigt for mig at sige, at det ikke er op til mig at beslutte, om Israel skal udelukkes. Det er den organisation, der hedder EBU, der træffer den, og det er den organisation, som DR er medlem af. Det her spørgsmål relaterer sig jo på forunderlig vis til det spørgsmål, jeg lige er blevet stillet af en anden del af oppositionen, nemlig fru Katrine Daugaard, hvor jeg bliver bedt om at påvirke DR's journalistik eller bestemme, hvilke journalister der skal dække hvilke programmer, fordi nogen mener, at der er politisk bias. Det ønsker jeg ikke. Jeg ønsker heller ikke, at DR, som har kompetencen i den her sag, skal pålægges en politisk beslutning fra min side, da det er op til den organisation, der arrangerer Melodi Grand Prix og de public service-stationer, som er medlem, at bestemme, hvordan man afvikler konkurrencen.

Spørgeren.

Jeg er fuldstændig enig med ministeren i vigtigheden af armslængdeprincippet, og jeg er også enig i, at det foregående spørgsmål berører præcis det grundlæggende princip. Vi ønsker heller ikke i Enhedslisten, at DR's programvalg og -profil i det hele taget skal påvirkes af eller styres fra et ministerkontor eller fra et højtråbende folketingsflertal eller -mindretal. Men spørgsmålet om Israels deltagelse i Det Europæiske Melodi Grand Prix er jo større end almindelig programvirksomhed. Her er det lande, der går på scenen, det er en international tv-begivenhed, det er lande, der går på scenen og repræsenterer landet, og det er lande, man stemmer på. Derfor spiller det ind, hvordan man som land agerer, når der er en forestående tv-begivenhed næste år. Flere af ministerens europæiske kolleger har jo faktisk været ude at udtale sig om, hvorvidt deres land bør deltage. Det gælder bl.a. Polen og Spanien, og det gælder også Belgien. Så det vil jo ikke være et sted, hvor Danmark vil stille sig alene. Det her handler om, at man i andre sammenhænge i tidligere år jo faktisk har valgt, at lande ikke skulle deltage. Storpolitikken spiller ind i Det Europæiske Melodi Grand Prix. I forbindelse med Balkankrigene var der lande, der blev udelukket. Rusland er blevet smidt helt ud af EBU, på grund af at de ikke lever op til kriterierne som tv-kanal. Så det er jo ikke sted, hvor politikken ikke findes. Det, der er det store spørgsmål – og ministeren indledte med at sige det – er, at popmusik, glimmer og fest og farver og fællesskab ikke rigtig harmonerer med anklager om nogle af de allerværste krigsforbrydelser i denne verden. Derfor er spørgsmålet jo, som det også er formuleret her, om ministeren vil opfordre DR til at stemme imod, at Israel kan deltage, for ellers vil man præcis være med til, hvis Israel deltager, at normalisere krig og krigsforbrydelser og udvise ligegyldighed over for internationale spilleregler.

Ministeren.

Jeg tror, det er meget vigtigt at huske, at i forhold til Ruslands udelukkelse og senere udsmidning af EBU er det EBU, der har truffet den afgørelse. Det har DR bakket op om, i øvrigt fulgt af den danske regering, som har præcis samme holdning. Det er jeg sådan set enig i, for jeg mener ikke, at man skal deltage i internationale sang- eller sportsbegivenheder, når man bomber uskyldige mennesker. Hvis vi lige repeterer præamblen for konflikten de sidste par år, starter det her med, at Hamas begår et grusomt terrorangreb på uskyldige israelske borgere til en musikfestival. Det parti, jeg er medlem af, og den regering, jeg støtter, har gang på gang sagt, at Israel er gået ind i konflikten på en uproportional måde, der har skabt utrolig stor menneskelig lidelse. Mener jeg, at det ene drab er bedre end det andet? Nej, det mener jeg ikke. Jeg fortsætter lige om et øjeblik.

Spørgeren, værsgo.

Jeg går ud fra, at ministeren vil sige, at det ene drab ikke er mindre eller mere værd end det andet, og jeg er fuldstændig enig. Det her handler jo om noget større. Man kan sige, at der er kolleger til ministeren i de europæiske lande, som har været ude at sige noget. Den danske kulturminister er ganske stille. Nu ved jeg ikke, hvad der fylder på kulturministrenes møder. Danmark har EU-formandskabet. Man kunne jo godt forholde sig til, om man fra europæisk side skule have en holdning til, hvorvidt Israel kan deltage. Israel er en krigsforbryderstat, som faktisk fører en krig og udøver apartheid. Synes ministeren, at de kan stå på scenen?

Ministeren.

Jeg har meget lidt tilovers for Hamas, og jeg synes, at den israelske regering er gået over stregen gentagne gange. Det er jo også derfor, udenrigsministeren med opbakning fra den danske regering på vegne af en lang række EU-lande lagde et økonomisk sanktionsvåben på bordet over for Israel. Det blev så ikke taget i brug, fordi man indgik en fred. Den fred holder så nogenlunde. Der er små glimt af håb. Jeg ønsker en situation, hvor der opstår en tostatsløsning, en varig fred, et andet styre i Palæstina end Hamas og en regering i Jerusalem, som har en større respekt for menneskerettigheder. På den baggrund ser jeg ingen grund til lige nu at lægge et unødigt pres på DR, som jo diskuterer det i de her dage med deres kollegaer i EU.

Fru Trine Pertou Mach med et afsluttende spørgsmål.

Altså, jeg vil sige, at der ikke er indgået nogen fred. Der bliver ikke fred, før der bliver palæstinensisk selvbestemmelse. Det, der er indgået, er en våbenhvile, og den er ganske skrøbelig. Jeg vil gerne citere fra kulturministerens kronik i Politiken, i forbindelse med at politikeren havde været i Israel og Palæstina med Folkekirkens Nødhjælp for 10 år siden. Jeg citerer: »De apartheidlignende forhold på Vestbredden giver mig kvalme. Israel er et moderne demokrati og burde skamme sig over sin opførsel. Jeg mener, at EU bør sende et klart signal om, at man holder Israel fast på internationale standarder. Landets økonomiske og kulturelle samarbejde med EU forudsætter naturligvis, at man ikke opfører sig som en kolonimagt fra 1800-tallet.« Mener kulturministeren stadig væk det?

Kulturministeren.

Det mener jeg i allerhøjeste grad. Min jødiske tipoldefar og hans søn, som også var jøde – jeg er helt normal kulturkristen – ville rotere ude på Vestre Kirkegård, hvis de vidste, hvordan man havde varetaget det demokrati, man efterfølgende havde skabt. Det ændrer ikke på, at der i resten af kronikken står, at det palæstinensiske selvstyre i mange tilfælde svigter kvinder, er med til at finansiere terror mod Israel og er bundkorrupt. Jeg forsøgte at nuancere en holdning om, at situationen i begge tilfælde – på begge sider af grænsen – var håbløs og krævede handling. Det mener jeg sådan set stadig væk. Det er et svært sted at stå, fordi man jo ikke bliver gode venner med nogen af parterne, når man påpeger, at der er mangler på begge sider.

Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten og tak til kulturministeren. Jeg byder velkommen til erhvervsministeren og hr. Pelle Dragsted fra Enhedslisten, som stiller næste spørgsmål.

Værsgo.

Tak for det. Jeg læser spørgsmålet op: Hvad vil ministeren gøre for at få priserne ned på danskernes mad og bekæmpe spekulation og unfair prissætning i supermarkederne?

Erhvervsministeren.

Tusind tak for spørgsmålet. Det er blevet dyrere at fylde indkøbskurven. Det mærker vi alle sammen. Det presser mange familier, og det presser ikke mindst dem, der har mindst. Regeringen er ved at afdække problemets kerne, nemlig: Hvad er det, der driver priserne op? De første resultater af det arbejde forventes her i november måned. Regeringen har derudover også allerede handlet. Vi har givet danskerne flere penge mellem hænderne. Vi har sænket elafgiften. Vi har lavet skattereformer. Vi har forhøjet ældrechecken. Vi har indført billigere daginstitutioner. Og vi har, i øvrigt sammen med spørgerens parti og jo med deres accept, løftet lønnen for udvalgte offentligt ansatte – faktisk så meget, at medregner man de forventede prisstigninger, der vil være, så vil en almindelig arbejderfamilie, en lønmodtagerfamilie, om man vil, med børn, der bor i hus, f.eks. have over 30.000 kr. mere til forbrug næste år. Og med finanslovsaftalen gik vi videre. Et pensionistpar får lidt over 2.600 kr. til sig selv bare med finanslovsaftalen næste år. Hertil kommer jo så også, at vi permanent har forhøjet ældrechecken med 5.000 kr. fra år 2025. Så vi har blikket stift rettet mod årsagerne. Det dykker vi ned i, imens vi står og taler her. De første resultater forventes i november. Samtidig har regeringen handlet og altså sikret almindelige lønmodtagere, familier, pensionister og ældre, der modtager ældrecheck, flere penge mellem hænderne.

Hr. Pelle Dragsted.

Jeg undrer mig, hver gang jeg hører regeringen, uanset om det er erhvervsministeren eller statsministeren. Jeg eller andre fortæller og gengiver det, som man oplever derude, når man snakker med folk, nemlig at rigtig, rigtig mange mennesker er dybt bekymrede over, at priserne er stukket helt af, og at pensionister står nede ved båndet i supermarkedet og må lægge varer tilbage i kurven. Jeg var ude i Taastrup, hvor der var en fødevarebank, og der stod almindelige folkepensionister i kø for at få for gammel mad. Hver gang vi forsøger at få regeringen til at handle på det her, får vi at vide, at regeringen har gjort x, y og z, som om man har løst problemet. Men det har man ikke, erhvervsminister. Vi har jo foreslået fra Enhedslistens side, at man skulle sætte momsen ned på mad. Det har vi foreslået i rigtig lang tid. Regeringen har afvist det. Det ville ellers være et enkelt redskab til at gøre noget ved det her. Og jeg forstår ærlig talt ikke, hvorfor regeringen er så afvisende over for det. Men det, som jeg måske særlig godt kunne tænke mig at tale om i dag, er spørgsmålet om spekulation og unfair prissætning. Det er også noget, som erhvervsministeren ved at vi i Enhedslisten har forsøgt at råbe erhvervsministeren op om i årevis. Vi har haft samråd, vi har haft erhvervsministeren i salen, og der er ærlig talt ikke sket noget på det her område. Nu er der så en fødevareøkonom, Henning Otte Hansen, som har gjort det arbejde, som regeringen for længst burde have gjort. Han har nemlig sammenlignet priserne på de såkaldte råvarebørser med priserne nede i supermarkedet, og han kan konstatere en meget klar tendens: Når priserne stiger på råvarebørserne, altså der, hvor supermarkeder og andre producenter køber deres varer, så stiger de også nede i supermarkedet, men når de falder på råvarebørserne igen, falder de sjovt nok ikke ude i supermarkederne. Det kan jo ikke passe, at danskerne ikke får gavn af det, når priserne falder, men altid skal betale ekstra, når de stiger. Hvad har regeringen tænkt sig at gøre ved det her problem?

Ministeren.

Det er jo lige nøjagtig det, vi sidder og ser på nu. Vi dykker ned i det og ser på, hvad der er baggrunden, som jeg sagde, for det, vi ser i butikkerne nu, og hvad det er, der driver priserne op, for at skære det helt ud i pap. Det første resultat af de undersøgelser, som vi har bedt vores Konkurrence- og Forbrugerstyrelse om at lave, kommer her i november måned. Men altså, regeringen har jo handlet. Vi har givet en helt almindelig lønmodtagerfamilie 30.000 kr. mere mellem hænderne næste år. Det, som jeg bare tror er vigtigt at få frem, er, at det er sådan lidt tvetunget, når hr. Pelle Dragsted går ind i denne debat, for han fortæller jo ikke sandheden om Enhedslistens egen politik. Hvad med den sosu-medarbejder i København, som har en bil, og som nu kan se, at Enhedslisten vil hæve prisen for en parkeringslicens til 12.000 kr.? Hvad med det? Bliver varerne billigere eller dyrere af det? Bliver lommen større eller mindre af det?

Så giver jeg ordet til hr. Pelle Dragsted. Værsgo.

Hvis der er ét parti, som står på den lavtlønnede sosu's side, er det Enhedslisten, både når det gælder at få højere løn, og når det gælder at sænke udgifterne. Men jeg synes, vi skal holde os til det, som jeg spørger om. Mener ministeren, det er rimeligt, at f.eks. prisen på ris er faldet med 10 pct. på råvarebørserne siden 2022, men samtidig er steget med 32 pct. i supermarkederne i samme periode? Hvorfor er det, regeringen sidder på hænderne og ikke handler over for det her?

Erhvervsministeren.

Der er ikke nogen, der sidder på hænderne, hr. Pelle Dragsted. Regeringen handler, og jeg forsøger bare at få hr. Pelle Dragsted til at indrømme konsekvenserne af Enhedslistens egen politik. En sosu-medarbejder, der bor på Amager, og som har en lille bil og gerne vil parkere, når hun kommer hjem fra arbejde i Rødovre eller Herlev, kan se frem til at skulle betale 12.000 kr. for en parkeringslicens. Det passer, det er Enhedslistens eget forslag. Og hvis Enhedslisten gennemfører forslaget om, at man vil sætte den kommunale skattebetaling, altså skattesatsen, fri, hvem er det så, der kommer til at betale for det her, hr. Pelle Dragsted? Det er jo nok den selv samme sosu-medarbejder, som får sværere ved at fylde kurven op i Netto. Regeringen har handlet. Vi har sørget for, at almindelige lønmodtagerfamilier får 30.000 kr. mere imellem hænderne næste år.

Tak for det. Så er det hr. Pelle Dragsted.

Nu skal man nok ikke tage æren for, hvad lønmodtagerne har forhandlet i overenskomsterne. Men det er jo helt tydeligt, at jeg rammer et ømt punkt her, for erhvervsministeren ved godt, at erhvervsministeren har sovet i timen. Vi hører, at man vil se på og man vil dykke ned i . Det er den sang, vi har hørt i flere år, hver gang jeg har haft erhvervsministeren hernede, og imens står danskerne nede i supermarkedet og skal betale overpriser for mad, fordi der er nogle, der sidder et sted og spekulerer og tjener boksen på at gøre det dyrere at være dansker. Andre regeringer har kunnet handlet. Der er blevet forhandlet f.eks. i Frankrig om nogle maksimumpriser på centrale fødevarer. I Sverige er supermarkedskæderne blev indkaldt til forklarings- og skældudmøder, men herhjemme er det, som om man bare stryger den her branche med hårene. Nu er man så ved at dykke ned i noget og skal kigge på noget. Hvornår kommer der en handling, så danskerne oplever, at regeringen faktisk stiller sig på deres side? Vi skal nok have et folketingsvalg, før der sker noget.

Erhvervsministeren.

Regeringen er på danskernes side, og det er regeringen, fordi vi jo rent faktisk handler. Det kan godt være, at hr. Pelle Dragsted ikke vil anerkende, at vi gør det, og det kan være svært, når man kører den plade, som hr. Pelle Dragsted kører, men det gør vi faktisk. Vi ser på, hvad det er, der er årsagerne til det. De selv samme undersøgelser har man lavet i andre lande. Vi har været i gang tidligere, nu er vi i gang igen, og så handler vi ved at sikre, at almindelige lønmodtagere, pensionister og modtagere af ældrecheck får flere penge mellem hænderne, således at det trods alt bliver nemmere at få hverdagen til at hænge sammen. Det betyder ikke, at vi ikke anerkender, at der er et problem. Der er et problem, og det skal vi have gjort noget ved. Regeringen handler nu. Men jeg kan bare konstatere, at det, vi kan se af Enhedslistens egen politik, er, at hvor regeringen vil gøre hverdagen nemmere for almindelige lønmodtagere, vil Enhedslisten gøre den dyrere for almindelige lønmodtagere.

Tak for det. Det afslutter spørgsmålet, og vi siger tak til hr. Pelle Dragsted fra Enhedslisten og tak til erhvervsministeren. Jeg byder nu velkommen til miljøministeren og til hr. Claus Jørgensen fra Socialistisk Folkeparti, som stiller spørgsmålet.

Værsgo.

Tak for det, og tak til ministeren for, i dag. Jeg stiller spørgsmålet: Vil regeringen indføre et dansk forbud mod eksport af sprøjtemidler, som det er forbudt at anvende i EU?

Miljøministeren.

Jeg mener, at vi har en politisk og moralsk forpligtelse til at beskytte menneskers sundhed og miljøet, ikke bare i Danmark, men i hele EU og faktisk også globalt. Derfor er der for mig ingen tvivl om, at vi ikke skal bidrage til, at mennesker og miljøet i lande uden for EU udsættes for farlige stoffer, som vi ikke vil tillade bliver brugt herhjemme eller i Europa. Derfor arbejder jeg og den danske regering for et eksportforbud i EU, så det bliver forbudt at eksportere sprøjtemidler, der er blevet forbudt i EU, til lande uden for EU. Min holdning er klar: Hverken produktion eller eksport af EU-forbudte sprøjtemidler hører nogen steder hjemme. Hvordan ser det så ud i forhold til det spørgsmål, der her bliver stillet fra SF, om, hvorvidt man skulle lave et nationalt forbud? Der er mig bekendt to lande, der har gjort det, nemlig Belgien og Frankrig. Det, vi desværre kan konstatere, er, at der er gigantiske huller i sådan et forbud. Det har mere karakter af symbollovgivning, for man kan jo bare producere det og køre det til et naboland i EU og så eksportere derfra, og det er sådan set også det, der sker. Derfor er der meget kritik, der går på, at det her nationale forbud er uden effekt. Derfor er der kun en vej, og det er et EU-forbud, og det har vi fra dansk side løftet sammen med andre lande over for Europa-Kommissionen. Jeg kan konstatere, at EU's miljøkommissær deler den her bekymring og har oplyst os om, at Kommissionen er ved at undersøge, hvilke muligheder der er for at regulere området, og det fremgår ikke kun mundtligt, men også skriftligt af Kommissionens »En vision for landbrug og fødevarer«, som udkom i februar i år. Så hvis det her skal have en effekt, er EU-vejen den eneste vej at gå. Ellers er der for store smuthuller.

Hr. Claus Jørgensen.

Tak for det svar. Altså, det drejer sig jo om en sag, som vi har snakket om i årevis. Der er blevet stillet andre spørgsmål om, hvorfor vi ikke forbyder det i Danmark, og det er jo, fordi det er en række pesticider, som vi har forbudt, fordi de er sundhedsskadelige og kan være miljøbelastende, og de bliver produceret her i Danmark. Stofferne bliver koblet til øget risiko for kræft, dårligere immunforsvar, skader på hjernen og nerverne og problemer med at få børn. Så det er jo nogle stoffer, som vi ikke vil have, og derfor har vi så også forbudt dem i EU. Problemet er jo så bare, at bivirkningerne ikke forsvinder, fordi vi holder op med at bruge dem i EU. Så længe vi eksporterer dem, går det ud over nogle andre mennesker. Det andet, der er med det her, er jo, at giften kommer tilbage til os, for den bliver jo brugt i lande, som vi importerer varer fra, og dermed finder vi så pesticidrester i det frugt og grønt, som vi importerer. Danmark har jo notorisk været et foregangsland på kemiområdet, og det synes jeg vi skal blive ved med at være, og det ved jeg at ministeren også deler at vi skal være. Vi har forbudt parabener i produkter til børn, og vi har forbudt ftalater og andre kemiske stoffer. Dem er vi som land gået foran og har forbudt. Vi har endda forbudt nogle PFAS-stoffer i nogle af de produkter, vi har. Nu siger ministeren, at vi har en politisk og moralsk forpligtelse til at beskytte menneskers sundhed osv. Hvorfor kan vi ikke her gå foran som land, når vi har gjort det på andre områder? Nu sagde ministeren det her med, at det kan blive eksporteret til nogle lande, og dermed kan det smutte videre til et andet land derfra – kunne vi have et fremstillingsforbud? Kunne vi sige, at man i Danmark ikke længere må producere de her sprøjtemidler?

Ministeren.

Det er jo netop det, der er problemet, altså at hvis vi forbyder eksport til lande uden for EU, hvor de her sprøjtemidler er tilladt – og hvis vi skal være helt ærlige, er det jo typisk lande, der har en lav regulering og en lav forbrugersikkerhed og medarbejdersikkerhed; det er lande i den tredje verden, som ikke har de skrappe regler, som vi har i EU og dermed også i Danmark – så er det altså bare og putte det på en lastbil og køre det syd for grænsen eller lidt længere væk til et andet EU-land, og så kan man eksportere derfra, fra en anden europæisk havn. Derfor vil det være et slag i luften, og det vil ikke forbedre sikkerheden på nogen som helst måde.

Spørgeren.

Så prøver jeg lige at spørge igen: Kunne vi gøre det, at vi forbød at fremstille stofferne i Danmark? Det vil sige, at du så ikke kan eksportere det fra Danmark, hvis du ikke må lave det. Det kunne jo være en måde at gøre det på. Så nævnte ministeren også, at EU arbejder på det. Det har EU så også gjort under den forrige miljøminister. Hvornår er der udsigt til, at der sker noget? Og hvad har ministeren konkret gjort for at få gang i den her sag? For vi udsætter mennesker og naturen for de her stoffer andre steder, og vi snakker altså om stoffer, som har været forbudt her i EU i op til 17 år.

Ministeren.

Med hensyn til det første spørgsmål om, hvorvidt man så kan forbyde fremstillingen af det: Det kan man ikke i forhold til de EU-regler, der er. Det, det handler om, og det, vi kan gøre, er jo at stille de tidssvarende og skrappe krav til udledningerne, og det vil sige, hvad der kommer ud af den produktion, der er. Der må man jo også bare sige, at der er en række virksomheder, som har nogle meget, meget gamle og helt forældede udledningstilladelser, og det er vi i gang med at rette op på. Vi har nedsat en arbejdsgruppe, en taskforce, i Miljøstyrelsen til netop det, og de er i gang med at stramme op og komme med nye, reviderede og opstrammede udledningstilladelser til de her virksomheder.

Hr. Claus Jørgensen med et afsluttende spørgsmål.

Ja, det var netop det, der var mit sidste spørgsmål. For i Danmark drejer det sig om få, hvis ikke enkelte, virksomheder, når det kommer til de her sprøjtegifte, og så vidt jeg er orienteret, bliver der udledt op til 17 forskellige af de her forbudte sprøjtegifte, og det kunne vi jo så netop gå ind og gøre noget ved. Men jeg synes i forhold til det her med at sige, at vi ikke kan gå foran, at det har vi gjort før. Også når EU har sagt, at det må vi ikke, så er vi gået foran og har udfordret EU og sagt, at så må I jo tage det til retten og sige, at I skal have lov til at producere de her giftige kemikalier, sprøjtegifte. Så vil ministeren ikke være med på, at vi i Danmark her også rykker op forrest i bussen og laver et nationalt forbud?

Ministeren.

Jeg vil sige, at det, vi i Danmark helt konkret har gjort, er, at vi for under et år siden sendte et brev om netop et EU-forbud. Jeg var initiativtager sammen med miljøministrene fra Frankrig, Nederlandene, Østrig, Luxembourg, Sverige og Norge – Norge er jo associeret, og det vil sige, at Norge her også er omfattet af EU's regler, det er den rigtige betegnelse – for netop at lægge et pres. Så vi står ikke alene. Men læg mærke til, at franskmændene også har brug for et EU-forbud, for deres nationale forbud er gennemhullet og ikke effektfuldt nok. Så nu ser vi, hvad der kommer fra EU, og jeg er ikke afvisende over for at tage nogle nationale skridt. Men det er EU-sporet, som vil have den reelle effekt på det, vi begge to ønsker, nemlig et stop for produktionen og dermed også eksporten af de her sprøjtemidler, som er forbudt af en årsag.

Det afslutter spørgsmålet, og vi siger tak til hr. Claus Jørgensen fra Socialistisk Folkeparti. Det næste spørgsmål er ligeledes til miljøministeren, og det bliver stillet af hr. Søren Egge Rasmussen fra Enhedslisten.

Værsgo.

Tak. Mener ministeren, at det er foreneligt med ambitionerne for Naturpark Svanegrund – Danmarks største naturpark – at der er fem havbrug i Horsens Fjord, som ikke kan opnå nye tilladelser, fordi de tilsammen har en negativ påvirkning på Natura 2000-området i Horsens Fjord?

Miljøministeren.

Først vil jeg ganske kort om naturparken sige, at det er et lokalt initiativ, som jeg bakker helhjertet op om. Det er fremragende godt, at man lokalt går ind for at styrke naturen og også har fonde til at være med, sådan som jeg er orienteret. Så er der en bekymring, og det er det, spørgsmålet handler om — lad os bare gå til det med det samme — i forhold til havdambrugene. Der skal ikke være nogen tvivl om, at havdambrug som alle andre virksomheder skal operere på et lovligt og miljømæssigt forsvarligt grundlag. Der er i havbrugenes tilladelser fastsat grænser for, hvor meget kvælstof og fosfor de må udlede, og som spørgeren ved, indgår udledningerne derfor også i de samlede beregninger i vandområdeplanerne. Der er pr. januar i år trådt skærpede tilsynsregler i kraft for de danske havdambrug. Miljøstyrelsen arbejder målrettet på at få alle gennemgange og tilladelser til havbrug på plads, og jeg har fået oplyst fra Miljøstyrelsen, at de forventer, i forhold til den nuværende vurdering, at alle havbrug vil have færdigbehandlede sager med udgangen af 2027. Det har også taget lang tid. Miljøstyrelsens sagsbehandling vedrørende de fem havdambrug i og ved Horsens Fjord, som der bliver spurgt til, pågår helt konkret netop nu i Miljøstyrelsen, og jeg har fået oplyst, at habitatkonsekvensrapporterne for de fem havbrug i og ved Horsens Fjord viser, at skade ikke kan udelukkes i kumulation, men at havdambrugene enkeltvis uden for enhver tvivl ikke fører til en varig skade på Natura 2000-området. Det er på den baggrund, at tre af havdambrugene har ansøgt om at få lov til at flytte længere væk fra Natura 2000-områderne hen til de to øvrige havdambrug i området, der altså ligger længere væk fra det her område. Det er en ansøgning, som Miljøstyrelsen behandler netop for at vurdere, hvad en sådan flytning vil betyde miljømæssigt.

Spørgeren.

Jeg synes, det er lidt pinligt, når man ligesom er kommet frem til, at der tilbage i 2019 kom sådan nogle udtalelser fra Kammeradvokaten, hvor der blev gjort opmærksom på, at tilladelserne ikke var i orden for de her havbrug. Så overgik opgaven til Miljøstyrelsen, som så er i gang med et ufattelig langsomt arbejde, mens den der havbrugsproduktion kan fortsætte uændret. Man arbejder så på en løsning i 2027. Det vil sige, at grundlaget for den produktion så ikke har været i orden i 8 år ifølge Kammeradvokaten. Hvis man så ser på de gamle tilladelser, der blev givet, udløb de for nogle af de her havbrugs vedkommende i 2004. Så er vi her godt 20 år efter, og de har bare kunnet producere og forurene vores vandmiljø. Og det her er jo ikke småting. De her havbrug i Horsens Fjord udleder 40 t kvælstof om året. Det svarer sådan set til, at vi havde et bysamfund på omkring 8.000 mennesker, som ikke fik renset deres spildevand, men ledte det direkte ud i vores havmiljø. Det er bare på kvælstofsiden. Så er der jo også fosforforurening, fiskelort, kobber og rester af antibiotika. Det kan ikke fortsætte. Ministeren siger, at det er godt med et lokalt initiativ og opbakning til det, men vi har jo at gøre med Naturpark Svanegrund, som har et mål om at genskabe biodiversitet i det, vi kalder det østjyske øhav, altså hele området mellem kystkommunerne Horsens, Odder, Samsø og Hedensted. Det er altså et spørgsmål om at arbejde med naturgenopretning, et blåt friluftsliv og formidling af resultater. Nu refererer ministeren til, hvad der er i proces, men jeg kunne godt tænke mig igen at høre, om ministeren mener, at det er foreneligt med ambitionerne for sådan en naturpark, at de her havbrug kan fortsætte uændret med den punktforurening, de laver ude i vores vandmiljø.

Ministeren.

Nu havde vi jo et længere samråd om præcis godkendelsen og sagsbehandlingen af de her danske havbrug. Noget af det, som jeg kunne fortælle udvalget om, var jo, at en del af de her sager er blevet påklaget, og der er i vores retssamfund mulighed for at påklage, og der er retssager på vej fra havbrugene og formentlig også fra andre; jeg er ikke helt opdateret, i forhold til præcis hvordan den status er. Der er ingen anden besked til Miljøstyrelsen end: Gør det grundigt, gør det ordentligt, men gør det hurtigt. Men de er jo nødt til at afvente afgørelserne fra de retsinstanser. Vi skal jo selvfølgelig også her i Folketingssalen respektere den lovgivning, vi har.

Hr. Søren Egge Rasmussen.

Ja, så Kammeradvokaten kan komme i 2019 og sige, at det der er helt galt. Så har vi så myndigheder, som skal varetage miljøets interesser, og som så 8 år senere kan komme frem til en eller anden anbefaling til det politiske niveau. Jeg synes ærlig talt, det her er for ringe. Det er jo en miljøminister, som tidligere har givet sig selv titlen havets minister. Hvordan synes havets minister at det her harmonerer ? Man kan da ikke bare gemme sig bag ved det, at vi er et retssamfund. Man er da nødt til at se på den her massive forurening med kvælstof ude i vores havmiljø. Er det her noget, som er foreneligt med, hvad der foregår i den grønne trepart?

Ministeren.

Ja, det er foreneligt, for den udledning, der er fra havbrugene, er indregnet i vores vandområdeplaner. Så derfor er den kvælstofudledning, der er, indregnet. Men netop nu foregår der retssager i Østre Landsret. Sagen ligger foran Østre Landsret. Det kan godt være, det lyder godt på sociale medier eller her i Folketingssalen at kritisere en minister for, at han ikke ligesom kører videre med det, fordi han er havets minister og er optaget af, at havet skal have det godt. Men i Danmark er det altså sådan, at når en sag afventer en afgørelse i en retsinstans – og det er altså Østre Landsret, vi taler om her – så kan jeg ikke, jeg må ikke, jeg skal ikke, og jeg bør heller ikke, men jeg har heller ikke mulighed for bare at køre videre og beordre myndighederne til at lave afgørelser, på trods af at der er en sag, der er i gang.

Tak for det. Hr. Søren Egge Rasmussen med et afsluttende spørgsmål. Værsgo.

Det er jo korrekt, at havbrugenes forurening er indregnet i opgørelserne, men det er jo fuldstændig tudetosset, at man ikke har taget initiativ til at gøre noget ved, at fuldstændig urenset forurening fra havbrugene kan blive ved med at pøses ud i vores havmiljø, samtidig med at landbruget skal piske rundt og finde små besparelser. Vi har jo lavbundsprojekter, som måske giver 2 t i reduktioner, og samtidig kan man kigge ud på de der havbrug, som udleder 40 t kvælstof i forurening ud i vores havmiljø. Kan ministeren ikke se, at det er totalt uholdbart, at man fortsætter på den her måde?

Ministeren.

Som jeg også nævnte på samrådet, har vi udover den retssag, som altså kører i øjeblikket, ret til at indbringe sager for domstolene; det har man ret til i Danmark. Den retssag er vi nødt til at afvente. Så har vi også bedt Kammeradvokaten om at vurdere præcis det spørgsmål, som jeg mener hr. Søren Egge Rasmussen cirkler om her, nemlig: Kan man have en ret til at have havbrug liggende steder, hvor vi har dårlig økologisk tilstand, hvad det jo så vil være, og hvad vil det betyde i forhold til de tilladelser, som ligger? Så snart der er en afgørelse om dette fra Kammeradvokaten, vil jeg orientere Folketinget om, hvad det så vil betyde for vores næste skridt.

Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til hr. Søren Egge Rasmussen fra Enhedslisten. Det næste spørgsmål er ligeledes til miljøministeren. Jeg byder velkommen til hr. Hans Kristian Skibby fra Danmarksdemokraterne, som stiller spørgsmålet.

Værsgo.

Tak, hr. formand. Hvad er ministerens holdning til den nye emballageafgift, der trådte i kraft den 1. oktober, og som volder erhvervsvirksomheder administrativt bøvl og ekstra udgifter, og som i sidste ende vælter højere priser over på landets forbrugere, og hvad vil ministeren konkret gøre for at afhjælpe konsekvenserne?

Miljøministeren.

Mange tak for det spørgsmål. Det udvidede producentansvar for emballage, som det hedder, er et EU-krav, som flytter omkostninger til indsamling og håndtering af emballageaffald fra borgerne til producenterne. Sådan en ordning giver selvfølgelig virksomhederne et incitament til at reducere mængden af emballageaffald og gøre emballagen mere genanvendelig og dermed også gøre affaldshåndteringen billigere, og også grønnere, for alle i Danmark. Det er korrekt, at der er regninger, der er for høje for virksomhederne i den her fase, og det er derfor, regeringen den 11. september besluttede en række tiltag for at gøre det billigere og enklere for virksomhederne. Vi har bl.a. reduceret virksomhedernes gebyr til kommunerne og opdelt det i rater, så det ikke kommer over det niveau, som var forventet, da vi indgik den politiske aftale for 4 år siden. Og vi er i fuld gang med yderligere initiativer for at bringe omkostningerne ned. Hvad har vi så konkret gjort? Konkret har vi ændret emballagebekendtgørelsen, som trådte i kraft den 1. oktober 2025. Det betyder, at gebyrer bliver beregnet på samme måde i alle kommuner, så der er gennemsigtighed, og at prisen for glas – det er især det, der har været problemet – falder. For at afhjælpe virksomhederne og også lette presset på priserne har vi besluttet at afskaffe den volumenbaserede emballageafgift hele næste år og året efter svarende til 0,25 mia. kr. i lempelse for virksomhederne, som jo så også vil være en lempelse i forhold til forbrugernes priser. Endelig nedsætter vi administrationsudgifterne i Miljøstyrelsen og hos Dansk Producentansvar. Vi er i gang med at gennemgå, om der er yderligere elementer, som kan nedbringe opkrævningerne og gøre dem mere gennemsigtige.

Tak. Spørgeren.

Tak. Og tak for ministerens besvarelse. Der var sådan set ikke noget nyt i det. Jeg er helt med på, at man har gjort en række tiltag i forhold til gebyrstrukturerne i det her, men omvendt må man jo sige, at der, hvor skoen i hvert fald trykker hos rigtig, rigtig mange af de især mindre danske erhvervsdrivende, er jo på den administrative del, som følger med den nye lovgivning. Det er ikke så meget taksten i forhold til et syltetøjsglas; det er mere, hvad det koster at have folk ansat til at gennemføre alle de her nye administrative processer, som man bliver tvunget til via EU's nye emballagedirektiv, og som ministeren jo har ansvaret for at få implementeret i Danmark. Jeg har eksempelvis læst om Kenneth Nielsen fra Haslev, som har en ginforretning. Han har nu valget mellem at lukke den ene del af sin virksomhed eller lukke den anden del af sin virksomhed. Han har en virksomhed, der sælger gin, og hvor han både destillerer den og har en webshop. Nu er det sådan, at han er nødt til at lukke sin webshop, fordi de administrative byrder simpelt hen er overvældende i forhold til den omsætning, der er. Det er i 100.000-kronersklassen, og der skal ansættes en til medarbejder. Man skal lave fordeling af emballagetyper og foretage vægtkontrol; man skal beskrive forskellige proptyper til flasker; man skal også beskrive de forskellige typer af flasker; og man skal veje de etiketter, der er monteret på flaskerne, og så skal man regne ud, hvad én etiket vejer, og så skal man gange med et eller andet antal tusinde, og så får man så og så mange etiketter. Det er jo alt sammen nogle ting, som giver nogle store administrative byrder oven i den afgift, som der jo ligger i selve emballageafgiften. Det derfor, jeg spørger ministeren, om man ikke godt kan se, at det her er en implementering ud over almindelig sund fornuft, fordi man lægger så stor en regning hos virksomhederne i detailleddet, som gør, at de simpelt hen står over for enten at skulle lukke eller også skulle finansiere yderligere administrativt bøvl og ballade.

Ministeren.

Jo, det kan jeg sagtens se. Som jeg lige hørte oplæsningen her af problemstillingerne, er der en række af dem, som lyder, som om det er krav, der er kommet på via implementering, fra forskellige organisationer, som ikke kan findes i Miljøstyrelsens krav. Vi har både lempelse og helt friholdelse af de her krav, hvis det er en lille virksomhed. Jeg har også godt hørt, at man nogle steder har den opfattelse, at man skal dampe etiketterne af og veje dem, som det blev nævnt her, eller opgøre forskellige korktyper, som det også blev nævnt her. De ting skal vi have elimineret . Det vil jeg meget gerne se på, for der er ingen grund – ingen – til sådan et kafkask mareridt. Det er det modsatte, vi skal have.

Spørgeren.

Tak. Jeg synes jo bare godt, at man som danmarksdemokrat kan tillade sig at undre sig over, at man nu fra ministerens side siger, at de her ting skal man have styr på, al den stund at tingene allerede er spundet ud i vild praksis ude i virkeligheden uden for Christiansborg. Det er jo, fordi nogle af de her virksomheder har over otte tons emballage, og det får man jo relativt hurtigt, når man eksempelvis har med gin på glasflasker at gøre, for glasflasker vejer meget mere, end et papbæger fra McDonal's gør. Sådan er det jo bare, og det er meget svært at navigere rundt i. Men det drejer sig jo ikke kun om Ken Nielsen. Vi har jo også vinhandleren her fra Aabenraa, som er i nøjagtig samme situation ...

Jeg er i gang med at give ministeren ordet. (Hans Kristian Skibby (DD): Ja, det er så også i orden). Værsgo.

Tak. Ja, det er det. Det, vi systematisk gør, når der kommer sådan nogle henvendelser fra enten en ordfører eller fra virksomheder, der skriver direkte til os, er, at vi går det minutiøst igennem. Det er et stort arbejde, fordi der er en del af de krav, som man har fået at vide fra Dansk Producentansvar eller fra en brancheorganisation at man er underlagt, hvor vi kan sige, at det altså ikke er det, der er kravet. Der er noget, der tyder på, at der er noget overimplementering i det her finmaskede danske samfund, og det skal vi have væk. Det er den indsats, vi er i gang med nu, samtidigt med de andre ting jeg nævnte i mit indledende svar.

Spørgeren for en afslutning.

Tak. Claus' bageri er ramt af en voldsom afgift. Han udtaler, at det er et administrativt helvede – det ord må man vel godt bruge, når det er fra tredjepart. Lines lille spiritusvirksomhed er ramt af voldsom afgift, citat: »Min forretning styrter sammen«. Synes ministeren ikke godt, at man kan retfærdiggøre, at de her ting burde være afklaret i forhold til processerne omkring, hvordan man skal pinde rundt i, hvilke etiketter man har, og hvad de vejer, hvilke typer korkpropper man har osv., inden man implementerer loven ude i praksis og lægger en masse byrder på den enkelte virksomhed?

Ministeren til et afsluttende svar.

Jeg har også hørt de her historier om sådanne helt groteske, næsten kafkaske ting om, at man skal netop dampe etiketten af og prøve at veje den, når man har importeret en flaske gin, som var et af eksemplerne her. Det kan også være bæreposer og sådan noget. Når jeg så hører om de her eksempler, gør jeg det, at enten jeg selv eller min medarbejder forsøger at få kontakt med de konkrete virksomheder og formidler kontakten til Miljøstyrelsen for at være helt sikker på, hvad det er, der reelt stilles af krav, og hvad det er, det blevet til i den overordnede implementering. Der vil jeg bare sige, at det arbejde har vi fuld, fuld tryk på. Det er ikke tilfredsstillende i dag, men vi skal selvfølgelig være et sted, hvor vi kan hjælpe de virksomheder med at komme igennem de her regler, uden at de skal få det der kafkaske mareridt.

Tak til miljøministeren, og tak til hr. Hans Kristian Skibby, Danmarksdemokraterne. Næste spørgsmål er til ministeren for ligestilling og er stillet af fru Astrid Carøe, SF, der nu får ordet til oplæsning af spørgsmålet.

Fru Astrid Carøe får ordet til oplæsning af spørgsmålet.

Tak til ligestillingsministeren for at møde op. Jeg læser spørgsmålet op: Vil ministeren være med til at prioritere, at der gøres mere for kvinder, som oplever gener og komplikationer efter fødslen – såsom nedsunket underliv, bækkenproblemer, delte mavemuskler, bristninger og inkontinens – og som i dag alt for ofte står uden hjælp, f.eks. ved at arbejde for landsdækkende efterfødselsklinikker, så alle kvinder uanset bopæl kan få adgang til den nødvendige behandling og genoptræning?

Ministeren.

Først vil jeg komme med nogle tal. 80 pct. af de førstegangsfødende får en bristning i forbindelse med fødslen og bliver syet, og nedsunket underliv rammer op mod 50 pct. af alle kvinder, som har født. Vi ved også, at mange kvinder oplever andre fysiske, men også psykiske gener efter en fødsel, som nogle gange påvirker trivslen meget, meget voldsomt. Gennem tiden har der nok eksisteret nogle særlige spilleregler for, hvad kvinder sådan skal udholde, når det kommer til graviditet og fødsel og komplikationer efter en fødsel, men hvorfor skal man acceptere forringet livskvalitet på grund af en fødsel? Det er ikke tilfredsstillende, at fødselskomplikationer, som der nævnes her, bare skal være en naturlig del, sådan som det har været tidligere, og noget, man bare skal leve med, når der findes hjælp derude. Jeg enig i, at vi skal have mere fokus på både de gener og de komplikationer, som kvinder kan have efter en fødsel, og jeg er også enig i, at det kan være et tabu, men det tabu må vi have nedbrudt, og det første skridt er jo at tage det alvorligt. Jeg ved, at der kommer en diskussion her i Folketingssalen i december måned netop om efterfødselsklinikker, som er et af de forslag, der er. Det med klinikstrukturen i Danmark skal man selvfølgelig tage med sundhedsministeren, men jeg vil sige, at generelt er det vigtigt for mig og for regeringen at prioritere kvinders sundhed. Det er ikke kun noget, vi taler om, når vi er her i Folketingssalen eller holder taler. Det er noget, vi følger op med konkret handling, og vi har i vores oplæg til forskningsreserven lagt op til at afsætte 160 mio. kr. til at etablere et nationalt center for forskning i kvinders sundhed. Det er virkelig noget, der har været efterspurgt i lang tid, og det er den første systemiske investering fra samfundets side i noget, som vi har overset, og som vi skal gøre bedre.

Spørgeren.

Tak for det. Hvert år føder omkring 60.000 kvinder i Danmark, men lige så snart babyen kommer til verden, er mor og hendes krop på en eller anden måde ikke længere en prioritet for sundhedssystemet. Der er et 8-ugerstjek hos den praktiserende læge, hvis man kommer til det, midt i alt det andet, der foregår, når man lige er blevet forældre, og tit hører vi fra kvinder, at det bare handler om prævention, eller om man har fået et fungerende sexliv op at køre igen. Ministeren nævner også de her tal. 80 pct. af førstegangsfødende brister, 40 pct. er inkontinente et år efter fødslen, og 33 pct. har adskillelse af lige mavemuskler et år efter fødslen. Altså, det er sådan ret livskvalitetsnedsættende ting, ret lang tid efter at kvinderne har født. Jeg er meget glad for, at ministeren ser positivt på, at vi skal snakke om de her ting, og jeg er også enig i, at der i de her år, fordi der er mange modige kvinder, der har stået frem, bliver nedbrudt tabuer om, hvad man skal finde sig i, efter man har født. Jeg er også meget, meget begejstret for, at regeringen har valgt at sætte en masse penge af til at forske i kvinders sundhed, men her er der jo faktisk nogle tal, vi kender, og der er faktisk også en del af det, som kunne behandles i morgen, hvis vi havde lyst, og hvis vi fik flere kvinder ind i systemet. Desværre hører jeg ikke en tilkendegivelse fra ministeren om, hvad man konkret vil gøre ved, at så mange kvinder oplever det her, andet end en tilkendegivelse af, at det selvfølgelig ikke er acceptabelt, og at der skal være mere fokus på det. Så mit spørgsmål vil i første omgang nok bare være, om ministeren har nogle konkrete bud på tiltag. Én ting kunne være efterfødselsklinikker, men det kunne også være andre ting, vi kunne gøre for at sikre, at færre kvinder får så mange gener så relativt lang tid efter den fødsel, de har været gennem.

Ministeren.

Altså, hvad kan vi gøre fra samfundets side ud over at se på, hvordan sundhedsvæsenet skal indrettes? Selv om jeg er tidligere sundhedsminister, har vi jo en ressortfordeling, så det er den nuværende sundhedsminister, som skal svare på spørgsmålet om præcis klinikstrukturen i Danmark. Men når vi har fremlagt et forslag om at prioritere et nyt nationalt center til forskning i kvinders sundhed, handler det jo ikke kun om den grundlæggende forskning. Det handler også om, hvad der helt konkret virker, hvordan vi får bedre og hurtigere diagnosticering, og hvordan vi får bedre og hurtigere systematisk opfølgning for de kvinder. Vi kender tallene, men vi skal vide, hvad det er, der virker, så det kan implementeres en til en i vores sundhedsvæsen.

Spørgeren.

Det synes jeg jo er virkelig positivt fra ministerens side, men igen må jeg bare sige, at jeg meget håber, at når vi når frem til førstebehandlingen af det her borgerforslag, som netop drejer sig om efterfødselsklinikker, så kan regeringen komme lidt tættere på, hvad man konkret vil gøre ud over at bidrage med tilkendegivelser og forskning. For det handler altså om kvinder her og nu, og det er hvert år 60.000, der føder, og det her har store konsekvenser. Der er 20 pct., der får kejsersnit. Man får tilbudt genoptræning efter rigtig mange andre operationer i Danmark, men når man får et kejsersnit, bliver man bare sendt ud på gaden igen bagefter, når man er færdig med at få smertestillende medicin.

Ministeren.

Men det er jo ikke korrekt, og der findes meget forskning både om, hvad det betyder, når man har fødselsforberedelse i store hold i forhold til i små hold, og hvor vigtigt det er, at man har noget personale, man kender, undervejs. Det er umuligt at planlægge det hele fuldstændigt, men det er vigtigt, at vi gør, så meget vi kan fra samfundets side, og også at selve fødslen og den efterfølgende samtale – der er jo vendt op og ned på alt – også foregår i trygge rammer uden fuldstændig stress og jag på fødegangene, sådan som det var tidligere. Det har vi fået meget mere styr på i de senere år med meget store investeringer, som vi har lavet, også sammen med spørgerens parti. Det skal vi så bygge videre på til også at omfatte strukturelle tilbud i månederne efter en fødsel.

Spørgeren for et afsluttende spørgsmål.

Jeg synes, det lyder virkelig spændende med nogle strukturelle tilbud i månederne efter fødslen, og jeg vil bare glæde mig meget til at fortsætte diskussionen med ministeren og håber, at regeringen kunne være åben for at sætte nogle penge af til, at vi kan få oprettet de her efterfødselsklinikker, sådan at det netop bliver systematisk. Man har gjort det i København med ret stor succes og relativt nemt, tror jeg, og også relativt billigt, i forhold til hvor meget det koster samfundet, at de her kvinder oplever mindsket livskvalitet og i øvrigt har dage, de ikke kan gå på arbejde osv. Så jeg tror, der er meget hente både for den enkelte og for samfundet. Jeg glæder mig til den fortsatte dialog om det her.

Ministeren for en afsluttende kommentar.

Nu kommer spørgeren selv ind på samfundsøkonomien i den her diskussion, og jeg er hundrede procent overbevist om, at der er en meget, meget fornuftig samfundsøkonomi i det, men det er jo ikke derfor, vi står her. Vi står her for at drøfte, om det er rimeligt, og om det er et samfund vi skal have. Det ved jeg også godt er det, der er hele begrundelsen for spørgsmålet. Det er jo en tid og i øvrigt en tid i hele den vestlige verden, hvor vi har faldende fødselstal, og der skal vi give de nye familier den bedst mulige start og de nybagte mødre den bedst mulige start. Der er vi jo ikke nu, men vi er et bedre sted end for bare 5 år siden, og vi skal videre ad den vej.

Tak, og det afslutter spørgsmålet. Tak til ministeren for ligestilling, og tak til fru Astrid Carøe, SF. Næste spørgsmål er til skatteministeren og er stillet af hr. Hans Kristian Skibby, Danmarksdemokraterne.

Værsgo.

Tak, hr. formand. Hvad er ministerens holdning til, at danske vognmænd og transportvirksomheder nu tanker diesel i Sverige i stedet for i Danmark på grund af den forhøjede dieselafgift og indførelse af godstransportafgift, begge dele pr. januar 2025, med det resultat, at statskassen står til at miste over 0,5 mia. kr. årligt, og mener ministeren, at en forhøjet brændstofafgift og indførelse af en godstransportafgift har været fornuftig?

Ministeren.

Tak for det spørgsmål. Lad mig starte med at slå fast, at både den højere dieselafgift og den nye vejafgift for lastbiler vil være med til at gøre vejtransporten grønnere. Jeg mener, at det er sund fornuft at lægge afgifter på det, vi vil have mindre af, i den her sammenhæng CO 2 -udledning. Det er også baggrunden for, at regeringen indgik en bred politisk aftale med en række af Folketingets partier, SF, Konservative, Enhedslisten og Radikale, om at hæve dieselafgiften med 50 øre pr. liter fra den 1. januar i år. Dieselafgiften er netop målrettet CO 2 -udledningerne, og samtidig blev der aftalt kompenserende tiltag for husstande og erhvervsliv. Det var i den forbindelse en velkendt forudsætning, at grænsehandelen ville stige, særlig mod Sverige, hvor diesel er billigere. Det kan i øvrigt bemærkes, at man i sagens natur ikke berøres af højere dieselafgift, hvis man har en elektrisk lastbil, og dermed er det her også med til at gøre skiftet fra diesel til el mere attraktivt. Den kilometerbaserede vejafgift for lastbiler indgik som et led i aftale om »Grøn omstilling af vejtransporten« mellem den daværende regering, Radikale, SF og Enhedslisten, og den konkrete afgiftsmodel er fastlagt med efterfølgende aftale om »Kilometerbaseret vejafgift for lastbiler«, hvor også Alternativet blev en del af aftalekredsen. Vejafgiften, som er indført fra i år og træder i stedet for den hidtidige vejbenyttelsesafgift, afhænger af, hvor langt lastbilen kører, og hvor meget CO 2 den udleder, herunder er vejafgiften lavere for elektriske lastbiler. Det er også med til at gøre vejtransporten grønnere. Derimod har vejafgiften ikke noget at gøre med, om lastbilerne tanker i Danmark eller Sverige. Vejafgiften skal betales for alle lastbiler, der kører på de danske veje. Det gælder, uanset om de er danske eller udenlandske, og uanset hvor de tanker. Både dieselafgiften og vejafgiften er et resultat af politiske aftaler, som er med til at gøre vejtransporten grønnere, og som bidrager til, at Danmark når sine klimamål.

Spørgeren.

Tak til skatteministeren for at svare på spørgsmålet. Det, der har været begrundelsen for at stille det her spørgsmål, er jo situationen sådan lidt groft set. Ministeren har jo ret i de politiske processer, der har været, og der har også været flertal for initiativer osv., men det ændrer ikke på, at man øger afgifterne i Danmark, samtidig med at de så ovenikøbet i Sverige sænker afgifterne på det samme. Det er jo det, der sådan set er tilfældet. Man har sænket brændstofafgifterne på den anden side af Øresund. Hvis man kigger på den måling, der er på, hvad priserne typisk er i dag, så er der altså 5 kr. at spare pr. liter benzin, hvis man tanker sin bil i Sverige. Hvis det så er diesel, som jo typisk nok er det, der ryger på lastbilerne – det er vi helt med på – er der så godt 2 kr. at spare pr. liter. Det er jo sådan, at hvis man tænker på, hvor mange kilometer en lastbil typisk kører, og hvor mange liter brændstof der skal til, er der et meget stort beløb at spare, hvis man har med godstrafik at gøre på kryds og tværs af Øresund i forhold til Danmark og Sverige, og i øvrigt også en del af Norge, hvor man måske vælger at køre igennem Sverige. Men det ændrer jo ikke på, at hvis man kigger på de tal, der kommer fra f.eks. OK, så forventer man jo, at 137 mio. l diesel ekstra vil blive købt i Sverige og puttet på lastbiler, som skal til Danmark. Det betyder, at man går glip af en grænsehandelsindtægt, som i stedet kan komme nogle leverandører på den anden side af Sundet til gode. Det er jo der, hvor vi i Danmarksdemokraterne synes, det er tudetosset, at man i den grad går ind og gør det dårligt at frekventere danske butikker og handelsstationer og gør det mere favorabelt at gå til udlandet. Det er alene på dieseldelen 580 mio. kr., og så er der også en masse, der køber benzinen derovre. Kan ministeren ikke godt se, at det er en mærkelig, besynderlig prioritering?

Ministeren.

Det er jo et indbygget dilemma, hver eneste gang vi diskuterer afgifter, ikke bare hvad det har af effekt i Danmark, men også hvad det har effekt, i forhold til om folk bevæger sig over grænsen. Vi har haft den modsatrettede effekt, f.eks. nu, når vi sænker en række afgifter på kaffe, chokolade osv. Det betyder så, at vi henter noget handel hjem. Nogle gange lægger vi jo afgifter på det, vi gerne vil have mindre af, og vi vil gerne gøre det mere attraktivt at investere i f.eks. en ellastbil, fordi den ikke forurener lige så meget, og derfor er det her greb på bordet. Samtidig har vi så vejafgiften, som skal betales af alle. Så det er selvfølgelig de balancer, vi hele tiden skal finde.

Spørgeren.

Det, jeg hører ministeren sige, er, at det her sådan set bare er nogle gynger og karruseller, og det synes jeg egentlig på en måde er lidt besynderligt, i forhold til at der jo også må være en afvejning af, om det her er til gavn for statskassen i Danmark eller ej. I Danmarksdemokraterne synes vi i hvert fald, det er underligt, at man bare sådan bevidstløst og nonchalant synes, at det er helt okay, at fortjenesten på 137 mio. l diesel og brændstof yderligere ryger ud af Danmark, og så mister vi så omkring 600 millioner danske kroner i vores statskasse. Det er sådan set der, skismaet er.

Ministeren.

Jeg anerkender til fulde dilemmaet. Med det, spørgeren sætter op, burde vi jo banke alle afgifter helt i bund og så hente alle de andre landes handel til Danmark. Men det vil jo så bare have nogle andre konsekvenser for sundhed, for miljø, for, hvor mange cigaretter der bliver røget. Det er jo alt sammen afvejninger, vi må finde, og det er et politisk ansvar at gøre det. Der er nogle helt særlige brede aftaler bag de her beslutninger, som har haft til hensigt bl.a. at gøre det attraktivt for noget af vores transport at flytte over på el, fordi vi ved, at det forurener mindre og det har nogle indbyggede dilemmaer i sig.

Spørgeren for et afsluttende spørgsmål.

Den ene side af sagen er jo, at vi vidste, dengang der var nogle, der lavede aftalen, at der ville være et fravalg af danske tankpositioner. Men omvendt har man også besluttet, at der fra den 1. januar skulle komme en yderligere afgift på 50 øre pr. liter købt diesel i Danmark plus moms. Det vil sige, at afgiften stiger med samlet set 62,5 øre fra 1. januar, også for folk, der tanker diesel på privatbiler. Hvorfor har man så valgt at prioritere, at den skulle stige, når man nu ved, at det giver mere grænsehandel?

Tak. Ministeren for det afsluttende svar.

Det er der, hvor jeg også i min indledende besvarelse siger, at der er blevet aftalt kompenserende tiltag for både husstande og erhvervslivet. Jeg mener, at vi politisk skal have de her dilemmaer ind på bordet, når vi træffer den her slags beslutninger. Vi kan meget med vores skatter og afgifter, bl.a. drive den grønne omstilling, og så skal vi have de dilemmaer ind på bordet, som det medfører. Det har været inde på bordet i den her sammenhæng, at hvis vi hæver noget i Danmark, vil det betyde, at der vil være noget mere, der ryger over grænsen. Det er det samme, for når vi sænker f.eks. kaffe- og chokoladeafgiften, henter vi noget hjem igen. De dilemmaer skal vi selvfølgelig have ind på bordet, når vi tager de her politiske beslutninger, og det har de også været i den her sammenhæng.

Det afslutter spørgsmålet. Tak til skatteministeren, og tak til hr. Hans Kristian Skibby, Danmarksdemokraterne. Næste spørgsmål er til børne- og undervisningsministeren og er stillet af hr. Sigurd Agersnap, SF, der nu får ordet til oplæsning af spørgsmålet.

Værgso.

Tak for ordet, formand. Jeg læser højt: Mener ministeren, at det er rimeligt, at elever med særlige behov, herunder elever med ordblindhed, skal søge om særlige vilkår for at få hjælp til hver enkelt prøve, de aflægger i folkeskolen?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Elever med funktionsnedsættelser, herunder ordblindhed, skal så vidt som overhovedet muligt kompenseres for deres udfordringer, så de får mulighed for at aflægge alle folkeskolens prøver på lige fod med øvrige elever. Det er skolelederen, der skal træffe afgørelse om og er ansvarlig for at tilbyde en elev særlige prøvevilkår. Processen frem til, at skolens leder træffer afgørelse, kan se ud på flere måder, men der vil altid være tale om en individuel vurdering af den enkelte elevs funktionsnedsættelse sammenholdt med indholdet i den specifikke prøve. Det skyldes, at hverken elever eller prøver er ens. For eksempel vil en elev med ordblindhed i mange tilfælde have brug for digitale hjælpemidler til prøven i skriftlig dansk, men ikke nødvendigvis til prøven i mundtlig matematik. Det er både et spørgsmål om retssikkerhed for den elev, der har en funktionsnedsættelse, men det er også et spørgsmål om retssikkerhed for de øvrige elever, som ikke skal stilles dårligere end elever, der aflægger prøve på særlige vilkår. Særlige prøvevilkår gives ikke ved en ansøgningsproces, men er baseret på en individuel vurdering for at sikre elevernes retssikkerhed og ligebehandling. Der kan tilbydes en række forskellige særlige prøvevilkår, f.eks. anvendelse af digitale hjælpemidler, en praktisk medhjælper til prøven eller indlagte pauser under prøven. I vejledningen, der hedder »Vejledning for særlige prøvevilkår og fritagelse fra folkeskolens prøver«, kan skoler og kommuner finde inspiration til, hvilke hjælpemidler der kan anvendes, og hvordan rammerne for prøver kan tilpasses. Jeg har som normalt tillid til, at landets skoleledere efter samråd med elever og forældre og i god tid inden prøven tilrettelægger en prøvesituation, som den enkelte elev er tryg ved, og hvor der tages de relevante hensyn til elevens specifikke behov. Tak for ordet.

Spørgeren.

Ministeren redegør glimrende for reglerne på området, men mit spørgsmål går jo på, om det er hensigtsmæssigt. Altså, hvis man i 4. klasse opdager, at en elev er ordblind, og man finder ud af, at eleven har brug for hjælp, i hvert fald i dansk, så er det vel ikke nødvendigt at genvurdere det i 5. klasse eller i 6. klasse. Eller hvad er det, der går fra de andre elever, af at en elev, der har brug for et oplæsningsværktøj til en danskprøve, også får det til en matematikprøve et halvt år efter? Spørgsmålet er jo, om det virkelig er hensigtsmæssigt, at både de elever, der har brug for en særlig hjælp, hele tiden skal blive mindet om det og gensøge og sørge for, at det bliver gjort i tide, men også at skolelederen skal lave hele det her dokumentationsarbejde en gang hvert halve år for at sikre, at alle elever får den hjælp, de skal have til prøverne. Hvis man én gang har fundet ud af, at en elev har hørehandicap og derfor har brug for tegnsprogshjælp til en prøve eller en eksamen, så gælder det nok også senere. Der kunne man måske godt sige, at det ikke er sikkert, at elever bare misbruger det her system og får alt for meget tegnsprog, hvis de ikke har det i fremtiden. Måske kunne man bare stille hjælpen til rådighed uden at lave et meget bureaukratisk system for, at der skal gensøges. Man kan sige, at det lyder som et lille problem, men når jeg spørger til det, er det jo, fordi der er en del, især ordblinde, der henvender sig til mig og siger, at det føles besværligt, det føles unødvendigt, og det føles også en lille smule stigmatiserende, at de gang på gang skal minde skolen om, at de har brug for særlige hjælpemidler. Og så er det noget, skolelederne kommer til at opleve som besværligt eller et unødigt bureaukratisk skridt, som de skal tage. Kunne man ikke bare løsne de her regler og sige: Hvis du én gang har fået ordblindehjælpemidler, så gælder det nok også til de andre prøver?

Ministeren.

Reglerne er ikke sådan, at der skal ansøges. Reglerne er sådan, at skolelederen har ansvaret for, at der foretages en individuel vurdering, og som jeg nævnte i min tale, kan der jo sagtens være grundlag for at stille nogle hjælpemidler til rådighed i et fag, men ikke grundlag for det i et andet fag. Jeg har ikke noget problem med, at der er nogen, der får lidt for mange kompenserende hjælpemidler i løbet af undervisningen, men når vi taler om en prøvesituationen, er det jo vigtigt for alle elever, at der er ligestilling, og at der er et ordentligt retsgrundlag. Det betyder jo bl.a., at man ikke skal overkompenseres, for så er der nogle andre elever, der snydes.

Spørgeren.

Det er jo ikke skolelederen, der kender den enkelte elev og ved, om den elev har problemer med ordblindhed, eller om der er en elev, der har brug for tegnsprogstolkning. Det er jo læreren eller eleven selv, og så kan man godt sige, at ansvaret i sidste ende ligger hos skolelederen, det er klart. Men det her sætter altså et arbejde i gang hos både den enkelte elev og hos den enkelte lærer, der en gang hvert halve år skal genansøge om de hjælpemidler, de fik bevilget for et halvt år siden. Jeg synes simpelt hen bare, det er et eksempel på, at vi går millimeterdemokratisk til værks og tror, at nogen vil udnytte, at de kan få hjælpemidler, hvor man egentlig bare kunne simplificere det og gøre, at folk får den hjælp, de har brug for.

Ministeren.

Når jeg siger skolelederne, er det jo, fordi det er der, det formelle og juridiske ansvar er. Men jeg ved jo godt, at virkeligheden på en skole ikke er, at det er skolelederen, der sidder og vurderer i hvert enkelt fag og for hver enkelt elev, hvad der er behov for af kompensation. Måske er det sådan på nogle meget små skoler, men på langt de fleste skoler ville skolelederen jo ikke have grundlaget for at kunne foretage den vurdering. Der håber jeg, de læner sig op ad de lærere, der har dagligdagen i klassen. Så er jeg lidt overrasket over, at spørgeren henviser til, at man skal søge hvert halve år. For det, som jeg forholder mig til her, er jo de prøver, der aflægges i folkeskolen. Jeg ser ikke noget grundlag for, at man skal bede om hjælpemidler hvert halve år i 4. klasse. Det, jeg forholder mig til, er de otte, nu seks afgangsprøver, som afvikles i folkeskolen.

Spørgeren til et afsluttende spørgsmål.

Jeg henholder mig bare til vejledningen her for særlige prøvevilkår. Der står på side 11, at skolelederen skal træffe afgørelse senest den 1. oktober forud for prøveterminen december-januar og senest den 1. december forud for prøveterminen maj-juni. Det er klart, at det ikke er alle elever, der vil skulle op til prøve begge gange, men det er der nogle elever der vil skulle, og så skal man søge igen. Jeg har tidligere haft held med bare at opfordre ministeren til, om der ikke kunne være noget, man kunne kigge på på det her område, som kunne gøre det en lille smule simplere, så der ikke er ordblinde elever, der oplever, at de enten ikke får deres hjælpemidler, eller at de har en unødigt bureaukratisk adgang til dem.

Ministerens svar afslutter.

Eleverne skal selvfølgelig have deres hjælpemidler. Jeg går meget op i, at vi ikke sænker forventningerne til elever med funktionsnedsættelser, men at vi øger støtten til elever med funktionsnedsættelse, så de har det samme grundlag og det samme udgangspunkt. Mit indtryk er, at det egentlig foregår ret godt, forholdsvis ubureaukratisk. Hvis der er nogen, der oplever det meget bureaukratisk, kan det være, fordi man lokalt tilrettelægger processerne på en uhensigtsmæssig måde. Men hvis det skyldes, at der er nogle regler, som er uhensigtsmæssige, så er jeg meget åben for at kigge på det. Men jeg kan ikke lige, umiddelbart i hvert fald, få øje på det.

Tak, og det afslutter spørgsmålet. Næste spørgsmål er også til børne- og undervisningsministeren, og det er også stillet af hr. Sigurd Agersnap, SF, der nu får ordet til oplæsning af spørgsmålet.

Værsgo.

Spørgsmålet lyder: Mener ministeren, at problemerne med ufrivilligt skolefravær var mindre i 1980'erne?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Jeg antager, at der også i 1980'erne var elever, som ikke trivedes i skolen, som ikke oplevede at blive inkluderet i klassens fællesskab, eller som ikke fik den rigtige støtte, hverken i skolen eller hjemmefra. Når det er sagt, tror jeg ikke, at man i 1980'erne stod over for de samme udfordringer, som vi gør i dag. Tallene viser i hvert fald, at det gennemsnitlige fravær i folkeskolen ikke før 2021 har været over 6 pct., mens det siden skoleåret 2021 har ligget over 7 pct. Samtidig ved vi, at der er sket en stigning i antallet af elever med højt fravær. Antallet af folkeskoleelever med over 20 pct. fravær er steget fra ca. 3 pct. i 2018 til ca. 5 pct. i 2024. Det svarer til omkring 40 skoledage i løbet af skoleåret. Det er et markant højere niveau sammenlignet med 2011. Det, vi har i dag, vidner om, at der er sket en stigning. Det er vi klar til at sætte ind over for med en række tiltag, en ny handlingsplan med flere end 20 initiativer og etablering af et nyt videnscenter, som blev aftalt i finanslovsaftalen med Det Konservative Folkeparti. Tak for ordet.

Spørgeren.

Når jeg spørger om det, er det, fordi statsministeren i Folketingets åbningsdebat på et spørgsmål om netop ufrivilligt skolefravær og det, vi kalder skolevægring, svarede mig, at man dengang, hun gik i skole, kom i skole, og det må være indforstået, at det var, fordi der dengang ikke var de samme problemer med ufrivilligt skolefravær. Jeg syntes, det var en mærkelig relativisering af en debat, som det er sindssygt relevant at tage nu, netop også på grund af det, ministeren siger, altså at der er alt for mange børn, der har et for højt fravær i skolen. Mange har også decideret skolevægring, og der er familier, der lige nu knækker nakken på det, og som har brug for støtte, som de ikke kan få. Jeg er så bare bekymret for, om der ligger det bag, at man i regeringen har en oplevelse af, at hvis man bare går tilbage til den pædagogik, man havde i 1980'erne, hvor der måske var en lille smule mere kæft, trit og retning i klasselokalet, så var problemerne med skolefravær løst, og det vil jeg bare høre ministeren om i dag. Det er vel ikke sådan, man løser de problemer, der er med skolefravær i skolen, altså at gå tilbage til en anden tid og en anden pædagogisk retning i folkeskolen.

Ministeren.

Man skal altid passe på med at være nostalgisk, og fortiden ser altid bedre ud, når man kommer lidt på afstand af den. Jeg gik også i folkeskole i 1980'erne, og det var ikke alt, der var fryd og gammen, men det betyder heller ikke, at alt, hvad der var tidligere, var elendigt, og kæft, trit og retning er nok ikke lige sådan, jeg selv vil opsummere det. Men hvis man oversætter det til ro, fællesskab og retning, er jeg stor tilhænger af det, og folkeskolen kunne godt have brug for det, altså lidt mere ro, lidt mere fokus på fællesskabet og ikke så meget på individet og lidt mere retning i forhold til nogle klare værdier at stå på.

Spørgeren.

Det er jo sådan, at når man ser tilbage på fortiden, så var der dengang altid sne om julen, og jeg kan da også mindes, at min far fortalte om, at man kunne gå til Sverige over alverdens søer, fordi der var iskolde vintre. Altså, man har det med at huske det idylliske i fortiden, og jeg tror ikke, vi løser nutidens problemer med skolefravær ved at fokusere på, hvordan skolen var i 1980'erne. Det gør man jo ved at levere svar netop nu på, hvordan man vil støtte de her børn og forældre.

Ministeren.

Jeg er egentlig heller ikke så optaget af 1980'erne. Men jeg synes f.eks., at den ekspertgruppe, vi har haft nedsat med rektoren fra Københavns Professionshøjskole Anne Vang i spidsen, er kommet med nogle gode anbefalinger til os om, hvordan vi kan hjælpe flere af de elever, der har særlige behov, og særligt sætte tidligere ind over for fravær i folkeskolen. De anbefaler jo, at der, hvis der er 10 dages fravær i løbet af et kvartal, skal sættes nogle tiltag i gang, og at der, hvis der er 15 dages fravær, så også skal være en mekanik i, at der sættes nogle andre tiltag i gang. For i dag får det lov til at skride, og problemerne får lov til at vokse sig for store, før vi får sat ind.

Spørgeren til det sidste spørgsmål.

Jeg skal i hvert fald så bare her til sidst lige have ministeren til at få rykket debatten et andet sted hen. Så det er ikke, fordi ministeriet sidder med den oplevelse, at der var mindre ufrivilligt skolefravær i 1980'erne, og det er ikke, fordi man tror, at problemerne med skolevægringen var løst i 1980'erne, men det er måske mere, fordi man dengang ikke havde et sprog for det, og nogle af de historier, vi også har kunnet læse i pressen om folk, der ikke kom i skole, ikke blev registreret på samme måde. Kan man ikke bare få ministeren til nu at sige, at det ikke var, fordi det her problem ikke fandtes i 1980'erne?

Ministeren.

Jeg står desværre ikke lige med tal her fra 1980'erne, men så langt tilbage, jeg kan se tallene, så har der været en stigning i, hvor meget langvarigt fravær der er i folkeskolen, og problemet er større. Det betyder jo ikke, at løsningerne findes i 1980'erne. Jeg ved heller ikke så meget om, hvordan reglerne var i 1980'erne. Men der har jo været en negativ udvikling de seneste år. Vi så en ret kraftig stigning under corona, som desværre ikke er faldet efterfølgende, og det er det, vi vil forsøge at sætte ind over for. Det første forhandlingsmøde er faktisk i folkeskoleforligskredsen i morgen.

Det afslutter spørgsmålet. Tak til børne- og undervisningsministeren, og tak til hr. Sigurd Agersnap, SF. Det næste spørgsmål er også til børne- og undervisningsministeren, og det er stillet af fru Sofie Lippert, SF.

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Tak. Vil ministeren forklare det fuldstændig ubegribeligt ulogiske i at koble forskning sammen med administrative besparelser i staten og dernæst beslutte at nedlægge Danmarks Evalueringsinstitut (EVA), som vil være et farvel til 25 års videnproduktion og videnindsamling og en reduktion af midler til evalueringer i en tid, hvor regeringen har vedtaget store reformer af både folkeskolen, gymnasierne og de videregående uddannelser?

Ministeren.

Med det statslige arbejdsprogram vil regeringens gerne sikre, at ressourcerne bliver brugt, hvor de gør størst gavn for borgerne. Regeringen har derfor fastlagt et mål om at gennemføre besparelser i staten for mindst 5,5 mia. kr. Det mål har vi sat, fordi vi gerne vil have flere medarbejdere tæt på borgerne. Vi vil have flere pædagoger, skolelærere og politibetjente frem for statslige medarbejdere. Hvis vi skal realisere den målsætning, kræver det en skarp prioritering af alle statslige opgaver, bedre ressourceudnyttelse og bortfald af opgaver. Det er tiltag, som alle sammen reducerer antallet af medarbejdere i staten, også i Børne- og Undervisningsministeriet. Derfor mener jeg, det er naturligt, at man ser på, om der er delvis overlappende funktioner i staten, som kan organiseres mere effektivt. Beslutningen om at afvikle EVA skal ses i det lys, for både EVA og VIVE har haft til formål at levere viden og analyser på dagtilbudsområdet, undervisningsområdet og uddannelsesområdet. Vurderingen er, at det er mest effektivt at fokusere ressourcerne for området ind i VIVE. De sparede ressourcer kanaliserer vi ud til borgerne og velfærd. Det synes jeg ikke er ubegribelig ulogisk; det synes jeg er en god prioritering. Tak for ordet.

Spørgeren.

For mig at se er der en ret afgørende forskel, når regeringen snakker om at rykke ressourcer ud der, hvor det kan mærkes, på, om de kommer fra administration, om de kommer fra decideret administrative årsværk, eller om de kommer fra vidensproduktion, fra forskning, fra analyser, som er det, der er med til at gøre, at vi f.eks. ved, at det betyder noget ude i daginstitutionerne, at der er pædagoger nok, og at vi ved på baggrund af analyser fra bl.a. EVA, at der er forskel på, om man har en faglighed, eller om det er ufaglærte, der er i vores daginstitutioner. Det, EVA præsenterer os for, det, EVA bidrager med, er jo ikke administration, men et grundlag, der gør, at vi kan træffe politiske beslutninger på et oplyst grundlag, som ikke bare bygger på mavefornemmelser om, hvordan vi tror verden er, og hvordan vi tror daginstitutioner og skoler og uddannelsestilbud drives bedst, men faktisk på, hvordan det foregår bedst ude i praksis. Det er noget af det, der adskiller EVA fra andre vidensopbyggende institutioner, altså at EVA arbejder meget praksisnært. EVA er samtidig uafhængigt af idéer fra ministeriet. Man kan både bruge EVA til at foretage en analyse, men man kan også vente på, at EVA selv har fundet på noget vigtigt at undersøge. Og det er noget af det, som jeg synes er rigtig vigtigt i en tid, hvor vi jo sammen med ministeren og resten af regeringen har lavet nogle store reformer, som det er vigtigt at vi både laver på baggrund af et godt vidensgrundlag, men også på analyser. En af de store reformer, vi tidligere har lavet, er reformen af fgu, og netop her er EVA en stor kapacitet, fordi EVA er et af de få steder, der har arbejdet tæt sammen med fgu, og en af de eneste kilder, vi har, til viden om og status på implementeringen af fgu, som forbereder unge til uddannelse og job. Jeg vil høre ministeren, om ikke der er en bekymring for, hvor den viden om fgu forsvinder hen.

Ministeren.

Jamen jeg vil godt understrege, at vi fra regeringens side ikke har noget at kritisere EVA for. Vi har heller ikke noget at kritisere VIVE for. Man kunne også kigge længere ud uden for staten og sige, at vi heller ikke har nogen kritik af ROCKWOOL Fonden eller DEA eller Arbejderbevægelsens Erhvervsråd eller universiteterne – jeg har måske en enkelt replik til CEPOS. Men der bliver jo udgivet masser af rapporter og analyser, som kan kvalificere den politiske diskussion. Jeg synes, at vores opgave også er at sikre, at det sker så effektivt som overhovedet muligt, og at vi bruger flest mulige af skattekronerne tættest muligt på borgerne, f.eks. ved at ansætte flere pædagoger, sådan som finansloven jo også er et udtryk for.

Spørgeren.

Netop når vi taler om tættest muligt på borgeren, adskiller EVA sig fra mange af de andre, der nævnes. Mange af dem, ministeren nævner, er også nogle af dem, der peger på, at det er et stort problem, at EVA nu må lukke ned og ikke længere kan lave de her analyser. Man siger typisk, at det tager mellem 5 og 15 år at få store uddannelsespolitiske reformer fuldt implementeret, og fgu er dermed stadig godt i gang, og jeg vil derfor endnu en gang spørge ministeren, om ikke der er en udfordring i, at vi står midt i en stor reform af fgu, og at EVA er en af de eneste kilder til viden, analyse og status på netop implementeringen af fgu.

Ministeren.

Jeg er sikker på, at vi nok skal få de oplysninger, vi har behov for i forhold til at kunne følge implementeringen af fgu, eller at nogle af de mange andre institutter og organisationer vil bibringe de informationer. Det er jo også bare sådan, at vi har set en ret kraftig stigning i antallet af akademikere og ansatte i staten, og vi mangler politibetjente, sygeplejersker og pædagoger, lærere og derfor har vi brug for færre høvdinge og flere indianere i den offentlige sektor. Det er jo ikke sådan, at akademikere i staten sidder og lægger syvkabale hele dagen, de laver jo noget. Så det er klart, at når vi fyrer dem, kommer der jo en modreaktion. Men lige nu skal man gøre op med sig selv, hvor det er, vi helst vil have folk ansat, for vi har bare set en stigning af akademikere i staten, og vi mangler folk ude på rød stue. Det er altså den hårde prioritet, som vi også gerne vil have SF med på.

Spørgeren med det sidste spørgsmål.

Det er jo ikke, fordi vi i SF ikke er med på, at det er den overordnede prioritet, men set fra min stol er der alligevel langt, fra når vi snakker akademikere i staten, til når vi snakker praksisnære vidensmedarbejdere, som netop er ude i daginstitutionerne og indsamler den viden, vi har brug for. Så mit sidste spørgsmål må være, om det generelt er ministerens intention, at vi skal vide mindre om, hvad der foregår ude på rød stue.

Ministeren.

Det statslige arbejdsprogram sikrer 5,5 mia. kr. Hvis vi brugte halvdelen af de penge på at sikre lærere, ville vi kunne ansætte 3.500 flere lærere. Det er en svær prioritering. Men jeg kunne vende den rundt og spørge: Hvad er det for nogen statslige fyringer, som SF er glade for? Jeg synes, de eneste diskussioner, jeg har været i, i samråd, her i salen, er altid: Nej, ikke lige dem. Men problemet er jo, at vi bliver ved med at bygge styrelser og ministerier og departementer og alt det andet fine, og de mangler folk ude i vagtplanerne på kræftafdelingerne. Det er derfor, vi bliver nødt til at gøre det her, og jeg synes, at SF burde bakke op om det her, for der er, som jeg sagde før, alt for mange, der sidder bag hæve-sænke-bordene, og der er for få, der er ude ved børnene.

Det afslutter spørgsmålet. Tak til børne- og undervisningsministeren, og tak til fru Sofie Lippert, SF. Næste spørgsmål er også til børne- og undervisningsministeren og er stillet af fru Lotte Rod, Radikale Venstre, der nu får ordet til oplæsning af spørgsmålet.

Værsgo.

Tak for det, formand. Hvad er ministerens holdning til, at Kolding Kommune ved at pålægge alle dagtilbud styrings- og datakonceptet »Læringsledelse« forbryder sig mod vores dagtilbudsaftale fra 2017, hvoraf det jo fremgår, at staten og kommunerne som udgangspunkt ikke skal pålægge dagtilbuddene tiltag som lokale læreplaner, mål eller koncepter, der rækker ud over den pædagogiske læreplan, og hvad vil ministeren gøre for at indskærpe, at kommuner skal holde op med at pålægge koncepter?

Ministeren.

Jeg er generelt ret skeptisk over for styrings- og datakoncepter i daginstitutionerne. Regeringen ønsker, at det pædagogiske personale bruger mest mulig tid med børnene og mindst mulig tid bag skærmen. Dagtilbudsområdet er i dag reguleret ved en rammelov, der giver kommunerne et ret stort kommunalt råderum. I efteråret 2024 vedtog Folketinget en række regelforenklinger på dagtilbudsområdet som følge af regeringens samarbejdsprogram med Kommunernes Landsforening. Det følger af dagtilbudsloven, at den pædagogiske læreplan udgør rammen for det pædagogiske arbejde. Bestyrelsen er efter loven forpligtet til at sikre, at dagtilbuddene i relation til den pædagogiske opgave ledes alene med udgangspunkt i den pædagogiske læreplan og i overensstemmelse med den pædagogiske læreplans børnesyn og brede læringsforståelse. Ministeriet har ikke kendskab til det læringsledelsesprojekt, som der spørges til. Hvorvidt projektet er i overensstemmelse med den grundlæggende tænkning i den pædagogiske læreplan, afhænger af, om kommunen eller dagtilbuddet anvender det i tråd med beskrivelsen af den pædagogiske læreplan. Kommunen skal derfor vurdere det og sikre, at arbejdet med eventuelle koncepter og programmer m.v. er i overensstemmelse med det. Det har jeg selvfølgelig en forventning om at kommunen foretager en vurdering af. Jeg synes, det er vigtigt, at kommunerne løbende tager stilling til, om der er lokale processer og dokumentationskrav, der ikke bidrager til at højne kvaliteten, og som kan afskaffes. Samtidig er det kommunernes ansvar inden for rammerne af lovgivningen at sikre kvaliteten i dagtilbuddene, og den opgave synes jeg også at vi som Folketing skal give dem plads til og mulighed for at løse.

Spørgeren.

Konceptet stjæler pædagogernes tid og faglighed, og det rammer jo børnene, og på den måde kommer det jo til at hænge sammen med de store ting i tiden, som vi diskuterer: fravær, uro og udadreagerende adfærd i skolen. Det hænger jo sammen med, at der er alt for mange børn, som har for få pædagoger i deres børnehaver, og det bliver jo kun værre, hvis pædagogerne så skal bruge tid på dataindsamling og på koncepter i stedet for at være sammen med børnene. Så hvad vil ministeren gøre for, at kommunerne kommer til at overholde vores aftale om, at de ikke skal pålægge dem koncepter og dataindsamling?

Ministeren.

Jeg skal måske bare lige for en god ordens skyld sige, at det, som fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, er, at kommunerne som udgangspunkt ikke må pålægge dagtilbuddene yderligere dokumentationskrav, registreringer og koncepter. Det skal vi selvfølgelig stå fast på og holde fast i, for jeg er helt enig med spørgeren i, at pædagogerne skal bruge tiden i sandkassen og på forældresamarbejdet og med børnene omkring frokostbordet og i garderoben og ikke inde på kontoret. Så derfor er jeg, som jeg indledte med at sige, også selv ret skeptisk over for de her koncepter, som jeg kan høre fylder meget.

Spørgeren.

Ministeren svarer, at vi skal stå fast på, at dagtilbuddene ikke bliver pålagt koncepter. Hvordan vil ministeren stå fast?

Ministeren.

Hvis der er bekymring om, at der er en konkret kommunalbestyrelse, som går videre end det, der fremgår af loven, er jeg da meget indstillet på at undersøge, om kommunen har foretaget en vurdering af, om det virkelig er nødvendigt at indhente den her data, eller om man har ladet sig besnakke af et firma, der skal sælge et eller andet koncept. I forbindelse med frikommuneforsøget havde vi jo på et tidspunkt besøg fra Helsingør Kommune, og de havde en liste over alle de politikker, man havde besluttet, og alle de koncepter, der var rullet ud i Helsingør Kommune, og der kunne jeg jo godt se, at der i hvert fald var rum for at luge lidt ud.

Spørgeren for det sidste spørgsmål.

Godt, det synes jeg vi skal undersøge, for virkeligheden er, at der er pædagoger, som er blevet pålagt koncepter, som tager deres tid fra børnene, og som tager deres faglighed fra dem. Det foregår lige nu, og det skal stoppe, og derfor mener jeg også, at ministeren må give kommunernes besked på, at det skal stoppe.

Ministeren.

Nu spørges der konkret til Kolding Kommune, og hvis der fra Radikale Venstres side er et ønske om, at vi rækker ud til Kolding Kommune og siger, at vi har fået en henvendelse fra et medlem af Folketinget om koncepterne i Kolding Kommune, og spørger, hvorvidt det går længere, end det er beskrevet i dagtilbudsloven, så vil jeg meget gerne række ud til Kolding Kommune og sikre mig, at de har foretaget de overvejelser, der skal ske i henhold til dagtilbudsloven. Jeg tror, jeg vil vente med at belemre alle 98 kommuner, men hvis der er en konkret bekymring om Kolding Kommune, skal jeg nok følge op på det.

Det afslutter spørgsmålet. Tak til børne- og undervisningsministeren, og tak til fru Lotte Rod, Radikale Venstre. Det næste spørgsmål er til beskæftigelsesministeren og er stillet af hr. Nick Zimmermann, Dansk Folkeparti.

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Har de socialdemokratisk ledede regeringers udlændinge- og beskæftigelsespolitik fejlet, når antallet af ikkevestlige indvandrere og efterkommere på førtidspension er steget med 32 pct. siden 2019, svarende til en stigning på mere end 10.000 personer?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Jeg vil gerne starte med at slå fast, at den overrepræsentation, der er blandt ikkevestlige indvandrere på førtidspension er noget, som jeg synes kræver politisk handling. Vi har indledt politiske drøftelser på førtidspensionsområdet, og jeg ser frem til, at vi også tager hul på overvejelserne om den her overrepræsentation. Jeg tror, det er vigtigt, at man ikke drager alt for hurtige konklusioner, når man ser på det samlede antal af folk på førtidspension. Det er jo en varig ydelse, og folk er derfor på ordningen i mange år, og hvis vi ser på tallene fra 2019, er det vigtigt at huske, at folkepensionsalderen jo er steget fra 65 år til 67 år, og derfor kan man sige, at dem, der er på førtidspension, jo så vil være længere tid på førtidspension, og det gør jo, det samlede antal også stiger, uanset hvad for en etnicitet folk har. Men ud over det er jeg sådan set enig i, at vi nu betaler prisen for en forfejlet udlændingepolitik, og at skiftende regeringer ikke har stillet hårde nok krav til de folk, der er kommet hertil. Det er bl.a. derfor, vi har indført en arbejdspligt, sådan at man ikke bliver parkeret på offentlig forsørgelse i flere år, men kan være en del af det arbejdende fællesskab. Så vil jeg sige, at jeg sådan set anerkender problemstillingen, og det er derfor, vi synes, det giver god mening at se på bestemte afgrænsede områder, hvor man kan se på, om der simpelt hen er blevet givet for mange førtidspensioner.

Spørgeren.

Det er alligevel meget overraskende for mig, må jeg sige, at der ikke ligger et eneste konkret initiativ fra regeringens side, når man har kendt til det her problem siden 2019. For én ting er jo, at der godt nok er nogle planer om at genåbne nogle sager, men hvad nytter det at genåbne måske 100 sager om året eller 200 sager om året, hvis den tilstrømning, der er lige nu, bliver ved med at fortsætte? Der må jo være en eller anden plan i regeringen om at stoppe tilstrømningen, hvor så mange udlændinge får en førtidspension. Når vi samtidig ved, hvor stort set umuligt det er som dansker at blive indstillet til en førtidspension, så kan det undre mig, at der er så mange udlændinge, der kommer på den. Så én ting er regeringens tanke om at genåbne nogle sager, men noget andet er, at der jo også må være en helt generel tanke om, hvordan vi kan få stoppet tilstrømningen til, at der kommer udlændinge på førtidspension.

Ministeren.

Der er jo flere ting at sige til det. For det første var det jo Dansk Folkepartis egen regering i 2018, hvor man var det største borgerlige parti, der lempede reglerne, hvorfra vi har set en stigning i antallet af folk, der får førtidspension. Så man er jo selv i høj grad medskyldig i den situation, der er nu. Det kan man jo godt stå og grine af fra hr. Nick Zimmermanns side, men det ændrer ikke på, at det var der, det blev besluttet at lempe den reform, som blev lavet tilbage i 2013. Det er klart, at så er der kommet flere på førtidspension, og nu tager vi konkret fat. Det var ikke noget, man gjorde, mens Dansk Folkeparti sad med 37 mandater i Folketinget og var det største borgerlige parti. Det er noget, man gør nu.

Spørgeren.

Samlet set, siden Mette Frederiksen blev statsminister, har hun brugt 102 mia. kr. på at udbetale bl.a. førtidspension, kontanthjælp og andre offentlige ydelser til ikkevestlige indvandrere og efterkommere. 102 mia. kr. er der blevet brugt. I dag kan jeg så forstå, at der i regeringen ingen konkrete tanker er om at stoppe den tilstrømning, der er, af ikkevestlige udlændinge, der modtager en førtidspension. Det er da rystende. At vi så samtidig ved fra flere forskellige af landets jobcentre, at de fortæller os, at nogle af de indvandrerkvinder, som de sidder og holder deres møder med, fortæller dem, at de rent faktisk ikke er i arbejde, fordi de ikke må det for deres mænd eller deres familie, og at der ikke er en eneste konkret plan om at stoppe det, finder jeg simpelt hen rystende.

Ministeren.

Det er da også for ringe, hvis der sidder nogle mænd og dirigerer med deres koner og siger, de ikke må få et arbejde. De skal da bare ud og være en del af fællesskabet og få den frihed, det giver at tjene sine egne penge. Men hr. Nick Zimmermanns hørelse må være dårlig, hvis man ikke registrerede, at vi sådan set fra regeringens side både har annonceret, at vi vil komme med konkrete forslag, og at det sådan set også står i lovprogrammet. Hvis ikke det er kommet frem til Dansk Folkepartis sekretariat, skal jeg da gerne fremsende en ekstra kopi.

Spørgeren til det sidste spørgsmål.

Jeg synes, det kunne have været helt fantastisk, hvis vi her i dag kunne have hørt noget konkret fra regeringen om, hvad tankerne er. De nyeste tal viser os, at ca. 18 mia. kr. om året koster det de danske skatteborgere at betale for bl.a. kontanthjælp og førtidspension til ikkevestlige indvandrere og efterkommere – 18 mia. kr. i gennemsnit om året. De seneste tal er fra september. Det er ministerens eget ministerium, der har oplyst de her tal: 18 mia. kr. Når man så samtidig tænker på, at statsministerens tanke er, at pensionsalderen skal sættes op og danskerne skal stå lidt længere ved samlebåndet, og hun alligevel er parat til bare at køre den helt store gavebod ud for arbejdsløse udlændinge, er det simpelt hen rystende.

Ministeren til et afsluttende svar.

Jamen så kender vi jo Dansk Folkeparti igen. Man puster sig op og klager over, at der ikke er gjort noget, men hvad gjorde man selv, da man sad med 37 medlemmer af Folketinget, sad ved magten? Man gjorde absolut ingenting. Nu får vi en arbejdspligt. Hvem er det, der har sørget for det? Det er jo den her regering. Ja, man kan da godt pege på sig selv fra ordførerens side, men det blev da ikke indført, dengang Dansk Folkeparti var det største borgerlige parti. Der skete der ingenting, absolut ingenting. Ingenting skete der for at nedbringe de 18 mia. kr., man står og flagrer med nu. Men altså, hvornår sker det? Det sker nu under den her regering. Jeg er glad for, at Dansk Folkeparti er med, men det er ikke Dansk Folkeparti, der har sørget for det.

Det afslutter spørgsmålet. Tak til beskæftigelsesministeren, og tak til hr. Nick Zimmermann, Dansk Folkeparti. Næste spørgsmål er også til beskæftigelsesministeren og er stillet af fru Victoria Velasquez, Enhedslisten, der nu får ordet til oplæsning af spørgsmålet.

Værsgo.

Tak, formand. Medspørger til det næste spørgsmål bliver desværre trukket. ( Fjerde næstformand (Karsten Hønge): Altså, til spørgsmål 21 er medspørgeren trukket, men er medspørger på det her spørgsmål?). Ja, han er medspørger på spørgsmål 20, men ikke på 21. ( Fjerde næstformand (Karsten Hønge): Tak, så er det forstået.) Hvordan vurderer ministeren de individuelle og samfundsmæssige konsekvenser af afskaffelsen af støtten til særlig vanskeligt stillede borgere med høje boligudgifter, som regeringen har fået gennemført, og hvordan kan regeringen forsvare, at familier med børn, der i forvejen har svært ved at få økonomien til at hænge sammen, mister støtten til at betale deres husleje?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Først vil jeg sige, at det nye kontanthjælpssystem jo er et udtryk for en balance mellem forskellige hensyn. Reglerne skal være enkle at administrere, også at forstå for de borgere, der har brug for det, og det skal kunne betale sig at tage et arbejde. Danske ydelser må ikke blive en selvstændig tiltrækningsfaktor. Men samtidig er det vigtigt for mig at sige, at børn ikke skal betale prisen for, at deres forældre er på kontanthjælp, og også understrege det hensyn, at systemet skal kunne rumme sårbare mennesker i en periode. Vi synes, vi har fundet en god balance mellem de hensyn, og det er en aftale, som regeringen står på mål for, og som er vedtaget af et bredt flertal i Folketinget. Det er rigtigt, at vi afskaffer den særlige støtte, men vi afskaffer også kontanthjælpsloftet og indfører en række tillæg til forskellige grupper i kontanthjælpssystemet. Blandt andet har vi indført et tillæg til enlige ikkeforsørgere, som hovedsagelig var dem, der modtog den særlige støtte. Derfor er det forkert alene at se på konsekvenserne af afskaffelsen af særlig støtte, og jeg vil slå fast, at jeg ikke kan genkende udlægningen af, at børnefamilier bliver ringere økonomisk stillet i det nye kontanthjælpssystem. Tværtimod: Når vi ser på de samfundsmæssige konsekvenser, kommer 750 flere fuldtidspersoner i job med det nye kontanthjælpssystem, som reducerer antallet af børn i lavindkomstgruppen med 4.000 på sigt. Det ændrer ikke ved, at der er en gruppe af borgere, bl.a. kontanthjælpsmodtagere, som har det svært i en periode med inflation, stigende fødevarepriser og høje boligudgifter, og derfor har regeringen afsat 5 mio. kr. i 2026 til, at kommunerne midlertidigt får mulighed for at holde hånden under dem, der har mest brug for et huslejetilskud. Derudover foreslår vi yderligere at tilføje 100 mio. kr. ekstra til midlertidige huslejetilskud i det, der hedder Fonden for Billige Boliger. Tak for ordet.

Spørgeren.

Jeg er helt enig i, at det her netop handler om, at børnene ikke skal betale regningen. Nu har vi igen og igen og også her for nylig set tungtvejende viden om, at det har store konsekvenser, når børn vokser op i fattigdom. Bare ét år, hvor økonomien ikke hænger sammen, har en betydning for, hvordan man trives i skolen, om man senere får en uddannelse, og om man får et arbejde. Det kaster lange skygger ind i voksenlivet, så det er fuldstændig afgørende, at vi sikrer, at ingen børn skal vokse op i fattigdom. Derfor har det også været fuldstændig afgørende for os – og da jeg blev valgt i 2019, var det også den første aftale, som vi fik forhandlet igennem – at vi skulle sikre et løft af børn, som vokser op i fattigdom. Desværre skete der så det, da den nye regering kom til, at man smed den kontanthjælpsaftale i skraldespanden, hvilket betød, at tusindvis af børn, som faktisk ville være blevet løftet ud af fattigdom, ikke blev det alligevel. En anden konsekvens af den kontanthjælpsreform var, at man satte børnefamilierne ned på den allerlaveste sats, og det meget udskældte punkt, at man afskaffede § 34, som netop betød, at man kunne støtte særlig vanskeligt stillede borgere med høje boligudgifter, hvoraf flere har børn. Derudover er der også andre dele af kontanthjælpsaftalen, som desværre har store konsekvenser. Så mens vi på den ene side ser nogle gode ting tilbage fra den oprindelige kontanthjælpsaftale om receptpligtig medicin, som bliver gjort gratis, og andre tiltag, så er der også nogle ting, som har kæmpestore konsekvenser. Derfor blev jeg også glad, da jeg så, at regeringen faktisk blev enige om at anerkende problemet. Jeg synes desværre, det var lidt for sent, for der er nogle mennesker, der konkret har betalt prisen for det, men jeg vil gerne anerkende, at man åbner for det i 2026. Det er ikke helt nok, og det kommer vi til, men hvad gør vi nu i 2025? Hvad gør vi for at hjælpe dem, der bliver ramt lige nu?

Ministeren.

Der er flere ting, der bliver nævnt her, som jeg også bliver nødt til at kommentere. For det første bliver det sagt, som om det var regeringen og Socialdemokratiet, der droppede den gamle regering og den aftale, der lå fra den. Altså, vi ville gerne have fortsat med den gamle regering. Det var jo vores parlamentariske grundlag, der væltede os med 3 måneders varsel og sagde, at nu kunne regeringen ikke længere fortsætte. Så man må pege på det daværende støtteparti, der væltede regeringen, hvis man vil finde en forklaring på, at den kontanthjælpsaftale, som blev lavet på det tidspunkt, ikke blev vedtaget. Det var jo svært for os bagefter at gøre noget ved det, når nu der konkret var blevet truet med det. Så vil jeg for det andet sige, at helt grundlæggende har det handlet om at sikre, at børnefamilierne har fået bedre vilkår, og det mener jeg at man har fået med den her aftale. Jeg mener, at det er en forkert præmis, der ligger både i spørgsmålet og i det, der bliver sagt nu fra spørgerens side.

Spørgeren.

Konkret er der jo en forskel på 3.000 børn mellem den ene aftale og den anden aftale, i forhold til hvem der vokser op i fattigdom eller ej, og der er også forskel på, hvor lang tid der konkret går, før man hjælper de mennesker. Men jeg håber, at vi her og nu kan være enige om, at ingen mennesker skal være hjemløse, og at ingen børn skal vokse op i fattigdom, og derfor vil jeg gerne spørge ministeren, om vi kan gøre noget for konkret at løse problemet nu. Skal det være at sende et hyrdebrev til kommunerne eller ændre i forhold til aktivlovens § 81 a og sige: Lad os åbne den op, for at vi faktisk kan hjælpe dem, som lige nu står på kanten? Jeg er også meget åben for at høre, hvad ministeren vil bidrage med at vi kan gøre.

Ministeren.

Jamen igen må jeg sige, at hvis man mener, der var flere børn, der kom ud af fattigdom med den gamle aftale, hvad jeg sådan set er enig i, så skal man jo pege på det parti, som væltede den gamle regering, i stedet for at pege på os, der gerne ville have fortsat med den gamle regering. Så vil jeg sige i forhold til spørgsmålet om hjemløse, at jeg synes, at der er en udfordring i, at de eksempler, der bliver bragt frem, eksempelvis af DR, simpelt hen ikke er rigtige. At man siger, at der er en mor i Fredericia med fire børn, der skal leve for 8.300 kr. om måneden, har jo vist sig bare at være løgn. Det har man rettet efterfølgende, for hun vil sandsynligvis have i hvert fald 25.000 kr. om måneden, hvis hun ellers passer med gennemsnittet. Så jeg synes også, det er vigtigt, at vi får det rigtige grundlag for at sige, hvor mange hjemløse vi reelt snakker om.

Tak. Så giver jeg ordet til det, der herinde bliver kaldt en medspørger, og det er hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten, som får 1 minut til at stille sit spørgsmål.

Tak for det. Det er rigtigt, at den tidligere regering blev væltet af De Radikale, men det forhindrede jo altså ikke regeringen i at stå fast på de aftaler, vi havde indgået før. Hvis Socialdemokraterne havde stået fast, havde vi haft et flertal for den. Men lad det ligge. Lige nu handler det om, at rigtig mange familier, rigtig mange mennesker, bliver sendt ud i øget fattigdom, og at rigtig mange også risikerer at blive sendt ud i hjemløshed, fordi de simpelt hen ikke har råd til at betale for den bolig, de bor i, og fordi der ikke er boliger, de kan betale for. Det har der været massiv kritik af, også fra socialdemokratiske borgmestre rundtomkring i landet. Nu har regeringen så på grund af det her pres genovervejet det her, og vi så frem til, at nu ville der komme en løsning. Så kommer der 15 mio. kr., som f.eks. Kirkens Korshær, som er en organisation, som virkelig kender til de her problemer, siger kan række til ca. 2½ uge. For det er jo langt færre penge end det, der skal til for at sikre, at de her mennesker rent faktisk kan betale deres husleje. Så er det virkelig regeringens svar på den situation, vi står i?

Tak. Så får ministeren 1 minut til besvarelse.

Jeg vil sige flere ting og for det første, at nej, det er det ikke kun; vi har som sagt også foreslået 100 mio. kr. ekstra i huslejetilskud gennem Fonden for Billige Boliger. Det sagde jeg til at starte med. For det andet vil jeg sige, at når man vælter en regering med de aftaler, der ligger, så falder de aftaler, der er på det grundlag, der er i Folketinget, selvfølgelig. Altså, hvis de ikke er stemt igennem i Folketinget, eksisterer de jo ikke længere. For det tredje vil jeg sige, at det, som bliver udråbt som problemet, er, at der ikke er billige boliger i København. Men hvem er det, der sidder som teknikborgmester i København og stemmer nej til billige boliger? Hvem er det, der i sidste valgperiode stemte nej til næsten to tredjedele af de almene boliger, som blev foreslået i København? Jamen det var jo Enhedslisten. Det er jo Enhedslisten, der er det største parti på rådhuset, og som ikke i sin regeringsperiode på Københavns Rådhus har formået at bygge billige boliger. Hvordan kan det være, at man kommer fra Enhedslisten og siger, at det er et problem, at i den kommune, hvor man har magten over byggeprocesserne, er der ikke nok billige boliger, i stedet for rent faktisk bare at levere billige boliger, sådan som man gør i f.eks. Aarhus, hvor Enhedslisten slet ikke er repræsenteret i byrådet. Der kan man godt finde ud af at levere billige boliger.

Spørgeren.

Jeg kan godt høre, at panikken er total over, at københavnerne er ved at fravælge Socialdemokraterne efter mange år. Der er ét parti, der har ansvaret for den boligsituation, vi har i København, og det er det parti, der solgte kommunens billige boliger, det er det parti, som satte byggeriet af almene boliger i stå, og det er det parti, som har åbnet op for, at Blackstone har købt den ene ejendom efter den anden. Så det er meget flot, når man har siddet på magten i København i 100 år, at give andre partier skylden for boliger i udviklingen. Men jeg kan godt forstå, at man er bekymret over, at københavnerne har gennemskuet, hvem der har ansvaret. Men det var jo ikke et svar på spørgsmålet. Spørgsmålet var: Kommer regeringen med noget, der kan løse problemet? (Fjerde næstformand (Karsten Hønge): Tiden er gået, hr. Pelle Dragsted, man må komprimere det). Jamen det er okay, men når man får modargumenter, bliver man nødt til at svare på dem, og så er der jo ikke tid til spørgsmålet. Det var sikkert også det, der var meningen.

Okay. Ministeren.

Tak for det. Jamen det er jo farverigt, at man sidder som det største parti på rådhuset, sidder på Teknik- og Miljøforvaltningen, sidder og stemmer nej til en masse boliger og så siger: Vi har ikke noget ansvar for, hvor mange boliger der bliver bygget. Altså, det er jo bare en konstatering. Det blev opgjort op til sidste kommunalvalg, hvor meget Enhedslisten stemmer nej til af almene boliger. Der kan man bare se i f.eks. Aarhus, at der bliver bygget masser af almene boliger, og der sidder Enhedslisten slet ikke i byrådet, så måske er der en sammenhæng. Så vil jeg bare sige, at det da er fint nok, at Enhedslisten kommer til mig og siger, at man har solgt byen til Blackstone, men så vidt jeg ved, var jeg den, der var ansvarlig minister på det tidspunkt, hvor man gjorde noget ved de kapitalfonde. Så jeg bliver ikke rigtig ramt af den kritik.

Jeg må konstatere, at spørger og minister i fællesskab er lykkedes med at gå helt uden for det, som spørgsmålet egentlig gik på, men nu får fru Victoria Velasquez ordet for det sidste spørgsmål.

Jeg tror ikke, at de mennesker, som bliver ramt af det her, kan bruge mudderkastning til noget. De har brug for, at vi konkret finder en løsning, og jeg synes, det er godt, at man har åbnet op for at se på, hvad vi kan gøre i 2026. Vi er ikke i mål, men jeg synes, det er positivt. Men vi mangler jo konkret at se på, hvad vi gør her og nu, og derfor vil jeg gerne, sådan som spørgsmålet også lyder, spørge ministeren: Hvad er de individuelle og samfundsmæssige konsekvenser? For det har kæmpe konsekvenser. Så skal der sendes et hyrdebrev af sted til kommunerne? Skal vi ændre i § 81 a eller gøre noget helt tredje? Vi er meget åbne for at se på, hvad vi kan gøre, for konkret at hjælpe de mennesker, som det handler om.

Ministeren.

Jeg er enig i, at der, hvis man går tilbage til det spørgsmål, der bliver stillet, er individuelle konsekvenser, både på den måde, at nogle mennesker får mere i kontanthjælp – det er dem, der har børn, og det sker selvfølgelig især ud fra en betragtning om, at børnene jo ikke er skyld i deres forældres situation – og at nogle mennesker får mindre. Det er især enlige, som er på kontanthjælp. Til gengæld får de mulighed for at tjene mere ved siden af, og det, vi heldigvis har set, siden reformen blev vedtaget, er jo også, at der er en femtedel af dem, der var på kontanthjælp dengang, som ikke længere er på kontanthjælp. Så en eller anden effekt har det haft, og forhåbentlig er der da rigtig mange af dem, der er kommet i arbejde, og så har man jo mulighed for også selv at betale for den bolig, man bor i, hvis det er den situation, man er i.

Det afslutter spørgsmålet. Det næste spørgsmål er også til beskæftigelsesministeren og er også stillet af fru Victoria Velasquez, Enhedslisten.

Spørgeren får nu ordet til oplæsning af spørgsmålet.

Mener ministeren stadig, at regeringens kontanthjælpsreform »ikke vil føre til flere hjemløse« nu, hvor udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen erkender, at reformen »lader de allermest udsatte havne i en situation, hvor de ikke kan blive skrevet op til en bolig, fordi de ikke kan betale den«, og Venstre selv erkender, at reformen »gør, at nogle kan have svært ved at betale huslejen«, og agter ministeren nu at gøre noget, så udsatte borgere og børnefamilier ikke er hjemløse?

Ministeren.

Først vil jeg gerne slå fast, at regeringen står på mål for den kontanthjælpsaftale, som vi har lavet. Samtidig er det også virkeligheden, at der er udfordringer på boligområdet, særlig i store by, hvor der er mangel på billige boliger, og desværre er det jo også tilfældet, at leveomkostningerne er steget, så inflationen er stigende, og fødevarepriser presser rigtig mange danskere. Selv om vi har afskaffet særlig støtte, indfører vi med kontanthjælpsreformen en række tiltag i forskellige grupper i kontanthjælpssystemet, bl.a. har vi indført et tillæg til enlige ikkeforsørgere, som hovedsagelig var dem, der modtog den særlige støtte. Derudover synes jeg, det er for unuanceret blot at pege på afskaffelsen af særlig støtte i kontanthjælpsreformen som forklaring på problemstillingen. Regeringen ønsker at holde hånden under de mest udsatte, som risikerer at blive udsat fra deres boliger, og derfor har vi afsat de her 15 mio. kr. i 2026, som giver mulighed for at holde hånden under de mest udsatte gennem et huslejetilskud, og vi foreslår også at tilføje 100 mio. kr. ekstra til midlertidig huslejenedsættelse i Fonden for blandede byer. Samtidig har kommunerne stadig væk mulighed for at yde hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter og løbende hjælp til betaling af husleje i en midlertidig periode til personer, der f.eks. er udsættelsestruede på grund af huslejerestance. Kontanthjælpsmodtagere, som modtager de laveste satser, har desuden fået mulighed for at tjene op til 5.200 kr. om måneden helt uden modregning i kontanthjælpen, og derfor har de også bedre mulighed for at skabe sig et rådighedsbeløb og dermed også betale deres husleje.

Spørgeren.

Der er sket noget, siden at det her spørgsmål blev stillet, det må man sige. Jeg antager, at Socialdemokratiet også har flyttet sig oven på de meldinger, der har været. Og det e rder virkelig, virkelig brug for, så det vil jeg meget gerne anerkende. Og jeg håber, at den dør, som lidt er blevet sat på klem, for at der skal findes en løsning, kan blive åbnet helt op for de mennesker, som har brug for den hjælp. Vi ved, at det har store konsekvenser ikke at kunne være i sin bolig. Jeg talte med en socialrådgiver, som arbejder på et ydelseskontor. Hun fortalte mig frustrationen over den modstridende måde, det nogle gange kan være på, hvad der kommer fra Christiansborg. På den ene side laver vi en housing first-aftale, og vi laver aftaler i forhold til at skulle sikre børns trivsel, men på den anden side oplevede hun pludselig, at der var den her enlige far og hans søn, som ikke kunne blive boende der, hvor de boede før, og sønnen blev nødt til at blive taget ud af folkeskolen og væk fra sit netværk og det foreningsliv, han var en del af. Det er jo sådan nogle ting, hvor det i Egmontrapporter og andre ting hurtigt kan ligne, at det er tal i en rapport, men det er jo virkelige mennesker, og for den dreng kommer det jo til at have konsekvenser resten af hans liv. Derfor er jeg selvfølgelig ked af, at der har skullet være konsekvenser af reformen, og at man ikke lyttede til de høringssvar, der var helt fra start, og den kritik, der var helt fra start. Men nu står vi her, og der er åbnet op for at kigge på en løsning i 2026. Men hvad gør vi konkret i forhold til 2025? Hvad gør vi konkret for at løse problemet? Og det må gerne være en løsning, som kan være permanent. For én ting er, at der er blevet sat nogle ressourcer af i 2026, men jeg håber ikke, at nogen her i salen ønsker, at vi skal stå med det problem igen i 2027. Så hvilke overvejelser har ministeren der?

Ministeren.

Jeg vil stadig gerne tage fat i det, som fru Victoria Velasquez siger i forhold til børnefamilier, altså børn, som vokser op i fattigdom. Man får det til at lyde, som om at den her reform skulle have taget penge væk fra dem. Den her reform tager ikke penge væk fra dem. Den fordeler penge til børnefamilierne på bekostning af enlige, som er på kontanthjælp. Jeg synes, det er enormt vigtigt at holde fast i, for jeg ville være ærgerlig over, hvis folk, der sidder og lytter til det her eller ser det, skulle tro, at vi her tager penge væk fra børnefamilierne. Og jeg er enig i, at der er behov for mere end de 5 mio. kr. Det er derfor, vi har lavet det om til, at vi på boligområdet forlænger de tilskudsmuligheder, der er, med 100 mio. kr. Det er derfor, vi grundlæggende også har brug for, at der bliver bygget flere helt billige almene boliger.

Spørgeren.

Det, ministeren siger, er jo ikke helt rigtigt. Det er rigtigt, at der er nogle børnefamilier, som bliver stillet bedre, men der er jo også børnefamilier, der bliver stillet dårligere. Det er jo også derfor, vi ser den ændring fra den kontanthjælpsaftale, som var med Enhedslisten, hvor 9.000 børn blev løftet ud af børnefattigdom, og så i forhold til den aftale, der er blevet lavet uden Enhedslisten, og også, hvor lang tid der går, før de 4.000 børn så bliver hjulpet. Så vi har jo et konkret problem med, at vi på den ene side ser tiltag, som rigtignok stiller nogle børnefamilier bedre, men at vi samtidig også har en reform, som stiller andre børnefamilier dårligere.

Ministeren.

Langt de fleste kategorier, for ikke at sige næsten alle, af børnefamilier får flere penge med den her reform. Det er rigtigt nok, at med den reform, der blev vedtaget under den tidligere regering, var der flere børnefamilier, der fik flere penge, men som vi var omkring ved det sidste spørgsmål, ændrer det jo ikke ved, at den blev vedtaget af et andet Folketing og med en anden regering, som blev væltet, ikke fordi det parti, der sad i regeringen ville det, men fordi et af støttepartierne dengang ville det. Det er fair nok, man kritiserer mig for det, men det var ikke mit parti, der væltede den regering, der sad dengang.

Spørgeren for et afsluttende spørgsmål.

Jeg har ikke noget ønske om at skulle kritisere; jeg har et ønske om, at der skal findes en løsning. For de børn kan ikke bruge til noget, at vi herinde taler om kategorier, og om den ene tabel eller den anden. De kan jo mærke konkret, når de bliver taget ud af deres folkeskole og væk fra deres venner og de ike kan være en del af fodboldklubben længere. Så det er jo dem, vi skal finde en løsning for. Og hvis Socialdemokratiet, som ministeren repræsenterer, ønsker det, ville der jo være et flertal i Folketinget til, at vi rent faktisk kunne løfte børn ud af fattigdom. Det ville være det, der er fornuftigt, men det ville også være det, der var klogest rent samfundsøkonomisk, for det er både dyrt, kortsigtet, dumt og kynisk, at børn vokser op i fattigdom.

Tak. Ministeren.

Jeg synes, det er polemisk, når man siger, at jeg bare snakker om tabeller, for de tabeller, som jeg snakker om, repræsenterer jo de penge, som bliver givet til de børnefamilier, altså konkrete børnefamilier, der får flere penge, end de fik tidligere. De penge bliver betalt, ved at der er enlige, der får færre penge. Så det er helt konkrete mennesker i kød og blod, som har brug for de penge, som får nogle ekstra tilskud. Jeg synes, at det der trick retorisk med så at sige, at man bare snakker om tabeller og man snakker bare om regneark, ikke har noget som helst med det at gøre. Det er bare en måde at vise, hvad det er for nogle ekstra midler, der er, og hvad det er for en ekstra hjælp, der er på vej, til alle de mennesker, som har brug for det, og de børn, som vokser op i fattigdom. Det er jeg stolt af vi er lykkedes med at få igennem, uanset at man prøver at lave sjov med det fra ordførerens side.

Det afslutter spørgsmålet. Tak til beskæftigelsesministeren, og tak til fru Victoria Velasquez, Enhedslisten. Næste spørgsmål er til transportministeren og er stillet af hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten, der nu får ordet for oplæsning af spørgsmålet.

Værsgo.

Tak for det. Spørgsmålet lyder: Vil ministeren sikre elektrificering af jernbanen nord for Aalborg – både af hensyn til borgerne i Vendsyssel og for at sikre mulighed for elektrificeret godstransport på skinner fra Skandinavien til resten af Europa – som foreslået af BRN-netværket? Det står for – og jeg beklager, at det er på engelsk – Business Region North Denmark. Det kan man vist oversætte til handelsregion Nordjylland.

Ministeren.

Tak for det, og tak til ordføreren for at tage sagen op omkring gods på bane, som er en del af den omstilling og pakke, vi skal sikre i hele Danmark. Det gælder naturligvis også i Nordjylland, og jeg har her i den seneste tid også været i en tæt dialog med repræsentanter fra Business Region Nordjylland i forlængelse af drøftelser heromkring, fordi de var bekymrede for de godstog, der trods alt var nordenfjords, selv om det er meget få. Afskærer man ligesom muligheden for det med den elektrificeringsplan, man har? Jeg behøver ikke at ridse op for ordføreren, hvad Enhedslisten og forligskredsen har aftalt på det her område, men det kan jeg lige nævne kort for andre tilhørere. Det er jo en batteriladeløsning, måske i Frederikshavn; vi har ikke helt lagt os fast på, hvor det skal være nordenfjords. Det er det, der er planen, og det er det, der er sat penge af til. Det skal vi selvfølgelig have til at hænge sammen med godsløsninger også. Vi har jo mange steder i Danmark, hvor der ikke er køreledninger, men hvor der kører godstog. Et af de steder er f.eks. til Thyborøn, Cheminova og den vej ud, hvor det bliver med en eller anden batteriløsning eller anden nulemissionsbrændstofløsning, eller hvad ved jeg. Så vi skal jo finde de her fremtidens løsninger sammen. Kan jeg så mejslet i granit sige, hvad det skal være? Nej, jeg kan prøve, men jeg kan jo ikke garantere, hvad løsningen bliver. Der er også store forventninger til godstog som batteritog med en pantograf på, som så kan køre på batteri, og når den så kommer på et hovednet, kan den sætte en pantograf op. Men den situation, man står i nordenfjords, er lig den, man står med i Aarhus Havn, Køge Havn, Thyborøn osv. osv. Og det skal vi selvfølgelig have fundet de bedst mulige løsninger på i hele Danmark.

Spørgeren.

Tak for svaret. Nu bemærkede jeg jo, at ministeren var meget innovativ i forhold til at finde en løsning på Vejle-Struer-banen, hvor der også var tale om, at der skulle køre batteritog, men hvor der så blev tale om, at der kunne laves en fuld elektrificering med køreledninger. Og det er egentlig for at høre, om ministeren ikke er villig til at udvise den samme omsorg og omtanke over for både borgere i Vendsyssel, men jo også over for de perspektiver, der er for godstransporten. Det er rigtigt, at der er udfordringer med at køre gods på skinner i Nordjylland, men det er jo primært, fordi der kun er enkeltspor, og det derfor er svært at få kapacitet på skinnerne til både at kunne køre passagerer og godstog. Hvis man så ydermere laver en løsning, hvor muligheden for at transportere både passagerer og gods på skinner bliver forringet, fordi det bliver med batteritog frem for med køreledninger, så mister man jo det potentiale, der ligger i at kunne transportere gods på skinner. De beregninger, som Business Region Nordjylland selv har, viser, at det kan fjerne et sted mellem i hvert fald 50 og 100 lastbiler om dagen, hvis man får etableret en god godstransport både fra havnene i Hirtshals og Frederikshavn. Passagertransporten nord for Limfjorden er jo en af de store pendlerstrækninger i Danmark. Altså, pendlerstrækningen fra Aalborg til Hjørring og videre til Frederikshavn er en af de mest benyttede, især også af studerende, og der er der et hensyn at tage både til dem, men selvfølgelig også til muligheden for fremover at kunne transportere gods på skinner, for det ved vi jo der er en efterspørgsel efter, også for virksomheder både i Norden og i resten af Europa. På grund af de klimabelastninger, der er forbundet med lastbiltransport, og også de trængselsudfordringer, der er, så vil der fremover være en større efterspørgsel efter at kunne transportere gods på skinner, og derfor vil det jo være helt håbløst, hvis man lægger yderligere benspænd ind i forhold til muligheden for fremover at kunne transportere gods på skinner. Så derfor er spørgsmålet til ministeren, om ministeren vil gå i brechen for, at vi får en elektrificeret løsning med køreledninger og dobbeltspor fra Aalborg og videre til Hirtshals og Frederikshavn til gavn for både transport og passagerer.

Tak! Ministeren.

Det var mange spørgsmål, som under ingen omstændigheder kan besvares på de 30 sekunder, der er til rådighed, så jeg vil prøve at skubbe nogle af dem. Ordføreren nævner køreledninger mellem Vejle og Struer. Køreledninger går jo netop kun til Struer. Det vil sige, at helt fra Struer til Thyborøn er der ikke køreledninger. Grunden til, at de går til Struer, er, at der er direkte tog. Så det er jo for at sikre, at man ikke har tog fra skråbanen, der forsinker højhastighedstog på hovedbanen, at man har elektrificeret med køreledninger. Jeg nåede desværre kun første spørgsmål; jeg tager de andre næste gang.

Spørgeren.

Så vil jeg godt rejse det principielle spørgsmål igen over for ministeren, nemlig spørgsmålet om, om ministeren vil gå i brechen for, at der bliver lavet en elektrificeret løsning fra Aalborg til henholdsvis Hirtshals og Frederikshavn, som kan gavne både passagertransporten, men også muligheden for at transportere gods fra de store havne i Hirtshals og Frederikshavn, så der bliver mulighed for at transportere gods fra Norden og videre ned til Europa. For vi ved, behovet er der, og hvis vi skal løse det, både i forhold til gavn for passagererne, men jo også af hensyn til de klimaudfordringer, vi står over for, er det nødvendigt at få etableret den løsning.

Ministeren.

Jeg vil nok ikke diktere en teknologi, som fremtidens godstog om mange år skal køre på. Det, som er vigtigt at sige, er: Det her er jo ikke en nordenfjords udfordring. Det her er en udfordring i store dele af Danmark. Vi skal kunne køre godstog uden køreledninger, og det bliver vi nødt til, for ellers kan du hverken komme til Thyborøn, Aarhus Havn eller mange andre steder. Så det bliver vi nødt til at finde løsninger på. Men de godsmængder, ordføreren fremhæver her, kommer jo ikke engang til Aalborg i dag, til trods for at vi har gjort det gratis at køre gods på banen i Danmark. Så vi har store ambitioner om det. Men det er bare for at sige, at vi nok lige skal forholde os til proportionaliteterne og virkeligheden.

Tak! Så er det det sidste spørgsmål til spørgeren.

Men grunden til, at der ikke bliver transporteret så meget gods på skinner nord for Aalborg, er jo, at der kun er enkeltspor, og at det derfor ikke har været muligt at finde en operatør, fordi man skulle have betingelser for, at man netop kunne køre på det enkelte spor, og det ville så betyde, at så kunne man ikke transportere passagerer. Det understreger jo bare behovet for, at der også kommer fokus på infrastrukturinvesteringer i Nordjylland, som ikke kun handler om motorveje, men som netop handler om, at vi også kan få flyttet noget af godstransporten og passagertransporten over på skinner, og det kræver altså, at man er villig til at investere i det. Så jeg vil bare gerne gentage spørgsmålet til ministeren, om ministeren er villig til at gå i brechen for at få etableret elektrificering med køreledninger i Vendsyssel.

Ministeren.

Først vil jeg have slået fast og mejslet ind i granit: Min plan er at elektrificere i Nordjylland, så der også kan køre godstog. Den præcise løsning, altså hvordan, har vi ikke lige lagt fast endnu. Men det er jo, fordi de i Nordjyske Jernbaner, som er dem, der kører nordenfjords, har nogle af Danmarks nyeste tog. Og det betyder altså, at det jo ikke ligger sådan lige først for at begynde at lave løsninger til nogle, som ikke efterspørger løsningerne. Men lige så snart de efterspørger elektricitet, skal de selvfølgelig have det, også i Nordjylland. Det er også det, vi politisk har aftalt. Der gik tiden desværre.

Det afslutter spørgsmålet. Tak til transportministeren og tak til hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Næste spørgsmål er også til transportministeren og er stillet af hr. Peter Skaarup, Danmarksdemokraterne, som nu får ordet for oplæsning af spørgsmålet.

Værsgo.

Mange tak. Spørgsmålet lyder sådan her: Er det ministerens holdning, at den planlagte motorvej mellem Næstved og Rønnede skal etableres i sin helhed som en fuldt tosporet motorvej?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Det her er jo et spørgsmål, som vi arbejder med i forligskredsen, som Danmarksdemokraterne ikke er en del af. Så jeg kan godt forstå, man er nysgerrig på, hvad vi beslutter, men jeg kan oplyse ordføreren om, at høringen, den offentlige høring, blev afsluttet i fredags, og det er et princip i forligskredsen, at man både undersøger mere, end der er råd til, og som egentlig forventes gennemført, og at man også sender mere i høring, end der måske forventes gennemført, men at man under alle omstændigheder sender en løsning i høring, som passer med den afsatte økonomiske ramme. Hvad ender det så med i forhold til de forskellige løsninger hen mod årsskiftet, hvor vi både skal have en anlægslov fremsat og den skal på lovprogrammet i 2026? Det har jeg ikke tænkt mig at løfte sløret for i dag, i respekt for at det jo er en stor beslutning. Så jeg har ikke tænkt mig sådan bare lige at præsentere noget i dag. Dengang vi var gruppeformænd på samme tid, i Venstre og i Dansk Folkeparti, og vi lavede mange løsninger sammen, var det heller ikke sådan, at vi bare sådan offentliggjorde dem lemfældigt. Så netop fordi det her er en stor ting – det er en stor ting, som jeg glæder mig til at præsentere sammen med alle de partier, der har taget ansvar i forligskredsen og prioriteret penge til det her – vil jeg i al fairness præsentere det sammen med dem, når vi er klar til det.

Spørgeren.

Tak for det, og tak for svaret. Jeg synes jo, det er godt, og det synes vi i Danmarksdemokraterne, at det er blevet til noget med en motorvej mellem Næstved og Rønnede. Det tror jeg alle kan være interesseret i, ikke mindst dem, der er meget berørte af det, og som bor i det her lokalområde. Men sådan en skal bygges ordentligt, og der er det vores holdning, at en motorvej skal være fuldt udbygget. En motorvej er en motorvej, altså, det er jo ikke et halvt projekt. Når vi så har spurgt til det, og det har vi jo egentlig gjort nogle gange over for transportministeren, får vi egentlig bare sendt over, hvad det er, Vejdirektoratet har ment om den pågældende strækning, og det lyder jo utrolig godt, flot pakket ind. Men bundlinjen er bare, at der er stor utilfredshed, og det kan jeg godt forstå, med, at det ikke er en reel motorvej hele vejen på den her distance. Så bliver det hurtigt en halv løsning, og der synes jeg, at den her SVM-regering tager en meget nem vej. Man skærer nogle hjørner af, man skærer noget bredde af motorvejen for at holde udgifterne nede, og der synes jeg egentlig, det ville være rimeligt nok, at ministeren her i dag kan svare klart på, om det virkelig er tilfældet, at man vil spare den her motorvej ned , eller om man rent faktisk vil gennemføre en løsning, som borgerne kan være tjent med. Jeg skal lige minde ministeren om, at Venstre jo lokalt i Næstved har udtalt, at det ikke er noget problem, og at det skal vi nok løse. Men hvis ministeren ikke her i dag kan sige, at der kommer en løsning, at der kommer en fuldt dækkende løsning, så en motorvej er en motorvej, giver jeg jo egentlig ikke så meget for holdningerne, der kommer frem i den her valgkamp, man har lokalt. Jeg skal også sige til ministeren, at alle er enige om i lokalområdet – jeg har i hvert fald ikke hørt fra nogen, der ikke er det – at det skal være en fuldt udbygget motorvej. Altså, en motorvej er en motorvej, og man har i det her område omkring Næstved jo i forvejen savnet en motorvej mellem Næstved og Kalundborg i rigtig, rigtig mange år. Stillingtagen til den er også blevet udskudt. Så kan vi ikke få et klart svar i dag, inden der er valg: Bliver det til en motorvej, eller bliver det ikke til en motorvej?

Ministeren.

Der er ikke noget valgkamp i det her. De partier, som er en del af forligskredsen og har lagt stemmer til den her aftale, har sendt det i høring, der præcis er aftalt, under nøjagtig de samme forudsætninger som samtlige andre end infrastrukturprojekter i Danmark. Det er lige meget, om det er Kalundborgmotorvejen, Hillerødmotorvejen eller andre motorveje. Det, der er fælles for alle projekterne, er, at nogle gange er der noget, som ikke går som forventet, og så skal vi jo løse det. Det har vi i samtlige motorvejsprojekter i Danmark gjort indtil nu.

Spørgeren.

Altså, nu har jeg interesseret mig en del for det her, og jeg har også læst de lokale medier. Der kan man jo altså læse, at Venstre lokalt i Næstved siger, at det er der styr på – og det er en kæmpe nyhed. Ja, det har vi styr på, det bliver en reel motorvej, siger man, og man vil ikke lave de her besparelser. Men hvis Venstre i Folketinget har en anden holdning – og det er jo det, jeg kan høre i dag, hvor man ikke vil love noget – så står man lokalt tilbage med skægget i postkassen. Så kan ministeren ikke godt sige, at det, man siger lokalt i valgkampen faktisk også er det, man gennemfører? Der skal være overensstemmelse mellem det, man siger, og det, man gør.

Ministeren.

Jeg forstår godt, at der er meget stor interesse for, hvad Venstre som et indflydelsesrigt parti siger, men det, jeg prøver at sige, er, at hvis der har været problemer med økonomien i motorvejsprojekter, har vi løst dem i samtlige tilfælde indtil nu. Nu spørger spørgeren så, sådan meget kort før projektet skal præsenteres, hvad vi ender med at præsentere uden foran glasdøren. Det kan jeg godt forstå at ordføreren er nysgerrig efter, for ordføreren er ikke med til at lave den her løsning, er ikke med til at tage ansvar for motorvejsprojektet. Men jeg kommer ikke til at være illoyal og præsentere noget i dag alene. Der er ikke nogen ordførere her, og vi har ikke drøftet det i forligskredsen officielt endnu med den proces, der er. Så jeg tror, at ordføreren er fuldt ud klar over hvorfor.

Tak. Til det her spørgsmål har vi det, der hedder en medspørger, og det er hr. Kenneth Fredslund Petersen, Danmarksdemokraterne, der nu får ordet til et spørgsmål, der må vare 1 minut.

Tak. Jamen jeg prøver på at tolke lidt på det, ministeren siger. Jeg havde faktisk tænkt mig lige at rulle ud, at udfordringerne i de andre infrastrukturprojekter, som jo er blevet ramt af inflation og prisstigninger generelt, er blevet løst. Jeg ved ikke, om jeg skal tolke det sådan, men det lyder, som om den her udfordring også bliver løst. Jeg kan høre, at ministeren nævner de økonomiske rammer, man skal arbejde inden for, og det er jo en udfordring helt generelt i »Infrastrukturplan 2035«. Jeg kan høre, at ministeren nævner noget om at tage ansvar. Det er faktisk et stort ønske, vi har i Danmarksdemokraterne, og jeg ved også, at det ikke er ministeren, der er skyld i, at vi ikke er en del af forliget. Vi vil rigtig gerne tage ansvar, og vi vil rigtig gerne være med til at forhandle de her ting. Så jeg kan blive en lille smule bekymret, især når jeg ser på nogle af de ting, som jeg tror ikke er blevet valgt til, hvis det er det, der står til troende, bl.a. EMS2-togvognene, som kan blive lidt udfordrede med det, der er blevet lagt op til. Skal jeg tolke ministeren derhen, at det her bliver løst? Det håber jeg vitterlig jeg kan, og ellers vil jeg anbefale ministeren at stille sig i front sammen med forligspartierne og gå til finansministeren og finde pengene.

Så får ministeren mulighed for at svare inden for 1 minut.

Jeg tror faktisk ikke på, at spørgeren og hr. Peter Skaarup er nervøse. Jeg tror faktisk, at det er helt bevidst, at man spørger, forholdsvis kort tid før alle vi partier, der har taget ansvar for det her, skal præsentere det samlet, altså at man vælger at gå i salen og spørge ministeren: Vil du ikke lige afsløre det, som alle I partier, der har lagt stemmer til det her og taget ansvar, sammen skal præsentere? Så jeg tror faktisk ikke helt, at det er den rigtige forklaring, at I er meget nervøse. Spørgeren har ret i, at i samtlige projekter, hvor der har været problemer med økonomien, har vi mig bekendt fikset det indtil nu. Vi løser problemer i den her regering, og det gør vi også i forligskredsen. Så jeg tror ikke helt, det er sandheden, at spørgerne er nervøse.

Spørgeren.

Jeg vil vove den påstand, at jeg nok var lidt mere nervøs, da jeg kom, end jeg er nu. Det mener jeg helt seriøst. Jeg tror også, at jeg vil glæde mig lidt over det, jeg hører. Men så vil jeg i hvert fald benytte lejligheden til at opfordre ministeren til sammen med forligspartierne at stå i spidsen for en gang for alle at få et møde hos finansministeren – vi har sådan set et rimeligt råderum – og så få tilpasset økonomien til de resterende projekter i Infrastrukturplan 2035«, så man ikke skal stå ved hvert eneste af de kommende projekter og bøvle med det her. Vil ministeren gøre det?

Tak. Ministeren.

Tak for det gode råd. Jeg glæder mig også til at læse anbefalingen i Danmarksdemokraternes eget finanslovsudspil, for det må jo komme til at stå der, når det er en vigtig prioritet for Danmarksdemokraterne. Men tak for de gode spørgsmål.

Så har spørgeren et sidste afsluttende spørgsmål. Hr. Peter Skaarup.

Tak. Det er godt, at ministeren tager imod gode råd og sådan noget, men tilbage står jo bare den her situation, at det har skabt meget usikkerhed. Det har været oppe på mange møder omkring den her motorvej, at der nu ikke er styr på, at det er en helt og fuldt dækkende motorvej. Jeg kunne godt tænke mig at spørge ministeren her til sidst, om det her med, at man vil indsnævre tværsnittet, at man vil lave det hele smallere, trafiksikkerhedsmæssigt er holdbart. Jeg kan læse af svarene, at det mener Vejdirektoratet, men mener ministeren virkelig, at det er fremtiden for motorvejene i Danmark?

Ministeren.

Jeg kan sige, at vi har nogle af de mest trafiksikre veje i hele verden, og det kan man også aflæse i statistikken. Så vi laver løsninger, hvor der i den mindste detalje er taget hensyn til færdselssikkerheden, hvis det på nogen måde er økonomisk inden for rækkevidde. Så det tror jeg ikke skal være en bekymring, og jeg tror heller ikke, at det er en reel bekymring. Jeg tror ikke, at det er en reel bekymring, hvorfor jeg ikke vil løfte sløret for en endelig løsning, her kort tid før forligskredsen skal præsentere det. Men jeg glæder mig over, at der er en nysgerrighed over for, hvad vi foretager os i forligskredsen.

Tak. Det afslutter spørgsmål. Tak til transportministeren, tak til hr. Peter Skaarup, Danmarksdemokraterne, og tak til hr. Kenneth Fredslund Petersen, Danmarksdemokraterne. Det næste spørgsmål er til uddannelses- og forskningsministeren og er stillet af fru Sofie Lippert fra SF.

Værsgo.

Tak. Er ministeren set i lyset af nedlæggelsen af Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) enig med børne- og undervisningsministeren i, at det er godt for udviklingen af vores samfund med en mindre grad af løbende statslig opfølgning og evaluering af reformer og politiske aftaler?

Ministeren.

Tak for det spørgsmål. Afviklingen af EVA er en del af udmøntningen af regeringens flerårige statslige arbejdsprogram på Børne- og Undervisningsministeriets område. Præmissen for det statslige arbejdsprogram er, at der er opgaver, funktioner og årsværk på det statslige område, som skal falde bort, og at der samtidig skal prioriteres midler til borgernær velfærd i kommuner og regioner. Den prioritering synes jeg er rigtig. Derfor er det også naturligt at se på, om der er overlappende funktioner i staten, som kan organiseres mere effektivt. Analyse- og evalueringsopgaver på bl.a. uddannelsesområdet løses i dag både af VIVE og af EVA, og derfor samles analyse- og evalueringsopgaverne fremover i VIVE. Uddannelsespolitiske beslutninger er jeg enig i skal træffes med afsæt i et solidt fagligt grundlag. Jeg mener også, det er fornuftigt med et større fokus på,.at opfølgning på politiske aftaler også kan sikres via eksisterende data og lokalt fokus frem for omfattende løbende evalueringer. Implementeringen af uddannelsesreformen på det videregående område vil fortsat blive fulgt og understøttet i tæt dialog med de relevante aktører. Uddannelses- og Forskningsministeriet har derudover et meget solidt datagrundlag om kvalitet i uddannelserne, som følger den studerende både før, under og efter studierne. Det er data, som er til rådighed for uddannelsesinstitutioner og alle mulige andre, som beskæftiger sig med de videregående uddannelser. Sammen med institutionernes egne evalueringsaktiviteter kan det være med til at understøtte kvalitetsarbejdet og arbejdet med at implementere reformer, og så vil der også stadig væk være mulighed for at rekvirere analyser hos eksterne forsknings- og analyseaktører, om bl.a. beskæftiger sig med det videregående uddannelses-område, herunder f.eks. VIVE og DEA. Der vil dermed fortsat være gode muligheder for at følge op på reformer og politiske aftaler på det videregående uddannelses-område, sådan som det er selvfølgelig også skal være.

Spørgeren.

Det, der for mig at se gør EVA til noget andet end mange af de andre organisationer, der tilvejebringer god og brugbar viden for vores arbejde, og det, der gør, at jeg ikke deler regeringens opfattelse af, at der er et overlap her, er, at EVA arbejder meget praksisnært, og det står for mig at se i skærende kontrast til en opfattelse af, at vi ved hjælp af mere rå data og mere objektive data kan afskaffe den nødvendige evaluering af, hvad det er, at vi gør, men også af, hvad vi bør gøre i fremtiden. Det er jo en regering, der har lavet flere uddannelsesreformer, end jeg er bekendt med at andre regeringer har gjort, og det er ikke, fordi uddannelsesområdet plejer at gå fri af reformer, og SF er med i flere af de her reformer, men vi er jo også bekymret for effekten af mange af de ting, vi gør, og deler derfor ikke den opfattelse, at der er brug for mindre løbende statslig opfølgning og evaluering, som det fremgår af udkastet til lovforslaget. Det er jo også derfor, at jeg i dag spørger uddannelses- og forskningsministeren, om ministeren deler din kollega børne- og undervisningsministerens opfattelse. For det er jo et udkast til et lovforslag fra Børne- og Undervisningsministeriet, og det er jo korrekt, at det er der, hvor den primære del af EVA plejede at blive finansieret. Heraf fremgår det jo altså, at der også generelt ønskes en mindre grad af løbende statslig opfølgning og evaluering, og at det således er intentionen, at der ved indgåelsen af politiske aftaler sikres opfølgning via eksisterende data og lokalt fokus frem for omfattende løbende evalueringer og følgeforskning m.v. Vil ministeren forklare, hvordan en intention om mindre opfølgning og mindre evaluering sikrer det bedst mulige uddannelseslandskab?

Ministeren.

Jeg tror, at når Børne- og Undervisningsministeriet formulerer sig på den måde, hænger det sammen med, at mange af de reformer, som regeringen i det hele taget gennemfører i de her år, altså ikke kun på uddannelses- og undervisningsområdet, men i det hele taget, også hviler på et ønske om større frisættelse af den offentlige sektor. Når man gør det, er det jo sådan set også logisk nok, at der ikke nødvendigvis en til en er en meget nidkær opfølgning på data, hvis man i udgangspunktet har besluttet sig for at frisætte yderligere.

Spørgeren.

Det er rigtigt. Når vi gerne vil sætte det fri, giver det mening, at det måske ikke altid er os, der siger, at vi nu skal kigge på det her og det her. Men noget af det, der er fint ved EVA, er jo også, at de selv iværksætter analyser og tilvejebringer viden, vi måske ikke vidste at vi stod og manglede. Det er jo i hvert fald svært at sikre sig, at man får det fra en uafhængig organisation, når man nedlægger den, der var. Hvordan vil ministeren sikre, at der for meget færre penge, når det kommer til at ligge i VIVE i stedet, fremadrettet vil komme kompetente og uafhængige evalueringer af de reformer, der vedtages, men også, at vi ikke taber de analyser, som ikke er bestilt af ministrene, og som ofte belyser noget, vi ikke engang havde overvejet at undersøge?

Ministeren.

Jeg mener, at der stadig væk er gode muligheder for at få lige præcis det, spørgeren efterlyser. Det er jeg sådan set enig i at der også er et behov for. Selvfølgelig skal vi ikke bilde os ind herinde, at vi altid på forhånd kan vide, at de reformer, vi vedtager, også kvalitativt lander præcis der, hvor vi havde forudset det. Det er jeg sådan set helt enig i. Men det er jo ikke sådan, at EVA er de eneste, der arbejder med den type spørgsmål. Nu pegede jeg både på VIVE og DEA, som jeg i hvert fald synes sidder på nogle ret væsentlige kapaciteter i forhold til det. Og så vil jeg også bare sige, at jeg er enig i, at data selvfølgelig er objektive. Kvalitetsvurderinger er en subjektiv størrelse. Derfor mener jeg sådan set også, at objektive data kan bringes i spil i forhold til en politisk evaluering af reformer.

Spørgeren for en sidste kommentar.

Jeg tror, at jeg her i mit sidste spørgsmål vil have et fokus på netop det, der ikke handler om reformer. Måske handler det om fremtidens reformer. Hvordan skal vi vide, hvad der er brug for ude i vores uddannelseslandskab, hvis vi skærer ned på de uafhængige analyser, som kommer fra en statslig organisation, som vi har sikret finansiering af netop for at sikre, at det ikke er andre interesser, der spiller ind? Når de ikke længere kan komme med uafhængige analyser, hvordan skal vi så vide, hvad der faktisk er brug for – og ikke bare, hvad en eller anden politisk mavefornemmelse siger der skal sættes i gang?

Ministeren.

Nu synes jeg heller ikke, at vi bare opererer alene ud fra ren politisk mavefornemmelse, medmindre vi har EVA. Hvordan kan vi vide, hvad der er behov for? Jamen bl.a. ud fra en meget tæt og løbende dialog med sektoren. Det er jo ikke alene uddannelsesinstitutioner; det er jo sådan set alle mulige berørte parter. Det er aftagere, studerende og professorer, som har indblik i uddannelsesudvikling. Så der er jo masser af aktører, som skal sørge for, at jeg og vi hele tiden er opdateret på, hvad der rører sig i uddannelsesverdenen. Jeg synes sådan set, at det er en vigtig opgave, at vi også bruger tid på det – ud over at lade os dirigere af mavefornemmelser, som jo ikke nødvendigvis er noget solidt kompas.

Tak til spørgeren og ministeren. Vi fortsætter. Spørgmål nr. 25 til ministeren for byer og landdistrikter (spm. nr. S 139) udgår. Vi går videre til spørgsmål nr. 26 (spm. nr. S 127) til udlændinge- og integrationsministeren af hr. Peter Kofod, Dansk Folkeparti.

(Spørgsmålet er udgået).

Værsgo at læse spørgsmålet op.

Tak for det. Jeg læser bare spørgsmålet op i første runde. Hvad mener ministeren om, at Haderslev Kommune har fået hjælp fra en imam i det kommunale forebyggelsesarbejde? Jeg ser frem til besvarelsen.

Værsgo til ministeren.

Tak for spørgsmålet. Helt generelt mener jeg selvfølgelig ikke, at imamer skal være en del af SSP-arbejdet eller andet forebyggende arbejde, og helt generelt vil jeg sige, at man naturligvis skal være meget forsigtig med som offentlig myndighed at inddrage imamer. For så vidt angår spørgsmålet om Haderslev mere specifikt, er det min forståelse, at det bestemt heller ikke er en almindelig praksis med inddragelse af imamer i SSP-arbejdet. Der har så været et enkeltstående tilfælde, hvor man har vurderet, at en religiøs persons netværk og kendskab har kunnet inddrages positivt, men ikke i kraft af hans rolle som religiøs leder eller imam.

Spørgeren.

Der var en spændende besvarelse. Jeg må sige, at jeg er en meget bekymret mand i de her år, fordi der sker en snigende tilpasning af vores samfund til nogle ting, som vi ikke kan være tjent med, og hvor der foregår nogle ting i parallelle miljøer, som vores myndigheder ikke på nogen som helst måde skal legalisere, acceptere eller give autoritet ved at samarbejde med folk, der måtte have nogle andre mål og ønsker end dem, vi måtte have for vores samfund. Derfor synes jeg også, det er tankevækkende, at ministeren står her og siger, at i den her konkrete sag har man ikke haft fat i nogen personer, fordi de har haft karakter af at være imamer. Jeg er nødt til at spørge ministeren: Hvis man prikker ministeren på skulderen uden for normal arbejdstid, er ministeren så ikke stadig minister, altså står ministeren ikke stadig til ansvar, og bærer man ikke kappen på begge skuldre, også selv om det er uden for normal arbejdstid, selv om man måtte lave noget andet, eller selv om man måtte holde en tale i et andet forum, hvor man ikke gør det som folketingsmedlem eller som udlændingeminister? Ministeren er jo stadig væk folketingsmedlem og udlændingeminister, ligesom en imam stadig væk er en imam. Derfor må jeg sige, at det her forsøg med at tale udenom helt generelt, som ministeren startede med sige, altså at man helt generelt skal holde sig fra det, synes jeg ikke holder nogen steder. Jeg synes, det er et kæmpe maskefald, vi ser i de her tider, hvor jeg kan forstå – det kommer vi jo tilbage til i det næste spørgsmål – at Socialdemokraterne en hel del steder ude i baglandet har travlt med at acceptere alle mulige former for imamsamarbejde. Vi har borgmesteren i Albertslund, der åbenbart render rundt til fredagsbøn, og jeg ved snart ikke hvad, mens Socialdemokratiet på Christiansborg siger, at det her ikke går. Jeg må bare sige, at Socialdemokratiet er ved at flytte nogle hegnspæle i det her samfund for, hvordan det her samfund kan fungere i fremtiden, og det frustrerer mig helt vildt. Derfor vil jeg spørge minister: Vil ministeren lovgive imod det her? Vil ministeren gribe ind over for det? Vil ministeren gennemføre en praksis, der sikrer, at vi dæmmer op for det her?

Tak. Ministeren.

Først og fremmest vil jeg sige, at jeg sådan set er grundlæggende enig med hr. Peter Kofod i, at der er et problem i dele af det danske samfund, hvor vi ser eksempler på repræsentanter for islam, imamer, som har nogle værdier og har en adfærd, som vi ikke ønsker os, og hvor man forsøger at trænge sig på i det offentlige rum og i administrationen af den offentlige sektor på en måde, som vi ikke ønsker. Det skal man bestemt være opmærksom på og slå ned på. Jeg synes så, sådan som jeg har forstået det aktuelle og relevante eksempel, at det er en lille smule uproportionelt at gøre et enkeltstående eller to tilfælde, hvor man har trukket på en persons netværk til at løse et konkret problem, til så stor en udfordring.

Tak. Spørgeren.

En enkelt eller to gange siger ministeren. Jeg tror, det er klogt af ministeren, at han fjerner det her med en enkelt gang, for jeg hører, at det er sket gentagne gange, og jeg hører, at det er en fast praksis, så det tror jeg nok ministeren skal tjekke op på, altså om det er en enkelt gang, eller om det er flere gange, eller om det bare er nogle i systemet, der spiller en plade for ministeren. Men det, jeg gerne vil spørge om og komme tilbage til, er: Hvis jeg skal prøve at følge ministerens logik, hvad kan så gøre, at det er okay at samarbejde med en imam? For os er det en rød linje. Det går ikke, at vi lukker imamer ind i vores SSP-samarbejde. Det går ikke, at vi bruger imamer på den her måde. Hvad er det, der får ministeren til at sige, at i den her sag lever man så bare med det?

Ministeren.

Jeg prøver at sige, at jeg grundlæggende er enig med spørgeren i, at imamer ikke skal spille en rolle i eksempelvis vores SSP-samarbejde. Hvis man har en konkret episode i en kommune som Haderslev, som jo ikke er en by, der er ved at falde sammen under islams indflydelse, hvor jeg i øvrigt har indtryk af at tingene foregår på en fornuftig måde, og hvor man ved, at der er en person, der har en relation til nogle unge, som han kan bidrage til at få tilbage på rette spor, og når det ikke er i kraft af hans job som religiøs leder, at han inddrages i det, kan der jo være en grund til, at man har valgt at gøre det i det konkrete tilfælde. Det skal jeg ikke kunne gøre mig til endelig dommer over.

Tak. Så er det spørgeren med sit sidste spørgsmål.

Det her går ikke. Man kan ikke stå i Folketingssalen og både sige, at Dansk Folkeparti principielt har fuldstændig ret, og at man i lige den her sag gør noget andet. Enten mener man det ene, eller også mener man det andet. Man kan ikke lovsynge nogle principper herinde og sige, at det her vil vi ikke, og at vi der er enige med Dansk Folkeparti, og i øvrigt lader vi det så skride ud i virkeligheden. Det er at tale med to tunger, minister, og jeg vil simpelt hen ikke acceptere, at den her regering, at Socialdemokratiet laver det her digebrud. Jeg har ikke engang noget spørgsmål, men jeg vil sige, at jeg synes, det er fuldstændig grotesk.

Ministeren.

Jeg mener ikke, at jeg taler med to tunger, jeg mener sådan set bare, at jeg prøver at redegøre for, at der jo kan være en undtagelse fra en regel, hvor det sådan set, så vidt jeg er oplyst, ikke er et spørgsmål om, at man har indkaldt en imam til at løse et problem, men man har trukket på en person, som har et kendskab til nogle unge, og som i en enkeltstående situation eller i hvert fald i meget få tilfælde så har kunnet bidrage til at løse en udfordring. Men det er, så vidt jeg har forstået, bestemt ikke nogen udbredt praksis eller noget, man har institutionaliseret på anden måde i Haderslev. Og med mit kendskab til Haderslev Kommune er det jo ikke sådan, at Haderslev kommune er ved at blive dybt infiltreret af islam.

Tak til ministeren. Vi fortsætter til spørgsmål nr. 27, der ligeledes er til udlændinge- og integrationsministeren, af hr. Peter Kofod.

Værsgo for at læse spørgsmålet op.

Tak for det, og jeg vil nu også læse spørgsmålet op: Hvad mener ministeren om, at Socialdemokratiets borgmesterkandidat i Haderslev, Marie Skødt, på kommunalbestyrelsesmødet den 28. oktober udtaler følgende om kommunens brug af en imam i forebyggelsesarbejdet: »Skal vi virkelig afvise sådan en hjælp, bare fordi den kommer fra en muslim? Det er ikke danske værdier – det er frygt forklædt som politik«?

Værsgo til ministeren.

Også tak for det spørgsmål. Jeg forstår godt, at det kan være fristende at prøve at føre den kommunale valgkamp herind i Folketingssalen. Jeg vil starte med at sige, at jeg håber, at Socialdemokratiet og Marie Skødt får et flot valg i Haderslev. Mit job er at lovgive her på Christiansborg. Ude i byrådene har vi jo et lokalt selvstyre, og der skal man løfte opgaven med at sikre, at tingene foregår på en ordentlig måde, og det har jeg et indtryk af at de gør i Haderslev. Lige nu er der kommunalvalg, og så er det jo op til vælgerne at afgøre, om tingene foregår på en måde, som vælgerne ønsker det lokalt, og det gælder også i Haderslev. Det er essensen af nærdemokrati, og det hører altså til ude i kommunerne og ikke på Christiansborg. Endelig synes jeg, som jeg også var lidt inde på i forbindelse med det tidligere spørgsmål, at der er behov for at få nogle proportioner med. Der er jo ikke tale om, at imamer spiller en stor rolle i SSP-samarbejdet eller SSP-arbejdet i Haderslev Kommune. Det er i hvert fald den opfattelse, jeg helt klart er blevet bibragt. Tværtimod, og som en god lokalt valgt repræsentant for DF har hr. Peter Kofod jo heller ikke en interesse i, kunne jeg forestille mig, at tegne et misvisende billede af sin hjemstavn.

Spørgeren.

Nej, men jeg er meget bekymret for min hjemstavn. Jeg er meget bekymret for, at vi i de her år rykker hegnspælene for noget, hvor kan vi ikke bare skubber dem tilbage, men hvor vi laver nogle digebrud, som vi aldrig før ville have accepteret, men som bare sker. Det er lidt som i historien om frøen, som kommer ned i det varme vand, og som straks springer op, men som, når den først sidder nede i det lunkne vand, der lige så stille bliver varmet op, så ikke opdager, at det bliver varmere, og til sidst bliver kogt levende. Det er lidt det samme, vi oplever i vores civilisation, i vores land, i de her år, altså at der gradvis sker en tilpasning til noget, man aldrig ville have accepteret for 20 år siden, 25 år siden, eller før indvandringen fra MENAPT-landene begyndte, og hvor man sagde, at det her jo aldrig ville komme til at ske, og at det ville man aldrig acceptere, og nu er vi så i en situation, hvor religiøse forkyndere spiller en rolle og bl.a. bruges i det her arbejde, og det er det, jeg spørger ministeren om. For mig er det hjerteblod, det er ikke valgkamp, det er grunden til, at jeg gik ind i politik som ganske ung, altså at jeg er bange for, at de her principper, at de her hegnspæle flyttes på en måde, hvor kommende generationer ikke får mulighed for at skubbe dem tilbage igen. Det er hjerteblod, det er ikke valgkamp. Men jeg bliver jo enormt bekymret, når jeg ser den måde, hvormed Socialdemokraterne rykker sig på det her. For jeg tror, at jeg selv og mange andre havde en følelse af, at Socialdemokraterne gradvis gik i en retning, hvor man havde større forståelse for, at der er nogle ting i vores samfund, som er under angreb, og hvor vi er ved at ofre nogle af vores principper på alteret. Men det er jeg ikke sikker på at jeg føler, efter at jeg har set bl.a. nogle af de udtalelser, der har været om vores gruppeformand i byrådet, der jo har på problematiseret det her og ligesom jeg er dybt bekymret over situationen, den måde, man bliver mødt på med nedladende kommentarer fra socialdemokrater, og jeg vil bare citere. For jeg har jo været inde at kigge på det her byrådsmøde, hvor det bliver kaldt for en helt naturlig del af SSP-arbejdet. Det var ikke det indtryk, jeg fik fra ministeren nu, at det skulle være en helt naturlig del af SSP-arbejdet at inddrage imamer, eller at det ligefrem skulle være grænseoverskridende at sige, at det er et problem.

Tak. Ministeren.

Jeg har ikke behov for på nogen måde at sige noget nedladende, hverken om hr. Peter Kofods spørgsmål i dag eller om andet i den her sammenhæng. For jeg deler sådan set den bekymring, som hr. Peter Kofod giver udtryk for i sit spørgsmål, i forhold til det mere overordnede, altså at islam forsøger at trænge sig på i det offentlige rum og forsøger at spille en mere fremtrædende rolle i det danske samfund. Det er jeg ikke interesseret i at islam skal. Jeg mener så bare ikke, at det konkrete eksempel, som er det, vi drøfter her, er et udtryk for, at det er ved at blive et stort problem, altså at man i enkelte tilfælde har trukket på en person, som så også arbejder som imam, hvis vedkommende kan bidrage med noget positivt og det ikke har noget med vedkommendes religiøse virke at gøre. Men det, at islam ikke skal spille en større rolle i det danske samfund, er jeg da fuldstændig enig i.

Spørgeren.

Man kan jo ikke isolere noget og så bare sige, at fordi man ikke i det her øjeblik står i moskéen, så er man ikke længere religiøs forkynder eller imam. Jeg er også Dansk Folkepartis gruppeformand, når jeg står uden for Folketingssalen. Sådan er det jo. Bare fordi jeg forlader det her sted, forlader jeg jo ikke den forpligtelse, jeg har som folkevalgt. På samme måde er det jo også med en imam. Man er jo ikke mindre imam af, at man går ud af moskéen og går ud og gør noget for kommunen. Det er jo det, vi diskuterer nu, og jeg er meget bekymret over, at ministeren ikke ser den skelnen og den fare, der ligger i netop det.

Tak. Ministeren.

Hvis det var et spørgsmål om, at der var en kommune, der havde ansat en imam til at varetage SSP-samarbejdet, så ville jeg bestemt også være bekymret. Men det er, sådan som jeg har forstået det, ganske sjældent, at man har trukket på en persons netværk i den her sammenhæng. Når det gælder spørgsmålet om, hvorvidt man ønsker, at islam skal spille en større rolle i Danmark, så tror jeg, at hr. Peter Kofod og jeg ser ens på den sag. Det er jo derfor, at vi interesserer os for, hvordan vi undgår at få bønnekald, der gjalder ud over hustagede, eller hvorfor vi siger fra over for kønsopdelt svømning, og hvad der ellers kommer af særkrav og lignende, som gør, at islam kommer til at fylde mere i det danske samfund, og så vidt er vi jo enige.

Spørgeren for en sidste kommentar.

Nej, jeg anerknder ikke, at vi er enige. Dansk Folkeparti er ikke enig med Socialdemokratiet, for I lader stå til, I gør ikke noget. I har haft regeringsmagten i 6 år, og I gør ingenting. Så Dansk Folkeparti og jeg vil ikke spændes for den vogn. Jeg er overhovedet ikke enig med ministeren, og den dag vi bytter plads, og det er os, der sidder derovre, hvor I sidder nu, så kan jeg love jer for, at vi kommer til at gribe ind over for den her slags. Vi er ikke enige om det her spørgsmål.

Ministeren.

Jeg havde håbet, at Dansk Folkeparti ville være enig med mig i, at vi ikke skal have bønnekald, der gjalder ud over de danske tage, eller at vi ikke skal have kønsopdelt svømmeundervisning, og hvis ikke vi er enige om det, så overrasker det mig noget. Derudover synes jeg, at der mangler en lille smule proportionalitet i den her sag, og når jeg tænker på en kommune som Haderslev, tænker jeg ikke på en kommune, der virker, som om den er ved at blive dybt infiltreret i islam, og det skal den selvfølgelig heller ikke blive. Derudover ville jeg da håbe, at vi kunne være enige om de ting, vi reelt er enige om, i stedet for at gøre det til sådan en, hvad skal man sige, valkamptaktisk ting.

Tak til udlændinge- og integrationsministeren og til hr. Peter Kofod. Hermed er spørgetiden afsluttet.